KIRKENS GRUNDLÆGGELSE I DANMARK

FRA DE FØRSTE MISSIONER TIL REFORMATIONEN
Opdateret 20. november 2011.

Indholdsoversigt

 
  • Danmark i de 100 dårlige år 1241-1350
  • Valdemar Atterdag og fremgang for riget
  • Margrethe og Erik af Pommern 1375 til 1439
  • Danmark og forbindelsen til Rom omkring 1400
  • Dansk koncilium i København
  • Regeringsmagtens forhold til kirken
  • Københavns Universitet
  • Mod Reformationen
  • Reformationen og statistik
    • Nordisk klostervæsen
    Fra Adam af Bremen stammer hovedparten af oplysningerne om Nordens første klostre. Et sammendrag af Adams og andres historier herom er skrevet af Tore Nyberg. Om de enkelte klostre er der oplysninger i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, især bind VIII om klostervæsen samt under de enkelte ordener.

    Der er i de forskellige kilder, som fx Roskildekrøniken, Rydårbogen og Sjællandske Krønike oplysninger om forskellige religiøse fællesskaber, men det er i de tidlige kilder usikkert, om det er præste- eller munkesamfund. I hvert fald har en hel del af de omtalte personer ejendom, hvorfor der nok kan være aflagt lydighedsløfte over for abbed, men åbenbart ikke fattigdomsløfte. Der er også spor af særlige rettergange under kirkelig jurisdiktion, da kirkegods var betragtet som tilhørende Gud, hvorfor misbrug blev dømt i kirkeretter. En kortfattet samlet beretning giver historikeren Aksel E. Christensen i Vikingetidens Danmark(p 226ff).

    Den tidligste mission i Danmark
    Det første missionsforsøg i Danmark kommer ca. 700 med Willibrord, der er en engelsk munk fra Friesland. Willibrord forlod England 690 og blev munk i Friesland, da Pippin I (687-714) var hersker i Franken. Hans mission bar ikke frugt. Efterfølgende tog Willibrord til Rom. Han døde 739. Kilden til oplysningen er Karl den Stores hofteolog, Alcuin, der førte annaler for perioden. Alcuin døde 804. Der var flere konger af navnet Pippin: Pipin II den Lille = Pepin the Short (741/751-768) samt i Aquitanien: Pippin I: 817-838; og Pippin II: 838-848.

    Ansgars mission
    Der gik godt 100 år, før næste mission indtraf. Perioden indledtes med kontakt mellem den jyske konge, Harald Klak (812 -826-827), en brodersøn til Godfred, der efter dennes død 810 stridedes med andre om magten i landet og fik støtte fra den tyske kejser, Ludvig I den Fromme (814-840).
    For at fremme missionen blev ærkebiskop Ebo af Reims pavelig legat for Norden og aflagde i 823 et besøg i Hedeby uden dog at opnå noget. På rejsen var han ledsaget af biskop Eillerich fra Bremen samt munken Halitgar. Ebo oprettede en missionsstation i nærheden af Itzehoe.

    Som modydelse for den hjælp, som Harald modtog af kejseren, lod han sig i 826 døbe i Ingelheim lidt syd for Mainz. Kongen blev døbt sammen med sin kone og søn i St. Albans-kirken. Kilden til denne oplysning er munken Rimbart, der beskriver hændelsen i Ansgar Levned = Vita Anskarii, skrevet i 865, og begivenheden nævnes også i et hyldestdigt til kejser Ludvig skrevet af Ermoldus Nigellus.

    Da Harald rejste hjem fra Ingelheim blev han ledsaget af Ansgar. Munken Ansgar havde tilbragt sin ungdom i Corbie og underviste i Corvey. Han tog med fire munke på missionsrejsen til Norden i 830. Ansgars mission i Hedeby slog i første om gang fejl, bl.a. fordi kongen kort tid efter blev fordrevet, men Ansgar fik i Birka syd for Stockholm rejst en kirke. Lønnen herfor var et ærkebispesæde i Hamborg i 832 (oprettes som bispesæde i 831).
    [MedLib p.66]

    Ansgar rejste til Rom og blev af pave Gregor IV udnævnt til pavelig legat for Norden. Ebo var det også stadig. Ansgar var nu uheldig: Karolingerriget brød sammen efter Ludvig den Frommes død i 840, og ærkesædet blev mellem 845 og 848 nedlagt, da byen i 845 er nedbrændt af vikingerne. I den periode flygtede Ansgar til Bremen og fik senere lov til at forene de to embeder. Hamborg nedlægges i 847 og underlægges Bremen. Ærkesædet blev atter delt i to embeder i 864 og opstod igen samlet som ærkesædet Hamborg-Bremen under Ludvig den Tyske (843-876), der herskede i det nu delte Frankerriges tyske provins med groft sagt en linje Bremen - Køln - Basel som vestgrænse.

    I Danmark fik Ansgar dog oprettet en kirke hos de vilde danskere. Den rejstes i Hedeby i 827, og den næste rejstes lidt senere i Ribe. Ansgar fulgtes på nogle af sine besøg i Danmark af bl.a. munken Autbert.

    Ansgar døde i 865, mens missionen stadig var meget skrøbelig i Danmark og kun en svag lokal konge, Hårek, blev døbt. Ansgar efterfulgtes af ærkebiskop Rimbert.

    Vikingetogterne stoppede mere eller mindre al missionsaktivitet, og den kom først i gang igen 100 år efter Ansgars død.

    Missionen i Ottonernes tid
    Det var den tyske kejser Otto den Store = Otto I (936-973), der skabte en tilstrækkelig kraftig rigsstruktur i det efterhånden samlede Tysk-Romerske Rige. Otto overtog et rige fra den danske grænse til Brennerpasset og fra Antwerpen-Verdun-Basel til Böhmen, og da han i 962 blev kejserkronet, havde han forøget riget mod øst til Polen og Ungarn og mod syd næsten til Napoli og mod vest til Nice.

    Ærkebiskop Adeldag opnår pavelig og kejserlig støtte til oprettelsen af bispesæder i Slesvig, Ribe og Århus. Realiteten i disse sæder kan vistnok diskuteres. Dog vides det fra protokollen fra bispesynoden i Ingelheim i 948, at ærkebiskop Adeldag fra Bremen (937-988) var ledsaget af biskop Hored (Ored) af Slesvig, Liafdag (Liopdag) af Ribe og Reginbrand af Århus.
    I Aksel Christensens udlægning er der ingen tvivl om synoden i Ingelheim fandt sted på pavens befaling, og at Otto havde sørget for, at Adeldag også havde udnævnelsen til at missionere og ordinere bisper i Norden. De tre biskopper, mener Christensen, er tyskere udpeget af Otto I, og om de nogensinde fungerede i Danmark er tvivlsomt.

    Perioden væsentligste begivenhed var Harald Blåtands (940c-985) dåb i 960c i Jelling. År 960 sættes gerne som tidspunktet for Danmarks kristning. Omvendeleseshistorien om Poppo og jernbyrden er nedskrevet af Widukin i 970c.
    En kilde til denne oplysning findes i den tyske klerk Ruotgers biografi over Køllns ærkebiskop, Bruno, der henlægger kristningen til dennes tid, der er 953-965. Og i Widukinds sakserkrønike, der går til 958, er den ikke med, men den er tilskrevet i et tillæg fra 966.

    I Widikunds krøniker er det beskrevet, at de fire første danske bisper var etablerede. Dette understøttes af teksten i et brev udgået fra Otto Is hånd, der giver de tre danske bisper i Slesvig, Ribe og Århus frihed for deres ejendom (ingen afgifter til kejseren) og domsret over deres embedsmænd. Denne aftale bekræftes i 988 af endnu et brev fra Otto III (983-1002), og nu er Odensebispen også nævnt. Brevet udvider bispernes skattefrihed til også at omfatte toldfrihed i Tyskland. Om Harald Blåtand anerkendte tysk overherredømme i Danmark, eller brevene alene er udtryk for kejserenes imperialisme kan ikke afgøres på historiske kilder.

    Adam af Bremens beretning om kristningen er ca. 100 år yngre end ovennævnte begivenhed.

    Engelsk indflydelse under vikingetogterne
    Et postulat om indflydelse på danske klostre fra England i kølvandet på vikingetogterne kan der ikke findes dokumentation før omkring 1095 under Erik Ejegod (1095-1103), hvor munke fra Evesham Klosteret SV for Stratford bemander og grundlægger klosteret i Odense. Det er bl.a. den engelske munk Ælnoth, der skriver Knuds Martyrium, og det er antagelig en anden engelsk munk, der skriver Knuds Lidelseshistorie. Disse to kaldes tilsammen for Odenselitteraturen.

    Der er andre kilder, der anfører, at den engelske munk Godebald bliver biskop i Skåne under Svend Tveskæg, og i Knud den Stores regeringstid blev englænderen Gerbrand biskop i Roskilde, Bernhard i Skåne og Reginbert i Odense. Disse tre biskopper blev indviet af ærkebiskop Ælnoth i Canterbury. Der er også kildetekst med oplysning om, at Odingkar fra Ribe på kongens bud sendtes til England for at studere før år 1042 og ved hjemkomsten blev biskop i Ribe. (Hal Koch bl.a.).

    Kong Knud har muligvis set det naturligt, at Danmark og England havde ærkebiskop i Canterbury i stedet for i Hamburg-Bremen, og det er en mulighed, at han under sin pilgrimstur til Rom i 1027, hvor han deltager i kejserkroningen af Konrad (Conrad II oldebarn af Henrik I og konge 1024-1039), har haft en sådan anmodning med. I hvert fald er han nede for at opnå noget og indvilliger i at betale »peterspenge« til paven direkte. Det blev dog aldrig til en løsrivelse fra Hamburg-Bremen.
    Se også under Englands historie.

    Den engelske forbindelse har smittet af på ord som: ærkebiskop, kristendom, røgelse, kalk og skrift. Den tyske forbindelse har givet os ordene almisse, dåb / døbe, pinse, nåde og vie.

    Svend Estridsen og perioden op til dansk ærkebiskop
    Under Knud den Stores søstersøn, Svend Estridsen (1047-1076) blev den danske kirkes organisation fastlagt. Det skete under ærkebiskop Adalbert i H-Bremen. Kristendommen havde nu slået god rod i Danmark, og et tegn på befolkningens (kongens?) accept af kirken er, at han på pavens bud lader sig skille fra sin hustru, Gunhild, da de efter de kristne regler var for nært beslægtede.

    Ved de to biskopper i Ribe og Roskildes død i 1060c blev stiftinddelingen lagt fast og forblev uændret til reformationen således: De danske stifter under Hamburg-Bremens ærkesæde kaldtes for Bremens suffraganer.

    Svend Estridsens ambition om et ærkesæde i Norden, når han ikke at få opfyldt. Efter hans død giver sønnen Knud 1) store gaver til Lund for at gøre bispestolen stor og mægtig, og da paven på dette tidspunkt ønskede at stække de tyske kejseres magt,2) så ser det lysere ud for Norden nu. Men Knud bliver myrdet i Odense i 1086, og Erik Ejegod 3) fortsætter linien, idet han også tildeler Lund gaver og gør klar til en helgenkåring af Knud.
    Og dermed er de normale krav til et ærkesæde ca. 1090 ved at være på plads:
    1. faste stifter dækkende hele landet
    2. helgenkåring af konge eller person med kirkelig tilknytning
    3. immunitet for kirken mod verdslig indgriben i økonomi eller jurisdiktion
    4. oprettede klostre (Odense 1095/96)
    5. direkte pavelig forbindelse
    Yderligere tager kongen på pilgrimsrejse til Rom, hvor han søger helgenkåring af Knud. Knuds bene overflyttes til højalteret i Sankt Knuds Kirke 19/4 1101.4)
    **Noter**
    1) Efter Svend Estridsen bliver Harald III Hen konge 1074-1080. Efter ham bliver broderen Knud II den Hellige konge i 1080-1086.
    2) Rudolf 1077-1080 og Herman 1081-1093.
    3) Efter Knud den Hellige bliver Oluf I Hunger konge 1086-1095, derefter Erik I Ejegod 1095-1103.
    4) Knuds omdømme var dog som tyran, og ærkebiskop Eskil får hans navn fjernet fra Dødebogen i Lund ca. 1140-1150.

    Ærkebiskopsæde i Lund
    Omkring tidspunktet for Svend Estridsens død (1074) var en aftale med pavestaten om et nordisk ærkebiskopsæde næsten lykkedes, men kongens død forhindrede den nordiske kirkes totale løsrivelse fra ærkebiskopsædet i Bremen. Der er nogen disput mellem historikerne, om det var kongens eller biskoppernes politiske arbejde, der vandt gehør hos paven, men det kan konstateres, at pavestaten var meget velvilligt indstillet over for den nordiske kirke og dens ønske om selvstændighed - ikke selvstændighed fra pavestaten, men fra den tyske ærkebiskop.

    Først under Erik Ejegod i 1103 sanktionerede paven, at der oprettedes et ærkebiskopsæde i Lund. Inden da havde Roskilde og Lund gennem store kirkebyggerier konkurreret om at få tildelt ærkebiskopsædet. (Jf. Aksel E. Christensen, Hist. Tidssk. 12, II, p31ff 1966).

    Endelig i 1104 lykkes det. Lund får palliet tilsendt fra paven. Under indvielsen af domkirken i Lund nedlægges relikvierne: dele af Jesu kors, Marias hår, Peters skæg og Paulus blod.

    Nu er det under kong Niels (1104-1134), det sker. Ærkebiskoppen bliver Asser, der får palliet fra pave Paschalis II, og han bliver ærkebiskop for hele Norden inklusive Grønland og Island. Asser hylder Gregorianismen, der siger, at paven er størst af alle, og det er fra paven, at verdslige herskere får deres embede. Asser indskærper cølibatet, men uden held.

    Stemningen i Tyskland er meget imod denne udvikling, men Asser får lykønskningsbrev fra Anselm i Canterbury (1033-1109) - skolastikkens grundlægger i England.

    I Nielses regeringstid styrkes kirkeorganisationen bl.a. med ændring fra at betale for enkeltydelserne i kirken, som dåb og begravelse, til at der betales tiende til kirke og præst, dog først i det 15. århundrede helt gennemført i de vestlige stifter. Bispetiendet kommer først senere5). Denne værditilvækst til kirken lokalt er medvirkende årsag til igangsætning af det store kirkebyggeri. Boomet strækker sig fra ca. 1100 til 1250, og ca. 2000 kirker blev opført, hvoraf 1500 står endnu. De første trækirker var i det danske klima hurtigt gået til grunde, og der blev nu rejst stenkirker overalt. Den ældste stenkirke er fra Roskilde og bygget af Esben efter 1026. Fra 1160 byggedes der også af tegl i Danmark. Den første større teglstenskirke er Sankt Bendts i Ringsted.
    **Noter**
    5) Tienden fordeltes med 1/3 til biskop, 1/3 til den lokale præsts underhold og 1/3 til kirkens vedligeholdelse og øvrige omkostninger. Andre indtægter kom fra kirkegodset, hvis afkast kunne være øremærket til et embede, et kapitel, et hospital etc. En væsentlig indtægt kom - især mod middelalderens slutning - fra idømte bøder.

    Fra midten af det 12. århundrede bliver det normalt anerkendt, at kirken har egen lov og ret og endegyldig jurisdiktion over gods og medarbejdere. Cølibatet er endnu ikke indført.

    Da Asser dør i 1137,6) bliver Eskil ærkesbiskop, og der kommer fra ca. 1140 mere struktur i klosterdannelsen. Det var i perioden, hvor abbed Bernhards tanker fra Clairvaux med det skrevne ord bredte sig og fra Lund spredte sig til hele Sydsverige, til Norge og Danmark - til Esrum, Vitskøl, Sorø og ved 1170 til Sydjylland, Fyn og Pommern. Medvirkende til denne udvikling er, at Eskil var personlig ven af Bernhard af Clairvaux. Eskil bliver dog tvunget ud af landet af kongen under striden om de to paver: pave Alexander III (der er Gregoriansk) og pave Victor IV (der støttes af den tyske kejser). I 1170 forsones de.
    **Noter**
    6) Efter Niels bliver Erik II Emune konge 1134-1137, derefter Erik III Lam 1137-1146.

    Der kommer ærkebiskopper i Sverige 1153 og i Norge 1164, efter der er etableret kirkesamfund i disse lande.

    Kirken og klosteret i funktion i Danmark
    Kilder viser, der eksisterede et bo- og spisefællesskab for præster i Roskilde og Slagelse i 1088. Efter dette år omtales klostre i Lund, Seem ved Ribe og Slesvig. Veng klosterkirke ved Århus kan tidsfæstes til 1100.

    De første danske klostre opstår, mens investiturstriden foregår i Tyskland.7) Hovedparten af de tidlige klostre var kongeligt stiftet og fulgte Benedikts regel. Bl.a. er der tegn på, at Gudenåens vandsystem blev udnyttet ad tidlige klostre, men klostre er også opstået i forbindelse med hellige grave, der skulle bedes ved, fx i Odense for Knud den Hellige (1095/1096) og Ringsted med hertug Knud Lavard (-1131).
    **Noter**
    7) Behandles i Leif Granes: Kirken i den europæiske middelalder fra ca. 750-1500, Gad 1999, pp91-98.

    Den første ikke-kongelige klosterstiftelse var Peder Bodilsen med Næstved Kloster i 1135, og et tidligt præstefællesskab havde kannikerne i Viborg ca. 1120. De anvendte Augustins Regel under prioren Keld eller Ketil (-1150).

    Der var i middelalderen i Danmark ca. 140 klostre, og heraf var de ca. 30 nonneklostre, og den kvindelige institutionstype fortsatte delvis efter reformationen. Fordelingen af nonneklostrene fremgår af artiklerne om de enkelte ordener.
    [Aspekt, Langkilde p.27]

    Danmark og Europa
    I Danmark har kirken i middelalderen udviklet sig til en del af det europæiske lærdomsunivers, og ved det 12. årh. slutning har vi et godt forhold mellem pavekirken og kongemagten og mellem kongemagten og kirkemagten i Danmark. Skiftet fra »egenkirke« eller »gårdkirke« (dvs. kirken ejet / drevet af lokale menigheder) til landskirke uafhængig af både lokale kræfter og til dels også af kongemagten er i gang. Fra ca. 1100 er landet blevet sognedelt, og hvert sogn får sin egen kirke.
    I den efterfølgende periode bygges knapt 2000 stenkirker i Danmark, hvoraf ca. 2/3 står endnu.
    Hvor Hal Koch mente, at kirkerne blev bygget af »sognemændene selv«, så finder yngre forskere ingen sikre beviser herfor. Det er mere sandsynligt, at kirkerne er opført af rige enkeltpersoner ved gaver til formålet. Det udelukker dog ikke, at enkelte kirker kan være resultatet af et samarbejde mellem sognemænd.

    Et stridspunkt dukker gentagne gange op, nemlig investiturretten, dvs. retten til at tildele / uddele embeder.

    Klostrene i Danmark har en usædvanlig fri stilling, dvs. dispositionsretten over gods, landtilliggende, arv og embedstildeling. Årsagen er muligvis ordensvæsenets sene ankomst til Danmark i slutningen af det 11. århundrede, samt at de tidligste klostre ( Sankt Michael i Slesvig og Alle Helgens i Lund) var cluniacenserkongregationer, »der jo netop udmærkede sig ved at kæmpe for klostrenes frihed«,8) samt at det i det lærdomsmæssige ret lavtstående Danmark var let for de lærde brødre at dominere i både teologi og jura.
    **Noter**
    8) Danmarks Kirke II, Hal Koch, 1936, p.67.

    Absalon bliver biskop
    Ærkebiskop Eskil er ikke udelt tilfreds og abdicerer og drager til Clairvaux. I hans sted udnævnes biskop Absalon. Han udnævnes i 1178 og bibeholder Roskilde bispesæde. Han er meget godsfikseret og grådig. Da han nødes til at afgive Roskilde Stift, går det til slægtningen Peter Sunesen. Absalon former grundlaget for herremændenes skattefrihed og dermed grundlaget for adelsstanden i Danmark. Især efter kong Valdemars død, og da kong Knud har overtaget magten, gennemfører Absalon reformer. Han får flyttet Eskilsø kloster til Æbelholt, og klosteret reformeredes af den franske munk Vilhelm. Også Sorø Cistercienserkloster nød godt af Absalons styrkelse af de kirkelige institutioner.

    Inden Eskil tådte tilbage, havde han udgivet Skånes Kirkelov i 1174, men den kommer senere end Absalons Sjællandske Kirkelov i 1171. Lovens idé er ny, idet den bygger på romerrettens principper om domsafsigelse på grundlag af vidneførelse og beviser - til forskel fra traditionel nordisk lov, der byggede på edssvorne mænd og jernbyrd. Lovene gik dog ikke uhindret igennem, men ved forhandlinger med bønderne enedes man om at bevare visse traditionelle træk i loven, og til gengæld indrømmede tinget biskopperne bispetiende. På Laterankonciliet i 1215 blev jernbyrd forbudt, og kong Valdemar forbød det året efter i Danmark med direkte henvisning til pavens forordning.
    Periodens konger:
    Valdemar I den Store 1157-1182; sønnen Knud IV 1182-1202; broderen Valdemar II Sejr 1202-1241; sønnen Erik IV Plovpenning 1241-1250.

    Ved Absalons død blev det igen en Hvideslægtsætling, der blev ærkebiskop, nemlig sønnen af Absalons fætter Sune Ebbesøn. Sønnen Andreas havde først været domprovst hos sin broder biskop Peder Sunesøn i Roskilde. Andreas Sunesøn bliver udnævnt i 1201. Under ærkebiskop Andreas Sunesøn begyndte nedskrivningen af Landskabslovene. Jyske Lov er den sidste. Den er fra 1241. Valdemar Sejr dør få uger efter den er underskrevet. Det var også Andreas Sunesøn, der skrev Hexaëmeron om skabelsen og den kristne dogmatik i 8000 strofer.

    Biskop Peder Sunesøn i Roskilde forsøgte - uden meget held - at få indført præstecølibatet. Han havde mere held med introduktionen af Dominikanerordenen til Danmark. Om lærdomsniveauet og teologisk filosofi - se i Dansk Filosofihistorie, Middelalderen, bind 1.

    Danmark i de 100 dårlige år 1241-1350
    De 100 år, der fulgte efter Valdemar Sejr, var dårlige for landet. Første årsag var uddeling af land til lensmænd efter tysk skik. Herved blev kongemagten svækket, og adelens magt blev styrket. Den anden årsag var loyaliteten fra de lige så mægtige kirkejede godser, som bestyredes af biskopper og abbeder. Kirkelederne havde både en loyalitet mod kongen og mod paven. Når kongens krav gik ud over det acceptable kirkehensyn, så måtte kleresiet protestere. Perioden var derfor præget af mange stridigheder om bestemmelsesretten, og den svage kongemagt havde svært ved at manifestere sig.

    Allerede under Erik Plovpenning, 1241-1250, strides konge og kirke, og Roskildebiskoppen Niels Stigsen (af Hvideslægten) får kirkegods beslaglagt af kongen og må flygte til Clairvaux. Striden bliver forelagt paven, der dømmer i biskoppens favør, men kongen følger ikke dommen, og der kommer kirkekrig i Danmark.

    Kampen mellem dansk verdslig ret og international kirkeret udkæmpes hovedsageligt mellem:
    Ærkebiskop Jakob Erlandsen, d.1274 og Kong Kristoffer / Erik Glipping, 1259-1286
    Ærkebiskop Jens Grand, 1254-1327 og Kong Erik Menved, 1286-1319
    Ærkebiskop Esge Juul, d.1325 og Kong Erik Menved
     
    Både Jakob Erlandsen og Jens Grand er af Hvideslægten. Jens Grand flygter til Hammershus, og også Esge Juul må flygte for kongemagten.

    Mod kongens trusler og reelle håndgribeligheder mod kirkegods kan kirken kun svare igen med interdikt, hvor kirketjenesterne stopper, klokkeringing indstilles, altre tildækkes og begravelser og vielser ikke foretages. Egentlig ikke nogen trussel mod kongen, men den psykologiske betydning i en stærk troende befolkning, hvis sjæls frelse er på spil, er stor. En sådan situation tvinger den enkelte til at tage stilling, og det gælder også kirkens medarbejdere, hvor Franciskanerne og Cistercienserne forbliver ærkebiskoppen tro, mens Dominikanere og Bendiktinere forbliver kongetro.

    Kirkekampen slutter i 1320 med Christoffer IIs (1320-1326) håndfæstning, hvor han accepterer kirkens egenret og immunitet fra den verdslige magt. Han indgår også forlig med Esge Juul i 1325, så han kan vende hjem til Danmark, hvor han kort efter dør.

    Periodens konger:
    Valdemar III 1326-1330; Christoffer II, 1330-1332 (anden gang); ingen konge 1332-1340.

    Valdemar Atterdag og fremgang for riget
    Valdemar 4. Atterdag (1340-1375) får igen skabt fred og samlet riget. Kongen er energisk med modernisering af administrationen, jurisdiktionen og militæret. Alligevel når han også en pilgrimsrejse til Jerusalem, hvilket altså sker, efter at Jerusalem i 1291 er faldet til muslimerne, hvordan forløb det?

    I hans regeringstid sker det vigtige salg af Estland til Den tyske Orden i 1346. Ligeledes var Danehoffet i Nyborg i 1360 vigtigt. Her nedskrives der en overenskomst mellem kongen og folket, dvs. stormænd og kirke. Aftalen kaldes Landefreden. Kongens fornemste pligt bliver nu beskyttelse af de svage, hvilket også omfatter kirken. Stormændene lover loyalitet mod kongen, og aftalen indeholder de første tegn på udviklingen mod et stænderopdelt samfund med faste pligter og rettigheder for de enkelte grupper.

    Den største ulykke i perioden er udbredelsen af Den sorte Død, der når landet i 1350 og betyder en befolkningsreduktion.

    Biskopperne sad på store værdier, så selv om kongemagten havde indrømmet kirken selvbestemmelse, så var det af stor betydning for kongen at have indsigt i, hvem der blev udnævnt til de ledende stillinger. Denne regulerende magt kunne bedst opnås med pavens medvirken, hvorfor kongen søgte pavens velvilje; de havde interessesammenfald. Paveembedet var på denne tid meget involveret i virksomhedsdrift og i det hele taget meget finansielt involveret i samfundet over det meste af Europa. Se senere i afsnittet om regeringsmagt og lensvæsen.

    Margrethe og Erik af Pommern 1375-1439
    Under Margrethe I (1375-1412) og Erik af Pommern (1396-1439) blev kirken en stærk statskirke, som kongen eller dronningen havde fået så godt som uindskrænket magt over. Det var specielt sket ved at udnævnelserne til ærkebiskop, biskopper og abbeder var sket inden for bestemte magtfulde familier, så klantilhørsforholdet borgede for fælles interessesfære.

    Danmarks forbindelse til Rom omkring 1400
    Fra 1376 var der paver både i Avignon og Rom. Med to paver kunne selv menigmand forstå, at kirkens forhold var kritisable. Historien om Det store Skisma er behandlet i Afdeling 1, afsnit 3.

    Danmark valgte Roms side med en vis succes, hvilket bl.a. kom til udtryk ved pavens tilladelse til Birgitte af Vadstenas helgenkåring (1391), som Margrethe havde arbejdet stærkt for.

    Danmarks interesse i de (syd-)europæiske forhold var ikke særlig stor. Da der indkaldes til de store kirkemøder i forbindelse med løsningen af Det store Skisma, deltog der kun et par biskopper fra Danmark. Deres hovedinteresse var rettet mod den tyske kejser, som Danmark håbede på ville bistå dem i det holstenske spørgsmål.

    I kirkemødet i Konstanz 1414-1418 var Ribebiskoppen Peder Lykke (1359-436), der blev ærkebiskop i 1418, og biskop Johannes Skondelev (d.1421) fra Slesvig til stede. De forsøgte på kongens vegne at få kejserens støtte til at Holsten og Danmark hørte uadskilleligt sammen - og under den danske konge.

    Deres andet ærinde var også på kongen Eriks befaling. De skulle få konciliet til at anerkende pavens helgenkåring af Birgitta af Vadstena fra 1391, idet der havde været teologiske indsigelser mod hendes åbenbaringers værdi. Desuden var der stor skepsis over for hendes klosterregel om munke og nonner under samme tag kun adskilt af en (høj) mur. Ønsket fra dansk side blev delvis godkendt, men nogle bevillinger til salg af afladsbreve blev inddraget - en økonomisk effekt var åbenbart vigtigere end end en religiøs - bevillingen blev senere returneret. Ordenen voksede sig uanset en sydeuropæisk skepsis meget stor i Norden.

    Dansk koncilium
    I 1425 indkalder ærkebiskop Peder Lykke til dansk koncilium i København. Det var lokale forhold, der var til debat, bl.a. kirketugten. Det blev indskærpet, at præsterne skulle:
    Af væsentligere ting, der viser sig omkring denne tid, og som fremgår af mødereferater, er kirkens ændrede holdning til det omgivende samfund. Fra at betinge sig den totale frihed til selvbestemmelse, så ønsker kirken nu samarbejde med samfundet. Kravet er uden tvivl en følge af den stærke binding til kongemagten, som frihedskravet kostede kirken i den forudliggende tid.

    Et konkret ønske fra kirken er biskoppens indsigt med tiggermunkene, med klostre og hospitaler og andre godgørenhedsinstitutioner. Dette kirkemøde blev det sidste i Danmark før reformationen. Dog blev der stadig og helt op til reformationen afholdt stiftssynoder, hvor biskopperne i kraft af deres potestas iurisdictionis forvaltede kirkelovene og afsagde regionalt afpassede domme samt kommenterede tidens spørgsmål (fx findes der ændringsregler i Lave Urnes statutter af 6/10 1517).

    På samme vis blev der nederst i hierarkiet afholdt kirkekalenter, dvs. møder, hvor herredets præster kom sammen og koordinerede indsatsen mod synd og opholdet i skærsilden.

    Utilfredsheden med Erik af Pommern steg stadig. Ikke mindst i Sverige var modstanden stor, og på trods af kongens rige gaver til kirken blev han også der upopulær for sin indblanding. Hans gaver var ofte slet skjulte krav om med- eller enebestemmelse. Fx havde han efter dronning Filippas død krævet, at der i Vadstena blev ansat 10 præster, der på skift 24 timer i døgnet skulle bede og synge Davids salmer for dronningens sjæls frelse. Det var en belastende gave at få for klosteret.

    Det frie kirkevalg, som omtalt under kirkemøderne i Basel, fik igen kampen mellem kirken og kongen til at blusse op i 1432, da Uppsala valgte ærkebiskop, uden at kong Erik af Pommerns (1412-1439, Erik har nr. 13 i Sverige) ønske blev fulgt. Det blev kongen, der tabte, og slutningen på utilfredsheden blev kongens afsættelse i 1439.

    Nu regerede rigsrådet under Hans Laxmand (d. 1443) landet, indtil den indkaldte konge, Christoffer af Bayern (1439-1448) kunne udnævnes. Den nye konge må straks med kirkens og stormændenes hjælp nedkæmpe jysk bondeopstand.

    Regeringsmagtens forhold til kirken
    [Kilden er primært Lindhardt: Nederlagets mænd + Heerup Dk-Historie].
    Selv om en bulle fra 1302 på konciliet i 1516 [Hvor?] blev fornyet og igen fastslog, at det var en salighedssag at lyde paven også i politiske forhold, så var det i praksis en nærmest tom vedtagelse: kongerne gjorde i lokalpolitik, som de fandt bedst, og mange uoverenstemmelser blev afklaret ved økonomiske transaktioner, dvs. afgifter betalt til pavestolen.

    Kongens magt i middelalderen - også før Oldenborgerne kom til med Christian I i 1448 - beroede på krongodset, der kunne gives som len til betydende personer til gengæld for loyalitet og mod erlæggelse af afgifter til kongehuset. Landet var før reformationen delt i 166 len, der var af tre typer:
    1. Regnskabslen = fadeburslen, der teoretisk tildeltes af kongen, men i praksis var højadelens arvelen. Al indkomst herfra gik til kongen, og lensmanden var fast aflønnet for sit arbejde med administrationen.
    2. Afgiftslen = adelslen, hvor lensmanden betalte en fast afgift og selv beholdt resten.
    3. Tjenestelen. Her betaltes ingen afgift, men lenet skulle erlægge afgifter og mandskab til krigstjeneste.Lenene kunne også gives til biskopper. Der var i Danmark ikke knyttet politisk eller juridiske rettigheder til lenene.
    Regeringmagten lå således hos kongen, og han kunne støtte sig til Rigsrådet, der bestod af højadelige medlemmer, der hovedsageligt var lensmændene og biskopperne. For biskoppernes vedkommende havde kongen patronatsret, dvs. tildelingsretten, på mange stillinger inklusive en stor del af kannikeembederne (kannonikater).

    Biskopperne var hovedsageligt adelige, og gennem len og kirkegods havde de samme økonomiske interesser som lensadelen. Lensstrukturen med afgifter og krigstjeneste blev i senmiddelalderen udbredt også til kirkegodset - dog ikke uden strid. Ærkebiskopstillingens betydning aftog mod middelalderens slutning i forhold til kirkemagten, men som Rigsrådets formand og som chef for rigets største stift, Lunds stift, havde han stor indflydelse.

    Omkring reformationen var det ualmindeligt, at en biskop var teologisk uddannet. De var oftest jurister med diplomatisk erfaring og kendskab til godsadministtration. I forbindelse med udnævnelser spillede domkapitlerne en rolle, idet kannikerne flere steder havde udpegningsrettigheder.

    Christoffer og Hans Laxmand er meget enige om, at magten ligger bedst hos dem, og i 1443 salver ærkebiskoppen kongen til ærkekonge af Danmark. Det er eneste gang, denne titel er brugt. Derefter går de i gang med reformer. På Fyn og i Jylland, hvor det har været vanskeligt at inddrive bispetiender, bliver det nu gennemført. De lægger også klostre ind under stifterne på trods af tidligere aftaler om paveligt tilhørsforhold. Som begrundelse bruger de tilbagegangen i munketilgangen til klostrene.

    Men alt har en pris, og kongens pris for at støtte ærkebiskoppens reformer og derved ærkebiskoppens egen magt er en endnu mere fundamentalistisk statskirke.

    Københavns Universitet
    Da Christian I (1448-1481) kommer på tronen, ser han altså et styrket paveembede og forstår, at han er nødt til at samarbejde med paven, hvis han fortsat ønsker at kontrollere kirken i Danmark. Han foretager derfor i 1474 en pilgrimsrejse til Rom og tillader bl.a. indenlandsk afladshandel til kirkens pengefortjeneste. Pilgrimsrejsens resultat var overførsel af retten til visse stillingsudnævnelser fra kirken til kongen samt lovning på oprettelse af et universitet i København. Året efter foretager dronning Dorothea samme rejse, og hun får nu tilladelsen til Københavns Universitets oprettelse. Den findes i en pavelig bulle af 19/6 1475. Universitetet indvies den 1. juni 1479.

    Kongens stiftelsesbrev er fra 4/10 1478. Derefter rejste Peder Albertsen = Petrus Alberti († 1517), mag. art. et lic. medic. et jur., til Köln og fik de første lærere med til København. Der blev ansat to, jf. Poul Helgesens Skibbykrønike: Peter Davidsen fra Aberdeen (Petrus Scotus) og Tileman Schlecht = Tilemann Slecht fra Roermond i Geldern /Brabant. Fra Greifswalds arkiv kendes to mere: Johannes Sartoris fra Westphalen og Balthazar Wortwin fra Mainz. Den første rektor blev Jesper Henriksen, der var dekan ved Frue Kirke.
    Det var ærkebiskop Jens Brostrup, der fik universitetsreglerne nedskrevet efter model fra Köln. Roskildes biskop, Oluf Mortensen, blev tilsynsførende = kansler. Den 28/11 1479 var statutterne klar i 47 artikler. I 1520 var Lave Urne kansler.
    Rektor dannede med de fire fakultetsdekaner en congregation, der blev til det senere konsistorium.
    Kilde: Universitet og Åndsliv i 500 år, Svend Erik Stybe, Gad, 1979 + Lindhardt.
    Om lærdomsprocessen læs i: Dansk Middelalderfilosofi, Sten Ebbesen, Gyldendal 2002, p235 ff.

    Kongemagtens stærke position blev fortsat under kong Hans (1481-1513) og holdt sig indtil reformationen. Det var kongemagtens indsættelse af adelige på så mange kirkelige poster, der gjorde det relativt udramatisk at gennemføre reformationen i Danmark. Adelsmændene og kongen havde fælles interesse i at nedlægge klostrene og inddrage værdierne til eget formål.

    I 1526 var al forbindelse til Vatikanet afbrudt og nationalkirken en realitet. Dermed kunne ingen biskop formelt ordineres, hvilket både konge og biskopper indså, og mange værdier og megen magt kunne kanaliseres til statsmagten (Sverige fik nationalkirke i 1527).

    I 1527 svarer kongen på en klage fra biskopperne, at troen er fri, at alle kan slutte sig sammen, som de måtte være enige til, og kongen dømmer i verdslige og ikke i trossager. Enhver prædiker i landet på eget ansvar.

    Op mod reformationen
    Op mod reformationen i Danmark var en betydelig del menighederne utilfredse med dele af kirkeembedsmændenes misbrug på forskellig måde, og samtidig med dette var flere bibelforskere i gang med nye oversættelser og nye vurderinger af kildeteksterne og med de tidligste skrifter fra Luthers hånd, og uden ønsker om et udbrud fra katolicismen dannede disse nye tanker grundlaget for en reformkatolsk kreds, der i Danmark talte begavelser som Poul Helgesen, der ikke blev lutheransk. Bevægelsen fik i begyndelsen al mulig opbakning, men da den senere blev endnu mere radikal - og fik hæftet betegnelsen "bibelhumanisme" på sig, bakkede de fleste højere prælater ud af den reformkatolske gruppe.

    I samme periode blev klostrene i København tømt (1527-1530), og der blev indført luthersk gudstjeneste overalt, bortset fra Vor Frue Kirke, der efter 1530 en overgang virkede som simultankirke med både katolsk og protestantisk gudstjeneste. Spændingen mellem den udviste Christian II, der var returneret til katolicismen, og den regerende Christian III blev årsagen til, at kongen fortsat opretholdt balancegangen mellem de to trosretninger og koncentrerede kræfterne om forsvaret af landet mod invasionstruslen fra Christian II.

    I 1528 fik hertug Christian i Haderslev gennemført en lutheransk reformation, og 1530 var reformationen i Viborg og i Malmø faktisk afsluttet.

    Den 27. december 1530 bryder Ambrosius Bogbinder, der var borgmester, med andre borgere ind i Vor Frue Kirke og ødelægger altre og helgenbilleder og sønderriver ritualbøgerne. Kirken var lukket efter den begivenhed frem til den 15. november 1531, lige da Christian II var landet i Norge. Vor Frue Kirke blev da katolsk. Kirkens klenodier blev den 28. december 1531 indsamlet til brug for kampen mod Christian II og dermed var så godt som alt kirkeinventar væk - ikke blot i København, men over det ganske land.

    Christian II blev fængslet igen i juli 1532.

    Reformationen
    Reformationens tre folkelige forandringer var:
    1. præsteægteskabet
    2. lægfolkets adgang til kalken i nadveren og uden forudgående skrifte
    3. gudstjeneste på modersmålet

    Hans Tausen prædikede lutheransk fra 1526 og fik værnebrev af kong Frederik I (1523-1534) kort tid efter. Det samme fik Tausens svoger, Jørgen Sadolin; også. Han må altså allerede da have været gift.

    Statistik
    I middelalderen var der ca. 140 klostre i Danmark. Af dem lå de 27 i Sverige og 8 syd for den nuværende tyske grænse. Om de enkelte klostre og deres levn i dag kan man bl.a. læse mere om i H. N. Garner Atlas over danske klostre, 1968.

    Læs videre om middelalderlige europæiske kirker for henholdsvis  England og Germania inklusive Frankrig.

    Opdateret d. 20.11.2011 Retur til  toppen af siden.
    Retur til religionshistorisk  forside Videre til mappen med  ordensvæsensartiklerne
    Retur til  religionsforsiden Retur til hjemmesidens  forside