RAVENNA I DEN TIDLIGE KRISTENDOM

Revideret 1. august 2010.

INDHOLD
Ravenna by
Galla Placidia
Galla Placidias genealogi
San Apollinarius
Bygningsværker i Ravenna
 
INDLEDNING
Ravenna ligger i Norditalien ud mod Adriaterhavet lidt syd for Poflodens udløb og på højde med Bologna. I dag ligger byen næsten 10 km fra kysten, men i antikken var den en havneby med garnison og flådebase. Efterhånden som flodudløbene siltede til, og marsklandet hævede sig, blev byen en havneby uden direkte havadgang. Men fra omkring kejsertiden og til Romerrigets opløsning var byen en vigtig flådebase.
Havnen lå dengang i Classe = Classis på byens sydside ca. 3 km fra centrum i SE-lig retning, hvor floderne Montone og Ronco havde forenet deres løb i Unitifloden, inden udløbet i Adriaterhavet.

Havnen blev genoplivet i 1738, hvor byen stadig var under pavestaten. På pave Clement XIIs initiativ blev der gravet en kanal, Corsinikanalen, med havneanlæg skåret ind fra havet fra NE til byen. I dag kan byens havn benyttes af relativt store skibe, og der er siden 1970'ernes oliekrise en vigtig olietrafik på havnen.

Historisk har byen betydning som magtcentrum i Romerrigets slutning og under byzantinsk tid indtil folkevandringerne. Særligt sættes de historiske personer Honorius, S. Apollinarius, Galla Placidia, Theodoric og Odoacer i forbindelse med byen.

Arkitekturhistorisk er der på stedet bevaret - ændrede eller uændrede - bygningsværker fra samme periode. Bygningerne og deres udsmykning er så væsentlige, at de er blevet erklæret verdensmindemærker under UNESCOs program om bevarelse af vores kulturværdier. Det drejer sig om Theodorics mausolæum, Galla Placidias gravkirke, de to kirker S Apollinare og San Vitale.

Nogle af disse personer og bygningsværker gennemgås med flere detaljer nedenstående. Konstantin, Konstantinopel, Konstantius etc. er stavet med K; øvrige er stavet med C, hvor latin benytter C.

RAVENNA

Byens navn er etruskisk og den oprindelige befolkning var en blanding af etruskere og folk fra Umbrien. Om dens tidlige historie vides derudover ikke meget. Strabo nævner i sit værk en legende om byens grundlæggelse af folk fra Thessalien (Østgrækenland, nord for Athen), der på grund af etruskernes pres, som forbundsfæller tog umbriske naboer og ret tidligt overlod byen til disse og selv fortrak.

Byens borgere fik status som civitas foederata og fik i år 89 eller muligvis 49 f.Kr. rang af civitas municipium. Under kejser Augustus blev byen så den nordlige flådebase, akkurat som Misenum1) var den sydlige base. Havnen i Classis kunne rumme 250 skibe. Kejser Augustus lod yderligere en gren af Pofloden, Fossa Augusta, få sit løb ændret, så det gik gennem Ravenna, før det løb ud i havet. Strabo har en hel beskrivelse herom og nævner bl.a. tømmereksport fra Alperne, men hans beskrivelse passer bedre på Venedig af i dag end på Ravenna af i dag. Ravenna var også på grund af sin isolerede beliggenhed statsfængsel for Romerrigets politiske fanger.
1) Misenum er den nordlige tange ved Napoli. Både tangen og den lille by derved hedder Misenum, og det var herfra, at Plinius den Ældre sejlede for at se Vesuvs udbrud i år 79 og derved døde.

Trajan havde bygget en 30 km lang akvædukt for at føre godt drikkevand ud til byen, der lå midt i en malariasump - ikke mindst Classisområdet. Akvædukten forfaldt, men blev genoprettet af Theodoric i 503.

Den øverste embedsmand for området havde titlen praefectus classis2), og »classis« blev også navnet på havneforstaden. Denne embedsmand var i øvrigt byens fornemste borger.
2) classis, 3. f, har foruden den generelle betydning af 'klasse / klassificering' (Servius Tullius' opdeling af befolkningen i klasser) også en tidlig betydning af »hele den romerske hær«, og senere kom betydningen »flåde« og »flådeforhold« til. Ordet dækker her begrebet flåden eller flådehavnen.

Ravenna var allerede fra kejsertidens begyndelse en vigtig flådebase i Adriaterhavet med reparationsfaciliteter og store landstyrker garnisoneret, og betydningen blev endnu større omkring Romerrigets deling. Da Konstantin i begyndelsen af 300-tallet flyttede Romerrigets hovedstad til Byzantium og der grundlagde Konstantinopel, så flyttede Vestrigets hovedstad til Milano. Sidst i århundredet, da barbarerne pressede på fra nord og øst og truede med at løbe Norditalien over ende, flyttedes vesthovedstaden til Ravenna, hvor den befandt sig fra 404 til Vestrigets undergang. Kejser Honorius, 395-423, var af sin fader, kejser Theodosius, 379-395, gjort til medkejser allerede i 393, og da faderen døde den 17/1 395 blev riget delt mellem brødrene Honorius og Arcadius, hvor sidstnævnte blev kejser over Østriget, 395-408.

Kejser Honorius valgte som hovedstad i stedet for Milano Ravennas strategisk fordelagtige placering. Ravenna havde som sagt en stor garnison. Den var beskyttet af havet på den ene side og af udstrakte sumpe og vanskeligt passable områder på landsiden. Desuden havde den bedre og hurtigere forbindelse til Italiens kerneområde længere mod syd, og bolværket mod barbarerne skulle så ligge her, hvor Apenninerne dannede en naturlig barrieregrænse tværs over en stor del af fastlandet.

Med hovedstadsrang blev Ravenna derfor fra ca. 400 en vigtig arkitektonisk og kulturhistorisk byggeplads. Kejser Honorius og hans halvsøster, Galla Placidia, begyndte at opføre bygningsværker værdige for en kejserhovedstad, og efter Romerrigets fald opslog både Odoacer og Theodoric deres hovedsæde her. Under kejser Justinian, 527-565, generobrede Østromerne området, og der blev i byen indsat en slags kejserlig vicekonge - en exark.

Foruden selve bygningsværkernes arkitektur er det disse bygningers udstyrelse med mosaikker, der har gjort Ravenna berømt til i dag. Ravenna er det eneste sted i Vesteuropa, hvor man kan se så mange mosaikker, og selv om en del af dem, siden de blev fremstillet, har været gennem ret hårdhændede restaureringer, så er Ravenna stadig et besøg værd alene for disse mosaikkers skyld.

Efter Honorius havde hersket over riget fra Ravenna fra 404 blev byen erobret af barbarerne i 476 under Odoacer, der blev italiensk konge under kejser Zeno i Konstantinopel. Odoacer regerede ikke længe. Ostrogoten Theodoric belejrede byen fra 489, og den faldt i 492 efter et stort slag i de berømte pinjeskove øst for byen og en flådeblokade fra havet. Efter fredsforhandlingerne var kommet i stand ved biskop Johannes' mellemkomst, blev der afholdt en festbanket ti dage efter fredsaftalen, og herunder dræbte Theodoric så Odoacer, hvorefter Theodoric regerede til 526.

Fra 536 blev byen igen en del af det Østromerske Rige, og de østromerske kejseres exarker udøvede på stedet byzantinsk overhøjhed til ca. 728, hvor lombardernes kong Luitprand ødelagde Classis, og omkring år 752 faldt selve Ravenna under hans efterfølger Aistulfs angreb. Fra middelalderen gennem renæssancen tilhørte byen forskellige fyrstedømmer, det Tysk-romerske Rige, Frankerkonger, pavestaten m.fl.

GALLA PLACIDIA

Galla Placidia spiller en vigtig rolle i Ravennas historie i den første halvdel af det femte århundrede, og hendes skæbne er en spændende historie, der indeholder både gidseltagning, fangenskab og de højeste poster i riget.

Galla Placidias moder hed også Galla - se genealogien nedenstående. Hun levede fra 365 til 394 og døde i barselseng. Hun var datter af kejser Valentinian I, 364-375, og Justina, ca. 350-370, der var hans anden kone. Valentinian II var også søn af Justina.

Ved Valentinian Is død i 375 proklamerede tropperne hans søn, Valentinian II, kejser, men Valentinian Is anden søn, kejser Gratianus, anerkendte ham ikke som kejser, men gav ham tolerant områderne Italien, Afrika og Illyrien som rige. I 383 kommer en tredje kandidat, Magnus Maximus ned fra Britannia til Gallien og gør krav på tronen. Gratianus dræbes i 383 og Maximus i 388, hvorefter Valentinian II regerer alene i Vestriget til sin død i 392. I Østriget er Theodosius af Gratian udnævnt til medkejser i 379. Både Gratian og Theodosius forbyder i 379-381 arianismen i hele riget, og Valentinian II må over for Theodosius også afsværge sine arianismesympatier, før han genindsættes som vestromersk hersker, efter Gratian og Maximus er overvundet. I 391 proklamerer Theodosius kristendommen som hele rigets statsreligion.

Det var i denne verden, at Aelia Galla Placidia (GP) i 390 blev født. Forældrene var Theodosius I og Galla, Valentinian Is datter. GP var søster til kejser Arcadius, 395-408 og til kejser Flavius Honorius, 395-423. Hun voksede op i Konstantinopel til hun var syv og derefter i Rom efter at Theodosius var død. I Rom blev hun i 410 under goternes hærgen i byen taget som gidsel af Alaric og ført først med længere ned i Italien, men da visigoterne fandt sig afskåret syd for Rom forhandlede de sig til en aftale, hvori indgik, at Galla Placidia skulle giftes med visigoterhøvdingen Athaulf = Ataulphus = Adolf, der var Alarics efterfølger. Brylluppet stod i 414 i Narbonne i Gallien = Frankrig efter toget op gennem Italien var overstået. Hvedebrødsdagene varede ikke et år, før Athaulf i 415 blev myrdet i Barcelona. Deres fælles barn, der fik navnet Theodosius, døde som spæd.

Efter nogen tid som enke og en noget hårdhændet behandling - først af Athaulfs efterfølger Singeris, der selv kun holdt syv dage, før han blev myrdet, og næste høvding Wallia - blev hun løskøbt eller forhandlet over til romerne igen i 416, for i 417 som 27-årig at blive gift anden gang. Denne gang med embedsmanden Konstantius, der herved søgte at sikre sin stilling ved hoffet, og det var Gallas broder, der tvang hende til ægteskabet, som hun var meget imod, men ægtemanden var en gammel beundrer af hende, og Gallas broder var fortørnet over hendes frivillige ægteskab med visigoten, så Galla måtte bøje sig for mændenes aftale. Konstantius fik medkejserværdighed som Konstantius III i 421, men allerede i 422 blev hun enke for anden gang efter i ægteskabet at have fået sønnen Valentinian III født i c.419 og datteren Honoria født i c.420.

Galla Placidias broder, Honorius, opførte sig på usømmelig vis over for hende. Hvor vidt han er gået, gisnes der om, men der findes beskrivelser af, at han tvinger hende til dybe ægteskabelige kys i fuld offentlighed, og da han samtidig blev mere og mere utilregnelig af en fremskreden senilitet i en alder af 39 år, søgte hun tilflugt med sine børn i Konstantinopel, hvor kejser Theodosius II havde regeret siden 408 (til 450).

Honorius døde året efter, i år 423, og da den retmæssige fire-årige arving befandt sig hos moderen i Konstantinopel, benyttede en opkomling sig af chancen, og en Johannes lod sig udråbe til kejser i Ravenna i 423. Indtil da havde Theodosius II ikke været tilhænger af Gallas ønske om at regere i sønnens navn, men med truslen om en opstand eller løsrivelse i Vestriget støttede kejseren nu Galla, og der samledes en hærstyrke for at drage til Ravenna og afsætte usurpatoren.

Johannes' hærchef, Aetius, havde forbindelser til hunnerne, og han forsøgte at få støtte fra disse, og i forvirringen blandede visigoterne sig i striden og angreb romerne i Gallien. Imens var Galla og børn på vej gennem Adriaterhavet, hvor en storm fik en del af landgangsflåden til at forlise, og det var bl.a. her, at Galla lovede Vorherre at bygge en kirke, hvis hun frelstes. Alt gik til sidst godt. De forskellige kæmpende i land fik slået hinanden, Johannes blev dræbt, og Galla Placidia kunne vende tilbage til Ravenna og føre sønnen til fremvisning i Rom og i 425 bestige tronen for sin søn, Valentinian III.

Galla Placidia opererede nu fra Ravenna, hvor Aetius endelig var nået frem med en hærstyrke, men da kampene var forbi, blev han ansat under Galla og fik en kommando i Gallien. Galla var ikke helt tilfreds hermed, men da Aetius rådede over en hærstyrke på omkring 60.000 mand, så fik han sin vilje. Hendes næste træk blev derfor i 430 at udnævne en anden officer, Bonifacius for at stække Aetius' magt, og de to herrer røg da også i totterne på hinanden, og Bonifacius slog Aetius i et slag i 432, hvorefter Aetius flygtede til sine hunnervenner.

Da Aetius i 433 vendte tilbage med en ny hunnerhær, måtte Galla igen tage ham til nåde og gøre ham til hærchef, men da var Bonifacius også død eller dræbt. Galla regerede nu til sønnen blev voksen, men vedblev at udøve stor indflydelse på den noget svage søn, hvilket lyder sandsynligt med sådan et kraftcenter af en moder. I 438 udsendte Valentinian III sammen med Theodosius II en lovsamling for hele riget. Den indeholdt love fra 312 til 437, altså i den kristne periode, og den bærer navnet Codex Theodosianus. Valentinian III blev i 437 gift med Eudoxia, dvar Theodosius IIs datter.

Under et besøg i Rom døde Galla Placidia i 450 den 27/11 i en alder af cirka 60 år og få måneder efter, at hendes nevø, kejser Theodosius II var død. Inden da havde hun haft den skuffelse i 434 at måtte udvise datteren Honoria til Konstantinopel for uærbar opførsel.

[Kilde Women in World History, vol 6+12, Anne Commire ed., Yorkin Publ. 2000-2001]

Galla Placidias genealogi
Kilde [9718/Ip614f]
 
Leveår Nummer
Slægtsforhold		 Navn og bemærkninger - Ægtefæller er understregede.
- (001)
Oldefar, moders side		 GRATIAN
Gratian var fra Cibalae i Pannonien (ca. Østrig-Ungarn), og beskrives ikke yderligere her. Hustru ikke nævnt.

Børn :
1.   Valentinian I, (002);
2.   Valens, * 329; † 378, kejser 364, dræbt i Adrianopel;
321-375 (002)
Morfader		 VALENTINIAN I; * 321, † 375, kejser fra 364;

SEVERA = Marina; m(1); blev skilt;
Børn :
1.   Gratian, * 359, † 383, Augustus fra 367. Han blev dræbt på ordre fra Maximus;
     1. hustru Constanta, Konstantius IIs datter.
     2. hustru Laeta, der var med under Roms belejring i 408.

JUSTINA, m(2); hun var enke efter kejserprætendenten Magnentius;
Børn :
1.   Valentinian (003);
2.   Justa;
3.   Grata;
4.   Galla (004);
371-392 (003)
Morbroder		 VALENTINIAN II; * c.371, † 392, kejser fra 375, afsat af Maximus i 387, genindsat i 388, dræbt på den frankiske høvding Arbogasts ordre.
c.365-394 (004)
Moder		 GALLA; * c.365, † 394 i barselsseng;

Theodosius (022), som første hustru.
Børn :
1.   Galla Placidia (005)
c.390-450 (005) GALLA PLACIDIA; * 390, † 450, se hendes livshistorie ovenfor.

ATAULFUS, m(1) 414. Ataulphus var visigoternes konge og Alarics svoger.
Barn :
1.   Theodosius, * 415, død som spæd.

KONSTANTIUS III, m(2) 417.
Børn :
2.   Honoria;
3.   Valentinian III (006)
419-455
 
 
 
 
 
 
 (006)
Søn af 2. ægteskab
 
 
 
 
 
 VALENTINIAN III; * 419, † 455, vestkejser fra 425, myrdet 455;

EUDOXIA (041), * 422;
Børn :
1.   Placidia, der bliver gift med Olybrius, der bliver vestkejser i 472, parret fik datteren Juliana.
2.   Eudoxia, der bliver gift med vandalerkongen Huneric (?-484), parret fik sønnen Hilderic (?-533).
 
- (021)
Farfar		 THEODOSIUS, magister equitum under Valentinianus I;

HERMANTIA;
Børn :
1.   Theodosius (022);
2.   Honorius (023);
346-395 (022)
Fader		 THEODOSIUS I; * c.346, † 395, østkejser fra 379;

AELIA FLACCILLA; 1. hustru;
Børn :
1.   Arcadius (030); * 377, † 408;
2.   Honorius (031); * 384, † 423;

GALLA (004); 2. hustru;
Barn :
1.   Galla Placidia (005)
- (023)
Farbroder		 HONORIUS, dør i Spanien, før broderen bliver kejser i 379.

Hustru ikke nævnt;
Barn :
1.   Serena (024);
?-408 (024)
Kusine		 SERENA; * ?, † 408;

STILICHO, † 408, begge ægtefæller dræbes samtidigt.
Børn :
1.   Maria, blev i 398 gift med Honorius (031);
2.   Thermantia, † 415; blev i 408 gift med Honorius (031);
3.   Eucherius, der blev dræbt i 408 samtidigt med forældrene.
377-408 (030)
Halvbroder		 ARCADIUS; * 377, † 408, Augustus fra 383, østkejser fra 395;

EUDOXIA, † 404, 1. ægteskab. Hun var datter af frankerhøvdingen Bauto;
Børn :
1.   Flaccilla, * 397;
2.   Pulcheria, * 399, † 453; gift 451 med østkejseren Marcianus
3.   Arcadia, * 400;
4.   Marina, * 403;
384-423 (031)
Halvbroder		 HONORIUS; * 384, † 423, Auggustus fra 393, vestkejser fra 395;
401-450 (040)
Svigerdatters forældre		 THEODOSIUS II; * 401, † 450, Augustus fra 402, østkejser fra 408;

EUDOCIA ATHENAIS; † 454; datter af retorikprofessor Leontius i Athen;
Barn :
1.   Eudoxia (041);
422-??? (041)
Svigerdatter		 EUDOXIA; * 422, † ???;

VALENTINIAN III, (006); se under (006);


S. Apollinarius

Apollinarius, kaldet Ravennas apostel, hvis fødsels- og dødsdata, vi ikke kender, var byens første biskop, og det menes, at han var ven med apostlen Peter, der skal have udnævnt ham til stiftets leder. Han nævnes første gang i en prædiken af Peter Chrysologus3), hvor han betegnes som en martyr. I legenderne indgår, at han var født i Antiocha og var fulgtes med apostlen Peter til Rom. Her blev han bispeviet af Peter og sendt til Ravenna, hvor de religiøse tilstande var kaotiske. Apollinarius døbte og dømte og ruskede op i menigheden og blev under forfølgelserne sendt i fængsel, hvor han måtte bære tunge kæder, gå på glødende kul og fik tre års eksil i Illyrien. Han led skibbrud ved Dalmatiens kyst, blev fordrevet fra sit stift i alt tre gange og måtte en fjerde gang flygte og gemme sig for kejser Vespasians forfølgelser, men blev fundet og gennembanket af en pøbel i Classe, men overlevede for senere at dø martyrdøden under samme kejser.

Legenden om Peters venskab findes først i en krønike fra det syvende årh. og fra Agnellus, der levede en generation efter Karl den Store. Agnellus skriver selv, at hvor han ikke kan få oplysninger om martyrerne fra andre skrifter, fra gamle mænd eller fra inskriptioner, så forfatter han selv legenderne ved hjælp af munkebrødrenes bønner og Guds hjælp [9718/Ip.493]. Der blev valfartet til Apollinarius' grav i Classe, hvor det menes, at han led martyrdøden, og senere også til hans grav i Ravennas domkirke. Festdag 23. juli eller 30. juli.
3) Peter Chrysologus (c.400-450) var biskop i Ravenna 433-450, mens Galla Placidia regerede her. Han delte både hendes entusiasme for bygningsværker, men havde også stærke katolsk-kristne synspunkter i overensstemmelse med hendes. Der er kun overleveret hans prædikener; resten af hans produktion er tabt. Hans navn var modtræk til Johannes Chrysostom, biskop i Konstantinopel, død 407. Chrysologus blev udnævnt til Doctor. Doctorerne regnes med til kirkefædrene, men har af en lidt lavere status: » deres skrifter er ikke nødvendigvis uden fejl!« [9316p173+9144].

BYGNINGSVÆRKER I RAVENNA

Som en oversigt kan de væsentligste bygningsværker før år 600 i byen kronologisk opstilles således:
 
Kirkebygning Bygherre Bygge-
år
Ecclesia Ursiana = Sant' Orso4) og baptisteri
Den femskibede basilika, der oprindeligt var indviet til Opstandelsen, blev ombygget i 1734, og kun krypten og det runde klokketårn fra 9. årh. er fra den første byggeperiode. 		Sant Ursus 370-390
San Giovanni Evangelista
Totalt ombygget, men med antikke søjler. Bygget efter et løfte hun afgav på sin rejse fra Konstantinopel til Italien.
Kirken blev ødelagt i Anden Verdenskrig, men er blevet genopbygget. Kun campanilen er original. 		Galla Placidia 425
Santa Agata
Næsten totalt genopbygget 1476-1494.		 Gemellus c.430
San Pier Chrysologokapellet
Ligger i ærkebiskoppaladset og har bevaret sine mosaikker.		 S. Peter Chrysologus c.450
San Giovanni Battista
Hårdhændet restaureret i 1683, næsten intet originalt er tilbage. 		Baduarius c.450
SS. Nazario e Celso, fru Galla Placidias gravkirke Galla Placidia c.450
San Pier Maggiore, senere genindviet til San Francesco
Oprindeligt biskop Neons basilika, genopbygget 1000-1261, hvor Franciskanerne overtog kirken. Helt moderniseret, og kun krypten er original.
Klokketårnet er fra 11. årh.
Det ortodokse dåbskapel - også kaldet biskop Neons dåbskapel - er en oktogon med marmorsøjler, der er begravet flere meter under gulvet på grund af de mange års opfyldninger. Mosaikkerne er meget restaurerede. 		Biskop Neon, 449-452/8 c.458
San Teodoro, senere genindviet som Santo Spirito
Oprindeligt ariansk kirke 		Theodoric? 493-526
Santa Maria in Cosmodin, baptisteri
Oprindeligt ariansk kirke 		Theodoric? 493-525
San Martino in Coelo Aureo, senere genindviet til Apollinarius som San Apollinare Nuovo
Oprindeligt ariansk kirke		 Theodoric? 493-525
San Vitale Julianus Argentarius c.530
Santa Maria Maggiore Biskop Ecclesius c.530
San Apollinare in Classe
 Julianus Argentarius
 c.535
4) Sankt Ursus var Ravennas 17. biskop. Han var den første, der byggede byen en rigtig domkirke. Hans »duomo« blev desværre ombygget i det 18. årh., men skal have været et flot bygningsværk med fem skibe adskilt af fire rækker søjler med i alt 56, som alle skulle være taget fra Jupiter Capitolinus' tempel. Kirken var også indviet til Genopstandelsen = Anastasis, og på kvindevæggen var mosaikker af St. Anastatia. Ursus levede til efter kirkens færdiggørelse og blev gravlagt her [9718 p.557].

Byggeperioder
Den første store byggeperiode indtraf, fra byen blev kejserresidens og indtil kejser Valentinian den Tredjes død i 455. Bygningerne fra denne tid bærer tydelige tegn på romersk tradition, fx blindbuer som facadeudsmykning og brugen af pendentiver.

Efter Valentinians død gik byggeriet i stå, indtil Theodoric viser sig på scenen i 493 som konge til 526, og der blev i hans tid igen stor byggeaktivitet. Af hans palads, der fyldte en sjettedel af hele den gamle by, er der nu kun enkelte murrester tilbage, men hans grav, der dengang lå uden for bymuren, står stadig.

Byggeaktiviteterne fortsatte under Theodorics efterfølgere, regentperioden under Amalasuntha, og herskerne Theodatus og Vitiges, 526-539.

Dantes grav fra 1321 er i Ravenna og findes tæt ved S. Francescokirken. Gravens relief er fra 1482 af Pietro Lombardo.

Nogle enkelte af bygningerne behandles nu lidt nærmere:

Kirken San Apollinare Nuovo
San Apollinare Nuovo-kirken i Ravenna hører til de betydeligste fra sjette århundrede og er byens dominerende basilika. Den blev opført af Theodoric, ostrogoternes konge, omkring 490-500-514. Theodoric ønskede, det skulle være den største af de arianske kirker, og dens oprindelige navn var San Martino in Coelo Aureo, hvilket navn den var kendt under til det 9. årh. [8900p422] siger dog, at genindvielsen under dens nye navn skete i 560.

Kirkens originale apsis og dennes mosaikker blev første gang ødelagt under et jordskælv i det 8. århundrede. Kirkens atrium og næste apsis blev nedrevet under restaurering i det 16. årh. Narthex er bevaret. Kirkens midterskib afgrænses af 24 marmorsøjler fra Rom eller Konstantinopel (uenighed i kilderne) med korinthiske kapitæler. Sidevæggene har stadig mosaikker fra det 6. årh., idet værkerne over vinduerne er fra Theodorics tid, mens de underste er fra samme århundrede, men senere. Ændringerne i de nederste værker kan skyldes, at de oprindeligt var arianske.

Theodoric rejste andre kirker: San Teodoro = San Spirito, der var den arianske biskops kirke, men er blevet komplet ombygget; baptisteriet til samme kirke, senere kaldet Santa Maria in Cosmedin-kapellet evt. dannet ud fra et ottekantet lokale i et bad, med mosaikker lig dem i Neons baptisteri; Santa Maria Maggiore, grundlagt af ærkebiskop San Vittore Ecclesius, 521-534, også komplet ombygget.

Mere om Apollinarius. Mange af denne kirkes former kan findes også i den 50 år yngre kirke, San Apollinare in Classe = Classis, indviet i 549 ret efter Byzantiums erobring af Norditalien. Bemærk navnesammenfaldet af de to 'Apollinarer'!

Kirken San Apollinare in Classe
S. Apollinare in Classe, der blev bygget uden for de originale mure rundt Classis. Opførelsen skete i perioden 532 til 536 og pengene kom fra bankmanden Julianus Argentarius. Den blev indviet i 549 efter exarkiatet var oprettet af ærkebiskop Maximianus.

Bygningen er en typisk norditaliensk treskibet basilika med en narthex, to sideskibe og en arkade med 24 rigt årede marmorsøjler (carystinsk = cipollinomarmor), der hver står på en lav plint og har kapitæler som mønsterudskårne terninger efter byzantinsk skik. Apsis blev i 9. århundrede hævet for at give plads til en krypt [EB-11 ed. siger 12. årh.]. Den halvrunde apsis har fem vinduer, der giver godt lys til alterområdet. Loftet er med åben tagstol.

Kirken er den største i Ravenna og er udvendigt opdelt med buer og pilastre. Klokketårnet er fra det 9.-10. årh. I 15. årh. blev skibets udsmykning revet ud, så alle mosaikker i narthex og skib er nye, men apsis har mosaikker fra 6. årh.

I bygninger opført under pave Sixtus III, 432-440, og i tiden efter, fik stilen med de horisontale linjer med flade bærebjælker over søjlerne i skibet en renæssance.

San Apollinare in Classe og San Vitale (nedenstående) blev begge opført af Julius Argentarius cirka samtidigt med San Lorenzo i Milano og domkirken i Parenzo.

Kirken San Vitale
Kirken af centralkirketypen blev bygget under kejser Justinian I, 527-565. Det var Theodorics datter, Amalasuntha, der begyndte på arbejdet, og pengene til byggeriet blev som for flere af de andre kirker skænket af bankieren Julianus Argentarius. Den blev efter [8900 p.422] indviet i 547 eller 548 af ærkebiskop Maximianus, og han er på en af mosaikkerne afbilledet ved siden af kejser Justinian og kejserinde Theodora.

Kirken har en kompleks grundplan som en oktogon med en smal narthex, eng. vestibule, der strækker sig over to af de otte sider. Den har samme plan som den byzantinske kirke SS Sergius & Bacchus i Konstantinopel.

Dens ydre står i en rødlig sten, og facaderne præges af mange rundbuede vinduer med gittersprosser. Bygningen fremstår i tre etager. Nederste og mellemste med samme grundplan og med store stræbepiller i de hjørner, hvor sidebygninger ikke er tilsat. Over centrum rejser den tredje etage sig som et centraltårn med oktogonform. Alle tagene med svag hældning dækket af teglsten.

Fra narthex kommer man ind i den ottekantede omgang. Hovedrummet er adskilt fra omgangen med otte piller, der går gennem niveauetagen og også dækker tribuneniveauet. Arkadebuernes åbninger er opdelt med hver to søjler i halvcirkelnicher, der vender udad fra centrum. Søjlerne har en slags terningkapitæler, der er udskåret med slyngmotiver, nogle endda med to højder terninger over hinanden. Over tribunens buer fortsætter den indre rotunde med vinduer i en oktogon for at slutte med en kuppel hvilende på pendentiver.

Koret dækker en af de otte sider og rækker fra centralrummet gennem omgangen og ud over oktogonen, hvor det afsluttes med en halvrund eller oktogonal apsis - indvendig, og trekantet udvendig. Indvendig i apsis er også otte nicher. På hver side af koret er der hhv. et prothesis og et diakonikon, begge med cirkelform. Der er en afdeling for kvinder, matroneo, på tribuneniveau.

Alteret har her som i Galla Placidias gravkirke været af tynde alabasterplader, som det var meningen, at der skulle stilles lys eller lamper bag, så mineralet ville gløde som guld. Mosaikkerne fra det 6. årh. er af meget høj kvalitet.

Kirken, der blev indviet i 547, har tjent som model for Achenkirken opført af Karl den Stores tid omkring 800. Forbilledet for San Vitale var San Lorenzokirken i Milano bygget omkring 450-475. Italien blev invaderet 568, og den store oldkirkelige byggeperiode var slut.

Galla Placidias gravkirke
Ifølge [10519] side 168 i The Early Middle Ages blev Galla Placidias kirke grundlagt og dedikeret til " The Holy Cross " med et tilknyttet kapel indviet til Sankt Laurentius, men nu fejlagtigt kendt som Placidias mausoleum.

Gravkirken er bygget omkring 450. Den har grundplan som et latinsk kors med fire lige lange arme og med et stort midtertårn. I dag er bygningen udefra af uanselige rødlige mursten, og hver korsarm er i én etage med saddeltag. Over korsskæringen rejser bygningen sig i endnu en etage, der afsluttes med et pyramidetag. Adgangen sker gennem en meget snæver døråbning, hvorfra man kommer ind i det tøndehvælvede hovedrum med mosaikker og ret over for døren er den sarkofag, som man mener, GP blev lagt i.

Der er forskere, der mener, at bygningen egentligt er rejst som et martyrium, men at GP senere er placeret der sammen med andre medlemmer af sin familie. Bygningen har stået tæt på eller være bygget sammen med den ny forsvundne Santa Croce Kirke.

Theodorics gravmæle
Mausolæet, der blev bygget mellem 500 og 525, er udvendigt beklædt med hvid marmor. Det er en dekagon udvendig i to etager, hvor den nederste har ti nicher med bueoverdel. Øverste etage er indrykket, og der er her en balkonomgang på underdelens flade tag. Bygningen er dækket af en monolitkuppel, der er fragtet hertil fra stenbruddene i Istrien. Den vejer over 300 tons.

Den indre form er rotunde med en apside tværs på indgangen i hver side. Hans grav blev ret hurtigt plyndret ved kejserstyrkernes generobring og bygningen blev genbrugt som kirke indviet til Jomfru Maria.

Jørgen Marcussen


Kildenumre er forklaret i kildelisten.

 
Retur til toppen.

Opdateret d. 1.8.2010 		 
Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
 
Retur til Romerrigets arkitekturhistorie.
 
Retur til Kristendommens tidligste arkitekturhistorie.