Foruden selve kirkebygningen hører en del andre bygninger til det kirkelige arkitekturområde. Det er fx hele klosterkomplekset med de forskellige funktionsbygninger, og det er kapelbygninger, præstegårde, hospitalsbygninger m.m. Her vil der hovedsageligt være bemærkninger om klosterbygningerne og ud fra de eksisterende bygninger, som kan ses i dag.
I England begyndte kirke- og klosterbyggeriet for alvor i årene efter Normannernes indtog: »With the advent of the Normans the country was quickly organized as a building unit [Crossley 79]«. Der var kun et fåtal af bygmestre, som måtte lære de lokale håndværkere at bygge, men kilderne er delvis tavse herom, for bygmestrene blev oftest anført som biskopper og abbeder, der også var bygherrerne, idet - som Matthew Paris siger - æren tilfaldt den, der sanktionerede tegninger og planer.
Det skal erindres, at byggeriet omtalt på disse sider strakte sig over 500 år, hvorfor teknik, stil, materialer og styring ændrede sig afgørende undervejs. Om selve byggeriet står der mere under byggeteknik, men her er lidt efterfølgende resumé.
Håndværkere
Byggeprojekter blev ledet af en stenmester, master mason, hvis rolle var både som arkitekt, ingeniør og byggeformand. Stenmestre måtte flytte rundt efter, hvor arbejdet fandtes, og var derfor ikke som andre håndværkere organiseret i byggemesterlaug. Under bygmesteren var antaget stenhuggere, free-masons, der evnede at tilhugge sten med mønstre og flader, der passede i byggeværket. Disse håndværkere oppebar høj prestige.
Næste led i hierarkiet udgjordes af en række fag som stenlægger, rough-masons, wallers og layers samt flise- eller gulvlæggere, paviors. For træarbejdet kunne bygmesteren ofte antage tømrere fra det lokale bylaug. Det samme gjaldt for arbejdsmænd til gravearbejde og transport.
Klostersamfundene opstod i områder, der hovedsageligt er inden for Østkirkens område, hvorfor de tidligste klosterbygninger er Østkirkens. Den østlige Kirkes klostersamfund regnes ofte at være indledt under Basilios den Store, der døde i 379. Østkirkens bygningsanlæg var ret ubundne anlæg, der lå samlet inden for en ringmur. Vestkirkens anlæg blev derimod tidligt ret bundne anlæg med en fast arkitektonisk form. Dette skyldes den vestlige kirkes tidlige »ordensregler«, der blev kopieret fra kloster til kloster.
Grundarbejdet
Et anseeligt koster krævede foruden en kirke et betragteligt antal bygninger i tilknytning hertil, og der kunne gå flere år alene med grundmodning og fundamentsklargøring, hvilket er forståeligt med datidens dårlige indrastruktur. Således blev der til klosteret Vale Royal i Cheshire i løbet af de tre første byggeår tilørt 35.448 læs sten [Crossley 86]. I hele denne byggesag er der intet tegn på, at munkene deltog direkte i byggearbejdet. Arbejdet indledtes i 1281, og munkene flyttede ind i 1330, og da var bygningerne stadig ikke færdige, selv om netop denne sag havde kongelige bevågenhed og tilstrækkelige midler.
Nye klostre blev i tidlig middelalder ofte opført i træ og kirken i sten, og der kunne gå mange år, før resten af klosteret lev stenbygget. På vandforsynings- og vandafledningsområdet var klostrene på forkant af udviklngen, og allerede fra slutningen af 1000-årene er der dokumeteret sofistikerede vandledningsforhold med tryktanke, vandskyllende toiletter, filtre og indlagt vand.
Vestkirkens klosteranlæg er oftest et firfløjet anlæg, hvor kirken udgør den nordlige side. De fire fløje lukker sig om en firkantet gård med klostergang, der gerne er overdækket - en søjlegang - og forbinder de enkelte fløje. Formålet var det enkelte, at munkene på alle døgnets tider kunne komme tørskoet rundt mellem klosteret forskellige afdelinger. Desuden blev klostergangen også - når klimaet tillod det, eller tilskyndede det - brugt som arbejds- og læsested. Modellen er udviklet over den romerske villa, der havde den samme standardgrundplan som Benedikts Regel foreskriver.
De enkelte ordener har ofte særregler om placering af de enkelte rum eller funktioner. De mest konsekvent indrettede klostre er Cisterciensernes. Et Cistercienserkloster er indhegnet med en mur med port, og der kan være grav uden om. Der kan være værksteds- og landbrugsbygninger spredt på området både inden for og uden for muren. De fleste ordener følger deres moderklosters model.
Benedikts Regel er den første, der specificerer klosterindretningen. Reglen nævner følgende bygningstyper:
Oratory
Dormitory
Refectory (+ køkken)
Workshops (+ Stores rooms)
Infirmary (= xenodochia)
Novitiate
Chapter-house
Arrangementsplan
En engelsk arrangementsplan viser klosterkirken mod nord skærmende for de kolde vinde og med koret, presbyteriet og retrokapeller længere mod øst end den ø-lige tværfløj, der strakte sig mod syd og indeholdt soveafdelingen, hvorfra der gerne var god og overdækket adgang til kirken for munkenes gang til nattebønnerne. Der er undtagelser fra denne standard, idet både Canterbury og Chester har kirken på sydsiden af klosterkomplekset, hvad der i øvrigt også var tilfældet i Antonitterklosteret i Præstø. Især i varme egne kan planen være modsat, så man for ly for de brændende solstråler fra syd.
Også ordet pentise (= penthouse), der defineres som en gang med skråt halvtag ud fra mur til vejrligets beskyttelse er vist på tegninger af bl.a. kartusianske klostre (fx Mount Grace i Yorkshire).
Korsgangen Korsgang, klosteromgang, fratergang eller fratergård - den firkantede gård med den omkringløbende overdækkede gang havde mange navne. Benediktinerklosterets hovedkompleks udgøres af en lukket firkantet gård, korsgangen, the cloisters, med kirken mod nord. Hvor særlige forhold spillede ind blev placeringen ændret. Således fik Chester klostergangen mod nord på grund af gadestøjen! Og i Canterbury lå der andre bygninger i vejen, så planen måtte afvige fra standarden.
Klostergårdens omgange er overdækkede og eventuelt tildækket i buerne ind mod midtens klosterhave. Denne plan var modelleret over den romerske atrium. Korsgangen blev brugt til det daglige liv, og forskellige opgavers blev udført her, ligesom området benyttedes som hvilested. Den fornemste fløj var den varme sydvendende på kirkens sydside. Denne nordgang havde en dør i østenden med indgang til kirkens kor, og en anden dør i vestenden var til brug ved forskellige processioner. Priorens plads var ved østdøren, abbedens var i NØ-hjørnet. I klostergangen var der opstillet skrivepulte og i tidlige klostre blev bøgerne opbevaret i et murrum en »aumbry« ved indgangsdøren til kirken.
Der er i visse danske klostre opmålte bygningsrester fra korsgange, der ikke havde den firkantede opbygning eller først fik den senere. Det var fx på steder, hvor pladsforholdene forhindrede det. Se mere om dette emne i Aspekter af dansk klostervæsen i middelalderen, "Korsgangsmotivet ved de danske klostre" af Hans Krongaard Kristensen, 2000, hvor der også er tegninger af grundplaner af en del danske klostre.
Bibliotek
Små, unge eller fattige klostre havde ikke mange bøger, og nok slet ikke til udlån for kopiering eller oprettelse af et bibliotek. De store klostre havde overskud til et personligt og årligt udlån af bøger, og således havde Canterbury i sit katalog for 1331 nævnt antallet af bøger som 1850 [Crossley 93], og Durham havde cirka samtidigt 921 katalognumre. Hovedparten af disse store klosterbiblioteker blev ved reformationen i England spredt, ødelagt og solgt. En del af sakristiet blev i nogle klostre adskilt som bibliotek.
Skrivelokale
Korsgangene blev relativt sent mange steder udtyret med aflukker mellem søjlerne mod centerhaven. Aflukkerne blev brugt som læse- og studerkamre. De var meget små, afskærmede med panelværk ind mod korsgangen og fik sat vinduesglas ind imod haven. De kaldes på engelsk for carrells / carrels. Det var naturligt at opbevare bøgerne i armariummer bygget ind i muren på korsgangens inderside. [9115 p.52f]
I Durham, hvor hver arkade havde tredelt vindue var cellerne kun af bredde som et vindue, altså en tredjedel af en arkade, og det var cirka en meter, idet fagene var 10 fod brede efter planen [7109 p.40 + 66f]. I små klostre kunne de nekeltes celler også anvendes til skriveformål.
En særlig skrivestue fandtes også nogle steder, et scriptorium. Lokalet blev da gerne benyttet af kopister og andre håndværkere, der var beskæftiget med mere omfattende opgaver i bogproduktionen. Lokalet skulle have gode lysforhold og være så lunt, som det var muligt, da brændende lys på grund af brandfaren ofte var forbudt. Skrivestuechefen var ofte kantoren, precentoren, men også en af hans underordnede - fx armarius - blev brugt som leder af skrivestuen.
Spisesal
Korsgangens sydfløj blev brugt som gennemgang til vaskerummet og spisesalen, refektoriet. Fra østfløjen var der adgang til kapitelsalen, der gerne lå uden for omgangen mod øst. I nogle ordener måtte der ikke indtages kød i spisesalen og et særligt område blev udpeget til dette formål andetsteds.
Noviceområdet
Novicetiden varede gerne et år, hvor de nye medlemmer var under oplæring og opsyn af en seniormunk. I denn periode måtte novicerne - især på kontinentet - ikke benytte klosterets faciliteter, og de og deres leder havde eget noviceområde og opholdt sig i klosteromgangens østfløj sydligst, og de yngste munke i den vestlige fløj. Novicerne havde dog plads i kirkens kor under gudstjenester.
Lavatoriet
Uden for refektoriet på siden mod klostergangen lå en brønd, i sit eget overdækkede hus, lavatoriet. Her vaskede munkene sig efter morgenmessen!
Dormitorium Dormitoriets plads lå ikke fast. Oftest lå det på første sal og havde adgang til kirkens syd korsarm. Normalen var langs klostergangens østside. I Winchester lå dormitoriet vinkelret på omgangen, og i Worcester lå det på vestfløjen. Infirmeriet blev gerne placeret øst for dormitoriet. Fra sovesalen var der adgang til toiletterne - eng.: rere-dorter - eller necessarium.
Klosterkirken
Cistercienserkirkerne er enten af Fontenaytypen eller af Citeauxtypen. I Danmark er Fontenayplanen brugt til alle Cistercienserkirkerne. Typen er kendetegnet ved tredelt skib, korsarme, rektangulært kor og retkantede kapeller på korsarmenes østsider. I Citeaux-typen har koret en bueformet koromgang med ydre kapeller i en halvkreds. Der findes blandingstyper.
I koret med højalteret og mod korsskæringen, vest for alteret stod munkestolene med abbedens stol mod syd og priorens med nord. Der var korgitter eventuelt triumfbue og mur mellem kor og skib.
Af andre klosterafdelinger eller -bygninger var der ofte
en Varmestue, calefactory, og ofte det eneste opvarmede rum. Det kunne også være parlatoriet, der var opvarmet.
et samtalerum, locutorium, for de tavse ordener. Det lå ofte i østfløjens s-del. Et andet navn for rummet var parlatoriet.
Almisserummet, almonry
Østfløjen indeholdt også armarium til de liturgiske værker og underetagen rummede kapitelsal, mens førstesalen udgjorde dormitorium. På Sankt Gallen-planen er bogværelset anbragt nord for koret, men liturgiværkerne er måske gået med ind i rummet for hostie/calix-tingene. Armarius er det samme ord som i rustkammer og var også navnet på opsynsmanden for sakristiets værker.
Karteuserordenens munke, der boede som eneboere i hver deres egen hytte med tre rum, forlod kun disse for at deltage i kirketjenesten og enkelte festdage med fælles måltid. Hytterne lå med adgang til og rundt om de tre sider af en klostergård, hvor kirke, refektorium og kapitelsal alle lå på den fjerde side.
Refaktoriet blev oprindeligt bygget efter model af et romersk triclinium = spiserum fra gr. tri + kline = leje, hvor der omkring et lavt bord var bænke på de tre sider med en apsis på den fjerde. Bordene var anbragt langs de tre sider med betjeningsplads i midten, I nærheden af udgangsdøren var lavatoriet, hvor munkene både før og efter måltidet vaskede hænder.
Dormitoriet var en fælles sovesal. Der brændte en lampe hele natten, og brødrene sov med tøjet på klar til nattetjenesterne. De fælles sovesale blev efterhånden i middelalderen afløst af enkeltceller for munkene.
Kapitelsalen er ikke nævnt i Benedikts Regel, men han forordner, at munkene efter aftensmad skal samles for at høre oplæsning af skriften. I St. Gallenplanen er der ikke vist en kapitelsal og det formodes, at man da (9. årh.) mødtes i klosteromgangen. Allerede i 817 nævnes dog en kapitelsal i Aachen, hvor et konsilium blev afholdt. Kapitelsalen var altid på terrænniveau og med adgang fra klosteromgangen. Standardpladsen var vest for den søndre korsarm, fra hvis nordende en trappe førte til kirken - for nattetjenester.
Kapitelsale kom først regulært i klostrene efter cirka 1100. Cluny er meget tidlig med sin sal fra slutningen af 1000-tallet [Øm Kloster, Gregersen, 2003 p.109]
Kapitelsalen benyttedes i klostrene som læsesal gerne efter prim-tidebønnen. Oplæsningen kunne være dagens martyrhistorie eller en administrativ befaling om fordeling af dagens opgaver. Man samledes igen i salen om aftenen før kompletorium for endnu en opbyggelig læsning. Kontinentets kapitelsale er af mindre arkitektonisk signifikans end de engelske, der er betydelgie bygningselementer ved især domkirkerne. Bl.a. er Lincolns decagon seværdig.
De danske klostre var relativt små, og bygningerne derfor ofte tarveligere end i de store udenlandske klostre. Således havde Sorø 30 munke, da de var flest, og Næstved 11 og Lund 12.