ANTONITTERORDENEN

MIDDELALDERENS ANTONITTER I DANMARK
Indholdsoversigt

Antonitternes Kaldenavne
Hospitalsmunke. Antoniusbrødre. Eng. The Hospitallers of Saint Anthony.

Antonitternes Stiftelse
Grundlagt 1100 (1095) i La Motte, Saint Didier klosteret. Først fra 1218 blev der aflagt de tre klosterløfter.

Fra 1298 i Danmark, registreret under Augustinerordenen, og åbenbart ikke med eget kloster.
Indgik i 1774 (1776) i Johanitterordenen = Malteserordenen.

Antonitternes Dragt
Sorte som for Augustinerordenens dragt. Dertil et himmelblåt Antoniuskors, taukors, på kjortel og kappe.

Antonitternes Klostre
Hovedkloster Saint Antoine i Vienne i Frankrig nær Lyon. Angel, 1391, første danske i Maarkær på Angel i Sydslesvig. Ingen levn. Det var en aflægger af klosteret i Tempsin = Tempzin i Mecklenburg. 1470 gav Christian I ordenen Frue Kirke i Præstø.

Præstø, 1472, som underkloster til Maarkær. Kirken står endnu. Klosteret lå nord for kirken. Det søndre skib med de tre gavle er fra 1510 [guide 9162]. Femkantet apsis på koret, som derudover i Danmark kun kendes fra Sankt Peders Kirke i Næstved. To af klostrets munke bliver lutherske præster efter reformationen.
Antonitternes Lære
Efter Augustins Regel.

Antonitternes Ledelse
Øverste myndighed er stormester eller generalabbed i klosteret Saint Didier de la Motte. Klosterforstanderne hed commendatorer // preceptorer eller prokuratorer. Genralkapitlet samledes hvert 3. år i Vienne.

Antog 1247 Augustinerreglen. Ordenen er en eximeret orden.

Maarkærs preceptor forestod de øvrige nordiske klostre, der blev ledet af priorer.

Antonitternes udbredelse
Omkring år 1500 havde ordenen ca. 360 klostre.

Bemærkninger til Antonitterne
Ordenen er opkaldt efter Antonius, eremit i Ægypten 250-356 AD. Kanoniseret 1118. Antonius' ben blev flyttet via Alexandria i 561 til Constantinopel og endelig ca. år 1000 til La Motte ved Lyon.

Antoniussymbolerne er taukorset, en gris og en klokke. Det er denne gris, der har navngivet vor tids slagtergris. Antonitterne havde udstrakt ret til at lade deres grise fouragere frit.

Legenden fortæller, at en søn af Gaston fra Dauphiné fik en koldbrandsagtig sygdom, og der blev bedt ved Sankt Antoniuses relikvier, og sønnen blev rask. Fader skænkede da sin formue til hospitalsdrift. Sygdommen kaldes nu Sankt Antoniusild.

For Gastons penge etableredes et hospital drevet af en samling lægbrødre, der dannede en kongregation.

På korstogsmødet i Clairmont 1095 fik kongregationen pave Urbanus IIs godkendelse, men de blev først en munkeorden med løfteaflæggelse i 1218. Pave Bonifacius VIII godkendte dem som regelbundne kanniker i 1297; fra da af kaldtes de Antoniusbrødre eller Antoniusherrer.

Ordenen er en karitativ orden kendt for sygdomsindsats med mange adelige munke.

Det var i middelalderen sædvane, at de samlede penge ind ved tiggeri. De kan derfor i litteraturen sommetider henregnes til tiggermunkene. Under pengeindsamlingen ringede de med små klokker.

Da Sankt Antoniusilden, ergotisme, blev sjælden, blev det deres sædvane at tage sig af hud- og kønssygdomme, men de drev også herberg for pilgrimme.


  Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. Retur til  religionsforsiden
Retur til historiehjemmesidens forside Revideret 22. marts 2007.