CISTERCIENSERORDENEN

MIDDELALDERENS CISTERCIENSERE I DANMARK
Opdateret 5. oktober 2008.

Indholdsoversigt

Cisterciensernes Kaldenavne
Bernhardinere,
gråbrødre, gråmunke. Dette navn blev senere overtaget af Franciskanerne, og cistercienserne kaldtes da de:
hvide munke.
Fratres eremitae.
Monachi albi
.
Nogle kilder angiver, at dragtskiftet til sort/hvid skete allerede under Alberich mellem 1099 og 1109, men hvorvidt navnet allerede da også skiftede, ved jeg ikke.
Engelsk:
White monks. Bernadines = O.Cist.
Nonnerne kaldtes for Bernhardinerinder.

Cisterciensernes Stiftelse
I slutningen af 1075 flyttede 8 munke under ledelse af Robert fra Champagne (*1027 - d. 17/4 1111) fra klosteret Saint-Michéle de Tonnere, hvor han havde været abbed siden 1068, til et nyt kloster i Molesme - eller Molesmes - i Coltanskoven ca. 200 km SØ for Paris i stiftet Langeres.

I 1097 (1098) havde klosteret udviklet sig til en kopi af Cluny med al dettes verdslige liv og deltagelse i egnens økonomiske drift. De oprindelige munke - antallet var nu vokset til 21-22 munke - fandt Molesme-lokaliteten for forstyrrende. De ønskede noget andet og udvandrede - stadig under Robert - i protest og slog sig i en øde egn i Bourgogne i stiftet Chalons på stedet Citeaux. Her indledte de en reformbevægelse af den benediktinske klosterregel den 21/3 1098. Robert blev kanoniseret allerede i 1222, og klosteret stod til Den franske Revolution.

Robert var inden sin død blevet kaldt tilbage til Molesme, hvor han døde, og hans efterfølger i Citeaux, hvor der efterhånden kun var 7-8 munke tilbage, blev Alberich = Aubry (1099-1109), der fik pave Pascal II's godkendelse for klosteret i Citeaux. Alberich skrev i Citeaux klosterinstruksen, Instituta Monachorum Cisterciensium, der strammede op på Benedikts Regel. Ligeledes under abbed Alberich flyttede klosteret fysisk cirka en kilometer mod nord for at opnå en bedre vandforsyning.

Efter Alberich blev Stephen Harding (d.1133/1134)) abbed i Citeaux i 1109, hvor han havde været prior siden 1099. Stephen Harding var meget streng, og klosteret mistede medlemmer under hans styring. Under Stephens ledelse fik klosteret for første gang som donationer så fjerntliggende landejendomme, at det blev nødvendigt at uddelegere gårddriftens ledelse, da daglig kontakt var umuligt. Disse ejendomme blev kaldt grangier - en direkte oversættelse af fra latin og også benyttet på engelsk granges.

Klosterets »uddøende« udvikling var ved at vende, da Bernhard, * 1090, † 1153, i april 1112 (eller 1113) tilsluttede sig med ca. 30 følgesvende, der kaldtes Bernhardinere. Se videre om Bernhard under bemærkninger. Allerede året efter kunne Stephen oprette det første datterkloster i La Ferté, og han nåede at oprette 13 aflæggerklostre inden sin død. Nyere forskning mener dog ikke, at det var Bernhard, der betingede datterklosterets oprettelse, da det skete kun et par måneder efter hans ankomst til Citeaux [Garner p.12].

Lægbrødre
Klostrenes fysiske arbejdsmængde oversteg de tiloversblevne timer efter bøn og anden kirketjeneste, hvorfor civil arbejdskraft blev anvendt. Disse lægfolk krævede man ikke boglig dannelse af; det var fysisk arbejde, som klostret var interesseret i. Landarbejderne blev knyttet til klostret som lægbrødre med pligt til kun at deltage i gudstjenesterne morgen og aften, mens resten af dagen gik med fysisk arbejde.
Efter 1200 blev der også mangel på lægbrødre, og på mange af udgårdene, grangierne, blev der ansat civile gårdbestyrere.

En lidt anden tilknytning var som familiares, hvor en bonde gav sin gård til klostret mod at blive forsørget indtil døden og derefter blive begravet så tæt på kirken som muligt.

Fra 1300 blev gårdene endog fæstet bort, så klostret kun fik fæsteafgifft ind, men til gengæld ikke havde noget driftsansvar. Mange af grangierne blev inden bortfæstelse opdelt i flere mindre enheder for at give de mindre velstående mulighed for at byde ind på kontrkaterne.

Det første nonnekloster blev stiftet i 1125.

Cisterciensernes Dragt
Første ordensdragt var brun. Den blev senere under Alberich til en halvlang hvid el. gullighvid tunica af ubleget uld, sort bælte og kappe, cuculla, der under arbejde udskiftes med sort skapular med hætte, caputium. Hvid cuculla blev båret ved korbønnen. Grå cuculla uden for klosteret.
Lægbrødre, fratres conversi, har brun dragt og havde skæg = fratres barbati.
Nonner bar hvid dug (peplum) om halsen.
Der er mere om dragtdelene her.

Cisterciensernes Klostre
Moderkloster, som ordenen har navn efter, kommer fra den latinske form for Citeaux, Cistercium. Det ligger ved Dijon. Navnet betyder muligvis »cistertium lapidem milarium« = »på denne side tremilestenen«, hvilket er sandsynligt, da en gammel romersk vej går lige forbi klosterpositionen.

Under Citeauxklosteret blev der etableret datterklostrene:
La Ferté i 1113,
Potigny i 1114,
Morimond i 1115 og
Clairvaux i 1115.
Og fra disse klostre samt moderklostret, der tilsammen kaldes for primarabbedierne, stammer alle cistercienserklostrene.

Til Norden kom ordenen i 1143, hvor det svenske kloster i Alvastra blev grundlagt.
Ordenen kom til Danmark i 1144 ved ærkebiskop Eskils hjælp. Eskil endte selv sine dage i Clairvaux i 1177. Det første kloster blev åbnet i Herrevad i Skåne og fik munkebesætning fra Citeaux.

I dag er der Cisterciensernonner i SostrupDjursland i Maria Hjerte Kloster. Trappister på Bornholm.

De oprindelige klostre: Esrum (Esrom), 1153, der var et tidligere benediktinerkloster. Conventus monasterii Beate Marie de Esrom. Munkene kommer fra Clairvaux bragt hertil af Eskil efter et besøg i Clairvaux. Klosteret bliver det åndelige center i området, og herfra udgår der 11 andre klostre i Danmark og Venden. Af Esrums bibliotek på ca. 230 bøger er fem bevaret: 3 i Rom, 1 i Paris og 1 på Kgl. Bibl.
Ingen levn af klosterkirke og klostergård, men abbedens fløj er restaureret - og åbnet som museum i 1997. Se Esrums site. Der er nogen usikkerhed om den bevarede bygning også var infirmeri. Esrumbogen, p.63, siger begge funktioner, [Gøtz], p. 43, siger alene infirmarium.

Holme Kloster, 1172, Insula Dei. Efter reformationen hed det en overgang Rantzausholm, fra 1672 hedder det Brahe Trolleborg. Hele det ombyggede kloster er levn uden offentlig adgang. Kirkens sideskibe og kors er fjernet.

Knardrup Kloster, 1320 (1326), Conventus regalis curiæ. Ligger mellem Ganløse og Måløv. Munkene kommer fra Sorø. Ingen levn. Ejendommen blev tilskrevet Københavns Universitet efter reformationen, men siden mageskiftet med kongen. Oplysninger også under Sorø Klosters egen side.

Løgum Kloster, 1173, Locus Dei, munke fra Herrevad grundlægger klosteret i Seem ved Ribe ca. 1170, men flytter snart til Løgum. Treskibet korskirke er levn. Af klosteret er en del af østfløjen med bibliotek og kapitelsal levn.

Roskilde Nonnekloster, før 1177. Klosteret er knyttet til Sorø Kloster. Herfra grundlægges et datterkloster i Bergen på Rygen i 1193. Rygen hørte under Roskilde Stift.
Kirken, indviet til Vor Frue, er levn. Oplysninger også under Sorø Klosters egen side.

Slangerup Nonnekloster, 1175, Monasterium monialum beatae virginis. Kirken var indviet til Sankt Nikolaj og Vor Frue. Ingen levn.

Sminge Kloster, 1165, ved Gudenåen nord for Silkeborg. Grundlagt med munke fra Vitskøl. Overflyttes efter kort tid til Veng.

Sorø Kloster, 1142, men også 1161 er nævnt som grundlæggelsesdato. Grundlagt med munke fra Esrum. Herfra stiftes datterklostrene Knardrup og Ås. Klosterkirken er levn. Biskop Absalon og Ludvig Holberg er gravsat her.

Tvis Kloster, 1163, Tuta vallis, Ø for Holstebro på en ø i Tvisåen. Datterkloster af Herrevad. Ingen levn.

Veng Kloster eller Venge Kloster, se under Øm kloster. Ligger N for Skanderborg - S for Låsby. Kirken består.

Vitskøl Kloster, 1158, Vitae schola. Datterkloster af Esrum. Ligger ud til Limfjorden S for Løgstør ud for Livø. Vitskøl grundlægger datterklosteret Øm. Klosteret blev stiftet med midler fra Kong Valdemar den Stores fædrene arv. Stedet kaldes senere for Bjørnsholm. Klosterkirken er ruin. Klosterbygningerne er delvis levn. Kirken var en af de få, der havde koromgang.

Øm Kloster, 1172, Cara insula. Ligger ved Mossø, S for Ry. Datterkloster af Vitskøl. Har også haft navnet Emborg. Munkene, der kom til Øm, havde inden da boet flere steder, bl.a. Veng, inden de endelig slog sig ned i Øm [Øm-2003].

Øm Klosters Krønike dækker årene 1172 til 1267. For resten af dets funktionstid findes kun sparsomme oplysninger. Fra 1560 kaldtes krongodset Emborg, og bygningerne blev nedrevet.

Ingen levn, bortset fra udgravede ruiner. Udgravningerne påbegyndt 1910-1911 og fortsat flere gange siden efterhånden som arealet blev tilgængeligt og økonomien tillod det, og udgravningerne fortsatte til efter 1986. Se bogen om Øm Kloster samt museets site.

Ruinernes fra fundamenterne er afmærket, så man kan gå rundt mellem bygningernes fundamenter og fornemme størrelsen på kirken og de øvrige bygningsdele. Under kirkegulvets niveau er der fundet skeletter, der kan ses gennem rudeglas. gravenes identitet kendes fra optegnelser. En mindre udstillingsbygning og et lille museum med hovedsageligt knoglefund er opført på grunden. Udsigten fra grunden med velegnede vandttilførsler fra Mossø, Gudensø og tæt på Gudenåen fornemmes klart.

Klostermaterialerne blev hovedsageligt benyttet til opførelsen af Skanderborg Slot, hvis kirkebygning endnu står, og hvor der kan findes tegn på brug af genbrugsmaterialerne i bl.a. soklerne. Kirken og det runde tårn udgjorde sydenden af hovedfløjen, og da slottet blev nedrevet, blev der opført en ny nordvæg og kirkeindgangen blev fra vejen gennem tårnets kælderetage op ad tårntrappen til kirkerummet med sideloger i en etages højde over kirkegulvet og halvt dækkende vinduerne.

Ryd Ved Flensborg Fjord oprettedes Ryd Kloster.
Cisterciensernes Lære
Ordenen er en reformeret form af Benediktinerordenen - der var ikke andre end Benediktinere på det tidspunkt. Ordenens første konstitution blev nedskrevet i værket Exordium parvum under Alberich og fik titelen Instituta monachorum Cisterciensium de Molismo venientium.

Denne konstitution blev afløst af Charta caritatis, Kærlighedspagten, engelsk: Charter of Charity, hvis første udkast var udarbejdet af Stephen Harding og godkendt af pave Calixtus II eller Calistus II, i 1119. Stephen krediteres også ofte med værket Exordium Cisterciencis cenobii, men det menes i dag ikke at kunne tilskrives ham. Den senere Charta caritatis posterior (efter 1165) tolker Benedikts regel og udvider den fra 9 til 24 kapitler i 1124, og disse gøres mere konkrete for dagligdags problemer og opgaver. Det er i dette charter, at bestemmelsen om et årligt generalkapitel første gang nedfældes.

Bernhard anså i sin tid Cluniacenserne som nye farisæer, der levede i pragt, og Clunys daværende abbed, Peter den Agtværdige, lå i polemik med Bernhard om, hvorledes den rette ånd i klosterregelen blev efterlevet.

Ordenen var kendt for sin tonekunst, arkitektur og landbrugsudviklere. Bl.a. er de hurtige til at udnytte den nyopfundne hjulplov og oprette landbrugsskoler. Inden for teologien blev de med deres selvfordybende livsførelse producenter af mange prædikensamlinger, der bl.a. var meget benyttede under korstogene. Inden for undervisning var ordenen under Stephen Lexington i 1245 grundlægger af Collège St-Bernard i Paris.

Cisterciensernes Ledelse
Ordenen er eximeret. Der afholdtes årlige generalkapitler i Citeaux og jævnlige visitationer. Øverste myndighed havde abbeden i Citeaux, som blev kontrolleret af abbederne i de fire øvrige primarabbedier.
Da ordenen bliver stor, opdeles den i provinser. Provinsen Dacia omfatter Norden med 4 klostre i Norge, 12 i Sverige og 13 i Danmark. Ordenen kan have læge medlemmer uden for klostret. De kaldes familiares.

Cisterciensernes udbredelse
I 1150 var der 343 abbedier, hvor af 161 var datterklostre af Clairvaux, og omkring 1350 var der ca. 700 munkeklostre og 761 nonneklostre.

Bemærkninger til Cistercienserne
Ordenens kirker er generelt simple og uden tårne kun med en tagrytter til klokken. Der findes betydelige levn af disse gotiske bygninger. Ofte er de bygget som et latinsk kors. Kapellet skal have lige afskårne østender. Udsmykningen kun et krucifiks. I 13. årh. blev ordenens kirker mere udsmykkede i lighed med øvrige katedralbygninger.
Kardinal Richelieu var abbed i Citeaux.
Senere reformister dannede grenene Feuillanterne og Trappisterne, der stammer fra klosteret La Trappe fra 1791. Trappisternes regler var yderst strenge, hvilkt bl.a. ses af den navneskik, der benyttes i England: Cistercians of the Strict Observance = O.C.S.O. modsat de almindelige Cisterciensere, der kaldes Cistercians of Common Observance = S.O.Cist. Der opstod tre forskellige »retninger«, der i 1892 blev samlet under Notre-Dame de la Trappe under egen generalabbed. Det er trappistmunke - for tiden tre plus en prior - der bebor Myrendal ved Olsker på Bornholm.
I Maria Hjerte Kloster på Djursland bor der nonner af cistercienserordenen.

Også mere militante ordensfraktioner dannedes som fx den spanske Calatrava-orden fra 1158 og fra 1187 under Citeaux.

Bernhard fra Clairvaux
Den hellige Bernhard fra Clairvaux. Eng./fr. Saint Bernard de Clairvaux - også kaldet Bernard de la Fontaine. Han var født i Fontaine-les-Dijon i Burgund i 1091. Død 20/8 1153. Kanoniseret 18/1 1174. Bernhards festdag er 20/8. Bernhard blev i 1830 ophøjet til kirkelærer (Doctor of the Church) og i 1953 Doctor Mellifluus = honningsøde doktor / kære doktor.
Bernhard grundlagde cistercienserklosteret i Clairvaux - lat. Clara vallis = Lysets Dal (den var tidligere kaldet Malurtdalen) i Champagne i Nordfrankrig, hvor han blev abbed, i 1115.

I 1119 fik ordenen tilladelse af pave Callistus II (1119-1124) til at organisere sig i 9 klostre under foresæde af abbeden i Citeaux. Clairvaux var et af disse klostre.

Bernhard tilhørte den gamle monastisk-teologiske retning, hvis trosholdninger var grundet på bibelstudier, dvs. erfaringsstyret eller metafysisk - mysticisme fokuseret. Herved kom han på kollisionskurs med den samtidige Abelard, der talte for den gryende skolastik, der med logik og rationelle argumenter ville påvise den guddommelige krafts sandhed.

Bernhard fik stor betydning under korstogene, idet han under en rejse til Germania talte til fyrsterne om deres forpligtelser til at redde Det hellige Land og i øvrigt i 1147 opildnede til korstog. Dette Andet Korstog blev en fiasko, da frankernes Ludvig VII og germanernes Conrad III ikke kunne enes, og Bernhard mistede anseelse derved.
Læs mere her om Bernhard og tiden omkring korstogete.

 

  Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. Retur til religionsforsiden
Retur til historiehjemmesidens forside Opdateret d. 5.10.2008