DOMINIKANERORDENEN

MIDDELALDERENS DOMINIKANERE I DANMARK


Opdateret 2020-06-28.

Indholdsoversigt


Dominikanernes Kaldenavne

Ordo Praedicatorum eller Ordo Fratrum Praedicatorum. Sortebrødre. Prædikantbrødrenes orden. Prædikantordenen. Fratrum prædicatorum, prædikebrødrene. Tiggermunke.
"Tiggermunke" er et almindeligt upræcist og forkert kaldenavn til de dominikanske prædikebrøde. De er ikke munke, men brødre frater / fratres. De har ikke aflagt løftet om fast opholdssted, stabilitas loci.
De kan sjældnere i skrifter ses kaldt for mendikanter efter latinske mendicare = at tigge.

På engelsk: Order of Friars Preachers (Dominicans) = O.P. »Not an order, but an army of priests belonging to the order and not to a house«. I engelsk også kaldt for Thomister, idet de fulgte dominikaneren Thomas af Aquinos teologi. Engelsk benytter også formen mendicant friars, men om både prædikebrødre og franciskanerbrødre.
Især i Frankrig kaldes de også for Jacobinere efter St. Jacquesklosteret i Paris.
Mens de i Tyskland kan ses omtalt som Paulinere opstået, fordi mange tyske dominikanerklostre er indviet til St. Paul.

Tertiarordenen kaldes Fratres et sorores de paenitentia. Disse Dominikanertertiarier er nævnt fra 1286 under navnet Viri et mulieres de poenitentia b. Dominici.

Senere også kaldt Sorte munke, der er en fejl, idet de Sorte munke var Benediktinerne.

Ved titulering kan navnet foranstilles fr. for frater og navnet kan efterstilles O.P. for Ordo Praedicatorum. Denne skrivemåde vil blive forstået internationalt.



Symbol

Ordenens symbol er en hund med en brændende fakkel i munden. Faklen symboliserer sandhedens fakkel.
En senere opstået frase for dominikanerne er "Domini canes" = herrens hunde, der både er et ordspil på det latinske navn og en hentydning til ordenens symbol. Frasen har også været seriøst brugt i kunst ved at skildre dominikanerne som hunde, der jager ulve og ræve, symboler for det onde, for at redde fårene og lammene, symboler for de kristne.



Dominikanernes Stiftelse

Prædikebrødrenes Orden var en udløber af Augustinerne, og grundlæggeren Dominik var augustinsk kannik i Osmastiftet i Spanien. Han begyndte sine prædikeaktiviteter i begyndelsen af 1200-tallet og fik tidligt af sin biskop en prædikelicens for hele stiftet (1215). Hans bevægelse voksede. Dominik fik en overgang sammen med sine hjælpere ophold i Toulouse, og herfra bekæmpede de albigenserkætterne m.fl. afvigere fra standardkatolicismen.

Den pavelige godkendelse kom efter Fjerde Laterankoncil (hvor det var bestemt, at der ikke kunne oprettes flere religiøse ordner), hvorfor tilladelse lød på kætterbekæmpelse gennem udbredelse af den rette lære - en godkendt prædikantbevægelse. Stiftelsesbullen blev udstedt af pave Honorius III 22/12 1216, Religiosam vitam, og en ny bulle med mere specifikke og klare instrukser blev udstedt allerede 21/01 1217, Gratiarum omnium.
De fik med bullerne rettigheden til at vælge en ordensregel, og Dominicus og hans følgere valgte at knytte Augustinernes regler til sig, men med særregler, Consuetudines, der regulerede deres asketiske forhold til liturgien og til ejendomsretten. Sidstnævnte afstod de fra, men bibeholdt retten til at modtage løbende indtægter. Det endelige resultat kom til meget at ligne bestemmelserne for Præmonstratenserne. Ordenens navn og formål blev endeligt anerkendt som "Orden" i 1220.

Visse kilder angiver ordenen som en apostolisk virksomhed i stedert for en orden.

Grundlæggeren er Dominicus = Domingo de Guzmán (*1170 †06/08 1221), helgenkåret 03/07 1234, festdag 08/08. Dominicus vises ofte med en stjerne ved glorien eller med en liljegren i hånden i ordensdragten.
I Paris blev ordensreglerne endeligt vedtaget på generalkapitlet i 1228.

Fra 1237 pålagde paven Ordenen at overtage inkvisitionspligten, der voldte brødrene mange sorger, og de forsøgte flere gange at blive fritaget for pligten uden held. Jeg har ikke kontrolleret, hvor længe de fortsatte med jobbet.



Dominikanernes Dragt

Hvid fodlang kjortel med læderbælte, hvidt skapular. Sort kappe med hætte både udenfor og af og til i kirken. Strømper og sko. Overtøj: en sort mantel med hætte.
På grund af den sorte kappe, der blev båret i det fri, blev brødrene kaldt for sortebrødre.
Lægbrødre bar sort skapular og hætte.
Søstre bar hvid dug og sort slør. Lægsøstre sort skapular og hvidt slør.



Dominikanernes Klostre

Kloster er betegnelsen for bygningskomplekset, der huser brødrenes og deres interne beskæftigelse og processer. Personerne, der er medlemmer i dominikanerklostret, kaldes for et konvent = (eng.) convent = congregation. Med ordet "kloster" kan også udtrykkes kombinationen af både bygninger og personer som en helhed.

Ordenens første kloster lå i Toulouse. Et af de tidligste var Sankt Jacob Klostret i Paris. Det første nordiske kloster blev grundlagt i 1222 i Lund på ærkebiskop Andreas Sunesens initiativ. Det fik prædikebroder Salomon af Århus som sin første prior.

De tidligste konventer blev i det daværende Danmark oprettede i de store stiftsbyer, som nævnt først i Lund (1222), i Ribe (1228), i Roskilde (1231) osv. Senere kom ordenen også til de øvrige vigtige byer: Næstved (1242/1266), Holbæk i 1269, Vejle i (1310) 1325 osv. Seneste kloster blev stiftet i Helsingør (1425) 1441.

I 1277 var der 404 brødreklostre og 58 nonneklostre i Europa. I Danmark (gammeldanske område) var der 15 brødreklostre og 2 nonneklostre, samt kortvarigt oprttet 2 filialklostre.


Gavnø Dominikanerkloster for nonner

Gavnø, stiftet 1401, navngivet St. Agnethes Nonnekloster (eller St. Agnes). Stiftet af dronning Margrethe. Pavelig godkendelse i 1403. Ved reformationen overgik klostret til kronen og blev først forlenet til Mogens Gøye, der døde 1544, senere til anden side. Da der 1582 ikke var flere nonner boende i bygningerne, blev klostret nedlagt, og kong Frederik II (1534-1588) mageskiftede godset med med Fovslev ved Kolding. Den nye ejer var lensmanden på Hindsgavl Hans Johansen Lindenov. Han - og efterkommere i familien - holdt den, til den i 1663 blev videresolgt til admiral Niels Trolle.
Kirken blev indviet til Sankt Agnes i 1403 af Roskildebiskop Peder Jensen Lodehat. Kirken ombygget i 1735 er levn og er i dag en del af slottet. Et af dens arkitektoniske særkender er de indre stræbepiller i det femkantede kor, en lignende opbygning findes i St. Marienkirche, Stralsund [ID-2508].


Haderslev Dominikanerkloster

Haderslev, stiftet mellem 1249 og 1254, da man ved, at to munke flyttedes fra klostret i Århus til Haderslev efter en beslutning på provinskapitlet i Lund 1254. Klostret blev reformeret af Albertus Petri fra Holland = Albert Pieterszoon i 1400-tallets sidste kvartal. Derefter adlød klostrets brødre obervanternes strengere regel, der bød dem at skille sig af med ejendomsbesiddelser og andre investeringer.

Klostret blev nedlagt 1526, men brødrene fik mulighed for at flytte til andet kloster. Klostret var placeret på Klosterhalvøen i byens vestlige del vest for Jomfrugade og øst for Hægergade og måske arealer vest herfor til kirkegård og haver og med adgang til vand fra den mod syd liggende Møllestrøm (ses lettere på Pontoppidans Danske Atlas, 1781, kort over byen). Klosterkirken muligvis ødelagt ved brand i 1627 - klosterbygningerne var tidligere nedrevet. Ingen levn.


Helsingør Dominikanerkloster

Helsingør, stiftet 1441, indviet til St. Nicolaus. Grundlagt 3/3 1441 af Kong Christoffer af Bayern. Stadfæstet af pave Nicolaus V i 1451.

Ingen levn. Ved reformationen blev klostret nedlagt 1536 og bygningerne blev anvendt som hospital og knyttedes til Karmeliterklostret. Dominikanerklostret lå i eller ved Fiolstræde i byens sydlige del, hvor Sortebrødrestræde, Klostergade og Munkegade minder om klostret. Der er udgravet en kældertrappe og en gotisk ribbesten i området. Der er bevarede arkivalier.


Holbæk Dominikanerkloster

Holbæk, indstiftet 1269 og senest 12/09 1275, hvor gråbroder Petrus Olai i Roskilde noterede både Holbæk og Helsingborg som værende stiftet denne dato. Indviet til pave St. Lucius (253-254), der også er Roskildes skytshelgen. Klostret nedlagt 1536.

Kirken fuldført 1323 og indviet af biskop Niels fra Børglum. Kirken var fra indvielsen en-skibet med tresidet kor, men blev sent i middelalderen udvidet med sideskibe i begge sider med hovedskibets sadeltag forlænget ned over sideskibene.

Denne kirke var placeret E-W i terrænet med klosterbygningerne beliggende syd for kirken. Klostret overgik ved reformationen til byen. Klostrets østfløj og halvdelen af sydfløjen forsvandt hurtigt, kirken blev sognekirke og blev nedrevet 1869.

Den nye sognekirke indviet til St. Nikolai, der blev opført på samme sted blev drejet, så den - noget usædvanligt - ligger N-S med kor mod S og tårn mod N - og delvis oven på den gamle kirkes kor og tværskib.

Levn af klosteret er en del af klostrets vest- og sydfløj, der danner en vinkelbygning SW for den nuværende kirke.


Næstved Dominikanerkloster

Næstved. Stiftet omkring 1266 og før 1270 (en kildes oplysning om eksistens i 1242 er ikke yderligere verificeret i kilderne). Datoen 1266 kendes fra pavelig legats tilladelse til oprettelse af kirke til dominikanerne i Næstved.

Klosterkirken dannede nordfløjen i anlægget og blev opført nogenlunde samtidig med østfløjen, mens sydfløj og vestfløj blev opført efter 1300. Dermed var klosterkvadratet lukket med korsgang og klostergård i midten. Senere kom to udløberfløje til. Den ene stak ud omtrent fra midten af sydfløjen og den anden stak ud mod øst fra sydfløjen. Disse to udløbere indgik i bygningskomplekset Sortebrødregården efter 1539 (se næste afsnit).

Klostret blev krongods fra 1536 og i 1539 forlenedes borgmester N. Jonas Nielsen med klosterbesiddelserne og grundlagde på dem ejendommen "Sortebrødregård". En del af komplekset blev overtaget af byen i 1553, og en del af bygningerne forsvandt ret hurtigt efter reformationen. Selve klosterkirken forfaldt og var 1744 ruin og sidste del nedrevet 1840.

Sortebrødregården blev 1823 overtaget af Den Ostendfeldtske Stiftelse og nedrevet 1840 og erstattet af en nybygning fredet fra 1944. Bygningen er lokaliseret mellem Ostenfeldtsvej, Slagkildevje og Brandtsgade.

Ingen levn. Større udgravninger flere gange mellem 1991 og 2004.


Odense Dominikanerkloster

Odense. Stiftet før 1252. Indviet til St. Peder. Klostret lå på Sortebrødretorv med kirken som sydfløj og med indgang fra vest fra Overstræde. Klostret blev udbygget til et firfløjsanlæg lukket omkring korsgang og klostergård. Sent i middelalderen blev den et-skibede kirke udvidet med et sideskib mod syd (modsat korsgangen).

Ved reformationen overgik klostret fra 1540 til Almindeligt Hospital drevet af tidligere gråbrødrekloster. Kirken blev nedrevet 1542, og sidste klosterbygning blev nedrevet 1607. Ingen levn i terræn. Nogle udgravede genstande på Odense Museum (Møntergården).


Ribe Dominikanerkloster

Ribe. Stiftet 1228 af prædikebroder Bero = Bjørn, og indviet til St. Katharina. Brødrene var overflyttet fra klostret i Lund. Klostrets tidlige omfang var en et-skibet kirke med fire (senere kun tre) hvælvede fag, en østfløj og begyndelsen til en sydfløj. Efter en brand i 1433 ombyggedes kirken til treskibet med retafskåret østgavl i kor og omkring 1450 var klostret et firlænget kompleks omkring korsgang og klostergård, vestfløjen bestod dog kun af korsgangen. Kort inden reformationen blev sydfløjen forlænget med vest og en udløber fra sydfløjens sydside blev bygget på komplekset.

Klostret blev overtaget af byen 1531. Kirken blev sognekirke fra 1543. Østfløjen blev nedrevet i 1600-tallet og udløberen blev nedrevet 1825. En af bygningerne blev anvendt til rådhus i sidste del af 1500-tallet.

Klostret er et af de få næsten helt bevarede i god stand i Danmark. Både kirke og klosterbygninger - på nær østfløjen - med korsgangen er levn. En større restaurering fandt sted 1918-1932 (Lønborg Jensen), hvor nogle mure blev oprettede med donkrafte. En del af klostret er i dag uden offentlig adgang og huser en privat stiftelse "Ribe Kloster" med et mindre antal ældreboliger.

En del af klostrets nekrologium er bevaret og er kilden til mange oplysninger om klostrets historie.


Roskilde Dominikanerkloster

Roskilde. Stiftet 1231, og indviet til St. Katharina. Det var beliggende ved St. Peters Stræde.

Konventet fik allerede året efter en stor donation fra Esbern Snares søn, marsken Johannes, hvormed kirkens bygning indledtes. Kirken blev inviet 1254. Klostret blev på trods af fattigdomsløftet rigt og ejede igennem længere tid både en produktionsgård syd for klostret og en mølle nord for klostret (senere kaldt Rimors Mølle). Klostret har også selv haft en teglproduktion.

Ved reformationen var klostret dog blevet forarmet, og sortebrødrene forlod det, og staten overtog konventets ejendomme og grundstykker.

Kirkens og klosterbygningernes nedbrydning blev på kongens ordre indledt 1557, og der er ingen levn fra klostret. Cirka 1565 opførte Mogens Godske med genanvendte byggematerialerne en ny gård. Flere ombygninger fulgte. I 1699 oprettedes Roskildes Adelige Jomfrukloster på stedet. Bygningen er trefløjet og opført i røde munkesten. Klosterkirken i bygningens sydfløj blev indviet i 1701. Stiftelsen har i dag egen hjemmeside med sin historie beskrevet.

Roskilde Dominikanerkloster, nonner

Roskilde, nonnekloster. Stiftet 1263 af prinsesse Agnes, Erik Plovpennings datter. Indviet til St. Agnete = Agnes (martyr død under kejser Diocletian).

Klostrets kirke blev indviet 1284 af biskop Tyge af Århus. Klostret var da opbygget med tre fløje plus kirken omkring en klostergård med korsgang. Senere blev der tilbygget udløberlænger eller fritliggende ekstra boliger på grundlag af yderligere donationer. Klostret var beliggende øst for nuværende Frederiksborgvej. Klostrets nedrivning begyndte 1579. Ingen levn.

I 1500-tallet blev tilslutningen af nonner formindsket og allerede optagne kvinder forlod klostret til fordel for byens andet nonnekloster hos franciskanerne. Klostret havde omkring 25 nonner boende, men klostertugten havde noget tilbage at ønske og reprimander til ledelsen blev uddelt fra ordenskapitlet. Omkring 1527 blev en del af klostergodset som en begyndelse på nedlukningen bortforpagtet og ved reformationen overgik godset til kronen.


Skælskør Dominikanerkloster

Skælskør. Omtale og skiverier om et dominikanerkloster i Skælskør anses i dag for at være et falsum eller misforståelse af kildelæsning.


Vejle Dominikanerkloster

Vejle. Stiftet 1310 ved drost Laurids Jensen / Joensen, og bygninger af træ blev rejst på drostens egen grund. Efter 1355 blev der opført en stenkirke med flere klosterbygninger på stedet. Kirken blev indviet til Vor Frue, og klostret fik navnet Vor Frue kloster. Klostret var et trefløjet anlæg med kirken som den fjerde fløj mod syd. En del udgravninger i nyere tid, så klostrets omfang kendes med kirkegård beliggende E, S og W for kirken.

Klostret blev reformeret i slutningen af 1400-tallet og 1505 optaget i »Den hollandske reformerte Kongregation«, der var af en strengere retning i Ordenen.

Klostrets ejendomme blev 1529 overtaget af staten, og brødrene havde 1531 forladt klostret. Bygningerne blev overgivet byen mod at der blev sørget for overnatningsrum i komplekset for kongen og dronningen. Derefter anvendtes en bygning til Rådhus (og fungerede som sådan til 1780). Sidste del af klostret blev nedrevet 1780.

Klostret var beliggende på Rådhustorvets N-side. Ingen levn bortset fra en teglovn, der i dag er overdækket (Jagtvej 1).


Viborg Dominikanerkloster

Viborg. Stiftet før 1246 men først omtalt det år. Søndre Sogns kirke var klostrets kirke, der sammen med en del af den nordre korsgang er levn. Kirken nedbrændte 1726 og ombyggedes 1728. Klostret var et firfløjet anlæg med kirken som nordre fløj. Den første kirke var en romansk, som brødrene fik ombygget til gotisk kirke. Af den romanske kirke er der ingen levn. Levnene af den gotiske indskrænker sig til noget af korsgangen, der i dag er del af det søndre sideskib.

Der var i katolsk tid 12 kirker i byen. Klostret overtog staten i 1529, og borgerne fik 23/2 1529 lov til at nedrive klosterbygningerne, mens klosterkirken blev sognekirke. Den 17/3 1529 var de overflødige bygninger fjernet.


Vordingborg Dominikanerkloster

Vordingborg. Stiftet 1253. Klostret var muligvis kun en filial af et andet kloster. Ingen levn, og det er tænkeligt, at der aldrig blev indrettet et kloster i byen.



Århus Dominikanerkloster

Århus, stiftet før 1246 og muligvis i 1227. Indviet til St. Nicolaus og Vor Frue Kloster. Brødrene fik den gamle biskopkirke, som de ombyggede og opførte klosteret ved. Klostret blev opløst 1530 og overgik 1556-1557 til byen og blev anvendt til hospital. Den toskibede kirke er sognekirke og levn, og i krypten er dele af den oprindelige frådstenskirke, der blev opdaget i 1956. Klosteret er stort set også levn inklusive kapitelsalen. Restaureret 1864 og igen 1905 og 1950'erne (A. Skov & C.G. Schultz).



KLOSTRE I DE GAMLE DANSKE DELE

Slesvig Dominikanerkloster

Slesvig. Sttiftet før 1264 og blev indviet til Maria Magdalene. Ingen bygninger er tilbage, men nogle fundamenter fundet ved udgravninger er levn.



Halmstad Dominikanerkloster

Halmstad. Stiftet før 1264. Klostret blev indviet til St. Katharina. Flyttede 1326-1330 med hele byen. Nedlagt ca. 1530.

Udgravninger på Klammerdamsgatan og Hamngatan har vist levn fra middelaldergrave, og klosterkirkens fundaments- og bygningsrester viser tegn på en langhuskirke med flere udvidelser. Gravantallet vist på oversigtskort ligger mellem 50 og 100 grave. Ingen synlige overfladelevn.



Helsingborg Dominikanerkloster

Helsingborg. Stiftet 1275 og indviet til St. Dominicus. Klostret nedrevet efter reformationen i 1556. Ingen levn.



Lund Dominikanerkloster

Lund. Stiftet 1221 af ærkebiskop Andreas Sunesen. Klostret blev indviet til Jomfru Marie. Den første prior var prædikebroder Salomon af Århus.

Klostret blev nedlagt ret efter reformationen og bygningerme blev nedrevet. Muligvis er et enkelt hus i byen levn fra klostret, ellers ingen levn. Det tætbebyggede område har forhindret en grundig udgravning. En delvis udgravning af kirken fandt sted i sidste halvdel af 1900-tallet.



Malmö Dominikanerkloster

Malmö. Klostret kende kun fra kilder mellem 1333 og 1385. Ingen levn.



Åhus Dominikanerkloster

Åhus. Stiftet i midten af 1200-tallet. Klostret placering var ved Varvsgatan, hvor få murrester er udgravet. Ingen levn.



Dominikanernes Lære

Dominikanerne er egentlig ikke en munkeorden, idet de ikke har reglen om fast opholdssted, non stabilitas loci - altså ingen fast tilknytning til et kloster. De er et samfund af præster, der efterlever Augustinreglen med det formål at udføre tidebønnen samt udføre apostolsk arbejde med hovedopgaven at prædike og udbrede lærdom (til kristendommen). Ordenen havde mange skolede medlemmer.
Ordensreglen var endelig udformet ca. 1254 og holdt sig uden ændringer til 1924.



Dominikanernes Ledelse

Lederen kaldes ordensgeneralen eller generalmesteren. Han blev i middelalderen valgt på livstid, og embedet blev senere lokaliseret fast i Rom, idet Dominikus havde fået San Sisto kirken af paven. Denne kirke var hovedkvarter, indtil det flyttedes til kirken Santa Sabina, der stadig er hovedsædet.
Under generalmesteren er der en provincialprior for hver provins. Klosterforstanderne kaldes prior, derunder en subprior. Prior og subprior vælges af klosterets konvent.

Det første generalkapitel holdtes i Bologna 1220. Fra 1372 samledes generalkapitlet hvert andet år skiftevis i Bologna og Paris, senere forskellige steder. To år mødes de i provinserne valgte diffinitorer samt dennes hjælper, socius. Det tredje år møder provincialprioren med sin socius (socii). Denne turnus er ikke nødvendigvis den i Dacia fulgte. Iflg. [G.J.2008 p.35] fulgte Dacia denne rutine:
Hver provins holdt hvert år et provincialkapitel på skift mellem de enkelt klostre. Her mødte alle priorerne sammen med en fra hvert kloster medlemsvalgt person (talsmand). Kapitlet ordnede som andre selskabers generalforsamlinger årets forretninger og fastlagde kursen for det følgende år med valghandligner etc.

Ordenen fik overdraget bestemte inkvisitionssager fra 1232. Det blev efterhånden sædvane, at sådanne sager tildeltes dominikanerne, men det er ikke korrekt, at de fik tildelt alle inkvisitioner i 1232.



Udbredelse af dominikanerne

Dominikanernes organisation var under moderinstitutionen i Rom opdelt i provinser. I 1221 var der otte provinser: På kontinentet var det Hispania, Provencia, Lombardia, Francia, Hungaria, Roma og Teutonia, mens England, Skotland og Irland dannede den ottende, Anglia. Provinsen Dacia bestående af De Nordiske Lande, Finland, Estland og Hertugdømmerne er nævnt kort tid efter (1222). I 1228 var ordenen opdelt i 12 provinser. Foruden de ovennævnte ni var det Polonia, Grecia og Det Hellige Land.
I 1303 blev provinsen Teutonia delt i Sachsen i nord og Teutonia i syd. Polonia blev delt ved udskillelsen af Bohemia, og i begyndelsen af 1500-tallet blev Hertugdømmerne og Estland overflyttet fra Dacia til Sachsen.

Omkring år 1300 havde ordenen 557 klostre med ca. 15.000 medlemmer. Der var oprettet 18 provinser.
Der er i dag ca. 10.000 Dominikanerne ud over hele verden. Især er kvindesiden stærk inden for mission og uddannelsesvirksomhed.



Arkitektur

De danske dominikanerklostre lå fortrinsvis i byer, da de var afhængige af gaver. Kirkerne er prunkløse, og der er i ordenen regler for højden på maksimum 30 fod. Den dominikanske arkitektur forlanger, at der ikke må være tværskib, og koromgang benyttes ikke. De har typisk enkelt kor med lav højde. De er bygget så samvær med menigheden var let, da det er et vigtigt element i den dominikanske liturgi. Så godt som alle kirkerne i Danmark er bygget af tegl. De tre består endnu: Ribe, Århus, Viborg.



Reformer i ordenen

Efterhånden som de fattige prædikebrødre havde modtaget donationer af betragtelig størrelse og derved kom til at råde over betydelige afkast af jord og ejendomme, gled noget af de aflagte fattigdomsløfter i baggrunden, og medlemmerne forfaldt til en vis grad af vellevned og dovenskab, der igen fik respekten fra det omliggende samfund til at falme. Der var behov for en opstramning.

Den interne debat i Ordenen om behovet for reform tog fart omkring 1390, hvor dominikanerkonventet i Utrecht lod sig reformere og genoptog de strengere adfærdsregler om asketisk levned og fattigdom. Andre konventer i Flandern og Nordfrankrig fulgte trop og hen over århundrdeskiftet til 1400 var der tale om to grupperinger i Ordenen: Observanterne var de reformerte, der nu fulgte de oprindelige regler nærmere, mens den anden gruppe, konventualerne var mere pragmatiske og ikke i samme grad opgav deres levevis, men generelt af det omgivende samfunds pres blev nødt til at skille sig af med direkte ejerskab til jord og ejendom.

Hovedstyrken i reformerne lå ved klostret i Utrecht, og i 1464 fik de hollandske klostre danent "Den Hollandske Kongregation" = Congregatio Hollandicae. Denne samling renfærdige brødre blev på mange måder ledetråden for reformerne i provinsen Dacia. I Dacia var det første reformerte kloster Ribe i 1480, men i løbet af en snes år menes alle klostre i Dacia at være reformerte.



Bemærkninger til dominikanerne

Før ordenens grundlæggelse var Dominikus på opgaver for kirken i udlandet, og det menes, at han i 1204-1205 var i Norden to gange. Han blev senere magister sacri palatii, hofteolog ved paveembedet. Han deltog også i missionsarbejde hos albigenserne / katharerne i Sydfrankrig, der havde maniæisk kætterske ideer om, at livet kunne opdeles i godt og ondt.

Thomas af Aquino (1226-1274) og Albertus Magnus (1206-1280) var dominikanere. Efter Thomas kaldes brødrene også for Thomister, da de fulgte hans teologi. Thomas brugte i sine religionsfilosofiske tekster begreber fra Aristoteles nyopdagede skrifter.

Fra Angelico var broder i San Marco Klosteret i Firenze, og det var Savonarola også. Fra Angelicos hånd er der bevaret mange malerier med Jesusskikkelsen som centrum.



Kilder til teksten

Kilder før 2020-05-17 kan findes i kildeoversigten for historie eller i kildeoversigten for religionshistorie.

Endvidere er Danmarks Kirker, Nationalmuseets Arbejdsmark, Trap Danmark, 5. udgave og Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, Kirkehistoriske Samlinger med flere standardværker anvendt i artiklerne.

ID=4407: Garner, H.N., aut., 1968: Atlas over danske klostre, Nyt Nordisk.
ID=7031: Jakobsen, Johnny Grandjean Gøgsig, aut., 2008: Prædikebrødrenes samfundsrolle i middelalderens Danmark, Syddansk Uni.
ID=3191: Jørgensen, Jens Anker & Bente Thomsen, aut., 2004: Gyldendals bog om danske klostre, Gyldendal.
ID=1271: Kristensen, Hans Krongaard, aut., 2013: klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab.
ID=6635: Larsen, Morten, aut., 2018: Danmarks middelalderlige tiggerklostre, Vendsyssel Hist. Museum.
Corfitsen, Marianne (ed.), Jørgensen, Jørgen (ed.), 2008: Korstog og Klosterliv - omkring Børglum Kloster, Dafolo, [10669]
Koch, Hal & Kornerup, Bjørn, ed., 1950: Den danske Kirkes Historie 1-8, Gyldendal, [10513]
Skovgaard-Petersen, Inge + Christensen, Aksel E. og Paludan, Helge, 1977: Danmarks historie, bd. 1, Gyldendal (Heerup) [8080]



  Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. Retur til religionsforsiden
Retur til historiehjemmesidens forside Opdateret 2020-06-28.