FRANCISKANERORDENEN

MIDDELALDERENS FRANCISKANERE I DANMARK


Indholdsoversigt


Franciskanernes Kaldenavne

Gråbrødre, Gråmunke, De mindre brødres Orden, Mindrebrødre, Bissemunke, Minoritordenen, Barfodsbrødre, Barfodsmunke, Ordo fratrum minorum, Fratres Minoris = O.F.M.
Skotister - efter Duns Scotus. Tiggermunke. De små brødre. Vandremunke.
Engelsk: Friars Minor.
Munkene kaldtes også på fransk og andre steder for Cordelier på grund af det tovbælte af "en kordel", som de bandt om kutten.

Franciskanernes stiftelse

Fra 1207 havde Frans af Assisi, egentlig Giovanni Bernadone, 1181-1226, haft lyst til munkelivet, og han dannede i 1210 sammen med nogle fæller og med pave Innocens IIIs godkendelse et samfund af bodsprædikanter. Munkeordenen blev grundlagt 1223 og stadfæstet 29/11 1223 af pave Honorius III. Den første grundlæggelse sættes traditionelt til den 16/4 1209.

Frans af Assisi døde i 1226 og efter en bemærkelsesværdig kort behandling af hans hellighed blev han allerede i 1228 kanonisret af paven. Fra 1288 var ordenen exempteret, dvs. dens ejendom og andre forhold var udtaget af biskoppernes jurisdiktion og hørte direkte under pavens myndighed.

Den tilhørende søsterorden hedder Clarisserinderne efter Clara Sciffi af Assisi, 1194-1253. Ordenen blev grundlagt 1212 og fik hovedsæde i kirken San Damiano i Assisi. Clarisserindernes klosterregel blev forfattet af kardinal Ugolino, senere pave Gregorius IX. Claraklosteret i Strassbourg blev grundlagt 1254, hvorfra »korfruerne« kom til Danmark.

Ordenen er i dag tredelt:
Den første orden omfatter præster og lægbrødre, der har aflagt munkeløftet og inddeles (på engelsk) i:
   The Friars Minor = O.F.M.
   The Friars Minor Conventual = O.F.M. Conv.
   The Friars Minor Capuchin = O.F.M. Cap.

Den anden orden har kun en afdeling:
   The Order of St. Clare = O.S.C., nonneordenen, der på engelsk også kaldes Poor Clares = P.C.

Den tredje orden, tertiarerne, omfatter lægbrødre og -søstre uden aflagt klosterløfte, men som har lovet at efterleve Frans' ideer ved at udføre læregerning, velgørenhedsindsat og socialt arbejde. Klosterreglen skal dog for tiggermunkene forstås uden krav om isolation, da deres arbejde var gennem kontakt med borgerne at virke for oplysning om kristendommen.
Tertiarerne inddeles i:
   The Third Order Secular og
   The Third Order Regular.
De sidstnævnte lever som de sekulære, men i samfund med et aflagt løfte af mindre omfang end munkeløftet.

Franciskanernes dragt

Kjortel (tunika) med el. uden hætte, benklæder, rebbælte, skulderkrave el. kappe af ufarvet uld. De var barfodede og gik om sommeren i sandaler. Dragtfarven brun / grå, men ikke beskrevet i reglerne. Dragten var oprindeligt grå, men efterhånden blev den brun og mørkebrun. Den har et hvidt bælte med en rosenkrans med syv dekader. På grund af den oprindelige grå dragt blev brødrene kaldt for gråbrødre.
    Friars Minor Conventual og Tredjeordenens farve er gerne sort, mens de øvriges er brun eller grå.
   Fruernes dragt havde sort hoveddug, lægsøstrene havde hvid hoveddug. I begyndelsen gik de uden sko og strømper, hvilket senere blev lempet under hensyn til klimaet her.

Franciskanerne og Danmark

Franciskanerne kom i 1232 til Danmark fra provinseni Sachsen, der da var ledet af provinsialminister Giovanni di Piancarpino. Ordenen fik baser - klostre og kustodier og provins - klostrene som beskrevet nedenfor. Provinsen Dacia for hele Norden blev oprettet omkring 1240 og første danske provinsialminister blev munken Svend valgt.

Udbredelsen var ved århundredeskiftet 1300 vokset, så der var 26 klostre i Danmark og knap 50 i alt i Norden. Provinsen opløstes i 1537, og de første moderne franciskanere kom til Danmark fra Polen 1907. Da havde der været religionsfrihed i Danmark siden 1849.

De danske kustodier blev lagt i Ribe, Viborg, Roskilde og Lund. Under Ribe hørte klostrenes i Slesvig og mod nord indtil Kolding, og under Viborg hørte Nørrejylland, og det sydligste var Horsens. Under Odense hørte Fyn og øerne syd for Sjælland. Roskildes område var Sjælland, og under Lund hørte landskaberne øst for Øresund.

Franciskanernes kirker og klostre

Overblik

Første danske bosættelse var i Ribe 1232. Ifølge den sædvanligt citerede tekst fra Ryd Klosters Årbog, så: »blev Valdemar den Andens søn kong Erik kronet af ærkebiskoppen hr. Uffe, og hans broder Abel fik hertugdømmet Jylland. Samme år kom de små brødre på deres bare fødder til Danmark og grundlagde huset i Ribe.« Derefter fik ordenen huse i Flensburg, Husum, Slesvig, og i Skåne bosatte de sig i Lund, Halmstad, Torkø, Malmø, Ystad og Trelleborg.

Det oprindelige ideal, som var krævet af Frans selv i hans ufravigelige fattigdomskrav, forhindrede fast bopæl, men var i praksis ikke brugbart og blev overtrådt allerede inden Frans var død. Overalt, hvor ordenen slog rod, blev det nødvendigt med faste opholdssteder, der ikke blev kaldt for klostre, men bare bosted - på latin locus i stedet for claustrum. Det forhold, at opholdsstederne var i byerne gjorde det også nødvendigt i mange forhold at følge bysamfundenes regler og sædvaner. Man var i det hele taget ikke meget for omstrejfende folk på den tid.

I Danmark blev der fra brødrenes indvandring med det samme lagt væk på at sikre dem et bosted, men det kunne man så forvente ville være yderst tarveligt, hvilket nogle af kirkerne opført i bindingsværk også var, men senere byggeprojekter fra stiftere, der ofte var rigets magtfulde personer, som gerne så dette afspejle sig i donationernes - akkurat som i dag - blev ofte betydelige bygningsværker i høj kvalitet med gotikkens fine murværk og mange elegante detaljer.

På et område blev tiggerordnernes bygningsudlægninger dog anderledes end fx de fra grunden opbyggede cistercienserklostre i ensom natur. Byklostrene måtte affinde sig med allerede eksisterende bygninger og ofte begynde tilværelsen i donerede, eksisterende bygninger, der så senere kunne forandres. Det gav et usammenhængende kompleks. Op gennem middelalderen bliver klosterplanen fastere og fastere og kom til at ligne de traditionelle klostre med et firfløjet anlæg med korsgang og klostergård i midten.
[10624 p. 132f]

Franciskanernes kirker skulle være enkle og måtte ikke vise tegn på rigdom og overdrevne kunstneriske falbelader. Kirkerne blev derfor - i lighed med dominikanernes - ofte enskibede, og udgangspunktet var rum uden hvælv, men dette blev ikke overholdt, da man efter hvælvteknikken almindeligt var taget i brug, kunne se fornuften i at undgå de brandfarlige trælofter. Koret var gerne i samme bredde som skibet, og den romanske halvrunde apsis blev ikke anvendt; i stedet var koret gerne lige afskåret, men afvigelser forekom som fx den trevinklede østende i Ystad. De meget enkle teglstenskirker er ikke udelukkende en dansk skik, men genfindes især i Nordtyskland, men også i Frankrig, England og Italien er der eksempler på den enkle enskibede franciskanerkirke. Da de etablerede klosteranlæg på den ene side af kirken havde en fløj af korsgangen, så kunne en eventuel udvidelse oftest kun foregå ved et sideskib til modsat side. Derfor findes i disse bykirker ofte eksempler på toskibede kirker med sideskib modsat klostergården.

Brødrene måtte ikke besidde ejendomme, der ikke var nødvendige til driften af missionsvirksomheden og betjeneningen af menighederne. Det skete dog alligevel især i de senere år og før reformerne i 1400-tallet. Fx havde Viborg i 1391 fået som gave gården Medelhede i Rind Sogn af Elisabeth Bugge, enke efter Gotskalk Skarpenberg. Brødrene beholdt gården i næsten hundrede år, inden den i 1488 blev solgt til biskop Niels Glob.



Flensborg franciskanerkloster

Flensborgeneste kloster, franciskanerklostret, lå cirka mellem Rote Strasse / Rothe Strasse og Klostergang, syd for Süder Markt, og dets område må delvis være gennemskåret af nutidens store gadeanlæg, Friedrich-Ebert-Strasse, der ligger hen over et nu skjult vandløb. I henhold til Lorenzen p.27ff, så stod de tilbageværende klosterbygninger foran nedrivning i begyndelsen af 1900-tallet for at give plads til nye vejanlæg, men det blev ikke gennemført, så i dag snor de moderne veje sig rundt omkring resterne.

Klostret blev oprettet i 1263 og som fundator regnes drosten Johannes Hvidding. Klostret blev reformeret som observantkloster i 1495 eller 1496, og det blev nedlagt i 1528. Det første tegn på et kloster er en sætning om en begravelse foretaget i et franciskanerkloster i byen i 1248, men oplysningen er usikker, og først med tildelingen af grunden fra Hvidding i 1263 er der sikre spor af et kloster indviet til Sankt Katharina. Klosterkirken er forsvundet, nedrevet 1580. Den var nordre fløj i anlægget, hvoraf der står to sammenbyggede fløje.

Klostret har formodentligt været færdigt til 1269, hvor der blev holdt ordenskapitel for hele provinsen Dacia her. De to tilbageværende fløje er østfløjen og den bedst bevarede sydfløj opført af gule og gulrøde tegl i munkeskifte og delvis i vendisk skifte. På siden mod klostergården er der spor efter den overdækkede klostergang. Det nordligste af østfløjen er senere - fra renæssancen, og også andre dele af fløjene er ændringer indført senere, så de i dag fremtræder med moderne glasparti-indgang, og fra gennemfartsstrøget Friedrich-Ebert-Strasse kan modsatte side af bygningen ses.

Fra plaketten foran bygningerne, hvor komplekset kaldes for Helligåndskloster og -hospital, er det stiftet af Kong Christian IV i året 1545. I dag er der plejehjem og anden social tjeneste i bygningerne. På gavlen mod nord mod strædet Klostergang er sandstenspladen med både kongeriget Danmarks og Slesvigs våben stadig på plads, hvor det blev opsat i 1600-tallet. Indledningen lyder Anno 1530 hat Friedrich der Erste zu Dennemarcken... og fortsætter med opremsning af flere titler og bestemmelsen om huset overgivelse til byen Flensborg for veldædige formål.

Nedlæggelsen i Flensborg "I året 1528 efter verdens sande frelsers kødspåtagelse mandag efter palmesøndag [6. april] sendte ovennævnte Mogens Gøye sin præst, som hed Svend, til Flensborg for ved borgernes hjælp at fordrive vore brødre fra omtalte bys kloster." Ret tidligt under reformationen var den folkelige bevægelse kommet til Flensborg, og som citatet fra Graabrødrenes uddrivelse viser, så stod her by og adel sammen om nedlæggelsen af klostret.

Men denne første uddrivelse blev annulleret dagen efter, da amtmanden i Flensborg Wolf Pogwisch til Bukhagen kom til byen og jog lutheranerne ud. Pogwisch forblev katolik til sin død. Munkene forblev i klostret til 7. juni 1528, der var Trinitatisfestdagen. Her kom borgerne tilbage nu med kongeligt brev om deres uddrivelse, men da munkene på grund af festdagen intet havde spist siden dagen før, fik de lov til at spise, før de begav sig på vej, og da maden nu stod på bordet, så blev borgerne også på klostret og spiste med brødrene i samdrægtighed. Fornuft vandt over dogmer!

Haderslev franciskanerkloster

Der er en vis usikkerhed omkring et eventuelt fanciskanerkloster i Haderslev. Det skulle være stiftet i 1494 af Dorothea Ahlefeldt, men det er usikkert, om klostret blev oprettet. Det skulle være bemandet med medlemmer af den tredje orden.

Halmstad franciskanerkloster

I Halmstad blev der grundlagt et franciskanerkloster i 1494. Det blev indviet til St. Anna og lå ved den nuværende Hamngatan langs Nisåen. Der er ingen levn, og der vides ikke noget om bygningerne. Der er omtalt et bibliotek, som er omtalt i Kirkehistoriske Samlinger I, p.357.

Klostret blev nedlagt i 1532, og bygningerne overgik til hospital og fattighus efter kongelig ordre fra Christian III. Nedlæggelsen gik dog ikke fredeligt for sig. Begyndelsen var som de fleste steder en protestantisk prædikant kom til byen og opildnede borgerne til protest og ligefrem modstand mod brødrene. I Halmstad begyndte urolighederne med chikaner under gudstjenester og konfrontationer ved klostret i februar 1531.

Næste skridt var borgernes indtrængen på klostret og rekvirering af klostrets værdier som messegenstande og bøger, som sikredes for sognet. Af øvrige omsættelige værdier i klostret som fødemidler og drikkevarer var der gerne tale om en vis plyndring eller "fællesfortæring", og forskellige givere trak deres gaver retur ved selv at afhente dem, fx blev der i Halmstad tilbagetrukket kobberting og andet genstandsudstyr. Meget udstyr blev ved nedlukningen under pres frasolgt brødrene til underpris. Megen ære levnes der ikke de omvendte borgere!

Husum franciskanerkloster

I Husum blev franciskanerklostret oprettet meget sent, nemlig 1494. Klosterbygningerne lå i byens nordvestlige del, hvor nu Husum Slot ligger. Man har ganske god viden om klostrets planløsning fra både udgravninger og forskellig dokumentation. Hvorvidt den nuværende voldgrav omkring slottet er oprindelig er tvivlsomt.

Da klostret blev oprettet så sent, så er der ingen oplysninger om en reformering til observanternes linje. Der er ingen oplysninger om Husum i Krøniken om Graabrødrene.

I Husum blev der prædiket lutheransk fra 1522, og klostret blev rømmet i 1528. Med kongelig tilladelse fra Frederik I blev en del af bygningerne overladt byen til hospital, mens kongen forbeholdt sig avlsgårde og andre produktionsanlæg, der også omfattede et teglbrænderi. Hospitalets oprettelse trak ud, og det var først under Christian III, at bygningerne aktuelt blev overdraget til bystyret til burg for de gamle og svage.

Som social institution fungerede bygningerne til 1571, hvor hertug Adolf af Holsten erhvervede dem og senest 1573 nedbrød dem for at bygge det nuværende slot.

Helsingør franciskanerkloster

Helsingør franciskanerkloster blev grundlagt i 1420 på en grund uden for byen, hvor der lå et kapel for Sankt Anna. Det var Kong Erik af Pommern, der gav brødrene grunden, hvor i dag Marienlyst Slot ligger. Klostrets navn var St. Anna Kloster. Der er ingen levn af klostret, men nogle få oplysninger om dets bygningshistorie er overleveret os.

Efter klostret de første år havde benyttet kapellet, de overtog, så blev deres egen kirke færdig til indvielse den 27. januar 1427, og det skete med deltagelse af biskop Severinus Tranquilliensis, der formodentligt er den Severinus, der blev biskop i 1414 og kendes fra "Ecclesia Tranquilliensis" i Norge, en kirke og titel som flere norske klerke optræder under i 1400-tallet, uden at titlen kan stedfæstnes. [Se: Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897, p. 155, i Runeberg]

Klostret blev reformeret i 1496, og det blev nedlagt i 1532. Derefter er der så godt som ingen dokumentation for dets skæbne, men på stedet lod Kong Frederik II indrette en lysthave kaldet Lundehaven, og det skete mens nogle klosterbygninger endnu var eksisterende. På tegninger fra 1660 er der ingen tegn af klostret tilbage.

Horsens franciskanerkloster

Horsens fraciskanerkloster blev oprettet i 1261. Fundatsgiveren var Ridder Niels Mandrup til Barritskov, der ligger ved Vejlefjords nordside en halv snes kilometre, inden man ad Vejlevejen når til Juelsminde. Ejendommens bygninger er i dag alle af nyere dato.

Ridder Mandrup overdrog franciskanerne sin byejendom med grundtilliggende, der på et kort i dag optager firkanten mellem Badstuestræde, Borgergade, der dengang hed Algade, til noget østen for Havnealle, hvor Byens Grave lå, men deres nøjagtige sted er ukendt. Og endelig mod syd forbi Åboulevarden til det, der dengang kun var "Åen".

Af klostrets bygninger er kun kirken tilbage. Udgravninger og arkivalier viser, at klostret har ligget syd for kirken, og at det har bestået af en østfløj, der efter reformationen blev brugt til præstebolig, en sydfløj, der blev hospital, og en vestfløj, der blev skolebygning. Og formodentligt har de tre fløje sammen med kirkens sydmur dannet en sammenbygget klostergård med korsgang af hvilken kun nogle murrester i kirkens sydmur vidner.

Klosteret brændte i 1497 og blev genopbygget, men med hvor store forandringer vides ikke. Det formodes, at kirken ved den lejlighed ikke brændte med, men der er ved restaureringen fundet sbrandspor på nogle af murenes øverste dele på kirkens sydside.

Klosterets første kirkebygning har været en enskibet kirke med kor af samme bredde. Af denne bygning er der kun murrester i den bestående kirke tilbage, men man har kunnet slutte, at bygningen har været ca. 34 m lang og med en højde på 6-7 meter sluttende med et fladt loft, mens koret har været hvælvet. Kirken blev opført i sidste halvdel af 1200-tallet og med rimelig sikkerhed har den stået færdig i 1275, da der da afholdtes kapitelsmøde i klostret.

Den første forandring af kirkebygningen blev opbygning af et nyt og større kor med lige østlig afslutning. Det er opført i mursten i vendisk skifte og granit i soklen. Det er hvælvet med fire spidsbuede krydshvælv, og dette kor er det nuværende.

Ved korets nysætning blev skibets tre fag også forhøjet, så de fik samme højde som korets mure. Ved en senere ombygning blev rester af korsgangsmuren inddraget i kirken som del af da tilbyggede søndre sideskibs mur. Ved en anden lejlighed er kirken forlænget med et fag, så skibet er fire fag langt og afsluttet i en vestgavl med et stort spidsbuet vindue.

Der er mange dele af kirken, hvor de arkitektoniske detaljer ikke er signifikante, så en tidsbestemmelse kan udføres på grundlag af disse. Det gælder blandt ander det nordlige sideskib og kapellerne i sideskibens østender.
Forlængelsen af skibet og tilbygning af de to sideskibe har muligvis fundet sted omkring eller efter branden i 1497. Vilhelm Lorenzen ved det ikke (p. 52).

Klosterkirken var brøstfældig i 1737 og blev efter en synsforretning restaureret samme og efterfølgende år, og ved den lejlighed fjernede man mange karakteristiske bygningselementer. Denne restaurering blev delvis gennemført med midler skænket af Gerhard Hansen de Lichtenberg, 1697-1764, storgodsejer og hans bygård ligger stadig på gågaden, i dag som hotel.

Kirken fik ved en efterfølgende restaurering i 1892 et udseende, der var så tæt på middelalderbygningen, som man i praksis kunne komme, og det er samme kirkeform, man i dag kan se i Horsens. Af nyt blev tilføjet et tagrytterspir, som man ikke ved, om det var del af en oprindelig udsmykning.

Klostrets nedlæggelse
Allerede fra 17. juli 1530 er der i et kongebrev tegn på, at brødrene tænkte på at forlade klostret, men de var fortsat på stedet, da de de ved kongelig befaling af 17. november 1532 blev frataget klostret, der blev givet til byen som sognekirke og som nævnt henholdsvis til præstebolig, hospital og skole.

Brødrene har haft lidt svært ved at forlade deres hjem, så først den 21. december 1532 gik de endeligt ud gennem porten fra deres kloster eller måske er det rettere at sige "blev de smidt ud", for på det tidspunkt var forholdet mellem by og kloster blevet noget anstrengt. Uoverensstemmelserne var begyndt før klosterreformeringen til observanternes linje, men blev forstærket ved deres sejr over konventualerne i 1504, hvilket var 36 år efter klostret i Odense, som det første blev reformeret.

Klosterbygningerne blev ikke benyttet særligt længe og var i henhold til Danmarks Kirker formodentligt forsvundet inden for de første hundrede år efter reformationen.

Kirkebygningen forblev sognekirke for Horsens til 1794, hvor sognebetjeningen flyttede til Vor Frelsers Kirke, der ved samme lejlighed fik navnet ændret fra Sankt Ibs Kirke. Fra 1797 blev kirken meget sjældent brugt. Bygningen var i 1848-1850 depot for krigsmateriel. Den var da meget forfalden, men blev nødtørftigt sat i stand, så den kunne vikariere for Vor Frelsers Kirke under dennes istandsættelser i 1864-1866 og 1879-1880. Bygningen blev i perioden til 1888 brugt til ligkapel, og fra 1904 var kirken igen sognekirke, da byen da blev opdelt i to sogne.

Kalundborg franciskanerkloster

Kalundborg franciskanerkloster blev grundlagt i 1239 af grevinde Inger af Regenstein, der også grundlagde Clarakloster i Roskilde. Klostret lå lige nord for Kalundborg Slot på det der for at halvt hundrede år siden kaldtes for Kalundborg Ladegårds Plads, og altså få hundrede meter nordvest for Vor Frue Kirke. Der er i dag ingen levn af klostret.

Man ved ikke meget om bygningerne. Kirken indviedes i 1279. Fra et brev fra kong Valdemar Atterdag til paven vides, at klostret i 1361 lå så tæt på Kalundborg Borgs mure, at kongen bad om tillaldelse til at flytte klostret.

Klostret blev reformeret i 1517, og det blev nedlagt i 1532, da brødrene blev fordrevet af Mogens Gjø / Gøye. Det skete omkring 14. september ved festen for det hellige kors' ophøjelse, hvor adelsmanden beordrede sin høvedsmand eller forvalter på borgen til at sørge for uddrivelse. Klostrets guardian, broder Melchior, der var delvis reformeret, gjorde ikke synderlig modstand og blev da også byens første protestantiske præst. Om resten af brødrene eller deres antal vides intet.

Kolding franciskanerkloster

Kolding franciskanerkloster blev oprettet i 1288. Der er ingen levn efter klostret, der har ligget i vinklen mellem nutidens Klostergade, Gråbrødregade og Munkegade og blev indrettet i gården Dueholm, der tilhørte ridder Henrik Dulmer. Fundatoren gik selv i kloster her. Indvielsen blev godkendt og måske overværet af biskop Bertold fra Slesvig og biskop Christiern fra Ribe på Trinitatis søndag, hvorfor det formodes, at bygningerne kunne bruges idrekte uden store ændringer. Man ved, der var et kapel i bygningen.

De oprindelige bygninger blev med tiden udskiftet, og fra de få fund kan man slutte sig til, at de har været med hvælv og stavdelte vinduer, hvilket kan sluttes ud fra diverse formsten og andet stenhuggerarbejde. En vis betydning har klostret dog haft, da der er dokumentation for afholdte provinskapitler her i 1322 og 1474. Reformeringen til observantlinjen fandt sted i 1517, og klostret blev nedlagt i 1529, og dets besiddelser spredt, mens selve klostergrunden med bygninger af kongen i 1551 blev bestemt til nybyggeri og klosterbygninger forsvandt formodentligt senest i 1551. Det forhold bestyrkes af dokumentation fra kongelig side i 1557 til borgmester og råd om at taksere tomten efter klostret.

Iflg. Trap 5. udgave har man fundet rester af kirkegården syd for Klostergade, og iflg. Lorenzen [p. 33] er der ind imellem gjort fund af levn fra bygningerne.

Om nedlæggelsen noteredes i Krøniken om Graabrødrene [p. 51], at kongen tilbød dem 100 mark i rejsepenge og i dagene efter forhøjede kompensationen med diverse genstande, en kalk etc., så brødrene kunne have rejsepenge og forrette deres messe, men de ville ikke modtage det tilbudte og efterlod det i fattigkassen. Brødrene fik plads på andre klostre på nær en enkelt, der lagde kutten og altså konverterede.

I Kolding var den lutheranske omvendelsesprædikant en frafalden fra dominikanerne i Haderslav, Niels Jespersen, som siden blev den første sognepræst i Kolding. Dominikanerne var blevet fordrevet fra Haderslev 6. januar 1527 af den sønderjyske hertug Christian.


Københavns franciskanerkloster

Københavns franciskanerkloster blev grundlagt i 1238 af Inger eller Ingerd af Regenstein, der var datter af Jakob Sunesøn. Inger af Regenstein var altså foruden i København medvirkende til grundlæggelsen af klostrene i de andre sjællandske byer: Roskilde, Næstved og Kalundborg. Men også bidrag fra anden side fra Hvideslægten blev ydet til det nye kloster. [Trap-4 p.835]

En af klostrets bygninger, formodentligt dets fængsel, lå på sydsiden af Gråbrødretorv, hvor "hakket" mod SE dannede vestsiden. Grunden stødte ved slutningen af 1200-tallet op til Helligåndshusets grund og mod vest gik grunden tæt på Købmagergade. Skindergade dannede cirka nordgrænsen. Eneste levn af bygningen findes i dag i kælderen under Gråbrødretorv nr. 11.

Klosteranlæggets tre fløje mod dets kirke som nordfløj lå nordligere på Gråbrødretorv. Kirken havde ifølge ældre tegninger over byen både tårn og spir. Ved udgravninger er der fundet rester i Kejsergade og andre lokaliteter rundt torvet. Ud mod Skindergade havde lkostret en teglovn, som der er fundet spor af.

Klostret blev reformeret i 1484, og fra århundredes slutning kendes ejerskifte for jordstykker omkring teglovnen.

Klostret blev nedlagt den 25. april 1530 en tre ugers tid før klostret i Malmö. [9060]
Allerede i august meddelte kongen, at de frigjorte bygninger skulle anvendes af universitetet - en passende gave ved universitetets halvtredsårs fødselsdag. Det viste sig dog, at universitetet ikke nåede at besætte klostret, for kongenomstødte den 6. august 1532 sin første uddeling og gav nu kloster med alle bygninger og haver samt kirke og kirkegård til byen, der senere brugte dem til fængsel.

Lærdomsinstitutionen fik ikke alle bygningerne; i 1534 anviste kongen et apotek og en apoteker til at fungere i en af de andre klosterbygninger. Kong Christian IV købte i 1623 klosterdelen, som byen rådede over, og lod fængslet indrette til kirke for det tugthus, som da var indrettet på Helligåndshusets grund syd for Gråbrødregrundene. Allerede i 1650 købte apoteker Samuel Meyer det oprindelige klosters fængselbygning, altså den bygning, som der i dag er levn efter, og da var de øvrige klosterbygninger i forfald eller allerede nedrevne.

Ved klostrets nedlæggelse forblev nogle af munkene i København. Otte af munkene indgik ægteskab, og de fleste blev med en håndværkeruddannelse som murer, skomager, tømrer, glarmester og skrædder optaget i byens laug og gilder som verdslige borgere. [Lindhardt p.127]

Københavns clarakloster

København fik fra 1497 pavelig tilladelse til oprettelsen af et nonnekloster, St. Clara Nonnekloster. Initiativet udgik fra Kong Hans og Dronning Christine, der skænkede en grund, der lå ned mod slottet og kunne bruges som have. Bygningerne lå længere væk med sydgrænse ved Sværtegade, og kirken lå umiddelbart syd for Møntergade, men grundens størrelse kendes ikke i detaljer. Gadenavne som Klareboder og Sjæleboder viser, at disse arealer muligvis har ligget på klostrets grund.

Udgravninger på kirkegrunden viste, at der var tale om en enskibet bygning med skib og kor af samme bredde, og spor af stræbepiller fra kirkens overhvælving. Der var opført et kapel på kirkens nordside. Klosterbygningerne har ligget på kirkens sydside med hovedindgang fra Møntergade.

Byggeriet trak ud, og selv om den kongelige familie gav gode tilskud til opførelsen af kirke og kloster, så var det først i 1505, at der var så meget færdigt, at nonnerne kunne flytte ind. Der er i dag ingen levn af klostret.

Før reformationen, i 1527, var klostret blevet meget fattigt, men ved nedlæggelsen den 25. maj 1535 boede der endnu nogle nonner i bygningerne. I klostret blev 1585 oprettet et kanonstøberi. Det kom fra St. Petri Kirke, som staten havde ejet siden reformationen. Men da den tyske menighed fik bygningen til kirke i 1585, så flyttede støberiet til Klaraklostret, hvor det lev til 1610, hvor det flyttede til Pilestræde.

Køge franciskanerkloster

Køge franciskanerkloster blev grundlagt den 29. juli 1484, da der er dokumentation for Kong Hans' gavebrev på sin "Almennigh Kongsgård" denne dag til to navngivne herrer, Anders Glob og Laurids Brandsen fra Odense, så de kunne ombygge eller indrette ejendommen til kloster for franciskanske brødre. Klostret kom til at hedde: St. Maria de Consolatione.

Klostret kom til at ligge mellem Vestergade og Åen, omtrent hvor den gamle kirkegård er beliggende, men der er ingen tegn på klostret mere. Fra dokumentation vides, at der blev holdt gudstjenester i klostret fra 1485, og det var i de eksisterende og skænkede bygninger. Arbejdet med nye bygninger skred kun langsomt frem, og en del midler tilflød klostret fra Dronning Dorothea, og først i 1509 blev kloster med klostergang og kirke indviet af biskop Andreas Mus fra Oslo.

På grund af den sene oprettelse var den interne reformering af franciskanerne sket, så ingen yderligere opstramninger var nødvendige. Klostret blev nedlagt efter 1. marts 1531, hvor Kong Frederik I overdrog det til borgerne til hospital for byen, når brødrene havde forladt stedet. Man ved ikke nøjagtigt, hvornår det var, men i begyndelsen af ugust 1532 var hospitalet nyligt kommet i drfit.

Under svenskekrigen i 1659 var kirken ikke i brug, og den er ikke længere omtalt i kilder. De sidste bygningsrester blev med kongens tilladelse anvendt til reparation af havnen i Køge i 1552.

Lund franciskanerkloster

Lund var et af Kustodierne i provinsen Dacia, og i Lund by blev der i 1238 oprettet et franciskanerkloster af ærkebiskop (fra 1228) Uffe Thrugotsen, † 16/12 1252. Ærkebiskop Uffe havde året før også medvirket ved grundlæggelsen af Roskilde franciskanerkloster.

Klostret må have ligget lige vest for domkirken, mellem domkirkepladsen og Store Gråbrødresgaden og syd for Klostergaden, men der er ingen levn i dag af bygningerne. Ærkebiskop Uffes efterfølger, Jakob Erlandsøn, der havde været ærkbiskop siden 05/04 1254, blev begravet i kirken i 1274. Han var langt ude af Hvidernes slægt. Og i 1276 blev der i den formodentlige treskibede kirke indviet højalter foruden altre i både nord og syd.

Klostret blev reformeret i 1517.

Der vides kun sporadiske ting om klostret; især hvad der af sekundær litteratur kan læses om det. Heller ikke om nedlæggelse vides meget. Det formodes, at det skete ret sent på grund af den højkirkelige overvægt i byen, men i 1539 blev klostergrund og bygninger overgivet til Holger Ulfstand, † 1542, medlem af Rigsrådet.

Malmö franciskanerkloster

Malmö franciskanerkloster blev grundlagt i 1419, men der er en omtale af klostret fra 1414. I dette år gav Kong Erik af Pommern brødrene en grund til et kloster. I en kort overgang lå klostret på dette nu ukendte sted, men fra 1508 lå klostret nord for hovedgaden gennem byen og tæt på Malmø Slot og den gamle bymur. Om bygningerne vides intet.

Men også denne anden beliggenhed blev brødrene for trang, og efter 1490 og før 1500 flyttede de til en ny grund skænket af Kong Hans og en tilliggende grund skænket af Niels Clausen Sparre til Elfsborg. Pavens tilladelse til flytningen er dateret 1489, hvilket er to år efter reformeringen af ordenen. Arealet for det tredje kloster lå ikke langt fra nummer to, og på et prospekt fra 1678 lå klostret nord for Adelgade. Bebygelsen på grunden må have fundet sted før pavens tilladelse, for indflytningen skete med pomp den 8. juni 1489. Heller ikke af dette kloster er der i dag rester.

Reformationen kom tidligt til Malmø. Først ved protestantisk prædiken af ikke-autoriserede præster ved udendørs møder fra 1527, bl.a. af en Claus Bødker Mortensen, tidligere præst i det katolske Lund Stift. Og allerede i 1528 gav kongen den 10. september borgerne lovning på klostret til hospital, men først når alle brødrene var ude. Det hjalp borgerne dem så med på en håndfast måde i maj 1530. Borgerne havde op til denne dag chikaneret klostrets beboere, så de måtte pakke deres få ejendele og forsvinde eller overgå til stillinger i den protestantiske kirke under opbygning.

Klosterkirken blev fattigkirke for byen, men den blev i ringere og ringere stand, indtil den blev forladt. Tårnet var det sidste, der forsvandt. Det skete i 1678.

Nykøbing Falster franciskanerkloster

Nykøbing F franciskanerkloster blev grundllagt i 1419 af Erik af Pommern og klostrets kirke blev indviet til Vor Frue, St. Michael og St. Franciscus. Som bidrag fik klostret St. Nikolaj Kapel og en kongsgård. Klostret lå i byens sydlige del og i dag er kirken med den søndre korsgang samt klosterets toetages vestfløj og et hus levn. Korsgangen indgår i dag i kirken som et nordre sideskib.

Bygningerne ligger syd for Rådhusstræde og øst for Klosterstræde. Det formodes, at kapellet blev brugt til brødrenes gudstjenester, indtil den nuværende klosterkirke stod færdig som måske den sidste fløj i det firefløjede anlæg. Som dokumentation for denne antagelse tjener kvadresten i kirkens sydmur. Bygningerne må i 1429 have været så tilpas færdige, at der kunne afholdes møde mellem de danske myndigheder og Hansestædernes diplomater. Ved den lejlighed bistod en halv snes biskopper som mæglere.

Kirken blev bygget enskibet med etkor i samme bredde, der er afsluttet med trekantet form, der er ganskeskæv. Grundbygningen blev med stræbepiller forberedt for hvælv, men hvælvet kom først til i renæssancen, formodentligt mens enkedronning Sofie boede på Nykøbing Slot. Vestgavlen er yngre end resten af kirken, og den nuværende dør er nok ikke den originale indgang. Lorenzen er af den opfattelse, at kirken først stod færdig omkring år 1500, da kapellet indtil da tjente som kirke i de forløbne 81 år siden oprettelsen. Tårnet er senere, men der er opsat klokker fra både 1470'erne og 1493 i tårnet.

Provinsen kapitelmøde blev i 1482 afholdt i Nykøbing F. Klostret blev reformeret i 1503, og i 1507 blev der indkøbt mursten til klostret. De kom fra Dronning Christines teglværk på Langeland, men lokal stenproduktion fandt også sted, idet en ovn blev udgravet på stedet i 1960.

Den tilbageværende vestfløj er opført i to etager med kælder med tegl i munkeskifte. Kælderen er hvælvet med delvis krydshvælv og delvis tøndehvælv. I stueetagen er der inden for østmuren en korsgang, der er hvælvet med syv fag krydsribbehvælv med rundbuede ribber bortset fra gjordbuerne, der er spidsbuede. Resten af bygningen har, så vidt jeg har kunnet læse mig til, flade lofter.

Klstret blev nedlagt i 1532 og den 4. juni 1532 gav Kong Frederik I klosterkirken som sognekirke til byen, da den åbenbart var bedre egnet end den eksisterende Vor Frue sognekirke på torvet, mens klosterbygningernes vestfløj blev givet byen som rådhus. I en periode frem til 1808 var der latinskole på førstesalen, og rådhuset blev flyttet i 1873.

Nysted franciskanerkloster

Nysted Kloster blev grundlagt i 1286, formodentligt af ejerne af Kelstrup og Kærstrup herregårde, og blev det sidste franciskanerkloster, der blev nedlagt i Danmark i 1538.

Der er ingen levn af klostret, der lå i byens østlige del, og der findes endnu en Klostervej i byen [10624 p.76] kalder den for Klostergade. Man ved ret bestemt, hvor klostret lå, da udgravninger i 1900 bragte mange rester for dagen. De blev alle fundet på matrikelnummeret 21 c iflg. oplysningeri Nationalmuseets arkiv.

Der blev bygget i flere perioder af middelalderen, men dokumenteret er byggeriet så tilpas fremskredet, at et kapitelmøde kunne afholdes i 1293. Driften blev reformeret i 1477. Efter ophævelse bestemte Kong Christian III i januar 1551, at materialerne skulle benyttes ved opførelsen af Nakskov Slot, og klosterbygningernes mursten og tømmer blev genanvendt efter den påfølgende nedrivning.

Næstved franciskanerkloster

Næstved franciskanerloster blev grundlagt cirka 1240, og mæcenen var som for flere andre klostres vedkommende grevinde Inger af Regenstein. På grund af lokale uoverensstemmelser med naboklostret i Skovkloster, dvs. Herlufsholm, kunne brødrene dog ikke tage deres grund i brug før 1270.

Der er i dag ingen levn af klostret, hvis kirke lå på en del af det område, der i dag er Axeltorv, og klostrets grund lå mest nord for for kirken. Der kendes ikke noget til bygningernes omfang eller deres udseende, og udgravninger har ikke bragt nok frem, til at en rekonstruktion kan lade sig gøre. Klostret ejede også et teglværk.

I 1505 blev klostret reformeret, og det blev nedlagt i 1532. Brødrene blev forjaget, og den 10. august 1532 fik borgerne kongelig brugsret over klostret på nær en mindre del, som familien Daa havde interesser i. Renteafkastet af den virksomhed, som borgerne kunne få af klostret, skulle anvendes på hospitalsdrift i byen på det allerede eksisterende Helliggæsthus.

Det var tilladt borgerne at bygge nyt på klostergrunden, og foreløbig blev kirken stående, men det varede kun til 1552, hvor der blev givet tilladelse til dens nedrivning. Materialerne blev brugt til reparation af byens rådhus og skibbroen, og ved samme lejlighed var det, at kirkens grundstykke indgik i torvearealet.

Munkenes lidelseshistorie er nedskrevet af broder Jacob Jensen i Krøniken om Graabrødrene..., der holder en meget forargerlig tone i beskrivelsen af fordrivelsen:
".. nemlig dagen efter den meget højlovlige Jomfru Marias optagelse, ved den lejlighed og på den måde, som følger. Den meget ugudelige kætter, hr. Mogens Gøye, både Djævelens tjener og hans stridsmand, havde nemlig meget ofte truet med, at han ville fordrive brødrene på dette sted, fordi hans bedstefader og dennes hustru var blevet begravet sammesteds, og hans bedstefader havde skænket en kalk dertil for sin sjæls husvalelse; den tog han også fra brødrene, da de var blevet fordrevet..."

Odense franciskanerkloster

Odense Franciskanerkloster blev grundlagt i 1279 af Kong Erik Klipping, men gavebrevet, hvorved kongsgården i Odense blev overdraget klostret er dateret i 1285. Klostret blev indviet til St. Katharina og Jomfru Maria. Ved modtagelsen af kongsgården blev klostret landets største, og Eriks to døtre blev gravsat der. Også senere havde klostret kongelig bevågenhed, og Kong Hans og Dronning Christine havde bestemt, at de skulle gravsættes der.

Den første begravelse var af deres søn, Frans, der døde i 1511, og i 1513 blev kong Hans bisat samme sted. I 1521 blev dronning Christine og i 1559 Christian II begravet i kirken, men de kongelige er senere overflyttet til krypten under Sankt Knuds Kirke.

Klosterbygningerne lå i firkanten mellem nutidens Slotsgade, Jernbanegade, Gråbrødre Plads og Asylgade, men ved reformationen var klostrets grundstykke mindre, måske fordi et frasalg havde fundet sted, jf. Lorenzen p.61.

Da klostret fik en allerede opført bygning, så kunne de allerede samme år fejre indvielsesgudstjeneste i deres kirkerum. Men en rigtig kirke måtte til, og den var i 1283 så langt fremskreden, at biskop Tyge af Ribe kunne indvi den, før prinsesserne Katrine og Elisabeth kunne begraves i den samme år.

Denne kirke fra overgangstiden mellem romansk og gotisk kan kun have været brugt i få år, da Odenses biskop Nikolaus i 1343 indviede en ny eller meget ombygget kirke, og det er denne kirke, der efterfølgende er beskrevet.

Kirken fra 1343 har været et fint gotisk bygningsværk, og en del af kortes nordmur udgør nu den nuværende hospitalskirkes sydgavl, og en anden rest fra den oprindelige kirke indgår i den nyes vestvæg. Denne anden eller ombyggede kirkebygning kendes dog delvis, da den først blev revet ned i 1819. Der var tale om en treskibet kirkeform med seks fag og med kor af samme bredde som midterskibet og med halvrund apsis. Af sideskibene var det nordlige senere tilføjet den oprindelige toskibede kirke ved en gennembrydning af midterskibets nordmur, hvorfor kirken altså oprindeligt ikke var af basilikaformen.

Mod nord på siden af koret, vel fordi der her var plads til det, blev der omkring 1500 opført et klokketårn. Tidspunktet er anslået ud fra en af klokkerne, der blev støbt til kirken i 1492.

I dag er klosteranlæggets østfløj bevaret som den nuværende hospitalskirke. Også nordfløjen eksisterer, og korsgangen på hhv. østfløjens vestside og nordfløjens sydside er bevaret. Bygningerne står med to stokværk, og deres indre er kraftigt ændret for at opfylde rummenes nuværende funktioner.

Fraciskanerne blev i 1400-tallet og begyndelsen af det følgende århundrede reformeret, og i Odense skete det i 1468. Ved reformationen blev klostret nedlagt i 1539. Klosterkirken blev hurtigt efter reformationen, den 11. maj 1539, overladt Albani sognets menighed. Der er lidt uoverensstemmelse mellem kilderne her, idet Trap nævner Albani Kirke nedrevet i 1542, men naturligvis kan klosterkirken været givet til sognet, før deres gamle kirke blev nedrevet.

Kongen skænkede klosterbygningerne til hospitalsbrug, og denne fundats er stadfæstet 27. september (nogle kilder siger oktober) 1539 af kong Christian III. I dag bruges bygningerne til hjem for ældre fra stiftet. Kirken, som Albanimenigheden havde fået overladt tjente som kirke til 1618 og forfaldt da hurtigt efter og i 1805 blev dens nedrivning besluttet, men først 1817-1819 blev nedrivningen fuldført, endda med enkelte rester stående indtil 1870.

Den nuværende stiftelse har egen hjemmeside med en kortfattet historie.

Odense clarakloster

Enken efter kong Hans, Dronning Christine, grundlagde Sankt Claras Nonnekloster i 1521, altså meget sent før reformationen slog igennem. Indflytningen fandt først sted året efter den 21. september 1522.

Klostret blev indrettet i dronningens egen gård, hvor hun havde haft fast bopæl siden 1503. Dronningegården lå i firkantetn mellem Holsedore og Klaregade ned mod åen og tæt på den nuværende Filosofgang. Arealet overgivet til nonnerne var dog formodentligt noget mindre end hele gårdens område, men arealet kan ikke ud fra kilderne dokumenteres. Der er levn af gården i kælderen til Bispens Gård. Der er omkring 10 meter mur i munkeskifte og i bredden omkring 5 meter, hvor østvæggen har en tilmuret dør, og der har været vinduer med fladbuede stik. Hvilken af klostrets bygninger, der er tale om, vides ikke.

Der var en hel hel del domestikbygninger på grunden med et hovedhus i to stokværk. Af tilbygninger vides af bryggehus, stegehus og badehus, men en kirke har manglet. Hvor denne er blevet indrettet vides ikke.

Ved indledningen til reformationen var nonnernes forhold allerede i 1527 blevet økonomisk meget dårlige, og en gang under reformationen forlod beboerne klostret, der i 1538 stod tomt, da Kong Christian III overlod nogle af bygningerne til beboelse for superintendenten (biskoppens titulatur lige efter reformationen), en sognepræst, en kapellan og to skolemestre.

Alle disse bygninger blev revet ned på et tidspunkt i de følgende århundrede, så nu kun kældermurene som nævnt er tilbage.

Randers franciskanerkloster

Franciskanerklostret i Randers lå midt i byen nogenlunde inden for det område, der afskæres ad Østervold - Østergrave -Slotsgade - Brødregade - Burschesgade med kirken liggende nordligst og parallelt med Burschesgade. De øvrige klosterbygninger lå søndenfor i det firfløjede bygningsværk. Østgrænsen udgjordes i middelalderen af byens befæstningsværker.

Klostret blev grundlagt 1236. I en dokumentations fra 1467 omtales kirken som "ny". Under Frederik IIs regering nævnes kirken med tårn med spir og hvælvet skib og kor. På kirkens nordside blev der også med dokumentationens årstal 1467 bygget et kapel for slægten Anders Jacobsen Bjørn til Stenalt, og i 1472 endnu et kapel på nordsiden for slægten Otte Nielsen Rosenkrantz.

1497 blev medlemmer af Sankt Barbaras Gilde optaget i broderskabet, men samme oplysninger også i Trap 5. udg. givet for helligåndsordenen i byen. Et par af guardianerne fra Randers var provinsialministre. Klostrets reformering skete i 1503.

Klostret blev nedlagt 1530 og bygningerne overgik til rigshofmester Mogens Gøye, der lod borgerne benytte kirken som sognekirke, mens hr. Gøye bibeholdt retten til at udnævne præsten, hvor den første blev Mads Lang, der var af luthersk overbevisning. Kirken blev nedlagt i 1698. De øvrige klosterbygninger blev efter Mogens Gøyes død og deres hjemfald til kronen i 1544 omdannet til Dronningborg Slot. Ombygningen fandt sted under Kong Christian III ca. 1547-1550, og navnet refererer til kongens dronning Dorothea. Kirken blev samtidig også slotskirke.

Klostret ejede indtil reformationen også et teglværk, der lå uden for bygrænsen på østsiden af byen.

Slottets bygninger blev nedrevet i 1721, men da mens det, at vestfløjen allerede fra 1647 var fjernet. Der er i dag ingen bygningsrester tilbage.

Ribe franciskanerkloster

Rigets første franciskanerkloster lå i Ribe, og der er intet tilbage af det - end ikke tomten, der blev overbygget allerede for flere hundrede år siden.

Klostret lå på arealet mellem Sct. Laurentiigade og Korsbrødregade og mod syd hen over gadevinklen mellem Gråbrødre Torv og Nygade-Grydergade til cirka Smedegade. Mod nord grænsede deres areal omtrent op til den nu nedbrudte Sankt Klemens Kirke, der havde tæt forbindelse med Johanitterordenens kloster, der lå mellem de samme to nord-syd-gående gader og havde Slotsgade som nordlig grænse. De fik på et tidspunkt lov til med porte at lukke en vej, der i nord-syd-retning førte gennem deres grundstykke fra Sønderport mod Riberhusanlægget. (Bemærk, at gadenavnene flere gange er ændret i byen).

Som officiel grundlægger, fundator, nævnes ribekanniken Johannes Scolasticus. En anden af klostrets velyndere var biskop Gunner. Han havde været biskop i Ribe siden 1230 og frasagde sig embedet i 1246 og blev optaget i franciskanerklostret, hvor han døde den 21. oktober 1249. En del af midlerne til kirke- og klosterbygningen kom fra kanniken Johannes Ruffus.

Der er formodentligt tale om en tidlig kirke opført straks efter klostrets grundlæggelse, men snart erstattet af en anden, der stod færdig i 1280. Da krønikernes ord om, at Gunner blev begravet foran kirkens alter, er korrekte, så må det have været den første kirke, men resterne kan jo senere være blevet flttet over i den nye kirke.
Den sidste kirke, der er indviet til Sankt Laurentius, blev først indviet den 18. august 1280, da biskop Tyge forestod ceremonien. Oplysningen om Gunners gravlæggelse stammer fra Petrus Olai, og er i modstrid med oplysningerne fra anden side, der anfører Løgumkloster Kirke som begravelsesstedet.

Samme år, 1280, som kirken blev endeligt indviet, afholdtes franciskanernes årlige provinsialkapitel i Ribe. Fra omkring samme tidspunkt blev Ribeklostret også overmyndighed for egnens andre franciskanerklostre i Slesvig, Tønder, Flensborg, Kolding og Husum (Husum dog først fra 1494).

Ved reform i 1505 blev klostret en del af den strenge observans. Ved den lejlighed måtte klostret afstå nogle ejendomsbesiddelser, som det havde skaffet sig tidligere, idet franciskanerreglementet ikke tillod ejendomsbesiddelser. Provenuet eller en del af det blev anvendt til at forøge grundstykket, som klostret optog i byen, og det var ved den lejlighed, at klostret fik mulighed for at lukke den gennemgående gade med porte.

En del af de tidligste oplysninger om klostret skyldes krønikeskriveren Peder Olsen, Petrus Olai Saneropius, † ca. 1570; Olsen var munk i franciskanerklostret i Roskilde og samlede allerede eksisterende skrifter sammen, men fortsatte også Saxos historier. Hans vigtigste overleveringer er beskrivelserne om franciskanerordenens forhold omkring reformerne i sidste del af 1400-tallet og ved reformationen.

Af andre levn fra klostret er Det Kongelige Bibliotek i besiddelse af to trykte bøger, der altså cirka må stamme fra klostrets sidste halvt hundrede år.

Som nævnt ovenstående er der ingen bygningsrester tilbage, men anlægget må have haft en betydelig størrelse, for der er dokumentation for, at der i klostret afholdtes flere større begivenheder. I 1443 blev der holdt kongligt retterting i klostret, og i 1504 blev der holdt bryllup for domkirkens dekans broder, Thomas Lange, og ved den lejlighed var kongen også til stede sammen med en stor del af rigets råd og adelen.

Til så store bygningsforhold var det nødvendigt med eget teglværk, som lå ved Indre Bjerrum. Bjerrumvejen løber på sydsiden af Ribe Å mod Kammerslusen og Indre Bjerrum ligger under en kilometer vest for omfartsvej 11 - passende tæt ved åløbet til, at teglene kunne fragtes op ad åen tættest muligt til byggepladsen. Teglværket blev på grund af klostrets gæld til bystyret afhændet 1510 til dette med den klausul, at klostret havde ret til at aftage en vis mængde sten, skulle der blive brug for det til klostrets bygninger.

Det var dog nu så tæt på reformationen, at udnyttelsen af denne option nok har været begrænset, for i Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark, der fortæller om nedlæggelsen af de forskellige klostre fra omkring 1520, står der intet om begivenheder i Ribe, der fra 1532 var det eneste fungerende franciskanerkloster i Jylland.

Ribeklostrets lukning og brødrenes udvisning af landet fulgte af kirkeordinansen af 1537 under Christian III (se nedenfor), men ser ud til at være foregået overvejende fredeligt, og enkelte munke, der af forskellige grunde ikke straks forlod landet, oppebar en vis understøttelse direkte fra kongens kasse i de følgende år, indtil sidste broder var væk.

Kongen ventede dog ikke på, at sidste broder lukkede og slukkede. Allerede samme år, som loven var givet, blev klosterbygninerne beordret nedrevet, idet forsvarsværkerne omkring kongeborgen, Riberhus, krævede større rum og fjenden ikke skulle kunne søge beskyttelse bag klostrets mure. Kirken blev først demonteret, østfløjen sidst - den stod endnu i nogle år, da den var tænkt som rådhus for byen. Denne fløj har formodentlig ligget ud til Gråbrødregade, men planerne ændredes, og den blev også nedrevet en gang i begyndelsen af 1600-tallet.

Man ved ikke hvorledes kirken har set ud. I Danmarks Kirker, Ribe Amt, bind 2, p.827 er vist et stik over Ribe af Braunius & Hogenberg fra 1598, hvorpå man under bogstav L kan se kirkens øverste del, og redaktørerne af kirkeværket tager det som udgangspunkt for en mulig kirkeform, selv om stikket altså er ca. 60 år yngre end kirkens nedrivning. Hvilken tegning Braunius har anvendt ved jeg dog ikke. Bygningen vises uden tårn med et tagrytterspir til en messeklokke.

Roskilde franciskanerkloster

Roskilde franciskanerkloster blev grundlagt i 1237, formodentligt af den fornemme kvinde ved navn Esa, som var moder til Nikolaus Rønning (som ikke er optaget i Biografisk Leksikon). Klostret fik navnet St. Maria de consolatione Kloster, og dets kirke blev indviet til Treenigheden. Komplekset var beliggende ved Gråbrødrestræde og Gråbrødre Kirkegård, mellem Hersegade, Jernbanegade og Hestetorvet. Der er ingen levn i dag.

Byggeriet af kirke og klosterbygninger strakte sig over en årræke, og pengemangel har sikkert sinket færdiggørelsen, idet der kendes til et almissebrev, dvs. en opfordring til at give almisser til klostret, udstedt af pavemyndigheden i maj 1252. Kirken blev dog færdig, men svarede ikke ganske til brødrenes forventninger, for i 1270 indvies en nybygget kirke, den anden kirke i klostret.

I 1310 eller 1311 brændte store dele af Roskilde, og klostret brændte med, og en ny kirke blev rejst. Om kirkens form vides intet, og om de øvrige klosterbygninger meget lidt. Klostret blev reformeret i 1490.

Klostret blev under reformationen nedlagt i 1532, og man ved, at Peder Olsen sad i klostret til sin død i 1570, og at han brugte tiden til at samle oplysninger om franciskanerordenen i Danmark og skrive på ordenens historie. [9060 p.12]

Bygningernes skæbne var nogle år uafgjort, men i juli 1561 gav Kong Frederik II bygningerne til Korfitz Ulfeldt til Kogsbølle, mens kirken blev sognekirke til et nyoprettet sogn. Kirkebygningen forfaldt snart, og i maj 1579 gav kongen ordre til, at kirken blev nedlagt og nedrevet, og materialerne skulle bruges til vedligeholdelsen af domkirken. Nedrivningen gik ikke straks i gang og først i 1625 blev materialer nedtaget, mens rester blev stående meget længe. Med nogen forbehold mener Lorenzen, at der skal have været levn på stedet til indi 1800-tallet. Klosterbygningerne derimod forsvandt hurtigt efter reformationen.

Roskilde clarakloster

Franciskanerne opretted også et nonnekloster i Roskilde. Det skete den første august 1256, og det kom til at hedde St. Clara Nonnekloster. Det blev stiftet af grevinde Ingerd af Regenstein og lå i nærheden af byparken, formodentligt i den vestre del af parken øst for Birkealle og Roarsvej. Der er ingen levn i dag.

Klostret måtte efter grundlæggelsen vente på den pavelige godkendelse til den 5. juli 1257, og byggeriet er straks gået i gang hjulpet på vej med grundlæggerens gaver, der inkluderede huse og gårde, hvorfra søstrene kunne hente billige byggematerialer. Først gav paven aflad, og i 1258 gav ærkebiskop Jakob Erlandsøn aflad til alle, der hjalp søstrene med gaver til brug ved opførelsen.

En brand ødelagde klostret i 1302, og der måtte bygges nyt, og igen måtte biskopperne række en hjælpende hånd ved at udstede afladsløfter til alle, der hjalp med midler til genopførelsen. Man ved fra Diplomatarierne, at der blev sluttet kontrakt med teglbrænder Klaus på stedet. Det fortrød de dog, da Klaus kom i klammeri med både klostrets svende og senere med selve klostret om redskaber, aflønning og kontraktens tolkning, og sagen endte med et retligt forlig i 1306. Senere, i 1400-tallet, blev det igen nødvendigt med hjælp og afladsløfter.

Man ved ikke noget om bygningernes form eller udseende, og i 1532 var det slut, og klostret blev nedlagt. Der eksisterede da foruden selve klostret bygninger til møllebrug, teglbrænding samt en ladegård. Bygningerne gik efter reformationen i len i 1545 til Anders Barby, men fra 1561 fik Københavns Universitet størstedelen af bygningerne, som universitetet gjorde i penge, som fx ved bortsalg af byggematerialer i 1572 til Jakob Ulfeldt, og det blev klostrets endeligt.

På grundlag af de spredte rester af teglsten og udhuggede sandsten fundet ved adskillige udgravninger har man vurderet, at klostret var en meget fin gotisk bygning med arkitekturdetaljer af høj kvalitet.

Slesvig franciskanerkloster

Franciskanerbrødrene kom til Slesvig kort tid efter 1232, formodentligt i 1234 (jf. Ryd Klosters Årbog), og fik da til huse i lokaler, der ligger øst for domkirken ved Rathausmarkts østende på nordsiden, og øst for Schlachterstrasse eller dennes forlængelse. Kirken er ikke bevaret. De restaurerede klosterbygninger er beboelses- og arbejdslokaler, og de danner en H-formet bygning, der er skærmet af den senere bygning mod Rathausmarkt.
Franciskanerklostret var indviet til Sankt Paulus. Det blev det andet franciskanerkloster i det, der dengang var Danmark.

Klostret blev bygget på det sted, hvor der i 1000-tallet lå en dansk kongsgård fundet ved udgravninger. Det var her kong Valdemar II Sejr i 1218 på Johannes Døberens dag samlede femten biskopper og tre hertuger og fik udråbt sin søn, Valdemar III den yngre, til at efterfølge faderen. Sønnen døde ved et vådeskudsuheld under jagt på Røsnæs i 1231 og nåede aldrig at blive konge.

Da prins Valdemar den Unge var død før Valdemar Sejr, blev næste konge næstældste søn, Erik Plovpenning, der som den føste i 1216 havde fået titel af Hertug af Jylland. Han var konge fra 1241 til 1250.
Tredjeældste søn, Abel, arvede titlen af hertug af Sønderjylland i 1231, da broderen rykkede op i arvefølgen, og var konge fra 1250 til 1252. Den fjerde søn, Christoffer I, var først hertug og siden konge 1252 til 1259.
Kong Abel blev gift 1237 med Mechtilde, der var datter af en holstensk greve. Hertugen stod bag oprettelsen af klostret, men især var det Mechtilde, der som enke i 1268 gav franciskanerne et grundstykke nord og øst for klosteret, der kan betragtes som ders velynder om ikke fundator.

En inskription på en kobberplade på rådhusbygningen rejst i 1794 oplyser om den oprindelige bygning, at: "Diese Gebäud wurde 1240 für Bettelmönche gebauet, welche 1528 vertrieben, und durch Friedrich des Ersten Verfügung zum Tempel der Gerichtigkeit eingerichtet." Syd for klosterkomplekset lå brødrenes kirkegård, og en del af denne fik byen i 1504 lov til at nedlægge for at føre en gade østover fra markedspladsen.

Klosterkirken tjente efter reformationen og klostrets nedlæggelse som rådhus, idet man indlagde en etage i det høje gotiske skib, så anden etage kunne bruge til byrådssal, indtil bygningen blev for faldefærdig, så den i 1793-1794 blev erstattet af et nyt rådhus (grundsten nedlagt 28/03 1794) efter tegninger af arkitekten Peter Wichmann. Denne bygning står endnu og der indgår i nogle murrester fra den oprindelige kirke i dens nordmurs nederste del. Der findes tegninger fra 1700-tallet, der viser en toskibet kirke, der efter tagkonstruktionen at dømme oprindeligt har været et-skibet og senere er blevet udvidet.

På en plade på rådhusbygningen står der i 2011, at den ligger, hvor der lå en dansk kongsgård. Den nuværende bygnings forsamlingssal blev brugt som stændersal for Slesvig fra 1836 til 1846 og af den slesvig-holstenske landsforsamling fra oktober 1848 til august 1849 samt af den slesvig-holstenske provinslanddag fra 1879 til 1904.

Væsentlige dele af korsgangen og nogle klosterbygninger, der stammer helt tilbage til kongsgårdens bygning, er i mere eller mindre ombygget tilstand stadig til at se. En del af det i dag synlige skyldes dog en restaurering og genopbygning fra 1980-1983, hvorefter bygningerne bruges af byens myndigheder. Det er noget uforståeligt, at man i fløjen mod vest mod vest har indsat nogle cirkulære murstensblændinger, der ikke fremgår af de ældre tegninger af fløjen. Det er mere forståeligt, at man af lyshensyn har indsat flere vinduespartier på første etage, hvilket er sket før århundredeskiftet 1899-1900, da de forekommer på fotos. Indgangspartiet i vestfløjens vestmur med en rundbuet lav dør og oven over denne et spidsbuet parti med blændet og pudset murværk som et par gotiske vinduer er vist på samme fotos fra ca. 1900 og eksisterer stadig.

I murværket er der brugt skifter med både gule og røde sten i munkeskifte, men en tilstødende murdel er af anden gul-rød miks og med vendisk skifte (en løber - en binder). I den oprindelige nordfløj har en formodentlig hospitalsstue, nu kaldet der gotische Saal overlevet med kalkmalerier af en korsfæstelsesgruppe på østvæggen, og på vestvæggen øverst under de originale træbjælker er malet en nadverscene, der er så godt som tilintetgjort. Interiøret anses for den tidligste danske middelalderudsmykning uden for kirkerummene.

Bevarede eksteriører kan ses i klosterporten to stokværk med gotisk blændarkitektur. Det oprindelige klosteranlæg blev relativt hurtigt udvidet eller ændret omkring år 1300, men derefter stod bygningerne så godt som uændrede til middelalderens slutning. Op mod reformationen havde klostret kun få brødre, og økonomien var ringe, så bygningerne var i forfald. Det medførte, at hertug Frederik (senere kong Frederik I) i 1499 af paven fik lov at reformere klostret, og brødre af den strengere linje, observaterne, fik overdraget klostret. De var mere energiske og fik restaureret på bygningerne og anses også for at have tilbygget bl.a. den nordøstligste tilbygning omkring 1500.
Fra 1504 fik brødrene lov til at anvende stadsgraven som afløb for deres latriner.

Brødrene blev forjaget i 1529 og samme dag, på kirkens indvielsesdag blev den lukket. Hovedmanden bag de lutherske kræfter i byen var prædikanten Reinhold Westerholt. Bygningerne blev efter lukningen dels brugt til rådhus og dels til hospital og senere fattigvæsensboliger op til 1900-tallet.

Et enkelt minde fra franciskanerkirken er bevaret i Schleswig domkirke i form af en korsfæstelsesgruppe, der fra 1922 har været ophængt i nordskibet øst for korsskæringen. Værket beskrives som udført i en ret stivnet stil og anses for at være udført af samme mester, som har gjort domkirkens korstole.

[1937, bd.3, p.345+445+493; 2650 p.22; 6648 p.56ff; 8080 p.388f; 9990 p.21; 9994 p.55f; 10461 p.25; 10624 p.15-26]


Svendborg franciskanerkloster

Svendborg franciskanerkloster blev grundlagt 1236 og sandsynligvis af Astrad Frakke (omtalt sidste gang 1268), der havde været drost hos Kong Valdemar Sejr og derefter foged på Svendborg Slot. Han indtrådte selv i sin alderdom i franciskanerklostret i Roskilde. Svendborgklostret blev indviet til Sankt Kathrine. Klostret lå, hvor nu gaden Klosterplads løber langs jernbanestationen og den gang endnu tættere på stranden, da havnekajen i dag er trukket længere ud i en opfyldning end i middelalderen. Ved en senere udvidelse i 1267, da Odensebiskoppen Regner gav klostret en grund mod syd, har klosterområdet strukket sig cirka hen til den nuværende Brogade.

Der er ingen levn af klostret i dag, men dets plan og bygninger kendes fra arkivalier. Kirken blev først nedrevet i 1828, og ruiner af den stod så sent som 1860 i en betydelig højde. Man tegnede kirken op inden nedrivningen, og tegningerne ligger på Nationalmuseet og viser en 39 m lang kirke med hovedskib, godt syv meter bredt, og et søndre sideskib 24 m langt og knap tre en halv m bredt med spidsbuearkade mod hovedskib båret af ottekantede piller. Kor af samme bredde som skib og afsluttedes lige med tværmur mod øst. Kirken lå parallelt med Frederiksgade.

Kirken, der ikke kan være ældre end 1300, havde intet tårn, og klostrets vestfløj lå nord for kirken og mødte kun denne hjørne mod hjørne på kirkens NW-hjørne. Vestfløjen, der er fra den seneste middelalder, var 16 meter lang og havde to etager og blev efter reformationen brugt som skolebygning. En nordfløj og en østfløj er også fundet ved udgravning, og nordfløjen vides omkring 1580-1590, at have været ejet af Helvig Hardenberg, * 28/03 1540, enke efter Erik Rosenkrants til Arreskov, * 1519, † 08/11 1575.

Nord for klostret, men adskilt fra dette lå en tofløjet bygninge, der efter reformationen blev omtalt som "Klostergården", men var den oprindelige priorgård. Den var i to etager, den nederste var hvælvet, og en del af bygningen var endnu i brug i 1832.

Klostret blev reformeret i 1473, og så sent som 1505 ved man, at der udførtes arbejder på bygningerne, for der blev sejlet mursten fra Langeland til klostret. Hen mod reformationen var klostrets økonomi dårlig, og inden brødrene forlod klostret, havde byens råd i december 1530 fået lovning på klostret, så de kunne bruge kirken som sognekirke og klosterbygningerne til hospital. Uden stor dramatik forlod brødrene klostret kort efter, 1531, men kirken kom kun lejlighedsvis i brug og blev som nævnt i 1828 nedrevet. Vestfløjen blev indrettet til skole, og i november 1541 fik byen atter overdraget klostret, men nu holdtes kirke og skolestue ude af aftalen, da de jo allerede havde fået disse to bygninger.

Priorgården skænkede Helvig Hardenberg byen til hospital den 29. september 1586. Den blev nedrevet 1875. Skolestuen i vestfløjen var latinskole til 1740 og blev dernæst dansk skole, indtil bygningen blev nedbrudt i 1875, hvor der blev opført (den gamle) borgerskole. Nordfløjen med munkecellerne havde en etage og stod til 1870, og da var østfløjen nedrevet. Ved bygningen af Landbosparekassens bygning i 1917 fandtes brønden, den tidligere klosterbrønd, og der blev etableret adgang til denne. Der blev i 2007 udgravet klosterruiner under og ved Svendborg Banegård.

En nyere redegørelse for den arkæologiske historie i forbindelse med nedrivningen findes i H.K. Kristensens Klostre i det middelalderlige Danmark, 2013, p.25ff.


Torkö franciskanerkloster

klostret blev grundlagt i 1267 af Ture Turesen. Klostret blev reformeret i 1518. Dets nedlæggelsestidspunkt er ikke opgivet, og af bygningerne er der kun en stump mur tilbage.

Beliggenheden af dette kloster er ganske unormal for gråbrødrene, der gerne holdt til i byerne eller tæt ved disse, men Torkö er en ø i skærgården i Ronneby Kommune i Blekinge, og dette kloster er da også det eneste eksempel blandt franciskanerne på et landkloster.

Trelleborgs franciskanerkloster

Klostret i Trelleborg blev grundlagt i 1267, og muligvis direkte af kanniken Cato, der var bosiddende i Lund, da han ved den lejlighed gav brødrene en grund til at opføre klostret på.

Klostret blev reformeret i 1518, og ved reformatione var det i 1532 allerede øde, og bygningerne, som ikke eksiterer længere, blev givet til sognekirke og til hospital. Men allerede i 1616 blev de sidste rester på kongens befaling nedrevne.

Tønder franciskanerkloster

Tønder franciskanerkloster blev grundlagt i 1238 af ridder Johannes Navnesøn/Navnesen og hustru Elsif, men intet af klostret er overleveret os.

Klostret lå i byens vestlige del, men ingen topografiske værker fra hverken 1700-tallet eller senere har nogen oplysninger om den nøjagtige beliggenhed, men et enkelt citat bragt af Lorenzen, p.26, siger det lå "altfor nær Slottet".

Kirken blev af biskop Gunner fra Ribe indviet til Vor Frue i 1247. Der afholdtes 6 gange provinsialkapitel i Tønder.
Klostret blev reformeret i 1503.
Uddrivelsen ved reformationen fandt sted i september 1530, og klostret brændte kort tid efter og resterne er formodentligt efter sædvane blevet genbrugt til andre byggearbejder.

Viborgs franciskanerkloster

Franciskanerklostret i Viborg blev oprettet i 1235, altså i den første "bølge" efter brødrenes ankomst til Danmark i 1232. Klostret lå nord for domkirken nord for Gråbrødrestræde og øst for Sankt Mogensgade. I Trap, 5. udg., er placeringen vist på bogens kort. På Resens bykort fra 1670 er Gråbrødrenes kirke sammen med dominikanerkirken og domkirken afbilledet som de tre betydeligste bygninger i byen.

I begyndelsen har brødrene fungeret i andre bygninger, for der er både dokumentation og bygningsrester, der viser, at klosteret i sin færdige form først er påbegyndt omkring 1270, iflg. Lindbæk efter 1289. Det var grevinde Mariane af Eberstein med sin søn marsk Ludvig Albertsen, der i 1267 gav ordre - og formodentlig en del af midlerne - til at lade bygningerne opføre fra grunden. Enkefruen, der var Esbern Snares barnebarn, var sammen med sine to sønner Albert d. Yngre † 1330, og Ludvig af Eberstein, † 1328, klostrets velyndere.

Det færdigbyggede klosteranlæg bestod af et firfløjet anlæg med kirken som den sydligste fløj. I dag er kun noget af nord- og østfløjen med en sidebygning tilbage. Den enskibede murstenskirke med den undtagelsesvise romansk inspirerede halvrund apsis var indviet til Sankt Franciskus (muligvis også til Maria) og blev først nedrevet i begyndelsen af 1800-tallet. Kirkens bredde var lidt over 6 meter og længden omkring 41 m. Fra reformationen havde den tjent som sognekirke under navnet Nørresogns Kirke, mens dominikanernes blev benyttet under navnet Søndersogns Kirke.

I Viborg afholdt franciskanerne provinskapitel første gang 1274 og derefter i 1295, 1325, 1356, 1388 og det sidste omkring 1420. Den generelle reformering i ordenen kom til Viborg som et de sidste klostre i 1518.

De tilbageværende bygninger er forandret siden franciskanerne benyttede dem, og udløberfløjen er først opført omkring 1500 og er en teglbygning opført med munkeskifte i to stokværk med hvælvet kælder under den østlige ende, hvor grunden falder ned mod søen mod øst. I begge fløje er der brugt granitsten til fundament og enkelte andre steder. Nordfløjens alder er omtrent som østfløjens.

Viborg var gennem middelalderen tæt forsynet med kirker og kapeller, og i forbindelse med den gryende reformation ønskede borgerne at slippe af med nogle af dem, og kongen lader da også i et brev af 23. februar 1529 rive alle sognekirker og kapeller ned på nær netop Gråbrødrekirke. Efter brødrenes fordrivelse fra deres kirke i 1529, rimeligvis først omkring nytårstid til 1529-1530, holdt de en kort overgang gudstjenester i et kapel i tilknytning til kirken. Kapellets beliggenhed eller historie er ikke kendt.
Da brødrene for sidste gang vandrede af sted i begyndelsen af 1530, var guardianen Niels Tybo så heldig at få tilsvarende embede i Tønder, men her blev brødrene også fordrevet, og guardianen måtte tage til takke med at blive viceguardian i Ribe i den sidste tid, inden det var slut. Tybo berettede om Viborg til hovedforfatteren af Graabrødrene [9060 p.33].

I årene efter brødrenes uddrivelse blev anvendelsen af klosterbygningerne diskuteret. Bygningerne var åbenbart af en sådan kvalitet, at nedrivning ikke kom på tale, mens brugen af dem til rådhus eller hospital i lighed med så mange andre byers klostre var på mulighedernes liste. Det var først i 1541, at kong Christian III bestemte, at bygningerne skulle bruges som hospital for byens fattige og gamle. De første år brugte de hele bygningen,men fra 1680 blev de kun "behandlet" i underetagen.

Nørresognekirke blev nedlagt officielt ved kgl. resolution af 29. december 1809 (men blev ifølge sognets hjemmeside brugt som sognekirke til 1812), og tårnet blev nedbrudt i 1813, mens resten af kirken faldt i 1830, da havde bygningen i mange år været i en meget forfalden tilstand. Klosterkirkens arealplan kan i omrids ses i Hans Tavsens Minde Park vist med en klippet hækbeplantning.

Hans Tausen var munk i johanniterordenen i Antvorskov Kloster og kom til Viborg som udgået af klostret, men havde endnu ikke lagt sin munkekutte, da han ankom til Viborg, hvor han begyndte at prædike i johanniterkirken, som han hurtigt blev smidt ud af. Derefter benyttede han en mindre sognekirke, men da tilhørerantallet steg, så brød de lutherske tilhængere den 1. november 1528 ind i den større gråbrødrekirke, som de i begyndelsen holdt prædikener i, når munkene ikke benyttede den til deres messe. Sammenstød kom det dog til, da de lutherske arrangementer strakte sig ind over nogle af tidebønneklokkeslettene. Grøbrødrene blev da uddrevet af kirken. Reformationsbølgen i Viborg bredte sig med kongelig accept herfra til resten af landet.

Yderligere informationer om kristenlivet i Viborg og om klosterkirketjeneste i underetagen under den tidligere hospitalslfløj findes fx i P. Severinsens Viborg Domkirke med Stad og Stift i 800 Aar, Lohse, 1932. I dag er der indrettet lejligheder til syv ældre i huset, og chefen for driften kaldes klosterforstander, og han har kongelig udnævnelse.

Ystads franciskanerkloster

Ystad franciskanerkloster blev grundlagt af Ridder Holmger og fru Karen i 1524 eller kort tid derefter, da det skete, mens Innocens IV var pave, og han døde i 1261. Af klostret står i dag kirken og hele østre fløj og lidt af nordre fløj, og disse bygninger er i brug i dag.

Klostergård og korsgang lå nord for klostret, og kirken var oprindeligt enskibet opført i tegl i munkeskifte. Ved tilbygningen af sydlige sideskib blev kirkens sydmur gennembrudt og er nu en arkademur med adgang til sideskibet. Koret blev forlænget mod øst, og i stedet for den oprindelige lige afslutning fik det en tresidet afslutning (ca. 1340). Det sydlige sideskib er yngre og ikke meget ældre end 1500.

Kirkeskibet har tre fag, der er overhvælvede med krydsribbehvælv, og skjoldbuer og gjordbuer bæres af murpiller. Koret har to krydsribbehvælv, og alle hvælv er gjort i halv stens tykkelse og konstrueret over spidse buer i en meget fin håndværksmæssig udførelse. Der er på Ystads hjemmesider gode oversigter over bygningsudviklingen og klostrets historie.

Klostrets østfløj er bevaret og er opført i to stokværk i tegl lagt i munkeskifte. Fundament af kampesten, utilhuggede. Korsgangen på bygningens vestside er indbygget under tag med førsteetagen dækkende ud over gangen. Korsgangen langs med kirken er ikke mere, men spor efter en fem meter bred gang er fundet, og en vestlig korsgang er også påvist arkæologisk.

Der afholdtes et kapitelmøde for ordenen i 1290, hvor den oprindelige kirke må have stået klar. Klostret blev reformeret i 1518.

Klostret blev nedlagt i 1532, og kongelig bevilling til at anvende bygningerne til hospital blev givet 16/03 1532 - når munkene havde forladt stedet. Det skete på ret voldelig vis "Dagen før Christi Moder, den højlovlige Jomfru Marias bebudelses dag", hvilket er den 24/03 1532. De mest radikale borgere havde nogle dage i forvejen forsøgt at bryde ind i klostret og forulempet munkene med tilråb og hærget porte og haver. Ved en anden lejlighed tiltvang to borgere sig adgang til klostret og nedskrev alt af værdi i klostret. På selve uddrivelsesdagen stod borgmester Hans Hjort i spidsen for den ophidsede gruppe af borgere, og ifølge munkenes egen version var borgernes opførsel bestemt ikke dadelfri. En anden gruppe af borgere under borgmester Niels Winther var mere afholdende og forsøgte en mindelig ordning.

Uddrivelsesdagen tog til i vold, og mange af munkene blev maltrakteret af borgerne, og flere af brødrene døde senere af deres skader, så indbyggerne har været meget opsatte på at blive reformerede, og må under denne proces ganske have glemt deres kristne medfølelse for andres lidelser.

Kirken skulle være sognekirke, mens de fineste sale og rum skulle forbeholdes kongen og dronningen, når de besøgte byen. Ret hurtigt efter reformationen er de bygninger, der ikke står i dag, forsvundet.

Ålborgs franciskanerkloster

Franciskanerklostret i Ålborg lå, hvor Algade, Gråbrødregade og Østerå - den der nu hedder Boulevarden-Østerågade. Der er ingen levn fra klostret, og vidnesbyrd om det er udelukkende dokumenteret gennem få murrester fundet under udgravninger i området samt fra arkivalisk materiale.

Klostret omtales første gang 1268, men da det på dette tidspunkt var fungerende, må det være grundlagt før dette årstal. Reformeringen i klostret fandt sted i den sidste bølge i 1518.

Klostret blev nedlagt 1530, hvor lensmanden Axel Gjøe, † 1537, Mogens Gøyes søn, uddrev brødrene. Lensmanden forlangte, at guardianen Jens Christensen skulle tillade lensmandens opmagasinering af korn på klostrets loftsarealer, hvilket førte til yderligere krav om afståelse af bygninger og værdier og forskellige chikanerier, der sluttedemed den endelige uddrivelse.

En overgang derefter blev patienter fra helligåndsklostrets hospital plejet her. Bygningerne blev overtaget af private og efterhånden nedrevet.


Den Tredje Orden i Danmark i nutiden

Der findes afdelinger, fraterniteter, af den Tredje Orden af Franciskanerne i Danmark i følgende byer:

København, Odense, Randers, Roskilde (Gråbrødrehus oprettet i 1993), Aalborg og Århus.

Ordenen har også en hjemmeside på dansk, hvorfra man kan finde frem til de nøjagtige nutidige institutioner i Danmark.

Franciskanernes Lære
Teologisk var franciskanerne ofte i opposition til Dominikanerne, der fortrinsvis var Thomister, mens franciskanerne var Skotister efter Johannes Duns Scotus (1265 / 1274 - ca. 1310) også kaldet Doctor Subtilis var skolastiker og blev lærer i Oxford, senere Paris og fra 1308 i Köln. Indtrådte i franciskanerordenen og blev deres chefteolog og modstykke til Thomas af Aquinas. Duns Scotus udlagde Guds vilje som afgørende for verdens udvikling; dvs. at Gud kunne, hvis han havde villet det, have skabt en anden verden, gjort ondt til godt osv., hvilket også indebærer, at Gud kunne have valgt andre ledere til kirken, end han havde gjort. Da han nu havde valgt de eksisterende, så havde han dermed fastslået deres berettigelse og bemyndigelse autoriseret ved sin vilje.

Thomas af Aquinos opfattelse går mere i retning af determinisme: Nødvendigheden i Gud. Thomas mener, at vore handlinger - alle de jordiske handlinger - er årsagsbestemte, og at de altså ikke afspejler Guds vilje, men vores, som Gud senere kan dømme.

Kravet om absolut fattigdom overholdtes strengt i begyndelsen; brødrene måtte ikke tage mod penge, kun »hvad legemet krævede«. Fattigdom var ikke målet, men midlet til frihed for pligter i forbindelse med ejendom, hvilket ville forhindre gudsdyrkelsen. Ordenen prædikede og var indremissionerende og folkelig.
Prædiken omkring Jesusskikkelsen som menneske, og Kristi menneskelighed var derfor et meget vigtigt led i det religiøse liv.

Under Narbonneprovincialkonventet kodificeredes konstitutionen i 1260.

Arkitektur
I forordningerne for franciskanernes arkitektur omtales kirkernes størrelse, tårne forbydes, bygningsskulpturer og glasmalerier tillades kun i visse tilfælde. Kun koret må have hvælvinger. I Norden har nogle af kirkerne kun det ene forordnede skib, men en del har to skibe. Koret måtte kun have hovedskibets bredde, hvad der var i overensstemmelse også med de på det tidspunkt moderne formideer i gotikken. Disse regler brydes efterhånden.

Franciskanernes Ledelse
Øverste leder benævnes general eller generalminister, hvis direkte foresatte er paven. Ordenen er opdelt i provinser, hvis leder kaldes provincialminister, ministre provinciales. Provinserne er igen opdelt i custodier ledet af kustos, custodes, hvis næstkommanderende hedder discretus.
Danmark, provinsen Dacia, var i middelalderen opdelt i 5 custodier: Ribe, Viborg, Odense, Roskilde og Lund.

Generalen vælges på generalkapitlet, der holdes i Portiuncula hvert tredje år for provincialministrene, samt tilsynsmændene for de mindre områder i provinserne. I 1517 fastsættes generalministerens valgperiode til 6 år, og provincialministrenes til 3 år. I Norden bestemtes, at når provincialministeren var dansk, så skulle stedfortræderen vælges i Norge eller Sverige og vice versa. En kardinal er ordenens protektor.

Klosterforstandere kaldes guardian (gardian, folkeetymologisk: gar + degn) og viceguardian.
Har huset, domus / locus, over 12 medlemmer kaldes det et konvent, konventus / domus conventualis.
Ordenen havde medlemmer med afvigende syn på forskellige forhold. Disse afvigere har navnene: Konventualer, Spiritualer, Observanter, Capucinere og Minoriter. Se herom nedenstående under bemærkninger.

Udbredelse af franciskanerne
I 1219 var der 5.000 vandrende prædikanter.
I 1239 var der 32 provinser og fra 1274 blev dette antal forøget til 34, der holdt sig stabilt gennem det 14. og 15. århundrede.
I 1265 var der 2.000 klostre med ca. 200.000 munke i 23 provinser, hvilket bestemt er overdrevent. [Lausten p125] har ca. 40.000 brødre omkring år 1300, mens andre kilder siger 60-90.000. I 1493 var der 12.000 klostre med 22.400 medlemmer af observanterne. Ordenen er i dag den største katolske orden. Den har leveret 98 helgener og 6 paver.
Udbredt som missionerende kirke blandt almindelige borgere. Udbredelsen faldt sammen med Dominikanerne, der også tiggede og levede af samme ressourcer, hvorfor der forekommer en del sammenstød lokalt om »territorier«, selv om dog de to ordener forsøgte at bosætte sig forskellige steder. Der var i Danmark aftaler om at dele de indkomne midler med de lokale kirkekræfter, således at de fastboende præster fik 1/3 af det indkomne.

Bemærkninger til franciskanerne
Ordenen splittedes tidligt i to partier:
   »de milde« eller »slapperne«, eng. the Laxists, og
   »de strenge«, eng. the Zealots - fra 1275 the Spirituals.

Fra 1257-1274 opretholdt St. Bonaventure som generalminister en vis ligevægt og kaldes derfor ofte for »Den anden grundlægger«. Derefter blev »de milde« ledet af Elias fra Cortona mellem Siena og Perugia; han var den anden generalminister. »De strenge« blev ledet af Antonius fra Padua. »De strenge« var politisk i overensstemmelse med Franses officielle regler. »De strenge« fik Elias væltet på generalkapitlet i 1293. I den følgende periode vekslede magten mellem de to partier. Pavernes gunst lå fortrinsvis hos »de milde«.
Fra 1245 bestemte pave Innocens IV, at ordenen måtte eje ejendom, men med paven som indehaver af ejendomsretten. Pave Nikolaus III fastslog i 1279 denne ejendomsbrugsret og omstødte samtidig Franses forskrift om ingen nye regler måtte indføjes i ordenen.

Reformer inden for ordenen
Man kan sige, at ordenens regel havde indbygget en kim til splittelse over spørgsmålet om ejendomsret. Frans' egne tanker havde været en orden uden privat ejendomsret og uden andre jordbesiddelser, end de basale opholdssteder til prædiken, søvn, føde og organisation krævede. Men en så nidkær forfølgelse af idealerne stødte mod en del praktiske problemer, og stridigheder mellem ordenens medlemmer opstod flere gange og i flere tilfælde førte det til "reformationer", og gennemgående blev det praktiske arbejde udslagsgivende for, at konventualernes retning - der tillod begrænset ejendomsret af gods og guld - og som i hovedparten af perioden til reformationen støttedes af pavemagten, blev den fremherskende.

De mest nidkære blev dog som årene gik, og den katolske kirkes generelle fokusering på jordiske værdier voksede, stærkere i deres krav om tilbagevenden til de spartanske værdier, og i 1446 deltes franciskanerne i to partier, der krævede, at de enkelte brødre valgte side og enten sluttede sig til konventualerne eller til de nidkære observanter. Brødrenes indtog i Danmark var udgået fra konventualerne i Tyskland, men efterhånden gik alle klostrene i 1400-tallet over til observanterne. Enkelte af de senere klostre oprettedes direkte som observantklostre. Det gælder klostrene i Køge, Husum og Halmstad. De sidste, der "konverterede" var Viborg, Ålborg, Ystad, Trelleborg og Torkö i 1518, dermed var alle klostre "observanter", da reformationen kom til Danmark.

»De milde«, der også kaldtes konventualer, eng. the Conventuals // Community tilsammen the Moderates, blev fremtrædende inden for videnskab og uddannelse. »De strenge« - også kaldet spiritualerne - fik en mere folkelig betydning ved både at udføre sjæleforsorg og politisk demokratisk påvirkning af de »lavere« klasser.

Et antal »strengere« afskar forbindelsen til ordenen og dannede egne ordener: Cølestinereremitterne, Clareninerne og de »strengeste» Fraticellerne; de sidstnævnte blev kendt kætterske, da de ikke anerkendte paven.

Spændingen mellem ordenens fløje var på sit højeste 1320-1330, og paverne udstedte buller og bandlyste ordensbrødre pga. ejendomsspørgsmålet, hvor paven opgav sin ret til ordenens værdier. Bbl.a. erklærede pave Johannes XXII i 1323 det for kættersk at påstå, at Jesus og disciplene intet havde ejet.

Observanter hos franciskanerne
I året 1368 stiftede Paolucci (Paolo) de Trinci fra Foligno (100 km NNE for Rom) en kongregation af »strengere«. De blev kaldt Observanterne eller Familiebrødre eller Soccolanti = sandalbærerne. De ville ikke bekæmpe Konventualerne, men leve efter Franses oprindelige regler. De fik særlig kraft under San Bernhardinus af Siena (død 1444).

Observantreformen nåede Norden ca. 1440 under Christian I. Hovedkraften i Danmark var Laurens Brandsen, som i 1468 eller 1469 fik Odensekonventet reformeret. Under kong Hans blev de øvrige huse reformeret, så ca. 1520 var alle danske huse under »Observantlinjen«.

I årene op til reformationen forsøgte paverne at forlige ordenens partier, og i 1517 lovfæstede pave Leo X ordenens deling i Observanter, eng. Friars Minor of the Observance, med ca. 30.000 medlemmer, og Konventualer, eng. Friars Minor of the Convention, med ca. 25.000 medlemmer. Observanterne skulle udnævne generalministeren, minister generalis totius ordinis Sanct Francisci, mens Konventualerne udnævnte deres leder, generalmagisteren, der skulle søge sine afgørelser stadfæstet af generalministeren, hvad magisteren så undlod at gøre.

»De strengeste«, Observanterne, spaltedes igen i forskellige partier, hvor nogle, »de endnu strengere«, dannede Kapuchinerordenen, eng. the Capuchins i 1525 og blev i 1619 franciskanerneordenens tredje gren, Riformati (Italien), Rekollekterne (Fr+Canada) m.fl.

I 1897 forenede Leo XIII afvigerne ind i Observanterne, så der derefter kun er kapuchinere, konventualer og franciskanere. Se ovenstående om eng. titler.

Det er franciskanerne, der har indført krybbespil, de tretten korsstationer og lign. dramaer i kirken.

Brødrenes rejsevirksomhed gjorde det umuligt for mange af dem at deltage i liturgien, så de begyndte at anvende et breviarium, der er en mindre, samlet, liturgisk bønnebog med indhold for alle gudstjenestens dele.



Gråbrødrene omkring reformationen i Danmark

For franciskanernes skæbne i Danmark omkring og efter reformationen er der skrevet en beretning, som muligvis er blevet til som et partsindlæg i en retssag, der aldrig blev til noget. Beretningen er i nutiden udgivet med titlen Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark, oversat og med indledning af Henning Heilesen. Grundlaget er flere versioner af forfatterens eller forfatternes manuskripter, der findes på Det Kongelige Bibliotek.

Forfølgelserne begyndte for alvor omkring 1528, og i 1532 var kun 7 af de oprindelige 26 klostre fungerende. Den første fordrivelse fandt sted i Husum i 1527, hvor der blev prædiket luthersk lære fra 1522. I 1529 fulgte Slesvig efter, mens brødrene endnu fik lov at virke i andre byer, hvor der var et mere magtfuldt borgerskab af katolsk observans. Det var bl.a. tilfældet i Ribe og Tønder.

Ved aflæggelse af provinsberetningen for generalkapitlet i Nice i 1535 blev de syv tilbageværende klostre i provinsen nævnt som:
Lund, Roskilde, Helsingør, Nysted, Odense, Ribe og Svendborg.
Det sidste provinsialkapitel blev holdt i Odense i 1534, og det sidste kloster, der blev lukket, var Nysted i 1538. Krønikeskriveren Petrus Olai fik bolig og virkede fra klostret i Roskilde til sin død i 1570, men klostret som institution var lukket.

Kirkeordinansen af 1537 - klostrenes nedlæggelse
I Krøniken om Graabrødrene... af Heilesen indledes et afsnit med "I 1528 begyndte stormen mod gråbrødrene, og efter 4 års forløb var der af Danmarks 26 gråbrødreklostre kun 7 tilbage." [9060 p.7]. Ordenens endeligt i Danmark blev så kort som etableringen havde været 300 år tidligere. I årene fra 1528 til 1537 blev munkene udsat for større og større pres. I Sverige var kampen hårdest, mens i den anden ende af landet munke og uddrivere i Flensborg blev enige om at sætte sig sammen og spise aftensmåltidet i fred og fordragelighed, før munkene lagde kutterne og begav sig af sted.

De folkelige bevægleser i byerne fik efterhånden klostrene nedlagte i disse år mellem den første lutherske prædiken og kirkeordinansen af 1537, og befolkningen deltog understøttet nogle steder og holdt tilbage andre steder af stormændene, der som altid havde en tilbøjelighed til at støtte det etablerede. Frygten for, hvem der næste gang kunne blive centrum for "nationalisering" kan vel ved siden af konservatisme også have spillet ind.

Med kongens udgivelse af kirkeordinansen i 1537 var det endelig slut med klostrene i Danmark. I ordinansen står der: "Ingen tiggermunke må efter denne dag opholde sig i vore riger; hverken skal de tigge eller prædike eller høre skriftemål. Men de, som er gamle og skrøbelige og ikke duer til noget kirkeligt embede, de må blive i klostret, og der må de have deres føde for Guds skyld. Dog skal de aflægge kappen og klosterklæderne og ikke bespotte Evangeliet." [9060 p.11]

Fremgangsmåden ved nedlæggelsen under reformationen følger samme model som talrige andre steder: kongemagt og adelsmagt havde øjnene fæstnet på kirkensværdier, og sammen med den religiøse konvertering, så blev alle værdierne inddraget af landenes magthavere. Det betød generlet, at de mange bygninger, der blev til overs skiftede formål. En del bygninger blev til hospitaler og andre sociale velfærdsinstitutioner, en del kirker blev sognekirker, men langt størstedelen af bygningskomplakserne blev nedrevet; en stor del ret omgående og efter hundrede år var allerede den største del af de i nutiden manglende bygninger forsvundet.

Rent menneskeligt var overgangen blid. Der var så godt som ingen skadede; munke og brødre fik tilbud om konvertering og derefter ansættelse som sognepræster og kanniker, ældre munke fik i mange tilfælde en pension fra konge eller offentlighed og mange fik lov at bo deres tid ud i en eller anden bygning, der havde tilhørt et kloster.

Også nonnerne fik oftest opretholdt en forsørgelse i bofællesskaber, deres blidere økonomiske forhold skyldtes nok også til en vis grad, at mange kom fra formuende familier, der ikke kunne se på, at slægtninge blev socialt nedværdigede - og tjenestefolkene fulgte jo så med.
Nogen omflytning var nødvendig og en del faste i den katolske tro udvandrede til andre klostre i de stadig katolske lande.


Jørgen Marcussen

Kilder

Se eventuelt også i kildelisten - link nederst på siden her.
Bruhns, Oliver, 2006: 1200 Schleswig, Lions Schleswig [9990]
Danmarks Kirker, diverse bind. Udgivet af Nationalmuseet fra 1933 og stadig under udgivelse.
Dansk Biografisk Leksikon; 3. udgave, Gyldendal, -1980-
Danstrup, John & Koch, Hal, ed., 1969-: Danmarks Historie, 1-14, 2. udg., Politiken, 1969-, [1937]
    Indtoget i Danmark særligt bind 3 p.493ff samt bind 4 p.436ff.
Jensen, Jacob, 1967: Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark, Munksgaard [9060]
Koch, Hal & Kornerup, Bjørn, ed., 1950: Den danske Kirkes Historie 1-8, Gyldendal, [10513]
Danstrup, John + Karker, Allan (ed.), 1956- -: Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder 1-21 + Ind., R&B, Kbh.
      især artiklerne af Erik Skov om bygningshistorien og af Jarl Gallén om ordenen.
Lindbæk, Johannes, 1914: De danske Franciskanerklostre, Kbhvn. Gad.
Lindhardt, P.G., 1968: Nederlagets Mænd, Gad, [9045]
Lorenzen, Vilhelm, 1914: De danske Franciskanerklostres Bygningshistorie. Kbhvn. Gad.
Olsen, Rikke Agnete, 1989: Ryd Klosters Årbog, Wormianum [6648]
Rasmussen, Carsten Porskrog + Adriansen, Inge og Madsen, Lennart S., ed., 2008: De Slesvigske Hertuger, HSfS, nr. 91 [10461]
Rumler, Andreas, 2000: Schleswig-Holstein, 2. Auflage, Dumont [9994]
Skovgaard-Petersen, Inge + Christensen, Aksel E. og Paludan, Helge, 1977: Danmarks historie, bd. 1, Gyldendal (Heerup) [8080]
Teuchert, Wolfgang, u.a. ca. 1980: Der Dom in Schleswig, Langewiesche [2650]
Trap Danmark, Femte udgave, diverse bind - for især klostrenes beliggenhed.

Historiske kilder til artiklerne Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. Retur til religionsforsiden
Retur til historiehjemmesidens forside Opdateret d. 25.7.2015