Franciskanernes Kaldenavne Gråbrødre, Gråmunke, De mindre brødres Orden, Mindrebrødre, Minoritordenen, Barfodsbrødre, Barfodsmunke, Ordo fratrum minorum, Fratres Minoris = O.F.M. = Friars Minor. Skotister - efter Duns Scotus. Tiggermunke. De små brødre. Vandremunke. Munkene kaldtes også på fransk og andre steder for Cordelier på grund af det tovbælte af "en kordel", som de bandt om kutten.
Franciskanernes Stiftelse
Fra 1207 havde Frans af Assisi, egentlig Giovanni Bernadone, 1181-1226, haft lyst til munkelivet, og han danner i 1210 sammen med nogle fæller og med pave Innocens IIIs godkendelse et samfund af bodsprædikanter. Munkeorden blev grundlagt 1223 og stadfæstet 29/11 1223 af pave Honorius III. Den første grundlæggelse sættes traditionelt til den 16/4 1209.
Den tilhørende søsterorden hedder Clarisserinderne efter Clara Sciffi af Assisi, 1194-1253. Den er grundlagt 1212 med hovedsæde i kirken San Damiano i Assisi. Deres klosterregel blev forfattet af kardinal Ugolino, senere pave Gregorius IX. Claraklosteret i Strassbourg blev grundlagt 1254, hvorfra »korfruerne« kom til Danmark.
Ordenen er i dag tredelt: Den første orden omfatter præster og lægbrødre, der har aflagt munkeløftet og inddeles (på engelsk) i:
The Friars Minor = O.F.M. The Friars Minor Conventual = O.F.M. Conv. The Friars Minor Capuchin = O.F.M. Cap.
Den anden orden har kun en afdeling: The Order of St. Clare = O.S.C., nonneordenen, der på engelsk også kaldes Poor Clares = P.C.
Den tredje orden omfatter lægbrødre og -søstre uden aflagt klosterløfte, men som har lovet at efterleve Franses ånd ved at udføre læregerning, velgørenhedsindsat og socialt arbejde. Tertiarerne inddeles i: The Third Order Secular og The Third Order Regular.
De sidstnævnte lever som de sekulære, men i samfund med et aflagt løfte af mindre omfang end munkeløftet.
Franciskanernes Dragt
Kjortel (tunika) med el. uden hætte, benklæder, rebbælte, skulderkrave el. kappe af ufarvet uld. De var barfodede og gik om sommeren i sandaler. Dragtfarven brun / grå, men ikke beskrevet i reglerne. Dragten var oprindeligt grå, men efterhånden blev den brun og mørkebrun. Den har et hvidt bælte med en rosenkrans med syv dekader. Friars Minor Conventual og Tredjeordenens farve er gerne sort, mens de øvriges er brun eller grå.
Fruernes dragt havde sort hoveddug, lægsøstrene havde hvid hoveddug. I begyndelsen gik de uden sko og strømper, hvilket senere blev lempet under hensyn til klimaet her.
Franciskanernes Klostre
Første danske bosættelse var i Ribe 1232. Derefter i Flensburg, Husum, Slesvig, og i Skåne bosatte de sig i Lund, Halmstad, Torkø, Malmø, Ystad og Trelleborg.
Helsingør, 1420, St. Anna Kloster. Marienlund Slot er opført på stedet. Ingen levn.
Horsens, 1261. Kosterkirken er levn.
Kalundborg, 1239. Kirken indvies i 1279. Ingen levn.
Kolding, 1288. Ingen levn.
København, 1238. Eneste levn er kælderen under Gråbrødretorv nr. 11. Tømt april 1530. Af munkene infgik otte ægteskab og de fleste indgik med en håndværkeruddannelse som murer, skomager, tømrer, glarmester og skrædder i byens laug og gilder som verdslige borgere [Lindhardt p.127].
København, 1477/1497/1505, St. Clara Nonnekloster. Ingen levn, det lå for enden af Klareboderne.
Køge, 1484, St. Maria de Consolatione. Ingen levn.
Nykøbing F, 1419, Vor Frue, St. Michael og St. Franciscus Kloster. Kirken samt klosterets toetages vestfløj og et hus er levn.
Nysted Kloster, 1286. Ingen levn.
Næstved Kloster, 1240. Ingen levn.
Odense, 1279/1285, St. Katharina og Jomfru Maria Kloster. En rest af korsgangen er og dele af kirkesal er levn fra den nedbrudte kirke.
Odense, 1519/1521, St. Claras Nonnekloster. Levn i bispegårdens kælder.
Randers Kloster, 1236. Ingen levn.
Ribe Kloster, 1232. Kirken indvies i 1280 til St. Laurentius. Ingen levn.
Roskilde, 1237, St. Maria de consolatione Kloster. Kirken indviet til Treenigheden. Var beliggende ved Gråbrødrestræde og Gråbrødre Kirkegård. Ingen levn.
Roskilde, 1256, St. Clara Nonnekloster. Stiftet af Ingerd af Regenstein ca. 1255. Nær byparken. Ingen levn.
Svendborg Kloster, 1236. Udgravet klosterruiner i 2007 under og ved Svendborg Banegård.
Tønder Kloster, 1238. Kirken indviet 1247 til Vor Frue. Der afholdtes 6 gange provincialkapitel her. Ingen levn.
Viborg Kloster, 1235. Reformationsbølgen i Viborg breder sig fra dette kloster til resten af landet. Kirkens omrids kan ses i Hans Tavsens Minde Park. Ingen levn.
Ålborg Kloster, før 1268. Lå omkring Algade. Ingen levn.
Franciskanernes Lære
Teologisk var Franciskanerne ofte i opposition til Dominikanerne, der fortrinsvis var Thomister, mens Franciskanerne var Skotister efter Johannes Duns Scotus (1265 / 1274 - ca. 1310) også kaldet Doctor Subtilis var skolastiker og blev lærer i Oxford, senere Paris og fra 1308 i Köln. Indtrådte i Franciskanerordenen og blev deres chefteolog og modstykke til Thomas af Aquinas. Duns Scotus udlagde Guds vilje som afgørende for verdens udvikling; dvs. at Gud kunne, hvis han havde villet det, have skabt en anden verden, gjort ondt til godt osv., hvilket også indebærer, at Gud kunne have valgt andre ledere til kirken, end han havde gjort. Da han nu havde valgt de eksisterende, så havde han dermed fastslået deres berettigelse og bemyndigelse autoriseret ved sin vilje.
Thomas af Aquinos opfattelse går mere i retning af determinisme: Nødvendigheden i Gud. Thomas mener, at vore handlinger - alle de jordiske handlinger - er årsagsbestemte, og at de altså ikke afspejler Guds vilje, men vores, som Gud senere kan dømme.
Kravet om absolut fattigdom overholdes strengt i begyndelsen; brødrene måtte ikke tage mod penge, kun »hvad legemet krævede«. Fattigdom er ikke målet, men midlet til frihed for pligter i forbindelse med ejendom, hvilket ville forhindre gudsdyrkelsen. Ordenen prædiker og er indremissionerende og folkelig.
Prædiken omkring Jesusskikkelsen som menneske, altså Kristi menneskelighed, er et meget vigtigt led i det religiøse liv.
Under Narbonneprovincialkonventet kodificeredes konstitutionen i 1260.
Arkitektur
I forordningerne for Franciskanernes arkitektur omtales kirkernes størrelse, tårne forbydes, bygningsskulpturer og glasmalerier tillades kun i visse tilfælde. Kun koret må have hvælvinger. I Norden har kirkerne typisk to skibe og koret kun hovedskibets bredde. Disse regler brydes efterhånden.
Franciskanernes Ledelse
Øverste leder benævnes general eller generalminister, hvis direkte foresatte er paven. Ordenen er opdelt i provinser, hvis leder kaldes provincialminister, ministre provinciales. Provinserne er igen opdelt i custodier ledet af kustos, custodes, hvis næstkommanderende hedder discretus.
Danmark, provinsen Dacia, var i middelalderen opdelt i 5 custodier: Ribe, Viborg, Odense, Roskilde og Lund.
Generalen vælges på generalkapitlet, der holdes i Portiuncula hvert tredje år for provincialministrene, samt tilsynsmændene for de mindre områder i provinserne. I 1517 fastsættes generalministerens valgperiode til 6 år, og provincialministrenes til 3 år. I Norden bestemtes, at når provincialministeren var dansk, så skulle stedfortræderen vælges i Norge eller Sverige og vice versa. En kardinal er ordenens protektor.
Klosterforstandere kaldes guardian (gardian, folkeetymologisk: gar + degn) og viceguardian.
Har huset, domus / locus, over 12 medlemmer kaldes det et konvent, konventus / domus conventualis.
Ordenen havde medlemmer med afvigende syn på forskellige forhold. Disse afvigere har navnene: Konventualer, Spiritualer, Observanter, Capucinere og Minoriter. Se herom nedenstående under bemærkninger.
Udbredelse af Franciskanerne
I 1219 var der 5.000 vandrende prædikanter.
I 1239 var der 32 provinser og fra 1274 blev dette antal forøget til 34, der holdt sig stabilt gennem det 14. og 15. århundrede.
I 1265 var der 2.000 klostre med ca. 200.000 munke i 23 provinser, hvilket bestemt er overdrevent. [Lausten p125] har ca. 40.000 brødre omkring år 1300, mens andre kilder siger 60-90.000. I 1493 var der 12.000 klostre med 22.400 medlemmer af observanterne. Ordenen er i dag den største katolske orden. Den har leveret 98 helgener og 6 paver.
Udbredt som missionerende kirke blandt almindelige borgere. Udbredelsen faldt sammen med Dominikanerne, der også tiggede og levede af samme ressourcer, hvorfor der forekommer en del sammenstød lokalt om »territorier«, selv om dog de to ordener forsøgte at bosætte sig forskellige steder. Der var i Danmark aftaler om at dele de indkomne midler med de lokale kirkekræfter, således at de fastboende præster fik 1/3 af det indkomne.
Bemærkninger til Franciskanerne
Ordenen splittedes tidligt i to partier:
»de milde« eller »slapperne«, eng. the Laxists, og
»de strenge«, eng. the Zealots - fra 1275 the Spirituals.
Fra 1257-1274 opretholdt St. Bonaventure som generalminister en vis ligevægt og kaldes derfor ofte for »Den anden grundlægger«. Derefter blev »de milde« ledet af Elias fra Cortona mellem Siena og Perugia; han var den anden generalminister. »De strenge« blev ledet af Antonius fra Padua. »De strenge« var politisk i overensstemmelse med Franses officielle regler. »De strenge« fik Elias væltet på generalkapitlet i 1293. I den følgende periode vekslede magten mellem de to partier. Pavernes gunst lå fortrinsvis hos »de milde«.
Fra 1245 bestemte pave Innocens IV, at ordenen måtte eje ejendom, men med paven som indehaver af ejendomsretten. Pave Nikolaus III fastslog i 1279 denne ejendomsbrugsret og omstødte samtidig Franses forskrift om ingen nye regler måtte indføjes i ordenen.
»De milde«, der også kaldtes konventualer, eng. the Conventuals // Community tilsammen the Moderates, blev fremtrædende inden for videnskab og uddannelse. »De strenge« - også kaldet spiritualerne - fik en mere folkelig betydning ved både at udføre sjæleforsorg og politisk demokratisk påvirkning af de »lavere« klasser.
Et antal »strengere« afskar forbindelsen til ordenen og dannede egne ordener: Cølestinereremitterne, Clareninerne og de »strengeste» Fraticellerne; de sidstnævnte blev kendt kætterske, da de ikke anerkendte paven.
Spændingen mellem ordenens fløje var på sit højeste 1320-1330, og paverne udstedte buller og bandlyste ordensbrødre pga. ejendomsspørgsmålet, hvor paven opgav sin ret til ordenens værdier. Bbl.a. erklærede pave Johannes XXII i 1323 det for kættersk at påstå, at Jesus og disciplene intet havde ejet.
Observanter hos Franciskanerne
I året 1368 stiftede Paolucci (Paolo) de Trinci fra Foligno (100 km NNE for Rom) en kongregation af »strengere«. De blev kaldt Observanterne eller Familiebrødre eller Soccolanti = sandalbærerne. De ville ikke bekæmpe Konventualerne, men leve efter Franses oprindelige regler. De fik særlig kraft under San Bernhardinus af Siena (død 1444).
Observantreformen nåede Norden ca. 1440 under Christian I. Hovedkraften i Danmark var Laurens Brandsen, som i 1469 fik Odensekonventet reformeret. Under kong Hans blev de øvrige huse reformeret, så ca. 1520 var alle danske huse under »Observantlinien«.
De knap 200 år op til reformationen forsøgte paverne at forlige ordenens partier, og i 1517 lovfæstede pave Leo X ordenens deling i Observanter, eng. Friars Minor of the Observance, med ca. 30.000 medlemmer, og Konventualer, eng. Friars Minor of the Convention, med ca. 25.000 medlemmer. Observanterne skulle udnævne generalministeren, minister generalis totius ordinis Sanct Francisci, mens Konventualerne udnævnte deres leder, generalmagisteren, der skulle søge sine afgørelser stadfæstet af generalministeren, hvad magisteren så undlod at gøre.
»De strengeste«, Observanterne, spaltedes igen i forskellige partier, hvor nogle, »de endnu strengere«, dannede Kapuchinerordenen, eng. the Capuchins i 1525 og blev i 1619 Franciskanerneordenens tredje gren, Riformati (Italien), Rekollekterne (Fr+Canada) m.fl.
1400-1500 blev de fleste Franciskanerklostre og provinser reformerede efter de oprindelige barske regler.
I 1897 forenede Leo XIII afvigerne ind i Observanterne, så der derefter kun er Kapuchinere, Konventualer og Franciskanere. Se ovenstående om eng. titler.
Det er Franciskanerne, der har indført krybbespil, de tretten korsstationer og lign. dramaer i kirken. Brødrenes rejsevirksomhed gjorde det umuligt for mange af dem at deltage i liturgien, så de begyndte at anvende et breviarium, der er en mindre, samlet, liturgisk bønnebog med indhold for alle gudstjenestens dele.