JESUITTERNE

JESUITTERNE I DANMARK
Indholdsoversigt

Indledning om Jesuitter
Da Jesuitterordenen først blev dannet i 1534 falder ordenen noget uden for de øvrige artikler om ordener i Danmark i middelalderen. For fuldstændighedens skyld er denne orden dog alligevel taget med her.

Jesuitternes Kaldenavne
Officielt kun kendt under deres formelle navn, men der findes nogle øgenavne med nedvurderende tone. Eng. Society of Jesus = S.J.

Jesuitternes Stiftelse
Munkeorden grundlagt 1534. Hovedkraft Ignatius Loyola (1491-1556), helligdømt 1622, festdag 31/7. Ordenen stadfæstet af pave Paul III den 27/9 1540 i bullen Regimini militantis societas Jesu J. Ordenen blev ophævet af pave Clemens IV 21/7 1773 efter talrige problemer, hvor jesuitter blandede sig i politik og fiskede i rørt vande.

Ordenen blev genoprettet i 1801 i Polen og Rusland (I Rusland til 1820, hvor de igen røg ud) af pave Pius VII. Den nystiftede orden blev stadfæstet i Rom den 7/8 1814, og de vandt igen frem i mange lande, hvor deres reaktionære syn på ikke alene kirkelige forhold atter gjorde dem upopulære, og de blev forbudt igen i de liberale, demokratiske lande.

Kom til Danmark i 1872 og tilhører den tyske ordensprovins. Ordenen siges i dag at være den største eksisterende ordne med 23.000 medlemmer i 100 lande.

Jesuitternes Dragt
Ikke nøjagtig foreskrevet. Særkendet er et meget bredt bælte med enderne hængende ned til højre side samt bredskygget hat.

Jesuitternes Klostre
Hovekirken er Il Gesu, grundlagt 1568 i Rom. En stærkt overpyntet barokkirke. Stilen er blevet kaldt jesuitterstil.
Jesuitterne har i dag i Danmark en Jesuitterkommunitet på Østerbro, Kbh.

Jesuitternes Lære
Ordenen har været en af de mest kontroversielle med mange konfrontationer i mange lande, udstødelse af mange lande og genopstået i lige så mange.

Deres videnskabssyn og deres skoler har holdt en høj kvalitet, men deres udsyn er som sagt stærkt reaktionært, men samtidig også i besiddelse af stor tilpasningsevne (eller opportunisme). Ordenen har også drevet skoler i Danmark, også efter 1872.

Jesuitternes Ledelse
Ordenen blev først begrænset til 60 medlemmer med Loyola som ordensgeneral. Den voksende orden fik konstitutionen ændret i 1550 og af den næste general, Lainez, blev ordenen gjort mere politisk.
Ordenen deles gerne i fire klasser:
   Novicer med to års prøvetid.
   Skolastikere med en del (6) års studier.
   Koadjutorer der er præsteviede, samt lægbrødre.
   Professi der er tiggermunke med aflagt løfte til ordenen.

Professi aflægger et ekstra troskabsløfte for lydighed til paven.
Professi er opdelt i Profeshuse, der intet må eje, mens resten af ordenen er opdelt i kollegier og noviciater, der har indkomst for at sikre skolegangen og underbringelsen af elever.

Der afholdes generalkapitler også kaldet generalkongregationer, hvor generalen vælges.

Jesuitternes Udbredelse
Som missionsorden udbredt til hele verden.

England
På grund af Jesuitternes betydning for engelsk kolonihistorie tages der oplysninger med her, selv om de tidsmæssigt ligger uden for rammerne af dette projekt.

Jesuitterne kunne ikke få indpas i det protestantiske England, men en del engelske katolikker tog til kontinentet og blev Jesuitter. De engelske Jesuitter blev bl.a. udsendt til lande, der senere blev engelske kolonier - især Indien, hvor fx Thomas Stevens virkede. I Brasilien virkede de engelske Jesuitter John Yate og John Meade. I Jesuitternes historie optræder også Edmund Campion [se KLIP UK], Robert Pearsons, Thomas Darbishire og William Good.

I Amerika missionerede fra 1634 (i Maryland) Father Andrew White og Cecil Calvert, men i 1644 blev det katolske center invaderet af de lige så nidkære puritanske naboer, og Andrew White blev ført til England i lænker, men senere frigivet, hvorefter han tog tilflugt i Belgien.

Under Commonwealth havde Jesuitterne stærk modgang, mens de havde deres bedste muligheder under James II, der bl.a. havde en Jesuit som konfessionarius, Father Warner, og Father Petri var hans »almoner« og blev også kabinetsmedlem.

Bemærkninger til Jesuitterne
Oprindelsen af ordenen er dog tidligere end 1534, idet Don Inigo Lopez de Recalde = Ignatius Loyola (1491 - 31/7 1556) i Baskerlandet begyndte det arbejde, der resulterede i ordenen. Loyola blev tidligt grebet af religiøsitet og stiftede efter forskellige studier en missionsforening af medstuderende den 15/8 1534. Fra 1537 arbejdede de som præsteviede i Teatinerordenen i Italien med missionsarbejde. I et syn fik han givet navnet Societas Jesu med det formål at bekæmpe fjender af kirken.

Under Loyolas ledelse arbejdede ordenen utrætteligt og krigerisk for sagen blandt børn, syge, fjender og på missionsmarkerne. Loyola sendte Franz Xavier som missionær til Asien. Især blev protestantismen indædt bekæmpet.
Udvælgelsen af medlemmer afviger væsentlig fra andre ordener, idet der lægges vægt på, at kandidaterne er dygtige, intelligente, stærke, har sprogøre og kan flere sprog, samt at de kan underkastes »kadaverdisciplin«, idet udtrykket ligefrem stammer fra dem = disciplin selv til/i døden - og disciplin betyder nok nærmest lydighed over for foresatte.

Ved den pavelige ophævelse i 1773 adlød ikke alle lande ordren, og i Rusland, Polen og Preussen fik ordenen tilladelse til at modtage renter af ejendomsbesiddelser, og medlemmer kunne melde sig under andre ordener. Det var især ordenerne Redemptoristerne og Jesu Hellige Hjertes Broderskab, der modtog Jesuitter.

Det ser umiddelbart ud til, at ordenen var af betydning for samfundets undervisning, fattigpleje, sjæleforsorg m.m., samt at dens erhvervsinteresser var så store, at selv om fyrsterne var meget fristet til at forgribe sig på ordenens ejendom - hvad der også skete i mange lande - så kunne de på den anden side dårligt undvære den i andre forbindelser.


  Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for ordensvæsenafsnittet. Retur til religionsforsiden
Retur til historiehjemmesidens forside Revideret 13.02.2004.