KLOSTERVERDENEN OG DET YDRE SAMFUND

Revideret 25. november 2011.
INDHOLD
Indledning klosterspecialisering
Før der fortsættes med klostervæsenets udvikling anføres her nogle aspekter af dets samspil med det omgivende samfund. Som de ovenstående inddelinger af ordensvæsenet viser, er dette et meget generelt udtryk, og det er derfor interessant også at se lidt politisk på ordenernes forhold.
[Denne og næste side har som hovedkilde Frans von Haaren: Klosterlivet i den vestlige verden, M103, K141 p 107ff]

Samfundets afsmitning på klostrets verden
Specialisering og opdeling i ordener
Den vestlige kirke er naturligvis på mange områder en spejling af det omgivende samfund, og da den personlige identitet i den vestlige verden i historisk tid i stigende grad har været forbundet med individuelle præstationer og specialisering, så har dette også været træk ved munkenes udvikling, og dydigt liv og askese kan således let få et skær af konkurrence om, hvem der er bedst, eller ligefrem blive en konkurrent til gudsmagten - en »udkonkurrering af Gud«. Det er kirkeligt set en farlig vej, og der er flere gange grebet ind og reformeret for at undgå sådanne former for arrogance og derpå gennem reformering at nå tilbage til »den rene tro«.

Ved en reformering sker der ofte en udskillelse eller en specialisering. Udskillelsen kan blive accepteret af kirken og få dens godkendelse, eller den kan blive afvist, og reformbevægelsen bliver så udelukket fra kirken, og dens medlemmer bliver kættere, der begår hæresi og bliver forfulgt og dømt af den etablerede kirke. Specialiseringen resulterer inden for kirken i, at der dannes de mange ordener med deres forskelle i fx afsondrethed, askese, ritualer og samfundsnytte.

Forbliver reformbevægelsen i kirken, ses ofte en vækst og stigning i bevægelsens betydning med en efterfølgende »guldalder«, og dernæst en nedgangsperiode, der igen kan frembringe en reformbevægelse. For eksempel får Gregor den Store på grundlag af Benedikts skrifter ved en reformbevægelse forbundet missionsarbejdet og klostervæsenet, hvorved klostrene kommer til at spille en stor rolle i Europas opbygning.

I det 12. århundrede når specialiseringen med kirkens tiltagende internationale og politiske rolle ind i klostrene. Der er i både kirken (og det øvrige samfund) brug for medarbejdere, der kan forestå de internationale forbindelser, og som har studeret de politiske bevægelser, for derved at kunne sikre kirkens betydende plads i samfundet. Det er i denne periode, at både den apostolske menighedspleje og sygeplejen vinder frem. Især er det fremkomsten af tiggermunkene, der præger denne udvikling, idet deres apostolske gerning bragte dem i kontakt med en stor del af befolkningen. Franciskanerne prædiker på verdsligt sprog for de lavere klasser, mens Dominikanerne især prædiker for de uddannede på skoler, universiteter (efterhånden som de oprettes) og i kirkelige forsamlinger. Under reformationen dukker så igen andre reformkræfter op.

Oprør og anerkendelse
Et andet aspekt af klosterudvikling kan kaldes institutionaliseringen. Det var vigtigt for de forskellige kongregationer at blive anerkendt. Dvs. at få pavestolens anerkendelse, ellers var vejen til indtægter og privilegier lukket. Men med pavens godkendelse fulgte altid forpligtelser til at anerkende og undergive sig kirkens bureaukrati og dermed opgive en del af den søgte frihed, der lå i ønsket om egen etableret orden eller kloster.

Havde en kongregation derimod ikke søgt om godkendelse, men alligevel var blevet en succes, så gjorde kirken alt for at få bevægelsen tilknyttet, så ingen ureguleret konkurrence ville opstå. Denne tilknytning til kirken gør så, at et medlemskab af en orden i sig selv bliver et tegn på en bedre eller højere form for tilbedelse eller anerkendelse af guddommen, og derved fjerner man sig fra det kristne trosbegreb om at møde Kristus som ydmyg, uformående, syndig, som et lavere eller det laveste væsen. Der er eksempler på tradition for tro på, at døde man i en munkekutte, så slap man uden om skærsilden, og der var derfor mennesker, der bad om at blive svøbt i en sådan, når de døde.

Følgerne af udviklingen
Kirken er klar over faren for disse verdslige mekanismer om konkurrence og en bedre og en dårligere form for trosudøvelse; en debat, der ikke stoppede med reformationen. På vatikankonciliet i 1962-1965 er forordnet en snæver vej til frelse, idet konciliet alene anerkender kærlighedskaldet i kristendommen jævnfør evangeliernes indhold. Konciliet forsøgte at stække klerikal magt, så foreningen med Kristus for den enkelte og i direkte linje bliver det væsentlige element i gudsdyrkelsen.

Dette taler naturligvis for det eremitlignende trosliv med en direkte vej uden forhindringer til Kristus: Koncentrer dig personligt om forbindelsen til Jesus - og glem verden omkring dig. Men kærlighedsbegrebet er mere end det. Det omfatter også kærligheden til næsten, og det kan ikke ske uden omsorg på forskellig vis for de lidende og trængende i samfundet og i familien. Herved ender vi igen ved dualismen mellem den direkte kærlighed til Gud og kravet om bred omsorg, der forstyrrer den direkte gudsdyrkelse.

Især ved og efter reformationen ser vi ordener - nye og gamle - gå tættere ind i samfundslivet, og den personlige frelse får en fremtrædende plads i den kristne uddannelse. Under pietismen udmøntes det pessimistiske livssyn i forbud mod mange former for livsbekræftende udfoldelse. Regering og borgerstand påvirker eller udvirker en indstilling om frelse gennem personlig, dadelfri vandel, og i det offentlige rum forlanges der en stor grad af politisk korrekthed for at blive accepteret.

Det var ikke første gang, der var sådanne relativt stramme samfundsnormer reguleret af et religiøst reglement. Det sakrale, nemlig tilbedelsen, og den uopholdelige tanke på det næste liv var også under Cluniacenserne en vigtig del af deres gudsdyrkelse. De havde udviklet korbønnen til en uafbrudt lovsang i alle eller næsten alle døgnets timer. Det var »hoftjeneste for Kristus som verdens hersker«. Denne tidlige monastiske koncentration om den hellige livsførelse ses flere gange overført til det verdslige samfund. [Citaterne er fra M103 K141]

De trosmæssige forhold mellem kirke og stat
Om køb af frelse
Det er vigtigt at forstå middelaldermenneskets opfattelse af frelse gennem bøn og gode gerninger, da disse forhold afviger meget fra nutidens opfattelse af synd, tilgivelse, bod og frelse.

Når middelalderens sækulare menighedsmedlemmer i så stor udstrækning ofrede gaver til kirken skyldes det deres opfattelse af, at ikke alene kunne man købe sig bod for synder her og nu, men der kunne igennem gaver - der omsattes til hellige handlinger som fx messer eller prydgenstande til kirken eller underhold for en præst, der så helligede sig bønner til fordel for den ofrende - både opspares »frelsekapital« til kommende tider, dvs. efter giverens død, hvor afsigelse af bønner og messer ville forbedre den afdødes chancer i himlen, eller lette fx ens afdøde slægtninges bagud på samme måde.

Denne opfattelse deltes af alle i samfundet fra kejser til slave og betød rige gaver fra rige troende. Anger alene, efter en begået synd, var ikke nok. Som når der var begået uret mod anden part i den virkelige verden, og der måtte erlægges kompensation, således måtte der også for en moralsk eller kirkebestemt synd betales bøde til Gud, der var den forurettede part. Begyndelsen til denne synd/soningsopfattelse formodes at være sket i den irsk-keltiske kirke og kom derfra med irske misionærer til Englands angelsaksere og til kontinentet.

Fra ca. år 800 blev det opfattet som en pligt for de troende mindst én gang årligt at bekende deres synder, og præsteskabet idømte soningsbøder, som der vat udarbejdet skriftlige tariffer for. Der var tariffer for både munke og verdslige troende. Fx kostede det 40 dages bod for en drukken præst at have brækket sig i kirken, men samme forseelse var takseret til 15 dage for en lægmand. Boden bestod i faste, bønner, udelukkelse fra sakramenterne osv.

I henhold til disse tariffer kunne det let ske, at en syndig borger belastede sin konto med sager, der i bodsdage kunne beløbe sig til en så lang periode, at frygten for at dø, inden gælden var afspadseret, kunne få synderen til at søge at konvertere gælden til pengebeløb, almisser, pilgrimdfærde etc. Der kunne endda være begået synder, som slet ikke var blevet takseret på jorden, men som Vorherre havde konteret. Ønsket om at kunne få gjort tilstrækkelig bod til at undgå skærsilden eller helvede førte til, at også de gode gerninger blev værdisat, så graderne af synd og bod kunne sammenlignes og udlignes i en slags fælles møntfod, så kontoen balancerede. Der bliver herved åbnet op for, at kristne kan købe sig et lager af syndsforladelse til senere brug endog efter døden.

Det indses nu, at en fyrstes gave på et helt kloster, hvor munken i døgndrift til »evig« tid vil udføre bodsgerninger på vegne af giveren, giver en vis tryghed for giveren i en farlig verden. En typisk formålsparagraf findes i William III af Aquitaniens donationsdokument til grundlæggelsen af Clunyklostret i år 909 (her i engelsk oversættelse):
Desiring to provide for my own salvation while I am still able, I have considered it advisable, indeed most necessary, that from the temporal goods conferred upon me I should give some little portion for the gain of my soul ... which indeed seems attainable by no more suitable means than that, following the precept of Christ: »I will make his poor my friends« (Luke xvi, 9), and making the act not a temporary but a lasting one, I should support at my own expense a congregation of monks. And this is my trust, this my hope, that although I myself am unable to despise all things, nevertheless by receiving those who do despise the world whom, whom I believe to be righteous, I too may receive the reward of the righteous.
Da fyrstens gave jo kun havde værdi for ham, hvis de afsagte bønner blev hørt i himlen, så fik munkenes og præsternes nidkærhed pludselig stor betydning for benefaktorerne, og de verdslige fyrster støtter kirkens reformaktiviteter for højnelse af klostermoralen, idet en flittig munk må formodes bedre at overholde gavegiverens ønsker. Der strammes således op på reglen om munkens forbliven i sit kloster og hans overholdelse af reglementet. Karl den Store blev optaget af klostermoralen i en sådan grad, at han sendte bud efter en kopi af Benedikt Regler, selv om disse endnu ikke var enerådende i slutningen af 700-tallet.

For at få flest mulige til at sige bønner for ens sjæl blev det i 1000-11000 almindeligt at munke, hele klostre og enkeltpersoner indgik »broderskaber« med andre klostre enten mod gengæld (kloster til koster) eller mod pengegaver (person mod kloster). Disse aftaler blev nedskrevet i Liber Vitae, der kunne indeholde op til 10.000 navne. Så mange navne kunne ikke nævnes under bønnen, så bogen lå opslået på alteret, og der henvistes til den under bønnen (man må jo så have formodet, at Vorherre selv sub. hans engle selv kunne læse de 10.000 navne op. Er der så langt til bedemøllerne nu?)

De økonomiske forbindelser mellem samfund og kloster
Ejendomsforholdene
Rundt et klsoter opstod oftest en større eller mindre by; klostret havde behov for assistance fra arbejdere, håndværkere, sagførere, postbude, vagter, opkrævere osv. Klostret ejede oftest jorden uden om centret, så alle disse ansatte samt de frie erhverv som krodrift ofr gæster og pilgrimme boede til leje på klostrets jord. Indtægterne herfra var normalt en stabil om end mindre del af klostrets indtægter.

På landbrugsjorden blev driften sat i system i lighed med de verdslige godsejeres. Klostrets gårde var oftest godt drevet og kunne være inddelt til forskellige specialiserede driftsformer, så en gård fx alene dyrkede grøtsager til klostret og andre dyrkede korn etc. Klostre var normalt landbrugsfremmende institutioner.

Den stigende befolkning 1100-1300 betød stigende inflation og med de store klostres mange munde at mætte: munke, pensionister, syge og gæster, blev det vanskeligere gennem perioden at få økonomien til at hænge sammen. Dette var en medvirkende årsag til Benediktinerklostrenes begrænsning i optagelse af nye munke hen mod periodens slutning.

I Tyskland fra karolingisk tid, og i England fra 1066 blev klostrene med jordtilliggender forpligtet til i lighed med verdslige fyrster at stille tropper til rådighed for kongens krige.

Op til de gregorianske reformer, pave Gregor IX, 1227-1241, betragtede et klosters verdslige grundlægger og dennes efterkommere klostret som en slags personlig ejendom og forventede en udstrakt service fra klostret: pensionsanstalt, gæstebolig, åndelig støtte, begravelsessted og dødemesser længe efter døden. Desuden brugte de en sædvaneret til at udpege abbeder og priorer. Efter reformerne formåede klostrene at begrænse beskytterens indflydelse og magt.

Forbindelse mellem kloster og den sækulare kirkemagt
Principielt var alle klostre underlagt den stedlige bsikop, og indtil 12. århundrede var kun få klostre eximeret: Bobbio, Fulda, Cluny. Derefter steg antallet, og i England blev St Albans, Canterbury - St Augustinus, Malmesbury, Evesham, Westminster og Battle eximeret. Endelig fik Cistercienserne forhandlet igennem med pavemagten, at alle deres klostre blev eximerede.

Dette var naturligvis imod biskoppernes interesse; ikke mindst fordi klostrene ejede mange af sognekirkerne (egenkirker), der var bygget af jordejeren og / eller foræret til klostret. Fra 1200c fik biskopperne dog fastslået, at der til en klosterejet kirke skulle afsættes en fast del af indtægten til underhold for kirkens præst og bygningerne.

En særlig type engelske klostre var domkapitelklostrene - en type, der var sjælden uden for England. Typen opstod i 1000-tallet, da en del biskopper for at forbedre præsternes livsførelse havde organiseret domkapitlerne som klostre. Klosterdomkapitlerne fandtes ved 1066 i Canterbury, Sherborne, Winchester og Worcester (alle benediktinere). Efter 1066 blev også Rochester, Durham, Norwich og Ely organiseret som klostredomkapitler. 1133 blev Carlisle domkapitel Augustinerkloster. Biskopperne i Wells og Lichfield dannede med munke sekundære domkirker ved klostrene i Bath og Coventry.

Munkenes deltagelse i udvælgelsen af biskopper blev i 13-15. århundrede årsag til lange og bitre stridigheder med sækulare kanniker og kongemagt og krævede ofte pavens indblanding.

Der kan passende fortsættes med afsnittet om reformer.

Opdateret d. 25.11.2011 Retur til toppen af siden.
Retur til ordensvæsenets forside Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside