KIRKENS GRUNDLÆGGELSE I ENGLAND, IRLAND OG SKOTLAND

FRA ROMERTIDEN TIL REFORMATIONEN
Revideret 16. november 2011.

Indholdsoversigt

 
Se kildelisten til historietekster.

Befolkningen

For erindringens skyld genopfriskes, at De engelske Øer blev dannet i nogenlunde deres nuværende form efter istiden omkring -6000 år (f.Kr.) med dannelsen af kanalen mellem kontinentet og England lidt senere og derefter kanalen mellem Skotland og Irland. Nordsøen bredte sig derefter langsomt, og fra omkring -5000 er området, som det cirka kendes i dag.

De tidligste spor af beboelse i England er fundet ved Boxgrove i Sussex. Det var rester efter Homo erectus heidelbergensis og ca. 500.000 år gammel. Men den tidligste blivende befolkning kom til landet i det fjerde årtusinde f.Kr.
En del kilder anfører, at landbrugsdrift kom til England omkring 4400 f.Kr., men spor af blivende bebyggelser nævnes hovedsageligt fra perioden mellem 3500 og 3200 f.Kr. Se [5230 p.5]. Disse emigranter bestod af forskellige kontinentale stammer, der fulgte samme rejseruter som kelterne noget senere. I dag er det en udbredt opfattelse, at de mange invasionsbølger, som tidligere historiebøger omtaler, ikke har været så dominerende, men at ideer og enkeltpersoner, krige og slaver har ført nye redskaber og metoder rundt. »The pots did not move - the ideas did« er det sagt.
Spor af en af de tidlige bopladser, hvor landbrug har været en del af underholdsmulighederne, findes i Carn Brae i Cornwall i nærheden af Falmouth.
[8396] p. 22 samt [5230] p. 2ff. for Carn Brea - se [Wikipedia].

For Irlands vedkommende er der fundet gravpladser fra blivende bebyggelser fra omkring 3500 f.Kr., og det formodes, at landbrugere også her har slået sig ned omkring midten af det fjerde århundrede f.Kr. I [10083] p. 10 anføres, at de første irske landmænd, der dyrkede afgrøder, kom fra England for omkring 6.000 år siden, altså ved begyndelsen af det fjerde århundrede f.Kr.

England
Hvor det tidligere blev anset for sandsynligt, at pikterne, hvis navn først er nævnt i latinske kilder fra år 297, havde befolket hele landet, så menes det nu, at pikterne, der ikke talte et indoeuropæisk sprog (i lighed med baskere og etruskere), kun har udgjort befolkningen i nogle få lommer. Pikterne blev af kelterne tvunget tilbage til små områder i Wales, Skotland og enkelte andre steder.

Det er altså kelterne, der dominerer i landet, da romerne ankommer i år 43. Det er de to keltiske sprog eller dialekter, der senere udgør grundstammen i gælisk. Goidelic eller Q-keltisk: der danner skotsk og sproget på Man - og Brythonic eller P-keltisk: der danner walisisk, cornwallsproget og bretonsk sprog. Nogle kilder angiver også pikternes sprog som en art keltisk med »pre-celtic elements« uden at angive nærmere om disse elementers oprindelse. Se nærmere om Skotland senere.

Kelterne dominerede øerne, indtil angelsakserne ankom i sidste del af femte århundrede. Angrebene med bosættelse fortsatte i 6. og 7. århundrede, hvorefter vikingetidens overfald indtraf, og bosættelserne endte først omkring år 1000 med den straks efterfølgende normanniske invasion i 1066, hvilken dog kun bragte et meget begrænset antal personer til England, men til gengæld blev meget dominerende inden for alle sider af samfundslivet.

Kelterne var på dette tidspunkt drevet tilbage til Skotland og Irland, det yderste af Cornwall og i Wales. Mellem Irland og Skotland foregik der nogen udveksling af befolkning, og irerne hærgede i Sydvestengland i 5. og 6. årh.

I Skotland var der piktisk befolkning i de nordlige og nordøstlige egne og keltisk i de vestlige. Pikternes herredømme varede til 843. Skotterne kom i 5. årh. fra det nordøstlige Irland, hvis latinske navn var Scoti, og befolkningsgruppen, der efterhånden havde bosættelser begge steder, flyttede deres hovedstad fra Irland til Skotland omkring 500.

De nordlige øgrupper blev hovedsageligt befolket af nordiske folkeslag, og Norge havde herredømmet på Orkneyøerne til 1468.

Fra Wales og Cornwall sejler grupper af kelterne til Bretagne, hvor de hærger, men også slår sig ned permanent fra 6. årh.

Romersk Britannien og kristendommen

Den romerske besættelse af Britannien varede fra år 43 til 410, hvor de romerske militære og administrative styrker blev trukket tilbage. Det meste af det femte århundrede fortsatte briterne dog den romerske administration.

Den kristne kirke er derfor nået frem til England med romerne, og den første kirke anføres flere steder som bygget i Glastonbury i år 166, men andre steder kaldes det en »legend«. Kristne har dog været yderst fåtallige, før kristendommen bliver den romerske statsreligion i det 4. årh.

Om den første kirke hedder det sig [Legend asserts], at kirken blev bygget i 166 af missionærer fra Rom, som kom på opfordring af kong Lucius, der måske var den første kristne konge i Britannien, hvorledes dette så ellers stemmer med romernes herredømme, men høvding, kan han have været. Kirken var af træ og stod til 1184, og det blev påstået, at den rummede Saint Patricks grav. Det er dog historisk korrekt, at klosteret på stedet blev grundlagt af kelterne, før angelsaksernes ankomst, og at klosteret i det 10. årh. var gravplads for tre konger, hvilket nævnes i Domesday Book fra 1086.

Tertullian og Origen som kilder
Dog skriver Tertullian (160-225) i begyndelsen af 200-tallet, at »i de dele af øen, der er ufremkommelig for romerne, er der blevet missioneret for kristendommen« Adversus Iudaeos, vii. Teksten underbygges nogle få årtier senere af Origen (185-255) i Homiliae, iv: In Ezekielem Interpretatio, i. Det mest sandsynlige er, at påvirkningerne kom fra handelsmænd på rejse til Irland og Skotland.

q Quintus Septimus Florens Tertullianus var romersk borger, men indfødt nordafrikaner af hedenske forældre. Han blev uddannet som jurist og levede det meste af sit liv i Karthago. Tertullian konverterede senere til kristendommen og forblev lægmand, men skrev værker til kristendommens ære og fremskridt. Han skrev på både græsk og latin og er den første, der formulerer tesen om Treenigheden. Der er overleveret over 30 af hans skrifter. Adversus Iudaeos blev skrevet mellem 200 og 206. Hans vigtigste værk er Apologeticus fra ca. 197. Den forsvarer kristendommen over for romerske autoriteter og har haft betydning i samtiden og i årene, hvor der var flere forfølgelser og antagelig også anden form for modstand mod kristendommen (se også i teksterne om Germania og Frankerrigerne.

q Origenes Adamantius levede ca. 185-255. Han var født i Alexandria af kristne forældre.
Origenes' liv er beskrevet af Eusebius i den sjette bog af hans kirkehistorie. Origenes' fader omkom under kristenforfølgelserne i 202 under Septimus Severus. For at følge fremstillingen i Matthæusevangeliet 19-12, lod han sig kastrere. Efter uoverensstemmelser med sin biskop i Alexandria, hvor han var blevet skoleforstander, slog han sig ned som kirkelig autoritet i Cæsarea. Under senere kristenforfølgelser blev han tortureret og døde 69 år gammel. Hans værker er kun sporadisk overleveret, selv om hans produktion var stor. Han skrev især bibel-kritiske tekster og systematisk teologi.

Et mere præcist vidnesbyrd om kristendommens fremkomst end kirkebygningen i Glastonbury er Englands første martyr, Sankt Alban, der døde i 208/209. Alban var romersk soldat, der gav husly til en eftersøgt kristen præst. Alban blev omvendt af præstens religiøse intensitet, styrke og ro. Begge blev fundet og dødsdømt. Undervejs til eksekution skilte Alban vandene i en flod, så de kunne passere. Ankommet til dødspladsen bad han om vand, og en kilde sprang frem. Bøddelen nedlagde da sværdet, og det blev svært at finde en anden, der ville udføre jobbet. Alle tre blev derefter halshugget. Det var den 22/6 nær Veralamium = Verulamium // Verlamacaestir // Vaeclingacaester [Bede book I-7]. Om de latinske lokalitetsnavne se under England, tredje del.

En kirkelig organisation fandtes i Britannien før år 314, idet det vides eller udledes af skrevne indikationer, at på kirkemødet i Arles dette år deltog tre britiske biskopper fra London, Lincoln og York (måske var det en biskop, en præst og en diakon), og det er påvist [prof. J. C. Mann i Antiquity XXXV, 316 ff (1961)], at de repræsenterede de fire romersk-britiske provinser (en liste over romerske navne findes her). Det vides dog også, at ingen briter deltog i de senere kirkemøder i Nikæa i 325 og Serdica (nuværende Sofia i Bulgarien) i 343. På konsiliet i år 360 i Ariminum, det nuv. Rimini, deltog igen tre biskopper fra Britannien.

De arkæologiske fund, der op til 6. årh. er få og små, viser, at de kristne levede side om side med hedningene af forskellig observans. Mangelen på fund skyldes dels, at den tidlige kirke var fattig og ikke havde stort udstyr, der kan have givet levn. Historisk dokumentation for fattigdommen findes bl.a. i historien fra kirkemødet i Ariminum i 359, hvor nogle af de britiske delegater accepterede gratis hjemrejse med den romerske posttjeneste, mens andre af de antageligt ca. 25 delegater afslog tilbuddet.

De rigeste levn fra tidlig kristendom i England har vi fra de romerske villaer, fx kalkmalerier i Lullingstone i Kent og mosaikgulve fra bl.a. Hinton St Mary i Dorset, der viser Jesus hoved og de græske bogstaver XP = chi + rho - for begyndelsen af den græske stavemåde for Kristus [p 266, pl. 155 i Historical Britain].

Skriftlige kilder fra det fjerde århundrede

Fra det fjerde århundrede er der flere skriftlige kilder om navngivne personer: Pelagius, Ninian og Patrick. Den førstnævnte lægger navn til pelagianismen, der senere erklæres kættersk.

q Pelagius levede ca. 354-418. Han var britisk født og hed formodentlig Morgan »and possessed all the typical Celtic passion and obstinacy« [The Church in the Dark Ages p.31]. Pelagius blev munk og var teologisk skolet. Han besøgte Rom ca. 380, hvor hans teologiske viden blev respekteret tillige med hans og hans tilhængeres asketiske liv, hvilket de ikke undlod at fortælle var den rette kristne levevis. Han angreb Roms ugudelighed og moralske forfald.

Efter Roms fald i 410 til visigotherne under Alaric, flygtede Pelagius og hans fælle Celestius til Afrika. Pelagius' tese om menneskets grundlæggende godhed og hans afvisning af arvesynden, og fremsættelsen af påstanden om det viljesbestemte valg af kristendom, blev en overgang yderst populær - også i kirkekredse, men stærkt angrebet af Augustinus. På kirkemødet i 416 blev hans lære dømt kættersk, hvilket pave Innocens satdfæstede i 417, og Pelagius blev ekskommunikeret. Hans videre skæbne er ukendt.

q Sankt Ninian
Sankt Ninian - eller med andre navne som Nynia, Ninias, Rigna, Trignan, Ninnidh, Ringan, Ninus og Dinan levede ca. 360 - 432 med festdag 16/9, og han anses som den første kristne biskop i Skotland. Hans livshistorie kendes fra abbed Aelred of Rievaulx = Ethelred of Rievaulx' biografi, men dens oplysninger betegnes som temmelig usikre. Ninian var søn af en britisk høvding og foretog som ung en pilgrimsrejse til Rom, hvor han blev udnævnt til biskop. På hjemrejsen mødte han Martin af Tours og blev påvirket af hans ideer. Ifølge Bedes historie, så arbejdede Ninian med omvendelsen af pikterne, dvs. missionerede i de østlige dele af Skotland. Det mest pålidelige vidnesbyrd om ham er kendskabet til hans stift i Galloway med domkirke i Whithorn, Caledonia. Denne viden bygger dog også på en del folkeetymologi, idet Whithorn skal være kommet via »white house« fra latin Candida Casa, grundlagt af Ninian i 397, og referere til hans anvendte sydeuropæiske byggeskik med hvidvaskede vægge i eller på kirken. Fra 6. årh. er der vidnesbyrd om et driftigt kloster på stedet. Mange skotske kirker er indviet til hans ære, og han beredte vejen for de senere Sankt Colomba og Kentingern. Det nutidige katolske stift på stedet har bibeholdt navnet Candida Casa.

q Patrick, sankt, levede i det femte århundrede, festdag 17/3. Patrick er Irlands nationalhelgen og anses for at have bragt kristendommen til Irland. Hans liv kendes fra hans selvbiografi, Confessio, og et mindre skrift fra hans hånd, Epistola, der beklagede sig over britisk misbrug af og aggressivitet over for de irske kristne. Patrick blev som 16-årig bortført af irske røvere på togt i England. Han var træl i seks år, før han flygtede og returnerede til England. Han blev ved oplevelsen af forskellige undere og tegn overbevist om, at hans kald lå blandt irske hedninge, og vendte tilbage og missionerede blandt dem. Han var yderst ydmyg og en retskaffen kristen. Årstal for hans virke kan kun bestemmes indirekte fra udtalelser i hans skrift om bl.a. frankisk hedenskab og gallernes omvendelse. På grundlag heraf henregnes hans tid til mellem 451-496. Patrick var dog ikke den eneste, der arbejdede for kristendom i Irland. Pave Celestine havde i 431 sendt Palladius som den føste biskop til Irland. Patricks dødsdetaljer kendes ikke. Hans symbol er det irske trekløver.

En stor del af kildeteksterne til de tidlige vidnesbyrd om engelsk kristendom er taget fra Bedes Historia Ecclesiastica = History of the English Church and People, som han skrev færdig i 731, og værkets faktuelle oplysninger bør læses kritisk, da Bede nok var meget tillidsfuld over for sine forlæg.

Efter kristendommens etablering i England, Albans død og romernes tilbagetog er der meget få vidnesbyrd om kristentliv i årene fra ca. 250 til begyndelsen af det femte århundrede. Naturligvis har der været kristenliv, og sporene fra flere religioner findes på de samme steder. Periodens store historiske begivenheder havde hedensk karakter og var affødt af den angelsaksiske invasion, og der findes så godt som ingen registrerede effekter af disse begivenheder på kristendommen i England.

Angelsaksisk kristendom

Som anført under folkebevægelserne, så tvang angelsakserne de keltiske stammer tilbage i det femte og sjette århundrede. Derved blev den kristne kultur også tvunget mod vest og nord, og størsteparten af landet besat af hedninge.

Den følgende tekst behandler først kirken i Wales, Skotland og Irland. Dernæst behandles den fornyede mission fra Rom til England.

Den britiske oldkirkes udvikling i vest og nord

Wales
Den keltiske kirke i England bliver i det femte århundrede isoleret og presset ud til rigets periferi efter angelsaksernes indtog, bl.a. til Wales. De eneste skriftlige kilder, der er overleveret, er Gildas fra 560c., og det er sikkert, at hans læserskare var af kristen observans, selv om »some of them - notably their rulers - were outrageously sinful and near-pagan in their practice« [Gilley, p.77]. I en del andre kilder findes hagiografier, men deres troværdighed er ikke stor, da hovedparten er skrevet 5-600 år efter de begivenheder, de beskriver.

q Gildas dødsår anslås til år 570. Han var britisk historiker og munk, der grundlagde et kloster i Bretagne, St Gildas de Rhuys. Hans hovedværk er De excidio et conquestu Britanniae = The Overthrow and Conquest of Britain = On the Destruction of Britain (546-550). I St Gildasklosteret var Abelard abbed fra 1126 efter sin flugt fra Paris. Klostret lå ved kysten på Bretagnes sydside ud for Belle Île ved Quiberonbugten (slaget i 7-årskrigen) [Rough Guide, p.345].

Der var åbenbart ikke megen kontakt over grænsen til England, for der findes ingen eller meget få informationer om udveksling af synspunkter eller udviklinger i årene 500 - 700. Forbindelsen fra Wales var ikke mod øst, men mod de andre keltisksprogede områder i vest og nord: Skotland, Irland, Man, Cornwall og Bretagne, men dér var der til gengæld en livlig aktivitet af prædikanter, munke, missionærer og handelsfolk - typisk med idealer hentet i østkirken [Gilley, p.78].

Der kommer i Wales en bølge af meget hengivne kristne, der slår sig ned som eneboere med forkærlighed for øer og ubeboede halvøer fra Isles of Scilly til North Rona og Orkney Islands. Men som det skete i Middelhavsområdets oldkirke, så samler eneboere typisk tilhængere omkring sig, og der dannes klosterlignende kongregationer, der snart organiserer sig med abbed og ordensregler. Der findes i området i denne periode eksempler på både missionerende, vandrende samfund og klausurorganiserede samfund.

Som i Irland var der walisiske biskopper, der boede i klostre under en abbed, selv om tendensen var knapt så udbredt her som i Irland. Sædvanen toppede i det niende og tiende århundrede. Det var i perioden ganske almindeligt, at både biskopper og præster giftede sig, og skikken fortsatte spredt i Wales op til reformationen (hvor det igen blev tilladt at gifte sig). Med dette familiemønster blev det også normalt, at sønner fulgte i fædres embeder, så der dannedes hele familier, der traditionelt fyldte bestemte embeder for generationer og opnåede ry som særligt lærde, særligt hellige etc.

Så langt væk som fra østkirken er der sporet påvirkning af asketisk observans, og det menes, denne indflydelse er sket gennem handelsmænd og rejsemissionærer [Gillie p.78]. Af yderligere spor fra perioden er der en del stednavne med indflettede helgennavne: Llan = kirke, således Llandeilo = The Church of Teilo og Llantrisant = The Church of the Three Saints. Den klosteroprettende bølge af »devotion« toppede imellem år 550 og 650.

Kirken havde altså nogle særpræg, der dels skyldes dens oldkirkelige rod, dels påvirkninger fra østkirken og dels de demografiske og politiske forhold i området med mange små klaner eller stammer sammensluttet i meget små kongeriger, der indbyrdes var i strid. Og netop på grund af disse særpræg kunne kirken ikke i længden overleve det massive pres fra den »moderne« vesteuropæiske kirke, der udviklede sig i England efter den anden missionsbølge og især efter normannernes erobring og 1066.

Organisatorisk blev kirken efterhånden opdelt i stifter. Der er noget varierende oplysninger om antallet, fra 7 i Sydwales og 2 i Nordwales (Bangor og St. Asaph) med førerstillingen til St David = St Asaph. I årene fra 600 til 1000c var stiftsorganisationen mindre bestemt ved område end ved moder-datterklosterforbindelse, men ved slutningen af den keltiske periode ca. 1050-1100 skiftede dette til de områdebestemte stifter, som vi kender det i dag, og samtidig blev klostrene underlagt deres områdebiskopper. Omkring det tiende århundrede var kirkeorganisationen i store træk på plads og lignede den i England med stifterne ledet af biskopper med underliggende klostre.

Sogneinddeling kom ikke før efter normannernes indtog.

Skotland

Som omtalt i begyndelsen af denne tekst var Skotland ved romernes tilbagetog omkring 410 befolket af pikterne mod nord og nordøst. Til den sydvestlige del af landet omkring Argyll var der fra Irland via Hebriderne immigreret gælisksprogede scoter, som omkring år 500 havde etableret nogle små kongeriger i området Kintyre, Oban, Isla og Jura. Det er blandt disse irsk-kristne, at Columbanus den ældre (521-597) med 12 disciple slog sig ned i 563 og grundlagde klostret på Iona (gælisk: øen Hi). Herfra udgik missionen til resten af Skotland, og klosteret fik senere også betydning for kristendomshistorien i England.

q Columba levede fra 521 til 8/9 597. Helgenens festdag er den 9/6, også kaldet Columcille. Han studerede under Sankt Finnian af Morille og blev ordineret 551c. Han grundlagde klostrene Daire Calgaich i Derry og Dair-Magh i Durrow og altså klosteret på Iona i 564. Columbas biografi er skrevet af Sankt Adamnan, abbed i Iona, ca. 90 år efter hans død og altså ca. 25 år efter synoden i Whitby. [Bede Book 3, ch.4, Gilley, p.101]. Columba var ikke »pikternes apostel«, som det sommetider anføres. Han besøgte dem kun en gang ved Inverness.

PAS PÅ! Forveksl ikke Sankt Columba med Sankt Columban = Columbanus den yngre, 543 - 615, der var uddannet i Bangor, forlod Irland 590c med 12 munke og slog sig ned i Vosgeserne ved Annegray (ligger mellem Strassbourg og Colmar), hvor han grundlagde klostrene Luxovium (= Luxeuil) og Fontaines. På grund af sine keltiske påskeberegninger blev han fordrevet, og han kom via Schweiz til Italien, hvor han grundlagde klosteret i Bobbio NØ for Genoa i 612c. Ifølge legenden har han grundlagt St Gallenklosteret i Schweiz.

I lavlandet, dvs. mod syd havde et tredje folk, der kom fra det romersk-britiske område slået sig ned. Skotterne kaldte dem for Britons. De havde til tider været i alliance med romerne og sommetider i krig med dem. De havde romerske navne blandt dem og var kendt med engelsk levevis på denne tid.

Som det fjerde folk i området var der angler, der fra Frisien var kommet til landet ved angreb forskellige steder på østkysten eller fra allerede etablerede angelske områder på Englands østkyst. Kampene mellem disse fire folkeslag er meget komplicerede, men til dette formål er det tilstrækkeligt at konstatere, at på grund af deres fælles interesse i at holde andre fra døren, så forener de fire grupper sig efter mange kampe endeligt i 1034 med Duncan som konge.

Et af de samlende elementer i Skotland var kristendommen. Britonerne har haft kristent kendskab og måske været kristne, scoterne havde kristendommen med sig fra Irland, og det var da antagelig også derfor, at det var blandt pikterne, at St Ninian missionerede i 400c, selv om han selv var britoner.

Den anden missionsbølge kom med Columba i 563. Hans overdrevne ildhu havde i Irland forårsaget en borgerkrig mellem fraktioner af hans klan, og om han blev tvunget hjemmefra eller valgte som bod at udvandre er usikkert, men han landede i det skotske område med 12 disciple og etablerede sig på øen Hy = insula Hy, som senere bliver kendt under navnets første del: Iona. Kilden til den tidlige skotske historie er J. D. Mackie: A History of Scotland, Penguin, 1964 [7198]. Det var under Columbas fremfærd i landet, at der første gang blev skrevet om et monster i Loch Ness.

Den kirkelige organisationsform på Iona og dets underklostre var ikke episkopal, men monastisk, med abbeden på Iona som overhoved. Ikke længe efter Columbas missionsudbredelse kom bevægelsen i kontakt med den romerske form for kristendom bragt nordpå med Edwin fra slægten Deiran. Afvigelserne mellem de to kristenformer blev diskuteret ved synoden i Whitby i 664.

Det var formodentligt på Iona omkring 780 - 800, at Book of Kells blev påbegyndt. Bogen blev først efter de begyndende vikingetogter i ca. 850 ført til Kells i Irland.

Jævnfør den skotske historie var det ikke organisationsformerne, der blev diskuteret på synoderne, men spørgsmål om tonsurens form og påskeberegningen. Den underliggende uoverensstemmelse skyldtes Columbianernes hengivenhed for den følsomme sankt Johannes, mens romerkirken fulgte den autoritative sankt Peter. Det blev både på Whitbysynoden og i øvrigt den romerske linje, der sejrede, og nogen egentlig modstand kom der aldrig fra Iona. De keltiske tilhængere trak sig langsomt tilbage, og i 710 accepterede den piktiske konge Nechtan den romerske form, og kort tid derefter udbredte Ionakredsen også denne form for kristendom. Et i Skotland meget brugt epigram siger The Celtic Church gave love, the Roman Church gave law.

Iona forblev et religiøst og administrativt centrum for nogen tid, men efter flere vikingeoverfald flyttedes det religiøse centrum først til Dunkeld og senere til Saint Andrews, der derefter har været betragtet som Skotlands religiøse centrum. Den monastiske organisationsform blev bevaret indtil omkring 1100.

Stiftsinddelingen kom med David d. I (1124 - 1153), der organiserede kirken i stifter med Glasgow som det første i 1115. Derefter Galloway, Moray, Dunkeld, Ross, Caithness, Aberdeen, Dunblane og Brechin. Argyll stift dannedes ca. 1200, mens der for Hebriderne og Shetlandsøernes stifter i mange år var skænderier mellem York og Tronhjem. Orkneyøerne var norske indtil 1472 (1468). Stifterne forblev stort set uændrede til reformationen.

Skotland havde ingen ærkebiskop og hørte under York. Den skotske kirke havde dog et vist selvstyre, der bl.a. grundede sig på en i 1225 udstedt bulle fra pave Honorius III, der autoriserede provinskonsilier uden en foresiddende ærkebiskop, men i stedet en Conservator of the Privileges of the Scottish Church. Det var tilsvarende pave Celestine III (1191 - 1198), der i 1192 i bullen Cum Universi, gav den skotske kirke privilegiet om lydighed alene og direkte til paveembedet: at alle stifter skulle være »særlige døtre af Rom«, på nær Galloway under York, (en enkelt kilde har tvivl, om det var Celestine II eller Clement III i 1188, da begge underskrev sig med C).

Med de kendte ordeners tilsynekomst i Skotland blev kirkens vesteuropæiske tilknytning total. Der kom Augustinerkanniker ved flere domkapitler, Benediktinere i Dunfernmline, Cisterciensere i Melrose, Tironesere (fra Tiron tæt ved Chartres) i Selkirk / Kelso, Præmonstratensere i Dryburgh, Valliscaullinere, en Benediktinergren fra Val des Choux i Skotland i 1193 [OSD], i Beauly og Cluniacensere i Paisley.

I 1200-tallet tog mange skotske domkapitler model fra de engelske og især Lincolns og Salisburys organisationer og liturgier blev kopieret, således af Glasgow i 1258, og omk. 1300 var Sarum Use en almindeligt anvendt liturgi i Skotland. Lincoln var egentlig en kopi af Salisbury [K. W. Haworth: The Use of Sarum, 1973]. Sarum Use blev i øvrigt også taget i brug i Dublin i 1120 [ibid. p.13]. Irland
Den begyndende kristendom i Irland var af samme type og opbygning som den under Wales omtalte, da det var den, som Patrick medførte til landet. Der regnes normalt med, at Irland var kristnet ved Patricks død i 460c eller nogle årtier før.

Den tidligste kilde er fra 430, hvor St Germanus, biskop i Auxerre, foreslog pave Celestine I at sende en missionær, Palladius, til skotternes frelse (dvs. irerne) og for at støtte den kristne kirke der. Der var eller havde således været kristne i Irland, før Patrick missionerede i det 7. årh.

q Helgenen Germanus af Auxerre blev født i Autissiodorum = Auxerre 378 og døde 31/7 448 i Ravenna. Hans festdag er i Wales den 3/8 og ellers den 31/7. Germanus blev to gange sendt som missionær til Britannien, hvor han talte mod pelagianismen, første gang i 429. Han talte i Verulamium. Under opholdet deltog han i det keltiske forsvar mod piktere og saksere, der blev slået tilbage, og det siges, at det var på grund af feltråbet Alleluia, der indgød fjenden skræk, hvorfor sejren kaldes for Alleluia Victory. Han anbefalede udsendelsen af Palladius i 431. I 441 returnerede Germanus for endnu en gang at bekæmpe pelagianismen, som denne gang blev udryddet i England.

q Palladius levede i det femte århundrede. Han overtalte pave Celestine I (422 - 432) til at udsende Germanus og blev selv af paven sendt til Irland, hvor han blev biskop og virkede i Wicklow. Missionen blev ikke vellykket, og Palladius døde i England på vej hjem.

Den monastiske bølge i det sjette århundrede gjorde den irske kirke til en udpræget klosterkirke, hvor der var den fra Rom afvigende organisation med abbeden foresiddende frem for biskoppen. Dette forhold skyldes især manglen på byer: da munkemissionærerne kom til Irland, byggede de klostre på landet i delvis ubebyggede områder, og som kirken fik tilhængere og måtte organisere sig, så var det naturligt at udnævne en munk til biskop. Biskoppen kom derfor til allerede ved udnævnelsen at have afgivet klosterverdenens troskabs- og loyalitetsløfte til abbeden i klosteret. I 432c blev Patrick biskop i Irland.

Den monastiske bølge fik også en del af sin energi ved kopiering fra keltiske klostre som i Candida Casa i Skotland og Llangarvan i Wales.

Monasticismens udsyn var ikke alene mod nord og vest, men vendte også mod kontinentet, og der kom munke fra Irland til området mellem Rhinen, Rhonen og Loirefloden. St Columban (543-615) er den bedst kendte med oprettelsen af sit kloster i Luxeuil ved Annegray i Vosgeserne og i Bobbio i Italien.

Der var - eller blev - tradition for at organisere kirken eller klosteret omkring en helgenskikkelse med relikvier og lokalt tilhørsforhold i stedet for omkring et stift, men da helgenen jo også skal have en titelkirke, så bliver organisationen i praksis også centreret om en kirke. Lokalitetsmæssigt blev kirkeorganisationen på denne måde overordentligt kompliceret, hvor et moderkloster fik datterklostre forskellige steder i landet, så et »stift« kunne omfatte mange små områder vidt adskilt i afstand og med andre stifters områder indblandet i egne områder.

Som beskrevet under Wales var der i perioden en påvirkning fra østkirken - eller måske helt tilbage til den ægyptiske kirke, og et af de helt specielle levn i Irland er cirkelkorsene (stenkors med cirkel omkring korsarmene), hvor netop cirklen tolkes som et ægyptisk overført symbol [Warming, p.231]. Denne oprindelige kristendom blev et århundrede efter viderebragt af Columba til Hebriderne og Skotland.

Allerede 30 år efter Whitbykonsiliet havde Sydirland optaget romersk skik. Og Irland blev faktisk »romaniseret« før Wales, der først blev det i 768 [Warmind, p.231].

Et væsentligt særkende ved den irske kirke mellem 600 og 1000 er dens lærdomscentre i klostrene og disses indflydelse på det irske sprog og den irske litteratur. Der blev både skrevet på latin og på gælisk. Bl.a. er en del af de kendte manuskripter skrevet med skriften »insular« fra denne tid: på latin Book of Kells, Book of Durrow og på gælisk: Leabhar Gabhála, således at latinske værker oftest er ældre end de gæliske om samme emne.

Vikingeoverfaldene begyndt i Irland 795. Dublin blev erobret i 838, Limerick på vestkysten i 920. Vikingerne blev endeligt slået i 1014. I reformerne i 11. og 12. årh. nærmede den irske kirke sig den engelsk-kontinentale romerkirke med oprettelsen af stifter og sogne. Sogneinddeling i Irland kom dog ikke før ca. 1200.

Med den engelske Henry IIs invasion i oktober 1171 og efterfølgende undertrykkelse af landet, mente romerkirken, at de bidrog til at lette og fremme kirkereformerne i det afsondrede Irland, men i stedet blev den fremmede administration, der for mange århundreder undertrykte landet, den begivenhed, der blev begyndelsen til den trodsige sammenknytning af den gæliske kultur og befolkning mod englænderne.

Anden mission fra Rom til England
Den angelsaksiske periode begynder i historisk litteratur gerne år 450 eller 500, men der var naturligvis tale om en udviklingsperiode, der satte ind ved romernes tilbagetrækning og fuldførtes omkring 550, da de angelsaksiske erobringer nåede Skotlands grænse.

Til dette religionshistoriske forløb sættes periodens begyndelse allerede ved Germanus' ankomst til England i 429, idet hans missionering imod pelagianismen er et reelt tegn på kontakt til romerkirken og dennes fortsatte interesse for dette fjerne ørige. Germanus kom igen på missionsrejse i 441.

Omkring år 500 var England delt i en britisk-keltisk kristen del mod vest og nord og en hedensk saksisk del mod syd og øst. Der oprettedes mange små kongedømmer, og mange gik til grunde efter kort tid. Kongerigerne dannede skiftende koalitioner, og mange mindre krige udkæmpedes. I 547 var anglerne nået til Bamburgh på østkysten, og de bosatte sig i hele østdelen. Sakserne, kom i flere bølger og slog sig ned i syd og vest, og juterne var bosiddende i Kentområdet. Disse folkevandringer foregik samtidig med de sidste romerske soldaters tilbagetrækning i Gallien, hvor de frankiske kongedømmer opstod i samme periode.

Augustins mission

Det var pave Gregor den Store (590-604), der var ansvarlig for Augustines mission. Således blev det fortalt af en anonym munk i Whitby, den samme munk som blev Gregors første biograf. Han fortæller, at det var pavens møde med en flok unge engelske slavedrenge i Rom, der vakte hans medfølelse, men hans udnævnelse til pave forhindrede, at han selv tog af sted. I stedet blev hvervet i 596 givet til munken Augustine, hvilket flere har kaldt et ringe valg. Der er også vidnesbyrd om, at Augustine ikke har været optændt af nogen særlig lyst til at begive sig til ukendt barbarisk område i nord, for efter at han og hans følgesvende næsten var nået frem til Kanalen, så vendter Augustine om, og om man har brugt pisk eller gulerod i Rom vides ikke, men han vendte året efter retur til Kanalen og landede med sin eledsagere tidligt på året 597 på Isle of Thanet, der dengang var adskilt fra Kent af et farvand.

q Sankt Augustine af Canterbury blev født i Rom på ukendt dato og døde den 26/5 i år 604 eller 605 i Canterbury. Hans festdag er den 26/5 i Britannien og ellers den 28/5. Augustine blev Englands første ærkebiskop. Han var oprindelig prior i Sankt Andreas Benediktinerkloster i Rom, da pave Gregor I den Store udpegede ham til sammen med 40 munke at lede en missionsfærd til England.

Missionen slog sig ned i Canterburys gamle St Martins Kirke, og legenden siger, at inden 1/6 597 var kong Æthelberht (= Ethelbert af Kent) døbt, altså kun små fem måneder efter deres ankomst. Juledag 597 blev Augustine bispeviet. Han sendte to munke til Rom for at rapportere rejsens succes, og de vendte i følge med flere missionærer i 601 tilbage med palliet til Augustine; udnævnelsen til Englands første ærkebiskop var formelt fra 598. Blandt de nyankomne var Mellitus, Justus og Paulinus. Senere udnævnte Augustine 12 hjælpebiskopper og grundlagde domkirke og kloster Christ Church i Canterbury som Benediktinerkloster. I 604 var missionen nået London, der blev det andet bispesæde med Mellitus som biskop, og det tredje stift blev Rochester med Justus som biskop. En anden kilde siger, at stiftet i Rochester kom først, i 601. Før Augustine døde 26/05 604, udnævnte han Laurentius til sin efterfølger.

Det var Augustines held, at kong Ethelbert (560 - 616) på grund af sit ægteskab med en kristen frankisk prinsesse Bertha, datter af Paris' konge, med ret til - ifølge ægteskabskontrakten - at praktisere kristendommen og have sin konfessionarius omkring sig, havde stiftet bekendtskab med kristendommen og var positiv over for den nye religion.

Konverteringen af kongen og mange undersåtter skete forbløffende hurtig, og allerede i efteråret 597 kunne Augustine rejse til kontinentet og der lade sig bispevie til et engelsk stift med sæde i Canterbury, og i juli 598 skrev paven på grundlag af en indberetning fra Augustine til patriarken i Konstantinopel, at der var omvendt og døbt 10.000 mennesker i England. Det må have været en overordentlig positiv rapport. Brevet nåede Augustine i 601 og indeholdt også en plan for to ærkebispesæder, et i London og et i York. I Augustines levetid skulle han være den fremmeste, hvorefter førermyndigheden skulle følge den i anciennitet ældste af de to. Da det pga. hedenske forhold var for usikkert at lægge ærkebispesædet i London, blev det oprettet i Canterbury. York fik ikke sit ærkebispesæde før år 735.

Alt var dog ikke idel lykke. Der var mange, der blev omvendt og døbt, men der var også mange tilbagefald til hedenskab. Ved kongeskifter og nye herskere kom der tit en hedensk hersker på tronerne efter en kristen hersker. Bl.a. blev biskop Mellitus fordrevet fra London efter kong Saerberths død i 616/7, da hans hedenske sønner overtog kongedømmet.

Missionen mod nord

Missionen spredte sig ved et tilfælde mod nord, da den northumbriske konge, Edwin (616 - 12/10 år 632), ville giftes med den kristne prinsesse Ethelberga, datter af Ethelbert. Hun fik ca. 620 i kontrakten ret til at medbringe sin konfessionarius samt at praktisere kristendommen. Det blev Paulinus, der tog med nordpå. Han (og dronningen?) påvirkede kongen, der efter et attentatforsøg lod sin nyfødte datter Eanfled døbe ved påsken 626 og skænkede hende samtidig til kirken. Han selv konverterede ikke, før han havde drøftet religionsskiftet med sit råd, der var positivt, og kongen blev døbt påskedag den 12/4 627.

Forholdene viser, at det var tilrådeligt for en konge at søge om ikke konsensus så dog et flertal og forståelse for et så vigtigt forehavende som at skifte religion. Historien giver et ganske dækkende billede af den religiøse mangfoldighed og realisme, der prægede rigerne på den tid, og hvorledes det praktiske udkomme af en religion blev drøftet, før gamle guder blev kastet ud til fordel for nye.

Saint Aidan
q En af ildsjælene i kristningen var Sankt Aidan, der 634c på opfordring af en af de nordlige kristne konger, Oswald, slog sig ned som biskop på Lindisfarne. Med valget af en irsk munk fra Iona som biskop havde Oswald kompliceret den engelske kristne kirke med en tilhænger af den keltiske påskeberegning - og med den kiksede tonsur.

Helgenen Aidan var irsk født på ukendt dato († 31/8 651 i Bamburgh) og fik festdag den 31/8. Han var biskop i Lindisfarne på Holy Island. Aidan var før bispeudnævnelsen munk i Iona og blev kaldet som biskop af kong Oswald i Northumbria († 05/08 642) i 635. Lindisfarne var et vigtigt lærdomscenter, indtil det blev ødelagt under nogle af de tidligste vikingetogter (793). Blandt Aidans dygtige elever var Chad, der blev den første biskop i Lichfield, Chads broder, Cedd, som konverterede østsakserne, samt Eata, der blev abbed i Melroseklosteret.

Melrose har en omfattende historisk profil. Stedet ligger 50 km SØ for Edingburgh på Tweedflodens højre bred. Det første columbanske kloster blev grundlagt i 7. årh. og brændte 839 under krigene mellem skotter og angler. Det blev genopbygget, men nedlagt i 1000-tallet. I året 1136 blev et kloster grundlagt lidt højere oppe ad floden. Dette nye kloster blev ødelagt 1322 og igen i 1385 og endeligt ruineret af englænderne 1545 under reformationen. I 1822 fik Walter Scott ruinerne »repareret« (Scott boede i Abbotsford tæt ved). Robert I the Bruce (1306) lå begravet ved højalteret.

Selv om alle var enige om, at påsken faldt på søndagen i ugen med den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, så var man ikke enige om, hvornår denne uge begyndte, og påskestriden skyldtes, at den irske oldkirkelige fraktion benyttede en påskecyklus baseret på en 84 års periode, der var besluttet på Arleskonsiliet i 314 og ifølge hvilken, ugen kunne begynde, når den 14. til den 20. kalenderdag efter jævndøgn indeholdt fuldmånen, mens romerkirken benyttede en anden 532-års cyklus opstillet af Victorius af Aquitanien og brugt fra 457. Fra 525 gik Rom over til en 19-års cyklus opstillet af Dionysius Exiguus. Denne cyklus var overensstemmende med Østkirkens. Den sidstnævnte fortsatte til 1582.

Den mere nøjagtige cyklus baseret på den 19-årige periode havde en regel om, at det kirkelige døgn kunne begynde med aftentusmørket dagen før, og påskedagen kunne altså falde også med fuldmåne den 14. dag efter jævndøgn, hvor påskeceremonierne så indledtes den 13. om aftenen, men det er altså før månen er fuld på den 14. dag, hvilket derved bliver forkert, da månen skulle have været fuld før festen indledtes.

De tilladte dage skulle derfor være fra den 15. dag til den 21. dag. Reglerne for påskeberegningen havde Rom i øvrigt ændret for at undgå sammenfald med jødernes paschal, men denne ændring var ikke blevet indført i den keltiske kirke.

Aidan fik også grundlagt nonneklostret ved floden Wear - og senere et i Hartlepool - ledet af Hilda eller Hild, kong Edwins (d.632) grandniece. Hilda grundlagde også dobbelklostret i Whitby for både munke og nonner i samme kloster (så Brigitte var altså ikke ude med en nyhed). Hildas efterfulgtes 680 af kongedatteren Aelfled = Eanfled, hvis fader havde skænket hende til kirken som spæd. Det er Hilda, der er abbedisse i Whitby, da synoden holdtes i 664.

Keltisk liturgi

Keltisk-kristen liturgi og ceremoniprocedurer (-sædvaner) er både i den foregående og efterfølgende tekst nævnt som værende forskellig fra den romersk-kristne kirkes sædvaner. Det gælder fx magtfordelingen mellem biskop og abbed - kloster og stift samt liturgiske forskelle inklusive afvigende påskeberegninger. Her følger nogle detaljer om årsager og konsekvenser af forskellighederne. De romerske sædvaner er generelt de i den øvrige tekst beskrevne.

Den keltiske sædvane, the Celtic Rite består ikke af en enkelt undtagelse fra romersk sædvane, men har haft forskellige definitioner og ofte ganske løse gennem tiden. Keltisk sædvane har været i brug - til forskelig tid - i det meste af England, Wales, SKotland og Irland samt en del steder på kontinentet, især i Bretagne og i Nordspanien. Samtidig med at keltisk sædvane blev anvendt i nogle kirkeenheder, så har der i andre været anvendt den romerske sædvane. Den keltiske sædvane var naturligt knyttet til de kirkeinstitutioner, der var grundlagt eller havde forbindelse med missionerne udgået fra Sankt Columbanus (543-615) [se detaljer herom ovenfor].

Sædvanens endelige ophør var i 1172, vedtaget på konsiliet i Cashel i amtet Tipperary i Sydirland. Det var sammenkaldt for at den irske kirke kunne anerkende Henry IIs overhøjhed efter dennes invasion af Irland. På dettetidspunkt havde kirken siden Karl den Store kun haft tre variantgrupper af sædvaner: Den romerske, Den romersk-keltiske og Den spansk-galliske = Ephesinske. Det påstås, at Ephesus-sædvanerne kom via Provence til England, hvor det blev grundlaget for Sarum Rite.

Forskellene i sædvanerne overdrives ofte, og deres dokumentation er noget svag. Der er kun væsentlige forskelle på tre-fire punkter:

1. Påskeberegningen
Irsk beregning var på grundlag af den ældre 84-årige cyklus fra Romertiden, hvor Rom nu brugte den nye 19-års cyklus som beskrevet ovenfor. Overgangen til romersk beregning skete ikke på en gang, men tog fra 626 (Sydirland) til 909 (Crediton, Cornwall).

2. Tonsurmoden
Tonsuren, der var à la Pauli - raget fra øre til øre på forhovedet - blev benyttet af kelterne. Moden blev kaldt for tonsura magorum, idet man mente, at den stammede fra druiderne, der også kaldtes for Magus.

3. Dåb - nogle dåbsrituelle forskelle om en eller flere gange nedsænkning m.m.

4. Messe - forskelligheder i messeritualer efter hvilke oprindelse der er tale om. Ritualernes vej var lang og snørklet og udviklede sig forskelligt, hvilket kunne give fortolkningsproblemer, når afvigende retninger mødtes igen.

Dokumentationen for de ovenstående regler findes bl.a. i Turin Fragmentet, et manuskript fra det 7. århundrede i Turins bibliotek; Bangor Antifonen, der er navngivet efter Bangorklosteret ca. 680-700 og nu i Milanos Ambrosiusbibliotek; Bobbiomissalet, manuskript fra det 7. århundrede fra Bobbio i Norditalien, og nu i Paris Biblioteque Nationale; Stowemissalet, manuskript fra 8-9. århundrede fundet i det 18. årh. på Stowe, m.fl. samt fragmenter i bl.a. Trinity College i Dublin. Stowe var Hertugen af Buckinghams herresæde, titlen uddød i 1889, nu er bygningerne en skole.

Whitbysynoden
Spørgsmålet om påskeberegningen var blevet udskudt, mens Aidan levede (d. 651) og under hans efterfølger, Finan (d. 661), hvorefter Wilfrid, abbed i Ripon, åbnede disputsen igen. Dette glædede sikkert kong Oswiu, der var i den problematiske situation, at han kunne holde »irsk« påske, mens hans dronning Eanfrid fra Kent endnu holdt romersk faste. Der blev nu indkaldt til synoden i Whitby.

På Whitbysynoden i 664 blev det irske synspunkt fremlagt af biskop Colman fra Lindisfarne, Hilda fra Whitby og Cedd = Chad, østsaksernes biskop. Det romerske synspunkt blev fremlagt af Alchfrith, Oswins søn, Agilberht, vestsaksernes biskop, dekanen James og Wilfred fra Ripon Kloster, og dets grundlag findes i Matt. 16: 13-19, især vers 18-19: »Så siger også jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlen« Dette skulle være beviset på, at Peter og hans efterfølgere har fået herskermandat af Gud og derfor stadfæster den korrekte kristendom. Om påsketabellerne, se The Framework of Anglo-Saxon History to AD 900 af Kenneth Harrison, CUP, 1976. Begivenheden kendes fra Bedes historie og fra Eddius'.

Kong Oswiu = Oswy = Oswin fastslog, at sankt Peter med himmerigs nøgler nok var bedst at følge. Colman forlod derefter Northumbria af veneration for sine forgængere og deres opfattelse, og han blev erstattet af en sydirer, Tuda, der var opdraget i den sydirske-romerske skik. Både abbedisse Hilda og sankt Cuthbert adlød i øvrigt kong Oswius afgørelse, og det hele lyder her meget udramatisk, og Wilfred blev biskop i Ripon med det vestlige Deira som stift.

De tre ledende skikkelser i kirken efter Whitby var: De tre forlod Rom i 669 og nåede England, hvor der kun var tre biskopper tilbage efter dødsfald og delvis opløsning. Den ene var Wine, der havde begået simoni og købt London bispeembedet af kongen af Mercia. Den anden biskop var Ceadda i York, der var blevet viet efter keltisk ritual, og den tredje var Wilfrid i Ripon.

Theodore fjernede Ceadda pga. usikkerhed omkring udnævnelsen og flyttede Wilfried til York og fik så medlidenhed med Ceadda, der var ydmyg, og gav ham Lichfield. Wilfried oprettede nogle klostre og indførte Benedikts Regulae. Benedict Biscop blev abbed i St Augustines kloster i Canterbury. I 672 indkaldte Theodore til synode i Hertford i september. Synoden fastlagde organisatoriske retningslinjer. I Northumbria blev Wilfrid to gange udstødt af kongen, først i 677 af Ecgfrith og anden gang i 691 af Aldfrith, der var keltisk-irsk, og endte som abbed i klosteret i Oundle, hvor han døde i 709.

Det var Benedict Biscop, der grundlagde Jarrow og Monkwearmouth i 674. Han nåede at besøge Rom seks gange og bragte bøger med sig hjem hver gang (ham holder jeg af), der gjorde biblioteket i Jarrow-M. til det fremmeste i landet. Han døde i 690. Der var i 716 ca. 600 munke i Jarrow-M., hvilket gjorde klosteret til det største i landet. Kirken blev grundlagt i 674 og indviet 23/4 685 i Jarrow. [Om Canterbury se 5454 Canterbury Cathedral af J. Keates et al.]

Der er ingen katedralbygningsrester ældre end 10. århundrede i England. Af almindelige kirker fra det 7. årh. er der bl.a. Brixworth i The Midlands. Den næsten eneste bevarede landsbykirke fra 7. årh. er Escomb i Durham. [Se 8326 The Saxon Church of Escomb af N. Beddow, 1989]. Efter Beda Venerabilis (673-735) = Bedes History = Historia ecclesiastica gentis Anglorum, slutter i 731, er der et hul i kilderne til engelsk historie, og der må benyttes oplysninger fra kontinentale kilder, indtil efter vikingerne er faldet til ro.

Bedes historie følger Eusebius' system og sædvaner, og den tilføjer yderligere lokalt stof efter samme model som Gregory af Tours benyttede. Bedes værk er i fem bøger. De første tre behandler englændernes omvendele fra hedenskabet til kristendommen, og de to sidte Englands fortsatte historie som kristent samfund.

Canterbury kontra York
I 669 bliver Theodore ærkebiskop i Canterbury. På grund af den gule pest var en hel række bispeembeder ikke udfyldte, og en bisp fra England, der var rejst til Rom for at blive udnævnt til ærkebiskop, dør, mens han er i Rom, og for ikke at skulle afvente nye mennesker fra England, så vælger paven at udpege og udnævne Theodore direkte fra Rom. Theodore foretager en væsentlig kirkepolitisk manifestation, da han fastslår Canterburys førerstilling i forhold til York, der endnu ikke har en ærkebiskop. Det får de først i 735. med Egbert. En liste over Canterburys ærkebiskopper findes i England del 3.

Cuthbert
q Det er i denne periode, at Cuthbert optræder. Cuthbert var munk i gamle Melrose og senere i Ripon, derefter prior i Lindisfarne og endnu senere eneboer på Farne Island på østkysten af England. Han blev biskop på Lindisfarne i 685, men døde 20/3 687. Bede skrev hans biografi, Live of Saint Cuthbert [J. F. Webb ed. Penguin 1965].

Der har i 7. og 8. århundrede været et meget frugtbart kirkeliv i Nordengland. Foruden de allerede nævnte centre for gudsdyrkelse og lærdom skal også nævnes tvillingeklosteret grundlagt af Benedict Biscop i Wearmouth - Jarrow (Nu Monkwearmouth ved Sunderland og Jarrow i South Shields ved Newcastle). Dette kloster blev også Bedes hjem. Jarrow var romersk orienteret som Lindisfarne var irsk, men begge berømte for deres skrivestuer. I Jarrow benyttedes den italienske uncial til at producere den latinske bibel, Codex Amiatinus, skrevet på abbed Ceolfriths opfordring som gave til pave Gregor II, men nu i St Laurentiusbiblioteket i Firenze [se Medici, 7730].

Stifts- og klosteropdelingen
Da Bede døde i 735 efter at have færdiggjort sin kirkehistorie, var hele England blevet inddelt i stifter. Inddelingen revideres flere gange indtil Normannernes ankomst i 1066. I den nordlige del (provins) blev oprettet fire stifter. Se også stiftinddeling her.
Hexham Nedlagt under vikingetogterne.
Lindisfarne Oprettet 635. Munkene forlod det i 875 og gik først til Chester-le-Street i 883 medbringende St Cuthberts kiste og Lindisfarne Gospels. De nåede først til Durham i 995.
Whithorn
(Candida Casa)		 Nedllagt under vikingetogterne.
York Oprettedes 625 og igen i 664.

I den sydlige provins er dannet 12 stifter:
Canterbury Stiftet i 597.
Dorchester Stiftet i 634. Sammenlagt med Leicester i 870. Flyttet til Lincoln under vikingetogterne.
Dunwich Ligger i Suffolk lige nord for Ipswich.
Elmham Stedet figurerer ikke på mit kort. Stiftet i 673 og flyttet til Thetford i 1072 og senere til Norwich i 1080c.
Hereford  
Leicester Klosteret blev stiftet i 737.
Lichfield Stiftet i 656. Ligger lige nord for Birmingham.
Lindsey Ligger lige nord for Lincoln. Klosteret nedlagt under vikingetogterne.
London Stiftet i 604.
Ramsbury Ligger i Wiltshire. Oprettes 909 og indgik i Sherborne i 1058, der så i 1070 flyttede til Old Sarum.
Rochester Stiftet i 604.
Selsey Ligger ved Portsmouth. Stiftet i 708.
Sherborne Ligger i Dorset. Oprettes i 705. Stiftet deltes senere i tre, og Sherborne forblev bispesæde, og der nydannedes Wells i 909 og Crediton for Devon også i 909 og Cornwall. Crediton flyttede derefter til Exeter i 1050.
Det tredje stift i St Germans dannedes i 931 og nedlagdes igen i 1027. Sherborne flyttede til Old Sarum i 1070.
Winchester Stiftes i 609, nedlægges og oprettes igen i 662.
Worcester Oprettes i 620.

På samme tid var der oprettet klostre - de fleste dobbelthuse for både munke og nonner i:


Læs videre om den engelske kirke her, eller om de middelalderlige europæiske kirker for henholdsvis  Germania og Frankerrigerne samt for Danmark og Norden.

Kildeliste til litteratur her.

Opdateret d. 16.11.2011 Retur til  toppen af siden.
Retur til religionshistorisk  forside Videre til mappen med  ordensvæsensartiklerne
Retur til  religionsforsiden Retur til hjemmesidens  forside