Kontinentalmissionen fra Britannien bliver småt indledt af Willibrord. Som nævnt under Danmarks historie var Willibrord (658 - 739) missionær i Friesland og senere ærkebiskop i Utrecht i 695. Han var oplært af både Wilfrid i Ripon og Egbert i Irland og fik oprettet det for bogproduktionen så berømte kloster Echternach i Luxembourg, tæt ved Trier. En anden kendt missionær hed Winfrith var sakser. Han er bedre kendt som Sankt Boniface = Bonifatius (657 - 754), der blev ærkebiskop af Mainz og døde som martyr, da han i juni 754 kom tilbage til Friesland efter en rejse og sammen med 50 andre blev slået ned af hedningene.
Det religiøse liv fra år 700 til 1000, som det kommer til udtryk i ritualer og procedurer, ville mange katolikker kunne genkende. Bøn, læsninger og megen liturgi forblev uændrede i hundredevis af år. Nogle af disse enkeltheder er overleveret os gennem manuskripter som:
Books of Nunnaminster (Harley Ms 2965)
Cerne (Cambr. Uni. Lib. Ms L1.I.10)
Prayer Collection (BL Royal Ms 2.A.X)
Cottonian Mss (BL Galba A.XIV)
Cottonian Ms (BL Nero A.II, fos. 3-13).
Det intense kristenliv med udvekslinger og uddannelse på kontinentet, udsendelse af missioner, bogproduktion etc. sluttede med vikingerne, der ankom til Lindisfarne 793, nåede Isle of Sheppey i 835, hærgede London 842 og besatte York i 866. »Practically no organized monastic life survived the Danish invasion of the ninth century«. [9130p100]
Vikingernes permanente ophold i 10. århundredes anden halvdel
Først med vikingernes mere permanente ophold i landet genvindes noget af kristenlivets udvikling. Det kaldes i anden halvdel af 10. årh. for The Monastic Revival, og det forbindes med hovedpersonerne:
Dunstan af Canterbury levede ca. 909 til 19/5 988. Han blev født ved Glastonbury og blev som voksen abbed i Glastonbury i 943 og biskop i Worcester 957 og London 959 og sluttelig ærkebiskop i Canterbury fra 960 (959). Fra 955 - 957 var han udvist fra England og studerede ved klosteret i Blandinium ved Ghent i Flandern. Dunstan blev senere helgenkåret med festdag den 19/5.
Ethelwold, eller Aethelwold, levede fra 912 til 984. Han blev oplært som elev af Dunstan og uddannet i Glastonbury; senere abbed i Abingdon lidt syd for Oxford. Han reformerede dette kloster, og var ifølge en legende for nidkær og kom i strid med kirken, men en røst fra et krucifiks sagde, at han havde ret og skulle fortsætte sin linje. Ethelwold blev biskop i Winchester fra 963.
Oswald af York levede fra 925 til 29/2 992. Han blev helgenkåret med festdag 28/2. Oswald var angelsaksisk ærkebiskop af dansk slægt og en førende personlighed inden for kloster- og feudalorganisering. Som studerende var han munk i Fleury-sur-Loire Benediktinerklosteret (i byen Saint-Benoit-sur-Loire), abbed i Westburg-on-Trym og i Ramsey (i Huntingdonshire). Oswald blev i 961 biskop i Worcester efter Dunstan og ærkebiskop i York fra 972, men han beholdt samtidigt Worcesterstiftet. Oswald grundlagde flere klostre bl.a. Pershore i Worcestershire og Winchcombe i Gloucestershire.
I Canterbury bliver Oda ærkebiskop i 942. Han havde studeret i Fleury og sendte senere sin nevø Oswald samme sted hen. Oswald blev biskop i Worcester i 961 og hentede derpå den engelske munk Germanua over fra Fleury som abbed i det nye kloster i Westbury-on-Trym ved Bristol ud mod Avonmouth. St. Dunstan havde en tilsvarende baggrund, og disse personers præg på det religiøse liv betød, at alle abbeder i England i 970 blev enige om at anvende Gorze-ritualerne. Dette kunne lade sig gøre, fordi Wessexkongerne bifaldt udviklingen.
Periodens kongefølge var: Edgar 959-975; Edward Martyr 975-979; Ethelred den 2. den Rådvilde 978/9-1016.
Gorze var et benediktinerkloster i Metzstiftet SV for Metz (syd for Luxembourg). Det var grundlagt i 784 af St. Chrodegang, som fik relikvierne af martyren St. Gorgonius. Klosteret blev reformeret efter 933 af Adalbero I, biskop i Metz 929-962, og det blev toneangivende ikke alene for asketisk livsførelse, men også for »efficient estate management« [Oxf. DCC]. Det blev normalt at beskrive en del liturgiske normer som gorzianske som modstykke til Clunys skik. Gorzianske reformer var bygget på Benedikt af Anianes tanker. Abbederne stillede sig til rådighed som konsulenter for andre klostres reformationer, bl.a. Reichenau og St. Gallen, men de dannede ikke tætte netværk mellem klostrene, som Cluny gjorde.
I 960 - 975 fik kong Edgar (959 - 975), der var den første konge for hele England, gennemført den Benediktinske klosterregel overalt i landet. Befalingen er nedskrevet i Regulus Concordia, som supplement til Benedikts Regel. Regelsupplementet blev samlet af Ethelwold, forelagt og vedtaget på synoden i Winchester i 970c. Oplægget blev antagelig udformet af Ethelwold i hans Regularis Concordia, der følger Aachendekreterne tæt med visse træk taget fra Cluny og Gorze. [9130p103]
Kong Edward udnævnte i 960 Dunstan til ærkebiskop i Canterbury, og Ethelwold, kongens huslærer, blev biskop i Winchester, hvor han bortviste de gifte kanniker og indsatte munke fra Abingdon syd for Oxford ved A34. Han havde tidligere reformeret dette kloster. Oswald blev kaldt hjem fra sit eksil og efterfulgte Dunstan i Worcester.
Fra Glastonbury, Abingdon og Westbury-on-Trym udgik nu reformgrupper over England og bl.a. grundlagdes nu fra Abingdon: Ely, Medehamstede (= Peterborough), Thorny og Croyland. Fra Westbury grundlagdes Worcester, Pershore, Ramsey og Winchester. Glastonbury dannede Bath, Malmesbury, Sherborne og Westminster. For nonner opstod Romsey, Shaftesbury, Wilton og Nunnaminster i Winchester.
Det er specielt engelsk med regulære munke, der fylder kannikernes plads ved domkirkerne i Winchester, Worcester, Sherborne og Canterbury. Disse domkapitler blev formelt styret af biskoppen, der også var abbed, men i praksis blev klosteret ledet af en klausurprior under biskoppen.
Den mest produktive periode under vikingestyret kommer efter kong Knuds tronbestigelse i 1016 (-1033). Han er kristen og opsat på at skabe et organiseret rigsfællesskab. Knud tager mod råd fra Wulfstan, ærkebiskop i York (1002-1023). Kongen rejser med sin første dronning, Aelgyfu, på pilgrimstur til Rom i 1027 og deltager i kroningen af kejser Conrad II af Bayern = Conrad V af Franconia (1024 - 1039). Ved hjemkomsten udsteder Knud befaling om betaling af Peter's Pence til pavesædet.
Det kulturelle center i landet var flyttet sydover med vikingernes hærgen, og de ødelagte manuskriptcentre blev ikke efter vikingerne var faldet til ro, genåbnet. Til gengæld var der centre i det sydlige, der tog arven op og frembragte betydelige værker, som er overleveret til os. Fx kendes:
Bosworth Psalter,
Sherborne Pontificial,
Benedictional of Saint Ethelwold og
Grimbald Gospels.
De er alle på latin og bortset fra Bosworth Psalter, der er skrevet med insularskriften, er de skrevet med den karolingiske minuskelskrift.
På gammelengelsk blev der skrevet prædikensamlinger, bl.a. kendes Catholic Homilies af Aelfric, abbed i Eynsham i Oxfordshire. Der kendes også to sæt latinske teologiafhandlinger oversat til engelsk, og senere skrev AelfricLives of the Saints. Disse værker blev skrevet 990-994. Omkring 1014 skrev Wulfstan værket Lupi ad Anglos en opfordring til bod til englændere, mens kongerne Knud og Ethelred kæmpende om magten.
Fra 1066 til 1350 kan den engelske kirke karakteriseres som den Normanniske Kirke. Kirken bliver i denne periode en totalt integreret del af landets funktioner, hvilket betyder, at den griber ind i livet på alle niveauer - i alle klasser, i alle begivenheder og i alle udviklinger. Kirken er med fra fødsel til død, i juridisk liv, i uddannelsen, i familielivet, i arbejdslivet. Især skal det bemærkes, at kirken deltager i lovgivning og domsretten i næsten total grad.
Stiftsorganisation og -opdeling blev med få ændringer bibeholdt:
Carlisle blev stift i 1133
Nogle stifter flyttede bispesædet fra små byer til områdets »hovedstad«: Crediton flytter til Exeter Dorchester flytter til Lincoln Selsey flytter til Chichester Sherborne flytter til Salisbury Thetford flytter til Norwich
Sogneinddelingen forekommer først efter normannernes ankomst. Opførelsen af gårdkirker ligeså, og disse er hovedsageligt bygget af enkeltpersoner, der råder over tilstrækkelige værdier til at bære omkostningerne = egnens matador. Normannerne bringer også stenkirketraditionen med sig. Der var tidligere stenkirker, men de er få, og hovedparten af de prænormanniske er trækirker, der ikke har efterladt spor. Det er nu, at Westminster Abbeys opførelse begynder [se 5339 gr 53a, A House of Kings af Carpenter].
Normannerne kommer også med deres egen ærkebiskop, Lanfranc, der var kong Williams rådgiver fra 1050c, men Lanfranc falder en overgang i unåde (1052c) på grund af Williams ægteskab med sin slægtning Matilda af Flandern, der er for tæt beslægtet, men det er Lanfranc, der i 1059 får pavens dispensation til ægteskabet og dermed hævet interdiktet mod Normandiet. Slægtskabsforholdet er åbenbart ukendt, da ingen kilder anfører nærmere, og EB siger »af ukendte årsager«.
Lanfranc blev født i Pavia 1005c og døde 24/5 1089 i Canterbury. Kom som ung i skole i Avranches i Normandiet, hvor han udmærkede sig som lærer. Han gjorde sig bemærket ved konsiliet i Rom i maj 1050 og senere samme år på konsiliet i Vercelli om kætteriet som Berengarius af Tours begik omkring transsubstantiationen. Ddenne kamp fortsatte i Tours i 1055 og i et Laterankonsilium i april 1059. Lanfranc skrev 1080c De corpore et sanguine Domine. Han blev i 1066 abbed i Caen i St. Stephenkirken.
Lanfranc arbejdede ved synoden i Winchester i 1076 for cølibatet og fik gennemført en forordning for England om, at ingen gifte mænd kunne blive præster eller diakoner. Det er i Lanfrancs tid, at mange stiftsbyer flyttes fra småbyer til de større handelsstæder - se foranstående skema.
Da den siddende ærkesbiskop i Canterbury, Stigand, i 1070 bliver afsat pga. simoni og valgtekniske problemer, henter William Lanfranc til ærkesædet, og han bliver 29/8 1070 indsat af Londons biskop.
Lanfranc insisterede på Canterburys overøvrighed mod York og nægtede at indsætte Thomas af Bayeux som ærkebiskop i York, før denne havde accepteret Canterburys førertrøje (1072). Striden mellem Canterbury og York fortsætter dog, og først i 1350c overgiver York sig endelig og accepterer Canterburys førerstilling.
Anselm af Canterbury blev født i Italien i Aosta i 1033 eller 1034 og døde den 21/4 1109. Han blev helgenkåret ca. 1163 og har festdag den 21/4. Anselm anses ofte som grundlæggeren af skolastikken. Han var en stor latinist og klar i sproget. Han indgik i 1057 i Benediktinerklosteret Bec mellem Rouen og Lisieux i Normandiet, hvor han studerede under Lanfranc.
Anselm tilbragte en rum tid i Rom, Lyon, Cluny og Avranches. Han blev prior i Bec 1063 og abbed i Bec 1078. I 1077 udgav han Monologium - en teologisk traktat, der forsøger at bevise Guds eksistens ud fra logikken. Under en rejse til England for at grundlægge et kloster i Chester blev han af William II Rufus (1087-1100), søn af William Erobreren, udnævnt til ærkebiskop i Canterbury, (marts 1093). Embedet havde stået ledigt siden Lanfrancs død i 1089.
Før Anselm accepterede, krævede han, at William gav stjålet kirkegods tilbage. Det var snuppet, mens ærkesædet var vakant. Endvidere forlangte han, at William anerkendte pave Urban II og ikke modpaven Clement III. Pga. sygdom og frygt for døden indvilligede William, og Anselm blev viet 4/12 1093. Da kongen blev rask, krævede han værdierne tilbage, Anselm nægtede, da det ville ligne simoni, William nægter så Anselm ret til at rejse til Rom efter palliet. Derefter en række af skænderier og andre drengestreger.
Striden fortsætter, og Anselm tvinges en overgang ud af landet. Mens han er i udlandet udvikler han sin tese om pavens øverste myndighed over alle verdslige fyrster, inkl. konger og kejsere, og frigør derved indirekte alle kirkelige embeder for kongernes indblanding og i særdeleshed deres jurisdiktion. Da kong Henry I (1100-1135) anmoder Anselm om at returnere, bringer han sine ideer med til England, hvor de får blivende og stor betydning helt til reformationen. Hans ideer går under navnet High Georgian.
Da Anselm forlod England, havde han medbragt sit ufærdige manuskript til Cur Deus Homo = Hvorfor blev Gud til Menneske, med sig, og efter konsiliet i Bari gjorde han ophold i Liberi ved Capua og fuldførte manuskriptet i 1099. Tesen heri er menneskets evige syndstilstand mod Gud, som kun kan sones ved Jesus offer, som vi kan blive part af gennem dåben og nadveren.
Anselm vendte tilbage til England efter William II var død under jagt, og broderen Henry I (1100 - 1135) blevet konge og havde brug for forsoning med kirken, og Henry I genindsatte Anselm i Canterbury. Freden holdt ikke længe, og i 1103 - 1106 var Anselm igen i eksil over investiturspørgsmål. Om investiturstriden se nærmere under Wormskonkordatet.
I 1105 indgik kongen og Anselm et kompromis i Bec og ratificerede aftalen i Westminster i 1107, hvorefter kong Henry I modtog en biskops eller ærkebiskops troskabsløfte eller accept af sin verdslige overhøjhed, og biskoppen får til gengæld overrakt de indtægtsgivende værdighedstegn som fx len og landområder, eng. temporalities. Derefter bliver den nyudnævnte biskop indviet i kirken af en anden gejstlig med myndighed hertil og får da de kirkelige værdighedstegn som bispestav og bispering.
En del af domkapitlerne blev organiseret som sækularkapitler, dvs. uden tilknytning til et kloster, hvilket de øvrige var. Sækularkapitlerne var:
Chichester,
London,
Exeter,
Salisbury,
Hereford,
Wells,
Lichfield,
York og
Lincoln
Disse inddelinger forblev stort set uændrede til det 19. årh. Derimod ændrede ritualerne sig med normannerne og fik nyt indhold fra både normannisk og angelsaksisk side samt gennem praktisk brug i de tre store centre: York, London og Lincoln.
De ansatte kanniker dannede i hver domkapitel et samfund ledet af nogle »afdelingsledere«:
Dean,
Precentor,
Chancellor og Treasurer.
Der blev ved domkapitlerne drevet undervisning, og kapitlet rådgav biskopperne. Kannikerne levede af præbender, ofte en kirkes indtægter fra afgifter og tiender. De fire ledere og enkelte andre af kannikkerne skulle bo ved domkirken i mindst to-tredjedele af året. Havde de andre stillinger, eller var deres præbend beliggende langt væk, så fungerede et system med vikarer for den egentligt udnævnte indehaver af et embede.
I de øvrige kapitler, klosterkapitlerne, blev embederne udfyldt med munke. Disse kirker var ofte kendelige på deres meget kraftige lektoriemur, chancel screen / rood screen, der adskilte den sækulare menighed fra munkenes eller de regelbundne klerkes del. Efter reformationen blev disse domkirker reorganiseret som de ovenfor nævnte sækulare domkapitler.
England ligger i middelalderen meget langt væk fra Rom, og den engelske kirke administrerede bl.a. derfor med en stor grad af selvstændighed. Der var tradition for at rejse til Rom, hvis man skulle have en dispensation for uægte fødsel eller en fysisk deformitet (hvilket var nødvendig for embede i kirken) eller mægling i kirkesager, men pga. den lange rejse fik engelske ærkebiskopper og biskopper ofte fuldmagt til at handle og dømme på pavens vegne.
I det hele taget var paven tilbageholdende med at gribe ind, hvilket viste sig ved striden mellem kong Henry II og Thomas Becket, og mellem kong John (1199-1216) og munkene i Canterbury over valget af en ærkebiskop. I sidste tilfælde blev John dog ekskommunikeret for en periode. Ofte var der stridigheder om retten til domsmagten. Var en kirke ejet af en jordbesidder, og en præst gik på krybskytteri - måske sammen med lægfolk, så ville sidstnævnte blive hængt, mens præsten ville forlange at blive dømt af en kirkeret. Kirkeretten dødsdømte ikke og afsagde ikke lemlæstende domme for verdslige foreteelser (men dog for kætteri). Syndige sjæle ville derfor altid prøve at komme under en kirkeret.
Der blev nu oprettet flere klostre, bl.a. Battle Abbey. De var alle Benediktinersamfund, der indtil det 13. årh. forblev separate samfund. Der var fremmede datterklostre, »alien priories«, i England, bl.a. af Bec og Fleury. Enkelte var aflæggere af engelske moderklostre fx Tynemouth fra St. Albans.
Fra midten af det 12. årh. blev udenlandsk indflydelse mere mærkbar. Med undtagelse af Lewes og Bermondsey blev Cluniacenserne ikke udbredte i England. Cistercienserne derimod fik stor indflydelse og udbredelse. Cistercienserklostrene blev ofte lagt langt ude på landet i grænseområder til Wales og i Northumbria, ofte i naturskønne områder. Deres første kloster var i Waverley fra 1128. I det 13. årh. var der 75 Cistercienserklostre i England. Fx fik Rievaulx der er fra 1131, oprettet andre klostre i Melrose og Warden inden 1137, Dundrennan i 1142, Revesby i 1143 og Rufford i 1148.
Englænderen Stephen Harding er en af de betydende skikkelser i Cistercienserordenen. Stephen Harding, der blev helgenkåret i 1623, blev født i 1060 og døde 28/3 1134. Hans festdag er den 16/7, og han blev den tredje abbed i Citeaux = Cistercium. Harding blev uddannet i Sherborne Abbey i Dorset mellem Bristol og Weymouth, og flygtede til Skotland efter 1066 og kom derefter til Paris og foretog derfra pilgrimsrejse til Rom og blev senere optaget i Molesmeklosteret og tog her navnet Stephen.
Han forlod 1098 Molesme sammen med andre utilfredse munke og grundlagde under deres leder Robert klosteret i Citeaux. Her blev han abbed i 1109 og grundlagde flere underklostre, bl.a. Clairvaux, hvor han indsatte Bernhard som abbed. Stephen holdt fast i Cisterciensernes simple arkitektur.
I det 12. årh. var også Augustinerkorherrerne populære. De fik betydning for uddannelse og grundlage hospitaler mange steder. De fungerede bl.a. i:
Merton
St. Mary de Pratis i Leicester og Carlisle Cathedral Priory
Augustinerne, Black Canons, kom til England i 1106 som en regulær korherreorden og omfattede på sit højeste 218 stiftelser, hvoraf de 170 forblev aktive til reformationen. Deres eneste kirke, der blev katedral, er Carlisle, grundlagt 1093 og 1101 som regulært Augustinerhus, der blev katedral i 1133 under Henry I med Athelwald som første biskop. Kirken brændte i 1292 og i 1392 så kun en lille del af det romanske skib står endnu, tårnet er fra 1401. Augustinernes livsførelse er bl.a. kendt fra det overleverede ordensreglement fra Barnwell i Cambridgeshire.
Også enkelte huse fra Karteuserne og Præmonstratenserne fandtes samt en enkelt lokal orden: Gilbertinerne deraldrig kom ud over Østengland. Karteuserne (Carthusians og klostrene: Charter-houses) havde i det 12. årh. ni klostre i England. Gilbertinerne var hovedsageligt nonner, der ellers ikke var så talrige i England. Præmonstratenserne fik oprettet ca. 30 huse i England. Ordenen i England blev i 1512 eximeret fra moderklosteret og direkte underlagt ordenens største hus i Welbech.
Gilbertinerne blev grundlagt af præsten Gilbert af Sempringham i Lincolnshire ca. 1131. Klostrene var dobbelthuse, hvor mændene fulgte Augustins regel og kvinderne Benedikts. Ordenen havde et overhoved for alle huse, og han godkendte alle optagelser. I Gilberts levetid blev oprettet 13 huse med ca. 700 kanniker og 1500 nonner. Ved reformationen var ordenen vokset til 26 klostre.
Gilbertinernes kirker var delt med en mur på langs gennem skibet, så nonnernes halvdel på denne måde var adskilt fra mændenes. På grund af nonnernes overtal er det usikkert, om muren har været gennem skibets midterakse, da nonnerne nødvendigvis må have krævet mere plads end mændene. Muren var kun til over hovedhøjde, så nonnerne kunne følge med i messen m.m. Forbindelsen mellem de to afdelinger var i øvrigt reduceret til en fingerbred sprække i samtalerummet og med en foranstillet plade, så ingen indsigt kunne fås fra nogen af afdelingerne. Genstande blev udvekslet på en drejeplade indrettet, så intet kunne ses på den anden side.
Johanitterordenen fik sit første engelske kloster ca. 1100. Ordenen fik efterhånden 53 satellithuse og ordenens overhoved, the grand prior sad i Overhuset.
Dominikanerne ankom til england 1221, Franciskanerne i 1224, Karmelitterne i 1240 og Augustinerkannikerne efter 1240. [Ovenstående statistik fra Crossley 9153, p.6ff]
De vigtigste nonneboer var: Amesbury Lacock Augustinere Romsey (Benediktinere) Shaftesbury.
I perioden 1215 til 1350 fik det fjerde Laterankonsiliums vedtagne forordninger om et
årligt skriftemål og en
årlig nadver i påsken
betydning for kirkeorganisationen i England, idet sådanne påbud nødvendigvis må følges op med forskellige former for registreringer, der betinger et bureaukrati.
Fra konsiliet lå også forordninger vedtaget om, at
embeder skulle genbesættes inden tre måneder med en eksamineret og godkendt kandidat, at
kirkebygninger og udstyr skulle vedligeholdes passende og at
alle ægteskaber skulle indgås i overværelse af en præst efter passende lysning.
Fra 1198 havde der været ført registreringer over beslutninger, udnævnelser, forudbetalinger etc. hos paveembedets afdelinger. Dette bureaukrati havde påvirket lokale ærkebiskopper til at oprette egne registre for personnel og pekuniære sager. Der blev altså ansat kontorister og arkivarer, og der blev indrettet arkivrum og kontorer og indsamlet dokumenter, og fra biskop Hugh af Wells fik tildelt embedet i Lincoln, er der ført register over alle engelske biskoppers acta.
Hugh af Wells er samme person som Hugh af Lincoln. Han var fransk af fødsel og levede fra 1140 til 16/11 år 1200. Hugh blev optaget i La Grande Chartreuse ved Grenoble, præsteviet før 1170 og biskop i Lincoln fra 1186. Han var den første Kartusianermunk, der blev helgenkåret (i 1220, festdag 16/11). Kong Henry II (1154 - 1189) udnævnte ham til prior i det første Kartusianerkloster i Witham i Essex mellem Colchester og Chelmsford. [Se 5134 Saint Hugh of Lincoln af J. A. Froude, 1870/1959].
En væsentlig afsmittende effekt af stifternes bureaukrati var den kontrol, der med dette redskab af viden og hukommelse fra dokumenter kunne føres med sognepræsterne. Sognene vandt derved. Der kom ordnede forhold for ordentlige præster, deres afgifter blev opkrævet, der var råd til at kirkeuniverset kunne fungere.
I det 13. århundrede kom Dominikanerne og Franciskanerne til England. Som på kontinentet var de opsøgende og omrejsende, og de blev ofte velsete gæster. Der blev en tradition for, at kongefamilien valgte en tiggermunk til skriftefader.
På undervisningsområdet spillede munkene også en væsentlig rolle. Oxford og Cambridge var grundlagt, men det var først i sidste halvdel af 13. årh., at de fik bygget kollegier til underbringning af eleverne. Alle fire fakulteter: jura, medicin, teologi og humanities (arts) var 100 % kirkestyret, og fakulteterne var meget konservative i både form og indhold. Et tegn på konservatismen og lovlydigheden i kirkesager i samfundet kan ses gennem fraværet af kættersager i England. Der var ganske sjældent kirkereformatorer endsige kirkeoprør i perioden. Det er lærde som de nedennævnte, der præger periodens kultur og universitetsmiljø:
John af Salisbury, født 1115/1120 og død 25/10 1180. John var en dygtig latinist og sekretær hos Thomas Becket, der var biskop i Chartres i 1176. John gik i klosterskole i Frankrig under Peter Abelard (1136). Han blev udsending ved pavehoffet og blev senere uvenner med kong Henry II, der mente, John arbejdede for en fri kirke og udviste ham i 1163 kort før Thomas Beckets udvisning. John opholdt sig i Frankrig i klosteret Saint-Rémi i Reims [se 8740 gr58c, Saint-Remi of Reims Basilica].
John var en flittig debattør og skribent. Hans hovedværker er Historia pontificalis (1163), Policraticus (1159), Metalogicon (1159). John vendte tilbage til England 1170 og var til stede i Canterbury, da Becket blev myrdet 29/12 1170. Derefter forberedte han udgivelsen af Beckets biografi og korrespondance. Han deltog i det tredje Laterankonsilium.
Robert Grosseteste levede fra 1175 til 9/10 1253. Han var biskop i Lincoln fra 1235 og blev bispeviet i 1236 i Reading af St. Edmund Rich, ærkebiskoppen i Canterbury. Robert var ansat ved Oxford Universitet 1215 - 1221, og op til sin biskopudnævnelse var han lektor for Franciskanerne. Hans lære var en blanding af neoplatoniske og aristoteleske ideer, og han søgte i sine skrifter efter rationelle sammenhænge og forklaringer på observerbare ting og religiøse begreber. Han skrev kommentarer til Aristoteles, Posterior Analytics og Physic og oversatte Aristoteles' Ethics til engelsk fra græsk. Han fastholdt kirkens overmyndighed mod staten og kritiserede kirken for selv at bruge midler beregnet på sjælesorg og pleje. Endnu en detalje om hans virke.
William af Ockham, (Occam), også kaldet William Ockham - the venerable enterpriser = Venerabilis Inceptor, eller Doctor Invincibilis levede fra 1285 til 1349c. Han var Franciskanermunk, teolog, politisk skribent, senskolastiker og anses som grundlægger af »Nomialismen«, dvs. en lære om tegn og betydning, der kun anser navne at have den betydning, som vi giver dem ved at knytte dem til individuelle ting og begreber. Williams interesse lå hele livet omkring begrebet logik.
William optages i ordenen, mens Frans af Assisis tanker om fattigdom blev diskuteret. Williams opfattelse af religion på et fra logikken fjernet niveau gav han i udsagn som: »Guds frelse er gratis og gives ikke ved kræmmerhandler med ham, hvilket allerede ses på Guds totale skaberværk«.
William studerede i Oxford og underviste ud fra Peter Lombards Sentences, der var den officielle teologiske lærebog på dette tidspunkt. Hans lære blev afvist af universitetet, som han forlod uden at have fået sin master degree, og han forblev en »undergraduate« = inceptor = begynder. 1324 rejser han til Avignon på pavens opfordring.
I Avignon fremsætter han igen sine fattigdomsidealer og argumenterer ud fra Jesu disciples fattigdom og om, hvorledes de afviste ejendom og brug af ejendom, eller kun afviste ejerskabet, men ikke brugen af ejendom i videste forstand. Han er allieret med John Lutterell, der var Williams tidligere universitets"chancellor", der også er flygtet til Avignon, og ordenens general, Michael af Cesena, og alle stred imod pave Johannes XXII, men enden på sagen blev, at Michael og William måtte flygte til det Bayerske Hof hos kejser Louis V af Bayern (Wittelsbach) (1314 - 1347), der var ekskommunikeret, hvilket William også blev. William døde i et kloster i München 1349c.
Duns Scotus = John Duns Scotus = Doctor Subtilis, 1266 - 1308 8/11, Franciskanermunk, skolastiker. Han gjorde sig til talsmand for læren om Marias ubesmittede undfangelse, dvs. Maria var uden synd (= samleje), og at menneskeliggørelsen af Guds søn ikke som årsag havde, at mennesket havde syndet. Endvidere at viljen er stærkere end intellektet, at kærlighed er stærkere end kundskab, og endelig at Himmerigets væsen er sublimeret kærlighed mere end synet af Gud (hvad det så end betyder).
Duns blev født i Skotland og uddannet i Cambridge og Oxford, men ellers vides ikke meget om hans baggrund. Han underviste 1288 - 1301 ud fra tesen, at teologi ikke er spekulationer, men en praktisk videnskab om Gud, og at mennesket fremmeste mål er forening med Treenigheden gennem kærlighed. Han skrev bl.a. Tractatus de primo principio = A treatise on God as first principle. Han blev ordineret af Oliver Sutton, biskop i Lincoln, som Oxford Universitet hørte under, i St. Andrew kirken i Northampton den 17/3 1291. Da Duns var færdiguddannet i Oxford blev han lektor ved universitetet i Paris, men da universitetet i 1303 blev lukket pga. strid mellem kong Philip IV og pave Bonifatius VIII, tog Duns pavens side og blev sendt i eksil formodentlig i Cambridge, men han er tilbage i Paris i 1304 og blev master der i 1305. Efter at have udgivet en del publikationer bliver Duns i 1307 professor i Köln, hvor han døde og er begravet i Franciskanerkirken.
Udgivelsen af lærebøger spillede en rolle for disse teologer. Magt og prestige var også dengang betydningsfulde elementer, og de ambitiøse »beskedne« munke kunne blive kendte i den lærde verden gennem afskrifter af deres værker. Det kan derfor være interessant at kende til forskellene i visse betegnelser for værker. Duns Scotus underviste efter sine Lectura Oxoniensis, derefter reviderede han teksterne og udvidede dem med publikation for øje. Denne udvidede version kaldtes for Ordinatio Oxoniensis. En Ordinatio kunne også være dannet ud fra et studenteressay over lektien; den ville da være kaldt en Reportatio Oxoniensis. Hvis denne Reportatio blev rettet af læreren, blev den til en Reportatio Examinata Oxoniensis. Når værkerne blev udgivet, blev de til Ordinatio eller Opus Oxoniense.
Sekulare institutioner
Fra omkring 1300 begyndte som led i ridderidealerne en oprettelse af sekulare kirker, ofte organiseret som fyrsteforvaltede collegiate chapels. De havde flere formål, men hovedsigtet var at give kongens og fyrsternes krav på andres landområder etc. et skær af legitimation ved hjælp af kirkens velsignelse til erobringstogterne, der gerne kaldes for The Just Wars.
Den kendteste collegiate chapel er St. George's Chapel i Windsor. Det blev i 1348 skabt af kong Edward III ved at omdedikere det allerede af Henry III i 1240'erne byggede kapel indviet til Edward the Confessor nu blev til en kolegiekirke indviet til Sankt George, der jo meget passende også var skytshelgen for krigerfolket. Et tilsvarened kapel med sekulære kanniker blev dannet i London i Westminster og indviet til St. Stephen. Her fungerede kapellet senere som samlingslokale for House of Common, indtil Parlamentets brand i 1834.
St. George Chapel i Windsor tjente desuden som ordenskirke for den ligeledes i 1348 indstiftede hosebåndsorden - Order of the Garter. På helgenens festdag i april samledes hosebåndsridderne hvert år til messe, og når en ordensbærer døde, blev hans våben ophængt i kirken. Andre eksempler på tilsvarende ordenskirker findes i Frankrig for ordenen The Golden Fleece og i dag ses en tilsvarende dedikation af kapeller ved hovedparten af de engelske regimenter.
Når kongen således havde begyndt en sådan kapeloprettelse, hvor han selv kunne bestemme kannikernes indsats uden om biskoppers indblanding, så smittede eksemplet naturligvis af på den højeste adel, der gjorde ligeså. Det tidligste kollegiekapel kom dog allerede i 1150'erne grundlagt af kong Stephens broder, biskop Henry de Blois, i Marwell i Hampshire. I 1355 grundlagde hertug Henry of Lancaster et kapel i Newarke ved Leicester og i 1362 grundlagde Lord John Cobham et kollegiekapel med fem kanniker i Cobham i Kent.
St. George's Chapel blev senere ombygget til sin nuværende pragt af Henry VIII.
[HiTo4/2005 p.19-23]
For at forstå situationen for den troende kristne i den sene middelalder er det nødvendigt at se på hele verdensbilledet, hvor kristendommen ikke var hverken dominerende, sejrende eller frembrusende. Efter kristendommens fremmarch i årene efter 311 op til ca. 800, så var situationen ved begyndelsen til det 13. århundrede, at
Det hellige Land var for det meste tabt,
Konstantinopel blev erobret af tyrkerne i 1453,
mongolerne stod i Budapest i 1242,
den sorte død (og andre pestbølger) 1348ff bortrev måske 1/3 af befolkningen
muslimerne havde truet Europa langt op i Spanien
kristendommen havde stået stærkere i et større område lige efter romerrigets fald
jødedommens ældgamle kultur og jødens evner og uddannelser inden for håndværk og handel var en alvorlig konkurrent til de kristne samfund i Vesteuropa
islam var en ny og energisk, ekspanderende og potent religion.
Sådanne bagvedliggende forhold var naturligvis ikke del af bondens første morgentanker, men må have ligget i baghovedet på de uddannede i samfundet, og specielt gejstligheden og fyrstestanden må have været klar over det svage underlag for samfundet og de omkringliggende landes trusler mod den vestlige kultur. Endelig havde vestkirken også østkirken at tage hensyn til. Denne beherskede også hovedparten af det gamle græske og romerske kulturland, og de klassiske tekster og ideer og ophavsforhold fik - efterhånden som læsning og undervisning blev udviklet - større betydning, men østkirken var i hele perioden under stærkt pres af tyrkerne.
I hverdagen var den almindelige bruger nok mest urolig for pesten, der var epidemisk flere gange og som i 1300-tallet jo var skyld i befolkningsnedgangen i Britannien fra ca. 5 til 3 millioner. Der var flere perioder med slem hungersnød, og der var i perioden i England en klimaforværring, der bl.a. kan ses af, at vindyrkning måtte indstilles.
Fra 1337 til 1453 lå England og Frankrig i krig i Hundredeårskrigen, der tappede begge lande for energi. Når det dertil føjes, at pavestolen fra 1305/09 flyttede til Avignon til 1377, og da England var i krig med Frankrig i det meste af denne periode, så var forbindelsen til paven ikke tilfredsstillende for England. Derefter kom skismaet med op til tre paver på en gang efterfulgt af konsiliarstriden til 1449.
Så usikre tider får ofte folk til at spekulere på reformer, der, hvis de afvises, kaldes for kætterske. Det sker i tilfældene med John Hus, John Wyclif og med Lollarderne.
John Wyclif, Wycliffe / Wycliff / Wicliffe levede fra 1330 til 31/12 1384. Han var født i Yorkshire og studerede i Oxford, ordineret præst, lærer ved universitetet fra 1360 og næsten resten af livet. Doctor of Divinity fra 1372. Trak sig 1381 tilbage til et præstekald, som han siden 1374 havde haft i Lutterworth i Leicestershire.
Han var kritisk over for det overdådige liv, som nogle prælater havde tillagt sig, og modstander af kirkens indblanding i politiske sager, men han stoppede ikke her, men angreb også visse religiøse doktriner, bl.a. hovedtesen om, at kun syndfrie kunne udøve »dominion« over gods, og da »kirken« var syndig, skulle den afgive gods og blive evangelisk fattig igen, og det var disse kirkespørgsmål, der resulterede i hans ekskommunikation.
I dag huskes John Wyclif måske bedst som den, der satte skub i oversættelsen af Bibelen til engelsk, selv om det er tvivlsomt, om han selv deltog i oversættelsesarbejdet. Hans tilhængere kaldtes Lollarder [opr. et hol. ord: lollen = mumle, brugt om religiøse ekscentrikere]. Kirken viste langmodighed med gruppens kritik, indtil den i 1400-tallet gik til modangreb, og over 100 lollarder blev brændt på kætterbålet. Wyclifs ideer vandt aldrig gehør hos flertallet, men hans tanker var med til at bane vejen for reformationen, og han kaldes også for The Morning Star af den engelske reformation.
Ved en bestemt lejlighed talte han for, at kongemagten skulle kunne hente en kriminel ud af kirkens område, hvor der ellers var fredhelligt for alle. Dette udløste fem pavelige buller mod ham, men de engelske myndigheder overhørte dem.
Wyclif troede på prædestination og talte imod nadverens transsubstantiation. Hans værker blev efter The Peasant's Revolt i 1382, hvor bl.a. ærkebiskop Simon af Sudbury blev myrdet?, på en synode i London censureret og forbudt.
Wyclif's eller the Lollard Bible er overleveret i to versioner. Den første tilskrives Nicholas Hereford, den anden tilskrives John Purvey. Der kendes ca. 180 manuskripter med teksterne fra Vulgata.
Ved periodens start i 1350 er der altså bekymringer nok i dagligdagen, der skulle gøre håbet om et bedre liv i det næste tillokkende. På sognesiden viser perioden 1300-1550 en bemærkelsesværdig energitilstedeværelse, der kommer til udtryk i bygning eller forandring af kirker: de bliver større, de primitive træk fx meget små glughuller, bliver udkiftet, og den gotiske stil - efterhånden i tredje fase - bliver anvendt i et stort antal kirker, og bliver den stilart, der stadig er det almindeligste »præg« i de engelske middelalderlige kirker.
Kirken var stadig det lokale samlingspunkt og tilknytningen til de lokale faglige laug steg, og med borgerskabet vækst økonomisk og kvantitativt stiger deres uddannelsesniveau og deres deltagelse og indflydelse på hverdagslivet i kirken. Eneboere og »anchorites« var der procentuelt stadig flere af i England end på kontinentet, og de nyder en vis respekt som hellige personer. I kirken mødes sognebørnene af et meget mere farverigt skue end i dag. Der er mange statuer og gravminder, mange små altre med pynt og vægmalerier, glasmosaikker og skulpturinventar fylder kirkerummene.
De religiøse ordener fortsætter i denne periode i store træk deres tilværelse, som den nu har set ud i flere hundrede år. Stifterne er nu fordelt med tre i York provinsen og 14 i Canterburydelen. I alt er der ca. 9.000 sogne Kun Kartusianerklostrene voksede fra 3 til 9 i perioden; de øvrige bibeholdt antallet.
Det anslås, at der i 1300 i alt var ca. 14.000 munke i ca. 1.000 samfund. Antallet faldt under den sorte død til 9.000 og voksede langsomt til ca. 10.000 i år 1520 lige før reformationen. Af sekulære gejstlige regnes med ca. 28-30.000, hvilket giver godt 2 per sogn og resten i stiftsøvrighed og administration.
En ud af hver 50 mænd var tilknyttet kirken på den ene eller den anden måde. Blandt kvinderne var tallet væsentligt mindre: i 1300 var der 3.000 nonner og søstre. Tallet faldt så under pesten og gik lidt op igen til 2.000 i 1520. Oxford og Cambridge har fra 1300 til 1500 et antal elever på 1.000-1.500 hver. Der kommer efterhånden flere lægfolk blandt klerkene på skolepultene.
Kvinderne havde ikke mulighed for at gøre så stor en offentlig indsats. De kunne udøve forsorg, og der er registreret mere end 500 hospitaler i 15. årh. (de fleste grundlagt i 12. - 13. årh.), og på disse spillede de kvindelige plejere en rolle.
Fra romertidens kristne tid over angelsaksisk tid fungerede kirken i det storengelske område som en missionskirke med delvis to former for ritualer, biskop-abbed-forhold og bl.a. forskellig påskeberegning. Denne tilstand ophørte noget før 1066, men kirkens forhold blev grundlæggende forandret med normannernes ankomst, idet forbindelsen med Europa, og kirkens tættere tilknytning til en stærkere kongemagten gjorde det af med næsten al gemmel tradition.
Normannerkirken åbnede op for en nærmere kontakt mellem teologiske lærde og lærdomsinstitutioner i England og i Frankrig, og i mindre grad Tyskland og Italien. Klosterbevægelsens storhedstid kom nu med grundlæggelse af moder- og datterklostre på kryds og tværs i Europa. Tiggermunkene kommer godt hundrede år efter normannerne og bliver godt modtaget i England.
Efter angrebene af den sorte død var den engelske kirke mere national selvstændig: der var på grund af sygdommen ikke mere den samme udveksling, og Hundredeårskrigen med Frankrig forhindrede også fri bevægelighed af gejstlige. Samtidig var den (mandskabs-)svækkede kirke kommet i et større afhængigshedsforhold til den stærke kongemagt, og op mod reformationen mindskes kirkens magt. Moralsk blev den udsat for kritik for dens vellevned og forstokkethed. De nye videnskaber rejste spørgsmål, som kirken ikke ville besvare på rationelt grundlag, og endelig - men ikke mindst - var misundelsen stor fra verdslig (adelig) side for de værdier, som kirken havde samlet gennem de mange hundrede år, hvor borgerne for deres sjæls frelses skyld havde doneret gods og guld til klostre og kirker.
Der var således lagt op til forandringer, og med kong Henry VIIIs temperament og ønsker om at beherske også kirken - ikke mindst for også at løse sine egne personlige problemer - var der relativt let spil over for kirken, da reformationstankerne nåede England.
Den Romersk-Katolske Kirke i England ledes i dag af en Bishop's Conference bestående af alle stifters biskopper, ærkebiskoppen for den Ukrainske menighed, forsvarets biskop samt nogle hjælpebiskopper. Den foresiddende hedder president og er ærkebiskoppen af Westminster, stiftskirke Westminster Cathedral. Han er i år 2000 en kardinal.
Under the Bishop's Conference er der fem departementer:
Department for Christian Life and Worship
Department for Mission and Unity
Department for Catholic Education and Formation
Department for Christian Responsibility and Citizenship
Department for International Affairs
Bishop's Standing Committee består af alle ærkebiskopper samt formændene for de fem departementer. De virker som et forretningsudvalg og leder kirken mellem konferencerne.
I UK og N. Ireland er der ca. 9 millioner medlemmer af den engelske romersk-katolske kirke. Der er 11 ærkebiskopper, 67 biskopper og 11.000 præster til ca. 8.500 kirker.
Jørgen Marcussen
Læs første del om den engelske kirke her, eller om de
middelalderlige europæiske kirker for henholdsvis Germania og Frankerrigerne samt for Danmark og Norden. I tredje del om engelske forhold er opført forskellige lister om bl.a. lokaliteter.