Uddrag af Bibelteksten, revideret til lejligheden.
Evangelierne
Evangelion af græsk betyder glædeligt budskab, og ordet forekommer 76 gange i NT. Fra midten af det andet århundrede benyttedes ordet alene i betydningen et skrift om Kristi Frelsergerning. Det engelske ord for evangelium, gospel, er dannet analogt med den latinske betegnelse for et godt budskab, bona adnuntiatio, der blev almindeligt benyttet i stedet for det mere formelle evangelium. Godspel er sammensat af god = "good" og spel fra "spillon" = "to announce", og som i dag findes i ordet "spell". Det er altså fejlagtigt at forbinde det med "God's spell" = Guds fortælling.
I kirkehistorien har der været et utal af litterærkritiske forsøg på en genredefinition og tolkning af evangelierne. Nogle har totalt afvist, at teksterne har litterær genre; de er ren forkyndelse, mens andre har tolket dem som en folkelitterær genre. Nogle har anlagt et biografisk sigte på teksterne, altså Jesus' livshistorie, og der er stadig polemik om deres litterære tilhørsforhold.
Evangelierne er nedskrevet inden for et tidsrum af mindre end 100 år, og selv om der er nogen usikkerhed for rækkefølgen, så regnes de normalt kronologisk som værende Markus, Matthæus, Lukas og Johannes. Matthæus-, Markus- og Lukasevangelierne kaldes for de synoptiske = overblik (gr).
Allerede Eusebius af Cæsarea, 260-339 († 341 & 392 er andre årstal, der optræder, som er mindre sandsynlige), opstillede sammenlignende lister for evangelierne. Listerne havde parallelle spalter med en for hvert evangelium, så det let kunne ses, hvor de var ens og hvor de afveg fra hinanden.
Der har i kirkens historie været gjort flere forsøg på at sammenskrive evangelierne til en ubrudt Jesushistorie, men disse forsøg har ikke vundet generel indpas i religionen. Den eneste fast benyttede tekst af denne type er Vor Herre Jesu Kristi Lidelseshistorie, hvor man ved at sammensætte uddrag fra alle evangelier kan nå op på de approberede "Jesus' syv ord på korset". Lidelseshistorien kan lettest læses fra Den Danske Salmebog.
Markusevangeliet
Det ældste er Markusevangeliet nedskrevet omkring år 70, og formodentligt af Johannes Markus = Johannes med tilnavnet Markus, men der er ingen navne nævnt i det. Johannes Markus var jødekristen og virkede med først Paulus og senere med Peter, som han var tolk for. Markus var altså ikke en af Jesus' disciple, men discipel af en Jesusdiscipel.
Markusevangeliet har ligget til grund for Matthæus- og Lukasevangelierne.
Markusteksten indeholder 49 afsnit, senere opdelt i 16 kapitler.
Markusevangeliet er skrevet for hedningekristne, oprindeligt på græsk med aramaiske forlæg.
Evangeliet begynder ved Jesu dåb og slutter ved hans genopstandelse.
Matthæusevangeliet
Næstældst er Matthæusevangeliet. Det er fra efter templet ødelæggelse i år 70, og mest sandsynligt nedskrevet omkring år 90, da der fra omkring år 100 er kilder, der refererer til Matthæus.
Markusevangeliet er næsten totalt indsat i Matthæus, men ingen citater er formet.
Det begynder med undfangelsen og slutter ved genopstandelsen. Omfanget på 69 afsnit, senere delt i 28 kapitler, er 1,5 gange Markus.
NT har Matthæusevangeliet forrest; en årsag kan være, at det indeholder Jesus' slægtshistorie.
Den nok vigtigste tekst i Matthæus er bjergprædikenen i 5,1 til 7,28.
Matthæus er skrevet for jødekristne, og det er også anonymt.
Det indeholder en bearbejdelse af en samling Jesuscitater, som Matthæus nedskrev på aramæisk.
Lukasevangeliet
Lukasevangeliet er skrevet af Lukas, der var en græsk læge, der fulgte Paulus. Eneste evangelium med præsenteret forfatter.
Indholdet inkluderer historien om den barmhjertige samaritan og den fortabte søn.
Evangeliet regnes for nedskrevet tidligst ca. år 80-90, men mere sandsynligt hen imod 120, da refererende kilder først optræder hen mod århundredets midte.
Evangeliet er ligesom fortsættelsen tilegnet en ukendt person ved navn Theofilus.
I Lukas forekommer en mere fyldig beretning om Johannes Døberen.
Lukas skrev også fortsættelsen, Apostlenes Gerninger, og det formodes at være sket ca. samtidigt med evangeliet.
Evangeliet rækker fra Johannes Døberfortællingen til Jesus opstandelse, men det er en vigtig pointe, at fortsættelse med helligånden, der fylder apostlene, forekommer i fortsættelsen i Apostlenes Gerninger.
I Lukas er der nævnt to konkrete tidspunkter i 2,1 og 3,1, henholdsvis om kejser Augustus og om kejser Tiberius.
Nogle forskere arbejder ud fra en tese om en fælles, ukendt kilde - kaldet Q - der kan have ligget til grund for både Matthæus og Lukas.
Johannesevangeliet
Johannes rækker fra Jesu dåb til genopstandelsen. Tonen er mere åndelig,
Det er nedskrevet - formodentligt - noget senere end de øvrige, man anser år 100-120 for sandsynligt.
Eneste evangelium med forfatterpræsentation, selv om ingen navne er nævnt. En forfatteridentifikation - eller flere - vækker ikke historisk tillid, og desuden bærer teksten præg af at være udviklet, og især er den sidste del regnet for at være gjort af en anden forfatter end begyndelsen.
Der er kritikere, der bytter rækkefølgen om på de to sidste evangelier.
Der er ikke helt samme kronologi i dette evangelium, og Jesus' rejser i Palæstina og hans dødsdag afviger også fra de øvrige evangelier. Teksten indeholder mange dialoger og talen er symbolsk præget. Teksterne er meget præget af "jeg-ord", der forstås som udlægninger af, hvad Jesus står for i forhold til Gud og den kristne tro.
Eneste evangelium der beskriver et komplet brud med jødedommen.
Kort Jesuskronologi
Jesus' fødsel skete i de sidste dage af Herodes' regeringstid:
Herodes den Store regerer 37-4 f.Kr. (Mat.2,1 + Luk.1,5) - fødselen kan sættes til ca. år 7-5 f.Kr.
Den første folketælling, mens Augustus var kejser (Luk.2,1) - Augustus regerede fra 29 f.Kr. til 14 e.Kr. og døde den 19/8.
Kvirinius var statholder i Syrien (Luk.2,1) - Kvirinius blev først statholder i 6 e.Kr. Derfor er datering efter de to sidste sammenholdt nok forkert.
Johannes Døber optræder i Tiberius' 15. regeringsår; Tiberius regerede år 14 til 37 e.Kr., dvs. Johannes optræder i året august 28 til august 29.
Her er der så en mulighed for en alternativ datering, da Tiberius blev medregent fra år 12 eller 13; regnes herfra kan Johannes komme på scenen allerede år 25-26.
Lukas 3,23 skriver, at Jesus var omkring 30 år, da han begyndte at prædike, og da var Johannes Døberen fængslet.
Jesus virksomhed varede ifølge evangelierne på nær Johannes cirka et år, mens Johannes mener tre år.
Jesus korsfæstes, mens Pilatus var statholder (Luk.3,1), altså mellem 26 og 36 e.Kr.
Dødsdagen har Mat., Mar. og Luk. til den fredag den 15. Nisan, der var dagen, hvor påskelammet slagtedes,
Dødsdagen ifølge Johannes er den 14. Nisan, altså dagen før. Enighed herom kan ikke opnås, da der kun er de afvigende evangeliekilder at henholde sig til.
Enkeltheder om NTs historie
Det NT er færdigskrevet, som vi kender det, ca. år 400. Der kendes en godkendelse fra Alexandria i år 373, fra Rom i 382 og fra Karthago i 399. Teksten bliver først delt op i kapitler ca. 1200 i en udgave skrevet i Paris' Universitet, og det blev denne, der dannede grundlag for Gutenbergs tryk i 1455. Versinddelingen er fra ca. 1550.
Thomasevangeliet er skrevet meget senere - omkring år 150 - og regnes gerne til de apokryfe skrifter. Evangeliet er skrevet på græsk, men fundet som en koptisk kopi i 1946.
Fra det NT findes der mange manuskripter på græsk, men alle flere århundreder yngre end Jesustiden. Også på latin findes der mange manuskripter, der som de græske inddeles efter deres skrift: uncialer, kapitæler, minuskler og kursive. Fra tiden før Hieronymus' oversættelse findes der godt 40 stumper. De væsentligste er med parallel græsk og latinsk tekst. Efter Vulgatabibelen findes der over 8.000 manuskripter af denne udgave, men hovedparten er fra mellem 1200 og bogtrykkunsten.
Et andet af fragmenterne stammer fra Johannesevangeliet og er skrevet på papyrus omkring år 135. Der er i 1900-tallet fundet flere bibelhåndskrifter på papyrus, men hovedparten af de ældste bibelhåndskrifter er yngre. Alle Bibelens tekster er afskrifter af afskrifter. De er alle oversatte.