LITURGISKE BØGER

BRUGT VED RELIGIØSE HANDLINGER M.M.
Foreløbig udgave per 2020-04-06. Revideret 2020-11--17.

Indholdsoversigt
 
  • Lectionarium
  • Legendarium
  • Manuale
  • Martyrologium
  • Ordinarium
  • Passionarium
  • Pontificale
  • Psalterium
  • Rationale
  • Responsoriale
  • Sakramentarium
  • Sequentionarium
  • Tidebog
  • Troparium

    • Indledning

    Denne tekst indeholder korte omtaler af de fleste liturgiske bøger brugt i kirken i middelalderen, bortset fra Bibelen, de apokryfe skrifter, de apologetiske skrifter, kirkefædrenes produktion m.m., der har deres selvstændige afsnit. De hellige skrifters brug er behandlet under messen og sakramenterne (ikke klar per 10.07.2004). Oversigten er ikke fuldstændig, og jeg udvider efterhånden med de begreber, som vi har brug for.

    Liturgiske bøger

    De liturgiske bøger, der var nødvendige i gudstjenesten, var de oftest kopierede bogtyper i klostrenes skriverstuer. Den vigtigste liturgiske bog var den selvstændigt behandlede Bibelen. Dele af Bibelens gammeltestamentelige del var også de første skrifter, der anvendtes i Oldkirken, idet den jo blev overtaget fra jøderne. I løbet af de første tre hundrede år efter Kristus bliver Det Nye Testamente så sammenstillet og indgår i det, vi forstår ved Bibelen i dag, og først i perioden 350-700 skrives der bøger med bønner, salmer og læsestykker, der anvendtes som supplement til Bibelen under gudstjenesten og i de øvrige kirkelige handlinger (sakramenter). Især var det Davids Salmer, der blev »udgivet« i salmebøgerne, og læsestykkerne var stadigvæk hovedsageligt fra Bibelen.

    I karolingertiden bliver den romerske liturgi enerådende, og de forskellige bøger samles i missalet, der bruges ved messen fra ca. 1000, og i breviariet samles tidebønnerne, der kom i almindelig brug fra ca. 1200.

    I næste afsnit gennemgås de forskellige typer håndskrifter alfabetisk bortset fra missalet og breviariet, der indleder gennemgangen.

    Missalet

    Missalet eller messebogen indeholder de til messen nødvendige tekster. Disse tekster blev samlet omkring 800-1200 fra oprindeligt at have været delt op i: Årsagen til samlingen af teksterne i én bog var det stigende antal messer, som blev afholdt i klostrene på alle døgnets tider og ofte kun med en enkelt medhjælper, hvorfor der kun var en eller to aktører til alle rollerne, og det var praktisk med et samleværk. Bogen kaldtes derfor også for Missale plenum.

    I missalet findes altid:

    Breviarium

    Breviarium kaldes også for farebog = rejsebog. Liturgisk bog med tekster, der anvendes ved tidebønnen og de mindre gudstjenester. Som missalet er breviariet samlet af enkeltstående: Breviariets bestanddele kan være: Sammenskrivningen begyndes 1000-1100. Breviariet kaldes for en rejsebog, fordi dens begrænsede størrelse gjorde den velegnet til at medbringe til de kirkelige handlinger, der foregik uden for kirkens fysiske rammer.

    Breviarier med Mariaofficier kaldes ofte for Horæ.

    Antiphonarium

    Antiphonarium eller Antifonale er en bog med musik- og sangstykker til tidebønnen. Ordet antifon kommer af gr. antiphonia = modklang / genklang, men betyder også en oktav i gr. musikteori. Ordet bruges i kirkens liturgi for den enstemmige gregorianske sang, som bl.a. anvendtes ved Davidssalmernes recitation.

    En antifon er egentlig en tekst fra fx Bibelen, der synges før og efter en salme. Desuden kan en antifon være et mere selvstændigt stykke tekst med melodi - og altså ikke kun en ramme om en salme. Ved antifonale psalmodi veksler sangen med et vers foredraget af én gruppe sangere og med næste vers foredraget af en anden gruppe. Hvis grupperne er hhv. drenge og mænd, så vil sangen typisk være med en oktavs afstand.

    Antifonale

    Oprindeligt indeholdt antifonalet sangstykker til både messe og tidebøn, men fra ca. 800 begyndte en adskillelse i antiphonarius officii til tidebønnen og antiphonale missae for messens sange. I højmiddelalderen bliver den sidstnævnte kaldt for graduale, og da breviariet fremkom, fik antiphonale officii plads heri, hvorefter antiphonalen udelukkende blev en bog for sangere.

    Calendarium - se Kalendarium.

    Capitularium

    Capitularium er en kort bibeltekst til tidebønnen. Kan være optaget i breviariet.

    Collectarium

    Collectarium er et værk, der defineres som en »samling« af tekster, eventuelt inklusive bønner, der læses ved alteret før indsamling af »kollekt«.
    Collecta er en kort bøn. Betydningen skifter fra oldkirkens tid, hvor det var brugt om menighedens samling ét sted for samlet at begive sig et andet sted hen, hvor der fx fandt en messe sted. I middelalderen kommer det til at betyde bønnen, hvor præsten summerer menighedens bønner og giver dem videre til Gud.

    Fra omkring år 800 er Collecta navnet på bønnen, der går forud for epistelen. Den indledes med Salutation og slutter med Amen. Efter år 1000 blev den udvidet med flere bønner. Bønnen betegnes som lakonisk og rytmisk. Collectarius liber, Collectaneum, betegner den liturgiske bog brugt ved tidebønnen med indhold af Collecter og Antifoner sammen med tidebønstekster. Collectariet indgik senere i breviariet.

    Diurnale

    Diurnalet indholder dagens tidebønner.

    Epistolarium

    Epistolarium er en samling tekster, der læses under gudstjenesten før evangelielæsningen. I oldkirken var der op til fem læsninger; fra 300-tallet kun epistel- og evangelielæsning. Skikken var overtaget fra jødedommen. Epistelteksterne er uddrag af Apostlenes Gerninger og Apostelbrevene i Bibelen samt visse tekster fra GT.

    Der blev oprindeligt læst direkte fra Bibelen, og der læstes fortløbende i samme tekst. Der blev læst af Lectionarius fra læsepulten, ambo, på korets sydside. Senere overgik oplæseropgaven til subdiakonen, og i ganske små kirker læses epistelen af præsten selv.

    Det benyttede udvalg af bibeltekster, perikoper, er af ukendt oprindelse - når der ses bort fra højtidsteksterne, der jo er givet. Hieronymus nævnes som ophavsmand, men det er i mangel af bedre og uden dokumentation.

    Det er fra ca. 500, at bibelteksterne samles i de særskilte epistolarier. På et senere tidspunkt samles både epistolarier og evangelarier i én bog kaldet lectionarium. Navnene ligger dog ikke fast i middelalderen, hvor lectionarium også bruges om epistolarier og om evangelarier, også ordet apostolus ses anvendt for epistolarier. I middelalderen var dagligdagsbetegnelsen for epistolarier og evangelarier ofte Ledsageren = Comes.
     

    Evangeliarer - Evangeliebogen

    Evangeliebøgerne blev anvendt ved messens læsninger. De havde en nogenlunde fast opbygning som håndbog for præsterne i disses fastlæggelse af, hvilke tekster der skulle anvendes gennem kirkeårets gudstjenester. Som epistolarierne blev evangeliarerne overflødige, da missalet fremkom.

    På grundlag af beskrivelser af evangeliarer i flere kilder og med særligt fokus på Danmarks ældste bog, Dalbybogen, er nedenstående noter om evangeliarernes indhold skrevet.

    Evangeliaret eller evangeliebogen indeholdt foruden evangelieteksterne også nogle hjælpetekster. Da der er tale om individuelt udførte manuskripter, forekommer der afvigelser gennem tid og sted, og ikke alle prologer og indholdstabeller er til stede i alle de kendte håndskrifter.

    Fra Eusebius' / Eusebs tid († 339) blev de fire evangelier inddelt i passende afsnit, der gjorde det muligt i hvert evangelium at sætte korresponderende afsnitssignaturer ind for samme emne beskrevet i hvert af de andre evangelier.

    Euseb skrev på græsk. Hans forklaringer og formateringssystem blev oversat til latin af Hieronymus († 420) i dennes "Vulgata"-oversættelse. Den nedenstående opstilling er danent ud fra beskrivelser i faglitteraturen for evangeliarer kendt fra 1000-1200-tallet.

    Euseb udviklede den såkaldte abstrakte ciffersynopsis [KLNM, 4, 61], hvor evangeliernes opdeling i omkring 1165 afsnit er fordelt således: I hvert evangelium blev teksten skrevet i en midterspalte, og i den ene sidsespalte blev der tilskrevet synonyme teksters signatur fra de tre andre evangelier. I den modsatte sidespalte kunne der indsættes ordforklaringer, "glosser". Det var dog ikke alle evangeliarer, der var opstillet med tre spalter.

    Kanontabeller
    Som en oversigt blev alle parallelstederne opstillet i et antal kanontabeller forrest i evangeliaret. Kanontabellerne var oprindeligt opdelt i ti enkelttabeller. I en tabel blev opført de skriftsteder, som havde ækvivalente skriftsteder i alle de andre tre evangelier. I en anden tabel, stod de steder, hvor kun to af de andre evangelier havde ækvivalenter, osv. Det kanontabelnummer, hvor de synonyme skriftsteder for den aktuelle tekstenhed i de øvrige evangelier var behandlet, blev skrevet i evangeliets sidespalte.

    Efter kanontabellerne havde Euseb i sit system placeret prologer eller forord. Der kunne være flere af disse forrest i hvert evangelium. Eusebs første prolog indledtes med Ammonius. Hieronymus' evangeliebog indeholdt foruden kanontabellerne også hans dedikationsbrev til pave Damasus I, der havde givet ham opgaven med revision af den latinske version af evangelierne på grundlag af de græske originaler. Dedikationsbrevet indledes med ordene "Novum opus" og inkluderer en instruks i brugen af kanontabellerne.

    Med delvis grundlag fra Dalbybogen, Quattor Evangelia, Latine [Gl. kgl. S. 1325 4°], og i øvrigt efter Hieronymus' system kan følgende indhold eller dele heraf påregnes i en evangeliebog:
    1.Kanontabeller (synoptiske tabeller) som efter Eusebs format var delt i ti tabeller ofte fordelt over 12 sider efter Hieronymus' revision, mens Dalbybogen havde 16 tabeller, der kendes fra manuskripter fra 800-tallet og derefter.
    2.Hieronymus' brev til pave Damasus I († 384) Dedikationsbrevet indledtes med "Novus opus".
    3.Forklaring til kanontabellerne. Brugen forklaret indledt med "Secundum".
    4.Evangeliernes betydning i kristendomslæren (ved Matthæus) indledt med "Plures fuisse".
     
    I latinske evangeliebøger kunne yderligere indgå to prologer:
    5.Pseudo-hieronymianske prolog indledt med "Sciendum etiam".
    6.Eusebs brev til Carpian "Epistula ad Carpianum". Prologen skrevet som et brev til Eusebs ven Carpianus. Teksten indledes med ordet "Ammonius" (300-tallet), der var en kristen filosof fra Alexandria.
     
    Kun punkt 1., 2., 3., 4. findes i Dalbybogen sammen med punkt 7. og 8.
    7.De fire evangelier, der indtil ca. år 1000 var opdelt i tre gange flere kapitler end nutidige versioner.
    Hvert evangelium indledes med en forfatterbiografi og en kapiteloversigt, der sættes lige før tekstens indledning.
    Dalbybogen har ud over teksten også et bogmaleri for hvert evangelium med portræt af den aktuelle forfatter.
    8.Perikopeliste. Efter evangelieteksten følger en perikopeliste for de forskellige læsninger ved messen i kirkeårets forløb. Indledt med "Capitulare evangeliorum" med angivelse af "incipit" og "explicit" til hele kirkeåret.
    I Dalbybogen kommer perikopeen dog først samlet efter de fire evangelier. Det er også tilfældet for evangeliaret på KB, Thott 21, 4°, fra 1100-tallet.
    Endelig har Dalbybogen bagerst en forklaringsglosse til alle prologteksterne (pkt. 2., 3. og 4.).
     
    Det ældste evangeliarium på KB er fra ca. år 1000 og af engelsk oprindelse og placeret i Gl. kgl. S. 10, 2°. De to meget berømte kodekser Codex argenteus i Uppsala og Codex aureus i Stockholm KB er evangeliarer.
    [ID=859, ID=876, ID=886]

    Kanontabellerne er i næsten alle evangeliarier formateret på siderne mellem fem "antikke" søjler forbundet foroven med hinanden af en lille bue og de to yderste søjler med enhøjere bue. I buerne er rubrikkerne med angivelse af hvilket evangelium en tekstkolonne stammer fra. Signaturerne for de enkelte evangelieafsnit er gerne udfyldt med romertal. Et godt eksempel i Lindisfarne Gospels af Janet Backhouse, Phaidon, 1981, p.38 plate22.

    Gradualer

    Gradualer er liturgiske sangbøger med messens sangstykker. Lokale variationer i bogens indhold, er der mange af. Gregor den Store reformerede gradualernes brug, men der er derefter stadig mange varianter. Ordet kommer af latin gradus = trappe(trin). Ordet graduale benyttes også om en bestemt salme, der synges mellem epistel- og evangelielæsningen. I middelalderen blev gradualet udvidet med Sekventionarium = Prosarium, Troparium og Kyriale.

    Homiliarium

    Homiliarium = prædikensamlinger, homiliebog. Der må skelnes mellem homiliae og sermones. Homilier er enkle, ofte reproducerede gennemgange af bibeltekster, gerne vers for vers. Kirkefædrenes værker blev oversat og genbrugt i stor stil. Homilier er ikke selvstændige prædikener, men standardiserede udlægninger. Homilier er oftest fra den tidlige middelalder.

    Sermones er mere selvstændige arbejder, der er opbygget omkring et relativt fast system. Sermones har højdepunkt i perioden fra 1200 til 1400. Den formelle opbygning består af et bestemt tema, der gerne er taget fra et af hovedpunkterne fra dagens tekst, men havde nødvendighedsvis ikke tilknytning til dagens tekst. Andre temaer findes brugt.

    Efter prædikantens introduktion af temaet blev der indledt med et antetema, der kunne være et skriftsted, et citat fra en kirkefaders skrift. Dernæst fulgte en bøn eller exodium = indgangs/åbningsord: En bøn om Helligåndens bistand. Denne blev efterfulgt af fælles Ave Maria eller Pater Noster. Derefter blev temaet gennemgået, belyst ved eksempler og udlagt, konkluderet og afsluttet med takkebøn.

    At have påhørt en god prædiken kunne give et vist aflad.

    Nogle prædikensamlinger kunne have karakter af håndbøger med skematisk opstillede stikord og henvisninger til fx bibelcitater og helgenlegender.

    Næsten alle nordiske homilier er skrevet på modersmålet, men med fremmed forlæg. I Danmark bruges ordet Postil = Legenda post illa verba = at læse efter tekstens ord. Postiller er Homilii i tidlig middelalder og Sermonii i den senere.

    Hymnarium

    Hymnarium = samling af salmer, hovedsageligt til brug ved tidebønnen. Oprindeligt kun omfattende teksterne, men efterhånden også melodier (noderne). Efter breviariets fremkomst blev hymnarier ofte optaget som appendikser til breviarierne. Omfanget var i de tidlige udgaver en 40 til 50 hymner med fokus på ugedagene og festdagene for Gud og Jesus = Commune et Proprium de tempora. I de senere udgaver blev h. forøget med helgenhymner = Proprium de Sanctis. De største hymnarier kunne da have op til 300 hymner og blev da gerne opdelt i tre afdelinger: Hymner kunne også indgå i psalterier, fx ugens hymner. Hymnariets udvikling stoppede med pave Urban VIIIs revision i 1629-1632 og efterfølgende autorisation i 1643.

    Kalendarium

    Et kalendarium er en ordnet opstilling af årets dage. Beregningerne kaldes for computus ecclesiæ. I liturgiske bøger indgår kalendarier ofte som Calendarium perpetuum med vægt på kirkens festdage og helgendage. Der kan i kalendarier yderligere være angivet dødemesser, patronatsdage og både vejr- og landbrugsmærkedage [se i øvrigt om tid i KLfNM vol. 8: 90ff]. Kalendariets hovedvægt ligger dog på helgenerne og deres dage, og specielt de lokale helgener og deres festdage og forskellige sekulære tilknytninger til årets gang, (hvilket gør det muligt nærmere at besteme proveniens af de gamle mss).

    Helgendagene er gradueret efter »hellighed« i klasser: De største helligdage indledtes dagen før med en vigilie, en helligaften, vågenat eller alene nattegudstjeneste. Kristus, Maria og aposteldage havde en oktav, dvs. festens hovedindhold blev repeteret en uge efter hovedfesten. Faldt to fester sammen, blev den mindre fest annulleret eller indskrænket til en bemærkning - en commemoratio. De store fester, der fejredes af alle, kaldtes for festa terræ, og på hvilke man holdt arbejdsfri. De mindre fejredes kun af kleresiet og kaldtes for festa chori. Der var i Danmark ca. 80 helligdage og 20 halvhelligdage.

    Lectionarium

    Lectionarium indeholder Bibelens tekster brudt op og organiseret i afsnit afhængig af hvilket tidspunkt (år, dag, messetype) de skulle bruges til, så en begivenheds tekster stod samlet et sted. Lektionarier deles igen i:

    Evangelistarier, når de også indeholder evangelietekster, og
    Epistolarier, når de også indeholder episteltekster.

    Hvis evangelier og epistler er samlet i det samme bind kaldes de også for plenarier.

    Lectionarium breviarii indeholder tekster, der bruges under natgudstjenesten, matutin. I middelalderen delt i tre nocturner à tre læsestykker (hos de gamle »ordener« à fire).
    Første nocturne og anden nocturne har tekster fra Bibelen. De læstes fortløbende gennem kirkeåret startende med Septuagesimasøndagen (70 dage før påske = 3. søndag før fasten (reelt 64 dage før påsken)).
    Anden nocturne kan også indeholde tekster fra kirkefædrenes skrifter.
    Tredje nocturne er dagens evangelium med en prædiken taget fra kirkefædrenes prædikensamlinger. De vigtigste af disse i middelalderen var Alamus', abbed i Farfa (d. 770), og den anden var Paulus Diaconus Warnefried (ca. 800). Efter år 1000 indgik disse tidebønstekster i breviariet.

    Legendarium

    Legendarium = samling af legender om helgener. De er gerne ordnet kalendarisk. Legendarier findes både som universelle og som regionale. Legendariet er ikke et liturgisk og ej heller et helligt skrift.

    Manuale

    Manuale = regler for præstens embedsførelse. Præstens håndbog fra højmiddelalderen. Den indeholdt formularerne til brug ved dåb, vielse, sygebesøg og kommunion, sidste olie og begravelse plus øvrige sakramentale handlinger. En del af teksterne stod tidligere i Sacramentarierne. Manualerne kunne bære andre navne: Liber ritualis, agenda, sacerdotaler, pastoraler, obsequialer, manuale sacerdotum.

    Martyrologier

    Martyrologier = helgenhistorier, bønner og tilbedelse målrettet på helgener og meget ofte specielt om de helgener og deres relikvier, der var af betydning for det bestemte kloster.

    Ordinarium

    Ordinarium = kendes også under navnene Liber ordinarius; Consuetudinarium; Ordinale; Ordinarius; Ordo ecclesiasticus; Ordo officiorum. Det er en hjælpebog for brugen af de liturgiske bøger ved messe og tidebøn. Den indeholder oplysninger om ritualernes gennemførelse, fortegnelse over alle tekster; hvornår og af hvem, der skal læses, synges og bedes i kirkeåret.

    Den er blevet karakteriseret som en »indholdsfortegnelse for beregningsreglerne for bevægelige fester og deres indbyrdes hierarki.

    Oprindelsen er før 700 i Rom, da der med kristendommens udbredelse nord for Alperne blev skrevet Ordines Romani om den romerske liturgi, som Gallerne optog. Noget af denne liturgi blev sammen med klosterreglerne (dvs. hovedsageligt Benedikts Regula) indgik i de tidlige klostres Consuetudines = Sædvanebøger. Senere indgik de også i Cluniacensernes Consuetudines og den engelske Regularis Concordia (ca. 970). Fra disse - delvis klosterbaserede kilder - blev Ordinariet så udskilt omkring 1000-1150 [Se Knowles Monastic Order p.31-46].

    Et godt eksempel på et Ordinarium er det fra St. Ruf-klosteret ved Avignon fra 1110c., der ud over de omtalte liturgiske beregningsformler og -hjælp - altså brugen = usus - også forklarer og giver begrundelsen = auctoritas gennem referencer til pavelige dekreter og buller, skriftsteder etc. I det hele taget er Ordinarierne en »klosterlog«, hvoraf den væsentligste anses for Franciskanernes, som blev autoriseret af ordenens general Haymo i Faversham Kloster ca. 1240. Den indeholdt den romerske liturgi, der med Franciskanerne blev kendt over store dele af den kristne verden.

    På samme vis som i klostrene havde domkirkerne deres Ordinarier, der gerne lå til stadig konsultation i sakristiet. I domkirkernes Ordinarier stod der også om de forskellige embedsmænds rolle i de daglige forestillinger samt deres turnusser.

    Guillaume Durand / Durandi filius / Gulielmus Durandus / Speculator (1230-1296) tjente delvis hos paven og var en overgang biskop i Mende i Sydfrankrig. Hans hovedværk er det kirkeretlige Speculum judiciale, hvorefter han ofte personligt kaldes for Speculator. Durandus skrev også værket Rationale divinorum officiorum - en systematisk fremstilling af den middelalderlige liturgi. Ordet Rationale er nyt i denne forbindelse og hentet fra 2. Mosebog 28-15, hvor ordet dobbelttydigt kan udlægges som »brystskjold« og »årsager«.

    Passionarium

    Passionarium eller Passionale. Historier om Kristusskikkelsen og hans liv og lidelser i fortælleform.
    Liturgisk referencebog for tidebønnen med tekster om helgener og helgenlegender, og den er meget lig legendarierne, men suppleret med liturgiske anvisninger. De brugtes indtil Breviariet fremkom omkring 1000-1100.

    Pontificale

    Pontificale = liturgisk bog med reglerne for de biskoppelige officier som konfirmation, præstevielse etc. Materialet var oprindeligt indsat i Sacramentariet og i Ordinariet, men fra 800c. blev de biskoppelige dele udtaget herfra og samlet i Pontificalet. Durand (se Ordinarium) skrev en nyredigeret Pontificale, der blev normgivende til den første trykte udgave udkom i 1485.

    Psalterier

    Psalterier indeholder Davids Salmer, der blev meget brugt ved gudstjenesten. I mange klostrer reciterede man salmerne i mængde og hver dag.

    Rationale

    Rationale divinorum officiorum er titlen på Wilhelm Durandus' værk [se også sidste del af Ordinarium]. Det indeholder en gennemgang af og regler for liturgien i Vestkirken. Det er sammenstillet gennem tolkninger og kompileringer fra de fleste tidligere værker om emnet og er således en form for syntese af disse i den allegoristisk-symbolske tolkningsmetode [ikke nærmere undersøgt, hvad det betyder].

    I otte bøger behandler Durandus: kirkebygninger, indvielseshandlinger, sakramenterne, hierarkiet blandt gejstlige, liturgiske klæder, messen, tidebønnerne, kirkeårets forskellige dage og fester, helgener og kirkens tidsberegninger.

    Responsoriale

    Responsoriale = besvarelsesbog. Liturgisk håndbog med responsorier til tidebønnen. Det var en selvstændig bog til ca. 1200, hvorefter den indgik i breviariet. Besvarelse relaterer sig til vekselsangen mellem solister og kor, og bogen indeholdt således tekst og musik til vekselsangen. Vekselsang var kendt fra antikken og overtaget fra jøderne.

    I messen er Alleluia, graduale og tractus typiske responsorer. I tidebønnen anvendtes ved matutinens nokturner Responsoria magna vel prolixa = Den store vekselsang (eller den forlængede ...). Ved de mindre tidebønner anvendtes Responsoria brevia.

    Sakramentarium

    Sakramentarium: Præstens håndbog vedrørende tekster, der skal anvendes ved uddeling (bestyrelsen) af sakramenterne under messen. Det er først og fremmest:
    • Canon, Kanonlister, gruppen af bønner læst med sagte røst, som er placeret efter præfatio, og som afsluttes med Per omnia sæcula cæcolorum, Amen. Dernæst de variable bønner:
    • Collecta,
    • Secreta og
    • Postcommunio
    Til brug for de daglige gudstjenester, officium, benævnes sådan referencebog også Collectarium (se denne).

    Sequentionarium

    Liber Sequentionarius / Sequentialis, Sekventiarium. Tekster, der ved messens Alleluia-del afsynges. Ordet »sekvens« er også udtryk for en bestemt fase i Alleluia-delen. Sequentionariet har ofte både tekst og noder. I fransk litteratur anvendes ordet Prosa / Prosarium også om Sequentionariet.

    Tidebog

    Tidebogen indeholder de daglige tidebønner, hvoraf der er de syv: Matutin, Laudes, Prim, Sext, Non, Vesper, Completorium, der benyttes på bestemte tidspunkter i løbet af et døgn. Tidebønnerne består hovedsagligt af GT's 150 salmer samt tre lovsange fra NT: Benedictus, Magnificat og Nunc dimittis. Deltager flere i tidebønnerne bliver de ofte sunget på den særlige, messende måde, men bedes alene, læses de oftest af brugeren. Melodibogen til tidebønnerne hedder Antifonale.

    Den latinske titel er liber horarum. Efter liturgireformen i 1970 udkom i 1971 et værk, Liturgia horarum med undertitlen Officium Divinum, der erstattede det breviarium, der indtil da havde indeholdt tidebønnerne. Der kom en dansk oversættelse i 1987 med titlen Tidebog.

    Se udvidet artikel om tidebøn

    Troparium

    Troparium = sangbog med koralstykker til brug i kirken. Ordet trope / tropus blev bredt anvendt for kirkemusiktoneart. Der skelnes i [KLfNM 18 - p. 697ff] på kompliceret vis mellem tropus og prosa / prosula. Deres systematiske opbygninger, rytme- og rimforhold, kan findes i KLfNM.


    Kildelitteraturlisten indeholder fulde titler på benyttede og citerede værker.

    Opdateret 2011-08-11 og 2020-11-17 Retur til toppen af siden.
    Retur til forsiden for skriftafsnittet. Videre til religionshistoriemappen
    Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside