BEKLÆDNING FOR PERSONER UDØVENDE KIRKELIGE TJENESTER

DRAGTER OG BEKLÆDNINGSDELE FOR KIRKELIGE EMBEDSPERSONER OG MUNKES ORDENSDRAGTER
Opdateret 25. november 2011.

Indholdsoversigt

Indledning til gejstlige dragter

Enkelte bestemmelser eller opfordringer til at benytte bestemte dragtdele ved udøvelse af kirkelige handlinger eller for kirkelige embedspersoner i dagligdagen kendes fra omkring det fjerde århundrede, mens detaljerede bestemmelser om liturgiske dragter er kendte fra det 9. årh. På dette tidspunkt afveg beklædningen for de til kirken tilknyttede personer fra den verdslige samtidige dragt.
   Der knyttedes fra samme tidsperiode symbolske elementer til argumenterne for, at særlige dragter er nødvendige, og det bliver sædvane ved messeforberedelsen, at der siges en bøn for hver dragtdel, som celebranterne iklædte sig.

Lige fra begyndelsen af brugen af særlige dragter ved kirkelige handlinger har der været forskelle beroende på geografiske forhold, og senere også på grund af rituelle forskelle. Øst- og vestkirken afveg fra hinanden, katolsk og protestantisk skik blev forskellig, høj- og lavkirkelig sædvane blev forskellig, og nationale og sekteriske forskelle fandtes og findes.
   Derfor skal man være påpasselig med at overføre dragtforhold fra et land til et andet og fra en tid til en anden. De efterfølgende oplysninger om dragter er hovedsageligt historiske, og visse detaljer mangler årstal, så en omtalt dragtdel kan udmærket være brugt både før og efter et anført årstal og i snævrere eller bredere kredse end nævnt.

Oprindelsen til en særlig dragt for gejstlige tjenestemænd
Oprindelsen til dragterne skal ikke søges i de GT-skrifter, men er udviklet fra antikkens klæder, jf. bl.a. [KLfNM].

De klassiske græske dragtdele blev overtaget af romerne, og da moden ændrede sig, vedblev oldkirkens embedsmænd med en konservativ tilgang til livet at bruge gammeldags klæder, og sædvanen for kirkefolk blev traditionelt en afvigende form for klæder, der som grundsubstans viste og udviklede tre karakteristiske træk:
   1) længden var gennemgående lang,
   2) klædemængden stor, så dragten faldt som et telt omkring kroppen og udviskede kropskonturerne, og
   3) endelig var dragterne af bestemte og enkle farver.
Der kendes først klæder afvigende fra normalen efter Konstantin den Stores tid (efter 337), man har dokumentation for de verdslige klæder af et respektabelt snit fra bl.a. billeder i katakomberne. [SH-Ency].
   Med kristendommens lovliggørelse fremkom der hurtig en mere udviklet liturgi, til hvilket specielle dragtdele blev forordnet, så embedsgrader kunne skelnes, men faconerne var stadig tæt på verdslige dragter. Først med barbarernes invasion og deres afvigende dragter, blev overklassens klassiske dragter totalt afvigende fra den gryende middelalders mode.

I perioden fra ca. 1000-1200 frem til reformationen, og med hovedvægt på nordiske oplysninger, er de væsentligste klædninger ret faste over hele Vesteuropa. Efter reformationen blev de protestantiske dragter afdæmpede og mindre farvestrålende end de katolske og variationen blev større mellem de forskellige trosretninger.

De dragter, der bæres under kirkelige handlinger, divine services, kaldes for messeklæder, vestments. De klæder, som præster bærer til hverdag, hvis de er i "uniform", kaldes for præstedragter, clerical dresses, mens ordensdragten, som medlemmer af religiøse ordner bærer, kaldes for en religious habit.
   I dag er præsters klædninger oftest beregnet til at bære over almindeligt tøj, dog bærer fx anglikanske præster ofte en præsteskjorte, hvor kun kraven signalerer dens funktion.
   Tidligere var kirkens embedsmænds daglige gangtøj i fx den katolske kirke præstekjolen. Til de normale tjenestedragter hører i dag præstekjolen, cassock, alben, alb, forskellige overdragter og kåber, som ikke alle har separate danske navne; se gennemgangen per dragtdel.

Ved dannelsen af den engelske kirke efter landets brud med Rom, blev det i Book of Common Prayer i udgaven fra 1552 forbudt præsterne at bære albaen eller korkåbe; de måtte kun bære en messeskjorte af typen, surplice, hvilket også diakonerne gjorde. Biskopperne skulle bære en lidt afvigende messeskjorte, rochet.

For den protestantiske kirke kom også mange ændringer — og mod moderne tider især begrænsninger i antallet af forordnede klædningsstykker. Det var dog ikke direkte fra Martin Luthers grundlæggelse af protestantismen. Luther selv bekymrede sig ikke meget om messeklæderne, så den på den tid almindelige påklædning ved messen fortsatte efter reformationens indførelse. Den almindelige præstedragt skiftede dog, så den blev mere i tråd med datidens borgerklædning, og Luther selv prædikede første gang om sin nye lære i 1524 i den sorte klædning, som universitetslærerne benyttede, så man kan sige, at selv om de gejstlige skrud har rødder tilbage i antikken, så blev de også i den protestantiske kirke påvirket af borger- og professorstandens klædedragt.

Både den katolske, anglikanske og protestantiske sorte præstekjole har også ligheder med den spanske dragt, der i 1600-tallet dannede baggrunden for dragtændringer i kirkerne. Den spanske dragts snævrere og mere kropsnære skæring fandt også vej til nordligere og østligere himmelstrøg.

Moderne synspunkter
Efter det andet Vatikankoncilium, 1962-1965, skete der omfattende ændringer inden for den katolske kirke, og i den protestantiske verden har der gennem hele 1900-tallet sket en glidende forandring til mindre formalistiske regler for gejstliges dragter.

I dag er reglerne for gejstlige, der lever uden for regelbundne ordninger, ganske afslappede i de fleste lande, og den katolske kirkes regler er mere formuleret ud fra et identificeringsformål og nogle grundliggende kristne værdier: overholdes hensyn til anstændighed og moral, som disse begreber nu opfattes lokalt på stedet, så er der vide rammer for både dress code og liturgiske forhold i øvrigt.
   For de regelbundne medlemmer af ordenerne er der også sket en opblødning, der især hvor samvær og kontakt med det verdslige samfund er på tale er meget afslappede i forhold til fortiden. Munke kan i en del ordener nu bære ganske dagligdags tøj, når deres opgaver kræver det, og andet ville vel også være vanskeligt at argumentere for, da oprindelsen til de særlige dragter netop har deres udspring i dagligdags klæder.

Dragternes opbevaring og behandling

I middelalderens klostre og kirker blev de liturgiske dragter opbevarede i sakristiet, the vestry eller sacristy, sevretaria (L.). Der kunne også i kirken være indrettet garderober i nicher under buerne og aflukket med gitterdøre. Munkenes dragter opbevaredes enten i dormitoriet eller i rummet kaldet vestiaria (L.), og der kunne være klædeskabe i rummet under dormitoriet kaldet pisalis (L.) eller calefaktoriet, hvor munkene kunne samles i ofte det eneste opvarmede rum i klostret.

I de enkelte dragter, der tilhørte bestemte medlemmer af ordenssamfundet - enten det var kanniker eller munke - havde normalt deres navne syet ind i tøjet; dog var der ordener, der også havde dragtfælleskab, og en munk måtte tage til takke med, hvad der blev ham udleveret.

Tøjet skulle luftes og "bankes" eller "lægges ud", altså luftes i det fri, for at forhindre møl og andre smådyr i at ødelægge det, og var det blevet for slidt kunne det gives til de fattige, men var samfundet i pengenød, kunne det blive solgt.
   Når det trængte til vask, blev det gjort af lægbrødre i klostret, mens de fineste liturgiske klæder blev renset af sakristanen, en af kannikkerne eller munkene, der var udpeget til at have ansvar for denne del af tjenesten. Var der nonneklostre i nærheden var det ofte kvinderne, der fik de grovere opgaver.
   Efter vask blev dragter og andet linned strøget eller rullet med en glascylinder, der kaldes for lischa, lisca (L.). Omkring E1's tid i England blev der som "strygejern" også brugt store, opvarmede sten med skriftord indhugget.
[Fosbrooke p.381]


Præstedragt

Ordinerede personer opdeltes i hierarkiske grader i subdiakoner, diakoner, præster og biskopper. Der er ikke yderligere ordinationer eller sakramenter, som ærkebiskopper og kardinaler kan udøve; disse to grader er stillingsbetegnelser og ikke ordinationer.
   De laveste grader af gejstlige var ostiarier, lectorer, excorsister og akolyter.
   Der er bestemte farver knyttet til graderne, bortset fra diakonerne og lavere grader. Præstefarven er generelt sort, biskopfarven er violet, kardinalfarven er rød og pavefarven er hvid.

Præstedragten er forskellig for forskellige tjenester: messe, tidebøn osv. Der er også forskel på dragten, som en præst og en biskop skulle bruge under den samme type messe. Præster bar som regel en sort dragt og om vinteren en kappe yderst. Ved kirkelige handlinger iførte han sig uden på den sorte dragt en superpellicium (L.), der i senmiddelalderen på dansk kaldes for Røkkelin. Ved messen bar præsten en alb. Den kaldtes i Danmark for en kiltesærk. Hvis albaen var uden bælte, kaldtes den i Danmark for en messesærk.

De levitiske grader tilføjede som værdighedstegn yderligere en stola. Fra dette stykke stof stammer udtrykket "stolpenge" om den særlige ydelse til disse grader. Uden på dette blev præsten ved messen iført en messehagel = pænula = casula (L.), der dog først blev normalen sent i middelalderen. Messehaglen var tidligst fodlang og besværlig, senere — fra ca. 1200 — som den kendes i dag. Se også liturgiske farver under romerkirken. Fra 1200 kom korkåben i brug. Kåben brugtes ved vespersang og af præster, der var til stede ved messen, men uden at deltage i denne.
[Fabricius p.517ff]

Over hverdagsdragten for kanniker, præstekjolen, kunne de eventuelt bære et skulderslag, cotta, og i kirken uden for messecelebreringen en korskjorte, surplice. På hovedet kunne de bære en baret, pileolus (L.). De to sidstnævnte indgik ikke i kordragten. Kanniker kunne oven på korskjorten bære en hætte, almucia (L.).

Biskoppens særlige udstyr
Ved gudstjenester, der ikke var messer, kunne biskoppen have følgende på: Biskopperne havde en række enkeltdele, der var værdighedstegn og blev brugt under messen:
— sandaliae — sko eller sandaler, med sokker, caligae (L.)
— chirothecae — handsker,
— annulus — ring,
— rationale — rationale.
— crux pectoralis — brystkorset,
— mitra — bispehue og
— baculus el. pedium — bispestav, i Norden fra ca. 1200.

De er beskrevet nærmere under dragtdelene.

Kanniker - korherrer

Korherrer, der levede en reguleret tilværelse, dvs. var medlem af et kapitel, der fulgte en klosterlignende regel, bar oftest:
— præstekjole, cassock, der indtil 1700-tallet kunne være hvid, derefter generelt sort.
— sort skærf af uld, sash.
— hvid linnedkrave, sarozium, egt. sacrum rochettum (L.), der mest ligner et ekstra langt smalt slips bundet i løs knude om halsen. Saroziumet afmonteres ved kirketjeneste, hvor en fuld messeskjorte, rochet, bæres.
— en farvet kort slag, en mozzetta ved kortjeneste.


Messedragt

Ved messen var celebranten iført fra inderst til yderst: Hvis en tjener af levitgraden, dvs. diakon og subdiakon, var medvirkende, bar diakonen over albaen en dalmatica i stedet for casula, og subdiakonen var iklædt tunicella i stedet for casula og stola. I øvrigt var de iklædt som celebranten.
   Ved andre lejligheder end messen kunne kåber også indgå, men da var disse af formen cope fra cappa (L.), eller pluviale (L.).

Var biskoppen celebrant, kunne han bære dalmatika og tunicella under casulaen.

Ordensdragt

Ordensdragterne har ændret sig gennem tiderne, og de har heller ikke været ens overalt. Under de enkelte ordener er der givet nogle informationer.
   På engelsk hedder hele klædningen, som en munk bærer, habit.
   Her er en foreløbig oversigt over forekommende betegnelser for dragtdele med engelske navne i kursiv. Forklaringer til nogle af delene findes under dragtdele efter ordensafsnittet.

Når en kandidat blev optaget i et kloster gennemgik vedkommende først en prøvetid, derefter et noviciat, før der fandt endegyldig optagelse i ordenen sted. Dragterne ved de forskellige etaper af optagelsesforløbet kunne afvige.

Hvis vi ser på danske forhold i middelalderen som beskrevet af Fabricius i Danmarks Kirkehistorie I, side 517ff, så bar ordensmunken "sin Munkedragt, der ansaas for at være saa hellig, at det var unødvendigt at bære Korkaabe." Men det er en uheldig sammenstilling af munkenes ordensdragt med de liturgiske beklædningsdele, der var nødvendige under messen, da den almindelige munk slet ikke var ordineret og derfor ikke kunne udføre messecelebreringen.
   Til sidst er behandlet den diffust definerede kutte.

En korherrer kunn bære en munkedragt som under punkt (1) til (5) nævnt og kunne desuden efter sin ordinationsgrad bære liturgiske dragtdele.

De enkelte dragtdele, der kunne indgå i en munks og broders ordensdragt:

(1) Kjortel
Kjortel, tunic, tunica (L.).
Underklædning, der går til neden for knæene el. til anklerne. Underkjortel nævnes også, der må have været en slags undertøj, endvidere er underbukser nævnt. Der bruges et bælte eller reb om livet.

(2) Cincture
Cinctura (L.) med betydningen "Omgjordning, livgjord eller livbælte". [Arnesen, 1848]
Bælte, der skal være af uld, silke eller reb. Hvis det er af læder, er det i kirkelig betydning ikke en cincture, men et bælte.
Cincturen tillægges symbolværdien kyskhed.

(3) Cuculla
Kåbe, cowl, cucullus / cuculla (L.).
Latinske cucullus med grundbetydning "bedække eller hylde" har som genstandsnavn: "slag eller krave til at tage over hovedet", ordbogens reference er fra klassiske kilder bl.a. Juvenal. [Arnesen, 1848]
   Kåbe af varierende længde med hætte og ærmer, der blev båret over kjortelen [KLfNM].
   Den er i østnordisk også kaldet hätte — formodentlig da en hætte med skulderslag.
   Nu brugt om en munkedragt for ceremoniel tjeneste i koret. Ordet betød oprindeligt en sæk, som de handlende faldbød deres varer fra.
   Ifølge Cath. Encycl. var cucullaen forbeholdt munke efter bestemmelser fra Karl den Stores hof i Aachen 816.

(4) Skapular
Skapular, forklæde, skulderkappe [Schumacher], scapular, scapulare (L.).
Oprindelig en overbeklædning med ærmeslidser i siderne; det udviklede sig til et forklæde: en smal stofbane med et hul til at stikke hovedet gennem og hængende løst ned for og bag. Nogle modeller kan holdes sammen under armene, og det fandtes også med bælte.
   Det tjener både som arbejdsbeskyttelse, men bæres også ved andre lejligheder. [KLfNM]

(5) Kappe
Kappe, mantle, capa (L.) eller cappa (L.), sideformen er kåbe.
   Yderste beklædning, en overfrakke med hætte og sommetider med ærmer eller nærmest et slag. Udtrykket anvendes af og til om hele ordensdragten og nu og da kun om hætten. [KLfNM]
   Oprindelig fra romernes overklædning i regnvejr — deraf navnet pluviale, også kaldet pænula. Tøjstykket var rundskåret med hul til hovedet. Den kunne bæres med en hætte, capuchon, der blev til kabuds.
   Den blev med opskåret radius foran, der kunne lukkes med et spænde, og den blev senere benyttet som bispekåbe.
   Kappens hoveddække blev i engelsk sprog relationen til ordet cap [SAL].

(6) Hætte
Hætte, hood, caputium (L.), capucium (L.).
Meget diffust brugt ord, der i nordiske sprog også - forkert - er kaldt for kughul og kappe. Gennem tiderne dækkende alt fra små løse hatte og huer til slag og kåber med påsat hætte. Den kunne også være fastgjort på dragten.

Kutte
Kutten er et meget diffust begreb, som bruges om forskelligt formede dragtdele. Ordet stammer fra lat. cotta eller cottus, men oprindelsen er noget usikker, bl.a. er der noget der peger på en oldsaksisk oprindelse.
Definitionen er generelt en kappe eller frakke af groft vadmel eller tykt uldent klæde.
Iflg. Ordbog over det danske Sporg, så kan ordet bruges om "en munks med hætte forsynede ordensdragt; munkekutte; munkekappe."
I Politikens dragtleksikon fra 1978 er betydningen: "munkedragtens hættekjortel, ombundet med reb." Kjortel er en længere klædningsstykke, der tages over hovedet og har ærmeslidsker eller kortere - længere ærmer.
I Salmonsen er kutte oprindelig en underklædning, og fra 13. årh. "talte man om Kutte og Kappe, og denne var altsaa en Yderklædning. Den blev til Munkenes Ordensdragt, opr. dens eneste Stykke, og var forsynet med Hætte."

*** Kvindernes dragtdele ***
Der var en del kvindelige underbeklædninger, som ikke nævnes her.

Slør Veil , velum (L.).
Kvindelig hovedbeklædning båret over hoveddugen.

Hoveddug
Hvidt klæde båret snøret omkring en større eller mindre del af hoved og hals. Kan have mange forskellige former og bl.a. hænge ned over nakke som et sjal eller være stramt som en halskrave. Visse korherrer bar også hoveddug under hatten og over kjortelen.


Dragtdelene

Herunder en omtale af de enkelte klædningsstykker og andre "dress-dele" i alfabetisk orden. Årstallene er i mange tilfælde relateret til Norden. Sydeuropa kan have brugt delene længe før.
Der findes enkelte andre dragtdele, der ikke her er omtalt, fx mozetta - en kåbe brugt af biskopper, tiaraen og den indviede kam, som biskopper fik ved ordinationen.

Alba
Messeskjorte, alb, tunica - tunica alba (L.), sticharion (G.).
Den har sin oprindelse i tunicaen overtaget fra grækerne, og den blev i Romerriget brugt fra år nul og i Vesteuropa i hvert fald fra 800.
   Den specielle model var tunica manicata (L.) med ærmer, det var en lang model, tunica talaris (L.). Da tunikaen ophørte med at være dagligdragt, kunne den ophøjes til at være liturgisk specialbeklædning.
   Albaen er en fodlang kjortel med snævre ærmer. Den er lukket og tages over hovedet og bæres med et bælte. Forneden kan den have en stofmængde, der giver 3 til 6 meters vidde.
   Fra ca. 1000 har den en broderet bort nederst, en i halsen og en i ærmemanchetterne. Senere blev broderierne anbragt på firkantede tøjstrimler, som syedes fast ved ærmerne samt på nederdelens for- og bagside. Der kunne være hhv. en, to eller tre borter, og albaen blev så kaldt for albæ monolores, - dilores og - trilores (L.), hvor "-lores" betyder rem eller bånd.
   Albaen benyttedes af alle gejstlige fra subdiakon og højere grader til slutningen af middelalderen, hvor den forbeholdtes celebranter og levitter ved messen.
   Fra 1500 erstattedes den (og cingulum) i Danmark og Norge af superpelliciumen (L.), men brugtes fortsat i Sverige.
   I dag kan andre end præster også bære alba. Den bæres over præstekjolen og i dag er det nødvendigt med ærmer, fordi den skal dække hverdagstøjet indenunder.
   Se eventuelt nærmere i hjemmesideadressen www.kencollins.com/glossary/vestments.htm.

Almucia
Hovedbeklædning, der i middelalderen dækkede ørerne og havde krave. I senmiddelalderen blev den i Norden til en pelskrave (evt. inkl. en hætte), der blev båret over superpellicium som værn mod kulden ved kortjenesten. Det var for det meste en kannikeklædning, hvorfra det fra 1500c blev opfattet som værdighedstegn for kanniker, som ses afbilledet med den.

Amictus
Hovedlin, amictus eller amikt, halslin, amice.
Amictus kaldtes også for humerale = hovedlin.
Firkantet linneddug ca. 90 x 60 cm med bånd i to smalle hjørner. Den dækker skuldrene og bindes over hovedet som en hue, der — når resten af klædningsstykkerne er hængt på præsten — skubbes bagud, så den danner en krave.
   Det blev skubbet bagud ved alteret og kaldtes så manipulus = håndlin.
   Senere smykkes amikten med broderet bort. Den er nævnt fra ca. 700-tallets slutning og er fra 1000 tilbehør til albaen. Da dragtdelen senere i forløbet blev dækket af andre dragtdele, blev broderiet afløst af et enkelt korsbroderi. Traditionen for at mene, at det skulle hindre personsved fra at tilsmudse de øvrige klædedele holder ikke.
   Det var meningen, at det skulle bæres over hovedet på vej til alteret, men brugen af det aftager fra 1800-tallets slutning. Humeralet anvendes i den katolske kirke ved velsignelsen under nadveren, Benediction of the Blessed Sacrament.

Annulus
Ring, ring, annulus episcopalis (L.).
Efter reglementet bør ringen kun være af en enkel form og af guld og kun med en enkelt sten, men andre udsmykninger kendes fra mindre udmyge eksemplarer af bispestanden. Kendes fra år 600, men almindelig først fra ca. 1000.
   Ringen hørte lige som handsker og sko til biskoppens særlige værdighedstegn, og den menes at stamme fra meget gammel kristelig tid. Den bæres ved messen uden på handsken på den højre hånds ringfinger.
   Der var andre gejstlige, der bar ring, men de måtte ikke bære den under messen.

Baret
Baret, bireta, biretta, birretum - birrus (L.).
Baretten var oprindeligt en ret lille hat med flad puld, men fra renæssancen blev moden en større hat, og den stivere form og de fire hjørner og de radielle syninger i puld og kvast blev da indført. Hatten har ingen skyggedel.
   Baretten benyttedes af mange forskellige gejstlige grader samt af munke. Det var særligt praktisk for de kronragede personer, der fik varmet hovedbunden med huen.

Caligae
Biskopssokker, der anvendtes ved særligt højtidelige messer. Navnet betyder oprindeligt halvstøvle (tilnavn for Caligula).

Capella
Samlenavn for klædninger båret af de tre messepræster: celebranten og de to levitter.

Cassock
Se under præstekjole.

Casula
Messekåbe eller messehagel, chasuble, casula planeta (L.), phelonion (G.). Casula betyder "lille hus / hytte".
   Den er udviklet fra antikkens pænula (L.) eller planeta (L.), der var almindelig udendørs klædning for begge køn i den klassiske verden. Den var en ærmeløs kjortel med et hovedhul og af og til forsynet med hætte.
   I 1200-tallet blev den afkortet og fik indskæringer i siderne, og nogle blev klokkeformede. For at kåben kunne fungere, blev det nødvendigt at forsyne den med ærmeåbninger og snørelidser i siderne. Efter renæssancen blev den yderligere ændret til hen imod vore dages noget stive og teltagtige kåbe med ornamenter og parallelt med denne formudvikling blev de liturgiske farvekoder også overført til kåbens udsmykninger.
   Den er nævnt i Bibelen, Andet Timoteusbrev, kap. 4, vers 13, hvor den på dansk kaldes for en kappe.
   Den blev efter reformationen en kortere tid brugt i Tyskland, men er ellers kun beholdt i de skandinaviske kirker. I den anglikanske kirke blev den nævnt i BCP fra 1549 sammen med cope, men de var gledeet ud i 1552-udgaven. Selv om den blev genindført i 1662-udgaven, så fik den aldrig nogen udstrakt brug. Efter reformbevægelserne i midten af 1800-tallet i England har den dog givet anledning til nogen debat og nogen brug.
   Den var oprindeligt bare en overklædning og blev bl.a. anvendt som rejsedragt, men fra ca. 1000 blev den forbeholdt celebranten under nadveren og med visse tidspunkts- og lokalitetsforskelle. Den bør altid bæres med en stola, der bæres under casulaen. Et sted er nævnt sammenligningen med jakke og slips a la første århundredes mode.

De ældre modeller, som der findes nogle enkelte af i Danmark, er smal over skuldrene og kaldes romansk model, mens de senere og bredere og videre kaldes for gotiske. På engelsk kaldes de for Roman og French. Der kan høre en stola broderet i samme mønster til, som set bl.a. i Portugal.

Chirothecae
Handsker, gloves, chirotecæ - manica (L.).
Handskernes manchet blev gennem tid større og større og kom til at ligne de tidlige kørehandsker. De fik på manchetten guldbroderi af fx lammet eller korset.
Ifølge nogle kilder kom handsker benyttet af biskopper i brug fra 900, mens andre kilder mener fra ca. 1200. Senere blev de også brugt af abbeder. Handskerne blev taget af ved offertjenesten.

Cincture
Bælte, gørdel, cincture, cingulum (L.), cinctorum (L.), balteus (L.), poias (G.).
Dette bælte kan have mange forskellige udformninger og været fremstillet af både tovværk, silke, bomuld, uld og flettede linnedtråde. Det bæres over bl.a. albaen for at holde den sammen og holde dragten passende på plads. Diakoner knytter cincturen på venstre side, så det bliver modsat stolaens nedhængende ender til højre. Præster og biskopper knytter gerne midt for forsiden og enderne kan være ført rundt om stolaens to parter og dereefter hængende ned på stolaens ydersider.
   I den anglikanske kirke og visse protestantiske kirker bæres også et bælte, der da gerne på engelsk kaldes girdle, og ordet "cincture" referer da til det bredere skærf, der bæres uden på præstekjolen. Dette skærf kaldes til gengæld i den katolske kirke for fascia (L.) og bæres kun af ordinerede præster.
   Hvis bæltet er lavet af læder eller kunststoffer, kaldes det ikke for en cincture.

Hvis der anvendtes et særligt bælte til alene at holde stolaen på plads hed det subcingulum (L.).

Cingulum
Bælte. Et smalt linnedsbånd, der knyttedes om albaen og evt. omkring stolaen.

Crux pectoralis
Brystkors, pectoral cross, crux pectoralis (L.).
Lille kors i halskæde, der skal være lang nok, til at korset hænger ud for midten af brystet. Det havde oprindeligt ofte et relikvie gemt i sig. Tidligst båret af alle kristne, idet myten sagde, at det havde forebyggende effekt, hvis båret under hjertet.
   Det bæres over alben, korskjorten og præstekjolen, men ikke over kåberne.
   Fra 1200 alene tilladt for biskopper og abbeder. Udgik i Norden ved reformationen, men genindført i Sverige 1805 og i Norge 1815.

Cuculla
Hætte, hood or cowl of a monk.
Fra Kirkehistorisk Latinleksikon gives: "Munkekutte, en vid og lang kåbe, udstyret med hætte, Capucium (L.), og ærmer, som blev båret uden på en kjortel, Tunica (L.)". [Schumacher].
   Se også under ordensdragt (3).

Dalmatika
Dalmatika, dalmatic, dalmatica (L.).
Navnet relaterer til dragt fra Dalmatien, et landskab i Jugoslavien.
Oprindelig hvid kjortel med ærmer, der kendes fra 2. årh. Ligner men afveg fra tunicaen ved at have bredere ærmer og intet bælte. Den var pyntet med to lodrette røde bånd fra skulder til søm på for- og bagside; disse stammer fra et purpurfarvet bånd på romerske senatorers tunikaer. Dalmatikaen blev efterhånden kortere end albaen og fik også ærmerne afkortede. Den overgik til liturgisk dragt fra begyndelsen af middelalderen i Sydeuropa.
   Oprindeligt båret af biskopper og diakoner. Biskopper bærer den stadig i Østkirken. I Vestkirken blev den diakonernes dragt, der fra senmiddelalderen kun bæres ved levitmesser, når diakonen assisterer celebranten. Biskopper bar den også under messehagelen ved pontifikatmesser. Der skulle dog foreligge særlig tilladelse for specielle mærkedage.
   Fra 1200 også i samme farve som hagelen og følgende det liturgiske års farver.
Fra middelalderens slutning fik den to brede horisontale røde bånd på ryggen, så den kunne skelnes fra subdiakonens tunicellas enkelte bånd.

Gremiale
Knædug for biskopper, når de sad på tronen og forrettede ordinationer eller pontifikalmesser.

Infulæ
De to bånd, der fra en mitra hænger ned ad ryggen.

Kabuds
Hue - betegnelse for enten en mandshue med pelsbesatte opslag "ørevarmerhue", eller betegnelse for en gammeldags vægterdragt.
Begge iflg. Politikens dragtleksikon 1978.

Manipulus
Håndstola, manipel, maniple, manipulus (L.), mappula (L.), fanon (L.).
Blev båret som embedstegn for subdiakon og opefter i graderne ved messen.
   Maniplen var et linnedsstof ca. 50 cm gange 5 til 10 cm og lig med stolaen. Udsmykningen var i middelalderen med broderier og guldtråd, men aftog derefter, så der i 1800-tallet kun var behov for et til tre kors.
   Den blev båret over venstre håndled og underarm, og enderne hængte løst ned og kunne være syet sammen. Den var udelukkende en messecelebreringsdel og fulgte farvekoden for messehagelen.
   Maniplen er kendt fra ca. 800-tallet, og dens oprindelige brug fortaber sig i historien, men mest sandsynlig er en brug som lommetørklæde.

Mitra
Bispehue, mitre, mitra - infula (L.).
Hatten, der fra 1100 blev båret af biskopper, kardinaler og abbeder samt af paven. Den kendes omtalt allerede af Isidor af Sevilla i år 636 som frygisk hue. [Schumacher]
   Oprindelig havde den en konisk facon og omsluttede hovedet tæt og med bånd at binde under hagen og andre hængende løst ned ad nakken, men da stoffet ret hurtigt blev formet med enderne blev bøjet ind på midten af pulden, fremkom de to »horn«, der først var placeret over ørerne og fra ca. 1200 over pande og nakke. Hatten har to bånd, infulae (L.), der hænger ned på ryggen og symbolsk er parallel til jødiske ypperpræsters pandebånd.
   Der er tre typer mitraer: mitra simplex (L.), der er af hvidt linned, mitra aurifrisiata (L.), der er pyntet, og mitra pretiosa (L.), der er overpyntet med guld og ædle stene og emalje.
   Der skulle være en regel om, at kun ved koncilier er biskopper tvunget til at bære den, for at de kan kendes fra kardinaler, men deet burde farvekoden på dragterne jo kunne sørge for.

Pallium
Pallium, pallium, pallium (L.).
»Overklædning«. Et ti cm bredt uldent ringformet hvidt bånd med nu sorte eller, tidligere, også røde kors. Det bæres om halsen. For og bagside hænger ned, så det ligner et Y fra begge sider. Det fastgøres til dragten, det bæres over, med et par nåle.
   Oprindelig østkirkens biskopstegn, omophorion (Gr.), men fra 500 båret af paven, der fra 800 begynder at uddele det som ærestegn til alle ærkebiskopper.
   Jf. [Lausten p.85] begyndte uddelingen fra ca. år 600 under pave Gregor I. Det bæres kun ved specielle messer og følger bæreren i graven. Det blev tidligere fremstillet af nonner og opbevaret, når færdige, i apostlen Peters grav i Peterskirken, hvilket skulle give det særlig kraft.
   Der er i New Catholic Encyclopedia under "Clerical Costume" et citat, hvor pallium betyder kåbe. Citatet stammer fra synoden i 340.

Pedium
Bispestav, crozier, pedum, pastorale, virga (L.), baculus (L.).
Bispestaven var ikke i brug i oldkirken og kendes først fra middelalderen. Den var først en lige stav, men fik senere den hornkrummede facon i toppen og endende i et dragehoved eller slangehoved. Da der ikke var bibelreference til staven blev den udsmykket på utallige forskellige måder. Den kunne være af elfenben med guldornamenter, populære har Jomfru Maria og barnet, lammet og korset været.

Pileolus
»Kraniemuffe« af gr. pilos = filt = hattedannet.

Pluviale
Korkåbe, cope, cappa pluviale (L.) af pluviale = regn + cappa = slag. Også cappa choralis (L.)
Som messehagelen er den udviklet fra antikkens pænula, der da var en åben kappe med hætte. Den kunne lukkes foran med en fibula eller et spænde. Senere fik den lange ærmer. Huedelen forsvandt ret tidligt og blev til clipeus (L.), en lille udsmykket trekant i nakken. Udsmykningen var gerne rigt broderi og med stene. På forsiden forneden var broderet en bort.
   Den anvendtes som korkåbe af kormunke og kanniker og fik derfor også navnet cappa choralis (L.). Den var af praktisk helbredsbetydning ved de mange middelalderlige processioner i, rundt om og uden for kirken. Den brugtes ved vesperen og kunne også gå under navnet vesperkåbe, vesper mantle.
   Den blev også båret af de forskellige hjælpere i koret som sangere og redskabsholdere, fx presbyter assistens.
   En speciel fornem version blev ved vigtige funktioner båret af biskopper og kaldtes så for cappa pontificalis (L.).

Præstekjole
Præstekjole, cassock - soutane, også omtalt som vestis talaris (L.).
Den sorte almindelige dagligdags lange klædning for præster i forskellige trosretninger. De afviger fra land til land. I mange lande benyttes den med både enkelt- og dobbeltradet lukning. I engelsktalende lande kaldes den enkeltradede ofte for den katolske - romerske præstekjole, mens den toradede kaldes for den anglikanske. Den romerske siges at have 33 knapper ned fronten. Den lange knappede kjole bæres også af mange korister, men de kan aldrig bære en stola over den, da den er forbeholdt ordinerede præster.
   Farven er generelt sort, men der er ikke noget til hinder for, at der i troperne fx kan bruges en hvid præstekjole.
   Nogle anvender den med bælte, cincture. Den bæres under de liturgiske dragtdele.
   Over præstekjolen kan anvendes forskellige dragtstykker efter tjenesteart fx (eng.) surplice, den korte hvide overklædning, der både fås lårkort og knælang.

Rationale
Hovedlin, rational, rationale - superhumerale (L.).
Et stofstykke af form som et skulderslag. Det er sammensat af flere stofstrimler og kan være fornemt udsmykket. Det er udviklet fra palliet og anvendes kun sammen med messehagel. Det kan ligne et pallium eller en krave.
Fra 900 værdighedstegn for biskopper, men uddeles kun direkte af paven som en særlig gunstbevisning. Det er nævnt i Vulgata [2.Mos. 29: 2-4].

Rochettum
Messeskjorte, røklin, rochet (dansk savner visse navne til separation af disse begreber), rochet, rochetum / rochettum (L.) fra roccus = frakke.
Den ligner superpellicium, men med snævrere ærmer. Anvendt fra 800 i Sydeuropas præstedragt for det højere kleresi uden for liturgisk tjeneste. Fra konciliet i 1215 bestemt kun at kunne bæres af biskopper, men senere blev denne eksklusivitet ikke overholdt af det lavere kleresi, og bl.a. kordrenge og kirketjenere af forskellig art fik tilladelse til at bruge den. Biskopper bar den ved andre gudstjenester end messen.

Sandaliae
Sandaler eller sko, shoes, sandalia - calceamenta (L.).
Sko oprindeligt af læder, senere af stof. Brugt fra 500 ca. af højere prælater, fra 1100 kun af biskopper sammen med bestemte sokker eller strømper, caligæ (L.).

Stola
Stola, stole, stola (L.), orarium (L.), epitrachilion (G.).
Orarium (L.) betyder svededug, hvilket også ordet sudarium (L.), der ses anvendt, gør.
Ordet "stola" var ikke tilknyttet dragtdelen før efter middelalderen.
Stofstykke ofte af silke på 2,5 meter gange 5 til 10 cm og med broderede ender. Kendes fra år 300 under navnet orarion, der antyder mundtørrestykke. Den er symbolsk Jesus åg.
   Den bæres af celebranten og diakonen under messen og i andre sammenhænge og af biskop og præst.
   Diakonen bar den over venstre skulder og fæstnede den på højre hofte med enderne hængende ned på højre side. Præster satte den rundt om nakken og over kors på brystet, hvilket kendes fra 600 og var almindeligt fra 1200. Under selve messecelebreringen krydsede præsten endderne foran.
   Biskopper satte stolaen lodret på albaen, og de lange ender nåede til skinnebenene og neden for dalmaticaen. Biskopper krydsede ikke enderne under messen.
Der kan være eksemplarer med små klokker sat fast på enderne. de stammer fra 2. Mosebog kap. 28 v. 33.

I nyere tid og opstået med Oxfordbevægelsen fra 1833 blev stolaen reintroduceret i den anglikanske kirke, og blev op til efter 1980 årsag til fløjdannelse mellem højkirkelige medlemmer, der ønskede den, og mere moderate, der ikke ønskede at genindføre den. For øjeblikket ser det ud til, at den anvendes i udstrakt grad ved ordinationer og bæres i så tilfælde af diakonen over venstre skulder og af præsten over begge skuldre. [Church Society, David Wheaton]

Sudarium
Svededug af trekantet form og fastgjort til bispestavens øverste del. Oprindeligt til at tørre sig i, men fik symbolsk betydning som hjælperen kunne holde i uden at berøre staven selv.
   I nyere tid anvender hjælperne et vellum — se herunder.

Superpellicium
Korskjorte, røklin, surplice eller cotta, superpellicium (L.).
Det latinske navn betyder: "til at bære over en pelsklædning". Hvid lukket kjole med vide ærmer beregnet til tage på over hovedet. Den fandtes også uden ærmer.
   Superpellicium blev indført som mere egnet til almene opgaver, hvor armene skulle bevæges end albaen med de snævre ærmer. Fra det 12. århundrede brugt generelt af de lavere ordinationer og af præsteskabet uden for messetjenesten.
   Den blev gjort kortere og kortere, indtil den i 1700-tallet på kontinenten kun nåede til hofterne. Den fik desuden større vidde og bredde. Denne korte form kaldtes i den katolske kirke for "cotta", hvor den benyttedes sammen med den ældre noget længere model.
   Med superpellicium bæres ikke amictus eller cingulum. Den blev benyttet i Norden allerede fra 1000-tallet og blev om vinteren båret over pelsklæderne. Den var meget brugt af munkene, der bar den over deres tykkere klæder under de lange nattegudstjenester i kolde kirker. Det var den normale dragt ved tidebønnerne. [Schumacher]
   Den var tilladt at bruge for alle grader af ordinerede personer, dog ikke biskopper. Den bæres nu kun over præstekjolen og aldrig over alben, og derfor aldrig brugt ved messen.
   Messeskjortemodellen rochet var en afart af superpellicium.
Korskjorten over munkedragten nævnes i Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse..., Munksgaard, 1967, p.29, hvor Hans Tausenbar den over sin munkedragt ved de første lutherske prædikener i Viborg.

Tunica
Tunika, tunikella, tunic, tunica (L.) - tunicella (L.) - subtile (L.).
I facon meget lig en dalmatika, men med snævre ærmer.
   Tunikaen blev fra 1000 båret af subdiakonerne ved levitmesser og fra 1200 af biskopper under dalmaticaen og afviger fra denne ved kun at have et bånd horisontalt.

Velum humerale
Velum betyder egt. forhæng. Aflang silkedug, der bæres over skulderen og når ned over hænderne. Anvendes ved levitmessen af subdiakonen, når denne frembærer kalken til alteret, samt når han mellem offertoriet og bønnen Libera nos holder patenen. Velum bæres også af officianten, som holder monstransen ved sakramentale velsignelser, og af den acolyt, som holder mitraen. Brugen ender i Norden ved reformationen.

Vestis talaris
Vestis alene er fællesordet for liturgiske dragtdele.
   Tunika, der blev forlangt af sydeuropæiske gejstlige efter synoden i Braga, Portugal i 572. Det var en ankellang yderklædning, der skulle bæres ved liturgisk tjeneste, hvor for meget visen ben ikke var velset.
   [New Catholic Encyclopedia, Clerical Costume]



Kildelitteraturlisten indeholder fulde titler på benyttede og citerede værker.

En tilknyttet artikel er om messen og dens elementer. En hel oversigt over afsnittets tekster findes på dets indeksside.


Opdateret d. 25.11.2011 Retur til toppen af siden.
Retur til forsiden for kirketjenesterne Videre til religionshistoriemappen
Retur til religionsforsiden Retur til hjemmesidens forside