Arkitekturhistoriske noter, den græske antik

INDLEDNING
I forbindelse med en foredragsrække på Folkeuniversitetet har jeg samlet nogle informationer og eksempler på arkitekturhistoriske forhold.

Kilderne er med deres kode eller registernummer nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildefortegnelsen. De generelle kilder er listet nederst i teksten.

Periodeopdeling
Tidsrummet, hvor den græske indflydelse i Middelhavsområdet er stor, opdeles i nogle perioder, men her begynder med de lidt tidligere perioder for oversigtens skyld, hvorefter der fortsættes med den romerske periode.

Tidsrum f.Kr.	Benævnelse område	Bemærkninger til perioden
2600-1600	Troja II-VI	Udgravningen af Troja, der ligger ca. 6 km fra østsiden af indsejlingen fra Ægæerhavet til Dardanellerne, viste, at der kan adskilles i alt ni kulturlag på stedet. Lagene strækker sig fra 2600 til 1600 f.Kr. og opdeles således: I Bronzealder med murstensrester, II Bronzealder med større murrester end I og i midten en stor megaron. III-IV Stadig bronzealder. Schliemanns skat tilhører II-III-perioden, V Mellemstadiet fra tidlig til mellembronzealder, VI Mellemste og meste af sen bronzealder med meget større by med stor byport mod syd, lige mure af kalksten. Huse med indre søjler. Denne bykultur blev udslettet ved et jordskælv, VIIa Genopbygningsperiode, VIIb Tidlig jernalder. Kulturperiode med kontakt til Danubien og Trakien, VIII Græske koloni i Grækenlands arkaiske periode, IX Hellinistisk koloni og graeco-romersk periode til Konstantin.
2000-1400	Kretisk-Minoisk kultur	-
1600-1150	Mykensk kultur	-
1200-100	Græsk kulturkreds	Den græske kulturkreds opdeles i mindre perioder, der også betegner udviklingsstadier: Arkaisk tid ca. 700-480, begyndelse og udvikling, Klassisk tid ca. 500-480 til 323 f.Kr., suveræn beherskelse. Perioden deles videre i en tidlig, høj og sen klassisk periode, Hellenismens tid ca. 323-85, sentid.
300 f.Kr. til 325 e.Kr.	Romersk kulturkreds	Før den romerske kultur var det italienske områdes kulturbærende folk etruskerne, og de regnes normalt ikke med til den romerske kulturkreds, selv om mange romerske træk blev overtaget fra etruskerne. Etruskernes storhedstid falder omkring 900 til 500 f.Kr.. Etruskernes blomstring falder sammen med den græske kolonisations storhedstid i Syditalien og Sicilien. Den romerske kulturkreds opdeles i mindre perioder: Kongedømmets tid fra 753 f.Kr til 510 Republikkens tid fra 510 til 27 f.Kr. Kejsertiden fra 27 f.Kr. til 395. Under kejsertiden udkommer Vitruvius' afhandling om arkitektur. Delingstiden til Romerrigets fald ca. 395 til 450

GRÆKENLAND
De strømninger, der ligger før Grækenlands storhedstid, berøres ikke, men nogle af Grækenlands offentlige bygninger, templer, samlingshuse, torve etc., samt en del af deres bygningstræk blev overtaget af først Romerriget og senere Europa, hvorfor de græske bygningselementer og nogle grundbegreber og udtryk i forbindelse med de græske bygninger medtages.

Den kretisk-minoiske arkitektur er kendetegnet ved additiv gruppering uden retningsstabilitet, og bygningskomplekserne er organiseret indefra og udefter. Større bygningskomplekser som paladser kan karakteriseres som et labyrintisk system.

Den mykenske arkitektur, som den er kendt gennem borganlæggenes ruiner viser en større retningsstabilitet og en mere symmetrisk opbygning af komplekse bygninger. Der er tænkt i monumentalitet ved planlægningen. Det er under den mykenske tid, at megaron hustypen opstår.

Fra den tidlig klassiske tid er det mest betydningsfulde bygningsværk Zeustemplet i Olympia,
men også det doriske tempel for Hera i Paestum i Italien er et betydningsfuldt bygningsværk, hvis ydre står næsten intakt endnu.

Fra den højklassiske tid er der tre hovedværker fra Athens Akropolis:
   Parthenon, tempel for gudinden Athene, arkitekt Ictinus, dorisk stil
   Erechtheion, tempel for flere kultguder, jonisk til,
   Propylaeerne, indgangsporthus og portal til Akropolis, arkitekt Mnesicles Megaronhustypen
Græsk »megaron« pl. »megara« betyder egentlig »sal« eller »storstue«, men ordet er også opført i ordbøger som: spisesal for mandlige personer, dameværelse, soveværelse, og om hele huse, og da især store huse og paladser. Specielt har det også været ordet for det allerhelligste rum i Apollos tempel i Delphi, der hvor oraklets svar blev givet den spørgende. Fra denne betydning udvidedes ordet til også at betyde det allerhelligste rum i andre templer.
[6606]

Megaron bygningstypen som hustype består af en rektangulær grundplan med to rum. Forrummet er åbent på den smalle side, mens bygningens mure på siderne er ført frem til den manglende sidevæg. Hovedrummet, der ligger bagved forrummet har åbning i den smalle side mod forrummet. I midten af hovedrummet kan der være et ildsted.
[9783]

Tempeltyper
Megaronhuset udvikles fra verdslig bygning til sakralbygning, og udgravninger viser, at den verdslige bygning oftest havde en mere kvadratisk form, mens den sakrale bygning til adskillelse fra herfra blev mere langagtig. De væsentligste tempeltyper er følgende. De er opstillet fra simple mod mere komplekse:

   Antetempel, der består af pronaos og cella.
   Dobbelt antetempel, der består af pronaos, naos og opisthodomus.
   Prostylos, der er et antetempel med en søjlerække foran pronaos.
   Amphiprostylos, der er et dobbelt antetempel med en søjlerække både foran pronaos og bagved opisthodomos.
   Peripteros, der kan være et ante- eller dobbelt antetempel med en på alle fire sider omløbende søjlerække.
   Dipteros, der er et peripterostempel med en ekstra omløbende søjlerække.
   Rundtempel, der har en cirkulær cella med en omløbende peristase.

Templets bygningsdele
Den udvidede tempelbygning, tempelprototypen, kan bestå af alle eller nogle af følgende dele:

   naos = megaron, det tidligere hovedrum, cella,
   pronaos = forrum, inner portico
   opisthodomos = baghal, rear chamber.
   peristase = søjlerække
   anterne er naos' to sidemure, der i forlænget form også danner siderne i pronaos og opisthodomos.

Hustypen har stadig den rektangulære grundplan med to langmure, hvor forrummet har åben udvendig kortside og dets bagvæg har døråbning til cellen, mens baghallen ikke har adgang til cellen og har åben kortvæg. Den åbne forvægs overligger og tympanon bæres af to søjler, og tempeltypen kaldtes på græsk for naos en parastasin og på latin for aedes in antis.
[9829p35]

Denne tempelgrundform udvikles med søjler, først med søjler foran pronaos, og typen kaldes så for prostylos, senere med søjler for og bag kaldes den for amphiprostylos og endelig med søjler på alle fire sider kaldes tempeltypen peripteros og søjlerne for ptera. Der fremkommer så yderligere disse dele:

   peristase / peristasis = søjlerække ført omkring tempelbygningen, peristyle.
   pteron / ptera = den overdækkede søjlegang, området mellem husmure og søjlerække, ambulatory.

For at kunne få en større bygningsbredde blev der også opført templer, hvor der inde i cellaen er to søjlerækker i siderne, så der herved fremkommer en tredelt naos, forløber for den treskibede bygning. I visse tempelformer af en vis størrelse, hvor det har været vanskeligt at få tilstrækkeligt lys i rummet, har der været lysåbninger i tagdækket. Måske har åbningerne ikke stået åbne for vind og vejr hele tiden, men konkrete tekniske beskrivelser mangler. Kilderne er hovedsageligt Vitruvius og kommentatorer til samme. Endelig har der været opført cirkelformede templer.

Peristyl kan også betegne en søjlegang om en indre gård, som man fx har det i korsgangen i en klostergård.

Engelsk hairpin megaron betegner en præhellenistisk tempelform med fritstående megaron med en halvrund apsislignende opisthodomos. Gudebilledet og andre gudstjenesteredskaber og kultbilleder findes der meget få af, da så godt som alt blev ødelagt ved kristendommens indførelse. Som eksempel på udviklingen kan tages templet på Athens Akropolis, der efter kristendommens indførelse blev benyttet som kirke. Derefter blev bygningen moske, og endelig blev der opbevaret krudt i bygningen, hvilket var en meget dårlig ide. Men allerede inden krudtet eksploderede, havde de to foregående religiøse anvendelser ødelagt alt i templets indre.

Templets omgivelser
De græske templer var bolig for guderne. I hvert tempel boede en gud. Dette forhold er væsensforskelligt fra den kristne kirke, hvor det hellige rum bygges for menighedens samling. Det græske tempel som gudebolig blev oftest orienteret mod øst, så guden fra sin bolig kunne se den opgående sol - et forhold, der blev overtaget af den kristne kirke. Undtagelser findes, fx templer i Magnesia, der er orienteret med åbning mod vest.

Da templet kun enkelte gange skulle betrædes af tempelembedsmænd, og fordi en menighed aldrig kom der, så var døråbningerne anlagt med høje dørtærskler. Templets alter for brandofre var anlagt foran for templet, men der er ikke mange verificerede eksempler herpå.

Templets sokkel
Templet blev bygget på en forhøjning på jorden. Fundamentet kaldtes for euthynteria. På denne opbyggedes soklen, kaldet krepidoma, krepis eller stereobat. Denne var trinformet til alle sider med oftest tre høje trin op til gulvniveauet, stylobaten, og der kunne på forsiden være en skrå rampe op til tempelniveauet, hvilket må have lettet adgangen ved eventuelle processioner.

Tempelområdet blev kaldt for temenos, og det kunne være et afgærdet område, inden for hvilket der kunne ligge andre bygninger til brug for tempeltjenere, skathuse, lagre af offergaver etc.

Bygningsteknik
Tidligste templer til 700 f.Kr. var murene af småsten og lufttørrede lersten. Fra ca. 700 f.Kr. kunne man brænde teglsten, og tækkede tage eller flade lertage blev afløst af teglstenstage med moderat hældning af tømmerkonstruktion.

Fra midten af det syvende århundrede f.Kr kunne man fremstille malede eller glaserede teglsten, men der var endnu ingen bygninger rejst af tilhuggede hårdsten. Det indtræder først efter grækerne begynder rejserne, der bragte dem til Ægypten fra ca. 650 f.Kr.; perioden kaldes på engelsk for Oriental period. Første skridt i denne udvikling var udskiftningen af træsøjler med stensøjler.

Anterne, væggene, var nederst bygget af store tilhuggede sten, der kunne rage lidt ud i forhold til de ovenfor liggende stenrækker. Underrækken kaldtes for orthostaten, mens de overliggende benævntes opus isodomum.

Måleenheder
Den græske måleenhed var en fod, der i metermål var 0,326 til 0,328 i de fleste af de opmålte bygningsværker, men i nogle tilfælde var en fod lig med kun 0,295 m. [9829p43]. I henhold til Technological Studies in Ancient Metrology af Eivind Larsen, NNF, 1966 [6733] har måleenheden tomme nogle flere og større forskelle.

Til brug her rækker det dog at pege på, at de klassiske målesystemer, som undersøgt fra Ægyptens tid via græske og romerske kulturkredse, har den menneskelige skikkelse som grundelement for måleenhederne, og enhederne har derfor ikke nogen entydig fast omsætningsfaktor til metersystemet.

Byggematerialerne
De ældste bygningsværker i Grækenland blev opført af træ. Da man gik over til brug af sten, var det nabolagets sten, der anvendtes. Det var i Athen før perserkrigene fx den ret porøse kalksten. I den klassiske tid blev de fleste templer opført af lys eller hvid marmor, som man kunne finde i det græske landskab Attika syd for Athen. Marmor fandtes også i Tyrkiets vestkyst og i en del af Italiens bjerge samt i Alperne. Den kostbare marmor blev kun benyttet som yderklædning af en bygning. Til murfyld blev billigere sten og skærver anvendt.

Sammenføjning af sten
Bygningsstenen kunne sammenføjes med mørtel, med metalbindere, eller de kunne hugges så fint, at de passede uden bindemiddel.

Fra den græske middelalder blev stenene sammenføjet med mørtel, mens de senere blev fæstnet ved i udhuggede revner at hælde smeltet bly, der når størknet kunne binde stenene sammen. Udhugningerne i stenene var formet som lange smalle riller med dråbeformede ender af større diametre. Der kunne også anvendes dyvler eller andre former for tappe.

Med hensyn til opstilling, vinkler og andre konstruktørdetaljer, så benytter min anvendte litteratur alle Vitruvius som kilde, selv om han altså er væsentligt yngre end den tid, der her behandles. Helt uden værdi er det dog ikke, for Vitruvius, der fortæller om søjlernes indadhældning kan efterprøves, og et sådant eksempel findes i [9829p45], hvor Parthenontemplet overholder tesen, mens søjlerne i Athene-templet i Priene står aldeles lodret. SØJLER
En søjle er en rund pille. Den kan være uden base, men har den en base, kaldes den en sokkel, der kan have skrå sider. Oven på denne en plint med lodrette sider der opad kan afsluttes med hjørneblade, inden søjleskaftets basis. Selve søjlen kan være en monolith, men oftest er den sammensat af tromler af en vis vægtmæssig håndterbar højde.

Hvis søjlen er fritstående kaldes den for en frisøjle. Er søjlen sammenhængende med bagmuren, så kun den halve del stikker ud, kaldes den for en halvsøjle - på samme vis findes også en kvartsøjle og trekvartsøjler til brug i hhv. indadgående og udadgående hjørner. En søjle, der er fritstående, men på et fundament, der stikker ud af bagmuren kaldes for degageret. Står søjlerne parvis kaldes de for koblede. Senere i gotikken især omtales søjleknipper, der er en pille udført, som var den dannet af et antal sammensatte søjler.

På skaftets øverste ende kan der være en halsring før kapitælet, søjlehovedet. Over kapitælet ligger bjælkeværket og over dette kan der være en vederlagssten, før den videre opbygning.

Søjlerne er forjyngede, dvs. at de blev smallere opefter, samtidig blev de dannet med en let udadbuende sidelinje omkring midten, entasis, for at de visuelt skulle se lige ud. Af samme årsager blev søjlerne ikke anbragt lodret, men hældende cirka en procent ind mod templets midte. Søjlerne ved hjørnerne blev af samme optiske årsager både hugget med større diameter og anbragt med mindre mellemrum til nabosøjlerne, da det store lysindfald på hjørnerne gjorde søjlerne optisk slankere, og dette forhold derfor skulle modvirkes ved tættere sammenstillen. Denne sammenstillen kaldes for hjørnekontraktion.

I det antikke Grækenland var søjler en vigtig bygningsdel, og de inddeles efter deres alder og udseende i tre grupper:

   Doriske søjleorden
   Joniske søjleorden
   Korintiske søjleorden

Doriske søjler
Kendes fra 1000 f.Kr. og benyttet i sten fra ca. 650 f.Kr.
Kendetegn: søjleform uden base og med udfoldet, tragtlignende kapitæl, der bærer en tagopbygning med triglypher og metoper. Kapitælen har echinus og abakus og kan mellem skaft og kapitæl have en eller flere anuli, ringformede, halvrunde vulster, hvorover en echinus, der støtter den afsluttende abakus.

Der er stærk kontrast mellem lodrette og vandrette linjer.
Den doriske søjleorden forblev populær på det græske hovedland og i de vestlige provinser og kolonier i en meget lang periode.
Søjleskafterne har fladkonkaviske kannelurer med grater eller ribber, dvs. med spidse afslutninger. Der er gerne 22 riller på en omgang.
Doriske templer er normalt brede og tunge, hvilende i sig selv.
Det kannelerede skaft er muligvis en stilisering af den daværende skik, som anvendt helt op i vores middelalder og renæssance, hvor man draperede farvede tekstiler omkring søjlerne ved festlige lejligheder.

Joniske søjleorden
Joniske søjler blev udviklet i Grækenlands østlige dele omkring 600 f.Kr., og de tidligste levninger af joniske søjler er fundet omkring Smyrna.
Kendetegn for joniske søjler er kapitæler med bladformede udskæringer og forsiringer. Kapitælet set forfra kan minde om en bogrulle lagt over søjletoppen med rulledelene på hver sin side af søjleskaftet. Kapitælen kan også forklares som værende med volutter, ægstav og perlesnor, med navne givet efter det stiliserede udseende.

Mod basen afsluttes søjleskaftet med nogle halvrunde vulster, torus, når de er konvekse, og trochilus, når de er konkave. De sidstnævnte kaldes på engelsk for »scotia«, der betyder mørk. Nedefter kommer dernæst sokkelpladen eller plinten.

Søjleskafterne har kannelurer med lige afslutning, dvs. en lille del af søjleskaftsperiferiens runding fremstår mellem hver kannelering. Der er gerne 24 riller på en jonisk søjle.
Den doriske og joniske stilart forbliver i brug sideløbende gennem det sjette århundrede inklusive byggeriet i kolonierne på Sicilien.
Joniske templer er normalt slanke og elegante.

Korinthiske søjleorden
Korinthiske templer ligner de joniske, men deres udsmykning er mere omfattende og iøjnefaldende med store udhuggede kapitæler og gavlrelieffer.
Kapitælerne med de store udsmykninger blev i lang tid anvendt på verdslige bygninger, før de fandt indpas i tempelbyggeriet.
Søjleskafterne har dybe kannelurer med lige afslutning.
Ordenen går tilbage til bronzeskulptøren Callimachos fra Korinth i slutn. af det femte århundrede f.Kr. Han »opfandt« akantuskapitælet.
[5794] Templets tagkonstruktion
Templets tag var i de ældste templer et fladt tag. Senere blev der bygget tag med rejsning. Ved tag med rejsning har især gavlpartierne betydning i historien, idet deres udsmykning ofte omtales. Hele overdelen over søjlerne kaldes for entablatur, en gesims omfattende arkitrav, frise og kronliste. På den doriske søjle var på søjlehalsen, hypotrachelion, anbragt en omvendt pyramidefod, en echinus (der betyder pindsvin), på hvilken der hvilede den abakus, som bjælkeværket hvilede på.

Tidligt var der tale om træbjælker, senere om stenbjælker. Denne vandrette bygningsdel kaldtes på latin for arkitraven, på græsk for epistylion.

Over arkitraven kom på det doriske tempel en opbygning, der lodret delt bestod af triplyffer, der var felter med tre lodrette reliefstave, adskilt af metoper, frisefelter; tilsammen kaldet triglyphon. Denne del afsluttedes opad af en mutuli, en lav sømmønstret plade, eller af en gesims. Derefter kom det trekantede gavlfelt, en tympanon.

I det joniske tempel var arkitraven delt i tre bånd eller fascier, hvorover kom en frise med udsmykning i relief samt en gesims. Dorerne, jonerne og korintherne
Navnene, der er knyttet til de tre søjleordener, er taget fra lokale folkeslag.

Dorerne var antagelig en eller flere makedoniske folkestammer, der nordfra invaderede Grækenland omkring 1100 f.Kr. De bosatte sig omkring nordkysten af Peleponnes med lokaliteter som Epidaurus, Megara, Elis og Korinth, hvorfra de krydsede over øhavet og underlagde sig Kreta, Melos og Thera og sydkysten af Lilleasien.

Dorerne var ikke store kulturbærere, og de overvandt det mykenske rige og undertrykte dets kultur, og Grækenland gik ind i sin mørke »middelalder«. Perioden er kunsthistorisk bl.a. kendetegnet ved sine geometriske keramikmøstrer. Efterhånden blev folkestammen opblandet med de oprindelige beboere, men omkring Sparta bibeholdtes en samfundsorden, hvor de invaderende dorer fortsat udgjorde den herskende, militaristiske borgergruppe og indrettede de noget specielle mandlige klubber.

Jonerne var oprindelige grækere, der formodentlig flygtede eller blev presset ud af de invaderende dorer, hvorfor de kolonialiserede især den lilleasiatiske kyst fra Troja til Rhodos. Jonerne vedblev at betragte Athen som deres hjemby. De viderebragte athensk græsk kultur og udviklede den ved samkvem med de asiatiske folkeslag.

Korintherne. Byen Korinth var territorialt vigtig ved sin beliggenhed ved overgangen mellem det græske fastland og Peleponnes. Byen havde et stærkt citadel og havde havn til begge sider af landtangen. Byen faldt under den doriske invasion. Senere blev byen kendt for sin skibsbygning og deltagelse i søslag omkring 700-650 f.Kr. I den senere græske periode kæmpede byen tit mod Athen, og med sin beliggenhed kunne den næppe have undgået at blive del i hovedparten af borgerkrigene.

Jørgen Marcussen

Generelle kilder
[5794] Wilfred Koch: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. (ca. 1980).
[7325] M. Cary et al. ed.: The Oxford Classical Dictionary, OUP, 1949/1964.
[6606] C. F. Ingerslev: Græsk-Dansk Ordbog, Gyldendal, 1866.
[8945] Nikolaus Pevsner: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, 1997.
[9829] Julius Kohte: Die Baukunst des klassischen Altertums, Frd. Vieweg & Sohn, 1915.
[9783] - Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, 2005.
[M125-K153] Gorm Benzon et al.: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark, 1983.
[DkKirk] - Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, --.
[EB] - Encyclopedia Britannica, 1991.

Retur til toppen.

Revideret 4. december 2005.

Videre til Romerrigets arkitekturhistorie.
Videre til Tidlig kristen arkitekturhistorie.
Særtekst om Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600.
Videre til Byzantinsk arkitektur.
Videre til Karolingisk og merovingisk arkitektur.
Videre til Romansk arkitektur.
Videre til Gotisk arkitektur.