Arkitekturhistoriske noter, den romerske antik arkitektur

INDHOLD
Indledning
Kronologisk oversigt
Romerriget
Romerske provinser
Romersk arkitektur
Vitruvius
Arkitekturelementer
Byggematerialer
Arkitekturtyper i Romerriget
   Byplaner
   Vejanlæg
   Akvædukter
   Huse og villaer
   Termer
   Templer
   Triumfbuer
   Teatre
   Basilikaer
   Pantheon

INDLEDNING
I forbindelse med en foredragsrække på Folkeuniversitetet har jeg samlet nogle informationer og eksempler på arkitekturhistoriske forhold. Teksten udgør ikke en samlet oversigt over emnet, men har bl.a. tjent som udvekslingsmedie mellem andre deltagere og mig selv. Dette er anden del, og her er et link til den første del om den græske antik.

Kilderne er med deres kode eller registernummer nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildefortegnelsen. De generelle kilder er listet nederst i teksten.

I en særskilt tekst findes en del romerske stednavne med deres moderne ækvivalenter.

Periodeopdeling
Samtidig med den græske indflydelse i Middelhavsområdet opstår Romerriget. Dets grundlæggelse fastlægges gerne til omkring år -753. Rigets ledende statsmænd, paver, konger og kejsere er her listet i en kronologisk oversigt.

Her gentages tidsskemaet fra første del, og skemaet udvides fremefter til Romerrigets fald.

Tidsrum
f.Kr.		 Benævnelse
område		 Bemærkninger til perioden
2600-1600 Troja II-VI Udgravningen af Troja, der ligger ca. 6 km fra østsiden af indsejlingen fra Ægæerhavet til Dardanellerne, viste, at der kan adskilles i alt ni kulturlag på stedet. Se opdelingen under græsk
2000-1400 Kretisk-Minoisk kultur -
1600-1150 Mykensk kultur -
1200-100 Græsk kulturkreds Den græske kulturkreds opdeles i mindre perioder, der også betegner udviklingsstadier:
   Arkaisk tid ca. 700-480 f.Kr., begyndelse og udvikling,
   Klassisk tid ca. 500-480 til 323 f.Kr., suveræn beherskelse.
      Perioden deles videre i en tidlig, høj og sen klassisk periode,
   Hellenismens tid ca. 323-85 f.Kr., sentid.
300 f.Kr. til 325 e.Kr. Romersk kulturkreds Den romerske kulturkreds opdeles i mindre perioder:
   Kongedømmets tid fra 753 f.Kr til 510
   Republikkens tid fra 510 til 27 f.Kr.
   Kejsertiden fra 27 f.Kr. til 395 e.Kr. Under kejsertiden udkommer Vitruvius' afhandling om arkitektur.
   Delingstiden til Romerrigets fald ca. 395 til 450
 
753 f.Kr.- 475 e.Kr. 		 
OVERSIGT: 		 
Romerrigets hovedkronologi fra Ab Urbe Condita til Odoacer
-753 Roms grundlæggelse Årstallet er omdiskuteret, men ligger tæt på begivenheden. Udtrykket Ab Urbe Condita stammer fra forfatteren Livius, der omkring år 0 nedskrev Roms historie i 142 bøger med denne titel. [9527p42] anslår værket til 6.000 tryksider, hvoraf kun en del er overleveret os. Det er i dette værk at de bedste røverhistorier om Hannibals togt over Alperne findes.
-733 Syracus grundlægges Kolonien Syracus på Sicilien grundlægges fra Korinth.
-700 Poseidonia grundlægges Paestum grundlægges som græsk koloni fra Sybaris i Tarantobugten under »støvlefoden«.
-660 Byzantium grundlægges Koloniseringen foretaget fra byen Megara, der ligger midtvejs mellem Athen og Korinth
-600 Forum Forum i Rom udlægges som offentlig plads.
-524 Etruskerne overvindes i slaget ved Cumae = Kyme, der ligger lidt nord for Napoli. Aristodemus er sejrherre.
-510 Jupitertempel På Capitolhøjen bygges tempel til Jupiter.
-509 Tarquinuius Superbus Den sidste etruskiske konge i Rom, falder, og den romerske republik dannes.
Jupiters tempel på Capitolhøjen indvies i Rom.
-451 Roms lovgrundlag Decemvirerne begynder sammenstillingen af de tolv lovbøger, Roms konstitutionsgrundlag og borgerrettigheder.
-390 Rom plyndret Gallernes krigsfremstød i Italien, der ender med Roms plyndring.
-378 Bymur Den såkaldte Servius' bymur opføres omkring Rom.
-336 Alexander den Store Alexander efterfølger sin fader og fortsætter ekspansionen som græsk general. I de følgende år erobrer Alexander først Lilleasien, Palæstina og Syrien og i -332 Ægypten og grundlægger Alexandria i 331 f.Kr. Derfra fortsætter han mod øst gennem Assyrien og erobrer Babylon og når i 327 f.Kr. Indien. Derefter begynder han tilbagerejsen og dør den 10/6 323 f.Kr. i Babylon.
-290 Bibliotek Biblioteket i Alexandria grundlægges. Byen var grundlagt af Alexander i 331 f.Kr.
-281 Via Appia Via Appia påbegyndes 312 f.Kr. og videreføres i 281 f.Kr. til Tarentum.
-269 Sølvmønter Rom udgiver de første sølvmønter som betalingsmiddel.
-241 Puniske Krig I Den første Puniske krig mod Karthago varede fra 246 til 241 f.Kr.
-218 Puniske Krig II Krigserklæring mellem Rom og Karthago. Hannibal krydser Alperne og i 217 f.Kr. Apenninerne. Karthagenerne vinder flere sejre: i 216 f.kr. vinder de slaget ved Cannae, der ligger på Napolis bredde ved Italiens østkyst.
-187 Via Aemilia Vejen fra Rom og nordpå langs Middelhavet, det Tyrrhenske Hav, bygges.
-174 Circus Maximus Genopbygges på Palatinerhøjen tæt på kejserpaladset med overdækket gang til VIP-boksen.
-149 Puniske Krig III Den tredje Puniske krig bryder ud. Hannibal var allerede død i 182 f.Kr. Krigen slutter med Karthagos ødelæggelse i 146 f.Kr.
-146 Marmortempel Roms første marmorbeklædte tempel bygges til guden Jupiter Stator.
-142 Bro over Tiberen Pons Aemilius var den første stenbro over Tiberen. I dag er der en bue og to piller tilbage. I Italien kaldes denne bue i dag for Ponte Rotto.
-121 Via Domitia Var vejen fra Rhonefloden til Spanien. Den eksisterede før år 121 f.Kr., men i dette år forbedrede romerne vejen. Den blev navngivet efter den romer, Marcus Domitius Ahenobarbus, der erobrede Narbonensis, altså cirka Auvergne og Provence.
-80c. Fortunas tempel i Praeneste Fortunas tempel i Praeneste = Palestrina, cirka 35 km ESE for Rom bygges. Fortuna Primigenia var en slags modergud allerede for etruskerne. Templet var formodentligt romernes arealmæssigt største helligdom, hvoraf en del endnu står som levn.
-78 Tabularium Roms Tabularium bygges. Det er et ikke helt præcist udsagn, da der var flere tabularier i Rom. Tabularium betyder register som folkeregister. Dette Tabularium blev bygget af Quintilius Lutatius Catulus og står på en stor underbygning op mod Capitol og lukker vestenden af Sullas Forum ved siden af templerne for Concordia og Saturn. Facaden er nederst formet som en arkade med kontorer og butikker. Overetagen blev renoveret i en nyere stil med korintiske søjler af Flavius.
Blandt de øvrige romerske tabularier var der fx:
Tabularium Caesaris for matrikelvæsen,
Templum Cereris for plebejerregistrering,
Atrium Libertatis, der var register for straffe og borgerrettigheder.
-46 Forum Julius Cæsars Forum oprettes
-27 Pantheon Marcus Agrippas Pantheon bygges. Det var det første Pantheon med vandhaver og bade, og det blev to gange ødelagt af brand, og det er først den tredje opbygning, som endnu kan ses.
-2 Forum Augustus' Forum indvies. Det er en plads på 125 x 90 meter inden for Mars Ultor-området. Enden af dets længdeaksen afsluttedes af rytterstatue af Julius Cæsar. Forummets tempel var indviet til Mars og Venus, og her opbevaredes Cæsars sværd.
e.Kr.  
  
14 AD Akvædukt Akvæduktoverførslen Pont du Gard ved Nîmes byggedes.
64 AD Rom brænder Under kejser Nero brændte byen Rom. Branden blev brugt som påskud til kristenforfølgelser. Nero byggede efter branden pragtvilla på en del af det brændte område, og forargelsen var stor [8867p119].
79 AD Vesuv udbrud Den 24/8 år 79 havde Vesuv det udbrud, der dækkede Pompeji og Herculanum, og som dræbte Plinius den Ældre.
80 AD Colosseum Colosseum påbegyndt af kejser Vespasian og fuldført i år 80 af hans søn, Titus. Arenaen havde siddepladser til 50.000 tilskuere, der kunne indtage deres pladser på under 10 minutter gennem 76 indgangsportaler.
81 AD Titusbuen rejses Denne bue er Roms ældste og rejst til minde over Jerusalems ødelæggelse og Titus' sejr over jøderne. Den led overlast i middelalderen, da den var indrettet som vagttårn, men pave Pius VII lod den restaurere i 1822, hvor de manglende marmordele blev erstattet af travertinsten.
112 AD Trajans søjle og Forum Trajans Forum og søjle skabt som erindring om kejserens sejr over området Dacia. Søjlen, der består af 23 marmorblokke, fortæller i sin frise i 22 snoninger omkring søjlen om Trajans kampe. Søjlen er 42 m høj og har 2.500 figurer hugget ind. Trajans gyldne urne stod i foden til goterne ranede byen i det femte århundrede. Indtil 1587 stod kejserens statue på søjlens top, men blev da udskiftet med en Sankt Peterstatue.
118 AD Pantheon Pantheon genopbygges.
122 AD Hadrians Mur Hadrians mur mellem England og Skotland bygges.
216 AD Caracallas Termer Caracallas badeanstalt bygges. Se om dens hvælv og bygningselementer. Caracalla blev myrdet i 217.
250 AD Kristenforfølgelser Kejser Decius forfølger de kristne i det Romerske Rige. De kristne skulle for en særlig religionskommission sværge troskab over for den romerske statsreligion.
271 AD Roms bymur Roms bymur blev udvidet og renoveret under Aurelianus, der forventede angreb af barbarerne. Muren var omkring 7-8 meter høj og strakte sig over 20 km med 381 rektangulære vagttårne, der var bygget med kun 30 meters mellemrum - bortset fra Tibernmuren langs floden. Kun et mindre område på den anden side af floden var inkluderet i muren.
Murens porte var hovedsageligt lagt, hvor de vigtigste veje udgik fra byen og de fik vejenes navne som:
Porta Flaminia,
Porta Pinciana,
Porta Salaria,
Porta Nomentana,
Porta Chiusa,
Porta Tiburtina,
Porta Praenestina-Labicana,
Porta Asinaria,
Porta Metrobia,
Porta Latina,
Porta Appia,
Porta Ostiensis,
Porta Portuensis,
Porta Aurelia-Sancti Petri,
Porta San Sebastiano.
En del reparationer blev udført under senere kejsere, under Maxentius forhøjedes murene, ca. 308-310, især under Valentinian III efter et jordskælv i 442.
303-305 Kristenforfølgelser De sidste kristenforfølgelser i Romerriget.
312 Kristendommen tillades Den 28/10 312 stod slaget ved den Milviske bro, hvor kejser Konstantin besejrer Maxentius, der drukner i floden. Forinden slaget havde Konstantin set et syn, der bød ham at kæmpe under korsmærket. Efter sejren blev kristendommen tilladt som religion på lige fod med statsreligionen i Romerriget.
325 Byzantium Hovedstaden for det Romerske Rige flyttes fra Rom til Byzantium.
329 Peterskirken Som følge af Konstantins sympati med kristendommen understøtter han opførelsen af Laterankirken og Peterskirken. Ifølge overleveringen er den første Peterskirke placeret, så dens apsis stod over Apostlen Peters martyrgrav. [9155p17]
395 Rigets deling Det Romerske Rige deles i det Øst- og Vestromerske Rige.
424 Ravenna Mausolæet for Galla Placidia opføres i Ravenna.
476 Sidste kejser i Vestriget afsat Kejser Romulus Augustulus afsættes, og Odovacer = Odoacer bliver konge i Italien, mens Zeno fra Byzantium officielt er kejser for både øst- og vestriget.
1453 Østromerske Rige opløses. Eneste navneerindring om det Romerske Rige er nu Det Tysk-Romerske Rige.

 

ROMERRIGET
Før den romerske kultur var det italienske områdes kulturbærende folk etruskerne - af grækerne kaldt tyrrhenerne - og de regnes normalt ikke med til den romerske kulturkreds, selv om mange romerske træk blev overtaget fra etruskerne. En af årsagerne kan være, at deres kultur var relativ forskellig fra Romernes senere kultur, at deres skrift ikke er tydet og at der er så få levninger fra deres tid - bortset fra en del grave. Etruskernes storhedstid falder omkring 900 til 500 f.Kr. Etruskernes blomstring falder sammen med den græske kolonisations storhedstid i Syditalien og Sicilien.

Romerrigets provinser
For oversigtens skyld listes her de romerske provinser, som der ofte - også i arkitekturlitteratur - henvises til.
Omfanget er Rigets udstrækning omkring år 14.

Italia Området næsten som Italien i dag, men uden Sicilien og Sardinien.
Sicilia = Sicilien.
Sardinia = Sardinien.
Corsica = Corsica.
Alpes Maritimae + Alpes Cottiae + Alpes Poeninae = Alperne mellem Italien og Frankrig i tre områder fra syd mod nord til ca. Basel.
Dalmatia = Det gamle Jugoslavien.
Macedonia = Det nordlige Grækenland.
Achaea = Det sydlige Grækenland.
Thracia = Cirka Bulgarien og Europæisk Tyrkiet.
Moesia = Området nord for Bulgarien, men ikke hele Rumæniens bredde.
Pannonia = Fra Trieste og op til Donau, en del af Ungarn.
Noricum = Bayern.
Raetia = Fra Bodensøen til Augsburg, østgrænse ved Donau.
Germania Superior = Området omkring Rhinen fra Schweiz til Trier.
Germania Inferior = Området omkring den nedre Rhin til Nordsøen.
Belgica = Holland, Belgien, Luxembourg og en del af Nordfrankrig.
Lugdunensis = Nordfrankrig med Normandiet og Bretagne, en tarm ned til Lyon.
Aquitania = Det sydvestlige Frankrig.
Narbonensis = Auvergne og Provence.
Tarraconensis = Det meste af Spanien, men ikke det sydligste og vestlige med Portugal.
Baetica = Andalusien og Granada.
Lusitania = Portugal og noget af det midtvestlige Spanien.
I Afrika var provinserne:
Numidia = Omtrent det østlige Algier.
Africa Proconsularis = Tunis og Libyens vestlige kyststrækninger.
Cyrenaica = Det østligste Libyen.
Aegyptus = Ægypten.
I Mellemasien var provinserne:
Judaea = Palæstina.
Phoenicia = Libanon.
Syria = Syrien.
Cilicia = Tyrkiets østlige sydkyst.
Lycia og Pamphylia = Tyrkiets mellemste sydkyst.
Asia = Tyrkiets vestlige del fra sydkysten til midt for Marmarahavet.
Bithynia / Pontus = Tyrkiets nordkyst.
Galatia = Tyrkiets østlige del minus sydkysten.
Capadocia = Området øst for Tyrkiet.


Romersk arkitektur Roman architecture was almost as complex as he Roman Empire itself; it was influenced by a multitude of geographic, climatic, political, economic, social and cultural factors. The cohesive factor through all the differences was the Roman character, which possessed the talent and felt the necessity to organize in large and complex terms, politically, architectural or otherwise.
[EB vol.13-p908] Den tidligste arkitektur i Romerriget er dels en overtagelse af de etruskiske arkitektoniske træk og dels de græske bygningstyper. Kendetegnende for etruskerne er deres brug af buer og hvælv i deres gravlægninger. Fra den græske bygningsstil overtager Romerne brugen af søjler og andre konstruktionsdetaljer, men de påbegynder straks en videreudvikling, der kan dække deres behov for profane konstruktioner i deres ekspanderende verden: broer, akvædukter, vejanlæg, fæstninger og borgernes samlingsbygninger som badeanstalter og forsamlingshuse. De sakrale bygninger, templerne, udvikles som beskrevet herunder.

Overordnet får den romerske arkitektur den græske renhed i bl.a. enheden i konstruktion og form og renheden i vertikale og horisontale bygningselementer ændret, så der kommer en mere imponerende og dominerende stil ud af udviklingen. Samtidig kan den romerske arkitekturs »keywords« også være standardisering, orden og systematik.

Vitruvius Pollio
En stor del af litteraturen om romersk arkitektur refererer til hovedværket af Vitruvius Pollio, der var militæringeniør under Augustus. Vitruvius udgav sin håndbog, De Architectura i ti bøger, for romerske arkitekter i år 27. Bogen er bygget over den græske arkitektur, og mangler naturligvis oplysninger om den romerske arkitektur, der på det tidspunkt netop stod ved begyndelsen til dens blomstring under de senere kejsere. En del af Vitruviuses tekst behandler den græske arkitekt Hermogenes (ca. 200 f.Kr.) bygningsværker og hans teorier om bl.a. brug af doriske og joniske søjler i templer. I den sene romertid priser geografen Strabo Hermogenes' tempel for Artemis Leucophryene i Magnesia ved Maeanderfloden (ikke at forveksle med det andet lidt nordligere Magnesia - nuværende navn Manisa - ved Gedizfloden). Bog 1 omhandler generel arkitektur, en arkitekts kvalifikationer og et essay om byplanlægning.
Bog 2 omhandler byggematerialer.
Bog 3 og 4 indeholder regler for tempelbyggeri og ordenerne, dvs. om søjler m.v.
Bog 5 er om andre offentlige bygninger.
Bog 6 omhandler private bygninger, huse, gårde, og produktionsbygninger.
Bog 7 forklarer udlægningen af gadebelægning, fortove og dekorative stukelementer.
Bog 8 er en håndbog om vandforsyning, om akvædukter.
Bog 9 er en lærebog i geometri og måleteknikker.
Bog 10 er detaljer om civile og militære maskiner og konstruktioner.
Vitruvius var en af de første bøger, der blev trykt efter bogtrykkunstens opfindelse (1486).

Romerske arkitekturelementer
Buekonstruktion, dvs. overspænding af muråbning med en bueformet overdel. Romerne udviklede buen, som de overtog fra etruskerne. Buer kaldes for dobbeltbuer, når overliggerstenene danner to koncentriske forløb fra den ene understøtningsflade til den anden.
Den midterste højeste sten i en bue kaldes for slutstenen.

En bue kan være dannet med kileformede sten, hvis sideretninger er radiale og peger mod buens centrum. Septimus Severusbuen har en slutsten udformet, så den rækker længere ned end de øvrige sten. Buen får på undersiden en slags tap øverst.

Buen kan være dannet med tilskårne kvadre med kileformede sider, der peger mod centrum eller i nærheden af centrum, men som alle har en form, der kiler sig fast i buen ved det ydre eller øvre tryk på stenen. Romerne udvikler også buens vederlagsten, der får udformning som en slags gesims med en profil, der rækker uden for pillens vertikale linjer.

Foruden den hele bue benyttedes også dele af buer, altså buer mindre end halvcirklen. Flade buer, dvs. buer, der er fladere end cirkelformen, blev anvendt i døråbninger og kolonnader.

Hvælv kan være af forskellig type, som der især vil blive beskrevet under gotikken, hvor en del er beskrevet foreløbigt.
Romernes simple halvcirkelformede tøndehvælv kunne spænde op til 24 meter. Et godt eksempel er Maxentius' basilika i Rom.

Søjleordenens udvikling
Romerriget har som basis de tre græske søjleordener: Dorisk, Jonisk og Korintisk. I den Romerske Republiks tid, dvs. fra ca. -500 til næsten år 0, anvendes hovedsageligt den doriske søjle - først uden base og senere med basis og en beskeden kapitæl. Eksempel herpå er Tabularium i Rom (fra 78 f.Kr.). Den doriske søjle kan med etruskiske rødder eventuelt have en eller flere vulstringe under kapitælen. Søjlerne var nu ofte uden kannelering.

I kejsertiden fra ca. år 0 til 350, hvor bygningsaktiviteten falder, anvendes mest den korintiske søjle med iøjnefaldende kapitæl.

Romerne anvendte desuden den fra etruskerne overtagne toskanske søjle, der ligner den doriske, men den har basis og halsringe og mangler ofte kanneleringer. Endelig benyttede de også en type kaldet kompositsøjlen, der er en afart af den joniske og korintiske søjle, hvor den joniskes spiral eller bogrulle kapitæl sidder under korintiske udsmykningsblade.

Kombination af bue og søjle blev meget populær i romerske bygninger som monumentale enkeltheder i triumfbuer, templer og teatre.
Søjlerne sættes foran bygningsværket som udsmykning, og der anvendes tit halvsøjler, som er fastmuret med den bagvedliggende mur og som ikke tjener noget understøtningsformål, som de græske søjlers formål var. Søjlernes brug her benævnes som blændarkitektur og rammearkitektur.
Ved bygningsfacader og på triumfbuer benyttes søjlerne som indfatningsudsmykning uden bærende funktion omkring nicher, ved hjørnerne af tympanoner, omkring åbninger.

Bygningens nicher med en slags skuevæg afsluttet foroven med bue eller tympanonfelt, ved siderne med søjler eller halvsøjler, kaldes for ædicula-arkitektur1).
1) Fra lat. aedes = opr. bygning til beboelse, senere også tempel. Aedicula (1. f) er diminutivformen til aedes.

Eksempler på bue-søjle-kombinationer:
Ephesus - biblioteket. = Efesos, ligger ved Den tyrkiske Vestkyst.
Timgad - Trajanstriumfbuen. Timgad ligger i det østlige Algier på ca. 6° 10' E 150 S for kysten. Byen blev grundlagt som romersk koloni for pensionerede soldater fra den trejde Augustianske Legion, der var indkvarteret i den nærliggende by Lambaesis. Det skete efter ordre fra kejser Trajan år 100. Foruden triumfbuen har byen en typisk kvadratisk byplan, der vidner om dens militære baggrund. På sit højdepunkt havde byen foruden teater og bibliotek 14 badeanstalter.
Patra i Palæstina. Byen indhugget i klippeslugten har eksempler på facader med bue-søjlekombination.

Pille-buekonstruktioner er et andet typisk romersk udviklingstrin. Til brug for buer og hvælv anvendes piller, dvs. kvadratiske eller rektangulære murede støtter for buernes anlægspunkt. Ved konstruktionen dannes arkader, som nødvendig forbindelsesgang mellem fx hovedskib og sideskib i basilikaer.

Tagkonstruktion. I tagkonstruktionen ændrer romerne den græske arkitrav til et gesimsbånd.

Tagdækning, romersk. Tagdækning blev udført med to forskellige typer tagsten. Den en kaldtes tegula, der var en flad sten med ophøjet kant eller vulst i hver side. Over vulsternes sammenstød placeredes en saddelformet eller v-formet sten, hvilket kaldes korintisk stil, eller en halvbueformet sten, som et halvt rør, hvilket kaldes lakonisk stil.
Fra omkring år 300 gik man - først nord for Alperne - væk fra de to ovennævnte typer og benyttede i stedet de halve rørformede sten, der blev lagt skiftevis med den konkave og den konvekse side opad, og således at de overlappede hinanden; det kaldes i dag for romerfals eller 'munke og nonner'.


Romerske byggematerialer
Romerne kendte til teglbrænding og anvendte i stor stil mursten og tegl til deres bygninger. I kraft af deres verdensherredømme havde de også adgang til alle kendte materialer og forstod at udnytte dem, kombinere dem og transportere dem til byggepladser.

Af helt speciel betydning blev deres kemiske opdagelse af mørtel-cementblanding, der var en forudsætning for deres dristige buer og hvælv.

Mørtelen var dannet af den vulkanske jord, pozzolana-jord2), Det er en let og fin rødlig jordart, der danner en god cement eller mørtel, når den blandes med læsket kalk. Materialet evner at størkne til en fast masse i løbet af nogen tid, hvorfor byggeriet ikke må skride hurtigere frem, end materialet er størknet og hærdet, inden næste byggetrin. Selv i meget fugtige miljøer kan materialet størkne.
2) Fra Pozzuoli nær Napoli, men jorden fandtes også nærmere Rom.

Tufstenen var i den tidlige romertid særdeles velegnet, da den er blød nok til at kunne bearbejdes med bronzeinstrumenter. Senere benyttedes også hårdere vulkanske stenarter som peperino og albani fra bjergene med samme navn. I den sidste republikanske tid og under kejserdømmet var den mest populære byggesten travertinen, en blød kalksten, der kunne hugges i Tivoli ikke langt fra Rom. Colosseum var udvendigt beklædt med travertinsten.
En kort oversigt over de forskellige romerske stenarter findes i Europas Kunst af Henrik Bramsen et al., Gad, 1958 [8867p118].

Marmoren var en udsmykningssten. Den blev tilhugget til plader, der blev opsat uden på sten og mursten. Desuden blev den anvendt til gulvbelægning, fortove og mosaikker. I den sene romertid blev de farvede arter efterspurgte til luksuriøse byggerier, men på det tidspunkt var der en import af sten fra rigets forskellige leveringsdygtige kolonier. Marmor var det fineste lokale bygningsmateriale og blev brugt til at dække det grovere murstens- og småstensbyggeri.
Hadrians Villa i Tivoli er et godt eksempel på brugen af fine sten.

Grundmuren af sten og mørtel kunne afsluttende have en skalmur af brændte mursten eller kakler. Disse var næsten altid af trekantet form. Ved byggerier blev der anvendt tungere stenmaterialer ved foden, hvor trykket fra de overliggende bygningsdele var stort, mens der højere oppe blev anvendt lettere stenarter til iblanding af mørtelen. Øverste dele blev udført med tufsten i mørtelen. I hvælvbygningerne blev anvendt vulkansten, lapilli.

Alle bærende bygningsdele blev gjort relativt kraftige for at kunne klare trykket. Alligevel havde romerne også været nødt til at udvikle stræbebuer og piller til at afbalancere de tværgående kræfter ved hvælvkonstruktion.

Stuk blev anvendt allerede af grækerne, men især romerne brugte materialet af kalk, sand og marmorpulver som udsmykning og beskyttelse mod vejrlig, og materialet kunne støbes og formes og i visse tilfælde poleres.

Muringstyperne er opkaldt således: Opus caementitium = opus cimenticium var skift af småsten i lag skiftende med mørtellag.

Opus craticum; muren var konstrueret af et tømmerstokke kvadratnet a la bindingsværk, hvor felterne var udfyldt med sten og mørtel.

Opus incertum - den mest almindelige facademuring i andet og første århundrede f.Kr., og lidt yngre end den førstnævnte. Uden på murkærnen blev sat pyramideformede tilhuggede tufsten, der vender spidsen ind i murkærnen; dertil mørtelen. En anden kilde ([EB]) skriver, at mørtelmuren blev dækket af uregelmæssigt formede 7-10 cm store sten, oftest tuf.

Opus reticulatum = opus reticulatium også kaldet netmurværk, der bestod af tilhuggede pyramideformede sten med kvadratisk grundflade, der i muren blev sat diagonalt og dannede et netmønster; dertil mørtelen. Anvendt fra det første århundrede f.Kr. til Hadrians tid (år 117). En mellemform med delvis faconhuggede sten kaldtes for opus quasi reticulatium.

Opus latericium eller opus testaceum murværk med forskalling af trekantede teglsten. Anvendt fra det første århundrede f.Kr. og langt den almindeligste murform i kejsertiden. Stenene blev sat med deres spids indad i muren og deres grundflade på facaden, så det lignede en mur bygget af meget tynde mursten. Med et par skifters mellemrum blev indsat lange mursten kaldet »bipedae«a), så muren fik nogle langsgående bånd.
a) Bis + pedes = af to fods størrelse.

Opus vittatum forskallingsmur af et lag tegl og et lag tufkvadre. Anvendt fra det fjerde århundrde e.Kr.

Opus quadratum var navnet på en type stenbyggeri, hvor kvadrene eller stenenes forbandt var et lag løbere efterfulgt af et lag bindere. Se herom under forbandt. Det var en facademurtype mest brugt til offentlige bygninger i det tidlige kejserrige. Colosseum er et godt eksempel herpå.

Opus mixtum, der var en facadetype med blandet brug af mursten og natursten. Den var særlig almindelig i det sene kejserdømme og specielt under Diocletian (284-305). Murblandingen af mursten og tuf blev især anvendt ved vinkler og hjørner.

Opus spicatum murværk med sildebensmønster. "Spicatum" betyder kornaks, og mønstret som de oftest kantstillede sten danner ligner også kernerne på et aks. Skiftet kaldes på engelsk for herring-bone.

Opus tesselatum, der var mosaikarbejder med de meget små kuber - "terninger" - af glas, marmor eller sten. En tilsvarende type mosaikarbejder med endnu mindre sten var opus vermiculatum. Opus sectile var en mosaiklignende murbelægning eller gulvbelægning udført med forskelligtfarvede marmorfliser.

Romerske arkitekturtyper
Teknisk og konstruktionsmæssigt bliver romerne meget dygtige, selv om der måske ikke ligger, hvad vi i dag forstår ved styrkeberegninger bag deres bygningsværker, så har mange af dem præsteret at stå i 2000 år, hvilket må kunne kaldes en tilfredsstillende stabilitet og kvalitet. De kunne bygge i større dimensioner og dristigere end grækerne. Blandt andet overhvælvede de bredder, som der skulle gå mange hundrede år, før andre kunne gøre det efter. Deres materialebehandling var suveræn, og deres teknikker komplekse.

De prægede det bygningsmæssige landskab over store dele af den da kendte verden, og en del af deres arv til os er stadig synlig i landskabet. De efterfølgende bygningstyper og andre arkitektoniske elementer har alle i dag levn i landene rundt om Middelhavet. Nogle eksempler er nævnt i teksten.

Byplaner og byporte
Fra Vitruvius ved vi, at byplanlægning var en disciplin inden for arkitekturen, og mange romerske byer over hele imperiet bærer tydeligt præg af deres militære baggrund. Dvs. de var planlagt med en meget rektangulær eller endog kvadratisk grundplan med veje, der skar hinanden under rette vinkler, og hvor de vigtigste veje delte siderne i to på midten og krydsede hinanden i byens centrum. Til en byplan hørte placering af de offentlige bygninger: templer, fora, badeanstalter etc. Især de kommercielle og administrative bygninger blev lagt nær bycenteret, mens templer og teatre kunne placeres på passende steder længere fra centrum.

Byporte med erindrings- eller hyldningsmotiv findes i Porta Nigra i Trier i Tyskland.

Vejanlæg
Romerne anlagde veje for at kunne komme hurtigt rundt til imperiets grænser, når der var behov for militær støtte, men vejen tjente også til de almindelige fredelige behov for samfærdsel. Romerne forstod at brolægge vejene, at bygge broer og dræne. Under kronologien er vejene, der udgik fra Rom i antiken, nævnt.

Eksempler:
Via Appia, der gik fra Rom først langs vestkysten, men fra lidt nord for Neapolis krydser landet mod øst til Brundisium. På stykket over halvøen til Brundisium kaldes vejen også for Via Minucia.
Via Annia, der gik fra Capua på Via Appia mod syd forbi Napoli, Paestum til Rhegium - overfarten til Sicilien. Men også vejen fra Bononia i nord mod nordøst til Aquileia kaldtes for Via Annia.
Via Latina, der gik fra Rom parallelt med Via Appia, men længere inde i landet mod syd til Capua.
Via Salaria, der gik fra Rom mod øst over halvøen og skiftede navn på halvvejen til Via Caecilla for at ende ved Pescara.
Via Flaminia, der gik fra Rom mod nord til østsiden af halvøen ved Fanum Fortunae.
Via Cassia, der gik fra Rom via Florentia mod nord til Bononia.
Via Aurelia eller Via Aurelia Nova, der gik fra Rom langs vestkysten mod nord til Populonia. Fra Pisae kaldtes den for Via Aemilia Scauria.
Via Aemilia, der gik fra Ariminum mod nordvest til Placentia.
Via Postumia, der gik fra Genua mod øst via Verona til Aquileia.

Akvædukter og broer
Akvædukter og broer opført af romerne hører til deres største ingeniørbedrifter.

Eksempler:
Akvædukten Pont du Gard ved Nîmes i Frankrig.
Akvædukten ved Segovia i Spanien.
Broen ved Rimini bygget af Augustus og Tiberius.
Tagusbroen ved Alcántara i Spanien.

Huse og villaer
På grund af klimaet i Italien var husene normalt af lettere konstruktion og med ingen eller rudimentære opvarmningsanlæg. De romerske huse var af tre typer: 1) villaen, der var gården på landet eller lystboligen på landet. 2) Domustypen, der var den normale boligform, og som der er mange eksempler på i Pompeji, men næsten ingen af typen er udgravet i Rom. Boligen bestod af et indgangsrum, der førte til en søjleomkranset åben gård, atrium, hvor der var halvtag på alle sider med en tagåbning i midten, compluvium, der gav luft og lys, og hvortil husets værelser, cubiculae, vendte. Spisestuen, triclinium, var gerne husets største rum og lå tæt på køkkenet, der var opført med murede borde og ovne. Et lille bassin i gården benyttedes til regnvandsopsamling.

I Pompeji er der flere gode eksempler på husplaner og næsten komplette huse, hvor kun tagene behøver at blive rekonstrueret. 3) Insulatypen, der er en lejlighed i et boligkompleks af hvilke der har været en del i Rom. De kunne have op til fire etager.

Af større huse, paladser - således opkaldt efter de boliger, der byggedes på Palatinerhøjen i Rom - eksisterer det meste af Augustus' Livias Hus, som man mener han boede i med sin hustru. Her er der endnu vægmalerier fra samme tid.
Af Septimius Severus' Palads står endnu buer og vægger, der er bygget ud over Palatinerhøjens skrænter.
Af Hadrians Villa i Tivoli er stadig bevaret så mange ruiner, at både de mange bygningers plan og den stort anlagte have kan fornemmes. Hadrian var den anden »spanier« der blev kejser efter Trajan. Hadrian begyndte byggeriet i 118 og det fortsatte i tyve år til kejserens død i 138. Af særlig spektakulært levn ved villaen er søjlerækken omkring havebassinet. De korintiske søjler er over kapitælerne forbundet med skiftevis en horisontal overligger og en halvbue-overligger. I denne arkade stod der statuer i bueåbninger.
[5274]

Termer og gymnasier
Ved republikkens slutning var badeanstalter blevet normale i den romerske hverdag og frem gennem kejsertiden steg antallet, således at Rom omkring år 325 havde 1000 badeanstalter. De blev bygget med flere bassiner, varme og kolde, samt med sports- eller gymnastikfaciliteter.

Eksempel:
Stabianertermerne i Pompeji er de bedst bevarede. Efter indgangen passerer man et stort sportsanlæg og det udendørs badebassin, natatio. I sidebygningerne er der omklædningsrum, hvorfra man kom ind i det tempererede bad, tepidariet og derefter ind i det varme bad, calidarium, hvor varmen var, så man kunne svede. Det kolde bad, frigidarium var mindre. Bygningen styrtede delvis sammen under jordskælvet i år 62 og var ved vulkanudbruddet stadig ikke genopbygget.
[9706]
Caracallas termer
Ruinerne af Caracallas Termer i Rom er så omfattende, at det er muligt at danne sig et indtryk af vægge og plan. Termerne blev bygget fra 206 under kejser Septimius Severus og fuldført under hans søn, Caracalla i 217. Badet havde plads til 1500 badegæster. De forblev i brug til det sjette århundrede, hvor goterne saboterede byens akvædukter. Murenes marmor sad på til en gang i 1500-tallet, hvor Farnesefamilien røvede det for at bruge det til deres eget palæ, der i dag er den franske ambassade. Byens største badeanstalt var Diocletians termer, men de er i dag delvis dækkede af kirken Santa Maria degli Angeli og det romerske nationalmuseum.

Templer
Nutidens viden om templernes indhold og brug er mangelfuld. Etruskernes templer havde tredelt cella tværs over med fælles facade.

De romerske templer kaldes for podiumtempler, da de er bygget, så der kun er adgang fra den korte facade ved opstigning af et trappeforløb til pronaos og cella. Desuden med søjler som blændarkitektur. Til forskel fra de græske blev de orienteret i alle retninger afhængig af omgivende arktektur, og indgangspartiet blev fremhævet ved at være vendt i den vigtigste, trafikerede og mest monumentale retning.

Indgangsportikusen blev dybere og cellabredden større på bekostning af søjleomgangen, der derved blev smal eller helt forsvandt og blev erstattet af søjler eller pilastre sat på cellaens sidevægge. Enkelte templer havde en halvrund apsis som afslutning på cellaens bagvæg.

Der blev også bygget cirkelformede templer. I Rom bl.a. templerne til Vesta og til Mater Matuta samt til Vesta i Tivoli. Til denne type hører også Pantheon.

Eksempel:
Maison Carrée i Nimes, Fr. Det bedst bevarede romerske tempel. Her er sidernes søjlerække kun halvsøjler påsat pronaos og cellaens sider. Det er bygget ca. år 12 f.Kr.
Jupitertemplet på Kapitol i Rom. Templet har tredelt cella og bagmuren rækker fra søjlerække til søjlerække. Her er søjlerækken ægte. Pronaos har tre kolonner søjler hver med seks søjler tværs over bygningens bredde.
De vigtigste templer, som der stadig er rester af i Rom er: Fortuna Virilis (også kendt som Portunus-templet), Mars Ultor, templet for Castor og Pollux, Concordia samt templet for Antoninus og hustruen Faustina.
Minerva i Assisi.

Triumfbuer
Triumfbuer blev bygget for at hædre eller mindes personer og begivenheder. De stod gerne isoleret og ikke - som man måske ville forvente - som gennemgangsporte ved bymure eller torvepladser. Dog kendes der også hyldningsbuer fra byporte - se Trier ovenstående. Buerne var ofte udsmykket med søjler og buer. Se ovenstående om denne kombination. Øverst var en statue og murene bar indskrifter og relieffer i relation til begivenheden.

Eksempler fra Rom:
Titusbuen fra år 81, der erindrer om Jerusalems besejring. Den bue, man ser i dag, er kun original i sit midterparti. De yderste og øverste dele blev genopbygget i 1822 [9829p159]
Septimius Severusbuen fra år 203.
Constantinbuen fra år 315. Denne har foruden den centrale bue på hver side en mindre bue. Facaden prydes af fire halvsøjler. Hver søjle står på en høj plint udsmykket med relief. Over søjlekapitælernes overliggere er anbragt statuer.

Teatre
De romerske teatre afveg fra de græske, idet de havde en bagmur bag scenen og området, hvor det græske kor havde stået, havde romerne ikke anvendelse for og lagde det til tilhørerområdet. Indgangen til teatret var gennem overhvælvede passager. Grækerne havde tilbøjelighed til at anlææge teatrene, hvor terrænet indbød til det, dvs. i en gryde, hvor jord- eller stenmasserne kunne danne naturligt underlag for bænkerækkerne, der løftede sig mod bagvæggen. Romerne byggede i de tidligste år teatre med opfyldt rum under bænkeraderne, og hvis de ikke anlagde teatret med naturlig underdel, så opfyldte de en murvæg med fyld, hvilket gav et stort tryk på væggene. Det var derfor et stort fremskridt, da romerne fandt på at bygge teatrets underdel med hvælv og buer, så de kunne styre kræfterne samtidig med, at de fik mere plads til andre formål og bedre adgandgsforhold gennem gange, der fra bagsiden førte ind i og mundede ud i teatrets indre. Det passede også romernes bykultur godt, at denne nye slags teaterkonstruktioner kunne glide ind i bybilledet og anlægges i byen og dens gadesystem.

Eksempler:
Teatret i Orange i Frankrig hører til de bedst bevarede.
Leptis Magna i Libyen er også godt bevaret.
Colosseum i Rom, amfiteater for forskellige former for shows. Bygget af kejserne Vespasian, Titus og Domitian omkring år 70 til 82. Det kunne rumme omkring 50.000 tilskuere. Det er bygget med cementmure dækket udvendigt med travertinsten og indvendigt med forskellige marmorsten, der for længst er forsvundet.
Veronas teater.
Arles teater, Frankrig.

Basilikaer
I den romerske kejsertid er basilikaer ikke knyttet til kristendommen, men jævnfør deres navnb) knyttet til fyrsten som hans offentlige bygning, retslokale, modtagelsessal, tronsal etc.
b) Adjektivet basilicus, gr. basilikos, = fyrstelig, prægtig; herfra substantivet basilica - basilicae offentlig bygning; i Rom brugt om offentlige bygninger med dobbelte søjlegange til fx retshandlinger. Den ældste var på Forum »Basilica Porcia« bygget af Cato d. ældre AUC 570 (= 183 f.Kr.). Senere overgik ordet til at betyde kongelige / kejserlige bygninger, og først derefter kirkelige bygninger. [7122]


Basilikaer kan være treskibede eller femskibede. Et eksempel på sidstnævnte var Roms største,Basilica Ulpina, hvor midterpartiet er udgravet. De har opdelt tag over sideskibe og over midterskib. De har oftest lysindfald gennem hovedskibets sider over sideskibenes tagdækning. Se mere herom under kirketyper eller under basilikaernes liturgiske forhold. I kurset for arkitekturhistorie under Romerriget er det specielt Konstantins Basilika i Rom der eksemplificeres. En del af denne bygning findes endnu som ruin, og det er muligt at konstatere en del bygningstekniske forhold omkring hovedskibets krydshvælv, sideskibenes tøndehvælv, mure m.m.

Eksempler:
Basilica Julia På Forum i vestenden på sydsiden af Via Sacra. Der er kun fundamentet tilbage, men søjlerækkerne er afmærket. Bygningen er opkaldt efter Julius Cæsar, der lod den opføre i 54 f.Kr. og benyttede den som retslokale.
Basilica Aemilia er bygget samme sted som Basilica Julia, men nord for Via Sacra. Den blev anvendt som børs for varer og finanser. Også af denne bygning er kun fundamentsresterne tilbage. Det er den ældste basilika i Rom bygget 179 f.Kr. Fra ca. samme tid er Basilica Porcia.
Basilica Maxentius var den største basilika og den, der er mest bevaret af. Den blev påbegyndt i 306 af kejseren, hvis navn den bærer og færdiggjort af efterfølgeren Constantin i 313. Det var en kæmpebygning med et grundareal på 5.850 m2. Tre af hvælvingerne over dens nordlige sideskib er stadig på plads. Hvælvenes spændvidde var omkring 20 meter, og de bæres i både langs- og tværgående hvælv af korintiske søjler, der står foran arkademuren.
I Pompeji findes rester af en af de mere beskedne provinsbasilikaer. Basilikaen stod ved Forums sydvestlige hjørne med indgang fra torvet. Man ved ikke, hvorledes tagkonstruktionen har været, da bygningens søjler knækkede under vulkanstøvets vægt ca. 2 meter over fundament, men grundplanen med en omløbende søjlerække med 24 søjler og med et tribune i enden længst væk fra indgangen. Indgangen var gennem fem store porte i forrummet, hvorfra fire trappetrin ledte op til gulvniveauet i hovedskibet. Søjlerne i tufsten var joniske, og bygningens længde er 55 m og bredden 24 m. Basilikaen er fra ca. 150 f.Kr.
[9706p.112ff]

Pantheon
Pantheon i Rom er bygget over en kugleform, og dens diameter er 43,30 m (= 142 feet). Kuplens store trykkræfter aflastes gennem længde- og tværribber indbygget som ringe i kuplen og fra sidehøjden - »kuglens ækvator« - overføres trykkræfterne til den dobbelte mur, der danner de vertikale sider i den omgivende tøndeskalsmur. Rundt om denne murs fod er der skiftevis cirkelformede og rektangulære nicher. Pantheons basis er et fundament på op til 7,5 m bredde og 4,5 m dybde. I konstruktionen af kuplen er der brugt hulrum og aflastningsbuer til trykfordelingen og materiale-vægt minimering. Indgangsåbningen er overdækket med et tøndehvælv, mens den modstående side er dækket med en halvkuppel.

Dens konstruktion var på det tidspunkt kun muligt med den opdagede cement-betonlignende blanding af pozzolana-vulkanjord med småsten, der har den egenskab, at den størkner og hærder til en stærk og stabil masse. Fra de nederste murværker til de øverste blev fyldmaterialet af sten i mørtelen ændret fra de tungeste materialer til de letteste: fra travertin til tuf til tuftegl til pimpsten.

Pantheon har nu stået i 2000 år, og bygningen har været brugt som tempel og som kirke. Dets ydre har gennemgået nogle restaureringer, men hovedbygningen, kuglen, står som da den blev bygget. Den har en åbning i taget, oculus, med en diameter på 9 m, og bygningen var ved åbningen belagt med marmor, og taget var bronzedækket, ligesom recesserne indvendig i kuplen var udsmykkede med bronzerosetter.

Indgangspartiet med en søjlerække foran facadedørene bærer en inskription, der erindrer om den forudgående bygning rejst af Marcus Agrippa (12 f.Kr. til 13 e.Kr.). Den nuværende Pantheon blev bygget 118-124 under kejser Hadrian. Der var andre kuppeloverdækkede templer i Rom, men Pantheon var det største
[9829p266f].

Jørgen Marcussen

Generelle kilder
Historisk orientering:
[7325] M. Cary et al. ed.: The Oxford Classical Dictionary, OUP, 1949/1964.
[9527] Tore Janson: Latin - kulturen, historien, sproget, PP Forlag, 2003.
[9839] Peter Ørsted: Romerne - dagligliv i det romerske imperium, Gyldendal, 4. udg. 1999/2003.
[6538] Geoffrey Barraclough:The Times Atlas of World History, Times Books, 1985/1988.
[9848] Chris Scarre: Penguin Historical Atlas of Ancient Rome, Penguin, 1995.

Særligt arkitekturreferencer:
[5794] Wilfred Koch: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. (ca. 1980).
[8945] Nikolaus Pevsner: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, 1997.
[9829] Julius Kohte: Die Baukunst des klassischen Altertums, Frd. Vieweg & Sohn, 1915.
[9783] - Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, 2005.
[M125-K153] Gorm Benzon et al.: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark, 1983.
[DkKirk] - Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, --.
[EB] - Encyclopedia Britannica, 1991.

 
Retur til toppen.

Opdateret d. 26.5.2009
  
Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
Videre til Oldkristen arkitekturhistorie.
Særtekst om Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600.
Videre til Byzantinsk arkitektur.
Videre til Karolingisk og merovingisk arkitektur.
Videre til Romansk arkitektur.
Videre til Gotisk arkitektur.