Arkitekturhistoriske noter, byzantinsk arkitektur

INDHOLD
Indledning
Kronologi om Det byzantinske Rige
Kejserrigets hovedstad i Byzantium
Byzantinsk arkitekturopdeling
Byzantinsk arkitektur
Hagia Sophiamoskeen i Istanbul
Sergius-Bacchus-kirken
Korskuppelkirker

Konstantin, Konstantinopel etc. er i denne artikel stavet med K, mens øvrige latinske ord med C har bibeholdt C.

INDLEDNING
I forbindelse med en foredragsrække på Folkeuniversitetet har jeg samlet nogle informationer og eksempler på de arkitekturhistoriske forhold som er gennemgået. Dette er fjerde del, og nederst er link til de øvrige afsnit. Kilderne er med deres kode eller registernummer nævnt omtrent, hvor de hører hjemme, og detaljer kan findes i kildefortegnelsen. Generelle kilder er listet nederst i teksten.

Kronologi for Byzantium
Rommerrigets hovedstad flyttes til Byzantium i år 325, og i år 395 deles Romerriget i et Østrige og et Vestrige. En liste over nogle vigtige begivenheder følger nedenstående. En del er gengangere fra de tidligere arkitekturafsnit. De østromerske kejsere er listet i en regentliste her.

Tidsrum Benævnelse
område		 Bemærkninger til perioden
313 Toleranceediktet Kristendommen tillades ved ediktet i Milano fra 313. Den 28/10 312 stod slaget ved den Milviske bro, Ponte Molle, hvor kejser Konstantin besejrer Maxentius, der drukner i floden. Forinden slaget havde Konstantin set et syn, der bød ham at kæmpe under korsmærket. Efter sejren blev kristendommen tilladt som religion på lige fod med statsreligionen i Romerriget.
324-330 Byzantium Hovedstaden for det Romerske Rige flyttes fra Rom til Byzantium, hvor Konstantin på det strategisk vigtige sted har grundlagt Konstantinopel, hvor der før lå en lille provinsby.
Konsiliet i Nicaea, hvor trosbekendelsen formuleres og arianismen kendes kættersk første gang.
350 Hedensk tro forbydes I hele Romerriget forbydes de hedenske guder, og templerne nedlægges, ødelægges eller ombygges til andre formål.
353 St. Augustinus Augustinus fødes. Bliver Biskop i Hippo i Nordafrika og bliver senere en af kirkefædrene med meget stor betydning gennem kristendommens historie.
361-363 Flavius Claudius Julianus Kejseren forsøger at undertrykke kristendommen, men da han dør i 363, går modbevægelsen i stå.
380/391 Kristendommen eneste religion Theodosius I erklærer kristendommen som eneste romerske religion.
380 Jerusalem Gravkirken i Jerusalem, Anastasisrotunden, er færdig.
382 Rom Bygningen af kirken San Paolo fuori le Mura i Rom indledes.
395 Rigets deling Det Romerske Rige deles i det Øst- og Vestromerske Rige.
410 Rom plyndres Visigotherne og andre barbarer fra Nordeuropa belejrer og plyndrer Rom
422-432 Rom Santa Sabina Bygningen af Santa Sabinakirken i Rom.
424 Ravenna Mausolæet for Galla Placidia opføres i Ravenna.
445 Pavemyndigheden Kejser Valentinianus III foreskriver, at alle biskopper i Vestriget skal adlyde paven.
470 Tours i Frankrig Den store kirke i Tours indvies til St. Martin.
474 Theodoric Theodoric efterfølger sin fader som høvding for østgoterne. han er uddannet i Konstantinopel fra han var syv år.
476 Sidste kejser i Vestriget afsat Kejser Romulus Augustulus afsættes, og Odovacar = Odoacer bliver konge i Italien, mens Zeno fra Byzantium officielt er kejser for både øst- og vestriget.
526 Ravenna Theodorics mausolæum bygges i Ravenna.
529 Skt. Bendikt Benedikt grundlægger klostret på Monte Cassino. Benedikt dør i 547.
532-537 Hagia Sophia I Konstantinopel bygges Sankt Sophiakirken.
540 Norditalien En byzantinsk-romersk hær generobrer Norditalien fra ostrogoterne. De holder dog kun landet til 568, hvor longobarderne erobrer det og opretter hovedstad i Pavia.
563 Ionaklostret I England-Irlandområdet grundlægger munken Columba et kloster på øen Iona ved Skotlands vestkyst.
565 Justinian dør Kejser Justinian regerede fra 527 til 565, og enden på hans regeringstid kan med nogen ret benyttes som oldkirkens slutperiode, bl.a. fordi den øst- og vestromerske kirke herefter udviser mange forskelle både i bygningstradition så vel som i liturgisk henseende.

Justinian har samlet riget, så dets udstrækning ved hans død er Italien, NW Afrika, Spaniens kyststrækninger og Grækenlandområdet.
I 568 har lombarderne dog invaderet Italien, og landet er delt mellem lombarderne i nord, pavestaten i midten og Østriget mod syd og i nogle enklaver.
590 Pave Gregor den Store Gregorius I bliver pave. Han dør i 604. Samme år konstrueres en ringkrypt under Peterskirken i Rom.
638 Jerusalem Muhammedanere erobrer Jerusalem.
800 Karl den Store Karl den Store krones juledag af paven i Rom som Tysk-romersk kejser.
1009 Jerusalem Gravkirken i Jerusalem ødelægges af Kaliffen Al Hakim.
1048 Jerusalem Gravkirken genopbygges under den byzantinske kejser Konstantin Monomachus.
1099 Korstog Jerusalem generobres under det første korstog
1453 Østromerske Rige opløses. Konstantinopel falder til det ottomanske rige.

 

OLDKIRKEN
Om den kristne kirkes opståen findes en tekst i afsnittet om Germanias udvikling. En forkortet udgave af nævnte tekst er indsat i arkitekturnoternes tredje del.


Kejserrigets hovedstad i Byzantium
Da den romerske kejser fandt hovedstadens stilling i Vestriget for ustabil og ønskede at flytte hovedstaden til et mere centralt sted i riget, faldt valget på en ubetydelig bebyggelse på et strategisk formidabelt sted, nemlig Byzantion eller på latin: Byzantium. Byen lå på en europæiske side af Bosporus på en trekantet halvø, der på den ene søside mod syd og vest har Marmarahavet og på den anden side fjorden, Det Gyldne Horn, mens sejlløbet til Sortehavet passerer sydøstspidsen af halvøen og fortsætter forbi Det Gyldne Horn-fjorden og ind i selve Bosporusstrædet, der ledte til Pontus Euxinus, Kara Deniz eller Sortehavet. De omgivende vande blev kaldt De tre Have.

Oprindelsen til den romerske interesse lå langt tilbage, men de nærmeste begivenheder før hovedstadsværdigheden begynder med Septimus Severus, der efter et nedkæmpet oprør og plyndring af byen i år 196 genopbgger byen, der igen bliver plyndret i 268 af Gallienus. Byen modstår senere goternes invasionsforsøg og mærker kun begrænset til de romerske borgerkrige. Det er først, da Konstantin nedkæmper sin modstander Licinius ved den nærliggende by Chrysopolis på Asienssiden den 18. september 324, at byen kommer i verdensrigets centrum. Det tog kun tre uger efter Konstantins sejr, før grundlæggelsesritualerne og -dokumenterne var blevet gennemført, og byen blev officielt indviet som hovedstad den 11. maj 330.

Endvidere havde området, som kejser Konstantin udså sig, syv høje modsvarende samme antal i Rom, hvilket var af symbolsk betydning. Byens navn, Byzantion, menes at stamme fra den græske hærfører fra Megara, der omkring 650 f.Kr. erobrede området fra de herboende trakiske bønder og grundlagde byen første gang. Da Konstantin flyttede hovedstaden hertil, blev byen gendøbt Konstantinopel = Constantinople, og dette navn blev officielt og generelt brugt om byen i Vesten, mens tyrkerne, da de erobrede byen, døbte den Istanbul, hvilket skyldes en sproglig misforståelse - menes det - idet de havde hørt borgerne bruge de græske ord eis ten polis, som betyder inde i byen / i byen. Byens moderne navn er Istanbul

I dag er den gamle by på hornet, Stamboul, forbundet med broer til den nye del på den modsatte side af Det gyldne Horn, Beyoglu. De bydele, der i dag ligger på den asiatiske side, kaldes for Üsküdar og Kadiköy, der er det samme som de klassiske bynavne Chrysopolis og Chalcedon, sidstnævnte kendt fra et af de tidlige økumeniske konsilier.

Byens mure, der strækker sig over godt syv kilometer, blev bygget 413-447, og der blev bygget tårne for hver ca. 75 m, og der står endnu 56 af de oprindelige 92. På en del af vandsiden blev der også bygget mure, og en del af disse bygningsværker står også endnu. Derimod står der ingen bygninger tilbage fra før Konstantins tid. Fra Konstantins tid står der en porfyrsøjle tæt ved Nûruosmanmoskeen, men ingen andre bygninger er direkte bygget under ham og stadig eksisterende.

Hippodromen blev bygget under Konstantin, men ændret under hans efterfølgere til henad år 600. Fra Den gyldne Ports triumfbue er der endnu nogle rester. Buen blev rejst under Theodosius II. Efter Konstantins tid står der også omkring 25 kirker bygget i kejserrigets tid. De fleste er nu taget i brug som moskeer.

I kristendomshistorien har byen haft stor betydning som hjemsted både for kejsermagten og kristendommen, for sidstnævntes vedkommende på grund af patriarken, som første gang blev indsat i år 381, og patriarken i Istanbul er stadig den ortodokse kirkes formelle overhovede. Derudover har byen været vært for en hel serie af konsilier. Det første blev afholdt allerede i 382, det fjerde konsilium i 869.

BYZANTINSK ARKITEKTUROPDELING
Den byzantinske arkitektur opdeles traditionelt i tre perioder:
   Tidlig byzantinsk periode fra ca. 527 under Justinian til efter billedstriden1) 843.
   Mellembyzantinnsk periode fra 800-tallet til slutningen af det 11. årh. Hovedperson Basileios II, 967-1025.
   Senbyzantinsk periode fra ca. 1261 til ottomanernes indtog i 1453.
1) Billedstriden. Under påvirkning fra arabisk side var visse kredse imod billedanvendelsen i kirker. Der var tale om frygt for, at menigheden ikke ville nøjes med at benytte billeder som motiver fra kristendommen, men begynde en tilbedelse af billedet i sig selv som genstand. Det fik kejser Leo III til i 726 at udstede et forbud mod billeder i kirker. Forbudet blev i årene efter styrket gennem vedtagelse af yderligere forbud, det væsentligste fra en synode afholdt i 730. Da nogle meget anerkendte og afholdte ikoner blev fjernet, blev der forskellige opstande, og da sagen både havde politiske og sociale aspekter, så kom striden til at fortsætte i mange år. Under Leo IIIs efterfølger, Konstantin V, kaldet Konstantin Lortesnabel, eller pænere som Constantin V Copronymus, fortsatte ødelæggelserne, der midlertidigt stoppede efter det af enkekejserinde Irene indkaldte kirkemøde i 787. Modstanderne fik dog atte magt til at forbyde billeder under kejser Leo V, og det var først under den næste enkekejserinde, Theodora, at det på kirkemødet i 843 blev vedtaget, at ikondyrkelsen var i orden, og kirker gerne måtte udsmykkes.

Kupler
En af de arkitektoniske største udfordringer i perioden var opgaven med at bygge cirkulære kupler over kvadratiske grundplaner. Det var en kompliceret opgave, og den blev løst på to forskellige måder. Enten byggede man små tromper i hjørnerne, eng. squinches, dvs små bueslag eller kvartkupler, der transformerede overkanten af underdelens kvadrat til en oktogon, som man kunne lade kuplen udgå fra - enten direkte eller over en tambur.

I stedet kunne man anvende sfæriske trekanter på to måder: hvis kuppel er omskrevet underdelens kvadrat anvendes hængesvikler = hængehjørner, dvs. at kuplen nederst ender i fire trekanter med spidsen nedad. Spidserne hviler på underdelens hjørner, og hele bueforløbet i kuplen bliver jævnt under skarpe overgange. Sådan en kuppel er en hængekuppel.
Er kuplen i stedet indskrevet i underdelens kvadrat, anvendes pendentiver, dvs. sfæriske trekanter, der fra hjørnerne strækker sig ind i rummet, og danner en bue fra hjørne til hjørne, men hældende indad i rummet, så trekantens oversidelinje korresponderer med grundcirklen for kuplen.

Hvor man i den første periode havde arbejdet med kuppelproblemerne, så er en af formerne, som den sidste periode kan karakteriseres på en bestemt kirkestandard. I den mellemste og sene periode af den byzantinske kristentid byggedes kirkerne i udstrakt grad efter et fast skema: den treskibede basilikaform, der afsluttedes mod øst med apsider og en narthex, tværskib, mod vest, blev overdækket af en kuppel over midterskibet understøttet af fire søjler, hvorfra der modsat kuplen udgik tøndehvælv: mod vest og øst for at dække resten af skibet, og mod nord og syd for at dække sideskibene. Disse hvælv endte ofte i halvkupler, så kirkens tag udefra så ud til at bestå af flere kupler, og byggeformen havde tilbøjelighed til at frembringe ret korte og mere kvadratiske kirkeplaner. Nogle kirker har flere kupler langs skibe og kor som fx Markuskirken i Venedig.

Kirkelige arkitekturtyper

Den kristne religions behov for bygninger til menighedens samling, dåbskapeller, gravmausolæer og mindesteder for martyrer er behandlet i det foregående afsnit, hvor bygningstyperne basilika og centralkirke blev beskrevet, eller under kirkehistoriens bygningsbeskrivelse. Her vil jeg derfor direkte gå over til at beskrive det væsentligste levn fra den byzantinske tid, Hagia Sophia.

HAGIA SOPHIAKIRKEN - -MOSKEEN
Navnet Hagia Sophia betyder Himmelsk visdom eller visdom fra Gud. Nabokirken, der blev bygget på samme tid og blev indviet til Sankt Irene kaldes for Himmelsk fred eller Guds fred. De to kirker står over for hinanden: Sophia uden for den ældste bymur omkring kejserkvarteret, Irenekirken lige inden for og har som nabo på modsatte side Topkapipaladset.

Sophiakirken er et af de mest betydningsfulde bygningsværker fra det sjette århundrede. Den første kirke blev - efter traditionen - bygget af kejser Konstantin i 325 oven på et hedensk tempels fundament. Denne bygning blev udvidet af kejser Konstans og efter en brand i 415 genopført under kejser Theodosius II. Igen blev kirken brændt, denne gang under et oprør i 532, og det er den kirke, der blev genopført under Justinian, der står endnu, selv om den originale kuppel styrtede sammen under et jordskælv i 559 og derefter blev genopbygget lidt mindre i omfang, men lidt højere i buen. Ved samme lejlighed blev kirkens mure understøttet udvendigt med en slags stræbepiller.

Justinians arkiteker i 500-tallet var Anthemios fra Tralles, der var matematiker, og Isodoros fra Milet, der var fysiker og havde forstand på stereometri.

Kirkens grundplan er næsten kvadratisk med et længdemål på 75 m og er orienteret NW - SE. Fra indgangspartiet i NW kommer først et atrium, hvorfra man går ind i et ret smalt rum, exonarthex, og derfra videre til narthex, der også har hele kirkens bredde og er lidt dybere end exonarthex. Mod SE slutter kirken med en halvrund ret smal apsis. Selve kirkerummet er domineret af de store piller og buer, der med pendentiver bærer kuplen over midterskibet. I begge ender af længdeaksen dækkes kirken af halvkupler, der på et lidt lavere niveau rækker sammen med hovedkuplen, så det indre indtryk bliver af et mægtigt enkeltrum med meget højde. Lysforholdene var gode med en række vinduer hele vejen rundt tamburen under hovedkuplen samt klerestorievinduer i murfladerne i de store buer i siderne.

Kirken er opført af både mursten og kalksten hugget til kvadre. Antagelig på grund af for hurtig bygning, hvor mørtelen ikke fik tid til at hærde, deformeredes bygningskonstruktionen, og da jordskælv først i 553 og igen i 558 rystede bygningen, styrtede SE-halvkuplen og noget af hovedkuplen ned. Kuplen blev genopbygget med en lidt højere bue for at formindske de tværgående kræfter på murene.

I midten af 1300-tallet blev den igen restaureret, inden den i 1453 under det nye ottomanske styre blev omdannet til en moske. Fra 1935 har bygningen været museum.

SERGIUS-BACCHUSKIRKEN I KONSTANTINOPEL
Hagios Sergios og Bakchos. Kirken blev bygget under Justinian omkring 527-536. Navnet hentyder til to soldaterhelgener, der gik i forbøn for kejser Justinian, der af den tidligere kejser Anastasius I var blevet dødsdømt. Kirkens plan består af en indre ottekant med en ydre kvadratform, hvorimellem der er en omgang med piller og gallerier. Bygningen har en polygonal apsis og presbyterium rækkende over begge etager. Oktogonen er kuppeldækket, og kirkerummet er udstyret med søjler og tribuner. Bygningen kaldes også for den lille Sophia og har været en slags forløber for Justinians genopbygning af den store Hagia Sophia.

Kirken Vor Frelser i Chora
Denne kirke, der står SW for den Blå Moske, blev også bygget under Justinian, men restaureret i det 11. årh. og meget ændret i 1300-tallet. I dag er bygningen museum for mosaik, meramik, frescoer og marmorarbejder.

Topkapipaladset
Paladset blev begyndt af Mehmed II i 1462, og hører derfor ikke til den her behandlede periode.

Korskuppelkirker
I mellembyzantinsk tid bygges en del korskuppelkirker, hvor navnet kommer af grundplanen, der har form af et kors med fire lange arme. Mindst midterskæringen er overdækket med en kuppel, men både midterfeltet og de fire armes felter kan være overdækket med kupler.

De kan have tilbygget en narthex foran vestenden, så korsformen bliver noget utydeligt udtryk.

Jørgen Marcussen

Generelle kilder
Historisk orientering:
[7325] M. Cary et al. ed.: The Oxford Classical Dictionary, OUP, 1949/1964.
[9527] Tore Janson: Latin - kulturen, historien, sproget, PP Forlag, 2003.
[7557] Edward Gibbon: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire 1-8, FS, 1995.
[9546] Steven Runciman: Byzantine Art and Civilisation, FS, 2004.

Særligt arkitekturreferencer:
[8787] Rolf Toman (ed.): Romansk kunst, Könemann, 2000.
[5794] Wilfred Koch: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. (ca. 1980).
[8945] Nikolaus Pevsner: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, 1997.
[9783] - Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, 2005.
[M125-K153] Gorm Benzon et al.: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark, 1983.
[DkKirk] - Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, --.
[EB] - Encyclopedia Britannica, 1991.

 
Retur til toppen.

Revideret 4. december 2005.
  
Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
Retur til Romerrigets arkitekturhistorie.
Retur til Tidlig kristen arkitekturhistorie.
Særtekst om Ravennas arkitektur fra ca. 400 til 600.
Videre til Merovingisk og karolingisk arkitekturhistorie.
Videre til Romansk arkitektur.
Videre til Gotisk arkitektur.