Arkitekturhistoriske noter, gotisk arkitektur

Opdateret 24. juni 2010.

INDHOLD

Indledning

Grundforhold og Frankrig

    Konstruktion og form i gotikken
   St. Deniskirken
   Abbed Suger
   Chartres domkirke

Tyskland og murstensgotik

Engelsk gotik
 

Indledning

Kursusgennemgangen af gotikken var ganske kort over to x to lektioner, hvorfor der kun blev tid til en meget overfladisk gennemgang. Noterne her er derfor koncentreret omkring de to bygninger, der blev gennemgået: St. Denis nord for Paris og Chartresdomkirken. Efterfølgende gives bemærkninger om engelsk og tysk gotik.

En del oplysninger om gotik findes også under kirkearkitektur.

Oprindelsesstedet for gotikken er Île de France, hvor der på grund af Merovingerkongernes fattigdom og Carolingernes manglende interesse i området ikke var bygget ret mange store romanske kirker. Området var derfor modent til et større byggeri, der altså blev indledt, da gotisk stil var under udvikling. Modsat var der i Normandiet og til dels i England efter 1066 bygget mange store romanske kirker, fordi hertugerne i Normandiet var velhavende og kunne vise deres magt ved at bygge klostre og kirker som fx Jumiéges vest for Rouen. I de egne blev romanske kirker senere bygget om eller fik tilbygninger i gotisk stil, så der i dag er få rene romanske kirker tilbage.

Gotikken kan deles op i to faser: Første periode indledes med en kreativ og eksperimenterende tid. Da den tilsigtede norm er nået, bliver resten af perioden mere konservativ og traditionsbunden.

Anden og sidste periode kendetegnes ved nationale og regionale udviklinger, der fx kan være betinget af byggematerialer som i Nordtyskland - Danmark eller af særlige lokaler ritualer og sædvaner som fx i England, hvor de østlige korafslutninger oftest bliver rette vinkelrette mure.

Første periode

Grundforhold og Frankrig

I den første periode, hvor gotikken udvikler sig, er St. Deniskirken eksponent for stilen.
Kirkens vestfront med narthex og koret er de nye tiltag.

Prototypen er St-Denis-kirken, og standarderne bliver Chartres, Amiens og Reims.

Konstruktion og form i gotikken
Grundprincippet i stilen er:

1. Murmassernes reduktion til skelet for at bære loft og tag og danne ramme for vinduerne, der skal udfylde de åbne vægmasser. Konstruktionen skal fremstå som transparent med størst muligt lysindfald. Forholdet kaldes efter Hans Jantzen (i Über den gotischen Kirchenraum, 1951) for den diaphane struktur = den gennemsigtige struktur.

2. Fremhævelse af de lodrette linjer. Vertikalisering af bygningen, der betegnes som den første anti-klassiske bygningsstil. Proportionerne mellem bredde og højde for Chartres er 1:2,6, for Amiens 1:3 og for Kölln 1:3,8.

3. Af de karakteristiske elementer fremhæves: krydsribbehvælvet og spidsbuen. Begge elementer menes opstået og har eksisteret fra ca. år 1000 i Armenien. Desuden at grundplanerne for kirkebyggeri var et system af konstruktive knudepunkter, at lysarkitektur er væsentligt - lyset skal gennemstrømme kirkerummet = store vinduespartier, og at hele det indre rum skal være en illusionsarkitektur, mens den ydre gerne må vise strukturen og være rationel.

Modulopbyggede fag
Et par af de væsentlige nøglebegreber i gotisk kirkebygning er de vertikale elementer og inddelingen af bygningen i fag.

Faginddelingen var næsten præcist en længde på det halve af hovedskibets bredde, og således dannende et rektangel, der i sideskibene blev fortsat i to kvadrater, der altså hver havde en længde som et halvt hovedskibsfag.

Faginddelingen fortsætter opad over tribunen, triforium, og over klerestorium, eng. clearstorey, ty. Obergaden. Til sidst går modulet over i loftets hvælvribber.

Ribbehvælvet kræver spidsbueform for at kunne differentieres i tre tilspidsninger for hhv. skibets bredde i gjordbuen, over den smallere sidelinje mod sideskib i skjoldbuen og endelig diagonalribberne eller diagonalbuerne.

Stræbebuerne og stræbepillerne
Hvælvbyggeri giver en skrå kraftpåvirkning på sidemurene. Sidemurene må derfor enten bygges meget tykke, eller kræfterne må afledes på anden vis. I gotikkens kalkstensbygninger er kraftafledningen ofte med stræbepiller og stræbebuer, mens kraftafledningen i Nordens murstensbyggeri oftest klares med indbyggede forstærkninger i selve murforløbet.

Forstærkningerne for hovedskibets hvælv kan være gemt under sideskibenes tag, mens andre arkitekter øjensynligt har brugt stræbeelementerne som et arkitektonisk udtryk og derfor gjort dem ekstra synlige fx rundt om ambulatorier. Stræbepillernes overdele, fialerne, er påsat for ved deres tyngde virkende lodret nedad at kunne supplere de øvrige vertikale komposanter.
 

St-Denis-kirken
St. Denis ligger 10 km nord for Paris ved Seinens første skarpe venstredrejning.
Denis, Denys eller latiniseret som Dionysius var en fransk missionærhelgen, som ligger begravet i St-Denis-kirken. Han blev sammen med seks andre missionærer sendt fra Rom for at kristne gallerne. Han blev biskop i Paris og led martyrdøden. I år 626 blev hans da knap 400-årige levninger bisat i Dagoberts kirke i det nuværende St-Denis. Den historie kendes fra Gregor af Tours, der skrev den i det sjette århundrede. Legenden lyder tillige, at Dionysius blev halshugget sammen med to andre (Kristusmotiv). Efter halshugningen samlede Dionysius selv sit hoved op (det forlyder ikke, om han monterede det igen) og vandrede et par kilometer med det, indtil han nåede det sted, hvor han ville begraves.

I det ottende århundrede blev han betragtet som værende sendt til Gallien af biskop Clement af Rom omkring år 90. Clement skal have været den anden eller tredje biskop efter St. Peter. Men historien om Dionysius bliver endnu mere forvirret; i det niende århundrede skriver abbed Hilduin, † 840, fra St-Denis en biografi om Dionysius, og i denne bliver han identificeret som Dionysius Areaopagus, der ellers optræder i Athen som en hedning omvendt af Paulus. Det er beskrevet i Apostlenes Gerninger 17 - 34. Da man samtidig mente, at denne Dionysius i Athen var forfatteren til de breve, som man i dag mener er fra ca. 500, så blev brevenes forfatter, der kaldes Dionysius Pseudo-Areopagus, også identificeret som Pariserbiskoppen.
[9845 p.134]

St-Denis var et blandt mange klostre, der blev oprettet tæt ved de romerske byer. Chlotar II ønskede i det sjette århundrede at begrave sin hustru tæt ved St. Denis' grav, og den første kirke rejst over Denis' grav blev betragtet som et af de helligste steder i landet. Omkring 994 blev Mayeul fra Cluny af kong Hugh Capet udpeget som abbed.
[9845 p.133f]

Abbeden før Suger var Adam, der gjorde sig store anstrengelser for at fastholde forbindelserne mellem klostret og den franske kongemagt, og han udvirkede bl.a., at Louis VI accepterede at deponere sin faders krone i klostret. Abbed Suger fortsatte promoveringen af Denislegendens sammenhæng med Frankrigs kongemagt, hvilket naturligvis blev værdsat af kongen, der derfor blev irriteret, da Abélard, der efter sit amourøse eventyr med Héloise var blevet munk i St-Denis, herfra satte spørgsmålstegn ved identificeringen af St-Denis-skelettet, og et konsilium af kirkemænd fordømte da også i Soisson i 1141 hans kritik.

Abbed Suger
Da det var abbed Suger, der stod for ombygningen af kirken til gotisk bygningsværk, er her først nogle oplysninger om ham.
Latiniseret hed han Sugerius og var født ca. 1081 og døde 13/1 1151. Han var af beskeden herkomst og blev optaget i St-Denis-klostret omkring år 1091, hvor han studerede sammen med prins Ludvig, der blev konge i 1108. Fra 1106 kendes han i klosterets affærer som abbed Adams sekretær, og han fik forskellige poster også uden for klostret, bl.a. som provst i Berneval i Normandiet og i Toury, ligesom han foretog rejser på klostrets vegne til bl.a. Henri Beauclerc fra Normandiet, der også var kong Henry I i England. Den franske konge benyttede ham som ambassadør til pavestaten, hvor han i 1122 mødte pave Callistus II.

Ved hjemkomsten blev han abbed, men var allerede væk fra embedet året efter, hvor han deltog i det første Laterankonsilium. Senere, efter kong Ludvig VIs død i 1137, under kong Ludvig VIIs deltagelse i det andet korstog var han en af landets regenter, hvilket efter kongens hjemkomst gjorde ham til » en af landets fædre«, men kongen havde nu ikke længere brug for Suger, der de følgende fem år koncentrerede sig om sit kloster. I 1142 blev han igen inddraget i landets politiske skæbne, da han under en fejde mellem kong Louis VII og grev Thibaut af Champagne, fik mæglet en fred. Fredstraktaten blev underskrevet i St. Deniskirken samtidig med dennes ombyggede kors indvielse.

Efter borgerkrigen mellem Louis VII og Thibaut indskærpede Bernhard fra Clairvaux kong Louis, at han på grund af alle de liv, han havde taget under krigen, burde drage på korstog. Det blev til det Andet Korstog, som kongen med dronning Eleanor drog ud på fra 11/6 1147, og det var stærkt imod abbed Sugers ønske. Under kongens fravær udstedte Suger love om mange samfundsforhold, foruden skatteforhold også om forbud mod skovhugst uden genplantning, og han afværgede et forsøg på statskup fra kongens broder, grev Robert af Dreux. Suger fik malaria i 1150 og døde i begyndelsen af 1151.
[EB, 9845 p.135ff]

Sugers betydning beror bl.a. på, at han indledte det gotiske byggeri i Frankrig, hvilket skyldes, at han havde indset betydningen af kombinationen af landets skytshelgen St. Denis, og kongemagtens forbindelse med landets rødder, udtrykt gennem kongekirken St-Denis. At han skrev sin samtids historie ned, så vi fra hans hånd har et skrift om udviklingen i 1100-tallets første del, bidrager naturligvis også til, at vi tillægger ham betydning i dag.

Hans ene hovedværk hedder Vita Ludovici Grossi. Hans andet hovedværk, Apologia, der består af to bind: Libellus de Consecratione Ecclesiae S. Dinysii  og Liber de Rebus in Administratione sua gestis - Om et klosters administration. I den første af bøgerne beskriver han sine tanker om kirkens renovering og arbejdet forbundet med bygningen.

Det er dog ikke alle, der er enige om hans værkers betydning for forståelsen af hans bygningsværker - alene set fra et tarkitektonisk synsspunkt. Christopher Wilson i The Gothic Cathedral [9145p32] skriver: »Suger's discussion of the building is rather disappointing in that it consists mostly of anecdotes about the progress of the work and the author's own part in furthering it.« og forfatteren fortsætter med en analyse af især den manglende dokumentation for, at Suger ændrede noget i de anonyme bygmestres design for kirken, og at det gotiske islæt ikke var hans ideer, der blev udført, men fik inspiration fra den nærliggende kirke St-Martin-des-Champs. Derimod medgiver Wilson, at Suger havde en væsentlig rolle i den symbolske udsmykning af kirken, altså i designet for fx glasmalerierne.

Kirkens begyndelse
Den første klosterbasilika var fra det femte århundrede. Denne kirke blev allerede omkring år 625 ombygget af merovingerkongen Dagobert I for at rumme Dionysius' levninger. Denne kirkes udseende kendes ikke, selv om noget fundament er fundet. Dernæst byggede Pepin den Korte en ny kirke kort efter år 752, hvor pave Stephen II havde salvet Pepin, hans hustru og søn.
[9095 p.80]

Kirkens ombygning
Biskop Suger begynder usædvanligt med at forandre kirken i dens vestende. Her lader han bygge en vestfacade, der bliver en slags prototype på franske domkirkers vestportal, men som også på mange måder kopieres i andre lande. Suger lader opføre en front, der har to tårne i siderne af midterskibet og indgangen lader han være en tredelt portal, hvor midteråbningen er højere end sideåbningerne, og hvor der omkring skibets taghøjde er en vandret afslutning med murtinder. Facaden har et højtsiddende rosevindue og er i øvrigt opdelt i tre etager, der ikke forekommer i samme højde, idet midterpartiets etagebånd ligger højere end sideskibenes.

Vestfacaden med narthex tilbygges i 1137, og forrummet formes som en treskibet forhal i to etager. Det skulle være første gang, at pillerne, der er fem meter tykke, er opdelt i søjleknipper. Der siges at ligge et harmonia-princip bagved facadebygningen, dvs. portalen er en slags porta coeli.

Efter vestendens ombygning går abbed Suger i gang med en ombygning af koret. Det bygges med koromgang med udvendige kapeller, hvor det nydannende er de åbne sider i kapellerne, så det kan være usikkert, og intentionerne var kapeller eller to koncentriske rundgange. Til overdækning anvendes det normanniske ribbehvælv, der i omgangen er firedelte og i kapellerne er femdelte. Kapellerne har yderst en apsidal runding. Til arkader benyttes halvsøjler og rundstave på piller og søjler. Koret nybygges 1140-1144.

Koret får store vinduer med glasmalerier indsat, og de bagvedliggende ideer er ønsket om anvendelse af lyset = lysarkitektur. Mange af de meget spinkle stenkonstruktioner kan dog ikke holde, og allerede i 1231 må en del bygges om.
[8785 p.32, 9132 p.17ff]

Kirkens skib ombygges ca. 100 år senere under højgotikken og er 108 meter langt og 30 m højt og har 37 vinduer af 10 meters højde. Arkitekten kendes nu som Pierre de Montreuil, der var Ludvig IX' hofarkitekt og også byggede St-Chapelle i Paris. Han døde 1264. Kirken får nu også sine store stræbepiller og stræbebuer.

Begravelseskirke
Kirkens betydning er ikke kun som gotisk prototype, men for Frankrig er den de tidlige kongers begravelseskirke, og der ligger mere end 800 merovingiske, capetiske, orleanske, valoiske og bourbonske familiemedlemmer begravet her. Bl.a. gælder det kongerne Clovis I, Dagobert I, Charles Martel, Pepin den Korte, Louis XII, Francois I, Henri II, Louis XIV og Louis XV.

Under revolutionen blev kirkens gravmonumenter delvis ødelagt af de rabiate oprørere, men restaureringer i 1806 og 1817 genskabte nogle af monumenterne.
 

Chartres domkirke
Chartres blev norm for gotisk katedralbygning, da første periode havde stabiliseret sig. Den gotiske bygning er en ombygning på grundlag af en romansk forgænger, eller endog på en præromansk kirke, idet man kender biskopper i Chartres fra midten af det fjerde århundrede. En af de første var biskop St Adventinus. Man ved også, at der blev nedrevet en kirke på stedet i 743 under optøjer, hvor hertug Hunald af Aquitanien efter skænderier med Charles Martels sønner hærgede byen.
[5323, 8736 p.8]

Fra årene efter, under Pepin den Korte, 751-768, nævner krønikerne en gave fra kongen til Vor Fure Kirke i Chartres, hvorefter denne kirke antagelig er den, der under vikingeangreb omkring 858 bliver hærget og brændt, og Karl den Skallede indvier en ny bygning i 876. Ved indvielsen giver kongen en meget vigtig relikvie til kirken, nemlig den særk, som Jomfru Maria var iført under fødslen i Bethlehem. Kongen havde fået den af kejserinde Iren i Byzantium. Stoffet er i dag stadig udstillet i kirken. Der er dog andre kilder, der relaterer den til bebudelsesdagen, men hun kan vel ikke have haft så meget tøj, så måske har hun haft den på ved begge lejligheder. Uanset hendes tøjbudget, så betød tilstedeværelsen af så vigtig en relikvie, at pilgrimsskaren til Chartres voksede op gennem middelalderen, og der blev behov for en større kirkebygning.

Trængslerne var dog ikke slut i 876. Igen i 911 blev byen belejret af en vikingeætling, Rollo, der tog benene på nakken, da biskopen fremviste særken fra byens mure. Det fik senere vikingen til at lade sig døbe, og han blev den første hertug af Normandiet, der svor troskab til kong Charles III.

I 980'erne kommer Fulbert til Chartres, hvor han i 990 opretter Chartres Katedralskole, som han leder til sin død i 1028. Fulbert er en vigtig skolastiker, og hans indsats gav skolen ry som lærdomscenter ud over landets grænser. Skolen holdt derudover sit ry, indtil universiteterne blev grundlagt et par hundrede år senere.

Fulbert var blevet uddannet i Reims under Gerbert d'Aurillac, der senere blev pave under navnet Sylvester II. Foruden at han forfattede en Maria-liturgi, så siges det, at han introducerede astrolabiet i Europa og fik ærestitlen » Den ærværdige Sokrates fra Chartres «. Fulbert blev biskop i Chartres i 1006, og mens han stadig levede blev kirkebygningen ramt af en ulykke, da den om natten den 7. september 1020 brændte.

Fulbert begyndte efter branden straks at samle penge ind til en nybygning, og der kom bl.a. bidrag fra kong Knud den Store af England-Danmark. Den nye kirke fik det er i dag stadig er Frankrig største krypt bygget rundt om den originale kerne, der rummer St Lubins grav. Den romanske U-formede krypt blev bygget af arkitekten Beranger. Det var formålet med de store underjordiske gallerier, at pilgrimmene kunne våge der natten igennem. Denne krypt er det eneste, der i dag er tilbage af Fulberts kirke, der blev indviet den 17/10 1037.

Fulberts kirke, der havde samme bredde som den nuværende, blev udvidet mod vest mellem 1015 og 1115 og 1130, men vestenden brændte så i 1134 og vestfacade og tårn blev nedrevet og et nyt vestparti opbygget. Denne vestdel havde klokketårn i træ, og det brændte igen flere gange, indtil det i 1507 blev erstattet af det nuværende nordlige tårn. Inden år 1150 blev der bygget det nuværende sydtårn.

Den næste brand skete den 10/6 1194, hvor det meste af byen brændte med. Det fantastiske er, at gennem alle disse brande er Marias særk stadig bevaret. Penge strømmede igen ind til kirken, og byggeriet af den gotiske kirke gik i gang. I mange af glasmalerierne er donatorerne gengivet, og selv om færdiggørelsen i den sidste ende trak ud en tyve-tredive år, så blev kirken allerede indviet den 24/10 1260.

Specifikt nævnt er i perioden 1135-1155 bygget det nuværende vestparti med den tredelte vestportal, Kristusportalen, porta coeli eller kongeportalen.
Nordportalen, Maria og Anna-portalen, der gerne betegnes som tilhørende Det Gamle Testamente, samt sydportalen, dommedagsportalen, der relateres til Det Nye Testamente, er begge fra ca. 1210-1250. Alle indgangspartierne er udsmykket med søjlefigurer, statuekolonner, der viser bibelske personer. Det er et tegn på yngre alder, at udsmykningen af portalerne flyder sammen mere som et bælte tværs over facaden, end som udsmykning af tre enkelte porte. På samme vis vidner de mere plastiske og levendegjorte statuer om, at kirken er videreudviklet i forhold til St-Denis.

Den nye skibsbygning, der tilsluttes vestfacaden, får kor efter St-Denis-kirken, men principperne anvendes nu ikke kun i koret, men også i skib, korsskæring og transept.

Kirken får udvendigt stræbeværk i form af stræbepiller og stræbebuer, der er kraftigere end nødvendigt og derved gør et indtryk af vægtighed. I østkorets stræbeværk er konstruktionerne lettere, men stadig af høj styrke og forøger størrelsen af selve bygningsdelen.

Indvendigt
Firedelt ribbehvælv over rektangulære fag med spidsbuer, der tillader uens bredder i rummene at blive forenede.

Vægge reduceres til et konstruktionssystem, der skal holde loftet oppe og give plads for vinduer; principperne med gennemsigtighed og mytisk fortælling kaldes også for den diaphane stuktur og illusionsarkitektur.

Gotikken bliver dramatisk og viser en afbalancering af bevægelsesenergier.

Kirken, der er indviet som Notre Dame, har ca. 1800 skulpturværker samt hovedsageligt sine originale glasmalerier.
 

Som kirker bygget i overgangsfaser fra gotisk periode et til to kan nævnes:
Reims,
Notre Dame i Paris og
Amiens domkirkerne.

 

Sidste periode

Murstensgotik og Tyskland

Nationale udviklinger i gotikkens sidste del
De nationale udviklinger i gotikkens sidste periode gør sammenligninger vanskelige. I Norden og Nordtyskland gør teglstensgotikken sig stærkt gældende, og dens udtryk er ganske anderledes end de sydlige landes stenhuggede kirker. Teglstensudviklingen er beskrevet i artiklen om mursten for disses produktion og udvikling, mens stiludviklingen er beskrevet under bygningsdele i religiøs byggeskik.

I England opdeles gotikken i flere perioder med stigende vægt på de lodrette linjer og senest de mest dekorerede eksempler. Et af gotikkens kendetegn i England er de - med få undtagelser - meget lange og lige afsluttede kor. Englands forhold er behandlet her nedenstående.

I Tyskland er stilen mere blandet, hvor Kölln domkirke måske er den, der ligner de franske mest, mens andre af kirkerne har helt andre præg gennem materialevalg, farver og udsmykninger.


Engelsk gotik
En del oplysninger om engelsk gotik er skrevet under kirkearkitektur.
 

Jørgen Marcussen


Særligt arkitekturreferencer:
[M125-K153] Gorm Benzon et al.: Danske bygningsudtryk, Kreditforen. Danmark, 1983.
[9095] Marianne Bernhard, Monasteries, IP, 1998.
[5794] Wilfred Koch: Bygningskunst og stilarter, Lamberth, 2. udg., u.a. (ca. 1980).
[9132] Andrew Martindale: Gothic Art, Thames & Hudson, 1967/1985.
[9307] Norbert Nussbaum: German Gothic Church Architecture, Yale UP, 1994/2000.
[8945] Nikolaus Pevsner: Europas Arkitekturhistorie, Politiken, 1997.
[9836] Sartell Prentice: The Heritage of the Cathedral, Morrow & Co, 1936.
[9876] Richard Taylor: How to read a church, Rider, 2004.
[8785] Rolf Toman, ed. Gotik, Könemann, 1998/2000.
[9145] Christopher Wilson: The Gothic Cathedral, Thames & Hudson, 1990.
[DkKirk] Danmarks Kirker, Fagordbog, Nationalmuseet, --.
[EB] - Encyclopedia Britannica, 1991.
[9783] Kleines Wörterbuch der Architektur, Reclam, 2005.

 
Retur til toppen.

Opdateret d. 24.6.2010.
  
Retur til Græsk antik arkitekturhistorie.
Retur til Romerrigets arkitekturhistorie.
Retur til Tidlig kristen arkitekturhistorie.
Tekst om Ravennas arkitektur 400-600.
Retur til Byzantinsk arkitektur.
Retur til Merovingisk og karolingisk arkitektur.
Retur til Romansk arkitektur.