Napoli, Sicilien - rejsenoter

Indledning

De efterfølgende noter er informationer om seværdigheder og historie for nogle udvalgte steder på en rejse fra Napoli til Sicilien. Artiklen er opbygget geografisk med de valgte lokaliteter i rejsens rækkefølge. Der er andre oplysninger på dette domæne om områdets historie, genealogier for Napoli, genealogier for Sicilien og arkitekturhistorie samt særligt for kirkebygninger. Ingen af de nævnte fotos kan ses på hjemmesiden.

Indledning

Italien er opdelt i regioner og hver region er delt i provinser.
Den mindste enhed er kommunen.

Syditaliens regioner er nordfra:
   Campania - omkring Napoli og på vestkysten; regionshovedstad NAPOLI;
   Puglia = Apulien - der ligger på østsiden af støvlen fra Garganohalvøen til støvlehælen, hovedstad BARI;
   Basilicata - landet mellem de to førstnævnte og ned til Tarantobugten i støvlesvangen, hovedstad POTENZA;
   Calabria - tåspidsen, hovedstad CATANZARO;
   Sicilia - hovedstad PALERMO;

Napoli

Indbyggertallet er i dag lidt over en million. Baglandet kaldes for Pianura Campana. Der er flere af byens bygninger, der er erklæret for UNESCO verdensarv.

Bynavnet er græsk: Neapolis. Fra fjerde årh. f.Kr. blev byen allieret med Rom, og dens navn blev Neapolis.
Efter romertiden blev byen erobret af ostrogoter i 400-tallet. Derefter blev byen erobret af det byzantinske kejserdømme, mens den modstod longobarderne og var selvstyrende indtil c. 1000, hvor normannerne erobrede byen; se det generelle historiske afsnit herom.

Byens størrelse bedømmes til i årene 1000-1200 at have haft 20-30.000 indbyggere; mens byen var hovedstad i kongeriget Sicilien, var den en af Europas største hovedstæder, og i 1600-tallet var indbyggertallet oppe på 280.000.

Seværdigheder

Castel Capuano
Castel Capuano er en af byens ældste bygninger beliggende i byens NE-del og lidt W for centralstationen på Piazza Enrico de Nicola.
Borgen blev påbegyndt af William I Hauteville = William den Onde ca. 1150 / 1165 og færdiggjort af Hohenstauferen Frederik II ca. 1250. Den var kongelig residens til 1450 / 1500, hvor Napolis spanske vicekonge, Peter af Toledo, i 1540 omdannede bygningen til domstol, hvad den efter en restaurering stadig er. Slottet ligger tæt ved Capuaporten (se nedenfor) og begge dele er opkaldt efter Capuavejen, der netop løb ud af byen her.
Borgen har en rektangulær slotsgård med søjlearkade rundt, og den vigtigste detalje er Sommariakapellet, der indvendigt er smykket med freskoer af Pietro Ruviale = Pedro Rubiales fra 1500-tallet.

Capua-porten
Arkitektonisk i italiensk renæssance bygget 1480 af arkitekten Giuliano da Maiano og færdiggjort 1484 eller 1490 af Luca Fancelli. Bygningen ligger tæt ved Capuaborgen og har to meget massive sidetårne. De kaldes for ærens og dydens tårne. Renæssancemidten er i marmor og har øverst Karl Vs våbenskjold, regerede 1516-1555 som Karl I i Napoli og Karl II på Sicilien. Syditalien er fattig på renæssancekunst, der var en nord- og mellemitaliensk kunstart, derfor er denne stiltype en sjældenhed her.

Castel Nuovo
Det nye slot ligger i byens SW-del, på Piazza Municipio, og er nabo til det kongelige residensslot, Palazzo Reale. Castel Nuovo kaldes også for Maschio Angioino, fordi det blev bygget til anjoukongen Charles I 1279-1282 af den franske arkitekt Pierre of Angincourt. Forbilledet er slottet i Angers i Frankrig.
I 1442 under Alfonso og Ferdinand I af Aragonien blev der bygget nyt ovenpå ruinerne af anjouborgen, der kaldes for Castello Angioino.

Slottet var residensbygning, mens byen var hovedstad og indtil ca. 1600. Af slottets ældste dele fra Charles Is tid står kun det gotiske skib i Capella Palatina med freskoer af Francesco Laurana fra 1474. Kirken indviet til Santa Barbara. Ved en restaurering i 1900-tallet blev slottet så godt, det var muligt, bragt tilbage til 1400-tilstanden.

Berømt er den to-etages triumfbue ved slottets indgang på vestsiden. Triumfbuen med Sankt Mikaelstatue øverst er opført 1445-1468 og er aragonernes bestilling som skulle hædre deres indtog i byen i 1443, efter de under Alfons I Magnanimus havde uddrevet anjoufyrsterne. Det fik først tilnavnet "Ny" efter Alfons af Aragoniens restaurering. Bronzedørene er kopier. De originale af Guglielmo Monaco fra 1462-1468 er på museet. Dørene viser Ferdinands sejr i 1462.
Også kapellet i slotsgårdens baggrund, Santa Barbara, med freskoer af Giotto er væsentlig, da disse viser slottet i sin oprindelige form.
Noget af bygningen er i dag Museo Civico, og baronernes sal er byrådssal. Det var i denne sal, at Ferdinand under et bryllup lod alle anjouvenlige baroner myrde.

Palazzo Reale
Residensslot, der ligger på Piazza Plebiscito, for de spanske vicekonger fra 1600-tallet er en meget renfærdig senrenæssancebygning, velordnet og arkitektonisk ren, uden fæstningspræg; foruden slotsbygningen er området stilmæssigt dannet med randbygningerne, der matcher slottet og i sig selv er spejlende de to sider. Sidepaladset mod syd er Palazzo Salerno fra 1700-tallet; sidepaladset mod nord er Palazzo Governo fra 1818.

I 1598 udnævnte Filip III af Spanien som vicekonge Fernandez Ruiz de Castro, der byggede paladset, og i 1599 blev arkitekten Domenico Fontana chef for byggeriet. Et andet sted står at læse, at bygherren var greven af Lemos, der påbegyndte opførelsen 1601.

I 1616 var beboelsen og facaderne færdige, og helt færdigt blev det først i 1644, mens teatret kom til senere i anledning af Ferdinand Is bryllup i 1768, og det var da arkitekten Ferdinano Fuga, der var mester for denne del. Teatret blev bombebeskadiget i 1943, men er nu restaureret.

I det indre er specielt den dobbelte hovedtrappe udført af Francesco Antonio Picchiatti i 1651 seværdig. I det indre er de væsentligste sale, Herkulessalen opkaldt efter gobelinerne, og det Palatinske kapel også af Picchiatti fra 1640 vigtige rum. Kapellet har et stenalter, der er forgyldt, kunstner Dionisio Lazzari, 1674. Oprindeligt stod der en altertavle med motivet Den ubesmittede Undfangelse, men det var for vovet og blev nedtaget og sendt til Spanien, hvor det blev brændt under Borgerkrigen.

Kolonnaderne med de doriske søjler er fra 1809, arkitekt Leopoldo Laperuta og udført for Napoleons udnævnte konge, Joachim Murat1). På pladsen står rytterstatuer af Charles III den Korte, 1381-1386 og Ferdinand I, 1734-1759.

1) Joachim Murat, 25/3 1767 - 13/10 1815, var Napoleons hærfører, som han gjorde til konge i Napoli fra 1808 til 1815. Murat blev gift med Napoleons lillesøster Caroline. Som konge benyttede han navnet Joachim-Napoleon = Gioacchino-Napoleone.

Efter en brand i 1800-tallet blev slottet helt restaureret, mens facaden er nogenlunde original. I nicher i facaden er anbragt otte statuer af konger for riget. De blev opstillet af kong Umberto I, og de bør være af kongerne Robert den Store, Frederik II, Charles af Anjou, Alfons af Aragonien, Charles V, Charles III af Bourbon, Ferdinand IV af Bourbon og Vittorio Emanuele II.

Museet
I dag huser bygningen Napoliområdets vigtigste kunst- og kulturmuseum for renæssance, barok og rokoko, interieuropbygninger fra residenstiden, hofteatret samt regionens nationalbibliotek.

Over for kongeslottet, mod SW, ligger kirken San Francesco di Paola, der som model har Pantheon i Paris. Påbegyndt 1817, arkitekt Pietro Bianchi.

På havnens SW-lige mole ligger en borg fra 1200-tallet, Castel dell' Ovo = Æggekastellet, hvad der er en forvanskning af det tidligere navn. Her sad Konradin fængslet, før sin henrettelse.

Kirken S Marie del Carmine ligger tæt på havnefronten. I kirken er rejst en minedstatue af Konradin. Den blev bekostet af Hohenstauferne i Tyskland og udført efter en lermodel af Berthel Thorvaldsen, men hugget af en anden kunstner og rejst i 1847. Statuen har på soklens to sider vignettter med henholdsvis Konradin og hans ven Frederik von Baden, der blev halshugget på pladsen foran kirken sammen med Konradin.

Caserta

Fra Napoli er der omkring 30 km i nordlig retning til Caserta, der er provinshovedstad og har omkring 70.000 indbyggere.
Området hed i antikken Campania felix, senere kaldet Terra di Lavora.

Piazza Carlo III med slottet La Reggia
Guide: [10040] The Reggia of Caserta, Lucia Bellafatto et al. Skira, 1999.

Årsagen til bygning af et kongeslot i baglandet NE for Napoli var frygten for de engelske flådeblokader, der havde været foran Napoli under forskellige krigstilstande i første del af 1700-tallet. Charles VII fandt det flade land ved foden af bjerget Tifatini velegnet og ikke for langt fra Napoli. Han syntes, at det oprindelige slot på stedet var for lille, og begyndte bygning af nyt efter Versailles-modellen, som hans oldefar Louis XIV havde bygget. Kongen ønskede, at bygningen skulle rumme både familiebolig, regeringskontorer, et universitet, et bibliotek, lokaladministrationen, et præsteseminarium, en kirke, et teater og en stor park udenom; sidstnævnte blev 3 km lang.

Som arkitekt blev valgt Luigi Vanvitelli, der var pavens arkitekt og ansat ved Peterskirken både som arkitekt og som maler2).
Ombygningen påbegyndtes 20/1 1752, og fortsattes i noget langsommere tempo efter Charles blev kaldt til Spanien, hvor han efterfulgte sin fader som kong Charles III af Spanien. Indtil Charles' tredje søn, Ferdinand, 1751-1826, blev gammel nok til at overtage tronen, styredes landet af Bernardo Tanucci.

Luigi Vanvitelli døde, inden byggeriet blev færdigt, og hans søn Carlo overtog arkitektstyringen. Byggeriet var så langt fremme, at det kunne tages i brug af Kong Ferdinand I, men byggeriet fortsatte under Joachim Murat, og tronsalen blev først færdig i 1847. Da var tanken om at etablere regeringskontorerne i Caserta opgivet.

Slottet har fire gårde, fem etager og en 247 m lang facade, en bredde på 184 m, men det er ikke så elegant som Versailles. Komplekset grundform er et rektangel med indre korsskæringsbygninger, der giver fire indre gårde.

Vigtig central trappebygning med kæmpestatue af Ferdinand. Desuden mere end 1000 rum, en del marmorprydede, 34 trappeskakter.
2) Luigi Vanvitelli, * 1700, † 1/3 1773, malede i stilen vedutismen, der gik ud på at gengive præcist og konkret og var et modstykke til hans samtidige som Wirght of Derby fx, der malede følelser og det sublime. Vanvitelli er også mester for broen over Calore i Benevento, som vi måske får at se senere. Efter Vanvitelli døde blev arbejdet fortsat af hans søn Charles Vanvitelli.

Planen var at bygge otte lejligheder på kongeetagen: en hver til kongen, dronningen, tronarvingen og førsteprinsessen, mens de senere fødte børn måtte deles om to lejligheder for prinsesserne og to for prinserne. De første prinsesselejligheder blev færdige i 1780, og kongen flyttede ind i disse i 1783. Kongefamilien havde indtil da boet i baronernes palads, der i dag huser regionsadministration. De første lejligheder kaldes for den gamle lejlighed, idet resten af komplekset, inklusive kongeafdelingen, først blev påbegyndt i 1806 og færdigt under kong Francis II (1825-1830). Arkitekten var nu Giovanni Patturelli, og denne afdeling kaldes derfor nu for den nye lejlighed. I dronningens afdeling er en serie rum møbleret til bibliotek, bl.a. et revolving library med drejeskive på midten.

Der er mange flere detaljer om udsmykning og kunstnere i slottet, og disse kan findes på nettet. Også dette slot blev bombet. Jeg har fundet, at kapellet mistede al sin udsmykning 24/9 1943 samt to meget gamle orgler, så den del af slottet må være ret hårdt restaureret.

Rundturen foregår ad hovedtrappen, gennem de mange repræsentationslokaler og gennem en del af de private gemakker, der alle er udstyret med delvis originale møbler, kunstgenstande og malerier. Især maleren Jakob Philipp Hackert, 1373-1807, tyskfødt har været flittig på slottet.

Fotos af eksterieuret nr. 777-779, trappeopgangen i marmor nr. 780-783. Især de arkitektoniske kig ud mellem søjler i trappehallens topsal var meget flotte. Fotos nr. 784-786 er maleri af søstykke med to mærkelige fartøjer med to hjul beregnet til enten uddybning eller som trækpramme ved søsætninger?

Fra interieuret er fotos fra 1. bibliotekssal nr. 787-788, 2. bibliotekssal nr. 789-790 og fra samme sal en ottekantet reol nr. 791. Foto 792 fra haven.

Caserta Vecchia

10 km mod NE ligger den lille by Caserta Vecchia i 400 m højde. Det er en middelalderby grundlagt omkring 600 af lombarderne og med en katedral bygget af normannerne i 1100-tallet, der er et godt eksempel på normannisk stil. I nærheden af kirken er ruiner af gammel normanneborg.

Domkirken er med en stilblanding af romansk, byzantinsk, arabisk og normannisk. Den har antikke søjler langs midterskibet. De er af uens højde, der er reguleret med korinthiske kapitæler - alle forskellige. Buerne hesteskoformede efter arabisk stil.

Af inventaret er prædikestolen med arabiske fliser og en stor kandelaber ved siden af betydelige. 1200-tals kuppel maurisk og kampanile på 32 m fra 1300-tallet.

Fotos 793-795 viser frise over sidedør på kirkens S-side. Foto 796 vestfacaden , 797 tårnet, der står på sydsiden af kirken og helt frigjort, dog med en støttemur fra vestfacaden ført over til tårnet N-kant. Der er gennemkørsel gennem tårnets grundetage. De mange buer og søjleforsynede vindueshuller er normanniske.

Foto 798 er den sene normanniske kuppel, der er ganske karakteristisk for stilartblandingen med muslimske, byzantinske og normanniske træk. Fotos 799-801 + 820 er udvendige fotos af tårnet.

Kirkens indre er normannisk med genbrugte antikke søjler med tilpassede kapitæler. Høje enkle klerestorievinduer. Fotos 803 + 805 er kapitælfotos. Foto 806 er koret og 807 + 812-813 er gulvmosaikkerne fra normannisk-hohenstaufisk tid med ørnen, der er Hohenstaufernes symbolmærke, og løven, der er normannernes.

Fotos 808-809 er prædikestolen - sammenlign med senere foto fra Salernos domkirke. Nr. 811 er fra korkuplen, og nr. 814-816 er fra opgangen til prædikestolen, der viser en mand holdende en slange samt en mand med skriftrulle. 817-818 viser tagkonstruktionen, 819 kuppelkonstruktionen fra en anden af kirkerne i Casertavecchio, men ikke domkirken, der har højere tambur under kuplen. 821 foto fra passionsspil foran domkirken i Casertaveggio. 822-823 er kuplen på domkirken med normannertambur.

Salerno

Salerno er en kystby, hvis oprindelige navn er Salernum, grundlagt 400 f.Kr. at dømme efter grave fundet lidt N for byen. Den romerske by blev grundlagt som koloni 194 f.Kr.

Efter romertiden blev området et longobardisk fyrstedømme, der blev erobret af Robert Guiscard i 1076, og han gjorde byen til sin hovedby året efter.

Pave Gregor VII døde her i 1085. Han havde søgt tilflugt her under konflikten med Henrik IV. I årene fra 1100-1200 var byen sæde for et berømt medicinsk fakultet på det i 1200-tallet oprettede universitet. Bymuren og byens 36 klosterbygninger står endnu næsten alle intakte omend i dag benyttet til verdslige formål, men efter de allierede styrker gjorde landgang her i 1943, lå store dele af byen bombet og i ruiner, så det intakte er nok så som så. Hvorvidt domkirken også er genopbygget ved jeg ikke nu.

Domkirken
Domkirken blev bygget af Robert Guiscard og indviet 1085 til Sankt Matthæus. Den blev bygget på fundament fra et århundrede før i romansk stil med forbillede i Montecassinokirken. I Italien vedblev atriummet ved med at optræde i kirkeplaner til det 12. årh. Et af de mest tiltrækkende atriummer er i Salernos Duomo, hvor det blev genopbygget omkring år 1100 med marmorpaneler.
[9857p.27]

Duomoen er byens vigtigste bygning. Søjlerne kommer fra det nærliggende antikke Paestum. Indgangen gennem Løvernes Port med romanske skulpturer fra 1000-tallet og samme alder som atriumets søjler med orientalske buer. Bronzedørene er byzantinsk arbejde fra 1000-tallet, formodentligt støbt i Konstantinopel i 1099. Indvendigt er der højalter smykket med mosaikker fra 1100-tallet, to amboer fra 1100-tallet, den venstre i kubisk form, og den højre i Ajello-stil, rektangulær båret af 12 søjler. Også i denne kirke er der en påskekandelaber, og der er mosaikgulve fra 1100-tallet.

Krypten siges at indeholde Sankt Matthæus' grav, der blev nedlagt her i 954. I tværskibet er marmorgravminder for Margaret af Durazzo designet af Baboccio da Piperno i 1400-tallets begyndelse. Kirken blev totalt ombygget til barokken i 1700-tallet.

Domkirkemuseum med enestående elfenbensalter, Paliotto-alteret. Det er sammensat af 54 benplader. Det er kun 24,5 cm højt og fra c. 1084. Museet har en af verdens rigeste elfenbenssamlinger. [8787p362]

Domkirken på foto 824 + 845 er af tårnet på sydsiden af kirken. Atriumgården foto 825-828 + 844. Kirkens indre nr. 829-831-833 med prædikestolen på S-siden og lysestagesøjlen. Nr. 830 er fra N-sidens og 834 + 836 er kor-apsishalvkuplen med mosaik. Hullerne i malingen er de oprindelige ting fremtrukket ved den sidste restaurering.

Foto 835 prædikestolen, 837 anden restaurering fremdragning. Nr. 838-842 er døren udvendig fra 1000-tallet, 843 portalen ved bronzedøren. Aftenstemning ved havnen 848.

Benevento

Benevento er provinshovedstad med omkring 65.000 indbyggere. Byen har monumenter fra romertiden bl.a. en stor triumfbue bygget til kejser Trajan i 114-166 e.Kr. Portalen med kun en åbning og en højde på 15,5 m står ved Via Appia fra Rom til Brindisi. Det er en af de bedst bevarede romerske portaler i Italien. Vejen blev på det tidspunkt udvidet fra Capua og videre mod syd.

Byen var efter romertiden longobardernes vigtigste by i Syditalien. Fra romertiden stammer også det store amfiteater bygget 100 e.Kr. under kejser Hadrians regering og udvidet til 20.000 under Caracalla i 200-tallet.

Domkirken ligger på Piazza Orsini midt i byen. Kirken har fin midterportal og 13-årh. tårn. Dens indre er moderne. En af byens andre kirker, Santa Sofia-kirken, er oprindelig byzantinsk fra 8. årh., men ombygget i 17. årh. med kampanile. Klostergården, der er seværdig er i dag optaget af bymuseet Museo del Sannio; sannio er navnet på et landskab i og omkring byen.

Byen lå i vejen for de allieredes fremrykning i WW2 og blev kraftigt bombet, hvorfor store dele af bygningerne er moderne, inklusive domkirken. I domkirken er bevaret resterne af dens byzantinske bronzedøre.

Foto 851 fra en gammel bygning (byport?) ved mindesmærket for WW1. 4/11 1918. Santa Sophiakirken, Foto 852-853 +856 interieur med søjlerne. Alteret 855 og nr. 857-862 eksterieur, indgangspartiet, bagsiden, det restaurerede og planer over udgravningerne. 863-871 Trajans triumfbue.

Fra Benevento ind i Basilicata-regionen opkaldt efter kejser Basileios II 976-1025 i Constantinopel.

Melfi

Byen med ca. 15.000 indbyggere er en i dag noget forladt middelalderby med en betydelig middelalderborg, hvor pave Nicolaus II i 1059 indsatte Robert Guiscard som hertug i S-Italien og derved legitimerede normannernes fyrsteret i området. Byen blev en overgang hovedresidens for hertugdømmet.
Frederik II gav i 1231 herfra "grundloven", Constitutiones Augustales, for riget, der derved blev en statsretlig enhed. Borgens indre er tomt for originalt indbo og huser lokalmuseet.

Domkirken, der blev opført under William II i 1155, er genopbygget i 1700-tallet og kun tårnet er noget mere originalt.

Viderekørsel efter triumfbuen mod Melfi, hvor vi stoppede ved den gamle borg, som vi ikke kom ind i, fotos nr. 872-880 er borgen, og foto 881 er fra borgen med udsigt over byen.

Venosa

Venosa har ca. 12.000 indbyggere og var fra romertiden koloni fra 300 f.Kr.
Hannibal slog her Marcellus ihjel i år 208 f.Kr. Man påstår, at Marcellus' grav er her et sted i Via Melfi.
Horats er født her 65 f.Kr., † 8 e.Kr.
Der findes ruiner af romerske bade og teatre.

Fra 1050 er der flere spor af fransk-romansk stil medbragt af normannerne fra hjemegnen, fx i det ufuldendte benediktinske klosterkompleks, Treenighedsklosteret, der blev påbegyndt 1135. Det er interessant ved at være et af de få eksempler på et byggeri, hvor alle mure planen rundt blev opført samtidig. Det er bygget på fundamentet af en tidligere bygning fra 1059, og murene står i dag meget nær den tilstand de var i, da arbejdet ophørte. Det franske islæt er til stede i korrundgangen - ambulatoriet med radielle kapeller efter de NW-franske katedraler. Man kender ikke årsagen til byggestoppet.

Her er Robert Guiscard og familie være begravet. Robert døde 1085 i felttog mod Alexios I Komnenos på Balkan. Nedsaltet blev han i hht. krønikeskriveren Vilhelm af Apuliens værk om Robert Guiscard returneret til Venosa således præserveret.
[9857p.111, 9902p.217]

Borgen / slottet og domkirken er fra 1500-tallet.

Ved det romerske bad viste ruinerne tydeligt både murbyggeriet og planen. Der var enkelte mosaikker. Der var en stump romersk vej. ca. 100 e.kr. Benediktinerkirken lå i baggrunden, og en del af ruinernes vestende var opbygget til en fungerende kirke. Det er har, at Robert Guiscard og fru Alberada. Badefotos 882-887.

For enden af badeanstalten lå klosterkirken. Der er ikke nogen klostergårdsruin etc. Der er i vestenden bygget en minde kirke færdig, og det er i denne, at Robert Guiscard og hans kone Alberade ligger begravet Kirken er istandsat, og der kan ses freskoer, krypt, søjler og døbefont. Den gamle ruin fotos 888-900. Uden for den restaurerede del står to løver foto 901-902.

Inden for den restaurerede kirke er Roberts grav på fotos 903-904, 905. Fotos 906-907 er Alberadas grav. Det ene dårlig kvalitet. Nr. 908 kirkens indre. Nr. 909-910 døbefonten med normanniske figurer på. Den er fra ca. 1050-1100. den blev fundet udenfor og sat ind. Den bruges nu til vievand og ikke til dåb.

Barletta

Barletta har omkring 85.000 indbyggere og ligger ved badekysten mod Adriaterhavet. Byen har rødder i romertiden, men spillede den største rolle i høj- og senmiddelalderen. Den var residensby for Manfred i 1200-tallet. Dens vigtigste monument er KOLOSSEN, en 4,50 til 5,11 m (det kniber med øjemålet) høj statue af en romersk kejser, der holder et kors og en kugle i hænderne, bronze, måske Marcian fra 450-457. Sagnet siger, at den stammer fra et venetiansk skib, der på vej tilbage efter plyndring af Konstantinopel under det fjerde korstog i 1204 sank ud for byen.

Statuen mentes at være af Theodosius II eller Honorius. Hans hoved er prydet med et diadem som en gotisk juvel, der ligner den, som Theodosius IIs moder, Aelia Eudoxia, bar. Korset er senere sat ham i hånden. Foto 911+ 913-918.

Castel del Monte

Guide: [10042] Catel del Monte, Stefania Mola, MA Editore, 1991.

Seværdigheden - langt ude på landet - er den ottekantede borg opført fra 1240 af Frederik II som jagtslot, men nok aldrig færdiggjort. Frederik II underskrev ordren til Riccardo di Montefuscolo den 28. januar 1240 i Gubbio. Montefuscolo var dommer i Capitanata.

Frederik havde behov for at støtte sig til identificere sig selv med romertidens helte, og lod dette ønske inspirere sig i arkitekturen, men han oplevede aldrig at bo her, da slottet var ufuldført, da han døde i 1250. Bortset fra forskellige kilder, der nævner bryllupsfester holdt her, så viser de fleste tekster, at slottet blev brugt som fængsel. Slottet var totalt forfaldent, da det i 1876 blev købt af den italienske stat og restaureret.

Borgen ligger isoleret i 542 m højde og tæt på klosteret Santa Maria del Monte. Det er stilmæssigt forud for sin tid, og har en stilblanding fra E+W. Hjørnetårnene er også ottekantede og med højde på 24-26 m og en triumfbueagtig portal mod E. Diameteren på slottet er 56 m. To etager med ribbehvælv, nogle prydet med rester af marmorvægge, der i øvrigt blev plyndret af vandalerne. Hver etage har otte rum.

Ruinens restaurering begyndte i 1928. Frederiks inspiration kan have været paladset i Aachen eller gravkirken i Jerusalem, som han også havde set.

Slottet er brugt på 1 Euromønten. Bygningen er optaget på UNESCOs liste fra 1996.

Foto 10001-4 er eksterieurer. Nr. 10005-08 + 18-19 er udsigten fra slottet. Fra selve bygningen og nærbilleder er der 10009-13 + 15-17, heraf et par, der viser den specielle konglomeratsten, der er brugt i dørportaler m.m. De oprindelige marmorplader, der mange steder har siddet på væggene, er fjernet for længst, men enkle søjler og pilastre står stadig i marmor. Det gælder især 1. sal, hvor der også var spor og rester af kaminer. 10014 er en slægstavle for Frd. II.

Matera

Guide: [10041] Guide to Matera, Mariavittoria Carnovale et al., Giannatelli, 2004.

Matera i Basilicata har en gammel bydel, Sassi, med bygningskompleks gravet ud i klipperne. De er optaget på UNESCOlisten. Hulebyen var et interessant kuriosum, men ikke særligt signifikant for rejsens emne. En spadseretur viste mange forandringer i en levende by med utroligt dårlige hygiejne-, lys- og trafikforhold. Øverst og mod slugten var resterne af et kloster bygget ind i klippe. Munkene har ikke haft lys af betydning, og temperaturen hele vinteren må have været forfærdenlig. Fotografering ikke tilladt. Guiden har en del billeder af byens små kirker med meget gamle frescoer.

Naturslugten var interessant og havde mindelser om Israel, hvorfor den var brugt i forskellige film som kulisse for det Hellige Land.

Der er fotos 10020-27 + 10032-36 af byen og udsigten mod hulehusene. Nr. 10028-30 er af domkirken, der ikke blev set indvendigt. Nr. 10031 er fra en lille plads med blomstrende pebertræer, og nr. 10037-39 er fra slugten uden for bydelens bygninger.

Cosenza

Cosenza ligger i regionen Calabrien, provinsen Cosenza og byen har ca. 75.000 indbyggere.
Vestgoterkongen Alarik døde her i 412, man mener, det var af malaria, efter han i 410 havde plyndret Rom. Han blev begravet i floden ved den nuværende bro. Sagnet siger, at hans soldater skilte flodens vand i to strømme og begravede kongen mellem dem, hvorefter de lod vandet flyde sammen igen.

Under Hohenstauferne var byen retsby for Calabrien, Curia Generale. Domkirken 1222 indviet af Frederik II, og i 1242 blev Frederik IIs søn, Henrik, begravet her. Han havde gjort oprør, var indespærret i borgen Nicastro i 7 år, hvorefter han red sin hest ud over en dyb afgrund og slog sig ihjel.
Fra angevinernes tid er her gravmæler: 1272 for Isabella af Aragonien, dronning af Frankrig gift med Philip III, der tog hjem over Italien, efter sin fader, Louis den Hellige IX, der var død i Tunis under 7. korstog i 1270.
I 1432 slog kong Louis III sig ned her med fruen, Margaret af Savoy, og da hun døde her i 1434, blev hun begravet i domkirken.

Domkirken er først bygget i 11. årh., men noget uvist hvornår. Et jordskælv nedlagde den 9/6 1184, og genopbygningen var færdig i 1222, da den blev indviet med Frederik II til stede. I 1700-tallet blev facaden barok-ændret og i 1800-tallet blev facaden gotificeret. I slutningen af det 19. årh. gik man i gang med at bringe den tilbage til originalen. Arkitekt Pisanti.

Overfart til Messina. Fotos 1041-43 fra sejlturen, et med vognmandsrutens skibe på.

Messina

Byen blev ramt af jordskælv 28/12 1908, hvor 60.000 døde. Den blev også kraftigt ødelagt under bombning i WW2 og genopbygget. Meget lidt er ægte.
Af seværdigheder er den vigtigste domkirken, der dog også er genopbygget, men den har i det fritstående tårn verdens største astronomiske ur bygget 1933 i Strassbourg. Kirken har to apsider i sideskibene som eneste originale eller delvis originale dele, mens swt mwgwt brede og høje hovedskib havde ny apsis med ny mosaik, men fuldstændig i byzantinsk stil med Kristus som Pantokrat omgivet af ærkeenglene Mikael og Gabriel samt flere bibelske skikkelser, bl. Hagios Nikolaos. Loftet var smukt malet i mønstre, bræddeloft med frilagte bjælker. Facaden udvendigt var vel udført i gammel stil. Fotos 10047-52 eksterieur, foto 10053-57 interieur. Foto 10058 med astronomisk ur. En statue fra Messina fra 1537 ca. en af de spanske vicekonger? på foto 10059.

Kirken Santissima Annunciata dei Catalani er fra 1100-tallet, normansk stil især apsisudsmykning udvendigt. Kirkens navn stammer fra den catalansk periode efter 1282 med spanske soldater i byen. Kirken har mauriske træk. Foto 10060-63.

Taormina

Guide: [10043] Taormina, Lanfranco Angeli, Casa E.M., 2000.

Græsk koloniby navngivet dengang som Tauromenion efter tausobjerget. I middelalderen blev Taormina den sidste byzantinske by, der blev erobret af araberne i 902 og ødelagt under kampene. I dag har byen omkring 10.000 indbyggere med hovedindtægt fra turister. Byen ligger noget højt, ca. 250 m, et lille stykke fra kysten, og byens terræn gør den umulig for biler, så adgang er med shuttlebus; der er mange trapper. Byen havde en beliggenhed for naturlig befæstningsmulighed.

Rådhusbygning fra 1400, hvor kongevalg fandt sted efter daværende kongeslægt var uddød, foto 10064-65. Duomoen er fra 1200-tallet, men totalt ombygget.

Der er græsk teater med utrolig udsigt til Etna. Det er bygget ca. 300 f.Kr. Har en diameter på 109 m med 5.000 pladser og er et af de bedst bevarede på Sicilien. Det er også det andetstørste efter Syrakus. Hellenistisk 3. årh. f.Kr. Det blev genopbygget af romerne i det andet årh. e.Kr., men nogle af de græske korinthiske søjler står endnu.

Fotos med udsigten fra Taorminas gader og teatret mod havet, nr. 10066-70. Det græsk romerske teater foto 10071-81.

Var i 1800-tallet feriested for kejser Wilhelm II og de engelske konger Edward VII og George V.
Hotel Timeo åbnet 1874; her boede André Gide, Thomas Mann, Somerset Maugham.

Syrakus

Byen har 135.000 indbyggere og er provinshovedstad. Bycentret blev grundlagt på den lille ø Ortigia, men er i dag vokset langt uden for øen, der kun er på 0,5 km2. Korinthbeboere anlagde kolonien her 734 f.Kr. I den græske storhedstid i 4. årh. f.Kr. havde den 300.000 indbyggere.

Historien begynder med tyrannen Gelon af Syrakus, der i 480 f.Kr. besejrede en Karthagohær, så øen ikke kom under Karthagos magt. Den største blomstring havde byen i 420-320 f.Kr. Den modstod med hjælp fra Sparta Athens erobringsforsøg i 415 f.Kr.
Byen havde store stenbrud, Latomia, hvor krigsfanger blev brugt som arbejdskraft med stor dødelighed til følge.

Under tyrannen Hieron II 276-215 allierede byen sig med Rom, men hans efterfølger skiftede side, og byen blev 212 erobret af Rom. Herefter dræbte romerne Arkimedes, der boede her, og de plyndrede byen. Kulturforholdene her blev begyndelsen på græsk kulturindflydelse i Rom.
Byen var sæde for romerske statholdere i romertiden. Fra 662-668 var byen regeringssæde i det Byzantinske rige, da kejser Konstans II foretrak at bo her. Han bl.a. af denne grund myrdet i 668.

I året 878 faldt den til araberne, der ødelagde den. Øens hovedby blev derefter Palermo, og Syrakus blomstrede først op igen efter Italiens erobring af Etiopien i 1911.

Seværdigheder i Syrakus
Øen Ortygia indeholder den gamle bydel. Øen afspærrer havnearealet inden for; havneområdet kunne lukkes med en kæde holdt oppe af to bøjer - altså tre afsnit.

Ret tæt ved broen over til fastlandet ligger på Piazza Pancali ruinerne af et dorisk Apollontempel fra 6. årh. f.Kr., der blev genopdaget 1860 inde i en gammel spansk kaserne. Det er Vesteuropas ældste doriske tempel, 58 x 24 m. Det har tjent som kirke, moske, igen kirke og kaserne. Der er ikke meget af det opstående tilbage, men dimensionerne på stenhuggeriet er betragtelige. Apollontemplet foto 10126-132.

Domkirken ligger længere mod SE og har barokform fra 1700-tallet. Bygningen er i 600-tallet opbygget på resterne af antikt Minervatempel og de antikke doriske søjler er en del af ydermurenes sider. Nogle søjler kan også ses indvendigt i kirken. Kirken ligger på smuk siciliansk barokplads af uregelmæssig form. Foto 10115-123 + 10133-136.

Foto 10138 er planen for templerne på domkirkepladsen, hvor kirken nu indtager pladsen til højre på planen. Der var lagt sorte fliser ned i torvebelægningen foran kirken visende den gamle kirkes begravelseplads og templerne grundrids fra 7-6. årh. f.Kr. Kirken for enden af domkirkepladsen for Santa Luciakirken, foto 10137.

På S-spidsen af øen ligger en borg, Castello Maniace fra 1200-tallet, bygget af Frederik II. Den kan ikke beses indvendigt for øjeblikket. Restaureringen bør være færdig maj 2007. Den er opkaldt efter general Maniakes, en byzantinsk general, der erobrede byen fra araberne. Ved havnen på øens sydside findes en kilde, der menes flyde fra Olympen i Grækenland og undervands hertil, foto 10124-125.

Fastlandskvartererne blev grundlagt i oldtiden, og hovedparten af de bevarede rester befinder sig i og omkring de antikke stenbrud. Her findes Hierons alter, et stenfundament på 198 x 23 m indviet til Zeus.

Der findes et imponerende græsk teater, der er et af de størst bevarede og af verdensklasse, udhugget 5. årh. f.Kr., arkitekten var Damacopos. Det blev udvidet i 3. og 2. årh. af Hieron II og har nu plads til 15.000. Det er hugget ud af klippen med en diameter på 138 m. Nogle af stenene blev fjernet 1520-1531 af Charles V for at bygge murene omkring Ortygia. Teatrets tilskuerpladser, auditorium = cavea er 138 m bredt med 67 rækker delt i ti lodrette blokke eller kiler med indskudte diazomaer = rundgange mellem parterre og gallerier.

Der findes også et romersk teater, som der kun er få rester tilbage af. Det var 140 x 119 m i yderdiameter, hvilket er næsten som Veronas. Alle de arkæologiske rester er samlet i et område, hvor både teatrene og stenbruddet ligger.

Stenbruddet kan stadig beses. Taget på en del af det faldt ned under et jordskælv i 1600-tallet, men der er stadig huler med rester fra den aktive tid.

Det arkæologiske museum har fine samlinger af fund fra antik og senantik, bl.a. sarkofager. Foto 10082-98. Foto nr. 10096 viser skiltet til et Apollontempel, som jeg ikke måtte fotografere, men der er et billede i guidebogen om antikken på Sicilien [10039].

I den arkæologiske park så vi først indgangen med stenbrudder, foto 10099-10101, derefter det græske teater, foto 10102-05. Fra en meget stor menneskabt hule, kaldet Dionysois øre, udnyttet for byggematerialer er foto 10106-110. Fra det romerske teater i Syracus foto 10111-114.

Piazza Amerina

Guide: [10044] Mosaics of Villa "Erculia" in Piazza Armerina, Salvatore Ciurca, Udg. Museet.

Piazza Amerina ligger midt på øen noget S for Enna. Seværdigheden er Villa del Casale, en romersk villa anlagt omkr. år 300 af formodentligt kejser Maximianus, der var kollega til kejser Diokletian 284-305. Bygningsværkerne er engang i 1100-tallet blevet begravet i mudder og lå upåagtet til 1800-tallet. Det blev udgravet over flere omgange i ca. 1900, 1929, 1935 og 1950-1960.

Der eksisterer i bygningsresterne søjlerester, men hovedattraktionen er de velbevarede gulvmosaikker, der dog i deres helhed ikke tager sig strålende ud, da de er støvede og grå. Mosaikkerne er betydeligt bedre, når de i våd tilstand fotograferes, hvorfor guiden bedre viser, hvorledes villaen har set ud, når ren og poleret.

Den berømte mosaik med pigerne i bikini stammer fra badeanstalten i komplekset. På grundplanerne kan både frigidarium, tepidarium og calidarium ses. Af øvrige bygninger er triclinium og gymnasium også fundet. Fotos 10138-157. Hele udgravningen er dækket af et tag, men der er ikke sidevægge, hvorfor støvet lægger sig over mosaikkerne. Der restaureres fortsat på dem.

Cefalu

Cefalu = Cephaloedium = Kephalos p.g.a. beliggenheden på en pynt. Byen ligger ca. 75 km øst for Palermo og har i dag ca. 14.000 indbyggere og er også badested med fin strand.

Sagnet siger, at Roger II her var i havsnød og lovede at bygge en kirke, hvis han kom frelst i land. Løftet indeholdt også en passus om at opføre et mindesmærke for sejren over Sicilien. Kun få dage efter sin kongekroning blev grundstenene til domkirken, øens første romanske bygningsværk, lagt den 7/6 1131. Fyrsterne fik bygget en kirke, der ser betydeligt mindre østlig ud end de senere bygninger i Palermo og Monreale. Bygmesteren formodes at have været kendt med stilen fra klosteret Cluny, hvilket viser sig i det høje tværskib og de kraftige vesttårne. Kirken blev i øvrigt betjent af Augustinerkanniker.
[9786]

I Cefalu blev karthagenienserne besejret af Gelon af Syrakus og Theron af Akragas i 480 f.Kr. Iflg. byens egen webside kendes byen dog ikke fra før 396 f.Kr. Byen har enkelte rester af romerske bade. Den er også kendt fra normannertiden. Kong Roger II 1130-1131 genopbyggede byen, efter den var blevet ødelagt af araberne.

Domkirken er udvendigt vel bevaret. Den har to bastante firkantede, firetagers tårne, der indrammer vestfacaden med porticus / narthex fra 15. årh. Fra nordre sideskib er der adgang til korsgang og klosterhave. Hele østdelen er fra 1148, men vestenden er fra 1180-1200 og bygget mindre, end den første plan var tænkt.

Treskibet indre med søjleseparering, søjler med romanske og byzantinske kapitæler og buerne mellem dem i hesteskoform med arabiske mønstre. Der er langt og højt tværskib, hvoraf den sydlige fløj har hvælv, resten og skibet har træloft. Den lange byggeperiode med forskellige bygherrers skiftende prioriteringer ses i misforholdet mellem midterskibet og sideskibenes højder, sidstnævnte meget formindskede. Sideskibenes apsider har tøndehvælv.

Koret er i nordeuropæisk halvrund hesteskoform med 16 antikke søjler. Der er hvælv i kor.

Kirkens indre blev kraftigt restaureret i 1559 og kun mosaikkerne i apsis og sidste fag i koret fra 1148 har overlevet. De blev igen restaureret i 1859-1862, men siges alligevel at være mere originale end Palermos og Monreales, og er de fineste der findes. Apsismotiverne forestiller Kristus som Majestatis + Maria, ærkeengle og 12 apostle nederst. I koret er der bispetrone i marmor med mosaikker.

Roger II døde 1154, og byggeriet lå en tid stille, og de fortsættende bygmestre var ikke normannere, men italienske, og stilen blev lidt ændret. Kirken blev indviet i 1166, men facaderne stod først færdige i 1240. Det var meningen, at kirken skulle være slægtens hovedkirke for begravelser, men gravkirken blev i Palermo, og Rogers kiste blev flyttet herfra til Palermo.

I 1140'erne var der en gruppe meget dygtige græske kunsthåndværkere i gang på Sicilien. Sandsynligvis kom de fra Konstantinopel. De dekorerede de normanniske kirker, der blev bygget efter nordeuropæisk stil, og de ældste mosaikker er i Cefalu og Capella Palatina i Palermo. De er begge basilikaer, og Capella Palatina er en "længde"-kirke; i denne type er hæderspladsen østapsis, og det er der, man ser Jesus i Pantocrator-rollen ofte med Maria anbragt lidt lavere på muren.

I Cefalu, der er en kuppel-basilika, forekommer Jesus - Gud både i apsis og kuppel. Specielt for Cefalu var der et vindue i apsis, der nødvendiggjorde en tilpasning af designet, og derfor er det faktisk kun i La Martoranakirken i Palermo, se nedenfor, at et byzantinsk standard-design findes.
[9546p99ff]

Fotos og postkort nr. 10159-161, der er kirken set fra panoramavejen, samt foto 10162-180+182-183, der er fra kirken eks- og interieur, mens nr. 10181 er fra havnen fortovscafe.

Palermo

Guide: [10045] Art and History Palermo and Monreale, Patrizia Fabbri, EB Boneschi, c. 2000.

Palermos glansperiode var under normannerne 1071-1189. I dag har byen omkring en million indbyggere. Regionshovedstad og provinshovedstad med regionalparlament i det gamle slot. Stor havneby. Den er grundlagt af fønikerne i 8. årh. f.Kr. og har ikke været græsk koloniby. Fra 900 til 1100 i arabernes magt og derefter i normannernes.

Palazzo dei Normanni
Palazzo dei Normanni med Capella Palatina. Paladset er prydet af marmorgulve, byzantinske mosaikker, arabisk stalaktit, og det er i dag parlament og præget af om- og tilbygninger fra 15-1600. Oprindeligt opført af araberne i 1000-tallet på ruiner af et romersk fort. Roger ombyggede det i 1100-tallet med arabiske arkitekter. Det blev ikke benyttet fra Frederik II flyttede hoffet til Italiens fastland. Da aragoneserne kom til magten boede de i Palazzo Steri.

Capella Palatina
Paladskapellet, indviet til Sankt Peter, er en helstøbt bygning opført af araberne, men ombygget i 1132-1140 af Roger II og fremstår stadig sådan, selv om den er restaureret, og håndværkerne har ændret på mosaikkerne, så der mangler noget af deres byzantinske liv. Der er adgang til kapellet gennem en narthex til den treskibede bygning med et lavt klerestorium, hvor sideskibene er adskilt fra midterskibet med antikke granitsøjler med korinthiske kapitæler med høje buer imellem. Der er også tre apsider. Kapellet var under restaurering ved besøget og kunne ikke betragtes i sin helhed.

Mosaikkerne med Pantocrator - delvis tildækkede - og engle giver mindelser om Hagia Sophia, og i nicherne forestiller mosaikkerne de fire evangelister, og buerne er prydet med scener fra GT. De er opsatte en gang mellem 1143-1189 under en restaurering.

Der er gulvmosaikker. Der er kassettetræloft med stalaktitter efter arabisk stil. I inventaret er der betydelig prædikestol og påskelysestage af marmor, den ældste romanske på Sicilien. I W-enden en kongetrone. Indgangspartier er fra 1900-tallet. Krypten er formodentligt det originale kapel for Roger selv.
[9902p.219]

Normannerpaladset kan kun ses på tidsbestemte billetter. Foruden kapellet gennemgås med guide h ele slottets åbne del, inklusive parlamentsamlingssalen. Parlamentsbygningen er lidt nedslidt, men under renovering. Der har været jordskælv for nylig, der fik ganske meget puds og stucco til at falde ned. Resterne af det gamle slot blev kongeslot under Napoleon, hvor kongen flygtede fra Rom hertil.

Foto fra slottet nr. 10184-186 indre slotsgård, nr. 10187-10199 fra kirken, nr. 10200-201 udenfor. Fotos 101202-204 er fra resten af slottet. Uden for slottet passeres Porto Nuovo foto 100205.

San Giovanni degli Eremiti
Kirken i nærheden er San Giovanni degli Eremiti med tre lyserøde kupler opført af Roger II i 1130'erne. Formodentligt med genbrug af en oprindelig moske, der var transformeret fra benediktinerkloster opført i 581. Klostergård fra 1200-tallet. Ikke beset.

La Martoranakirken = Sant' Maria dell' Ammiraglio
Guide: [10046] Palermo The Churches of the Martorana and San Cataldo, Rodo Santoro, Arnone Palermo, 2005.

I samme bydel ligger La Martoranakirken bygget for Roger IIs græskfødte admiral Georgios Antichenos 1148 (eller 1143-1151). Formen er et græsk kors. Sammenlignet med Cefalu og Capella P. er denne kirke en undtagelse.

Kirken har mosaikker med bl.a. Jomfru Marias himmelfart samt billedet af Roger, der modtager kongekronen af Kristus, og admiralen kaster sig for fusserne af Maria. Kirken meget benyttet som bryllupskirke af albanske folkegruppe og følger byzantinsk ritual.

Omdannet i 1600-tallet og barokiceret. Indgang gennem kampanilen til det indre med mosaikker. Den originale indgang er dækket af senere tilbygninger.

Fotos 10224-225 fra gadehjørnerne med de fire konger, nr. 10226-227 er springvandet ved siden af San Cataldokirken og gaden ned til dem. Fotos 10228-229 er af San Cataldokirken med tre røde kupler, indvendigt numrene 10245-253. Fotos 10232-244 er fra La Martoranakirken med mosaikker.

Capella di San Cataldo
Se ovenstående guide [10046].

Kirken er bygget ca. 1161 af William Is kansler og indviet til Sankt Peter. Før kirken stod der en synagoge på stedet, og visse dele fra den er brugt i kirkebygningen. Dens kupler er muslimske halvkugleformede på korte cylindre. Fra 1787 til 1885 blev bygningen benyttet som postkontor, og den står i dag uden indre udsmykning, der aldrig kom i, som et rent arkitekturmonument.

Palermos Domkirke
Palermos Domkirke blev påbegyndt 1179 eller 1185 for den engelske ærkebiskop, Walter of the Mill eller Gualtiero Offamilio, der bar titlen 1169-1185. Den er indviet til Mariæ Himmelfart (Assumption). Bygningen, der står på ruinerne af en oldkristen basilika, der senere blev moske, er præget af senere ombygninger, mest drastisk i 1700-tallet, hvor skibet blev gjort bredere og centralkuplen kom til. De små kupler og apsider med majolicafliser er originale normanniske. Klokketårnene mod W er originale under spirene.

Kirken rummer de store sarkofager for Roger II, Henrik VI og Frederik II. Skib og kor over 100 m langt. Udsmykket udvendigt på apsis, særtegn for normannisk stil. Kampanile forbundet med gotiske buer til kirkebygningen. Loggia fra 1100-tallet. Sydportalen er fra 1425. Det indre delvis restaureret i 1700-tallet i klassicistisk stil, og der er opstillet en del porfyrsarkofager. Det ydre blev misdannet ved en restaurering 1781-1801.
[8787, 9902p.220]

Domkirken udvendigt fotos 10206-216 + 222-223. Gravene af Frederik II og Henrik VI nr. 10217-221, meridianen i kirken med soltegnene har nr. 10230-231.

Der er et domkirkemuseum, hvor de viser Constance af Aragoniens tiara = den spanske kejserkrone fra 1100-tallet.

Monreale

Guide [10047] The Cathedral of Monreale - City of the Golden Temple, Giusepp Schiro, Mistretta, 2006.

Monreale = Montereale ligger ca. 15 km syd for Palermo i 310 m højde på siden af bjerget Monte Caputo. Byen har i dag 32.000 indbyggere og er en selvstændig kommune på 529 km2.

Når der blev bygget palads lige her, skyldes det ifølge legenderne, at kong William II i en drøm så Jomfru Maria, og på samme sted begyndte han opførelsen af domkirken. Mere politisk skyldes det Palermos meget stærke biskop, som kongen ville omgå ved selv at have et magtcentrum, hvis religiøse leder han kunne styre. Og det lykkedes kongen at få udnævnt en ærkebiskop her, så tæt på Palermo.

Domkirken i Monreale
Domkirken i Monreale, Siciliens største, er bygget 1172-1176 for William II, og den er viet til Maria Himmelfart, og højalteret blev indviet 1176. Kirken var allerede i 1182 blevet så betydningsfuld, at den ved en pavelig bulle i 1183 blev ophøjet til ærkebispesæde (pave Lucius III, 1181-1185). Den har en af verdens største mosaikudsmykninger på 6.340 m2.

Kirkerummet er over 100 m langt og 40 m bredt skib med antikke monolitsøjler af granit mellem det brede midterskib og de smalle sideskibene, korinthiske kapitæler. Triforium og højt klerestorium. Gulvbelægningen i koret er af marmor og porfyr lagt efter opus alexandrinum. Skibets gulvbelægning er fra 1500-tallet.

Østenden har kor og tre apsider efter byzantisk norm. Der er bag højalteret en bispetrone i marmor og foran alteret på nordsiden en kongetrone. I tværskibet er gravene af William I, der døde 1166, og William II, der døde 1189; den førstes med ciborium. William IIs monument er først fra 1575, og de blev begge delvis ødelagte af en brand i kirken i 1811. I dag noget ubehjælpeligt restaureret.

I korets nordside er der grave for William Is dronning (gift 1150), den spanske Margaret af Navarre, der døde 1182. Endvidere parrets to sønner Roger, 1152-1161, og Henry, 1158-1172, samt en urne med indvoldene af Louis IX af Frankrig, der døde i Tunis under sit korstog, og hvis søn, der deltog i togtet, rejste hjem over Sicilien og åbenbart ikke ville slæbe indvoldene med længere.

Vestenden har to tårne og narthex, mens det oprindelige atrium er erstattet af en renæssance portico. Kirkens bronzedørene i nordporten er støbt af Barisanus fra Trani i 1185 ca. og er nu den almindelige indgang, mens W-facadens døre er af Bonanno da Pisa i 1185 med 42 bibelske scener og med løve og grifmotiver, der var normannernes symboler; sidstnævnte benyttets ikke til daglig. Samtidig med kirken blev opført et stort benediktinerkloster og heraf er klostergården intakt og nogle klosterbygninger står som ruiner, mens andre benyttes til andre formål.

Klosteret blev betjent af munke importeret fra fastlandet. De var Benediktinere af Clunyskolen. Der står lidt af dormitoriet og fraterafdelingens mure endnu samt syd for kirken klostergårdens korsgang med 228 søjler i forsk. udformninger fra omkring 1200. Korsgangens sidelængde er 47 m.

Mosaikkerne er her også - som i Cefalu - også udført med græske kunsthåndværkere, men med brug af lokale til udfyldningsopgaver. Alligevel er indtrykket her mindre byzantinsk end i Cefalu og Capella P. En inspirationskilde menes at være Markuskirken i Venedig samt kirkerne i Palermo og Cefalu.

Væggene ligner mere gobelinudsmykkede uden den indfatning, som de to andre steder har, og som den byzantinske stil krævede. Farverne er heller ikke helt så klare her som i de før omtalte. Det kan skyldes en anden smag hos kong William II, der fik dem udført.

En anden forklaring kan være, at håndværkerne er medbragt 1185 efter normannernes udplyndring af Thessaloniia eller de er kommet som flygtningne i 1187 efter Jerusalems fald. Håndværkerne har måske endda bragt materialerne med sig. Da William døde i 1189, var mosaikkerne først lige blevet færdige.
[9546, 9902p.220]

Foto fra domkirkens ydre er nr. 10254-260 + 10273-276 + 10290-292. Fra det indre er nr. 10261-272, og fra klostergården fotos 10277-289. Mosaikmesterenes værksted foto 10293-295.

Lystslottet La Zisa er et særpræget bygningsværk fra 1150-1200. Navnet stammer fra arab. aziz = prægtig. Det blev påbegyndt af William I i 1164 og fuldført under William II i 1180. Det blev ombygget af en spansk familie. Restaureret og tilbageført 1974-1990.

La Cuba slottet er en malerisk ruin. Navnet stammer fra kubbeh = kuppel. Slottet blev benyttet af Frederik II 1200-1250.

La Cuba slotsruinene med den græsselige gård er på foto 10296-302. La Siza slotsruinen er på foto 10303-305, og Admiralens bro er på fotos 10306-308.

Nogen kilder brugt her foruden guiderne nævnt ovenstående:
[8787] Alick McLean - Romansk Kunst, Könemann, 1995;
[9786] Dr. Altmann et al. - Die Grossen Kathedralen, Klöster und Pilgerstätten, Albatros, 2002;
[9546] Steven Runciman - Byzantine Art & Civilisation, FS, 2004;
[9086] Nicola Coldstream - Medieval Architecture, Oxford Hist. of Art, 2002;
[9857] Roger Stalley - Early Medieval Architecture, Oxford Hist. of Art, 1999;
[9902] Kenneth John Conant - Carolingian & Romanesque Architecture 800-1200, Penguin, 1959;
Jørgen Marcussen
Revised 16 April 2007.
Back to history articles page
Back to top
Back to front page of history pages
Back to front page