Politik, regenter og kronologi i Romerriget ca. -80 til +150

Opdateret 26. maj 2012.


Indhold

  Indledning
Statsoverhoveder og kronologi
Titler og rang
     Militære
     Civile
Kejserens navne og titler
Lokalt bystyre
Familieforhold
Navneskik blandt romere
Forvaltning af riget, penge
Kilder

Indledning

Lister og kronologi i denne tekst er dannet som baggrund for et besøg i Napoliområdet med fokus på begivenhederne fra borgerkrigen i 80'erne f.Kr. til efter Vesuvs udbrud i 79 e.Kr.

Der indledes med en udvidet kopi af regentlisten fra filen Kejsere og paver. Og efterfølgende bemærkninger om embedsmændenes rang og titler og funktionsperioder og funktionsområder.

Til den tidlige historie op til kejsertidens begyndelse benyttes gerne historikeren Livius (* 59 til 17 f.Kr.) som kilde, da hans værk Ab urbe condita libri, på dansk Fra byens grundlæggelse, indeholder meget om den politiske historie.


Statsoverhoveder og kronologi fra - 80 til + 150

Negative tal forstås i kronologien som værende årstal før Kristi fødsel.
Reg.år Kejser - pave - bemærkning
-107 - -86 Gaius Marius, consul;
Gaius Marius blev genudpeget som konsul syv gange. Han var skyld i Roms første borgerkrig i sin kamp mod Sulla i årene - 88-87.
- 100 Serapisdyrkelse og Isisdyrkelse indførtes.
  - 90 Forbundsfællekrigen føres til 88. Italienske folkeslag uden for Rom kæmper for rettigheder som romere.
  - 89 Hele Italiens befolkning fik romersk borgerret.
  - 88 Mithradates fra Pontos angreb romerske provinser i Tyrkiet og Grækenland.
-81 - -79 Lucius Cornelius Sulla, dictator;
- 83 Sulla reformerede retsvæsenet.
-66 Gnaeus Pompeius = Pompejus den Store, på eng. kaldet Pompey
Han fik udvidede magtbeføjelser og underlagde sig en del af de østlige provinser i Lilleasien og mod Kaukasus.
- 73 Slaven gladiatoren Spartacus ledte et slaveoprør, der senere nedkæmpedes.
-63 Marcus Tullius Cicero, consul;
- 66 Mithradates besejredes af Pompeius den Store.
-60 - -53 Pompeius + Julius Cæsar + Marcus Licinius Crassus
De dannede det første triumvirat;
- 55 Pompejusteatret opførtes i Rom som det første.
-49 - + 69 Perioden, hvor Julius Cæsar og de efterfølgende kejsere fik enevældig magt.
Han efterfulgtes fra 44 f.Kr. til år 69 e.Kr. af kejserne af den Julianske-Claudinske linje.
- 48 til - 44 indledtes perioden med borgerkrig mellem triumvirets medlemmer og senat kontra folkeforsamling.
-49 - -44 Julius Cæsar, diktator;
Hævdede selv, at slægtsnavnet Julius gjorde ham til efterkommer af Julus, søn af Aeneas, hvis moder var gudinden Venus. Julus flygtede med farfar og far fra Troya og kom til Italien, hvor ætten grundlagde en by, der mange følgende år blev styret af Julus' efterkommere.
På et tidspunkt var byhøvdingen Aeneas efterkommer Nomitor, der blev fordrevet af sin bror, Amulius, der dræbte Nomitors sønner og lod datteren Rhea Silvia leve som vestalinde. Det så krigsguden Mars, der besvangrede hende, og hun fødte tvillingerne Remus og Romulus. Amulius forsøgte at dræbe dem ved at sætte dem ud i floden, men de reddedes, voksede op, og efter en broderstrid, hvor Romulus dræbte Remus, grundlagde Romulus ROM den 21. april 753 f.Kr.
Med denne oprindelsesmyte kunne Cæsar hævde sin guddommelige herkomst fra både Venus og Mars, hvilket lagde grunden til senere guddommelige forbindelser til kommende kejsere og indgik i kejserkulten, hvor også adoption kunne være grundlag for nedstamning fra adoptivfædre.

- 58 Julius Caesar proconsul i Gallien 49 f.Kr. efterfulgt af
- 49 til - 45 borgerkrig, som J.C. vandt.
- 45 Ciceros filosofiske hovedværk blev udgivet.
-43 - -36 Gaius Julius Caesar Octavianus + Marcus Antonius + Marcus Aemilius Lepidus dannede i:
- 43 Det andet triumvirat;
- 40 c. Vægmalerierne i Villa dei Misteri uden for Pompeji udførtes.
- 32 Borgerkrig mellem Antonius og Octavianus;
- 31 Slaget ved Actium, Octavianus besejrede Antonius og Cleopatra flygtede.
- 30 Octavianus erobrede Alexandria, Antonius (* - 82), Cleopatra (* - 69) døde.
- 27 den 13. januar blev republikken efter borgerkrigen teoretisk retableret og kaldes for principatet med Octavianus som "principes", reelt som kejser.
-30 - +14 Octavianus = C. Julius Caesar Octavianus = Augustus,
* 0063-09-23 f.Kr. og givet navnet Gaius Octavius, af fjender senere kaldet Octavian, idet navnets endelse peger på hans adopterede ophøjelse og ikke af fødsel højadelig.
Faderen med samme navn var Gaius Octavius, der ægtede Atia, en datter af senator Marcus Atius Balbus og Julia, der var Julius Cæsars søster. Cæsar blev altså den kommende kejsers grandonkel.
Faderen, Gaius Octavius, steg i graderne i embedsvældet og blev statholder i provinsen Makedonien. Han vendte i -59 tilbage til Rom, hvor han døde samme år.

Han efterlod sig foruden hustruen og Octavianus også en datter, storesøster til Octavianus, Octavia, der senere blev gift med Marcus Antonius efter hans første hustru Fulvia var død i -40. Octavia var lige blevet enke efter Gaius Claudius Marcellus med hvem hun havde fået sønnen Marcus Claudius Marcellus, der blev Octavianus' første svigersøn.

Octavianus var gift med Claudia, en datter af Fulvia. De blev skilt i år -40, og han ægtede i stedet Scribonia, der var søster til Sextus Pompeius' svigerfar. Da forholdet til Sextus Pompeius i -39 blev forværret, lod han sig skille fra Scribonia, der fødte Octavianus' eneste barn, datteren Julia.

Octavianus giftede sig atter den 18. januar -38 med den kun 19-årige Livia Drusilla. Hun var gift med Tiberius Claudius Nero, som hun i år -42 havde født sønnen Tiberius, den senere kejser. Hun var endda ved indgåelse af det nye ægteskab svanger med første ægtemands anden søn Drusus, der senere blev general for Octavianus. Dette ægteskab holdt, til han døde 52 år senere.

Octavianus' moder, Atia, giftede sig efter Gaius Octavianus' død i -59 atter; denne gang med exkonsulen Lucius Marcius Philippus og fik mindre interesse i sønnen, der nu blev opdraget af sin bedstemor, Julia, Cæsars søster. Julia døde i år -51, da Octavianus var 12 år gammel. Da var han så uddannet i retorik, at han holdt ligtalen for bedstemoderen. I -49 nåede han voksenalderen og blev fuldgyldig romersk borger.


Octavianus indledte sin erhvervskarriere med ved Cæsars hjælp at blive valgt som en af pontifexerne, og året efter blev han præfekt over Rom. Han ledsagede Cæsar på en del af togtet mod Spanien i -45 og samme år den 13. september blev han i Cæsars hemmelige testamente indsat som hovedarving og til at blive adopteret af ham på dennes dødsdag. Forudsætningen var, at Cæsars hustru, Calpurnia, ikke fødte Cæsar en drengearving. Octavianus skulle arve totredjedele af formuen, mens den sidste tredjedel skulle deles mellem Cæsars to grandnevøer, sønnerne af hans ældste søster. Det var Lucius Pinarius og Quintus Pedius.

Med i Octavianus' arv var også forpligtelsen til gennem adoptionen at tage navnet Gaius Julius Cæsar. Efter normal romersk navneskik skulle han tilføje et navn med reference til sin fortid, så han burde kalde sig Gaius Julius Cæsar Octavianus. Brugen af det sidste led i navnet afstod han dog fra, da det erindrede om hans ringere byrd.

På Cæsars togt mod først Dakien, der ligger nord for Donau, og derefter fortsat med togt mod partherne var Octavianus med som næstkommanderende, Magister equitum, og Marcus Vipsanius Agrippa, der senere en årrække skulle blive Octavianus' bedste flådechef og hærfører, var hans ene adjudant, og den anden adjudant blev Quintus Salvidienus Rufus.

Efter mordet på Cæsar og de efterfølgende uroligheder i Rom, hvor det så ud til, at Marcus Antonius, der var den ene af årets konsuler, sammen med Marcus Æmilius Lepidus, Magister equitum, skulle overtage magten, vendte Octavianus fra Illyrien / Apollonia hurtigt hjem over Adriaterhavet og tog til Rom. Octavianus blev efter forskellige forhandlinger, trusler, kampe og aftaler i år -42 den ene af de tre triumvirer: Marcus Antonius, Lepidus og Octavianus. Han blev konsul med særlige beføjelser og fik i år 27 f.Kr. den 16. januar af folkeforsamling og eller senat tildelt navnet Augustus, som han brugte derefter, og denne dag er den seneste, som man regner riget for et kejserdømme fra.
[Thomsen]

Først ved kejsertidens indledning var latin blevet det almene sprog på hele den italienske halvø, efter de administrative funktioner alene betjente sig af det, og befolkningerne derfor efter forbundsfællekrigens slutning i -88 efterhånden gik over til det som dagligsprog. De udkonkurrerede sprog var i Appenninerne de umbriske mod nord og de oskiske mod syd, enkelte oskiske grafitti er fundet i Pompeii. Grafittien kaldes for dipinti.
Græsk var længe et betydeligt sprog i og uden for de græske kolonier og blev efter latinens sejr stadig sproget for overklassens ambitioner om at være kultiveret takket være de mange græske borgere, slaver og importerede lærde.
[Skydsg.1979, p.17]
- 33 til - 28 Vitruvius' De architectura udgives.
- 19 Vergils Æneiden udgives.
-   9 Slaget i Teutoburger Wald. Germaneren Arminius besejrede og udslettede tre romerske legioner.
14 - 37 Tiberius Claudius Nero;
Augustus' stedsøn, som han adopterede år 0004-06-24; efter adoption kaldet Tiberius i stedet for Julius Caesar.
Han anerkendtes som princeps fra adoptionsfaderens dødsdato år 0014-08-19.
† år 0037-03-16.
37 - 41 Caius Claudius Nero Germanicus = Caligula = Caius Caesar Augustus Germanicus.,
Tiberius' broders barnebarn = grandnevø.
Myrdet år 0041-01-24.
41 - 54 Tiberius Claudius Nero Drusus Germanicus, Tiberius' broders søn.
Onkel til Caligula. † 0054-10-13.
43 Britannien erobres endeligt.
54 - 68 L. Domitius Ahenobarbus. Efter adoption: Tiberius Claudius Drusus Germanicus Caesar.
Som kejser kaldet: Imp. Nero Claudius Caesar Augustus Germanicus, Tiberius Claudius' kones søn.
Nero begik selvmord 0068-06-09 efter et oprør. Han var den sidste kejser af den julianske-claudianske linje.

62 voldsomt jordskælv i Pompeii og Herculaneum. Genopbygningen var ikke fuldendt ved vulkanudbruddet i 79.
c.64 - 67 PAVE
St. Peter - Simon Bar-Jona, fra Bethsaida in Galilee; Den første pave; titlen anerkendes ikke af alle;
67 - 76 PAVE
St. Linus, fra Toscana. Han fik overgivet embedet direkte fra St. Peter og Paul efter grundlæggelsen af den romerske kristne menighed og blev derfor på en måde den første pave, men fra en gang i 300-tallet begyndte man at tælle fra Peter som numme et.
Det er også for tidligt at tale om et egentligt paveembede, da ingen funktioner og ritualer med hensyn til valg eller bare for biskopembedet endnu var fastlagt. Hans placering skyldes, at en person med navnet Linus var følgesvend til Paulus og sendte hilsner til Timotius i Efesos.
Han kendes fra listen over de første paver udfærdiget af Irenaeus fra Lyons omkring år 180 og Hegesippus fra omtrent samme tid. Listerne blev bekræftet af Eusebius, men det var først omkring år 300.
69 - 69 Aulus Vitellius Aulus Vitellius Imp. = Germanicus Imp.
År 69 kaldes for året med de fire kejsere.
Det indledes med troppernes udnævnelse af Vitellius til kejser den 1/1.
68 - 69 Servius Sulpicius Galba Imp. Caesar Augustus.
Årets anden kejser. Den 15/1 år 69 myrdes han i Rom, og Otho udråbes dér til ny kejser.
69 - 69 Marcus Salvius Otho. Som kejser: Imp. Otho Caesar Augustus
Den tredje af de fire kejsere dette år. Den 15/4 besejres han i Norditalien af Vitellianus' styrker og begår selvmord.
 


Herefter følger tre kejsere af den flavianske linje
 
69 - 79 Titus Flavius Vespasianus, eller Imperator Caesar Vespasianus Augustus.
Udnævntes til kejser 0069-07-01 i de østlige provinser, og hans styrker besejrede 27-28/10 Vitellianus' styrker i Norditalien og gik mod Rom, som Vespasianus indtog 20/12 og herunder dræbtes Vitellius.
Vespasianus døde 0079-06-23 og efterfulgtes af sin søn Titus.

77 Plinius den Ældres Naturalis Historia udkom.
79 Vesuvs udbrud i sommeren eller efteråret.
76 - 88 PAVE
St. Anacletus = Cletus, fra Rom, original græsk navneform var Anencletos med betydningen "fejlfri", og også den forkortede form Cletus var anvendt, hvad der fik senere skribenter til at mene, at der var tale om to forskellige personer.
Embede som biskop af Rom. Han står også som havende haft embedet fra 79 til 91.
Som for Linus var der endnu ikke regler for embedet eller dets indhold. Et monarkisk enerådende overbiskopsembede var slet ikke udmøntet endnu.
79 - 81 Titus Flavius Vespasianus, Imp. Titus Caesar Vespasianus Augustus.
Søn af Vespasianus; han døde allerede 0081-09-13 og efterfulgtes af sin bror.
81 - 96 Titus Flavius Domitianus Imp. Caesar Domitianus Augustus.
Broder til Titus. Domitianus myrdedes i Rom 0096-09-18, som den sidste af det flavianske dynasti.
 


Kejserne frem til år 193 kaldes adoptionskejserne
 
88 -97 PAVE
St. Clement, fra Rom; biskop af Rom som Clement den Første. Også nævnt som havende embedet fra 91 til 101.
Enkelte kilder som Tertullian († 225) og Jeronimus († 420) mente, han var blevet ordineret af St. Peter selv som sin umiddelbare efterfølger. Andre kilder har mere vidtgående meninger om hans liv og levned.
Clements betydning ligger i hans indgriben, som repræsentant for romerkirken, og med autoritet over for menigheden i Korinth, der havde uoverensstemmelser med hensyn til behandlingen af nogle ældre kirkefædre, der var blevet udstødt. De er det tidligste eksempel på sådan indgriben fra centralt hold i Rom og brevet havde et omdømme, der gjorde det til et oplagt emne for inklusion i NT, men det blev altså ikke indsat.
Andre og senere autoritative skrifter er blevet tillagt hans forfatterskab, men kan ikke med sikkerhed spores til ham.
96 - 98 Marcus Cocceius Nerva Imp. Caesar Nerva Augustus.
Nerva adopterer i oktober 97 Traianus, der bliver næste kejser efter Nervas død 0098-01-28.
97 - 105 PAVE
St. Evaristus, fra Grækenland; biskop af Rom. Også anført som pave fra 100 til 109.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
98 - 117 Marcus Ulpius Traianus Imp. Caesar Nerva Traianus Augustus.
Nervas adopterede søn. Han dør 0117-08-11 og efterfølges af sin slægtning, Hadrianus.
105 - 115 PAVE
St. Alexander I, fra Rom. Biskop af Rom. Alle opgivelser om hans tjenestetid er gætterier.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
115 - 125 PAVE
St. Sixtus I eller Xystus, fra Rom. Biskop af Rom.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
117 - 138 Publius Aelius Hadrianus Imp. Caesar Traianus Hadrianus Augustus.
Trajanus' adopterede søn.
125 - 136 PAVE
St. Telesphorus, fra Grækenland. Ikke meget om hans bedrifter er troværdigt, men han blev martyr under enten kejser Antonius Pius i 138 eller i slutningen af kejser Hadrians styre slut i 138.
136 - 140 PAVE
St. Hyginus, fra Grækenland. Biskop af Rom. Embede måske fra 138 til 142.
Der er så godt som ingen toværdige oplysninger om hans bedrifter.
138 - 161 Titus Aurelius Antonius Pius Titus Aurelius Fulvus Boionius Arrius Antoninus.
Efter adoption: T. Aelius Hadrianus Antoninus Pius.
Som kejser: Imp. Caesar T. Aelius Hadrianus Antoninus Augustus Pius.
Hadrianus' adopterede søn.

Titler og rang

Militære titler og andre formelle forhold

Der store forskelle mellem romersk militær i tiden før Forbundsfællekrigen og tiden derefter, og i kejsertidens senere år skete igen gentagne ændringer i både hærstyrkers antal, størrelse og ledelse. Det er derfor nødvendigt at notere detaljer for for hver periode for sig.

Den ældste hær var en borgermilits. Den blev udskrevet ved en almindelig værnepligt, og soldaterne blev indkaldt, når et hærtogt skulle sættes i gang, og de blev hjemsendt når kampagnen var slut.

Indkaldelserne skete på grundlag af en udskrivning fra borgerlister, og det var frotrinsvis de mere velstående frie bønder, der udgjorde grundstammen i militsen. Udeblivelse blev straffet hårdt, hvilket nok har været nødvendigt, da værnepligten strakte sig fra det 17. leveår til det 60. år, selv om soldater over 46 år kun kom i reserven og kun undtagelsesvis blev indkaldt. Der regnedes normalt med at en ryttersoldat højst tjente i 10 år og en fodsoldat i højst 16 år. Det krævede den største formue at blive ryttersoldat. Borgere med begrænset formue blev fodsoldater og de fattigste blev matroser.
[Drachmann p.86-114 (mange militære detaljer taget derfra)]

Den yngre tid - kejsertiden
Militsen, der blev hjemsendt mellem felttogene for at soldaterne kunne passe deres landbrug, ændrede karakter, da erobringskrigene efterhånden blev ført længere væk fra Rom, og kom til at vare længere. Der blev nu normalt en stående hær på omkring 10 legioner, der var placeret i de besejrede områder, der fik status af provinser. Dette skifte foregår mellem Forbundsfællekrigen og kejsertidens indledning, men er en glidende overgang, som man ikke overordnet kan sætte et fast årstal på. Fx betød forbundsfællekrigens afslutning, at ikke-romerske borgere nu blev optaget i hæren, og generalen og konsulen Gaius Marius, 157-86 f.v.t., gjorde det muligt for alle samfundslag at melde sig til hæren, der efterhånden også blev en hær af frivillige hvervede soldater.

Legionen
Legionen var hærens grundenhed. Ordet legion blev til 300-årene f.Kr. brugt om hele hæren, men gik derefter over til i det sidste århundrede f.Kr. at blive brugt om en hærmasse på 5.120 mand. Legionerne var bemandet med romere, der kunne være fra "grundstammen", men også være mænd fra andre stammer, der ved forbund eller på anden vis havde opnået borgerskab i Rom. Soldater, der ikke havde borgerskab og derfor ikke var bedømt som pålidelige nok til kernetropperne, blev organiseret i hjælpelegioner, de såkaldte auxiliae.

Legionens organisation i den ældre tid
Legionen bestod af 4.000 til 6.000 mand fodfolk og omkring 300 ryttere. Fodfolket var delt i de svært bevæbnede og de let bevæbnede.
De svært bevæbnede blev delt i tre aldersklasser. En soldat i den yngste klasse kaldtes for hastatus og i ordet ligger en bevæbning med kastespyd. Hastati dannede forreste linje i kampformationen.
En soldat i den mellemste klasse kaldtes for en principis, og principes dannede den anden linje i formationen.
En soldat i den ældste klasse kaldtes for en triarius, og triarii dannede den tredje linje.

En klasse deltes i 10 manipuli også kaldet ordines.1) Hver manipel deltes i to centuriae.
1) Men ordo brugtes også om centurionen og er derfor diffus. Maniplerne kunne for fx triarierne hedde primus pilus, secundus pilus osv.

Antal af soldater
Første klasse,     hastati, havde 60 mand per centurion = 1.200, der kunne forøges med 900mand.
Anden klasse, principes, havde 60 mand per centurion = 1.200, der kunne forøges med 900 mand.
Tredje klasse, triarii, havde 30 mand per centurion = 600 mand.
I alt gav det 4.200 til 6.000 mand per legion eksklusive rytterne.
[Ørsted p.22, Drachmann p.89-92]

Rytterne deltes op i 10 turmae hver på 30 mand, men rytteriet blev nedlagt allerede efter Forbundsfællekrigene. De letbevæbnede, der kaldtes velitis / velites, var de fattigste og yngste soldater. Af dem havde hver legion 1.200 mand. Fra Cæsars tid var hele legionen svært bevæbnet og deltes i legiones tironum og legiones veteranae, og legionerne fik nu faste numre, som de blev kendt under. Når legionen formeredes med de tre angrebsrækker: hastatii, principes og triarii, så blev hjælpetropperne med soldater fra forbundsfællerne, foederatii, opdelt i kohorter, placeret i flankerne og med op til samme antal som de regulære borgertropper, altså fra 4.200 til 6.000 mand.

Der blev i kejsertiden forskellig tjenestetid for de hvervede soldater: legionerne tjente i 20 år, der kunne forlænges med 5 års veterantjeneste, garden tjente i 16 år, og hjælpetropperne tjente i 25 år. Veteraner, der blev fem år ekstra i tjenesten dannede særlige afdelinger uden geledtjeneste og var nærmest at betragte som underofficerer.

Under Cæsar havde en legion 10 kohorter, hver delt i tre manipler. Første kohorte var på 1.000 mand, anden til tiende kohorte havde hver 500 mand. Det giver i alt 5.500 mand, hvortil kom 120 beredne soldater. Kohorten var den mindste enhed, der kunne manøvrere på egen hånd i felten.

Fra kejsertidens begyndelse blev legionerne organiseret anderledes end i republikken:
10 kohorter a 480 mand dannede en legion.
Legionens første kohorte, de seje gutter, havde 5 centurier a 160 mand.
Infanteristerne i kernen var hoplitterne, fra gr. hoplon = et tungt skjold.
6 centurier a 80 mand dannede en kohorte. Iflg. [Christiansen, 1995 p.60] og [Ørsted p.22] var centurier på 100 mand hver - deraf navnet, men det var i kongetiden.
1 manipulus bestod af 2 centurier og var mindste selvstændigt opererende enhed.
10 contubernia a 8 mand dannede en centurie. De var et telthold.

Prætorianergarden var afvigende organiseret.

Officerer og underofficerer

Legat = legatus legionis, der kan kaldes brigadegeneral. Legionens øverstkommanderende var en legat, og det var gerne en senator. Under ham stod en
Præfekt og under præfekterne stod
Tribuner = tribuni milituk med 6 per legion. Det var dem, der stod for optagelse af nye soldater og udpegning til bestemte jobs. Oprindeligt blev de udnævnt af konsulerne, senere af legaten.
Centurion var officeren, der ledede en centurie. Det var en tidligere menig. Der var omkring 60 centurioner i en legion, dvs. 2 per manipel, henholdvis en prior centurion og en posterior centurion. Der var flere grader af centurioner, den højeste var primipilus. Centurioner sammenlignes kommandomæssigt med løjtnanter og kaptajner.
Decurio var tilsvarende en centurion, men i rytteriet. Der var tre decuriones i hver turme med 30 ryttere.
Principales var underofficerer, der var forfremmet fra de meniges rækker. De kunne være kaldt for:
Optiones eller signiferi.
Cornicularii var underofficerer, der tjente som kontorister.
Praefectus castrorum kan kaldes en pladskommandant, som stod i spidsen for et grænsefort eller anden permanent forlægning i en provins.

I tidlig kejsertid var centurionerne inddelt efter de tre aldersklasser, mens de i den sene kejsertid var inddelt efter kohorteinddelingen med første kohortes centurioner som de fineste, og nu var de ikke længere udnævnt fra geleddet, men taget fra de fornemmere klasser.

Udskrivningsmassen i befolkning
Omkring Vesuvs udbrud bestod den romerske hær af ca. 30 legioner, og Augustus' mandtal fik antallet af voksne romerske borgere til 4.937.000. Ud af dette antal - og halvedelen var kvinder og dertil kommerr ældre mennesker - skulle rekrutteringen af de ca. 150.000 soldater ske. Nationens ressourcer var derfor nær totalt udnyttet.
[Ørsted p.23]

Våben og personlige værnemidler

Læderpanser lorica
Hjelm galea
Skjold scutum - aflangt
Benskinner ocreae
Sværd gladius - tveægget kort sværd
Spyd spilum - med jernspids og langt træskaft, anvendt til kast. De to yngste klasser var udstyret med dette våben. Fra Cæsars tid havde alle i legionen dette spyd.
Stødlanse hasta - det spyd, som ældste klasse var udstyret med
Let skjold parma - de letbevæbnedes, velites, skjold
Kastespyd - som de letbevæbnede også brugte
Kappe sagum
Rytterskjold parma

Civile titler

Bebfolkningen var opdelt i et antal grupperinger:
Romere med borgerrettigheder kunne være af folket, plebejere, eller de kunne være aristokrater, patricier.
Skillelinjen var dynastisk og ikke værdimæssig. Få gamle familier tilhørte aristokratiet, og indtil efter år 300 kunne kun patricier få embeder som senator m.fl. Men blev en plebejer valgt til konsul, blev han optaget i aristokratiet. Størrelsesmæssigt var det sådan, at patricierne talte 14 klaner, gents, med i alt omkring 30 familier, der indtil begyndelsen af kejsertiden udgjorde aristokratiet. Som tiden gik blev flere og flere romerske borgere - også fra provinserne.

Mellem plebejere og patricier bestod oft et klient - patron-forhold, hvor en patricier havde et antal plebejerfamilier tilknyttet, som han beskyttede og støttede på forskellig vis, mens de arbejdede for patronen og sørgede for hans genvalg og sikkerhed.

I 200-årene opstod endnu en gruppe: klassen af riddere, equites, en mellemting mellem de to førstnævnte grupper. Det krævede en formue på mindst 4.000 aurei, guldstykker.

Der var en stor gruppe af fremmede, specielt mange grækere, men også mange folk fra andre romerske provinser.
Endelig var der gruppen af slaver.

Republikkens td
Statens styring blev i republikkens tid udøvet af:
Konsuler, to fungerende ad gangen, valgperioden var et år. I tidlig romertid efter kongedømmets fald valgtes de på folkeforsamlingen, hvor den ældste var comitia curiata, curie-forsamlingen. Ved principatets indførelse var det en formalitet, hvor de 30 liktorer formelt overdrog konsulerne magten efter valget. Curieinstitutionene r meget gammel og blev afløst af centurie- og tribeopdelingen senere.
Konsulværdigheden var republikkens højeste stilling, og konsulerne blev også omtalt / tiltalt magistratus = "de var mest", og deres ordrer skulle adlydes. De havde som værdighedstegn risknippet med øksen - (til afstraffelse af folket) udført af deres underordnede, liktorerne. Fasces blev senere af fascisterne genoplivet.
Konsulerne fungerede delvis under kejserne, der selv kunne lade sig udnævne til konsul. De kommanderede hæren i krigstid.
Prætorerne, der rangerede lige under konsuler. Prætorerne udførte domshandlinger. Der var flere niveauer i titlen eller embedet: Den vigtigste prætor var byens, praetor urbanus. Omkring 227 f.Kr. var de to prætorer blevet udvidet til fire, men i tidlig kejsertid var der gerne i alt 12 prætorer, og antallet af prætorer voksede med antallet af provinser, da prætorerne blev øverste myndighed i de fjerne provinser. Det praktiske arbejde på stedet lod de dog ofte udføre ved deres stedfortrædere, legati eller praefecti. [Christiansen p.423]
Censorerne, der førte valglisterne. De blev udnævnt hvert fjerde, senere hvert femte år.
Ædilerne, der rangerede over kvæstorerne og var ansvarlige for offentlige arbejder.
Kvæstorerne, der var skatteminstre. Der var i kejsertiden gerne tyve kvæstorer.

Disse embedsmænd blev kontrolleret af senatet med 300 medlemmer. Det virkede som en slags overhus.
Valgbar til senatet var tidligere embedsmænd af de fornævnte grader.

Folkeforsamlingen, Comitia, var bredere sammensat og udøvede en vis kontrol med beslutninger udstedt af senatet, der havde tilbøjelighed til at vedtage regler gunstige for patricerne. Tidligere var der egentligt to forsamlinger, men for den her omhandlede tid rækker det med at omtale én, der var resultatet af Pompejus' reform i 70 f.Kr.
Tribunerne var valgt fra plebejernes rækker af folkeforsamlingen, plebis concilium. Tidligst blev valgt to med tre spuppleanter, men senere blev antallet hævet til 10 årligt valgte folketribuner.
[Christiansen, 1995, p.66]


Kejserens navne og tiler

Det var almindeligt for højtstående personer i Romerriget at adoptere arvinger, såfremt de ikke selv havde passende børn. Det blev specielt fra kejsertidens indledning en normal foreteelse, at kejseren i tide havde adopteret eller i det mindste i sit testamente havde peget på sin efterfølger. Det var dog ikke altid, det nedfældede ønske blev respekteret.

Ved en adoption "i familien og navnet" fik den adopterede navn efter adoptivfaderen. Da Gaius Julius Cæsar adopterede Octavius, så skiftede Octavius sit navn til Gaius Julius Caesar. For at der kunne kendes forskel fik man et ekstra tilnavn, cognomen, afledt af sit tidligere navn; i dette tilfælde Octavianus, altså af Octavius' familie.
Se nedenstående om navngiving.

Da Octavius blev kejser hed han altså Gaius Julius Caesar Octavianus. Af titler fik han af senatet hæderstitlen Augustus. Denne titel gjorde han til en del af sit navn og kaldte sig herefter offentligt for Augustus. Han fik også titlen Imperator, den øverstbefalende, da han også var hærchef. Augustus skiftede sit fornavn Gaius ud med Imperator og gjorde derved titlen til et navn. Hans fulde navn blev derfor Imperator Caesar Divi Filius Augustus - mellemsætningen er for: "Søn af den guddommeliggjorte Cæsar". Dertil blev han også "Den fremmeste af Borgerne", Princeps - deraf statsformen kaldet Principatet.

[Rostovtzeff p.137, Bickerman p.163]

Begge titler, Augustus og Imperator, tog de efterfølgende kejsere alle til sig.

Da der kom fire kejsere, blev de to øverstplacerede Augustus og de to underordnede Cæsar.
[Janson p.43ff]



Bystyret i Provinsbyer i tidlig kejsertid

Pompeiis bystyre bestod af et byråd, Ordo Decuriorum, med 100 medlemmer. Medlemmerne kaldtes for decuriones. De skulle hvert femte år godkende kandidater på valglisterne. Man kunne blive medlem af byrådet, hvis man havde beklædt en embedsmandsstilling, som man blev valgt til af folkeforsamlingen, Comitia, der udgjordes af de frie mandlige borgere. Man var valgbar til embede, når man var fyldt 30, og fra den tidlige kejsertid nedsat til, når man var fyldt 25.

Embederne valgtes man til for et år, og valgene fandt sted i marts måned. Der blev hvert år valgt to ædiler, der tog sig af byens samfærdsel og offentlige ejendommes vedligeholdelse herunder templerne. Ædilerne gav licenser for handel og stadeplads, votivgaver til guderne skulle sanktioneres af ædilerne først. For vælgertække var både ædilerne og de øvrige embedmænd parate til at bekoste teaterforestillinger m.m. af egen lomme, der normalt var ganske dyb.

Duumvirerne
Over ædilerne rangerede de to duumvirer duumvir iure dicundo, retspræsidenterne. De blev også valgt i marts, og duumvirerne var både lokaldommere og borgmestre. Borgmesterembedet var hvert femte år særligt vigtigt, da de så skulle udnævne de nye medlemmer til byrådet, Ordo. Medlemmerne skulle altså have beklædt et embede i mindst et af de forløbne år, og de skulle være rige, og der skulle betales afgift for optagelsen. For at udøve dette vigtige hverv fik duumvirerne hvert "femte" år titlerne Quinquenalis. De kunne også, når nødvendigt, udstøde en Decurionus.

På grund af Pompeiis modstand under borgerkrigen blev byen nødt til at tage mod en del af Sullas soldaterveteraner, og derved blev byen en colonia, der betød en befolkning af bosatte romere, mens den anden bydannelse, en municipium, var betegnelsen for en lokal by med et opland beboet af de oprindelige indbyggere, men underkstet romers overherredømme og skattepligtig til Rom, men med udstrakt selvstyre efter egne sædvaner - når de ikke kom på tværs af romerske interesser.
[Haastrup, p.16f, Thiedecke, p.18, Christensen p.423, Skydsg. p.109]

Familieforhold

Kvindes stilling
Ægteskab kunne indgås på to måder: cum manu, hvor manden havde så godt som hånds- og halsret over kvinden, og en eventuel arv blev placeret hos manden. Hun kunne ikke have egen indkomst. Hustruen fik en datters stilling, og i arveloven står der, at hustruer arver in loco filiae.

I den senere kejsertid blev ægteskaberne ofte indgået efter formen sine manu , og med den type fik manden ikke uindskrænket myndighed over hustruen. Hun tilhørte stadig sin fader, der havde potestas, magten over hende. Når faderen døde, blev hun derimod fri, og potestasen blev ikke overtaget af manden, der dog kunne blive formynder for hende, men formynderen kunne også være en bror eller anden slægtning. Formynderen skulle sanktionere hendes økonomiske dispositioner, men resultatet, værdierne, beholdt hun.
Fra Octavianus' tid fik hun lov til selv at tage vare på sine økonomiske forhold, såfremt hun havde født tre børn.
Hustruen kunne også forlange skilsmisse på lige fod med manden, og hun kunne også skifte sin formynder.
[Thiedecke, p.62]

Børnenes uddannelse
Skolegang var en privat sag, der skulle betales for. Havde man rige forældre, begyndte skolegangen i 6-7-års alderen. Peter Ørsted har estimeret skolepenge per måned til at svare til en arbejders ugeløn.
Børnene gik i underskolen i tre til fire år, og metoden var udenadslære, gentaget terperi. I 11-års alderen var underskolen færdig og pigerne tæt på giftefærdig alder. Drengene kom i mellemskole, hvor de begyndte med grammatiske og litterære studier. De skulle kommentere og recitere både latinske og græske ældre skrifter. En oplagt tekst var "De tolv tavlers love". Fra kejsertiden blev det almindeligt at læse Cicero og Vergil sammen med Homer og græske dramaer. Mellemskolen varede til omkring 15-års alderen.
Efter mellemskolen kunne overklassens børn fortsætte med en lærer, en retor, der skulle forberede dem til offentlige embeder, hvor retorik var af betydning for at kunne blive jurist eller politiker.
[Thiedecke, p.70]


Navneskik blandt romere

Den romerske navneskik var oprindeligt og i den tidlige republik at give børn to navne; senere, fra ca. -300, blev patricierne givet tre navne. Var man fattig fik man kun to navne. Var man slave et navn. Kvinder fik ofte et navn, nemlig hunkønformen af faderens navn.
[Skydsg. 1979, p.72] skriver, at oldtidens romere havde tre navne.
[Janson p.45]

De tre navne kaldes for: praenomen, nomen gentis og cognomen.
De kan sammenlignes med fornavn, familienavn og tilnavn.
Af fornavne benyttede frie borgere kun få, der ofte forkortes som:
A. = Aulus;
Ap. = Appius;
C. = Caius / Gaius;
Cn = Gnaeus;
D. = Decimus;
L. = Lucius;
M. = Marcus;
M'. = Manius;
P. = Publius;
Q. = Quintus;
Ser. = Servius;
Sex. = Sextus;
T. = Titus;
Ti. = Tiberius.
 
Fornavne gik ofte i arv fra far til ældste søn, yngre sønner fik andre fornavne, men holdt sig tættest muligt til navne anvendt i den nærmeste familie.

Nomen // Nomen gentis-navnet er ætten eller klanens navn, der kunne være Julius, Claudius, Poppæus fx. Dette navn endte så godt som altid på -ius, mens
cognomen er et familienavn tilknyttet et mindre antal mennesker end ætten. Det kan være Caesar, Cicero eller Nero. Fx kommer Cicero af ordet cicer, der betyder ært.
Admiralen Marcus Vipsanius Agrippas tilnavn viser, at han blev forløst ved sædefødsel (agrippinsk fødsel), iflg. [SAL] er ordet en forvansket sammentrækning af aegre partus = vanskelig fødsel.

En særlig situation indtraf, såfremt en borger ikke havde sønner. Det var vigtigt for slægten, at navnet bblev videreført, og adoption var så eneste mulighed. En adopteret søn kunne føre slægten videre, og han tog derfor ekstra det nye familienavn med blandt sine navne. Et eksempel i [Skydsg. 1979, p.73] er Marcus Lucretius Decidianus Fronto. Han er et født familiemedlem i slægten Decidius og er adopteret af slægten Lucretius, idet navneformen endende på -anus viser, at han stammer fra Decidius'erne.
Iflg. [Janson p.44f] tog adoptivbørnene hele adoptivfaderens navn.

Piger fik ikke et fornavn. De fik tildelt familienavnet og var der flere døtre, var det normalt at tildele dem et nummer i rækken som fx Julia Secunda, der kan være Caius Fabius' anden datter. Det var ikke en ufravigelig regel, og tilnavne forekommer med mellemrum i kvindenavne som fx hos den længe barnløse familie, der gav deres datter tilnavnet Optata: Den længe Ønskede.
Fra kejsertiden er der eksempler på piger, der får både faderens og moderens slægtsnavne.

Var man af lavere byrd, havde man oftest kun to navne, og slaver kun et, der ikke var et af de romerske fornavne. Frigivne slaver tog ofte navn efter deres tidligere ejer. Det var muligt for slaver at frikøbe sig, da man i praksis opretholdt en vis ret for slaver til at spare op, så de kunne frikøbe sig selv eller fx frikøbe en kvinde, som de levede sammen med. Ordinært giftemål var ikke tilladt slaver, og principielt var en slave en ting og ikke en person, og alt vedrørende slaven tilhørte efter denne målestok slavens herre. Denne mulighed for frikøb har specielt været til stede blandt byslaver og særligt hos slaver med selvstændigt erhverv eller aftale om at betale herren en procentdel af slavens indtjening, mens resten kunne beholdes af slaven: "Incitamentlønning" [Skydsg. 1979, p.139].

Der skete i den tidlige kejsertid et skift i brug af kaldenavne i den tætte familiekreds og venenkreds, hvor brugen af fornavne gled ud og erstattedes af brugen af mandeformens tredje led, kaldenavnet. Cicero titulerede i breve til sin søn denne med "Cicero". Denne skik betød efterhånden, at sønner fik samme fornavn og familienavn som faderen, og dermed at flere sønner og faderen hed de samme to førsteled i navnet, og kun kaldenavnet adskilte dem fra hinanden. Da familiens børn fik deres kaldenavne som små, så vil den type navne ikke sige noget om personlige bedrifter eller særlige evner etc., men kunne da sige noget som fx Rufus om den rødhårede.
Kaldenavnet sagde derimod tit noget om fremmede, der kom til romerriget. De kunne få navn efter deres oprindelssted, fx Africanus eller Britannicus, og slaver, der havde haft held med sig og var blevet frigivet, kunne foruden den tidligere herres navn tage navnet "Successus": Den Heldige.


Forvaltning af riget

Pengevæsen
Valutaen var delt op i:
1 denarius = 4 sestertii = 16 asser.
1 aureus = 25 denarii.
Assen var af kobber, en sestertius var af bronze. Det samme var en halv sestertius, en dupondius.
Denarius var af sølv, og en aureus af guld.

En tysker udregnede i 1963 nogle moderne priser og fandt frem til, at en aureus da havde en nutidig købekraft på 35,50 kr.
[Thiedecke, p.97]



Kilder

Bickerman, E.J., 1980: Chronology of the Ancient World, Revised ed., 1st ed. 1968, Thames & Hudson, [Bickerman] [6904]
Cary, M. et al. (ed.), 1949/1964: The Oxford Classical Dictionary, OUP, [OCD]
Christiansen, Erik, 1995: Romersk historie - fra by til verdensrige og fra verdensrige til by, Århus Univ., [Christiansen 1995] [10213]
Christiansen, Erik, 2011: "Romanisering", in: Antikkens Verden, Århus Univ. Forlag, [Christiansen] [10734]
Drachmann, A.B., 1924: Romersk Forvaltning, Gyldendal, [Drachmann], [10657]
Freeman, Charles, 1993 / 2003: Romernes Verden, 2. udg., Gyldal, [9924]
Haastrup, Lars, 1977: "Pompeii - lokalsamfundet", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 16-17, [Haastrup]
Janson, Tore, 2003: Latin - Kulturen, historien, sproget, PP Forlag, [Janson] [9527]
Magie, David (ed.), 2005: Lives of the Later Caesars, ed. + transl., FS, [9862]
Mygind, Holger, 1923: Pompeji, Gyldendal [10658] [Mygind]
Rostovtzeff, M., 1966: Roms Historie, oversat efter 1. udg. 1926 af Jens Vanggaard, Paludans Forlag, [Rostovtzeff] [10770]
Skydsgaard, Jens Erik, 1977: "Pompeii - en by i Campanien", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 4-6, [Skydsg. 1977a]
Skydsgaard, Jens Erik, 1977: "Pompeii: hverdag og fest", in Louisiana Revy 1. september 1977, pp. 18-23, [Skydsg. 1977b]
Skydsgaard, Jens Erik, 1979: Pompeii - en romersk provinsby, Tusculanum, [Skydsg. 1979]
Thiedecke, Arendse og Johnny, 1993: Ansigt til ansigt med romerne, Pantheon, [Thiedecke]
Ørsted, Peter, 2003: Romerne - Dagligliv i det romerske imperium, Gyldendal, 4. udg., [Ørsted] [9839]



Opdateret d. 26.5.2012.
Retur til historieoversigten
Retur til toppen
Retur til historieartikeloversigten
Retur til forsiden