BORGERKRIGEN I USA 1861-1865

Noter til Charles Frazier: Cold Mountain

Indholdsoversigt

Indledning og baggrund
Udgangspunktet for noterne er omkring 1820. På dette tidspunkt, anfører flere af beskrivelserne, er, landet USA stadig et land og ikke en nation, idet de enkelte stater stort set var enerådende i politik og lovgivning, og befolkningen ikke siden frihedskrigen havde haft behov for nogen eller kendt nogen samlende, væsentlig sag.

Hovedårsagerne til skiftet fra land til nation skyldtes hovedsageligt to ting.

Teknologisk udvikling
For det første en teknologisk udvikling med bedre samfærdsel. Først i infrastrukturen kom flod- og kanalforbindelser, senere toll roads senest jernbaneudbygningen. Dette sammen med en udbygning af den industrielle produktion i de nordlige stater og meget større handelssamkvem betød, at den løse sammenknytning af staterne ikke længere fungerede godt nok. Især var her jernbanedriften medvirkende til at faste interstatsregler blev indført. Ved Borgerkrigens begyndelse var der endnu ingen transkontinental jernbane, og omkring 70% af alle jernbanerne var i Nordstaternes område.
Den største transportåre i Syden var Mississippi-flodsystemet.

I Nord gjorde den stigende emigration fra Tyskland og Sydeuropa de oprindelige amerikanere bekymrede for opblandingen af den indtil da hovedsageligt angelsaksiske befolkning. Fx udgav stater og territorier rundt de store søer omkring 1850 love og bekendtgørelser på både tysk og engelsk, da der var så mange immigranter, der endnu ikke forstod engelsk, at dette var nødvendigt. Det var dog hovedsageligt de økonomiske aspekter af de mange nye indbyggere, der bl.a. holdt arbejdslønninger nede, der var medvirkende til, at føderationen blev nødt til at regulere mere interstatsligt. Negrene og negrenes samfundsstilling var derimod kun et meget lille problem i Norden.

Sydstaternes samfundsstruktur
Her afviger Sydstaterne fra Nord, fordi deres samfundsstruktur var fundamentalt anderledes funderet på plantagedrift med slaver. En samfundsorden, som blev afvist af Nordstaterne. Men denne samfundsorden var en så væsentlig del af Syden både økonomisk, religiøst og socialt, at de hvide indbyggere var mere at betragte som et folk, end tilfældet var nordpå. Sydstaterne havde en lettere arrogant identitet, med hvide som overmennesker - ikke mindst en fremtrædende holdning blandt de fattigste hvide, der ved at have nogen under dem, dog blev løftet lidt. Syden benyttede bl.a. Biblen som bevis på deres gudsgivne korrekte samfundsindretning, men de kunne også pege på nogle tidligere slaveoprør i Caribien, som bevis på, at negre ikke kunne styre sig selv. De havde simpelt hen laverestående egenskaber på sådanne områder.

Nordstaternes økonomiske tilstand var præget af indbyrdes konkurrence på især konsummarkederne. De Nordøstligste stater fik konkurrence fra billigere producerede landbrugsprodukter i Midvesten, og samtidig tog de bedste arbejdere af sted derud, hvor de kunne få egen jord. Den udenlandske konkurrence blev kontrolleret gennem toldafgifter. Med hensyn til nationalfølelse, så var Nordøststaterne den region, der havde færrest samlende kræfter. Midvesten opbyggede også deres egen identitet som »nybyggere«.

Disse opdelende tendenser i en nation, der ikke havde tradition for et fast sammentømret magthierarki, ville gå i opløsning, hvis ikke der kom en samlende styrende magtfaktor, der til alles bedste kunne regulere samfundet.

Optakten til Borgerkrigen
Optakten til den amerikanske Borgerkrig strakte sig over lang tid, og diskussioner om slavestater og frie stater fandt sted mere end tyve år før krigen brød ud. Den begivenhed, der for alvor fik diskussionen om slavestater kontra frie stater til at blusse op, var Californias indlemmelse som unionens 31. stat. Forslaget om at gøre California til en stat kom fra præsident Zachery Taylor (præsident 1849-1850). Normalt fik et område først status som territorium, indtil der var nok indbyggere, en vis produktion og en tilstrækkelig infrastruktur til, at området kunne blive en stat. Men California var atypisk for væksten kom pludselig med guldfeberen 1848-1850.

I løbet af det første år med guldfeberen kom der ca. 100.000 mennesker til området, og i 1860 var mere end en kvart million rejst til Californien. Præsident Taylor håbede ved sit forslag at undgå vrøvl omkring slavespørgsmålet og en sag, der trak i langdrag i Kongressen.

Californien accepterede øjeblikkelig Taylors plan og fik hurtigt holdt afstemning og stillet en konstitution op, og til overraskelse for alle slavestaterne blev Californien en slavefri stat. Årsagen var ikke moralske grunde, men de mange individuelle »fortune seekers« frygtede, at kapitalstærke ejere skulle opkøbe gode minerallots og benytte slaver som arbejdskraft og derved bringe de hvides småbesiddelser i fare.

Sydstaterne havde slet ikke regnet med dette udfald på sagen. Præsidenten havde selv slaver, og det var forventet, han ville kæmpe for slaveriets opretholdelse, hvilket også havde været hans idé med planen, så alle var overraskede. Efter lange og svære forhandlinger, hvorunder præsident Taylor døde og blev erstattet af vicepræsident Millard Fillmore (præsident 1850-1853), blev der indgået kompromis indeholdende en indlemmelse af Californien som fri stat og territorierne Utah og New Mexico kunne optages senere som selvvalgte frie eller slavestater. Der var en yderligere række bestemmelser om pengeforhold og slavehandelsforordninger i kompromiset, men den vigtigste - ud over landområdebestemmelserne - var en lov om bortløbne slavers tilfangetagelse og returnering til ejerne også selv om pågribelsen fandt sted i slavefrie stater. Loven udelukkede også disse slavers egen vidneførelse i egne sager i retten. I District of Columbia blev slavehandel forbudt per 1/1 1851.

Man kan med en vis ret kalde aftalen for »Clay Compromise«, for Henry Clay var forslagsstiller, men også Daniel Webster spillede en vigtig rolle i affæren.

Faren for unionens opløsning var dermed drevet over for den gang.

Betydningsfulde begivenheder før 1860
Her er en række af de mest betydende begivenheder i nationens liv op mod Borgerkrigen:

1803
Louisiana
Overtagelsen af Louisiana fra Frankrig. Louisiana omfatede alt land vest forMississippi til Rocky Mountains og fra Den Mexicanske Bugt til Canada. Det meste af Midvesten blev i 1804-05 delt i Orleans Territory og District of Louisiana, som var det største område.

1816 ca.
Manifest Destiny
Citat fra John L. O'Sullivan, avisredaktør og ærkeekspansionist: »United States had a destiny to stretch its border to the edge of the Continent«. Han var overbevist om Amerikas overlegenhed og berettigelse til sådan en udvidelse.
Men andre var af samme mening; således: John C. Calhoun i 1816: »Let us bind the republic together with a perfect system of roads and canals. Let us conquer space.«

1820
Missouri Compromise
Da slavelovene kun kunne ændres i Kongressen, så ville enhver forskydning af magtbalancen i Kongres og Senat betyde en trussel mod magtbalancen. En krise opstod derfor, da Missouri i 1819 ønskede optagelse. I hele Louisianaområdet var aftalen om slaverigrænsen på bredden 36,5 grader fra 1787 ikke gældende. Den gamle aftale gjaldt kun området NW for Ohiofloden. Men da Maine i 1820 også opnåede tilstrækkelig befolkning til at kunne optages som stat, så blev konflikt undgået, og balancen opretholdt med en ny stat på hver side.

1822
Liberia
Grundlægelsen af den frie stat Liberia i Afrika og eksportering - eller emigration af 12.000 negre. Entusiasmen blev kortvarig og staten aldrig en succes.

1832
Toldstrid
Nordstaterne ønskede et lukket toldområde for staterne, så deres egen produktion blev beskyttet mod billig import, mens Sydstaterne, der producerede råvarer, ønskede åbne toldgrænser, så deres produkter kunne sælges bedst muligt over hele verden. Da kongressen foreslog en toldforhøjelse (den anden på 10 år), så protesterede staten South Carolina og truede med at melde sig ud af unionen. Et kompromis blev opnået med løfte om gradvis nedsættelse af toldgrænserne. South Carolina - med de øvrige Sydstater - var grundlæggende mest nervøse for en magtkoncentration i Washington.

1833
Slaveri
»The Abolition Movement« blev dannet på et evangelisk grundlag. Fordømmelsen af slaveri vandt langsomt frem, men den aktive kamp mod slaveriet blev i en del år næsten udelukkende ført af mere radikale, fundamentaistiske kredse og vandt derfor ikke bred tilslutning.

1836
Texas
Landmænd, der var utilfredse med den Meksikanske Stats planer og forhold, udråbte området texas til en fri stat. Fristaten bad om beskyttelse af USA, og sagen endte med annekteringen af området.

1845
Texas
Texas bliver en stat i 1845 efter nogen uoverensstemmelser om slaveriets opretholdelse som: »a perpetual institution« in the state«.

1846
Mexicanske Krig
USA invaderede i 1846 hele Mexico og efter et år endte krigen med at USA overtog området New Mexico, Californien og Rio Grande området ved en traktat, Treaty of Guadelupe Hidalgo in 1848. Området blev organiseret som New Mexico og Utah, men der blev ikke vedtaget nogle bestemmelser om slaveriet.

1850
1850-kompromiset
Kompromiset er mere detaljeret omtalt ovenfor. Med guldfundene i Californien steg befolkningstallet så meget, at staten søgte optagelse som slavefri stat, men derved ville balancen igen forrykkes. Atter lykkedes det at opnå et kompromis, der gik ud på, at New Mexico og Utah selv skulle afgøre slavespørgsmålet (Utah lå nord for slavegrænsen) og samtidig skulle loven, der havde beskyttet flygtede slaver i Nordstaterne ændres, så eftersøgte slaver igen kunne udleveres til Sydstatsejere. I repræsentanternes hus var de frie stater med indlemmelsen af Californien blevet en befolkningsmæssig majoritet, der fortsat voksede, mens Sydens indbyggertal haltede langt bagefter. På den anden side var Utahs selvbestemmelse om slaveri i strid med aftalen om 36,5 graders grænsen.

1854
Kansas og Nebraska
Stephen A. Douglass introducerede i 1854 sit Kansas-lovforslag, der ville give det store areal mellem Mississippi/Missouri og Rocky Mountains egen-repræsentation som stat /territorium. Senatet ændrede forslaget, så der dannedes to områder: Kansas og Nebraska. Ved at give dem selvbestemmelse med hensyn til slavestatus så kunne slaveholderne bevæge sig ind i området, men da jorden var uegnet til plantagedrift, ville slaveriet ikke vinde frem i området.

Oplægget var helt i strid med Missourikompromiset fra 1820 og nogle af bestemmelserne fra 1850-kompromiset. Men forslaget fik præsident Franklin Pierces (1853-1857) opbakning og blev hevet igennem Kongressen. Det demokratiske Parti var en del rystet, og nogle medlemmer forlod partiet og dannede det Republikanske Parti, der var imod slaveri. Sagen fik ingen afslutning inden Borgerkrigen, og Kansas blev først optaget som slavefri stat under Borgerkrigen.

1857
Økonomisk sammenbrud
I 1857 var der på grund af, at hvedetilførslerne fra Rusland til verdensmarkedet igen var steget, efter at Krimkrigen var slut, sket et prisfald på verdensmarkedsprisen. Dette faldt sammen med en relativ stor forøgelse af hvedearealet i USA, hvor nybyggere var begyndt at opdyrke større arealer vest for Mississippi. Krisen ramte også andre end hvededyrkerne, men på grund af den totale meget hurtige økonomiske ekspansion i peioden blev recessionen hurtigt vendt. I denne forbindelse er det væsentlige aspekt, at bomuldspriserne holdt sig. Dette fik bomuldsplantage-ejerne til at mene, at de stod uden for de normale økonomiske mekanismer, og der blev ved denne lejlighed luftet meninger om, at det måske var bedst at stå uden for Unionen i sådanne situationer. Der er altså her en helt anden begrundelse for skepsis over for Unionen, end det direkte slavespørgsmål.

1858-60
Stephen Arnold Douglass
Stephen Arnold Douglass, 1813-1861. Politisk leder. Secretary of State i 1840. Højesteretsdommer i 1841. Han var Lincolnmodstander i 1860 og tabte, da han opretholdt kravet om, at hver stat individuelt kunne beslutte sig for eller imod slaveriet. Han gik ind for USA som en stat, der rakte fra det ene ocean til det andet.

1860
Jernbaner
Jernbanekompagnierne får gratis jord til jernbanenettets udbygning og de får favorable vilkår ved ekspropriering af land samt mulighed for en delvis finansiering ved at kunne sælge landområder tæt på banelegemerne. Ved Borgerkrigens start er der i landet 30.000 miles skinner fra Østkysten til Midvesten og mod syd til New Orleans. Jernbanenettets udbygning havde støttet en kraftig forøgelse af massefabrikation af konsumvarer i hele det dækkede område.

1861-1865
Abraham Lincoln
Præsident, Republikaner. Ved valget i 1860 var republikanerne, der kun fandtes i Nordstaterne, nødt til at samle 152 valgmandsstemmer for at vinde. De fik væsentligt flere, og Lincoln kunne have vundet, selv om modkandidaterne havde slået sig sammen.

1861-65
Jefferson Davis
Jefferson Davis, 1808-1889. Præsident for the Confederate States. Han var skyld i det Demokratiske Partis opdeling over spørgsmålet om slaveri. Efter Borgerkrigen blev han fængslet i to år, men aldrig stillet for en dommer. Han blev inkluderet i den generelle amnesti i 1868.

****** KRONOLOGI SLUT ******

Slaveriet og økonomien
Slavestaternes frie indbyggere havde ikke alle slaver. I 1850 var der 347.525 slaveholdere ud af 6.000.000 hvide indbyggere i slavestaterne. Halvdelen ejede fire eller færre slaver. Der var under 1800 personer, der ejede mere end 100 slaver. Der var også sorte slaveejere i Amerika.
Omkring 1860 var der 250.000 frie negre i sydstaterne

Afgrøderne i syden var primært bomuld, tobak og hvede. Bomulden blev først dyrket i øststaterne, men udpining af jorden, voksende befolkning mod vest og fremkomsten af plantesorter, der bedre kunne dyrkes i andre jordarter end øststaternes, gjorde, at der i 1859 blev produceret 1,3 mil. baller vest for Mississippi mod 3,2 mil. øst for floden. Bomuldsproduktionen flyttede mod syd og vest.

For tobakkens vedkommende var Virginia stadig den største producent, men over halvdelen af høsten blev dyrket vest for Appalacherne. Det skyldes også fremkomsten af en ny sort (bright yellow), der kunne gro på ringere jord. Af anden væsentlig planteavl i syd var sukkerrør og ris.

I stedet for de traditionelle plantageprodukter begyndte hveden at indtage staterne fra nord og sydefter, og hvede krævede ikke den arbejdskraft som bomuld og tobak gjorde. Samtidig var der begyndt at komme maskiner til både at høste og behandle bomulden, hvilket igen mindskede efterspørgslen på arbejdskraft mod nord, men bomuldsdyrkningen i syd krævede stadig mange hænder.

Den udpinte jords forbedring var der blevet eksperimenteret med allerede fra Revolutionen, og der var kendskab til merglingens betydning, samt at tilførslen af andre stoffer som guanao fra Chile eller andre former for kunstgødning havde gavnlig indvirkning på produktionen.

En slaves værdi
Som slavepriserne steg, så aftog antallet af slaveejere. I 1860 var der ud af 8 mill. hvide indbyggere i slavestaterne kun 46.000 slavejere, der ejede over 20 slaver, og kun hver fjerde hvide familie havde overhovedet slaver.

Økonomien i et slavehold var dog i 1859 stadig ret god. En slave kunne arbejde et høstudbytte på omkring 80 dollar ind, mens det at klæde, føde og huse slaven kan beregnes til omkring 32 dollars.

Holdningen til slaveriet
Inden vi ser på holdninger, skal det lige bemærkes, at fra det øjeblik bomulden var høstet og skulle transporteres til kysten, sejles til udskibningshavnene - inklusive New York - sælges og eksporteres, så var det stort set kun Nordstaterne, der drev denne handel, der var baseret på slavens udnyttelse.

Det er også passende at se på slaver i USA kontra resten af det Caribiske Område. Fra de amerikanske koloniers grundlæggelse og til 1808, hvor slaveimport blev forbudt, blev kun 5% af de atlantiske transporter solgt i USA svarende til omkring 500.000, men efter 1808 voksede den hvide og den sorte befolkning ved almindelig formering i Sydstaterne med cirka samme fart, så der i 1860 var 4 millioner sorte i USA.

I en blanding af religiøse holdninger hos metodister, presbyterianere, kvækere samt andre puritanere, og med skelen til den økonomiske politik, blev tankerne om den bundne neger et væsentligt element i tankerne om »næstekærligheden«. Dette var medvirkende til at skabe en moralsk national identitet, og efter Douglas-lovens vedtagelse begyndte der at dukke mange organisationer op, der talte for hjælp til slaverne, talte mod slaveriet og på mange måder var aktive i kampen mod slaveriet.

I 1857 dømte højesteret, at en slave bragt til en slavefri stat ikke derved blev fri. Begrundelsen var, at slaven ikke var en amerikansk statsborger og derfor ikke kunne fremlægge sager for retten, samtidig påpegede dommeren, at det var imod landets grundlov at forbyde slaveri. Dette bragte naturligvis Nordstaternes abolitionistiske kredse sammen.

Men det betød også, at Nordstaterne og Sydstaterne ikke meget længere kunne holdes sammen. Ved præsidentvalget i 1860 vandt Lincoln, og det fik Sydstaterne til at forvente ændringer i slaveforholdene, og allerede 20/12 1860 brød den første stat, South Carolina, ud fra Føderationen. hvilket igen fik de øvrige Sydstater til at trække sig ud. Det blev indledt ved, at Sydstaterne først overtog forterne i Sydstaterne og dernæst meldte sig ud af Unionen.

Hverken Nord eller Syd var interesserede i kompromiser og 4/2 1861 - en måned før Lincoln skulle indsættes som præsident - samledes repræsentanter for South Carolina, Georgia, Alabama, Florida, Mississippi, Louisiana og Texas i Montgomery, Ala. og der blev dannet en ny sammenslutning: The Confederate States.

Det blev alligevel ikke slavespørgsmålet, som krigen blev ført på. I Nordstaterne var der stadig en udbredt racisme, og Lincoln turde ikke støde en så stor del af befolkningen fra sig. Kongressens beslutning om krigen fra juli 1861, Crittendenresolutionen, indeholder derfor som årsag, at Unionen ifølge grundloven skal retableres og at ingen interne forhold i staterne eller staterne imellem skal ændres.

The Confederate States
Konføderationen udgav egne penge, besluttede egne skatter og benyttede eget flag. I begyndelsen et flag med tre bjælker - rød - hvid -rød - og et antal stjerner svarende til de oprindelige udbrydere i en cirkelform i et blåt felt øverst mod stangen. Det var først senere, at det kendte krigsflag også blev Konføderationens »nationalflag«.

The Constitution of the Confederate States of America, differed only from that of 1787 only insofar as it was explanatory of their well known interest. It was based on the twin foundations of state rights and slavery. Congress could pass no law denying or impairing the right of property in negro slaves and in all territories negro slavery shall be recognized and protected by Congress and government.

Vicepresident Stephens declared in a speech of 21/3 1861 on the new state: Its foundations are laid, its cornerstones rests, upon the great truth that the negro is not equal to the white man; that slavery ... is his natural and moral condition«. [Oxford Hist. Amer. People, vol. 2, p.380]

Begge de to grundlag for staten var skrøbelige. Statsrettigheder fungerer ikke, når almenvellet ikke tages i betragtning, og råddenskaben i slaveritilstanden var dømt til at mislykkes - hvad mange i Syd godt vidste allerede ved krigens start. Mange Sydstatsboere var imod udbruddet, men det var svært eller umuligt at bo i Sydstaterne og være imod løsrivelsen - og umuligt at kæmpe imod, da dete var at betragte som landsforræderi fra det øjeblik den uafhængige stats dannelse var proklameret.

Der blev gjort et forsøg på et sidste minuts kompromis den 27. februar 1861 ved at få vedtaget en aftale, hvorefter Kongressen aldrig ville lovgive om slaveri igen - det var et enkeltstatsanliggende, men der kunne ikke blive tale om at forlænge grænsen mellem frie og slavestater til Stillehavet. Loven blev vedtaget med to-tredjedele for, men fik ingen yderligere indflydelse på udviklingen.

Efter bruddet var sket blev Nordstaternes første skridt at få bragt forsyninger frem til de sydlige forter, specielt til Fort Sumter. Sydstaterne mente, at med udmeldelsen af Unionen, så fik de automatisk myndigheden over disse forter, men Nordstatsmajoriteten blandt bemandingen havde holdt ud i to af forterne, og ved at sende forstærkninger var Lincoln godt klar over, at så var der ingen vej tilbage. Men som nævnt tidligere, så skød Sydstaterne det første skud, lige før Nordstaternes hjælpestyrker nåede frem til Fort Sumter.

Virginia, der ikke havde meldt sig ud sammen med de andre stater, gjorde det i februar-april 1861 grundet utilfredshed med Lincolns indkaldelse af frivillige til kamp mod brødrene mod Syd. Her var staten Virginia dog splittet, idet de vestlige bjergegne egentligt var loyale mod Unionen. Hvilket de blev belønnet for senere, da de i 1863 fik lov at tilslutte sig Unionen som West Virginia.

Maryland var delt, men Lincoln var klar over betydningen for Washington, såfremt hovedstaden ikke skulle blive lukket inde, så han indførte krigstilstand i staten, så den reelt ikke fik noget valg, men blev underlagt militærkommandoen på stedet, dvs. direkte under præsidenten.

Kentucky var også delt. Denne stat ønskede at forblive neutral, hvilket ikke er muligt i en sådan konflikt, og ved krigens slutning tilsluttede de sig Unionen. En vel opportunistisk måde at deltage på.

Hovedstaden for Den konføderative Republik forblev i Montgomery indtil maj 1861 - efter krigen var brudt ud - og Virginia havde tilsluttet sig oprørerne, derefter flyttes den til Richmond.

Løsrivelsens kronologi ser således ud:
  • 20.12.1860 South Carolina
  • 09.01.1861 Mississippi
  • 10.01.1861 Florida
  • 11.01.1861 Alabama
  • 19.01.1861 Georgia
  • 26.01.1861 Louisiana
  • 01.02.1861 Texas
  • 17.04.1861 Virginia, der blev årsag til den senere oprettelse af en del af staten som den unionstro West Virginia
  • 06.05.1861 Arkansas
  • 20.05.1861 North Carolina
  • 08.06.1861 Tennessee

Krigen bryder ud 12/4 1861
Krigen bryder ud 12/4 1861, da Sydstatstropper åbner ild fra Charleston mod Fort Sumter, lige før forstærkninger når frem fra Nord. Ingen af fronterne havde et militært beredskab forberedt på borgerkrig, der var ingen indrulleringslove, og der var ingen administration til at klare en sådan situation.

Unionens styrker var på ca. 16.000 mand fordelt over hele landet, og omkring en tredjedel af officererne havde forladt unionsstyrkerne og havde meldt sig hos Konføderationen, så Unionen havde kun ca. 13.000 tilbage. Man manglede udstyr og endda kort over Sydstaterne, generalerne var tudsegamle og havde sidst været i kamp i 1812. Generalkommandoens chef var general Winfield Scott, der var oppe i halvfjerdserne. Der var yngre officerer - især fra Sydstaterne, der havde været i krig i Mexico i 1846-1848

Unionens flåde var utilstrækkelig til en kystblokade, men Sydstaerne havde overhovedet ingen flåde ved krigens udbrud.

Der indkaldes i Unionen 75.000 militssoldater for tre måneders tjeneste. Den senere general Sherman udtaler, at krigen vil blive meget langvarig, og at det er helt utilstrækkeligt, men ingen tror ham på det tidspunkt. Kort tid efter indkaldes dog yderligee godt 40.000 mand for tre år. Efter nederlaget ved Bull Run indkaldtes yderligere en million mand for tre år.

I løbet af sommeren 1861 er der således mødt omkring 185.000 nye soldater op i Nord, hvilket var langt mere end de tilbageværende officerer og erfarne tropper kunne uddanne på den korte tid, der var til rådighed.

Fra tidligt i 1862 indførte Sydstaterne værnepligt og fra sidst på året 1862 fulgte Nordstaterne efter, endda med forstærkede love fra 1863.

Begge regeringer var ukendte med at beskatte til dækning af omkostningerne ved en krig, og først fra nær krigens slutning havde Nordstaterne fået et effektivt skattesystem i gang. Derfor lånte begge regeringer, og de lod seddelpressen køre med stor inflation til følge. Nordstaterne udstedte 432.000.000 »Greenbacks« Dollars, og Sydstaterne 1.554.000.000 Dollars, så en tønde mel ved krigens slutning kostede 1000 Syd-dollars.

Som krigen udviklede sig indså Lincoln, at Europas bevågenhed ville blive positivt påvirket, hvis Unionen frigjorde slaverne og forbød slaveri. Han regnede også med, at han ved at frigive Sydstaternes slaver ville få dem til at flygte mod nord og tilgå Nordstaternes styrker, mens Sydstaterne ville blive uden arbejdskraft på plantagerne. Lincoln lovede den 22. september 1862, altså lige efter slaget ved Antietam, at med mindre staterne kom tilbage til Unionen, ville han frigive alle slaver per 1/1 1863. Da ingen af udbryderstaterne kom retur, holdt han ord og frigav alle slaver ved begyndelsen af 1863. Det bemærkes, at det gjaldt kun slaverne i de konføderative stater, altså ikke lovligt holdte slaver i Unionen.

Der var bl.a. derfor ved krigens slutning 178.895 sorte soldater i Nordstatshæren. Lincoln var i forhold til grundloven på gyngende grund og søgte at få sine forordninger konfirmeret i Kongressen, men han fik først i ændringerne godkendt per 31/1 1865, og de blev endda først ratificerede efter krigen.

Ved krigens slutning var både Sydstaterne og Nordstaterne klar over, at slaveriets dage var talte. Syd havde forsøgt at påvirke Europa til hjælp mod at ende slaveriet. Det skete i marts 1865, men henvendelsen bragte ikke noget med sig.

Frigivelsen af slaver blev dog ikke lige godt modtaget i landet. Lincoln blev især skuffet over Irske immigranters modstand mod negerfrigørelse, og i Sydstaterne var skuffelsen over bjergbønder, der aldrig havde haft slaver, men alligevel var stærke modstandere af deres frigørelse.

Politik under krigen
Hvorledes lå det med slavelovgivningen. Ja, her var lovene i Nordstaterne og Sydstaterne næsten identiske, og under den indledende krig turde Nordstaterne ikke pille ved lovene af frygt for, at de tilbageværende slavestater, Delaware, Maryland, Kentucky og Missouri, skulle forlade Unionen.
Med lincolns proklamation om slavefrigivelserne overalt i USA fra 1863 var faren for at en stat skiftede side dog passeret. Der var næppe nogen, der havde fået lov til at skifte, og man havde vel også på det tidspunkt indset, at Sydstaterne ikke ville = kunne vinde krigen.

Den anden store begivenhed i 1863 var Lincolns Gettysburgtale, der fandt sted den 19. november 1863 ved indvielsen af krigskirkegården. Lincolns tale var væsentlig på det tidspunkt, men dens ry er steget meget i eftertiden.

Under krigen blev begge regeringer dog nødt til at gennemføre upopulære love, der gav centralregeringen større indflydelse, og således foregreb en stærkere statsdannelse, der nødvendigvis måtte fortsætte efter krigen for i første omgang at få bragt økonomien på fode og få staterne til at samarbejde. Den slags nødvendigheder gør altid ledere upopulære, og det gjorde i særlig grad Lincoln upopulær, da krigen trak i langdrag, og ingen synlige resultater var opnået i begyndelsen af 1864.

Og da folket var blevet træt af krigen, så ville en præsidentkandidat, der kunne love forhandling og krigens ophør have store chancer for at vinde. Demokraterne prøvede at opstille en kandidat for denne udvikling, og Republikanerne var klar over, at de muligvis ville tabe valget, og Lincoln havde forberedt sig på det.

Men inden 1864-valget havde Nordstaterne vundet Atlanta tilbage (den 1/9 1864) og i Shenandoah-dalen var der fremgang, hvilket fik Nordstaternes optimisme til at blomstre igen, og der var nu ingen tvivl om, at Nordstaterne ville vinde med programmet om slaveriets ophør og en samlet Union igen. Denne tilstandsændring og følgende humørændring hos vælgerne afgjorde valget til Republikanernes fordel, og Lincoln vandt med en fremgang fra 40 til 55% af stemmerne.

Denne militære vending skyldtes hovedsageligt general Grant, der var blevet kaldt til hovedkommandoen. Han udviklede en strategi, der gik ud på, at hans medgeneral Sherman skulle fra vest angribe georgia og dreje ud mod kysten ved Savannah og således igen dele Syden i to dele. Fra syd kunne Sherman så presse på mod nord, mens Grant selv kæmpede mod Sydens hovedstyrker nord for og omkring Richmond.

Samtidig indførte de begrebet den totale krig. Der på det tidspunkt gik ud på, at også civilbefolkningen skulle mærke krigen, altså bombning og afbrænding af civile mål, flytning af civile befolkningsgrupper og ødelæggelse af alt, der kunne benyttes af fjenden.

Styrkeforholdet mellem Union og Konføderationen
Foruden de rent materielle ting som antal kanoner og antal mænd, så have også selve krigens karakter betydning for udfaldet. Taktisk skulle Nordstaterne føre en langt vanskeligere krig end Sydstaterne. Nordstaterne skulle invadere og tilintetgøre fjenden, mens Sydstaterne kunne nøjes med at holde Nordstaterne ude fra sit territorium, og en offensiv krig er langt dyrere end en defensiv. Yderligere var kampiveren langt større i Syd, og styrkerne der var langt bedre vant til livet i naturen, end de mere urbant levende nordboere.

Våbnene var stærkt udviklet siden sidste krig var ført. Geværet var blevet riflet og fra at have en effektiv rækkevidde på cirka 50 meter, så kunne det nu skyde omkring 600 meter. Projektilene var blevet forbedrede, og kanonerne kunne ikke blot skyde kugler af sted, men også granater og kardæsker. Modsat disse fremskridt, så havde taktikken ikke ændret sig. Generalerne på begge sider mente stadig, at fremstød skulle føres med en massiv grupperet flok mennesker, der som godt mål for fjendens ild marcherede frem. De defensive styrker gravede sig ned og havde således et godt beskyttet udgangspunkt for decimering af fjenden, inden denne nåede sit mål. Resultatet var en ukendt blodig krig med meget større tabstal end tidligere oplevet.

Ved krigens start 1861 var styrkefordelingen således:
Nordstaterne
Nord havde 23 stater med 21-23 mill. indbyggere.
Der var ca. 100.000 produktionsfirmaer i Nord og krigsmaterielproduktionen var 30:1 for Nord:Syd.
70 % af jernbanerne var i Nord.
Desuden havde Nord beholdt flåden, og en lille professionel hær.
Fra 1862 havde Nord over 500.000 mand i styrkerne, fra 1863 over 600.000 mand.

I alt:
Under kommando 1.566.678 mand,
sårede 275.175,
døde af sår 110.070,
døde af sygdom 249.458.

Sydstaterne
Syd havde 11 stater med 9-10 mill. indbyggere. Heraf var 3.500.000 slaver. Der var 18.000 produktionsfirmaer i Syd. fra 1862 havde Syd lidt over 200.000 mand i uniform, indtil 1865, hvor der ikke kunne tilføres friske kræfter, og styrken aftog til omkring 175.000 mand.

I alt:
Under kommando 1.082.119 mand,
sårede 100.000,
døde af sår 94.000,
døde af sygdom 164.000.

I Californien er der det pudsige, at flertallet var for Unionen, og senere sendte de mange penge, men blandt Syd-tilhængerne var de fem største indianerstammer, der holdt slaver.

Illoyalitet fandtes så godt som ikke. Efter man i maj 1861 havde valgt side, så gik næsten ingen over til modparten. Der var desertører, men ingen hele stater eller hele troppeenheder skiftede side under krigen.

Krigens forløb og afslutning
Selve krigens begivenhder er i detaljer meget komplekse at beskrive, da kampen førtes over store afstande og under vekslende forhold.

I begyndelsen ville Nordstaterne benytte en plan, der gik ud på at blokere Sydstaterne fra Atlanterhavssiden og vinde frem ned ad Mississippi og således dele Konføderationen i to dele og isolere den fra at modtage forstærkninger. Planen kaldtes »Anaconda«. Derudover skulle Sydstatshovedstaden Richmond angribes.

Det første slag ved Bull Run ændrede ikke alene opfattelsen af krigen som en slags oplevelse med tilskuere, men den gjorde det også klart for mange, at slavespørgsmålet blev vigtigt at få løst. Der kom nu mange bortløbne slaver til Nordstaterne, og det blev nødvendigt at betragte dem som krigskontrabande for at kunne beholde dem, idet deres arbejdskraft var af betydning for begge parter. Udtrykket »krigskontrabande« skyldes general Benjamin Butler. Denne løsning var ikke langtidsholdbar, og ikke blot Lincoln var nu klar over, at frigivelsen af slaverne var den logiske slutning på konflikten. De politiske forandringer foregik i krigstiden hurtigere end det politiske system egentlig kunne fungere og følge med i.

Ved den totale krigs indførelse og samtidig den nordstrategi, der bestod i Shermans hær mod vest skulle operere uden jernbanestøtte og forsyningslinjer bagud, fik krigen i vest et ændret udseende alene på grund af forsyningssituationen. Da der ikke mere kunne regnes med forsyninger fremkommet fra egne områder, så blev hæren nødt til selv at skaffe sig dem undervejs. Da området, som hæren skulle igennem, nu i nogle år havde været i krig, var dyrkningen mildest talt optimal, og her kom så Sherman med omkring 100.000 mand, over 2.000 køretøjer, 35.000 dyr og sådan en styrke kræver omkring 600 tons forsyninger om dagen. Det er noget af et arbejde, og i kølvandet blev efterladt et plyndret, hærget og udbrændt bælte tværs gennem staten Georgia og helt til Savannah.

Den 31. januar 1865 vedtog Kongressen det trettende forfatningstillæg til grundloven om slavernes frigivelse. Samtidig var Savannah erobret og mange sydstatssoldater var klar over, hvad enden ville blive. Sydstyrkerne led meget i vinteren, da de ikke fik forsyninger af nogen betydning og mange begyndte at desertere. Moralen var faldet betragteligt i Syden. Nordstyrkerne gik i februar 1865 mod nord fra Savannah og ind i South Carolina; den stat, der i særlig grad havde været toneangivende i løsrivelsen. Styrkernes hærgen her blev derfor endnu værre end gennem Georgia.

Krigen kostede cirka 620.000 amerikanere livet; cirka det samme som alle USAs andre krige tilsammen. kun en tredjedel døde af skud; to tredjedele af sygdom og følgevirkninger. En fjerdedel af alle hvide våbenduelige mænd fra Sydstaterne faldt i krigen.

Slagoversigt
  • 21.07.1861 Bull Run 20 miles syd for Washington, Manassas. 30.000 N-mand under Irvin McDowell mod 30.000 S-mand under Beauregard, T. J. Jackson forstærker Syd. Vinder: Syd.
  • xx.11.1861 General George McClellan, 1826-1885, får kommandoen i november efter Scott pensioneres.
  • 06.02.1862 Fort Henry erobres af Grant.
  • 16.02.1862 Fort Donelson erobres af Grant, i alt tages 14.000 fanger.
  • 09.03.1862 Slaget mellem verdens to første stålkrigsskibe USS »Monitor« og Konføderationens »Merrimack.«
  • 06.04.1862 Shiloh ved Tennesseefloden. Grant versus Johnston, uafgjort, 13.000 N-mand og 10.000 S-mand døde og sårede ud af i alt 63.000 mand.
  • 04.09.1862 General Robert E. Lee krydser Potomacfloden og går ind i Maryland.
  • 17.09.1862 Antietamfloden; McClelan angriber Lee, uafgjort, 23.000 døde og sårede = 1/4 af alle styrker, der deltog.
  • 13.12.1862 Fredericksburg. Vinder: Syd.
  • 01.05.1863 Chancellorsville, 3 dage. Ca. 25.000 døde og sårede.Vinder: Syd.
  • xx.06.1863 Lee krydser Potomac med 75.000 mand.
  • 01.07.1863 Gettysburg. Syd angriber 3 dage. 3.dags tab for Syd: 50%. Samlet tab 52.000 mand. Lee mistede i alt 33%.
  • 04.07.1863 Vicksburg kapitulerer til Grant. Var belejret fra 22.05.1863.
  • 05.05.1864 The Wilderness, 2 dage. Vinder: Nord.
  • 08.05.1864 Spotsylvania, 11 dage. Vinder: Nord.
  • 03.06.1864 Cold Harbor. Vinder: Nord. 7000 faldne på 20 minutter, 60.000 faldne på en måned.
  • xx.06.1864 Peterburg belejres.
  • xx.xx.1864 Shenandoahdalen. Early (syd) kontra Sheridan (nord). Vinder: Nord.
  • 02.09.1864 Atlanta erobres. Vinder: Nord.
  • 21.12.1864 Savannah erobres. Vinder: Nord.
  • 09.04.1865 Appomattox. General Lee overgiver sig til Grant og Sherman.
  • 26.04.1865 General Johnston overgiver sig i North Carolina til Sherman.
  • 10.05.1865 Præsident Davis bliver arresteret.
  • 14.04.1865 Præsident Lincoln myrdes. Vicepræsident Andrew Johnson bliver præsident.


Kilder
Af andre kilder er benyttet:


Retur til  oversigten. Retur til  toppen af siden.
Revideret 15.09.2004. Retur til hjemmesidens  forside.