Forskellige praktiske definitioner, udtryk og dimensioner i bog- og biblioteksvæsen

Opdateret 2019-09-26, og revideres efter behov.

Indholdsoversigt

Indledning

Danmarks litteratur som defineret i Bibliothece Danica (BD) befinder sig hovedsageligt i Det Kongelige Bibliotek (KB), hvor man i dag kan finde de fleste værker ved en søgning i databasen REX, som der findes link til på KBs hjemmeside. Denne database omfatter flere samlinger, som der er redegjort for på samme site.

Ved en indgang gennem www.bibliotek.dk kan man finde andre bibliotekers beholdning og hertil er også KB knyttet. Der finder i disse år en større og større samkøring mellem bibliotekers bogbestand sted, så søgning for brugerne derved lettest mest muligt. Men sådan har det ikke altid været, og herom handler disse noter med forskellig information om emnet.

Hvor andet ikke er anført er der tale om trykte bøger i kodexformen. For håndskrifters vedkommende vil det fremgå af den omkringstående tekst.



Nogle fagords betydning

En del fagudtryk er med definitioner forklaret på sitet: www.grafiskkollegium.dk/Typografiske_fagudtryk.pdf.

Ansvarlighed
Den eller de personer, der har frembrag materialets indhold, forfattet det eller kunstneriske produceret det på anden vis end ved tekst, har ansvarlighed for materialet.
Blandet ansvarlighed - har de personer, der har skrevet eller på anden måde bidraget til materialet kunstneriske eller intellektuelle indhold ved at udføre forskellige funktioner.
Delt ansvarlighed - har de personer, der i samarbejde om indholdets intellektuelle eller kunstneriske indhold har frembragt dette ved samme funktion (fx forfattet det sammen).
Hovedansvarlighed - har den eller de personer eller korporationer, der fremtræder som fælles skaber af materialets intellektuelle eller kunstneriske indhold.

Arkiv
Ordet arkiv kan bibliografisk betyde:
1) - Opbevaringssted for dokumenter og andre materialer.
2) - Samling af dokumenter og andre materialer, der indgår i et samlet organisk hele, hvor de enkelte elementers indhold har en relation til de øvrige elementer.
Samlinger af dokumenter opstået ved tilfældige køb og uden sammenhæng i emne eller andet kan ikke kaldes en arkivsamling, og her kan ordet arkiv kun bruges om opbevaringsstedet.

Arksignatur
Tegn påført et trykarks forreste side, nederst, når arket er falset. Arksignaturen består gerne af et tal fra en fortløbende talrække. På arkets tredje side er samme tal efterfulgt af en asteriks. Tallet på side 1 kan være efterfulgt af en kode, der angiver, til hvilket værk arket hører.

Bibliografi
Bibliografi eller katalog?
Et katalog bringer - gerne på listeform - i en bestemt sortering en oversigt over alle de materialer, der befinder sig i en bestemt samling eller del af en samling. Ordet "katalog" er afledt af det græske verbum for "jeg optæller".
En bibliografi bringer en (tilstræbt) oversigt over, hvad der komplet er udgivet om et bestemt emne, en bestemt forfatter eller andet afgrænset område.
Bibliografier og kataloger er omtalt nærmere i teksten om biblioteker 1800-1900.

Bibliotek
Ordet bibliotek er af græsk oprindelse og kommer fra ordet for en bog: biblion, der er diminutiven af biblos, som var betegnelsen for papyrusmarven og gav navnet på det fremstillede ark skrivemateriale af indersiden af plantens stængel.
De fleste europæiske sprog benytter en form af dette ord som betegnelse for et bogopbevaringssted eller en bogsamling. Undtagelserne er fransk og engelsk, der benytter ordet library, der stammer fra fransk librairie, som igen kommer fra latinsk libellus, diminutiven af liber, der betyder bog.
Ordet bibliotheca findes som specialord på engelsk, hvor der i [OED] er tre betydninger: Bibelen, et bibliotek og en bibliografi. Eksemplerne for Bibel er fra 1000-årene samt fra 1879.
[6016 p.34 + 125, OED]

Library
Som anført under ordet bibliotek benytter engelsk normalt ordet library for et bibliotek. Etymologien for liber omfatter en formodning om, at liber, der på latin også betyder bark, stammer fra den bark, som tidlige skrifter blev nedfældet på.
I Middle English Dictionary, der dækker perioden 1100-1500, findes liber foruden med betydningen biblioteksrum eller biblioteksskab også som dækkende arkivfunktionen og som dækkende erindringer, hvilket her nok skal forstås som krøniker.
[OED]

Bibliotekar
Af bibliotek dannes bibliotekar, der administrerer biblioteket, og i ordets latinske form med græsk rod: bibliothecarius, og med synonymet armarius, hvor oprindelsen er armarium betydende skab og opbevaringsenhed og specielt om de vægskabe, hvor bøger blev opbevaret. Bibliotekaren havde ofte også overopsyn for skrivestuens opgaver og personale. Hos en del religiøse ordner omfattede stillingen som precentor også bibliotekarembedet, mens det hos cistercienserne fx altid var to adskilte stillinger, hvor precentoren var højere placeret.

Billeddokumentation
Anvendes om en todimensional gengivelse af et motiv fx et foto eller maleri og anvendt som understøttelse til materialets behandling af et emne. Til dokumentationen kan høre en undertekst med oplysninger om skaber, proveniens og tilhørsforhold.

Bind
Har to betydninger:
1) - Bibliografisk bind er en enhed af et værk adskilt fra andre enheder af værket ved at have eget titelblad, egen omslagstitel og oftest selvstændig paginering.
2) - I fysisk forstand er et bind alt, der er indeholdt i en indbinding, mappe, omslag eller lignende. Et fysisk bind kan indeholde flere bibliografiske bind.
Flerbindsværk - Monografi, der er afsluttet eller planlagt afsluttet i et bestemt antal dele, fx et antal bind.

Bindtyper
Indbundne bøgers bind kan bl.a. være af typerne:
Halvbind - ryggen er i et materiale og farve, mens overtrækspapir eller overtræksmateriale i øvrit kan have anden farve, mønster eller billedtryk.
Helbind - ryg og sider i samme materiale.
Hæftet - også kaldet blødt bind, arkene er garnhæftede sammen, og et omslag af karton eller papir er klæbet på ryggen og fastgjort til bogblokken med forsatspapir.
Papirbind - ryg og sider i et stykke papir.
Andre typer bind findes.

Blåbog
Fra hollandsk (oversat) "blauwboekje". Blåbøger var pjecer, brochurer eller andre småtryk enkelte eller flere sammen og udgivet i blåt papiromslag brugt som genrebetegnelse fra 1500-tallet til op mod 1800.
[ID=1828 p.99]

Bog
Grundbetydningen af bog er fra bøgetræ, idet man på et tidspunkt skrev på tynde bøgetræsplader. Ordet bog findes med samme rod i flere europæiske sprog. Specielt nævner [ODS] og [OED] oldengelsk eller oldsaksisk, boc pl. bec, som værende ophavet til ordet bog. Eksakt viden om udviklingen er ikke fundet, idet ordet skiftede køn og bogstavering på en noget uoverskuelig måde i de forskellige sprog, men grundbetydning synes at ligge fast.
Definitionen er: En samling blade påført tekst, ordnet i rækkefølge og sammenholdt til en enhed. Bladmaterialet kan være forskelligt, eksempelvis papir. Ordet anvendes til tider for bogruller samt har en del overførte betydninger.
I et enkelt værk kan ordet bog være anvendt om værkets enkelte dele, fx de fem Mosesbøger i Bibelen eller bare "Bibelens bøger".
[ODS, OED, 6016 p.25]

Codex
Ordet er latin og er en senere staveform af caudex, der betyder træstamme og peger på tidlige nedskrivninger på træplader. Codex benyttes hovedsageligt om manuskriptformen og er ikke almindeligt i brug om trykte bøger.
Ordet bruges i en del videnskaber til at specificere en bog til forskel fra en bogrulle. I antikken blev codex ofte anvendt om hverdagsbøger som regnskaber, kopibøger etc., mens liber blev brugt om det litterære værk.
Da kristendommens tekster blev forfattet, kom codices til at være standardbetegnelsen for de hellige skrifter, men først fra 400-tallet blev codex det foretrukne ord for en "bladre"-bog i manuskriptform.
[6016 p.35]

Liber
Om etymologien - se ovenfor. Ordet benyttes synonymt med bog både om en enkeltstående tekstsamling og om en del af et større værk.

Forfatter
Se under ansvarlighed.

Håndskrift - manuskript
Ordet manuskript er en del af det latinske udtryk Codex manuscriptus eller Liber manuscriptus betydende den håndskrevne bog. Sidste del af nominalet "bog skrevet i hånden" blev efterhånden standardudtrykket for alle håndskrevne tekster.
Håndskrift - Tekst eller anden information, der er skrevet i hånden, på skrivemaskine, noder, indskrifter på andet materiale som tavler og sten.
Andre har dog defineret håndskrift til kun at omfatte de dokumenter, "der er skrevet med menneskehånd ved hjælp af en pen, blyant eller andet hjælpemiddel, som kan bruges let og fortløbende" [ID=984 p.272]. I samme kilde står også, at ofte bruges "manuskript" kun for dem, der er produceret før år 1600, mens produkter frembragt efter 1600 kaldes for "autografer", en sædvane, der dog er ualmindelig i Skandinavien. Man kan så i stedet bruge det enegelske holograph for håndskrifter efter 1600, idet ordet "autograf" så kan indskrænkes til at betyde et skrift kun bestående af en persons egenhændige underskrift eller navnetræk.
Både ordet "manuskript" og "håndskrift" bruges om de samme ting uanset, om der er tale om meget gamle dokumenter eller nye maskinskrevne dokumenter, men i definitionerne indgår ofte frasen "og de er unikke i modsætning til trykte værker", hvilket i dag vil udelukke printede dokumenter fra "håndskrifter".
På denne hjemmeside er "håndskrift" og "manuskript" brugt om både nye og gamle håndskrevne materialer, men et værk i "bogform" kan godt være et håndskrift, da der så er fokuseret på forskellen mellem "codex" og "bogrulle".

Imprimatur
Tilladelse til at trykke et materiale indleveret til en myndighed for godkendelse. Imprimatur er oftest anbragt på titelbladets bagside (kolofonen).

Incipit
Begyndelsesord i et håndskrift eller ældre bøger. Man taler også om "incipit", når begyndelsen er skrevet i et andet sprog, fx. "Hier hebt sich an".
Explicit - Afslutningsord i et håndskrift gerne efterfulgt af værkets titel. Kan også være skrevet i et andet sprog end latin.
Til tekstens identifikation benyttes endvidere en stichometrisk optæling, dvs. en lijetælling eller versetælling.
[ID=1144 p.32]

Katalog
Fra græsk katalegein = "optælle" - kan her tolkes som "fremlægge et ordnet materiale". På dansk var ordet tidligere i bibliotekssprog gerne fælleskøn, men i dag er det oftest intetkøn: Et katalog.
Kataloget er Kolofon
Det sted i et værk, hvor tekniske oplysninger og bibliografiske oplysninger anbringes. På nyere værker gerne på bagsiden af titelbladet, på ældre bøger ofte anbragt bagerst i bogen og i periodica hvor mest passende og gerne samme sted i hver udgivelse.

Kort
Topografisk eller tematisk gengivelse af jorden (eller andet himmellegeme) eller en del af denne på et plant medium og oftest i et målestoksforhold. Se også plan.
Bikort - Små supplerende kort indsat inden for eller uden for hovedkortets ramme.
Plan - Detaljeret kartografisk kort i stor målestok.
Projektion - Matematisk beskrivelse af et korts konstruktionsmetode.

Kustode
Fra håndskrifters og håndsætnings tiden: Indsætning nederst på en side af de første ord på den følgende side for at sikre, at satsen eller den håndskrevne side placeres korrekt i forhold til næste side.
[ID=964]

Læsbarhed - læselighed
Læsbarhed måles på grundlag af tekstens sværhedsgrad, lix-tallet, hvori indgår ordenes og sætningernes længde samt øvrige sproglige egenskaber.
Læselighed omhandler de egenskaber, som en tekst må have for at brugeren / læseren kan afkode informationerne med normal læsehastighed ved normal lysstyrke. Læselighed er knyttet til teksten fysiske fremstilling det vil fx inkludere satsbilledet.

Opstillingselement
Det navn eller den titel, hvorfra materialets plads bestemmes ved opstilling i en alfabetisk sortering. I titlen anvendes første ord, der ikke er en artikel. I vanskelige tilfælde fx med navne og præfikser kan yderligere regler findes i (tidl.) Bibliotekstyrelsens manualer for bibliografiske standarder.

Paginering
Nummerering i rækkefølge af sider i et materiale ved at mærke dem med et bogstav, tal el. lign.
Foliering - Nummerering i rækkefølge af blade i et materiale. Oftest sættes bladnummeret på bladets forside.

Per cola et commata
Egentlig "efter sætning og frase". Opstilling i listeform, hvor første linje begynder helt venstrestillet, medens efterstående linjer med en relevans eller anden underordning til linje et er indrykket en tabulering på siden eller i spalten.
Anvendelsen er kendt fra klassisk romersk tid, men også kendt efter Hieronymus (Jerome eng.) (347-420), der anvendte metoden i sin prolog til Profeterne i sin "Vulgata".

Signatur
Et mærke bestående af bogstav og / eller tal nederst på arket, der angiver arkets placering i bogblokken i forhold til næste ark. Arkets anden rectoside har ofte en forkortet udgave af signaturen bestående af en asteriks og arknummeret, så falsningen også kan kontrolleres før indbinding.
I biblioteksvæsen angiver signaturen den kode, hvorefter et materiale er opstillet i bibliotekets system og opført iet systematisk katalog for biblioteket.
[ID=964]

Titel
Forbindelse af ord eller tegn, der udgør navnet på en bog eller andet materiale. Forbindelser med titel:
Alternativ titel - Den anden del af en titel, hvor de to dele er adskilt med ordet eller eller et tilsvarende udtryk.
Bititel - Omslagstitler, overtitler og halvtitler kaldes for bititler.
Fællestitel - En hovedtitel, der er fælles for alle værker / bind i et materiale.
Halvtitel - et samme som smudstitel.
Hovedtitel eller heltitel - Den mest fremtrædende titel på et materiale. I hovedtitler indgår alternative titler, og i periodisk udgivne materialer indgår sektions- og supplementstitler i hovedtitlen.
Kolumnetitel - Også kaldet klummetitel. Linje over hver eller hveranden side (lige / ulige) med navn på ophav, materialet titel eller det aktuelle kapitels navn. Sidens paginering kan indgå i kolumnetitlen.
Omslagstitel - Titel trykt på et materiales originale omslag.
Overskrifttitel - Titel på et materiale anbragt på tekstens begyndelsesside.
Overtitel - Ordforbindelse af karakter som anden titelinformation og anbragt over hovedtitlen i et materiale.
Paralleltitel - Hovedtitlen på et andet sprog eller i et andet alfabet og ikke nødvendigt en ordret oversættelse.
Rubriktitel - Det samme som overskrifttitel.
Rygtitel - Titel trykt på ryggen af et materiales omslag.
Serietitel - Titlen på et sammenhørende antal monografier eller periodica udgivet som samlingsværker fx årbøger.
Sluttitel - Titel anbragt efter teksten er slut og kan indgå i en efterstillet kolofon. Ikke almindelig i nutidige værker.
Smudstitel - Titelblad sat foran hovedtitlen og kun indeholdende værkets titel.
Titelblad - Bladet, som materialets navn er trykt eller skrevet på.
Titelside - Side forrest i et materiale, hvorpå hovedtitlen er trykt sammen med ophavsangivelser og publiceringsoplysninger.
Titelvariant - Titel, der afviger frahovedtitlen, fx rygtitel.
Undertitel - Titel anbragt efter hovedtitlen og paralleltitler, og som er mindre fremhævet. Kan fx indeholde oplysninger om formålet eller karakteren af materialet.
[5201, ID=984]

Beskrivelse af en bog

I de efterfølgende noter er ordet bog brugt om en tekst trykt på papir og indbundet som en enhed. Ordet værk er typisk brugt om en tekst, der er opdelt i flere bøger indbundet i hvert sit bind.

Beskrivelse af en bog inkluderer: Såfremt en bog har mindre end 16 sider placerer nogle biblioteker materialerne i en særsamling, der registreres på afvigende vis fra hovedmassen af bøger. Småtryk kan fx være adresseaviser, reklamer, biletter, foldere, sange, prislister, køreplaner m.v.
KB havde eller har forskellig sædvane for danske og udenlandske småtryk.

Hvis en bog ikke er offentliggjort, som fx et virksomhedsregnskab kan være undtaget fra, kan materialet behandles på særlig måde.

Analyse af tekst

En bogs tekst må analyseres, før den kan registreres og katalogiseres, da bogens emneindhold vil være af betydning for dens placeringen i bibliotekets katalog og dens fysiske placering.

For bøger, der kan henføres til en bestemt emnegruppe, er analysen let, og bogens placering kan umiddelbart bestemmes.

Med flere emner skal både hovedplacering og biplaceringer bestemmes. Desuden skal det eller de anvendte sprog, skriftstørrelse, faglige niveau, om det er en lærebog, en håndbog, eller andet kategorisering afhængig af biblioteket sædvane noteres.

Hvis bogen indeholder illustrationer kan disse angives ved katalogiseringen sammen med antal, typer, tavler, kort etc. Det samme gælder for udenomsværker som forord, registre, bibliografier, noteapparat etc. igen afhængig af bibliotekets sædvaner.

I registreringer kan man for samleværker med mange bidrag fra en eller fra flere forfattere støde på udtryk som:

Findes flere typografisk uafhængige tekster indbundet i et samlingsbind, må de enkelte tekster i registreringen kunne fremgå på kvalificeret måde i både katalog og register, da placeringen jo er givet af enhedens unikke placering, så brugeren uanset hvilken tekstdel, der ønskes, kan finde samlebindets placering.

Klassificering og registrering

Ved registreringen ønskes sjældent en fuld bibliografisk beskrivelse af bogen, men derimod en hurtig og sikker identifikation af bogen og dens placering i samlingen.

Materialet (herefter kaldet "bogen") gives ved ankomsten et accessionsnummer, der følger bogen som en identifikation i sin levetid. Dernæst skal bogen registreres i bibliotekets katalog, der i dag sker i form af en database, men tidligere var i en protokol eller på kartotekskortsform.

Når klassificeringen er bestemt, og de øvrige detaljer for bogen er gennemgået, udfyldes bogens post efter bibliotekets norm. Normen veksler, og der findes både en minimalform, fx Folkebibliotekernes minimalregistrering, og der findes meget omfattende normer for bøger, der også ønskes at kunne indgå i internationale bibliotekers kataloger / søgemaskiner m.v., hvortil der kræves udfyldelse af op mod hundrede felter i databasen.

Ved registreringen må registrator tage stilling til mange forhold som fx:
Der blev i analoge kataloger og kortkartoteker i registreringen set bort fra brugen af "i" for "j" eller "u" for "v" eller "uu" for "w", og anvendt den almindelig på registreringstidspunktet sædvanlige retskrivning. Tal blev omskrevet fra bogstaverede tal og romertal til arabiske tal, bortset fra i en titel.
Trykfejl i en titel registreres men efterfølges af [!] eller [Sic!]

Hvis titeloplysninger eller trykår vises som et kronogram (kongens fjerde regeringsår fx) omsættes det i registreringen til arabertal efter den anvendte kalenderform.
Som en lettelse ved omregning fra latinsk tidsregning, der i månedsdatoer anvender calendae, nonae og idus, kan følgende huskeregel bruges:
Calendae : Adder 2 til den foregående måneds dageantal, hvorefter subtraheres det nævnte tal.
    Eksempel 6. Cal.April = 27. marts.
Nonae : Er månedens 5. dag, dog den 7. dag i marts, maj og oktober.
Idus : Er månedens 13. dag, dog den 15. dag i marts, maj, juli og oktober.
    For både Nonae og Idus adderes 1 til forekomsten. Eksempel 7. Idus Jun. = 7. juni.

Indeholder titel eller kolofon ikke forlag, tryksted eller trykår benyttes forkortelser i de respektive felter, og der er / har været brugt bl.a. og hhv. for dansk / latin: [U.n.] / [s.n.], [U.st.] / [s.l.] og [U.å.] / [s.a.].

For inkunabler og andre tidlige bøger kan trykåret anføres i stedet for udgivelsesåret og trykkeren i stedet for forlag eller udgiver.

Sidetal anføres med fx XVI + 123, hvor det sidst trykte pagineringsside registreres (pp.). Er bogen uden paginering tælles samtlige sider inkl. titelsider. Normalt angives bøger trykt før 1550 med antal blade (ff.).

Latinske proprier og adjektiver afledt af proprier skrives med stort begyndelsesbogstav.

Emneord
Der findes mange emneordssædvaner i biblioteker både med hensyn til ordenes form (ental / flertal), store og små begyndelsesbogstaver, opdeling i grupper (geografiske lokaliteter / personer / med flere), godkendte og ikke godkendte emneord. Da de fleste søgesystemer tillader fritekstsøgning og en meget stor procentdel af brugerne udelukkende benytter den mulighed, så er en nøjagtig gruppeplacering af emneord ikke længere af stor betydning.
Visse grundregler bør dog overholdes. Emneord staves som samtidens regler for værket foreskriver (hvilket ikke alle baser har gjort). Substantiver, der findes i oblikke kasus i titlen, skal registreres i nominativ som emneord.
Om en bog på fremmedsprog skal have emneord på dansk i danske biblioteker, i fremmedsproget eller i begge sprog må afhænge af bibliotekets brugere og sædvanen.
Før den digitale registrering blev benyttet, og kartotekskort og protokoller skulle udfyldes analogt, var det nødvendigt med klare og præcise regler for katalogmaterialets udfyldning. Et godt eksempel på et reglement er KB's Regler for Affattelse af Katalogsedler i det Kongelige Bibliotek, 1910.
I indførelser i et biblioteks manuelt førte protokoller benyttet som systematiske kataloger bliver oplysningerne gerne af pladshensyn forkortet mest muligt uden at forståelsen går tabt.
[5201 p.14ff]



Kataloger og bibliografier

Forskellige typer kataloger er omtalt i filen om biblioteker 1800-2000.

Om håndskrifter står nogle enkeltheder efterfølgende.



Papir og papirformater

Bogformat
En bogs format er givet ved den måde og det antal gange, et ark papir sammenfoldes eller falses. Formatnavnene viser det antal gange, papiret er falset, og navnene stammer fra de latinske taltegn og anvendes ud over i trykprocessen og i bogbindingen også af biblioteker til opstilling af bøger efter størrelse:
 
1° Broadsheet meget stort papir foldet en gang 2 blade. Forkortes bs.
2° Folio arket falset en gang 2 blade, 4 sider
Bøger over 35 cm. i højden regnes for Folio.
Over 45-50 cm i højden regnes for Storfolio.*)
4° Kvarto arket falset to gange krydsvis 4 blade, 8 sider
Bøger signerede som 4° eller 8° over højden 35 cm. regnes for 4°.*)
8° Oktavo arket falset tre gange krydsvis 8 blade, 16 sider
Andre størrelser / falsninger under højden 25 cm. regnes for 8°.*)
12° Duodecimo - 12 blade, 24 sider
16° Sedecimo arket falset fire gange krydsvis 16 blade, 32 sider
18° Duodevicesimo - 18 blade, 36 sider
24° Vicesimo quarto - 24 blade, 48 sider
32° Tricesimo secundo arket falset fem gange krydsvis 32 blade, 64 sider
*) Var tilfældet på KB 1910 af hensyn til bibliotekets hyldeindretning.
 
I stedet for gradtegnet kan størrelserne også skrives som fx 8vo. Størrelserne vist i tabellen uden angivelse af antal falsninger opnås ved falsninger, der ikke ved falsning halverer bladarealet - fx en tredeling af bladet.

Nu kan arket både falses, så det danner højformat, og så det danner tværformat eller bredformat. Falses der til højformat, findes den fælles ryg for bladene på det sidste bruds langside. Da en bog i oktav principielt kan være både højformat og tværformat, så kan ordet oktav ikke sættes lig med et bestemt længdemål, men i praksis - som vist nedenfor - kan bibliotekarer sætte en vis form for mål på størrelserne.

Helt små bøger med en højde på 5 cm eller derunder kaldes for mikroformat eller mikroskopiske tryk.

Engelske betegnelser
Hvis man skal anvende engelsk litteratur støder man på bogstørrelser med et tilføjet fornavn, der angiver det falsede trykarks størrelse i engelske tommer a 2,54 cm. Nedenstående benævnelser var gængse i 1800-tallet:

Foolscap = 17 x 13½ inches
Demy = 22½ x 27¾ inches
Medium = 23 x 18½ inches
Royal = 25 x 20 inches
Crown = 21 x 16¼ inches
Imperial = 30 x 22 inches
Columbier = 34 x 26 inches
Elephant = 28 x 23 inches

Papirstørrelser kan i en bibliografisk beskrivelse sammensættes til fx "Crown 8°". I det engelske bibliotekssystem regnede man i 1850-1950 med op til 12 størrelser. Nu har man aldrig opstillet i så mange forskellige hyldehøjder, men oftest kun anvendt fire formater til fire hyldehøjder. Danske biblioteker regnede i midten af 1900-tallet med en oktavbog maksimalt måtte være 26 cm i højden for at passe til hyldehøjden.
I praksis har man derfor kaldt alle bøger med en højde under 25 cm for "oktaver", bøger med en højde på 25 til 35 cm for "kvarter", bøger med en højde på 35 til 45 cm for folianter, og bøger med en højde over 45 cm for storfolianter eller for "folio maximo".

I meget gamle bøger kan der være anvendt trykark, der er halveret før trykningen. Derved kan der opstå meget komplicerede værker, hvor papirbaneretning, bestemmelse af vireside og vandmærker må inddrages for at give en fuldstændig bibliografisk beskrivelse af bogens dele.
[5469 p.194]

Under udviklingen af standardformater blev der gjort indsigelse mod den tyske DIN-serie. Nogle bogtilrettelæggere mente ikke, at DIN-formaterne tilgodeså velegnede formater på bl.a. skønlitterære bøger med det forhold, der var mellem bredde og højde på papiret. I en undersøgelse af bredde-højdeforholdet fandt man, at omkring 1850-1900 foretrak man forholdet 1:1,5, mens man i 1700-tallet foretrak 1:1,67, der er det gyldne snit, hvilket måske bare var forårsaget af papirformatet typisk den gang var højt og slankt.
Op gennem 1900-tallet blev skønlitterære bøger i Danmark typisk udgivet i forholdet 1:1,5 og for bredere formater helt ned til 1:1,3. Konklusionen bliver, at ydergrænserne for en anvendelig og produktionsegnet bog bør ligge mellem 1:1,67 og 1:1,3.
[1786 p.245]

De standardiserede papirformater går ud fra et ark på en kvadratmeter. Det kaldes A0 og måler 841 x 1189 mm og forholdet mellem siderne er det gyldne snit og 1 : kvadratrod 2, og herfra ved halvering fremkommer så A1, A2, A3 og A4 osv.

Papirforhold af betydning for trykprocessen og læseligheden:

Skrifter og skriftstørrelser

Alfabetet
Bogstavskrifts oprindelse er fra de semitiske sprog, der i det nuværende Syrien benyttedes af aramæerne 800 f.Kr. Herfra spredte sprogene sig mod øst mod Persien og mod vest mod Grækenland. Min tekst følger kun den græske gren af den semitiske skrift, hvis ældst kendte levn er en indskrift fra 700-tallet f.Kr. Grækerne havde lært skriften gennem fønikierne og kaldte derfor bogstaverne for "fønikiske tegn".

Grækerne overtog også bogstavernes rækkefølge fra det fønikiske alfabet, der indledes med "Alfa" og "Beta" - og derfra ordet "alfabet". Den fønikiske skrift var en konsonantskrift, og vokalerne blev først indført, da grækerne havde overtaget skriften og anvendte de fønikiske lydtegn, som der ikke var brug for i græsk, til at danne vokalbogstaverne.

Skriveretningen
Kileskriften i Babylon og omegn var fra venstre mod højre. Arabisk blev skrevet fra højre mod venstre.
Skriveretningen var i tidlig fønikisk: fra højre mod venstre eller plovfurevis, dvs. første linje fra venstre mod højre og 2. linje fra venstre mod højre også kaldet boustrophedon (egentlig"oksedrejende").
Bogstaverne vendte front ved hver drejning og havde altså skiftevis front mod højre eller mod venstre.
Ret hurtigt gik man over til at skrive, som vi gør i dag. De ældste indskrifter kendes kun fra sten og keramik. Hvad der var skrevet på papyrusark har ikke overlevet, bortset fra fund i Ægyptens ørken (og i Herculanums aske). De ældste papyrusfund er fra ca. 300 f.Kr. de yngste er fra 700 e.Kr.
Skrift
Grækerne anvendte kun majuskler. Først med romerne opstod de øvrige skrifttyper med bl.a. minusklerne. Dette emne er beskrevet i teksten om klostrenes skriveværksteder her.

Den ældste romerske indskrift er fundet på Forum Romanum i 1899 på en sort sten, Lapis niger, fra Ægypten i 500-400-tallet f.Kr. Skriften er græsk, og skrivemetoden er plovfurevis og foretaget med den såkaldte monumentalskrift med majuskler af regelmæssig størrelse og gjort med omhu.
[ID-965 pp. 170ff]

Kortfattet liste over visse skrifttyper fra antikken til bogtrykkets fremkomst: Efter ca. 500-600 udvikledes der nationale skriftvarianter. Se nærmere herom i skriftbøger som fx [ID=965].

Efter 1400-tallet skete skriftudviklingen inden for bogtryk.


Bogside, spalter , top og bund, udenværker

Bogens opbygning, bogblokken, indeholder selve den løbende tekst som sit hovedelement, men uden om det element knytter sig til bogen dens udenværker:

Særligt om håndskrifter

Håndskifters produktion omtales nærmere i teksten om scriptorier m.v..

Håndskriftkatalogisering
Katalogisering af håndskrifter produceret før ca. 1600 kræver nogle fra bøger afvigende registreringer. De væsentligste er:
1) - Værkets materiale (pergament, papir etc.).
2) - Værket skal folieres (kollationeres), såfrem det ikke allerede er gjort, med et blyantstal i øverste højre hjørne med tilføjet "ult." på sidste blad. Eventuelle mangler i bladantallet.
3) - Skriftens sprog og skrifttypens alder, skriverens eventuelle datoer indføjet.
4) - Materialets størrelse og skriftfeltets størrelse og antallet af spalter - alle i højde og bredde.
5) - Linjeantallet, forekomst af initialer og bogmalerier, vignetter etc.
6) - Ejermærker, oprindelsesstempler.
7) - Bindets materialer og udførelse, præg, skrift og hvad i øvrigt kan iagttages.
8) - Beskrivelse af tekstens indhold. Antal titler og rækkefølge i manuskriptet. Er den komplet med "incipit" og "explicit". Indgangs- og slutlinjer i værkets forskellige afsnit kan anføres som fx F.1.r. til f.6.v. I anonyme værker kan begyndelseslinjer anvendes til søgning efter oprindelse, så første tekstlinje bør registreres.
9) - Er der til bestemmelsen af materialet anvendt hjælpelitteratur opføres denne i registreringen.
[ID=984 pp.272-282]

Proveniens

Om proveniens noteres:
[5040 p.46]

Kilder

Dahl, Svend (edt.), 1924: Haandbog i Bibliotekskundskab 1-2, 3. udgave [5040].
Frederiksen, Erik Ellegaard, 1981: Bogens funktion og æstetik, 2. udg., Chr. Ejlers' Forlag, [ID=1021].
Irwin, Raymond, 1957: The Origins of the English Library, G. Allen & Unwin, [ID=1144].
Jørgensen, Johan, 1968: Skifter og Testamenter, DHF.
Jørgensen, Johan, 1960-62: Kirkeshistoriske Samlinger, 7. Række, IV Bind, 1960-1962.
Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind 1-21, 1956-1978 [KLfNM].
Birkelund, Palle, et al. (edt.) 1951: Nordisk Leksikon for Bogvæsen 1-2, NNF. [ID=964].
Olsen, Kåre, 1957: "Skriftens historie" i Nordisk Håndbog i Bibliotekskundskab, Bd. I, edt. Svend Dahl, [ID=965].
Petersen, Carl S., 1949: Afhandlinger til dansk bog- og bibliotekshistorie, Gyldendal, [ID=1828].





Jørgen Marcussen

Opdateret 2019-11-19. Retur til  toppen af siden
Retur til bogvæsen, oversigt Til hjemmesidens  forside