Fra skriftkulturens udvikling i de mellemøstlige riger blev evnen til at fastholde data som tekst, beregninger og figurer taget i brug af landenes administrationer. Skriftlig bevaring af matrikuleringer, skattepåligninger og mandtal var af betydning for opretholdelse af magten, og noget senere kom juridiske og religiøse skrifter til. Bevarelsen af disse nedskrevne data skete ved samling i hertil beregnede bygninger, der i dag kaldes for biblioteker og arkiver. Bygningerne havde dog ikke før senromersk tid særlige udvendige kendetegn i form af en speciel biblioteksarkitektur.
Med videnskabernes udvikling blev der behov for udveksling af oplysninger om forskning og opdagelser, og med kristendommens religionstype, hvor de skriftlige kilder havde stor betydning, blev formålet for et bibliotek som den fælles hukommelse for kulturkredsens liv understreget.
Et bibliotek kan for sådanne formål defineres som: A) et lokale, hvori der opbevares skriftligt materiale, og B) en samling skriftligt materiale, der er ordnet på en sådan måde, at bestemte data på anfordring kan fremfindes af datamængden.
Biblioteket kan desuden være: C) organiseret efter et emnesystem, kronologisk system eller andet system, der tjener til at give overblik over samlingen og indpasse dens enheder efter bestemte regler.
Skelnen melle arkiv og bibliotek kan ikke trækkes knivskarpt, men i dene tekst bruges bibliotek hovedsageligt om samlinger af tekster, der findes i mere end et eksemplar og efter trykteknikkens opfindelse især om trykte enheder.
Bibliotekerne er med skriftkulturens udvikling fulgt med, så de har kunnet tilgodese brugernes krav for benyttelse af samlingen. Det vil mere konkret sige, at et bibliotek med voksende materialemængde har været nødt til at indføre registrering af materialet, udfærdige kataloger over samlingen og opstille den, så værkerne har været tilgængelige samtidig med, at bibliotekarerne har skulle sørge for samlingens bevaring mod slitage, klimanedbrydning, tyveri, brand og krigsulykker m.v. I andre af hjemmesidens tekster vil nogle nedslag i bibliotekshistorien og bogvæsensforhold i øvrigt blive genstand for omtale.
Ifølge [Irwin p.17] var så godt som alle biblioteker fra antikken til oplysningstiden bygget på indviet jord, typisk i forbindelse med et tempel og fordi de til et tempel tilknyttede personer ofte var personer med den nødvendige uddannelse til at kunne tage vare på og forstå materialer med skrevne informationer.
Der er fundet lokaler med samlinger af lertavler med skrift på i et tempel i Nippur i Babylonien (Nippur ligger i nutidens Nuffar 150 km SE for Bagdad). Tavlerne er dateret til det tredje årtusinde fvt. Mere vægtige tekster på lertavler blev for bevaringen yderligere emballeret i en lerskal, der skulle brydes for at indholdet kunne læses. Også sortering af teksterne var muligt efter et simpelt emnesystem, hvor lertavler blev givet ydre form efter indhold som fx høstudbytterapporter på firkantede tavler, regeringsforordninger på runde tavler osv. [ID=4278 p.31]
Tilsvarende samlinger af skrifter på forskelligt materiale fra hele den førkristne tid er fundet i flere mellemøstlige områder, men de bliver kun sporadisk berørt her.
Flere af de fra litteraturen kendte personer, der virkede i de græske filosofiske retninger og religiøse centre, havde bogsamlinger, men ingen levn kendes fra dem, og heller ikke fra det meget berømte bibliotek i Alexandria er der fundet levn, men der er dokumentation for overførsel af et par hundrede tusinde bind fra det næsten lige så store og berømte bibliotek i Pergamum (Pergamon lå i Ægæerhavet ud for Lesbos ved den nutidige by Bergama c. 20 km fra havet) til Alexandria på foranledning af en romer ved navn Antonius i år 133 fvt., men det er usikkert, om overførslen virkelig fandt sted.
De romerske erobringer i Middelhavet bragte i den ældste del af 200-tallet fvt. den græske litterære tradition til Romerriget. Det vil sige, at de græske papyrusbogruller med græske skuespil, poesi og annalistiske skrifter kom med de græske lærde slaver til Rom, og efter den Første Puniske Krig udkom de første latinske skuespil overført fra oprindelige græske værker.
Det var ikke de første bøger i Rom. Man kender allerede fra 434 fvt. bøger skrevet på linnedmateriale, men med grækerne blev det papyrusrullen, der blev det foretrukne medium, og der blev før "papyrustiden" fremstillet håndskrifter på læderruller i Mellemøsten og Grækenland, indtil papyrus begyndte at blive indført omkring år 600 fvt. Grækerne kaldte papyrus for byblos med relation til en bastart, som de tidligere havde fået fra byen Byblos og kaldte for byblos, hvilket så blev overført på det nye materiale indført fra Ægypten.
På grundlag af referencer til det litterære liv i Rom kan det udledes, at bogkopiering i betydeligt omfang fandt sted, for at efterspørgslen har kunnet efterkommes. For eksempel havde Ciceros ven Atticus blandt sine slaver højt uddannede græske mænd og en del kopister, som han lod producere kopier af Ciceros værker, som han satte til salg både i Rom, i Italien og i Grækenland. Kvaliteten var ikke altid i orden, og allerede Cicero beklagede sig over fejlbehæftede kopier.
[6016 p. 234-237]
Handel og spredning af litterære produkter foregik i hele det Romerske Rige, og der er dokumentation for boghandlere så langt mod nord som i Rheims i Frankrig. Men for mange af de romerske værker, der ikke er overleveret os gennem senere afskrifter, kendes kun enten et navn eller en titel. Der eksisterer i dag ingen originale antikke forfatteres egne skrevne værker. Alle bevarede skrifter er kopier, og mange af dem er kopieret mange hundrede år - for Homers værket tusind år, efter forfatterne debuterede.
Mange af de overleverede afskrevne værker har deres oprindelse i Byzantium, hvor de overlevede Konstantinopels plyndringer for efter 1453 via Rom at komme til europæiske samlinger.
Senere fund i en villa i Herculaneum af langt over tusind papyrusruller, hvoraf en mindre del har kunnet decifreres, og en endnu mindre del er genudgivet, er et af de betydeligste fund af originale antikke værker. Fra udgravningerne stammer det ældste manuskript fra Romertiden. Det er et digt om slaget ved Actium, Carmen de bello Actiaco, der er skrevet mellem 31 fvt., hvor slaget ud for den græske vestkyst fandt sted, og år 79 vt.
[6016 p.237f + 253 + 258, 5040 p.19]
Med Roms nedgang fra slutningen af 300-årene og i hele 400-tallet blev græsk og latinsk litteratur mindre og mindre læst; der blev færre og færre af den romerske elite, der kunne forstå værkerne, og barbarerne havde ingen skrifter. Det andet udslettende pres på den romerske kultur kom fra den voksende kristne kirke, der var modstander af verdslig litteratur. I stedet blev det kristen-religiøse værker, der blev bevaret. Det var foruden bibelmanuskripter værker af kirkefædrene Eusebius, Hieronymus, Sankt Ambrosius og Sankt Augustinus, der blev kopieret i stort antal og distribueret med kristendommens udbredelse ud over Europa.
[6016 p.259]
Med folkevandringen forsvandt de fleste biblioteker og de fleste bøger fra antikken. Kun de nye kristne værker overlevede i Vesten, og først hen imod renæssancen kom en del antikke tekster retur via muslimske og arabiske oversættelser fra græsk og nu igen via græsk oversat til latin. De kristne forfattere og bibliotekarer tog dog allerede fra 300-tallet det af Kallimachos udviklede bibliografiske system i brug, som fx. fra Eusebius og videre af kirkefaderen Hieronymus (345-420) i sin bibeloversættelse til latin.
Biblioteket i oldtidsbyen Ugarit ved Middelhavskysten i Nordvestsyrien fra ca. 1200 fvt. omfattede statsarkiver, litterære værker og det tidligeste privatejede bibliotek, der endnu er fundet. De benyttede et alfabet med 30 bogstaver, men de fundne arkiver havde på lertavlerne skrift på otte sprog med fem skriftsystemer.
Et andet eksempel på tidlige biblioteker er Kong Ashurbanipals bibliotek i Nineve (tæt ved det nuværende Mosul i Syrien). Det er det tidligst kendte eksempel på et bevidst indsamlet og systematisk ordnet bibliotek, der var grundlagt 688-627 fvt. Det kendes fra fragmenter af lertavlerne, som bibliotekets 30.000 genstande var skrevet på.
Det første egentlige videnskabelige bibliotek, som kendes, er fra Grækenland. Aristoteles (384-322) grundlagde en samling litteratur på videnskabelig og systematisk måde, og han anvendte samlingen til studier. Aristoteles var elev af Platon på dennes akademi og blev huslærer for Alexander den Store, hvis udbytte af Persien- og Indieneventyret kunne udnyttes i samlingen. Aristoteles grundlagde øst for Athen sit eget akademi - Lykeion - i 335 fvt. Det var organiseret efter et kollektiv reglement, hvor elever og lærere levede i en form for fællesskab. Lykeions bibliotek var opstillet i en søjlehal, hvor bogrullerne lå på hylder, og hver bogrulle var forsynet med en etiket, der angav værkets titel.
Det var denne form for bogsamling og brug af samme, der inspirerede eleven Demetrios fra Phaleron (c. 350-280) til ca. 300 fvt. at overbevise Ptolemæus i Alexandria om, at han skulle opføre et lignende sted i tilknytning til Alexandrias Museion. Se herom nedenstående.
Byen Alexandria på Ægyptens Middelhavskyst inden for øen Faros blev grundlagt 331 af Alexander den Store. Byen blev efter Alexanders død i 323 fvt. administreret af hans general og rådgiver, Ptolemæus I Soter, fra 305 med titel af konge. Regeringsmagten gik ved hans død i 283 til hans søn, Ptolemæus II, der døde i 246 fvt. Under disse to konger grundlægges og udvikles Alexandrias antikke biblioteker. Det skete på opfordring fra forskeren og statsmanden Demetrios fra Phaleron, der 307 var blevet afsat som guvernør over Athen, da det tidligere styre genvandt magten i landet. Demetrius (lat. form) fra Phaleron kom til Alexandria i 297 og fik betroede stillinger under Ptolemæus I. Demetrios havde ideerne om et videncenter med sig fra Athen, hvorfra han havde kendskab til Platons og Aristoteles' akademier med bibliotek og museion grundlagt allerede i 385 fvt. og 335 fvt. hhv.
Omkring 290 oprettede Ptolemæus I i forbindelse med kongepaladset på havnefronten i bydelen Bruchion sit center for videnskab og forskning. Det skete i tilknytning til Musernes Tempel, og centrets navn var da også Museion / Mouseion, der blev til vort ord "museum". Det vides ikke nøjagtigt hvad Museion indeholdt, men formodentlig både en slags skatkammer og udstillingssted som vore tidlige "kunstkamre". Der er i kilder også nævnt bogruller, og der er almindelig konsensus omkrig institutionens dobbeltrolle som videnscenter og bibliotek, men om bogrullerne havde egne bygninger er uvist.
Muligvis blev et selvstændigt bibliotek først etableret efter sønnen Ptolemæus II Philadelphus i 282 fvt. var blevet konge, idet kilderne nævner, "at han ca. 250 fvt. oprettede et Kongeligt Bibliotek, der fuldendte Musernes Tempel grundlagt af faderen", men det er ikke klart gengivet om der var tale om en udbygning eller en selvstændig institution.
Samtidig med etableringen af Alexandrias kulturcenter blev der også i andre græske kolonibyer oprettet centre, akademier, hvor der blev samlet viden på medier som skindruller og papyrusruller. Den indsamlede viden blev klassificeret og emneplaceret, og fik som oven for nævnt betydning for statsadministrationen. Det er rimeligt at antage, at det alexandrinske center blev indrettet på samme vis. Kilder viser i øvrigt også, at de tilknyttede videnskabsfolk levede i et slags økonomisk fællesskab, selvom dette muligvis kun var tilfældet i det ene af Alexandrias store biblioteker, der var tilknyttet et tempel, og derfor på sin vis kan sammenlignes med levevisen i Vestens senere klostre og domkapitler.
En af kilderne er (om end ret sent) kirkefaderen Eusebius (260-340), der citerer fra den galliske biskop Irenæus (c. 130-200). Et andet indicium for den videnskabelige brug af biblioteket er forfatteren og bibliografen Kallimachos (310-240), der forskede der og fremstillede dets katalog, der fyldte 130 bogruller. Andre kendte forfattere eller videnskabsfolk, der arbejdede som bibliotekar ved biblioteket, var Zenodotus fra Efesos (aktiv rundt 280 fvt.), der var (formodentlig) den første bibliotekar, Eratosthenes (276-194 fvt.) matematiker og geograf; også Aristophanes fra Byzans (257-180 fvt.) var bibliotekar ved centret ca. 195 fvt. og særlig kendt for sine Homer-studier. Apollonius fra Rhodios (Rhodos) (c. 300-200) kendt for sit digt Argonautica var ikke overbibliotekar, men forskede på biblioteket. Geografen Strabon (c. 63-24) beskrev i år 25 fvt., da han var i Alexandria, i sit værk Geographia, hvorledes Museion var indrettet med auditorier og spisesal.
Endnu en bibliotekar kendes: Aristarchos af Samos (Samothrace) (310-230 fvt.) og elev af Aritstophanes og efterfulgte ham ved biblioteket. Aristarchos er bedst kendt som den første der opstillede det heliocentriske verdensbillede.
[OCD, ID=1184 p.35, ID=1144 p.28]
Oplysningerne om Alexandrias biblioteker er ofte uklare om, hvorvidt der er tale om det Kongelige Bibliotek i Bruchion eller byens andet bibliotek, der blev oprettet i tilknytning til templet for guden Serapis. Serapeum lå i bydelen Rhakotis i det ægyptiske kvarter mod vest og langt fra havnen, der brændte. Dette bibliotek skulle tjene som annexbibliotek, og det var meget mindre med ca.40.000 bogruller, der alle var kopier af værker allerede i det Kongelige Bibliotek i Museion. Om branden har Plutarch (46-127 vt.) i sit værk om Cæsars liv skrevet, at biblioteket var brændt i 48, mens Dio Cassius (164-229 c.) omkring år 200 skrev, at det kun var lagerhallerne med korn og bøger, der brændte. Begge kilder altså over 100 år efter begivenheden.
Der er stor sprednig for kildernes angivelse af det kongelige biblioteks bogbeholdning, der spænder fra 200.000 bogruller til 700.000 bogruller. En beregning for et skab med en kvadratmeter hyldeplads ville give plads til 25 bogruller med diameter 25 cm og med tre meter maksimum højde ville 700.000 bogruller kræve en vægplads på 9 km i tre meters højde - usandsynligt?. Det vides fra den byzantinske lærde Tzetzes, at 80% af bogbestanden var samlingsværker med mere end et enkelt værk i rullen, hvilket også senere, i middelalderen, var tilfældet med sambundne værker.
Yderligere vil mængden af materiale i rulleform med begrænset synlig titelinformation have gjort navigeringen i masserne meget vanskelig selv om opstillingen i emnegruppe har kunnet nedbringe en aktuel søgemængdes omfang. Hvor stor hjælp Kallimachos' katalog på de 130 ruller har hjulpet er svært at sige. Afhængig af, hvilken materialemængde der anses for sandsynlig må hver rulle have indeholdt op mod 5.000 titler på enheder (for ikke at tale om ruller med mere end en enkelt tekst).
[ID=1144 p.31, ID=4278 p.34]
Der er skrevet meget om de alexandrinske bibliotekers ødelæggelse. De bedst underbyggede konklusioner er en delvis ødelæggelse af det Kongelige Bibliotek på havnefronten under belejringer i 48 fvt., hvor Cæsar med en svag styrke i mindretal mod den ægyptiske flåde, der belejrede havnen, valgte at antænde havnekvarteret og brænde den ægyptiske flåde. Under denne hændelse kan en del af biblioteket være brændt. Men det antages ikke, at hele biblioteket gik til, for der arbejdedes iflg. flere kilder senere i biblioteket, og det er usandsynligt at det kunne retableres på relativ kort tid. Bl.a. arbejdede geografen Strabon i år 20 fvt. på Museion og oplyser om debatter mellem forskerne i hallen, men han nævner ikke direkte biblioteket. (Jacobsen, 2011 p.347) benytter årstallene 272 vt. og 391 vt. som årstallene for hhv. Bruchion- og Sarapis-bibliotekernes ophør.
Filosoffen Seneca (-4 - 65 vt.) har citeret fra Livius' "Romhistorie" skrevet kort tid efter begivenheden, at der blev brændt 40.000 bogruller under branden i 48 fvt.
Der en del polimik om en mulig rekonstruktion af biblioteket efter branden i 48 fvt. Plutarch skrev ca. 150 år efter begivenheden i "Antonius' levnedsbeskrivelse", at Marcus Antonius efter Cæsars fald overførte Pergamon biblioteket til Alexandria som en kompensation for tabet. Men det er dokumenteret fra andre forfattere, at biblioteket blev brugt længe efter branden i 48, og det er uklart, hvordan bibliotekets udvikling har været.
Det første dokumenterede angreb på biblioteket skete i kampene mellem kejser Aurelius' styrker og oprørerne fra Palmyra, hvor Alexandria blev et af "brændpunkterne" i 272 vt. Det andet angreb kom i 391 vt., hvor kejser Theodosius I gav Alexandrias biskop Theophilus tilladelse til at nedrive de hedenske templer, og derved blev Serapeum ødelagt og 40.000 bogruller blev formodentlig brændt. Der er heller ikke kilder op til eller efter, der nævner det Kongelige Bibliotek som eksisterende.
De væsentligste arbejder udført i Alexandrias biblioteker
De væsentligste arbejder - set fra vores perspektiv i dag - var projekterne for en standardiseret udgave og oversættelse af de jødiske hellige skrifter til en græsk udgave. Den noget mytologiske fortælling om det første projekt indeholder beretning om 72 jødiske skriftlærde - seks fra hver af de jødiske tolv stammer - der på kong Ptolemæus II's invitation kom til Alexandria og i en tekstkritisk behandling over 72 dage fremkom med en fælles godkendt udgave af det, der anses for at være den første græske bibel (= Det Gamle Testamente). Udgaven er grundlag for den version af GT, der kaldes Septuaginta.
Septuaginta blev senere viderebearbejdet og fortolket af filosoffen Filon (10 fvt. - 40 vt.) og senere Origenes (185-254), der efter uoverensstemmelser med Alexandrias biskop i 231 flyttede til Caesarea med sit bibliotek. Origenes hovedværk om bibeltekster var Hexapla, hvor han i parallelle spalter opstiller forskellige udgaver af bibeltekster sideløbende, så forskelle og fortolkninger let kan sammenlignes. Origenes formål var et forsvar for Septuaginta-tekstens autoritet.
[ID=984 p.24]
Biblioteksteknisk er en anden vigtig nyskabelse i katalogisering kendt fra Alexandria. Gennem Kallimachos' Pinakes = kataloger (og på latin tabulae) blev begyndelsen til det bibliografiske fag gjort. Kallimachos (305-240 fvt.) blev født i Libyen og flyttede til Alexandria og blev ansat på biblioteket dér. Han var digter, men producerede også det første videnskabeligt udformede katalog over bibliotekets samling. Kallimachos opstillede ikke biblioteket systematisk. Det var allerede gjort af Zenodotos (330-260 fvt.), der havde sorteret efter forfatter og for hver forfatter værkene alfabetisk. Kallimachos' katalog var udformet med fuld oversigt over hvert binds indhold af titler, havde biografiske detaljer om forfatterne, oplysninger om de undersøgelser, der havde fastslået den enkelte titels ophav og gjorde det muligt at få komplet og troværdig adgang til bibliotekets beholdning. Kataloget fyldte 120 bøger. Han anvendte tekstkritisk analyse for at placere og kvalificere værkerne og skabte endnu et værk med klarere oversigter til brug for den almene biblioteksbruger.
[ID=1144 p.32f, ID=4278 p.33]
Biblioteket i Pergamon lå som en del af administrationscentret med kongepalads og muligvis tæt på templet for Athene. Biblioteket blev grundlagt af kong Eumenes II, der regerede 197-159 fvt efter model af Alexandrias bibliotek. Pergamons grundplan kendes (og kan let findes på nettet). Oprindeligt kom biblioteksideen fra Platons akademi, hvor der var indrettet en lignende institution.
Biblioteket i Pergamon voksede til den kendte verdens næststørste og havde op mod 200.000 bøger. De blev tidligt skrevet på papyrusark, men da Ægypten på et tidspunkt selv manglede papyrus og lukkede for eksportetn, så gik pergamonerne over til at fremstille pergament af dyreskind, gerne kalveskind, hvorfor der i deres bibliotek var mange læderbogruller.
Der er i flere værker, men længe efter begivenhederne, skrevet, at biblioteket blev overført til Alexandria som en gave til Cleopatra som kompensation for tabet ved branden i Alexandria i 48 fvt. Men oplysningen er tvivlsom, og biblioteket i Pergamon bestod, indtil det formodentligt senest ved Romerriget nedgang gik til.
Den i dag kendte villa Villa dei Papyri antages at have været en af de største og mest luksuriøse villaer på Cæsars tid. Man er temmelig sikre på, at villaen tilhørte Cæsars svigerfar Lucius Calpurnius Piso Caesoninus. Bygningen blev dækket af aske og støv under Vesuvs udbrud i 79 vt. og blev først genfundet 1750 og er siden delvis udgravet. Den elegante villa indeholdt de forkullede rester af 1785 bogruller med græsk tekst, og en del af disse er blevet identificeret som værende værker af filosoffen Philodem / Philodemos.
Bogrullerne blev fundet flere steder i villaen. Et værelse var indrettet som bibliotek, mens de øvrige bøger blev fundet i bogskabe, kaldet capsa / capsae, på hylder og i kister andre steder i villaen. Som privatbibliotek kan det ikke tjene som rettesnor for, hvorledes statslige eller offentlige biblioteker var indrettet, men der findes grundplaner af sådanne, og de omtales i næste afsnit.
Forsyningen af bøger til de velhavende borgere i Herculaneum blev muliggjort ved kopisters arbejde. Den skrivekyndige kaldes i kilden [ID-4278 p.32] for librarius, mens den, der foretog ornamentering og udsmykning, kaldes for librariolus, men disse to substantivbetegnelser forekommer ikke i Oxford Latin Dictionary (der dækker romertiden til c. 200 i vor tidsregning og kun har termen bibliothecarius for en bibliotekar). Kilden [ID=4278] har betegnelsen bibliopegus for den håndværker, der afretter papyrusarkets margener, afglatter materialets bagside, påsætter stokke for enderne og sørger for en opbevaringsbeholder for den færdige kopi.
Romernes forhold til bøger omfattede ikke global interesse. Man værdsatte græske værker, men hovedparten af alle andre, som man fik fat i under erobringskrigene, blev kasseret uden videre. Årsagen var ikke sproglig, da man fx kasserede fønikiske bøger, selv om fønikisk var et velkendt sprog i Rom. Man var simpelt hen ikke interesseret. Interessen for de græske værker, som mange dog ikke kunne læse på originalsproget, kom via de græske kolonibyer oprettet på den sydlige del af den italiske halvø, og først fra Hellas underlæggelse mellem 200 og 100 fvt. fik man direkte kontakt med græsk videnskab og litteratur. Ikke mindst kontakten med ambassader fra Pergamon ledet af grammatikeren Crates, chefen for det store bibliotek i samme by gjorde græsk videnskab og kunst kendt i førende romerske kredse. Crates kom til Rom i 159 fvt. og blev efterfulgt af voksende antal lærere fra græsk område, der underviste i Rom.
De romerske plyndringer i græske områder i denne tid førte til overflytning af hele bogsamlinger til Rom. Kong Perseus af Makedonien blev i 168 fvt. i slaget ved Pydna slået af romeren Lucius Aemilius Paullus (228-160 fvt.), der tog kongens bogsamling med sig hjem. Hans sønner arvede samlingen. Den ene søn var Scipio, der erobrede Karthago.
En anden hærfører, M. Licinius Lucullus, (118-56 fvt.) hjemtog i ca. 65 fvt. Mithridates bogsamling efter romernes sejr over Armenien, og han åbnede biblioteket for den romerske offentlighed, men klienterne var hovedsageligt grækere i Rom. Dette bibliotek gjorde et sådant indtryk på både Plutarch, Cicero og Cato, at de alle omtalte det i deres skrifter.
I 86 fvt. erobrede L. Cornelius Sulla Athen og tog Apellikons samling, der indeholdt dele af Aristoteles' og Theophrastos' biblioteker, med sig hjem til sin villa i Cumae på nordsiden i Napolibugten, hvor det blev opstillet under opsyn af to kendte bibliotekarer. Kilden til disse oplysninger er Strabon. Cicero kunne senere studere her.
[MedLib p.4f. ID=984 p.19. ID=1144 p.40]
De tidligste private biblioteker, der er omtalt, tilhørte romerske borgere fra den sociale top og kendes først fra det sidste århundrede fvt. Man ved Cicero (106-43 fvt.) havde en bogsamling i hver af sine villaer på landet, og han havde atten af dem. Fra udgravninger i Herculaneum er der vidnesbyrd om et lokale på c. 3 x 4 meter med indretning til opbevaring af bøger langs væggene og med læsepult eller bord midt i rummet.
Senere var det normale i de større romerske biblioteker, at have adskilte græske og latinske samlinger. Grundplanerne viser for både biblioteket ved Apollotemplet og det på Trajans Torv to lige store lokaler med nichevægge, der sandsynligvis har været udfyldt af bogskabe af træ, hvor bogrullerne lå på hylder.
Lidt yngre var Julius Cæsars planer om et offentligt bibliotek, som han ikke fik opført før sin død. Cæsar havde udnævnt Marcus Terentius Varro, 116-27 fvt., som leder af planen, og Varro, der selv var en stor bogsamler, skrev da også en afhandling om bibliotekskundskab, De bibliothecis, men den har desværre ikke overlevet tiden og kendes ikke i dag. Efter Cæsars død faldt han i unåde hos Marcus Antonius i år 43. Han undgik dødsstraf, men hans bibliotek blev plyndret. Han nåede at få en rolig alderdom og havde i sit 78. år redigeret 490 bøger, som vi dog kun kender to af.
Det første offentligt bibliotek i Rom blev opført i år 39 fvt. cirka fem år efter Cæsars død, og mæcenen var nu Gaius Asinius Pollio (76 f.- 5 vt.). Det vides fra Plinius' Naturalis Historia, hvor institutionen omtales. Den lå på Aventinerhøjen i bygningen Atrium Libertatis. Herefter og gennem kejsertiden blev der gang på gang oprettet biblioteker i Rom. Kort tid efter Pollios biblioteksoprettelse foranledigede kejser Augustus to biblioteker oprettet i forbindelse med templer. Det ene på Marsmarken og det andet på Palatinerhøjen. De havde begge både græske og latinske samlinger og læsesale, hvor man også konverserede.
u
Biblioteket i Fredstemplet, oprettet af den første flaviske kejser, Vespasian, i templet for fred, som han også havde fået rejst. Det var kendt for sine "sælsomme værker". Det brændte i år 192 under Commodus.
[http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Gazetteer/Places/Europe/Italy/Lazio/Roma/Rome/_Texts/PLATOP*/bibliothecae.html#Asini_Pollionis] + [ID=984 p.20.]
Også i badeanlæggene kunne der være biblioteksafdelinger. Fra Carcallas Termer kendes grundplanen, der ligner grundplanen for Celsusbiblioteket i Ephesos / Efesos grundlagt 110 vt. I Ephesos står ruinen af bibliotekets ene side endnu to etager høj. Bogsalen har en langside bagerst med en stor niche for statue af en gud eller kejser, og til begge sider og på de to kortere tværsider er der de sædvanlige nicher til bogskabene. Frontens langside åbner op med tre døre mod torvepladsen og selve bygningen står på en forhøjet plint med en trappestigning forrest. Bibliotekets beholdning var ca. 12.000 bogruller. Det gik til grunde under goternes hærgen 265 vt.
Kommer man frem til 300-årene i v.t. så blev der under kejser Constantin (313-337) foretaget et inventorium eller statistik, efter hvilken der var 28 biblioteker i byen Rom. Men herefter gik det støt nedad med lærdom og biblioteker i forfaldsårene. Det endelige dødsstød fik Roms biblioteker i år 392 med ediktet, der gjorde kristendommen til statsreligion. Det betød lukning af templerne, og det var netop i mange af templerne, at bibliotekerne havde haft plads. Da urkirken ikke regnede de antikke skrifter for noget, så var det uundgåeligt, at mængder af bogruller og codekser ville blive kasseret
Efter Roms fald var der stadig i Byzantium biblioteker, hvor man passede på bogrullerne. Konstantin havde grundlagt biblioteket i 356 som offentligt bibliotek tilknyttet akademiet, og efterfølgeren Julianus videreudviklede det, og det nåede en beholdning på 120.000 håndskrifter, inden det sammen med akademiet gik til i en brand i 475. Det blev genåbnet ret hurtigt, men blev aldrig det samme igen, inden det sammen med læreanstalten blev nedlagt i 726.
Efter islams fremgang i det tidligere Romerrige
Efter islams fremgang blev de mellemøstlige lande gode til at skabe biblioteker, der bevarede især græske originaler, hvilket gjorde det muligt omkring 1200, hvor interessen for antikken igen voksede, at lade håndskrifterne vandre tilbage fra øst til vest, hvor de blev læst og oversat i klosterbiblioteker og senere også i de større verdslige videnscentre. Særligt efter 1453 kom mange værker via Rom til Vestens kendskab.
[EB, 6016 p.238ff]
I Cæsarea, Palæstina, var der et stort, tidligt kristent bibliotek. Gennem Origenes og den lærde præst Pamphilus fik den teologiske skole ved Cæsarea ry for at have det mest omfattende, kristne bibliotek på den tid, og det rummede flere end 30.000 manuskripter: Gregor af Nazianz (329-390), Basileios den Store af Cæsarea (330-379), Hieronymus (347-420) og andre kom for at studere her.
Pergamons bibliotek havde en grundplan, hvor en bibliotekssal sammen med tre magasinrum lå en suite og med adgang fra en fælles læsesal bygget som en overdækket søjlehal. Tilknyttet samme bygning var en festsal eller auditorium. Magasiner og bibliotekssal var opført med dobbelte mure, så en klimaventilation i mellemrummet mellem de to mure kunne afkøle boglokalerne inderst i lokalet gennem den varme årstid. De senere romerske biblioteker havde typisk en græsk og et latinsk afdeling, der dog ikke nødvendigvis var med auditorier og søjlegange.
Et bogrum var udstyret med nicher til bogskabe, eller væggene var forsynede med hylder, bibliothekai, hvorpå bøgerne kunne lægges. Fra Pompeji og Herculaneum kendes gengivelser på vægmalerier af bogskabe, og fra dokumenter vides det, at bogskabe var noget man i privathjem kunne have i flere lokaler. Bogrullerne kunne også stå på enden i små cylinderbeholdere. Der er uenighed blandt forskerne om de enkelte biblioteker havde borde og pulte eller ej i biblioteksrummene. Spørgsmålet skal vurderes samme med viden om, hvorledes man kan læse en bogrulle og lægge den fra sig og "bladre" i den.
På hylderne lå bogrullerne med enden visende udad. De kunne være forsynet med en etiket, titulus, så titlen kunne læses, uden at bogrullen skulle oprulles. Nogle af væggene havde dueslag for bogruller. Plinius den Yngre havde et bogskab i sit soveværelse, og indrettet efter samme model, som de senere klostre benyttede.
Bogrullerne kunne være arrangeret efter emne (kilden ID=4278 mener ikke Kallimachos anvendte alfabetisk orden).
[OCD, ID=4278 p.33]
Som nævnt tidligere var der i Alexandria produceret inventarielister over beholdningen, og senere udviklede Kallimachos et mere systematisk katalog over beholdning, og han kaldes derfor også for bibliografiens fader. Hans ideer blev anvendt senere i de større romerske biblioteker. I både Kallimachos' kataloger og andre lister mangler ofte oplysninger om det antal bogruller, der var nødvendige for hvert værk, og uden denne oplysning er det vanskeligt at bedømme bibliotekernes antal af "hyldemetre". Fra kilde [ID=1144 pp. 30ff] kendes denne oplysning i et katalog fra omkring år 100 f.v.t.
Kilder henviser til flere af teksterne, men ikke nødvendigvis til hver af de enkelte tekster.
--, 1956 / 1978: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind 1-21, R&B, [KLfNM]
Blum, Rudolf, 1991: Kallimachos: The Alexandrian Library and the Origin of Bibliography, Univ. of Wisconsin Press, pp.244-246.
Callmer, Christian (aut.): "Forntiden" i Nordisk Håndbog i Bibliotekskundskab, Bind II, Hassing, 1958 [ID=984].
Høiris, Ole & Birte Poulsen (edt.), 2011: Antikkens Verden, Århus UF. [ID-1298], heri:
Irwin, Raymond, 1957: The Origins of the English Library, G. Allen & Unwin, [ID=1144].
Jacobsen, Anders-Christian (aut.): "Bibeltolkning i Alexandria" [Jacobsen, 2011].
Kells, Stuart, 2017: The Library, Text Publ. Co., Melbourne [ID=4278].
Nørskov, Vinnie (aut.): "Musernes tempel" og
Olesen-Bagneux, Ole, 2013: "Da biblioteket blev til arkitektur" i Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling, nr.2. Oxford Classical Dictionary, The, 1964 / 1949, edt. by M. Cary et al. [OCD]. Oxford Latin Dictionary 1st Edt. 1982, [OLD]. Forkortelser
fvt. = Før vor tidsregning.
vt. = Vor nuværende tidsepoke.
Jørgen Marcussen