Indledning - manuskriptets tidsalder
Denne tekst beskriver forskellige forhold vedrørende skrivestuer, skriftmaterialer og fremstilling af bøger før trykteknikkens opfindelse. Tekstens formål er sammen med de øvrige tekster i serien at samle faktuelle oplysninger om emnet, så der fremkommer en nogenlunde kronologisk oversigt over hovedpunkter i skriftkulturens udviklingshistorie.Nogle mere bygningstekniske oplysninger om scriptorium og bibliotek findes i en tekst om bibliotek og scriptorium - beliggenhed og indretning beskrevet kortfattet, og i en indledende tekst medtages forskellige definitioner på de anvendte begreber.
Skriftkultur
En skriftkultur er en nødvendig forudsætning for en bogproduktion, og skriftkultur kendes fra flere kulturområder, men her beskrives alene den skriftkultur, der voksede op omkring Middelhavet og derfra i løbet af middelalderen spredte sig til hele Europa. Den middelhavske-mellemøstlige skriftkultur opstod flere årtusinder før vor tidsregning, hvor ægypterne, semiterne, babylonierne og andre af Mellemøstens folk udviklede skrifter, der siden udvikledes til den græske og endnu senere til den latinske skrift. Denne tekst forbigår skriftkulturens udvikling indtil den romerske, der kortfattet berøres, mens hovedemnet er den kristne kulturkreds skriftudvikling.
I de første mere end tusind års udvikling af skriftkulturen i det kristne Europa skete udbredelse i tæt samhørighed med kirkens institutioner, idet også den verdslige brug af skrift og litteratur for størstedelens vedkommende foregik gennem kirkens produktionsapparat og uddannelsessystemer. Skrivestuen og biblioteket var de intellektuelle centre i klostrene, og de verdslige fyrster havde i den tidlige middelalder ingen mulighed for at fremme en skriftkultur uden kirkens bistand ved undervisningen og dens bureaukratiske hjælp.
Kirkens uddannelse og skoletjenester blev oprettet for at tjene de religiøse formål, men da der ikke var andre institutioner af denne art, førend de første universiteter så dagens lys i 1100-tallets slutning, så blev al skriftlig udvikling i de første tusind år af den kristne tid gennemført via kirkens institutioner. Konger og andre fyrster havde brug for kirkens lærde, og benyttede dem til nedfældning af deres lovgivning, diplomatiske tjeneste og den øvrige civilstatslige administration. Når det gælder "akademiske" tjenestemænd, så var der ikke før cirka 1200 andre steder at få sin viden fra end kirkens lærdomsinstitutioner.
Scriptoriet og dets indretning
Der er ikke viden om indretningen og en del andre forhold vedrørende romerske skrivestuer. Teksten nedenstående omhandler det kristne scriptorium.Scriptoriet i klostrene kom som følge af det ovenstående argument derved til at indtage en hovedrolle i frembringelsen af skriftbærende medier, og teksten indledes derfor passende med nærmere oplysninger om scriptoriet.
I en grundig undersøgelse om levn af tidlige skrivestuer har Walter Horn og Ernest Born måtte opgive at finde betydende eksisterende levn fra middelalderen: "I could not point with any degree of certainty to a single surviving medieval scriptorium." [Horn2 p.16]. Der er mange referencer til skrivestuer i manuskripter, og der er en del billeder, der viser dem, men der er ingen eksisterende klostre eller andre bygninger, hvor det i dag med sikkerhed kan påvises, hvor et scriptorium har været i brug tidligere end 1400-1500.
Udgangspunktet for stort set alle behandlinger af et scriptoriums plads i klosterkomplekset er den ideale plan for et kloster kendt som St. Gallenplanen fra ca. 816 og 817, hvor synoderne afholdt i Aachen under Louis den Hellige af nogle regnes for oprindelsen af planen [postulat iflg. Horn2 p.17]. Planen beskriver fordelingen for et stort kloster og dets tilknyttede funktionsbygninger, og den er aldrig blevet omsat i et kloster opført nøjagtigt efter planen, men har øvet indflydelse på mange klostre indrettet efter 800-tallets begyndelse.
Vi kan derfor konkludere, at fra den tidlige middelalder, dvs. før år 800, kendes ingen skrivestueplaner eller levn, men der findes billeder med motiver vedrørende bogfremstilling og bogopbevaring fra meget tidligere.
En særlig
De litterære kilder og St. Gallenplanen beskriver skrivestuer i særskilte rum i forbindelse med kirken og brug af mere interimistiske områder i korsgangen. St. Gallenplanens skrivestue er indrettet øst for kirkens nordlige korsarm, men bygget sammen med denne, så adgangen til skrivestuen fandt sted fra en mellemgang mellem koret og skrivestuen, der lå i jordplanet. Oven på skrivestuen var på planen biblioteket anbragt med adgang direkte op fra skrivestuen.
Fra et manuskript fra 1220 af Beatus fra Liébana med titlen Kommentar til Johannes' åbenbaring, originalt udgivet i slutningen af 700-tallet, er vist San Salvatorekirken i Tavara, hvor der i et snit vises en skrivestue på førstesal over det, der ligner det søndre sideskib og tæt på vestfronten. Der vises både en kopist og en linjetrækker.
[EB vol.22 p.969]
I St. Gallenplanen var der tale om en relativ stor produktionsenhed med flere skrivepladser og et tilsvarende stort bibliotek, der ville kunne være opbevaringsplads for hundredvis af manuskripter. Da klostrene i Monte Cassino (MC) fra 529, Bobbio fra 614, Luxeauil lidt tidligere, Reichenau fra 724, Fulda fra 744, Corvey fra 822, Canterbury fra 597 og Wearmouth og Jarrow fra hhv. 674 og 681 blev kendte for deres bogproduktion, så må disse klostre fra de nævnte tidspunkter eller lige efter have haft skrivestuer indrettet til flere kopister, da produktionerne var for omfattende til en enkelts indsats.
[EB, vol. 22 p. 969]
Placeringen af skrivestuerne varierede. I irske klostre var det skik at anbringe dem tæt på varmestuen, hvilket klimatisk var fornuftigt. I St. Gallen var skrivestuen også tæt på varmekilden uden dog at være installeret i selve rummet, og her var biblioteket ovenover. Fra de britiske klostre kendes skrivestuer i St. Albans, Cockersand Abbey og Birkenhead Priory oven over kapitelsalen. De store skrivestuer fandtes typisk i benediktinerklostre, mens cistercienserne og kartusianerne skrev i små celler eller adskilte rum i klostret. Særlig lærde munke med meget vigtige kopieringsarbejder eller ved egen skriftkomposition havde enecelle i større grad jo længere oppe i tid vi kommer.
[MedLib p.595]
Korsgangen brugt som skrivestue
Men i mindre klostre, og hvor produktionen var af mindre omfang, kunne skrivepladsen eller -pladserne være indrettet i korsgangens varmeste fløj. Denne anbringelse kræver dog en afskærmning mod vind og vejr, og på nordlige breddegrader også en mulighed for opvarmning. Selv på St. Gallenplanen er der ikke vist en opvarmningsmulighed, men transportable varmebækkener kunne jo tænkes at være anvendt. At nogle skrivere har frosset godt og grundigt ved man fra små notitser i manuskripter som fx denne fra klostret i Wessobrunn, monasterium Wessofontanum, grundlagt 753 af hertug Tassilo III [syd for Augsburg mellem Landsberg og Schongau]:
Der er en hel del eksempler på sådanne kopieringer foretaget i korsgangen, og beretningerne ledsages ofte af beklagelser over klimaet, og mængden af arbejde udført her beretter måske til mindre plads end den får i populære værker. Nogle steder indså man urimeligheden af at arbejde under vejrets indflydelse og indrettede så de lukkede celler, på engelsk carel eller carell, afskærmet i korsgangens nicher, hvor der positivt kan siges, at lyset var bedst muligt. Gloucester er det bedste britiske eksempel på carrel-indretningen.
[MedLib p.596-7]
Korsgangenes afskærmning kom ret sent. Det første vidnesbyrd er omtalt i en augustinerkilde fra 1232. For det første var klostrene i den tidlige middelalder ikke nødvendigvis planlagt med korsgang, og for det andet var disse forbindelsesarkader, da de kom til, ikke primært beregnet for stationære arbejdspladser. Men der kendes afskærmede "celler" - på engelsk carrels - i "the cloisters" i tilknytning til bl.a. Gloucester Cathedral. Cellerne var meget små, og afskærmningen var med panelværk ind mod korsgangen og med vinduesglas ud mod haven.
[9115 p.47 + 52f]
I Durham, hvor hver arkade havde tredelt vindue, var cellerne kun af bredde som et vindue, altså en tredjedel af en arkade, og det var cirka en meter, idet fagene var 10 fod brede efter planen. Også Gloucester har carrels i korsgangen, der vender mod syd. Karnapperne eller søjlemellemrummene er her 120 cm og 50 cm dybe. Dokumenteret fra 1200 til i 1400-tallet er tilsvarende skrivepladser omtalt fra Winchester, Evesham, Abingdon og Canterbury. En tidlig form for afskærmning var af olieret papir, men havde man råd, var glas det naturlige afskærmningsmateriale, der jo også gav mest lys. I den senere middelalder, hvor det blev almindeligt at munkene havde separate celler, kunne disse også anvendes til skriveformål.
[7109 p.40 + 66f]
Kapitelsal under skrivestue
Da kapitelsale blev indført efter år 1000 - man mener det første nok skyldes cluniacernes opførelse af et mødelokale ca. 950 - så blev etagen over kapitelsalen et udpræget godt sted for et klosters eller domkapitels bibliotek og skrivestue. Her var der gerne mulighed for godt lys, og varme kunne etableres. Dette postulat fra flere kilder er dog svært at dokumentere, da der ikke er nogle eksisterende kapitelsale fra tidlig eller højmiddelalder, der har en overetage, som man ved har været skrivestue eller bibliotek.
Indretningen
Indretningen til skriverne, kopisterne, skulle være gode stabile pulte. Fra Gallenplanen er der gjort modelrekonstruktioner, der viser, at pultene kan have haft en bordflade på ca. 60 x 60 cm. Der er billeder fra tidlig middelalder, der viser skrivere med en plade på knæene eller alene manuskriptet i hånden i færd med at skrive, men det kan ikke være med større værker, som antifoner, der skulle kunne ses af flere sangere samtidigt. Metoden kan heller ikke bruges ved produktion af små komplicerede bogsider, hvor et fast underlag for skrivningen er nødvendigt, så fra højmiddelalderen har det været en nødvendighed med faste arbejdspladser. Lokalet skulle også have boghylder eller bogskabe til de værker, der blev kopieret fra samt lagerplads til både nye pergamentark og andre materialer.
[Horn2 p.22]
Skrivestuechefen
Skrivestuechefen var ofte kantoren, precentoren, men også en af hans underordnede – fx armarius = bibliotecarius – blev brugt som leder af skrivestuen. Disse personer var sammen med andre fra ledelsesgruppen, abbeden, prioren etc., de eneste, der havde adgang til skrivestuen. Skriverne skulle have ro for at kunne koncentrere sig under udførelsen af det vigtige og ofte hellige arbejde. Det var ikke mindst nødvendigt, hvor mange skulle arbejde sammen. Herimann, den tredje abbed St. Martinklostret i Tournai i Frankrig, citerede i sin krønike om klosterreformeringen (som cluniacenere) den første abbed, Odo eller Odard, der senere blev biskop i Cambrai (1106), netop om klostrets ret omfattende arbejdsstyrke i scriptoriet:
Det hørte til armarius' pligter at sørge for inventar, skrivemateriale, linealer, penne og blæk m.v. til kopisterne, men han var normalt ikke så betroet, at han egenhændigt kunne igangsætte kopieringer.
[6016 p.207]
Kopisterne
I middelalderen var arbejdstiden i skrivestuen nødvendigvis afhængig af dagslyset, da brug af åben ild for lys normalt var forbudt i nærheden af de kostbare måske uerstattelige originalmaterialer. Munkene havde derfor normalt højst seks timers arbejdsdag, idet også de religiøse pligter skulle overholdes.
[6016 p.207]
I senmiddelalderen var der ikke altid nok regulære munke til at udføre kopiarbejdet, og en del klostre lod lægbrødre klæde sig som munke og udføre nogle af arbejderne med pergamentklargøring, illumination m.v. Selv almindelige håndværkere kunne klostrene tillade have deres forretning inden for klostrets mure. Det var fx tilfældet i Osney Abbey, der lå tæt ved den nuværende Oxford station og en overgang efter reformationen var domkirke, indtil Christ Church overtog værdigheden efter 1545.
[6016 p.208 + net]
Kopicentre og nedgang
De kendteste kopicentre efter Roms fald blev klostrene i Monte Cassino fra 529, Luxeuil fra c. 550, Canterbury fra 597, Bobbio fra 614, Jarrow fra 681, Wearmouth fra 674, Reichenau fra 724, Fulda fra 744 og Corvey fra 822.
Skrivestuerne havde deres storhedstid med nogen bølgebevægelse fra tidlig middelalder til 1200-tallet. En generel nedgang satte ind efter år 1100, og i 1291 var der fx ikke en munk tilbage i klostret i Murbach i det sydlige Alsace, der kunne skrive, og i 1297 kunne abbeden i St. Gallen ikke skrive, og i det før så berømte scriptorium var der kun et par skriveduelige munke tilbage.
[MedLib p.612]
Oversigt over bogproduktion før bogtrykkets fremkomst
Bogproduktionen geografiskBogproduktionen spredte sig med kristendommens udbredelse til de forskellige europæiske lande, idet produktionsstederne indtil cirka 1200 var knyttet til kirkens institutioner bortset fra mindre produktioner fra 600 i Sydeuropa, 800 i Mellemeuropa og 1000-1100 i Nordeuropa udført i centraladministrationerne hos konger og kejser.
Bogproduktionens håndværkere
Fra kristendommens udbredelse i Europa blev bøger indtil middelalderens midte så godt som udelukkende produceret af kirkeligt uddannede personer, der oftest var medlemmer af religiøse ordner som beskæftigede i klostre og domkapitler. Fra omkring 1200 fremkom der skrivestuer med verdslige skrivere, der kunne forsyne universiteterne og efterhånden flere og flere fyrster, der oprettede bogsamlinger med især pragtudgaver.
Fra ca. 1200 blev antallet af civile skrivere større. Fyrster og større ejendomsbesiddere fik brug for kontorpersonale til korrespondance og bogholderi, og handel krævede flere og flere dokumenter og rapporteringer til myndighederne.
[ID=1468 p.281f. Forfatteren henviser til Alexander Neckhams encyklopædiske værk De Nominibus Utensilium, hvori redskaber og udstyr for en skriver er detaljeret behandlet, og forfatteren bringer eksempler derfra (Neckham var i øvrigt den første i Vesten til at omtale et magnetkompas).]
Finansieringen af bogproduktionen
Kirkens behov for bøger til brug for tjenesterne i kirken udgjorde den største del af produktionen, og den blev betalt af kirken selv. Klostre og kirker betalte i penge eller naturalier til de kopierende scriptorier for bestilte værker. Den senere verdslige kopiering blev for lærebøgers vedkommende betalt af universiteter og disses studerende, og endelig betalte fyrsterne naturligvis selv for deres værker.
Emner, der blev kopieret
Hovedmassen af kopierede bøger var religiøse: liturgiske bøger, opbyggelige skrifter, kirkefædrene og prædikensamlinger. I den sene middelalder kom oversatte klassiske værker også på mode, men mængden her blev aldrig så stor som de religiøse bøgers mængde.
Udvekslingen af bøger
Bøgernes spredning skete for hovedpartens vedkommende fra kloster til klostre og kirker, men bestillingsarbejder til andre kunder som fyrster og universiteter og centraladministrationer gik også fra skrivestuerne og til verdslige kunder. Udvekslingen af bøger gennem videresalg og bytte var kendt, men før papir og trykkunst var bogmængden stadig så lille, at handel med bøger ikke spillede nogen samfundsrolle.
Manuskript - skriftbærende materialer
Tidligste skrivematerialerSkriftkultur fordrer et materiale, der kan bruges som underlag for skriften. Kulturfolk har brugt alle mulige materialer, der kunne fremskaffes: stentavler, træplader og andre vegetabilske materialer som linnedstof. Babylonerne brugte fugtige lertavler, og antikkens folk brugte træplader, der i Ægypten og Grækenland er dokumenteret fra 5. århundrede f.Kr. Træplader blev op i middelalderen benyttet i adskillige lande. I Norden blev runer hugget i sten og skåret i træ. Runeskrifter kendes fra lidt før år 1000.
Linnedstof
Bøger skrevet på linnedstof, libri lintei, er ikke fundet, men kendes fra romeren Licinius Macer, der døde i år 66 f.Kr. Linnedstoffet var ikke samlet i regulære bøger men brugt til registreringer i templerne., og en anekdote om den tidlige romerske konge Lucius Tarquinius Superbus fortæller, at han købte linnedskrifter med magiske formler på fra en etruskisk kvinde omkring 520 f.Kr. Fra endnu tidligere er levn af linnedskrifter fundet i ægyptiske mumier og grave.
[6016 p.45]
Trætavle - pyxion
Det græske ord for skrivbare træplader er pinax eller pyxion. De blev benyttet i tidlig romertid til at skrive direkte på. Inden vor tids begyndelse var der udviklet træplader med voks - oftest sort voks - som skrivemateriale. De er fundet som levn fra Pompeji og Herculaneum. Vokspladen hed på latin tabula, der betød bræt. De var verdens første "notebooks"; deres navn var pugillares, der er afledt af pugnus —> pugillus betydende næve - lille næve. Størrelsen var oftest 14 x 12 cm.
Tavlerne kunne være samlet og hængslet med en snor, og der findes levn med både seks, syv og otte plader, der med de græske ord kaldtes for pentaptychon ... octoptychon. Når flere plader var sammenbundet blev de på latin kaldt for codices, der betyder træstamme.
[6016 p.29]
Man skrev på vokspladerne med en ridsestift eller griffel kaldet stilus på latin og graphis eller graphidion på græsk, men senere overtog grækerne det latinske ord og kaldte ridsepennen for stylos. Da den sorte voks let kunne udglattes, egnede pladerne sig godt til huslige noter og som skoleskrivebøger. Den sorte voks kaldtes for cerae, der betyder blade.
[6016 p.29 + 553]
En triptychon kunne have tykkelsen 0,6 + 0,4 + 0,6 cm for de tre plader med vokslaget, der kaldtes for speculum, var bare 1 mm tykt, så hele bogen holdt sig under 2 cm i tykkelse. Disse "notebooks" blev fortsat anvendt efter papyrus og pergament var kommet i brug. Pladernes ydersider og kanterne kunne efter antikken blive kunstfærdigt udformet og dekoreret, og i afsides egne af Europa fortsatte brugen op mod 1800-tallet. I Lübeck er der levn fra 1400-tallet.
[6016 p.31]
Det ældste levn fra antikken er fra Pompeji omkring år 54 og en heptaptychon fra ca. 300 er også udgravet, og fra Alburnus Major i Dacia, vor tids Transsylvania, er en vokstavle fra år 139 fundet. På nogle af de fundne tavler er skriften bevaret, fordi griflen er gået gennem den nu forsvundne voks og har afsat skriften på træet.
[6016 p.33 + 258]
Også i Danmark er der blevet anvendt vokstavler, og et af de mere kuriøse fund er fra Grønlands østkyst, hvor et skib strandede i 1186, og 14 år senere blev der fundet flere lig fra skibet. Ved siden af præsten Ingemunds lig lå en vokstavle med runeindskrift med oplysninger om besætningens sidste dage.
[Træk af Grønlandsfartens Historie, R. Tving, Grønlands Selskabs Skrifter XIII, 1944, p.11]
Af de skrivematerialer, som vi i dag har bevaret længere skrifter på, er papyrus det ældste og mindst holdbare og af det materiale er der derfor færrest levn. Fra år 300 blev pergament almindeligt, og det er meget holdbart, og der findes store mængder levn heraf. Papir blev almindeligt fra 1300, og de tidligste papirkvaliteter er ganske holdbare og kan modstå tidens nedbrydning i hundredvis af år. Først med det træholdige papir fra 1800-tallet blev visse papirsorter nedbrudt i løbet af 100 til 200 år.
Papirets fremkomst var medvirkende til, at klostrenes nærved monopol på kopiering gik tabt, fordi verdslige forretninger havde bedre muligheder for at kopiere på det billigere papir, og det gav mindre velhavende kunder bedre muligheder for at købe kopier.
Papyrus
Papyrus, Cyperus papyrus, har navnet fra den plante, hvis stængel bruges som skrivematerialet. Ordets oprindelsen er ukendt, men det blev senere oprindelsen til ordet papir. Det græske ord for et ark papyrus forberedt til skrivning var khártes, hvorfra kommer de engelske ord chart og charter og det danske ord kort.Papyrus som tilberedt skrivemateriale var kendt i Ægypten fra c. 3000 fvt. og levn er fundet fra 2000 fvt [ID=945 p.196ff]. Det foretrukne skrivemateriale var i Grækenland omkring 500 fvt. iflg. Herodot papyrusarket. Fra Ægypten spredte brugen sig til Europa, hvor materialet i vigende omfang blev brugt indtil omkring år 1000 vt.
[ID=4278 p.29]
Papyrusplantens trekantede stilk blødes op i vand og skæres op i længderetningen, og de enkelte stængeldele glattes ud og lægges side om side med en ganske lille overlapning, måske på en millimeter. Derefter lægges et nyt lag på tværs af det første lag. De inderste stængeldele er de bedste, yderhuden anvendes ikke. De lagdelte ark bankes sammen, så fibrene knuses, og lægges derefter i pres mellem stofbaner, indtil arkene er tørre. Det er noget usikkert, om de antikke papyrusark alene blev holdt sammen af plantesaftens lidt klæbrige substans, der var hjulpet efter iblødsætningen, der - hvis den varede længe nok - ville kunne indlede en gærings- eller forrådnelsesproces. Andre forskere hælder til teorier om sammenklæbning.
Går vi ud fra en tilførsel af klæbemiddel, som altså ikke kendes, så er det mest sandsynlige en melklister tilført en smule eddike. Efter tørringen glittes arkene med en rundet, hård støder af fx elfenben, så overfladen gøres tjenlig til skriftens påførelse. Rectosiden var den, hvor fibrene lå parallelt med skriveretningen, og denne side blev beskrevet først. Dernæst eventuelt versosiden. På bedre "udgivelser" blev kun rectosiden beskrevet, men kasserede papyri blev tit brugt som kladdepapir på versosiden. Et ark papyrus beskrevet på begge sider kaldes en opistograf. Til længere værker var det almindeligt at skrive direkte på de sammenlimede ark i rulleform, men der var også skrifter, der blev skrevet på enkeltark, før de af romerske glutinatores blev skåret til og sammenlimet til rulleformen. Skriften blev påført med en pensel eller en fjerpen. Den første papyrusenhed (ark) i en rulle kaldes for protocol og den sidste for eschatacol.
Selve fremstillingsprocessen er beskrevet i Plinius' († år 79) Naturalis historia, der skriver, at der aldrig bruges mere end 20 ark papyrus til en bogrulle, hvilket vil give en længde på 4,5 meter og en bredde på godt 20 cm. Længdemålet, som Plinius giver, menes dog at være størrelsen på det ubeskrevne salgsmateriale, og sådanne længder kan godt være sat sammen til længere bogruller. Der findes en del bibliotekslevn på op mod 30 meter og enkelte i British Library på godt 40 meter. Disse mål dækker ægyptisk papyrus, mens græsk papyrus ofte var meget smallere med bogrullebredder på ca. 12 cm, men enkelte kendes helt ned til 5 cm i bredden. Den normale græske dimension var 26 x 19 cm. Den gennemsnitlige arkstørrelse angives i [4256 p.7] til 25 x 19 cm.
Bogrullen blev sammensat ved at det første blads højre rand dækkede næste arks venstre rand. Bestemte mål for bogrullers længde kan ikke gives, da ingen komplet rulle er bevaret.
[6016 p.128ff, 5040 p.13]
Som med et pergamentark kunne man fjerne skriften og genbruge papyrus af den bedre kvalitet. Der blev i Rom før vor tidsregning falbudt ti papyruskvaliteter. Spaltebredden var i ældre græske bogruller på 6-8 cm, mens de senere latinske var en ti til tolv centimeter inklusive en centimeter til mellemrum. Spaltebredden kunne variere med tekstens formatering. Indtil Cæsars tid blev officielle dokumenter ofte udført med skriveretning på tværs af bogrullens længderetning, iflg. Suetonius, der skrev det efter år 100. Efter Cæsar blev der gerne skrevet parallelt med bogrullens længde.
Spalten blev på latin kaldt for pagina. Linjeantallet på en side kunne variere meget, men en "normalside" havde i latinske tekster mellem 25 og 45 linjer, og spalterne efterfulgte hinanden fra venstre mod højre.
[ID=965 p.197]
Bogrullen blev ved slutningen fæstnet til en stok, hvis ender rakte ud over papyrusbredden, så læseren, når denne begyndte på læsningen, tog stokken i højre hånd og rullede papyrusbladet ud med venstre. Efterhånden, som læsningen skred frem, rullede læseren den brugte tekst op med venstre hånd, og læsningen sluttede med den fritlagte stok. Næste læser var derfor nødt til at begynde med en tilbagerulning af hele teksten, før læsningen kunne indledes.
[6016 p.135-140]
En af bedst kendte papyrisamlinger kommer fra udgravninger i Herculaneum, hvor et helt "bibliotek" med papyrusbogruller blev fundet i et hus tilhørende Lucius Calpurnius Piso Caesoninus, der var svigerfar til Cæsar. De var bevaret under og efter Vesuvs udbrud i år 79. Udgravningen er ikke tilendebragt endnu. Den engelske Wikipedia har en oversigt over papyrisamlinger i de største biblioteker og museer. I betragtning af det sarte materiale regner man med, at der findes over 30.000 papyri med græsk skrift på.
Det største fundsted er ved byen Oxyrchynhus ved Nilen, nuværende navn el-Bahnasa, hvor der er fundet ruller fra 200-300-årene med flere forskellige sprog.
[6016 p.156, 5040 p.14]
Kodeksformens fremkomst
Der kendes også bøger i kodeks-form, men det vides ikke med sikkerhed fra hvornår. Både Cicero (106-43) og Marcus V. Martial (40-104) nævner i positive vendinger brugbarheden, dvs. kompaktheden, af kodeksformen, som "kan holdes i en hånd", men der er tale om prototyper til midlertidig brug på skrivematerialet papyrus.
[ID-4278 p.46]
De tidlige kristne brugte hellige skrifter på kodekspapyrus fra lige efter år 100. Arkformen blev så almindelig op til 300-årene, hvor pergament afløste papyrus. En opgørelse i [6016 p.162] viser tydeligt, at de kristne tog kodeksformen til sig, mens hedenske tekster fortsatte traditionen med bogruller gennem 200-årene, men rulle-normen forsvandt næsten totalt samtidig med indførelsen af kristendom i Romerriget. Principielt var en papyruskodeks formeret som en papirsbog med falsede ark, men på grund af papyrus' ringe styrke kunne papyrusark kun falses en gang. De negative egenskaber: ringe holdbarhed, ringe modstand mod fugt, skørhed ved udtørring - som visne blade - problemer med fiberretningen på verso contra rectosiden under skrivningen, betød, at papyruscodices aldrig blev synderligt udbredt, og så snart pergamentet efter år 300 kom i brug, så ophørte papyrus stort set med at være bogmateriale, mens dets brug til noter og andre formål fortsatte. Dog kendes Kejser Justinian I's lovbøger fra 500-tallet i både en papyrus- og en pergamentversion.
[6016 p.161-165, ID=4278 p.46, ID=4256 p.8]
Kodekstræblokken
Meget tidligt fremkom også træplader med voksbelægning på som skrivemateriale. På grund af deres form kaldes de for tavlekodekser til forskel fra pergamentkodeksen med falsede pergamentark. Træpladerne kunne være hæftede i par, der kunne klappes sammen og derved beskytte den sarte voksoverflade for utilsigtet mekanisk beskadigelse.
[ID=965 p.198]
Pergament
Pergament, betydende "kommende fra Pergamum i Lilleasien", blev fremstillet af skind fra en hel række af dyr som kvæg, får, geder og visse mindre dyr, sidstnævnte fik dog aldrig nogen betydning. Mest almindelig var skind fra køer og får og skindet fra disses unger var det bedste. Det næstfineste kom fra kalveskind, der på latin kaldtes for vitulinum, der på engelsk blev til ordet vellum, mens det allerfineste kom fra aborterede kalves skind, bovine foetuses: det var det hvideste og med den fineste narvstruktur.Den nordeuropæiske pergament er grovere og har afvigende overfladebehandling end den sydeuropæiske har.
Det var dog ikke i Pergamum, at pergamentet blev opfundet, for allerede et par hundrede år f.Kr. var pergament i brug længere mod øst i Kurdistan og i Dura Europos ved Eufratfloden. Ordet "pergament" er ikke oprindeligt for materialet. Ordet brugtes første gang i 301 vt.
I dansk faglitteratur kaldes pergament beskrevet også for en membran, og engelsk kilde viser membrana som almindeligt anvendt (men altså i den latinske version).
[6016 p.170ff+190, 5040 p.17, ID=1463 p.285, ID=965 p.198]
Pergaments egenskaber passer godt som skrivemateriale: det kan gøres tyndt og blødt, så det kan falses i flere retninger, det kan behandles på overfladen, så det tager mod blæk og farve, og det er kan tåle fugt, hvad der i det meste af Europa har stor betydning for holdbarheden. Noget af det ældste pergament, der er levn, var brugt i rulleform. Det gælder for den ældste græske bevarede tekst fra lige før år 100.
Produktion og behandling
Skindets forberedelse består i, at det vaskes rent for kødrester og hårene skrabes af. Skindet lægges derefter i en kalkvæske, før det spændes stramt op til tørring. Straks efter opstramningen på en ramme foretages en endelig afskrabning af kødside og hårside. Det tørre skind behandles, før det tages af rammen, på overfladen, der fugtes let, med kridtpulver, der slutteligt glittes med en pimpsten. Når pergamentet er helt tørt, tages det ud af rammen og kan så skæres til i de ønskede formater. Efter tørringen på rammen varierede den yderligere behandling efter hvilken region, pergament blev produceret i.
[ID=4256 p.9]
Af økonomiske grunde brugte man også pergamentark af ringere kvalitet med huller i. Det vides anvendt både med huller og med reparationer omkring år 1100, hvor efterspørgslen var steget så meget, at man ikke som i 500-600-årene kunne dække efterspørgslen alene med den fineste vellum. Huller kunne syes sammen eventuelt med en lap indlagt.
Pergamentets hårside var lysest i farven og blækket stod pænest på den side, mens kødsiden var mørkere, men den tog til gengæld bedre mod blækket. På pergamentet blev der genskrevet, fordi en del blæk skallede af, hvis pergamentet ikke var forberedt korrekt, og det var især på kødsiden, at det var et problem, og det ser ikke ud til at problemet lå i blækket.
Til den fornemme Winchester Bible blev der brugt omkring 250 kalveskind, og det anslås, at det har betydet sortering og udvælgelse fra 2.500 skind for at finde nok skind uden rifter og skader.
Kongelige dokumenter blev ofte skrevet på de billigere fåreskind, men det var på grund af, at fåreskind er vanskeligere at ændre og rette på og derfor et mere sikkert medium mod falsknerier.
[MedLib p.608, 6016 p.192, 5040 p.44, ID=1463 p.285]
Omkring 1100 blev der produceret enkelte bogruller på pergament for skrifter med relation til påsken. Skriften er på kødsiden, der er den indre side af rullen. En spalte er omkring 280 mm bred, og længden af de enkelte stykker pergament varierer meget og målte mellem 300 og 900 mm.
Hver gang pergamentmanuskripterne bindes ind, kan det træffe, at noget af margenerne skæres bort, hvorfor en nøjagtig originalstørrelse ikke kan fastslås. Det var normalt at skille bøgerne ad for kopieringsformål, og derefter sy læggene sammen igen og sætte dem ind i samme eller nyt bind.
Bemærkninger om nogle regionale forskelle på pergamentmateriale i middelalderen
Det ældste latinske pergamenthåndskrift er Fragmentum de bellis Macedonicis fra omkring år 100. Det anvendte pergament er af en meget fin og tynd kvalitet.
Karl den Stores land
I Germania og Frankerriget brugtes oftest skind fra får, der gav en meget fin og jævn overflade at skrive på.
Italien
I den sene middelalder brugte italienske skrivestuer både fåreskind og gedeskind. I denne region fik skindene en dybtgående kalkbehandling inden tørring og kan derved ved yderligere behandling få en ensartet meget hvid farve på både kød- og hårside. Siderne kan dog genkendes også på den kurvede form, som på kødsiden er konveks og på hårsiden er konkav, idet hårsiden struktur ikke tillader så stor en strækning som kødsiden. Denne forskel anvendes af fagfolk ved bestemmelsen af fragmenter, som forsøges sammenholdt.
Angelsaksiske pergamenter
Insulare skrivestuer anvendte i udstrakt grad kalveskind, der er stærkere. Begge skindets sider blev bearbejdet med pimpsten, så kødside og hårside blev meget ens. Denne pergamenttype kaldes på engelsk for vellum. Fåreskind blev også anvendt på De Britiske Øer, hvilket var tilfældet med Codex Amiatinus, der er skrevet på 500 fåreskind (og der blev fremstillet i alt tre eksemplarer).
Engelske missionærer, der drog til det europæiske kontinent, videreførte de angelsaksiske sædvaner og tilberedte også i de klostre, hvor de arbejde, skindene som de plejede. Angelsaksiske munkes håndskrifter fra Fulda, Corvey og Mainz vidner om dette.
[ID=4256 p.9f]
Falsning af pergamentark
Generelt gav 1 skind 1 ark pergament. Principielt blev pergament falset og samlet til en bog, som man gør i dag. Meget tidlige værker kan have hvert ark placeret for sig oven på næste ark, men normalen var fire pergamentark placeret oven på hinanden og falset samlet til at danne 8 blade med 16 sider. Det kaldes på latin for en quaternus eller quaternio, hvilket i engelsk blev til ordet quire, der kendes fra 1200-tallet med to betydninger: som her de fire pergamentark falset en gang, eller ét ark falset tre gange, så sideantallet stadig blev 16. Den typiske lægstørrelse var fire skind, der blev foldet en gang til 8 blade, der giver 16 sider. På dansk kaldtes lægget for en quaternion.
Hvis lægget bestod af tre skind, der gav seks blade med 12 sider, kaldes lægget for en ternion, og med fem stykker pergament, der danner 20 sider, kaldes det for en quinternion.
Man falsede kød mod kød og hår mod hårside, og skrev derfor på dobbelte blade. Herved fik læseren altid opslag med samme farvetone i pergamentet. I latinske manuskripter, som fx fra Monte Casino, var den yderste side gerne en hårside, til forskel fra græske mss, hvor kødsiden var yderside på et læg. Omhyggelige munke lod gerne det første blad være uden skrift eller i det mindste den forreste side, så den kunne beskytte skriftens indledning fra slid og griseri.
Man lod gerne det yderste ark vende kødsiden udad, men der var dog lokalitetsforskelle, hvor ydersiderne nogle steder var hårsiden.
I højmiddelalderen og senere blev et pergamentark ofte falset to gange - sjældnere flere end to gange. Det nødvendiggjorde, at det færdige ark i bogen måtte snittes åben på top- og forkant.
[MedLib p.608, 6016 p.210 + 215, 4256 pp.22-23]
Før de færdige læg gik til skriverne, blev de enkelte blade forsynet med talmærker, så skriveren og senere bogbinderen kunne se, i hvilken rækkefølge bladene kom.
Spalter og kolonner
Emnet er behandlet mere indgående under "Skriveprocessen" nedenstående.
På en side blev der skrevet i en, to eller flere spalter. Der er stor variation i antallet af spalter, men større bøger og den overvejende del af de religiøse værker blev skrevet i to spalter, mens der er en overvægt af enspaltede tekster blandt de antikke værker kopieret omkring 1100 (iflg. [MCas p.120]), mens [6016 p.211] antager, at de ældste mss. havde tre eller fire spalter. Se nærmere om spalter under bogens samling her.
Prikning
Når pergamentet var klar til brug, skulle det linjeres, og opgaven indledtes med en prikning med en syl, kaldet et punctorium, eller passerspids enten langs klummens (skrivespaltens) bredde eller senere helt ude i sidernes margen, og denne kantprikning er tit mistet ved bortskæring under indbinding, mens klummeprikning kan genfindes. Da prikningen skete inden arkene falsedes, så findes prikningen ikke i rygmargenen.
Prikningen kunne foretages for flere ark på en gang, men i finere værker skete det per ark og oftest på kødsiden. På hårsiden ville linjeringen så fremstå i højt relief.
Linjering
Efter prikning blev skrivelinjen trukket op med en skarp spids af træ kaldet en ligniculum og senere - fra efter 1100 - med en blyant. Denne metode blev så godt som enerådende en gang efter 1200. Der blev anvendt lineal, en regula eller norma. Der kunne linjeres i et eller flere lag ark på en gang. I de ældste mss er det gerne sket et ad gangen. Billige bøger kunne være uden linjering.
Ifølge [ID=965 p.199] blev de insulære ark linjeret per enkeltblad, mens de kontinentale blev linjeret per dobbeltblad. De humanistiske håndskrifter i 1400-tallet var ofte ulinjerede.
Der blev også trukket linjer lodret til at afgrænse spaltebredden, og enkelte manuskripter har linjering vandret på den ene side og lodret på den anden side af arket.
I senmiddelalderen mangler linjering i mange manuskripter.
[MCas p.120-130, 5040 p.44]
Papir som manuskriptmateriale
Rækkefølgen af fremkomsten af bogmateriale er papyrus, pergament og papir. Papyrus forblev i brug op til år 1000 for især juridiske dokumenter, og pavemyndigheden fortsatte med brugen under pave Benedict VIII indtil 1020. Historien viser en betydelig tilbageholdenhed mod brugen af papir i kirkelige kredse. Den reelle grund var betænkelighed ved papirets forgængelighed i forhold til pergament, men den følelsesladede grund, der var mindst lige så hæmmende for papirets udbredelse, var de kristnes ulyst eller ligefrem had til alt, der kom fra de andre religioner, og papir var en kinesisk-arabisk-jødisk opfindelse, som måtte vække modstand i fundamentalistiske kredse. Man kan ikke sige, at pergament gik af brug, før omkring år 1300, hvor brugen af papir rigtig tog fat.[6016 p.203]
Pergamentet forøgede holdbarheden i forhold til papyrus, men det var papiret, der revolutionerede bogproduktionen, og revolutionen indtraf før bogtrykkunstens opfindelse. Papiret var simpelt hen meget billigere at producere, og det kunne produceres i meget større mængde end pergament nogen siden ville kunne fremskaffes i. Renæssancens fremskridt i videnskaberne og herunder også trykteknikken havde ikke været muligt uden papiret. Den almene uddannelse, handelssamkvem med bogføring, og almindelig udbredelse af læseevnen var ikke sket uden papir.
Papirmagerkunsten blev udbredt fra Kina, hvor den blev udviklet fra det andet århundrede, til vesten og blev almindeligt i de mellemøstlige riger fra 700-tallet, hvor der var papirfabrikker i både Bagdad, Damaskus og Tripoli, hvilket gav arabisk videnskab og muslimsk religiøs skriftudgivelse et stort forspring i forhold til Vesten, hvor den første papirmølle vides at have virket i Xativa nær Valencia i 1100-tallet. Der er brugt papir til dokumenter i Palermo i 1109 og i Genoa fra midten af 1100-tallet, men det kan ikke bevises, at dokumenterne er skrevet på lokalt fabrikeret papir. Den første papirmølle i Italien lå i Fabriano i Anconaprovinsen nogle kilometer fra Adriaterhavet og var i drift 1276. Byen blev i hele renæssance og derefter kendt for sit kvalitetspapir.
Før den italienske papirfabrik havde der i mange år været en papirfabrikation i den muslimske del af Spanien, men der er ikke tegn på, at produktionen kom til Vesteuropa, men bl.a. vides det fra besøgende (Petrus Venerabilis, abbed i Cluny 1122 til sin død i 1156) til jødiske befolkningsgrupper i Spanien, hvor der blev set eksemplarer af Talmud skrevet på både pergament og papir. Den muslimske fabrikation foregik i byen Xativa eller Jativa nær Valencia, der også var kendt for linnedproduktion. Efter Spaniernes erobring af området fik jøderne, der havde rettighederne på det tidspunkt lov at fortsætte produktionen ved dekret af Johannes I af Aragonien i 1273.
Frankrig fik sin første papirmølle i Troyes i 1348, og i England kom den første i Herefordshire fra cirka 1490, og det første levn på papir i England er nogle breve sendt fra Italien til Kong Edward I's bankrådgiver i England 1296-1303, mens det tidligste stykke papir beskrevet i England er en havneregistrant fra King's Lynn påbegyndt 1307.
Tyskland fik sit første papirværk i 1320 og i Nürnberg i 1390, og den tættest på Danmark liggende papirmølle var Lübecks i drift fra 1420. Tyskland importerede papirmagere fra Spanien til at forestå produktionen og oplære lokale til faget, og Tyskland fik meget hurtigt flere papirmøller, hvilket blev medvirkende til trykteknikkens praktiske muligheder. Det tidligst kendte papirhåndskrift er fra Passau og signeret af domprovst Albert Beham i 1246/47.
I Danmark omtales papir på Valdemar Atterdags tid (1340-1375), og vi har bevarede papirdokumenter fra kong Olavs tid (1375-1387).
[MedLib p.632, 5040 p.16]
Det tidlige papir var altid fremstillet på tekstilfibre: Lærred, hampetaver, hørdug var de mest anvendte grundmaterialer, mens bomuld som papirgrundlag først kom i brug sent i middelalderen.
Manuskript - skriverhåndværket
Skriveredskaber
Til at skrive på vokstavlerne med brugtes en griffel af metal eller elfenben kaldet stilus på latin. Til skrivning på papyrus anvendtes en rørpen, calamus scriptorius eller calamus chartarius. Pennen var i de ældste tider trævlet op, men senere blev den tildannet som nutidige penne med en skråt afskåret ende, der blev spaltet. Rørpennen kom i brug i græsk romersk tid i Ægypten, hvor man gik over til at skrive ægyptisk med græske bogstaver. En ny pen kunne være op til 25 cm lang. Når den var blevet spidset til slut kun 6 cm. Rørpenne blev brugt i Italien af arabiske folk så sent som 1583.Romerne fremstillede metalpenne efter samme mønster som rørpennene. Der er fundet eksemplarer af sølv i udgravninger.
Fjerpenne hed på latin penna. De blev fremstillet af svingfjerene fra gæs og svaner. Til finere skrift blev også anvendt fjer fra påfugl, perlehønearter og krage. Der er ikke fuld klarhed over, hvornår anvendelsen indledtes, men det var formodentlig omkring pergamentets indførelse, men da de to ord for penne, rørpen og fjerpen, blev brugt synonymt (og altså også ordet "calamus", der her anvendes for fjerens opale skaft - fjerposen - neden for fjerens stråler eller dunstråler), så kan det ikke fastslås med sikkerhed.
Fjerpennens hærdning
Før en fjer kan bruges til pen, skal den helst hærdes. Fjeren skal først have fjernet dunstrålerne og glattet skaftet fra "blækenden" og så langt op, at der bliver en god gribelængde for fingrene, når pennen skal holdes i hånden. Skaftet kan glattes helt med fint sandpapir, og topenden kan forkortes passende så vægten fordeles bedre mellem længderne over og under fingrenes holdepunkt (middelalderskriverens sædvaner omtales senere).
En beholder med en dybde af ca. 10 cm fyldes med fint strandsand og opvarmes til ca. 180 grader C. så længe, som det tager sandet at blive helt tørt. Beholderen tages ud af varmeovnen, og fjerpennene stikkes ned i det varme sand, indtil fjerstrålerne. Når sandet er kølet af, er pennene parat til tilskæring, hvor pennens spids på den side, der vender nedad mod skrivemediet, afskæres i en vinkel på ca. 45 grader. Fra åbningen kan eventuelle tørre hinder indvendigt i skaftet fjernes med en tynd nål eller pincet. Fjeren placeres på et skæreunderlag med den 45-graders åbning vendende opad, og med en skarp skalpel skæres en slids på nogle millimeter fra spidsen og op ad skaftet. Slidsen danner et blækreservoir. Til slut tilpasses fjerens spids som på en stålpen - smal eller bred - efter, hvor tyk en streg pennen skal give.
Først fra 1830 var der udviklet tilstrækkelig fleksible stålpenne, til at de fik betydning. Selv om der på den danske industriudstilling i 1810 blev fremvist en stålpen, så var de ikke almindeligt i brug i landet før efter 1840, og fjerpennen benyttedes sideløbende mange år endnu.
[6016 p.556ff, 5040 p.110]
Blæk
Blæk har oprindelse i oldnordisk og oldengelsk for farven sort = black. Det engelske ord ink stammer fra senlatinske incaustum, der var det purpurfarvede blæk, som kejserne i Konstantinopel anvendte for deres underskrift på de officielle dokumenter.
Det vides også, at der i antikken blev fremstillet blæk på grundlag af udtræk af "sepia", dvs. fra blæksprutter. Kilden [ID=4256 p.16] nævner også fra antikken, at blæk på grundlag af galæblets saft og også blæk med jernvitriol (jernsulfat) kendtes.
Forskellige undersøgelser viser, at før pergament kom i brug, var romersk og græsk blæk fremstillet med kulstof som farve. Dette blæk kaldtes på latin for atramentum librarum, bog-blæk. Kulstoffet stammede formodentligt fra sod fra brændt pitchpine iblandet en gummi og måske eddike. Plinius d.æ. nævner denne blanding i sin naturhistorie. Kulstofblæk er langtidsholdbart, det bleges ikke og misfarver ikke underlaget.
Kulstofblæks negative sider er tendens til at bundfælde, og når blandingen bliver tykkere, tilstoppes pennen. Kulstofblæk binder kun til pergamentets overflade og kan let raderes ud, hvilket kan være en fordel for skriveren, men historisk er det mere problematisk.
Senere brugtes blæk fremstillet på grundlag af galæble, der blev middelalderens almindelig blæktype. Der er overleverede manuskripter fra omkring år 700 med denne blæktype, men den har været i brug tidligere efter skriftlige omtaler af brugen. Ingredienserne er gallo-garvesyre fra galæbler eller andre vegetabilske forekomster. Det sammensættes i hovedtrækket med et jernsulfat, der også kan fås fra forskellige metalforbindelser. For at holde væsken sammen i den rette konsistens tilføjes gummi arabicum, der kan skaffes fra akacietræer. Ofte har blækket et kobberindhold, der er stærkt medvirkende til nedbrydningen af papir. Galæbleblæk indeholder svovlsyre, der angriber papir, der helt kan opløses af blækket.
Fra sjette århundrede var et brunfarvet blæk i brug. Det indeholdt udtræk fra hvidtjørn eller slåen blandet med vin eller vineddike og er omtalt af Theophilus Presbyter (fl. c. 1070-1125) i sit værk Schedula diversarum artium om de forskellige håndværk og kunstarter. Med sod kunne farven gøres mørkere, og dette mørkebrune blæk var på Europas fastland meget anvendt fra 600-tallet. Fra 700-tallet kendes blæk med grønlig farve, og fra samme periode benyttedes i Italien ofte et blæk med grålig eller gullig tone. I de angelsaksiske og i bretonske egne anvendtes et sort eller sort-brunt blæk, som missionærerne bragte med sig til det europæiske fastland. Fra den sene middelalder er mange forskellige blæktyper i brug. De forskellige typer blæk havde varierende fortrin med hensyn til vedhæftning på forskellige medier.
Fremkomsten af galæbleblækket sættes til tider til 1126, men nogen synderlig generel accept af dateringen synes ikke at herske blandt forskerne, og der er mange eksempler på prøver fra ældre manuskripter, der viser jernforbindelser i blækket. Konklusionen må være, at jernholdigt blæk udvikledes gennem længere tid og særligt kom i brug, da pergament blev almindeligt skrivemateriale, fordi kulblækket havde sværere ved at blive permanent holdt på dette underlag.
[6016 p.552f]
Efter middelalderen, måske først fra midten af 1700-tallet købte de danske skrivere deres blækpulver og rørte det på brugsstedet op med vand i blækhornet. For at tørre den våde skrift, dryssede man sand over, og elegante frøkner og fruer benyttede ofte glimmerpulver som sand, da det gav deres signaturer en fin glimtende gylden farve.
[5040 p.110]
Rødt blæk
For at adskille forskellige tekststrenge eller fremhæve enkelte ord eller sætninger anvendtes blæk af anden farve end til brødskriften. Rødt blæk var det mest almindelige til sådanne bogstaver som fx i tidlige håndskrifters "incipit"-linje og senere til titelsiden og til "explicit"udgangen. Fra tidlig middelalder kendes tekster, hvor hovedteksten er skrevet med rødt blæk, mens kommentarer og noter er skrevet med sort blæk. Visse særlige farver og toner blev fa karolingisk tid anvendt lokalt og anvendes til lokaliseringsbestemmelser af fremstillingsskrivestuerne. Brug af purpur-, guld- og sølvfarvet blæk eller brug af de rene metaller kendes i enkelte fornemme manuskripter, idet disse farver kunne være forbeholdt specielle religiøse eller kejserlige dokumenter.
[ID=4256 p.17]
Radering og genbrug - Palimpsest
Fejltagelser kunne lettest fjernes tidligt efter skrivningen havde fundet sted. Er det benyttede blæk af kulstoftypen, kan man med en svamp lige efter skrivningen fjerne skriften fra pergamentet. Svampen , gr. spongos, var derfor et af skriverens værktøjer i tidlig middelalder.
[6016 p.550]
Mangel på pergament, der i flere perioder var et efterspurgt produkt - kunne forøge genbrugen af pergament, der så rengjordes for den gamle skrift med udradering, kalk-mælkebad eller gnidning med pimpsten.
[ID=965 p.199]
Et dokument med genskreven tekst kaldes på de fleste sprog for en palimpsest fra græsk palin paso betydende "raderet igen" eller "glattet igen". Latinere foretrak dog at benytte termen codex rescriptus (lat. = påny beskrevet håndskrift), men i dag synes jeg oftest at palimpsest anvendes. Af palimpsester er de fleste bevarede fra år 600 til 900, men eksempler findes helt op til 1500.
Når et pergamentark skulle genbruges skrabede man først den gamle tekst af, eller man gned den værk med pimpsten. Derefter blødgjorde man pergamentet med en opløsning blandet af mælk, ost og kalk, hvorefter genbruget kunne finde sted. Når man i dag kan læse den underliggende tekst på genbrugte pergamenter skyldes det, at de ofte var meget nødtørftigt raderede samt at nyere metoder med forskelligt lys og kemikalier kan få den originale tekst frem på pergamenter, der ellers ser helt rene ud.
[6016 p.192 + 215ff, ID=965 p.199, ID=4256 p.11]
Bogens samling og indbinding
Her omtales kun værker i kodeksform.De ældste bevarede græske bibeltekster på pergament i kodeksform menes at være Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, der stammer fra cirka 370, og den ældste latinske bibeltekst på pergament er fra samme periode og kaldes for Codex Vercellensis.
Arkene
Foruden noterne om falsning ovenstående skal følgende bemærkes.
Som beskrevet ovenstående under falsning af pergament blev et manuskript i antikken normalt til en bog i kodeksform ved at samle et antal ark og false dem samlet en enkelt gang, så de dannede et læg med fx 16 sider. De fire enkelte pergamentstykker blev holdt sammen som nutidige bøger med en hæftning med tråd fra inderfalsen gennem alle ark til rygfalsens yderside gentaget et antal gange afhængig af boghøjden. Et eller flere samlede og sammenhæftede læg blev placeret oven på hinanden og udgjorde en bog.
Dette var en metode overtaget fra sædvanen med vokstavlerne med diptych-formen (sammenligneligt med et diptych-alter).
De latinske ord liber (egentligt fra "bark" om et bind af et værk), volumen (egentlig "en papyrusrulle") og tomus (egentlig "en længde papyrus") for hhv. bog, bind og bind blev overtaget fra papyrusrullen og genanvendt om kodeksformen.
De tidligste papyruskodekser fra det andet århundrede blev model for ægyptiske kristne, der skrev pergamentkodekser med kristne skrifter, idet et af argumenterne var en mere økonomisk brug af pergamentet i kodeksformen end i rulleformen.
Fra senantikken til ind i de tidlige middelalderår var det kontinentale, normale antal pergamentark i et læg fire, der falset en gang gav et læg, en "quarternio", på 16 sider, mens det angelsaksisk-irske læg var på fem pergamentark, der gav et læg på 20 sider, en "quinio". Senere i middelalder blev læg med flere end fire-fem pergament- og især papirblade mere og mere almindelige.
[6016 p.215, ID=4256 pp.20-23]
For at bogbinderen kunne finde den rette rækkefølge af læggene var disse mærket med en arksignatur. Fx blev arkene i byzantinske håndskrifter mærket med tal på arkets første side nederste venstre hjørne, som det var græsk skik. Modsat anbragtes nummeret på vestromerske ark på sidste sides nederste højre hjørne. Fra 400-tallet kendes arksignaturer med bogstavmærkning, og bogstaverne kunne have præfikset Q for "Quaternio". I den senere middelalder blev signaturen ofte placeret midt på nederste margen på side 1. Var der flere læg end alfabetets bogstaver fortsattes med Aa, Ab, Ac osv.
En anden hjælp for bogbinderen var anbringelse af en såkaldt kustode nederst på en side efter teksten sidste bogstaver. Kustoden bestod af den næste sides første ord eller stavelse og viste derfor både falsningens foldningsmønster og arkets efterfølger, når kustoden stod på arkets sidste side.
Foliering og paginering
Paginering og foliering omtales senere.
Tidlige kodeksers formater
De største overleverede antikke håndskrifter er bl.a. med Vergils værker og måler 425 x 325 mm, 380x360 mm og 333x332 mm, men de mindste bøger - ofte religiøse, bærbare bønnebøger etc. 71x51 mm, hvor klummen måler 34x34 mm.Fra begyndelsen af 1200-tallet stammer bibelhåndskriftet Codex Gigas / Gigas Librorum, der blev produceret af en enkel skriver i klostret Podlažice i Böhmen. Bogblokken måler 89,3 x 49 cm og indeholder 309 blade. Teksten er skrevet i to spalter, hver med 105 linjer, og håndskriftet er nu placeret på Kungliga Biblioteket i Stockholm.
Hovedparten af bøger er dog alle dage blevet fremstillet efter økonomiske grunde, hvor mængden af skrift per side har været af betydning for værkets økonomi. De økonomiske grunde har så skullet sammenholdes med den fysiske håndterings muligheder, dvs. kunne bogen læses med de tilstedeværende lysforhold på brugsstedet og så eventuelt flere korister kunne bruge et missale, eller kunne bogen medbringes i præstens ejendele ved husbesøg. Uden for praktiske regler ligger naturligvis skabelsen af praleværker.
[ID=4256 p.24]
Skriveprocessen - kopiering
I tidlig middelalder blev spaltens eller sidens første bogstav ofte skrevet større end brødteksten og ofte med en anden farve blæk. Det skete også i nogle tilfælde, selv om det første bogstav i spalten ikke var et ords første bogstav.
Senere i middelalderen blev bogsider med en og to spalter det almindelige, og i karolingisk tid blev tre spalter kun brugt til specielle formål som glosebøger eller lignende tabelagtige opstillinger. Der kunne i middelalderbøgerne være anbragt noter og kommentarer på en spalte parallelt med hovedteksten, som noterne skulle uddybe. I højmiddelalderen blev det også almindeligt at skrive noter med en mindre skriftgrad end hovedteksten og at anbringe noterne tættest muligt på hovedtekstens relevante tekst.
Skulle teksten oplæses (taletekst) eller var der tale om oversigter og indholdsfortegnelser anvendtes tit en formatering efter systemet "per cola et commata", hvor kun første linje begynder ved venstre margen, mens de underliggende punkttekster er indrykket nogle bogstavsbredder. På den måde får øjet lettere fat i hovedafsnit og underafsnit.
Skrivning
I afsnittet om skrivning og kopiering er enkelthederne udsprunget af en kopieringssituation. For en forfatters egen første dannelse af tekst vil oplysningerne om kopiering og kopieringsfejl naturligvis ikke have betydning.Flere samtidige illustrationer viser skriveren i gang med sit arbejde. Han sad gerne på en stol enten uden eller med opret rygstykke, og foran ham var placeret en skrivepult, hvis bordplade var vinklet omkring 45 grader. På en anden bogholderramme var det originale værk, som der kopieredes fra, opstillet, så skriveren let kunne se det og bladre i det.
Ifølge kilde [ID=4256 p.38] gengives på antikke håndskrifters illustrationer (som fx i evangelier) skriveren arbejdende med pergamentarket på skødet uden brug af bord eller pult. Det forekommer mig noget nær umuligt i længere tid at kunne skrive så fine og fejlfrie tekster på den måde, og måske har illustrationskunstneren ikke fokuseret på indboet og derfor ikke nøjagtigt "fotograferet" en arbejdssituation?
Skriverens nødvendige udstyr omfattede kridtpulver, pimpsten, blækflasker for hver farve, kniv og radérskalpel, en eller to syle for prikning, en blyant, lineal og ridsepen. Hvis en ældre munks syn var svækket, kunne briller fra omkring 1285 komme på tale.
Under skrivningen holdt munken gerne en kniv i venstre hånd. Den var nyttig til hurtigt at kunne udradere fejl, tilskærer pennen, udglatte ujævnheder i pergamentet, og den kunne bruges som støtte for den skrivende hånd, kunne holde pergamentet på plads og var i det hele taget et nyttigt redskab.
[4256 p.18f]
Hånden, der holdt pennen, var mere stejl, end vi i dag anvender. Pennen hvilte mellem tommelfinger og anlægsfladen på de to første fingre, mens de to sidste var ombøjet og kun tjente som underlag mod bordet. Ved denne lodrette føring af pennen bliver visse strøg i et bogstav anderledes end vi anvender. Stillingen vil give lettere lodrette streger, mens buer vil være vanskeligere.
[MedLib]
Hvorvidt pergamentet var foldet under skrivningen, eller arket var bredt ud igen er ofte uklart og der er flere teorier om rækkefølgen, som siderne blev beskrevet på, men ud fra teksterne kan det konstateres, at det almindeligste var at udfylde siderne i samme rækkefølge som de læses, uanset om det blev gjort på udfoldet eller falset ark. Arkene var oftest linjerede, inden de blev falsede, men falsede ark kunne jo også glattes ud igen under skrivningen, så det kan kun konstateres, at fremgangsmåden kan have vekslet mellem skrivning på udfoldede og falsede ark.
[6016 p.211]
Skriveren måtte under ingen omstændigheder ændre i forhold til originalen. Var der indlysende fejl, så skulle tilladelse først indhentes, før en rettelse kunne indføres i kopien. Det var ualmindeligt, at skriveren indførte ændringer; det tilkom den efterfølgende korrekturlæser at sørge for det - og derfor var det de bedst uddannede og mest erfarne lærde, der udførte korrekturen - se herom nedenstående.
Indtil efter år 800 var det heller ikke nogen let sag at finde eventuelle fejl, da adskillelse af de enkelte ord ikke blev almindelig før efter dette tidspunkt. I den tidlige middelalder så skriveren en ubrudt række bogstaver for sig og forstod måske ikke en gang, hvad indholdet betød. ændringer i de klassiske skrifter kom først for alvor ind i kopierne efter ordene blev adskilte, og munken begyndte at kunne forstå indholdet, hvilket giver både lyst til at korrigere, men også mange flere fejl, da man prøver at huske længere fraser ad gangen, men fejler i hukommelsen. Dertil kommer fejl fra en oversprunget eller gentagen linje etc.
I bøger, hvor skønheden var af betydning, og modtageren måske ikke selv kunne læse den, så valgte man at rette uden at udradere det fejlagtige, men kunne under en fejlagtig linje gentage den korrekte.
Ved store opgaver kunne flere skrivere være i gang samtidig med at kopiere fra samme værk, der da var delt op i sine enkelte læg. Man kan se det af forskellen på skriverens kendetegn, men metoden var vanskelig, fordi, det var nødvendigt at slutte nederst på et lægs sidste side, for at kunne koble lægget sammen med kollegaens næste læg. Er der en nøjagtig overgang fra læg til læg, men forskellig hånd, der har ført pennen, så er produktionen nok sket med flere mand, men sekventielt.
Diktat til skrivere var ikke almindelig i høj- og senmiddelalderen. Tværtimod var tavshed normen, og for ikke at forstyrre kolleger i samme rum, så blev der udviklet en hel serie tegn, som kunne gives med fingre og hænder, når en skriver fx manglede pergament, eller blæk eller havde et andet problem og med tegnet tilkaldte overopsynet. I forbindelse med tekster om kopiering er verbet dictare brugt, men betydningen er mere danne eller forme end det er diktere. Ifølge den katolske encyklopædi var der altid stilhed i skrivestuen, men det modsvares [Einstein] af et træsnit med en afbildning af en munk, der dikterer til en skriver, som optrykt i William of Ockhams Dialogus, 1494.
[MCas p.136, MedLib p.603ff, 9125 p.8, 6016 p.208]
Skrivehastighed. Der er i [MCas p.136f] talt op på skrivehastigheden fra enkelte manuskripter, der bærer noter om begyndelses- og sluttidspunkter. I en bog af mellemstørrelse som en nutidig paperbackbog kunne munken Gregor for den sorte skrifts vedkommende kopiere 6 sider per dag a 21 linjer, men han skulle også overholde tidebønnerne, kapitelmødet og spisetiden. Desuden var der i flertallet af skrivestuer forbud mod levende lys både på grund af brandfaren, men også fordi olien fra olielamper kunne svine kostbare originaler og kopier. Man må i dag hele tiden betænke, at hvert værk er at betragte som et unikum. Der er også vidnesbyrd om skrivninger udført om natten.
Korrekturlæsning
Efter skrivningen gik manuskriptet til korrekturlæseren, corrector, der indføjede sine rettelser efter sammenholdning med originalen. Korrektoren indsatte også nødvendig tegnsætning. Tegnsætning blev benyttet i antikken, men efter et afvigende system - se herom nedenstående.Filologer og historiker har forsøgt at inddele fejlene i grupper, men nogen klar opdeling er ikke mulig. I én gruppe samles fejl, der skyldes fejllæsning i originalen eller hørefejl i tilfælde af diktat. I en del af skrifttyperne kunne det være svært at se forskel på bestemte bogstaver; fx var det svært at se forskel på s og f eller c og e i den karolingiske minuskelskrift. I samme gruppe placeres også fejl, der skyldtes linjeskiftefejl: Endte to nærtstående originallinjer på samme eller næsten samme bogstavskombinationer, så kunne kopistens øje fortsætte på forkert ny linje.
I en anden gruppe samles fejl, der skyldtes distraktion. Tænker man på noget andet, end det man kopierer, er der sandsynlighed for, at man på et tidspunkt skriver noget fra sin tankevirksomhed i stedet for en originals noget lignende tekst.
I den sidste gruppe samles de bevidste forandringer, som en kopist indførte i sin kopi. Det kunne være en kopist, der mente at vide bedre end originalen, og det kunne være mangler i en original, som kopisten efter bedste mening udfyldte med egne formodninger.
[6016 p.214]
Korrekturtegn
Korrektoren kunne udstrege overflødige bogstaver med en skråstreg (/) som vi bruger endnu. Indsættelser blev angivet med en asterisk * eller tre prikker dannende en trekant. Var rettelsen for lang, kunne der henvises til den, og den kunne bringes, hvor der var plads. Ombytning af bogstaver kunne ske ved hjælp af bogstavtegn (a-c-b) over de forkerte tegn.
En kilde, [ID=4256 p.43], skriver, at Sankt Martinklostret i Tours blev det tironiske forkortelsestegn for requisitum = "korrektur påkrævet" fundet i flere manuskripter. Noten var anbragt på læggets sidste side som tegn på, at processen skulle kontrolleres en ekstra gang.
Hjælpemetoder og funktioner under skrivningen
Indledende bogstaver blev tit skrevet med rødt. Generelt blev de ikke skrevet af kopisten men af specielle rubricatorer. Samme håndværker udførte andre farveopgaver i teksten, men ikke regulære tegninger, som en illuminator tog sig af.[6016 p.213]
De indledende bogstaver af et værk opdelt i bøger eller kapitler blev i de ældste manuskripter skrevet med samme skrifttype som brødteksten. Senere blev det mode at skrive disse indledningsbogstaver med en anden skrifttype eller med versaler eller kapitæler.
Kustoder
påføring af næste sides første ord på foregående side under dennes sidste linje. Anvendes for at den senere skrivning af næste side eller den senere samling af løse ark kan foregå i den rigtige rækkefølge.
Signaturer
Arkenes nummerering vist ved brug af tal, bogstaver eller kombination af begge for at angive rækkefølgen af arkene i den samlede bog. Især anvendt efter trykteknikkens brug.
Forkortelser - abbreviaturer
I oldgræsk og tidlig latin brugtes få forkortelser for ganske bestemte og meget brugte ord. Forkortelserne blev kendelige på en efterfølgende prik som fx Q. for que. Noget før vor tidsregning begyndte flere forkortelser at vinde indpas i manuskripterne. I før-kristen tid blev forkortelser i juridisk og religiøs tekst brugt om bl.a. fornavne, kalendertegn og i formler. Stavelser som bus, con og que blev almindeligvis forkortet.Forkortelser kan teknisk-sprogligt grupperes efter deres konstruktion i tre grupper:
-
Suspension, der består i at udelukke nogle af et ords bogstaver. Eksempelvis ved linjeafslutningen, hvor der over en vokal blev sat en streg, der skulle erstatte det afsluttende bogstav m eller n, den såkaldte superskrift, dvs. tegn sat over linjen oven over forskellige bogstaver. Senere blev stregen for m eller n over en vokal også sat inde i linjen og også brugt som forkortelsestegn for dobbeltkonsonanten mm, som blev skrevet m med en streg over.
Stregens oprindelse er det oprindelige udeladte bogstav skrevet med diminutiv skrift over linjens sidste bogstav, der oftest var stavelsens sidste vokal, for at linjen kunne slutte med en lige højremargen.
-
Kontraktion, der består i at udelade visse af et ord bogstaver. Kontraktion var typisk for religiøse skrifter, hvor de mange gange gentagne ord som Jesus, Kristus og dominus blev skrevet som IHS, XPS og DNS alle med en vandret streg over som tegn på kontraktionen.
De meget gentagne ord optog herved mindre plads på den dyre pergament. Sædvanen indledtes i græske manuskripter og kom derfra til latinske skrifter, hvorfor de græske bogstaver for Kristus, XPS, blev bevaret også i latinske skrifter. Da de samme munke også skrev de verdslige tekster, så blev kontraktioner også benyttet i andre dokumenter end de religiøse.
-
Stenografiske tegn også kaldet tachygrafiske tegn. På grundlag af de tironske noter, det første stenografsystem, blev flere af tegnene anvendt i almindelighed, og nogle enkelte tegn holdt sig længe, tegnet for og - & - indtil i dag. I de tironiske noter er især mange korte ord, der bruges meget i latin, skrevet med sit eget enkelte tegn; per er skrevet som et p med en vandret streg gennem bogstavets nedstreg og quam som et q med en diagonalstreg gennem nedstregen.
Eksempler på disse "hurtigskrevne" tegn er et spejlvendt "c" for "con" og et "I" med en skråbjælke på midten for "inter".
Mange kendte personers navne havde standardforkortelser, fx Boethius (480-525) forkortet som " Bo' "..
Tironske noter er omtalt i teksten om Romerkirken.
[ID=4256 p.150-168]
Forkortelserne var ikke internationale. Ved kopiering eller oversættelser indsneg der sig fejl i tydningen af de forkortede ord. De insulære manuskripter fra Irland - England blev ikke forstået på kontinentet. De insulære skrivere benyttede flere af de tironske noter skrevet med deres egen skriftfont, og denne sædvane var ikke kendt af de karolingiske skrivere, der skulle kopiere bøger medtaget fra de irske klostre til Fulda, Bobbio og andre missionsklostre med irsk-engelsk forbindelse.
I karolingisk tid skete betydelige forandringer under Karl den Stores forsøg på ensrettende sproglige reformer gældende for hele riget. Reformerne betød en række forkortelser fik lokale former i den germanske verden og også fik indpas i den voksende litteratur i det tyske sprog, hvor de latinske rødder smittede af på forkortelsernes form.
I senmiddelalderen kom der mere system i forkortelserne, og med den mere internationale uddannelse ved universiteterne blev der skabt en samling forkortelser, som alle fagfolk kendte, men de vekslede fra fag til fag. I danske håndskrifter var brugen af forkortelser begrænset sammenlignet med udlandet, men gennem middelalderen kom der også i de nationale skrifter nogle flere forkortelser. Fx brugtes stregen over et m og n for stavemåder med mm og nn og en slags krølle løftet over grundlinjen var tegn for ær og er.
[5040 p.43 + 87]
Forkortelser i manuskripter fortsatte efter det middelalderlige system efter middelalderen og blev i danske skrifter langsomt afviklet, men en del sædvaner holdt sig til op i 1800-tallet, fx ordendelser skrevet med mindre typer og hævet ved eller over ordslutningen. Streg over konsonant som tegn på dobbeltkonsonant.
[5040 p.102]
Forkortelser i daglig skrift er i nutiden fastlagte og kan slås op i ordbøger og forstås af alle hovedparten af læserne. Faglige forkortelser har ikke altid en standardisering, fx bemærket i Hæfte 1, Bind 21 til Fortid og Nutid, 1960, hvori det påpeges, at historikerne bør anvende samme forkortelser for deres kilder, fx Dipl Dan for Diplomatarium Danicum, og der gives en liste med forslag til en standardisering. For andre forkortelser anbefales kun brugen af de almindeligste som "osv.", "m.m.", og i øvrigt kun for måneders navne ved datoer, og da kun for månederne jan., feb., aug., sep., okt., nov. og dec. Fagbladet lader det være op til den enkelte skribent, om forkortelsestegn skal anvendes.
Bogmaleri og illumination
Mange af de bevarede manuskripter har indsatte tegninger på hele sider, i margenerne og i initialerne. Tegningerne blev udført af særlige håndværkere - kunstnertitlen var ikke kendt i middelalderen. Denne form for udsmykning kaldes for illuminering.
[5040 p.35]
Illuminationskunsttyperne klassificeres i flere skoler. Den byzantinske med meget guld og mørke farver fik stor betydning i europæiske manuskripter, særligt mellem 900 og 1300. Den meget karakteristiske irske skole var virksom 700 til 900 og måske noget senere, men forblev insulær, mens der i England udviklede sig en skole centreret i Winchester og aktiv efter vikingetogterne var aftaget. Den engelske stil fortsatte efter normannererobringen, om end stilen blev tungere, men stadig med fornemme kunstværker som fx i Matthew Paris' værker og værker fra St. Albans klostret. Fra 1100-tallet fik England nu inspiration fra kontinentet, og nogle af landets fineste manuskripter blev produceret i 1200-tallet i de store psalterier.
Efter Englands blomstringsperiode blev fransk illuminationskunst den fornemste. Under karolingerne var udsmykningen kun sporadisk og simpel, men efter år 1000 eller måske 1100 blev fransk kunst forfinet og stærkt efterspurgt. Flere franske konger var kritisk bibliofile, hvilket smittede af på adelstanden i øvrigt.
I Tyskland er det kejserne op til efter 1000, der er ordregiverne, men fra cirka 1200 bliver de lokale fyrster i Tyskland meget aktive i erhvervelsen af fine manuskripter for gennem dem at understrege både deres kulturelle høje niveau og samtidig deres økonomiske magt. Særligt i Tyskland udvikledes der sideløbende med pragtværkerne en folkelig kunst, hvor afbildninger til brug for fattigfolk uden læseevne blev fremstillet i stort antal. De italienske klostre og pavesædet tog også initiativer til fornemt, kunstfærdigt udstyr i religiøse og klassiske manuskripter.
[5040 p.36-41]
Et af de bedst illuminerede mss. er Lindisfarne Gospels. Illuminatoren har bevidst indsneget små fejl, for et menneskeskabt værk må ikke være perfekt. Det tilkommer kun Gud at frembringe perfekte ting. Det kan fx være en tegning af et lille dyr, der mangler et ben eller en vinge. Denne sædvane ses også i andre mss.
[ID=4278 p.48]
Kopiering
Kopieringen af bøger havde to formål. Det ene var at producere passende værker til brug i det religiøse liv, men det andet var at beskæftige ellers ledige munke fra at få frivole tanker. I det sidstnævnte tilfælde kunne man ikke forvente nogen synderlig koncentreret kvalitetsindsats, og arbejdet blev som en trædemølle for de uvillige. Der var ikke i årene før 800 nogen gennemgående rutiner eller standarder på tværs af klostrene. De kom først senere. Skulle et værk kopieres satte abbeden en egnet munk til arbejdet og udpegede et egnet sted til udførelsen, og var der tale om en gruppe ledige, der skulle kopiere, så blev en opsynsmand udnævnt blandt de erfarne munke og sat til at udøve opsyn med de arbejdende. Efterhånden som arbejdet blev rutiner i klostrene blev rum indrettet og materialers fremskaffelse sat i system. Man mener dog ikke at separate skriverum i britiske klostre blev almindelige før i 1300-tallet, men da var kopiering i klostrene ved at være forbi i hht. [7297 p.5]:[MedLib p.592, 7297 p.5]
Kopiering har fundet sted i hele skriftkulturens eksistens, men ophørte i almindelighed kort tid efter trykteknikkens udbredelse. I de ældste klostre og kirker blev kopiering hurtig et af de daglige gøremål for en eller flere af de tilknyttede personer. En mere organiseret form for kopiering, der skal kædes sammen med mulighederne for at fremskaffe forlæg for kopieringen, indledtes i årene efter kristendommens anerkendelse, og Hieronimus er en af de tidligste, fra hvem der er vidnesbyrd om anvendelsen af kopister til at hjælpe med hans revision af evangelierne og siden dele af den komplette bibel sidst i århundredet. Hieronimus anvendte især kopier fra biblioteket i Caesarea til sine studier, når han opholdt sig i Palæstina og især efter 388, hvor han permanent boede i Bethlehem og omegn.
Cassiodorus, der var aktiv fra cirka år 500 til 580, er mere kendt for sin systematiske anvendelse af kopiering i sit kloster Vivarium i "tåen" på Syditalien. Cassiodorus indsats har særlig betydning, fordi han ikke indskrænkede sine kopieringer til de kristne tekster, men lod mange klassiske tekster kopiere, og derved reddede dem for eftertiden, da mange af hans kopier i dag er grundlag for vor viden om klassikerne.
[MedLib p.20ff]
Der var ifølge Benedikts og andres reglementer i den tidlige middelalder også et andet formål med kopieringen, idet arbejdet afholdt munkene fra lediggang. Dette beskæftigelsesarbejde menes at ligge til grund for mange genbrugte pergamenter, hvor den oprindelige tekst er skrabet af og en ny opført på underlaget. Bevaringen af andre skrifter end de eksakt brugbare i klostrets liv beror derfor ofte på tilfældigheder som negligering, glemte skrifter eller dårlig bevaring i andre tilfælde.
Der var fire måder at få fat i et værk til kopiering på:
- Man kunne låne et værk og kopiere det på egen skrivestue,
- Man kunne sende en skriver hen til originalen og kopiere den der
- Man kunne bestille en kopi fra originalens indehaver,
- Man kunne bytte med en bog, som man selv havde, eventuelt i dublet, og få en ønsket i stedet for.
Mængden af kopieringer
Der findes ingen generel målestok eller standard for produktion af manuskripter. Skrivestuerne må betragtes individuelt, og der findes meget få mængdeoplysninger for dem. Man har enkelte tal for skriveres kopieringshastigheder, men mangler sammenholdet med de øvrige involverede rubrikatører, pergamentklargørere og illuminatører til at kunne finde en samlet produktionsmålestok. Desuden må der forventes stor forskel på en munk i tidlig middelalder kopierende og udsmykkende en hellig tekst til fornemt brug og så til senmiddelalderens lærebogskopist, der skulle frembringe lærebøger i "masseproduktion". Selv efter bogtrykkets fremkomst var der klostre, hvor kopieringen fortsatte, idet abbeder pointerede, at kopierende munke var bedre end munke i lediggang, hvilket var tilfældet hos abbed Johannes Trithemius (1462-1516) i Sponheim kloster ved Kreuznach i Tyskland.
[9125 p.8 + 10]
Kopieringens kostpris skulle dækkes, og for eksternt arbejde måtte kunden betale. For klostrets eget kopieringsbehov måtte dækkes internt, og der var almindeligt, at gaver til klostret blev øremærket til dækning af kopieringsomkostninger. I år 1160 fik klostret i Ely foræret to kirker, fra hvilke indtægten skulle bruges til at kopiere bøger.
[6016 p.207]
Eisenstein påpeger, at de meget brugte tal fra en erindringsbog af en boghandler fra Firenze ikke ved nærmere kritik kan sige noget som helst om manuskriptmængden fremstillet i Firenze eller for så vidt i det hele taget syd for Alperne, og hun påpeger i samme afsnit tidligere selv at være blevet kritiseret for ikke at tage højde for det meget store skifte, der skete i 1200-tallet, da de verdslige skrivestuer begyndte at overtage munkenes kopieringsarbejde og ændrede procedurerne for kopiering fra at have færdiggjort en hel bog ad gangen til nu at dele bogen op i mindre dele og kopiere flere eksemplarer af hver del, mens andre skrivere tog sig af de øvrige dele af bogen.
[9125 p.9f]
Der kan heller ikke generaliseres med hensyn til kopieringen i universitetsregulerede boghandler med tilknyttede lærebogskopicentre i de få universitetsbyer i 1100- og 1200-tallet og de frie boghandler, der ikke var underlagt universiteternes styring, og heller ikke sammenlignes med arbejdsforholdene for kopiering hos boghandlere i byer uden universiteter.
[9125 p.10]
Skriftudviklingen, fra versaler til minuskler og tegnsætning
Skrift - fonttyper
Romerske skrifterRomernes tidlige skrift var en majuskelskrift, kapitalskrift, som var dannet til indskrifter i sten. Skriften kaldes for scriptura capitalis. Den var ikke særlig egnet til bogskrift på vokstavler og papyrus. Skriften havde to udtryksformer: capitalis quadrata var den stive firkantede type, der blev skrevet uden ordmellemrum eller kun med en prik mellem ordene, mens capitalis rustica var en slankere mere rundet form. Typologien er fastlagt på et meget lille antal levn. Faktisk har man under en halv snes levn med typen, bl.a. det i foregående tekst nævnte digt om Slaget ved Actium, mens der for typen rustica findes noget over en snes. Denne skrift var den tidligste latinske bogskrift, men brugen aftog, og efter år 500 benyttedes majuskelskriften kun til enkelte bogstaver, der skulle fremhæves.
I begyndelsen af perioden fra fjerde til ottende århundreder skrev de latinske skrivere, og det var så godt som udelukkende kirkens medarbejdere, med versaler i en fonttype udviklet fra scriptura capitalis. Uncialskriften var mindre kantet og passede bedre til vokstavlerne og papyrusmaterialet, og skriften udvikledes langsomt til en mere uregelmæssig skrift med sammenkædede bogstaver, ligaturer. Udviklingen kan følges fra det første århundredes graffiti, gennem udgravningerne i Pompeji til de yngre papyruslevn fra 500-årene.
[5040 p.18f, 5040 p.18f]
Fra omtrent 500-årene var denne uncialskrift fuldt udviklet, og fra omtrent samme tid eller et lille hundrede år senere, hvor pergamentet fremkom, skrev man på dette materiale med en nærtstående fonttype, der kaldes for halv-uncial, hvor bogstaverne nærmede sig minuskeltypen noget mere. Fra en anden retning i gammelromersk mere hverdagsskriftagtig kursive typer gik også en indflydelse over i halvuncialen, og der dannedes også en halvkursiv bogskrift. Halvuncialskriften var smidigere end den ægte uncialskrift og var hurtigere at skrive med på det nye pergamentmateriales glattere overflade, hvor pennestrøgene bedre kunne lægges i alle retninger end de kunne på det fibrøse papyrus. Halvuncialen blev den dominerende manuskriptskrift i klostrene op til 800-årene, og skriften fik sammen med halvkursiven stor betydning for udviklingen af merovingisk og karolingisk skrift. Der kendes mange hundrede manuskripter med halvuncialskrifter, hvoraf en del er palimpsester.
[6016 p.263f, 5040 p.18-21]
På grundlag af disse romerske skrifter udvikledes de første nationale europæiske skrifter sig:
-
Den olditalienske latinske kursiv, der langsomt blev fortrængt fra Lombardiet, ved dets underkastelse af det franske styre og fra Syditalien, da normannerne kom til i 1100-tallet, det endelige ophør blev beordret af kejser Frederik II i 1200-tallets begyndelse. I Monte Cassino holdt skriften sig endnu længere sideløbende med den karolingiske minuskel i Norditalien.
-
Merovingerne og efter dem de tidlige karolingere udviklede den merovingiske skrift, der var uordentlig med høje noget sjuskede bogstaver. Den kendetegnes også ved mange ligaturer. Bogskriften blev mere præcis og var udviklet på den latinske halvuncial. Brugt i klostrene i Luxeuil og Corbie til 700-tallet.
-
Den vestgotiske skrift blev udviklet på den Iberiske Halvø fra den latinske kursiv som i Italien, indtil et kirkemøde i slutningen af 1000-årene besluttede at kirkens tekster skulle skrives med den franske minuskel. årsagen var fransk liturgis indførelse med cluniacensernes udbredelse. Den vestgotiske skrift havde nogle særlige kendetegn i enkelte bogstaver, fx var bogstav g mere lig et nutidigt q med åbent hoved øverst.
-
Den insulære i Irland og England. Også kaldet scriptura Scottica efter Irland, hvor den irske majuskelskrift blev udviklet ud fra modtagne manuskripter med halvuncialer. Det blev en smuk skrift, som kendes fra de ældste irske evangeliemanuskripter udført med stor omhu. Men den runde fyldige skrift med noget nær lige tykke streger var for pladskrævende til dagligdags dokumenter, og der udvikledes sideløbende en mere spids minuskelskrift, der kendetegner irske manuskripter langt op i tiden (ca. 1200), og skriftens efterkommere i samme stil kan selv i dag meget sikkert genkendes og forbindes med irsk kultur.
Skriften blev ført med de irske missionærer til England, hvor den kom til at præge skriftudviklingen, og navnet den insulære skrift viser da også, hvor tæt de to øers skrifter var i tidlig middelalder, hvorfor det er vanskeligt at fastslå, nøjagtigt hvorfra et manuskript kommer. Efter år 1000 blev den kontinentale skrift almindeligt brugt i England.
I England var den ene middelalderskrift også en majuskelskrift, der kendes under navnet den insulære angelsaksiske halvuncialskrift. Den var fremtrædende fra 700 til 900 og var den almindeligste bogskrift. Samtidig brugtes også en minuskelskrift med mere kantede bogstaver. Den blev sjældent brugt til hele bøger, men var almindelig til dokumenter. Fra omkring år 1000 og især efter normannernes indtog kom skriften under fransk indflydelse og den ændrede sig til en mere langagtig skrift, hvor over- og underlængder blev forlængede over og under linjen.
Den karolingiske minuskelskrift
Fra omkring år 800 blev mange manuskripter udført med den karolingiske minuskelskrift, der havde sin rod i uncialskriften, men blev tilført elementer fra de insulære skrifter i Irland og England og fremtræder som en mere kursiveret skrift. Skriften kaldes endog for en reform og fremstår som en smuk og læsevenlig skrift. Den blev indført i Karl den Stores rige og blev efterhånden vesteuropæisk standard i de fleste lande. Et af de vigtigste udviklingssteder var Sankt Martinklostret i Tours.
[6016 p.285, 5040 p.30f]
Oversigt over latinsk til nationalskrift - middelalder
Den gotiske skrift
Den gotiske skrift, der blev brugt i Frankrig og andre europæiske lande, må ikke forveksles med den ovenover nævnte vestgotiske.
Omkring år 1200 skete der et skift i skriftmoden, og den mere kantede og snørklede skrift, der blev kaldt gotisk eller tysk blev den mest anvendte i Nordeuropa. Den udvikledes først i Frankrig, men blev snart mere kendt i østligere egne. Fonten fik flere forskellige udseender, men fælles var de kantede retningsskift, så et -o- ikke længere var rundt men mere fire-, seks- eller ottekantet. Bogstaverne blev slankere med skarpe kanter, blev højere end brede og stod tæt sammen. Toppen af skafterne blev ofte kløvet, så de fremstod med to udadbuede spidser. Hårstreger tegnedes meget tynde og gerne diagonalt, mens trykstregerne blev meget kraftige skrevet med en pen holdt meget skrå.
Fonten stivnede omkring 1400 og kunne ikke videre udvikles.
[6016 p.287, 5040 p.32 + 75-79]
Den italienske renæssances kursivskrift
Hen mod tiden for bogtrykkunstens fremkomst fremkom en meget mere læsevenlig minuskelkursivskrift i Italien. Den blev forstået som værende tættere på den klassiske tid, som nu blev "genfødt" af de italienske humanister. Ved siden af den gotiske skrift blev det en af de første bogtrykskrifter, der blev skåret.
Samtidig hermed gik udviklingen i Norditalien også i retning af en mere opretstående skrift, der blev grunden til vore dages antikvaskrifter, hvor de enkelte bogstavers vertikale linjer får fødder af korte streger på skrivelinjen.
Også skriveskriften blev påvirket, og der udvikledes en mere letlæselig og hældende kursiv håndskrift, som fortrængte den stive og spidse gotiske skrift først til England og omkring 1900 til de nordiske lande, mens de tysksprogede områder fortsatte med brugen af gotisk til efter anden verdenskrig.
[6016 p.287, 5040 p.34]
Skriftens struktur
Sammenskrevne ord - enkeltskrevne ordI de ældste mss til hen imod 800-900 er skriften ikke opdelt i enkeltord, men skrevet uden mellemrum, og det var først med udviklingen af de små bogstaver, at ordene begyndte at blive adskilte. Kopisterne fortsatte dog længe med at sammenføje fx præpositioner til det efterfølgende ord, ligesom det forekom, at et afsluttende bogstav blev overført til det efterfølgende ord. Det sammenblandede system med enkeltskrevne ord blandet med sammenskrevne ord fortsatte i græske mss, mens de latinske mss fra efter år 1000 blev skrevet efter vor norm med enkeltstående ord.
I danske mss er der fra de ældste brugt ordmellemrum, mens en del har den såkaldte halv afstand, hvor forstavelser og sammensætninger er skrevet. Konstatering af disse afstande er svære at bedømme, og en almindelig læser er sjældent i stand til at påpege denne særegne klassificering.
[6016 p.211, 5040 p.88]
Orddeling ved linjefald
Orddeling ved udgangen af en linje skete gerne mellem stavelser, og skulle der deles i ord med kasus- eller personendelser som fx i verbet scripsistis, hvor endelsen er -istis, så var det sædvane at dele mellem to konsonanter: scrip - sistis, men der var undtagelser i græske tekster, hvor bestemte bogstaver kunne blive trukket med over og indlede den næste stavelse på den nye linje, og dette smittede af i latinske mss, så der forekommer delinger, hvor der efter græsk mønstre blev delt således: scri - psit.
Deletegnet ved linjeskiftet var tidligt en prik og fra omkring år 1000 blev det en streg (-) eller en skrå streg (/) og i nogle hundrede år ses delestregen gentaget indledningsvis på den nye linje. Orddelinger var ikke velsete og mange kopister skrev derfor mindre bogstaver mod linjeslutningen, når de kunne beregne, hvor teksten bedst kunne deles.
Fra de ældste danske mss er bindestreg brugt ved linjefald, og de tidligste var skrevet på skrå og fra 1400-tallet også som en dobbeltstreg.
[6016 p.212, 5040 p.89]
Nyt afsnit
Nye afsnit blev i papyrusruller afmærket med en vandret streg, som grækerne kaldte paragraphos eller en vandret streg med en vinkel nedad på højre ende. Dette tegn udviklede sig til paragraftegnet "" som nu bruges i tekstbehandlingsprogrammer.
Senere benyttede både græsk og latinsk et forstørret bogstav som indledning eller de lod det første bogstav flytte lidt længere ud i margenen og uden for brødtekstens spaltebredden.
[6016 p.212, ID=4256 p.172f]
Tegnsætning
Ideen med tegnsætningen i antikken var forskellig fra nutidens tegnsætning, idet teksterne generelt var skrevet for at blive foredraget mundtligt, og tegnene derfor signalerede de retoriske pauser og enheder mere end de skulle adskille de syntaktiske enheder. Foruden opdelingen med tegn kunne den antikke opdeling også bestå i indsættelsen af længere ordmellemrum, eller ved opbrydning i afsnit efter fx systemet kaldet percola et commata, hvor hver oratorisk enhed har teksten indledt tæt på venstre margen, mens de efterfølgende linjer er indrykkede. Først næste oratoriske enhed indledes igen yderst ved venstre margen.
[ID=4256 p.169]
De ældste tegn for at adskille sætninger og svarende til vore punktum, semikolon og komma var en prik over linjen i højde med bogstavernes overlængder som punktum distinctio finalis, en prik på linjen som semikolon subdistinctio, og en prik på højde med vores øverste kolonprik for komma distinctia media. Det menes, at denne norm blev udviklet af Aristophanes i Byzantium omkring 260 f.Kr., men den blev aldrig konsistent benyttet, og i latinske mss ses både punktum, kolon, semikolon og flere prikker som et tegn eller kolon og streg sammen.
I karolingisk tid var tegnsætningen i kejserdømmet blev for den korte pause brugt tegnet ".", for den mellemkorte pause brugt "´." (omvendt kolon) og for den lange pause enten ".," eller ".,.". Mange steder i det tyske område blev disse tegn omkring 900 forenklet til punktum for den korte pause og et løftet punktum for den lange pause.
I danske mss fra de ældste findes tegnsætningen med de tre distinctiones hhv. den "lille pause" for prik på fodlinjen, den "mellemste pause" for en prik løftet og den "store pause" for en prik på højde med overlængdernes top. I Dalbybogen kun de to sidste.
Ved et afsnits slutning findes også et tegn bestående af tre punkter placeret som spidserne i en ligesidet trekant og enkelte andre tegn.
Parenteser kendes i mss fra middelalderens slutning.
Se også længere frem i teksten om tegnsætning.
[6016 p.213, 5040 p.88]
Det var i middelalderen at vores nuværende system begyndte dets udvikling. Både Cassiodorus og Isidore fra Sevilla påpegede nødvendigheden af tegnsætning, og Alcuin udgav retningslinjer til skriverne om emnet, og hans værk er bevaret, og i et af de til denne artikel benyttede værker er en betydelig undersøgelse udført på manuskripternes tegnsætning. [MCas.]
Fra år 700 kendes et omvendt semikolon, der havde værdi mellem vores semikolon og komma, og ved denne tid fremkom også spørgsmålstegn. Andre tegn som asterisk og nogle korrekturtegn er også hyppigt brugt gennem middelalderen.
[6016 p.213]
I Danmark blev der efter middelalderen efterhånden anvendt de nu kendte symboler, dog med nogle tegns særlige betydning. Fx blev semikolon ofte benyttet som punktum. Det var særligt fremtrædende i gotisk skrift, men forekommer også i antikvaskriften. Ofte er skrifter affattet på latin mere i tråd med vores nuværende tegnsætning end de gotisk skrevne på modersmålet.
[5040 p.104]
Spørgsmålstegnet fremkom i 800-tallet i form af et kurvet eller sig-zagget tegn, men også nodelignende tegn blev anvendt for funktionen [ID=4256 p.169].
Citater kunne angives ved et tegn i margenen. Tidlige mss har brugt "diplen" - et vandretliggende V i venstre margen. Tegnet blev senere til "-" eller "=" og teksten var tilsvarende trukket ind på linjen.
Taltegn
Antikkens latinske bogstaver brugt som taltegn afviger ikke meget for den senere brug af samme. I tidlig middelalder forekommer visse særprægede tegn. Fx blev V for tallet 5 også skrevet med "U" og tallet 120 kunne skrives som "vixx" og tallet 300 som "iiic. På alle romertallene betød en gennemstregning af sidste "ciffer" at værdien halveredes. Omkring fremkomsten af de arabiske tal blev en del blandingsformer anvendt, men fortog sig efterhånden som arabertallene blev fremherskende til beregninger. Formateringen kunne være med en midtlinjeprik før og efter romertalsværdien for at adskille tallet fra bogstavteksten.
Romertal blev brugt i de ældste danske mss, og tallene blev tit fremhævet ved at der blev sat en prik foran og efter taltegnene, og i enkelte tilfælde blev romertallet skrevet på halv linjehøjde, og slutbogstaverne i det skrevne talord - også på halv højde - anbragt over romertallet. Således blev der fx ved quattuor skrevet IIII med or skrevet ovenover. Fra 1200-tallet kom de arabiske tal til Danmark, og de findes bl.a. i mss Valdemars Jordebog og Ribes Oldemor.*) Arabertallene vandt kun langsomt frem, og romertallene vedblev at blive anvendt i mange typer litteratur også i årstal, mens arabertallene hurtigt blev de foretrukne til kalendarier.
[5040 p.89]
*)Ribes Oldemoder er en brevbog fra Ribe Domkirke, og der findes indførelser på knap 30 pergamentblade fra 1290 til 1518, men med store mellemrum mellem de enkelte dele. Oplysninger om ms kan findes på nettet.
Efter middelalderen blev romertallene stadig brugt i Danmark. De blev oftest i håndskrifter skrevet med de små bogstaver, og det sidste i i et tal var forlænget til j, således også jm for tallet 1.000. Brøken ½ blev skrevet med et j med en gennemstregning af et j's underlængde.
Skriftudviklingen i Danmark i middelalderen
Når der ses bort fra runeindskrifter, der henregnes til epigrafikken, så er det ældste kendte danske dokument fra 1085, men det eksisterer ikke længere i original. Det er et gavebrev til Lunds domkirke fra kong Knud den Hellige, 1080-1086, og det gik tabt senest 1697, og kendes i dag fra tre afskrifter fra tiden, mens originalen endnu eksisterede, nemlig i Necrologium Lundense i 1100-tallet, senere i Lundebogen fra 1494 og endelig fra en korrigeret afskrift fra 1662.[Hist.Tids. 2. række, bd. 9, p.129ff]
Den ældste bevarede danske manuskript er Dalbybogen på KB med signaturen Gl. kgl.S. 1325, 4° fra 1060. Bogen har træk fra skriftskikke fra forskellige lokaliteter, engelske og tyske, men der er nogenlunde enighed om bogens danske produktion i Skåne. Knapt hundrede år yngre er de to kongebreve: Erik Emunes til Lunds domkirke dateret 06/01 1135 og Erik Lams gavebrev til Skovkloster, Næstved, fra 21/03 1140.
[5040 p.52]
De ovennævnte manuskripter er alle skrevet på latin. Det ældste dokument med dansk sprog er fra 1371 og overgås af det ældste norrøne skrevet på norsk cirka 1210. Den norrøne skrift udviklede sig fra den karolingiske minuskel og med træk fra den insulære angelsaksiske skrift, og den fik særegne nationale træk efter det behov de særlige nordiske lyde krævede. Især Norge fik træk fra England, da en del af missionærerne var fra engelske klostre sendt over af Olav Tryggvesøn. Island fik derimod sine første kristne og første biskop fra kontinentet, hvilket også kan læses af skriften på de første norrøne manuskripter.
Det er i Norden omkring 1200-tallet at bogstaverne æ og ø begynder at vise sig, men om oprindelsen er fra angelsaksisk er usikkert men acceptabel.
De norrøne norsk-islandske skrifter kom under påvirkning fra Danmark-Sverige og gled helt ud mod middelalderens slutning.
[5040 p.52-67]
I Danmark er der fravær af dansksproget litteratur for de første par hundrede kristne år, og de latinske manuskripter viser kontinentale tegn på, at udbredelsen har fundet sted gennem kontinentalt uddannede klerke. Om bogstav ø's opståen er der flere teorier for, om det er en ligatur af o og e eller en lydværdi, hvor et o er tegnet med en overliggende streg. Men bortset fra sådanne detaljer, som ikke berøres her, så er den tidlige danske skrift den karolingiske minuskel som bogskrift og en lidt afvigende mere kursiv diplomskrift.
Bogskriften er brugt i Dalbybogen, Necrologium Lundense og ms om øm Klosters grundlæggelse. I de ældste diplomer er der brugt den mere kursive diplomatiske minuskel med lange lodrette streger, skafterne, og med sløjfeornamenter foroven - prangende og ødselt brug af pergament. En mere udpræget kursiv benyttedes fra Erik Glippings tid omkring 1240, bl.a. i et privilegium for Ribes kannikker.
[5040 p.73]
I løbet af 1200-tallet ændrede skriften sig til den gotiske med de kantede bogstaver, som det er omtalt ovenfor. Det var senere på renæssancens tid, at skriften fik navnet gotisk som en nedsættende etiket. Skriften kom via Tyskland til Danmark og omliggende lande. Det danske sprog viste sig også for første gang i denne skrifttype og blandt de danske skrifter var lovteksterne samt nogle lægebøger. En meget stort og prangende skrevet form kaldes efter brugen for missaleskrift.
Den gotiske bogskrift var stiv og langsom at skrive og egnede sig ikke til dagligdags skriblen. Til det brug udvikledes en mere kursivlignende skrift, den gotiske kursiv, med større sammenhæng mellem bogstaverne, der skrives uden pennen løftes fra pergamentet. Eksempler kendes fra 1268, 1290 og 1317, sidstnævnte er det første danske bevarede dokument.
Fra omkring 1400 blev den gotiske bogskrift fortrængt af den gotiske kursiv, og den findes på papirdokumenter, der nu vandt frem og blev senmiddelalderens skrivemateriale, som næsten al dansk litteratur er overleveret på. En del af værkerne blev produceret med det dyrere pergament som første og sidste blad i yderlæggene for bedre slidstyrke, mens resten var skrevet på papir.
Med fremkomsten af papir og med en forøget verdslig skriveevne blev der skrevet flere dokumenter og med mindre omhu end tidligere, og en personligt præget skrift findes i levn fra 1400- og 1500-tallet. I 1400-tallets første del benyttedes foruden den fastformede bogskrift hovedsageligt den omtalte halvkursiv, og fra ca. 1450 findes også den egentlige kursiv, der blev mere uregelmæssig og udflydende i forsøget på at skrive de enkelte bogstaver i en pennebevægelse uden at løfte den fra papiret.
Fra 1500-tallet kom så endelig renæssanceskriften - antikvaen - også til Danmark. Antikvaen var den finkulturelle skrift og blev af de uddannede brugt til latinske noter, mens modersmålet stadig og fremdeles i flere hundrede år blev skrevet med en gotisk bogstavsform.
[5040 p.79-81 + 84]
De skriftlige levn, der er senere end middelalderen, er ikke lettere at læse; man skrev i middelalderen med et længere sigte, og man var omhyggelig, mens man fra renæssancen og frem, hvorfra der er betydeligt flere levn, skrev for samtiden og en del mere sjusket og med individuelle særtræk, der efter 1600 blev mere personlig, og efter 1700-1800 blev skriften ganske ejendommelig og uden fællestræk og kan være svære at gennemskue i dag.
[5040 p.91-94]
Skriftudviklingen, datering ved hjælp af skriften
Manuskripters datering var for forskere og litterater i middelalderen meget vanskelig, og de manglede hele den forskning i skrift, der senere har muliggjort en bedre datering af ellers udaterede manuskripter. Pointen er behandlet af Eisenstein:Skal man forsøge at bestemme et dokuments alder og øvrige proveniens skal man både se på sprog og indhold, men de ydre former kan også vise træk, der kan dateres og stedfæstes. Ofte blev dokumenter udformet efter bestemte formularer: skøder har bestemte formuleringer og opstillinger, det samme gælder gavebrevet og åbne og lukkede kongebreve fx. Også titler og tiltaleformer viser til bestemte samfundsklasser, tidsrum og steder.
[5040 p.106f]
Sprogforhold og oversættelse
TegnsætningTegnsætningen var ulig nutidig. I mss fra MCas omkring 1100 benyttedes fire tegn:
1) / = virgulen eller
2) punktum under virgulen eller punktum under virgule med krog nederst mod venstre,
3) punktum alene og endelig
4) punktum med semikolon.
Brugen af disse tegn var ikke uniform på samme tid og i de forskellige bøger. Mest almindelig var punktum og virgulen. I listen 1-4) er styrken af tegnet fra svag til stærkest (punktum med semikolon). Virgulen tjener i de eksempler, jeg har gennemset, oftest som et komma ville gøre i dag, men på grund af det latinske sprogs anderledes opbygning kan en direkte sammenligning med sætninger ikke gennemføres.
[MCas p.176]
Titel
Bøger omkring 1100 havde ingen titelblad. Der var normalt kun med lille skriftstørrelse en notits øverst på den første side, også selv om der ofte var et helt tomt blad allerforrest i ms. Andre steder at angive bogens indhold findes også. De almindeligste steder var efter første blad og før sidste blad, da de udvendige blade var mest i fare for at blive mistet under brug. Reglen om at angive en bog ud fra den indledende tekst på fx anden eller tredje side var fra manuskripternes tid, da man for at være sikker på, at det var samme eksemplar benyttede et tekstafsnit inde i bogen, da forskellige kopier sjældent kunne have samme ord på eksakt samme linje.
[MCas p.130, MedLib p. 620f]
Foliering og paginering
Foliering med fortløbende tal per blad forekommer fra 1100-tallet, men paginering med talværdi per side forekommer et århundrede senere, men var sjælden før 1400 og ikke almindelig før 1600. Man holdt - som beskrevet ovenstående - styr på rækkefølgen af læggene, gerne kvaterner (quaterniones), ved en signatur, der viste, hvad næste læg skulle være.
Signaturen blev anbragt nederst i højre hjørne på sidste side i lægget. Den almindeligste signatur var bogstavet 'q' efterfulgt af et romertal fortløbende. Et andet hjælpemiddel var skrivningen af en såkaldt kustode, dvs. det første ord på næste lægs første side, nederst på sidste side.
[MedLib p.608, 5040 p.45, ID=4256 pp.23f]
Sprog
Sprog og ortografi, tegnsætning etc. i ny tekst med også tal og romertal måske datering og forkortelser er ikke skrevet endnu.Cassiodorus skrev en ortografi, De ortographia, som vejledning for sine kopistmunke, og hans instrukser omfattede også tegnsætningen. Det var ca. 560
[MedLib p.39]
Medarbejdere ved skrivestue og bibliotek
Kopisterne eller skriverne var i middelalderen munke, og de skulle naturligvis helst have anlæg for læselig skrivning og dertil tilstrækkelig læsekunnen. Kopisterne blev omtalt med forskellige gloser efter deres specialisering og kunnen. Antiquarii var de mest erfarne og uddannede, der kunne kopiere vanskelige værker og ofte var dem, der skrev de liturgiske bøger, hvor den højeste korrekthed var krævet. De kunne kalligrafere og havde gerne flere skriftarter, de mestrede.[MedLib p.594-612]
Under en antiquarius befandt en scriptor sig. Han var også en uddannet skriver, men med mindre erfaring og med mindre ansvar end antiquarius. Scriptoren var den der udførte størsteparten af skrivningen; han udfyldte brødskriften. En skrivende "arbejder" kaldtes også for librarius.
[MCas p.135, MedLib p.598, ID=4278 p.32]
Den specielle funktion med indsættelse af forskellige farvede bogstaver i en tekst blev udført af rubricatores eller librarioli (sidstnævnte fra ID=4278 p.32), og munke med særlig kunstnerisk håndelag, der kunne udføre initialilluminationerne, blev benævnt illuminatores eller miniatores. Der var også juridisk uddannede skrivere; de kaldtes for notarius / notarii. Selv med den største omhu kunne fejl snige sig ind i kopieringen. Det var derfor også nødvendigt med korrekturlæsere, der benævntes correctores. De beskrives som de mest intelligente munke. De forskellige titler kunne også dække over civile håndværkere, der solgte deres arbejdskraft til klostre og myndigheder. Det er dog kun fra angelsaksisk England, at der er eksempler på lægfolk, der kopierede hellige skrifter.
[MedLib p.594-612]
Heraf bibliotekar, der administrerer biblioteket, og i ordets latinske form med græsk rod: bibliothecarius, og med synonymet armarius, hvor oprindelsen er armarium betydende skab og opbevaringsenhed og specielt om de vægskabe, hvor bøger blev opbevaret. Bibliotekaren var ofte også overopsyn for skrivestuens opgaver og personale. Hos en del ordner omfattede stillingen som precentor også bibliotekarembedet, mens det hos cistercienserne fx altid var to adskilte stillinger, hvor precentoren var højere placeret.
Tidlige biblioteker
Der er fundet lokaler med samlinger af lertavler med skrift på i et tempel i Nippur i Babylonien (den ligger i nutidens Nuffar 150 km SE for Bagdad). Tavlerne er dateret til det tredje årtusinde f.Kr. Tilsvarende samlinger af skrifter på forskelligt materiale fra hele den førkristelige tid er fundet i flere mellemøstlige områder, men de bliver ikke nærmere berørt her.Flere af de fra litteraturen kendte personer, der virkede i de græske filosofiske retninger, og religiøse centre havde bogsamlinger, men ingen levn kendes fra dem, og heller ikke fra det meget berømte bibliotek i Alexandria er der fundet levn, men der er dokumentation for overførsel af et par hundrede tusinde bind fra det næsten lige så store og berømte bibliotek i Pergamum (Pergamon lå i Ægæerhavet ud for Lesbos ved den nutidige by Bergama c. 20 km fra havet) til Alexandria på foranledning af en romer ved navn Antonius i år 133 f.Kr.
De tidligste biblioteker er nærmere omtalt i De antikke biblioteker.
Biblioteksindretning
Under udgravningen i Herculaneum blev der fremgravet et biblioteksrum i et privathus. Rummet var som sagt ca. 3 x 4 meter og med boghylder eller bogreoler langs væggene. Bøgerne var bogruller, og de lå fladt på hylderne eller stod på endestykket i små cylindriske beholdere, der kunne være med låg. Nogle af væggene havde dueslag for bogruller. Plinius den Yngre havde et bogskab i sit soveværelse, og indrettet efter samme model, som de senere klostre benyttede.[OCD]
Havde man et helt lokale afsat til bogopbevaring, så kunne det i senmiddelalderen være indrettet på førstesalen i klostrets østfløj, men der var biblioteker i vesttårnene og i sidekapeller i kirkerne og helt særlige placeringer. Det var formodentligt sådan også den gang som i nutidige biblioteker, at bogbestanden har det med at vokse, og man må efter bygningerne er opført finde plads til dem, hvorfor uegnede hjørnerum og på triforium-niveau med for lidt lys kan ses som biblioteker. Et ganske særligt sted for placering af et bibliotek, er huset midt i klostergården i St. Wandrille ved Fontenelle ved Seinen i nærheden af Rouen. Det blev grundlagt i 649, men de her nævnte bygninger stammer fra c. 830.
Man har ingen biblioteksinventarer fra den tidlige middelalder; de ældste, der findes, er formodentligt de få inventarer, hvor bøgerne er kædet til reolen og kun kan tages frem og lægges på en hylde eller pult på reolens forkant. I de kædede bøger er fastgørelsespunktet på bogens åbningskant, og derfor står alle bøgerne med ryggen indad, så viden om, hvilket værk man trækker ud af hylden skal findes i katalogen for hylden eller reolen.
Mest kendt er nok biblioteket i Hereford Cathedral, men det var en almindeligt anvendt metode i middelalderen i mange lande, og der findes enkelte reolsektioner med kædede bøger i en del andre kontinentale, engelske og irske biblioteker; et af de finere er i Magdalen College i Oxford. Det er fra 1480, mens Wells' Cathedral Library har lignende indretning og er fra samme periode. Forfatteren B.H. Streeter har i øvrigt i 1931 påvist, at Herefords reoler ikke stammer fra 1300-tallet, men er sat op i elizabethansk tid, men det udelukker jo ikke en tidligere brug af kæder. I Hildesheim domkirke var der i 1409 i koret opsat 21 fastkædede bøger [MedLib p.461].
En stor del af de ældste Oxford Colleges har haft fastkædede bøger [Oxford Libraries outside the Bodleian - A guide, Poul Morgan, 1972. ID=1071].
På kontinentet er der i franciskanerklostret i Cesena lidt syd for Ravenna et inventar indrettet i 1452, og i Firenze er nogle dele af Laurentiabiblioteket tegnet af Michelangelo og opført i 1525. Holland har et interiør fra 1561. Det var dog ikke alle biblioteker, der anvendte princippet med de fastkædede bøger, og der kendes ikke eksempler på det før 1200, og måske var Sorbonnes arvede 300 bind med krav om ankædning fra 1271 den første generelle brug af kæder; forfatteren til [MedLib p.625] mener, at kædning faktisk var mere almindeligt for de første trykte bøger end for manuskripterne.
Fra renæssancen er der opskrifter for biblioteksindretning. Den mest kendte forfatter om dette emne er Gabriel Naudé, der udgav sin bog herom, Advis pour dresser une bibliotheque, i 1627. Naudé passede på kardinal Mazarins store bibliotek, og han var selv bogsamler. Han anbefaler gode højloftede rum med lysindfald fra to sider og reoler placeret langs væggene. Omkring dette tidspunkt gik man væk fra de kædede bøger i de offentlige biblioteker, og det blev samtidig muligt at vende reolerne, placere dem langs væggene og sætte borde og stole op i lokalets midte til brug for brugerne.
[MedLib p.625]
Lidt senere i århundredet oprettede Samuel Pepys i England, omkring 1650-1660, et eksemplarisk bibliotek for sine cirka 5.000 bind. Pepys fik lavet bogskabe med glaslåger af egetræ fra flåden, og han fik skabene, der er tunge, lavet i to dele, så man kan bære underdelen rundt separat fra overdelen. Endvidere havde Pepys set, at det var pænere, hvis alle bogrygge var lige høje, så til de lave boghøjder fik han fremstillet klodser af bogens bredde og beklædt med samme skindfarve som bogbindet, så bogen, når den stod på sin forhøjningsklods, ikke stak af fra klodsens farve. Det ser nydeligt ud som de nu står i Cambridge, og gør det så også muligt at holde sin emneordnede bogopstilling i en række i stedet for det ofte anvendte system med store formater i en række og mindre formater i en eller to tilsvarende forløb.
Opbevaringen af bøgerne
En meget brugt illustration af et bogskab fra den tidlige middelalder er fra mosaikken i Galla Placidias mausoleum i Ravenna. Den er udført omkring år 425-450 og viser et skab med låger og med hylder, på hvilke bøgerne ligger fladt på siden. [Horn2 p.22].
Den anden lige så meget anvendte illustration er af profeten Ezra, der sidder og skriver foran et bogskab med låger og hylder. Det viser skrå hylder med bøgerne liggende fladt med ryggen mod beskueren. Det stammer fra Codex Amiatinus, der er den tidligst kendte version af Vulgatabiblen. Manuskriptet blev produceret i Northrumbia og skulle sendes om gave til paven. Nu opbevares det i Firenze i Biblioteca Medicea-Laurenziana.
I de mindre klostre og kirker, hvor man ikke havde råd til store bogsamlinger, var opbevaringsstedet et skab eller aflukke i muren på et passende sted i korsgangen eller i sakristiet. Aflukket kaldtes for armarium, men ordet kan også dække over en opbevaringsplads for liturgiske redskaber etc. En undtagelse er dog biblioteket på det store kloster i Cluny, der kaldte sit bogopbevaringssted for armarium.
Kilder og forkortelser
evt = vt = efter vor tidsregningfvt = før vor tidsregning.
MC / MCas = Monte Cassino.
ms = manuskript
mss = manuskripter.
--, 1956 / 1978: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind 1-21, R&B, [KLfNM].
Bischoff, Bernhard, 1990: Latin Palaeography - Antiqyity and the Middle Ages, CUP. [ID=4256].
Clanchy, M.T., 1997: "The Making of Manuscripts" i Early Medieval England, Folio Society, [ID=1463].
Dahl, Svend, ed., 1924: Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg., [5040].
Dahl, Svend, ed., 1957: Nordisk Håndbog i Bibliotekskundskab, bind 1, [ID=965]
Eisenstein, Elizabeth L., 1983: The Printing Revolution in early Modern Europe, CUP, [9125].
Fosbrooke, Thomas Dudley, 1817: British Monachism or, Manners and customs of the monks and nuns of England, [ID=1894], særligt
Libraries p.336 og Scriptorium p.346.
Hamel, Christopher de, 1993: Scribes and Illuminators, British Museum, 1992 ed. [7297].
Horn, Walter, + Born, Ernest, 1986: "The Medieval Monastery as a Setting for the Production of Manuscripts",
in: The Journal of the Walter Art Gallery, Vol. 44, pp.16-47, [Horn2].
Ilsøe, Harald, 1970: "Hamburg-Bergen-Roskilde", in: Fund og Forskning, om Otto Sperling. [6591]
Jørgensen, Ellen, 1924: "Den middelalderlige latinske Skrift", in Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg., [5040].
Jørgensen, Johan, 1968: Skifter og Testamenter, DHF.
Jørgensen, Johan, 1960-62: Kirkehistoriske Samlinger, 7. Række, IV Bind, 1960-1962.
Kells, Stuart, 2017: The Library, Text Publ. Co., Melbourne [ID=4278].
Naudé, Gabriel, 1627 / 1970: Vejledning i Biblioteksarbejde, oversat af Robert L. Hansen, Gad, [6370],
Originaltitel: Advis pour dresser une Bibliothèque, Sebastian Eschart, Paris.
Newton, Francis, 1999: The Scriptorium and Library at Monte Cassino, 1058-1105, CUP, [MCas] Petroski, Henry, 1999: The Book on the Bookshelf, Knopf, NY, [9115].
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109].
Roover, F.E. de, 1939 / 1957: "The Scriptorium", in:
Thompson, J.W., 1939: The Medieval Library, Chicago.
Thompson, J.W., 1939 / 1957: The Medieval Library, Chicago, [MedLib].
Links til øvrige bibliotekstekster
Oversigt over biblioteksteksterneKlosterarkitektur - bibliotek og scriptorium
Om Bibliotheca Danica
Tidlige biblioteker, lærebøger og boghandel til 1500 - klosterbiblioteker til reformationen
Jørgen Marcussen
| Opdateret 2020-01-14 | Retur til toppen af siden |
| Retur til bogvæsen, oversigt | Til hjemmesidens forside |