I denne tekst er samlet notater om biblioteker og bogsamlinger i Europa efter antikken, dvs. de første kristne bogsamlinger samt om lærebøger, uddannelsessteder og boghandel mellem cirka 1100 til 1500 og for Nordeuropa til reformationen.
I de første mere end tusind års udvikling af skriftkulturen i det kristne Europa skete udbredelsen i tæt samhørighed med kirkens institutioner, idet også den verdslige brug af skrift og litteratur for størstedelens vedkommende foregik gennem kirkens produktionsapparat og uddannelsessystemer, hvis formål var at tjene de religiøse processer. Skrivestuen og biblioteket var de intellektuelle centre i klostrene, og de verdslige fyrster havde i den tidlige middelalder ingen mulighed for at fremme en skriftkultur uden kirkens bistand gennem undervisning og bureaukratisk hjælp.
Konger og andre fyrster havde brug for kirkens lærde, og benyttede dem til deres lovgivning, diplomatiske tjeneste og den øvrige civilstatslige administration. Når det gælder "akademiske" tjenestemænd, så var ikke før cirka 1200 andre steder at få sin viden fra end kirkens lærdomsinstitutioner.
I middelalderen var den gængse titel på et bibliotek bibliotheca eller armarium og bibliotekets leder kaldtes antiquariuss, armarius, bibliothecarius eller custos librorum. I klostrene og de store kirker var bibliotekaropgaven ofte forbundet med kontorens, da netop kortjenesten i udstrakt grad indebar brug af bøger.
[ID=984 p.29]
Kristendommen var ikke elitær, og de tidligste tilhængere var ikke fra de læsende samfundslag og havde ingen veneration for skriftlige vidnesbyrd. Samtidig var de heller ikke historiebevidste, da alt af værdi for dem begyndte med Kristus. Det varede dog ikke længe, før kristendommen fik brug for nedskrevne tekster og registreringer, og i løbet af få generationer efter Kristus var der mængder af breve, referater, fortællinger, tolkninger og liturgier at begynde at skændes om, forske i og opstille i biblioteker og arkiver.
Dette forhold skyldes til dels selve kristendommen, der kaldes for en trosreligion til forskel fra hedenskab, der er en kultreligion, og hvor kultreligioner kræver gentagne "opførelser" af kultens ritualer, for at de ikke går i glemmebogen, så kræver en trosreligion ikke samme grad af uændrede og gentagne ritualer, og troens indhold, dogmerne og liturgierne, kan noteres og til efterfølgende tider læses og går derved ikke i glemmebogen [10648 p.379ff].
Det betød begyndelsen på - ikke en retablering af de gamle biblioteker - men opbyggelse af nye skrifttyper samlet under kirkens myndighed. Allerede før kristendommen blev tilladt, havde kirken i bl.a. Philippi i Makedonien, som disciplen Paul besøgte, i år 117 bedt andre kristne menigheder om at få tilsendt beretninger om martyrer. [MedLib p.15]
Kirkefaderen Hippolytos († 235) benyttede i sine skrifter værker til stede i Rom, hvilke han ofte citerede fra. [ID=984 p.24]
I perioden med forfølgelserne af de kristne blev en del af kontroversen ført gennem offentliggjorte pamfletter, der fra de overleverede tekster viser, at både modstandere og tilhængere har haft adgang til samlinger af kristen litteratur af diverse typer, og at der må have været adgang til dokumentsamlinger flere steder fra Romerriget over Mellemøsten til Jerusalem, og det vides, at Alexandria havde bibliotek fra ca. år 180 med både hebræiske og græske tekster af GT.
Bibliotekernes beholdninger af papyrusruller var forgængelige, og fra 300-årene gik et arbejde med kopiering af papyri på pergament i gang. Et af centrene for dette arbejde var kirken i Caesarea i Palæstina, hvor en skriftkyndig ved navn Pamphilius kopierede og korrigerede papyrusruller, der siden blev til stor nytte, da Eusebius (260-340) skrev sin kirkehistorie og Hieronimus sine epistler og dele af hovedværket Vulgata.
De tidlige kirkebiblioteker blev ikke fredet for ødelæggelse, og mange etablerede biblioteker blev ødelagt under kejser Diocletian i år 303, da regeringen specifikt udstedte ordre om de kristne bibliotekers afbrænding. Det største af dem i Caesarea undslap ødelæggelsen, men Pamphilius blev henrettet og straks ophøjet til martyr. Andre værker blev reddet ved resolut fjernelse fra de truede bygninger, eller ved at kirkens ledere til afbrænding indleverede hedenske værker; også gamle medicinske værker blev ofret i stedet for de kristne kildeskrifter. Ingen af den afbrændende hob kunne alligevel læse, hvad de ødelagde. Dette var det sidste hedenske angreb på de kristne biblioteker i Europa.
Hieronimus' karriere var ret omflakkende, og han virkede fra flere kristne centre. I år 381 var han sekretær for pave Damasus I, der grundlagde vatikanbiblioteket, og nogle af Hieronymus' skrifter blev blandt de allerførste i biblioteket. Hieronymus' forsøg med NT tilgik også biblioteket. Hovedparten af alle tidlige kristne skrifter var enten på hebræisk eller på græsk. Den latinske dominans kom først senere og blev faktisk indledt med skrifter udfærdiget i Nordafrika, inden vandalerne fordrev de kristne fra Afrikas middelhavskyst. Det nordafrikanske center var omkring Aurelius Augustinus (354-430), biskop i Hippo Regio / Anaba i Algier. Her oprettede han eller udbyggede det lokale bibliotek og var igangsætter af mange latinske kirkeskrifter, og hvor også antikke skrifter blev kopieret.
Kirkens rolle de første år inden klostrenes opblomstring
I tiden omkring 500-600 blev uddanelsen af kirkens folk ringere, og flere steder klages over præster og munkes manglende evne til at skrive og endog læse. Det fik ikke kopiering til helt at ophøre, men der begyndte at blive et sækulart marked for kopister, da fyrster og andre formuende bogsamlere selv beskæftigede skrivere, der kunne udføre kopiering og korrekturlæsning.
Den store nedgang i læringsniveau fik i 535 pave Agapetus I til at oprette en skole i Rom efter samme mønster, som skolerne i Alexandria og Nisibis; sidstnævnte på tyrkisk jord var lærdomscenter for den nestoriske kristendom. Den romerske skole blev aldrig fungerende, men dens sidegevinst var, at det senere vatikanbibliotek blev grundlagt i pavens ejendom, Domus Aniciorum, på Clivum Scauri på Celiohøjen mod Palatinerhøjen.
Forbindelsen mellem Agapatus' bibliotek og det senere vatikanbibliotek under pave Gregor den Store, 590-604, er dog lidt tvivlsom, men tænkelig. Gregors bibliotek blev opbevaret i hans egen bolig og flyttet til de pavelige arkiver i 649. Bogsamlingen var på den tid ringe, Gregor er ikke kendt for hverken at citere eller på anden vis anvende bøger i nogen udstrækning, og hans efterfølgere anmodede om at få tilsendt standardværker fra andre kirkecentre i Europa for at fylde hullerne i samlingen.
Fra år ca. 750 under pave Zacharias opbevaredes bogsamlingen i Lateranet, som han genopførte, og fra dette tidspunkt var arkiv og bibliotek, Bibliotheca sedis apostolicae, igen adskilte.
For mange andre kristne centre i Europa: Toledo, Braga, Sevilla... er der vidnesbyrd om biblioteker af relativ betydelig størrelse i årene 600 til 800, men udviklingen var ved at gå i stå og lærdomsniveauet som anført for nedadgående. Fra begyndelse af 700-tallet blev Spaniens betydning ved den muslimske invasion færdig for de næste århundreder.
[MedLib p.23ff]
Hvor de tidligste biblioteker i tilknytning til kirkecentrene på mange måde bar mindelser om de hedenske antikke biblioteker beroende i forbindelse med templerne, og ægyptiske munke fx læste mange klassikere fra antikken, så var grundlæggelserne af klosterbibliotekerne fra Cassiodorus' Vivarium i Syditalien og over de missionerende angelsaksiske og irske munkes klostergrundlæggelser efter cirka år 600 rene ny-kristne institutioner, og i disses biblioteker indgik værker med ren kristen brugsværdi, og først senere begyndte filosofiske og logiske værker af de antikke græske forfattere at blive accepteret i samlingerne. En undtagelse er dog stadig Cassiodorus, der først tjente som bibliotekar for den ostrogotiske kong Theodoric, og efter dennes død i 526 for hans efterfølgere, indtil det ostrogotiske riges sammenbrud under Justinian (reg. 527-565). Han drog i omtrent tyve år til Konstantinopel og vendte derfra senest i 555 til Syditalien og sit kloster Vivarium, hvor klassiken stadig blev holdt i hævd.
Mange værker blev dog ikke anset for at være af betydning. Idealerne om asketisk levned gjorde ideen om lærdom noget suspekt i munkenes livsopfattelse, og et bibliotek med de nødvendige bøger til kirketjenesten samt de opbyggelige skrifter, der kunne læses op af ved måltiderne i refaktoriet, var for mange tilstrækkeligt. Under Gregor den Stores pavetid nævnes bibliotek og læsning kun en gang i hans Dialoger, der beskriver de gøremål en munk burde have i arbejdslivet. Den sidste store klassiker anses for at være Boethius (480-525), der kom frygtelig af dage under Theodoric den Store. Han nåede dog at få sit hovedværk, De consolatione philosophiae, gjort færdigt i fængslet lige før sin død i 525.
Efter Hieronymus' begyndelse var det først med Benedikts (480-547) prisning af kopiering og bevarelse af den ældre litteratur og den voksende kirkes behov for dokumentation og den bedre uddannelse et par hundrede år senere omkring Karl den Stores tid, at bibliotekerne igen voksede i mængde og betydning. Tilvæksten var ofte gennem donationer for kirketjenester eller for indlemmelsen i et kloster, men den største mængde menes at være kommet gennem kopiering i klostrenes skrivestuer.
[MedLib p.32ff + ID=984 p.30]
Bogbestandens størrelse
Et af de væsentlige biblioteker syd for Alperne blev Bobbios, grundlagt af St. Columbanus fra Irland, der kom til Norditalien i 612. Her døde han også den 21. november 615 i en alder af 75 år. Han havde da grundlagt klostre på sin vej sydover ved Anegray, Luxeuil og Fontenay. I Bobbio indrettede Columba straks et bibliotek for sine (få) medbragte værker og en skrivestue, og man fortsatte her med at benytte den irske skrivestil indtil midten af 900-tallet, hvor der da i kataloget var opført en bogbestand på 666 værker. Nogle af disse værker er stadig kendte og befinder sig i andre biblioteker, fx overførte en kardinal i 1616 over 60 af de gamle værker til Det Ambrosianske Bibliotek i Milano heriblandt et eksemplar af den meget berømte Ulfilas bibelversion på gotisk kopieret af Hieronymus. Vatikanbiblioteket har også en god snes af værkerne, mens en større del opbevaret i universitetsbiblioteket i Turino brændte i 1904.
[MedLib p.46f]
Bogbestanden var generelt lille i klostrene. Et typisk kloster havde sjældent over 100 bøger i tidlig middelalder, og ved middelalderens slutning havde de større klostre typisk 200 til 300 værker. Bobbio var en undtagelse, og Durham i England havde i år 1200 katalogposter for 570 bind i deres inventarium, og Durham var et af de største på Britannien. En lidt diffus sammenligning af værker med papyrusruller findes i kilden [ID=4278 p.49]: "After the fall of Rome, 1000 years would pass before western libraries had as many codices as Herculaneum had scrolls". br>
Den store irske indflydelse på kontinentet i årene efter den irske klosterudbredelse og den lidt senere engelske Bonifacius fortog sig også på andre områder end skriften hurtigt efter karolingernes magtetablering, og interessen for Rom voksede under Karl den Store og hans efterfølgere. Et vigtigt kloster i forbindelse med bogvæsenets historie blev Fuldas grundlagt i 744 af en af Bonifacius' følgesvende, abbed Sturmi eller Sturm, død 749. Fulda blev skabt med Monte Cassino som forbillede, og klostret fik exemption fra stiftstilhørsforhold, men kom fra 765 direkte under kejserens myndighed for de verdslige forhold og blev et skole- og lærdomscenter såvel som et administrationscenter. Bonifacius blev begravet her efter han var myrdet af friserne i 754. Klostret blev sækulariseret i 1803.
Fuldas bibliotek indeholdt flere tusinde manuskripter, og der er endnu fire af dem i Fuldas offentlige bibliotek. Det mest berømte værk er Codex Fuldensis med en evangelieharmoni, Diatessaron, der ret sikkert er fremstillet i Italien og derfra bragt til England af Benedict Biscop eller Ceolfrid. Fra England er den igen returneret til kontinentet og nu i en angelsaksisk indbinding til Bonifacius i Fulda. Et bevis på den store mobilitet der var for bøger i den tidlige middelalder, men også en påmindelse om den irske og den egelske indflydelse på kontintets klostre og deres biblioteker før Karl den Store.
[MedLib p.51ff]
På grund af den store mobilitet og udlån samt manglende organisation og vedligehold blev det i de religiøse ordners reglement bestemt, at klostrene skulle holde inventarier over deres bogbeholdninger. Der er endnu ikke tale om kataloger, men de få bevarede inventarier er en væsentlig kilde til nutidens viden om bibliotekernes indhold i middelalderen.
Inventariet indeholdt tidligst kun oplysning om titel og forfatter, og hvid de oplysninger ikke fandtes på bogen, så indskrev man i inventariet indledningsteksten på første blad (i inventariet indledt med incipit). Fra 1300-tallet ses også yderligere indledningsteksten fra blad to eller tre og eventuelt sidste blad indført i inventariet. Sidste blads tekst var interessant af to grunde: For at se, om hele bogen var til stede, og praktisk, hvis en bogrulle ikke var rullet "tilbage" til fronten.
Det var sædvane i perioden at sambinde flere titler for at spare pergamentindbinding. I de tilfælde var den korrekte måde at færdiggøre bindet på en tilføjelse på bindets forreste inderperm, hvoraf de i bindet samlede titler fremgik.
Ganske ofte gav inventariet også oplysninger om et binds proveniens, tilstedeværelsen af ædle metaller, bogmalerier etc. Også oplysninger om andet sprog end latin var hyppigt forekommende. Sjældent forekommer en egentlig klassificering, men en pladssignatur var ofte tilføjet.
Ved middelalderens slutning udviklede de to "videnskabelige" ordner, Dominikanerne og Kartusianerne, bogklassificeringen, og de begyndte som nogle af de første at samle forfatterkataloger. I kartusianklostret Salvatorsberg i Erfurt, hvorfra vi har viden om et af de største kataloger fra den tid, har munkene produceret et kronologisk katalog med persondataoplysninger og karakteristikker af de enkelte værker. Fra benediktinerklostret Jakobstal i Mainz kendes et tilsvarende, men alfabetisk ordnet katalog. Fra England kendes to endnu bevarede katalog fra 1300-tallet produceret af Franciskanerne men dækkende beholdningerne fra 186 engelske ikke-franciskanerklostre: Registrum librorum Angliae og Tabulae septem custoriarum.
[ID=984 p.30-35]
Efter romernes afgang fra De britiske øer foregik der ingen dokumenteret udfærdigelse af lærdomsskrifter på øerne. Der er forskellige tolkninger af enkelte sætninger, der kan give en ide om mulige litterære funktioner, men intet sikkert nok til at kunne retfærdiggøre en opfattelse af skriftlig eller klassisk uddannelse. Et eksempel om bogruller fundet i St. Alban's klostret i 1000-tallet skrevet af en munk kan tilbagevises som fiktiv underbygning af en helgendyrkning. Når der alligevel om et sådant citat er stof til udlægninger om et højere lærdomsliv, skyldes det, at ordet bogrulle er anvendt, og bogruller gik af mode i 400-tallet, så blev der virkelig fundet bogruller i St. Alban's ved det første årtusindskifte, så er det en uventet oplysning. [MedLib p.102]
Under alle omstændigheder er kendskab til en skriftkultur og et udviklet bogvæsen først til stede i England efter missionsvirksomheden gik i gang omkring år 600. I Irland er det første tegn på en vis klassisk uddannelse også først fra 600-tallets slutning (Adamnans Columbas Liv), hvor klassisk dannelse var spredt via Nordengland over Iona til Irland. Hovedparten af de tidlige irske skrifter er kendt fra de kontinentale klostre grundlagt af de irske missionærer, fx Bobbio.
Da kristendommen i Irland, og som den derfra blev spredt til England, mellem romernes afgang og Augustines mission (597) ikke fik tilgang af ny udvikling, hvilket viste sig under synoden i Whitby i 664, så må man ikke formode, at der var kommet signifikante mængder af hverken religiøse eller verdslige skrifter over Kanalen før efter 600.
Men Augustines oprettelse af kristendomscentret i Canterbury ændrede totalt billedet. Efter 600 kom der en livlig trafik med litterære produkter, og udviklingen kulminerede med Bedes værker i slutningen af 700-tallet. Derefter gik det igen galt, og denne gang på grund af de nordiske vikingers plyndringer og afbrændinger, der først ophørte henad 200 år senere. Desværre er der ikke overleveret bibliotekslister eller inventarier før normannernes komme i 1066, så historien om de tidlige engelske biblioteker kan kun skrives ud fra de bemærkninger, der er fundet i andre værker fra samme tid.
Som eksempler på denne afledede bevisførelse er, at der må have været et antifonarium til rådighed, da diakonen James, der i 625 tog til York med Paulinus, havde lært at synge gudstjenestepartierne i Canterbury. Ærkebiskop Theodore fra Tarsus (602-690), der var ærkebiskop (den syvende) i Canterbury fra 668 til sin død, oprettede sammen med Hadrian, der var abbed i klostret samme sted, en skole ved domkirken. På skolen undervistes i græsk og latin, og den må derfor have haft en bogsamling, som anses for det første engelske bibliotek *).
[ID=1144 p.73]
*)Sankt Augustin af Canterbury, Englands første ærkebiskop fra c. 597 til 604, fik i foræring fra pave Gregor den Store (540-590-604) sendt et i Rom udført håndskrift med de fire evangelier. Håndskriftet har overlevet til i dag og betegnes som The Gospels of Saint Augustine. Codexen tilhører Corpus Christi College i Cambridge og er placeret i Matthew Parkers (1504-1575) bibliotek som MS. 286. Matthew Parker var af Kong Henry VIII i 1544 udnævnt til Master for Corpus Christi College i Cambridge.
Egentlig blev evangeliemanuskriptet fundet i "Saint Augustine Monastery", der lå uden for Canterburys mure, men navnet "Augustine" fik klostret først efter Augustines tid, så nøjagtigt, hvor bogen blev opbevaret fra ny, ved jeg ikke.
Efter reformationen og Dronning Mary blev han under Dronning Elizabeth I fra 1559 til sin død ærkebiskop i Canterbury. Parker fik i 1568 opgaven med at sikre alle tidlige dokumenter, der kunne bevise den engelske kirkes oprindelse, og det lykkedes ham fra kirker og nedlagte klostre at sikre cirka 600 middelalderhåndskrifter, hvoraf ca. 30 stammede fra Sankt Augustins Kloster uden for Canterbury, og inklusive det tidligste kendte værk med tilknytning til kirkens grundlæggelse i England, nemlig Sankt Augustins evangeliebog.
De bevarede manuskripter havde ærkebiskop Parker placeret i ærkebiskoppens embedsbolig, Lambeth Palace, i London, men da han nærmede sig sit livs afslutning, fik han sit bibliotek overflyttet fra Lambeth Palace til Corpus Christi College i Cambridge, hvor de i dag stadig er som kollegiets ejendom. Se om Parkerbiblioteket under enkeltbiblioteker,
[ID=4287 pp.10-53]
Fra midten af 600-tallet var der bibler, evangelier, Benedikts Regel, Salmebøger og skrifter af kirkefædrene i de fleste engelske klostre og kirkecentre. Kong Siegebert havde grundlagt en skole i East Anglia, hvor en biskop Felix fra Burgund underviste i de klassisk-kristne discipliner, hvilket jo må have været indledt med at lære at læse og skrive latin. For en videregående uddannelse var det nødvendigt at rejse til kontinentet.
Benedict Biscop er det lysende eksempel i 600-årene. Han var angelsaksisk og døde 690. Benedict var i Rom mange gange og blev ordineret i klostret i Lérins i Sydfrankrig. Han hjembragte bøger til De britiske øer, var abbed i Canterbury i to år og grundlagde klostrene i Wearmouth i 674 og Jarrow i 682, hvor Bede senere havde stor nytte af Benedict Biscops bøger. Benedict var den største bogsamler i landet før normannerne.
Også skrivestuerne i Wearmouth- og Jarrowklostret i Northumbria blev væsentlige i kopieringen af bøger, og der blev produceret meget fine eksemplarer af Vulgata under Ceolfrids abbedtid. Enkelte dele af et af Vulgataeksemplarene har overlevet til i dag, og det væsentligste af kopierne kaldet Codex Amiatinus efter sit senere findested har i dag sin plads i Firenze.
[MedLib p.109f]
Det andet store bibliotek i 700-årene var Canterburys, og der var mindre biblioteker i domkirkerne og klostrene i Hexham, Lindisfarne, Malmesbury, Barking og Iona i Skotland. Biblioteket i York blev grundlagt lige inden Bedes død i 735, men mange af de nordlige biblioteker gik til under vikingeplyndringerne, der indledtes sidst i århundredet. Yorks bogbestand kendes hovedsageligt fra Alcuins skrifter. Alcuin (735-804) blev oplært i og var en tid lærer ved skolen i York. Det er fra de nævnte biblioteker, at missionærerne, der drog til kontinentet, hentede hovedparten af deres bøger.
Perioden fra vikingernes ankomst og til normannernes ankomst var præget af tilfældighed i opbygningen af bogsamlinger, da de mange plyndringer umuliggjorde nogen længerevarende planers gennemførelse. Ved normannernes ankomst i 1066 var centrum for bogsamligerne flyttet til Winchester, Worcester (og under Worcester klostrene Westbury og Ramsey) og Canterbury, der også var centre for de klosterreformer, der i 900-tallet genopbyggede de benediktinske idealer inden for klosterlivet. Glastonbury hører også til i denne liste, selv om det blev vikingplyndret, men kong Edmund og abbed Dunstan, senere ærkebiskop, fik biblioteket genopbygget, og man har endda i Bodleian Library i Oxford et manuskript af en Ovid fra dette kloster, og det er det ældste bevarede britiskproducerede klassikermanuskript.
Den vigtigste person i den karolingiske renæssance, der betød meget for lærdomsniveauet under karolingerne, var englænderen Alcuin født 735 og ansat ved Karls hofadministration. Alcuin tog til Rom efter palliet til ærkebiskoppen i Canterbury og gjorde ophold på tilbagerejsen hos Karl, der inviterede ham til hoffet og året efter, i 782, vendte Alcuin tilbage til Aachen, hvortil han blev fulgt af en del af sine elever. Han forblev i Frankerriget til 789 officielt som abbed af klostret i Ferrières noget øst for Paris. Alcuin vendte fra Ferrières tilbage til England, men fra 796 til sin død i 804 var han ved St. Martins kloster i Tours.
Alcuin var ivrig efter at hæve uddannelsestilstanden i Frankerriget, og kongen, senere kejseren, var ihærdig for at fremme sit rige også på dette nogel negliserede område. Alcuin indledte derfor sit arbejde med at rekvirere bøger fra England, der i hele hans karriere var hans foretrukne leverandør, med Rom på andenpladsen. Alcuin oprettede kopicentre og importerede værker til en række af biblioteker i Franken, men blev også mødt med modstand fra de lokale munke, der formodentligt har set ham som en fremmed invaderende. Alcuin måtte fortælle munkene i Tours, at det var bedre at kopiere bøger end kultivere vin, hvilket ikke faldt i god (eller frodig) jord lokalt.
Under Alcuin blev hovedparten af værkerne kopieret i det, der i dag kaldes for den karolingiske minuskelskrift, og Tours blev specielt berømt for sine smukke manuskripter udført under Alcuin. En del af disse gik til kejserens bibliotek i Aachen, der blev tidens største på det europæiske kontinent samtidig med at han og andre i hans familie donerede værker til så godt som alle de kendte kloster og kirkecentre i sit rige.
Alcuin menes at have tilføjet Karl den Stores bibliotek mss. med tekster af den romerske digter Statius (45-96 c.), komediedigteren Terence / Terents (185-159 f.v.t.) og de andre klassiske forfattere, historikere og filosoffer som Cicero og Sallust. (ID=4287 p.143).
En anden engelsk (saksisk) munk, der tog på missionsrejse til Germania, var munken St. Bonifacius, der endte som ærkebiskop i Mainz i 732 og oprettede kloster med bibliotek i Fulda i 744. Bonifocius havde tænkt sig Fulda som en pendant til Monte Cassino i Italien. Hans magtområde blev stærkt præget af angelsaksisk lærdomstraditioner. han rejste i øvrigt rundt med et rejsebibliotek.
[ID=1144 p.74]
Interessen for viden fortsatte under Karls efterfølgere: Ludvig den Hellige, 814-840, og Karl den Skaldede, 840-877. De vigtigste centre i 800-tallet var klostrene i Fulda, Reichenau (grundlagt 724), St. Gallen og Ny Corvey (datterkloster til Corbie i Frankrig) samt kirkecentrene i Würzburg, Salzburg og Mainz. Ny Corvey og havde i 700-tallets slutning det mest produktive scriptorium i Vesteuropa og samtidig var klostret et vigtigt åndeligt kirkecentrum. Widukind skrev her sin Sakserkrønike, og det var i øvrigt herfra, at Ansgar tog på missionsrejse til Norden i 826.
[ID=984 p.39]
Fulda havde i midten af århundredet tolv munke i gang med kopiering i scriptoriet. Der var ingen intellektuelt tilsvarende aktivitet vest for de store tyske floder.
Man har regnet på produktionerne af de i dag kendte værker fra St. Gallen og Reichenaus klostre i disse århundreder. Fra 700-tallet kendes 65 kopierede værker, fra 800-tallet 337, fra 900-tallet 115, fra 1000-årene 56, og fra 1100-årene 58. Der var altså en helt enestående produktion i netop Alcuins og Karl den Stores tid. Også fra klostret i Lorsch har man nogle tal, da der er bevaret et indeks over deres bøger i 800-tallet, og det indeholder 590 titler opdelt i 63 emner, den første gruppe er dog de udstyrsmæssigt mest kostbare bøger, mens resten er indholdsopdelt.
[MedLib p.56-67 + 80]
De store katedralbiblioteker kunne hverken i størrelse eller scriptoriemæssigt sammenlignes med klostrenes før efter årtusindskiftet, og i det allernordligste af Franken omkring Hamborg blev klostres og kirkers samlinger med mellemrum ødelagt af plyndrende vikinger, der ikke havde mindste respekt for slige sager - bortset fra deres pengeværdi.
Højmiddelalderen kan i denne forbindelse siges at dække tiden fra Karl den Store til omkring 1250. I denne periode opstod der intet med samme fokus på litterær arv eller kultur som hoffet under Karl den Store og måske hans sønner havde haft. Det nærmeste var den engelske Kong Alfreds angelsaksiske renæssance, men den var kun et mindre anliggende og fik ikke "verdensbetydning".
I periodens sidste hundrede år kan der ud fra bevarede bibliotekslister i klostrene noteres en stigende aktivitet fra 25, 17, 30 til 62 lister for århundrederne 9, 10, 11 og 12. Forøgelsen af kopierede manuskripter viser en stigning, men ved læsning af listernes indhold ses det, at litteraturens vidde var blevet indskrænket: De klassiske skrifter forsvandt næsten totalt, og ingen nye lærebøger kom til. Klosterbibliotekernes indhold domineredes af værker af og om kirkefædrene, og først ved skolastikkens fremkomst ændrede billedet sig.
Klostrene stagnerede, og antallet af læse- og skrivekyndige munke aftog i antal. De arbejder, der blev udført var kopieringer. Nye værker kom der få af. De "moderigtige klostre" som Cluny og Citeaux så indad mod dogmer, ritualer og religiøs meditation. De var uinteresserede i almen lærdom og de verdslige videnskaber. Uddannelsesrollen blev overtaget af domkirkeskolerne, der fra ca. år 1000 begyndte uddannelsen af andre end de klausurbelagte munke.
Forskellige steder i Europa dukker den individuelle bogsamler og bogelsker op. Fx i Italien Napolihertugerne og i Aquitanien hertug Wilhelm V, (993-1030), der grundlagde samlinger med bredere emnekreds og især sås i de verdslige biblioteker mere interesse i værker på de folkelige sprog end på latin og græsk. Et nyt centrum opstod hos de normanniske fyrster i Syditalien og på Sicilien omkring 1100. Her blandedes europæisk, klassisk og arabisk kultur på bedste vis.
[MedLib p.129ff]
Mængden af bøger var med nutidens målestok stadig meget begrænset. Af de italienske biblioteker ca. år 1000 havde Bobbio 666 værker, kirken i Lucca havde 19 bind, og i 1023 havde Monte Cassino 21 bøger. Pavestatens bibliotek var så godt som uden betydning næsten indtil renæssancen. Vatikanet havde fælles arkiv og bibliotek til 1144 og en særskilt bibliotekarstiling blev først besat under pave Hadrian I omkring 790. Den begrænsede interesse for området ses af udnævnelsen af ærkebiskoppen i Kölln som titulær bibliotekar i Vatikanet fra 1023 til 1064, og biskoppen satte aldrig sine ben i Rom. Først fra 1144 blev arkiv og bibliotek adskilte. Men betydningen af dette er i dag ubetydelig, for da normannerne i 1084 plyndrede Rom, blev biblioteket i Lateranet brændt af, så hvad, der findes i dag, stammer fra tiden efter cirka år 1100, og det første kendte bibliotekskatalog stammer fra 1295.
Klostret i Monte Cassino blev plyndret af sarecenerne den 22. oktober 883, og de plyndrede og brændte, hvad der var. Munkene flygtede med nogle værdigenstande og blandt dem Benedikts Regler i manuskript af - hvad de mente var Benedikts egen hånd - men glæden blev kortvarig, for i 896 brændte den ejendom, de havde etableret sig i i byen Teano, og dermed må vi afstå fra at få opklaret, om håndskriften virkelig var Benedikts, da alle deres medbragte bøger også gik op i flammer.
[MedLib p.140f + 170]
I Højmiddelalderen er der optalt mere end 1.000 tyske klostre, og hovedparten af disse havde bøger, om end nogle kun havde få. I løbet af perioden aftog antallet af bøger i klostrene, og nogle mistede mellem halvdelen og tre fjerdedel af deres samling. Mod nord i Saksen var der en betydelig interesse i uddannelse, men de eksisterende værker blev benyttet, og deres konservative linje krævede ikke nye værker, og initiativet overgik fra klostrene til katedralskolerne som i andre af de omkringliggende lande. [MedLib p.190ff]
Fulda i Hessen, grundlagt 746 af Bonifacius fra England, havde allerede som nyt kloster en bogsamling medbragt fra England, men fik allerede under den første abbed, Sturmi † 779. egen skrivestue oprettet. Senere kom en af Alcuins elever, Hrabanus Maurus (* 776 † 856), til klostret og forøgede yderligere klostret betydning for den tidlige bogproduktion. Klostret sendte munke til Rom for at kopiere bøger i 1054, men man ved ikke, hvilke værker det drejede sig om, og der er ikke bevaret kataloger, hvoraf det kan udledes. Fra Widukinds krønike kan det udledes, at han i år 968 har haft kendskab til bøger af Bede, Dekanen Paul, Jordanes og Einhard, men også visse klassikere som Sallust, Livy og Lucan.
[MedLib p.191 + ID=984 p.39]
St. Gallen var meget uheldig. På grund af faren for overfald fra ungarerne omkring 924 sendte de deres bøger til Reichenau, og da faren var drevet over, fik de også det samme antal retur, men Reichenau havde benyttet lejligheden til at beholde de mest kostbare værker og sende ringere eksemplarer retur. Et tankevækkende eksempel om broderlig hjælp inden for klostrenes mure. [MedLib p.195]
Af de biskoppelige biblioteker havde Mainz, grundlagt 747, en relativ mager samling, der var tilstrækkelig til kirketjenesten og undervisningen, mens Köllns beholdning var betydeligt større fra dets udvikling under karolingertiden, og det overtog i højmiddelalderen pladsen, som det førende bibliotek blandt katedralernes. Speyer og Worms var af mindre betydning. [MedLib p.207f]
Senmiddelalderen 1300-1500
1200-tallets udvikling i Tyskland førte også til et skift i den litterære kultur fra afsides lukkede klostre til byerne, hvor de nye prædiken- og missionerende ordner holdt til. Samtidig blev stiftsadministrationen stærkere, biskoppens rolle forstærket og domskoler og universiteter begyndte at opstå. De gamle hovedklostre som St. Gallen, Reichenau og Corvey sank ned til provinsielle tilbagestående institutioner.
På trods af ligegyldighed og manglende vedligehold i de gamle klostre, så havde Tyskland langt over 1.000 klosterbiblioteker med værdifulde samlinger. Det opdagede især de tidlige italienske humanister, der drog til Tyskland på jagt efter kopier af de klassiske værker fra antikken. I nutidens samlinger i München kan man mønstre over 600 kataloger fra denne periodes tyske klostersamlinger. Under kirkemøder blev gamle værker fremlagt og lånt ud, og mange kom aldrig retur til rette ejermand. Værkerne forsvandt i stort antal til Italiens renæssancecentre, hvor de siden er forblevet.
Og hvad humanister og reformation ikke fik ødelagt i bogsamlingerne fik 30-årskrigen ekstra reduceret. Klostret i Corvey blev flere gange mellem 1618 og 1648 plyndret, og de få rester befinder sig i dag i bibliotekerne i Marburg og Wolfenbüttel. St. Gallen blev ramt af ildsvåde i 1314, men en del af samlingen blev reddet for 100 år senere under konsiliet i Konstanz 1414-1418 at blive besøgt af tre italienske bogjægere, Poggio, Cencio og Politiano, der af den naive abbed fik forelagt klostrets skatte, som de simpelt hen stjal med sig ved afskeden. Der var tale om værker som Argonauticon, Ciceros Orationes og Vitruvius' Architectura i meget gamle "originale" kopier.
[MedLib p.456f]
Tyske fyrstebiblioteker dukkede op i 1400-tallet. De tekstvidnesbyrd, der findes, nævner enkeltbøger og mindre antal, men med datidens øjne var alene 25 værker en stor samling. Mange kataloger fra 1400-tallet viser også samlinger privatejet af kirkelige embedsmænd; biskoppen i Passau havde fx 56 bøger privatejet.
En ganske speciel tysk opfindelse er offentlige biblioteker. I 1413 havde Brunswick et, i Aachen kom offentligt bibliotek i 1418, og Hamburg og Danzig fik hvert et i 1469. Nürnberg fejrede deres stadsbiblioteks fem hundredeårs jubilæum i 1929. Disse bibliotekr var placeret i en af byernes kirker eller kostre.
Universitetsbibliotekerne i Heidelberg blev grundlagt i 1386 med en kongelig gave på 152 værker, der i løbet af de næste to hundrde år gjorde biblioteket til et af de fremmeste i regionen. I Leipzig blev universitetsbiblioteket grundlagt i 1409, og tættest på Danmark var universitetsbiblioteket i Rostock, der også er fra 1400-tallet.
[MedLib p.466 + 470ff]
Frankrigs biblioteker led stærkt under normannerplyndringerne efter karolingertiden var forbi. Så godt som alle annaler og krøniker skrevet i Seinedalens klostre er forsvundet, og man har ikke bevaret manuskripter fra før år 1000 cirka fra klostrene i bl.a. St. Riquier, St. Dennis og St. Germain-des Près. Efter normannerfaren var drevet over, oplevede Nordøstfrankrig en renæssance, og der blev igen skabt betydelige samlinger i området med Auxerre, Reims og Paris som centre. Paris fik ekstra betydning efter universitetet var oprettet efter 1200. Clunys katalog fra ca. 1150 opviser 570 bind samt 52 bind bibler og missaler, og flere af dem indeholdt mere end en titel. Clunys datterkloster Fleury ved Loirefloden blev også kendt for et vigtigt bibliotek.
[MedLib p.223ff + ID=984 p.28, 37f]
Det meget tidlige af Columbanus ca. 590 grundlagte kloster Luxeuil blev særligt kendt for sit scriptorium, der anvendte en særlig afart af skrift kaldet scriptura luxiovensis og også havde meget dygtige bogilluminatorer tilknyttet skrivestuen. Klostret blev moderkloster for klostret i Corbie i Nordfrankrig og St. Gallen i Schweiz.
Senmiddelalderen 1300-1500
Der er ikke overleveret mange oplysninger om bogsamlingerne i franske klostre og kirker mellem udgangen af 1200-tallet og begyndelsen af 1500-tallet. De fleste oplysninger fra denne periode drejer sig om fyrstebiblioteker. En af årsager var afbrændinger og plyndringer i kirker og klostre gennem 100-årskrigen, og efter krigen var klostrenes tid ved at rinde ud. I de verdslige samlinger var datidens "coffee-table books" på vej frem. Der blev produceret store meget flot illuminerede manuskripter til fyrsterne, og der opstod en mængde civile håndværkere, der kunne udføre disse opgaver.
I Paris sammensluttede lærerne ved byens højere skoler sig sammen i 1180 og dannede det første universitet i Europa efter model fra højskolen i Bologna. Der oprettedes i Paris fire af de klassiske fakulteter, og i 1257 blev bbiblioteket ved Collège de Sorbonne grundlagt af Robertus de Sorbona. Bibliotekets bogbestand var i 1289 på 1017 bind, og i 1338 var det vokset til 1722 bind ifølge bibliotekets egne kataloger.
Biblioteket blev 1289 delt i en afdeling Libraria magna med de vigtigste bøger og bøger nødvendige for alle studieretningerne, men intet udlån. Den anden afdeling, Libraria parva, havde en beholdning af dubletter og generelle lærebøger, der kunne lånes ud til studerende.
Med fremkomsten af universitetet kunne klostrenes skrivestuer ikke længere klare efterspørgslen, og der blev oprettet håndværksmæssige kopicentre og boghandel ved universitetet.
[ID=984 p.41]
Frankrigs nationalbibliotek så sin begyndelse i 1300-tallet ved gaver fra Johannes II (1350-1364) og fortsat under Karl V (1364-1380), der beskæftigede flere kopister og andre boghåndværkere lønnet fra hans egen kasse. Et alment tilgængeligt universitetsbibliotek fik Paris først i 1700-tallet.
[MedLib p.414-417 + ID=984 p.42]
Som omtalt ovenstående var de tidligste vigtige klostre det i Skotland af Columbanus i 563 grundlagte på øen Iona, hvorfra sandsynligvis den berømte Book of Kells fra ca. 780-800 stammer. I England var et af de tidligste Lindisfarne Kloster grundlagt af en af Columbanuses elever; også fra Lindisfarne er der i dag bevarede levn. Wearmouth og Jarrow var et dobbeltkloster uden for nutidens Newcastle og grundlagt hhv. 674 og 682. De havde også gode bogsamlinger.
[ID=984 p.38f]
NÆVNES Canterbury Kloster med bøger.
Højmiddelalderen 1000-1300
Perioden indledtes med normannernes indtog i 1066, men forårsagede ikke megen ødelæggelse i kirkeinstitutionerne. Først de følgende år, hvor nordengelske fyrster gjorde oprør, og William sendte tropper nordpå, hvor de plyndrede, brændte og undertvang de genstridige, gik en del manuskripter til. Den sidste modstandsrede var omkring Ely i marsken i Fenland i East Anglia, og her blev modstanderne forrådt af kirkens folk, hvorfor vi må formode, at deres kloster- og kirkeindhold ikke led overlast.
Centret for skriftkulturen lå i Canterbury både før og efter 1066. Tidligste kloster var grundlagt i 596 af den af pave Gregor den Store udsendte missionær Agustine, der udpegede prior Andreas til at forestå klostret, der fik navnet Christ Church klostret*). Både i dette og i byens andet førende kloster, St. Augustine (senere blev navnene St. Peter and St. Paul tilføjet), var landets største bogsamlinger, og de to samlinger konkurrerede ofte om at have de bedste manuskripter. Williams udskiftning af de engelske kirkefolk med normannere, der generelt havde en større litterær indsigt og interesse, forøgede fokuset på bøgerne også i andre dele af landet. Fra statistikkerne ved man, at der ved bispernes underskrift på manifestet i London i 1075 (dekret om stiftskirker skulle være i byer med mur omkring) var der 13 ud af 21 abbeder, der var engelske, mens det ved tronskiftet i 1087 til William Rufus kun var tre ud af de 21 abbeder, der var engelske, resten var normannere. *) Fra dette klosters bibliotek stammer den nu i Stockholms Kongelige Biblioteks Codex aureus fra 700-tallet. Bogen blev i 1690'erne købt af en svensk bogsamler i Spanien og 1703 skænket til det svenske KB.
Også Rochester, St. Albans, Lincoln (flyttet fra Dorchester i 1075), Hereford, Worcester, Durham, York samt i London Westminster og St. Paul's havde bogsamlinger i denne periode. Pladsen er ikke her til at komme nærmere ind på indholdet i bibliotekerne. Interesserede henvises til bl.a. det her brugte værks detaljerede behandling.
[MedLib p.267-309]
Omkring 1170 fandtes i Christ Church, Canterbury, en liste over kirkens bogbestand. listen var forsynet med små bogstaver og symboler, der korresponderede med bøgernes placering i samlingen. Bøgerne var tilsvarende på første blad forsynet med samme bogstaver og symboler. Listen var ikke et redskab for brugeren men for bibliotekaren til brug ve revision og opstilling.
Fra 1202 findes en beholdningsliste fra Rochester Domkirke. Den opregner for 241 bind opgjort per forfatternavn, men ikke sorteret alfabetisk men efter deres opbevaringssted som fx "anbragt i precentors kiste".
[ID=1463 p.313]
Der er flere årsager til, at oplysninger om biblioteker før ca. 1300 er få. For det første var man stadig i overgangen mellem et meget mundtligt funderet samfund, hvor retsvæsen og aftaler i øvrigt blev dokumenteret ved mundtlige edsaflæggelser, så skriftlig dokumentation fandtes ikke nødvendig. For det andet var de få dokumenter, der fandtes hos borgere og kirker, ofte kostbarheder i dobbelt forstand: De kunne være iklædt dyrebare bind med juveler og guld, og de blev betragtet som slægtens eller kirkeinstitutionens skatte og opbevaret sammen i en kiste etc. Behovet for et separat rum for arkiv og bibliotek var ikke fremtrædende før efter 1300.
Havde en kirke en del håndskrifter, så var de i det engelske samfund gerne delt ud, så kansleren havde håndskrifterne om helgenliv og kirkepolitik, mens korlederen, precentor, havde musikværkerne, kassereren havde liturgien og bogholderiet, og provsten tog vare på institutionens skøder og gavebreve. Hver havde så ikke flere enheder, end hvad der kunne rummes i eget værelse i en kiste.
[ID=1463 p.311]
Senmiddelalderen 1300-1500
I den sene middelalder var de gamle klosterordener som benediktinerne på retur. Den førende rolle var overgået til ordener som franciskanerne og dominikanerne, men disse fik aldrig den store indflydelse på bogsamlingerne i England. En af de tidligste vejledninger til biblioteksindretning kom dog fra Dominikaneren Hubert de Romanis' principbeskrivelse fra 1260 ca. Hvor han råder bibliotekaren til at vælge et godt ventileret og tørt sted rigeligt forsynet med hylder og skabe med forskellige størrelser. Han skulle oprette et katalog med titlerne i biblioteket og sørge for, at bøgerne var mærket på ryggen med samme titel. Var det bøger, der blev meget brugt og lå fremme, skulle han sørge for, at de blev kædet fast.
[ID=1463 p.314]
Derimod forøgedes domkirkerne med deres skoler deres betydning, og de to universiteter i Oxford og Cambridge fik ligeledes forøget betydning for den skriftlige kultur. Det er også i den sene middelalder, at de bogsamlende adelsmænd viser sig, og blandt disse var hertugen af Gloucester, Humphrey, bror til kong Henry V, den betydeligste.
Blandt domkirkerne var det stadig Canterbury, der dominerede, og i en katalog fra ca. 1350 opføres der 698 bind i biblioteket med et indhold på næsten 3.000 værker. Det er værd at bemærke sammenhængen mellem antal bind og titler - et forhold man i tilsvarende oplysninger fra andre biblioteker må erindre sig. Katalogen er nu opdelt i grupper i henhold til giverne og så vidt muligt i kronologisk orden, hvilket er endnu et ordningsprincip.
Andre kirkecentre med større samlinger var St. Alban's, Salisbury, men først efter 1400-tallets begyndelse, og Durham, hvis bogsamling kendes fra klostrets katalog, der blev fuldendt i 1416. St. Paul's i London havde en mindre samling, og mindre samlinger fandtes også i Exeter, Chester og Gloucester.
I Oxford og Cambridge var der også i senmiddelalderen flere bogsamlinger både i de forskellige colleges, klostre og kirker samt i selve universitetet. Oxford universitetsbibliotek blev oprettet af en stiftelse givet af biskop Thomas Cobham i 1320 og blev det fremmeste bibliotek i England i midelalderen. Det tidligste kollegiebibliotek kom i Merton. I Cambridge fik universitetet dog tidligst fra første fjerdedel af 1400-tallet sit regulære universitetsbibliotek..
[MedLib p.373-407 + ID=984 p.43]
Byzantinske, kristne biblioteker kunne reelt først opstå ved Konstantinopels grundlæggelse i 330, og de kunne ikke vare længere end til 1453, da Konstantinopel faldt til tyrkerne. I periodens første tre hundrede år var bibliotekerne præget af den klassiske græsk-romerske kultur, og de næste tre hundrede år eller til omkring år 850 var forvirrende og til tider kaotiske, hvorefter der kom mere end 500 år med både perioder med stabilitet og perioder med megen krig og uro, specielt i forbindelse med korstogene og dynastiske kampe mellem kejserslægterne, hvor kulturen fik en slags renæssance i det østromerske rige.
En del af vor viden til bogsamlingerne er kommet fra de manuskripter, der efter ca. 1100 blev sendt vestpå fra det græske område til det romerske og det vesteuropæiske. Som eksempel kan nævnes Ptolemæus' skrifter, medbragt til Italien af munken Maximus Planudes, ca. 1280, og hele den videnskabelige tradition stammende fra græsk og nyimporteret retur i de græske og oversatte arabiske manuskripter, for igen i Vesteuropa at blive oversatte til latin og genudbredt. De traditionelt konservative kristne skrifter var ikke de mest interessante, for de var kendte i Vesteuropa, men de videnskabelige og andre litterære kilder blev yderst efterspurgte, da renæssancen nærmede sig.
Før Konstantinopel var der bibliotek i Nicomedia under kejser Diocletian, der iværksatte kristenforfølgelser i 303, men Constantin overførte det senere til Konstantinopel og især hans søn, Constantius, sørgede for at bevare latinsk litteratur, da latin var administrationssproget og forblev det indtil omkring 600, hvor sproget blev græsk. Begge de senere kejsere Julian og Valens i 372 sørgede for kopiering af manuskripter og vedligeholdelse af beskadigede.
I 400-tallet var biblioteket forøget til en påstået 120.000 bind, men de blev ødelagt i en brand i byen under Basilacius' opstand. øjensynligt var det muligt at retablere biblioteket, for få år efter under kejser Zeno (474-475) var det igen af betydelig størrelse.
Foruden en omgang jordskælv i 500-tallet, så bragte ikonoklasmen under kejser Leo III Isaureren (717-741) betydelige ødelæggelser til bibliotekerne mellem 727 og 843. Bl.a. brændte kejserhoffets bibliotek med 36.000 bind ned. Den helt utroligt blodige og unødvendige ødelæggelse af hele byen og dens kultur fandt sted under det fjerde korstog, da de kristne tropper gik amok i plyndring og skændselsgerninger efter byens fald 13. april 1204. De kristne ødelagde alt. Da tyrkerne indtog byen 1453, skånede de bogsamlingerne og øvrige kulturskatte.
Konstantinopel oplevede fortrinsvis fred de sidste to hundrede år, inden tyrkerne kom, og i den tid blev bibliotekerne igen opbygget.
Også mod vest var de kristne ganske effektive til at ødelægge kulturlevn. Da muslimerne blev undertvunget på den spanske halvø blev en del manuskripter reddet med over til Nordafrika, men under plyndringen af Tunis under Karl V i 1536 var det igen en kristen, der udstedte befaling om bogafbrænding, og alle arabiske bøger blev brændt. Ved den lejlighed røg også antikke klassiske og kristne skrifter, men skrevet på arabisk, i flammerne. Påstanden om, at man lærer af historien er ikke gældende for krigeriske europæere.
[MedLib p.310ff + 326 + 368]
For at holde en vis form for kronologi i fremlæggelsen er omtalen af de skandinaviske biblioteker anbragt her sidst i rækken, fordi norden - bortset fra runerne - først fik en skriftkultur efter år 1000, mens Vesteuropa syd for Danmark havde haft det i mange hundrede år.
Det findes heller ikke mange levn fra den tidlige skriftkultur: Nogle få bøger kendes, bemærkninger i testamenter og i nogle gavebreve. Fra bogbind er der hentet affaldspergament med spredte bemærkninger på, men generelt er vi dårligt hjulpet med de direkte vidnesbyrd, og der eksisterer for eksempel ikke, som nævnt fra de sydlige egne, noget bibliotekskatalog i Danmark før 1312, hvor der blev optaget et inventarium i Ribe Domkirke, og heri nævnes nogle få servicebøger for gudstjenesten.
[MedLib p.482]
Da Danmark ikke havde et universitet før 1479, så havde alle universitetsuddannede danskere været i udlandet, og Paris var det foretrukne sted, enkelte havde været i Italien, og fra midt i 1300-tallet blev Prags universitet også en anvendt læreanstalt, der i 1400-tallet blev delvis overtaget af de tyske universiteter. Fra disse uddannede folk er der bevaret enkelte bøger, og der er oplysninger om gaver til kirkelige bogsamlinger.
Med disse enkelte værker måtte de danske munke så også i gang med at kopiere. En af de flittigste, som vi har meddelelse om, er franciskanermunken Johannes Pashae, der i 1297 fuldendte en to-binds Bibel, som han havde arbejdet på i atten måneder. Den næste, han kopierede, tog det ham to år at færdiggøre, men denne var da også i fem bind. Hans arbejdsplads, eller ordregiverne, var fra klostrene i Roskilde, København og Lund.
[Lindbæk, 1914: De danske Franciskanerklostre, København, p.163]
De vigtigste middeladerlige biblioteker i Norden var:
Lund domkirkes bibliotek, der opstod allerede i første fjerdedel af 1100-tallet. Roskilde, Århus og Ribe havde også samlinger, men der er kun bevaret hhv. tre, to og måske en fra disse samlinger. I 1519 havde Slesvig domkirke ca. 250 værker, og nogle af disse var trykte.
I hvert fald i den senere middelalder var biblioteker i klostrene i Vadstena, Visby og Stockholm og ved domkirkerne indrettede i særlige lokaler.
Ældste bogsamling i Norden var i Lund domkirke, og den var dannet i 1100-tallets første årtier. Den var af betydeligt omfang efter datidens målestok. Antallet af bind er ukendt. Der kendes i dag nogle og tyve bind fra dette bibliotek. Fra 1300-tallet begynder kilderne at omtale flere biblioteker; ærkesædets samling i Lund bestod i 1369 af 90 bind værker. I Danmark kendes der omkring 1.500 håndskriftfragmenter. Men kun 300 bevarede håndskrifter vides med sikkerhed at have været i et dansk middelalderbibliotek.
[MedLib p.484ff, ID=984 p.128]
I Sverige var ærkebiskoppens samling i Uppsala blandt de første og største, og interessant er det, at domkirkebiblioteket i Strängnäs stadig til i dag som det eneste i Norden er intakt, som det var i middelalderen. Første samling nævnt i svenske kilder er fra 1299 og tilhørte en kannik Hemming ved Uppsalas domkirke. Sverige har mere end 30.000 håndskriftfragmenter, der fordeler sig på mere end 4.000 værker.
Mest betydende kendte bogsamling i 1400-tallet var i Vadstenaklostret, der også havde sin største tilvækst netop i dette århundrede. Hvor stort samlingen var, vides ikke med sikkerhed, men da der i dag er bevaret omkring 500 håndskrifter - hvoraf de fleste befinder sig i Uppsala - så må det have været ganske betydeligt også efter international målestok.
[KLfNM, Bd. 1,sp. 521. + MedLib p.484ff]
I Norge er det ældste bibliotek ved domkirken i Trondheim, Nidaros Domen. Det går tilbage til 1100-tallet, da der allerede i 1187 i værket Historia de antiquitate regum Norvagensium af Tjodrek Munk omtales en betydelig bogsamling på stedet. Man har i Norge fra gamle bogbind hentet 6.000 fragmenter frem. Disse stammer fra 1000 latinske værker og 100 norske værker.
På Island var der en betydelig produktion af skrifter fra 1100-tallet og fremefter, men ikke mange overlevede reformationen. Alle kirkeværkerne var naturligvis på latin, men en betragtelig del af historiske og sagaværker blev skrevet på landets eget sprog, men det var sent i middelalderen, og for mange af dem er det kun fragmenter, der i dag findes.
Fra 1400-tallet er der ikke kendskab til andre biblioteker i Danmark end Københavns Universitets bibliotek, der blev oprettet i 1482 - i øvrigt samme år den første bog blev trykt i Danmark i Odense.
[KLfNM, Bd. 1,sp. 521]
Af private bogsamlere i Norden vides Absalon omkring 1200 at have ejet bøger. Bl.a. to historiske værker fra romersk kejsertid: et af Valerius Maximus og et af Justinius, og denne sidste er bevaret i dag.
[KLfNM, Bd. 1,sp. 521]
De nordiske bogsamlinger var gerne ordnet efter sprog eller efter nogle få videnskabsgrene, og oftest efter en blanding af begge principper. Biblioteksteknisk ved man, at Vadstenabøgerne var opstillet i emneorden.
Ellen Jørgensne skrev i 1912 en længere artikel "Studier over danske middelalderlige Bogsamlinger" bragt i Rk. 8, Bd. 4 pp. 1-67 Historisk Tidsskrift, og denne artikel har sammen med nedenstående kilder været grundlaget for omstående tekst.
Forfatteren har adskilt emnets behandlinge i afsnit om:
Domkirkesamlinger
Biskopper og kannikers bogsamlinger
Klosterbiblioteker
Bøger hos sognepræster
Skolebøger
Lægfolks bogsamlinger
Nutidens spor efter danske middelalderligere bogsamlinger må søges over det meste af Europa, da de få tilbageværende genstande generelt har ført en omskiftelig tilværelse, hvor farerne for udslettelse er kommet fra kristendomsforandringer, krige, ildebrand og almindelig menneskelig dårskab. Som dansk område i middelalderen hører både de i dag svenske dele og de sydslesvigske med.
Ad 1) Domkirkesamlinger
I middelalderen var domkirken i Lund den betydeligste, da ærkebiskoppens sæde var her. Hvor omfattende et bibliotek, stiftet har besiddet, vides ikke, men nogle spor er bevaret.
I Uppsalas Universitetsbibliotek opbevares et evangeliehåndskrift, Codex Ups. C 83 fra 1100-tallet. Det er sammen med to håndskrifter i Det Kongelige Bibliotek i København (KB) fra Thotts samling, Codex Thott 21, 4° og Thott 22 4°, også to evangelietekster fra 1100-tallet. Alle tre håndskrifter er produceret i Lunds skrivestue i 1100-tallets sidste halvdel.
Domkirkens gavebog fra 1100-tallets slutning findes også. Det samme gælder i alt en snes håndskrifter bl.a.: En Bibel, KB: Gl. kgl. Saml. 1310 4° + 3 eksemplarer Lovbøger, KB: AM. 23 4°, 28 4° og 37 4°.
I 1131 fik domkapitlet domprovst Assers bibliotek; nogle år senere fik domkirken Absalon og Andreas Sunesens bibliotek på 30 bøger. Lund fik med sit store bibliotek som den første domkirke i Norden et biblioteksreglement, hvori kantoren bliver pålagt at kende alle titlerne og passe på bøgerne ikke forsvinder.
[ID=984 p.128]
Fra de øvrige domkirker er der kun få levn:
Ribe Domkirke: Jyske Lov fra ca. 1300.
Roskilde Domkirke: Hexaëmeron (1200-tallet) + et medicinsk håndskrift (1400-tallet) + et Breviar (ca. 1500) skænket Domkirken i 1522 af Trondhjemkirken.
Århus Domkirke: to håndskrifter der finde i Uppsala: Kat.nr. C 120 en epistelsamling fra 1300 på pergament, og Kat.nr. C 587 med bl.a. et afsnit med en Aristotelestekst kopieret.
Vor Frue Kirke i København (ikke da en domkirke) havde håndskriftet KB: AM. 202 8°.
Foruden ovennævnte bevarede håndskrifter kendes til flere gennem omtale i testamenter, inventarielister, nekrologer og andre arkivalier i domkirkerne fra 1100 til reformationen. Det er dog ikke muligt ud fra oplysningerne at kunne kvantificere omfanget af domkapitlernes samlinger.
Bogsamlingerne blev i ældre middelalder benævnt (og opbevaret i) armarium, mens opbevaringspladsen i yngre middelalder kaldtes for liberia. Bibliotheca blev benyttet som navn på Biblen. Der er ikke tale om et egentligt bogværelse, men der er tekster, der viser, at bøger blev placeret i sakristiet eller i koret, og der er dokumenter omhandlende bøger som gave til kirkerne, hvor giveren forlanger bøgerne fremlagt i kirken ankædet og til brug for menigheden (Gave til Ribe Domkirke af Otto Boecius). Fra 1480 i Viborg og 1489 i Lund er der i domkapitlets statutter regler for udlån af bøger. (Jørgensen p.12, note 3).
Kun fra Slesvig Domkirke kendes en katalog eller bogfortegnelse. Den er udfærdiget af teologilektoren til institutionens bibliotek i 1519. Han har inddelt den systematiske katalog med ca. 250 bind i tre grupper: De hellige skrifter + de juridiske skrifter + historie, naturen og humanlitteratur. Listen omfatter både håndskrifter og trykte bøger. Bøgernes emner er: bibeltekster, fortolkninger, prædikensamlinger, homelier af kirkefædrene, tekster af Bernhard af Clairvaux og franciskaneren Robertus de Licio og dominikaneren Leonardus de Utino. Af de andre emner er der værker af Vergil, Ovid, Juvenal, Martial og Lukan i hans samling og desuden en del historiske værker. Det menes (note 1 side 15), at en del af Slesvigsamlingen eksisterede endnu i 1700-tallets begyndelse, men den kendes nu ikke længere.
Ad 2) Biskopper og kannikers bogsamlinger
Domkirkernes personale, biskopper og kanniker, havde også egne private bogsamlinger. For at få en højere uddannelse inden for teologien var det i middelalderen nødvendigt for danske studerende at tage til udlandet. Især var centrene i Paris, Orléans og Bologna vigtige, og senere blev også nye universiteter i Kölln, Prag, Erfurt, Rostock, Wittenberg og Leipzig besøgt af danske. Bologna åbnede iflg. (Jørgensen p.18) op for danske studenter i kollegiet "Den Tyske Nation" fra 1292 og indtil 1300 havde 15 danske været tilmeldt universitetet i Bologna.
Den internationale trafik gik også den anden vej, og munke og præster fra områder syd for Danmark opholdt sig i kortere eller længere tid i landet. Derfor er der spor i bøgerne efter disse aktiviteter, og specielt de private bogsamlinger hos kirkens mænd bærer i den tidlige middelalder spor efter udvekslingen.
Alligevel er det meget lidt, der vides om disse mænds samlinger. Af dem kendes:
Absalon (1128-1201), ærkebiskop 1178-1201. To af hans håndskrifter kendes fra Sorø Klosters bibliotek, men det ene gik tabt i 1728 i Universitetsbiblioteket på Trinitatiskirke ved Københavns brand. Det var et Maximushåndskrift. Det andet værk var et Justinushåndskrift, der er i KB: Gl. Saml. 450 2°. Dets historie er nærmere beskrevet i [Nielsen 1937] pp. 52ff., hvor dets sidste tekstside også er gengivet.
Jakob Erlandsen (1220-1274), ærkebiskop 1252-1254, skænkede bøger til De Tolv Skolarers Hjem", Roskilde. Titlerne er ukendte.
Anders Sunesen (1165-1228), ærkebiskop 1202-1223. Hans donationer er nævnt i Lunds "Liber daticus".
Biskop Johannes Hee (Jens Hee), biskop 1311- eller 1313-1327 i Ribe. Han testamenterede sine bøger til Ribe Domkirke.
Boggaver er også kendt fra testamenter udstedt af bl.a.
♦ Karl Eriksen Galen (d.1334), ærkebiskop 1325-1334.
♦ Jakob Poulsen, biskop 1344-1350, skrev sit testamente i Stralsund og skænkede en større personkreds sine ejendele.
♦ Niels Johansen Bild / Niels Jensen Bild (d.1379), ærkebiskop 1361-1379.
♦ Eskil af Ribe, biskop 1389-1409.
♦ Jens Grand (d.1327 i Avignon), ærkebiskop 1289-1303, med 81 poster for donerede bøger.
♦ Birger Gunnersen (d. 1519), ærkebiskop 1497-1519.
♦ Biskop Lage Urne, biskop i Roskilde, der donerer dem til bl.a. Johannes Teetz og Nicolai Teetz.
Der er i (Jørgensen p.24f) nævnt enkelte kanniker og andre kirkeansatte, der har ejet og doneret eller testamenteret et fåtal af bøger. Der er hovedsageligt tale om forskellige bøger af "fattigmandstypen" som biblia pauperum.
Det er begrænset, hvor meget der vides om klosterbiblioteker i Danmarks middelalder, og det er endnu mindre, der har overlevet ødelæggelser af især ildebrande. Ringsted Kloster brændte 1241. Roskilde Nonnekloster brændte 1243, og samme år brændte Holme Kloster (Brahetrolleborg). Sorø Kloster brændte 1247 og Næstved Kloster 1261.
Fattige klostre så sig også ind imellem nødte til at sælge håndskrifter, hvor de oprindelige ejeres signaturer er udraderet, og nye ejermærker er påsat genstanden.
Et af de klostre, hvis bibliotek der vides lidt om, er Øm Kloster (KB E.don var. 135 4°). I "Øm Kloster Krønike" roses biskop Svend († 1191) for den flid han har vist med at sørge for bøger til munkene. Biskoppen skal selv have sørget for pergament og skrivere m.fl. til kopieringsarbejdet, der øjensynligt har fundet sted uden for klostret, da der blev givet arbejdsløn, hvilket munkene ikke fik. Boglisten i Krøniken er skrevet i 1554, altså efter reformationen, på anfordring fra kong Christian III, og klostret var da omdannet til protestantisk præsteseminarium. Boglisten med ca. 350 titler har tre afsnit for hhv. 174 bøger ejet af munkene, 132 af abbeden og 44 af klostret som institution.
Øm Klosters krønikebog er dn eneste der kendes bevaret i dag.
[9576 pp.121-134]
Den helt store ødelæggelse for klosterbibliotekerne kom dog først med reformationen. Nogle bøger blev senere fundet i domkirkernes biblioteker, andre blev indsamlet af kongemagten og måske splittet op og anvendt til andre formål eller indgik i Universitetsbiblioteket, hvorfra de så forsvandt 1728. Bogsamlende adelsmænd overtog, købte eller tilranede sig en del værker under reformationen.
Af tilbageværende bøger er nogle få fra Benediktinernes kloster i Næstved: Et kalendarium med illuminationer (KUB: E. don. var. 52 2°), nogle fragmenter, og et par inkunabler.
♦ Fra Dalbys Augustinerkloster en evangeliebog (KB: Gl. kgl. Saml. 1325 4°) fra 1000-tallet, men ejerskabet til Dalby forekommer først i en note fra 1300- eller 1400-tallet. Iflg. en inventarieliste fra klostret fra 1530 ejede de tre af denne slags fornemt udstyrede håndskrifter.
♦ Fra Grinderslev Augustinerkloster er bevaret et litterært opbyggelsesværk af Thomas a Kempis (AM 783 4°).
♦ Fra Børglum Kloster (formodentligt) stammer et håndskrift med krønike om "Karl den Store og hans kæmper". Det findes nu i Stockholm.
♦ I Randers Helligåndskloster blev af prioren Jens Mathiesen kopieret et værk af Bernhard af Clairvaux (KB: Ny kgl. Saml. 120 4°) og muligvis af samme skriver et håndskrift om lægeråd (KB: Ny kgl. Saml. 134 4°).
♦ Fra Cistercienserne har vi i dag 7 håndskrifter fra klostrene Esrum, Sorø, Herisvad, Ryd, Løgum og Vitskøl. En bog fra Esrum er i Vatikanbiblioteket. Cistercienserbøgerne er nærmere specificeret i (Jørgensen p.44f.).
I Bogen om Esrum Kloster, Frederiksborg Amt 1997, er de fem håndskrifter fra Esrum nærmere beskrevet. Det er:
ICodex Vaticanus Latinus 543 fra slutningen af 1100-tallet, 111 folier, sandsynligt skrevet i Frankrig. Samlehåndskrift med prædikener og tarktater af Leo den Store, Hilarius og Alcuin.
IICodex Vaticanus Latinus 636 fra ca. 1140. Kun folio 124-127 er sikre Esrumdele. Indeholder to hexameterdigte og en pilgrimstekst om Roms seværdigheder.
IIICodex Vaticanus Latinus 1149 fra 1100-tallet, 19 folier. Indeholder tekster af Hrabanus Maurus om præsteuddannelse og etymologier.
IVManuscriptum Latinum 2143, i Nationalbiblioteket i Paris. Samlehåndskrift, 116 folier. Indeholder prædikener af Hilarius, Johannes Cornubiensis, Leo d.S., Anselmus, Ambrosius, Hieronymus og Augustin.
VCodex Esromensis = Esrum Klosters Brevbog i KB. 269 tekster som skøder, gavebreve, privilegier etc. samlet 1497 i en bog.
♦ Odense Gråbrødrekloster lod en civil skriver kopiere et kompendium med bl.a. Saxotekst og Jyske Krønike, i alt over 200 blade. Den er nu i KUB. (KUB: Additamenta 49 2°). Håndskriftet har været en "lænkebog" i Gråbrødreklostret.
♦ Fra Birgittinerne er der to bønnebøger fra Maribo (KB: Gl. kgl. Saml. 1614 4° og Thott 553 4°). Desuden nogle flere værker med usikker proveniens.
Der findes enkelte værker for yderligere nogle af de danske klostre, men totalt set er håndskriftmængden, der kan tilbageføres direkte til de danske klostre, i dag meget begrænset i forhold til det antal håndskrifter, der må have været nødvendig for kirketjenesten i de mange kirker med de mange altre.
Ellen Jørgensen konstaterer i sin artikel, at der er meget lidt viden om præsternes rådighed over bøger både i kirken selv og i deres egne samlinger, og hun kan derfor kun fremlægge de få oplysninger, der kan udledes af noter og tilføjelser i jordebøger, gavebøger, kalendarier etc., hvor bøger er nævnt.
Hans Michelsen har dog i 1995 rettet noget op på det sparsomme kildemateriale med sin bog om Peder Sørensen - Petrus Severini Lollandius. Selv om tiden er efter middelalderen, og dækker perioden omkring reformationen, så er det interessant, at Peder Sørensen ved sin død i 1588 efterlod sig et bibliotek på 234 bind med 213 titler. Præsten testamenterede samlingen til brug for præsterne ved Nykøbing F. Kirke, hvor bøger blev opstillet iefter hans død og forblev der, indtil kirken solgte samlingen i 1829 til Sjællands Stiftsbibliotek - og da var stadig totredjedele af bøgerne intakte. Noten herom fortsættes i næste tekst her.
Ad 5) Skolebøger
Gennem 1200-, 1300- og 1400-tallet var skolebøgerne stort set de samme og også de samme i hele Vest- og Nordeuropa. Der var grammatikker og litteratur af forfattere som Cicero, Sallust, Horats, Vergil og Ovid. Ofte var lærebøgerne uddrag af forfatternes værker og indbundet sammen flere bøger i et bind. Skolebøgerne kunne også omfatte mere kuriøse værker som en bog om bordskik (Phagifacetus) af Reinerus Alemannicus (Paderborn ? c. 1120-1182) med over 400 hexameter.
Der er ikke levn af danske boglister for skolebøger, men fra testamenter kan udledes bøger givet som arv til skolemestre, fx regnebøger, græske grammatikker, prædikener, elementære ordbøger, salme- og sangbøger etc. Universitetsbiblioteket i København havde i sin katalog før 1728-branden eksempler på disse skolemesterhåndskrifter, og den Arnamagnæanske Samling havde (1912) nogle håndskrifter (KUB: AM 202 8°, AM 204 8° og 809 4°).
Ad 6) Lægfolks bøger
Adelsfolk havde i middelalderen fint udsmykkede evangeliebøger og fra omkring 1200 udsmykkede psaltere, der indledtes med kalendarium ofte med månedsilluminationer visende landbolivet gennem årstiderne, derefter nogle gengivelser af bibelhistorie, bibeltekster og bønner. Sådanne værker var dyre og kun meget fine personer ejede dem. Af bevarede er en del i udenlandske samlinger. I Danmark er et håndskrift, der oprindeligt tilhørte Christina Haakonsdatter, men fra Peder Syvs bogsamling, endt på KB.
I adelsfolks testamenter er nævnt arvegods med bøger, men kun få af dem består i dag. Et eksempel er en lille bønnebog fra Den Arnamagnæanske Samling (AM. 421 12°).
Der er materiale om danske samlinger i bl.a. følgende:
Brandt, C.J., 1851: "Et Præstebibliothek i Slutningen af Middelalderen", i Dansk Kirketidende, VI, p.299-302.
Daugaard, Jacob Brøgger, 1830: Om de danske Klostre i Middelalderen, København, pp. 106-112.
Erslev, Kristian, (edt.), 1901: Testamenter fra Danmarks Middelalder indtil 1450, København.
Jørgensen, Ellen, 1912: "Studier over danske middelalderlige Bogsamlinger" i Historisk Tidsskrift, Rk. 8, Bd. 4 pp.1-67. Denne artikel kan læses på nettet i det digitaliserede tidsskrift [Jørgensen].
Jørgensen, Ellen, 1927: "De middelalderlige latinske Manuskriptr i det kgl. Bibliotek", i Festskrift til Kristian Erslev, København, pp. 211-226.
Michelsen, Hans, 1995: Peder Sørensen - en præst og hans bøger; En bog- og bibliotekshistorisk undersøgelse, Kolorit, Roskilde Stiftsblad, [ID=1822].
Nielsen, Lauritz, 1937: Danmarks middelalderlige Haandskrifter, Gyldendal.
Petersen, C.S., 1924: "De danske Bibliotekers Historie", i Svend Dahl (edt.): Haandbog i Bibliotekskundskab, Bind II, København, pp.34-44.
Petersen, Erik (edt.), 1999: Levende ord og lysende billeder - Den middelalderlige bogkultur i Danmark, bind 1 med essays og bind 2 med katalogdel til daværende udstilling. [Petersen 1999]
Suhm, P.F., (edt). 1794: "Katalog over Bøgerne i Oem Kloster", i Nye Samlinger til den danske Historie, Bind III, København, pp. 312-324.
Spredte oplysninger kan findes i de forskellige bind af Diplomentarium og tilsvarende Danske Breve.
[Uddraget fra noterne i MedLib p.478]
Endvidere alment kapitel om skrift og biblioteker i danske klostre i:
Jørgensen, Jens Anker + Thomsen, Bente, 2004: Gyldendals bog om danske klostre, afsnittet pp. 63-73.
Fra 1250 var der bestemt boghandlere i de store universitetsbyer og de større handelsstæder. Boghandlerne havde egen produktion med tilknyttede skrivere, der kopierede bøgerne, og der handledes også med brugte bøger.
Ønskede en velbeslået herre at anskaffe sig en tidebog, ville han bestille den udarbejdet hos en boghandler, og han ville med boghandleren aftale de nærmere enkeltheder om pergament, størrelse, skrift, illumination og indbinding. Kontrakten ville også indeholde en produktionstid og en pris. Og så var det bare at vente. Boghandleren måtte først sikre sig et eksemplar af den ønskede tekst at kopiere efter, dernæst materiale, idet fx pergament kunne være en mangelvare.
Til forskel fra den tidlige middelalders klosterkopiering, der kunne tage ganske lang tid, da munken havde andre pligter at udføre, ikke mindst de syv til otte gange om dagen, hvor der var kirketjeneste, så kunne den, når markedskræfterne virkede, kopieres i boghandelen hurtigere, da det mere var et penge- og ressourcespørgsmål end et teknisk spørgsmål. Der er skrifter, hvor skriveren har indført sin arbejdstid, der viser, at en tidebog kunne udføres på en uge og illuminationerne med flere om dagen. Eksemplerne kendes fra slutningen af 1400-tallet.
[7297 p.5-7]
Allerede kort tid inde i 1500-tallet var der kommet omrejsende bogførere, der solgte trykte værker til kirker og klostre og de gryende universitetsbiblioteker.
[KlfNM, Bd. 1, sp. 521ff]
Da det litterære liv i Vesteuropa i 1200-tallet flyttede fra klostrene og domkirkeskolerne til de nye lærdomsoaser, universiteterne, så blev der behov for en stærkt forøget mængde lærebøger, glossarier og andre uddannelsesbogtyper. Bøgerne var stadig dyre og forblev dyre i mange år endnu, da kopiering stadig var kostbart selv om prisen må formodes at være faldet en del, da papiret et par hundrede år senere vandt frem, men da var trykstarten også rykket tæt på.
For at kunne hjælpe studenterne til den billigste lærebogsanskaffelse blev der i nogle universiteter i en periode benyttet en kopieringsfremgansmåde kaldet pecia-systemet. Universitetet autoriserede en lærebog til brug ved undervisningen, og denne bog blev kaldet exemplar. Eksemplaret blev overdraget til en boghandler, der havde den liggende i læg med et passende antal ark, oftest 4 folier = 16 sider. De enkelte læg, kaldet pecia, blev af professionelle skrivere kopieret i et antal eksemplarer, der blev udlejet for en kortere periode til en student for et mindre beløb, som var fastsat af universitetsmyndighederne. De fremstillede kopier blev kontrolleret af universitetetog blev mærket som godkendte.
Studenten kunne så selv kopiere pecia-teksten på eget materiale. Var man mere formuende kunne man også betale en skriver for at foretage kopieringen. Der var strenge straffe til boghandleren, hvis han snød med overpriser eller anvendte uautoriserede pecia-eksemplarer.
Man har dokumentation for systemets brug fra Bologne, Padua, Firenze og Paris fra midten af 1200-tallet og spredtes derfra til andre universiteter. Fra Paris er overleveret en boghandleraftale om pecia-distribution fra 1275.
[MedLib p.637ff]
Bøger til en universitetsuddannelse var omfangsrige og tunge, og det i en sådan grad, at der er eksempler på studenter, der foruden kost og logi i et skolehjem også betaler for en tjener til at bære dagens skolebøger frem og tilbage mellem bopæl og klasseværelse, og universitetspedellen, der også skal have en indkomst, udlejer bord- og hyldeplads efter mål til de studerende.
Pecia-systemet gik af brug i løbet af 14-tallet og med bogtrykkunstens fremkomst ophørte det efterhånden, som trykkerierne fik vremstillet tilstrækkeligt med lærebøger.
[ID=4256 p.43]
Under udgravningen i Herculaneum blev der fremgravet et biblioteksrum i et privathus. Rummet var ca. 3 x 4 meter og med boghylder eller bogreoler langs væggene. Bøgerne var bogruller, og de lå fladt på hylderne eller stod på endestykket i små cylindriske beholdere, der kunne være med låg. Nogle af væggene havde dueslag for bogruller. Plinius den Yngre havde et bogskab i sit soveværelse, og indrettet efter samme model, som de senere klostre benyttede.
[OCD]
Havde man et helt lokale afsat til bogopbevaring, så kunne det i senmiddelalderen være indrettet på førstesalen i klostrets østfløj, men der var biblioteker i vesttårnene og i sidekapeller i kirkerne og helt særlige placeringer. Det var formodentligt sådan også den gang som i nutidige biblioteker, at bogbestanden har det med at vokse, og man må, efter bygningerne er opført, finde plads til dem, hvorfor uegnede hjørnerum og på triforium-niveau med for lidt lys kan ses som biblioteker. Et ganske særligt sted for placering af et bibliotek, er huset midt i klostergården i St. Wandrille ved Fontenelle ved Seinen i nærheden af Rouen. Det blev grundlagt i 649, men de her nævnte bygninger stammer fra c. 830.
Man har ingen biblioteksinventarer fra den tidlige middelalder; de ældste, der findes, er formodentligt de få inventarer, hvor bøgerne er kædet til reolen og kun kan tages frem og lægges på en hylde eller pult på reolens forkant. I de kædede bøger er fastgørelsespunktet på bogens åbningskant, og derfor står alle bøgerne med ryggen indad, så viden om, hvilket værk man trækker ud af hylden skal findes i katalogen for hylden eller reolen. Også i Danmark er sikring af bøger med kæder kendt fra mange kilder.
I Jesus College, Oxford, var der ankædede reoler i brug 1765, hvilket er noget af det seneste kendte ["Oxford Libraries outside the Bodleian" af Paul Morgan, 1980, p.49].
Kendtest er nok biblioteket i Hereford Cathedral, men der findes enkelte reolesektioner med kædede bøger i en del andre engelske og irske biblioteker; et af de finere er i Magdalen College i Oxford. Det er fra 1480, mens Wells' Cathedral Library har lignende indretning og er fra midten af 1400-tallet, men dets samlinger er yngre, da reformationen ødelagde den ældste samling. De fastkædede bind er derfor muligvis yngre end den oprindelige indretning. Forfatteren B. H. Streeter har i øvrigt i 1931 påvist, at Herefords reoler ikke stammer fra 1300-tallet, men er sat op i elisabethansk tid, men det udelukker jo ikke en tidligere brug af kæder. I Hildesheim domkirke var der i 1409 i koret opsat 21 fastkædede bøger [MedLib p.461 + Wells Cathedral, guide 2005, tekst af Richard Lewis].
I Merton College Library, hvis bygning stammer fra 1378, var der tidligst et ankædningssystem, hvor bøgerne var placeret liggende flat på læsepulte og fastgjort midt på og nederst på bagpermen. Omkring 1470 indførtes et nyt opbevaringssystem, hvor bøgerne var ankædet på nederste forkant af bagpermen og placeret lodret på hylder med forkanten udad. Dette system blev anvendt til 1603.
[Merton College Library].
På kontinentet er der i franciskanerklostret i Cesena lidt syd for Ravenna et inventar indrettet i 1452, og i Firenze er nogle dele af Laurentiabiblioteket tegnet af Michelangelo og opført i 1525. Holland har et interiør fra 1561. Det var dog ikke alle biblioteker, der anvendte princippet med de fastkædede bøger, og der kendes ikke eksempler på det før 1200, og måske var Sorbonnes arvede 300 bind med krav om ankædning fra 1271 den første generelle brug af kæder; forfatteren til [MedLib p.625] mener, at kædning faktisk var mere almindeligt for de første trykte bøger end for manuskripterne.
En meget brugt illustration af et bogskab fra den tidlige middelalder er fra mosaikken i Galla Placidias mausoleum i Ravenna. Den er udført omkring år 425-450 og viser et skab med låger og med hylder, på hvilke bøgerne ligger fladt på siden. [Horn2 p.22].
Den anden lige så meget anvendte illustration er af profeten Ezra, der sidder og skriver foran et bogskab med låger og hylder. Det viser skrå hylder med bøgerne liggende fladt med ryggen mod beskueren. Det stammer fra Codex Amiatinus, der er den tidligst kendte version af Vulgatabiblen. Manuskriptet blev produceret i Northrumbia og skulle sendes om gave til paven. Nu opbevares det i Firenze i Biblioteca Medicea-Laurenziana.
I de mindre klostre og kirker, hvor man ikke havde råd til store bogsamlinger, var opbevaringsstedet et skab eller aflukke i muren på et passende sted i korsgangen eller i sakristiet. Aflukket kaldtes for armarium, men ordet kan også dække over en opbevaringplads for liturgiske redskaber etc. En undtagelse er dog biblioteket på det store kloster i Cluny, der kaldte sit bogopbevaringssted for armarium.
Ordningen af et bibliotek er udtryk for det opstillingssystem og katalogiseringssystem, som et bibliotek anvender. Emnet hører til under den komplementære tekst om bibliotekskundskab, og behandlingen her er indskrænket til klassificeringens betydning for bibliotekets indretning.
Der har gennem tid været anvendt et utal af ordningsprincipper for et bibliotek. Videnskabelige biblioteker har oftest et ordningssystem, der baserer sig på en opstilling af de relevante videnskaber i en bestemt orden og inden for hver videnskab en opdeling i undergrupper, så det hele danner en slags hierarkisk system eksempelvis: dyr - pattedyr - kattefamilien - løve.
Ved et sådant system opdeles bogmassen i grupper efter indhold, og i en idealverden kan en bog i biblioteket da findes efter et indeks over grupperingernes anbringelse, men bibliotekarens problem i forbindelse med placeringen handler i de fleste eksempler, jeg har læst om, lige så meget bøgernes størrelse i lokaler med begrænset plads, hvilket er en normaltilstand i et bibliotek. Skal man undgå spild af hyldeplads, så skal bøgerne opstilles efter højde, hvilket bryder emneordningen op - i hvert fald i en to-, tre- eller flerdeling, hvilket igen stiller spørgsmålet, om katalogen skal opdeles tilsvarende eller i en række med størrelsessignatur for hver bog tilføjet.
Så før hylderne kan indrettes og afdelinger indrettes i biblioteket, så skal bibliotekssystemet være fastlagt, og der skal være taget stilling til anbringelse af nyerhvervelser. Disse udfordringer for bibliotekaren har eksisteret for alle biblioteker, uanset om de opbevarede papyrusruller eller pergamentcodekser. Hertil kan tilføjes, at et udlånsbibliotek eller et offentligt bibliotek med læsesal har yderligere forhold omkring publikumsbetjeningen, der skal være fastlagt, inden indretningen kan planlægges i detaljer.
Cassiodorus' bibliotek
Der vides ikke meget om bogsamlingers ordning i antikken, men den klassiske opdeling af videnskaberne, som bl.a. Boethius (480-525) beskrev og benyttede i sin Consolationes lå til grund for Cassiodorus' system, da han indrettede sit bibliotek i Vivarium efter år 555. Cassiodorus beskrev det i sit værk Institutiones, der var rettet mod de residerende munkes arbejdsform, og som han havde skrevet på i mange år. I værket gennemgås den uddannelse, han fandt bedst for sine munke, og man mener, at deri nævnte værker overvejende er et billede af bibliotekets indhold. Hans gennemgang begyndte med de bibelske tekster og derefter de øvrige kristne tekster, men opretholdt det gamle system, som også Boethius beskrev med videns- og undervisningsopdeling i de senere benævnte grupper trivium og quadrivium, hvor der i trivium indgår grammatik, retorik og dialektik / logik, og i quadrivium aritmetik, geometri, astronomi og musik. Cassiodorus' biblioteks skæbne efter cirka 650 kendes ikke, men hans bogopsætning på hylderne efter emne blev efterfølgende generelt fulgt i biblioteker, om end emnerne ikke var som Cassiodorus'.
[MedLib p.39]
Hyldernes benævnelse
Har man fastlagt et bibliotekssystem, må man også have et hyldeafmærkningssystem, for at en bogs plads hurtigst kan genfindes. Det almindeligste system, som kendes fra 600-tallet er fra Tours, hvor der benyttes bogstaver til at mærke reolen, og på reolen bruge romertal til at mærke hylderne med. Bøgernes faste plads kunne da være et mindre romertal end hyldetallet, og bogmærket kunne påføres bindet. Der er dog også eksempler på, at reolerne fik romertal og hylderne bogstaver, og der er beskrivelser af farvekodesystemer fra mindst et klosterbibliotek.
[MedLib p.619ff]
Monte Cassino, biblioteket omkring 1100
Der findes katalog, der har ordnet bøgerne efter indbindingernes værdi, ordnet efter emne og ordnet efter hellighed som: kirkefædrene (alfabetisk), paveregistre, Basilius' Regel, Hieronymus' skrifter, Augustins værker, historie, geografi osv.
[MCas p.22]
I et inventarium fra 1087 er bøgerne anbragt mellem alterskattene og korudstyret, og rækkefølgen er: evangelier, sakramenter, epistler, Benedikts Regel, bønnebøger, altså ordnet også efter en slags hellighed.
[MCas p.23]
En stor del af kendskabet til bogsamlingernes indhold kommer fra bevarede kataloger, der gør det muligt at fornemme et biblioteks betydning, selv om selve værkerne ikke længere findes, og i hvert fald ikke findes samlede på det originale sted. Flere forskere har lavet optællinger af antallet af kataloger, og nogle tal, der formodentligt er forøgede siden udgivelsen af de benyttede værker fra første del af 1900-tallet, viser eksistensen af 24 kataloger fra 800-tals biblioteker, 17 fra 900-tallet, 30 fra 1000-tallet, 136 fra 1100-tallet og derefter en nedgang i antal indtil 1300-tallet, hvor de verdslige bibliotekers antal stiger med den nye lærdomsbølge forårsaget af universiteterne og et voksende antal skoler.
Kirkecentrenes bøger var ofte ikke samlet i en katalog men i tre: En for kirketjenestens bøger, en for skoletjenesten og en for deres hovedsamling. Man kan ikke altid vide ud fra de gamle kataloger, hvilke bøger der ikke er optegnet i skriftet.
Et katalogs inddeling siger en hel del om et biblioteks standard. I de tidligste kataloger findes sjældent en alfabetisk opstilling, heller ikke i undergrupper. Hovedparten opfører religiøse værker først og da i orden efter hellighed, dvs. bibler først og verdslige værker til sidst. Spredningen i ordningerne er stor, og der er eksempler på næsten alle tænkelige måder at ordne bøger på.
[MedLib p.614f]
Den type katalog, som kendes fra vor egen tid med et emnekatalog og et alfabetisk forfatterkatalog og eventuelt et titel ditto, kendes ikke før omkring trykteknikkens opfindelse.
[MedLib p.619]
--, 1956 / 1978: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind 1-21, R&B, [KLfNM].
Bischoff, Bernhard, 1990: Latin Palaeography - Antiqyity and the Middle Ages, CUP. [ID=4256].
Bury, Patrick & revised by Oliver Rackham, 2013: A Short History of the College of Corpus Christi and the Blessed Virgin Mary in Cambridge, [net 2019-11-17].
Callmer, Christian , 1958: "Forntiden" og "Medeltiden", Svend Dahl (edt.), 1958: Nordisk Håndbog i bibliotekskundskab II, [ID=984]
Clanchy, M.T., 1997: "Archives and Libraries" i Early Medieval England, Folio Society, [ID=1463].
Dahl, Svend, (edt.), 1958: Nordisk Håndbog i Bibliotekskundskab, Vol. II, [ID=984].
Hamel, Christopher de, 2016: Meeting with Remarkable Manuscripts, Allen Lane, [ID=4287]
Horn, Walter, + Born, Ernest, 1986: "The Medieval Monastery as a Setting for the Production of Manuscripts",
in: The Journal of the Walter Art Gallery, Vol. 44, pp.16-47, [Horn2].
Ilsøe, Harald, 1970: "Hamburg-Bergen-Roskilde", i Fund og Forskning, om Otto Sperling. [6591]
Jørgensen, Johan, 1968: Skifter og Testamenter, DHF.
Jørgensen, Johan, 1960-62: Kirkehistoriske Samlinger, 7. Række, IV Bind, 1960-1962.
Kells, Stuart, 2017: The Library, Text Publ. Co., Melbourne [ID=4278].
Madsen, Alice, 2003: "Bøger, bogspænder og bogbeslag fra Øm Kloster" i Øm Kloster, Øm Kloster Museum, [9576].
Michelsen, Hans, 1995: Peder Sørensen - en præst og hans bøger; En bog- og bibliotekshistorisk undersøgelse, Kolorit, Roskilde Stiftsblad, [ID=1822].
Naudé, Gabriel, 1627 / 1970: Vejledning i Biblioteksarbejde, oversat af Robert L. Hansen, Gad, [6370],
Originaltitel: Advis pour dresser une Bibliothèque, Sebastian Eschart, Paris.
Newton, Francis, 1999: The Scriptorium and Library at Monte Cassino, 1058-1105, CUP, [MCas]
Petroski, Henry, 1999: The Book on the Bookshelf, Knopf, NY, [9115].
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109].
Roover, F.E. de, 1939 / 1957: "The Scriptorium", i Thompson, J.W. (edt.), 1939: The Medieval Library, Chicago, [MedLib].