Perioden, hvor bogtrykket blev opfundet og hurtigt spredte sig over hele Europa, og hvor produktionen af det "skrevne" ord på papir eller pergament følgeligt også voksede med trykkapaciteten ved overgangen fra skrift til tryk. De først trykte bøger blev snart et samlerobjekt og i dag anses inkunabler - bøger trykt mellem metodens opfindelse og før år 1501 - i Danmark defineres inkunabler dog som tryk frem til 1550- for sjældenheder og forhandles for høje priser.
Mange biblioteker opgør deres beholdning i afdelingerne: Håndskrifter, inkunabler og trykte bøger i øvrigt. Nogle beholdninger skelner også mellem inkunabler til 1500, tidligt trykte værker til 1600 og værker trykt efter år 1600.
På KB befinder stort set alle Danmarks inkunabler sig - ca. 4.500 enheder. Kataloget over dem blev udarbejdet af Victor Madsen og udgivet 1931 til 1938 i 2 bind og 1 bind i 1963. De kan i dag læses digitalt på KBs hjemmeside (men linket duede ikke 2019-03-24).
At anvende ordet revolution om betydningen af bogtrykkunsten kan forsvares alene af den grund, at prisen på bøger faldt helt uden sidestykke i fremstillingsindustrien på den tid. Ikke før vi er henne i den industrielle revolution, kan reduktionen i pris for forbrugsgoder matches. Hvor en skriver til kopiering i 1483 forlangte en florin for kopiering af fem ark, så forlangte Ripolibogtrykkeriet tre floriner for det samme, men hvor kopisten kun fremstillede en kopi for prisen, så udgjorde oplaget fra bogtrykkeren 1025 kopier.
[9125 p.14]
Betydningen for biblioteker var tilsvarende enorm. Både med hensyn til den hastighed, som det trykte medie kunne distribueres med, og for den pris, som et bibliotek skulle yde for et eksemplar, gav det indtil da ukendte muligheder for ekspansion. Samtidig havde bogtrykkunsten stor betydning for udbredelsen af uddannelsen i læsning og skrivning, da nu så mange flere mennesker kunne stifte bekendtskab med det skrevne ord for en brøkdel af prisen, som det tidligere havde kostet.
I begyndelse af perioden 1500-1800 var bibliotekerne også på grund af reformationen i mange lande udfordret og mange forandringer i fobindelse med de protestantiske landes nye kirkeforordninger betød udskiftninger i bibliotekernes beholdninger.
Trykteknikken opfinder tillægges Johannes Gensfleisch alias Johan Gutenberg (død 1468-02-03). Gutenberg var navnet på hans hus i Mainz. Men hans navnetræk eller trykoplysninger med hans navn findes ikke i nogen af de tidligst trykte værker. Derimod peger anden indirekte indikation på ham som opfinderen af trykning med løse bogstavsforme. Det ene indicium er en ordre fra Frankrigs kong Charles VII i 1458 til en stempelskærer i den kongelige mønt om at rejse til Mainz og sætte sig ind i Gutenbergs trykkemetode.
Det ældste kendte tryk er et afladsbrev trykt i efteråret 1455 i Mainz. Det udkom til støtte af Cyperns forsvar mod tyrkerne. Det ældste udfyldte eksemplar er dateret 24. oktober. Og et eksemplar blev købt af kannik Peder Henriksen, Vor Frue Kirke, og det er dateret 1455-04-29.
Den første trykte bibel kaldet Gutenbergs Bibel udkom i 1456, og store dele af trykningen må være foregået i 1455, men heller ikke i dette værk er Gutenbergs navn nævnt.
Et andet tidligt tryk, et psalter fra 1457, bærer trykkernavnene på to andre Mainz-håndværkere.
De betydeligste tidlige bogtrykkere i Tyskland var Johann Fust i Mainz og Peter Schöffer, der samarbejdede og udgav i 1457 et psalterium. På grund af Mainz udplyndring i 1462 spredte trykkunstens håndværkere sig i 1460'erne til de andre tyske byer langs Rhinen som Strassburg og Köln, men også Ulm, Augsburg og Nürnberg fik hurtigt trykkerier eller i hvert fald omrejsende trykkere på besøg.
Italien blev det første land efter Tyskland med aktive bogtrykkere, idet to elever af Schöffer: Conrad Sweynheim og Arnold Pannartz, trykte de første italienske værker i Subiaco nær Rom i 1465.
I England blev William Caxton den første bogtrykker. Han lærte faget i Köln og siden i Brügge, før han vendte hjem og i 1476 trykte de første bøger i England. Mest kendt er hans første trykte udgave af Canterbury Tales fra 1476. I 1483 trykte han sin anden udgave af samme værk. Han havde dog trykt den første bog på engelsk, mens han var Brügge i 1473. Det var Recuyell of the Historyes of Troye.
Frankrig kom først med i 1470, men det var med indforskrevne tyske håndværkere, der inidrettede værksted i Sorbonne, hvor de trykte latinske værker til brug i universitetet. Forretningerne i Frankrig gik ganske godt, og omkring 1500 var der ca. 70 aktive trykkerier i Paris.
I Danmark blev den første bog trykt i Odense i 1482 af Johan Snell, der kom op fra Lübeck som rejsende bogtrykker. Det formodes, at han havde lært håndværket af Michaelisbrødrene, der var aktive i Rostock, og der er dokumentation for hans immatrikulering ved Rostocks universitet 1481-05-22. Senere på året kom han til Odense, hvor han trykte Breviarium Ottoniense for Fyens Stift. Den anden bog, han trykte, var Obsidio Rhodiana forfattet af Guilhelmus Caorsinus, og i kolofonen er Johan Snells navn trykt. Bogen er en beretning om tyrkernes belejring af Rhodos i 1480. Den blev genudgivet i 1982 i anledning af jubilæet.
I 1483 trykte Johan Snell i Lübeck også for Odense Stift Agenda Ottoniensis, en slags præstehåndbog med ritualer for kirkelige handlinger (bogen befinder sig på BL.) Til de liturgiske bøger hører foruden breviariet også missalen, og en sådan blev også trykt i Lübeck for Fyens Stift, men trykkeren var for Missale OttonienseLucas Brandis i 1483. Fyens Stift blev det første i Norden med trykte liturgiske bøger.
Da William Caxton den 18. november 1477 havde trykt den første daterede bog i England: Dictes and Sayenges of the Phylosophers, mentes den at være for simpel til en fremstilling for kongen, så bogen blev afskrevet og illumineret som håndskrift på pergament, før den præsenteredes for Kong Edward IV og hans familie. Det siger noget om opfattelsen af kvalitet på det tidspunkt.
[ID=1463 p.398]
Skulle bøger ligne mss?
Tryk på pergament og papir.
Skulle trykskrifterne ligne håndskrifternes bogstaver?
Skriftudvikling.
Fraktur og Schwabacher.
Papiret
Trykpapir skal kunne tage mod trykfarven, suge den ind og tørre hurtigt for ikke at smitte af på nabolagene og er derfor svagt limet. Det skal være uigennemsigtligt, så bagsidens tryk ikke kan genere læseren. I klassisk bogtryk skal papiret være elastisk eller smidigt for at trykket på bogstvet ikke behøver at være overdrevent stort for at afsætte bogstavstrykket komplet på papiret. [1786 p.244]
Af hensyn til læsbarheden bør papiret til tekst ikke være glittet, da genskin vil genere læsningen. Gramvægten bør være mellem 70 og 100 gram for bøger i oktav- og kvartstørrelser. Større formater anvender i bogtryk 150 til 160 grams papir.
Papirets fibre vil under produktionen lægge sig parallelt med løberetningen gennem papirmaskinen, og papiret vil derfor ved fugtning udvide sig mest i tværretningen, som det sker ved trykning og påsmøring af lim ved indbindingen. Fibrenes bør derfor ligge parallelt med bogryggen. Så falder bogsiden også bedst og forbliver åben. Dette forhold skal tages i betragtning ved udskydningen af tryksiderne på arket, så falsningen vil ende med et ark med den rette baneretning.
Trykfarven
Papiret skal ikke være for hvidt med for kraftigt sort tryk, da kontrasten trætter læseren unødigt. Trykfarven skal afpasses til papirets farve.
Under indbinding er omtalt papirstørrelse, falsning til ark, arkstørrelser og bogformat og indbinding.
Papirstørrelse
Pergamentarket
Pergamentet blev tilskåret, så det foldet en gang gav den ønskede bogstørrelse. Ordet folio betyder på latin "et ark" og foldet en gang gav det to blade med fire sider. Bøgerne blv dannet af de enkelte falsede ark lagt oven på hinanden og syet sammen gennem rygfolden fra det inderste ark gennem alle de ydre. Da man fandt på at lægge flere enkelte ark inden i hinanden blev ordene kvarto dannet, latin quaternus / quaternio og på græsk tetradion, betydende fire ark med i alt 8 blade, og størrelsen af bogblokken lå omkring 25 cm i højden og 45 x ½ cm i bredden.
Der blev også brugt både mindre og større formater og antallet af enkeltark varierede også med både 6, 10 og 12 blade. Specielt skal nævnes en falsning af fem ark med 10 blade og 20 sider; det blev kaldt en quinternion, og er senere levet brugt i fagterminologien for et ark. [6016 p.215]
Papirstørrelse
Papirstørrelsen var varierende i ældre tid. Først efter 1800 begynder trykmaskinerne at være så tilpas ensartede, at papir i bestemte og vedvarende størrelse vandt frem, men først med standardiseringsnormerne ved 1900-tallets begyndelse kom der endeligt faste regler for papirstørrelsen til trykformål, hvilket ikke betød, at særformater kunne bestilles fra papirfabrikkerne.
Før der indførtes standardiserede papirstørrelser ud fra den tyske "normalformat", der allerede blev foreslået i 1884, brugte man nogle meget tilfældige navne; nogle var dannet ud fra papirets formål: postil og koncept fx, andre var oprindeligt vandmærker, der gik ind i sproget i en sådan grad, at fagfolkene bare omtalte papirstørrelsen ved vandmærket: bikube, krone, foolscap fx, men mange navne er bare producentens vilkårlige markedsføringsnavn.
Når man alligevel ikke kan sige noget om bogstørrelsen ud fra papirarket, er det fordi bogtrykker og bogbinder har det sidste ord, og når udgiveren ønsker en bog i en bestemte størrelse, så skærer bogbinderen den til. Tendensen er gennem tiden gået hen mod større ensartethed og mere standardisering.
Arket kaldes på engelsk af bogtrykkeren for sheet, af bibliografen for leaf og for bogbinderen gathering. [1704 p.103]
Falsning
Første proces for et færdigtrykt og tørret ark papir er falsningen. Falsningen danner de enkelte blade i arket, og der kan falses to, tre eller flere gange, og for hver gang bliver der flere og flere lag i rygfolden. Falsningen gør det muligt at hæfte de enkelte ark sammen ved at sy hvert ark gennem rygfolden til et bånd, der løber vinkelret på arkfladen. Falsningen er nødvendig for at frembringe rygfolden, og afhængig af antal blade, der ønskes i det falsede ark, gives der forskellige måder at false det på.
Ark
Det falsede ark har nu den rå størrelse, som vil være den færdige bogs maksimale størrelse, men i praksis vil bogen altid blive mindre, da der under indbindigen afskæres yderkanter på de tre løse sider af bladene for at få et ensartet snit. Mange bøger blev tidligere solgt uden indbinding, idet ejeren selv ønskede at vælge sit bind. Den praksis smittede af på bøger, der blev indbundet i papirbind og papbind i 1900-tallet, da disse så var slutindbundet til læseren, men hvor bogbinderen havde undladt at afrette yderkanterne. Det gjorde bogen unødig besværlig at bladre i.
På et meget tidligt koptisk manuskript i codex-form er pergamentarkene foldet en gang til ark med to blade bifolia, og derpå er et stort antal ark lagt inden i hinanden, og hele stakken er syet på en gang gennem rygfolden og bliver meget svær at bladre i. Ret tidligt i kristne manuskripter fandt man ud af at samle de en gang falsede pergamentark i mindre enheder med to til fire ark i et læg med altså fire til otte blade. Normalen blev otte blade, men mange andre antal findes. [7297 p.18]
Læg
Arkene kaldes også for læg, da bogbinderen lægger arkene oven på hinanden under sammensyningen. På engelsk kaldes en samling af ark i et læg for gathering, quire, section eller signature.
I 1500-tallet blev bøger i foliostørrelse normalt samlet af læg med seks blade i hvert, mens det normale i de allertidligste tryk i 1400-tallet var at samle ti blade i hver.
For at kunne holde styr på arkenes rækkefølge i bogen er de nederst på første side mærket med en kode, en signatur, eng. signature, der fortæller bogbinderen, hvilken rækkefølge læggene i bogen har. Signaturen kan være alfabetisk: A, B, C osv. eller numerisk: 1, 2, 3 osv.
[1704 p.103]
Bogsalg fandt i 1634 stadig plads i Frue Kirke og dens kapeller samt på Børsen, hvor bl.a. hollandske forlag solgt importvarer. Denne handel blev sat i system ved nogle af de første udenlandske bogforlagskataloger trykt for brug i Danmark efterfulgt i 1640'erne af danske forlagskataloger.
[ID=921 p.328]
Ifølge skoleforordningen af 1775 skulle landets latinskoler oprette egne biblioteker. Odense Katedralskole havde haft bibliotek siden 1537. Når eleverne var færdige på katedralskolen, fortsatte de på Odense Gymnasium, der den gang lå tæt ved. Elever og lærere ved de to institutioner havde adgang til biblioteket (fra 1802 var de to skoler fusioneret og biblioteket fik plads i det gamle gymnasiums bygning.
Fra skifter og testamenter kan man danne sig et vist indtryk af bogbestandens udvikling hos privatpersoner. Man skal dog erindre sig, at der i et bo kan være udtaget værdier, inden inventarlisterne udfærdigedes. I mange skifter blev bogbestandene slået sammen til en gruppe og ofte med megen ringe værdi, der kan skjule værdifulde bind, som vurderingsmændene af mangel på relevant viden ikke kunne vurdere korrekt.
Det kunne forventes, at de kongelige samlinger var af betydning, men det var ikke altid tilfældet. Carl S. Petersen har undersøgt tilgangen af danske bøger til dronning Sophie Amalie, Frederik IIIs kone. Hendes samling var for en stor dels vedkommende arv fra moderens skønlitterære og opbyggelige bøger alle på tysk. Tilgangen af danske værker i perioden 1660-1670 var på gennemsnitligt en bog om året, men hun mestrede flere andre sprog og stod dansk kultur fjernt og blev derfor næppe nogen frontfigur i promovering af dansk skønlitteratur.
Også Struensees bogsamling er undersøgt. Om den står der ved Edward Holm, at hans bogsamling var lige så ringe, som hans garderobe var udmærket.
[Jørgensen p. 51ff]
I middelalderen var bogbestanden hos borgere noget nær ikke eksisterende på nær visse simplere værker til husandagter. Først med skifteprotokoller fra Kalundborg fra 1682 til 1695 har man kunnet danne sig et indtryk. Her blev 100 boer registreret i perioden, og man fandt kun bøger nævnt i 14 af skifterne. En tilsvarende undersøgelse for Århus viste en lidt større forekomst af bøger her.
[Jørgensen p.55]
Handel med brugte bøger foregik foruden direkte fra boghandlere gennem auktioner, og for en del af disse er der overleveret auktionskataloger, der muliggør at få et vist overblik over, hvad de privatbiblioteker, der ved dødsboer, konkurser eller på anden vis blev sat til salg på en auktion. Det ældste bevarede danske auktionskatalog er trykt 1654. Det er efter en anonym sælger eller anonymt bo og er noteret i Bibliotheca Danica, bind 4, spalte 591.
Værdifulde håndskrifter og bøger har alle dage vandret mellem samlingerne hos private samlere for efterhånden at ende i offentlige samlinger, hvorfra det sjældent er andet end dubletter, der igen overgår til private ejere.
For denne omsætning af bøger har auktionsreglerne spillet en væsentlig rolle ved at regulere salgsprocessen, salæret m.v. og de forpligtelser som køber, sælger og auktionarius har. Danmark fik allerede auktionsreglement udstedt 1661-04-24 og en forbedret udgave i 1693-12-19. En vigtig rolle spillede også de kataloger, der blev udgivet i håndskrift eller - oftest - som trykte værker før auktionerne.
Kommunikationen 1600-1800 fungerede hovedsageligt ved trykte kataloger over de på auktionerne udbudte værker, ikke mindst fordi vægtige værker interesserede mange udenlandske potentielle købere, og en betragtelig tid kunne gå efter en samlers død eller økonomiske uføre, før en samling var ordnet, beskrevet og et salgsmateriale var klar og rundsendt i ind- og udland. For store samlinger skulle der holdes enkeltauktioner i flere dage eller uger, og det hændte, at værker i første budrunde ikke blev afsat og igen måtte udbydes senere, før et bo kunne afsluttes.
Som eksempel på bøgers vandring fra samling til samling har jeg nedenstående tilføjet nogle oplysninger om auktionen afholdt 1726, hvor Frederik Rostgaard af økonomiske grunde måtte udskille 7.683 bøger og 1.068 håndskrifter samt en del småtryk, kort og stik. Lignende eksempler kunne opstilles for stort set samtlige nævnt i dette afsnit.
Danske privatbiblioteker
Karen Brahe
Karen Brahe (1657-1736) arvede sin moders faster, Anne Gøyes (1609-1681) bogsamling. Annes onkel var Holger Rosenkrantz. Samlingen på 1.000 bind heraf 100 håndskrifter voksede i Karen Brahes tid til ca. 3.500 bind, der endte på det af Karen oprettede Odense Adelige Jomfrukloster (fundats af 1716-11-08), der fik til huse i byens gamle bispegård ejet af hendes far Preben Brahe til Hvedholm. Karen Brahe boede selv fra 1673 på klostret.
Karen Brahe købte værker til sin bogsamling på auktionerne holdt på Frederik Rostgaards samling i 1726, og der blev indkøbt bøger så sent som i 1878.
Fa 1907 blev bogsamlingen deponeret på Landsarkivet i Odense (tilladt ved kongelig resolurion af 1907-07-11). I 2010 besluttede samlingens bestyrelse, at den skulle flyttes til Roskilde Kloster*), hvortil der overførtes ca. 3.400 trykte værker og 100 håndskrifter. 53 af samlingens titler er unika. De er scannet af KB og kan ses i deres digitale samling. *) Roskilde adelige Jomfrukloster stiftedes 1699 af Admiral Niels Juels hustru Margrete Ulfeld († 1703) og enkefru Birgitte Skeel († 1720) efter general Niels Rosenkrans († 1676). Stiftelsen flyttede ind i den tidligere Sortebrødre Gaard med plads til 7 frøkner [ID 3513].
Jesper Brochmand (1585-1652), fra 1610 professor pædagogicus og fra 1613 professor i græsk ved Københavns Universitet. Fra 1617 huslærer for den udvalgte prins Christian. Sjællands biskop fra 1638 til sin død. Brochmand var personlig ven med Holger Rosenkrantz. Hans bogsamling blev testamenteret til Universitetsbiblioteket (og følgeligt mistet i 1728).
Christian Danneskiold-Samsøe (1702-1728), kammerherre. Samlede i sin korte levetid 7.500 bind bøger og 500 håndskrifter. De mest kostbare håndskrifter blev ved auktionen, hvortil kataloget udkom 1732, købt til KB.
Hans Gram (1685-1748), historiker og sprogforsker. Størstedelen af hans bogsamling blev skabt mellem 1730 og 1748.
Marquard Gude (1635-1689), arkæolog, fra 1671 gottorpsk bibliotekar. Bogsamling solgt efter 1689 ved flere auktioner, håndskrifterne dog samlet til Hertug Augusts Bibliotek i Wolfenbüttel. KB købte intet.
Henrik Hendriksen Hielmstierne (1715-1780), søn af islandsk købmand. HHH. var embedsmand, kancellisekretær, præsident for Videnskabernes selskab, bogsamler af ældre dansk litteratur, der ikke var højt estimeret i 1700-tallet. Hans datter og svigersøn forblev barnløse og oprettede den stadig aktive Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse, og bogsamlingen blev 1807 overgivet til KB.
Just Høg (1640-1694) til Gjorslev, døde barnløs, enken døde i 1702. Universalbibliotek med ca. 5.000 bind og egen bibliotekar. Samlingen solgt på auktion i 1695. To trykte kataloger.
Jacob Langebek (1710-1775), præstesøn, geheimearkivar, historiker og bogsamler. Indgik i kredsen omkring Rostgaard og Hans Gram. Bogsamling med vægt på videnskabelige emner. Solgt på auktion 1777. Langebek samlede katalog over Rostgaards samling i KB. Han arbejdede med samling af en dansk ordbog, der aldrig udkom, men hans arbejder indgik senere i Videnskabernes Selskabs Ordbog. Medstifter og initiativtager til Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. En del af samlingen endte i KB sammen med hans egne udgivelser, mens hans egne manuskripter og noter er i Rigsarkivet.
Bolle Willum Luxdorph (1716-1788), embedsmand, historiker. Bogsamler af døgnlitteratur, pjecer og småtryk. Pjecer fra trykefrihedstiden. Solgt på auktion 1789 og gik til KB.
Peder Hansen Resen (1625-1688), jurist, historiker og præsident i Kbh. Bogsamling af dansk litteratur. Doneret 1679 til UB. Mistet i 1728. Han er i dag bedst kendt som samler materialet til Atlas Danicus, der ikke blev udgivet af ham og havde en meget kringlet udgivelseshistorie, som kan ses i hans biografi. Hans bogsamling mistedes ved UB-branden 1728.
Holger Rosenkrantz (1574-1642) til Rosenholm (ved Hornslet). Universalbibliotek med ca. 6.000 bind. Etablerede akademi på slottet. Biblioteket blev 1627 af Wallenstein ført til Tyskland. En del vendte tilbage til arvingerne. Gunde Rosenkrantz (1604-1675) arvede en del af faderens bøger og samlede selv. Gundes samling blev taget af svenskerne i 1658 og endte i Magnus Gabriel de la Gardies (1622-1686) bibliotek.
Jens Rosenkrantz (1640-1695) til Keldgaard. Bogsamling på 15.000 bind. Hans samling af oldislandske dokumenter blev fra boet købt til Den Arnamagnæanske Samling. Hans bogauktion var den hidtil største i København.
Frederik Rostgaard (1671-1745), gehejmearkivar. Hans bogsamling blev solgt ved auktion i 1726, men allerede i 1712-06-06 blev der i Rostgaards ejendom afholdt auktion over 1.287 numre, men da auktionen var anonym, ved man ikke med sikkerhed, om bøgerne var Rostgaards egne. Auktionen afholdt 1726-01-07 til 1726-02-28 skete med et grundigt og professionelt samlet og trykt katalog over de godt 8.000 bind bøger og håndskrifter. Auktionens gennemførelse kan følges i auktionsprotokollerne, der findes i dag.
Allerede inden auktionen havde Otto Thott købt 593 ligprædikener, som jeg formoder gik tabt, da hans samling ved Københavns brand 1728 blev flammernes bytte.
På auktionenre købte Christian Danneskild-Samsøe en del håndskrifter og inkunabler, men da han døde allerede 1728 blev de ved hans dødsboauktion i 1732 solgt igen, og en del endte da i KB.
En anden samler, Abraham Lehn, købte inkunabler for 137 rigsdaler og afhændede dem igen 1735 til UB.
Både bogsamlere og historiker som Hans Gram og Arne Magnusson købte mange håndskrifter, en del dog som kommissionærer for andre (som fx Hans Gram, der købte til Hans Sloane i London).
Før Hans Gram døde i februar 1748 havde han mistet en mindre del af sin samling ved branden i 1728. Hans dødsboauktioner blev holdt 1748 og 1750, hvorved en stor del af hans håndskrifter endte i KB.
Arne Magnussons samling endte senere i egen afdeling på KB (og senere i Island).
Biskop Deichmann i Oslo købte ind gennem kommissionær, men da hans samling også senere blev offentlig, så endte Rostgaards værker også i norsk offentligt eje.
Karen Brahes biblootek i Odense kåbte håndskrifter af bl.a. Hans Tausen, og de må formodes stadig at være i den samling.
Rostgaard tilbagekøbte selv nogle bøger og håndskrifterne, som han senere donerede til UB sammen med nogle senere samlede værker.
[ID=1826] pp.92 + 108ff.
Jørgen Seefeld (1594-1662), ærkedegn i Roskilde med embedsbolig på Ringsted Kloster. Hans bibliotek på ca. 25.000 bind var opstillet på Ringsted Kloster. Corfitz Ulfeldt fik svenskekongens tilladelse til at konfiskere bogsamlingen, der via Bavelse førtes til Malmö. Senere konfiskerede den svensk regering samlingen fra Ulfeldt og førte den til Stockholm, hvor meget brændte på Stockholm Slot 1697. Sveriges kong Gustaf gav en del af samlingen til P.J. Coyet på Trolle-Ljundby i Skåne, og i 1710 første danske styrker denne del tilbage til Danmark. KB besidder nogle arbejder i Seefelds egen hånd, for det meste fædrelandshistoriske emner.
Mogens Skeel (1651-1694) til Fussingø. Bogsamling på 4.000 bind. Han skrev og udgav en del skønlitterære arbejder, nogle anonymt.
Stephen Hansen Stephanius (1599-1650), magister og professor ved Sorø Akademi fra 1630. Han udgav i sin udenlandske studietid værker om Saxo Grammaticus og var ven med Ole Worms. Hans historiske og filologiske bogsamling, men interessen i Danmark var ikke til stede, og enken solgt samlingen til Sverige, hvilket har været til gavn for senere forskning, idet Stephanius havde afskrevet og excerperet mange af de håndskrifter, der gik til grunde ved Trinitatisbranden 1728, men altså nu fandtes i kopi i Sverige. Bl.a. gik Kong Valdemars Jordebog til Sverige, men blev i 1900-tallet byttet med andet, så den nu er i Danmark.
Peter Frederik Suhm (1728-1798), historiker. Samling på knapt 100.000 bind, som fra 1775 eller 1778 fik offentlig adgang. Samlingen blev købt til KB. Selvstændig omtalt under enkeltbiblioteker.
Otto Thott (1703-1785), gehejmeråd, lensgreve, bogsamler. Bolig i palæet på Kgs. Nytorv og på Gavnø. Bag palæet i København opførtes en selvstændig biblioteksbygning. Hans ungdomssamling fra sine rejser gik tabt 1728 i branden. Han samlede igen og havde ved sin død 120.000 bind bøger og 4.154 håndskrifter. Håndskrifterne blev sammen med 6.159 inkunabler fra før 1530 doneret til kongens håndbibliotek. Samlingen fyldte 11 binds auktionenskataloger. Ved de efterfølgende auktioner fra 1788 til 1792 købt KB 60.000 bind. Særlig vigtig i dag er også en delsamling af delvis på datiden forbundte skrifter om radikale filosofiske emner.
Laurids Ulfeld (1605-1659) til Bygholm, Horsens. Samling på ca. 2.600 bind udenlandske værker om historie, geografi og skønlitteratur. Samleren døde fattig, og samlingen blev købt af kong Frederik III og indgik ved stiftelsen af KB i dettes samlinger.
Videnskabelige biblioteker i udlandet
I renæssancens kulturstormagt Italien fik de tre væsentlige biblioteker: Vatikanbiblioteket, Mediceo-Laurenzianabiblioteket i Firenze og Marcianabiblioteket i Venedig egne bygninger og doneret eller på anden vis modtaget store bogsamlinger fra andre sider. Selv fra så fjerne steder som Stockholm fik Vatikanbiblioteket dele af Dronning Kristinas bogsamling som arv i 1689, hvilket så ironisk nok var et held, da det svenske kongeslot nedbrændte med indhold senere (1697-05-07). Se nærmere om de tre biblioteker ved at følge linkene.
I 1600-tallet blev der allerede i 1602 oprettet endnu et videnskabeligt bibliotek i Italien. Det var kardinal og ærkebiskop Frederigo Borromeo (1564-1631), der grundlagde Bibliotheca Ambrosiana i Milano og fik opført en bygning til det, som blev indviet i 1609. Det var et offentligt bibliotek, og en af de første accessioner var håndskrifterne fra Bobbiobiblioteket i 1606.
I 1700-tallet tilgik flere større samlinger de ovennævnte biblioteker, men især udviklede forskningen i håndskrifter sig, hvilket satte sig spor i flere nye trykte håndskriftskataloger. Hovedværket udgivet i 1700-tallet samlet af bibliotekaren Antonio Muratori († 1750) var håndskriftsbibliografien Rerum italicarum scriptores, som i sin tredje serie udkom med bind i 2012 og nogle af de ældste foreligger offentligt digitaliseret (fx http://gutenberg.beic.it/view/action/nmets.do?DOCCHOICE=2086837.xml&dvs=1550936580632~
85&locale=da&search_terms=DTL10&show_metadata=true&adjacency=&VIEWER_URL=/
view/action/nmets.do?&DELIVERY_RULE_ID=7&divType= ).
Frankrigs væsentligste bibliotek var Bibliothèque du Roi. Kong Francis I (1515-1547) samlede i 1544 på slottet i Fontainebleau sin egen samling med bogbestandene fra slottet i Blois efter kongerne Charles VIII og Louis XII. Biblioteket havde i 1547 næsten 3.000 håndskrifter, men kun 200 trykte bøger. Denne magre samling trykte bøger skulle dog hurtigt vokse, efter kongen i 1537 havde udstedt forordning om pligtaflevering af et eksemplar af hver en trykt bog i Frankrig til samlingen i Fontainebleau (Ordonance de Montpellier af 28.12.1537). Frankrig er det første land, der får en sådan pligtaflevering.
Sidst i 1500-tallet herskede der religionskrig i landet, og biblioteket fik ikke megen opmærksomhed fra kongemagten. Først i de sidste år af århundredet kom en stor samling efter Katarina de Medici, enke efter kong Henry II af Frankrig, til biblioteket.
I 1500-tallets slutning flyttede biblioteket til Paris og 1600-tallet blev bibliotekets store århundrede. Der blev udgivet samlet katalog over beholdningens 6.000 bind i 1627. Pligtafleveringen fra trykkerierne blev forhøjet til 2 eksemplarer af hver bog og efter 1640 udkom en ny udgave af kataloget, og bibliotekets samlinger var i 1683 nået op på 40.000 trykte bøger og 10.000 håndskrifter, hvilket krævede et nyt sæt kataloger opdelt i 23 emnegrupper og samlet af overbibliotekaren Nicolas Clément.
Kongens bibliotek var ikke åbent for offentligheden. Derfor fik det af kardinal Mazarin, Bibliothèque Mazarine, i 1643 oprettede bibliotek med offentlig adgang stor betydnig i kulturlivet i Paris. Hovedpersonen i dette bibliotek var i begyndelse den meget kendte Gabriel Naudé (1600-1653), der i 1627 udgav sit værk om indretningen af et godt bibliotek Advis pour dresser une bibliothèque (genoptrykt på dansk ved Biblioteksskolen 1970).
I 1700-tallet blev både Bibliothèque Mazarine og det andet store offentlige bibliotk, Bibliothèque Sainte-Geneviève, og det i 1762 oprettede universitetsbibliotek ved Sorbonne væsentlige operatører i Paris' kulturliv.
Det kongelige Bibliotek blev besluttet åbnet for offentligheden i 1720 under overbibliotekaren Jean Paul Bignon (1662-1742), men af lokalemæssige grunde skete det i virkeligheden først i 1735, hvor det samtidig blev opdelt i fagsektioner.
Århundredet sluttede med Den Franske Revolution, der indvirkede på biblioteksvæsenet. Allerede i 1789 blev kirkens og klostrenes samlinger overtaget af staten, og de adelige emigranters bogsamlinger blev konfiskeret. Iflg. kilden (ID=984 p.74) berørte det omkring 13 millioner bøger og håndskrifter. En stor del tilgik dog Det Kongelige Bibliotek, der fra 1792 hed Bibliothèque Nationale, det var bl.a. 8.000 håndskrifter fra klostret Saint-Germain-des Prés. I løbet af Revolutionen oprettedes et nyt offentligt bibliotek, der senere blev kendt for sine samlinger af fransk skønlitteratur. Det var grundlagt med samlinger fra markis De Paulmy og hertug De La Vallières, der var konfiskeret, og fik navnet Bibliothèque de l'Aresenal.
I England havde bibliotekerne gennem 1400-tallet haft en god udvikling, men under Kong Henry VIII fik de hårde tider gennem reformationen og etableringen af den anglikanske statskirke. Rømningen af klostrene og hærgningen af kirkegodset gik også ud over bogsamlingerne, hvoraf mange blev ødelagt, andre røvet, og en del fyrster tog for sig af udvalget. Der blev nedlagt 800 klostre med vekslende størrelser af håndskriftsamlinger. Da forandrignerne var fuldbragt omkring århundredets midte, var kun bogsamlingerne i domkirkerne og i de to universitetsbiblioteker i Cambridge og Oxford tilbage.
Men det var en stakket frist, for i 1549 blev både Oxford og Cambridge besøgt af regeringens reformationskommissærer, der udtog papistisk litteratur ikke alene fra de to univeristetsbiblioteker men også fra kollegiebibliotekerne. Eksempelvis havde Oxford i 1447 som arv fået en håndskriftsamling på 281 bind fra hertug Humfrey af Gloucester (1390-1447), og da havde biblioteket kun 20 bøger. Men i 1549 havde det en beholdning på 600 bind, men kun 3 blev tilbage efter besøget fra London. I Cambridge lykkedes det at beholde 19 håndskrifter af 330. Nærmere århundredeskiftet modtog Cambridge så donationer fra ærkebiskop Matthew Parker i Canterbury. De fik plads i Corpus Christi College, der senere opkaldte deres ældste biblioteksdel efter Parker. Universitetsbiblioteket i Oxford fik først sin glansperiode ind i 1600-tallet, da Thomas Bodley blev ansvarlig for biblioteket, og som biblioteket også senere fik navn efter.
Det engelske biblioteksvæsen i 1600-tallet er centreret omkring de to universiteter i Oxford og Cambridge. I Oxford er det Thomas Bodley (1545-1613), der udvikler biblioteket. Han trak sig tilbage fra offentlige embeder i 1598 og helligede sig resten af livet biblioteket i Oxford. Han indføjede resterne af Hertug Humfreys Bibliotek med 2.500 trykte bind i universitetsbiblioteket. Bibliotekaren Thomas James udgav i 1605 det første trykte katalog, der var et kombineret alfabetisk og plads-katalog. Fra 1610 fik biblioteket ret til at modtage et eksemplar af hver bog udgivet af en forlægger. Det var ikke et så sikkert system at lade boghandlerne stå for indsendelsen i stedet for bogtrykkerne. Et helt alfabetisk katalog udkom 1620. Inden Sir Thomas Bodley døde havde han med Kong James Is accept fået navngivet Biblioteket Bodleian Library.
Til den engelske verden hørte også Irland, hvor reformationen havde tømt klostre og kirker for litteratur. Først 1591 blev Trinity College i Dublin oprettet.
England gav ved Copyright Act i 1709 universiteterne rekvisitionsret, men retten kom ikke fra begyndelsen til at fungere godt. Man fik hovedsageligt samlingerne forøget ved donationer. Bodleian fik således i 1755 en stor samling om Cromwelltiden og borgerkrigen fra biskop ("frikirkemand") Richard Rawlinson (1690-1755). Hans samling var så stor, at han havde opdelt den i tre: engelsk, fremmedsproget og klassisk samling.
I Cambridge fik man den største donation nogensinde i 1715: Fra biskop John Moores bo (1646-1714) (Norwich og Ely) fik bibliotket 30.000 bind. De blev ved auktion købt af Kong George I i anledning af hans kroning og doneret til Cambridge. Disse bøger forøgede beholdningen fra 15.000 til 45.000 bind. En del kollegier i Cambridge har meget væsentlige samlinger. Fx har Corpus Christi College i sit Matthew Parker Bibliotek omkring 30 manuskripter af angelsaksisk oprindelse og er altså nogle af de ældste engelske dokumenter. Se mere under Matthew Parkerbiblioteket.
British Museum
1700-tallets største biblioteksbegivenhed i England var oprettelsen af British Museum, der inkluderede både museum og bibliotek. Bibliotekets grundlæggende oprettelse skete ved en indledende lov: British Museum Act 1700 (13 & 14 Will. 3 c. 7) og den mere konkrete lov: British Museum Act 1706 (6 Ann. c. 30).
Naturvidenskabsmanden Hans Sloane (1660-1753) tilbød den engelske nation sine samlinger af både bøger, 50.000 bind, og naturalier. En lov blev 1753 vedtaget om køb af Sloanes samling og samtidig kongens private bogsamling.
Disse to samlinger blev sammen med Cottonsamlingen (se efterfølgende afsnit) og Robert Harleys håndskriftssamling grundstammen i British Museum. Bogsamlingen efter Robert Harley (1661-1724) 1st Earl of Oxford, og hans søn Edward (2nd Earl 1689-1741) og dennes søn den Tredje Earls død solgt af sidstnævntes datter, hertuginden af Portland (1715-1785) til BM. Samlingens vigtigste del var de 7.600 håndskrifter, heraf 300 bibelhåndskrifter. Betingelsen for afståelsen var, at håndskriftssamlingen blev fusioneret med håndskrifterne samlet af Robert Cotton (1571-1631).
Cottons samling indeholdt to unikke værker: Beowulf og Sir Gawain and the Green Knight. Både hans søn og hans barnebarn John Cotton forøgede samlingen, som sidstnævntes død 1702 blev doneret til nationen. Efter 1706-lovens vedtagelse blev samlingen flyttet fra det meget forfaldne Cottonhus (lå, hvor parlamentsbygningen nu ligger) til Essex House, der blev anset for brandfarligt, og derfor straks efter igen blev flyttet nu til Ashburnham House, hvor det 1707 blev opstillet sammen med kongens håndskriftssamling, Old Royal Library. Desværre brød Ashburnham House i brand 1731-10-23. Ved branden blev en tredjedel af håndskrifterne ødelagt eller beskadiget. Heldigvis kasseredes de beskadigede værker ikke, og det har med nutidens avancerede metoder gjort det muligt at få gjort resterne af mange læsbare.
British Museums nye bygning stod færdig i 1753, og alle samlingerne blev overført dertil. Fra 1757 var kongens håndsskriftssamling samt dens 10.000 bind trykte bøger af George II også doneret til BM. Med overgangen af den kongelige samling til BM hørte også retten til at modtage det pligtafleverede eksemplar af alle i England trykte bøger.
Cotton havde opstillet sine bøger efter et hyldesystem, som BM fortsatte. Se det omtalte efterfølgende.
Da Tyskland var centrum for reformationen, mærkede bibliotekerne der også uroen. Århundredet var med de mange stater i det tyske område stadsbibliotekernes tid. De større byer med læreanstalter oprettede biblioteker, og fyrstebibliotekerne voksede med tilgangen af trykte værker. Ikke mindst reformationens lære om borgernes deltagelse i gudsdyrkelsen på en hel ny måde, der kræve læsefærdighed og mange flere bøger end tidligere, gav fremgang for bogspredningen. Man kan sige, at trykteknikken gjorde reformationens lære mulighed for at slå igennem til meget bredere kredse, og antallet af læsekyndige var stærkt stigende, uden dog endnu at være en almen færdighed i de lavere samfundslag.
Oprettelsen af bibliotek i Magdeburg skete 1525, i Hamburg i 1529, i Strassburg i 1531, i Augsburg i 1537. I Wittenberg Slot oprettede fyrsten Fredrik den Vise (Frederik III af Sachsen 1463-1525) sit fyrstebibliotek og gjorde det til bibliotek for læreanstalten samme sted. Det protestantiske universitet oprettet 1527 i Marburg fik bibliotek, Jena universitetet oprettedes 1558 og fik adgang til Wittenbergs slotsbibliotek, der 1548 var flyttet til Jena. I Heidelberg blev universitetsbiblioteket fusioneret med kurfyrste Ottheinrich († 1559) og fik navnet Bibliotheca Palatina og blev det righoldigste bibliotek i den protestantiske del af Tyskland ikke mindst takket være en donation fra finansmanden Ulrich Fugger († 1584) på over 1.000 håndskrifter. De fik dog ikke lov at beholde den fine samling, for i 1622 blev biblioteket hærget af Tilly, og sejrherren Maximilian I af Bayern skænkede samlingens skatte til Vatikanbiblioteket. Efter Napoleonskrigene fik Heidelberg 847 håndskrifter retur.
Brandenburghertugen Frederik Vilhelm († 1688) beordrede i 1659 oprettelsen af et bibliotek i Berlin. Det blev senere til det Preussiske Statsbibliotek. Det var fra begyndelsen åbent for publikum hver dag, og havde allerede ved grundlæggerens død en beholdning på 1.600 håndskrifter og 20.000 trykte bøger.
I det sydlige tysk-østrigske område oprettede Hertug Albrecht V (der Grossmütige) af Bayern i 1558 i München et bibliotek, Bibliotheca Regia Monacensis, i samarbejde med den bibliofile finansmand Johann Jakob Fugger (1516-1575), hvis bibliotek Hertug Albrecht senere købte. Biblioteket voksede inden 1600 til 11.000 bind med mange kostbare håndskrifter. En nykatalogisering udkom i årene 1745-1777 under furfyrste Max III Joseph.
Den største tilgang kom ved de ca. 150 klostres sekularisering omkring 1800, hvorfra kom mange håndskrifter fra karolingertiden, der blev katalogiseret af J.A. Schmeller (respekteret som videnskabelig iværksætter af moderne håndskriftsbibliografi).
Anden Verdenskrig ramte ikke beholdningen, der var blevet evakueret, men kun bygningerne.
Blandt skattene er der en Codex aureus fra ca. 870. Det regnes for et af de smukkest udsmykkede håndskrifter.
Længere mod øst oprettede kejser Ferdinand I i Wien ca. 1530 sit hofbibliotek på grundlag af faderen kejser Maximilian I.s samling. Det blev senere til Österreichische Nationalbibliothek. Kejseren indførte også pligtaflevering, og bibliotekets samling klassificeredes i 24 emnegrupper som blev beskrevet i et katalogværk, mens Hugo Blotius var overbibliotekar.
Biblioteket fik fra 1623 adresse i Hofburg og forøgelser fulgte fra samlingerne fra Raimund Fugger den ældre i 1654 og senere fra hans søn og barnebarn. Biblioteket fik ny bygning opført i 1726. De indeholder stadig bibliotekets "show"-del i en meget barok-udsmykket oval kuppelsal. Denne sal kunne ikke opvarmes og var vinterlukket. En læsesal med varme blev åbnet i 1769, men adgangen var meget begrænset for offentligheden.
Af særlig interesse er bibliotekets genstand Peutingerkortet "Tabula Peutingeriana (Vodex 324)". Et vejkort over Romerrigets vejnet og grundlaget stammer fra ca. 400. Det blev fundet i Worms af Konrad Celtes, der lod det gå i arv til Konrad Peutinger (1465-1547). Endvidere af interesse er også en stor samling Tycho Brahe håndskrifter.
Reformationen havde indflydelse på oprettelsen af offentlige biblioteker. Hele tankegangen i reformationen krævede en omfattende læsning, og en af hovedkræfterne i reformationen, Philipp Melanchton (1497-1560), gjorde en stor indsats for oprettelsen af skolebiblioteker og kirkebiblioteker også i antalsmæssigt mindre samfund.
For andre af de videnskabelige biblioteker var adgangsforholdene komplicerede, men generelt går det langsomt med at lade bibliotekerne betjene de yngste studerende. I Oxford kan de studerende mod 1600-tallets slutning få direkte adgang til folianterne, fordi de er ankædede til læsepultene, mens andre størrelser må bestilles, og udlån er absolut forbubdt for alle.
I Schweiz var folkebibliotekstanken tidlig. Allerede 1629 oprettedes et Bürgerbibliothek i Zürich på initiativ fra fire købmænd. Biblioteket udviklede sig til byens Zentralbibliothek og ideen blev taget op af både Schaffhausen og Winterthur.
I 1700-tallet bliver biblioteker med offentlig adgang efterhånden normalen i de store samlinger i hovedstæder og ved universiteter.
Danske offentlige biblioteker af særlig type
Nogle bibliotekstyper skiller sig ud fra forskellige læseselskaber og -foreninger skabt som private foreninger men generelt med adgang for alle, der ville betale kontingentet. Der tænkes her på bibliotekstyperne skolebiblioteker og stiftsbiblioteker, hvoraf enkelte nævnes nedenstående.
Skolebiblioteker
Med skolebiblioteker forstås her de lærde skolers, latinskolernes, biblioteker, der sammen med stiftsbibliotekerne sørgede for biblioteksbetjening for skoler og præstestand ud over landet, indtil statsbibliotekets oprettelse i 1902 og centralbibliotekernes i 1924, som kom til at spille en stor rolle for folkebibliotekerne (lov herom fra 1920-03-05), og som overtog størstedelen af biblioteksbetjeningen bortset fra universitetets behov i København.
Skolebibliotekerne blev sat i system ved forordningen af 1775-05-11, efter hvilken alle lærde skoler ud over landet fik pligt til at oprette skolebilioteker, og midlerne til boganskaffelser skulle skolerne også skaffe. De kunne fx bruge de mulktbeløb, der kom ind fra rektorerne, såfremt deres elever dumpede til "examen artium" ved universitetet.
Forordningen blev styrket ved mere specifikke forordniger i 1806 og 1809, der påbød større indkøb, og hvor også staten deltog ved indkøb og fordeling af både værker og tidsskriftsserier indkøbt som nye eller på auktioner, og efterfølgende distribueret ud over landet. Efter forfatningsændringen i 1848 fortsatte skolebibliotekerne med at fungere gennem tilsyn fra ministeriet og modtog årlige indkøbsbeløb derfra. Selv om der var stor forskel på skolernes biblioteksværdi, så var de dog af så stor betydning, at der omkring 1900 blev givet tilladelse til offentlig adgang til benyttelse af skolebibliotekerne.
De mest betydningsfulde skolebiblioteker i 1800-tallet var ifølge Nordisk Leksikon for Bogvæsen : Haderslev, Herlufsholm, Hillerød, Horsens, Metropolitanskolen i Kbh., Nykøbing F., Odense, Randers, Ribe, Roskilde, Rønne, Sorø, Viborg, Ålborg og Århus. Mens disse biblioteker stadig indkøbte bøger gennem 1800-tallet og ind i 1900-tallet, så blev der også fra bibliotekerne solgt værker, og de ældste og mest betydningsfulde blev ved forskellige lejligheder langsomt samlet på de store videnskabelige biblioteker (KB, UB og senere de øvrige universitetsbiblioteker). En del af skolerne har dog bevaret en del af de originale samlinger ud fra deres kulturelle værdi som tidsbilleder på den kontinuitet, der ligger i mange af skolernes mere end 200-årige brug af bibliotekerne (det er fx tilfældet i Odense). Efter folkebibliotekslovens ikraftræden blev de lærde skolers biblioteker igen studiesamlinger for lærere og elever. Kun de to største i Sorø og på Herlufsholm fortsatte som offentlige biblioteker, men også Herlufsholm er nu en studiesamling for elever og lærer, mens den gamle samling er tilgået Syddansk Universitetsbibliotek i Odense fra 1969. På Sorø Akademi findes der stadig i Stiftelse Sorø Akademi en samling i Bibliotheca Academiae Soranae. Den fungerer uafhængigt af elevbogssamlingen.
Stiftsbiblioteker
Stiftsbibliotekerne opstod omkring 1800, og det ældste er fra 1795. De var tænkt som offentlige biblioteker, der skulle udbrede viden og oplysning til bredere kredse også på landet. De blev skabt på privat initiativ og kaldes stiftsbiblioteker, fordi de typisk betjente et stiftsområde, og initiativtagerne og bidragyderne typisk var fra gejstlige kredse. I stiftsbibliotekerne er faggrupperne defor også gerne størst inden for teologi, filosofi og historie.
Stiftsbiblioteket i Roskilde blev først opstillet i Domkirken, hvor domkirkemuseet i dag holder til. I 1859 flyttede biblioteket til en ny bygning øst for Domkirken tegnet af arktitekt Ferdinand Meldahl. Denne bygning er nu konventhus for kirken, mens biblioteket i 1960'erne flyttede hen i kommunens nye biblioteksbygning.
huse i Roskilde Domkirkes riddersal, hvor der i dag er museum. I 1858-1859 blev der opført en bygning øst for domkirken til stiftsbiblioteket, tegnet og opført af arkitekt Ferdinand Meldahl. Bygningen er nu konventhus. Da Roskilde Kommune opførte et nyt bibliotek i 1961 blev det aftalt, at stiftsbibliotekets samlinger skulle opbevares dér. Samlingen har via Roskilde Bibliotek egen søgebase.
Alment om stiftsbibliotekerne
Tilsynet og administrationen for stiftsbibliotekerne fandt oftest sted ved stiftsøvrigheden, og samlingerne var organiseret som udlånsbiblioteker, da læsesale ikke fandtes ved samlingerne. Deres betydning aftog med oprettelsen af Statsbiblioteket og centralbibliotekerne efter 1900. Fx blev Stifsbiblioteket i Ålborg allerede 1889 fusioneret med Katedralskolens bibliotek, og i 1921 blev den ældste del af samlingen overtaget af Det Nordjyske Landsbibliotek. I Århus gik dele af Stifstbiblioteket og Katedralskolebiblioteket til Statsbiblioteket. I Maribo omdannedes stiftsbiblioteket i 1923 til folkebibliotek. I Odense ophørte Stiftsbiblioteket med bogindkøb i 1963 af økonomiske grunde, og bogbestanden og abonnementerne på tidsskrifter overgik til Odense Centralbibliotek, men som en selvstændig enhed, hvilket gav mulighed for i 1970-04-30 i en overenskomst med Universitetsbiblioteket i Odense at lade dette overtage samlingen forudsat, at den blev bevaret som en enhed, og at den aldrig måtte forlade Fyn (Kirkeministeriets godkendelse af 1971-02-14). Sammen med dette gik også Odenses Guvernørbibliotek til universitetet (Guvernørbiblioteket stammede fra Odense Slot, hvor det havde været kongeligt bibliotek for Christian VIII og Frederik VII, mens de var tronfølgere og guvernører over Fyn med sæde på Slottet i Odense i perioden 1816-1848.
På kontinentet er der i franciskanerklostret i Cesena lidt syd for Ravenna et inventar indrettet i 1452, og i Firenze er nogle dele af Laurentiabiblioteket tegnet af Michelangelo og opført i 1525. Holland har et interiør fra 1561. Det var dog ikke alle biblioteker, der anvendte princippet med de fastkædede bøger, og der kendes ikke eksempler på det før 1200, og måske var Sorbonnes arvede 300 bind med krav om ankædning fra 1271 den første generelle brug af kæder; forfatteren til [MedLib p.625] mener, at kædning faktisk var mere almindeligt for de første trykte bøger end for manuskripterne.
Fra renæssancen er der opskrifter for biblioteksindretning. Den mest kendte forfatter om dette emne er Gabriel Naudé, der udgav sin bog herom, Advis pour dresser une bibliotheque, i 1627. Naudé passede på kardinal Mazarins store bibliotek, og han var selv bogsamler. Han anbefaler gode højloftede rum med lysindfald fra to sider og reoler placeret langs væggene. Omkring dette tidspunkt gik man væk fra de kædede bøger i de offentlige biblioteker, og det blev samtidig muligt at vende reolerne, placere dem langs væggene og sætte borde og stole op i lokalets midte til brug for brugerne.
[MedLib p.625]
Lidt senere i århundredet oprettede Samuel Pepys i England, omkring 1650-1660, et eksemplarisk bibliotek for sine cirka 5.000 bind. Pepys fik lavet bogskabe med glaslåger af egetræ fra flåden, og han fik skabene, der er tunge, lavet i to dele, så man kan bære underdelen rundt separat fra overdelen. Endvidere havde Pepys set, at det var pænere, hvis alle bogrygge var lige høje, så til de lave boghøjder fik han fremstillet klodser af bogens bredde og beklædt med samme skindfarve som bogbindet, så bogen, når den stod på sin forhøjningsklods, ikke stak af fra klodsens farve. Det ser nydeligt ud som de nu står i Cambridge, og gør det så også muligt at holde sin emneordnede bogopstilling i en række i stedet for det ofte anvendte system med store formater i en række og mindre formater i en eller to tilsvarende forløb.
I Oxfords universitetsbibliotek blev folianterne fra Hertug Humfreys bogsamling, da de blev indsat på hylderne i 1602, fastgjort til pultene med kæder. Biblioteket havde da stadig det middelalderlige inventar med læsepulte ved hver boghylde.
Klassificering og opstilling
Ordningen af et bibliotek er udtryk for det opstillingssystem og katalogiseringssystem, som et bibliotek anvender. Emnet hører til under den komplementære tekst om biblioteksteknik, og behandlingen her er indskrænket til klassificeringens betydning for bibliotekets indretning.
Der har gennem tid været anvendt et utal af ordningsprincipper for et bibliotek. Videnskabelige biblioteker har oftest et ordningssystem, der baserer sig på en opstilling af de relevante videnskaber i en bestemt orden og inden for hver videnskab en opdeling i undergrupper, så det hele danner en slags hierarkisk system eksempelvis: dyr - pattedyr - kattefamilien - løve.
Bodleianbiblioteket fik i 1600-tallet en meget anvendt opstilling i grupper efter emne og inden for hver gruppe en opstilling
efter underafdeling og en vis separering efter format af pladshensyn. Andre biblioteker fik en emnegruppeopstilling med alfabetisk forfatter underinddeling.
Ved et sådant system opdeles bogmassen i grupper efter indhold og i en idealverden kan en bog i biblioteket da findes efter et indeks over grupperingernes anbringelse, men bibliotekarens problem i forbindelse med placeringen handler i de fleste eksempler, jeg har læst om, lige så meget bøgernes størrelse i lokaler med begrænset plads, hvilket er en normaltilstand i et bibliotek. Skal man undgå spild af hyldeplads, så skal bøgerne opstilles efter højde, hvilket bryder emneordningen op - i hvert fald i en to-, tre- eller flerdeling, hvilket igen stiller spørgsmålet, om kataloget skal opdeles tilsvarende eller i en række med størrelsessignatur for hver bog tilføjet.
Så før hylderne kan indrettes og afdelinger indrettes i biblioteket, så skal bibliotekssystemet være fastlagt, og der skal være taget stilling til anbringelse af nyerhvervelser. Disse udfordringer for bibliotekaren har eksisteret for alle biblioteker uanset om de opbevarede papyrusruller eller pergamentcodekser. Hertil kan tilføjes, at et udlånsbibliotek eller et offentligt bibliotek med læsesal har yderligere forhold omkring publikumsbetjeningen, der skal være fastlagt, inden indretningen kan planlægges i detaljer.
Opstillingen BM efter Cottons system
Robert Cotton havde opstillet sin samling efter et hyldesystem, hvor 14 af hans reoler havde en buste af en historisk kendt person på toppen. En pladssignatur kom derfor til at lyde fx: Reol Cæsar / hylde B / bind 3 (fra venstre). BM fortsatte denne klassifikation som fx: "Cotton Vitellius A.xv".
Katalogisering
Omkring år 1600 ses flere trykte kataloger fra biblioteker. Der kan være tale om alfabetiske kataloger eller emneopdelte kataloger. Nogle biblioteker har endnu kun inventorielister over værkerne placering på hylderne.
Kartotekskortsystemer blev først indført i 1800-tallet.
KB er Danmarks modtagelses- og opbevaringsinstitution for bøger og andre informationsbærende medier. Fra 1697, hvor der har været lovgivet om pligtaflevering af alle danskproducerede bøger til KB, har bibliotekerne en så godt som komplet samling af de udgivne værker - såfremt de findes i dag, for der er produceret bøger, der ikke længere findes, fordi de er gået til i særdeleshed på grund af brandulykker.
Pligtafleveringen kom i Frankrig fra 1537.
I England var begyndelsen en aftale mellem Thomas Bodley på universitetsbiblioteket i Oxford og The Stationer's Company om ret til et eksemplar af hvert trykte bog. Aftalen blev formaliseret i 1710 under Dronning Anne, hvor aftalen blev udvidet, så der skulle afleveret et eksemplar til regentens private bibliotek, universiteterne i Oxford, Cambridge, Sion College Library*), Advocate's Library i Skotland sam universiteterne i Edinburgh, Glasgow og Aberdeen. Antallet af pligtafleveringssteder har skiftet gennem årene. De er nu (2018) seks: BL, NLS. Edinburgh, NLWales, Bodleian Oxford, Cambridge UL og Trinity Dublin**). *) Sion College bibliotek er overflyttet 1996 til Lambeth Palace, London. Det er den engelske kirkes officielle bibliotek og ansvarligt fagbibliotek for kirken. **) Selv om Dublin forlod GB i 1922 har de stadig gensidig afleveringspligt med UK. Bortset fra BL skal de øvrige dog rekvirere de bøger, som de ønsker, hvilket gøres gennem fælleskontoret Agency for the Legal Deposit Libraries.
Pligtaflevering frembyder en række problemer for et biblioteksvæsen:
Biblioteket skal sikre sig, at de reelt modtager de trykte medier. I nutiden et endnu større problem, end da alt materiale kom fra et forholdsvis begrænset antal bogtrykkerier. I dag kommer mængden af materialer fra et utal andre erhvervssektorer.
Materialerne var fra pligtafleveringens begyndelse udelukkende på "papir". I dag udkommer tekster og billeder på mange forskellige materialer og på mange forskellige platforme.
Nogle lande og i nogle perioder og for nogle biblioteker har lovgivningen indskrænket pligten til aflevering og i stedet bestemt en rettighed til rekviisition af ønskede materialer. I nutiden er tendensen gået den modsatte vej med regler om indsamling af så godt som alt offentligt materiale med tekst, billeder eller levende billeder-
Katalogisering af den fra pligtafleveringens begyndelse stærkt voksende mængde materiale har gjort katalogisering så omkostningstung, at der undervejs er ændret i processerne, således at materialer af et vist rutinemæssigt og hverdagsagtigt indhold betegnes som småtryk, der katalogiseres og registreres mere summarisk. Det gælder fx dagblade og foreningstidsskrifter.
Hensynet til materialernes konservering, bevaring og sikring for fremtiden har fra begyndelsen gjort det nødvendigt at sørge for passende og økonomisk dyre bygninger og indretninger. I moderne tider kan en del materialer sikres ved scanninger og affotograferinger, så det originale og ofte skrøbelige materiale ikke udsættes for slid, men alene den naturlige nedbrydning betyder, at store mængder materialer må kopieres efter de til rådighed stående tekniske muligheder.
Den danske pligtaflevering
De danske bestemmelser ompligtaflevering til landets nationalbibliotek(-er) stammer fra Kong Christian V's missive af 1697-07-17 til universitetet om at sørge for, at landets bogtrykkere afleverede fem eksemplarer af hver tryksag produceres på deres trykkerier. Bestemmelsen var blevet foreslået kongen af KB's bibliotekar Johan Conrad Wolfen, der havde ideen fra en tilsvarende fransk forordning udstedt i 1537. Hans sigte var at få flere nyudgivelser til Det Kongelige Bibliotek, der ikke havde en stående budgetsum til sin rådighed ofr indkøb. Ethvert køb skulle forelægges kongen og havde derfor tilbøjelighed til at komme til at handle om antikvariske titlers anskaffelse særlig grad gennem auktionskøb ved samlingers afsætning.
Da bibliotekaren nu kunne foreslå kongen, at bibliotekets forøgelse kunne ske så godt som okostningsfrit, og der af de 5 eksemplarer kunne udskilles nogle til byttehandler, så var kongens accept hurtigt opnået. Universitetet muligheder for at inddrive tryksagerne var derimod ikke så gode. Fra bogtrykkerne i København kunne kontrollen relativt simpelt opretholdes, men der var i 1697 også et bogtrykkeri i Odense og et i Oslo, og fra disse kunne kontrol med aflevering ikke forventes i samme grad.
Den første forordning var ikke tilfredsstillende og blev 1703-05-22 erstattet af en ny, hvor reglerne blev tydeligere formuleret, ligesom det blev forordnet, at bogtrykkerne skulle modtage en kvittering fra KB for modtagelsen af det indsendte. Hermed kunne begge ender i processen skriftligt bevidne, at reglerne var opfyldt. Pligtafleveringsreglerne blev efterfølgende ændret flere gange og antallet af afleveringspligtige materialer varierede også over tid.
- Bogvennen 1982 - Skrift, Bog og Billede i Senmiddelalderens Danmark, Foreningen for Boghaandværk [ID=954]
Birkelund, Palle et al. (ed.), 1962: Nordisk Leksikon for Bogvæsen, Nyt Nordisk F. [1796].
Bowers, Fredson, 1949/1986: Principles of Bibliographic Description, St. Paul's, London, [5469].
Carter, John, 1972/74: ABC for Book Collectors, Hart-Davis, [1704].
Dahl, Svend (ed.), 1924: Haandbog i Bibliotekskundskab, Hagerup [5040].
Dahl, Svend, 1919: Forsøg til en Ordbog for Bogsamlere, Pio / Branner [5819].
Dahl, Svend, 1957: Bogens historie, Haase, [946]
Dahl, Svend (edt.), 1958: Nordisk Håndbog i bibliotekskundskab II, [ID=984]
Eisenstein, Elizabeth L., 1983: The Printing Revolution in early Modern Europe, CUP, [9125].
Frederiksen, Erik Ellegaard, 1981: Bogens funktion og æstetik, 2. udg., Chr. Ejlers [5613].
Horstbøll, Henrik & John T. Lauridsen (edt.), 1998: Den trykte kulturarv - Pligtaflevering gennem 300 år, Tusculanum, [ID=931].
Høgh, Steffen, 1999: "Danmarks første folkebibliotekslov - Om tilblivelsen af biblioteksloven af 5. marts 1920 samt et efterspil" i Bibliotekshistorie, bind 5, side 74-98.
Ilsøe, Harald, 1970: "Hamburg-Bergen-Roskilde", in: Fund og Forskning, om Otto Sperling. [6591]
Ilsøe, Harald, 2007: Biblioteker til Salg, Tusculanum, [ID=1826]
Jørgensen, Johan, 1968: Skifter og Testamenter, DHF.
Jørgensen, Johan, 1960-62: Kirkehistoriske Samlinger, 7. Række, IV Bind, 1960-1962.
Kells, Stuart, 2017: The Library, Text Publ. Co., Melbourne [ID=4278].
Kleberg, Tönnes, 1958: "Den nyare Tiden" i Håndbog i nordisk bibliotekskundskab, Hassing, [ID=984]
Marcus, Aage, 1950: En Bog om Bogen, Carit Andersen, [1786].
Naudé, Gabriel, 1627 / 1970: Vejledning i Biblioteksarbejde, oversat af Robert L. Hansen, Gad, [6370],
Originaltitel: Advis pour dresser une Bibliothèque, Sebastian Eschart, Paris.
Pedersen, Ellen, 1990: "Odense Katedralskoles Bibliotek" i Odenses bibliotekshistorie, side 35-56.
Pedersen, Sven Stouby, 1990: "Det kongelige Bibliotek i Odense (Guvernørbiblioteket)" i Odenses Bibliotekshistorie, side 69-75.
Petroski, Henry, 1999: The Book on the Bookshelf, Knopf, NY, [9115].
Shipley, Debra, 1990: Durham Cathedral, Tauris Parke, [7109].
Horstbøll, Henrik & John T. Lauridsen (edt.), 1998: Den trykte kulturarv - Pligtaflevering gennem 300 år, KB & Mus.Tusculanum, [ID=931].