Ved indgangen til 1800-tallet var der ikke større tekniske nyskabelser i sigte, der ville ændre biblioteker og bogproduktion fundamentalt. Men ved indgangen til 2000-tallet var den "gammelkendte" verden afløst af vor tids totalt forandrede måde at håndtere litteratursøgning, biblioteksteknik og brugernes tilgang til informationer på.
Brugerne var nu ikke længere kun bundet til "papirmediet" - omvæltningen har været kolossal. Kun et enkelt område af nutidens velkendte medieverden vil jeg her nævne: Ved digital indgang gennem www.bibliotek.dk kan man finde mange forskellige bibliotekers beholdninger, og teknisk er det stort set muligt at koble ethvert bibliotek i verden til systemet.
Der finder i disse år en større og større samkøring mellem bibliotekers bogbestand sted, så søgning for brugerne derved lettest mest muligt. Gennem interbiblioteksordninger er det teknisk muligt at få adgang til objekter, der befinder sig langt væk. Her er det kun økonomien, der sætter grænserne. De store sjældenheder på analoge medier som pergament og papir er stort set digitaliserede, og kopier fremsendt digitalt behøver ikke teknisk at koste noget, og de vil tit være mere læsbare, noteforsynede, zoom-mulige og med en større arealmæssig pixelmængde - og de kan modtages momentant.
Denne tekst er primært om 1800-tallet og har fokus på bibliotekernes udvikling. Katalogisering og klassificering omtalt her dækker dog også den tidligere tekst om biblioteker 1500-1800.
Per 2010 har KB digitaliseret alle danske bøger trykt op til 1600, og de søges på KBs søgefunktioner for adgang til at arbejde med materialerne.
Forhold, der fik betydning for bibliotekerne i 1800-tallet:
Der kom i 1800-tallet stor stigning i antallet af læsere
Det øgede antal læseres efterspørgsel afstedkom stigende bogproduktion
Videnskabelige fremstillinger blev efterhånden generelt udbredt via periodica
De læsende borgerne efterspurgte almene muligheder for folkelige biblioteker
Videnskaben fik voksende behov for forskningsbiblioteker
Det blev vanskeligt for enkeltpersoner at tilvejebringe tilstrækkelig litteratur; kun biblioteker kunne følge med udgivelserne
Kravene for adgang til bogsamlinger steg, og større privatbiblioteker åbnedes nu oftere for almenheden eller forskere
For at følge med den forøgede mængde af bøger og periodica må bibliotekerne både blive større og mere differentieret indrettet
Bibliotekspersonale må have bedre uddannelse for at kunne håndtere den tekniske side af klassificering, katalogisering, placering og navigering i mængderne
Der ses derfor i 1800-tallet en tendens til at fyrstebiblioteker, der ofte har været ledet af personer uden reel bibliotekaruddannelse overgår til en eller anden form for professionel ledelse eller tilknyttes til professionel institution.
Århundredet indledtes med Napoleonskrigene, der fik indflydelse på fordelingen af Europas bogbestand: I mange besatte områder blev dele eller hele bogsamlinger konfiskerede og ført til vindernes lande. En væsentlig del af disse "bogrov" blev hjemtaget til ejerne igen efter krigen, men med betydelige mangler af værker gået tabt i krigsuroen. Det vil blive berørt under oversigten for de enkelte lande.
Kataloger samlet fra middelalderen og frem til 1800-tallets begyndelse var typisk registreringer over, hvilke værker eller bind man havde ansvaret for i et bibliotek, eller de var beregnet på en revision og blev derfor ofte (helt fra klosterbibliotekerne) præsenteret som inventarier. Fx var Harvardbibliotekets første trykte katalog fra 1723 beregnet på at eventuelle donatorer kunne se, hvad man manglede i beholdningen. Først i 1800-tallet begyndte realkataloger at udkomme i Sydtyskland [ID=984 p.238].
Før et materiale kan anbringes på sin plads og i et katalog må værket klassificeres efter det i biblioteket gældende system.
Klassifikation
Klassifikationen af et materiale er gennem tiderne foregået efter et stort antal forskellige systemer. Det i danske folkebiblioteker anvendte system opkaldt efter skaberen amerikaneren Melvil Dewey, decimalklassesystemet, blev udviklet fra 1876. En anden amerikaner, Charles Ammi Cutter, udviklede fra samme år et system for ordbogstypen af kataloger, og hvor opstillingen i en stor del af bibliotekerne i 1900-tallet blev opstillet efter Deweys system, så blev katalogerne fremstillet efter Cutters system.
Udviklingen i Tyskland i 1800-tallet gik en anden vej og videnskabelige biblioteker foretrak her emneordskataloger som realkataloger. Denne forskel på systemerne fra Tyskland og USA fik en brydningstid i Norden, hvor folkebibliotekerne stort set blev indrettet efter Dewey, mens de videnskabelige biblioteker bevarede større eller mindre dele af de tyske systemer og meget ofte de af Göttingen Universitet udviklede former. Efter år 2000 med den digitale registrering har disse bemærkninger ikke længere værdi.
Det er en god ide, at den enkelte materialeenhed er mærket udvendigt med sin pladssignatur, så placeringen lettest, når materialet skal sættes på plads.
For at kunne udgive retningslinjer til bibliotekarerne om, hvorledes en beskrivelse af et materiale i et katalog skal være, er der udgivet flere forskellige kodesystemer. Fælles for systemerne er reglerne for: 1) - Hvad er skal registreres som et enkelt værk. 2) - Hvad der skal medtages afoplysninger. 3) - Hvilken formatering oplysningerne skal have (bl.a. navneformer, forkortelser, målenheder). 4) - Hvilke elementer i en beskrivelse, der skal benyttes som ordningsord. 5) - Hvilken rækkefølge registreringer skal forekomme i kataloget (alfabetiseringsregler).
Hvis materialearten er andet end et skrevet værk, fx kartografisk materiale , musikalsk materiale etc., skal der ligeledes være kodningsregler for sådanne materialetyper.
En del forskellige universalsystemer udviklet i forskellige biblioteker er nærmere beskrevet i kilde [ID=984 p.262ff.]
Et katalog skal kunne svare på: 1) Har samlingen et bestemt værk, og hvis ja, hvor står det opstillet? 2) Hvilke værker har samlingen af en bestemt forfatter? 3) Hvilke værker findes i samlingen om et bestemt emne?
For alle tre punkter skal opstillingen også kunne findes, men ikke nødvendigvis i samme katalog, da katalogopbygningen vil være afgørende for, hvilke oplysninger der er medtaget om værkerne og af effektiviseringsgrunde kan varierende opstillinger betyde, at store trykte kataloger med mange detaljer om et værk ikke har placeringskoder med. Disse skal så findes på hyldelister etc. Se nærmere nedenstående.
Opstillingsorden
Da mange biblioteker må adskille samhørende værker (fx af samme forfatter) på grund af formatet, hvor store bøger går på en hylde, mens mindre størrelser går på en anden, kan det være praktisk at adskille pladssignaturen fra visse kataloger.
Katalogtyper
Efter formatopdelingen har kataloger oftest en af følgende opstillingsordener: 1) Efter emne i et antal grupper og i hver gruppe alfabetisk efter forfatternavn eller (hvis en regel foreskriver det for fx anonyme skrifter) et titelord. 2) Eller alfabetisk efter forfatternavn sekundært stikord eller titelord. 3) Eller systematisk efter emne som foreskrevet i et anvendt klassifikationssystem, sekundært efter forfatternavn eller udgivelsesår. 4) Efter emne i et begrænset antal grupper der afspejler et fag eller en disciplin, sekundært efter anskaffelsestidspunkt (accessorisk). 5) Eller udelukkende accessorisk (numerus currens).
Katalogarten kan være: 1)Nominalkataloget eller det alfabetiske katalog, der er alfabetisk ordnet efter navne på forfattere, redaktører, udgivere etc. De kan også være ordnet efter udgivelsessteder eller værktitler. 2)Realkataloger er enten systematisk kataloger (efter emne) eller alfabetisk ordnede kataloger. 3)Pladskataloger ordnet efter opstillingsordenen. 4)Accessionskataloger ordnet efter anskaffelsestidspunktet.
I et nominalkatalog kan man finde ud af, hvad en bogsamling indeholder af en bestemt forfatter, fordi samme forfatters værker vil vises i rækkefølge.
I realkataloget finder man, hvad samlingen har af et bestemt emne - og dermed også, hvad man mangler om emnet.
Pladskataloget tjener som en inventarieliste til brug for revisioner, og accessionskataloget kan både bruges til kontrol og som en mulighed for at finde senst anskaffede litteratur.
Samles oplysninger fra et nominalkatalog med et emneordskatalog i en alfabetisk rækkefølge kaldes det for et ordbogskatalog. Emneordskataloger har den ulempe, at sproget udvikler sig, og verden udvikler sig, så selv uden en fornyet tilgang til en bogsamling kræver et emneordskatalog revisioner af sproglige og begrebsmæssige årsager.
Katalogets normalform har ændret sig fra håndskrevne lister, over protokoller, indstiksblade eller påklistrede strimler til trykte kataloger. I 1900-tallet blev normalen en kartotekskortform, indtil den digitale verden totalt ændrede mulighederne for oversigter og opdateringer.
Samlebind med værker af flere forfattere om flere emner kan være komplicerede at få indpasset i kataloger, og der må anvendes flere poster for at hver enhed kan finde på dets relevante plads. Det tilstræbes at give hver matrialeenhed et hovedsted (hovedkort), hvor beskrivelsen i kataloget er den fuldstændigste, mens biplaceringer for andre dele af et samlebinds indhold er beskrevet mere omfattende. Med en pladssignatur må der henvises til placeringen under anden forfatter eller andet emne end brugeren ville forvente af samleværkets aktuelle del.
Ordet bibliografi har gennem tid haft mange forskellige betydninger. Da ordet kommer af ordet biblions for bog og gráfein verbet skrive har grundbetydningen i ældste tid både været brugt om "det at afskrive bøger", men også det at forfatte bøger". Først fra midten af 1600-tallet ses betydningen "oversigt over en mængde af værker". Det brugte karmelittermunken Louis Jacob som titel på sin i 1645-1651 udgivne Bibliographia Parisiana.
Fra slutningen af 1700-tallet blev bibliografi anvendt for almen viden om bogen som materiale, hvad vi i dag ville kalde bibliologi. Fra 1800-tallet begynder ordet bibliografi så oftest at dække over lister eller fortegnelser over en mængde af bøger opstillet efter et bestemt system, men anvendes også om læren om opbygningen af en bibliografisk fortegnelse.
Også betegnelsen bibliotheca har været anvendt om bibliografier, således i den danske Bibliotheca Danica og tilsvarende for en del andre lande. Andre - især latinske navne - har også været anvendt: index, lexicon, repertorium, thesaurus, men i almindelig tale, så beder en bruger om en bibliografi over det emne eller det sprog eller anden afgrænset mængde værker. Brugen af Lexicon kræver en alfabetisk sortering, og index har i engelsk og de nordiske sprog ofte været knyttet til periodicalister.
Ordet katalog er en oversigt over indholdet af en del eller et helt biblioteks beholdning.
En underopdeling af bibliografityper er:
Bibliografier over bibliografier. Nationabibliografier over et lands eller sprogs totalt udgivne litteratur. Universalbibliografier er samlet oversigt over allelandes hele litteratur. Biobibliografier dækker biografiske værker om en eller flere personer. Ses fx også som forfatterleksikon. Fagbibliografier der dækker et bestemt fag eller emnes bibliografi.
En retrospektiv bibliografi dækker en delmængde værker for en længere afsluttet periode og kan som sådan ikke blive udvidet - forudsat kompilatoren har fået alt med inden for den valgte periode. Hvis bibliografien dækker løbende udgivelser kaldes den for en periodisk bibliografi (løbende bibliografi).
En nationalbibliografi er oftest en sekundærbibliografi, fordi de enkelte titler typisk først er udgivet i en uge- eller månedsoversigt, der efter et år samles i en årsbibliografi. Ugeoversigten kaldes da for en primærbibliografi.
Bibliografierne kan være rene eller annoterede. Den rene bibliografi lister kun de oplysninger, der fremgår af det behandlede værks egen tekst, mens der i en annoteret post er tilskrevet kommentarer, henvisninger eller anden redaktional tekst.
Hvorledes man vælger at præsentere posterne i en bibliografi veksler helt efter formål: Efter forfatternavn, kronologisk, titel, emne, klassifikationssystem eller efter helt andet formål. Der kan heller ikke siges meget om, hvilke oplysninger bibliografien kan indeholde, men brugeren må under alle omstændigheder kunne identificere et aktuelt værk entydigt ud fra oplysningerne i bibliografien.
1800-tallet indledtes med besættelse af Napoleonske styrker, og sidst i århundredet blev Italien samlet til en nation - dog forblev Vatikanstaten selvstændig, men noget minimeret i størrelse*). Begge dele fik indflydelse på biblioteksforholdene. *) Kirkestaten med områder spredt i Italien blev nedlagt 1870. Mellem 1870 og 1929 havde pavestolen kun rådighed over Peterskirken, paveresidensen og nogle få bygninger rundt om kirken. Først med Laterantraktaten 1929 blev Vatikanstaten grundlagt som selvstændig stat med det ganske lille landområde omkring Peterskirken og Det Apostolske Palads (Vatikanbygningerne).
Det vigtigste bibliotek var Vatikanbiblioteket, men det fik først offentlig adgang 1880 under pave Leo XIII (1878-1903). Det var også sidst i århundredet, at det modtog den store håndskriftssamling fra Borghesefamilien fra Siena. Den indeholdt bevarede værker fra den tid, hvor paven havde sæde i Avignon (1305-1378). De store fremskridt skete under bibliotekets leder Franz Ehrle (1845-1934), der også forestod den første internationale konference om bevaring og publicering af historiske håndskrifter. Den blev afholdt i klosteret i St. Gallen i 1898. Efter denne konference begyndte Ehrle udarbejdelsen af kataloget over de i Vatikanet opbevarede håndskrifter; katalogerne begyndte dog først ind i 1900-tallet at udkomme som trykte kataloger.
Den nye stat Italien var helt uden forbindelse til Vatikanbiblioteket og oprettede det italienske nationalbibliotek på to adresser: Et i Rom og et i Firenze. Biblioteket i Firenze blev grundlagt med basis fra Storhertug Ferdinand III's (d. 1824) bogsamling - Biblioteca Palatina - udvidet af hans arvinger, så den ved indgåelsen i Nationalbiblioteket var på 80.000 bind og 3.000 håndskrifter. Magliabechianabiblioteket, der fra 1714 var indgået i fyrstebiblioteket, kom derved også i Nationalbiblioteket, der ved åbningen fik navnet Biblioteca Nazionale Centrale.
I Rom, hvortil regeringen flyttede i 1870, blev det andet nationalbibliotek åbnet i 1875. Det fik navnet Biblioteca Vittorio Emanuele II (senere Biblioteca Nazionale Centrale di Roma "Vittorio Emanuele II"). Dette biblioteks basissamling kom fra Jesuitternes Collegio Romano sammen med bøger fra en række andre nedlagte klostre og udgjorde tilsammen ca. 280.000 bind - en meget uhomogen samling med store lakuner og mange dubletter. Biblioteket blev fortsat opstillet i Jesuitterkollegiet. Samlingerne var på grund af overvægten af klosterbøger tydeligt forældet, og på grund af pengemangel varede det mange år, før nationalbibliotekerne kunne svare på samtidens forespørgsler.
I slutningen af 1700-tallet under revolutionen fremkom store mængder bøger fra fyrstebiblioteker, og en del af disse endte i nationalbiblioteket. Under Napoleonskrigene hjembragtes til Frankrig ligeledes store mængder bøger konfiskeret i besatte lande, men af sidstnævnte gruppe gik mange efter 1815 retur til de tidligere ejere.
Under kong Louis Philippe (regering 1830-1848) fik landet organiseret biblioteksvæsenet igen med bedre åbningstider og flere nye læsesale, og et katalogiseringsarbejde blev iværksat. De nye kataloger var opdelte efter emne - den første over historiske værker, en anden over medicin. Udviklingen fortsatte gennem 1800-tallet under de skiftende regeringsformer indtil 1874 i Den Tredje Republiks tid.
Under bibliotekschefen Léopold Delisle fra 1874 blev opstillingsmetodikken i 1876 ændret til et accessorisk system med 30 grupper, og i 1894 var biblioteket klar med et fuldstændig alfabetisk inventarium for samlingens 2,5 millioner bind. Delisle havde allerede fra 1886 begyndt udgivelsen af inventarium over håndskrifterne. Næste opgave var et regulært katalog, der begyndte at udkomme for trykte bøger fra 1897.
Både Bibliothèque Sorbonne, Bibliothèque Mazarine og Bibliothèque Sainte-Geneviève overlevede omskiftelserne, men de to sidstnævnte blev i 1800-tallets sidste del af mindre betydning for udviklingen. Sainte-Geneviève fik ca. 1850 som det første i Frankrig sin egen nyopførte specielt for biblioteksbrug byggede ejendom.
I området, der skiftevis har været fransk og tysk, fik Strasbourg i 1871 et universitetsbibliotek i en ny bygning, der blev første gang, at et system, Lipmans system, blev anvendt til placering af bøgerne i magasin. Systemet består af bærende lodrette stålkonstruktioner, der både bærer etageadskillelserne og de enkelte let flytbare hylder. Desværre fik byen under krigen 1870 tyske bomber gennem to af dens biblioteker, og et nyt Universitäts- und Landesbibliothek måtte genopbygges efter krigen, og der blev i 1889-1895-årene opført en ny bygning til biblioteket, og bogsamlingen kom fra indsamlinger og donationer fra andre tyske biblioteker, så det fra begyndelsen havde en bestand på 140.000 bind.
British Museum (B.M.), der inkluderede nationalbiblioteksdelen, fik 1820 en stor donation fra videnskabsmanden Joseph Banks' (1740-1820) bo på 16.000 bind naturvidenskabelige værker. Året efter fik B.M. rådighed over Kong Georg III (1738, 1760-1820) privatbibliotek på 60.000 bind, og det blev nødvendigt at opføre en tilbygning til at huse samlingen. Flere samlinger blev inkluderet i de følgende år.
I forbindelse med opførelsen af flere magasiner og i 1850'erne læsesalen i centergården (se herom på enkeltbibliotekssiden) blev det nødvendigt med en organisationsændring. Den kom til at foregå under Antonio Panizzi (1797-1879), der fra 1837 var chef for afdelingen for trykte bøger og fra 1856-1866 øverste chef for biblioteket. I hans embedsperiode voksede bogbestanden fra 235.000 til 540.000 bind, åbningstiderne blev udvidet, og adgangen til at bruge og låne blev udvidet. På det bibliotekstekniske område udarbejdede han i 1841 katalogregler i 91 punkter, hvis hovedpunkt - meget jordnært - var, at "en katalogisering tog udgangspunkt i værket selv". Hans regler blev af blivende værdi og dele følges stadig i de digitale katalogiseringsregler (Se herom under ISBD.
Panizzi mente, at et alfabetisk katalog var utilstrækkeligt og ønskede en mere gennemgribende katalogisering. Et sådant arbejde blev påbegyndt. Biblioteket var i generalkataloget i 1900 vokset til ca. 4,5 millioner bind.
I forbindelse med en kontrovers mellem Panizzi og Thomas Carlyle, hvor denne blev nægtet adgang til studierum på B.M., fik Carlyle sammen med kollegaer grundlagt The London Library i 1841.
Bodleian Library fik i 1800-tallet en ny læsesal med 116 pladser i 1861 i den nærliggende kuppelsal i The Radcliffe Camera. Bygningen var tegnet af James Gibbs og stod færdig i 1749. Den var beregnet til lægen Radcliffes (d. 1714) naturvidenskabelige bibliotek, og blev nu 1861 ombygget til læsesal, mens Radcliffesamlingen på anden vis indgik i Bodleian.
Bodleian ophørte i 1843 med trykte kataloger og gik over til indklæbning af titelsedler i "albums". Man gennemførte en nyopstilling for yngre bøger i 79 grupper, og de blev senere omkring år 1900 først udvidet til 4.500 og senere til 7.000 grupper. Omkring århundredeskiftet bygges et kældermagasin, der blev indrettet med rulbare kompaktreoler.
I Cambridge Universitetsbibliotek indførtes som det første i Europa trykte katalogsedler, der blev indklæbet i foliobind. Biblioteket indførte 1882 en opdeling i en udenlandsk og en national afdeling. Der indførtes udvidede hjemlånsbestemmelser for alle ved universitetet inkl. de studerende, og magasinerne fik åben adgang for lånere. En del af disse brugervenlige regler indførtes på grund af manglende plads i læsesalene.
Af nye oprettedes i 1800-tallet biblioteker ved universiteter i London, Manchester, Liverpool, Leeds og Durham. Et særligt bibliotek kom i 1892 med John Rylands Library i Manchester. John Rylands enke, Enriqueta Augustina Rylands, købte Earl George John of Spencer fra Althorps bogsamling på 40.000 bind. Samlingen havde en del inkunabler, og katalog var udgivet 1843. Fru Rylands oprettede med samlingen biblioteket, der blev indviet 1899 som offentligt bibliotek i en nyopført bygning i nygotisk "Kollegiestil". Enkefruen købte yderligere i 1900 en håndskriftssamling, Bibliotheca Lindesiana, på 6.000 bind fra Lord James Lindsay, 26th Earl of Crawford (1847-1913), Haigh Hall, og lod dem indgå i biblioteket.
Også i Storbritanniens to andre centre: Edinburgh og Aberystwyth kom der nationalbiblioteker. I Edinburgh dannet med basis i Advocate's Library fra 1682 og omdannet i 1925 til nationalbibliotek. I Wales blev nationalbiblioteket dannet i 1909.
I Irland oprettedes et nationalbibliotek på grundlag af Royal Dublin Society i 1877 med navnet National Library of Ireland.
I 1800-tallet blev det tyske område indtaget af franske styrker, og efter 1815 blev nedlæggelsen af de mange klostre - især i Sydtyskland - af betydning for biblioteksvæsenet. Under Napoleon blev mængder af håndskrifter og værdifulde, sjældne bøger bortført til Frankrig og en del til Vatikanet. Efter 1815 kom kun en del tilbage. Under nedlæggelsen af klostre kom mange bøger til fyrstebiblioteker og en del til universiteter, men meget blev spredt. I århundredets sidste del blev mange enkeltstaters små universiteter nedlagt (ca. 15), og bøgerne herfra gik fortrinsvis til de større universiteter.
Wiens kejsebibliotek havde i første krig forberedt sig på Napoleons angreb og fået gemt sjældenhederne af vejen i Ungarn, men da Napoleon returnerede i 1809, kom man for sent i gang og fik kun fjernest de allervigtigste som Peutingerkortet og Dioskorideshåndskriftet (fra ca. 500 med gengivelser af dyr og planter).
Efter krigen i 1816 lykkedes det at få nogle ting retur fra Frankrig, men langtfra alle. Fra Vatikanet fik Heidelbergs Bibliotheca Palatina fx ca. 850 tidlige tyske håndskrifter, der var gået til Rom i forbindelse med krigen i 1623. I München var det specielt sekulariseringen af klostrene i 1803, der flyttede rundt på bogbestanden. 150 bayerske klostre måtte afgive deres samlinger til fyrstebiblioteket Bibliotheca Regia Monacensis, men også Würzburg og Landshut fik en del til deres universitetsbiblioteker. Til München gik fra Klosteret i Polling 653 håndskrifter og 1394 inkunabler sammen med 20.000 bøger. I 1804 gik 100.000 bind fra Mannheim til München, og fra St. Emmeram i Regensburg og fra Tegernsee gik materiale også til München.
Münchenbibliotekets udvidede bogsamling betød pladsmangel, og efter tegninger fra arkitekten Friedrich von Gärtner blev der fra 1832 til 1843 opført en ny biblioteksbygning, som endnu (efter restaureringer efter WW2) benyttes. München fik sit universitet i 1826. Samme år flyttedes Lanshutuniversitetets bogsamling (før 1800 på universitetet i Ingolstadt) til universitetet i München
Biblioteksteknisk indførte overbibliotekar Martin Schrettinger (1772-1851) en ny opstillingsordning bestående af 12 hovedgrupper med omkring 200 undergrupper. Schrettingers system afløste Göttingen Universitets opstillingssystem, der fra 1700-tallet havde været normen på mange tyske forskningsbiblioteker. Göttingen havde 1850 ca. 350.000 bind i dets samling.
Ved biblioteket i Berlin fik man ikke så mange bøger ind ved sekulariseringen, da der i det protestantiske Nordtyskland ikke var så mange klostre at tømme. Organisatorisk måtte Berlinbiblioteket gennem en omlægning fra en kollegialstyrelse stammende fra 1813 til en mere moderne indført 1844 med en ansvarlig overbibliotekar. 1818 foregik der en nyopstilling efter et systematisk klassifikationssystem, der med tysk grundighed gennemførtes på kort tid. Omkring 1840 havde biblioteket nået en størrelse med bogbestand på 320.000 bind og 6.000 håndskrifter. Berlin fik et universitet i 1810.
Man regner med, at Tysklands videnskabelige biblioteker før WW2 havde totalt 75 millioner bind. Heraf mistede landet 25 millioner bind ved krigshandlinger og vandskade med lige mange tab ved hver skadesart.
På Thomas Jeffersons initiativ blev Library of Congress (LoC) grundlagt i år 1800 i Washington. Bibliotekets formål var at stille information til rådighed for kongressens medlemmer. Biblioteket brændte ned i 1814 ved engelske soldaters angreb, og det brændte utilsigtet igen i 1851-12-24 antændt af brand i en skorsten. Denne brand ødelagde to tredjedele af bibliotekets 55.000 bøger herunder også to tredjedele af Th. Jeffersons personlige bogsamling. Biblioteket flyttede 1853-08-23 ind i Kongressens vestfront, en bygning af beton og stål. En ny biblioteksbygning med stor ottekantet læsesal blev opført 1886-1897 neden for Capitol Hill. Denne bygning anvendes endnu til LoC.
Efter den anden brandkatastrofe udkom i 1853 den 2. udgave af C.C. Jewetts Smithsonian report on the construction of catalogues of libraries and their publication by means of separate stereotyped titles with rules and examples (udgivet af Smithsonian Institute). Jewetts oplæg var udarbejdet på grundlag af Panizzis 91 regler og blev efterfølgende anvendt ved klassifikation og opstilling af bøgerne i LoC. Jewett samordnede også forfatterkatalog og emnekatalog (realkatalog) i samlede poster i kataloget - det amerikanske Dictionary Catalogue. Det sidstnævnte arbejde fik han ikke færdiggjort. Det gjorde bibliotekaren Chr. A. Cutter.
Fra 1870 blev LoC. afleveringsbibliotek for pligtaflevering af 2 eksemplarer iflg. Copyrightloven i USA for publikationer for hvilke der blev krævet copyright (en tidligere bestemmelse om samme emne var udstedt i 1846).
Ved indflytningen i den nye biblioteksbygning i 1897 var bogbestanden vokset til 800.000 bind, og det var ikke længere et kongresbibliotek men et nationalbibliotek.
Bogbestanden 1939 var på 6 millioner bind og i 1950 ca. 10 mil. bind og 13 mill. håndskrifter, kort, stik, musikalier m.v.
Endnu et bibliotek har historisk interesse. Det er New York State Library, Albany, grundlagt 1818. Fra 1889 var Melvil Dewey overbibliotekar her. Han havde nogle år tidligere oprettet en skole for bibliotekaruddannelse ved Columbiauniversitetet, og denne uddannelse overførte han til Albany, og det var også herfra hans nu meget anvendt Dewey Decimal Classification System stammer.
Privatsamleren Pierpont Morgan († 1913) donerede sin bogsamling til offentligheden. Det var på det tidspunkt verdens største og rigeste privatsamling. Den bliver stadig passet og plejet, og der er adgang for offentligheden.
Også jernbanemagnaten Henry Edward Huntington († 1927) samlede bøger. De blev anbragt på hans gods i San Marino, Los Angeles. Samlingen er en selvejende institution med over 250.000 bind og 5.000 inkunabler samt mange håndskrifter.
Endelig er Henry Clay Folgers († 1930) Shakespearesamling af betydning. Den indeholder ca. 200.000 bind og omkring 90 eksemplarer af fuldstændige eller knapt fuldstændige eksemplarer af First Folio. Samlingen er en selvejende institution med forskningsafdeling.
Af universitetsbiblioteker med ældre baggrund i USA findes bl.a. Harvard University Library i byen Cambridge tæt på Boston, Mass. Det er landets ældste universitetsbibliotek grundlagt 1638 finasieret af John Garvard. Brændt 1764 og retableret 1766. I 1942 blev institutionens sjældne materialer overført til en ny bygning Houghton Library. Princeton University Library, Princeton i staten New Jersey lidt SW for New York. Grundlagt 1746. Yale University Library, New Haven i Conn. på Østkysten inden for Long Island. Grundlagt 1701. Købte bl.a. Boswellarkivalier i 1949 og har også Horace Walpolematerialer samt gode Amricanasamlinger.
En noget blandet gruppe biblioteker udgøres af "de lærde skolers" biblioteker. I domkirkebyerne har der fra omkring reformationen været latinskoler, der skulle have skolebibliotek til lærernes og elevernes brug. Der fandtes også en del separate stiftsbiblioteker, der i en del tilfælde blev inkluderet i andre biblioteker.
I Ålborg og Ribe (fra 1956 med 24.000 bind) blev stiftsbiblioteket fusioneret ind i katedralskolebiblioteket. Ribes skolebibliotek oprettedes sidst i 1500-tallet og blev reorganiseret i 1720. Det ejer et meget sjældent harmonikabind med 7 værker sambundet, og har en del håndskrifter med oplysninger om egnens historie og topografi.
Ålborg katedralskolebibliotek blev oprettet 1573 og sammenlægningen med stiftets bogsamling skete 1887 og fik en samlet bogbestand på 35.000 bind samt 200 håndskrifter og voksede til 1920 til ca. 40.000 bind, og hovedparten blev ved oprettelsen af Landsbiblioteket i Ålborg i 1921 overført til dette.
Også i Århus blev stift- og skolebibliotek sammenlagt, og det kombinerede skole- og stiftsbibliotek indgik ved Statsbibliotekets oprettelse i dette. Skolens bibliotek blev oprettet i 1783 og var på 20.000 bind. Skolebiblioteket fik en tilgang i 1881 med stiftssamlingen og i årene til 1895 fik det også stiftamtmand August Regensburg 35.000 bind om hovedsageligt Sønderjyllands historie (de 7.000 bind). Ved Statsbibliotekets oprettelse afgav skolen samlingen på nær en 30.000 bind, der blev bevaret til skolebrug.
Maribos stiftsbibliotek blev i 1923 folkebibliotek (Maribo er et specielt tilfælde, da biskoppens bopæl lå i Nykøbing F.). Katedralskolen i Nykøbing F blev oprettet 1805 og havde i 1950'erne 25.000 bind.
I Viborg, Odense (fra 1757 og 20.000 bind) og Roskilde (48.000 bind) indgik stiftsbibliotekerne i centralbibliotekerne i samme byer. Viborg Katedralskoles bibliotek oprettedes i 1700-tallet og åbnede 1898 som offentligt bibliotek med 30.000 bind. Roskilde katedralskolebibliotek blev oprettet 1764 og havde i 1950'erne en bestand på 15.000 bind. Odense Katedralskole fik 1923 overlærer Karl Schmidts Napoleonbibliotek og udskilte en del værker under WW2 og havde i 1950'erne 30.000 bind.
Haderslev katedralskolebibliotek oprettet sidst i 1700-tallet havde ved hjemkomsten i 1920 til Danmark 15.000 bind, og samlingen er overgået til centralbiblioteket.
De lærde skoler fik ved cirkulære i 1906 besked på at aflevere inkunabler og andre sjældenheder til KB, og ved cirkulære af 1922-03-15 ordre til at deponerede bestemte dele af deres bøger, som ikke længere havde skolebetydning i byernes folkebiblioteker.
Herlufsholm Skole fik deres bibliotek oprettet i 1565 med en samling bøger (55 bind), som stammede fra skolens grundlægger Birgitte Gøje og hendes mand Herluf Trolle donerede. Af dem kendes endnu et halvt hundrede bind. Bogbestanden var i 1777 vokset til 300 bind. Men så gik det stærkt. 1777-1783 donerede Otto Thott 6.000 bind til biblioteket og gehejmeråd Christian Brandt testamenterede 1797 sine 7.000 bind til skolen. I 1800-tallets slutning fremkom en oversigt over bibliotekets beholdning, der 1880 var optalt til ca. 23.000 bind.
Et trykt katalog udkom 1882 med tillæg i 1897 udarbejdet af overbibliotekar Christian Bruun. Biblioteket fik sin egen bygning i 1915 tegnet af arkitekt Gotfred Tvede. Efter en gennemgribende renovering blev biblioteket genindviet i år 2000. Herlufsholm Skoles Biblioteks ældre del med ca. 40.000 bind blev købt af Odense Universitetsbibliotek i 1968-69.
Det første biblioteket på Sorø Akademi brændte i 1813. Det var oprettet i 1586 og indeholdt en del middelalderlitteratur samt flere adelsbiblioteker samt hele Holbergsamlingen, der var tilgået i 1754. Det forsvandt alt sammen. Noget var dog allerede i 1691 bragt til det Ridderlige Akademi i København, og det vides ikke, om nogle værker senere var ført tilbage til Sorø.
Bibliotekets anden fase begyndte i 1823 fra bunden. I 1827 donerede gehejmekonferensråd Johan von Bülow til Sanderumgaard 5.400 bind til Sorø sammen med sin håndskriftsamling. I midten af 1800-tallet indgik pastor Hans Bastholms samling på 7.000 bind i biblioteket. Hans samling var speciel ved, at han havde sprættet bøgerne op og indsat blanke ark, som han han brugte til at indsætte billedudklip og noter i, hvorefter bøgerne igen blev indbundet.
I 1848 blev Akademiet nedlagt som videnskabelig anstalt; bibliotekets bestand var da på 18.000 bind og voksede til 1861 til 30.000 bind. Yderligere kom i 1871-1872 etatsråd F.S. Bangs Holbergsamling til Sorø. Samlingen havde Bang samlet med stor indsats fra antikvariatet Lynge & Søn, og den anses som landets bedste efter KBs. Også en Ingemannsamling er anlagt i Sorø (indgik 1882). Omkring 1950 var bestanden vokset til 70.000 bind.
I 1982 blev bogbestanden revideret og den ældre del af samlingen blev anbragt i Bibliotheca Academiae Soranae, der er et forskningsbibliotek med offentlig adgang. Bestanden er på 78.000 titler. Til elevernes formål er et uddannelsesbibliotek oprettet med den nyere litteratur.
Folkebiblioteker kendes i USA fra slutningen af 1700-tallet som foreningsbiblioteker, såkaldte social libraries. Disse biblioteker blev fra begyndelsen af 1800-tallet langsomt ændret til offentlige biblioteker med kommunal støtte og skiftede navn til public libraries. Denne biblioteksform spredte sig til andre lande, og hovedorganisationsformen var på grundlag af offentlig finansiering.
England fik sin første lov om folkebiblioteker, Public Libraries Act, i 1850 (og den første uddannelseslov kom (1871).
Danmark havde fra 1700-tallets slutning et stigende antal sognebiblioteker tidligst administreret af sognepræsten og efter skoleloven af 1814 af sognet lærer(e). I 1844 udsendte præst og politiker J.W. Marckmann et annoteret katalog, Fortegnelse over Skrifter til Læsning for Menigmand, fornemmelig til Brug for Bestyrere af Sognebibliotheker , der kom til at tjene som rettesnor for sognenes bogindkøb.
I 1800-tallet blev det nationale biblioteksvæsen mere systematisk og seriøst behandlet. Særligt efter grundlovens vedtagelse og kongemagtens indskrænkning blev biblioteksvæsenet genstand for folkelig debat. I det i 1848 nye kultusministerium tog man fat på at drøfte de store københavnske videnskabelige bibliotekers indbyrdes forhold [ID=984 p.138]. Det drejede sig om KB, UB og Det Classenske Bibliotek, og i november 1848 afgav en kommission betænkning om samarbejdet mellem bibliotekerne, og i juni 1849 gav kultusminister J.N. Madvig forordninger om, at lederne af de tre ovennævnte biblioteker skulle danne en samarbejdsgruppe. Det fik ringe konkret betydning, og først efter Det Classenske Biblioteks indlemmelse i UB fik KB og UB en form for indkøbssamarbejde og specialisering om fokusområder for de to bibliotekers anskaffelser. Nogen eksakt form for forordning om samarbejdet kom dog ikke før ind i 1900-tallet.
Før år 1900 var der en grundtvigiansk modstand mod folkebibliotekerne, idet den grundtvig-koldske ideologi prioriterede den talte "opdragelse" mod de "døde bøgers tekst".
Først statstilskud til bogkøb blev bevilget 1882-83 på i alt 6.000 kroner, i 1896-97 forøget til 10.000 kroner.
Af konkrete tiltag blev KBs fra 1901 udgivne accessionskataloger samlet for KB, UB og 22 andre videnskabelige bibliotekers anskaffelse af udenlandsk litteratur anvendt på mange biblioteker. Et andet konkret skridt til forbedring af biblioteksbetjeningen i Danmark kom med indvielsen i 1902 af Statsbiblioteket i Århus som blev Danmarks tredje statslige forskningsbibliotek.
Et virkeligt samarbejde (og rationalisering) for de store biblioteker kom først i 1918 med aftalerne om arbejdsområderne for bibliotekerne. Fx blev medicinsk litteratur afgivet af KB til UB, og UB afgav til KB sine juridiske værker.
I 1920 kom den første lov om folkebibliotekerne gennem hvilken alle folkebiblioteker fik statstilskud. Som støtte for folkebiblioteksfunktionerne blev Statsbiblioteket i Århus til stor gavn. Se også under Statsbiblioteket.
I 1926 afgav en bibliotekskommission atter en betænkning, og den blev grundlaget for de regler om drift og samarbejde mellem de videnskabelige biblioteker, indtil staten i 1943 oprettede rigsbibliotekarembedet, der som sin første indehaver fik Svend Dahl (1887-1963). Han gik på pension i 1952. Med oprettelsen af rigsbibliotekarembedet fik KB og UBs to afdelinger for første gang fællesledelse.
Det første centralbibliotek blev oprettet i Vejle i 1906 som central for hele amtet. Fra 1913 fik de to første centralbiblioteker i Vejle og i Holbæk et særligt statstilskud, så der kunne ansættes faguddannet personale, og i 1935 var hele landet stort set dækket af centralbiblioteker.
Folkebibliotekernes Bibliografiske Kontor oprettedes i 1939. Det skulle servicere folkebibliotekerne og fra 1952 også de videnskabelige biblioteker, og Kontoret fik derfor navneforandring til Dansk Bibliografisk Kontor. Kontoret tog sig af fælles opgaver inden for bibliografiske, bibliotekstekniske, forlagsmæssige og indbindingsmæssige forhold.
Ved en i 1946 indført ændring i biblioteksloven blev forfattere, hvis bøger udlåntes på folkebibliotekerne tildelt en godtgørelse afhængigt af antal bind på hylderne.
Danmarks Institut for for international udveksling af videnskabelige publikationer blev oprettet i 1945 og har fra 1949 udgivet årlige bibliografier under navnet Impressa Publica Regni Danici, som er en fortegnelse over de statslige udgivelser samt de kommunale fra København og Århus (1954-oplysninger). I 1946 kom under rigsbibliotekarembedet også den årlige udgivelse af Dania Polyglotta; et tidsskrift der lister alle tryksager på udenlandske sprog udgivet i Danmark.
I 1956 udstedtes lov om oprettelse af Danmarks Biblioteksskole. Den første skole for folkebiblioteksbibliotekarer var fra 1918.
Foreningen Danmarks Folkebogsamlinger blev stiftet i 1905 og i 1908 stiftedes Bibliotekarforeningen for bibliotekarer ved de videnskabelige biblioteker, fra 1916 med adgang for alle bibliotekarer og navneændring til Dansk Biblioteksforening. I 1918 blev Folkebogsamlingen og Dansk Bibliotekarforening fusioneret til Danmarks Biblioteksforening. Sidstnævnte forening begyndte fra 1918 udgivelsen af magasinet Bogens Verden.
Og dette er den tidsmæssige slutning af mine noter om bibliotekernes udvikling.
Netversion af "http://www.bibliotekshistorie.dk/index.htm"
Dahl, Svend (edt.), 1958: Nordisk Håndbog i bibliotekskundskab II, [ID=984]
Horstbøll, Henrik & John T. Lauridsen (edt.), 1998: Den trykte kulturarv - Pligtaflevering gennem 300 år, Tusculanum, [ID=931].
Jørgen Marcussen