Oversigt:Uddrag af anmeldelser fundet på nettet.
Kort statistisk oversigt over afsnit.
Konklusion om vanskelighed ved læsning og mening om udbyttet af indsatsen.
På mødet den 24. april havde ikke alle læst bogen eller læst den færdig.
Jeg fremførte, hvor vanskelig den var at få styr på, men havde ikke undersøgt andres meninger herom. Efter mødet fik jeg lyst til at se, hvad nettet bød på.
Jeg gennemlæste otte forskellige ud af et noget større antal omtaler. Her er nogle klip.
Anmeldelsesklip Review date 7 NOV 2001
... It is hard to say what it is about, beyond its major theme of Jewishness in New York.
As the novel proceeds, Doctorow himself becomes more and more present, as we get , instead of a standard narrative, reports of meetings between him and the characters, as though he were a journalist trying to put together a factual story rather than a novelist.
Review 27 FEB 2000 by Bob Hoover
In fact, it poses such stubborn difficulties of comprehension that Random House provided a copy of a question-and-answer session with the author to help clarify things. It wasn't exactly a ringing endorsement.
... Not even Doctorow is sure how many what he calls "motifs" runs through his book; "10 or 12", he says.
In an attempt to organize his cineplex approach to fiction, Doctorow provides us with Everett, a writer and apparent narrator. But this narrator is not a reliable one. His own fantasies, some of which involve movie-making, only complicate matters.
Reading group text
The plot of City of God ... will likely seem confusing to readers because it is so fragmented and jittery, and because the narrative, especially at the outset, rarely supplies us with the standard clues to establish who is speaking and what the situation is.
An other reading group analysis
Doctorow has rendered what might be viewed as a prose simulation of contemporary Western consciousness: eclectic, scattered, unresolved, attention-deficit-disordered, overloaded with information, and tremendously burdened by the weight of so much devastating human history. Clearly, a linear, A-to-B narrative has no chance of reproducing the disjointed, poignant rhythms of the shellshocked, end-of-the-century New York City.
Review by Vivian Wagner, Ohio
In its postmodern use of many voices strung together in a stream-of-consciousness style, City of God resembles the convoluted work of James Joyce, and like Joyce's novels, Doctorow's requires close attention from the reader.
Review by Julia Gracen, 18 FEB 2000
... Faced with such frustrating disjointedness, we're not sure who is speaking to us in any given passage, what the point is or why it matters. As soon as we catch one thread of narrative and begin to follow it gratefully, we are twisted around and spun into another story, another era, another life.
Review by Keith Phipps - no date
Doctorow is probably incapable of writing a less-than-compelling novel, but the subject of his latest - post-holocaust theology in the vastness of a silent universe - is seldom a good match with its too-precious structure. When a character finally brings up the St. Augustine work from which the novel takes its title, it's akin to lighting up the applause sign.
Review by Timothy Yenter, 25 AUG 2001
.... Those interested in exploring how contemporary writers explores issues of faith or view the church may find this book interesting, but keep the expectations low and you may find a few welcome insights.
Lidt statistisk oplysning om bogen
Da jeg ikke ved, om der er andre - bortset fra Pernille - der får læst bogen, så er mine bemærkninger måske uden offentlig interesse, men alligevel bringer jeg lidt om de overvejelser, som jeg blev nødt til at notere mig for at følge med i bogen.
Efter min første gennemlæsning begyndte jeg forfra igen med at notere mig alle skift i afsnit, emner, fortæller etc. Jeg genskaber her hovedpunkterne i strukturen.
Der er 111 afsnit. De er af meget forskellig længde, og deres indhold er blandet uden nogen struktur. Afsnittene er hverken kronologiske (eller logiske), og deres emner er også blandede. En del af afsnittene har rubriktitel, men flere har ikke. Rubriktitlerne er heller ikke meget sigende; en del har ugedagsnavne, men ikke nødvendigvis i rækkefølge efter hinanden.
Der er to hovedfortællere i første person. Den ene er Tom Pemberton, kaldet Pem, og den anden er forfatteren Everett, gennem hvis pen vi får det meste af historien, og som er den mest samlende kraft i bogen.
De afsnit, der ikke bringer nogen af hovedhandlingerne videre, har jeg kaldt "filosoferinger". En almindelig forekommende struktur i bogen er:
afsnit 27 - om sex med Moira og filosoferen om hendes ægtemand
afsnit 28 - filosofering om universet himlen og ånder
afsnit 29 - filosofering om sang og musik
afsnit 30 - filosofering om fuglelivet
afsnit 31 - Heist - samtale med rabbi Joshua
afsnit 32 - Monday - om security guard og filosofering om kirkegængere og biskoppers kontrollanter
Sådan er hele bogen opbygget. Fortællinns tidsramme løber over flere år. Sarah Blumenthals børn er 2 og 4 i begyndelsen, og ved det afsluttende bryllup er de 7 og 9 år. Hovedpersoner Pem er mellem 70 og 75, mens Sarah er i begyndelsen af trediverne, altså et højst umage par.
Bortset fra filosoferingen, der strækker sig over hele universets alder, så er hovedhandlingerne fra 1. verdenskrig, over 2, verdenskrig til nutidens New York. Vi får dog ikke lov at følge mere end nogle enkelte personers liv gennem længere tid - og det kun i snapshots.
En af de mest sammenhængende historier i bogen er fortællingen fra ghettoen i Riga under WW2, men også denne er splittet op i flere afsnit. Der er tale om Sarahs faders historie og den forekommer i:
afsnit 38, 40, 42, 45, 51, 53, 59 og 65.
Også denne historie ender uden en egentlig afslutning med ghettoernes jøder i kreaturvogne på deres videre blinde færd ud i en verden i afmagt og krig.
Konklusion
Historien har ikke været kedelig, men jeg er blevet irriteret på den mangel på oplysning, som læseren får, og som gør det unødvendigt kompliceret at følge forfatteren. Hvis forfatteren ønsker at fortælle os en historie, der er brudt op og ikke nødvendigvis forløber kronologsik, så er det helt i orden, men disse skift af fortæller og platform som sker uden - som der også står i en af anmeldelserne - at give læseren et spor, mener jeg er unødvendigt og kunne tolkes som manglende ønske om at omgås sine læsere. Læseren fortjener at få nok information til, at romanen kan læses uden notetagning og frem-og-tilbagebladren.
Nu kan problemerne skyldes mine evner, og det var derfor befriende, da jeg efter vort møde og efter mine gennemlæsninger endelig gik på nettet og fandt de ovenfor citerede anmeldelser, der bestyrkede mig i min opfattelse af, hvor vanskelig tilgængelig bogen er. Sidstnævnte skal selvfølgelig ikke lastes forfateren, men jeg har nu krydset Doctorow af, for skal jeg nå den læsning, jeg har lyst til, så er min tid for knap til sådan gætteleg.