|
LVIII. Ydermere skal et sprog vel uddyrkes og naa nogen fuldkommenhed / da skal det ikke have mangel paa fornødne oord. Hvilke kunne en stoor deel opledes i gamle skrivter / naar mand ikke elders haver dennem dog at de ere ikke aldt for gamle / og saadanne som Odin talede elder Regner og de andre Skaldre udkvade. Thi de have ligesom myndighed for deris alders skyld / og kunne baade pryde og riggiøre vort sprog. Og dersom mand / lige som ved malm / gnier rusten og skiemelen vel af / og fører dem i brug / hielpe de meget til Sprogets siirlighed / hvilket ikke behøver fremmed sminke; eftersom de gamle ord ere i sit eget sprog artigere og sindrigere / end de fremmede; naar de bruges / hvor og naar dem bør at bruges.« |
|
»Naar Danmarks Historie engang skal fortælle Deres Majestæts Daad, og Efterslægten med Forundring beskue hvad vi have oplevet, da skal det siges: at i Siette Frederiks Dage var Dannerkongens Id, at giøre sit Folk lykkeligt, og hans Lyst, at eie dets Kiærlighed. Da skal det mindes, og den sildigste Fremtid skal ei glemme det, at Deres Majestæt viste Verden, hvorledes Herskervælde kan enes med Fadergodhed, Mandomskraft med Blidhed, standhaftigt Mod med fredmilde Dyder. Da skal den skiønne Krands, som Deres Majestæt helst kaarede til Kongesmykke, Krandsen af Sletternes Eeg og Fieldenes Gran, vidne om: at Fædreland, Fred og Folkeheld var Deres majestæts høieste Kiærlighed; og saalænge Videnskaber blomstre paa Jorden, saalænge Danske og Norske bygge i Nord, skal Taknemmelighed bevare den Konges Erindring, der, i Fred og Feide sit Folks Fader, aldrig vendte sit Sind fra Gud og Fædrelandet, aldrig, selv under Krigsbulder og truende Uveirsstorme, negtede Videnskaberne sin høimodige Beskyttelse. Danmarks Tungemaal, en herlig Arv fra den fierneste Fortid, af Deres Majestæt elsket og beskyttet som Nationens Helligdom, har under Deres Styrelse seet en ny og skiøn Morgenrøde. Ei mere fortrængt fra Kongeborgens Høisale, fra Videnskaber Lærestole, fra offentlige Forhandlinger, fra Krigerens Skole og Anførsel: nærmer det sig atter at vinde sin gamle Hæder. Alle skulle omsider blues ved at misagte et Sprog, hvis Værd ogsaa Deres Majestæts Yndest bevidner; en stigende Rigdom og Forædling skal være dennes lykkelige Frugter. ...« |
|
Da Forlæggeren i Aaret 1808 anmodede mig om, at besørge en ny Udgave af Badens orthographiske Ordbog, og jeg paatog mig at udgive et sadant Værk i en forøget og rettet Skikkelse, formodede jeg hverken, at det skulde koste mig saamegen Møie, som Erfaring siden lærte mig, eller at det, ved en usædvanlig Langsomhed i Trykkeriet, skulde udkomme over to Aar senere, end Bestemmelsen var. Det første har kostet mig meget af en Tid, som jeg maaskee heldigere kunde anvendt paa andre Arbeider, men som jeg ikke fortryder, hvis dette maatte findes nyttigt; det andet har i mere end een Henseende været mig saare ubehageligt, og vilde have været det end mere, om jeg havde havt nogen Deel i et Ophold, som imidlertid hverken giør Bogen slettere eller bedre, end den er. Efter den Plan, som var lagt, kunde Bogen ikke udkomme i anden Skikkelse nu, end i Aaret 1810; og de Grundsætninger for Retskrivning, jeg dengang antog, vedkiender jeg mig endnu. Planen var omtrent den samme, som vor afdøde Jacob Baden, ei mindre fortient af Modersmaalet, end af den romerske Litteratur, havde jeg i sin orthographiske Ordbog, der udkom i 1799; men Bogen skulde blive fuldstændigere, mere nøiagtig og fri for Trykfeil; Ordenes Bogstavfølge, som Baden tidt har forsømt, med Strenghed følges; deres rigtige Bøielser overalt angives; mindre bekiendte, eenslydende Ord med forskiellig Betydning, Ord, som af Uøvede let misforstaaes eller bruges urigtigen, skulde ved en kort Betegning, en passende Talemaade, et meningsliigt Ord forklares. Af fremmede Ord skulde slet ingen andre finde Plads, end de faa, som ved meget hyppig og almindelig Brug have faaet et slags Indfødsret, som uden Forklaring forstaaes af Alle eller de Allerfleste, og som ei, ved et brugeligt dansk Ord af lige Bemærkelse, giøres overflødige. Disse fremmede Ord skulde, overalt hvor det giøres nødigt, forklares, og hvor de kunne undværes, henvises til det danske Ord af samme Mening. Da saaledes den øverste Rettesnor for Ordvalget i denne Bog skulde være, at ingen uden ægte og nuomstunder brugelige danske Ord, hiemlede af det dannede Tale- eller Skriftsprog, deri maate optages, men disse med den muligste Fuldstændighed, saavel i Stammeord, som i sammensatte og afledede: kunde Ordbogen tillige blive en Veiledning for Uøvede, i at afgiøre, hvorvidt et Ord kan bruges i reen dansk Tale og Skrift, eller ikke; og saaledes bidrage ei blot til Retskrivning, men ogsaa til Skriverigtighed og Sprogreenhed. Som Følge heraf, maatte ingen, eller saare faa forældede Ord optages, da disse ei høre til den nærværende almindelige Sprogbrug; og af heel nydannede Ord blot saadanne, som Sprogets Aand tør vedkiende sig. At jeg imidlertid ved mange forældede Ords Brugbarhed og Fortræffelighed, har ladet mig forlede til stundom at optage et og andet, som jeg meente enhver uden Skade kunde bruge, fortryder jeg næsten mindre, end at det ikke er skeet med flere. I at optage sammensatte Ord, var jeg da fra først af betænkt paa at søge den muligste Fuldstændighed. Absolut kunde den ikke blive, og de Fleste ville vel meere dadle Overflødighed, end Mangel i den Henseende. Ved Verberne, ansaae jeg det af Vigtighed, for at fremme Sprogrigtighed, at optælle dem, som efter Sprogbrugen taale at forenes med en Præposition til eet Ord. Dette haaber jeg er skeet med Nøiagtighed og Fuldstændighed; og at jeg derved har bidraget til at undgaae en Feilagtighed, som en af vore lærde Sprograndskere med Rette har tillagt Videnskabernes Selskabs danske Ordbog (Minerva 1795 1 Bd. S. 163. Heibergs Fortale til hans Udgave af Sporons eenstydige Ord. S. XXVIII.)« |
| »Man vil af mine Begreber om Skriftsprogets og om Retskrivningslærens Natur (S. 7-9. 19-27) lettelig skiønne, at min Hensigt med denne Ordbog ikke kan være, at give en Rettesnor for det danske Sprogs Retskrivning, som jeg ansaae for at være almeengieldende til enhver Tid. Jeg har sagt, at Retskrivning er resultaterne af et heelt Folks Skrivebrug i en vis Tid, der kunne henføres til visse Grundsætninger, som ved Grandskninger i Ordenes Herkomst, Slægtskab og Liighed kunne bestyrkes og oplyses.« |
| »Endskiøndt det vilde falde for vidtløftigt, her at giøre Rede for alt det, der vedkommer et Arbeide, som denne Ordbog, og Omstændeligen at fremsætte den Plan, som ved samme er fulgt, eller de Grundsætninger, som have ledet Forfatteren under Værkets Udarbeidelse: holder jeg det dog for ikke overflødigt, tildeels endog for nødvendigt, kortelig at berette, hvorledes og i hvilket Øiemed Ordbogen er bleven til; hvilke Egenskaber den har - eller hvilke jeg i det mindste har stræbt at give den; og i hvad Forhold den staaer til tidligere danske Ordbøger.« |
| »Det er en Ordbog over det danske Sprog i dets levende Skikkelse, med nærmest Hensyn paa Skriftsproget, men tillige omfattende Alt, hvad der hører til Sproget i den almindelige og dannede Talebrug, (hvis Auctoritet i ethvert tvivlsomt Tilfælde sættes over Sproglæreres vilkaarlige Forskrifter) i dette Sprogs hele Eiendommelighed og linguistiske Rigdom, i den rigtige Bøining, Sammensætning, Anvendelse og Forbindelse af Ordene, som Forfatteren har søgt at tilveiebringe, med Stræben efter fornøden Fuldstændighed; men tillige med Udelukkelse af alt uvæsentligt, Planen uvedkommende: Alt, hvad ei bør søges i en almindelig Ordbog over det danske Sprog, saaledes som det forekommer i Skrift og dannet Tale; men nærmest i et dansk Glossarium og Dialectlexikon, eller i en technisk Ordbog. - Som en Følge heraf vil i denne danske Ordbog findes:« |
| »Det var ikke muligt, uden at forvolde et alt for stort og forlænget Ophold, at giennemgaae Ordbogens hele Text, efter at Værket var færdigt, for at udtegne de, uagtet saa megen anvendt Omhu, indløbne Trykfeil. Dette er imidlertid skeet ved de første 14 Ark (A-L), og hvad disse indeholde af saadanne, meddeles her (tilligemed enkelte af efterfølgende Ark); deels for at Ingen skulde faae Grund til at mene, at man mere vilde dølge hiin Mangel ved Bogen, end andre; deels for aabenlyst at lægge for Dagen, af hvad Natur Trykfeilene ere, og at der hverken er Anledning til at foruroliges over deres Beskaffenhed, eller deres Antal, som, efter giort Beregning for de her giennemgaaede Ark, i Giennemsnit ei engang udgiør een (og det næsten blot Bogstav-) Feil paa 5500 trykte Ord, ell. omtrent paa eet Ark i sædvanlig Format.« |
| »Frelse, en. ud. pl. [I. Frialsi, Frelsi.] Befrielse, Redning. 'Det er let at være frimodig, naar Frelsen forekommer Faren' Bastholm. 'Efterdi det moralske Onde erkiendes f. det værste, bruges Frelse især om Befrielse fra dette.' Müller. 2. Sikkerhed. 3. Frihed; forældet. 'Noget, som han siden, naar han kommer i sin egen Frelse igien, benegter' D. Lov. I. 15. 2.« |
| »Da jeg nu derimod erfarede, at Ordbogens Forlægger ønskede, det snarest muligt, at see Trykningen af en ny Udgave begyndt, og dertil ikke gierne vilde give over et Aars Frist, indsaae jeg let, at hverken Tid eller Kræfter vare givne mig til at meddele denne Udgave den hele Tilvæxt af Sprogets sildigere Kilder, som den kunde modtage. Jeg kunde dog ikke lade den savne enhver saadan Forøgelse af disse, som det forekom mig, at man snarest vilde fordre eller vente sig; og dertil hørte de berigelser, som meer end een betydende dansk Digter i de sidste forløbne tyve Aar have tildeelt Sproget.« |
| Retur til toppen af siden. | |
| Retur til oversigten over ordbogstekster | Retur til hjemmesidens forside |
| Revideret 23. juli 2007. |