Retskrivningsordbøger til 1948

Nogle oplysninger om deres udgivelser og indhold
- syvende del af ordbogsteksterne

INDHOLD

Indledning

Man kan ikke tale om en retskrivningsordbog, før der findes regler for bogstaveringen, og det var der ikke i Danmark før slutningen af 1800-tallet. Indtil da må man nøjes med at tale om ordbøger - eller andre tekster - der blev fremhævet som eftertragtelsesværdige eller anbefalede for fx skolevæsenet.

Det var først i 18. århundrede, at der blev udgivet sprogbøger, hvori der direkte påpegedes en skriftnorm, og det var først i det 19. århundrede, at man fra myndighedernes side udsendte forordninger og anbefalinger for sprogrigtighed. Det omtales senere, hvorledes bl.a. Ove Malling og Molbech omkring 1800 blev rollemodeller for sprogrigtighed. I det 19. århundredes slutning fik dansk de første forordninger med krav om bestemt retskrivning og andre grammatiske regler, hvilket senere førte til udgivelsen af autoriserede retskrivningsordbøger.

Med retskrivningsreformen af 1948 og især dannelsen af Dansk Sprognævn i 1955 kan man sige, at der kommet helt styr på myndighedernes forhold til ortografien, hvad der ikke forhindrede stridigheder i at opstå, som fx »majonæsekrigen« sidst i det 20. århundrede.

I dag er dansk ortografi bestemt gennem Retskrivningsordbogen, der hjemles via en sproglov og nogle bekendtgørelser i tilknytning hertil, og alle offentlige myndigheder blev her - for første gang i lovgivningen - pålagt at følge normen.

Ved alle reformerne og forordningerne fra 1800-tallet og til i dag er der ikke ændret radikalt ved retskrivning, grammatik, tegnsætning eller andre sproglige forhold, og der er stadig meget stor afstand mellem det skrevne ord og det talte ord uden udsigt til, at en radikal reform nogen sinde bliver til noget. En radikal omlægning af retskrivningen vil betyde en endnu større vanskelighed ved at læse ældre litteratur, og det ville i en lang overgangsordning give store problemer med alle eksakte registreringer - et problem der ikke er blevet mindre efter digitale funktioner er blevet så udbredte.

Det 17. århundredes sprogrigtighed

Den manglende regeleksistens før det 19. århundrede betød dog ikke, at der ikke var interesse for skriftsproget og retskrivningen langt tidligere. Erich Pontoppidan, 1616-1678, var med forbillede fra italieneren Scaliger tilhænger af, at man stavede som man talte. Peder Syv, 1631-1702, gik i 1685 i sine Betenkninger ind for Pontoppidans teorier og opfordrede til, at man forenklede skrivemåden i dansk, så overflødige bogstaver fjernedes, og de fremmede c, q, x og z erstattes af andre bogstaver.

I modsætning til fornyerne var pastor Henrik Gerner i Birkerød, 1629-1700, tilhænger af, at man talte, som man skrev, og hermed var landets første dokumenterede ortografiske strid kommet til verden. Gerner og andre konservative kræfter skrev i den følgende tid indlæg mod Peder Syv, der gav svar på tiltale, men striden ebbede ud, uden der var sket nogen ændringer i sædvanerne, og de enkelte skribenter fortsatte hver med deres favoriserede bogstaveringer.
[6035-II p.285+318ff]

De ortografiske uoverensstemmelser var især om:

   Overflødige bogstaver.
   Fremmede bogstaver c, q, w, x og z.
   Bogstaverne j og v skulle indføres.
   Vokalfordobling ved lang vokal.
   Dobbeltkonsonant efter kort vokal.
   Verbernes flertalsformer.
   Store begyndelsesbogstaver i substantiver.

Sidstnævnte var endnu i 1500- og 1600-årene ikke et væsentligt spørgsmål. Helt op til og med Holberg var de store begyndelsesbogstaver i substantiver og andre ordklassers væsentligste ord sjældent forfatternes præcisering, men sætternes sædvaner og trang til at pynte på deres arbejde. Denne majuskeltrang har Peter Skautrup påvist ikke findes i håndskrifterne hos en del af de meget produktive fra Christian IVs tid - inklusive - kongen selv, samt fx Bording og Moth.

Det kan ses af bibeltrykkene, hvor vanskeligt det er at finde nogen bestemt linje i brugen af majuskler. De tidlige bibler før 1700 har en stigende tilbøjelighed til at anvende majuskler i substantiver og til dels adjektiver, men efter 1700 har bibeludgaverne fra 1717, 1718, 1740 og 1765 kun anvendt minuskler, mens en udgave 1719 benytter majuskler. En årsag skal formodentligt søges i forskellige trykkerier og forskelligt udstyr.

Om majuskelbrug skriver Peder Syv i 1663 og Erich Pontoppidan i 1668, at disse bør bruges ved alle proprier, og »hvor en ny mening begyndes«, men det 17. århundredes grammatikere fandt ikke spørgsmålet interessant.

Omkring år 1700 nåede bogtrykkerne frem til en vis enighed og ensartethed, som på nær enkelte undtagelser holdt sig lige til de mistede indflydelse på opsætningen i en bog i vore dage. Nogen særlig stor konsekvens fandtes dog ikke, og afvigelserne var mangfoldige. Undtagelserne fra nutidsnormen drejede sig om tre forhold:

1 - Mærkning af lang vokal ved dobbeltskrivning som fx i been og huus eller ved tilføjelse af »e« efter »o« som fx i foed eller efter trykstærk udlyd i verber som fx boe og døe.
2 - Diftonger skrives ay, ey og øy eller ai, ei og øi.
3 - Palataliserede k- og g-lyd foran fortungevokaler skrives som »ki« fx kiøb og Kiøbenhavn.
[6035-II p.320f]

Om forskelle i bøjning og andre sproglige forhold på dette tidpunkt vil det føre for vidt at inddrage her, og læseren henvises til fx Det danske Sprogs Historie.

18. århundredes retskrivning

I 1724 udgav Peder Schulz bogen Danskens Skriverigtighed Indbefattendes en kort Undervisning saavel om Det Danske Sprogg at bogstavere som og Ordenes foranderlige Endelse, Tillæg og Brug i Stilen. Trykt i Povel Joh. Phønixbergs Bogtrykkeri. Omfang ca. 150 sider.
[6035-III p.13+171; 10056-IV p. 1ff]

Peder Schulz indleder fortalen til »den Villige og Billige Læsere« med sin formålsparagraf, der citeres i sin helhed:

»Det kunde vel Engang være høy Tid
for vort gode og saa høyt begavede Danske Sprogg
at værdiges nogen Ære af sine Lands-Mænd
hun som hidindtil haver havt den Skiebne
at være agtet som en Steddatter
imod den Kierlighed at regne til andre Nationers Tunge-Maal
end og hos sine egne. Nu omstunder er det endeligen kommen saa vidt
(som man seer) at de just blande mest deres Danske Stil med Fransk og Latine
som mindst ere de samme Sprogg mægtige. Hvilket og andere letteligen merke dennem af
som forstaae sig paa dem begge. Men disse derimod
som ikke have lært deres af en eller anden Regnebog
bruge ey saadanne Ord uden paa sine Tider og Steder
hverken uden Fornødenhed
ey heller foruden Exempler af Cancellierne og de Fornemmeste Skriver-Stuer
hvor i vore Tider prisværdigt legges Flid paa en rett reen Dansk Stil;
det og Dansken haver dem fornemmeligen at takke fore
som over samme Steder have mest at befale
ere Fæderne-Landets rette rene Elskere
og derfor og Sprogets
saa at det var ingenlunde formeget
om jeg sagde
at Dansken kysser deres Haand og Penn til Takksigelse.
Men dette meldes alleneste for den Aarsags skyld
At ikke skall regnes mig til onde
Om jeg
Efter min ringe Skiønnsomheds Evne
Søger at giøre mit dertil
I hvor lit det end er
Med at give en kortt Undervisning om det Danske Sprogs rigtige Skrivemaade
For saaledes at forekomme manges Umage
Efterkomme deres Yndske og Begiering
Der kunne have forlanget at see noget af dette slags i vor Tid
Som baade maatte fortienne Navn af Dansk Orthographie
Og hvorefter man
Saavel i Skrivningen som i Trykken
Sig kunde rette.«

I øvrigt indeholder hans værk 15 afhandlinger om følgende emner:

Første afhandling
Om det Danske A.b.c. og nogle af samme Bogstavers Ufornødenhed
Kapitlets tese er, at bogstaverne »c«, »q«, »w« og »z« er fremmede og overflødige.
Alfabetet bør derfor ideelt bestå af 21 eller 22 bogstaver afhængig af, om »i« og »j« regnes som et eller to tegn:

A B D E F G H J K L M N O P R S T U V X Y

Anden afhandling
Om de enkelte Vocaler og de dobbelte, som kaldes Diphtongi
Forfatteren beskriver her bl.a. forskellen på vokallyden »i« og konsonantlyden »j«.

Tredje afhandling
Om Stavelser i allmindelighed, og de dertil fornødne Selvlydende og Medlydende
Afsnittet indledes med en beklagelse over, hvor svært det er for børnene at få lært ordentligt dansk, når mange af dem straks bliver sat i tysk skole, hvor de

»lærer der at læse og skrive det haarde og sterklydende Sprogg førend det faaer begreben sit eget. Andre efter en saare kortt Undervisning i det Danske tage strax Latinen fat og dem er Tiden knap nok til at begribe det samme fuldkommeligen end sige at bekymmre sig stort om det Danske.«

Men forfatterens hovedidé er hvorvidt ord, der kan få tillagt endelser, skal have dobbelt konsonant i rodenden, og hvor vanskeligt det er at udtale dansk - dertil »udfordres en meget bevægelig Tunge for at tale det blødt«. De bløde ord som »god« skal derfor ikke have konsonantfordobling i enden - »gode«, mens hårde ord som »par« skal have det - »parret«.

Fjerde og femte afhandling
Handler om endestavelsers bogstavering.

Sjette og syvende afhandling
Handler om vokalfordobling og to sammenstående vokaler eller konsonanter i øvrigt, som forfatteren generelt er modstander af, når der gøres en undtagelse for verberne. Eksemplerne er »staae« og »staaer«, at »flye« og jeg »flyer«. For konsonanternes vedkommende er Schulz imod formen »hafve« og foretrækker »have«.

Ottende afhandling
Om Mellem-Bogstaver
Handler om de skarpe lyde i midten af ordene og spørgsmålet, om de skal skrives som fx -dsk- eller -sk- og det afhænger af ordets stamme, så »jydsk« anbefales, men skam også »tydsk«, fordi »det giør fyldest for det Tydske (t) Teutsch.« Mange af argumenterne forekommer meget søgte i dag, men skyldes for nogles vedkommende en anden opfattelse af oprindelsen.

Niende afhandling
Om nogle Ord, hves Bogstavering kand være vanskelig.
Her drøftes formerne for »kunne, skulle og ville« sammen med »kunde, skulde og vilde«. Formerne for »tørr, at tøre, tørt, tøer, giøre og giør« sammen med mange andre retskrivningseksempler på forskellige drilske stavelser.

Tiende afhandling
Om Danskens Etymologie.
Ordklasserne gennemgås med artiklerne først, dernæst forskellene på substantiver og adjektiver og deres tal, genus og kasus. Pronomener og verber følger, og alle har også afsnit om skrivereglerne. I samme kapitel behandles også alle uregelmæssige verbers bøjning med listning som fx: befaler, befol, befalet, befalt.

Elvte afhandling
Om Distinctioner
Bag dette fremmedord gemmer tegnsætningen sig. De behandlede tegn er:

   / = Opholdsstregen eller Comma
   ; = Parti-Strægen eller Semicolon
   : = Exempels-Punct eller Colon
   . = Sluttnings-Puncten eller Punctum
   ? = Spørsels-Puncten eller Signum interrogandi
   ! = Forundrings-, Yndske- og Klagemaals-Puncten eller Signum exclamandi
   () = Parentheser
   ˜ = Binde- eller Skillsmisse-Stræger eller Divisions-Stræger

Reglerne for kommatering afviger noget men ikke voldsomt fra det nuværende system. For de fleste andre tegn er der kun små forskelle, og måske kan forfatterens råd til læserne under tegnet kolon også anvendes i dag:

»Hvor man finder Aarsag at tvivle, om der skall bruges enten Colon, eller Semicolon, der kand de Ustuderede heller bruge det sidste, end det første: Thi det giøres ikke behov at giøre sig Scrupler over noget, som end ikke de Lærde selv kand forliges om.«

Tolvte afhandling
Kapitlet handler om, hvilke ord der skal have stort begyndelsesbogstav. Om proprierne er forfatteren i overensstemmelse med nutidig praksis. Substantiverne får alle stort førstebogstav med nogle undtagelser for ord, der også kan bruges som adverbier, fx »i morgen«. Adjektiver, når de står substantivisk, får også stort forbogstav: »de Fromme«. Det er første gang, at brugen af de store begyndelsesbogstaver nærmere behandles i grammatikken.
De øvrige regler er stort set overensstemmende med de nuværende.

Trettende til femtende afhandling
Afsnittene handler om tryk og lydlængde i stavelserne og i sammensætninger samt enstavelsesord ord med bestemte endelser som fx »-sk« og »-st«.
[10056-IV p.1-153, 6035-III p.171]

Konklusion
Gennemgangen kan give et indtryk af, både hvorledes en 1700-tals sproginteresseret person forklarer sine tanker om retskrivning og hvad retskrivningsreglerne på denne tid indeholdt.

Ludvig Holberg

Peder Schulz var ikke den eneste, der i begyndelsen af 1700-tallet havde en mening om ortografien i det danske sprog. Holberg udgav i 1726 Ortographiske Anmerkninger, og i indledningen gør han opmærksom på, at han ikke vil ændre reglerne eller taler med fagmands vægt, men alene vil oplyse, hvorledes han selv bogstaverer:

»Disse faa efterfølgende Orthographiske Anmerkninger sigte ikke til at stifte Regler, og at foreskrive Love til andre; men alene giøre rede for min egen Skrivemaade.. Jeg haaber at ingen der udover kand med Billighed beskylde mig for Novitet: Thi jeg fremfører intet Nyt; men grunder alene mine Anmerkninger paa deres Skrive-Måde, som mest synes at stemme overeens med Fornuft og Analogie. Jeg ville ønske, at en anden, som seer dybere udi disse Ting, vilde for Alvor tage sig for at remedere den Misorden, hvorover vi af Fremmede saa ofte høre ilde, thi hvad kand være hæsligere end at enhver skriver og bogstaverer lige som det falder ham ind.«

[10056-IV p.159]

Holberg efterlyste, at en kompetent fagmand kunne opstille regler for retskrivningen, som han så villigt ville følge, selvom visse af sådanne regler ikke ville falde i hans smag, idet han anså en fælles ensartet skrivemåde som essentiel. Holbergs sprog blev en vigtig del af fundamentet af nutidigt dansk - jf. udgivelsen af Holberg-Ordbogen.

Op mod midten af århundredet skrev flere andre om retskrivningsreglerne og kom med forslag om bl.a. udskiftning af bolle-å med det græske omega - Ω - ω -, afskaffelse af substantivernes store begyndelsesbogstaver, verbernes flertalsformer etc.; og i denne polemik begyndte så århundredets betydeligste grammatiker J. P. Høysgaard at deltage - se nedenstående.

Jens Peder Høysgaard

Jens Peder Høysgaard, 1698-1773, var uddannet filolog men fik aldrig noget professorat, og i stedet ernærede han sig i mange år som pedel, klokker og overgraver. Hans første indlæg i polemikken udkom 1743 og bar tilten Tres faciunt collegium eller Kjendelse i Sagen imellem Tvende fordum vel-meriterede og endnu efter Døden Berømmelige Mænd, Om Nogle Stykker i den Danske Orthographie Udstedet Af en Dansk Patriot, fra hvilken kand ventes meere saadant, om denne Første Prøve finder Behag, og staaer sin Prøve.

Selv om skriftet var et indlæg i diskussionerne mellem Th. Clitaus og Niels von Hauen - sidstnævnte havde 1741 udgivet et ortografisk leksikon, hvori han gjorde sig til talsmand for afskaffelsen af substantivernes store begyndelsesbogstaver - så behandlede Høysgaard i værket også de tidligere sprogfolk Peder Syv og Henrik Gerner. I Høysgaards indledning hedder det således:

»Det hændes ofte, at den, som tager sig for at skifte lige imellem tvende, der ligger i Haar sammen, bliver u-formodentlig mør-banket af dem begge: men jeg skal vel ingen Fare have derfor, efter som de gode Mænd Gerner og Syv haver nu saa længe været regnet iblandt de Døde. Dog hvad siger jeg Døde? De lever jo begge, og særdeles Syv, ey alleene i deres egne Skrifter, men ogsaa næsten i alle Skriver-Stuer og ved alle nu levende Orthographisters Penne, som følger deres Skrive-Regler: saa jeg derfore vel maae frygte i Steden for to, at skaffe mig selv flere end et heelt tusinde Prygler paa Ryggen. Vel kand der findes de, der maa skee holder den berømmelige Syv for en gammel og nu forkastet Orthographist: men saa røber de deres egen Vankundighed, og viser, at de enten lidet eller og uden Agtsomhed har læst hans Skrifter, og mindre holdt hans Skrivning imod den, som nu er i Brug hos de beste.«

Hans indlæg i debatten indeholder tre punkter:
   1) Om Brugen af Vocalen i og Consonanten j.
   2) Om Vocaler og Consonanter at duble.
   3) Om at giøre forskiel paa Numerus Singularis og Pluralis i Verbis eller Tiid-Ord.

»Flere Poster faaer man ikke Leylighed denne Gang at ventilere.«

Om sit første punkt beskriver han lærernes vanskeligheder - ikke mindst med de enfoldige:

»Videre om man lærer de eenfoldige, at i somme Ord skal i samles med en anden Vocal, og i andre skilles derfra, saa vil de for bemeldte Aarsag undertiden samle dem, hvor de skal adskilles, og for Exempel læse tjære i Steden for tiere Ligesom een, der læser Atten Jenser i Steden for Athenienser: men en anden gang skille dem ad, naar de bør samles, og læse alle di æble i Steden for alle Djævle, og saadant meere. De, som længe har haft andre, og især Dumme-Hoveder at informere, veed best Beskeed herom, og kand stadfæste, at det er sandt, hvad jeg skriver, særdeles kand alle Danske Skoeleholdere hertil være Vidne.«

[10056-IV p.194]

Anden tese handler om værdien af at skrive lange vokaler i udlyd med dobbelt bogstav og korte med enkelt bogstav, og ingen af forslagene falder i forfatterens smag. Høysgaards løsning på det sproglige problem er at bl.a. at indføre accenter i det danske sprog, men spørgsmålet behandles først i hans senere afhandlinger. I øvrigt slog ideen aldrig rigtigt an, og i dag har vi stadig kun brug af accenter ved enkelte fremmedord.

Høysgaards tredje tese om flertalsendelser for verberne indeholder en konstatering af, at talesproget - selv fra prædikestolen - ikke længere skelner, men at kun singularisformen anvendes.

Concordia res parvæ crescunt
Senere samme år, 1743, udkom så Høysgaards andet indlæg i sprogstriden. Det havde titlen Concordia res parvæ crescunt, eller Anden Prøve af Dansk Orthographie, Som viser skrevne Accenters Nytte, og Vocalernes rætte brug, Udgivet som en Project, Paa hvis antagelse og forskydelse haab og mishaab om den bædste forbædring i den Danske skrive-rigtighed, og om enighed i det meste deraf fornemmelig beroer efter Authors mening.

Bemærk forfatterens brug af små bogstaver i substantiverne, når der ikke er tale om titeltypografi. Skriftet beskæftiger sig med tone, stød, rytme og tryk i det danske sprog, og Høysgaard anvender accenter til at angive ordenes lydlige forhold. Han indfører accenterne

   acutus,
   gravis,
   circumflex samt den
   efterstillede apostrof
til at angive henholdsvis
   kort vokal uden stød,
   kort vokal + konsonant med stød
   lang vokal med stød og
   lang vokal uden stød.

I anden del af afhandlingen vil han indføre bolle-å i stedet for aa og dele ø-lyden op i en åben og lukket og derved indføre og skelne mellem bogstaverne ö og ø.

I de følgende år udviklede Høysgaard videre sine ortografiske og grammatiske ideer og han udgav de følgende år flere sprogværker. Det første udkom i 1747 med titlen Accentuered og Raisonnered Grammatica, Som viser Det Danske Sprog i sin naturlige Skikkelse, saa velsom dets Rime-konst og Vers-regler; Samled med Patriotens Tvende Orthographiske Prøver, og udgiven De Fremmede til Villie , som allerede veed noget af Sproget, og i sær for de Unges skyld, som opdrages enten til Bogen eller Pennen.

Forfatterens fortale indledes således:

»Her finder den Gode Læser baade gammlet og nyt: Han finder der den gamle ortographie, som endnu er brugelig, om Han har Lyst til at blive ved den; Ham forekommer og til mange Ord en ny, om den behager Ham bedre. Begge Dele læres her med een U-mag; thi den samme Regel, som viiser, hvilken Bogstavering der kan holdes for den rætteste efter Raison, viiser og tillige den, som er den beste efter Brugen.«

[10056-IV p.253]

Hans efterfølgende store arbejder var i 1752 Methodisk Forsøg til en Fuldstændig Dansk Syntax, hvoraf kan tages Anledning, ey al-ene til en ræt og tydelig Construction i vort Sprog, men og til des nøyere Indsigt i alle andre. Til dette værk udkom i 1769 Første Anhang til den Accentuerede Grammatica, angaaende Indretningen i et orthographisk Ord-Register, hvoraf en Prøve følger bag efter. Denne prøve på en ordbog har udstrakt brug af accenter og forekommer noget kompliceret med fx »âsenerne« for »æslerne«.

Årsagen til ordbogseksemplets fremkomst var formodentligt Jacob Badens udgivelse af sin tyskesprogede danske grammatik i 1767, hvor udtalen ikke var taget i betragtning, hvilket Høysgaard så ville råde bod på eller kritisere.

Høysgaards værk berømmes for skarpsindighed af Peter Skautrup i Det danske sprogs historie:

»Høysgaard har kendt de betydeligste nye fremmede grammatikker (således franskmanden Girard's fra 1747 og tyskeren Gottscheds fra 1748), men han overgår dem langt i skarpsindig tænkning og er i anlæg og behandling uafhængig af dem (Bertelsen). Hoveindholdet er en gennemgang af den regelrette syntaks (Syntaxis simplex), en konstruktionslære, hvorved ikke skal forstås en sætningslære (som Høysgaard slet ikke går ind på) og ej heller en egentlig sætningsanalyse, men derimod en redegørelse for relationerne mellem logisk sammenhængende ord og ordforbindelser, altså forholdet mellem styrelsen (det styrede ord, regendum, af Høysgaard kaldet Regelord) og det styrende ord (regens, Høysgaard: Styre-Ordet).«

[6035-III p.15]

Grammatikken omkring år 1800

Der findes ikke i det nittende århundredes begyndelse fastlagte retskrivningsregler. De anerkendte ordbøger var Molbechs og efterhånden suppleret med de udgivne bind af Videnskabernes Selskabs Ordbog. Af anden anbefalelsesværdig litteratur tjente bl.a. Ove Mallings Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, Gyldendal 1777, repr. DSL 1992.

Centraladministrationen havde udgivet retningslinjer for retskrivningen første gang i 1739, hvor det i Latinskoleforordningen af 17. april blev pålagt skolerne at påse, at eleverne »vænnes til en god og brugelig Ortographie i deres eget Sprog«. Det var småt med specifikationer for, hvorledes opgaven skulle løses, og meget meget bedre blev det ikke ved den følgende forordning fra 1775: Forordning af 11. maj 1775 angaaende Skoele-Væsenets Forbedring, idet der i lovteksten henvistes til det gode forbillede i Ove Mallings værk, der dog først udkom to år efter anbefalingen, men ingen konkrete regler gives. Forordningen forlangte desuden, at der skulle »lægges Vind på Modersmaalets dyrkelse», hvad der ikke skete, og det var først i 1809-forordningen, at der kom bestemt krav om modersmålsundervisning i latinskolerne.

Ved århundredets begyndelse kom den næste forordning: Kongelig resolution af 11. juli 1800. Ifølge denne skulle lærerne nu »følge den Orthographie, som af Fædrelandets bedste og meest classiske Prosaister bruges.« Det var stadigt svært for lærerne at vide, hvad der var korrekt.
[DEK p.12, 6035-III p.140+163]

Jacob Baden

Disse vage myndighedsbestemmelser fik naturligvis ikke diskussionerne om sprogets rette skrivning til at forstumme, og et af de vægtigste bidrag omkring århundredeskiftet kom fra Jacob Baden, 1735-1804, der som rektor i Helsingør og siden professor i veltalenhed - eloquentiæ - ved universitetet i København forelæste over både historiske og sproglige emner. De sidstnævnte forelæsninger blev samlet til et værk, der udkom første gang i 1785 og i andenudgave i 1792: Forelæsninger over det danske Sprog eller resonneret dansk Grammatik. Bogen er på 362 sider og indeholder tre hovedafsnit:

En paradigmatisk del, hvori behandles fonetikken og morfologien, hvor adjektiver første gang i dansk grammatik udskilles som selvstændig ordklasse.
I andet afsnit behandles syntaksen og
i tredje afsnit prosodien.

I forfatterens fortale til førsteudgaven skriver han fra andet afsnit om værkets tilblivelse således:

»Dette Skrift blev til ved nogle Venners Ønsker, som, da jeg i Aaret 1780 var kaldet til Universitetet, savnede academiske Forelæsninger over Modersmaalet Grammatik, hvilke syntes at skulle blive kiærkomne paa en Tid, da vort Sprog ved Hoffets og de Lærdes fælles Bestræbelser havde naaet en af sine lykkeligste Epoker. Mit Kald var vel ikke, at arbeide i Modersmaalet; men baade var min Anweisung zur dänischen Sprache, som jeg for 20 Aar siden forfattede i Altona, i Manges Hænder; og ved at have udgivet den Kritiske Journal i 12 Aar, havde jeg havt Leilighed, baade at giøre mig Sprogets og Literaturens Fremgang i dens blomstrende Periode bekiendt, og selv at studere og øve Modersmaalet. Derpaa grundede sig maaske mine Venners Fordomme om mig: jeg lod mig overtale til at indbyde til de første Forelæsninger over det danske Sprog, som ere holdte ved Universitetet.

Udfaldet overgik langt min Forventning. Jeg havde den Fornøielse, i de tvende Vintere 1782 og 1783, at foredrage det danske Sprogs Grunde for et talrigt Auditorium af alle Stænder, hvoriblandt Mænd i Værdigheder og Embeder, som beærede mine Forelæsninger med en uafbrudt Flid og Opmærksomhed.«

[6712 p.I-II]

Det var altså første gang, at der på universitetsniveau blev forelæst over modersmålet, og Badens tanker herom blev genudgivet i flere omgange til 1812, og et uddrag udkom indtil 1838. I andre værker blev han kopieret eller dannede grundlag for sprogværker, der udkom i første del af 1800-tallet. Jacob Baden fik også udgivet en ordbog, der passede med hans grammatik: Dansk ortografisk Ordbog, 1799. Den var en retskrivningsordbog.

Jacob Baden havde en forsigtig tilgang til sprogændringer, idet han var helt klar over, at store og pludselige ændringer ikke havde chance for at slå igennem. Han lyttede derfor til det talte og skrevne samtidige sprog og lagde sine anbefalinger derefter. Fx, som han beskriver det i sin Sproglære side VI om verbernes perfektum participiumsformer:

»Jeg havde foresat mig, da jeg dannede Conjugationerne, at føre Verberne af den tredie Classe ind i alle deres gamle vel grundede Rettigheder, og ikke allene at lade deres Passiviske Participier, men ogsaa Perfecterne i Activet, endes paa n. Men da jeg lagde Mærke til, at det Activiske Perfect paa t (har drevet, revet, givet etc.) har rodfæstet sig i Brugen, saa vel hos vore flittigste og bedste Skribenter, som i Collegierne og det almindelige Liv, men at det Passiviske dog endnu stedse har temmelig haandhævet sin gamle Form, om ikke i Sing. (er bleven, dreven, given,) saa dog i Plur. (blevne, drevne, givne): besluttede jeg at holde denne Middelvei imellem den allerede stadfæstede Sprogbrug, hvilken en Sproglærer aldrig ustraffet tilsidesætter, og hine Verbers lovlige Paastand, at jeg lod dem antage den dem paatvungne Form i Activer, men forbeholdt dem deres gamle Form i Passivet; og altsaa conjungerede: har drevet, er dreven; har givet, er given drevne, givne etc.«

[6712 p.VI]

Selv om de forskellige grammatiker i detaljen afviger fra hinanden, så har de dog så meget til fælles, at sprogets hovedformer, dets syntaks og brug er overensstemmende i periodens grammatiker. Dette kan heller ikke undre, da grammatikforfatterne ikke slører deres afhængighed af formænd og kolleger som fx i rektor i Roskilde S. N. I. Blochs Fuldstændig Dansk Sproglære til Brug i lærde Skoler fra 1817, der i slutningen af sin fortale vedkender arven fra »vor danske Sproglæres tre Hovedværker, af Høisgaard, Baden og, hvad Formlæren angaaer, Diechman«. Andre aktører var Rasmus Kristian Rask, E. Jessen og N. M. Petersen; sidstnævnte forsøgte i sin Dansk Orddannelseslære fra 1826 at systematisere grammatikken.

Rask og N. M. Petersen

De mange private udgivelser af sproglitteratur gav afsmittende interesse hos myndighederne, der allerede ved forordningerne i 1770'erne havde drøftet, om de i det hele taget var bemyndiget til at udstede sproglige bestemmelser. De konkluderede dog, at de havde et vist ansvar for, at officielle skrivelser var affattet på et præcist og ensartet sprog, så deres autoritet derfor godt kunne udstrækkes til læreanstalterne, så disse i det mindste ikke fremmede eller forøgede en sprogforvirring.

[6035-III p.163] I 1826 forsøgte Rasmus Kristian Rask også at argumentere for en reform. Hans ideer beroede på udtalen som grundlag for retskrivningen. Rask ville have et bogstav per lyd, han ville derfor afskaffe stumme bogstaver og opgive dobbelte vokaler. Han ville indføre to ø-bogstaver: ö og ø, indføre bolle-å og afskaffe bogstaverne c, q, x og z som værende fremmede for dansk udtale, men han ville bevare de store bogstaver.

N. M. Petersen, der var i overensstemelse med Rask, forsøgte i sin artikel Undersøgelse om, hvorvidt den danske Retskrivning bør forbedres fra 1826 at opstille en liste over de grundsætninger, som havde været fremført af forskellige ophavsmænd:

   1) Brugen - Regel: følg den almindelige skrivebrug, eller skriv som de bedste skribenter.
   2) Udtalen - Regel: skriv som du taler. Andre har vendt reglen om og sagt: tal, som du skriver.
   3) Etymologi - Regel: udtryk i skrivningen ordenes oprindelse.
   4) Analogi.
   5) Tydelighed - Regel: skriv, så andre kan forstå det.
   6) Adskil ord - Adskil ord, der ellers kan forveksles.

Han påviste derefter svaghederne og uoverensstemmelserne mellem disse mange forskellige forslag til ordning af retskrivningen, men der kom ikke meget ud af diskussionen, og efter en kort periode blev der igen stilhed omkring retskrivningen.
[7016-1 p.5ff]

Senere kommer N. M. Petersen igen i sprogdebatten. I 1846-1848 udgav han i Antikvarisk Tidsskrift sin artikel Om Forandringer i Retskrivning, især om Brugen af latinsk Skrift. I artiklen skuede han noget tilbage, fremhævet Rasks ideer og skrev om brugen af store bogstaver:

»Vi tro, at disse store begyndelsesbogstaver ere gammel dansk brug; ingenlunde. Den, der bilder sig det ind, kender kun den sidste stump af sit modersmåls historie. Vore bibler og psalmebøger (lige indtil bibelen fra 1819) behøvede dem ej, og de ere dog for almuen; ingen almuesmand har fundet noget stødende derved; men de lærde støde sig overalt, når deres lærdom ikke blindt følges; gamle Holberg var klogere end de med al deres kløgt.«

[7016-III p.369ff+376]

Fra 1850'erne og frem

Fra omkring 1793, hvor første bind af Videnskabernes Selskabs Ordbog udkom, kunne man lade sprogspørgsmål gå videre til ordbogskommissionen, hvad der dog ikke var nogen succes, idet deres svar på spørgsmålet om retskrivning igen var orakelsvaret, at man bør have etymologien for øje, og hvor oprindelsen er usikker, bør man følge de skribenter, der skriver med det grundigste og fasteste system. De første direktiver med nøjagtigere regler kom ikke før 1865.

Periodens væsentligste myndighedsdirektiver om retskrivning var:

Cirkulære af 30. oktober 1847. Heri opfordredes latinskolerne til ikke »at bruge en fra den sædvanlige betydeligt afvigende Orthographie«. Da et af de stående skillemærker var de store begyndelsesbogstaver for substantiverne, så betød cirkulæret, at der skulle undervises med »store bogstaver«, ikke noget med bolle-å, og dobbeltvokaler skulle fortsat anvendes. Var lærerne i tvivl, kunne de benytte Molbechs ordbog fra 1833 som rettesnor. Denne konservative regel blev gentaget i 1855.

Direktiv af 14. november 1865, der kaldtes for »salmebogsdirektivet«, fordi det henviste søgende ortografer til salmebogen Psalmebog til Kirke- og Huusandagt, der udkom 1. gang i 1856, samt igen til Molbechs ordbog, der nu var kommet i sin anden udgave i 1859.

Cirkulære af 21. februar 1872. Her bortfaldt dobbeltvokaler i fx Huus og Steen, men »de store bogstaver« blev stående. Ministeriet udtalte i den anledning, at det »har troet til en vis Grad at burde medvirke til, at man ved Undervisningen i Landets offentlige Skoler og Undervisningsanstalter imødekommer de Bestræbelser, der i de sidste Aar har gjort sig gjældende for noget at raade Bod paa den mere og mere fremtrædende Forskjellighed i Reglerne for dansk Retskrivning« ved også for borger- og almueskolernes vedkommende at anbefale tilslutning til de samme af en del videnskabsmænd og forfattere i en offentlig udtalelse af 21. juni 1870 anbefalede retskrivningsregler. [DEK p.13, 6035-III p.165, 6818 p.XIII]

Cirkulære af den 24. juli 1888 De nye Retskrivningsregler.

Bekendtgørelsen af den 7. juni 1889 om retskrivningen - »til Brug og nøje Efterlevelse i alle offentlige Skoler og Seminarier samt i alle Privatskoler, der have Ret til afholde Afgangseksamen til Universitetet eller almindelig Forberedelseseksamen«. Der henvistes til den ordbog som Viggo Såby var ved at samle (se nedenstående) samt, at »Alle Skolebøger skulle for Fremtiden trykkes med den her befalede Retskrivning«.
[6035-IV p.72, 10103 p.VII]

Bekendtgørelserne af den 27. februar 1892, nr. 23 og 24 om retskrivningen. Den sidste BEK forblev i kraft som det officielle sproggrundlag, indtil sprogloven kom i 1997, men blev ændret ved to mindre bekendtgørelser i 1900 og 1902. Bekendtgørelsen fra 1892 er blevet kaldt den reaktionære, fordi den tilbagekaldte nogle af fornyelserne fra 1888.

Bekendtgørelsen af 15/12 1900, hvor verbernes flertalsformer blev frivillige »er - ere« og »kaster - kaste«.

Bekendtgørelsen af 25/2 1902, hvor flertalsbøjning af participier efter være og blive ophæves. Denne bekendtgørelse blev den sidste ændring inden 1948-ændringen.

Retskrivningsordbøgerne

Efter de ministerielle bekendtgørelser var udgivet kom der fra slutningen af 1800-tallet flere retskrivningsordbøger. Retskrivningsordbøger indeholder ingen eller få citater, definitioner eller etymologier, men fastsætter normen for retskrivningen og viser bøjningsformer og kun ved homonymer er ordene normalt defineret for at forhindre fejltagelser.

Det er dog ikke alle danske ord, der optages i retskrivningsordbøger. Almindelige sammensætninger, der kan dannes analogt med andre, og som ikke frembyder bøjnings- eller endelsesproblemer optages normalt kun eksempelvis. Fx kan ordet »havelåge« være medtaget, men ikke »havedør«.

Dansk Hjælpeordbog
I 1875 udkom på Gads forlag en puritansk ordbog. Den var skrevet af Hans Dahl og titlen var Dansk Hjælpeordbog til fredning af det hjemlige og uddrivelse af det unyttige fremmede i vort modersmål. Hans Dahl var søn af F. P. J. Dahl, der også havde stærke sprogrensningsmeninger.

Ordbogen fylder fra side 1 til 573 opsat i en spalte. Fra side 574 til 634 er en liste over unyttige fremmedord, som redaktøren ønskede udskiftet med gode danske ord. Fx indeholder listen ord som »akklimatisere«, der burde udskiftes med »vejrvænne«, og i selve ordbogen er fx opslagsordet »regnskjold« i stedet for ordet »paraply«, og opslagsordet »jævnløbende«, der skulle erstatte »parallel«.

Denne type meget markante ordbøger fik dog aldrig nogen indflydelse; dertil er sproget alt for konservativt, hvilket den næste ordbogsredaktør også fik at føle.
[KB]

Svend Grundtvigs ordbøger

En af de første, der forsøgte sig med en dansk retskrivningsordbog, var en medunderskriver af adressen fra 21. juni 1870, nemlig Svend Grundtvig, der udgav den i 1870. Han havde analogt med de øvrige nordiske lande - og efter et nordisk retskrivningsmøde i Stockholm i 1869 - benyttet små forbogstaver og bolle-å, men det forhindrede på det tidspunkt bogen i at få nogen udbredelse.

Svend Grundtvig fjernede derfor disse to særegenheder, inden han udgav en omarbejdet version af bogen i 1872 hos Reitzel. Den opfyldte da det ministerielle cirkulære af 21. februar 1872. Titlen var Dansk Haandordbog - med den af Kultusministeriet anbefalede Retskrivning. Andenudgaven fra 1880 indeholder 218 to-spaltede sider. Ordbogens opbygning er ikke strengt alfabetisk, idet sammensætninger skal findes under forstavelsen. Det gælder også ordet »forældre«, der skal findes under opslagsordet »for-« og ikke mellem »fort« og »fos«. Artiklen om »for-« er delt i »for-« med tryk og »for-« uden tryk. De to afdelinger har tilsammen uden punktum eller afsnitsopdeling omkring 1.000 sammensætninger inkl. nogle antonymer med præfix »u-«, der dog også kan findes under »u«. I 1882 kom en andenudgave med et omfattende tillæg.

I forordet forklarer forfatteren, at det brugte system med at samle sammensætninger under præfikser etc. er nyt i en dansk ordbog, og at det vil hjælpe brugerne med at overskue hele det danske brugelige ordforråd. I forhold til førsteudgaven er der medtaget flere fremmedord af de almindeligst brugte. Udgaven fra 1872 blev anerkendt og anbefalet i et ministerielt cirkulære fra 13. december 1872
[6818, 6035-IV p.71, 8850 p.11]

Dansk Retskrivningsordbog

På grundlag af bekendtgørelsen fra den 7. juni 1889 samlede Viggo Saaby en Retskrivningsordbog, der blev den »mest officielle«. Den skulle være udkommet i 1890, men kom 1891. Retskrivningsordbogens udgaver var:

1. udgave 1891, redaktør Viggo Såby
2. udgave 1892, redaktør Viggo Såby
3. udgave 1896, redaktør P. K. Thorsen, XII + 224 sider
4. udgave 1904, redaktør P. K. Thorsen, VI + 263 sider
5. udgave 1909, redaktør P. K. Thorsen, VI + 261 sider
6. udgave 1913, redaktør P. K. Thorsen
7. udgave 1918, redaktør P. K. Thorsen
fra 7. udgave inklusive Henrik Bertelsens retskrivningsvejledning
8. udgave 1919, redaktør P. K. Thorsen, 292 sider

Fra den 3. udgave i 1896 var bogen i overensstemmelse med bekendtgørelse af 27. februar 1892. Og fra 4. udgave i overensstemmelse med bekendtgørelse af 15. december 1900 og bekendtgørelse af 25. februar 1902.

I 1920 blev der nedsat et Retskrivningsudvalg under undervisningsministeriet. Det opgave var at følge sproget og indstille alle større og principielle ændringer til ministeriet. Endvidere skulle udvalget være ansvarlig for udarbejdelsen af en ny retskrivningsordbog, og denne kom første gang i 1923 unde redaktion af Jørgen Glahder. Henrik Bertelsens retskrivningsvejledning var stadig inkluderet i ordbogen. Dens titel blev Dansk Retskrivningsordbog, og dens udgaver var:

1. udgave 1923, redaktør Jørgen Glahder, omfang XXXIX + 192 sider.
2. udgave 1925 - i øvrigt som 1. udgaven
3. udgave 1929 - i øvrigt som 1. udgaven

Udgaven forblev i kraft til 1948 med følgende optryk:
3. udgave, optryk af 1938 findes på KB uden optryksnr. i registreringen
3. udgave, 2. optryk 1940
3. udgave, 3. optryk 1943
3. udgave, 4. optryk 1945
3. udgave, 5. optryk 1946
[6035-IV p.18+74, 10103 p.VII, REX-KB-beholdning, 8850 p.11]

Op gennem 1930'erne og ikke mindst under besættelsen efter 1940 voksede ønsket om at fjerne sig fra germanske levn som de store begyndelsesbogstaver. Ved dannelsen af nordiske sprogforeninger blev ønsket om at indføre det nordiske bolle-å også forstærket, og flere og flere gik over til at skrive substantiverne med lille begyndelsesbogstav. Alle disse ting ledte hen mod en retskrivningsreform, der endelig kom i 1948.

Se herom i næste afsnit.

Jørgen Marcussen

	Retur til toppen af siden.
Retur til oversigten over ordbogstekster	Retur til hjemmesidens forside
Revideret 25. juli 2007.