Retskrivningsordbøger efter 1948

med tillæg for Retskrivningsordbogens 4. udgave fra 2012

Nogle oplysninger om deres udgivelser og indhold
- ottende del af ordbogsteksterne

INDHOLD

Indledning
1948-bekendtgørelsen
1955-ændringerne
1955-retskrivningsordbogen
1986-retskrivningsordbogen

1997-loven om det danske sprog
Tillæg om 2012-udgaven
Alternativerne til den officielle »Grønne«
Kildeliste
Retur til oversigtens forside

INDLEDNING

Den foregående del af min oversigt over de væsentligste danske ordbøger behandler perioden fra 1948-reformen til i dag. Som nævnt i slutningen af sidste afsnit opstod der op gennem 1930'erne og under besættelsen efter 1940 et voksende ønsket om at fjerne sig fra germanske levn som de store begyndelsesbogstaver. Ved dannelsen af nordiske sprogforeninger blev ønsket om at indføre det nordiske bolle-å også forstærket, og flere og flere gik over til at skrive substantiverne med lille begyndelsesbogstav. Alle disse ting ledte hen mod en retskrivningsreform, der endelig kom i 1948.

Inden den faglige tekst læses, bedes læseren bemærke, at den oprindeligt blev fremstillet, mens internettet var i sin vorden, og at digitalisering af tekster som ordbøger, tekstkorpus etc. dårligt nok var kommet i gang. I dag (2015) er det muligt at finde meget materiale om ordbøger, retskrivning og andet sprogstof i stor mængde, hvorfor nogle af mine oplysninger kan føles overflødige.

1948-bekendtgørelsen

Retskrivningsudvalget, der var blevet nedsat i 1920, havde afgivet sin betænkning og blev ophævet ved ministeriets bestemmelse, da bekendtgørelsen af 22. marts 1948 indeholdende de nye retskrivningsbestemmelser blev udstedt.

Retskrivningsbekendtgørelsen var ganske kort og indeholdt kun fem paragraffer. De faglige var:
§ 1 Begyndelsesbogstaver, alle proprier med stort, alle appellativer med lille.
§ 2 Bolle-å indførtes i alle nordiske ord inkl. proprier bortset fra personnavne.
§ 3 »Kunde«, »skulde« og »vilde« blev til »kunne«, »skulle« og »ville«.

Retskrivningsbekendtgørelsen, der i sin helhed kan læses på www.retsinfo, blev fulgt op af en statsministeriel bekendtgørelse af 2. juli 1948, hvorefter statstjenesten skulle følge den nye retskrivning med undtagelse af aa-å også i stednavne.

En kortere artikel om ændringernes baggrund og fordelene ved det nye system findes i en artikel i Mål & Mæle 2/1998 side 18-22, Stor reform - små bogstaver, skrevet af Erik Hansen.

Der blev samtidigt med marts-bekendtgørelsen nedsat et udvalg for at få udarbejdet en ny retskrivningsordbog, men udvalget bar ikke frugt og blev nedlagt i 1953, hvorefter det den 30. november 1953 blev erstattet af et nyt udvalg med blandt andre Jørgen Glahder, der havde redigeret den seneste ordbog, Peter Skautrup samt Erik Oxenvad.

Udvalget lod Jørgen Glahder udarbejde ordbogen, mens Erik Oxenvad skrev retskrivningsvejledningen. Udvalget havde færdiggjort sit arbejde i marts 1955, og den 17. marts 1955 ¹⁾ oprettede undervisningsministeriet Dansk Sprognævn. Dansk Sprognævn fik overdraget det udformede manuskript til retskrivningsordbogen og med de samme medarbejdere som i udvalget gjorde Sprognævnet materialet klar til trykning.
¹⁾ Jf. [Berl.T. 28/4 2005] var grundlæggelsen ved bekendtgørelse af 29. april 1955, mens retskrivningsordbogen anfører datoen i marts.
[10103 p.VIIIf, DEK p.9, Berl.T. 28/4 2005]

Dansk Sprognævns forhold blev senest revideret ved bekendtgørelse nr. 707 af 4. september 1997 om Dansk Sprognævns virksomhed og sammensætning.

1955-ændringer

Efter Dansk Sprognævn var oprettet i 1955 nedsatte Nævnet et udvalg, der skulle forestå ordbogsudgivelsen på grundlag af bekendtgørelsen fra 1948 om de små begyndelsesbogstaver i substantiver etc. Den 8. februar 1955 var der udstedt en bekendtgørelse om å'ets plads som sidst i alfabetet, og med de to nævnte ændringsbekendtgørelser blev der foretaget en generel opdatering af ordbogens indhold og blandt andet blev visse dobbeltformer slettet fra ordbogen og nogle ændrede stavemåder blev optaget samt listet særskilt sidst i ordbogen.

Blandt de vankelmodige ord blev fx »odør« i 1955 rettet til »odeur«, som så igen i 1986 blev til »odør«, mens »milieu« blev til valgfrit »milieu / miljø« for så i 1986 endelig alene at blive til »miljø«. Af større betydning var ændringerne i ord som »fjeder, foder, vadsk og vædske«, der tabte -d- og blev til »fjer, for, vask og væske«.

Den 23. februar 1956 kom et cirkulære, der ændrede valgfriheden med »aa-å« i stednavne til kun at gælde, hvor afgørende omstændigheder taler derfor. Den statslige forpligtelse til primært at bruge bolle-å i stednavne blev fjernet i en bekendtgørelse og et cirkulære begge fra 15. marts 1984, hvorefter offentlige myndigheder kunne skrive -aa- i stednavne, hvor det var ønsket.

1955-retskrivningsordbogen

Retskrivningsordbogen udkom i 1955 og om optagelseskriterierne for ord i værket skrev redaktionen i forordet, at ordbogen

»indeholder det almindelige ordforråd, der bruges i nutidsdansk. Også fagord er medtaget i vid udstrækning, dog ikke specielle fagtermini, der kun anvendes af en snæver kreds af fagmænd, f.eks. arteriosclerose, clavicord, kemoresistent. Af forældede ord er kun medtaget ord, der har en vis litterær karakter, og som derfor kan tænkes anvendt i historisk og arkaiserende litteratur. Afledninger af egennavne er medtaget, men ikke selve egennavnene. Dialektord, som har ikke vundet indpas i rigssproget, er ikke medtaget; heller ikke til slang er der taget hensyn. Af sammensætninger er kun anført enkelte af de mest almindelige som eksempler...«

Rækkefølgen er strengt alfabetisk og også toleddede udtryk er opført på alfabetisk plads uden hensyn til mellemrummet. Der var ikke tale om en stor reform for bogstaveringen i øvrigt. I alt var der kun 126 afvigelser fra den forrige ordbog.
[Berl.20/2 1986]

Udgivelsen af ordbogen fandt sted i december 1955, og dens trykkehistorie ser således ud med forbehold for yderligere oplag, som jeg ikke er stødt på:

1. udgave 1. oplag, udgivet 1955, omfang XXX + 299 pp. Oplagene 2 til 18 udkom respektivt i årene 1956, 1957, 1959, 1962, 1963, 1964, 1966, 1968, 1970, 1972, 1974, 1975, 1976, 1977, 1978, 1980, 1982.
Ved syvende oplag i 1964 var oplaget totalt oppe på 206.000 eksemplarer.

I 1978 udkom ordbogen første gang med stor skrift for svagtseende.

1986-retskrivningsordbogen

Retskrivningsbekendtgørelserne nr. 23 og nr. 24. af 27. februar 1892 samt 1948- og 1955-bekendtgørelserne forblev i kraft til lov nr. 332 af 14. maj 1997 annullerede dem, men retskrivningsordbogen af 1955 fik allerede - eller endelig - sin efterfølger i 1986 på grundlag af de gældende 1948-regler.

En sober indføring i Sprognævnets rolle i forbindelse med retskrivningsordbogen og det danske sprog kan læses i Mål & Mæle nr. 3, 1997: Ordnede forhold af Henrik Galberg Jacobsen, side 12-15. Samme artikel er i let ændret form også at finde i Nyt fra Sprognævnet 197/3 side 1-5.

Ønsket om en fornyelse af 1955-ordbogen havde været til stede i Sprognævnet i lang tid, men ressourcerne rakte ikke til en hurtigere opdatering, og først med hjælp af sponsormidler fra 1979 blev der sat mere fart i arbejdet. Da sprognævnet havde myndighed til at ændre ikke-principielle bogstaveringer m.v., så var det planen, at den nye udgave skulle inkludere en del ændringer i forhold til 1955-bogen, og om nogle af forslagene, som pressen fik vidende om, opstod der en del debat. Debatten gjaldt bl.a. formen gymnasie ved siden af gymnasium. Se desuden om majonæsekrigen nedenstående.

Den nye retskrivningsordbog anfører om forholdet mellem »å« og »aa«: »Det er således altid korrekt at skrive danske stednavne med å.« Den største »krig« var dog forårsaget af de to relativt sjældent anvendte ord mayonnaise og roastbeef, der nu efter forslag fra Sprognævnet valgfrit kunne staves majonæse og rostbøf. Det blev for meget.
[Berl.T. 22/2 1986, Berl.T. 28/4 2005]

Majonæsekrigen blev anledning til en artikel i [M&M 2/1988 p.6ff] af Erik Hansen, der var delagtig i udgivelsen af ordbogen. Artiklen handler om madord og deres udenlandske oprindelse og efterfølgende optagelse i det danske sprog og derfor ændrede stavemåder. Det gælder fx boeuf til bøf, liqueur til likør og sauce til sovs. Ingen af disse ord havde skabt oprør, som majonæsen gjorde, og Erik Hansen skriver, at

»Sprognævnets forklaringer og dementier var naturligvis langt dårligere stof end forbitrede patriotiske appeller til alle rettænkende, og derfor fik debatten lov at rase i flere måneder, indtil den gik i stå af sig selv hen på efteråret.«

og videre skriver han om madfolkene:

»Madfolkenes forargelse over fordanskningen af især franske ord er ikke noget specielt. Den bygger som hos de fleste andre på et troskyldigt ukendskab til emnet. For eksempel tænker man ikke på, at vi har en århundredgammel tradition for at fordanske franske ords stavemåde: brysk, direktør, føljeton....«

Efter al postyret udkom bogen uden den store dramatik, og det bør betænkes, at ingen satte restaurationsbranchen eller individuelle danskere forbud for brugen af uautoriserede stavemåder i deres private korrespondancer.

Modtagelsen af den nye udgave af ordbogen var noget blandet. I [Berl.T. 22/10 1986] skrev Poul Fløe Svenningsen i kronikken:

»Efter at have nærlæst de 622 sider i den ny Retskrivningsordbog med hele ordlisten, bilag og regler tør jeg påstå, at den er ufolkelig i ordets bredeste betydning. Et besværligt arbejdsredskab for skrivende mennesker.«

I Retskrivningsordbogen, der udkom hos Gyldendal i 1986, står der i forordet, at »Retskrivningsordbogen afløser Retskrivningsordbog, udgivet af Dansk Sprognævn, 1955, som officiel dansk retskrivningsordbog.« Det er jo næsten ikke til at se eller høre, at titlen er ændret, og derved kan man igen kalde ordbogen for første udgave.

Ordbogens omfang var på 622 sider, og udgivelserne var detaljeret:
1. udgave, 1., 2. og 3. oplag kom i 1986.
Det 4. til 10. oplag kom årligt fra 1987 til 1993, og 11. oplag i 1995.
I 1989 udkom ordbogen med stor skrift - og fyldte 1.041 sider,
og i 1996 udkom den på cd-mediet.

Retskrivningsordbogens anden udgave 1996
Retskrivningsordbogen, 2. udgave, udkom ved Aschehoug i 1996, og omfanget af orddelen var på 27 - 524 sider sat i tre spalter med indledning om brug på siderne 1-26, og bagerst var en retskrivningsvejledning fra side 525 til 669. Ordbogen var udvidet med ca. 3.000 nye opslagsord, og der var rettet i omkring 1.000 ord. På side 525 kom en liste over ændrede staveformer fra første udgave. Det var især stednavne og fremmedord som »skanning / scanning« og »plastik« eller »plastic«.

Til forskel fra hovedparten af ordbogsplaner, så kom andenudgaven faktisk et par uger før den planlagte tid. På forespørgsel til Sprognævnets formand, Erik Hansen, om dette havde forbindelse til Gyldendals udgivelse af deres egen retskrivningsordbog, så fik journalist Kirsten Rask svaret:

»Ja, det er klart. Gyldendal har lusket med den, det kom bag på os. De har selvfølgelig fuld ret til at udgive deres egen ordbog. Vi har stillet ordlisten med de nye ord til rådighed for alle ordbogsredaktioner. Ud over Retskrivningsordbogens 64.000 ord har Gyldendal ca. 14.000 ord mere med; de er taget fra deres andre ordbøger - formodentlig mest sammensætninger.«

[Berl.W.20-26/9 1996]

At fornyelse også indebærer fornuft viser sig bl.a. i at ordet »en kompliment« i den nye udgave kom til at hedde også »et kompliment«. Det havde to årsager: Unge mennesker benyttede intetkønsformen, og af 101 forekomster af endelsen »-ment« var de 100 intetkøn, og kun kompliment var fælleskøn.

En anden fornyelse i ordbogen var det nye komma, enhedskommaet, som skubbede pausekommaet ud i kulden. Der kan herefterdags kommateres efter enhedskommaet, der tillader men ikke forlanger - udeladelse af kommaer foran ledsætninger. Enhedskommaet blev indført, efter man i 1986-udgaven havde indført to systemer: det grammatiske komma og det ny komma. Men det sidstnævnte slog ikke an, og allerede i 1996 blev kommasystemerne erstattet af enhedskommaet.
[KOM p.1-30]

Også ved denne udgave fra Sprognævnet syntes formanden, Erik Hansen, at have behov for at understrege, at ændringerne ikke var så epokegørende, som det forlød i visse medier og som løse påstande hos borgerne. Han besvarede derfor selv fem spørgsmål om ordbogen i en kronik fra Berlingske Tidende:

   Betyder en ny udgave af ordbogen en ændret retskrivning? Nej.
   Er kun ordbogens ord anerkendte ord i dansk? Nej.
   Er retskrivningen blevet liberaliseret? Nej.
   Er det nyt, at fremmedords stavemåde fordanskes? Nej.
   Er almindeligt udbredte stavefejl udråbt til korrekt sprog? Nej.
[Berl.T. 2/11 1996]

Anden udgave kom i 1. oplag i 1996 i 75.000 eksemplarer. Samme år kom også 2. oplag i handelen. 4. oplag kom i 2000.

1997-loven om det danske sprog

Den 14. maj 1997 blev der vedtaget en lov på sprogområdet. Det var den første danske lov, der var viet til sproget. Den hed Lov nr. 320 af 14. maj 1997 om Dansk Sprognævn og blev kaldt Sprognævnsloven.

Samme dag blev der også udstedt Lov nr. 332 af 14. maj 1997 om dansk retskrivning, kaldet retskrivningsloven. Disse to love ophævede ved ikrafttrædelsen den 1. august 1997 alle de foregående bekendtgørelser og cirkulærer på sprogområdet inklusive de ikke her tidligere nævnte bekendtgørelser af 26. februar 1963, 8. februar 1967 og 26. november 1981.

Retskrivningsreglerne blev i 1997-loven fastsat til at skulle reguleres af to principper, og disse blev nærmere konkretiseret i bekendtgørelse nr. 707 af 4. september 1997. Det ene princip er traditionsprincippet, hvorefter ordenes bogstavering fastlægges på grundlag af gældende regler fra 1892-bekendtgørelsen og Sprognævnets retskrivningsordbøger. Efter dette princip skal fremmedord i det danske sprog staves og bøjes som almindelige danske ord.

Det andet princip er sprogbrugsprincippet, efter hvilket der staves, som gode sprogbrugere gør. Den sidste orakelregel er ikke anderledes end de kritiserede regler fra 1800-tallet, men har ikke skabt synderlig debat siden lovens vedtagelse.

I 1997-lovgivningen blev kredsen, der skal følge loven, også fastsat, og det er kort og bredt hele det officielle Danmark, hvilket gør diskussioner med traditionsbundne embedspersoner noget lettere for korrekturlæsere, der nu kan henvise til »Den grønne«.

Sprogloven fra 1997 var ikke en reformlov. Der blev intet ændret ved principperne for retstavning i Danmark, og de ændrede staveformer, der fandt vej til Retskrivningsordbogens anden udgave, var kun de periodiske tilpasninger, ethvert sprog kræver, og som Dansk Sprognævn har hjemlet ret til at gennemføre uden at spørge folketinget, der kun skal tage stilling til mere radikale ændringer end nye udenlandske ord optaget i det danske sprog med tilpasset stavemåde.

Retskrivningsordbogens tredje udgave 2001
Efter lovens ikrafttræden kom Retskrivningsordbogens 3. udgave i 2001 med et omfang på 749 sider og stadig hos forlaget Aschehoug / Alinea A/S. I orddelen er der tilgået omkring 1.000 nye ord, og i andre 1.000 ord fra den foregående retning er der foretaget rettelser. Ændringerne i tredje udgave var især dobbeltformer, der forsvandt ud af sproget, og en liste over disse ændringer er praktisk optrykt bagerst i bogen på side 601. Men der forsvandt også enkelte ord ud af bogen. Det var fx »DDR«, »Vesttyskland« og »hijacker«.
Yderligere læsning om ordbogen i de to kilder nævnt i næste linje.
[M&M 3/2001 p.29] + [NfS 2001/4]

Også ved denne udgave af Retskrivningsordbogen kom der kritiske røster om forandringerne og i det hele taget Sprognævnets kompetence til at være vismænd på området. En af de mere bidske artikler var Klaus Ulrik Keels i [Pol. 16/12 2001]. Artiklen Sprognævnets ordkløveri har som underrubrik »Hvorfor opretholde et statsfinansieret organ som Dansk Sprognævn, hvis dets opgave består i at legalisere sprogfejl begået af dårlige sprogbrugere?«.

I artiklen skriver han, at »retskrivningsordbogsgenudgivelserne har antaget karakter af (usystematiske) opdateringer, fuldstændig parallelle med dem, vi kender - og plages af - når det gælder edb-programmer i almindelighed og tekstbehandlingsprogrammer i særdeleshed.« Og han fortsætter med modstillingen og skriver, at edb-programmer gerne har forbedringer, mens »i princippet enhver ændring af gældende retskrivning enten er ganske overflødig, eller - og det gælder de fleste - decideret skadelige.« I næste sætning går modstillingen på, at edb-programmer kan man ignorere, mens »de nye og stadig hyppigere retskrivningsversioner, som produceres af Dansk Sprognævn, er at betragte som det danske sprogs lovfæstede gældende ortografi og som sådan principielt ufravigelige.«
[Pol. 16/12 2001 del 2. p.10]

Denne holdning, der i tiden efter i dagspressen blev luftet af flere andre i artikler, kronikker og læsebreve, er ikke ny. Ved hver ændring af det bestående har samme argumenter om tidens forfald været taget i brug. Kirsten Rask behandler temaet i artiklen Retstavningskrige: hjerteblod og galde i Mål & Mæle 1/2004. Her gennemgår hun først skriftsprogets konstruktion, der er dannet efter fem principper: det fonetiske, det etymologiske, det traditionelle, det internationale og det dekorative princip. Disse principper er systematiserede opdelinger af ordforrådet og dets udvikling, og hun forholder sig derefter til kritikerne, der angriber alle principperne - selv om det ikke er samme personer, der nødvendigvis går igen i alle grupperne.

Kritikerne deles i artiklen i tre grupper: palæologerne, der vil bevare sproget uændret; neologerne, der ikke kan få revisionerne store nok, og det tavse flertal, der »helst retter sig efter forskrifterne, også nye stavemåder, blot de ikke er for aparte, læs: for enkle eller 'nemme'.« Konklusionen er i øvrigt, at det er gruppe tre, der i det lange løb vinder. På kort sigt kan palæologerne gerne få ret, men på længere sigt er det flertallet af sprogbrugere, der får ret.

Fra 4. oplag fra 2003 er de nye kommaregler medtaget i bogen. De nye kommereglers hovedpointe er muligheden for ved kommateringen at undlade at sætte indledende ledsætningskommaer. Der kan læses om emnet i den nye 2012-ordbog.

Note tilføjet 2015
De ændrede regler har nu været i brug i nogle år, og nogle af ændringerne har skabt lidt irritation ved digitale søgninger. Det gælder fx søgning på ordet linje, hvor man nu i tekster med både gamle og nye retskrivninger må sikre sig både at søge på "linie" og på "linje" for at få alle "hits" med. Naturligvis har der gennem tiderne været mange af den slags ændringer i stavningen, og Sprognævnets argumentation i tilfældet "linje"for mere konsekvent at følge reglerne om kort / lang vokal i foranstillet stavelse er naturligvis i orden. Men den slags ændringer kræver ved hver søgning flere tasteanslag for at få et fuldt dækkende resultat.

Næste udgave
Der er planer om en ny revideret udgave i 2009, og om der er stof til en sådan reform kan man læse om i Mål & Mæle 4/1998 i artiklen Den næste retskrivningsreform af Henrik Galberg Jacobsen, side 17-21.

Tillæg om Retskrivningsordbogens 4. udgave 2012

Hvad ovenstående tekst sluttede med at profetere holdt ikke stik. Der kom først en fjerde udgave i 2012. I den nye udgave var det første, der faldt mig i øjnene, hvor vanskelig korrekturlæsning kan være, da forordet i fjerde afsnit skriver "præpostioner". Sådanne småting skal man ikke lade sig slå ud af. Mange bøger med trykfejl har flere kompetente korrekturlæsere sammen med mig gennemlæst, og man ærgrer sig altid mest de første fjorten dage efter en udgivelse - så går det over igen.

I forhold til 3. udgave, der fyldte 749 sider, så fylder 4. udgave nu 1056 sider. Den meget store forøgelse i sideantallet skyldes ikke alene flere opslagord. Der er nu ca. 64.000 af dem - en forøgelse med ca. 4500 nye ord, men også en vis afgang. Forøgelsen skyldes vedføjede definitioner ved ord, der kan gøre brugerne usikre om betydningen, flere bøjningsoplysninger og flere sammensætningsformer.

En af de lidt diffuse ændringer er valgfriheden til ved ord som "akvarium" og "gymnasium" også at bruge formerne "akvarie" og "gymnasie". Det har Sprognævnet fundet rimeligt for de 50 mest brugte ord, og selv om man med et stort tekstkorpus i dag ved digital statistik let kan finde disse 50 ord, så vil det omvendt for mange være vanskeligt at udpege netop dem, hvorfor det må forudses, at der i fremtiden vil blive brugt "-ie"-endelser på mange af de forbudte ord, da kendthedskriteriet jo naturligt må afhænge af, hvilke fagkredse man færdes i. Munke må formodes at finde ordet "refektorie" / "refektorium" som hørende til de 50 mest kendte, men det er ikke inkluderet i listen over de tilladte ord med dobbeltform.

Også ved denne udgave er retskrivningsreglerne ændrede på flere punkter. En af ændringerne er muligheden for valgfrit at sammenskrive adverbier og præpositioner eller lade dem være to ord, uanset om udtrykket har en styrelse: "oven på bordet" / "ovenpå bordet". Uden styrelse skal a+p dog stadig skrives i et ord. Kan man forvente at mindre fokuserede sprogbrugere vil lære sig én regel: sammenskriv altid a+p? I så tilfælde vil de fraser, hvor sammenskrivningsreglen ikke gælder, formentlig blive glemt, og fx "ind ad" og "ud ad" vil også blive sammenskrevet, selv om ordene ikke indgår i listen over tiladte sammenskrivninger.

Nye ord
På grund af den gennemførte digitalisering af ordkorpus, ordbøger og tekstsamlinger, der anvendes ved ordbogsudfærdigelsen, vil der nu hvert år kunne produceres en liste med nye ord, der publiceres i den digitale Retskrivningsordbog, og som vil blive optrykt i papirordbogen ved næste udgave.
Hverken i den nugældende ordbog eller i 2014-listen over nye ord, der i december indgik i ordbogsmassen, er ordet "rejsekort" optaget, og det er påfaldende, da netop tekster og indlæg om rejsekortets problemer har fyldt meget i medierne og har været brugt siden 1996.

Processen ved beslutningen om, hvilke ord der skal inkluderes hvert år, er beskrevet i Nyt fra Sprognævnet 2014 nr. 2 side 3-7. Nævnets princip om, at "Ordene skal have etableret sig i sproget og være en del af det almindelige ordforråd for at komme med i RO", synes jeg må være opfyldt med ordet "rejsekort", der i 21 år har været i brug. Så hvor gemmer det sig?

Lovgrundlaget
Lovgrundlaget for Dansk Sprognævn er ændret. De nye bestemmelser kan læses på Retsinfo. Detaljerne er sådan:
Bekendtgørelsen om Dansk Sprognævn kom i ny udgave i 2009: BEK nr. 178 af 2009-03-09 (der ophævede BEK nr. 707 af 1997-09-04), og den bagvedliggende lov om Dansk Sprognævn kom i ny lovbekendtgørelse LBK nr. 217 af 2015-02-13.

Alternativerne til den officielle » grønne «

Opgaven med trykning af Retskrivningsordbogen gik i 1986 i licitation, og mod forventning vandt Gyldendal ikke licitationen, der gik til Aschehoug, men Gyldendal kunne naturligvis ikke som stort ordbogsforlag være uden en retskrivningsordbog, så de fik redigeret deres egen, der udkom i 1996 med den opfindsomme titel Retskrivningsordbog.

Ved udgivelsen skrev Politiken under underrubrikken I dag erklæres krig på ordbogsmarkedet, at der nu var tre retskrivningsordbøger på markedet, idet den tredje var Politikens Nudansk ordbog, der udkom 1. oktober 1996. I artiklen gennemgås forskellen mellem de tre ordbøger, hvor kun Politikens kan bruges som betydningsordbog.
[Pol. 20/9 1996 del 2 p.1]

Den har et omfang på 702 sider, hvoraf de første 66 sider er vejledning m.m. Der er 80.000 opslagsord i bogen, der er baseret på forlagets store og små dansk-engelske ordbøger suppleret med ord fra Den Store Danske Encyklopædi«, dansk-tysk ordbog, Retskrivningsordbogen fra Sprognævnet og ODS samt ODSS og forlagets Fremmedordbog. Ordbogsdelen er sat op i trespaltede sider. Hovedredaktør var Jens Axelsen. Andet og tredje oplag kom i 1996 og 1998 og i 2000 kom 5. oplag.
[8574]

En cd-version udkom af førsteudgaven i 1999. Ordbogens anden udgave kom i 2001 med samme redaktør og nu på 752 sider. Bogens 6. oplag kom i 2006.

Politikens retskrivningsordbog
Også Politikens Forlag udgiver en retskrivningsordbog. Den kom første gang i 2001 og var på 557 sider med en vedlagt cd med ordbogens tekst.

Jørgen Marcussen

	Retur til toppen af siden.
Retur til oversigten over ordbogstekster	Retur til hjemmesidens forside
Opdateret d. 24.5.2015.