SAMUEL JOHNSON OG HANS ORDBOG

OG LIDT OM ANDRE ENGELSKE ORDBØGER

Indholdsoversigt


Indledning
Følgende tekst er en kort introduktion til Johnsons ordbog og dette værks tilblivelse og historie samt en smule om ordbogsudviklingen i England før 1755, og om den store Oxfordordbog, der var færdigudgivet i sin første udgave i 1928.

Johnsons ordbog blev et væsentligt værk ikke alene inden for leksikografien, men i det hele taget for England, som på dette felt længe havde stået i skyggen af Frankrig og Italien, hvis Akademier havde udgivet store nationale ordbøger længe før England. Nu fik de med Johnsons ordbog noget, der bragte dem tilnærmelsesvis op til de andre kulturlande, som de ofte sammenlignede sig med. Ordbogen blev desuden for engelske ordbøger normsættende fra den kom i 1755 og helt op til udgivelsen af The Oxford English Dictionary i 1928.

Biografiske oplysninger om Johnson
Samuel Johnson, bliver født 1709 i Lichfield og dør i London i 1784. Hans aktive periode ligger inden for kongerne George II og George III. Biografiske oplysninger om ham og lidt om hans endnu eksisterende ene bolig fra 1748 til 1759 findes i Johnson2-teksten.

Tidlige engelske ordbøger
Johnson var på ingen måde den første ordbogsskriver i England, om end han var den første ordbogsredaktør, der benyttede de særlige retningslinjer for udarbejdelsen, son nedenstående gennemgås.

De første engelske ordbøger var beregnet for akademikere, idet de var engelsk-latinske eller engelsk-franske. Den tidligste, jeg har noteret mig, var en engelsk-latinsk ordbog fra 1440. Caxton, Englands første trykker, udgav ordbøger efter 1476, og Thomas Alyot trykte en latinsk-engelsk ordliste i 1538. I begyndelsen af 1600-tallet kommer de første rent engelske ordbøger, bl.a. udgivet af Robert Cawdrey i 1604 og af Henry Cockeram i 1623, men disse har ikke længere betydning for andre end sproghistorikere.

Den første ordbog, der fik stor udbredelse, blev Nathan Baileys An universal Etymological English Dictionary, hvis første udgave kom i 1721-1727. Dens omfang var på cirka 40.000 opslagsord, og den havde også etymologier og udtaleanvisninger, men få citater og ingen kilder. Denne ordbog blev en bestseller. Den kom i 30 udgaver helt op til 1802. Denne bog var Johnsons konkurrent.

Efter Johnsons ordbog
Inden jeg går over til Johnsons værk, så færdiggør jeg ordbogsoversigten op til vor tid.
Gennem 1800-tallet begyndte der at udkomme mange konkurrerende ordbøger. Det voksende borgerskab, den almindelige skolegangs forbedring og billigere tryksagspriser gav forøget efterspørgsel. Den væsentligste ordbogsudgiver i det 19. århundrede blev Joseph Worcester. Han begynder i 1828 med bearbejdelse af en tidligere ordbog, nemlig Chalmer's Dictionary, men efterhånden bliver hans ordbøger helt omarbejdet og meget større end oplægget og indeholder i 1860-udgaven, som fik titlen A Dictionary of the English Language, over 100.000 opslagsord.

I Amerika er det helt dominerende ordbogsnavn Noah Webster (1758-1843). Han udgiver sin første ordbog, The American Spelling Book, i 1783. Der solgtes over 70 Mill. eksemplarer i de hundrede år, den var i trykken. I denne bogs første udgave gør han sig til talsmand for en stærkt ændret amerikansk ortografi, men en sådan revolution slår dog aldrig igennem, og han kommer hurtigt på forretningsmæssigt bedre tanker. I 1828 udgiver han An American Dictionary of the English Language i to bind. Denne ordbog og dens efterkommere bliver så dominerende, at ordet »Webster« indgår i sproget i USA som synonym til en ordbog. Forlaget er senere slået sammen med Meriam til »Meriam-Webster«.

The Oxford English Dictionary
Men alle de foregående nævnte ordbøger og inklusive Johnsons var ikke komplette oversigter over sproget - end ikke over det skrevne sprog - og der skulle gå mange år fra Johnson, før den store engelske ordbog kom. Det skete efter omkring 40 års forberedelser, da i 1928 den sidste levering af den første »komplette« ordbog på historiske principper for det engelske sprog udkom: The Oxford English Dictionary. Hovedsigtet med denne autoritative ordbog var - og er - at beskrive sproget i sin helhed med hensyn til brug, udtale, grammatik og ordenes oprindelse. Ordbogen gør ikke aktivt noget for at promovere korrekthed, men indirekte får dens tekst naturligvis kollosal vægt. Den omfatter heller ikke hele sproget, da det talte sprog, slang etc. får en meget ringe plads.

Principperne for The Oxford English Dictionary blev formuleret i forskellige filologiske og antikvariske selskaber i England fra 1858 til 1878, men det kneb med at finde risikovillige udgivere, og først, da Oxford University Press accepterede at stå som udgivere, kunne arbejdet begynde.

Ordbogens »fader« er James Murray. Man behøver ikke at være ordbogsfreak for at kunne fornøje sig over hans biografi skrevet af hans barnebarn K. M. Elisabeth Murray: Caught in the Web of Words, 1977. Bogen fortæller oplagt om arbejdet set fra en af inderkredsens medlemmer.

Oxfordordbogens indhold
Der lægges i redaktionen ganske stor vægt på, at principperne i ordbogen er historiske. Dvs. at ordene efterspørges helt tilbage til de ældste engelske kilder og følges op gennem århundrederne med deres ændrede stavemåde og betydningsforskydning. Det gør man kun ved at have et stort citatmateriale at øse af. Der læses derfor en betragtelig del af den engelske ældste litteratur. Læserne eller medarbejdere, af hvilke hovedparten var frivillige, samlede gennem en årrække citater fra den engelske litteratur tilbage fra den angelsaksiske og op til i dag (for den nyeste udgave i det mindste). De udskrev citaterne på sedler, som de sendte til redaktionen der ordnede materialet og derefter skrev de enkelte ordbogsartikler. Denne arbejdsmetode var altså 100-150 år senere stadig meget lig Johnsons metode.

Oxfordordbogen er den eneste engelske ordbog, hvor benytteren kan hente oplysninger om ordenes brug med citater fra ca. hvert århundrede og for hver betydningsforskel dog med den begrænsning, at oldengelsk og »middle« engelsk ikke medtages. Begyndelsestidspunktet liger omkring Chaucers tid. Ordbogens første bind udkom 1884 som A New English Dictionary on Historical Principles; Founded Mainly on the Materials Collected by the Philological Society. De følgende bind (udsendt i hæfter) udkom frem til 1928, hvor det 125. og sidste hæfte blev udsendt.

En komplet udgave i 12 bind udkom så 1933, men nu med den kendte titel Oxford English Dictionary. Allerede ved denne fuldstændige udgivelse var der inkorporeret et supplement med oversete ord. Et egentlig supplement udkom til værket fra 1972 til 1986 (i 4 bind).

Vi er nu nået frem til et tidspunkt, hvor computerkraft kunne udnyttes til ordbogsudgivelser, og i 1989 kunne Oxford udsende en anden udgave of ordbogen - nu i 20 bind. Men ordene »popper« stadig op, så der udgives nu en serie supplementsbind. De hedder Oxford English Dictionary Additions Series, der er foreløbig (2004) udkommet 3 bind. De indeholder stadig visse forglemmelser, men især nye ord.

JOHNSONS ORDBOG
Og så vender jeg tilbage til Johnsons ordbog. Ideerne om en ordbog er ikke Johnsons originale. Der var før ham flere, der havde påpeget behovet, men ingen havde lysten til at gå i gang. I foråret 1746 har Johnson en foreløbig plan til en ordbog klar, og i juni 1746 underskriver han kontrakt med en gruppe bogforlæggerne om prospektet. Aftalen var, at Johnson skulle modtage 1575 pund for arbejdet, som skulle færdiggøres på tre år. Det er senere opgjort til, at der i alt blev brugt cirka 3000 pund til ordbogsarbejdet, men det kom også til at strække sig over cirka ni år.

I samme efterår (29/10) bliver Lord Chesterfield Secretary of State (for The Northern Department, idet England indtil 1782 havde to statssekretærer for Sydlige og Nordlige departementer). Johnsons idé var at få denne mand som protektor for opgaven. Det viste sig at blive en fiasko. Lord Chesterfields navn var Philip Dormer Stanhope, 22/9 1694 - 24/3 1773, og han var den fjerde jarl i rækken. Hans tidligere karriere var bl.a. som ambassadør og Lord Lieutenant of Ireland. Han sad kun som minister til februar 1748 og trak sig derefter tilbage fra aktiv politik ikke mindst, fordi han led af tiltagende døvhed.

Planen
I begyndelsen af august 1747 udgiver Johnson så den endelige plan for en engelsk ordbog: The Plan of a Dictionary of the English Language. Planen eller prospektet blev udgivet som et separat skrift, og den fortsatte titelbladet med: Adressed to the Right Honourable Philip Dormer Earl of Chesterfield, One of His Majesty's Principal Secretaries of State.

Planen er delvis skrevet som en dialog med the Earl of Chesterfield, som han håbede på ville være hans mæcen, hvad han også blev, men en meget dårlig mæcen. Chesterfield viste ikke megen interesse for sagen, mens Johnson skrev ordbogen, og ydede ham kun 10 pund i støtte. Resten af Johnsons beskedne udkomme kom fra de boghandlere, som han havde kontrakt med.

Inden Planens udgivelse på tryk havde Lord Chesterfield - og en del andre - haft lejlighed til at læse korrekturen, og Chesterfield havde gjort otte notater til stoffet, så helt uinteresseret kan han ikke have været. Kort før selve ordbogens udgivelse fik Chesterfield igen større interesse for sagen og ville nu gerne deltage i berømmelsen herfor, hvilket irriterede Johnson og førte til nogle alvorlige udfald fra ham mod jarlen.

Johnson fremlægger i sin Plan sine ideer for en ordbog, og Planen berømmes stadig som en meget omfattende og klog plan i betragtning af tiden og Johnsons manglende erfaring på området.

Johnson ønskede at fremme moralen med sin ordbog, og han havde kraftige sprogrensende mål både inden for, hvilke ord der var de »gode«, og hvorledes de skulle udtales. Johnson udtalte selv, at det engelske sprogs guldalder havde været under Elizabeth I - siden var sproget blevet forfladiget. En udtalelse som vist kan genfindes gennem hele den civiliserede historie udtalt af aldrende mænd, der ser med bekymring på udviklingen.

Han var derfor omhyggelig med ikke alene, hvilke ord han tog med, men også at de forfattere, som han citerede, havde en høj lødighed. Hans sigte var det dannede menneske eller måske endog det lærde menneske. Johnson var en af de sidste bærer af den latinsk-engelske kultur, hvor det var højdepunktet at kunne modellere sine tekster efter klassiske romerske værker, at kunne oversætte klassiske værker til engelsk og at kunne skrive direkte formfuldendt latin. Det var en kultur centreret omkring Oxford University og inkluderende den højanglikanske kirke med tråde til de mest konservative kræfter i landet.

Politisk havde Johnson haft stærke jabobitiske sympatier, som jo dog efter Stuarternes sidste forsøg på at blande sig i engelsk politik i 1745 måtte dølges. Dette synspunkt er blevet kraftigere formuleret efter digitalteknikken har muliggjort statistiske sammenligninger mellem ordbogens forskellige udgaver ét til fire, som Johnson selv redigerede.

Johnson holdninger ændrede sig fra hans første udgave af ordbogen til den fjerde i 1773. Ifølge J. C. D. Clark (1996) tyder ordbogens definitioner etc. på en fokusering på »the divine-right heriditary kingship«, mens han i 1773 mere lægger »concern about the constitution in Church and State« for dagen. Et helt praktisk eksempel på hans ændrede holdninger - eller pragmatisme - er hans accept af at modtage pensionen på 300 pund årligt fra kong George III i 1762.

Efter i Planens indledning at have afgivet de sædvanlige høfligheder mod den høje jarl og selv beskedent udtrykt ordbogsredaktørernes lave stade, gennemgår Johnson i en række punkter sine planer for ordbogens indhold, hvoraf de etiske bemærkninger er nævnt ovenstående.

Johnson var så praktisk, at han godt var klar over, at sproget er en levende organisme, som ikke kan bindes af det skrevne ord, så han oplyste selv, at det, han skrev, var et øjebliksbillede af sproget, men det hvilede på tradition og historie, og Johnson så ingen grund til at ændre på sproget eller fx ensrette stavemåder, da han altså godt var klar over, at desuagtet ville sproget alligevel udvikle sig.

Om udvælgelsen af ordene giver han en drøftelse både af forskellige professioners ordforråd, fremmedord, inkorporerede ord og de ord, der stadig ser fremmedartede ud med hensyn til stavemåde og morfologi. Han drager paralleller til den store franske ordbog udkommet et halvt århundrede tidligere og lover ved udvælgelsen af ord at ville vurdere brugbarheden for almindelige mennesker.

Næste punkt i planen er omkring ortografien, hvor Johnson vil bevare det bestående og i tvivlstilfælde vælge den bogstavering, som har vundet hævd i landet. Han berører den stående diskussion i lærde kredse, om retstavningen skal være på grundlag af etymologier eller udtale, og udbreder sig i et langt afsnit om følgerne af at udskifte bare enkelte bogstaver, eksempelvis farrier og ferrier, og de forskellige lyde i enstavelsesord som wound - når de kommer af blowing wind - eller af hurt. Og endelig også bøjningsmønstrene for både ordklasser og afvigelser fra normerne.

Johnson tænker også på idiomer og gennemgår i Planen, at efter enkeltordene er beskrevet, skal sammensatte udtryk derefter belyses på tilsvarende måde. Her har han retteligt betænkeligheder ved omfanget af udtryk med udenlandsk oprindelse. De mange franske og latinske sentenser, der er overtaget i engelsk, men også de mange angelsaksiske levn vurderer han, vil volde besvær. Under idiomatikken, fraseologien - eller syntaksen, som Johnson kalder det - har han også tænkt på så usystematiske ting som brug af forskellige præpositioner. Han giver et eksempel: The soldier died of his wounds, men the sailor perished with hunger. Fra Addison citerer han derefter: And in the loaden vineyard dies for thirst ----. Hvorledes ville han kunne forklare dette skift i præpositionsbrug på en systematisk måde?

Nu er Johnson nået til sine bekymringer om, hvorledes han kan behandle alle disse ord, fraser, morfologiske grupper, idiomatikken og hvad der nu er noteret og sorteret fra læsningen, idet han nu skal til the labour of interpreting these words and phrases with brevity, fulness and perspicuity. Han må tage fat i den bogstavelige betydning først, men derefter må han også behandle ordenes metaforiske betydninger og endelig de poetiske betydninger.

Og bekymringerne vokser: bør han nævne synonymer ved alle ordene - eller hvad med antonymer? Et ord kan have flere modsatte betydninger. Som eksempel har Johnson vist stand som modstående til fall, men i andre betydninger som modstående til fly. Det kan måske undre, at han ikke på dette tidspunkt opgav sit forehavende.

Johnson er ved at nå enden af sin gennemgang, men får endnu en gang bemærket, at han vil foretrække citater fra forfattere af første rang fremfor fra dem af lavere kvalitet, at han vil - så vidt muligt - undgå mindre urbant sprog, men: who shall judge the judges? spørger han selv.

Ordbogsarbejdet
Johnsons patron lukkede ikke op for pengekisten, og Johnson måtte aflønne sine hjælpere af de penge, han modtog fra boghandlerne. Han tog selv en hel del af arbejdet, men han havde ansat op til seks medhjælpere, som blev anbragt på loftsetagen i Gough Street No. 17, hvor han boede fra 1748 til 1759.

Arbejdsmetoden var mest den, at Johnson læste et værk og understregede de udvalgte ord samt den del af teksten, der skulle medtages som citat. Disse ord eller tekster blev derefter udskrevet på papirslapper af medhjælperne og ordnet alfabetisk. Det vides dog også, at han som hjælp benyttede et eksemplar af Nathan Baileys Dictionarium Britannicum. Det var Baileys andet ordbogsværk, der gennemgår sprogets historie fra »Babelstårnet« til dagens England.

En arbejdsmetode, der også blev anvendt af den senere store Oxford-ordbog. Men i Johnsons tilfælde har det undret forskerne, at han har kunnet holde styr på, hvornår han havde taget et ord ud, og hvordan han havde sørget for citater etc., når han skulle undgå at spilde tid med gentagelser, efterhånden som han læste nye værker, men der er ikke i dokumentationen tegn på, at han havde besvær med at holde tingene adskilt og i orden.

Johnsons gjorde en bemærkelsesværdige indsats med definitionerne, som han antages alene at være ansvarlig for. Hans evner her er ganske formidable. Når man forestiller sig almindelige ord som be, go, have og get og som Johnson har kunnet underopdele i op til et halvt hundrede betydninger med hver sin definition, så er det bemærkelsesværdigt, da han ikke havde noget statistisk materiale endsige en seddelsamling at støtte sig til. Han måtte finde hele materialet selv.

Det svageste punkt i udgivelsen er etymologierne, men her er Johnson undskyldt, for sprogvidenskaben var ikke i stand til bedre at vejlede ham på det tidspunkt. Man kendte ikke tilstrækkeligt til sammenhængen og udviklingen i de indoeuropæiske sprog til at kunne spore ordenes oprindelse, hvorfor mange af samtidens etymologier hviler på helt arbitrære beslutninger om lydlighed, eller de er, hvad vi i dag måske ville kalde folkeetymologier.

Forordet til ordbogen
Da der går otte år fra Johnsons Plan til ordbogen udkommer, så er Johnson i den tid blevet mere erfaren, og en del af løfterne fra Planen har han måttet opgive undervejs. Det kan derfor være interessant at se på hans beretning, efter arbejdet er udført.

Johnson indleder sit forord med mellem andre lidt nedslående bemærkninger om ordbogsredaktørers liv og skæbne at fastslå, at: »Among these unhappy mortals is the writer of dictionaries, whom mankind have considered, not as the pupil, but the slave of science, the pioneer of literature, doomed only to remove rubbish and clear obstructions from the paths of learning and genius, who press forward to conquest and glory, without bestowing a smile on the humble drudge that facilitates their progress. Every other author may aspire to praise; the lexicographer can only hope to escape reproach, and even this negative recompense has been yet granted to very few«.

Men redaktøren går derefter over til specifikt at oplyse, hvorledes værket blev til. Han oplyser, at starten var uden andre hjælpemidler end et godt kendskab til engelsk grammatik, og gennem læsningen og erfaringen med excerpering og systematisering af stoffet fandt han frem til en brugbar arbejdsmetode. Som i Planen gør han også her opmærksom på grundene til sine valg: hvorfor han har valgt entire i stedet for intire, idet han argumenterer for indlånet er kommet fra fransk og ikke direkte fra latin, og samtidig gør han opmærksom på, at det kan være vanskeligt at afgøre det korrekte, når ordet stammer fra en tid, hvor »England havde dominions i Frankrig, og der blev prædiket på latin i kirkerne«.

Og om systematikken i almindelighed, så er han klar over, at det ikke behøver at anføres, at »lovely« is a derivative of »love«, men for systematikkens skyld, så kan han ikke gå på kompromis med detaljen, men må gennemføre også banaliteter, så brugeren ikke kommer i tvivl om nøjagtigheden.

Definitionerne er Johnson klar over kan vække til kritik, og han skynder sig derfor at indrømme, at de heller ikke har tilfredsstillet ham selv, men det er det bedste han kan gøre. Der er ord, hvis definition er så vanskelig at beskrive, at hans forsøg kun kan blive et middelmådigt skridt hen mod noget bedre - som andre må sørge for. Det gælder også en stribe ord, som han kun har fundet i andres ordbøger, men som han alligevel tager med. Om disse ord i det hele taget har været brugt i praktisk sprog er usikkert, og derfor vil definitionerne også være usikre, når ingen virkelig kontekst er til rådighed. Det er naturligvis de mest simple ord, der er vanskeligst at definere. Er der kun et meget enkelt indhold i et ord, er der få synonymer til rådighed: to interpret a language by itself is very difficult; many words cannot be explained by synonimes, because the idea signified by them has not more than one appellation.

En anden uhensigtmæssighed ved definitionerne er de cirkulære, som når han definerer en »då« som det modsatte af en »buk« og vice versa, men igen gør han opmærksom på begrænsningen, og at han har sine velovervejede grunde hertil, enten det nu er af pladsnød, eller han henfører det til bagateller.

Ordbogens indhold
Johnson havde som arbejdsmetode valgt at benytte læsning og excerpering fra litteraturen. Han kunne have valgt at gentage ordene fra andre, tidligere ordbøger, hvad der indebærer en risiko for at gentage andre forfatteres fejl, så Johnson valgte den hårde vej. Dette kræver så en fastsættelse af grænserne for den gennemsøgte litteratur, og her valgte Johnsons at sætte aldersgrænsen bagud ved Sir Philip Sydney, der begyndte at skrive omkring 1580. Han benytter fra dette nulpunkt så litteratur op til næsten sin egen tid; undtagelsesvis benyttes Chaucers værker, selv om de skrives 200 år før Sydney (The Book of the Duchess, c.1370).

Johnson læser heller ikke metodisk alle værker, men benytter hovedsageligt de let tilgængelige værker. Det kan konstateres, fordi Johnson som den første signerer sine citater, om end ikke med det eksakte sted i værket, men i det mindste med værknavn og forfatternavn (i førsteudgaven. I de efterfølgende udelades værknavnet), så kilden kan efterspores. Det er så også konstateret, at en del af hans citater er efter hukommelsen, men vældig godt husket, selv om han fx ved ordet cream skriver - »som Swift nævner et eller andet sted«.

Det normale skel mellem ordbøger og encyklopædier er forklaringerne. For en del ord har Johnson også bragt encyklopædiske oplysninger. Disse oplysninger havde han fra samtidens naturfilosofiske værker - der var endnu ikke udkommet en Encyclopedia Britannica. Det måtte man vente på til 1768, hvor værket begyndte at udkomme i ugentlige hæfter, og første udgave var komplet i 1771 med tre bind på ialt 2659 trykte sider, men det er anden historie.

Hvor han i Planen var stærkt sprogrensende, så er han nu, efter arbejdet er gjort, blevet noget mere pragmatisk og har indset, at sproget er i konstant udvikling, og hans modvilje mod både latinske og franske ord er aftaget: de er optaget i sproget og lader sig ikke udrydde. Det er også befriende at møde redaktørens begrænsning, som når han ved etch indrømmer: of which I know nothing.

Johnson havde haft en idé om at bringe en kronologisk oversigt - en slags antologi - over værdifuld engelsk litteratur fra Elizabeths dage til samtiden. Han fik også samlet stof til en sådan, men mængden var så overvældende, at han måtte opgive ideen.

Johnsons Ordbogsudgaver
Bogen udkom i 1755 i to statelige foliobind. Den havde omkring 40.000 opslagsord og fyldte c. 2300 sider. Bøgerne kom i et første oplag på 2000 eksemplarer. Den var i omfang to en halv gang større end Baileys - om end ikke i opslagsord, så i spaltelængde. Hvor Cockeram i 1623 ingen definitioner havde til et ord som take, så havde Bailey 18, mens Johnson havde 134 definitioner [McAdam p.XII].

Selve trykforløbet er en lang historie med økonomiske problemer mellem de fem bogforlæggere, trykkeriet og Johnson, der ved en enkelt lejlighed nærmest går i strejke for at få hævet sit honorar, hvad der også lykkes ham ved aktionen, og endelig kort før udgivelse siger historien - eller måske udlægningen af historien, at han forsinker færdiggørelsen, fordi han håber på at få den honour degree fra universitetet, og da den først gives 20/2 1755, så kan han ikke gøre titelbladet med M. A. ved sit navn færdig før derefter.

Nogle personer kan havde set dele af ordbogen tidligere end 1755, idet den faktisk udkom i trykdele, således at de første 120 ark blev trykt i 1750, og arkene 121-420 blev trykt i 1753, men den endelige udgivelse kom altså først i 1755. Den blev prissat til 4 pund og 10 shilling, og prisen holdt de næste tredive år.

Fra 1755 til 1784 kom der yderligere fire udgaver, hvoraf de to første er tæt op ad originalen og uden større interesse - andenudgaven blev udbudt i abonnement med ugentlige leveringer for nogle få pence og blev færdig omkring 1758-1759, eksemplarantallet af denne er vanskeligere at bestemme, da de enkelte trykafdelinger ikke udkom i samme antal, men skulle man have et komplet sæt leveringer, så var der kun til de første 768 kunder. Undervejs i denne udgave forkortede man signaturen under citaterne til fx bare Shak for Shakespeare's Richard II.

Den tredje udgave kom i 1765 i 1024 eksemplarer. Den vigtigste reviderede udgave er den fjerde fra 1773, som også blev den sidste, som Johnson selv tog sig af inden sin død i 1784. Den kom i 1250 eksemplarer.

Femte udgave kom i 1000 eksemplarer i trykt i 1783 og udgivet i 1784. Den blev stadig markedsført som værende med Johnsons egne rettelser, idet han i det til grundliggende eksemplar af fjerde udgave havde sat sine egne rettelser. Dette eksemplar havde Johnson testamenteret til sin ven, Sir Joshua Reynolds. Man kan i dag se dette eksemplar i Manchesters John Ryland Bibliotek.

Men allerede i 1785 var det slut med de sammensluttede boghandleres monopol på bogen. I dette år udkom fra to forskellige boghandlere i London piratudgaver af ordbogen, og i løbet af få måneder fik Londons læsere nu mulighed for at købe folioudgaven af ordbogen til det halve af de sidste tredive års pris.

Der udkom også forkortede ordbøger i mindre format af Hovedværket. I oktavstørrelsen udkom fra 1756 til 1786 otte udgaver med hver udgave på cirka 5000 eksemplarer. Den første udkom i 1756 til en pris af 10 shilling. Her var så godt som alle citater udeladt. Næste udgave kom i 1760, tredje i 1766 og den fjerde i 1770.

I det nittende århundrede er ordbogen blevet revideret på mere moderne præmisser af Henry Joh Todd i både 1818 og i 1827. De to udgaver går under navnet »Todd-Johnson« og ansås for at være de bedste i både England og Amerika op til henholdsvis Oxfords og Websters nye bøger.

Bogen er i det tyvende århundrede blevet udgivet i facsimile, men er også i både sin første og fjerde udgave udkommet på cd-rom. Fordelene ved denne udgave, hvor både første og fjerde udgave sidestilles og både kan ses som facsimile og som GMLX-tekst er, at brugerne kan søge på alt i værket og få ord, citater, værker og forfattere sammenstillet og sammenlignet på ganske simpel vis. Og i anmeldelsen af dette cd-værk har anmelderen da også - i fortsættelse af ovenstående om Johnsons holdninger kunnet påpege, at sådan digital statistikuddragelse viser meget tydeligt Johnsons ændrede politiske holdninger gennem hans valg og hans revisioner af teksten.

Der er naturligvis gennem årene udkommet mange forkortede og omarbejdede udgaver, og de er ikke alle lige gode. Nogle redaktører har endda forandret dele af teksten til ukendelighed.

Johnson omskrev sit forord til de forkortede udgaver, og i forordet til den første angav han grundene, som uden malice var den almindelige brugers behov. Hvor den fulde ordbog var for dem, der aspire to exactness of criticism or elegance of style, så var den forkortede udgave for dem, der »turn over books only to amuse their leisure, and to gain degrees of knowledge suitable to lower characters ...«.

Kilder
Bailey, Nathan: An Universal Etymological English Dictionary, 24th Ed., 1778.
Fussell, Paul: Samuel Johnson and the Life of Writing, H. B. Jovanovich, 1971.
Harmsworth, Cecil Lord: Dr. Johnson's House, Gough Square, Husets forlag, 1977.
Johnson, Samuel: A Dictionary of the English Language, 1755 + 1773.
Knudsen, Mogens: Dr. Johnson og hans England, Gyldendal, 1964.
Landau, Sidney I.: Dictionaries - The Art and Craft of Lexicography, Cambridge UP, 1984 /1989.
McAdam, E. L. + George Milne: Johnson's Dictionary, V. Gollancz, 1963.
The Oxford English Dictionary, 2nd Edition, OUP, 1989 (Compact Ed. 1991).
Reddick, Allen: The Making of Johnson's Dictionary 1746-1773, Cambridge UP, 1990.
Sledd, James H. + Gwin J. Kolb: Dr. Johnson's Dictionary, Chicago UP, 1955.
Diverse tidsskriftartikler fra de sidste 30 år.


Retur til  oversigten. Retur til  toppen af siden.
Revideret 12.09.2004. Retur til hjemmesidens  forside.