|
Kortets titel Titlen er skrevet i en kartouche af form som et fortæppe og indeholder teksten således: MIDDELANDISCHE ZEE Vertoonende in twee deelen. t' Amsterdam By Pieter Goos, op't water by de N:brugh inde Vergulde zee-spiegel 1673. [titel slut] Oversættelse: MIDDELHAVET Fremstillet i to dele her i Amsterdam Af Pieter Goos, ved strømmen ved N:Brugh i det vergulde zee-spiegel 1673. Kortets beskrivelse Kortets dækningsområde går fra Gibraltar i vest til og med Italien på kortets øverste halvdel. På den nederste halvdel går det fra vest for Sicilien og dækker det østligste Middelhav. Kortets titelkartouche sidder i venstre øverste hjørne, og midt for langs midterdelestregen sidder en skala med længdeenhederne tyske, spanske og engelske / franske mil af henholdsvis 15, 17,5 og 20 per grad. Kortets underste del har en tilsvarende skala i nederste højre hjørne. Denne er udsmykket med tre englebasser, der som legetøj har en astrolab, en himmelglobus, en passer og en jakobsstav med tre påsatte skyde-stykker. På begge halvdele er der en tekstboks med navne, der er nummereret og korresponderende med numre på kortet. Den øverste bærer teksten: deel, der Middelandische Zee. Listen indeholder navne på 98 øer, pynter og havne så som: Elba og Lampedusa. Den nederste nummerboks indeholder 97 navne og numre på samme vis som den førstnævnte boks. Det navnestof, der er skrevet på selve stedet, er ordnet som på portolaner: vist inden for og vinkelret på kystlinjen. Navnestoffet på kortet er skrevet på latin, italiensk og hollandsk. Pieter Goos Pieter Goos, 1616-1675, var søn af gravøren Abraham Goos, 1614-1643. Pieter Goos etablerede sig som kobberstikker, boghandler og korthandler i Amsterdam og udgav sit første værk i 1650. Det var en kombineret sejladshåndbog og søkortbog med titlen Lichtende Columne ofte Zee-Spiegel = Lichtende Colomne ofte Zee spiegel. Bogen eller atlasset indeholdt 65 kort og var oprindeligt opdelt i del 1 med Europa-kort, del 2 med Atlanterhavskort og del 3 med Middelhavskort. Værket blev genudgivet 1654, 1657, 1664, og på et tidspunkt udvidet med del 4 og del 5 for henholdsvis Vestindien og Vestafrika. Den engelske udgave fra 1667 havde titlen The Lighting Colomne or Sea Mirrour og indeholdt 60 kort på 59 blade. I 1662 udgav han De Nieuwe Groote Zee-spiegel, genudgivet 1675. Førsteudgaven indeholdt 84 kortblade, mens 1675-udgaven var forkortet og kun medtog 65 kort. Udgaven fra 1668, der var i tre dele i foliostørrelse, består af 58 dobbelte kort (opslag) samt 2 en-sidede kort og 5 kort indsat i teksten. Pieter Goos' De Zee Atlas ofte Water weereld fra 1666 er en meget smukt udført kortbog, og den kom i mange senere udgaver og blev oversat til både engelske, franske og spanske udgaver. Førsteudgaven fra 1666 indeholdt 40 forskellige kortblade, men allerede samme år blev værket genoptrykt med 41 blade, og dette antal holdt sig gennem de faktisk årlige udgaver fra 1668 til 1672. Fra 1676 findes en udgave med igen 40 kort. Meget af arbejdet er ikke originalt fra Pieter Goos' hånd, men blev indkøbt fra Hendrick Donckers værk udgivet første gang i 1659. Den engelske udgave bar titlen Sea Atlas or the Watter-World og udkom første gang 1667 med 40 kort. I 1668 udkom det samme værk, men med let ændret titel og indhold: The Sea Atlas or the Watter-World med 41 kort og igen fra 1670 med 40 kort. Den senest udgivne version af de kendte tyve udgaver, som jeg har fundet oplysning om, var fra 1676. Disse udgaver var meget ens, idet der sjældent skete opdateringer af kortmaterialet. På fransk udkom i Amsterdam en atlasudgave med 33 kort i 1671. Den havde titlen Le Grand et nouveau Miroir ou flambeau de la Mer. Goss var ikke selv kortkonstruktør i større udstrækning. Han kopierede fra andre og købte plader fra konkurrenterne. Således er mange af hans kort kopieret fra Hendrick Donckers kortsamlinger, og han købte plader fra Theunis Jacobszoon. Goos udgav også kort, der i litteraturen omtales som portolaner, og han trykte også en mindre del af sine værker på pergament, der var mere holdbart for søens klimatiske forhold. Trykteknikken på pergament var dog betydeligt mere kompliceret og trykmaterialet betydeligt dyrere, så metoden blev aldrig særligt udbredt af økonomiske grunde. Efter Pieter Goos' død i 1675 blev virksomheden videreført af hans enke og af hans søn, Hendrik Goos. Hans enke solgte bl.a. rettighederne for nogle af værkerne til Jacobus Robijn. Jacob Robijn købte også i 1674 plader fra Blaeus udsalg i 1674, og det gjorde Pieter Goos også, hvorefter han rettede tryknavnet fra Blaeu til Goos. Så godt som de samme kort kan altså findes med enten Blaeus, Robijns eller Goos' navn på. »Parallelle kort« Hvis vi sammenligner museets Middelhavskort nr. 1166 H&S 1915:0529, John Seller, 1164 H&S 1915:0527, L. Renard og 1165, H&S 1915:0528, L. Renard fra ca. 1675 og 1725, så kan man se, at navnestoffet stort set er uændret - når der tages forbehold for de kopieringsfejl, der opstår undervejs. Bynavne og pynter står næsten identisk de samme steder og ved kontrol langs Spaniens kyst findes det samme antal navne i alle tre kort. Dette er helt i overensstemmelse med portolantraditionerne. Både Goos, Seller og Renard opkøbte brugte hollandske trykplader, som de reviderede (nødtørftigt), og udgav som egne kort, så vil der være en naturlig lighed mellem disse kort. Vi ved, at de omtalte kort er modtaget på museet samtidig, men det er endnu ikke undersøgt, om den forrige indehaver har haft et sigte med netop at sammenstille disse kort. Jørgen Marcussen Revideret 12. februar 2017. |