Museumsregistreringsnummer 1950:2476
Lbnr. 1120,
Kortet er uden nummer.
Information om søkort udgivet af Blaeu
Søkortet er trykt på pergament, der er opsat på to træplader, der kan foldes sammen. De to halvdele er sammenhæftet med jernhængsler i top og bund. På den sydlige korthalvdels plade er der på yderkanten jernbeslag fra hængsler, der har holdt en tredje del af kortet, som nu er forsvundet.
Kortet er et paskort og titelkartouchen lyder:
PASCAARTE
van alle de Zecusten van
EVROPA
Nieulyex beschreven door
Willem Janss Blauw
Men vintse te coop tot AMSTERDAM
op't Water inde vergulde Sonne u'yfer
over kartouchen står i slynget bånd
INDEFESSUS AGENDO
Der er ingen årstal trykt på kortet. Navnestoffet inkluderer angivelse af Danmark på Skåne, Halland og Blekinge.
I toppen af kortet er der tre mileskalaer med henholdsvis 15, 17,5 og 20 mil per grad. Men de kaldes alle for »Mijlen«,
og ordet league forekommer ikke. I højre side er der lodret endnu en skala med hollandske mil af 15 på en grad.
Kortets omfang er:
Vest: Vestgrønland og Acorerne
Nord: Jan Mayen og Svalbard
Øst: Nova Zemljas vestkant og Puglia, Italien
Syd: Lissabon - Messinastrædet.
Hvis kortets manglende tredjedel ligner det nedenfor omtalte kort fra Imago Mundi, så har den manglende tredjedel afsluttet Middelhavet mod Afrika. Men desuden har der indsat i Nordafrika været tegnet den manglende del af Det østlige Middelhav med Det Græske Arkipelag til Bosporus.
Kortet er farvelagt, navnestoffet er arrangeret som på portolaner og konventionelt skrevet vinkelret på kysterne.
Dybder er kun angivet ved Doggerbanke, Horns Rev og rundt Kanaløerne.
Der er indsat omkring 9 kompasroser, hvoraf halvdelen er tegnet som roser med trekantede vinkelspidser, mens de øvrige alene er tegnet som krydsende streger gennem et centrum. En enkelt rose er kun tegnet med stregforlængelse for 180° bue.
Der er indsat en breddeskala ved Azorerne og næsten ude ved kortets vestkant. Bredderne går fra 38 til 80 grader.
Breddeskalaen er sat gennem en af nul-meridianerne, der sædvanligvis på det tidspunkt løb gennem en af øerne.
På bagsidebrædderne er indskåret et monogram, hvori indgår bogstaverne B-W-E.
Protokollen nævner, at et lignende kort er afbilledet i værket Imago Mundi, bind IV, p. 63.
Det er korrekt, at kortet ligner det i Imago Mundi IV, men dette billede, der stammer fra en udstilling i Stockholm i 1947, hvor originalen fra Scheepvaart Museum i Amsterdam var udstillet, bærer en lidt anderledes udgiverangivelse, nemlig: Willem, Pieter en Ioan Blaeu. De tre personer er Willem Blaeus børnebørn, og Stockholmsudstillingens kort er dateret 1677.
Indtil nu har jeg kun fundet oplysninger om opklæbede og hængslede søkort i Derek Howse og Michael Sandersons The Sea Chart fra McGraw-Hill 1973. Heri står på side 53 ved et kort over det vestlige Middelhav fra 1638 udgivet af John Burston følgende:
The demand for hand-drawn charts was satisfied by the socalled Thames school of platt-makers (a platt is a sea chart), which produced plane charts with systems of rhumbs and placenames written more or less in the Mediterranean portulan tradition, but with latitude scales, some soundings, and decoration usually limited to compass roses and bar scales. These English charts were usually mounted on two or four hinged oak boards so that they could be folded up like a book or screen to protect the surface when not in use.
William Janszoon Blaeu
Willem / Guiljelmus / Guilielmus / Guilhelmus med efternavnet Janssonius / Janszoon / Alcimarianus blev født i 1571 og døde 1638. Han var i lære hos Tycho Brahe en kort periode, før han i Holland i 1596 oprettede firma, hvis hovedartikler var glober og instrumenter, men ret hurtigt også begyndte at sælge kort og senere selv fik fremstillet kort.
Fra 1621 opererede han under efternavnet Blaeu / Blauw for at undgå forveksling med kollegaen Johannes Janssonius.
Willem fik to sønner Johann Blaeu / Joan, 1596-1673, og Cornelius Blaeu, 1610-1642, og ved Willems død overtog den ældste, Johann, firmaet.
Familien begyndte forretning i c.1596 og udgav kort fra ca. 1600 til 1700. Deres højdepunkt faldt før 1672, hvor trykkeriet i Gravenstraat brændte, og hovedparten af trykpladerne gik tabt. Fra 1633 var firmaet officielt udnævnt kortleverandør til VOC. Sønnen Johann blev fra 1638 officiel kortudsteder til VOC efter faderen.
Jørgen Marcussen
Opdateret d. 26.2.2017