Grundlæggeren etablerer sig Iver Jensen Borger løste den 24. november 1755 borgerbrev som mester i Sejl-, flag- og kompasmagerfaget i staden København og grundlagde dermed firmaet Iver C. Weilbach & Co. A/S. Hvis begivenheden blev bragt i avisen, har man kunnet læse det i Berlingske Tidende, der var begyndt at udkomme allerede i 1749. Det var året efter Holbergs død og i kong Frederik Vs niende regeringår.
Dansk søfart ekspanderer
Det var i en forhåbningsfuld tidsperiode, Iver Jensen Borger valgte at åbne sin forretning. I 1752 havde en ekspedition til Trankebar sikret besiddelsen som koloni på danske hænder. I 1753 blev der sluttet traktat med Marokko om beskyttelse mod opbringning og sørøveri - den sidste i rækken af en serie traktater, der i årene forud var sluttet med de øvrige Barbareskstater. Det er også samme år, at skotten James Lind påpeger citrusfrugternes gunstige virkning på skørbug, og Danmark opretter i Indien en handelsstation i Calicut for at styrke handelen med krydderier. I 1754 overtager staten forterne på Guldkysten i Afrika, og i 1755 overtager regeringen også De vestindiske Øer, og handelen frigives for almindelige danske handelsskibe på både Afrika og Vestindien.
Den allerførste Verdenskrig - Syvårskrigen
Iver Jensen Borger har uden tvivl set muligheder i den opblomstring, der givet måtte komme efter disse forandringer. Hvad han ikke kunne vide i 1755 var, at verden de næste syv år ville opleve den første verdensomspændende krig. England og Preussen var allierede mod Frankrig og senere også Spanien. Fordi især søkrigen blev udkæmpet i alle verdensdele, skabtes der behov for ekstra tonnage. Alt i alt intet dårligt tidspunkt at anlægge en forretning, der solgte forbrugsvarer til skibsfarten.
Iver Jensen Borgers herkomst
Iver Jensen Borger, født i 1722, var indrejst fra Holsten og var altså 33 år, da han startede sin forretning. Han blev udlært i Sønderborg hos kompasmagermester Peter Thomassen, og hans lærebrev er fra 10/10 1746. Efter udstået læretid for han til søs og havde hyre på NELLEBLADET, der gennemførte en rejse til Tranquebar med hjemkomst i 1754. Han bestod mesterprøve i København den 21/11 1755 og tre dage efter fik han sit borgerbrev.
Hans første forretningadresse var på Christianshavn. I en ejendom i Overgaden oven Vandet nr. 179 (gammelt nummer, nr. 46 efter ny stil) havde Borger værksted i kælderen. Mester Borgers hovedartikel har givet været sejl. Sejl til handelsflåden og måske også til orlogsflåden. Handelsflåden udgjorde på den tid over 700 skibe, hvortil kommer ca. 350 skibe fra Slesvig. I forhold til nutidens skibe var de dog alle af noget mindre størrelse. Hovedparten af skibene var beskæftiget i hjemmefarten, der dengang foruden det egentlige Danmark omfattede Hertugdømmerne, Norge, Island, Færøerne og Grønland. De største af skibene - især "kompagniskibene" kom dog helt til Kina.
København som søfartscentrum
Efter Københavns brand i 1728 var store dele af byen blevet nyopført. Danmark var inde i en relativ fredelig periode, hvor regeringen førte en forsigtig neutralitetspolitik. Der var stadig monopoler på mange handelsvarer og -pladser. Således gik hovedsageligt al import over København, og havnen udvidedes: dokken på Christianshavn anlagdes. Den første del af århundredet så også administrationen af Norge og Island koncentreret i København sammen med handelen fra disse lande. Den svenske handel var også god, og det smittede af på Danmark gennem bl.a. Øresundstolden, der endnu blev opkrævet af skibene. Under syvårskrigen, som Danmark holdt sig ude af, var der flere gange fremmede flådeenheder i Østersøen, hvilket sikkert ikke har været handelsmæssigt dårligt for det neutrale land.
Firmaets produkter
Foruden sejlene fremstillede Iver Jensen Borger også flag og vimpler af alle slags. Inden for instrumenter fremstilledes kompasser, der dengang var tørkompasser. Det var især kompasroserne, der var regnet for håndværket. Kassen, de var ophængt i, var af mindre betydning. Roserne med deres magnetsystem og fine bemalinger viser på verdenshjørnernes navne, at hollændernes indflydelse stadig var påfaldende i 1755. Der går dog ikke ret mange år efter Borgers start, før roserne er rent danske.
Sladrekompasset - kronekompasset
En særlig kompasform var sladrekompasset, der ophængt i lukafet under dæk satte kaptajnen i stand til at kontrollere kursen og bemærke vindskift uden at gå på dæk. Disse kompasser, der var monteret mere beskyttet end dækskompasserne, blev ofte udstyret flottere, og det er på grund af udsmykningen, der efterligner en kongekrone, at de kaldes kronekompasser. Kronekompasser fra Borgers værksted kendes fra omkring 1760. For resten kan man let se på en rose, om den hører til et sladrekompas. De to mest udsmykkede retninger er nord og øst: nord fordi det er hovedretningen, som navigationen indrettes efter, samt øst, fordi det er retningen mod Det hellige Land. Hvis man ser ned på en sladrekompasrose, så er den spejlvendt, og retningen øst vender modsat, idet rosen skal betragtes nedefra for at virke korrekt. Iver C. Weilbach lavede kronekompasser efter de gamle metoder til op i 1970'erne.
Instrumenter til navigation
Det vides ikke, hvad Borger ellers fremstillede eller solgte i sin forretning, men det kan være interessant at se på, hvad der blev brugt til navigationen på det tidspunkt.
I nærfarten var det begrænset, hvad man anvendte af instrumenter: Et håndlod med line, et kompas og måske en søbog, dvs. en sejlhåndbog eller lodsbog, når man skulle til Island.
Kronometeret
Der var opfundet andre instrumenter på det tidspunkt. Englænderen John Harrisons mest berømte kronometer, nummer fire, var konstrueret i 1759 og gik til test i søen i 1761, men det kom ikke i almindelig brug endnu i lang tid, hertil var instrumentprisen alt for stor. Et kronometer er nødvendigt, hvis man vil beregne sin længde til søs. Alternativt kan man beregne længde ved hjælp af månedistancer, men det er en meget indviklet udregning, og der var ikke mange navigatører, der kunne foretage længdeberegninger. Udregningerne blev anset for at være så vanskelige, at kunsten havde sin helt egen eksamen: "længdeeksamen".
Misvisning og azimuthkompasser
Men Borger har fabrikeret kompasroser, der kunne anvendes i azimuthkompasser, der var beregnet på at fastslå misvisningen lokalt på skibets position. En sådan misvisningsbestemmelse kan let udregnes, hvis man samtidig kan få solens retvisende og misvisende pejling. Klokken 12, når solen står i retvisende syd - og højest på himlen - kan den findes uden brug af klokkeslæt. Og kan man tage en pejling ved opgangstiden og igen ved nedgangstiden, så kan forskellen og dermed misvisningen også regnes ud. Udregningerne af op- og nedgangspejlinger - amplituderne - kan lettes, hvis man råder over azimuthtabeller, det vil sige tabeller over solens pejling i op- og nedgang på forskellige bredder, når deklinationen er kendt. Sådanne azimuthtabeller havde eksisteret siden slutningen af det sekstende århundrede og kendskab til solens deklination endog længere tilbage.
Højdemåling - oktanten og sekstanten
Til højdemåling af himmellegemer og vinkelmålinger imellem himmellegemer blev der almindeligvis om bord på langfartsskibene i sidste del af det attende århundrede anvendt en oktant. Et oktantlignende instrument var allerede omkring 1670 forevist The Royal Society i London, men det regnes ikke med at have været i praktisk brug. Senere viste også Isaac Newton tegninger af en oktant, men det var John Hadley i England og næsten samtidig Thomas Godfrey i Amerika, der konstruere brugbare oktanter. Hadleys oktant blev fremlagt for The Royal Society i 1732, og det tog kun ca. 10 år, før instrumentet var udbredt over alt i handelsflåden. Og så kan Iver Jensen Borger allerede i 1767 set den første nautiske almanak, der blev udgivet i England - et uvurderligt hjælpemiddel for navigatøren på langfart. Sekstanten kom som 'prototype' i 1759, da John Campbell i England foreslog oktantens 45 graders bue forøget til 60 grader og satte instrumentmageren John Bird til at fremstille den første sekstant.
Borgers familieforhold
Iver Jensen Borger havde ikke travlt med at gifte sig; forretningens oparbejdelse har måske givet den 34-årige virksomhedsejer nok at se til de første år. Han bliver først som 45-årig gift den 19. august 1767 med Kirstine Sparrevogn, der døde 12. august 1816.
Navnet Weilbach optræder første gang
En af mester Borgers svende var Johan Philip Weilbach, født 12. november 1770. Han var søn af en indvandret dugmager fra Bayern af samme navn (faderen levede 1716-1788). Johan Philip havde åbenbart et godt forhold til mester og fik lov at gøre kur til Borgers datter Marie Christine, født den 17. oktober 1779, og kort før Marie Christines nitten års fødselsdag blev de den 19. september 1798 gift.
Det er da nøjagtig fire måneder siden Napoleon tog af sted på sit togt til Ægypten, der skulle ende med hans nederlag til Nelson i Aboukirbugten den 1. august, og uroen i verden har sikkert også været følt i Danmark.
Firmaet Iver Jensen Borger har inden da også oplevet den amerikanske Frihedskrig 1775-1783, og Danmark var omkring samme tid gået ind i den florrissante periode, der skulle give meget gunstige tider for handel og søfart frem til Englandskrigene. Det kan også på denne tid være rygtedes i København, at James Watt i 1769 har taget patent på dampmaskinen. Den københavnske handelsflåde blev kraftigt udvidet i sidste del af århundredet, og de københavnske værfter byggede et betydeligt antal af de skibe, der gik på togter til Ostindien, Kina, Vestindien og Guineakysten. De skulle alle udstyres med sejl og andet nautisk udstyr, hvilket har givet god handel i byen.
Ægteskabet mellem Johan Philip og Marie Christine blev frugtbart, og vi har kendskab til to døtre og fem sønner. De to døtre er ældst. Den ældste, Sofie Kirstine, blev gift med etatsråd, overtoldinspektør Andreas Christian Schumacher og døde i 1853. Den næstældste, Inger Marie, er født 1800 og død 1844. Hun blev ikke gift. Om sønnerne se nedenfor.
Iver Jensen Borger dør
Da Iver Jensen Borger døde i vinteren, 5. februar 1799, er det ikke sikkert, han nåede at se sit første barnebarn, men arvefølgen til svigersønnen har sikkert været aftalt. Alligevel går der fra Borgers død den 5. februar til den 29. november 1799 før Johan Philip bliver mester i lauget og kan overtage sin svigerfars virksomhed.
Firmaet skifter navn
Johan Philip har haft et ønske om at gøre opmærksom på sin overtagelse, så han ændrer firmanavnet til sit eget, Johan Philip Weilbach, og mærker sine kompasroser med sit navn og årstallet 1799. Senere er Weilbachvirksomhederne gået tilbage til igen at benytte oprettelsesdatoen i 1755 som fødselsdag.
Johan Philip Weilbach er en anset mand i København
Johan Philip Weilbach var en anset mand i København. Han var kaptajn i borgerbevæbningen, der hed Det borgerlige Artilleri, og deltog i forsvaret af København under englændernes bombardement i 1807. Senere avancerede han til oberstløjtnant og blev chef for Det borgerlige Artilleri.
Firmaet flytter første gang
Kort tid efter hans overtagelse af firmaet, i 1801, flyttede forretningen til Ny Børs 52 (senere nr. 68 og sluttelig kaldet Slotsholmsgade 51). Det var i et af husene i forlængelse af Børsen ud mod havnen og Knippelsbro. Bebyggelsen kaldtes også "De seks Søstre", og på gamle billeder er gavlhusene let genkendelige, og Weilbach hus vises altid med splitflag vajende på vandret stang fra et af de øverste vinduer. Her havde forretningen vand på begge sider, idet Slotsholmsgade også var en kanal eller et havnebassin, der først senere blev fyldt op, og skibene lå således ideelt tæt på en forretning, der handler med skibsudstyr.
De magre år efter Englandskrigene
Selv om der efter englandskrigene kom magre år i Danmark, så var der behov for opbygning af mange ting efter krigen, og forretningen har gået godt nok til at Weilbach har kunnet afse tid til at interessere sig for sit fag og eksperimentere med nye kompaskonstruktioner. Blandt andet udviklede han et væskekompas, men det var for tidligt, da tilstrækkeligt velegnede materialer ikke var til rådighed, og kompasserne havde heller ingen temperaturkorrigeringsmuligheder. For sit arbejde med fornyelsen af kompasserne modtog Johan Philip Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje.
Udviklingen af nye kompastyper
Omkring 1810 deltog han sammen med søkortdirektør Poul Løvenørn i udvikling af kompasser med magnetnåle pegende i inklinationens retning, idet man mente, indstillingskraften herved blev bedre. Da kompassernes konstruktion blev noget mere kompliceret - og derfor dyrere - og da inklinationsretningen forandrer sig med magnetisk bredde, blev disse kompastyper aldrig nogen succes.
Johan Philips sønner
Som tidligere nævnt fik Johan Philip og Marie Christine foruden de to døtre også sønner. I årene fra 1803 til 1813 fik de fem sønner: Ældste søn, Johan Philip, født 1803, død 1842, blev uddannet til sejl-, flag- og kompasmager. Selv om Johan Philip junior var ældste søn, fik han ikke overdraget familieforretningen. Hans tidlige død kan tyde på, at det kan have været af helbredsmæssige grunde.
Den næste søn i rækken er Iver Jensen Weilbach, født 7. marts 1805. Han bliver også uddannet sejl-, flag- og kompasmager hos faderen. De tre sidste sønner er Johan Frederik, Johannes og August.
Johan Frederik blev født 1809 og døde ca. 1829.
Johannes blev født 1811 og døde 1853. Han blev uddannet skibsbygmester i Stockholm og gift med Augusta Sünckenberg.
Den yngste, August, fødtes 23. november 1813 og døde 11. maj 1868. Han blev uddannet gartner og var ansat som botanisk gartner, blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og blev gift med Caroline Harder.
Næste generation uddannes
Men det er Iver Jensen Weilbach, den næstældste søn, der skal stå for firmaets videreførelse. Efter han var udlært, fik Iver udlængsel og ville vel også gerne supplere sin læretid med nogle praktiske erfaringer fra de arbejdspladser, hvor firmaets produkter blev anvendt. Iver Jensen Weilbach tager derfor hyre først med Asiatisk Kompagnis FREDERIK DEN SJETTE til Kina i 1824-1825 og derefter med fregatskibet CHRISTIANSHAVN under kaptajn Stage på en lignende rejse i årene 1826-1827.
Rejsetidspunktet kan undre, når det vides, at Iver Jensen blev gift med Oline Thestrup, og at de fik deres første datter, Johanne Marie, den 28. december 1824. Iver har altså kun lige været fyldt 19 år, da han blev gift, og straks derefter er han taget af sted. Hvis vi formoder, han skulle være færdig som lærling, før han giftede sig, kan det ikke være sket før efter 28. april 1824, datoen for udstået læretid. På det tidspunkt har Ivers kæreste været gravid en måned.
Da Iver Jensen Weilbach på sine rejser har afprøvet sine færdigheder i praksis, kommer han atter hjem i faderens forretning og får den 16. april 1831 borgerbrev i København. Efter faderens død i 1836 overtog han forretningen.
Jern- og stålskibe mod kompasser
Også Iver Jensen udviklede sine kompasprodukter og forsøgte sig med forskellige konstruktioner. Det var i Iver Jensen Weilbachs tid, at materialet jern begyndte at blive anvendt i skibsbygning. Der blev bygget kompositskibe med jernspanteopbygning og træklædning, og midt i århundredet begyndte der at blive bygget jern- og stålskibe, og dampmaskinerne blev lagt i skibene.
Deviationsproblemerne begyndte nu at kunne mærkes, og interessen for bedre, det vil sige roligere kompasser, var stor. Iver Jensen havde således forbindelse til Hans Christian Ørsted omkring magnetfelter og deres afbøjning. Han sendte også kompasser med på blandt andet verdensudstillingerne i London 1851 og i Paris 1855.
Iver Jensen Weilbachs familieliv
Ivers første kone, Oline Thestrup, dør i en ung alder, og den 27. maj 1834 bliver Iver Jensen Weilbach gift igen. Hans andet ægteskab var med Augusta Schneider, født den 27. maj 1815. De fik sammen otte børn. I kronologisk orden var de:
Hanne Sofie, født 26. marts 1835, død 24. november 1851.
Vilhelmine Christiane, født 15. december 1836, død 8. marts 1852.
August Johannes, født 8. juni 1838; han blev forpagter.
Camilla Emilie Martine, født 12. juli 1840.
Johan Philip (III), født 31. oktober 1842, død 12. maj 1844.
Johan Philip Daniel, født 15. september 1845. Han blev værkfører på Burmeister & Wain.
Iver Christian, født 30. december 1847. Og endelig den yngste:
Johannes Sofus Vilhelm, født 20. februar 1854.
Af alle disse børn, er det kun de to sidstnævnte, der får betydning for forretningen Weilbach.
Forenings- og organisationsmanden
Iver Jensen Weilbach var også på anden led en driftig mand. Han var med til at stifte Industriforeningen i 1838 og var fra 1842 medlem af dens bestyrelse. Han blev i 1849 medlem af Det tekniske Selskab og bestyrelsesmedlem i Håndværkerforeningen, hvis formand han blev valgt til i 1853, men afslog æren. Han døde den 14. januar 1895 - næsten 90 år gammel.
Da næste slægtsled kom til i 1877, hvor Iver Christian Weilbach overtager ledelsen af firmaet, og da broderen, Johannes Sofus Vilhelm også bliver interessent i 1887, deles firmaet imellem dem, således at Iver C. Weilbach som sin del får kompasproduktionen, mens Johannes Sofus får flagproduktionen. Firmaet er således delt ved faderens død i 1895, men brødrene fortsætter under samme tag endnu nogle år.
I. S. V. Weilbach
Johannes Sofus var også først uddannet som instrumentmager inden for kirurgiske instrumenter, hvorefter han fortsatte sin læretid hos faderen som lærling i sejl-, flag- og kompasmagerhåndværket efterfulgt af en periode med sejltid for i praksis at afprøve sine færdigheder. Johannes Sofus tog derefter styrmandseksamen og sejlede både for Det Schierbeckske Rederi og for DFDS. Da han var blevet leder af firmaet, udvidede han sortimentet ved at påtage sig isolering af dampkedler og -rør, og han tog patent på forskellige isoleringsmetoder.
Weilbachfirmaerne flytter
Da Privatbanken i 1901 skulle bygge nyt hovedsæde på stedet skilles brødrene, og Iver C. Weilbach flyttede til Amaliegade nr. 30, mens flag- og sejlproduktionen flyttede til Niels Juelsgade 6, hvor denne gren af familieforretningen forblev indtil dens lukning i 1960'erne. Omkring århundredeskiftet var håndarbejdet med sejl og flag så småt blevet industrialiseret: forskellige maskiner blev indført på værkstederne, og det blev også klart, at sejlproduktionen på længere sigt ville forsvinde samtidig med motorskibenes altdominerende stilling. For at forsøge andre forretningsområder oprettede I. S. V. Weilbach en flagtrykfabrik, hvorfra der blev leveret reklameflag og bannere med påtrykt mønster. Flagtrykfabrikken lå i Holte nord for København.
Flaggrenen af familien
Johannes Sofus blev i 1884 gift med Charlotte Bagger (25. juni 1858 - 15. august 1933), som i mange år deltog aktivt i firmaets drift. Han var også i mange år oldermand for lauget og indtog en række tillidsposter i bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening og var æresmedlem af Den almindelige danske Skibsførerforening af 1874 - forløberen for Danmarks Skibsførerforening. I. S. V. Weilbach døde den 4. april 1925, og hans enke fortsatte alene forretningen de næste år, indtil hun i 1929 overdrog forretningen til de to ældste af de tre sønner: Ivar Christian Søren Weilbach og Johannes Philip Weilbach. Den tredje søn, Einar Charles Weilbach oprettede sit eget firma som kompasmagermester den 5. august 1919 - se herom nedenstående.
Femte generation efter Iver Jensen Borger var J. S: V. Weilbachs sønner: Christian Søren Weilbach født 21. maj 1887 og Johannes Philip Weilbach født den 17. juni 1892. De overtog som anført flagfirmaet i Niels Juelsgade i 1929.
Christian Søren Weilbach ledede bl.a. flagtrykfabrikken, men han døde allerede i 1936 i en alder af 49 år. Firmaet I. S. V. Weilbach blev derefter drevet alene af Johannes Philip, der havde stået i lære hos sin fader og efter bestået læretid i november 1911 rejste ud og fik stilling i St. Petersborg, inden han i 1916 blev deltager i firmaet i København og efter broderens død i 1936 blev dets eneindehaver.
Johannes Philip Weilbachs søn, Johan Sigurd Vagn Weilbach, født den 1. juli 1922, kom efter elevtid på skoleskibet Georg Stage i lære hos Sejl-, Flag- og Kompasmagermester I. L. Hamre i Ålborg. Johan Sigurd fik næringsbrev i København i 1947 og blev den sidste Weilbach i flagfirmaet, der lukkede efter hans død i 1960'erne.
Einar Charles Weilbach, født den 18. juli 1894, oprettede som nævnt ovenfor sit eget firma som kompasmagermester den 5. august 1919 med navnet Einar Weilbach & Co. og med forretningssted på samme adresse som Flagforretningen i Niels Juelsgade. Einar Weilbach havde suppleret sin danske uddannelse med ansættelse hos Henry Hughes & Son i London - også kendt under Sestrel-navnet - og selskabet opretholdt senere kontakten som dansk forhandler af Sestrels sortiment.
I Niels Juelsgade blev pladsen dog for trang for begge forretninger, og i 1939 flyttede Einar Weilbach & Co. til Toldbodgade 35, der dengang endnu hed Ny Toldbodgade nr. 11. Einar Weilbach døde dog allerede som 52-årig i 1946, og forretningen blev ført videre af hans søn John Philip Weilbach, født den 6. februar 1922.
I årene efter Anden Verdenskrig har firmaet foruden kompasproduktion haft stor succes med klarsigtsruden SEAVIEW, der er installeret i et meget stort antal mindre skibe og fartøjer i Norden og hele Europa.
Iver C. Weilbach havde også interese inden for anden produktion til søfarten. Han havde den 24. maj 1887 sammen med Carl Cohn dannet et firma, Weilbach & Cohn, der med domicil på Nylandsvej 26 skulle producere metalstøbegods til forskellige armaturer, ventiler og haner. Fabrikken udviklede sig og flyttede til Mariendalsvej 57 i 1898, hvor selskabet samtidig blev omdannet til et aktieselskab. Weilbach og Cohn A/S indgik ikke i firmaet Iver C. Weilbach (ICW) og har derfor ikke haft forbindelse til ICW efter 1908. Selskabet Weilbach og Cohn eksisterer endnu under navnet Klee og Weilbach A/S.
Iver Christian Weilbachs forretning i Amaliegade blev i 1908 for første gang overdraget til en ejer uden for familiekredsen, idet han tidligere havde optaget kaptajn K. Prahl, der havde fået sin uddannelse i Søværnet som interessent. Kaptajn Prahl optog i 1916 Carl V. Sølver som partner, og da Prahl døde i 1928 blev kaptajn Anker Svarrer medejer. Kort tid inden Carl V. Sølver trak sig tilbage, omdannedes firmaet i 1949 til et aktieselskab, hvor aktierne blev erhvervet af medarbejderne. Iver Christian Weilbach døde i 1924.
Forlag og publikationshandel
ICW har fra 1922 udgivet den danske Nautisk Almanak. Den sidste udgave udkom i 2004. Fra 1929 har forlaget også udgivet Fiskeriårbogen på foranledning af Fiskeridirektoratet, senere Fiskeriministeriet. Fimaet har siden 1934 været agenter for søkort og publikationer for det engelske Hydrographic Office, kaldet Admiralitet. Senere kom også søkortagenturer for de øvrige betydende officielle søkortproducenter: Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland, Island, Canada og USA.
I det tyvende århundrede har ICW også forhandlet ekkolod, radiopejlere og i mange år gyrokompasser fra S. G. Brown, England. ICW havde eneretten til produktion af Sigurdssons loddemaskiner og dybdemålere, som nu er blevet historie.
ICW bliver 200 år
Efter Kaptajnerne Sølver og Svarrers ejerskab og etableringen af Iver C. Weilbach som aktieselskab blev kaptajn G. Stallknecht firmaets direktør og medejer i 1956. I forbindelse med 200-års jubilæet i 1955 blev en del aktier bundet i Iver C. Weilbachs Legatfond, idet tanken var at sikre selskabet mod opkøb og derved sikre arbejdspladsen for medarbejderne, der blev de eneste, der kunne besidde aktier, og aftalen forhindrede derved, at eksterne kræfter fik kontrollen med selskabet.
Kaptajn Stallknecht blev efterfulgt af kaptajn A. Traunholm fra 1970-1974, og fra 1974 til 2005 af Erik Klitgaard. Fra 2005 er Selskabet selvejende via en fond, og den nuværende direktør er Torben Frerks.
I begyndelsen af 1970'erne er der med navnet Weilbach i København følgende virksomheder:
Weilbach & Cohns Fabrikker, der intet har med kompasfirmaerne at gøre.
Der er firmaet Einar Weilbach & Co. A/S med indehaver John Philip Weilbach i Toldbodgade,
og der er Iver C. Weilbach & Co. A/S i Amaliegade.
Einar Weilbach har udvidet med et datterselskab, Einar Weilbach & Co. Electronic med adresse samme sted som moderfirmaet.
Det sidstnævnte firma havde i mange år agenturet for Thrige autopiloter.
Weilbach Production A/S
Da der på et tidspunkt åbnede sig mulighed for at ICW kunne erhverve ejendommen i Toldbodgade, hvor kollegaen Einar Weilbach & Co. A/S boede, blev denne indkøbt, og da tiden i øvrigt var mere til samarbejde end konkurrence, blev de to produktionsværksteder slået sammen i et nydannet selskab, Weilbach Production A/S, med adresse i Toldbodgade 35.
Da værkstedssamarbejdet forløb godt, og da ICWs lejemål i Amaliegade ikke var optimalt for driften, blev det besluttet at renovere hele ejendommen i Toldbodgade for at få plads til alle salgs- og administrationsselskaberne, mens produktionsselskabet blev flyttet først til Århusgade og senere til en indkøbt produktionsejendom i Herlev.
Hovedbeskæftigelsen var indtil ca. 1970 produktion og salg af kompasser, pejlapparater, loddeapparater og klarsigtsruder samt forhandling af andet navigationsudstyr som sekstanter og kikkerter. Fra 1970'erne er omsætningen i søkort, sejladshåndbøger, lærebøger, regelværker etc. vokset meget og udgør sammen med forlagsafdelingens udgivelser nu en betragtelig del af firmaets omsætning.
I 1982 kunne Iver C. Weilbach & Co. A/S og Einar Weilbach & Co. A/S flyttede ind i nyrenoverede lokaler i Toldbodgade 35. Der blev kort tid efter sluttet aftale om - i forbindelse med John Philip Weilbachs pensionering - at Einar Weilbach & Co. A/S blev overtaget af ICW og samtidig blev Einar Weilbach Electronic nedlagt og aktiviteterne overtaget af ICW.
I 1994 blev det besluttet også at sammenlægge salgs- og produktionsselskaberne, og Weilbach Production A/S blev sammen med Einar Weilbach A/S lagt ind under ICW.
Der er således ved begyndelsen af det 21. århundrede igen kun et nautisk firma Weilbach, som i 2005 holdt sit 250 års jubilæum efter uafbrudt i alle årene at have virket for dansk søfart.
Skrevet af Jørgen Marcussen, år 2000. Revideret 10. FEB 2001 og 30. MAJ 2006.