IMOs skibsnummersystem



LOVGRUNDLAGET OG FORMÅLET
IMOs skibsidentifikationsnummerplan blev vedtaget ved Resolution A.600(15) i 1987. Efter planen skal ethvert skib tildeles et unikt nummer, der følger samme skib gennem hele livet uanset ejerskifte, ombygning eller anden registreringsændring.

Formålet med skibsidentifikationsnummeret er at give bedre muligheder for korrekt identificering af skibe indblandet i retslige forhold, som bedrageri, miljøskader og pirateri. Fra 1994 endvidere i forbindelse med ISPS - for sikkerhed i havnene i forbindelse med terroraktioner.

Da ændringerne om skibsidentifikationsnumrene i kapitel XI/3 i SOLAS i 1994 blev gjort tvungne, kom de til at omfatte alle passagerskibe med en BT over 100 samt alle fragtskibe med en BT over 300. Bestemmelserne trådte i kraft per 1. januar 1996. Men allerede i 1994 begyndte tildelingen af IMO ship identification numbers i bl.a. Danmark.

I december 2002 blev det yderligere vedtaget, at identifikationsnummeret skulle være mærket på skibets skrog eller overbygning og på passagerskibe desuden på en vandret flade, der kunne ses fra oven.

Fra 2004 er det vedtaget, at også rederier og managementselskaber, der driver skibe, skal være identificerbare med et nummer. Vedtagelsen skete gennem MSC Resolution 160(78), og detaljerne findes i Circular Letter No. 2554 af 24/6 2004. Se herom nedenstående.

SKIBE UNDTAGET FRA NUMMERTILDELINGEN
Selv om grundreglen er, at alle skibe over tonnagebundgrænsen skal tildeles et nummer, så er alligevel følgende skibstyper undtaget:
        Fiskeskibe,
        Skibe uden fremdrivningsmaskineri,
        Lystfartøjer,
        Specialfartøjer som fyrskibe og SAR-skibe,
        Hopper pramme,
        Hydrofoilfartøjer,
        Flydedokke og lignende konstruktioner,
        Krigsskibe,
        Træskibe.

SKIBSIDENTIFIKATIONSNUMMERETS FORMAT
Formelt består et skibsidentifikationsnummer af ti karakterer, nemlig bogstaverne IMO efterfulgt af syv cifre, hvoraf syvende ciffer (enernes plads) er et tjekciffer. I næsten alle tilfælde er det indlysende, at der er tale om et IMO-nummer, hvorfor de tre bogstaver sjældent medtages. Numrene tildeles sekventielt ved konstruktionen, eller når IMO første gang får meddelelser om skibets eksistens.

Man kan validere nummeret, idet de seks cifre vægtes fra højre mod venstre med faktorerne 2, 3, 4, 5, 6 og 7. Produkterne adderes, og summen divideres med ti. Resten er kontrolcifferet. For eksempel:
 
 
IMO   1  2  3  4  5  6  7
--- 7 6 5 4 3 2  
--- 7 12 15 16 15 12 =     77 : 10 = 7 med rest 7
Altså er IMO-nummer 1234567 et validt nummer.
Om tildelingen se nedenfor.
 
Den beskrevne metode er ikke offentliggjort af IMO eller Lloyds, men udregnet ved gennemregning af en lang række eksempler. Ophavsmanden har vist det på sin hjemmeside, hvorfra jeg har systemet. Lloyd's Register oplyser selv (Barbara Jones 23/6 1998), at det syvende tjekciffer blev indført fra 1969-1970-udgaven af Lloyd's Register of Ships.

NUMRENES TILDELING FRA LLOYDS
IMO har overladt Lloyd's Register of Shipping at stå for tildelingen, og Lloyds har overladt det til selskabet, som de benytter til publicering af skibslisterne, nemlig Lloyds Register Fairplay.

Nummeret følger den del af skroget, der inkluderer fremdrivningsmaskineriet. Nummeret genbruges aldrig, og Lloyds er den eneste »myndighed«, der kan tildele numrene.

IMO-nummeret er det samme som Lloyd's skibsregistreringsnummer, der tildeles så godt som alle skibe allerede, når deres køl lægges. Numrene kan rekvireres af et andet klassifikationsselskab eller af et byggeværft, før et skibsrederi anmmoder herom, så numrene krydstjekkes, før de tildeles.

LLOYD'S TIDLIGERE NUMMERTILDELINGSSYSTEM
Før 1963
Alle skibe, der blev optaget på Lloyd's List, blev tildelt et identifikationsnummer efter en fortløbende nummerrække, der vekslede år for år efter skibets alfabetiske placering i listen. Fx ville skibet A få nr. 1 og skibet B få nr. 2, mens året efter skibet A ville få nr. 1, skibet AA nr. 2 og skibet B få nr. 3.

Året 1963 og 1964
Fa 1963 fik alle skibene et unikt nummer, som de beholdt hele deres levetid. I 1963 fik alle skibe i Lloyd's Registerliste numrene fra 00001 (det alfabetisk første skib) til nr. 39966 (det alfabetisk sidste skib). I de supplementer, der blev udgivet til 1963-listen begyndte skibsnumrene med 40000. Alle disse numre fik som præfiks cifferet 5. Totalt kom et skibsnummer i 1963-1964-listen altså til at bestå af seks cifre, hvor det første var 5, mens det andet ciffer fra venstre kunne være 1, 2, 3 eller 4 med en ubenyttet sekvens mellem numrene 539966 og 539999.

1964-1965
I Lloyd's List fra 1964-1965 blev de nye numre bibeholdt fra 1963-1964-listen. Nye skibe fik i 1964 numre, der begyndte med 64xxxx. Desuden fortsatte listen med at give skibene et nummer, i en alfabetisk totalsekvens for året, men dette nummer mistede skibene altså ved hver ny liste. For hvert år fra 1964 til 1973 kunne skibenes bygningsår kontrolleres ved de to forreste cifre i deres numre, idet disse korresponderede med årstallet.

Man kan dog ikke regne sikkert med, at byggeåret harmonerer med de tocifrede præfikser, idet skibe, som Lloyd's Register først senere blev opmærksomme på, fik årstalsnummer efter opdagelsestidspunktet og ikke byggeåret.

1973 ca. til 1991
Fra perioden 1971-1973 blev det sædvane, at skibenes numre blev tildelt, når en fast kontrakt mellem skibsreder og værft var underskrevet, hvilket tidspunkt kan ligge fler år forud for et skibs færdiggørelse. Indtil 1991 angiver de to første cifre således kontrakttidspunktet og ikke idriftsættelsesdatoen, medmindre der var tale om et »overset« skib, for hvilket nummeret overhovedet ikke havde relation til alder eller kontrakttidspunkt.

Fra 1991
Da man i 1991 hos Lloyd's Register blev bekymrede for nummersystemets fortsættelse efter år 1999, hvor præfikscifrene ville blive 00, besluttede man, at numrene fremover skulle tildeles sekventielt uanset byggeår, kontraktdato eller anden vaklen.

REDERIIDENTIFIKATIONSNUMMER
På samme vis, som tildelingen af skibsidentifikationsnumre, har IMO foreslået, at rederier m.fl. skibsoperatører tildeles et selskabsnummer som rederiidentifikationsnummer. Numrene korresponderer med de i Lloyd's Registers selskabsdatabase.

For identifikationsnummersystemet har Lloyd's Register dannet et format også for rederinavnene. Der må kun benyttes de bogstaver, som engelsk anvender. Der må af specialtegn kun forekomme apostrof, ampersand, bindestreg og enkle anførselstegn. Akronymer skal placeres efter selskabsnavnet, og initialer for personer foran et navn skal angives med mellemrum mellem hvert bogstav, mens initialer for andet end personer, fx AB, skal angives uden mellemrum.

Numrene tildeles rederne for alle skibe med en BT over 100 i international fart. Bemærk her er ikke tale om to skibsstørrelser som ved skibsnummersystemet. En flagstat kan vælge også at implementere selskabsnummersystemet for skibe, der ikke sejler i international fart.

Hvis et selskab ændrer navn bibeholdes nummeret. Hvis to selskaber slås sammen, anvendes det største selskabs nummer, mens det mindste selskabs nummer »fastfryses« og ikke længere benyttes eller tildeles andre. Lloyd's forbeholder sig retten til at undlade at registrere ejere for hvilke der ikke findes kommunikationsadresser, dvs. skuffeselskaber på besynderlige øer i de store oceaner.
Jørgen Marcussen



  Retur til toppen af siden.
Retur til Maritim indledningsside Maritim indledningsside Retur til hjemmesidens forside
Revideret 3. oktober 2005.