Strejftog i kartografiens historie

særligt med henblik på søkort
Del 2
Claudius Ptolemæus og arabisk kartografi før 1400

Opdateret 10. januar 2010.

INDHOLD DEL ET
Indledning
Kort - kartografi
Babylon
Ægypten
Grækenland
Tekniske begreber omkring kortfremstilling
Grækerne bliver videnskabelige

DEL TO
Claudius Ptolemæus = Klaudios Ptolemaios
Arabisk kartografi

DEL TRE
Middelalderens kartografi
Mappa Mundi i Hereford

DEL FIRE
Periploi - Peripler
Portolaner - Havnefinderkort

Kilder

FØLGENDE DELE
Genopdagelsen af Ptolemæus
Ptolemæus' betydning
(følgende er ikke færdiggjort):
Holland som kartografiens centrum
Kartografisk produktion internationaliseres
Moderne kartografi
Dansk kartografis historie
CLAUDIUS Ptolemæus Claudius Ptolemæus, cirka 085 - 165, fik en enorm betydning for kartografien i Europa fra omkring år 1400 og de følgende 200 år. Lidt mere om Ptolemæus liv og virke kan læses i hans biografi.

Ptolemæus udarbejdede i Alexandria flere værker, som vi har overleveringer af. For kartografien er det hans Geographia, der er af betydning. I dette værk, der kom tyve år senere end Almagest, har han nedskrevet positioner og beskrivelser og afstande for ca. 8.000 lande, floder, byer osv. I hans verdensbillede indgår desværre to graverende fejl: Han regner jordens omkreds for lille, og han regner Middelhavets udstrækning for stor, sidstnævnte nemlig med et længdespænd på 62° i stedet for det korrekte på 42°. En del af positionerne fra bind 2-7 i Geographia forekommer med en del forskelle også i den mindre afhandling Oversigt over betydende lokaliteter.

Ptolemæus' oplysninger er samlet fra mange kilder: fra tidligere geografer som Eratosthenes og Marinus fra Tyrus og Strabon, men også oplysninger fra samtidige rejsende og søfolk indsamler og ordner han, så Ptolemæus' verdensbillede er bedre udfyldt end hans forgængeres. Ptolemæus' kritik af sine forgængere var grundig, men ikke ondskabsfuld. Han var mest forstående over for Marinus, men det bør erindres, at det jo altid er sidste mand, der får slutbemærkningen.

Der var stor forskel på Strabons form for geografi og på Ptolemæus'. Strabon interesserede sig for både de naturskabte forhold og de menneskeskabte, og han medtager oplysninger om egnenes etnologi, menneskenes skikke og erhverv, mens Ptolemæus' interesse var rent fysisk videnskabelig, og hans bemærkninger giver indtryk af, at hans hovedinteresse lå i at skabe et detaljeret oversigt over jorden - eller i hvert fald den beboelige del af jordens udformning - altså et kartografisk sigte.
[7595 p.60ff]

Ptolemæus' betydning ligger ikke alene i hans geografiske positionslister og kortprojektioner, men også i hans opfattelse af en jordklode ikke længere - som i Homers verdensbillede - var omgivet af en flod eller cirkulært hav ud til kanten. I stedet afbalancerer Ptolemæus verden med kontinenter fordelt over en ganske vist kvantitativ forkert jordklode, men alligevel et stort skridt fremad mod det virkelige verdensbillede væk fra det spekulative.

Ptolemæus' værk og dets vandring til ca. 1200
Ptolemæus' Geographia blev fra slutningen af Romerrigets storhedstid glemt i Vesten eller rettere i den østlige del af Romerriget, i Byzantium. Der kendes ingen kopier fundet i Vesteuropæiske klostre eller andre biblioteker fra middelalderen. De manuskripter, der har været af hans græske værk, er blevet overtaget af de forskellige syriske og arabiske riger og er i disse blevet oversat til arabisk og benyttet i disses videnskabelige udvikling. Bl.a. kendte man til værkernes brug i 800-tallet i Bagdad, hvor man forbedrede beregningsmetoderne ved at foretage distancemålinger med målestok i stedet for Eratosthenes kameldagsrejser. Faktisk kom de i Bagdad frem til længden af en grad på 59,66 sømil, hvilket jo er ganske godt. Den arabiske mil var dengang regnet til 1950 meter og de fandt en grad = 56,67 arabermil.

Men også enkelte græske manuskripter overlevede de tusinde år i den arabiske verden og blev sluttelig med de muslimske landes tilbagetog fra Europa og delvis Tyrkiet omkring 1100-1300 genfundet af vesterlændinge, der enten kunne få dem afskrevet eller købt med sig hjem fra Spanien, fra Sicilien eller fra korstogene til Jerusalem eller gennem almindelig handelssamkvem med de genoesiske og venetianske købmænd, der sejlede på orienten.
[7774 p.14f]

Med fremkomsten af disse værker i Vesten fik Europas kartografiske udvikling et løft, og benyttelsen af Ptolemæusgeografien behandles herunder. Der kom med renæssancen en del meget ivrige samlere og bevarere af disse gamle håndskrifter kulminerende med Europas rigeste familie på den tid, nemlig Medicierne i Italien. De lod op gennem 1400-tallet indsamle og oversætte mængder af manuskripter til latin, og deres bibliotek i Firenze var åbent for forskede fra hele Europa, og her kunne de benytte de mere end 10.000 bind i Cosimo de Medicis samling. Ptolemæus' Geographia blev oversat til latin i 1409.

Ptolemæusmanuskripter

Her følger en oversigt over den væsentligste del af manuskripter indeholdende Ptolemæus' Geographia.
De tre asterikser placeret efter kortantallet betyder et af de 7 væsentligste manuskripter med kort, ihh. Lauri O.Th. Tudeer "On the Origin of the Maps Attached to Ptolemy's Geography". In: The Journal of Hellenic Studies, Vol. 37, 1917, pp. 62-76.
 
Navn Alder Kortantal Størrelse Bibliotek Bemærkninger
3375(45)-Qu. Catal., Cod. Seld. 40 1482 - 29 x 18 cm Bodleian Library, Oxford Består af 176 blade.
3376(46)-Qu. Catal., Cod. Seld. 41 1300-tallet - 25 x 16 cm Bodleian Library, Oxford Består af 274 blade og omfatter Bog 1 til Bog 8, kap. 28.
Add. MS. 19391 1300-1500 - 34,5 x 25,5 cm British Library, London Består af 8 blade fra Bog 7 til Bog 8, kap. 4.
Oprindeligt i Athosbjergets kloster, Vatopediklostret.
Se også Vatopedi 9 (655).
Ayer MS 743 1400-tallet 0 40 x 28 cm Newberry Library, Chicago Består af 144 blade.
Barberinianus 128 1500-tallet - 19 x 15 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom -
Barberinianus 163 1400-tallet - 24,7 x 15,6 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 233 blade.
Burney Gr. 111 1380-1420 66*** 43,1 x 30,4 cm British Library, London Nordenskortet findes på Burney 111, 28.
Består af 115 blade.
Codex D 527 inf. 1200-1500 69*** 40,3 x 28,5 cm Biblioteca Ambrosiana, Milano Også kendt under signaturen: Codd. Mediolanus Ambrosianus gr. 527.
Består af 101 blade.
Codex N 289 1500-1600 0 27 x 16 cm Biblioteca Ambrosiana, Milano Omfatter Bog 1 til Bog 7, kap. 2.
Coislin 173 1400-tallet - - Bibliothèque Nationale, Paris Består af 311 blade fra Bog 1, Bog 2 og Bog 8.
Coislin 337 1300-1500 - 23 x 14 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 278 blade omfattende Bog 1 til Bog 8, kap. 28.
Conv. Sopp. 626 1400-tallet 27 59,5 x 44 cm Biblioteca Medicea Laurenzia, Firenze Består af 104 blade. Biregistrering Abbatiae 2380.
Christinae Reginae 82 1500-tallet 0 22 x 22 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 166 blade.
Ecclesiae S. Salvatore 305 1528 0 33 x 23 cm Bologna -
Fabricianum Graecum 23 1200-tallet 3*** 56,5 x 42,5 cm KB, København Fragment bestående af to pergamentblade med kort over dele af Spanien, Italien og Illyrien.
Gr. 103 1400-tallet - 20 x 15 cm Biblioteca Nazionale Marciana, Venedig Består af dele af Bog 3, kap. 14.
Gr. 388 1400-tallet 27 59,0 x 44,2 cm Biblioteca Nazionale Marciana, Venedig Består af 101 blade.
Gr. 516 1300-1500 24 33 x 22 cm Biblioteca Nazionale Marciana, Venedig Består af 138 blade.
Også en registrering som: 22 hele kort, 2 halva kort, størr. 30 x 21 cm. 208 blade (Otto Cuntz, 1923).
Gr. Omega I.1 1500-tallet 0 - El Escorial, Real biblioteca Består af 212 blade.
Gr.Suppl. 119 1300-tallet - 20 x 14 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 232 blade.
Gr.Suppl. 673 1400-tallet - - Bibliothèque Nationale, Paris Består af 28 blade fra Bog 1 og Bog 7.
Laud. 52 1568 - 32 x 21 cm Bodleian Library, Oxford Består af 83 blade og omfatter Bog 1 til Bog 7, kap. 5 samt Bog 8, kap 1 og 2.
MS. Gr. 1401 1400-tallet 27 58,8 x 43,7 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 101 blade.
MS. Gr. 1402 1400-tallet 5 ufærdige 59,3 x 44,5 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 72 blade omfattende Bog 1 til Bog 7 samt nogle kapitler fra Bog 8.
MS. Gr. 1403 1400-tallet - 28 x 19 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 225 blade omfattende Bog 1 til Bog 8, kap. 27.
MS. Gr. 1404 1400-tallet - 30 x 22 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 175 blade og omfatter Bog 1 til Bog 7, kap. 5.
MS. Gr. 1407 1438 - 27 x 19 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 215 blade og er et uddrag af Bog 8. Se også næste ms.
MS. Gr. 1411 1400-1600 - 20 x 13 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 585 blade og er en kopi af MS. Gr. 1407.
MS. Gr. 2027 1449 - 20 x 14 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 235 blade og omfatter Bog 1, kap. 22 og del af kap. 23.
MS. Gr. 2399 1200-1400 - - Bibliothèque Nationale, Paris Består af 122 blade og er et uddrag af Bog 8.
MS. Gr. 2423 1200-tallet - 25 x 16 cm Bibliothèque Nationale, Paris Består af 158 blade og omfatter Bog 1, kapp. 7 til 24, Bog 2, kpa. 6, samt Bog 3, begyndelsen.
Pal. Gr. 261 1400-tallet - - Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Uddrag af nidledningen af Geograhia. Ingen yderligere enkeltheder fundet.
Pal. Gr. 314 1480-1500 0 28 x 19 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 224 blade fra Bog 1 til Bog 8, kap. 29..
Pal. Gr. 388 1400-1420 - 36 x 24 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 280 blade.
Plut. 28.38 1400-tallet 0 24 x 16 cm Biblioteca Medicea Laurenzia, Firenze Består af 177 blade.
Plut. 28.42 1445 0 29 x 21 cm Biblioteca Medicea Laurenzia, Firenze Består af 147 blade.
Plut. 28.49 1400-tallet 64 + Verden***
+ 64		 33,5 x 26 cm
34,0 x 27,0 cm		 Biblioteca Medicea Laurenzia, Firenze Består af 113 blade.
Plut. 28.79 - - - Biblioteca Medicea Laurenzia, Firenze Kaldes også: Laurentianus Pluteus XXVIII, 79.
Plut. 28.9 1400-tallet 0 29 x 22 cm Biblioteca Medicea Laurenzia, Firenze Består af 132 blade.
Seragliensis 27 1380-1420 0 41 x 29 cm Sultanens Bibliotek, Konstantinopel Består af 88 blade dækkende Bog 2.3 til Bog 8.
Seragliensis 57 1200-tallet - - - - -*** - - - - - cm Sultanens Bibliotek, Konstantinopel Består af - - - - - -.
Urbinas Graecus 82 1100-1200 ca. 27*** 57,5 x 41,8 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 111 blade. Udgivet i facsimile af J. Fischer.
Urbinas Graecus 83 1400-tallet 65 / 69 42 x 29 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 118 blade. Kopi af ms Codex D 527 inf. fra Biblioteca Ambrosiana, Milano.
Vat. Gr. 176 1300-tallet - 27,0 x 17,3 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 193 blade omfattende Bog 1 til Bog 7, kap. 5 samt Bog 8, kap. 1 og kap. 2.
Vat. Gr. 177 1200-1300 - 24 x 16 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 240 blade omfattende Bog 1 til Bog 7, kap. 4 samt dele af Bog 8.
Dette ms er det første, hvor Agathodaimon nævnes som tegner af verdenskortet.
[Strang, Britannia, vol. 28, 1997, p. 3, n. 12]
Vat. Gr. 178 1300-tallet - 18,3 x 12,5 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 216 blade omfattende Bog 1 til Bog 7, kap. 4 samt dele af Bog 8.
Vat. Gr. 191 1180-1220 - 23,7 x 36,5 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 397 blade.
Vat. Gr. 193 1400-1420 - 29,2 x 20,0 cm Biblioteca Apostolica Vaticana, Rom Består af 181 blade omfattende Bog 1 til Bog 2.1, kap. 5 samt Bog 8, kap. 1 og kap. 2.
Vatopedi 9 (655) 1280-1500 -*** - Biblioteket på Vatopediklostret på Mount Athos, Grækenland Også kaldet Cod. Athous Vatopediensis = Athos Atlas. Består af 58 blade - se også BL, Add. MS. 19391.
Venetus Marcianus 566 - -*** - Biblioteca Nazionale Marciana, Venedig Nævnt i Schütte, p.9
VF. 32 - - - Napoli Codex latinus. Nævnt af Alastair Strang i Britannia, vol. 28, 1997, p.1, n.6.
Vindbonensis historicus Graecus 1454 27 59,5 x 44,0 cm Biblioteca Nazionale Marciana, Venedig Består af 99 blade.
Voss. Gr. F. 1 1500-tallet Flere 54,5 x 42,5 cm Bibliotheek der Rijksuniversiteit, Leiden Består kun af kortmateriale, antal ikke oplyst.
Uden reg. 1400-tallet - 40 x 28 cm San Gregorio Magno al Celio, Rom Placering i dag ikke fundet.


Nogle senere Ptolemæus-revisioner

I nogle år efetr genopdagelsen og voersættelsen af Ptolemæusgeografien blev der produceret manuskripter med revideret indhold af kortene. Nicolaus Germanicus var særlig fremtrædende.
 
Navn Alder Kortantal Størrelse Bibliotek Bemærkninger
Codex Estense 1400-tallet 27 - Biblioteca Estense, Modenak Efter firste revision (first recension). Kort efter den trapezoide projektion.
Codex Ebnerianus 1400-tallet - - Public Library, New York Efter firste revision (first recension).
De trykte udgaver Rom 1478, 1490, 1507 og 1508 er baseret på dette ms [Keuning, IM, Vol. 12, 1955, p.19].
Wolfegg 1468 ca. - - Bibliothek Schloss Wolfegg, Würtemberg Ms efter Nicolaus Germanicus' tredje revision (third recension).


Ptolemæus' KARTOGRAFISKE ARBEJDER
Forudsætninger
Ptolemæus opstiller nogle regler eller forudsætninger, der skal opfyldes for at kunne konstruere kort. Et meget væsentligt punkt er kendskabet til de jordiske punkters beliggenhed under himlen, og Ptolemæus var initiativtager til at bruge bredde-længdegradnet på kort. Bredden anvendte han udtrykt ud fra dagens længde, der jo er direkte afhængig af relationen til solens bane på himlen.

Selv om Ptolemæus med geografi — som beskrevet i første del af denne tekst — forstod viden om hele jorden, så skriver han flere gange om at begrænse sin jordbeskrivelse til »Den beboelige Del«, der blev beregnet til ca. en fjerdedel af hele jorden. Ved stedsbestemmelser inden for Den beboelige Del var det observationer frem for udsagn fra rejsende, der var det bedste grundlag. Derfor var observationsinstrumenter vigtige. Ptolemæus konstruerede selv blandt andet et astrolabium og en kvadrant på en planslebet sten. Med denne opstillet i horisontplanet og i meridianplanet med skyggepinden vandret ud fra stenen, der var forsynet med en gradinddelt cirkel med centrum i skyggepinden, så havde han et vældigt godt breddeinstrument.

Ptolemæus indledte sin opdeling af jordkloden ved at lade ækvator og en meridian opdele den i fire dele, hvoraf den ene af de nordlige fjerdedele var den beboelige del af verden. Størrelsen på Den beboelige Verden satte han fra mellem 63-67° N til ca. 16-20° S og målt i længde fra hans førstemeridian gennem Canarieøerne mod E til 180°. Målt i længdedistance beregnede han afstanden fra Thule i nord til ækvator til 2.750 sømil, idet hans grad har en størrelse på kun godt 43 sømil. Det erindres, at det er Posidonius' jordstørrelse på ca. 15.650 sømils omkreds, der benyttes mod den korrekte på 21.580 sømil.
[6313 p.5, DIL p. 76ff]

Marinus mente, at W-E-udstrækningen var på 15 timers længde med udgangspunkt i Canarieøerne. Endestationen mod øst er kun angivet med navne, der i dag er usikre: Sera, Sainusfloden og Cattigara, men det er omkring Malacca og Sumatra og til Kina, de skal findes. Ptolemæus mente udstrækningen var 12 timers længde til disse steder. Den korrekte længdeforskel mellem Canarieøerne og Sumatras nordspids er 110° længde svarende til 7,3 timers længdeforskel.
[7595 p.67]

Projektioner
I en anden del af sit værk beskriver han de to muligheder, der er for at projicere jorden. Den ene metode er at lave en globus. På en globus er alt i naturlig form og i naturligt forhold til hinanden, men skal detaljerne vises, så bliver globussen meget stor og kan ikke flyttes. Ptolemæus beskriver, hvorledes en globus bør have en meridianbue mellem de to poler. Den skal være smal, stå tæt på globens overflade og være inddelt i grader, så bredder let kan aflæses på den. Dertil skal globens ækvator være inddelt i 360° længde, så, når globen roteres, alle de projicerde steders position let kan aflæses. Det er alt i alt en beskrivelse fuldstændigt, som en globus i dag er udstyret.

I den anden metode for kortkonstruktion projiceres kuglefladen ud på et plant underlag, altså et kort. Marinus havde også arbejdet med problemerne forbundet med at udbrede en kugleoverflade til et plant underlag, og han havde benyttet et kvadratisk bredde-længde-net med lige store afstande mellem alle paralleller og alle meridianer. Fortegningen bliver naturligvis meget stor i et sådant verdenskort.

Første projektion
Ptolemæus lod alle meridianerne udstråle fra polerne. Breddeparallellerne blev derved koncentriske cirkler. Et sådant kort kan kun vise en del af verden. Der afsættes nogle hoved-breddeparalleller på velvalgte steder: ækvator, en vendekreds og en hovedbreddeparallel gennem Rhodos, der er udgangspunktet for mange vigtige distancer og retninger. Derudover indeholdt kortet 21 jævnt adskilte paralleller fra Thule til ækvator. Deres værdier blev på kortets ene side vist med grader og minutter, som vi er vant til det, mens de på kortets anden side vistes med dagtimerne på årets længste dag på vedkommende bredde; mellemrummet mellem »lys-inddelingen« er på et kvarters dagslys. Ideen med dagslys som mål er lånt fra Hipparchos. Ptolemæus benyttede oprindeligt 32 breddeparalleller, men reducerede senere disse til 11 og endte med at anbefale 7, der gik gennem Meroe, Syene, Nedre Ægypten, Rhodos, Hellespont, Sortehavets centrum og floden Dniepr = Borysthenes. Antallet af breddeparalleller på 7 genfindes i en hel række kort fra middelalder og renæssance. Dette forhindrer ikke, at der tegnes flere, gerne 21 stykker nord for ækvator på disse kort.
[DIL p.76 angiver som kilde Almagest]

Meridianer
Kortets meridianer anbringes med jævne mellemrum à 5°. Når meridianerne når ækvator, ændrer de retning og peger nu mod sydpolen. Der afbildes kun en lille del af den sydlige halvkugle, da resten ikke var kendt og lå uden for den beboelige del af jorden. Sådan en kortprojektion er en konisk projektion. Bredderne blev så tegnet for hver halve times dagslys, mellem ækvator og 45° dog for hvert kvarter. Meridianerne blev tegnet for hver fem grader. Ptolemæus anbefaler denne projektion til verdenskort.

Anden projektion
Den anden af Ptolemæus' projektioner, den modificerede kegleprojektion, synes han selv bedre giver et naturligt billede af virkeligheden. Man skal tænke sig jorden set fra en højde uden for jorden. Som observationspunkt valgte Ptolemæus bredden gennem Syene. Meridianen gennem dette sted bliver en ret linje, mens meridianerne mod øst og vest bliver mere og mere buede med afstanden fra observationsmeridianen. Det bliver en slags ortografisk projektion. Som for det første kort, så skal dette også have nord opad og øst til højre. Ptolemæus' argument for denne traditionelle orientering er, at så kommer Europa til at ligge i den øverste del af kortet, hvilket på kortet er det letteste sted at læse og benytte det fra.
[SAL; DIL p.76f]

Drejer det sig ikke om et verdenskort, men om kort over mindre områder, så fastslår Ptolemæus, at man godt kan se bort fra projektionerne og fremstille et paskort. Dvs. konstruere et kort, hvor man ikke tager hensyn til meridianernes retning mod polerne og tegner dem parallelle. Gør man det, så tegner vi i dag gerne breddeparallellerne med voksende afstand, altså Mercatorprojektionen, men på lav bredde og i stor målestok bliver fejlen ved et retvinklet bredde-længde-system begrænset. Ptolemæus advarer i denne del af sin tekst om, at der i kort i forskellig målestok skal navigeres med forsigtighed, da afstande og retninger afhænger af målestoksforholdene og ikke kan overføres direkte fra det ene kort til det næste. Han anbefaler dog også sin anden projektion til kort med større målestok.

Om Ptolemæus' originale kort
Ifølge Ptolemæus egen tekst - så vidt den er overleveret til os - var hans plan at udstyre sit værk med 10 kort over Europa, 4 kort for Afrika, 12 kort for Asien samt et verdenskort, men der findes ikke ét originalt kort overleveret os. Det er den græske teksts tolkning, der giver usikkerheden om, hvorvidt Ptolemæus tegnede kort selv eller fik tegnet i samtiden, idet teksten kan udlægges enten som »Vi skal have fremstillet« eller »Vi har fået fremstillet«. Referencen til kortene findes i nogle afskrifter i slutningen af bog 8, hvor der står, at en teknisk tegner fra Alexandria, Agathos Daimon = Agathodaimon, tegnede et kort ud fra Ptolemæus' geographia. Ifølge [DIL p.80] kan en græker ikke have arbejdet i Alexandria senere end i det 6. årh., men kan sagtens have været tidligere. Desværre vides der absolut intet om en sådan person, der tidligere er blevet forbundet med andre af samme navn, men fungerende på de forkerte tidspunkter.

Der er ikke to kilder, der udtrykker sig ens med hensyn til, om Ptolemæus selv tegnede kort til sit værk, om han lod andre gøre det, om han aldrig selv så kortene til sin tekst, eller om hvornår de tidligste kort til værket er fremstillet. Det ældste manuskript, der er overleveret os, er fra Vatopedi Klosteret på Athosbjerget og er nedskrevet i 1100- eller 1200-tallet, og der er ikke fundet kort, der er tegnet tidligere end 1300-tallet, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at der ikke har eksisteret kort til Geografien tidligere.
[7595 p.73f, 6313, SAL]

De tidligste kort, som man ser kopieret i næsten alle værker om kartografi og dekorative kortudsmykninger, er meget ens udført. De tidligste er ret sobre uden for megen udsmykning. Specialkortene er gerne aflagt i projektioner, der har form af trapezoider, smallest mod nord. De senere kopier fra middelalder og renæssance kan tit kendes på den voksende mængde af udsmykninger i form af havuhyrer, sejlskibe i havet. Emnet behandles yderligere under genopdagelsen af Ptolemæus.

I et Ptolemæusmanuskript i Vatikanet, Codex Vaticanus Urbinas graecus 82, fra sent i det 13. århundrede er inkluderet et kort, der ligger tæt op ad manusteksten, men det behøver ikke af den grund at være en direkte aftegning fra et originalt Ptolemæuskort.

Cassiodorus, 487-583, var embedsmand under kong Theodoric, goternes konge i Italien. Cassiodorus grundlagde et kloster i Syditalien ved Squillace, Vivarium, hvor han besad et Ptolemæusmanuskript. Om der var kort med vides ikke, da den latinske kildetekst bruger ordet descripsit, der kan have både skrive og tegne-betydning.

Et oplæg fra 2009 om Ptolemæus' Geographia  er nu lagt på min hjemmeside.

 ARABISK KARTOGRAFI
Islamisk kartografi er ikke her behandlet så dybtgående, og det er primært, fordi jeg ikke kan læse de islamiske værker og kort, men jeg betragter heller ikke denne kartografi for særlig vigtig for udviklingen af den europæiske søkortskartografi. Den islamiske kartografis betydning for den europæiske kortudvikling ligger hovedsageligt i arabernes »opbevaring og bevaring« af Ptolemæus' værker gennem den »mørke« europæiske middelalder.

Islamisk kartografi omfatter både persiske, syriske, tyrkiske, nordafrikanske og andre arbejder, der er udført på de syriske, persiske og arabiske sprog. Bagrow [9731 p.65] opdeler den arabiske kartografis udvikling i tre perioder, der kronologisk strækker sig fra cirka 700 til 1400, og perioderne er samtidig udtryk for nogle faser i påvirkningerne fra omverdenen, hvilket nærmere beskrives nedenstående.

Endnu inden den første periodes indledning omkring år 820 kan der spores indflydelse fra græsk geografisk viden i de arabiske skrifter. Det er værker, der bygger på den udvikling Ptolemæus' tradition. Perioden kan først konstateres efter ca. 700, da arabiske det arabiske skriftsprog først blev formaliseret og officielt anvendt under kaliffen Abd al-Malik, 646-705. En anden kartografisk forudsætning for udvikling af kortmateriale er tilstedeværelsen af tilstrækkelig matematisk og astronomisk kunnen til at retninger, afstande og positioner kan bestemmes. Denne forudsætning var først opfyldt ved udgangen af 700-tallet, da araberne havde
a) oversat og annekteret indisk astronomisk viden og
b) fået adgang til og oversat græske værker om geografi og her først og fremmest den ptolomæiske viden.

De ptolomæiske positionstabeller fra hans Geographia blev oversat, og deres græske stednavne blev overført til arabisk og samtidig blev Ptolemæus' hovedværker Almagest og Geographia også almindeligt kendte i den arabiske verden. Man ved, at der i perioden inden 820 fandtes vejkort og militære kort samt kort benyttet ved rejser over Det Indiske Ocean, men ingen af disse kort er overleveret, og alle kilderne taler alene om tiden efter al-Mammun der efter år 800 fik foretaget observationer, der senere indgik i Mammumtabelerne = Damaskustabellerne.

 Første periode - ca. 820 - 1000
Et af den første periodes geografiske hovedværker er af Muhammed Ibn-Musa al-Khuwarizmi, c.780-c.850. Værket er en beskrivelse af et kort, der ikke er overleveret, men som man er overbevist om, at Khuwarizmi havde foran sig ved værkets tilblivelse. Vi kender heller ikke værkets førsteudgave, men det er overleveret gennem en kopi fra 1036, der i det 12. årh. lå til grund for rekonstruktion af fire kort, der i dag opbevares i Universitetsbiblioteket i Strassbourg.
[9731 p.66f]

Khuwarizmi er mest kendt for sine oversættelser og bearbejdninger af indiske værker om matematik: Kitab al-jabr wa al-muqabalah om den grundlæggende matematik og hvorfra ordet algebra stammer. To andre væsentlige værker er et om hinduernes numeralier og regnemetoder - dette værk kendes kun gennem en latinsk oversættelse, og det er herfra at ordet algoritme stammer. Endelig samlede han også astronomiske observationer i tabeller på grundlag af det indiske værk Brahma-siddhanta.

I tidsrummet 800-900 udgives der på arabisk T-O-kort og i 900-1000 bliver Isidores værk Etymologiae oversat inklusive værkets kort, og de europæisk udviklede klimazonekort overføres til arabisk, bl.a. Ibn Saids kort.

 Anden periode - ca. 950 til 1100
Anden periode omhandler værker fra ca. 950 til 1100. Den tidligere græske-europæiske indflydelse kan nu ikke længere ses. Bagrow mener, at det kan skyldes, at de ældre værker ikke længere var til rådighed for kartograferne i det 10. og 11. århundrede.

Periodens kort er kendetegnet ved en høj kunstnerisk og matematisk udførelse. Vi befinder os i den arabiske videnskabs guldalder. Der er for det meste tale om vejkort, der dog ikke er afstandstro, og de er meget ensartede udført. De kaldes ofte for Islamiske atlas, og de indeholder gerne 21 kort, heriblandt ét verdenskort og tre søkort over hhv. Middelahvet, Persergolfen og Det Kaspiske Hav. Alle de kendte eksemplarer ser ud til at være kopieret fra samme grundmateriale.

Der kendes også værker uden vedføjede kort, og værker inkluderende kort kendes fra:
   Abu Zaid al-Balkhi, 919-921,
   al-Istakhri, 934, skrev på et værk om geografi, som han lod Ibn Haukal revidere,
   Ibn Haukal, 980
   Muqaddasi, 985.
[9731 p.73]
Ibn Haukal skrev værket Bogen om Færdselsårer og Riger inklusive et atlas. Det var skrevet på grundlag af værker forfattet af Alberouny, der er mest kendt for sin afhandling om astrolabiuminstrumentet.
[6313 p.9]

Værkernes verdenskort viser jorden som en sammenhængende landmasse omgivet af et ocean, hvortil er forbundet Middelhavet ved Gibraltar og mod øst ved et stræde nord for en landmasse, der udstrækker sig fra Afrikas sydspids mod øst over Australien.

Mod anden periodes slutning fremkommer en ny type verdenskort, der er meget skematisk opbygget, og hvor landkonturerne er vanskelige at overføre til virkeligheden, eksempelvis al-Birunis kort fra 1021. Al-Kaschgari fremstillede et tyrkisk kort i 1074, der ligeledes er opbygget efter det skematiske princip [9731 Pl. XXVIII].

 Tredje periode - ca. 1050 til 1200
Tredje periode kaldes den normmanisk-arabiske periode, og navnet implicerer et samarbejde mellem den europæiske kultur, som den kom til udtryk gennem de normanniske kolonisatorer i Syditalien og den arabiske kultur, som var indvandret via Grækenland, da Det Romerske Rige blev svækket. Hovedpersonen i tidens kartografi er Idrisi, der i 1154 udgav sit kort, som nærmere omtales nedenstående. Bagrow kalder derfor også perioden for Idrisiperioden.

Normannernes kongerige i Syditalien og Sicilien
På grund af Syditaliens betydning for kartografien omkring korstogstiden skal udviklingen kort omtales.

De første normannerne kom til Middelhavet i 1029, men her begyndes med normannerhøvdingen Tancred af Hauteville, hvis søn Robert Guiscard = Robert de Hauteville = Roberto Guiscardo = Roberto d'Altavilla, 1015-1085, som ung kom til Syditalien — ca. 1047 — med sine krigere for at slutte sig til sin halvbroder, Drogo, og efter dennes død og senere, efter den sidste halvbroder, grev Humphrey, er død, blev han valgt til hersker over de erobrede områder i Apulien. Senere sluttede han op om paven - først gennem kontakt med Hildebrand, der fra ca. 1050 var blevet økonomichef for pavestaten under pave Leo IX, og senere også da Hildebrand selv fra 1073 var blevet pave under navnet Gregor VII (efter paverne Nicholas II og Alexander II).

Hjælpen til pavestaten bestod af militær styrke. Ved forliget i 1059 under synoden i Melfi udnævner Nicholas II Robert til hertug af Apulien og Calabrien og til hersker over Sicilien, der på det tidspunkt var under arabisk styre. I 1061 begynder Robert I derfor ved at udsende sine brødre Godfred og Roger indtagelsen af Sicilien fra araberne, og i 1072 indtager de Palermo, og i 1091 er hele øen indtaget. I samme periode kæmper Robert mod araberne på fastlandet og slutter i april 1071 med erobringen af Bari, der var arabernes sidste fodfæste i Italien.

Robert Is broder, Roger Guiscard, 1031-1101 - som Roger I - bliver som lensmand for Robert I greve af Sicilien og Calabria. Ved Robert Is død mægler Roger mellem Roberts sønner Roger Borsa = Ruggiero Borsa, 1060-1111, og Bohemund = Bohemond af Otranto (fødenavn Marc), og Roger overtager landene som hertug Roger af Apulien, II.

Roger I bliver senere pavelig legat på Sicilien og ender som storgreve af Sicilien fra 1096. Det er Roger I, der samler videnskabsmænd omkring sig. Roger Is søn, Vilhelm af Apulien arver faderens titel, men må afstå Palermo og Calabria til onkel Roger Borsa, og Vilhelm dør barnløs i 1127, og Roger II overtager den del af familietitlerne.

Roger Borsa blev født 1060. Moderen var Robert Is anden hustru, Sigelgaita fra Salerno. Robert I havde i forvejen med en tidligere kone sønnen Bohemund, der blev fyrste over Tarento. Roger Borsa bliver i 1085 ved faderens død hertug over faderens lande, og han dør 26/2 1154. Da han bliver fyrste, bliver broder Bohemund mopset, og de kæmper ved flere lejligheder, indtil Bohemund begiver sig på Kortstog i 1095.

Roger I får med sin tredje kone, Adelaide fra Savona, sønnen Roger II, 1095-1154. Ved sin storebroder Simons død i 1105 overtager han hertugdømmet, som niårig dog med sin moder som værge indtil 1112. Han blev gift tre gange. Hans første kone var Elvira, datter af Alfonso VI fra Castilien. Hans anden kone var Sibyl af Burgund og hans tredje Beatrice af Rethel.

I striden mellem pave Innocent II og modpaven Anacletus II i 1130 støttede Roger II Anacletus og blev som tak herfor kronet som konge af Sicilien og Napoli i Palermos Domkirke 25. december 1130. Han bliver derefter lyst i band af pave Innocens II, men denne må i 1139 anerkende Roger II som konge. Roger blev efterfulgt af sin fjerde søn Vilhelm = William, der også var den ældste overlevende. Han tog titlen William I = William den Skaldede og døde 1166.

Rogers tredje kone fødte posthumt datteren, Constance i 1154. Constance blev gift med kejser Henrik VI af Det Tysk-Romerske Rige, og derved blev Sicilien og Syditalien gennem arv forenet med Tyskland - en situation som paverne var meget lidt tilfredse med, da de nu fik samme hersker på begge sider af deres besiddelser i Mellemitalien.

Ved siden af sine krigsbedrifter var Roger II en stor velynder for kunst og videnskab. Han lod kirker udsmykke, og han samlede omkring sig videnskabsmænd fra både øst og vest. Han havde planer om at samle al tilgængelig viden fra alle sprog og udgive det i en bog kaldet Rogers Bog = al-Kitab ar-Rujari. Bogen er blevet kaldt Middelalderens største geografiske værk.

Særlige kilder
Særlige kilder til dette afsnit: History Today 2/2004, p.49;
Politikens Verdenshistorie v/Erling Bjøl, 1984, vol 9. p.252ff;
[6309] Oxford Dictionary of Popes, J. N. D. Kelly, OUP, 1988;
[9531] The Crucible of the Middle Ages, Geoffrey Barraclough, FS 1998, 1st ed. 1976;
[9532] The Making of the Middle Ages, R. W. Southern, FS 1998, 1st ed. 1953.

ash-Sharif al-Idrisi
Idrisi eller Edrisi, 1099/1100-1166, blev født i Marokko, hvortil hans forfædre var flygtet efter Malagas fald til europæerne i 1057. Idrisi tjente som geograf og rådgiver ved Roger IIs hof. Han skrev det geografiske værk nævnt ovenfor. Dets titel var Kitab nuzhat al-mushtaq fi ikhtiraq al-afaq = Lystrejsen foretaget af en, der er ivrig efter at gennemrejse alle verdens egne. Men han blev også opfordret til at fremstille et verdenskort til Roger II, og Idrisi fremstillede både en 3,5 x 1,5 meter stor sølvplade med et verdenskort på samt et større verdenkort, samt den nævnte vedhæftede geografibog, som Idrisi fik færdiggjort — og med både arabisk og latinsk tekst — i januar 1154 kort før Roger IIs død. Sølvpladekortet er forsvundet, men bogen med dets verdenskort og atlasdel er overleveret.

Idrisis værker er blevet kritiseret. Først og fremmest fordi Idrisi ikke har benyttet al tilgængelig viden i tiden, men også fordi han ikke helt har behersket den nødvendige astronomi og fysik til at udnytte og tolke sine kilder.

Idrisis atlas
Kortbogen er opdelt i 70 blade og indeholder også verdenskort, der efter arabisk skik har syd opefter. Atlasset indeholder også et lille cirkulært verdenskort, der delte verden nord for ækvator i syv klimabælter af ens breddestørrelse. Hvert af bælterne blev delt i ti lige store dele ved hjælp af meridianer. Idrisi kaldte atlasdelen for Tabula Rogeriana. I de kompilerede kort over Ptolomæiske, Strabonske forarbejder og viden om Eratosthenes verdensbillede forblev Det Indidkse Ocean stadig lukket mod syd af landmasser strækkende sig fra Afrika mod Australien og havde kun en åbning mod øst. Idrisis værker blev kopieret og revideret i flere hundrede år efter førsteudgavens fremkomst.

Idrisi fik også færdiggjort en geografibog efter Rogers død, mens William var konge. Det andet værk var mere udførligt og indeholdt også en atlasdel. Idrisi gav selv værket navnet Lærdommens have og sjælens trøst. Desværre er dette værk ikke overleveret os, men en forkortet udgave blev senere fundet i Constantinopel, og det indeholdt 73 kort og kaldes ofte for Den lille Idrisi. Den Lille Idrisi findes i manuskripter flere steder.
[9731 p.74]

Inden denne afdeling med arabisk indflydelse på europæisk kartografi afsluttes, vil jeg nævne et synspunkt på årsagerne til den ikke særlig gode overlevering af de gamle græske skrifter via de arabiske arkiver og oversættelser, mens der i stedet senere blev brugt mange arabiske skrifter af de gamle græske forfattere. Citatet er fra [9532] R. W. Southerns The Making of the Middle Ages, FS 1998 p.54ff og baggrunden er Byzantiums plyndring ved dets fald i 1204. Her blev vægten lagt på plyndring af relikvier frem for på tekster.

... for every one person interested in Greek thought there were perhaps a hundred interested in Byzantine relics, but this small class of scholars was busy relaying the foundation of Western Science ...

Hvilket historien om Almagest også viser. Ptolemæus' værk om astronomi blev først kendt i Vesten på latin i 1160 efter et eksemplar som gave var modtaget af Siciliens konge. En mediciner i Salerno hørte om sagen og rejste til Palermo, hvor han fik lov at oversætte værket fra græsk. denne første oversættelse fik ikke den store betydning. Det gjorde derimod den oversættelse fra arabisk til latin, der fulgte ca. 1175.

Ifølge R. W. Southern fik de arabiske fra græsk oversatte værker meget større betydning end de originale græske, da udviklingen fandt sted i den arabiske verdens guldalder inden for både filosofi og videnskab.

Kilder

Gudmund Schütte: Ptolemy's Maps of Northern Europe, Hagerup, Kbh. 1917.

Videre til tredje del


 
 
Opdateret d. 25.1.2017
Retur til forsiden.
 Link til kilder til de maritime tekster
Retur til artikeloversigten for kartografi