PERIPLER
De første skriftlige vidnesbyrd vedrørende grækernes navigation i Middelhavet, sejladsbeskrivelserne, kendes tidligere end de første søkort. Beskrivelserne kaldes på græsk for periplouV - periplous, pl. peripli —> peri = omkring + plous = rejse, sejlads. Den latinske form hedder periplus, pl. peripli. Egentligt skulle denne betegnelse kun omfatte de sejladsbeskrivelser, for have, som man kan sejle rundt langs kanten af, men ordet er blevet udvidet til også at dække sejlads langs en lige kyst. Sådanne beskrivelser hed oprindeligt - og mere korrekt - paraploi eller anaploi - paraploi eller anaploi. Havneforhold kan være beskrevet i tekster, der hentydes til med ordet limenos = havne.
[9729 p.223]
Beskrivelser om landrejser kaldtes på græsk for periodos = peri + hodos = vej. De kendes fra ca. -500. Ordet »periplous« har inden for sømandskab og søkrigsførelse også betydningerne »kystfart« og » fjendens omringning«. Et andet udtryk, der er knyttet til enkelte sejladsbeskrivelser, er det græske ord »stadiasmos«, der kommer af længdemålet stadium, men hvor betydningen her er lig periplus. Den latinske form er »stadiasmus«. Ordet kan desuden betyde en slags milepæl, en stensøjle, der afmærker vejen.
Der kendes et lille antal af disse periploi, eller på dansk periplus / peripler. De indeholder oplysninger om et eller flere af emnerne kystbeskrivelser, retninger, distancer og ruteforløb fra et punkt eller fra en by til den næste rundt kysten. De dækker hovedsageligt Middelhavet og Sortehavet med afstikkere ud i Atlanterhavet og mod øst til Indien, men de kendes for andre områder. De ældste, altså de græske, var traditionelt nedskrevet med oplysningerne sorteret med uret rundt i farvandet, mens de senere, fra omkring Arrians periplus, var oftest orienteret den modsatte vej.
Før kompassets indførelse var retningsangivelse naturligvis særdeles vanskelig, og det ville ikke have hjulpet at angive retninger med grader, når man ikke var i besiddelse af et retningsvisende instrument. I periplerne blev kurser mellem to punkter oftest angivet ved navnet på den vind, der ville give medvind for at føre fartøjet frem til sit bestemmelsessted.
Det må naturligvis formodes, at de overleverede eksempler kun er en yderst lille del af mængden, der har været i brug, hvilket en del henvisninger i forskellige klassiske tekster da også indikerer.
De græske sejladsbeskrivelser blev senere brugt af romerne og senere igen af italienerne og spanierne, og nu kaldes de med deres italienske navn for portolaner - havnebeskrivelser eller på dansk for læsekort, og findes op gennem middelalderen til omkring år 800. I Norden er en enkelt nedskrevet i 1200-1300-tallet. Bemærk, at der i teksterne her skelnes mellem en portolan, der har bogform, og et portolankort, der er et tegnet plankort.
De mest kendte og oftest citerede peripler er nævnt nedenstående. De første fem er beskrivelser af opdagelsesrejser, hvor der for første gang beskrives en kyst eller et farvand. De sidste er sejladsbeskrivelser stykket sammen og udviklet på grundlag af indsamlede erfaringer ved besejling af det aktuelle område. De er ikke alle lige velegnede til navigationsformål.
[7325 p.665 +]
1. Beskrivelse af Spaniens Atlanterhavskyst med Britannien og Irland nævnt. Optegnet af en søkaptajn fra Massilia = Marseilles c. -525. Denne periplus kendes fra en afskrift af Festus Rufius Avienus, c. 300-400. Han genanvendte i sit digterværk Ora Maritima de græske optegnelser om kysten fra Marseilles til Gades = Cadiz, der ligger omkring udløbet af floden Guadalquivir i Atlanten på Spaniens SW-kyst.
2. Periplus Hannonis, der er den latinske titel på Hannos beskrivelse af Vestafrikakysten fra -480 [ENC]. Hanno var flådekommandant og fra Carthago, og han ledede en rejse til Vestafrika, hvor han grundlagde flere kolonier: Thymiaterion = Thymiaterium, Karikon teichos = Carian Fort ved Mogador, Akra = Acra = Agadir m.fl. og nåede til Sierra Leone. Hans rejsebeskrivelse på punisk er overleveret i en græsk oversættelse. Denne, der er fra det tiende århundrede, har titlen Codex Palatinus Graecus (Pal. Gr. 398) og befinder sig på Heidelbergs Universitetsbibliotek. Afskrifter af dele af denne kopi udført i det fjortende århundrede befinder sig i nationalbibliotekerne i Paris og London. Selve beskrivelsen er ganske kort skrevet på værkets folio 55 r+v.
3.
Fortællingen om Nearchus' rejse fra Indusfloden til Euphrat omkring -325 til -312. Nearchus var flådechef hos Alexander den Store, og hans beskrivelse er en meget nøgtern beretning om land og begivenheder. Hans fortælling blev anvendt af Strabo efter et genbrug af Arrian, ca. 100-200, der udgav den som en del af sin Indike - Indiensbeskrivelse. Hans kilder var foruden Nearchus også Megasthenes, c. -300, der som græsk ambassadør til Indien skrev om landet og folket, han besøgte.
4.
Atlanterhavsrejse foretaget af og beskrevet af Pytheas, c. -310 til -306. Han var navigatør fra Massalia, der beskrev sin rejse op over Biscayen, forbi Ile d'Ousseant til Cornwall og tinminerne ved St. Michael's Mount, omsejlede De britiske Øer og beskrev en ø kaldet Thule. Bl.a. Strabo anvendte hans sejladsbeskrivelser i sine værker.
5. Arrianus Nicomadensis = Arrian = Arriano (eng.) skrev i c. 130 den stadigt eksisterende periplus over Sortehavet = Pontus Euxinus. [ENC].
6.
Den ældste græske periplus sammenstillet under navnet Scylax fra Caryanda = Skulax fra Karuanda. Den er fra c. -325 og dækker områder i Middelhavet og Sortehavet, der var de områder, karthagenerne normalt besejlede. Den komplette titel [jf. NORD2 p.5 her kun medtaget i oversættelse] lyder: Skylax fra Karyandas omkringsejling af havene i den beboelige del af Europa, Asien og Libyen. Nordenskiöld påpeger yderligere, at det er tænkeligt, at denne beskrivelse har været et tillæg til et tegnet søkort. Beskrivelserne kan ikke danne grundlag for en gentegning af kortene: der gives ingen koordinater og ingen distancer. Nordenskiöld mener også - på grund af henvisninger til visse geografiske data - at Italiensdelen må være forfattet omkring år -500.
Den ældste codex er fra 1100-tallet og befinder sig i Paris, men det er en afskrift af afskrift »måske i tiende led« og kan derfor være meget fejlbehæftet. Se uddrag af denne periplus nedenstående.
[7774 p.6; ENC; HAKLUYT p.5]
7. Agatharchides' beskrivelse af begge sider af Rødehavet fra c. -110. Beskrivelsen er delvis gentaget i værker af Diodorus Siculus fra Agyrium, -030, der skrev en verdenshistorie i 40 bøger, men det er et dårligt arrangeret værk med skiftende tekstmetoder. Periplussen kendes også fra Photius, c. 875, der var patriark i Constantinopel og skrev et samleværk med uddrag af et stort antal klassiske forfattere, men værket har ingen høj standard.
8. Periplus Maris Erythreai = Periplus over Erythreahavet = The Erythraean Sea = Det Indiske hav fra ca. 80 e.Kr. med sejladsanvisninger for Rødehavet til Malabarkysten på Indien samt et stykke ned ad Østafrikas kyst. Værket er anonymt, men det vides, at forfatteren er fra Alexandria. Værket indeholder ud over få sejladsoplysningerne mange handelsoplysninger om import og eksport fra landene øst og syd for Mellemøsten.
Tidsfastsættelsen hviler på udsagn i teksten om nabatæernes konge i Petra, nemlig Malichus II, der regerede fra 040 til 070.
En afskrift fra det tiende århundrede befinder sig i Heidelbergs Universitetsbibliotek, Codex Palatinus Graecus 398, fols. 40v-54v, altså i samlingen, der også indeholder nr. 2. Der findes også en kopi på British Museum udført i 14-15. årh. Heidelberghåndskriftet blev trykt på græsk i 1553 [fejlagtigt anført som 1533 i CASSON] af Sigismund Gelenius, der relaterede det til Arrian, men eneste begrundelse for dette var håndskriftets indbinding sammen med en periplus af Arrian. Det græske ord »erythraeum« betyder rød, men der er usikkerhed omkring periplussens relationer med ordet. Nogle mener, det refererer til det Røde Hav, mens andre mener, at det skulle være navnet på en mytisk perser; andre meninger om sagen findes også.
[7595 p.77, HAKLUYT p.I, CASSON p.5]
9.Stadiasmus Maris Magni Stadiasmus Maris Magni = Sejladsen på Det store Hav, der er en sen periplus fra 400 [ENC]. Sejladsbeskrivelser af høj kvalitet med detaljer om havne og ferskvandsmuligheder, distancer m.m. Den kaldes også for Den Byzantinske Stadiasmus, den er ikke fuldstændig, da to tredjedele mangler og en oversættelse af den findes i Nordenskiölds Periplus, og der er en prøve indsat i Dansk Søfart og Søhandel vol. 2 p.304f fra 1919 skrevet af Johannes Knudsen.
I Taylors værk kaldes denne for verdens næstældste pilot book. Den begynder ved Nilen og går vestover langs Nordafrikas kyst. Distancerne gives i stadier.
[2623 p.52; NORD2]
10. Marcianus fra Heracleia = Markianos fra Herakleion = Heraclensis - i landskabet Pontus, nu Eregli på 31° 30' E, skrev c. 400 to beskrivelser: Periplus for De ydre Have og Periplus for De indre Have. De ydre have var Atlanterhavet og Det indiske Ocean, mens De indre Have var Middelhavet og Sortehavet. Der er kun bevaret dele af disse to værker, og hovedparten er uddrag af Ptolemæus' arbejder. De indre Have endda via en forkortet udgivelse af Menippus fra Pergamon omkring år nul.
Marcianus' forord er i uddrag medtaget nedenstående.
I Hakluyt-udgaven af Erythraea-periplussen er der en liste over yderligere omtaler og fragmenter af peripler:
I Plinius' værker er nævnt mere end én periplus fra Timosthenes fra Rhodos' hånd, selv om de alle nu er forsvundet. Plinius nævner for øvrigt også Hannos beskrivelse af Afrikaekspeditionen fra femte årh. f.Kr.
En periplus for Europa, Asien og Afrika skrevet af Mnaseas fra Patara omkring år -100, og den er nu forsvundet.
En periplus for det Indre Hav fra første årh. skrevet af Menippos fra Pergamon. Den kendes kun i fragmenter.
[HAKLUYT p.6]
Bagrow nævner endnu en overleveret periplus skrevet af Patroklus omkring 300 f.Kr. og dækkende kysterne ved Det Kaspiske Hav.
[9731 p.83]
Som det fremgår af ovenstående liste med bemærkninger, så er disse sejladsbeskrivelser af vekslende lødighed og langt fra komplette, men det er nok til at fastslå, at fra grækernes storhedstid og romernes imperium har der været uddannede søfolk, der kunne læse og navigere godt nok til at krydse oceanerne og altså navigere uden landkending. De har haft instrumenter til en vis form for positionsbestemmelse, men intet kompas, og de har haft opskrifter med anvisninger på farer og handelsforhold undervejs, men intet søkort.
Et eksempel på formen, som disse peripler var skrevet i, er taget fra Periplus Maris Erythreai (nr. 8 i listen ovenover).
1.
Blandt de angivne havne i Rødehavet og handelsbyerne rundt det er den første den ægyptiske havneby Mussel = Muos Hormos. De, der sejler sydpå fra denne plads, har efter 1.800 stadier havnen Berenice = Bernike om styrbord. De to havne er grænsebyer for Ægypten, og de ligger ved bugter, der åbner sig mod Rødehavet.
2.
Neden for Berenice og stadig om styrbord i Barbarlandet lever »fiskeæderne«*) spredt i huler1) i dale. Længere inde i landet lever barbarerne2) og bag dem igen de vilde kødspisere3) og kalvespiserne4), idet hver stamme regeres af sin høvding, og bag dem endnu længere inde i landet mod vest ligger en by ved navn Meroe5).
3.
Neden for kalvespiserne6) ligger efter en udsejlet distance på cirka fire tusinde stadier fra Berenice en lille handelsby Jagtens Ptolemæus6a). Herfra begav6b) jægerne sig under Ptolemæusdynastiet sig ind i baglandet7). Denne markedsby har små kvantiteter af skildpaddeskjold og den lille landskildpadde,7a) der har hvidt skjold og mindre skjold, og man finder også her små mængder elfenben som i Adulis. Men stedet har ingen havn og kan kun nås med små både.
4.
Neden for Jægernes Ptolemæus - i en distance på omkring tre tusinde stadier - er der en ved dekret fra herskeren grundlagt havn, Adulis8), der ligger i bunden af en bugt, der løber mod syd. Før havnen ligger den såkaldte Bjergø9) omkring 200 stadier til søs regnet fra bugtens bund....
Citat slut.
Denne tekst beskriver farvandet fra Sinaihalvøens sydspids og tre fjerdedele mod Bab-el-Mandeb-Strædet ved det nuværende Massaw på 16° N. De geografiske forhold er stort set genfundne i nutidens landskaber.
Bernike, der stadig er afsat i visse kort, lå ved bugten Akathartos Kolpos = Foul Bay på knap 24° N, og der er stadig mange ruiner, hvoraf også nogle fra Ptolemæus Philadelphus, -282 til -246, som grundlagde byen og opkaldte den efter sin moder.
På samme vis kan Myos Hormos = Muslingehavnen stedfæstes, idet der er angivet en kilde ved de rige muslingegrunde, og da der er få kilder, så må havnen have ligget ved det nuværende Abu Sha'r på 27° 23' N.
Teksten er taget fra et engelsk forlæg, som i sin helhed er digitaliseret på nettet. Oversættelsen er ikke entydigt bestemt, og andre kilder er på nogle punkter afvigende. Ovenstående notemærker refererer til nedenstående varianter.
[Hakluyt p.19ff] *) = ikhthuophagoi 1) i indhegnede områder i de snævre udløb 2) barbaroierne [disse er ikke at forveksle med barbarerne uden for Romerriget. Her er referencen til det barske og tørre område, hvorefter grækerne navngav folket] 3) de, der spiser vilde dyr = agriophagoi 4) de, der spiser vilde planter = moskhophagoi 5) teksten er her ulæselig og senere udtænkt, hvorfor bynavnet er usikkert 6) de, der spiser vilde planter 7) som kongens jægere på Ptolemæus' tid brugte som deres base 8) ligger det traditionelle marked i Adouli 9) Oreine
[CASSON p.51f] 1) i usle hytter i snævre områder, eller i spredte grupper 3) agriophagoi = vilddyrsspiserne 4) moschophagoi = planteskudsspiserne 5) teksten er her ulæselig og senere udtænkt, hvorfor bynavnet er usikkert 6) de, der spiser vilde planter 6a) Ptolemaios Theron = Jagtens Ptolemæus 6b) de kongelige 7a) og en lysere variant med temmelig små skjold [altså tre arter i stedte for to] 8) Denne kilde har også bemærkningen om den lovfæstede by, mens denne detalje er udeladt i [HAKLUYT] 9) Oreine, der her er forklaret som betydende »bakket«.
Brugbare oplysninger for navigatøren var der ikke mange af i ovenstående uddrag, der fortsætter i 66 små kapitler, og det er i de eksempler, jeg har benyttet, det normale. For at vise indholdets opbygning yderligere bringes endnu et eksempel på en periplus. Denne er taget fra Nordenskiölds Periplus, p. 6, hvor der i oversættelse bringes uddrag af Skylax fra Caryandas periplus (nr. 6 på listen ovenfor):
Europa. 1.
Jeg skal begynde ved Herkules' Støtter i Europa og fortsætte til Herkules' Støtter i Libyen og endda til de store etioperes land. Herkules' støtter ligger lige over for hverandre med en afstand af en dagsrejse. I nærheden af dem ligger to øer, Gadeira, hvoraf den ene har en by i en dagsrejses afstand fra støtterne. Forbi Støtterne findes på den europæiske side mange kartagensiske kolonier samt dynd, ebbe og flod og vidtstrakte have.
2.Iberer.
De første folkeslag i Europa er ibererne, dvs. indbyggerne i Iberien, og floden Iberus. ... Derefter kommer en græsk by ved navn Emporion [nuv. Ampurias]. Denne bys indbyggere er kolonister fra Massilia. Forbisejladsen af Iberia tager syv dage og syv nætter.
3.Ligurer og iberer.
Efter ibererne følger en blanding af ligurer og iberer lige til floden Rhodanus. Sejladsen fra Emporion til denne flod tager to dage og to nætter.
4.Ligurer.
Efter Rhodanus fortsætter ligurernes land lige til Antion [Antipolis]. På denne strækning ligger den græske by og havn Massilia samt de massiliske kolonier Tauroeis, Olbia og Antion. Turen fra Rhodanus til Antion tager fire dage og fire nætter. Hele denne strækning fra Herkules' Støtter til Antion er rig på havne.
Adam af Bremen
Der findes i Skandinavien også mindst en enkelt tekst, der kan sidestilles med periplerne fra Middelhavsområdet. I Adam af Bremens værk De Hamburgske Ærkebispers Historie sammen med Nordens beskrivelse indeholder en sådan sejladsbeskrivelse for en rute fra Ribe til Det hellige Land, Akkon eller Akko ved Haifa. Adams tekst blev skrevet til ærkebiskop Liemar og færdiggjort sandsynligvis omkring år 1075. Efter værket var renskrevet til ærkebispen, fortsatte Adam i sit eget eksemplar at uddybe og rette materialet, og efter hans død fortsatte andre også med rettelser og tilføjelser.
De overleverede afskrifter kan deles i tre: A er den oprindelige tekst som foræret til ærkebiskop Liemar. Den er uden noter, der her kaldes for scholier. B og C teksterne er de udviklede og reviderede tekster med scholier.
Værket er opdelt i en række bøger, hvoraf Bog IV indeholder Nordens beskrivelse. Den her interessante del er at finde i Bog IV og kun efter
B og C tekstrækken. Her findes den i Scholion 99, altså ikke inde i teksten, men påsat senere, hvilket er beregnet til ca. 1300.
Den ovennævnte Liemar var ærkebiskop i Bremen fra 1072 og en af Kong - senere Kejser - Henrik IV, 1056-1105, betroede mænd, og han bliver under den tyske investiturstrid bandlyst og må sammen med kongen gå bodsgangen til Canossa den 28. januar 1077. Han bliver senere igen bandlyst i marts 1080, men han fortsætter som ærkebiskop og som sådan leder af Nordens Kirke til sin død omkring begyndelsen af juni 1101, hvorefter der er åbnet op for den første danske ærkebiskop i 1104.
[Danmarks Kirkehistorie, bd. I, af L. P. Fabricius, Lohse, 1934, p. 140ff]
Teksten er bevaret i 16 afskrifter, hvoraf kun to er fuldkomne uden scholierne, og 3 er fuldstændige med scholier. De øvrige elleve indeholder forskellige dele af værket.
Årsagen til indsættelsen af rejseplanen forekommer noget søgt, men herom kan læseren selv dømme, da jeg har medtaget den relevante hovedtekst samt hele Scholiet.
Citat begyndt
... Det andet Bispedømme oprettede han i Ribe, hvilken By omgives af en anden Flod, som strømmer ind fra Oceanet, og hvorigennem Skibene styrer ud til Frisland eller i hvert Fald til England og vort Sachsen.*)
*)Schol. 99.
Fra Ribe kan man sejle til Cincfal [ved Scheldeflodens udmunding] i Flandern paa 2 Dage og lige saa mange Nætter. Fra Cincfal til Prol [= Prawle Point, Devonshire] i England paa 2 Dage og 1 Nat. Det er Englands yderste Pynt mod Syd [hvilket er ukorrekt], og Sejladsen derhen fra Ribe gaar i en Bugt mod Sydvest. Fra Prol til Sankt Matthias [Pointe Saint-Mathieu] i Bretagne paa 1 Dag. Derfra til Far [ = Pharus = fyrtårnet ved La Coruna, havneplads for Santiago de Compostela] ved Sankt Jakob paa 3 Dage og 3 Nætter. Derfra til Leskebon [= Lissabon] paa 2 Dage og 2 Nætter, og hele Sejladsen derhen gaar i en Bugt mod Sydvest. Fra Leskebon til Narvese [Gibraltarstrædet, fra den nordiske betegnelse Njörvasund] paa 3 Dage og 3 Nætter, i en bugt mod Sydøst. Fra Narvese til Arragun [= Tarragona] paa 4 Dage og 4 Nætter, i en bugt mod Nordøst. Fra Arragun til Barzalun paa 1 Dag, ligeledes mod Nordøst. Fra Barzalun til Marsilia [= Marseilles] paa 1 dag og 1 nat, næsten lige mod øst, dog med en lille Afvigelse i sydlig Retning. Fra Marsilia til Mezcin [= Messina] paa Sicilien paa 4 Dage og 4 Nætter, i en Bugt mod Sydøst. Fra Mezcin til Accharon = St. Jean d'Acre = Akkon = Akko paa 14 Dage og lige saa mange Nætter mod Sydøst, med Kurs nærmest mod Øst.
Citat slut.
Som teksten viser, er sejladsoplysningerne ikke særlig specificerede, men der er dog kurs og distance, hvorimod alt om vind og navigationsfarer mangler. Det kan være vanskeligt at forestille sig ret mange sømænd skulle falde over denne tekst indsat i Ærkebiskoppernes Historie.
Næste tekst herunder er medtaget, da den viser, hvorledes sejladsbeskrivelser efterhånden ved sammenstillen af oplysninger fra alverdens kilder og ved atter og atter at blive revideret og forbedret udviklede sig til vore dages omfattende og præcise kvalitetsbeskrivelser.
Fortalen fra Marcianus' periplus
Marcianus gør i fortalen til sin periplus sit formål ganske klart, og han får med bemærkningen om Eratosthenes gjort opmærksom på dennes omdømme med plagiater på samvittigheden. Hans oplysninger om Strabo som forfatter til peripli er ikke fra andetsteds kendt.
Dette skriver jeg efter at have gennemgået mange sejladsbeskrivelser (periploi) og anvendt megen tid på deres granskning. Thi vi bør udnytte de menneskers erfaring, som viser sig at have omfattende kundskaber på dette område, så at vi hverken letsindigt har tillid til alt, hvad der berettes, eller stædigt imod andres samvittighedsfuldt erhvervede indsigt stiller vore egne på mindre sikkert grundlag hvilende meninger.
Følgende forfattere skulle vi tage nærmere ved lære af, da de ser ud til at have forsket i det her nævnte emne:
Timosthenes fra Rhodos; Ptolemæus de andres førstestyrmand; Eratosthenes som forstanderne fra det Alexandrinske Museum kaldte for Beta; Pytheas fra Massilia; Isidoros fra Charax; Styrmanden Sosandros som skrev om Indien; Simmeas, forfatteren til en verdensomfattende periplus; Apellas fra Kyrene; Euthymenes fra Massilia; Atheneren Fileas; Thasieren Androsthenes; Kleon fra Sicilien; Eudoxos fra Rhodos; Hanno fra Karthago. Af disse har visse efterladt sig sejladsbeskrivelser over forskellige dele af havet, andre over hele det Indre Hav eller hele det Ydre Hav. Endvidere nævner jeg Skylax fra Karyanda og Botthaios, som begge angiver afstandene på havet i dagsrejser og ikke i stadier. [Det er ikke helt korrekt mere, da de overleverede manuskripter, der er sammenstillede, nu indeholder begge distanceenheder]. Mange andre findes, men som jeg ikke finder det nødigt at nedskrive. Men den efesiske geograf, Artemidoros samt Strabo, som både har forfattet geografiske værker og peripler, samt Menippos fra Pergamos, skildreren af færder over havet, anser jeg for mere troværdige end alle de førstnævnte.
Citat slut.
Bedømmelser af periplerne
Det ovennævnte er sammenstillet fra mange kilder, der nok hovedsageligt har til formål at gengive en meget kort og relativ ukritisk udviklingshistorie for kartografien. Det kan derfor være på sin plads her at medtage nogle af Nordenskiölds bedømmelser i Periplus.
På side 10 gennemgår han således nogle af de ti ovenfor listede peripler. Skylax' periplus er således den eneste før Marinus af Tyros, der har fremstillet en tydelig sejladsanvisning. Hannos skrift er en beskrivelse af et koloniseringstogt til Afrikas kyst, men giver ikke anvisninger, som andre søfarende kan have glæde af. Agatharcides værk fra det andet århundrede f.Kr. er for det meste en beskrivelse af dyr og indbyggere fra landene omkring Rødehavet, og Arrianos' periplus - der med urette bærer hans navn - for det Erythreiske Hav er ganske værdifuld, men en købmands beretning om mulighederne for forretningsmæssigt udbytte. Arrianos' periplus over Pontus Euxinus fra andet århundrede er » en i brevform affattet kort, men elegant beskrivelse af Sortehavets kyster«.
Parafrasering slut.
Formålet med denne oversigt har været at give et indtryk af, hvad der egentligt ligger bag de mange henvisninger i bøger om navigation, kort og søkort vedrørende periplernes betydning for udviklingen.
Det er væsentligt, at oplysninger om teksternes kvalitet er klart oplyst. Dvs. at det er muligt at bedømme, hvor original en tekst, der er tale om, hvordan den er vandret, kopieret, revideret osv. og med hvilket formål, dette er sket. Mange forfattere er desværre tavse om sådanne bibliografiske forhold.