Portolaner
En portolan er en samling af ordnede, skriftlige informationer om havne, deres indbyrdes beliggenhed, afstande og besejlingsforhold såsom skær, oplysninger om tidevand og meteorologiske forhold. Endvidere kan de indeholde kompaskurser og kompaspejlinger til forskellige punkter. Der kendes omkring 130 portolankort tegnet i perioden 1300 til 1500. Efter 1500 eksisterer der mange portolankort, hovedsageligt manuskripter, idet kun et fåtal blev trykt.
De tidligste kendte portolaner blev nedskrevet i Middelhavsområdet omkring 1200-1250, og det tidligst kendte eksemplar er skrevet på italiensk. De fortsætter den udgivelsestradition, som grækerne havde med samlinger af sejladsoplysninger i de såkaldte peripler. Hvorledes periplusser og portolaner hænger sammen drøftes stadig. Spørgsmålet er med de nuværende overleverede kilder vanskeligt at besvare, da der er nogle hundrede år, fra hvilke vi ikke har bevarede levn, der kan knytte de to perioder sammen. Se mere om sejladsbeskrivelser senere.
Portolaner kaldes også for læsekort og bliver efterhånden på fransk til routiers, der sprogligt forvanskes til Rutters, da begrebet når England mellem c.1500 og 1600. Den nyere tids sejladsbeskrivelser kaldes for Sailing Directions eller Pilot Books og på dansk for lodser eller lodsbøger. Se blandt andet Laurentz Benedicht.
På det maritime museum i Vittoriosa, Malta findes der udstillet trykte italienske portolaner udgivet i Genoa 1811 og skrevet af Sebastino Gorgoglione. Der findes også et håndskrevet eksemplar af Johanniterne fra ca. 1750. Begge værker har korte afsnit med en lokalitet, en afstand og en kurs samt enkelte andre oplysninger om fx forbjerge, men mine iagttagelser er begrænset til de i montren viste opslag. [15/3 2006]
H. C. Freiesleben sætter i Journal of Navigation 1983, nr. 1 p.124ff [JoN], en periplus, lig med portolanen, da han mener, at den græske periplus videreudvikles til den italienske portolan. Se herom senere.
Portolankort Portolankort er grafiske, geometriske fremstillinger af portolaners informationer. Portolankort er en slags platte søkort tegnet uden brug af en projektionsmetode. De er uden gradnet og uden dybder, og deres kystlinjer er ikke overensstemmende med de faktiske retninger eller afstande. Portolankort kan have vindroser eller kompasroser, men de kan også være uden.
Den gnomoniske projektionsmetode var kendt allerede af Thales fra Miletus, 640-585 f.Kr., men portolankortene er ikke konstrueret ud fra matematiske principper. Det er kun kurslinjesystemet - rosesystemet - overlagt kortet, som man kan kalde geometrisk udviklet.
Portolankort er opstået samtidig med eller meget kort tid efter de første portolaner. Den tidligst kendte dokumentation for brugen af portolankort til søs er fra 1270, og det ældste eksisterende portolankort er fra ikke tidligere end c.1275, mens det ældste daterede portolankort er fra 1311 og signeret Petrus Vesconte. Det tidligste kort kaldes for Carta Pisana eller bare Pisakortet på grund af det engang har tilhørt en familie i Pisa. Fra samme periode er et anonymt atlas, der kendes under sin tidligere ejers navn: Tammar Luxoro.
[7672 p.19; 9731 p.86]
Derimod er der trykt mange overgangsformer mellem portolankort og søkort tegnet efter en projektionsmetode, men med fx navnestof opført efter portolankortsmodellen.
[9731 p.87, NORD2 p.16]
Nogle forfattere skelner ikke mellem portolaner og portolankort, og kilderne er ikke konsistente med hensyn til definitionerne på de her nævnte begreber. Jeg følger alle forskernes anbefalinger: en portolan er et dokument. Et portolankort er et grafisk, tegnet kort.
Sprogbrug omkring ordet portolankort
Udtrykket »portolankort« var mindre almindeligt for 100 år siden, hvor betegnelsen kompaskort - compass chart - blev foretrukket. Portolankort kaldes også for havnekort og paskort (engelsk kilde). I Danmarks Søfart og Søhandel 2, p.332, skriver Johannes Knudsen, at
»Men denne Virksomhed [dannelsen af portolaner] førte snart med logisk Konsekvens et nyt Skridt videre; man bragte det indsamlede Materiale i grafisk Form, d.v.s. man begyndte at tegne Søkort, de saakaldte Kompaskort.«
Her er altså en relativ tidlig dansk reference til kompaskort synonymt med portolankort, men det er en mindre heldig benævnelse, da forbindelsen til kompasset er ret så problematisk.
På engelsk bruges benævnelserne compass chart, portolan chart, portulan chart, portolano eller loxodromic chart, mens tyskerne kalder dem for Portolankarten, Kompass-karten, Loxodromischen Karten eller Rhumbenkarten.
Kortenes brug bliver udlagt forskelligt. Der er forskere, der mener, at kortene i dag ikke eksisterer i stor mængde, fordi de blev beregnet til at bruge om bord og blev smidt væk, når de var slidt op. Den anden retning hælder til, at de aldrig har været særligt velegnede til den hårde brug ved navigationen, men enten er blevet holdt i kahytten til konsultation der, eller er fremstillet til brug i land blandt rige mennesker, hvilket de artistisk smukt udførte og dyre værker kunne tyde på. Der har været kort til begge formål, så det er naturligvis mest sandsynligt, at de artistiske kort til brug i mere beskyttede miljøer er overleveret os. En del forskere sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved, hvor mange af de fattige middelalderlige skippere, der kunne læse.
Hvor mange søfarende, der var i stand til at læse, er det ikke muligt at besvare. Derfor er forestillinger om, hvorledes kort og bøger er blevet brugt, naturligvis afhængig af, hvorledes man betragter analfabetismen i middelalderen.
»Noget søkort, dvs. særskilt for søfarende fremstillede kort, omtales ikke i forbindelse med ældre græske og romerske forfattere«. Men der har eksisteret søkort fra omkring begyndelsen af vores tidsregning, idet Claudius Ptolemæus direkte omtaler dem i sin Geografi med henvisning til Marinus fra Tyrus, og det er Nordenskiölds eneste reference til omtale af søkort før år 1000 - og de øvrige konsulterede kilder refererer alle til Nordenskiöld. Det beskrives hos Ali C. Husain Massudi, 915-957, der tegnede et verdenskort, at Marinus' søkort kort var i behold i det 10. århundrede, da de første portolankort blev fremstillet.
Kun Bagrow [9731 p.83] melder klart: »Es gibt noch keine allgemein anerkannte Theorie über ihren Ursprung.«.
Lloyd Brown [p.113] skriver om portolankortene: »... the portolano or harbor-finding chart, originally designed to accompany the early coast pilots (peripli). Which came first in the history of navigation is a question«.
[NORD2 p.3 + 10 + 16; 7595 p.113]
Historiebøgerne refererer ofte til en omtale af søkort under Ludvig den Helliges korstog i 1270, hvor man under overfarten fra Frankrig til Tunis kommer ud for en storm, og kongen bliver under forhandlingerne om den fortsatte sejlads præsenteret for et kort, hvorpå navigatørerne viser ham, hvor skibet er, og hvilke muligheder for nødhavn der eksisterer, og de beslutter sig for at søge til Sardinien.
[d'Avezac: Coup d'oeil historique sur la projection des cartes de géographie, Paris 1863 p.38, jf. Norden2 p.16; 7801 p.17]
Kompilationen
Søkortene opstod i den form, som er overleveret os, i Middelhavet i 1100-tallet, og kompasset er i samme område kendt fra 1187*). De tidligste overleverede kort er forsynet med en net af kurslinjer, og fra et senere tidspunkt optræder kompasrosen eller vindrosen på portolankortene. Der er derfor fra et eller andet tidspunkt mellem c.1300 og 1450 opstået forbindelse mellem benyttere af kompasset og korttegnerne. Det er så ikke nødvendigt her at indgå i diskussionen om, hvorvidt de tidligste roser på portolankort var vindroser eller kompasroser**). Det rækker at gentage, at det tidligst kendte portolankort havde loxodromer orienteret og tegnet efter N-E-S-W over hele arealet.
Ifølge Nordenskiöld forekommer vindroser ikke på 1400-tallets portolankort, bortset fra Det Catalanske Atlas fra 1375, hvor der findes en enkelt rose vest for England; rosen har 8 hovedstreger tegnet med kraftige røde, gule og grønne farver og mindre delestreger for resten af de 32 streger. Uden for rosen er der ud for de otte hovedstreger i små rammer skrevet navnene på de respektive vindretninger.
På Pinellis portolankort fra 1384 findes der også en simpelt tegnet kompasrose i centerrosen på hver kortside [NORD2 pl. XV-XVI]. De har en tydelig pilespidsmarkering af N, E, S og W, mens mellemhovedstregerne hver har forbogstavet på vindretningerne, fx er SE mærket S = Siroco.
[NORD2 p.17; 9731 p.363, Bagrow omtaler ikke Pinelli; NYS p.145; 9747 - Schück, planche 11 nr. 10 viser Pinelli-rosen.]
*) Lloyd Brown [7595 p.130] mener kompassets introduktion i Middelhavsområdet var så sent som 1302, men hans bog er fra 1949, og nyere kilder giver tidligere datoer for fremkomsten af den bevægelige magnetnål.
Taylor skriver [2623 p.92], at hentydninger til kompasnålens udvikling kontribueret til Amalfi kendes fra 1109 eller 1111 i Guiscards Gestes »Nauta maris coelique vias aperire peritus« - altså [byen] er kendt for at vise søfarende deres vej med hav og himmel. Dette udlægges som en hentydning til kompasset.
Williams er enig heri [7774 p.23], men fastslår, at den tidligste direkte omtale af et magnetkompas er dateret 1269 i et skrift af Pierre Pélerin de Maricourt = Pilgrimmen Peter fra Maricourt = Petrus Peregrinus' Epistola de Peregrinus de magnete - det første skrift, hvori ordet »pol« bruges om magnetens ender. Forfatteren var fra Picardiet, havde deltaget i korstog, og ledsagede Charles af d'Anjou under dennes belejring af Lucera i Apulien i august 1269.
Endelig mener Hewson [6166 p.47ff], at nordboerne kendte til magnetnålen allerede omkring 900-1100, og at kompasset i Middelhavet blev brugt lidt før 1200. Hewson henviser til et digt La Bible af de Guyot de Provins, c.1205, og abbeden Alexander Neckham, 1157-1217, i hvis værk De Naturis Rerum under De utensilibus mange har fundet deres kildemateriale, idet Neckham var den første skolede beskriver af skibskompasset.
I Journal of Navigation, 1984 p.196f behandler H. C. Freiesleben kompassets indtog i relation til portolankortet. Han nævner Amalfi som tidligste sted, hvor et kompas er nævnt, nemlig et tørkompas brugt af Flavio Gioja, men nævner ikke årstallet, der andetsteds angives til 1302, og fortsætter med postulatet, at »it is possible that the Norsemen inroduced this aid to the Mediterranean«. Freiesleben konkluderer i øvrigt sin artikel med den idé, at Pisakortet blev udført efter ordre af Friedrich II, den sidste tysk-romerske kejser og barnebarn af Roger II af Sicilien. Hvis Friedrich II skal være bestilleren til Pisakortet, så må kortet være påbegyndt tidligere end det sædvanligt givne år, 1275, idet Friedrich II døde i 1250.
Som konklusion på sagen kan Hewsons slutbemærkning tjene: »... the evolution of the compass within the confines of the Continent [Europe] must remain speculative and its inventors nameless«.
**) Her giver Brown [7595 p.139] oplysningen, at » ... the wind rose does not appear on the earliest ones. A Catalan portolan atlas dated 1375 has a single wind rose, and Pinelli's portolan charts were laid down against a background of wind roses ...«. Ja, det er korrekt, at de første kort ikke havde tegnede eller symbol- eller navneudstyrede tegnede roser, men loxodromernes retninger og linjer var tegnede på de tidligste kort, så brugbarheden adskiller sig ikke fra senere kort.
Det Catalanske Atlas viser et betydningsfuldt udviklingstrin, idet det kombinerer de to teknikker: portolankortenes og de middelalderlige verdenskorts. Europa er tegnet som et portolankort, mens Asien og andre ukendte egne er tegnet som middelalderens verdenskort, og her har korttegneren indlemmet oplysninger fra Marco Polos rejser på sit kort. Kortets indhold af flag og planter og dyr etc. gør det også til et vigtigt kulturhistorisk dokument. Det er fysisk et værk til at bladre i med høje smalle sider.
[NORD2 pl. XV-XVI; 2170 p.106]
Portolankort produceredes som manuskripter og næsten altid på pergament og gerne, så kortet fyldte et helt skind. Mange af portolankortene er samlede i atlas med fra fire og op til tolv enkelte kort. Portolankort blev fortsat udgivet efter trykketeknikkens opfindelse som trykte blade, indtil det 17. årh. begyndelse. Hvis kortet var for stort til at håndtere, kunne det deles på flere pergamentark. En del er opklæbet på et fast underlagt, fx træplader, der kan være hængslede, så kortets overflade blev lukket inde i sammenklappet tilstand og derved var beskyttet mod slitage. Der er også eksempler på indbinding i bogform. Sådan er Handels- og Søfartsmuseets to eksemplarer udstyret, og på det ene er pergamentskindets nakke foldet ind som en flap af ca. en tredjedel sidestørrelse. Museets andet kort er så lille, at dyrets facon ikke kan udledes af den lille sidestørrelse. Det ældst kendte kort, Pisakortet, blev efterfulgt af mange lignende. Eksempelvis ligner kortet udgivet af Jachobus Bertran og Berengarius Ripol fra Barcelona Pisakortet meget, men er produceret i 1456. Det er afbildet i [7672].
[6313 p.15; 7672 p.19]
Dateringen af Pisakortet hviler på forskellige indicier for alderen på pergament, farve, stil etc. Analyser af navnestoffet, der med så mange påførte lokaliteter giver mulighed for at finde steder med kendt oprindelsestidspunkt eller udslettelsestidspunkt, og gennem navne nævnt eller ikke nævnt på kortet at fastslå en tidsramme, inden for hvilken det er sandsynligt, at kortet er tegnet. Fx er Port Pisan nævnt, men den havn blev ødelagt 1292, hvorfor den formodentligt ikke ville blive afsat på et søkort fremstillet efter denne dato. For grundportolankortets produktionssted foreslår Nordenskiöld, at det er et catalansk arbejde, fordi alle portolaner - inklusive de italienske - bruger den catalanske legua som distancemål.
[NORD2 p.46f]
Portolankort ligner oftest hinanden, hvilket var tilsigtet, idet normen for kortenes indhold og udseende stort set var uforandret i hele deres periode. Blandt søkortene på Handels- og Søfartsmuseet er der flere fra 1600-tallet, der er fremstillet efter portolanmodellen. Ensartetheden var så konventionspræget, at fx særlige farvekoder for visse havne m.m. blev overholdt hos hovedparten af producenterne. Man kan sige, at det var forløberen for fastlæggelse af ensartede symboler på et kort. Mere om normerne herunder.
Kurslinjer og gradnet
De tidlige portolankort havde intet gradnet. Det blev i en del tilfælde tegnet ind efter kortene begyndte at blive trykt. Portolankortene blev tegnet, før loxodromnettet blev overlagt. Loxodromerne er et meget karakteristisk visuel kendetegn for hovedparten af portolankortene. Kurslinjerne danner et ganske bestemt mønster, men det har ikke relation til selve korttegningen. Der er således ikke tale om, at de betegner et udgangspunkt, eller centralt punkt på kortet, men mest af alt, at de skulle passe til pergamentformatet og dække hele korttegningen. Nordenskiöld er i tvivl, om loxodromnettet har været indsat på de tidligste portolankort - som vi altså ikke har overleverede eksempler på. Hans argument er, at hvor navne og farver korresponderer fra kort til kort, så er de overlagte loxodromer ikke tegnet ens på kortene.
[NORD2 p.17; NYS p.146, 7595 p.139]
Skal man være pinlig korrekt, så er loxodromkort en dårlig betegnelse, fordi en loxodrom er en linje, der skærer alle meridianer under den samme vinkel, således at man uden ændring kan sejle en kompaskurs efter den. Men da dette forudsætter en kortprojektion som Mercators fx, og portolankortene ingen projektion har, så er navnet misvisende.
[9731 p.87]
Kurslinjenettet er tegnet ud fra et centrum. Fra dette er trukke 16 linjer, centralkurser, med lige stor vinkelafstand, dvs. i retningerne N, NNE, NE, ENE, E, ESE, SE, SSE, S osv. Med centrum i centralpunktet tegnes nu en cirkel med en radius, der næsten er lig med det halve af underlagets mindste sidemål. Hvor centralkurserne skærer cirklen, fremkommer 16 nye centrer, ud fra hvilke der tegnes 16 eller 32 kurser med lige store vinkelafstande. Disse kurslinjer tegnes, så de alle går til korttegningens kant. De tidligste kort har ikke tegnede kompasroser, som de senere får det, men kurslinjeudformningen er ikke afhængige af, om man har tegnet en kompasrose i et eller flere af centrene for kurslinjerne. Fra ca. 1450 begynder man at tegne 32 linjer ud fra centerrosen, først set på Petrus Roselli portolankort.
[HOC1 p.396]
Efter 1500 begynder der at blive indtegnet breddeskalaer på portolankortene - en udvikling som den stigende oceantrafik og navigationens udvikling med bl.a. solhøjdeobservationer = breddeobservationer medførte.
Kystkonturer
For at kunne tegne en kystkontur kræves det, at målestoksforholdene er afklaret. I portolanerne er dette ikke tilfældet, idet der ikke er overensstemmelse mellem de på kortet optegnede distanceskalaer og de virkelige mål. Derfor bliver kysttegningen ofte fejlagtig. På næsten alle portolankort er flodmundinger, bugte, og andre indskæringer i kysten tegnet med større målestok end kortet som helhed. Det samme gør sig gældende for små ubetydelige øer. Man har åbenbart ville understrege disse - normalt - let genkendelige kendetegn under sejladsen.
Misvisning
Man havde kendskab til misvisningens eksistens, idet Melchisédec Thévenot, 1620-1692, i sit værk fra 1681 Recueil de voyages de Mr Thévenot, Paris, skriver, at Peter Adsigerius i 1269 har iagttaget kompassets deklination. Dog skriver Nyström [p.146], at nogen bekræftelse herpå har han ikke fundet. Når diskussionen står om de indtegnede kompasroser eller vindroser, så er vindroserne altid retvisende, mens kompasroserne kan være misvisende. Det er dog sådan, at vindrosen bliver overført til kompasset og anbragt over kompasnålen, hvorved den retvisende rose bliver til en misvisende rose.
Adskillige af de kompasroser, som afbildes i Schücks værk, har ind i 1600-tallet påført enkeltbogstaver på hovedstregerne. Det er forbogstaverne for vindretningernes navne. Således fx Nord = T = Tramontana; sydøst = S = Sirocco osv. Bogstaverne er ikke standardiserede, men afhænger af de lokale vindretningsnavne. Sydvest kan både hedde A = Africanus og L = Lips. Om en sådan rose skal kaldes en vindrose eller en kompasrose kan næppe afgøres entydigt. Nogle af roserne, der er tegnet i portolankort, har vindretningsbogstaver tilføjet som fx på Det Catalanske Atlas.
Projektion
Selv om Ptolemæus allerede havde beskrevet tre forskellige projektioner, så synes der ikke at have været kendskab til nogen form for projektion i 13. århundredes portolanværksteder. Men da portolankortene stadig blev forbedret og fremstillet helt op til det 16. århundrede, så sker der en udvikling hen imod mere og mere korrekt aftegning af den virkelige verden, og de seneste portolankort nærmer sig kort tegnet efter Mercators projektion.
[NORD2 p.16; NYS p.146]
Da hovedparten af portolankort er tegnet over Middelhavet, så har hverken den manglende projektion eller forståelsen for misvisningen den helt store betydning. For det første er Middelhavets udstrækning kun af begrænset geografisk bredde, og for det andet betyder en misvisning kun en drejning af havet i forhold til N-S-aksen. Middelhavet er oftest drejet 10 til 12 grader mod uret, så det fremstår med en næsten W-E-akse gennem Gibraltar og Rhodos.
Oplysninger om topografien
Topografiske forhold i land er sjældent aftegnet på de tidligste portolankort. På havområderne findes der ikke dybdeangivelser, men der er ofte tegnet symboler for uren kyst, og portolankortenes symboler for sten eller undervandsforhindringer er faktisk overtaget og findes i samme form på kort i dag som et kors eller dobbeltkors med prikker i vinkelhjørnerne. De italienske kort er spartansk udstyret på land og mindre ornamenterede end de catalanske, der ofte kan være tegnet med flag eller våbenskjold, der relaterer sig til fyrsters magt over landområder, men toninger eller pejlepunkter på kysten ses endnu ikke.
[NORD2 p.18]
Af konventioner kan også nævnes, at Rødehavet næsten altid er farvet rødt, og tit kan Moses' overgang ses som et bælte, der krydser havet. Rhodos har ofte indvendigt i øens kontur et malet »Dannebrog«, der forekommer længe efter Korsridderne i 1522 måtte forlade øen og senere, 1531, kom til Malta, hvor ridderne blev til 1798, og her forekommer det røde flag også - på nogle forekommer flaget samtidigt på begge øer.
[NORD2 p.16; 9458 p.203ff]
Orientering
Hvor de middelalderlige religionstro kort gerne har øst anbragt øverst på underlaget, så får portolankortene hurtigt som kendetegn, at de har nord opefter. Pergamentets størrelse understøtter dette, både når der tegnes et Middelhavskort med W-E-aksen fra nakke til hale, og når der tegnes et Atlanterhavskort, hvor pergamentet vinkles 90 grader og får N-S-aksen fra nakke til hale.
Navnestoffet
En af de detaljer, i hvilken portolanerne ligner hinanden meget, er navnestoffet. Både de valgte navne og måden, de anføres på, er præget af en ensartethed, der holder sig gennem tid og fra produktionscenter til produktionscenter. Der nævnes ofte et 'portolanernes standardophav', men et sådant er ikke overleveret, hvorfor det kun kan blive et postulat, men et sandsynligt postulat. Det skulle så være fra dette oplæg, at alle portolankort er kopieret.
[6313 p.15]
Navnestoffet, der traditionelt på middelalderkortene var latinsk, bliver på portolankortene efterhånden udskiftet med de mere moderne nationalsprogede navneversioner. Fra portolankortene trænger disse navne efterhånden også ind på landkortene, så der opstår en korttype kaldet portolanverdenskort. Navnene anføres altid på landsiden af kystkonturen og så vidt muligt vinkelret på kysten, hvilket giver mest plads til de mange navne.
Farvevalg
Der er anvendt forskellige farver: sort, grønt, blåt, gult og rødt samt guld og sølv. Til at adskille byer og andre afsatte mærker bruges mest sort og rødt, men uanset om der er tale om et italiensk eller et spansk arbejde, så korresponderer farverne for de enkelte lokaliteter på kortene, og det fortsætter kortene med til slutningen af 1500-tallet. Nogen entydig definition på de røde lokaliteter kan ikke udledes, selv om de oftest er større byer, men også små vandfyldningspladser og gode ankerpladser kan være røde. Det kan tænkes, at farvekoden går tilbage til de enkelte kort, der dannede grundlag for normalportolankortet.
[6313 p.15]
Navnemængden
Nordenskiöld har optalt det typiske antal lokaliteter angivet på et kort og kommer til cirkaresultatet: Middelhavets nordside 620 navne, Marmarahavet og Sortehavet 260, Asiens Middelhavskyst 160 og Afrikas nordkyst 240. Hertil kommer navne på øer.
[NORD2 p.18]
Portolankortene blev produceret gennem mange hundrede år, og naturligvis skete der en vis udvikling. Men hvor denne udvikling forekommer på nogle områder, som fx i landkonturernes nøjagtighed, så er der andre områder, som ikke forandrer sig gennem tid. Der er for nogle kendetegn således tale om, at sædvaner konkretiseres i nogle konventioner for, hvorledes et portolankort skal fremstå.
Som nævnt under navnestoffet foreslår Nordenskiöld en tese om et fælles portolankortsophav. Dette forekommer en forenkling af forholdene, som de må have været i det store markedsområde med flere maritime centre. Prototypen for portolankortene menes at være blevet sammentegnet af et antal lokale kort til et enkelt kort dækkende hele Middelhavet med Sortehavet og det østligste Atlanterhav - altså det område, der normalt blev besejlet.
[NORD2 p.16]
Denne prototype skulle være fremstillet omkring sidste fjerdedel af det 13. århundrede og være af catalansk oprindelse med centrum på Balearerne. Et af argumenterne for udviklingen i denne vestlige del af Middelhavet er anvendelsen af den spanske legua som måleenhed på kortene - og altså ikke en latinsk / italiensk enhed. Se om måleenheden nedenfor.
Catalanske kort - italienske kort
Leo Bagrow [p.88] skriver, at de to hovedområder for kortproduktion - Italien med bl.a. Genoa og Venedig som centre og Spanien med Mallorca som centrum - udviklede sig forskelligt. De spanske kort ændrede sig mest, mens de italienske kun i mindre grad skiftede udseende. Som en mulig årsag peger han på, at Aragonien, der på det tidspunkt inkluderede Catalonien med Barcelona, havde en stor international handel. De spanske handelsfolk kommer helt ind i Østersøen, og der handles - trods pavens forbud - med araberne, og de catalanske kartografer får derved grund til at forbedre deres kort for også de yderområder, hvor de tidligste portolankort udviser stor usikkerhed.
Mallorca tilhørte den arabiske del af Spanien til 1248, og der var på øen en tæt kontakt mellem de catalanske kartografer og den arabiske geografiske viden på stedet, der blev omsat til revisioner af de catalanske portolankorts yderområder, men denne udvikling fører ikke til, at Norden tegnes meget bedre fra 1300 til hen imod 1500-tallet, jf. nedenstående forklaring.
De italienske kort forbliver rene søkort og viser ud over navnestoffet langs kystkonturerne, øer, grunde etc. ingen yderligere oplysninger, mens de catalanske meget ofte foruden de navigatoriske forhold viser handelsoplysninger og geografisk viden af interesse for den rejsende. Peter Whitfields tilgang til de italienske portolankort er dog noget mere positiv end Nordenskiölds og Tooleys, idet Whitfield betragter de italienske kort således:
»Generally the Italian school preserved a stricter approach to chartmaking, a functional but graceful style which emphasized the coastlines and the placenames«.
[7801 p.22]
Når nye informationer indsamles, så sker der naturligvis en opdatering af kortene, for at deres brugsværdi bibeholdes. Kystkonturen forbedres på verdenskortene, og det kan allerede ses på et af de tidlige kort, nemlig på det såkaldte Marino Sanudokort, der er tegnet af Petrus Vesconte, men også Angelino Dulcerts portolankort er et godt eksempel. Sidstnævnte kort er tillige et tidlig eksempel med en 32-delt kompasrose. Marinus Sanudokortet stammer fra en samling kort i et manuskript fra 1306-1326 med titlen »Liber secretorum fidelium crucis super Terrae Sanctae recuperatione et conservatione«.
[6313 p.15]
At brugen af søkort har været et fremskridt for søsikkerheden kan måske læses ud af, at kong Peter IV af Aragonien i 1354 udsteder en forordning, der påbyder alle hans galejer at medføre to søkort. Især de mallorcanske søkort havde et godt ry, og italienerne rejste til Mallorca for at lære kartografifaget her, og spanske producenter slog sig ned i Italien og udøvede deres fag dér.
[9731 p.88f]
Mange portolankort er naturligvis jævnfør ovenstående om deres brug slidt op og findes ikke mere. Det gælder nok mest de spartansk udstyrede, mens der formodentligt er en overrepræsentation af de dyrere og bedre producerede kort i dagens samlinger. Flere af referenceværkerne som Nordenskiölds indeholder lister over eksisterende portolankort. Dertil har de fleste bibliotker med en portolankortsamling kataloger over disse.
Alle de tidligste portolankort er fra italienske og spanske korttegnere og dækker de farvande, som disse landes søfolk besejlede. Dvs. hele Middelhavet med Sortehavet og i Atlanterhavet op til omkring Den Engelske Kanal og Flandern, idet deres nordligste handelsstationer var i disse egne. Det betyder, at de sydfra kommende søfolk ikke ved selvsyn fik kendskab til de nordiske provinser, og at Norden derfor ikke aftegnes særligt korrekt før omkring 1500. Når de sydeuropæiske handelsfolk kom til Antwerpen og Amsterdam eller London, så stoppede hovedparten her, og deres varer blev ekspederet videre af især de hanseatiske søfolk.
De italienske portolankort blev hovedsageligt tegnet omkring Genoa, Venedig og Ancona, og de dækker normalt kun Middelhavsområdet og Vesteuropa, men når ikke til Norden. De spanske - eller Catalanske - kommer fra Mallorca eller Barcelonaområdet, og de inkluderer ofte Norden og hele Østen til Kina. Fra det 15. årh. er der overleverede portolankort stammende fra Sicilien, Marseilles og Alexandria. Desværre er ingen spanske og kun få portugisiske portolankort fra før 1500 overleveret os. Efter c.1500 er der enkelte portolankort eller -atlas fra mange af de europæiske søfartsnationer.
[6313 p.19; 9731 p.87]
De overleverede portolankort er da også koncentreret om de sydlige farvande, og Nordens farvande bliver først med Anthonisz' kort i anden udgave fra 1562 (førsteudgaven fra 1543 er ikke overleveret) tegnet i forbedret form.
De to ældste catalanske kort er signeret henholdsvis Angelo de Dalorto, fra Genoa i 1330 og Angellino Dulcert, fra Mallorca 1339. Det menes, at de to navne dækker over samme person. Fra Pietro Vesconte og Francesco Pizigano i Venedig og fra Angellino Dulcert og Gabriel de Valseca på Mallorca findes der flere kort fra 1439-1447. Vesconte var omhyggelig med at datere og signere sine kort, og der kendes mange fra 1311 til 1327. Pizigano tegnede sammen med sin broder Marcus Pizigano kort med mange topografiske detaljer i 1367.
[6313 p.19; 7801 p.21; 9731 p.88]
Det formodentligt tidligste trykte overleverede kort er tegnet af Albino eller Albinus de Canepa fra Genoa. Det er trykt på pergament før år 1500 - måske allerede 1489 - og findes i dag på Milanos Bibliotek.
[7595 p.141]
Fra korttegneren Grazioso Benincasa og Andrea Benincasa, der formodes at være Graziosos søn, findes der bevaret 25 kort tegnet mellem 1435 og 1482, hvoraf de ti er indeholdt i et atlas. Fra Andrea Bianco fra venedig findes et kort fra 1448, der er et af de eneste, man ved er tegnet i England. Bianco har også tegnet et eksisterende atlas fra 1436.
I British Library har man et atlas, der indeholder 35 kort, der er samlede på et senere tidspunkt. De er tegnet af bl.a. Petrus Roselli fra Mallorca, Grazioso Benincasa, Zuan de Napoli, Francesco Becaro fra genoa (1489), Alvise = Aluixe / Francesco Cexano, der var mestre for Cornaro-Atlasset over Adriaterhavet, 1489, nu i British Library og Nicolo de Pasquelin - alle fra det 15. årh.
Francesco Roselli, 1445-1513, er mester for et af de tidligste trykte kort, der viser den nye verdensdel, Amerika. Francesco Roselli fra Firenze - ikke at forveksle med Peter R. - anvender både informationerne hjembragt fra Columbus' fire rejser, John Cabots rejse i 1497, Vespuccis rejser i Caribien 1492-1504 og Cabrals til Sydamerika 1500 samt Vasco da Gamas rejse rundt om Kap det Gode Håb i 1498-1499.
Det allertidligste kort med Amerika vist er fra 1506. Det kaldes for Contarini-Roselli-kortet og befinder sig på British Library. Det er det første trykte verdenskort med Amerika på. Giovanni Matteo Contarini, † 1507, var korttegneren, mens F. Roselli graverede og var forlægger i Firenze.
[7672 p.23; 6313 p.15f, hvor der også er en kronologisk liste over portolanproducenter]
Af den flittige søkorttegner Battista Agnese har vi overleveret ca. 60 atlas fremstillet i Venedig mellem 1536 og 1564 hver indeholdende omkring 10 kort, hvoraf et var et verdenskort med oval form, men hans kort er så kostbart udstyret, og hans målestok er så lille, at kortene ikke kan have været anvendt til navigation om bord på almindelige skibe. Man ved, at et eksemplar har været udført til abbeden, Hieronimus Ruffault, i benediktinerklostret St. Vaast et St. Adrian i Arras i Flandern. Efter andres noget tvivlsomme optællinger er der bevaret 70-75 atlas fra Agneses hånd.
[7595 p.140+461]
Bortset fra de først trykte isolarier, så var det første træsnittede trykte kort, der henvendte sig til navigatører, fremstillet af Giovanni Andrea de Vavassore fra Venedig, 1532-1559.
[2170 p.108; 7595 p.531f]
Lopo Homems søn Diogo Homems portolankort trykt af Paolo Forlani i Verona kan nok få æren af at være det først kobberstukne og trykte søkort i en tilstrækkelig stor målestok til, at det kan anvendes til navigationsformål. Sådan udtrykker Derek Howse sig i The Sea Chart i 1973. Kortet udkom i 1569. Diogo Homem var fra Portugal og aktiv fra 1547 til c.1576. En fætter, André Homem arbejdede omkring 1559, hvor han udgav et Mappa Mundi kort i 10 blade.
Dette portolankort har roser, der i loxodromcentrene er tegnet med enten vindretningsbogstaverne, fx S i sydøst, A i sydvest og P i vest, mens nogle af de øvrige loxodromcentre er tegnet med en kompasnål pegende nord eller som i SSE og SSW har kompasroser med stregerne betegnet med trekantsspidser. Af Diogo Homem er der overleveret 12 kort og 12 atlas.
[2170 p.108; 7672 p.37]
På de senere portolankort, især når de er samlet i atlas, så optræder der i en del tilfælde også forskellige kalendarieoptegnelser til brug ved bestemmelse af månefaser, astrologiske forhold og forskrifter for bidevindsejlads med skiftende kurser samt bestikregning.
[NORD2 p.51ff]
Bestemmelse af portolaners alder og oprindelse
Der er nogle bestemte kendetegn, der kan hjælpe ved bestemmelsen af et portolankorts alder og oprindelse - hvis man ellers skulle falde over et sådant, der ikke er registreret og beskrevet. De catalanske kort har altid dyrets nakke til venstre, og der er ved nakken tegnet en lodret slags skala eller bjælke. Verdenshjørnerne er angivet med symboler som fx nord med Nordstjernen, et kors betyder øst, en jordklode i halvskygge syd og en roset vest. Indlandshavene er skraveret lodret med bølgelinjer, og havenes navne er farvelagte og sat i rammer.
[9731 p.89]
I flere artikler er der publiceret analyser af forskellige kendetegn på portolankortene. En del af artiklerne kan findes i forskellige årgange af publikationen Imago Mundi, der begyndte at udkomme i 1930'erne. Fx er der i bind nr. VII en artikel af Heinrich Winter, der analyserer flere aspekter ved portolankortene: kompasrosernes fremkomst og deres udformning; Middelhavets hældning mod uret; målestoksforholdene og portolanmilens længde etc.
[Imago Mundi VII, 1950, p.37ff]
To andre artikler, der ligeledes beskæftiger sig med de nuværende og tidligere forslag til portolankortenes oprindelse, er skrevet af H. C. Freiesleben i Journal of Navigation i nr. 1 fra 1983 og nr. 2 fra 1984.
Konklusion
Fra det første kort i slutningen af 1200-tallet og til 1600-tallet foregår der en udvikling hen imod mere ornamenterede kort og mere omfattende kort end det, som sømanden havde brug for. Det ses specielt i de spanske kort, og de kan siges at blive forløbere for hele verdenskort, der mere blev tegnede til brug i fyrsternes store sale, og var for fornemme og dyre til de sejlendes brug. Kortene udvikledes og revideredes med opdagelsesrejsernes resultater og bedre og bedre forståelse for matematiske og andre videnskabers støtte ved observationer og tegning, og med anvendelsen af guld og sølv har kortene for længst fjernet sig fra navigatørens rækkevidde.
[7801 p.22]
På næsten alle portolankort er der tegnet en distanceskala. På Carta Pisana er der en skala med længdemålet mil, hvilket ifølge E. G. R. Taylor er første gang, det er set, hvilket jo egentligt er ganske naturligt, da det er det tidligste, eksisterende søkort. Nordenskiöld betegner disse skalaer som værdiløse. Uanset hvilket Middelhavsportolankort, man ser på, er distanceskalaen den samme, mens loxodromerne kan være forskellige - også når der er taget højde for eventuel krympning af skindet over tid.
[7311 p. p.25, NORD2 p.18-21]
Skalaerne er altid opdelte med fem »decimaldele« og en skaladel, halvdelen af en deling, altså en tiendedel, har på portolankortene det samme længdemål, men målet kan ikke nøjagtigt relateres til et af de kendte længdemål. Derfor kaldes dette mål af Nordenskiöld for en portolanmil. De anvendte opmålinger i kortene er alle fra Middelhavet og giver et gennemsnit på 3'15 minutter eller 3,148 sømil. Det er påfaldende, at skalaerne er ens på kortene, selv om en med bogstaver angivet milelængde ikke harmonerer med skalaen. Det er hovedsageligt på de italienske portolankort, at sådanne indskrifter forekommer. Ved sammenligning mellem kort og sejladsbeskrivelser findes heller ingen overensstemmelse. På et kort fra begyndelsen af det 14. århundrede skriver korttegneren, at det skal bemærkes, at kortets længdeenhed ikke modsvares af samme enheds størrelse på landjorden.
Portolanmilens størrelse er opført med forskellige værdier. I [H&S Årbog 1984] p.57 bliver den anført som ca. 1850 meter, altså ca. lig en nutidig sømil på 1852 meter. I [H&S Årbog 1947] p.128 omtales en portolanmil som værende 3,15 nautiske mil, og kilden angives som værende A. E. Nordenskiöld. I Danmarks Søfart og Søhandel 2, p.328, står, at mens middelhavsportolankort anvender længdeenheden miglia - miglier, der kommer fra det latinske mille = 1000 »underforstået passus, skridt, d. e. smaa Sømil paa c. 1,25 km, brugtes i Atlanterhavet oprindeligt den saakaldte »Legua« ( c. 5,5 km), der fra ældre Tid var i Brug ved Portugals, Spaniens og Frankrigs Kyster.«
J. B. Hewson skriver om distanceenheden på portolankort:
»The unit of distances is what has been called the Portolano mile, which was equal to about two-thirds of the present-day nautical mile, and 5 Portolano miles was generally the smallest graduation on the scale.«
[6166 p.10]
Fra en sejladsbeskrivelse trykt i Venedig i første del af 16. århundrede er anvendt en mil med længden 0'65 = 0,65 sømil, der harmonerer med ovenstående udregning.
Det ovenstående noget forvirrende forhold omkring målestok og distancer bør erindres, når de yngste portolankort fra 1500-tallet får gradskalaer påsat med en nogenlunde nøjagtighed, mens distanceskalaen beholdes med det gamle mål på kortet.
Konklusionen er da, at det formodentligt er den spanske eller catalanske legoa = legua, der har været modellen til portolankortenes skalaer og også er eksporteret til de italiensk fremstillede portolankort. Den nærmere argumentation herfor kan findes i Nordenskiölds Periplus.
Læs videre om længdeenhederne til søs under distancer.
[NORD2]
Målestoksforhold
Portolankortenes målestoksforhold for de undersøgte kort med navnene Vesconte, Voltius, Giroldis, Catalanske Atlas, Pinelli, Dulcert, med flere viser målestokkene for disse Middelhavskort som svingende mellem 1:5.000.000 og 1:6.500.000 med et par enkelte kort i målestoksforholdet ca. 1:10/13.000.000.
Før portolankortene fandtes der portolaner - de skrevne sejladsanvisninger. Også efter portolankortenes fremkomst blev der udgivet portolaner, og ovenfor er deres navnekonventioner behandlet.
Selvom man ikke kan finde konkrete bindeled mellem peripler og portolaner, så er forbindelse overbevisende og naturlig. Alle navigatører har brug for det praktiske hjælpemiddel, som en sejladsbeskrivelse udgør, og der er ingen grund til at tvivle på, at der fra de tidligste peripler til stadighed er blevet udgivet 'pilotbooks' efter behov, og de overleverede portolaner viser da også træk, der ganske bestemt peger på en udviklingslinje fra antikken til middelalderen.
Et af de tidligste bevarede arbejder fra vor tidsregning er sejladsbeskrivelsen udarbejdet i det fjerde århundrede af Marcianus fra Heraclea, en romersk koloni i det SE Tyrkiet. Hans værk dækker dele af det østlige Middelhav og har som kilde delvis et tidligere værk fra det tredje århundrede af Menippus fra Pergamos, der igen menes at være grundet på Ptolemæusoplysninger.
[6166 p.5]
Der findes et arbejde fra den tidlige middelalder som bindeled mellem periplus og portolan, nemlig Stadiasmos eller omkringsejlads af det Store hav. Forfatteren, der har samlet dette værk, er ukendt. Manuskriptet befinder sig nu i Madrid og er fra 10. årh. Den har tilhørt Konstantin Laskaris, 1434-1501, humanist, af byzantinsk kejserslægt, flygtning fra Konstantinopel og lærer forsk. steder i Italien. En af forskerne i dette arbejde, C. Müller, siger, at den er sammenskrevet i 4. el. 5. årh. men Nordenskiöld synes argumenterne for tidsbestemmelsen er svage.
[NORD2 p.10 2. spalte]
Eksempel fra en Stadiasmos 1, 2. Fra Alexandria, når man sejler mod vest, til Chersonesos - hvor der findes en havn for mindre fartøjer - er distancen 70 stadier.
3. Fra Chersonesos til Plintine - der har åben red, og stedet mangler en havn - 90 stadier.
4. Fra Plintine til Taposiris - en by uden havn; Osiris' Helligdom - 90 stadier.
5. Fra Taposiris til Chimo - det er en by; - 90 stadier.
Citat slut.
Fra Norden er der et eksempel på en sejladsbeskrivelse i Adam af Bremens skrift om Nordens Øer, se omtale under teksten om peripler. Også i Olof Tryggvessons Saga og i Valdemar den Stores Jordebog er der eksempler på tidlige anvisninger for navigationen. En af de ældste beskriver turen fra Cartagena i Middelhavet og langs Europas vestkyst til Visby og Riga i Østersøen.
Fra samme tid som de første portolankort stammer et manuskript af en sejladsbeskrivelse. Det er et italiensk arbejde fra 1296, og det findes i dag i Nationalbiblioteket i Berlin, MS Hamilton 396. For Nordens vedkommende er et af de tidligste arbejder en tysk Seebuch, der i dag opbevares i Commerzbibliothek i Hamburg. Disse lodser var gerne opdelt på nogenlunde samme vis: først et eller flere kapitler med generelle oplysninger om tidevand og strøm, derefter kapitler opdelt efter farvandsafsnit med de specielle oplysninger. De kunne være efterfulgt af særlige kapitler for de enkelte havne, og endelig kunne der være tabeller over distancer og kurser.
I de tidlige portolaner var der ingen toninger. Det formodes, at toningerne er en portugisisk opfindelse, idet de først forekommer i de lodsbøger, som portugiserne udgav efter deres rejser langs Afrikas kyst i 1400-tallet. Det ældste eksemplar, der kendes, er fra omkring 1530.
I Norden er den første lodsbog med toninger Hier beghint die Carte van die Oosterse See, der blev udgivet af Cornelis Anthonisz i Amsterdam i 1558.
Bagrow har dog en anderledes oplysning, idet han mener, at der har fandtes sejladsbeskrivelser med kortskitser, som ikke er overleveret direkte, men der er sammenlignelige udgivelser, fx værket La Sfera af Leonardo Dati eller broderen Gregorio Dati, c.1360-1425, der var udbredt i den sene middelalder og var skrevet på vers med indsatte tegninger. I min kilde er det et kort over Det Hellige Land med både Eufrat og Tigris og det Røde Hav foruden afsnit om navigation og kompassets brug.
[9731 p.84] Isolarier
En anden type sejladsbeskrivelse fra Middelhavsområdet i middelalderen var de såkaldte Isolarier, dvs. sejladsbeskrivelser for øer. Den tidligste har Cristoforo Buondelmonti = Anxerinus = Cristoforo Ensenius som udgiver. Den dækker øen Kreta og udkom i 1417. Buondelmonti var oprindeligt fra Firenze, som han forlod 1406 for at leve otte år på Rhodos. Her på Johannitterordenens ø blev han præsteviet, før han foretog rejser i det Græske Øhav og til østligere egne, hvor han bl.a. indsamlede mss. og altså observerede til sine Isolarier.
Isolarierne indeholdt både tekst og tegninger af de behandlede øer. Meget ofte er kortene og tegningerne en blanding, men de kunne og blev brugt af navigatørerne. Kortene kunne omfatte større arealer, og et eksempel inkluderende et verdenskort kendes. Disse værker var meget populære, og var noget af det første verdslige bogtryk, der blev fremstillet.
Værket over øerne i det østligste Middelhav med 77 ø-beskrivelser, Liber Insularem Archipelagi fra 1420, blev meget kendt, og selv om Buondelmontis egne mss aldrig blev trykt, så dannede de prototyper for senere trykte isolarier. Fx. Bartolomeo Turco = Bartolommeo Zamberti = Bartolomeo dalli Sonettis sejladsbeskrivelse for de Græske øer fra 1485 - hovedsageligt byggende på Buondelmontis værk. Dette værk med 49 kort blev det første bogtrykte søkortværk, trykt hos venetianeren Guilelmus de Panceretto Tridinensis = Anima mia i 1485. Sonettis tilnavn skyldes, at sejladsbeskrivelsen var formuleret i sonettens form.
Også et værk inkluderende visse amerikanske øer samt Østersøen udkom i 1528 fra Benedetto Bordones hånd og indeholdt 109 træsnitskort samt tre større kort, heraf et verdenskort. Et af Bordones ø-kort er et Englands-Skotlands-kort, der betegnes som værende efter Ptolemæus, og Skotland har da også her fået den fra Ptolemæus kendte vridning 90° mod øst.
[2170 p.106; 7672 p.17+21; 7801 p.22; 9731 p.85]
Navigationen
Som bemærket først i denne tekst, så var antallet af læsekyndige søfarende formodentligt meget begrænset i perioden fra 1300 til 1600. Og på spørgsmålet, om navigatøren behøvede disse kort, så må svaret blive, at for størsteparten af trafikken, som foregik langs kysterne, så var kortene ikke nødvendige, men en bekvemmelighed og en god rådgivende hjælp. Først da sejladserne uden for Herkules Søjler tager til, bliver det nødvendigt med kort.
Selv om kendskabet til bredde og længde, pejlinger og observation og udregning af positioner var kendt af astronomer og videnskabsmænd, så er kilderne samstemmende enige om, at kun få søfolk har besiddet uddannelse nok til at kunne anvende disse matematiske og astronomiske hjælpevidenskaber. Ved læsning af historien om Henrik Søfarerens uddannelse af sine kaptajner og ansættelse af astronomer til at skrive manualer, som kunne anvendes ved undervisningen, kan man se, at det må have været nødvendigt med en bedre uddannelse (hvilket behandles i næste del). Lærebøger i navigation - for de læsekyndige - har været nødvendige, og Pedro da Medinas Arte de Navegar, der udkom 1545, blev meget udbredt.
Peter Whitfield mener således [p.27] at
»A work as Sacrobosco'sDe Sphaera was the standard textbook of astronomy used in all the universities of Europe, and it certainly dealt with such matters as coordinate systems and the measuring of latitude by the altitude of the Pole Star. But before the year 1500 probably only a handful of European mariners were capable of applying such knowledge«.
Hr. Pedro var ikke altid lige oplyst. Fx fastholdt han - jf [7595 p.132] - i sit værk, at noget sådant som misvisning eksisterede ikke. Effekten var dog ellers påvist på det tidspunkt. Efter misvisningen havde været nul i 1350, var den nu vokset med østlig værdi og kunne påvises af navigatører.
[7801 p.24; 7595 p.132+200]