Dette oplæg kan ikke blive en lang gennemgang af Claudius Ptolemæus og hans betydning. Der er i kartografihistorieteksterne i afsnit 1, afsnit 2 og afsnit 6 oplysninger om ham og hans værker, og i en mindre biografi om hans virke er der yderligere oplysninger. Desuden kan man på nettet finde meget om ham. Derfor vil jeg efter en gennemgang af hans værk fokusere på nogle interessante ting på hans kort.
Oplægget er tænkt aflagt med en del korteksempler ved hånden.
Oplægget vil omfatte nogle ord om:
Ptolemæusprojektionerne,
Hans overtagelse og anvendelse af gradnettet og fastlæggelse af nulmeridianen,
Breddemålingen og benyttelsen af klimaterne, de 21 paralleller og længste dags lyse timer,
Vindenes retningssymbolers anbringelse på kortene,
Nogle filologiske undersøgelser om kilderne, som Ptolemæus havde adgang til.
Historien om Ptolemæus kan passende opdeles i en samtidig del og en middelalderdel, hvor han genopdages. Alle kartografihistorier har afsnit om Ptolemæus, og der er trykt både godt underbyggede og mindre underbyggede argumenter og teser om hans virke. Jeg vil hovedsageligt holde mig til de begreber, som vi kan være ret sikre på, er i overensstemmelse med virkeligheden.
Ptolemæus levede fra omkring 90 til omkring 160 e.Kr. Han blev forsker ved det store bibliotek i Alexandria, der formentligt eksisterede til slutningen af 300-tallet. Her foretog hans astronomiske og geografiske studier. Vi kender ikke hans leveår nøjagtigt, men vi kan ud fra hans astronomiske observationer se, at den første blev gjort 26. marts 127 og den sidste den 2. februar 141. Hans hovedværk i astronomien kom til lyde navnet Almagest efter at være blevet genopdaget fra arabiske kilder. Ptolemæus selv kaldte værket for "Matematisk Samling" og Megale Syntaxis, "Den store Astronomi".
Hans geografiværk hedder på græsk Geographike hyphegesis og på latin enten Geographia eller Cosmographia. I enkelte tilfælde kaldes også for Chorographia. Der er vaklen, også mellem de antikke forfattere, i ordenes indhold. Ptolemæus benyttede geografi om de teoretiske forhold omkring kartografi og chorografi om den regionale geografi, der også indeholder beskrivelse af folkeslag, næringsliv etc. Cosmografi betyder ofte syntesen af astrografi og geografi.
Ptolemæus betegnes ikke som særligt nytænkende, men han havde en videnskabelig kritisk indstilling, som han anvendte på sammenstilling og sammenligning af de resultater, der var gjort af hans forgængere, og han benyttede i udstrakt grad resultater publiceret af disse:
Eratosthenes, 276 - 194 f.Kr., bestemte jordens størrelse ved måling af solskyggen i Syene og i Alexandria og kom til et meget korrekt resultat, som ikke blev anvendt. Han var også ansat ved biblioteket i Alexandria. En anden, der beregnede jordens størrelse var Posidonius, 135 til 51 f.Kr., hans jordklodestørrelse var 72% af Eratosthenes, og det var hans klode, der blev brugt af Ptolemæus.
Hipparchos, 190 til 125 f.Kr. godt 200 år før Ptolemæus. Hipparchos beregnede stjernepositionerne for over 800 stjerner med bredde og længde, og han betragtes som skaberen af prototypen på vores form for positionsangivelse. Hans tabeller blev anvendt af Halley så sent som 1678.
Her er yderligere om Hipparchos.
Strabon, 64 f.Kr. - 24 e.Kr. Strabon var geograf. Han rejste i så godt som hele den kendte verden og skrev på et tidspunkt en geografibog, der beskrev lande og folk. Bogen blev brugt af Ptolemæus, der var meget kritisk over for Strabons metoder, som han ikke mente var videnskabelige nok. For Ptolemæus var geografi den videnskab, der beskrev teoretiske løsninger på fx at afbilde kuglen på et kort, eller fastlægge principper for positioner. Den interessante etnografiske, sociale del af geografien interesserede ikke Ptolemæus.
Marinus fra Tyros, levede 70 til 130 vor tid. Han var også geograf og var den første til at bruge længde og bredde i vor forstand til fastlæggelse af positioner på jordkloden. Som breddeparallel udgik han fra Rhodos (som grundlag betyder, at bredden var en observeret bredde, mens ækvator, der var nul-bredden, var en beregnet bredde), og som førstemeridian anvendte han Kanarieøerne (der heller ikke var en observeret længde). Ptolemæus brugte Marinus' nu forsvundne geografiværk som forbillede og overførte mange data direkte til sit eget værk, og Marinus' kortprojektion blev brugt til regionalkortene i manuskripterne. Bog 1, kap.4 til 6.
[B/J p.23 + 33f]
På grundlag af disse forgængere og deres arbejder for at fastslå jordkuglens størrelse og positionsangivelser på den, udarbejdede Ptolemæus sit værk Geographia. Jeg vil vende tilbage til navnestoffet i Geographia.
Grundlaget for de kort, vi skal se på, er hans værk Geographia, der er opdelt i 8 bøger, hvoraf
Bog 1 indledes med formålet, der er at give retningslinjer for en beskrivelse og afbildning af den kendte verden, oikumenen, og da det er et verdensbillede, så kræver det efter Ptole-mæus matematisk viden, mens den regionale geografi, som de følgende bøger omhandler, kan klares uden matematik. Bog 1 indeholder derefter diskussion om beregningen af bred-derne til grænserne for den kendte verden, en beskrivelse af kortprojektioner på en globus og projektion nr. 1 og nr. 2, vurdering af Marinus' værker og Eratosthenes beregninger af jordstørrelsen, liste over de nødvendige breddeparalleller.
Bog 2 til 7 indeholder omkring 8.000 positioner på floder, havne, byer, bjerge etc. fordelt over hele den kendte og beboelige verden. Bogen indledes med Ptolemæus' argument for at begynde mod nordvest, for så kan tegneren bevæge sig mod øst og syd, og han kommer ikke til at tvære oven i det allerede tegnede.
Han fortæller også, at man ikke behøver at bruge samme målestok til alle kortene, og at de kan tegnes korrekt, så længe man husker at overholde ratioen mellem bredder og længder på de forskellige bredder. Derefter begynder hans positionslister.
I bog 7's kapitel 4 konkluderer han teorien bag verdenskortet over økumenen, hvor han pointerer, at Indiske Ocean er et indhav uden forbindelse til verdenshavet, der omslutter den kendte verden.
I bog 7's kapitel 6 giver han forklaringen til tegningen af hans tredje projektion for et kort tegnet som set fra et fjernt punkt, altså en slags orthografisk projektion, hvor netop den kendte verden befinder sig imellem dyrekredsens sydligste grænse og cirka polarcirklen. Han forestiller sig den set gennem ringene i en armillarsfære.
[B/J p.38ff]
I bog 8 vender han tilbage til teorien og vil her oplyse, hvorledes man kommer fra hans datatabeller til det tegnede kort, og han forklarer om faldgruber ved konstruktion af verdenskort og specielt om de problemer, der ligger i opdelingen af et verdenskort i mindre områder og få disse til at passe sammen, hvad der ikke lykkedes Ptolemæus med hans projektion nr. 1.
Geographia blev efter antikken delvis glemt af Europa og overlevede gennem opbevaring og brug i Byzantium og arabiske lande indtil 1200-1300-tallet, hvor værket gennem afskrifter på græsk og senere også nogle arabisksprogede bearbejdninger kom retur til Italien omkring år 1400, hvor de - på grund af den manglende græske forståelse - skulle oversættes til latin, før de fik betydning for kartografien i renæssancen.
Projektionerne nr. 1, 2, 3 og 4
Man omtaler gerne to projektioner fra Ptolemæus' hånd, og det er korrekt, at han kun står som ophavsmanden til to, men han beskrev flere. I Geographia beskrev han:
hvordan man aftegner verden på kugleform, globuskort, samt fire plane kort
platkortet,
sine to kortprojektioner og
cirkulære kort.
Globussen vil jeg lade ligge, idet dens forklaring jo er ganske simpel - teknikken ikke nødvendigvis. Ptolemæus konkluderede selv, at det mest ubekvemme ved projektionen er, at den fylder så meget og fordi kort i stor målestok er svære at transportere.
[HIST, 1, p.185]
Marinus-projektionen
Platkortet er det, som Marinus benyttede. Der er tale om en cylindrisk projektion, hvor der ikke er taget højde for meridianernes krumning mod polerne. Metoden kan bruges udmærket til kort over begrænsede områder på lav bredde, men er ikke god til kort over større områder.
Ptolemæus gennemgår i Bog 1, kapitel 20, denne projektion, der i sin enkelhed består af lodrette ækvidistante meridianer og ditto vandrette breddeparalleller, med længde-breddeforholdet 5:4 for længder-bredder, hvilket er et forhold, der passer nogenlunde til Rhodos' bredde. Der er derfor kun taget højde for jordens krumning på en bredde.
[Keuning, p.13] mener, at projektionen stammer tilbage fra de græske kartografers Climata-inddeling og formodentlig skyldes Eratosthenes.
Denne platte Marinus-projektion var meget brugt på de tidlige korttegninger efter Ptolemæus. I [HISTORY, vol. 1. side 189] siger forfatteren, at:
"Alle de regionale kort i de græske manuskripter og tidlige latinske oversættelser blev tegnet i den rektangulære projektion efter Marinus og beskrevet af Ptolemæus."
Metoden var nogenlunde korrekt, så længe man iagttog forholdet mellem længden på et breddeminut og længden på et længdeminut på den pågældende bredde, der i Middelhavet som sagt er mellem 5:4 og 4:3, mens det for England skal være 20:11. Men det er med den fremgangsmåde ikke muligt at lægge de enkelte regionale kort sammen til et hele.
Ptolemæus gav for hver af sine 26 regionale kort forholdet mellem en breddegrad og en længdegrad, og de kort, der er nærmest ækvator har derfor kvadratiske gradnet, mens gradnettene bliver mere og mere rektangulære, jo nærmere de kommer mod nord eller syd.
[Keuning, p.13f]
Ptolemæus' sidste projektion fra bog 8
Den sidste projektion, som Ptolemæus beskrev i bog 8, var en særlig projektion af kloden set fra det fjerne, en orthografisk projektion. Man mener ikke, den har været i praktisk brug. Projektionen skal laves, så den beboelige del af verden ude fra rummet kan ses mellem den himmelske sommervendekreds, der skal ligge lige over Thule, og den himmelske ækvatorring, der skal ligge under den sydligste del af den beboelige verden, dvs. under Anti-Meroe på de ca. 16,5 grad syd. For at det virker, skal ekliptikas sydlige del vende mod beskueren, så det halve af ekliptika ligger syd for himmelækvatoren. Der er ikke noget praktisk eksempel på projektionen.
Derimod er der et eksempel på en globular projektion i et halvkuglekort over Europa-Afrika i en Nürnbergudgave fra 1486-93, men der er ikke tale om Ptolemæus' sidste projektion.
[HISTORY, vol. 1, p.188; B/J p.86ff]
Tilbage er der så de to projektioner, der gerne omtales som Ptolemæus I og II.
Ptolemæus projektion nummer 1
Projektionen, der er beskrevet i Bog I, kap. 24, er en slags konisk projektion, hvor meridianerne tænkes samlet i et punkt beliggende ikke i nordpolen, men længere væk. Det er et beregnet punkt, hvorfra alle meridianer udstråler som rette linjer. Breddeparallellerne aftegnes som koncentriske cirkler med centrum i samme fixpunkt som meridianerne, der aftegnes med fem graders mellemrum, dvs. for hver 20 tidsminutters længdeforskel.
Herved bliver udplotning af positioner ganske nemt, idet man langs kanten af en lineal afsætter breddegraderne, og gennem et hul i toppen fastgør den til kortets "polpunkt", så linealen kan rotere derom. Har man tegnet en længdeskala ind på en af kortets paralleller, så bliver udplotningen let.
Syd for ækvator skal meridianerne knække for igen at sigte mod et sydligt fixpunkt, men her tegnes de ikke længere mod syd end til breddeparallellen gennem Anti-Meroe på 16 °. 25' S.
Formen på dette kort bliver en polygon med seks sider, men skærer man papiret af i top og lidt i siderne, så kan formen ændres til forskellige andre figurer.
Projektion nummer 1 er fin til mindre områder, men de enkelte kort kan ikke på en let måde stykkes sammen på grund af deres form, og projektionen egner sig ikke til at vise et verdenskort på, og forholdet mellem de enkelte meridianer på ækvator og ved nordgrænsen er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Yderområderne bliver for fortegnede i forhold til kugleformen.
Projektionen blev populær, og i [HISTORY, vol. 1, p.189] anføres, at "Den blev brugt til verdenskortene i de fleste af de tidlige manuskriptbøger og i de første trykte udgaver."
I [Keuning, IM, Vol. 12, p.10] anføres, at projektion nr. 1 blev brugt til alle græske manuskripter med verdenskort.
[Teori]
Når man tegner kort over mindre områder, hvor man ikke bruger polen som centrum, så kan breddeparallellerne ikke være cirkler, og de kan ikke være koncentriske, men må buede mere og mindre afhængig af afstanden til polerne. Derfor er kortenes gradnet et kartografisk net og ikke et geografisk net. Det skal vise beliggenheden af de elementer, kartografen ønsker at placere, men kortet vil ikke kunne foldes ned på en jordklodeform.
[IM, Vol. X, 1953 p.21f; B/J p.33ff]
[Teori]
Ptolemæus havde kun det korrekte forhold mellem breddeparalleller og meridianer på Rhodos' bredde, her 5:4. Han opretholdt også det korrekte forhold mellem parallellerne på Thules bredde, 63 °, og på ækvator, men han overholdt ikke det rette forhold mellem paralleller og meridianer på 63 og på 0 graders bredde. Hvis projektionen var konisk med centrum i 115 grader, idet centrum ligger højere end nordpolen, så ville det koniske berøringspunkt blive på 51° N og ikke gennem Rhodos på 36° N. Ptolemæus nævner netop ikke en konisk form, hvorfor det er irrelevant at forsøge at knytte ham til kræmmerhuset.
[Keuning, IM, Vol. 12, p.9]
Ptolemæus' homeotheriske projektion = lige store dele-projektion - nr. 2
Projektion nummer to var bedre til at efterligne klodeformen og blev meget brugt af renæssancekartografer. Bredderne blev konstrueret ud fra Syene på 23° 50' N, der ligger ca. midtvejs mellem Thule og Anti-Meroe. Parallellerne tegnes cirkulære med et centrum i et punkt noget oven for kortets ramme - ca. fire gange afstanden fra Syene til Thule norden for kortet.
[Beskrevet i Geographia, Bog I, kap. 24, 11-13]
Meridianerne tegnes som cirkelbuer, der buer mere og mere væk fra middelmeridianen, der er en ret linje pegende mod polen. Der tegnes 18 meridianer på hver side midterlinjen, hver med fem graders mellemrum. Cirklernes centrer flyttes for hver bue.
I denne projektion er udplotningen meget vanskeligere end i projektion nr. 1. Den kendes derfor kun fra få manuskriptbøger, fx i Serailets eksemplar: Seragliensis 57, fra Sultanens bibliotek i Konstantinopel, sidst i 1200-tallet. Senere i renæssancen blev projektionen brugt hyppigere i de trykte udgaver.
Nogle kilder giver Nordenskiöld som kilde og andre giver D'Avezac æren for det mærkelige navn på 2. projektion.
[HISTORY, vol. 1. p.189; B/J p.37ff + 86ff; Keuning, IM, Vol. 12, 1955, p.10]
[d'Avezac: Coup d'oeil historique sur la projection des cartes de géographie, Paris 1863]
[Teori for verdenskortet]
De buede meridianer tegnes ud fra tre punkter afsat på hhv. bredderne ækvator, kortets nordgrænse og kortets sydgrænse. Disse punkter udsættes fra middelmeridianen i enheder (grader) langs parallellen, og værdierne er udregnet forholdsmæssigt efter nærmest en slags sinusberegning. De tre punkter forbindes for hver meridian med en cirkelbue. Cirkelbuerne får således alle individuelle centrer.
[IM X, 1953, p.20; Keuning, IM, Vol. 12, 1955, p.10¸B/J p.90ff]
Nicolaus Germanus og den trapezformede projektion
Denne projektion er blevet tilskrevet Nicolaus Germanus, der benyttede den i 1460'erne, men stammer formodentligt fra astronomiske kort fra begyndelsen af 1400-tallet, idet den også blev brugt i et himmelkort tegnet 1426 af Conrad af Dyffenbach, og man mener, at det muligvis allerede blev benyttet i en slags grundform af Hipparchos.
[C. of D.s ms reg. Codex Palat. lat. 1368]
I lidt ældre litteratur kan man finde ham som Nicolaus Donis, men hans titel var dominus forkortet til Donis eller Donnis, og hans navn var Nicolaus Germanus. Projektionen efter ham kaldes ofte donis-projektionen.
[Tudeer, p.63]
Nicolaus Germanus tegnede fra 1466 sine kort på en modificeret ptolemæisk nr. 1-projektion. Den havde sammenløbende meridianer og parallelle, retlinede bredder, mens Ptolemæus' første projektion havde sammenløbende meridianer og cirkulære breddeparalleller.
Donis eller Donnis-projektionen med den let genkendelige trapezform blev derefter den næsten enerådende for regionale kort i de trykte værker. Fx i udgaverne fra 1477, 1478, 1482, 1486.
Det første kort tegnet af Nicolaus Germanus var et verdenskort i ptolemæusudgaven fra 1467 (Codex Florent. Laur. XXX 3, L-20 til L-26), hvor Nordensdelen er indført, og senere fra Ulm-udgaven fra 1482.
Hos Nordenskiöld, Facsimile Atlas, side 13, er det kun Berlinghieris 1482-udgave fra Firenze, hvor projektionen med de rektangulære sider forekommer. Nordenskiöld påpeger også, at kun den første udgave med kort fra 1477, Bologna, trykt af Dominicus de Lapis, udelukkende har brugt den koniske projektion med sammenløbende meridianer og cirkulære breddeparalleller.
I den samme artikel, som nævnt ovenfor er der på side 19 drøftet forskellige versioner af Norden med Grønland placeret på forskellig måde. Nordens behandling gennemgik flere forskellige opdateringer og det var ikke alle, der bragte områder tættere på virkeligheden.
Det kan iagttages på nogle kort, at Donis-versionen ikke nødvendigvis har form som en ligebenet trapez, men at den ene højde er mere skrå ende den modsatte.
[http://wwwuser.gwdg.de/~fhasele/ptolemaeus/Frames/Donis_Ptolemaeus.html og /Frames/Miscellaneous.html]
Efter denne tekniske gennemgang af projektioner vil jeg vende tilbage til Ptolemæshistorien.
Al vor viden om Geographia, hviler på læsningen af godt 50 græske manuskripter, hvoraf intet er ældre end 1200-tallet. Alle eksemplarerne ser ud til at stamme fra en enkelt forfader, der er senere end Ptolemæus' egen tid. Et af beviserne er, at Ptolemæus også udgav et manuskript med titlen De Bemærkelsesværdige byer, hvor de samme positionslister blev brugt, som han havde brugt i sin Geographia, men selv i de ældste græske manuskripter af Geographia, er de forvanskede i forhold til "De bemærkelsesværdige byer".
[B/J p.42]
Fra den glemte periode i folkevandringstiden og den tidlige middelalder kendes der nogle spor af værket.
t
Omkring år 300 henviste matematikeren Pappus fra Alexandria til den i en afhandling om økumenen på basis af Ptolemæus, men kilden kendes i dag kun fra senere bemærkninger i et middelalderligt manuskript fra Armenien.
t
Ligeledes fra 300-tallet er der bemærkninger om Ptolemæusmateriale hos den romerske historiker Ammianus Marcellinus, 330-395, der viderebragte oplysninger om fjerne egne fra værket.
[Baggrund]
Ammianus havde været soldat i Persien og i Frankrig, og han skrev senere i livet romernes historie frem til år 378 - fra kejser Nerva kom til og til kejser Valens' død. Han blev en slags efterfølger til Tacitus, og hans værk hedder Rerum gestarum liberi - Begivenhedernes krønike. Af værkets 31 bøger kendes i dag kunde 18 sidste for årene 353-378 [EB].
[Nerva (0480K) regerede 96-98. Valens (1480E) faldt ved Adrianopel mod visigoterne 378.]
t
Også fra 300-tallet stammer vidnesbyrd om Ptolemæus fra forfatteren Marcianus fra Heraclea, der for Atlanterhavet og Indiske Ocean giver rejseoplysninger med distancer givet i stadier omregnet på grundlag af Ptolemæus' koordinater.
[Baggrund]
Marcianus fra Heraclea var aktiv i midten eller sidst i 300-tallet. Der er flere Heracleaer, men det har ligget rundt Sortehavet. Han var geograf og skrev Periplus maris externa om det ydre hav, og Periplus maris interna om Middelhavets besejling samt et bind om besejlingen af Sortehavets sydkyst. Der er kun brudstykker af hans værker bevaret.
t
Fra midten af 500-tallet vides, at Cassiodorus kendte til Ptolemæus. Han nævner det i sit værk Institutiones divinarum et saecularium litterarum, bog 1, kap. 25, til Geographia, som Cassiodorus roser for den klarhed verden er beskrevet med.
[Baggrund]
Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus, * c.490, død c. 585, Grundlagde klostret Vivarium i nærheden af Scylletium på østsiden af Italiens tå, tæt ved byen Catanzaro. Cassiodorus var både kvæstor, konsul og indenrigsminister (526), mens ostrogoterne havde besat Italien.
Ca. 540 grundlagde han klostret Vivarium. hvori han prøvede at bevare den romerske kultur ved at samle og lade afskrive manuskripter fra klassikken.
Hans historiske værk hedder Chronicon, og det dækker perioden fra Adam til år 519.
Han skrev desuden teologiske, filosofiske og andre typer oversigtsværker.
t
Fra to anonyme geografer i Konstantinopel i 800-tallet er der henvisninger til værket, og endelig i 1100-tallet omtaler Johannes Tzetzes materiale fra Bog 3 og 5 i verseform i sit eget værk.
[Baggrund]
Johannes Tzetzes var aktiv omkring 1200, formodentligt født 1110 i Konstantinopel. Skribent, der især skrev lange episke og historiske digte.
Vigtigst er Chiliades = De tusindvis, eller Historiernes Bog. Den er på over 12.000 linjer a 15-stavelser med emner inden for historie, myter og litteratur.
Han var pedantisk og opblæst i sin stil, men teksterne indeholder oplysninger om flere hundrede andre skribenter og deres værker og mange af dem kendes kun fra hans værk.
Derefter var der tavshed omkring Geographia i et århundrede, indtil Maximus Planudes fandt manuskripter i Konstantinopel.
[B/J p.50f]
Bogtekniske forhold
— har skriftruller haft kort!
På Ptolemæus' tid var værkerne skrevet på papyrusruller. Det er meget sjældent disse var højere end 30 cm, og yderst sjældent findes et papyrusmanuskript på 60 cm i højden. Ptolemæuskortene i den efterfølgende omtalte A-redaktion var omkring 60 cm i højden, mens verdenskortet var større og ikke ville kunne være på sådan en rulle. En forsker, Diller, har i øvrigt påvist, at manuskripterne er kopieret fra et antikt manuskript, der kun havde 35 linjer per side, hvilket ikke var nok til kortene, hvorfor denne kilde formodentligt var uden tegnede kort.
[B/J p.47n.]
Netop spørgsmålet, om Ptolemæus selv havde tegnet sine kort eller ladet dem tegne har optaget forskerne, der ved henvisning til forskellige tekstpassager eller andre spor prøver at sandsynliggøre om det var tilfældet eller ikke. Da der som sagt ikke er fundet kort tidligere end ca. 1200, så er diskussionen i dagens emne ikke relevant og forbigås.
[HISTORY, Vol. 1, p.267]
[Baggrund]
Blandt de tidlige spor af ptolemæiske kort er et nu ukendt fra omkring år 956, hvor en arabisk forsker al-Mas'udi skrev om et farvelagt kort fra Geographia, der havde 4.530 byer og 200 bjerge angivet, men det findes ikke længere, og det er tvivlsomt, om det var en original Ptolemæus-bog han så, og [B/J p.48] mener, at det slet ikke var en Ptolemæus tekst.
Af arabiske kilder kendes tre.
[HISTORY, Vol. II, p. 10; Strang, p.1, n.4]
En liste over godt 100 af de vigtigste græske Ptolemæus-manuskripter optæller eksemplarer i bl.a.:
Bologna, Chicago, El Escorial, Leiden, Mount Athos Grækenland og Wien med hver et enkelt eksemplar.
Firenze har fem eksemplarer, Istanbul to, London to, Milano to, Oxford Bodleian tre, Paris med 13 eksemplarer, Rom med 14 og Venedig tre.
Endelig kommer København ind med et fragment på to folioblade, men det er særdeles vigtigt, for det er et af de ældste fra 1200-tallet.
Det går under betegnelsen Fragmentum Fabricianum Graecum 23. Det er fra Bog 8 og har noget tekst og kort derfra.
[B/J p.44] sætter det til ca. 1300 og betegner det som meget lig Seragliensis-ms.
Det kan ses digitalt på KBs hjemmeside. Det danske fragment er også tit skrevet som Fabricius 23, eller Codex Hafniensis Fabritius, stavet med T.
Det indeholder tre farvelagte kort og blev købt ind til Universitetsbiblioteket i 1770, hvorfra det kom til KB i 1938. Man kender den nyere proveniens for fragmentet, og den kan læses i et lille forord af Erik Petersen ved den digitale udgave på KBs net.
Desværre er kortene ikke over vore egne, men over Middelhavsegnene.
Fragmentet listes i faglitteraturen som et af de væsentlige, fordi det hører til de allerældste, der er fundet med korttegninger.
Af de 102 græske mss er der sandsynligvis 32 med kort tilhørende.
[Strang, p.1, n.3]
Sammen med Istanbuls eksemplar, der efter findestedet i haremmet kaldes for Seragliensis 57, Mount Athos eksemplaret, kaldet Vatopedi 9 (655), og Vatikanets Urbinas Graecus 82 henregnes det til de absolut væsentligste med hensyn til bestemmelse af alder, oprindelses- og tilhørsforhold.
Det første manuskript med betydning for korthistorien blev i 1200-tallet fundet af den byzantinske munk, Maximus Planudes, 1260-1330, der studerede i Konstantinopel og herunder også indsam-lede manuskripter til sit kloster i Chora, der betyder den landlige kirke, men i dag ligger inden for Istanbuls grænser.
Planudes havde arbejdet på en sproglig reparation og bogteknisk restaurering af et eksemplar fra 800-tallet af Strabons Geographia, der var blevet noget forædt af rotter, men som stadig eksisterer i dag i Paris med registreringen Gr. 1397. Under dette arbejde, hvor han havde brug for andre manu-skripter til sit arbejde, fandt han i 1295 en græsk kopi af Ptolemæus' værk. Dette eksemplar menes at være det, der i dag kendes under navnet Vatikanet Gr. 177. Der er forskellige noter i eksemplaret, der fører til Planudes og hans øvrige arbejder på den tid.
Fundet var på sin vis skuffende for Planudes, for manuskriptet var uden kort, og derfor tegnede han selv sine kort på grundlag af positionerne i bogens dataafsnit, der var beregnet til at skulle vises på 26 regionale kort.
Både tekst og kort blev forevist og beundret af kejser Andronicos II Palaeologus (4300E), levede 1259-1332, kejser fra 1282-1328, der fik et eksemplar afskrevet til sig selv udført af den tidligere patriark i Alexandria, 1293-1308, der nu var pensionist i Konstantinopel. Denne historiske anekdote tages som udtryk for, at der i Konstantinopel var en tradition for og håndværkere eller forskere, der var bekendt med teknikken for kartografisk arbejde og kunne udføre det efter de anvisninger, som Ptolemæus havde indskrevet i sin instruktion og i sine datatabeller.
Til yderligere underbygning af kendskabet til kartografisk arbejde peger et andet manuskript fra 1200-tallet i Vatikanet, Vat. Gr. 191. Dette manuskript er også uden kort, men en note til sidst oplyser, at i denne Codex skal der være 27 kort i stedet for de 26 i det førnævnte, idet det tiende kort over europæiske dele nu er delt i to, så det ene dækker Makedonien og det andet dækker det sydlige Grækenland, Peloponnes og Kreta. Derefter kommer fire kort over Nordafrika og tolv for Asien. Det må herfra sluttes, at forlægget til Vat. Gr. 191 havde været ledsaget af de 26 kort, men er nu ukomplet. Fra Bog 5, kap. 13 i dette manuskript mangler koordinattallene, men det er et eksemplar fri for byzantinske revisionsændringer.
[B/J p.44]
Det er nødvendigt for bestemmelsen af kortmassens alder og udvikling at se på, hvorledes denne er opdelt i to grupper:
A-GRUPPEN MED 27 KORT
De tre ældste manuskripter med kortmateriale, Urbinas Graecus 82, Seragliensis 57 og Fragmentum Fabricianum Graecum 23 har alle ensartede træk med samme linjeantal per side, samme manuskriptstørrelse og samme ordning af kortene,
og yderligere,
at haremsmanuskriptet Seragliensis 57 har to forskellige håndskrifter, hvoraf den ene er lig med Københavnerfragmentets, og den anden er den samme som har skrevet Parismanuskriptet GR. 1393, der er det Straboneksemplar, som Maximus Planudes ejede.
[Diller; Tudeer, p.64]
Diller antog efter sine iagttagelser, at rækkefølgen af mss var sådan, at det ældste var Urbinas Graecus 82, næstældst var Seragliensis 57 og yngst Fragmentet fra København, og at det var skrevet af samme personer, og det var måske den pensionerede patriark og hans arbejdsgæng.
Diller foreslår videre, at det kunne være Urbinas Graecus 82, der blev udfærdiget til kejseren, og at Planudes selv brugte Seragliensis 57, idet der er en kartografisk betydelig forskel på de to manuskripters verdenskort, hvor Seragl. 57 ikke er så pyntet, men et arbejdspergament.
Kortet over den beboelige del af verden, verdenskortet, er i Urbinas Graecus 82 udført efter Ptolemæus' første projektion (Fol. 60v-61r), mens Seragliensis 57 har det samme kort tegnet efter Ptolemæus' anden projektion med de buede meridianer. Urbinas Gr. 82's regionale kort er tegnet efter Marinus' platte projektion, hvor meridianer og paralleller er vinkelrette på hinanden og rette linjer.
[HISTORY, Vol.1, p.269]
B-REDAKTIONEN
Den anden gruppe manuskripter, der har 64 kort, kaldes gerne for B-redaktionen. Det er en 1800-talsforskeren C. Müller, 1867, som menes at have foretaget inddelingen, men senere har jeg også set Ptolemæus-forskeren Joseph Fischer som ophavsmanden. Fischer var jesuiterpræst og professor, der underviste i den katolske skole i Feldkirch i Østrig og døde i 1944.
Fischer fik i 1932 udgivet en reproduktion af Urbinas Graecas 82. En meget dyr sag i fire dele og trykt i kun nogle få hundrede eksemplarer. I denne facsimile var de 27 kort fra gruppe A fra Urbinas Gr. 82, derefter fulgte 27 kort fra manuskriptet Codex Vaticanus Latinus 5698, tre kort fra Urbinas Graecus 83 og i et medfølgende bind 83 ptolemæuskort taget fra 53 forskellige manuskripter af hvilke 24 er græske, to arabiske og 57 latinske.
[Nunn, pp. 516-518]
Fischer sættes i øvrigt også af Kirsten A. Seaver i forbindelse med Vinlandskortet, og hun udpeger ham som en mulig forfalsker af kortet.
Under alle omstændigheder, så har han givet gruppen med de 27 kort betegnelsen redaktion A, og det er den del, som vi ser og hører om næsten alle steder for de trykte ptolemæiske geografier.
Den anden gruppe, B-gruppen, indeholder 64 kort, der modsat A-redaktionen er spredt ud i teksten i forbindelse med tekstafsnittet, hvor egnen beskrives. B-redaktionens struktur ligner ikke Ptolemæus' oplæg og peger på et nu forsvundet forbillede fra omkring år 400. Det er derfor tvivlsomt, hvor meget Ptolemæus selv har haft at gøre med denne B-gruppe, men omkring år 1200 var begge versioner etablerede som værende Ptolemæuskort.
[B/J p.45f] mener, at også B-versionens kort er skabt på grundlag af A-versionen, og for at kunne passe ind i et mindre format var det nødvendigt at tegne flere og mindre kort. Disse blev så i modstrid med Ptolemæus' tekst spredt i værket, men værkteksten blev ikke tilsvarende ændret.
Blandt gruppe B-manuskripterne er Plut. 28.49 i Medicibiblioteket Bibliotheca Medicea Laurenziana i Firenze, det ældste fra begyndelsen af 1300-tallet.
Denne bog er skrevet i to 49-linjede spalter, og der er fordelt 13 kort i bog 2 og 12 i bog 3 for Europa. I bog 4 er der 8 for Afrika, i bog 5 13, i bog 6 15 og i bog 7 er der 3, i alt 31 for Asien og totalt 64 kort samt et kort over den beboelige del af verden tegnet på den første projektion som i Urbinas Gr. 82. Det er mærkeligt, at teksten til kortene stadig omtaler de 27 kort som i gruppe A-manuskripterne.
Regionalkortene er tegnet i Marinus-projektionen med graddelt ramme.
En længere og meget grundig drøftelse af aldersforholdene og rækkefølgen af fremkomsten af kortene findes i artiklen af Lauri O.Th. Tudeer: "On the Origin of the Maps Attached to Ptolemy's Geography".
[Tudeer, pp.62-76]
RETUR TIL PLANUDES OG MANUSKRIPTERNES VANDRING
Planudes bragte formodentligt selv sin afskrift til Rom, hvortil han tidligere havde været som ambassadør for den østromerske kejser. Planudes kunne nemlig latin, hvad der ikke var sædvanligt i Grækenland i denne periode, da ærkefjenden for Byzantium oftest var paven i Rom og alt latinsk forbundet hermed.
Det medbragte manuskript blev kopieret i flere omgange, og i 1397 nåede en kopi frem til Palla Strozzi, 1372-1462, bankier, bogsamler og storkøbmand i Firenze og modstander af Medicierne, hvorfor han blev forvist til Padua, hvor han døde.
OVERSÆTTELSE TIL 1406
Den mand, der gav Strozzi manuskriptet, var Manuel / Emanuel Chrysoloras, 1355-1415, der begyndte at arbejde på en oversættelse fra græsk til latin, og oversættelsen var færdig i 1406 med titlen - Geographia Claudii Ptolemaei - i praksis foretaget af Jacobus Angelus = Giacomo da Scarperia. Angelus dedikerede i 1409 værket til modpave Alexander V (4620P), der med fransk støtte kun sad på tronen fra 26. juni 1409 til sin død den 3. maj 1410.
Jacobus Angelus var elev af Chrysoloras, der lige som Planudes blev brugt som udsending af den østromerske kejser, men i dette tilfælde var kommet til Firenze i 1397 efter invitation fra Coluccio Salutati og den kreds af lærde antik-forskere. Chrysoloras havde indvilliget i at forblive i Italien nogle år som lærer i græsk.
Disse lærde havde kendskabet til Ptolemæus fra det sjette århundrede, hvor Jordanes' værk Getica, om goternes historie, skrevet omkring 550 og den eneste antikke kilde til goternes historie, udkom, og i karolingisk tid (Karl den Store døde 28/01 814 i Aachen) bl.a. fra et værk Brylluppet mellem Philologia og Merkur. Det er en af ridderromanerne fra den middelalderlige litteratur, hvor Ptolemæus' værk omtales, og fra 1100-tallet, hvor de første henvisninger til de arabiske skrifter fremkommer.
[Baggrund] Jordanes levede i 500-tallet. Han var embedsmand i Moesien, det nuværende nordlige Bulgarien, men han skrev først sit værk i Konstantinopel i år 550 eller 551. Det er i hovedtræk en forkortelse og et resume over Cassiodorus' langstrakte historiedigt. Mange af Jordanes oplysninger om goterne er nu kun kendt derfra, fordi de dele af Cassiodorusteksterne er gået tabt.
Hvorvidt det nu er Chrysoloras, der har leveret det græske manuskript, eller det er gennem Salutatis elev Jacopo / Jacobus Angelus, vides ikke, men i hvert fald var Angelus i Konstantinopel og studerede hos Chrysoloras, som fulgtes med Angelus mod vest til Firenze, og Angelus havde græske manuskripter med retur. Det vides også, at Angelus sammensatte værket af flere delmanuskripter, så den første oversættelse, der gik i gang omkring år 1400 og altså varede omkring seks år ikke er dannet på grundlag af et enkelt fuldendt manuskript.
I en biografi over Palla Strozzi af Vaspasiano da Bisticci skriver han, at der var mangel på græske manuskripter og Strozzi sendte for egen regning ordre på hvad som helt og "han fik endda sendt Ptolemæus' Cosmographia med illustrationerne sendt fra Konstantinopel sammen med Plutarch Liv..."
Efter denne kilde ser det ikke ud til, at man havde behøvet at udgive første udgaven på latin uden kort, men det vides ikke nærmere, hvilket manuskript der blev benyttet, så sagen kan ikke efterspores. Joseph Fischer mente, at det var manuskriptet Urbinas Graecus 82, i Vatikanbiblioteket, der lå som grundlag for den første oversættelse, men bevisførelsen er noget kringlet, og i de nyeste værker om emnet står spørgsmålet stadig åbent.
[HISTORY, Vol. 3.1, p.286ff]
Så hvem der egentligt stod for de første kort er ikke helt sikkert. Den ovenfor nævnte Vespasiano, der skrev biografier, skrev også en om Francesco di Lapacino, og om ham skrev han, at "han var blandt de første til at udføre kortene med egen hånd. Han gjorde det på græsk med navnene på græsk og han gjorde det på latin med navnene på latin, hvilket ikke havde været gjort tidligere."
MANUSKRIPTPROBLEMERNE
Da man altså ikke kender nogle direkte manuskripter med atlas fra Ptolemæus' hånd, så er der naturligvis en hel del teorier og forsøg på både at bevise, de har eksisteret og at de ikke har eksisteret - de sidstnævnte kaldet skeptikerne.
Gudmund Schütte satte sig for at undersøge nu ikke-eksisterende kilder til oplysningerne i kortmassen tegnet efter cirka 1300. Han opstiller til det brug en 150 siders afhandling, hvor han sammenligner forskellige af de kendte manuskriptkort med skriftlige kilder fra historikere som Plinius d.æl., 23-79 e.Kr., Tacitus, 56-120 e.Kr. og fra kortene bl.a. Peutingertavlerne, som man kender kopien af fra 500-600-tallet, men den nuværende kopi er afskrift fra år 600-udgaven af en munk i 1200-tallet. Også Madaba-mosaikkortet i Palæstina henviser han til. Det er fra ca. 600 e.Kr. og en fjerdel af det oprindelige 95 kvadratmeter store kort findes endnu i kirken i Madaba.
[SCHÜTTE pp.6-7]
Der er i manuskripterne nævnt mange kilder, og Schütte fremlægger navnestof fra anden side fra samtiden og sammenligner det med Ptolemæus-udgaverne. Han fremhæver nogle detaljer af betydning for forståelsen af konstruktionen. Fx angiver Ptolemæus-data oftest kun en flods to endepunkter, men slyngningerne imellem disse to positioner findes ikke i hans arbejde.
[HYDE p.726f; Schütte p.6]
De 27 antikke kortblade blev forøget med de moderne blade. Først de fire over Spanien og Italien og Norden.
Donnus Nicolaus Germanus
Senere tegnede Donnus Nicolaus Germanus fra 1466 sine kort på en anden projektion, der ikke helt var lig med Ptolemæus' første projektion med sammenløbende meridianer og cirkulære breddeparalleller, men havde sammenløbende meridianer og parallelle rette bredder. Denne projektion kaldes også for Donisprojektionen.
Donis eller Donnis-projektionen med den let genkendelige trapezform blev den næsten enerådende i de trykte værker.
Hos Nordenskiöld, Facsimile Atlas, side 13, er det kun Berlinghieris 1482-udgave fra Firenze, hvor projektionen med de rektangulære sider forekommer. Nordenskiöld påpeger også, at kun den første udgave med kort fra 1477, Bologna, trykt af Dominicus de Lapis, har udelukkende brugt den koniske projektion med sammenløbende meridianer og cirkulære breddeparalleller.
I den samme artikel, som nævnt ovenfor er der på side 19 drøftet forskellige versioner af Norden med Grønland placeret på forskellig måde.
Vi kan derfor her konkludere, at Nordens behandling gennemgik flere forskellige opdateringer og det var ikke alle, der bragte områder tættere på virkeligheden.
Da værket kom til Rom og blev det som nævnt oversat efter to eller flere forskellige manuskripter, og værket blev yderligere redigeret under oversættelsen og i alle de efterfølgende mange udgaver, hvorfor der efterhånden ikke var megen grund til videnskabelig kildekritik af værkerne.
De trykte udgaver er derfor at betragte som selvstændige værker, der bygger på en tidligere tradition, men som Ptolemæusværker i videnskabelig forstand har de ikke megen værdi.
[B/J p.52 + JM]
Jeg har nu omtalt værkets vandring fra antikken over Grækenland, Arabien til genopdagelsen i Konstantinopel. Jeg har omtalt, at der flere gange i det tidsforløb i Vesten har været referencer til Geographia, og værkets manuskripter og genopdagelsen i Konstantinopel. Hvorledes værket kom til Rom og blev oversat og var klar til massekopiering, da bogtrykkunsten blev opfundet.
Værket blev et af de allerførste faglitterære værker, der blev trykt. Den første trykte udgave fra 1475, Vicenza, var uden kortmateriale, men udgaven fra Bologna i 1477 havde fået de 26 regionale kort tegnet og trykt med. Og udgaven fra Rom i 1478 havde fået både verdenskortet og de 26 regionale kort med fra gruppe A, men allerede fra udgaven fra Firenze i 1482 var kortmængden forøget med nogle moderne kort til i alt 31 kort.
Samme år kom en tysk udgave i Ulm med træsnit og nu 32 kort, og i udgaver fra 1522 er man nået op på 50 kort, så nu er revisionerne ret gennemgående, og Ptolemæus' grundarbejde fortoner sig, mens hans projektioner opretholdes delvis. Her tænkes især på Nicolaus Germanus-projektionen.
De enkelte trykte kort kan ses i Nordenskiölds Facsimileatlas og i end el reproducerede udgaver af Geographia.
Nils Erik Adolf Nordenskiöld spillede omkring år 1900 en central rolle i kartografihistorien, og jeg har i en artikel set hans livs karriere karakteriseret som tredelt: geolog, opdagelsesrejsende og kartograf.
Efter manuskripterne vil jeg kort gennemgå de trykte udgaver af Ptolemæsværket og herunder komme ind på KBs beholdning af tidlige udgaver af disse.
KBs værker til Ptolemæus
KB ejer flere betydelige eksemplarer med relationer til Ptolemæus. Jeg vil nævne et par enkelte. Fragmentet har jeg omtalt tidligere.
KBs TRYKTE PTOLEMÆUSUDGAVER FØR 1500
De viste titler er overført fra bibliotekets registrering, derfor er nogle lidt fyldige med forfatternavn inkluderet.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata
KB ejer et eksemplar af førsteudgaven på latin fra 1475, trykt i Vicenza af Hermanus Levilapis eller Herman Lichtenstein fra Kölln. Den første udgave var uden kort.
Placering Inc. Haun. nr. 3415; 16, 176.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata, et a Nicolao Germano edita
Udgivet i Ulm i 1482. Trykt hos Leonard Holl. Indeholder 32 træsnitskort.
Placering Inc. Haun., 3416 fol.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata, et a Nicolao Germano edita
Andet eksemplar. Udgivet i Ulm i 1482. Trykt hos Leonard Holl. Indeholder 32 træsnitskort.
Placering Inc. Haun., 3417 fol.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata, et a Nicolao Germano edita
Det tredje eksemplar af 1482-udgaven trykt Leonard Holli Ulm med 32 træsnitskort.
Denne udgave blev grundlag for den lettere reviderede 1486-udgave.
Placering Inc. Haun. nr. 3418; 16, 176.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata, et a Nicolao Germano edita. Registrum. De locis et mirabilibus mundi
Et eksemplar af Cosmographia, trykt i Ulm af Johan Reger i 1486.
Det er en udgave med 32 træsnitskort og i alt på 204 blade.
Placering Inc. Haun. nr. 3419 fol. 16, 177.
Omtalt i På papir, pergament og palmeblade, side 165, og verdenskortet er vist side 176.
Behandlet i Imago Mundi, Vol. 54, 2002, pp. 7-18 af Margriet Hoogvliet: "The Medieval Texts of the 1486 Ptolemy Edition by Johann Reger of Ulm".
Udgaven er særlig interessant, fordi den indeholder et indeks til Ptolemæus, her benævnt Registrum. Dette meget tidlige register er kun sorteret ind efter første bogstav, hvilket er et af kendetegnene for meget tidlige registre. Se eksemplet fra artiklens side 12.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata, et a Nicolao Germano edita. Registrum. De locis et mirabilibus mundi
Tysk udgave udkommet i Ulm i 1486 ved trykker Johann Reger med 32 træsnitkort. tekstdelen er mere omfattende end i 1482-udgaven, og kortmassen er også revideret lidt.
Placering Inc. Haun., 3420 fol.
l
Cosmographia, a Jacobo Angelo translata. Registrum. De locis et mirabilibus mundi
Et eksemplar af 1490-udgaven, trykt af Peter Torre = Petrus de Turre i Rom:
Placering Inc. Haun. nr. 3421; 16, 177.
Denne udgave er solgt her i december måned i New York for 122.500,- US dollars eller 616.000 kr.
FRA 1500-TALLET HAR BIBLIOTEKET BL.A.:
l
Geographia, p. 1-2, Claudii Ptolemæi
Udgivet Argentina i 1513 (Dvs. Strassburg). Latin tekst. Note i registreringen:
"Kun Pars II, der omfatter Atlas'et, er bevaret i Billiothekets Exemplar, og rimeligvis er heller ikke dette hell fuldstændigt."
Denne udgave fik 47 træsnitskort, heraf var de 27 de oprindelige, og dertil kom 20 samtidskort. Redaktøren her var Martin Waldseemüller, og her forekommer det betydende kort over Tabula Terra Nova.
Placering Fol. max. Kl. 42503.
l
Cl. Ptolemæi De Geographia Libri VIII, summa cum vigilantia excusi
Udgivet i Basel i 1533. Det er den første udgave med den græske tekst indsat, men ingen kort, og den første udgave i mindre størrelse (kvart mod folio).
Placering 73:1, 399, 01055, S-1977.
l
Cl. Ptolemæi Alexandrini philosophi et mathematici præstantissimi libri VIII. de Geographia è Græco denuo traducti, nominibus Græcis è regione appositis, atque in indicem quam locupletissimum redactis numquam antea uisa commoditate simili, Joannis Noviomagi opera
Udgivet i Coloniae (= Kölln) i 1540. Oversat fra græsk til latin af Joannes Noviomagus = Johann Bronchorst. Udgaven indeholder ikke kort.
Placering 8° Kl. 42520.
l
Cl. Ptolemæi de Geographia, libri VIII, e Græco traducti, opera Joh. Noviomagi
Udgivet i Kölln i 1540 som ovenstående. Jeg har ingen forklaring på titelforskellen, eller om der er tale om en anden udgave???
Placering 169:1, 340, 01719.
l
Geographia universalis, vetus et nova, complectens Claudii Ptolemæi Alexandrini enarrationis libros 8, Quorum primus noua translatione Pirckheimheri ... redditus est. ... Succedunt tabulæ Ptolemaice, opera Sebastiani Munsteri nouo paratæ modo
Udgivet i Basel i 1540. Trykt hos Henricus Petrus og udgivet ved Sebastian Münster med 48 træsnitskort, hvor navnestoffet blev påtrykt efterfølgende med metaltyper. Vanskeligt at skelne denne udgaves kort fra optrykket, der udkom to år senere med små variationer.
Note i registreringen, der viser sambinding med noget af Ptolemæus' stjernelitteratur.
Placering Kl. 42512.
l
Cl. Ptolemæi De Geographia Libri VIII, summa cum vigilantia excusi
Udgivet i Paris i 1546. Denne udgave blev redigeret af Desiderius Erasmus (Rotterdam), 1469-1536. Udgaven har ingen kort.
Placering 73:1, 399, 01056.
l
Cl. Ptolemæi Geographia, olim a Bilibaldo Pirckheimherio translata, nunc ad pristinam veritatem redacta a Jos. Moletio, Addita in Imum et VIImum librum eiusdem commentaria
Udgivet Venedig 1562. Som bemærket i titlen er det oversættelsen af Bilbard Pickheymer med 64 kobberstukne kort og anført med bog I til VII med tillæg, hvilket måske betyder, at Bog VIII er fordelt på Bog II-VII. Latin tekst.
Placering 73: 1, 399.
l
Geographia Cl. Ptolemæei Alexandrini olim a Bilibaldo Pirckheimherio translata, at nunc multis codicibus græcis collata pluribusque in locis ad pristinam ueritatem redacta a Josepho Moletio Mathematics, adsunt LXIII tabulae XXVII nempe antiquæ et reliquæ nouæ quæ totam continent terram, nostræ ac Ptolemæi ætati cognitane, Typisque oneis excussæ, addita sunt in primum et septimum librum amplissima eiusdem commentaria quibus omnia, quæ ad Geographiam attinent et quæ prætermissa sunt a Ptolemæodeclarantur: atque nominibus antiquis regionum civitatum, oppidorum, montium, sylvarum, fluuiorum, lacuum cæterorum que locorum, apposita sunt recentiora
Udgivet Venedig 1562. Oversættelsen af Bilbard Pickheymer. Latin tekst.
Placering 4° Kl. 42531.
l
Jo. Ant. Magini Geographiæ tum veteris, tum novæ, volumina duo, in quorum priore Cl. Ptolemæi Geographicæ enarrationis libri VIII, quorum Imus commentariis uberrimis illustratur, in posteriore ejusdem Ptolemaei antiqui orbis Tabulæ XXVII, quibus accedunt XXXVII recentiores, c. earund. explicationibus
Udgivet Arnheim i 1617. Det er en genbrugsudgave med 64 kobberstikkort. Udkom første gang i 1596,1597 og 1608. Latinsk tekst. Kvart-størrelse. Tyrkt hos Johannes Janssonius.
Placering 73:1, 400.
Distancer
Der er brug for et distancemål, når klodens størrelse skal beregnes. Mange af de oplysninger, som de rejsende videregav, har været udtrykt i retning og distance.
Stadier
Den mest anvendte enhed i beregningerne var en stadie, der som vores enheder var af forskellig længde, efter hvilket tidsrum og hvilken nation der anvendte den. I de værker, jeg har konsulteret, er der i de fleste omregninger brugt en stadie på 185 meter, og der gik 500 stadier til en grad, hvilket vil give et meridianminut på 1542 meter, hvor vi i dag regner 1852 meter. Her er en af årsagerne til de forkerte proportioner.
Romersk mil
På større afstande blev den romerske mil på 1,48 kilometer anvendt, normalt omregnet fra 8 stadier. En anden årsag til afvigende afstande kan ligge i, at den attiske stadie, som Eratosthenes anvendte, var meget længere, og derfor gav andre resultater.
Døgnsejlads
Ved sørejser kunne distancen hjembragt være i dagsrejser, som det fx er i den bedst kendte periplus for Periplus Maris Erythraei = Sejladshåndbog for Det Røde Hav inklusive Det Indiske Ocean. Enheden var naturligt højst unøjagtig og afhængig af vejr og vind.
Schoinos
Når de rejsende kom hjem med rapporter fra Ægypten, havde de målt afstande i schoinos, der blev sat til 30 stadier eller 5,55 kilometer.
Parasanger
Havde den rejsende været i Persien og omegn blev distancerne aflagt i parasanger, der var cirka af samme længde som de ægyptiske schoinos.
Strabon har nævnt, at han har rapporter efter hvilken en parasang skulle være lig med 60, 40 eller 30 stadier, hvilket gør størrelsen noget vanskelig at fastsætte.
Parasanger kan ofte ses som et af distancemålene på langt yngre hollandske kort.
[B/J p.14 + 22 + 27]
Retninger
Retninger bliver angivet i forhold til verdenshjørnerne, men disse ligger ikke så fast, som vi er vant til. Nord og syd er præcise, men øst og vest blev set i forhold til solens op- og nedgangspunkt, og da disse ændrer sig med årets gang og observatørens bredde, så er det en ikke-præcis angivelse.
Ved jævndøgn står solen op for en observatør på ækvator op i ret øst, mens den ved solhverv står op ca. 24 grader nord eller syd for ækvator. Jo højere man kommer i bredde, jo større bliver vinklen mellem øst og opgangspunktet.
Ptolemæus skelnede ikke altid mellem disse bredder, men anvendte som udgangspunkt bredden for Rhodos, der blev anset som et meget centralt sted, og vinklen for det, der kaldtes sommer- og vinteropgangsretning, er derfor oftest 30 grader fra ret øst.
Yderligere retningsangivelser kunne være efter vindretningsskemaet i kartografihistorien del 1.
[B/J p.15]
Da de aktuelle oplysninger til Ptolemæus kom fra romerske soldater og kolonier, så skulle han oversætte oplysningerne til græsk, før de kom ind i hans værk. Herunder opstod der en del fejl, og de kan af filologerne spores i den græske tekst, og anvendes som bevis på, at der lå latinske kilder til grund for manuskripterne.
Det påpeges også i [SCHÜTTE, p.32], at byerne i de oprindelige kort var inddelt med forskellig signatur for byer fastlagt ved observationer og byer placeret efter bestik. Observerede byer havde signatur med tårn og et kors som astronomimærke, gruppe to havde borgmur og en prik som astronomimærke, og gruppe tre havde kun en prik. Gruppe et er af Ptolemæus benyttet til observationer af den længste sommerdags lyse timer.
Af mindre detaljer for at adskille størrelse på kortene er benyttelsen af store og små bogstaver, af stavemåder og af gentagelser. Af sikre fejlkilder kan Schütte påpege, at toleddede latinske navne som fx "byen over bjergene" på græsk bliver anbragt som to forskellige steder, fordi adjektiv og substantiv adskilles og betydningen er gået tabt ved oversættelsen til græsk.
TABULA PEUTINGERIANA
Peutingerkortet er et romersk vejkort, oprindeligt tegnet i et af de første århundrede e.Kr., revideret nogle gange inden dets endelige form i 400-tallet, men kendes nu kun efter en kopiering fra 1200-tallet, hvor en munk i Colmar aftegnede det fra den original, som nu er forsvundet.
Kortet er næsten 7 meter lang og kun 34 cm højt.
[B/J p.31]
NOTITIA DIGNITATUM
Dokument fra 400-tallet, der beskriver titler og embeder i Det Romerske Rige for både øst og vest. Det forbinder også embederne med de regioner, hvorfra de blev bestridt. Dokumentet har således mange geografiske oplysninger og er brugt til i renæssancen og senere til at kontrollere Ptolemæusmanuskripter. Dokumentet blev opbevaret i Speyer domkirken så sent som 1542, men var forsvundet i 1672 og kendes i dag kun fra afskrifter fra 1500-tallet.
[SCHÜTTE, p.15]
MADABA-KORTET
I Madaba i Palæstina (Jordan) i St. Georgskirken. Det stammer fra midten af 500-tallet og viser Det Hellige Land. En del af mosaikken mangler.
PLINIUS DEN ÆLDRES NATURHISTORIE
Plinius levede år 23 til år 79 e.Kr., og han skrev værket Naturalis Historia, hvoraf kun dele er bevaret. Værket indeholder mange geografiske oplysninger.
En artikel om emnet af Lauri O. Th. Tudeer "On the Origin of the Maps Attached to Ptolemy's Geography", in: The Journal of Hellenic Studies, Vol. 37, 1917, pp. 62-76, findes på JSTOR.
Der er en del forskningsprojekter, der har afprøvet nøjagtighed og navnestof m.m. ved overførsel af Ptolemæiske data til moderne rammer. Fx
Angeliki Tsorlini: "Higher order systematic effect in Ptolemy's Geographia coordinate description of Iberia", publiceret i e-Perimetron, Vol. 4, No. 2, 2009, pp.117-130, der findes som pdf på http://www.e-perimetron.org/Vol_4_2/Tsorlini_.pdf
En tilsvarende for det græske område findes af samme forfattere et al. på http://www.e-perimetron.org/Vol_3_1/Livieratos_et_al.pdf
I disse projekter er positioner fra Geographia overført til nyt datum, og ved sammenligning har forfatterne fundet de generelle fejlkoefficienter fra Ptolemæus til i dag.
Se også senere om Skotlands drejning.
Den formelle nøjagtighed, som udtages af tabellerne, er på helt ned til 5', hvilket i dag svarer til 5x1852 = ca. 10 km. Men den reelle nøjagtighed er noget mindre, og det er der også skrevet afhandlinger om, hvor man fx på Den Iberiske Halvø kan se, isolinjer for hhv. bredde- og længdeforskellen til i dag. Da netop Spanien var et af de lande, som romerne havde ganske godt styr på, så finder vi kun en breddefejl på omkring to grader, mens længdefejlene kan blive dobbelt så store.
Et eksempel på forsøg på at kontrollere Ptolemæuskort for præcision fra [SCHÜTTE, plade III]
Den beboelige del af verden
Både Marinus og Ptolemæus beregnede den beboelige del af verden, oikumenen, til at dække 87 breddegrader fra 63 ° N til 24 ° S bredde. På længdeaksen udstrakte Marinus verden til 15 timer eller 225 grader, men Ptolemæus forkortede længden til 180 grader på den lille jordstørrelse.
Og det er dette udsnit af verden, som aftegnes på kortene. Resten er terra incognita, ukendt land. Ved senere renæssancerevisioner kom mere land til, og man kan møde en anakronisme som Ptolemæuskortet over den Nye verden fra 1524. Ikke sært folk forvirres.
Uden for den beboelige del af verden lå det ukendte land. I det Indiske Ocean havde man på Ptolemæus' tid rejseberetninger, så man vidste, det kunne befares også over ækvator, men i den mørke middelalder i Europa havde man længe opfattelsen af, at der var for varmt, og omkring ækvator var der i TO-kortene med Climata-grænser skrevet Terra Perusta = det afsvedne forbrændte land. Her formodede man ikke at folk kunne leve. Der var her en tydelig tilbagegang, indtil renæssancen.
Hvordan blev positionerne så fastlagt på kortet
Der blev ved inddelingen af verden brugt flere referencesystemer. Ptolemæus angav positionerne i grader, men enkelte steder i stedet i bredder ud fra dagens længde og længder ud fra timer øst for nulmeridianen.
[HISTORY. 1, p.184]
Tegnede breddeparalleller
Ptolemæus beregnede 33 breddeparalleller på den nordlige halvkugle, begyndende med ækvator, og den næste placeret ved 4,5 °r N, hvor dagens længde var 12,25 timer. Den gik gennem Taprobane. Den nordligste breddeparallel, der skulle tegnes var gennem ca. 66 grader 10' N med en dagslængde på 24 timer - altså polarcirklen. Den sidste bredde gennem det beboelige land gik på 64,5 ° og norden for parallel 20, der gik gennem Thule på 63 ° N med en dag på 20 timer.
Ptolemæus brugte i udstrakt grad nogle faste breddeparalleller gennem betydende punkter. I alt var der 21, der skulle tegnes, idet de også blev benyttet i udregningerne ved konstruktionen af kortene. De 21 nord for ækvator er:
4° 30' N, hvor længste dags lyse periode er 12:15 timer
8° 25' N, længste dag 12:30 timer
12° 30' N, længste dag 12:45 timer
16° 25' N, længste dag 13:00 timer, gennem Meroe
20° 15' N, længste dag 13:15 timer
23° 50' N, længste dag 13:30 timer, på sommervendekredsen, gennem Soene / Assuan
27° 10' N, længste dag 13:45 timer
30° 30' N, længste dag 14:00 timer
33° 20' N, længste dag 14:15 timer
36° 00' N, længste dag 14:30 timer, gennem Rhodos
38° 35' N, længste dag 14:45 timer
40° 55' N, længste dag 15:00 timer
43° 05' N, længste dag 15:15 timer
45° 00' N, længste dag 15:30 timer, fra nu af halve timers interval
48° 30' N, længste dag 16:00 timer
51° 30' N, længste dag 16:30 timer
54° 00' N, længste dag 17:00 timer
56° 00' N, længste dag 17:30 timer
58° 00' N, længste dag 18:00 timer
61° 00' N, længste dag 19:00 timer
63° 00' N, længste dag 20:00 timer, gennem Thule og grænsen for økumenen
Samt de to syd for ækvator:
08° 25' S, længste dag 12:30 timer, gennem Kap Rhapton og Kattigara
16° 25' S, længste dag 13:00 timer, gennem Anti-Meroe
Grænsen for økumenen mod syd gik gennem 16 ° 25' S, ved parallellen for Anti-Meroe, og projektionerne var ikke indrettet til at gå længere ned, selv om tegningen fortsætter lidt sydligere i det ukendte land. Punktet ved de 24 grader var Kap Prassum eller Prason, hvor Afrikas tænkte landtange drejede mod øst for at forbinde sig med SE-Asien.
[B/J p.84f samt p.110]
Listen blev nødt til senere at blive forlænget mod nord, som jeg skal vise eksempel på hos Olaus Magnus senere.
Længden
Længdeberegningen var umulig for almindelige mennesker, og derfor kom distancerne for rejserne retur til Ptolemæus og de andre geografer som stort set estimerede tal. Det gjorde, at Ptolemæus beregnede Middelhavets og den kendte verdens længde øst-vest alt for stor med cirka 25 %, og da han jo samtidig gjorde hele jorden cirka 17 % for lille, så kom længderne fra 0° til 180° til at dække fra Canarieøerne til Kina, hvor der i virkeligheden kun er tale om 130°.
Fastlæggelsen af længdeforskellen mellem to steder kunne kun konstateres ved at iagttage fx en måneformørkelse på begge steder, men uden ure og hurtig kommunikation var det stadig en vanskelig sag.
[B/J p.29]
Førstemeridianen
Førstemeridianen har gennem historien været anbragt mange forskellige steder, som det fører for vidt i dag at komme ind på. Jeg må henvise til en artikel herom på min hjemmeside, hvor der også er en om bredder og længder. På den tid, vi taler om, var det normalt at benytte Canarieøerne til førstemeridian og derfra tælle østover hele vejen rundt om kloden.
Før Ptolemæus havde der også været anvendt Rhodos og Alexandria, men Ptolemæus havde så valgt at bruge det vestligste kendte land, så der kun skulle regnes med et fortegn rundt om jorden.
Climata
En breddeinddeling ud fra klimaforhold forekommer noget løs i det, men definitionen er ikke så løs endda. Climater blev brugt af Ptolemæus' forgængere, og de opdelte den kendte verden i 7 climater, der var defineret ud fra dagens længde, som blev målt med en skyggepind, hvis længde og skyggelængde de målte opstillet forskellige steder. Man gik ud fra, at klimaet var nogenlunde der samme, når dagens længde var det.
Ptolemæus lagde ud med 8 climata, men reducerede senere i sit værk antallet til syv climata nummereret fra syd til nord. Der er to kolde zoner, to tempererede zoner, to tropiske zoner og i midten en tør zone, der var placeret mellem 12° N og 12°. S efter Posidonius' model. Hver Climata lå på begge sider af deres middelparallel, og disse var alle blandt de 21 definerede bredder.
[KEUNING, p.13]
De syv climata er gentagne gange aftegnet i middelalderkort, i T-O-kort og andre med religiøse dagsordner.
Men her interessante i deres ptolemæiske udgaver. Hvert climata var koblet til himmeltegn også, fx det nordligste, det syvende fra 47 en kvart grad og mod nord var koblet til månen og stjernetegnet Krebsen. Det sjette, fra 43° 20' til 47° 15' var sat i Merkus tegn og stjernebilledet Tvillingerne og Jomfruen.
Navnestof på kortene og relationer til stjerner og guder
I en engelsk undersøgelse har det vist sig, at 55 % af navnene kan anbringes med sikkerhed i moderne ækvivalenter, 14 % er så godt som sikre, 15 % er sandsynligvis sikre, og kun 16 % kan ikke identificeres.
Man har også gjort statistik på talangivelserne for bredde-længde. Her er over halvdelen givet med en halv grads nøjagtighed, mens yderligere 25 % er givet med tredjedels grads nøjagtighed, hvorfor det ved identifikationen kan regnes med, at fejlene ligger inden for en halv grad i det nordeuropæiske område.
[Strang, p.19]
I de lange lister over geografiske elementer, er der nogle hundrede af de vigtigste byer, der ikke alene er afsat med br/lgdr, men også med bredde udtrykt i dagens længde og længden udtrykt i timeforskel til Alexandria i jævndøgnstimer.
[B/J p.19]
Der er en del navne, der går igen i al litteratur om den tids verdensbillede. Det er steder som Rhodos, den centrale position for astronomiske sammenhænge med geografien, fordi der herfra af bl.a. Hipparchos blev foretaget astronomiske observationer.
Syene, der på græsk staves Soene, og i dag er Assuan.
Meroe på 16° 25' N, Meroe ligger lige så lang syd for Syene som Alexandria ligger nord for, og er valgt for at kunne bruges i beregninger. Det sydligste punkt afsat på Nilen med br/lgdr.
Meroë ligger i dag i ruiner 6 km nord for Kabushia mellem Atbara og Khartoum, og altså i Sudan.
Prasum Promontorium = Anti-Meroe på S-halvkugle. Herfra drejer Afrikakysten mod øst for at nå Asien. Positionerne på denne sydlige kyst gives ikke i teksten til Geographia, men beskrives med ord. Bog 7, kap. 3, 5 og 7 samt i Bog 8, kap. 1.
[B/J p.22 n.]
Taprobane, vor tids Sri Lanka, der er det sydligste position som er afsat. Øen er gerne gjort 14 gange for stor.
Sera, er måske Peking.
Insulae Fortunatae - eller - Insulae Hesperides, egentligt bare landet mod vest set fra Grækenland, men mere specifikt anvendt om flere øgrupper og lande. Cape Verdeøerne er en af grupperne, men man kan godt finde navnet brugt om Azorerne, der dog ikke på det tidspunkt var opdaget.
Iflg. Plinius den Ældre blev også nogle af Canarieøerne kaldt Hesperiderne. Det var Lanzarote og Fuerteventura, mens de øvrige blev kaldt Fortunatae.
Thule. Romeren Gnaeus Julius Agricola havde med sin flåde mellem år 77 og 83 omsejlet England, og nord for Skotland havde de set en ø i det fjerne. Det var Mainland, den største ø i Orkneyøerne, men den blev rapporteret hjem som værende Thule, som Marinus anbragte på 66° N, mens Ptolemæus flyttede den til 63 grader, men den ligger på ca. 59° N.
De nævnte navne er særligt vigtige, fordi de har tilknytning til Ptolemæus' verdensopdeling og fastlæggelsen af bredde-længderne.
INDEKS TILFØJES I 1486-UDGAVEN FRA JOHANN REGER FRA ULM
I Nicolaus Germanicus tredje redaktion blev der foruden Ptolemæus' tekst fra Geographia, også medtrykt et udarbejdet indeks til værket. Se eksempel. Desuden blev også et værk om verdens mærkværdigheder, dvs. mennesker med et øje etc., trykt med. Det betegnes som ret væsentligt, fordi det viser, at sammen med middelalderens religiøst relaterede kort med sagn og historier indtegnet, så kunne man anerkender også Ptolemæus' videnskabelige og nøgterne tekst, så tiden var ikke enten til TO-kort eller til videnskabelige kort.
[Hoogvliet, p.14]
Norden er for os specielt interessant. Det er fra Claudius Clavus' manuskriptkort, man i Syden har fået kendskab til Norden. Kortet, der kaldes Nancy Codexen og er fra 1427, har oplysningerne om Norden. Disse oplysninger smittede af på næsten alle senere udgaver.
[Baggrund]
Claudius Clavus-kortet over det nordlige Europa blev allerede i 1428 tilføjet den første renæssancerevision af værket i Frankrig ved kardinal Guillaume Fillastres, 1348-1428, medvirken. Det lykkedes Fillastre at få manuskriptet, der var uden kort, ud af Firenze og fik det i 1418 ført til det bibliotek, han havde grundlagt i Reims, hvor det angiveligt skulle befinde sig endnu.
[Hoogvliet, IM, Vol. 54, 2002, p.8; Wiki: Fillastre]
Disse kort blev tegnet på en modificeret Marinus-projektion, dvs. med ækvidistante meridianer.
[IM, Vol. X, 1953, p.18 A Circular Map in a Ptolemaic MS, af Heinrich Winter]
Norden er kommet med på de ptolemæiske kort tidligt. Ptolemæus har haft kendskab til den romerske ekspedition til området i år 5 e.Kr., hvorfra en del oplysninger hos de romerske historikere stammer. Her nåede romerne ikke længere end til Skagen, nogle mener til Lillebælt, og derfor er Østersøens sydlige grænse til Mecklenborg-Pommern blevet en lige streg, der i Ptolemæustabellerne er anført med samme bredde for alle flodudløbene. Først efter Vistulaflodens udløb drejer kysten mod nordøst op i Østersøen.
En anden kilde til Østersøens geografi havde Ptolemæus fra den romerske ravvej, der gik gennem Germania op direkte over land op til Østersøens kyster. Herfra var der livlig forbindelse til Rom gennem lange perioder.
Øen Skandia, der er den skandinaviske halvø, er gerne blank for navne, og man har ikke vidst meget om den. Den kan ligge forskelligt i forhold til Kimbriai og de tre små øer, der menes at være dele af Thy opdelt i enkeltøer, eller måske bare se sådan ud fra en lav båd til søs, hvor kun klitterne har stukket op.
På Skania skulle der være nævnt otte folkestammer, men arealet er for lille, og navnene er udeladt.
[Schütte p.134]
Plinius var i øvrigt klar over, at Skandinavien var en halvø, men det bliver ikke omsat til kortet. Plinius nævner Dovrefjeldet og Kølen i Norge.
I Danmark er navnestoffet mest stammebenævnelser, byer og floder og bjerge mangler naturligvis.
[Baggrund]
De romerske ekspeditioner og felttog, der var foretaget, og som har afstedkommet rapporter hjem til vidensbaserne er:
Omkring år 0 Tacitus' værk Germania, kap. 41.
År 5. Tiberius oprettede lejr ved den nedre Elbens bredder og den romerske flåde besøger den jyske halvø og runder Skagen. Både Strabon, Bog VII, kap. 293, Vellejus Paterculus i sin Historia Romana fra år 20 e.Kr. og Plinius i Naturhistorien fra år 77 (II, 167, III, 6 og IV, 96) har omtalt den begivenhed eller området.
Mellem år 54 og år 68 bliver den faste ravvej til Østersøen etableret ved aftaler med stammefolk. Det nævner Plinius d.æ.
Hvis man ser på de regionale kort over De Britiske Øer og Danmark er det tydeligt, at de er fortegnet og begge hælder betydeligt mod øst. Mig bekendt har ingen for de danske områder analyseret årsagerne eller oprindelsen til denne hældning, men det kan være af interesse at nævne en engelsk undersøgelse af forholdet.
I en artikel i tidsskriftet Britannia, der bringer artikler om romersk tid i England, fra Vol. 28, 1997 af Alastair Strang: Explaining Ptolemy's Roman Britain, har forfatteren forsøgt at tilpasse det vanskabte rige, så stednavnene bedst muligt kunne identificeres med nutidige stednavne.
For det første har han ikke fundet noget spor af, hvornår, hvordan eller hvorfor især Skotland er drejet til øst-vest i stedet for at beholde sin nord-syd-retning.
Han finder derefter først, at der i samme kort er tale om to gradnet.
Det sydligste når op til omkring York og nord om Wales og har længder fra 14 til 22 grader.
Det nordligste net har længder fra 15 til 31, hvilket er omtrent dobbelt så tætte længder, hvilket jo ikke svarer til breddeforøgelsen.
Man kan altså ikke være sikker på, at positioner i samme kort er afsat med ensartet koordinatsystem.
Breddegraden er holdt konstant på 62,5 romerske mil, mens længdegraden i det sydlige England er 41,67 romerske mil, mens Irland og Skotlands længdegrad er på 25,8 romerske mil.
En romersk mil kan sættes til 1.480 meter.
Dernæst har Ptolemæus haft et udfyldningsproblem ved at landet er drejet, da der jo på vestsiden fremkommer nogle radielle trekanter, som han har skullet fylde ud. Dem må forfatteren forsøge at lokalisere og under sin drejning tilbage til den korrekte vinkel med N-S udgår de af kortet. Det første omdrejningspunkt er ved long Melford omkring Colchester, der netop er Englands ældste by, grundlagt af romerne som Camulodunum i år 77 og beskrevet hos Plinius d.æ.
Men drejningen her på ca. 20 grader er ikke nok. Den bringer kun England på plads. Derefter skal Skotland fra et nyt drejepunkt ved Wearmouth. Det er lige uden for Newcastle, og et kendt sted fra Bedes tid, hvor et af de tidlige klostre lå her. Herfra skal landet nord for drejes yderligere 70 grader, og til sidst skal øerne som Thule placeres individuelt.
Med de store landområder på plads kan man begynde at se på Ptolemæus' stednavne og se, om de er placeret over steder, der kan forbindes med de græske eller latinske navne.
Det ses, at arbejdet med at skal vi sige gøre kortene brugelige er tidskrævende og besværligt og giver rige muligheder for at diskutere enkeltheder i generationer.
[HIST] Den mest dybdegående behandling for et overblik er i det nye flerbindsværk The History of Cartography, ed. D. Woodward. Volume 1 og 3.1. Fra Vol. 1 er det især:
[Dilke] O.A.W. Dilke: 11 - "The Culmination of Greek Cartography in Ptolemy",
og i Vol. 3.1 er det
[Dalché] Patrick Gautier Dalché: "The History of Renaissance Cartography: Interpretive Essays".
[B/J] Af nyere litteratur har jeg læst J. Lennart Berggren & Alexander Jones: Ptolemy's Geography: An Annotated Translation of the Theoretical Chapters, Princeton UP, 2000.
[Bramsen] Bo Bramsen: Gamle Danmarkskort, Grønholt Pedersens Forlag, 1965. Heri en oversigt over danske forhold på Ptolemæuskort.
[Campbell] Tony Campbell: The Earliest Printed Maps 1472-1500, BL., 1987.
[Clavus] Om Nordens første indsættelse har jeg brugt bogen Fynboen Claudius Claussøn Swart af Anthon Bjørnbo og Carl S. Petersen, Kgl. Vidensk. Selsk., 1904.
[Diller] Om de tre ældste mss. artikel af Aubrey Diller: "The Oldest Manuscripts of Ptolemaic Maps". In: Transactions and Proceedings of the American Philological Association, Vol. 71, 1940, pp. 62-67.
[HYDE] Walter Woodburn Hyde anmeldelse af J. Fischers "Claudii Ptolomaei Geographiae Codex Urbinas Graecus 82", in The American Historical Review, Vol. 38, No. 4, July, 1933, pp. 726-727.
I Imago Mundi er der flere artikler om Ptolemæus-emnerne:
[Winter] Heinrich Winter:"A circular map in a Ptolemaic MS.", Vol. X, 1953, p.15ff.
[Keuning] Johannes Keuning: "The History of Geographical Map Projections until 1600", Vol. 12, 1955.
[Lelgemann] Om målingen af meridianlængden, se Dieter Lelgemann: "On the Ancient Determination of the Meridian Arc Length by Eratosthenes of Kyrene", Workshop - History of Surveying and Measurement, Athens, 22-27/5 2004 (netversion).
[Norden] Nordenskiölds Facsimile Atlas, 1889, eller dens engelske genudgivelse fra 1973. Især plade V, dobbeltopslaget Tabula Qvarta Europe med Danmark efter udgaven Rom 1490. Samt plade XXX med Norden fra Warszawa MS fra c. 1467, hvor Sjælland og Fyn forekommer.
[Nunn] George E. Nunn anmeldte J. Fischers bog "Claudii Ptolemaei Geographia: Codex Urbinas Graecus 82", in: Geographical Review, Vol. 24, No. 3, July , 1934, pp.516-518.
[Nørlund] Om romerske mål, se bl.a. N. E. Nørlund: De gamle danske Længdeenheder, Munksgaard, 1944. Det Kgl. D. Videnskab. Selsk. Skriftrække.
[Schütte] Specielt om filologiske problemer har jeg benyttet: Gudmund Schütte: Ptolemy's Maps of Northern Europe, Royal Geog. Soc., 1917.
[Strang] Om dannelsen af landområderne se: Alastair Strang: "Explaining Ptolemy's Roman Britain" i Britannia, Vol. 28, 1997, pp. 1-30.
[Tooley] En del af de lidt senere udgaver og specielt Antoine Lafrère / Antoni Lafreris kort er omtalt i R.V. Tooley: "Maps in Italian Atlases of the Sixteenth Century", Imago Mundi III, 1939.
[Tudeer] Om oprindelsen af de første kort til Ptolemæus har jeg læst: Lauri O.Th. Tudeer: "On the Origin of the Maps Attached to Ptolemy's Geography". In The Journal of Hellenic Studies, Vol. 37, 1917, pp.62-76.
[Wolkenhauer] Foruden oversigterne i Tooley har jeg til ordningen af de tidlige kort benyttet W. Wolkenhauer: Leitfaden zur Geschichte der kartographie, Ferdinand Hirt, Breslau, 1895.
De sædvanlige: Bagrow, R.A. Skelton, Lloyd A. Brown, R.V. Tooley m.fl. har alle oplysninger om Ptolemæus i deres forskellige værker.
AF DE REPRODUCEREDE UDGAVER AF PTOLEMÆUSVÆRKER har jeg gennemset følgende for særligt iøjnefaldende karakteristika på kort og i tekst:
Cosmographia, Bologna 1477.
Introduktion ved R. A. Skelton, reproduceret Amsterdam 1963. Placering ICH Ptol, store formater
Projektion 1 og 2 er i meget ringe streg. Grader som øvrige.
Verdenskort er lukket i bunden af Indiske Ocean. Dyrekredsen indsat Eneste. Vinde rundt om, 21 paralleller og lyse timer til venstre.
Tabula IV med Danmark er ikke beskåret i toppen. Danmark sidder på Germaniakortet og mangler toppen. Skandiaøen med fire stammenavne. Meget speciel havbølgesignatur.
Cosmographia, Rom 1478.
Introduktion ved R. A. Skelton, reproduceret Amsterdam 1966. Placering ICH Ptol, store formater
Projektion 1 og 2 er i meget ringe streg. Grader som øvrige.
Verdenskort er lukket i bunden af Indiske Ocean. Ingen vinde rundt om. Climater og 21 paralleller til venstre og grader til højre.
Tabula IV med Danmark er ikke beskåret i toppen. Danmark sidder på Germaniakortet og mangler toppen. Skandiaøen med fire stammenavne. Østersøens sydkyst er en lige linje.
Cosmographia, Ulm 1482.
Introduktion ved R. A. Skelton, reproduceret Amsterdam 1963. Placering ICH Ptol, store formater
Kortmaterialet er træsnit projektion 1 og 2 er i dårligere streg end 1511-udgaven.
Verdenskort er lukket i bunden af Indiske Ocean. Vinde rundt om, 21 paralleller til venstre.
Tabula IV med Danmark er beskåret i toppen. Norden med paralleller, bredder og lyse timer.
Skandia en ø med fem stammenavne. I teksten er gradtallene angivet med fx 16 ½ 1/3, 1/12 etc.
På et efterfølgende kort over Skandinavien er Sjælland, Fyn, Lolland etc. med, men det første Danmarkskort er stadig den "gamle" model.
Geographia, Venedig 1511.
Introduktion ved R. A. Skelton, reproduceret Amsterdam 1969. Placering ICH Ptol, store formater
Kortmaterialet er træsnit på 15 falsede kort og med 92 blade tekst.
I indledningen PRIMVS Cap. XXIIII er projektion 1 tegnet i en god streg og to sider længere fremme er projektion 1 ligeledes tegnet.
Projektion nr. 3 er tegnet i Liber Octavus Cap. VI med linjer og cirkler omkring en klode. Udmærket til forevisning.
Plade 2 har kort over den beboelige del af verden med climater, 21 paralleller til venstre og til højre for kortet kun stjernetegn. Indiske Ocean er lukket op.
Tabula IV med Danmark er beskåret i toppen.
Efter det 12. Asienskort er der et verdenskort i herteform med adgang fra Atlanten til Indiske Ocean.
I teksten er gradtallene angivet med fx 16 ½ 1/3, 1/12 etc. (en halv, en tredjedel, en tolvtedel)
Geographia, Strassburg 1513.
Introduktion ved R. A. Skelton, reproduceret Amsterdam 1966. Placering ICH Ptol, store form.lig.
Projektion 1 og 2 er gode, men 1511-udgaven er bedst.
Første kort er den beboelige verden. Dk er inden for rammen, men Indiske Ocean er ikke med nederst.
Vinde rundt om, 21 paralleller og lyse timer til venstre, grader til højre.
Tabula IV med Danmark er ikke beskåret i toppen og der er fire stammenavne på Skandia. Østersøens nordkyst er en lige linje.
Heri er et supplement med 20 kort Tabula moderne. Verdenskortet har Amerika med. Grønland stadig halvø på Skandinavien. Alle oceaner i forbindelse med hinanden.
Datia vist på Tabula Moderna sammen med England og med Germania, men på begge kort er Danmark beskåret. På Polen-Ungarn er vi med, men uden detaljer.
På kortet Tabula Moderna Norbegie et Cottie er Danmark med Sjælland og Fyn og de to gange Lolland og Falster.
På Afrikakortet er Kanarieøerne flyttet op fra 10 til 24 grader til forskel fra en del af de andre udgaver.
På min hjemmeside er der seks dokumenter om emnet. Der er givet link til teksterne ovenfor i oplægget.
1. en kort biografi af personen Ptolemæus,
2. en afdeling kartografihistorie, del 1, hvor vindene er listet,
3. en afdeling kartografihistorie, del 2, fra antikken om værkets oprindelse, og
4. en opfølgning om genopdagelsen i middelalderen, del 6, hvor der er en liste over de tidligste trykte udgaver af Geographia,
5. en kort biografi om Olaus Magnus,
6. en kort biografi om Nordenskiöld.
Jørgen Marcussen Tidligere tekster i denne serie:
DEL ET Indledning Kort - kartografi Babylon Ægypten Grækenland Grækerne bliver videnskabelige