Kompasset

Kompassets historie - udvikling og former

Revideret 11. april 2016.

INDHOLD
  1. Definition
Ordet "kompas"
  2. Kompassets fremkomst
  3. Kompasrosen
  4. Magnetisme
  5. Kompasnålen
  6. Misvisning
  7. Kompastyper
  8. Nathus
  9. Deviation og korrigeringsmidler
10. Myndighedskrav
11. Kilder
12. Personoplysninger

Korte artikler om kompas og pejlskive er også i den maritime ordbog - indgang via hjemmesidens forside.

Definition

Et kompas er et retningsvisende instrument, der benyttet ved navigation. Det retningsgivende element kan være en magnet eller et gyroskop, eller det kan være retningsbestemte radiobølger eller en triangulering foretaget ud fra kendte referencer som ved satellitnavigation.
Som retningsnotation er i dag i næsten alle tilfælde benyttet et 360° system med nulpunkt mod et nordpunkt.

Ordet "kompas"
Ordets oprindelse behandles i det engelske sprog sammen for betydningerne "kompas" og "passer". Sidstnævnte særligt betydende en passer, der kan tegne cirkler, til forskel fra dividers, der bør bruges om kortpassere med to stikspidser.

Ordets oprindelige betydning, som kendes først fra Frankrig i 12. årh., var "mål, passer, cirkel" og senere i moderne fransk kom betydningen "kompas" til. En analog udvikling er påvist i de øvrige romanske sprog. Oprindelsen i det latinske var compassus = circinus: passer.
Betydningen "passer" er speciel for de romanske og engelske sprog, mens resten af de germanske sprog ikke har denne betydning, men kun "kompas"-betydningen.

[OED] behandler separat substantivet og verbet, men oprindelsen for begge klasser er tvivlsom: It is doubtful whether the n. is Common Romanic, and as yet uncertain whether the noun is derived from the verb, or the verb from the noun. If the noun was the origin, it would predicate a Latin type *compassus, f. com- together or intensive + ? passus step, pace; if the verb was the earlier, compassare would be ‘to pass or step together’ or ‘completely’, and *compassus, compasso, the action of doing so.

The early history of the senses of the noun is equally obscure: in Old French, ‘measure’, primarily perhaps ‘measure kept in walking together’, ‘artifice, subtilty’, and ‘pair of compasses’, appear all to be early senses; it is at present impossible to say whether the instrument took its name from ‘measuring’ or from ‘equal stepping’. ...

The later application to the Mariner's Compass, recognized in modern French, but chiefly developed in English and the Teut. languages, is also of obscure origin; it may easily have arisen out of the sense ‘circle’ or ‘circuit’, as showing the circle of the winds; but in German this sense appears to have been preceded by those of ‘gnomon’ and ‘sun-dial’, which may point in another direction.

The Greek name of the circinus or compasses [meant] to stride or walk with the legs apart, to stride, step, or pass over: it is not impossible that compassus and compassare may have been employed to render these words, and as [the Greek word] also meant the gnomon of a sun-dial, it is conceivable that this indicates the way in which compassus came to be used for dial, and mariner's compass. Ifølge Schück, Der Kompass er ordet "Kompass" første gang brugt om instrumentet på tysk grund i et dokument således citeret: Herr Staatsarchivar, Senatssekretär Dr. Hagedorn teilte mir schon Dezember 1906 freundlichst mit, dass im Hansischen Urkundebuch Bd. VIII S. 709 im Inventar eines i. J. 1460 von den Dänen gekaperten Danziger Schiffes auch "Kompasse" und "Segelsteine" (Magnetsteine) genannt sind;
[9747-II p.46] Ordet er også fundet i Hamburg på dokumenter fra 1435, men for disse er der tvivl om, hvorvidt der er tale om passere eller kompasser, der er tale om.

Fra England bringer Schück som første kendte omtale af kompas fra en inventarliste fra 6. oktober 1532 fra skibet VYENWYD [9747-II p.46].

Kompassets fremkomst

Kompasset tilsynekomst kendes ikke nøjagtigt, men der har været mange spekulationer om både dets udseende, og om hvem der først benyttede det. De fleste historikere anerkender i dag dog årstallet 1187 som værende datoen for første skriftlige vidnesbyrd om kompasset i Middelhavet. Hvorvidt kompasset er kommet til Vesten fra Kina er usikkert, men en mulighed. Det er også sandsynligt, at magnetens kraft blev opdaget flere steder uafhængigt af hinanden, og at den kan være blevet udnyttet til orienteringsformål flere steder uafhængigt af hinanden.

I mange bøger af både ældre og nyere dato findes fantasifulde legender om oprindelsen. En af de mest vedholdende og oftest citerede er om opfindelsen kan spores til en navngiven person i Amalfi i 1302, hvilket er intet belæg er for. Denne oplysninger viderebringes af bl.a. Abraham Ortelius og spillede i lang tid en rolle i faglitteraturen. Ligeledes er opdagelsen af misvisningens opdagelse tilskrevet bl.a. Sebastian Cabot i 1497. Tidspunktet er passende, men der er fra perioden andre observationer om samme opdagelse, hvorfor også misvisningens første konstatering må siges at være usikker.
[6830 p.98]

Kinesiske kilder
Der er kinesiske kilder beskrivendeindretninger, der kan pege i retning af et kompas fra omkring år 1000, men nogle af disse hentydninger er senere afskrevet som beskrivende mekaniske indretninger, der kan bibeholde en bestemt retning, men ikke selv søge N-retningen.

Det gælder således jesuittermissionæren Antoine Gaubil, 1689-1759, der i 1729 beskrev en sydorienteret "vognstyrer" anvendt af kinesiske rejsende¹⁾. Andre forfattere kunne senere tilføje, at instrumentet var formet som en menneskelignende figur med udstrakt arm pegende i sydretningen.
¹⁾ Værkets titel er Observations mathématiques, astronomiques, géographiques, chronologiques et phisiques, tirées des anciens livres chinois.

Tesen om magnetiske vognstyrere er afvist af Herbert Allen Giles, 1845-1935, der i hans Adversaria Sinica fra 1905 sandsynliggør, at instrumentet var en gearet mekanisme, der kunne bibeholde en bestemt retning under køretøjets bevægelser. Denne opfattelse blev yderligere underbygget af George Lanchester i 1947 i hans bog The Yellow Emperor's South-Pointing Chariot.

Det er dog stadigt sandsynligt, at der i Kina har været magnetiske indretninger, der via silkevejen er kommet til Vesten i begyndelsen af det 12. århundrede. Den mest indgående nyere behandling af emnet kan findes i Jospeh Needhams Science and Civilisation in China, vol. IV fra 1962. Han behandler også de landbaserede kompasser. Den første gang, der i Kina er beskrevet et søkompas - i henhold til Needham - er fra omkring 1111 e.Kr. og beskriver en begivenhed nogle år tidligere, hvor »skibenes navigatører i usigtbart vejr ser på den sydpegende nål«.
[JoN.vol34p415]

Kompassets fremkomst i Middelhavet
Det er tilstrækkeligt at notere, at kompasset før år 1200 kom i brug i Middelhavet, og hvorfra det i løbet af de følgende cirka hundrede år spredte sig til resten af Europa og Mellemøsten. De fleste vidnesbyrd om kompasset taler om magnetiseringen af jernnålene og mindre om kompasset udformning, men i begyndelsen havde det ikke en påsat rose, men bestod kun af en magnetnål, der enten var stukket i et strå eller fæstnet på et stykke træ, der kunne flyde, og lagt i vandfad.
Jeg har kun fundet et sted, hvor forfatteren til disse tidlige kompasser foreslår en lodret pind midt i vandkarret; denne skulle holde træstykket eller strået med magnetnålen fra at røre karrets sider. Ideen er fundet hos Jens Kusk Jensen, men han dokumenterer ingen kilder til ideen [9479p.49].

Så længe kompasnålen blev lagt i et vandfad og derefter opmagnetiseret, kunne nålen kun benyttes ganske kortvarigt, før den ville søge ud til fadets side og afvige i sin retningsorientering. Brugen af dette instrument var derfor alene at kontrollere vindretningen, og ud fra denne at sætte kursen, og så lade rorsmanden sørge for, at sejlene var fyldte på samme måde gennem tid.
[2625 p.22]

Foruden flydekompasserne blev der også tidligt konstrueret tørkompasser, hvor magnetnålen blev afbalanceret og ophængt på en pind, så nålen kunne dreje sig frit i det vandrette plan. I begyndelsen blev retningerne tegnet på kompaskassens bund. Det varede dog ikke længe, før man fandt på at tegne en "kompasrose" på papir og fæstne denne oven over kompasnålen, så rosen ville rotere med nålen, og man derved umiddelbart kunne aflæse alle retningerne over kompasset.
[TfS-1912-JK, p.357]

Kompaskassen, hvor pinden kunne sidde fast i bunden, og siderne kunne beskytte kompasrosen mod vindens virkning, blev standard for kompasserne. Kasserne var tidligst af træ, bl.a. blev buksbom anvendt mange steder, og det franske ord for kompas "bussole", kan være en afledning fra ordet for buksbomkassen.
[TfS-1912 p.359]

Nogle historikere har fremført ideen om, at kompasset i begyndelsen blev holdt skjult for at beskytte styrmandens særlige kunst samt for, at han kunne undgå beskyldninger om trolddom. De samme skribenter forbinder så dette med ordet "binnacle" - nathus på engelsk og "bittacle" på fransk og kommende fra latin "habitaculum" netop skyldes, at det var skjult i styrmandens lukaf. Jeg synes det lyder for kompliceret, og at det forudsætter, at styrmanden havde et lukaf. Endvidere har Oxford English Dictionary ikke noteret brugen af ordet på engelsk før år 1622, og i et citat fra 1627 skriver Capt. John Smith i Seaman's Gram. ii. 11: "A square box nailed together with woodden pinnes, called a Bittacle, and in it alwaies stands the Compasse". Her er det meget simpelt kun forklaret, at kompassets opbevaringssted er i nathuset, hvor det skal bruges.
[OED, MAY p.4]

Det er omkring år 1300, at kompasrosen kommer op at sidde på nålen. Der er en kilde fra 1380, hvor Leonardo da Buti skrev om kompasset, at "det består af et hjul af let papir, som drejer om sin tap, og nålen er fastgjort hertil".

Til landnavigation var de ældste kompasser monteret på solkompasser = solur, og det ældste, der findes, er dateret 1451 og fremstillet i Nürnberg.
[TfS-1912 p.363].

Kompassets skriftlige kilder
De første daterede kilder, hvor kompasset nævnes, er skrevet af Alexander Neckham. Hans to værker er skrevet efter hans ophold ved Paris' universitet i 1180'erne, og de udkom omkring 1187. Det første har titlen De utensilibus. Citatet lyder i oversættelse [min] fra den engelske i [JoN vol.34 p.414]: » Lad derfor ham, som foretrækker et veludrustet skib, ... også have en nål anbragt under en pil; thi nålen vil rotere, indtil nålens spids ser mod øst, og sømanden kan således fornemme, i hvilken retning han bør rejse, når Den lille Bjørn er skjult i dårligt vejr. « Det har været drøftet, om forfatteren ikke har skrevet forkert, så det i stedet for "nålens spids ser ..." skulle have været "pilens spids ser ...", men hensigten er klar: sømanden har en retningsgivende nål, der kan vejlede hans orientering. I Neckhams andet værk De naturis rerum = Om tingenes natur, beskrives i kapitel 98, side 183, brugen af et magnetelement, der skal stryges med magnetjern, inden det tages i brug, og citatet lyder således: » Endvidere kan søfolkene, når de sejler på havet, og vejret er skyet, og de ikke længere har fordelen af solens lys; eller når verden er svøbt i mørket fra nattens skygger, og de har mistet kendskabet til, hvilken del af kimingen skibets bov vender, anbringe nålen over magneten, som hvirvles rundt, indtil, når bevægelsen ophører, dens spids viser mod nord. « Dette afsnit i kilden tolker D. W. Waters: From his description in De Naturis Rerum it appears to have been used at sea only in foul weather, and then only for checking wind directions, as distinct from the ship's course.
[2625 p.22, 6166 p.49, 9747-II p.49, JoN.vol.34 p.414, MAY p.45]

Schück påpeger om samme citater, at det er ikke er afgjort, om der her er tale om vådkompasser eller om tørkompasser.
[9747-II p.50]

Det næste vidne er Guyot de Provins = Guy de Provins = Hugue de Bercy, der mellem 1205 og 1208 i et digt i sin La Biblebeskriver, hvorledes en magnetnål, der flyder på vand, kan benyttes til at vise nordretningen. Hans verselinjer lyder i min oversættelse efter både engelsk og tysk forlæg:

Der findes en stjerne, der er ubevægelig,
Og lodsen kan en kunst, der aldrig svigter,
Den findes i magnetens kraft,
En grim og brunlig sten,
Som altid tiltrækker jern,
Og som altid viser den rette vej.
Med denne sten, de gnider en nål,
Og den de sætter på et lident strå,
Langs midten af dette de sætter nålen,
Og strået holder den oppe i karrets vand,
Og dens ender sig drejer,
Mod denne stjerne så sikkert.
Når natten mørke er dybest,
Så stjerner og måne ej ses,
Så ser de på nålen ved et lys,
Og tro mig, om de nu ikke er sikre på,
At se nålen pege mod denne stjerne?
Sømandens rejse afhænger af denne kunst,
For at kunne holde den rette kurs,
Det er en kunst, der aldrig bedrager.

Efter Guyot Provins er der i 1200-tallet flere, der skriver om kompasset: kardinal Jacques de Vitry i 1218, og fra Østen Bailak fra Kibdjak (Kibdschak), der i 1242 har set et kompas, som han skriver om i 1282-1283, og endelig Krolowiz mellem 1252 og 1255. Bailaks fortælling er om et fad med en svømmende nål på et trækors.
[6166 p.48f, 6257 p.316, 9479 p.48, 9747-II p.49, MAY p.45]

I 1269 beskriver Peter Peregrinus fra Maricourt i sit brev Epistola de magnete et kompas, hvor magnetnålen er indelukket i en dåse, der flyder på vand og beregnet til brug for astronomer - iflg. Johannes Knudsen i [6257] også for søfolk - idet kompassets konstruktion er et retvisende kompas, da kompasrosen indstilles efter den retvisende N-S-retning, før det bruges, og brugsanvisningen oplyser om, hvorledes man tager azimuther til tidsudreging, og på dette grundlag mener Johs. Knudsen, at det er en tidsmåler til sømanden.

Men Maricourt beskriver også et tørkompas beregnet for søfarende, hvor magnetnålen er ophængt på en aksel, hvorom den kan rotere. Det var et tørkompas, og forfatteren tilføjer, at der kunne tages pejlinger over kompasset.
I brevet fortsætter han: "at magnetstenen findes hyppigst i de nordlige egne, og i alle dele af det Nordlige Hav, såsom Normandiet, Picardiet og Flandern, hvor sømændene fører den med sig."
[2625 p.23, 6257-II p.315, 7774 p.26]

Arabiske kilder
Fra den arabiske verden er der også tidlige kilder, der nævner kompasset. De har interesse for at kunne bedømme, om kompasset er kommet til Europa fra Østen, eller det er en selvstændig opfindelse i Vesten.

En tidlig persisk kilde er forfatteren Awfi, der 1220 skriver:
»skibets kaptajn for vild. Han fremtog nu et hult stykke jern formet som en fisk, og anbragte den i et fad med vand, hvor den begyndte at rotere for så at falde til ro i Qibla-retningen«²⁾.
²⁾ Citeret fra Eilhard Wiedmanns Zur Geschichte des Kompasses bei dem Arabern fra 1907.
[JoN.vol.34 p.417]

Den samme erfaring skriver perseren Sadid al-Din Muhammad ibn Muhammad Bukhcar om i et værk fra 1233 for en rejse i Rødehavet, hvor et kompas med en nål som en fisk gnides med en magnet og placeres svømmende i en skål med vand.

Emnet er fulgt op af en mere præcis beskrivelse fra Baylak al-Oibjcaq i 1282. Her fortælles om en sørejse fra Tripoli mod vest til Alexandria i år 1242, hvor det flydende retningselementet opmagnetiseres ved at rotere magnetjernet omkring skålen med magnetnålen. Efter nogle omdrejninger fjernes magnetjernet pludseligt, og nålen vil falde til ro i N-S-retningen. Nålen er yderligere beskrevet som et hult fiskelegeme, der selv kan flyde.

Den tidligste arabiske kilde er fra ca. 1290 og skrevet af en astronom fra Yemen, prins eller sultan al-Ashraf. Samtidig, omkring 1300, skrev også astronomen Ibn Simocum, der virkede i Cairo, om kompasset.

Kompasrosen

Omtaler af kompasroser findes fra 1380, hvor den første er at finde i Francesco da Butis^*) kommentarværk til Dante, og få år senere forekommer den første tegning af et kompas i margenen i nogle eksemplarer af manuskriptet La Sfera af Gregorio Dati, mens det i andre kopier er med et billede af vindroser og intet kompas.
^*) om det er den samme som tidligere Leonardo da Buti har jeg ikke fundet ud af (endnu).

Det tidligste billede af et kompas i England er fra 1562, hvor man på et maleri forestillende Edward Fiennes, Lord Clinton & Saye, Lord High Admiral of England ser ham holde et kompas i trææske, mens han peger på rosen.
[2625p26]

Den første detaljerede tegning af en kompasrose forekommer i Martin Cortes værk Breve Compendio de la Sphera fra 1551³. Det viser en rose med en lilje som N-punkt og et kors som E-punkt, mens de andre streger er uden navne. Liljen, fleur-de-lys, som N-punkt kom frem omkring 1500 og formodentligt med en portugisik oprindelse fremkommet ved udviklingen af et ornamenteret T for "Tramontana", der var betegnelsen for N-retningen.⁴⁾ En måde at anføre N m.fl. uden at anvende bogstaver var med farve, og det var sædvane at N, E, S g W var blå og mellemhovedstregerne var røde.
³⁾ Værket blev oversat til engelsk af Richard Eden i 1561 som The Arte of Nauigation Conteyning a compendious description of the Sphere with the makyng of certen Instrumentes and Rules for Nauigations: and exemplified by manye Demonstrations. Written in the Spanyshe tongue by Martin Curtes. And directed to the Emperour Charles the fyfte. Translated out of Spanyshe into Englyshe by Richard Eden, 1561. Se en lille prøve herpå
⁴⁾ Iflg. Hewson [6166p50] var oprindelse søfolk fra Aquitanien, altså fra det franske område, men han dokumenterer ikke tesen.
Iflg. Waters [2625p.27] er liljen en sammensætning af en skematiseret trekant brugt af det 15. århundredes italienere og den ottetakkede stjerne forestillende Ursa Minor med Polarstjernen anvendt af katalanerne.

Der har i hele perioden fra det første portolankort og fremefter været vist inddelte cirkler på søkortene, men det er unægteligt noget kompliceret at fastslå, hvornår der er tale om vindroser og hvornår kompasroser, og forfatternes argumenter for det ene eller andet er heller ikke lige klare. Fra slutningen af 1600-tallet forsvandt korset på E-retningen også, men samme retning blev stadig ornamenteret mere end de øvrige streger, men nu bare med figurer uden symbolværdi.

Næste udviklingstrin af kompasrosen blev gradernes indtog. Med azimuthkompasserne, der skulle kunne bruges til pejling af solen ved fx. opgang og nedgang for at udfinde misvisningen, blev det nødvendigt med lettere notation end streger, da aflæsningen skulle bruges i den videre kalkulation. Da azimuthtabeller og amplitudetabeller var aflagt med retninger fra N om ad E eller V og tilsvarende fra S om ad E eller W, så fik roserne inddelingen 0-90 + 90-0 + 0-90 + 90-0. Der fandtes også rene amplitudekompasser, hvor inddelingernes 0-punkter var på E og W og med 90° på N og S. Det kan have været noget forvirrende, hvis man greb forkert kompas.

I perioder har der været gjort forsøg på at indføre andre gradueringer, da omsætningen streger til grader er besværligt med 11,25° per streg. I Frankrig prøvede man omkring 1790 at indføre en cirkel med 384° der gav 12° per streg, men den slog ikke an, hvad et senere forsøg med 400° cirkler heller ikke gjorde.

Fra omkring 1900 og først i USA begyndte man at inddele kompasroser fra 000 til 359°, og fornuften i dette, når man skulle regne med misvisning + eller -, blev straks klart, mens konservatismen i erhvervet betød, at det først meget sent i 1900-tallet blev påbudt for godkendte kompasser at have 000-359-roser. En medvirkende årsag til den endelige overgang til 0-360 var gyrokompassets fremkomst, idet man der fra begyndelsen benyttede den moderne notation.

En tidlig papirsrose, der skulle holde til klimaet til søs kunne, som Falconer anfører, være af lakeret papir og inddelt i 32 dele samt i grader. Citatet er fra 1815-udgaven.
[6830p.97]

Retninger på kompasrosen
Kompasrosen inddelinger afspejler den måde, som retninger blev udtrykt på før kompasset. Retningerne kunne udtrykkes relateret til døgnets tidspunkter eller relateret til vindens retninger. Det sidstnævnte var og blev det almindeligste.

Man delte derefter de fire hovedretninger, så der blev otte retninger, hvilket blev græsk praksis og senere romersk.
I antikken var der også sædvaner med en 12-deling, der hos »videnskabsmænd« holdt sig til ind i middelalderen, men normen blev aldrig universel. Fra omkring år 1000 inddelte italierne kompassets retninger i:
N Tramontana;
NE Greco;
E Levante;
SE Scirocco;
S Ostro;
SW Libeccio eller Africo;
W Ponente;
NW Maestro;

Disse retninger delte man igen ved sammenlægning til fx ENE = Greco-Levante. De halve vinde deltes igen i kvarte vinde, og herved fremkommer den 32-delte rose, der er lig med vores 32-dels roser med streger. Den 32-delte rose er kendt fra 13. århundrede.
[2625p.21]

Normen afveg dog fra vores ved at fx Greco 1/4 Levante ikke svarer til NE1/4E men til NEtE, idet "Greco 1/4 Levante" er en fjerdedel fra NE mod E, hvilket er NEtE. Denne metode gælder også for de franske kompasser [p.360]. Vores stregrose kaldes hos Johannes Knudsen for den »germanske«.
[TfS1912p358ff]

I middelalderen og efter denne bliver det det simple nordeuropæiske system med dets korte navne for de fire kardinalpunkter: nord, øst, syd og vest, der vinder, og alle streger konstrueres ved kombinationer af de fire hovedretninger. Der er mere forklaring om retninger under kartografiteksterne.

I Middelhavet blev man ved med at anvende de gamle betegnelser på roserne, så der kan langt op i tiden træffes roser med bogstaverne T for nord, G for NE, L for E, hvor bogstavet normalt var erstattet af et kors, S for SE, O for S, A eller L for SW, P for W og M for NW.
[2625p.27]

Kompaskurser benævnelser fra håndbog fra 1756
I en håndbog fra 1756, Den Nye Danske Søemands Haand-Bog, BOG062 er givet de danske, italienske, spanske og - sjældent - de latinske benævnelser på kompassets streger. For de danske betegnelser er bogens ortografi bibeholdt.

Kurs- forkortelse	Dansk kurs- benævnelse	Engelsk kurs- benævnelse	Latinsk kurs- benævnelse
N	Nord	North	Septentrio
N.t.O.	Nord til Ost	N. by E.	Hypaqvilo
N.N.O.	Nord Nord Ost	N. N. E.	Aqvilo
N.O.t.N	Nordost til Nord	N.E. by N.	Mesaqvilo
N.O.	Nordost	N.E.	Borrapetiores
N.O.t.O	Nordost til Ost	N.E. by E.	Hypocæcias
O.N.O.	Ost Nordost	E.N.E.	Cæsias
O.t.N.	Ost til Nord	E. by N.	Mosocæsias
O.	Oster	East	Subsolanus
O.t.S.	Ost til Syd	E. by S.	Ypeurus
O.S.O.	Ost Sydost	E.S.E.	Eurus
S.O.t.O.	Sydost til Ost	S.E. by E.	Mesurus
S.O.	Sydost	S.E.	Notapeliotes
S.O.t.S.	Sydost til Syd	S.E. by S.	Hypophænix
S.S.O.	Syd Sydost	S.S.E.	Phænix
S.t.O.	Syd til Ost	S. by E.	Mesophænix
Syden	Syd	South	Notus
S.t.W.	Syd til West	S. by W.	Mesolibanotus
S.S.W.	Syd Sydwest	S.S.W.	Libanotus
S.W.t.S.	Sydwest til Syd	S.W. by S.	Hypolibanotus
S.W.	Sydwest	S.W.	Notalybicus
S.W.t.W.	Sydwest til West	S.W. by W.	Mesafricus
W.S.W.	West Sydwest	W.S.W.	Africus
W.t.S.	West til Syd	W. by S.	Hypafricus
West	West	West	Zephyrus
W.t.N.	West til Nord	W. by N.	Mesocorus
W.N.W.	West Nordwest	W.N.W.	Corus
N.W.t.W.	Nordwest til West	N.W. by W.	Hypocorus
N.W.	Nordwest	N.W.	Borrolybicus
N.W.t.N.	Nordwest til Nord	N.W. by N.	Hypocircius
N.N.W.	Nord Nordwest	N.N.W.	Circius
N.t.W.	Nord til West	N. by W.	Misocircius

Se også kompasrosens benævnelser under kartografihistorien, del 1.

Magnetkræfter og magnetisering

Citat fra GREAT BRITAIN'S COASTING PILOT, 1771, H&S 1950:2425, side 9 under lodsteksterne for anduvning af Kanalen findes et afsnit om kompasserne således: » I hope the ingenious Mariner will not take it amiss, in recommending this to his Care, viz. Tides, Courses, Soundings, and the goodness of Compass.
That you have a great Care no Iron be near the Compass, and that after long Voyages the Compasses having been much used they will grow dull, and yet the Virtue of the Magnet holding good; but that which causeth the dulness, and the Compass being not quick in traversing, is caused by the Pins, Point (on which the Compass stands) being worn blunt, therefore sharpen it with a Hone or fine Whetstone with Car and Exactness.
And this take for a certain Rule, that the light Card-Compass traverses best in fair Weather, and the heavy Card-Compass best in foul Weather. I mean by the heavy Card-Compass that which is stiffened with Moscovy Glass, and a Plate of Steel which is the light ones: The heavy Card-Compasses are in Brass Boxes, which are made to open, to take the Card out at any time.«
Moscovy Glass = Lapis speculans / specularis = marieglas. Det lille citat fra oprindelig omkring år 1690 viser et godt råd til navigatøren om behandlingen af kompasserne. Kompasser blev stadig ikke regnet for delikate og betydningsfulde instrumenter, hvilket bevises af, at de beroede under bådsmandens storesregnskab, og var de ikke i brug blev de stuvet af vejen sammen med sejl og tovværk af søfolk, uden der blev taget hensyn til instrumenternes skrøbelighed. Det siger William Falconer stadig i 1815 i sin Ordbog: The compass, although the most useful instrument in a ship, has, certainly, hitherto, been very much neglected.
In the royal navy it is committed to the care of the boatswain, who cannot be expected to know much of its merits, and who, of course, pays no more attention to it than he does to his other stores; without any sort of regard being paid to preserve their attraction, or to place them in such manner that one might counteractthe other, which might easily be done, with very little more trouble, and without any additional expense.
[6830 p.98, JoN vol.41 p.321 A. E. Fanning] Rådet indeholder fornuftig vejledning i omgangen med kompasserne, men der skulle gå omkring hundrede år endnu, inden deres velfærd blev overført til uddannede navigatører, selv om enkelte personer var klar over betydningen af velfungernede instrumenter. I ovennævnte citat får vi at vide, at man ikke skal placere jern tæt på kompasset, at pind og dup bliver slidte med større friktion til følge, hvorfor pinden skal spidses ind imellem. Kompassets stabilitet berøres i vejledningen om tungere roser i dårligt vejr, hvor lette roser har tendens til at være i konstant bevægelse.

Magnetisme
Man ved altså ikke nøjagtigt, hvorledes magnetkraftens evne til at indstille sig efter en N-S-retning blev opdaget, men det vides, at magnetkraften var kendt længe før kompassets fremkomst på grund af dens evne til at tiltrække jerngenstande.

Magnetkraftens historie kan findes i fysikbøger, og her skal jeg kun ridse nogle få enkeltheder op af betydning for kompassets historie. Magnetkraften er naturligt knyttet til visse jernforbindelse, Fe₃O₄, og dette materiale blev fundet i Lilleasien i området Magnesia, der giver navn til materialet. Stednavnet nævnes af Strabo, men han oplyser ikke noget om magnetjern, hvilket kan skyldes, at det ikke havde den store betydning omkring år nul.
[6166 p.45]

Det naturlige magnetjern indeholder en permanent, men svag magnetisme. Plinius den Ældre fortæller omkring 70 e.Kr. om et "tiltrækkende" magnetbjerg ved Indusfloden. Men bortset fra fantasifulde historier om kraftens evne til at virke på lang afstand, så er det først med de første kompassers fremkomst omkring år 1200, at magnetkraften bliver interessant. Den naturlige magnets kraft benyttes dog ikke direkte, for det var konstateret, at ved at stryge et stykke almindeligt jern kunne dette bibringes samme virkning som magnetjernstenen, og kompassernes nåle var alle "strøgne" jernnåle.

Magnetjernmalmen kunne fås fra flere steder foruden i Lilleasien. Der var bl.a. også forekomster i Kina og Indien, langs Rødehavet, i Tyskland og på Elba. Men det var besværligt både at skulle have magnetjernet og med mellemrum stryge sine nåle, så fremkomsten af kunstigt fremstillede magneter i 1745 var et stort fremskridt og lettede navigatørens arbejde. Kompasnål og kompasrose kunne nu sælges som en enhed med permanent styrke.

Magnetmaterialet kaldes også på engelsk for lodestone, hvor forleddet er det gamle ord for "vej", "rejse" eller "kurs", og den samlede betydning bliver "vejsten"= "vejfindersten". Samme grundbetydning gælder også for lodestar for nordstjernen. Første gang en "lodestone" er nævnt i engelsk litteratur er i udrustningslisten fra skibet PLENTY fra Hull i 1410-1412.
[2625 p.22]

Det første videnskabelige skrift om magnetismen i moderne tid blev i 1600 udgivet af lægen William Gilbert^*). Titlen var De Magnete - magnticisque corporibus. Indtil Gilbert skrift havde der været en opfattelse af, at tiltrækningskraften var ensidig, hvilket ville betyde, at store magnetjernsforekomster måtte tiltrække små magneter, men Gilbert eksperimenterede sig frem til, at en magnetnål ikke blev trukket horisontalt i nogen retning, når den kun var påvirket af jordmagnetismen, og han fremsatte den helt nye tese, at selve jorden var en stor magnet med to poler, og at alle andre forekomster i sammenligning hermed er forsvindende små, hvorfor søfolk ikke behøver at frygte tiltrækningskraften lokalt. Der være hermed ikke sagt noget om små magneters tiltrækningskraft, når de er inden for rækkevidde af hinanden.
[6166 p.52f]
^*) William Gilbert eller Gilberd blev fellow i St. John's College, Camrbidge fra 1561. Han var både Dronning Elizabeths og Kong James I's huslæge. [5722 p.227]

Kompasnåle

Foruden kompasrosen skulle der til et kompas også en kompasnål og en lodret pind. Kassen uden om var - bortset fra beskyttelse - for så vidt kun til, at man havde et indeksmærke, som man kunne aflæse rosens inddeling ud for. Kompasnålen var den væsentligste del, for den var det retningsgivende element. I middelalderen og frem til midten af 1700-tallet kunne man ikke permanent magnetisere en kompasnål. Man var derfor nødt til at have et stykke naturligt magnetjernsten med sig, så man kunne re-magnetisere magnetnålene efter behov.

Indtil efter 1745 måtte man med magnetjernmalmen stryge kompasnålen efter forskellige sædvaner: fra en ende til den anden eller fra midten og ud eller bare gnide nålen mod malmet. En anden og tidlig metode var at placere kompasnålen på en flyder i et kar med vand, og så rotere magnetmalmen omkring karret et antal gange og derefter fjerne malmen, hvorefter nålen ville ophøre med sin rotation i vandet.
[MAYp67]

Metoden til at fremstille permanente magneter var opdaget af Gowin Knight i 1745 og bestod i mekanisk bearbejdning (hammerbankning) af tynde stålnåle anbragt i en N-S-retning, hvorved de blev permanent magnetiske. Derefter forbandt han flere af de tynde magnetiske stænger til større magneter. Han blev ved med at stryge svagere magneter med stærkere og samle og dele bundterne, indtil han som slutresultat fik meget stærke magnetiske elementer, der kunne bruges til at fremstille flere magneter med. Hans maskines magneter førte til, at Knight i 1766 udtog det første patent, der blev udstedt for et kompas.
[JoN vol.41 p.320, A. E. Fanning]

Knights kompas havde en enkelt meget stærk magnet, der blev anbragt over kompasrosen og som modvægt en metalring under rosen. Opbygningen med den store vægt anbragt N-S gav et meget stort inertimoment, og kompasset havde tilbøjelighed til sammen med rosen at tippe fra det vandrette plan i dårligt vejr samt komme i svingninger fra side til side også på grund af inertimomentet. Kommer den ud af planet, vil den få andre feltkomposanter, der vil frembringe en deviation, og derved gøre kompasset ekstra uroligt. Der blev i 1600-1800 eksperimenteret med et utal af former og størrelser på magneter: ellipseformede, runde, mange nåle, enkeltnål, diamantformet nå osv. Schück bringer på tavle 5 en mængde eksempler herpå.
[7774 p.131, 9747-Tafel-5]

Fra før 1600-tallet og til de kunstigt fremstillede nåle kom frem, fik et kompas oftest en enkelt nål. Den blev lavet af tynd jernwire af samme længde som kompasrosens omkreds. Wiren eller tråden blev lagt dobbelt og formet som en ellipse med enderne pegende mod N og S. Enderne blev banket sammen, til længden passede med rosens, og i midteråbningen blev ophængningsduppen påsat papirsrosen.
[2625 p.27]

Uanset form var der dog ulemper ved dem alle, og omkring midten af 1800-tallet var den resulterende model en rose med flere tynde og lette magneter påsat parallelt på begge sider af duppen og med rosens nordretning parallelt med magntfeltet.

Jordmagnetismens totale indvirken på kompasnålen kan opløses i en vandret og en lodret komposant. Det er den vandrette komposant, der har betydning for kompassets indstillingsevne, mens den lodrette komposant kun er af betydning for kompasnålens afbalancering. Da jordmagnetismens kraftlinjer går fra pol til pol, så vil horisontalintensiteten være kraftigst omkring ækvator, mens den tæt på polerne vil være svag, da størstedelen af magnetstyrken her peger mere lodret mod polen.

Opdagelsen af, at magnetnålen "dykker" mod nærmeste pol blev gjort af instrumentmageren Robert Norman i værket Newe Attractive i 1581. Heri beskriver han helt klart, at når han har færdiggjort nogle kompasroser og derefter magnetiserer dem, så hænger de efterfølgende skævt, og han må afbalancere deres sydende med yderligere nogle dråber voks, før de igen hænger lige.
[6166 p.53, 9479 p.62]

Da polerne vil tiltrække hver sin ende af kompasnålen, så vil en kompasrose afbalanceret på nordlig magnetisk bredde vær ude af balance på sydlig magnetisk bredde. I moderne storskibskompasser med gode magneter og relativt tunge roser, har det ingen betydning, men visse bådkompasser, hvor nålens vægt sammenholdt med hele rosesystemets er stor, da vil man se en vippet rose på høj modsat bredde. En del bådkompasfabrikanter har derfor modeller, der er afpasset særskilt efter deres geografiske marked.

Fra det engelske Admiralty i 1840 besluttede sig for at bruge en tørkompasrose med et antal parallelt anbragte tynde magneter unde rosen, har tørkompasrosen ikke udviklet sig yderligere. Den sidste finjusterede gjorde Lord Kelvin senere i århundredet, ca. 1876, ved at gøre rosen så let som muligt og anbragt i et trådnet med en letmetalsring i periferien og centreret rundt om en messingdup. Selve rosen var en bælteformet tyndpapirsrose; denne form var dog fastlagt fra Admiralty allerede i 1840.

Modellen med flere tynde nåle opspændt under en papirsrose var i øvrigt allerede både foreslået og konstrueret af den danske navigationsdirektør Christian Carl Lous i 1783.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev skibenes vibrationer hurtigere, og det blev lettere at formindske de vertikale vibrationer på kompassets plads. Yderligere blev det også muligt at anvende vibrationsgummi, og ophæng i fjedrebeslag blev også produceret. Derfor blev Lord Kelvins fine tørkompas efterhånden overflødigt, og det blev væskekompasserne, der blev udviklet på.
[OGGp5]

Misvisning

Første idé om misvisning
Mens man hovedsageligt sejlede på Middelhavet havde misvisningen, dvs. forskellen mellem retningen til den geografiske nordpol og retningen til den magnetiske nordpol, kun mindre betydning, og ukendskab tilden havde ikke konsekvenser for sejladsen. Formodentligt er fænomenet blevet erkendt først i Nordeuropa omkring Flandern, der i 1400-tallet.
[2625 p.25]

Fra omkring midten af det trettende århundrede tiltog sejladsen mod nord til Østersøen, og derved blev spørgsmålet om kompassernes "misvisning" af større interesse. Man mener på grundlag af middelalderlige solkompasser i tyske samlinger at kunne påvise, at der på landjorden i Tyskland var kendskab til misvisningen fra ca. 1450, men skibskompasser fra den tid findes ikke overleveret og ej heller tegninger fra middelalderens kompasser findes i dag. Herr Waters mener dog, at instrumentmagerne i Flandern fra 1450 begyndte at korrigere deres roser for misvisningen, således at kompassets nordstreg pegede mod retvisende nord.
Et andet argument for de "retvisende" kompasser kunne være, at man begyndte at benytte solen til at finde dagens tidspunkt på, og ved alle solobservationer var et retvisende kompas lettere at have med at gøre.
[2625p.25, TfS1912p360f]

Fra omkring 1500 har vi skriftlige vidnesbyrd om fænomenets iagttagelse af bl.a. Columbus, der mente, at hans kompasser under sejladsen ændrede indstilling, og at det skulle være sket nogle hundrede mil W for Azorerne. Columbus' iagttagelse var ikke direkte misvisning, men at kompasvisningen ændrede sig med stedforandring. Han observerede også forskellene i løbet af døgnet, og udledte heraf, at kompasset altid pegede ret mod N, mens stjernerne drejede i en mindre cirkel. Det kan undre, at han finder det en ny opdagelse, da astronomer på den faste jord ved simple pejlinger har konstateret dette længe før. Columbus taler også om forskel mellem flamske og genuensiske kompasser.

Årsagen til sidstnævnte udsagn var, at kompasser sædvanligvis blev fremstillet med misvisende roser, og der var ved år 1500 næsten ingen misvisning i Middelhavet, så kompasserne var da både retvisende og misvisende. Samtidigt var misvisningen i Nordeuropa omkring 11°, så flamske kompasser opstillet samme sted som genuensiske ville have en forskel på 11°. Denne forskel betød intet, så længe navigatøren forblev i sit nærområde, men det var jo netop det, som Columbus ikke gjorde. Desuden forhindrede det også fornuftig brug af flere kompasser med forskellig oprindelse på samme skib.
[7774 p.27, TfS1912 p.361f]

De italienske misvisende kompasser kaldtes også for meridionalkompasser og i nutiden for misvisende kompasser.
[TfS1912 p.361f]

Bestemmelse af misvisningen
Misvisningen kunne konstateres om natten, hvor Polarstjernen var synlig. Polarstjernens stilling er ikke konstant retvisende N, da den ikke sidder nøjagtigt i N. Den vil derfor på et døgn to gange rotere ud til sin maksimumsafvigelse og to gange være direkte i retvisende N. Når den indtager bestemte vinkler med de omkringliggende stjerner, vil man derfor kunne vide, at den peger mod N. Det kan konstateres med en lodsnor, såfremt man ved, hvilke stjerner der skal falde overet med Polarstjernen. Kan man samtidig pejle Polarstjernen, vil forskellen i et træskib være misvisningen. Man kan også måle solens pejling ved en bestemt højde om formiddagen og måle pejlingen igen ved en tilsvarende højde om eftermiddagen, og hvis forskellen på de to pejlinger ikke giver ret S, så har man igen et mål for misvisningen.
[MAY p.12f]

Senere blev det almindeligt at anvende solen til misvisningsbestemmelse ved at foretage en amplitudeobservation. En amplitudeobservation er en pejling af solen, når den går ned eller står op. Man kan efter årstiden og bredden udregne, hvor meget denne retning afviger fra retvisende W eller E. Tager man en amplitude både morgen og aften, kan man fra forskellen fra middelretningen udregne misvisningen. Denne metode blev foreslået af Francisco Faleiro i hans Tractado de esphera y del arte del marcar i 1535. Den første amplitudetabel blev formodentligt udregnet af Thomas Hariot, der havde udfærdiget et nu tabt manuskript herom i 1584, men det er optrykt i Raleighs instruktion for hans rejse til Guiana i 1595. Se om azimuthkompasser.
[MAY p.12f]

Edmond Halley beskæftigede sig meget med misvisning, og under sine rejser i både Nord- og Sydatlanten fik han mulighed for at observere i tilstrækkelig grad til, at han i 1701 kunne udsende det første misvisningskort, der ganske gjorde det af med de ideer om magnetkraftlinjer som en slags retlinede meridianer, der havde eksisteret. Hans kort fik stor betydning blandt praktiske søfolk, og det blev bl.a. optrykt i lodsbøger som The English Pilot, The Fourth Book, trykt 1767, H&S 1944:0310, løbenr. 2071.

Halley var dog ikke helt på rette spor, idet han forestillede sig jorden som en stor magnet, men med fire magnetpoler, hvoraf de to er nord for Canada og Asien og de andre to i Sydpolsområdet. Teorien om polerne i to "lag" blev fremsat omkring år 1700. Dr. Hook fremsatte en teori om magnetpolernes bevægelighed til Royal Society i 1675, og hans tanker var meget tæt på vores opfattelse i dag. Hvor vigtigt kompasserne og navigationen på det tidspunkt er blevet kan udledes af den fremtrædende plads disse emner får i Falconers ordbog fra 1767 og stadig i udgaven fra 1815.
[6830 p.588f]

Solkompasser
Mens man altså ikke i dag har søkompasser fra den sene middelalder eller den tidlige renæssancen, så findes der små solkompasser fra den tid, og det ældste daterede kompas eller solur er dateret 1451 og fremstillet i Nürnberg, der sammen med Augsburg var de vigtigste produktionssteder i Tyskland. De tidligste solure med kompas havde et mærke på omkredsen, der viste, hvor kompasnålen skulle pege mod misvisende N. Misvisningen var indtil ca. 1650 østlig i Tyskland, hvorefter den blev vestlig. Misvisningsmærket var anbragt noget tilfældigt, og Johannes Knudsen mener, at håndværkerne per tradition har anbragt mærket lidt til højre for nord uden at bekymre sig om stedforandring eller uden at have kendt til misvisningsforandring pga. tid. Opfattelsen af misvisningen var dog mere seriøs; fx iht. Maximilian Bobingers Alt-Augsburger Kompassmacher, udgivet 1966 [10166], som skriver side 16:

Bei den älteren Augsburger Sonnenuhren ist vielfach eine feste östliche Missweisung auf dem Kompass vermerkt. Später gingen die Augsburger Kompassmacher dazu über, auf dem Kompassboden eine Skala von + 40° bis - 40° Abweichung von der geographischen Nordsüdlinie anzubringen. Mit Hilfe eines vom äusseren Kompassboden her zu bedienenden Hebels konnte die bekanntgewordene augenblichliche Missweisung eingestellt werden Et rejsekort over Tyskland fra ca. 1480 fremstillet af kompasmester Erhard Etzlaub, der døde 1532, er forsynet med små kompasroser med en misvisningspil. Dette er de første dokumentvidnesbyrd om kendskab til misvisningen i Tyskland.

Matematikeren Georg Hartmann skrev i 1544 til Hertugen af Preussen, at han i Rom i år 1510 havde konstateret en misvisning på 6° E, mens den i Nürnberg 1544 var 11° E. Den iagttagne stedforandring var noget nyt. Forfatteren nævner, at dette brev først blev kendt i 1831, og at det også omtalte inklinationen. Herr Hartmann var ikke alene om disse iagttagelser, hvilket efterfølgende korte udsagn vidner om.
[TfS1912 p.363f+371]

De samme observationer gjorde Peter Apianus i 1524 og Heinrich Glareanus i 1527. Sidstnævnte forklarer, at misvisningen skyldes de forskellige steder, som magnetiseringsjernet kommer fra. Den første forfatter, der i nautiske skrifter behandler fænomenet, er portugiseren Francisco Falero i 1535. De tidsmæssige forandringer blev observeret og beskrevet først af englænderen Henry Gellibrand, 1597-1637. Henry Gellibrands bog fra 1634 eller 1635 vandt dog ikke straks gehør; man antog stadig, at hvert kompas havde sin egen misvisningsfejl. I matematikeren Georg Joachim Rheticus' bog, Chorographie, skrives, at han har set forskellige magneter med forskellige misvisning fra forskellige steder. Rheticus levede 1514-1576.

Juan de Castro udførte 1538-1541 forsøg med misvisningen, hvor han sammenlignede visninger fra forskellige steder og for forskellige kompasser. Samtidig - i 1545 - bestred Pedro de Medina misvisningens eksistens^*). Han mente, at man kunne smøre kompasserne, så ville fejlen forsvinde. Martin Cortés, 1510-1582, der var navigationslærer i Cadiz, anbefaler i 1551 kompasroser med magneten direkte under geografisk N og anfører, hvorledes de skal fremstilles. Han anbefaler en magnetnål af tynd tråd, der lægges dobelt og formes som en oval med spidserne pegende N-S. Han beskriver også som en af de første en ophængning i kardanske ringe.^**) Andre af hans teser var, at misvisningens forskellige værdier på jordoverfladen skyldtes tiltrækningen til en extraterrestrisk magnetpol.
^*) beskrevet af [TfS1912 p.365ff] og [MAY p.12].
^**) Der beskrives kardansk ophængning af Pedro Nuñez i 1537. [2625 p.28]

Sømand og instrumentmager Robert Norman udgiver i værket New Attractive fra 1581 sin opdagelse af inklinationen fra 1576. Han nævner fem forskellige kompasser, der er fremstillet med afvigende roser i:

Sicilien, Venedig, Genoa med NS-nål
Danzig, Øresund og Flandern med nål med c. 1 streg E mv.
Rusland med 1,5 streg E mv.
SW Europa og England med 0,5 streg E mv.

I lighed med ovenstående nævner også Gilbert i 1600 fire typer kompasser fra forskellige lande. William Borough omtaler på rejser til Newfoundland brugen af en stilbar rose i 1581, og Riccioli beskriver i år 1661 kompasser med bevægelig nål i forhold til kompasrosen.
[p 365f+368f+371f]

Misvisninganordninger
Det er ovenfor omtalt, at nogle tidlige kompasser blev fremstillet med misvisende roser, mens andre havde indstillingsmekanismer til at flytte rose og nål i forhold til hinanden, så der også kunne reguleres for stedsforskelle. En af indstillingerne kaldes for svævende kompasroser, og den er omtalt i [TfS 1916p93] i artiklen om Det første Blad af den danske Søopmaalings Historie af Johannes Knudsen:

" Tvende Peil Compasser med schuiwende Roser til Miswissninger at finde."

De svævende roser er roser, der kan justeres i forhold til magnetnålen, så stedets misvisning kan indstilles ved en vinkelafstand mellem roseblad og nål, så aflæste retninger er retvisende.

Efter Columbus havde åbenbaret sine tanker om kompassernes forandrede visninger på grund af en udsejlet distance i Atlanterhavet, blev der de næste 150 år fremsat mange fantasifulde og eftertænksomme teser om fejlvisningens årsag: oprindelsen af magnetjernet ville afgøre retningen, eller afvigelsen ville afhænge af det sted, hvor magnetiseringen havde fundet sted etc. Det var først i 1667 via instrumentmageren og kartografen John Seller, er i en afhandling til Philosophical Transactions of the Royal Society afviste alle disse skrøner, idet han gennem praktiske forsøg havde konstateret, at uanset hvilken magnetjernmalm, hvilket sted eller på hvilken måde, han strøg jernet, så havde alle magneterne den samme nordretning.

Men det var naturligvis stadig mod den misvisende nordpol, at nålene pegede. Det blev derfor sædvane, at kompasmagerne rettede deres magneter under rosen sådan ind, at rosens nordpunkt ville pege mod retvisende N. Det var formodentligt hollænderne, der havde set dette gjort på de tyske lommesolure med kompas - som vist ovenfor - gerne med en hel streg misvisning. Men når søfolk i deres internationale erhverv købte kompasser i Flandern med en streg misvisning indbygget og i Middelhavet købte kompasser uden misvisning indbygget, så harmonerede de ikke med hinanden.

Sådan forskel fik nogle til at registrere afvigelserne og efter nogen tid - i 1635 - kunne englænderen Henry Gellibrand påvise, at misvisningen samme sted ikke gennem tid var konstant. På rejser over Atlanten, hvor man kom fra østmisvisning til vestmisvisning blev forskellen så stor, at man medbragte flere kompasser, så man efter Kanalen kunne skifte til "meriodinalkompasser" som man kaldte dem, der ikke havde nålen afvigende fra nordmærket på rosen.

Hollænderne fandt på en anden måde at regulere for misvisningen på. De udstyrede deres kompasser med en rose med to gradringe, hvor den inderste sad fast på kompasnålene, mens den ydre kunne drejes i forhold til den inderste. Så kunne navigatøren efter behov dreje sin yderste gradring hen over den på stedet konstaterede misvisning. Det var en metode, der holdt sig i Holland i næsten 300 år.
[MAYp82]

Danmark og misvisningen
Der findes formodentligt ikke oplysninger om kompasser og misvisning i Danmark før 1650, bortset fra Chr. IVs messingkompas på Rosenborg. Kompasset er mærket 1595, og instrumentet har nålen under NS-mærkerne og er det ældst bevarede danske kompas.
[6257p.325]

Bagge Wandel, der var navigationsskolebestyrer på Holmen, skrev i sin lærebog i Navigation, Det Vaagendis Øye, fra 1649, at misvisningen var 1,5° E, og han har i bogen også et kapitel om »Compassens Variation, Deklination eller Misvisning at observere og siden at forbedre«.

Bagge Wandel omtaler i samme bog, at den Kgl. Kompasmager Mester Herman Lüchtenmacher monterer kompasnålen 1,5 streg fra N. Han forklarer også, at sejler man langt væk - til Grønland fx, så skal man iagttage forandringen og regne med denne, såfremt man ikke kan indstille kompassets rose. De mange forskellige roser er forvirrende for sømanden, så i Danmark bestemmes det i 1692, at alle kompasser til flåden og handelsflåden skal være misvisende med nålen under NS. Men de kaldes da for retvisende kompasser; og de kan købes hos kompasmager Christian Grim, der bor på Holmen i »Det kronede Kompas«.
Ole Rømers forordning herom er behandlet her.

En af følgerne af de forskelligt aflagte kompasroser var forvirringen, hvis en kompaskurs fra et misvisende kompas skulle sammenlignes med et læsekorts oplysninger, der også kunne angives misvisende eller retvisende, så den danske nyordning med ensartet fremstillede kompasser var bestemt en sikkerhedsmæssig forbedring. Der er søkorteksempler på, at oplysninger indført på kortet kommer fra forskellige misvisningstype-kompasser, og flere forfattere, bl.a. Burrough, er klar herover og advarer mod kort og kompas, der ikke passer sammen.
[TfS1912p374-379]

Lærebogens instruktion om kompassets indretning
På landets navigationsskoler blev der undervist i kompasset. En sådan tekst citeres her i uddrag fra Carl Christian Lous Skatkammer, der udkom første gang 1787 og derefter i flere udgaver. Her fra 1824: Førend at give de Lærende Underviisning om, hvorledes Compasset i Søen bør bruges, (som her er vores egentlige Hensigt), skal først, dog med faa Ord, berøres, hvilke ved dette saa nyttige Instrument ere Hoved-Egenskaberne, som i dets Indretning ikke bør lades ud af Agt.
Til en dobbelt Brug paa Søen har man Compasset, til at styre efter og til at peile med. Rosen i et Styre-Compas kan være 6 Tommer tværs over, og bør i Vægt ikke stort overgaae et halvt Lod. Planen ovenpaa inddeles i Streger og halve Streger, jo klarere for Øiet, ogsaa ved Lampelys, jo bedre. Neden under bør Rosen have to parallele Staal, overalt lige tykke, hver 1/4 Lod vægtig, eller fire parallele, hver 1/8 Lod vægtig, fordeelte lige mange paa hver Side af Duppen parallelt med Syd- og Nord-Stregen; og tværs imod dem tvende parallele Messingstrimler eller Naale, hver 1/4 Lod vægtig, fordeelte en paa hver Side af Duppen og parallele med Rosens Ost- og Vest-Streg. Duppen er enten ganske af Agath, eller af messing med et lidet Stykke Agath, udhulet, indfattet i dens Top.
[7563p.126]

Kompastyper

Der har naturligvis gennem så lang en periode, hvor kompasset har været det vigtigste navigationsinstrument, været et utal af modeller, der hver især var et forsøg på at overkomme nogle af instrumentets mangler samt følge med i udviklingen over langsomt sejlende sejlskibe, til skibe med kraftige kanonrystelser, til dampskibe, der rystede og til komplette jernskibe, der gav deviation.

Kompaskoppen
Kompaskoppen til de tidligste kompasser var af træ. Den kunne have fast eller løs bund, for der skulle være en mulighed for at udtage magneten for opmagnetisering. Derfor kunne enten toppen eller bunden være løs. Kompashusets opgave var foruden at give et indeksmærke også bedst muligt at beskytte kompasrosen og nålen fra fugt, mens glaslåget både skulle muliggøre visuel kontrol af kompasset samt beskytte det mod vindens urolige indflydelse.

Den første styrestreg eller indeksmærke på kompaskoppen, som rorgængeren kan anvende til orientering om retningen, kendes ikke, men der er ikke nævnt noget i Cortes specifikationer fra 1581. Formodentligt er den første gang nævnt i en spansk navigationsmanual af Zamorano fra 1581.
[2625p.29]

Omkring 1600 begyndte der at blive benyttet messingbeholdere, men det er først senere i århundredet, at det bliver almindeligt. Den første beskrivelse skyldes John Seller i hans Practice of Navigation fra 1669. Mere om John Seller her. Trækasser til kompasser blev dog stadig anvendt til ind i 1800-tallet - i USA fastslår Maury, at US Navy brugte dem indtil 1830 og i handelsskibe til efter 1845. Frankrig derimod havde i begyndelsen nogle problemer med messingkopper, der ikke var af helt rent metal, og Frankrig gik derfor i en periode igen over til trækasser, men fra 1800 benyttede franske skibe også metalkopper.
[MAYp76]

Kardansk ophængning
Skibenes bevægelser i søen har alle dage været et problem for at opnå et roligt kompas, og i tidlige navigationsbøger fra tørkompassernes tid anbefales det, at man i godt vejr benytter de lette kompasroser, og i dårligt vejr de tungere, men også ophængningen af selve kompaskoppen var af betydning for et roligt kompas. Der er principielt to måder at få en kompasrose ophængt på: enten i kardansk ophængning eller som et kuppelvæskekompas, hvor den sidstnævnte mulighed først blev en praktisk løsning i det 20. århundrede.

Den kardanske ophængning blev iflg. [TfS1912p358] opkaldt efter den italienske læge og matematiker Geronimo Cardano eller Cardanus, 1501-1576. Han beskrev ophængningstypen, men ikke som sin egen opfindelse. Metoden blev, så vidt jeg kan tyde det, hurtigt udbredt, for kompasser i 1600-tallet beskrives oftest som havende to kasser: selve kompasæsken med nål, pivot og rose, samt en ydre kasse, hvori den indre var ophængt kardansk.
[6166p51]

Bortset fra de ovennævnte bemærkninger om nogle af kompassystemets enkelte dele, så bliver kompasser opdelt i typer. De væsentligste er hovedkompas, der er skibets vigtigste kompas opstillet, så det er mest muligt fri for deviation og så der bedst muligt kan pejles over det. Hvis hovedkompasset er opstillet, så rorgænger ikke kan se det, vil der være et styrekompas foran rorgængeren, men oftest i dag er hovedkompasset er reflektorkompas opstillet over broen og med aflæsningsmulighed via et linse- og spejlsystem for rorgængeren. Styrekompasser kan også være opstillet ved styremaskinen, men dette er i dag gået af brug. Endeligt kan der være særlige pejlkompasser opstillet, men det er sjældent og nok ikke forekommende i dag

Azimuthkompas
Da misvisningen på flere måder spillede en stor rolle fra dens opdagelse til dens egentlige natur endelig blev erkendt, så blev konstateringen af dens størrelse også vigtig. Det var ikke kun kompasbetydningen, jeg hentyder til, men også de mange ideer om dens brugbarhed til fx at beregne længden, der gjorde det interssant for navigatøren fra især 1600 til 1750.

Et azimuthkompas kræver en rose med en detaljeret inddeling, så små værdier kan aflæses på den. Til forskel fra et styrekompas, der i sejlskibenes tid måske mest blev brugt til en gang imellem at kontrollere vindens retning, idet der ellers styrede efter, hvad vinden tillod. Men skulle man tage amplituder morgen og aften, så krævedes der en nøjagtigere aflæsning. Der blev derfor fremstillet kompasser specielt rettet mod amplituder og azimuther. De fik gerne en roseinddeling i grader, der som angivet under retninger kunne regnes fra N og S eller fra E og W. Desuden skal kompasset have en passende pejlanordning i form af et diopter sat på topglasset.

Den første beskrivelse skyldes João de Lisboa i sit værk Livro de Marinharia fra 1514. I 1589 beskrev Giovanni Battista dell Porta et azimuthkompas md en kompasrosediameter på ti fod, hvad der naturligvis ikke var muligt at bruge til søs. Blandt de mere fornuftige modeller var også John Seller leveringsdygtig. Han beskrev 1669 både et kompas påsat en halvcirkel med stor diameter, men uden større nøjagtighed. Seller beskrev i samme værk også et mere traditionelt kompas med en meget bred ringformet og gradinddelt skive langs koppens periferi, men også dette havde en meget lille kompasnål og kunne heller ikke siges at forbedre azimuthkompasset. Alligevel blev sidstnævnte type endnu benyttet af Cook på hans rejse i 1768.

Fra før 1600 var der udviklet et azimuthkompas med et diopter på topglasset, hvor man ved hjælp af en sigtetråd udspændt mellem de to lodrette sigtelinealer kunne aflæse rosen nedenunder. Fra midten af 1700-tallet får dioptrene spejle eller linser, så observatøren samtidig kan se både objektet og gradinddelingen. Det er først i 1812 at en herr Schmalcalder finder på at sætte et prisme på diopteret lige inden for okulardelen og samtidig anbringe en ekstra graduering på rosen, men 180° forskudt, så man i prismet så pejlingens gradtal samtidig med objektet.

Mere komplicerede opbygninger, hvor pejldiopteret var erstattet af en halv ækvatorialring, der kunne bevæges og indstilles på både solens deklination og den påkommende bredde, og hvor man fra dets pejlinger kunne udlede misvisningen på kompasset. Det var konstrueret af Ralph Walker i 1793 og var et kvalitetsprodukt, der forblev i brug til midten af 1800-tallet. Walkers instrument er vist i en god størrelse i Falconer, Plate VIII fig. 5.
[6830 p.27+99]

Sidste led i udviklingen udgøres af azimuthspejlene, som i dag anvendes på kompasserne. Et azimuthspejl består af en ring, der kan sættes på kompastoppen og rotere på denne. På et vilkårligt sted på denne ring og lidt hævet over den anbringes en indadhældende gaffel eller rør, hvorpå derøverst monteres et bevægeligt prisme med en indgraveret sigtestreg vinkelret på kompasroseplanet. For at forbedre aflæsningen kan prismet være udført med forstørrelsesvirkning. Til udstyret hører også drejelige solblændeglas og en libelle, så ma kan sikre sig, at instrumentplanet er horisontalt under observationen. Lord Kelvin konstruerede et tilsvarende azimuthspejl med prisme.

Azimuthspejlet kan benyttes på to måder: observatøren kan se direkte ned i røret og aflæse roseinddelingen, mens pejlobjektet ses i det drejelige prisme; en metode, der er velegnet til højt placerede objekter. Den anden metode er at sigte lavt hen over kompasset mod et lavere placeret objekt, og så dreje prismet, så gradinddelingen ses i dette. Lord Kelvins instrument kom på markedet i 1883 som efterfølger til en prototype fra 1876 med spejl i stedet for prisme.

Væskekompasser
Der blev eksperimenteret med de første væskekompasser fra kort før 1800. Der havde dog været enkelte ideer om sådanne tidligere, men uden praktisk betydning. Det tidligste væskekompas efter samme retningslinjer som de nuværende kompasser blev konstrueret af en herr Wright - formodentligt den ene partner i firmaet Gilbert & Gabriel Wright. Kompasset havde kun en kompasnål, mens rosens inddeliner var tegnet i bunden af beholderen. Det fandt ikke nåde for de konservative søfolk, der kun mente at kunne styre efter en cirkulær kompasrose.

En anden konstruktion, der var fremstillet længe før, blev præsenteret i 1813 af Francis Crow, men fandt heller ikke nåde for Royal Navys kompaskomite, men den var i øvrigt heller ikke udstyret med ekspansionskammer. Kompasset havde ellers både en svømmer, altså et opdriftskammer, sat på rosen for at formindske dens vægt i væsken, og rosen havde en noget mindre diameter end koppens, så indflydelsen af medslæb langs kanten af koppen blev minimeret, men efter forsøgsperioden høres der ikke mere til typen.
[JoN vol.33p.168 + vol.41p.322 A.E. Fanning]

Det blev en amerikaner, Edward Samuel Ritchie, der i årene 1862-1863 på tilfredsstillende måde løste udvidelsesproblemet ved et væskekompas. Han skabte et kompas med en ekspansion udført af to fleksible, korrugerede metalplader, der i kanten var loddet sammen og påsat kompassets bund. Alligevel afviste englænderne konstruktionen og iflg. A.E. Fanning måske alene fordi opfindelsen ikke var gjort i Storbritannien.
[JoNvol 41 p.322, MAY p.79]

I 1901 fik skotten John Clark Dobbie patent på en forbedret type væskekompas, idet han gjorde kompasrosen noget mindre i diameter end koppen og derved forhindrede, at den langs kompaskoppen medslæbte væske forstyrrede kompasrosen og satte denne i rotation. For stadig at kunne aflæse rosen blev styreindekset udbygget på en lille bro tæt til kanten af rosen. Dobbies patent blev Royal Navys væskekompas fra 1906.

Til væskekompasser blev der udviklet ringformede magneter, der kunne anbringes inden i flyderen, der ligeledes var cirkulær for at formindske væskemodstanden ved rotation.
[MAY p.71]

Den nok mest berømte udforsker af magnetkompassets muligheder på jernskibene blev Lord Kelvin. Om Lord Kelvin er der en længere artikel. Kortfattet kan det siges, at han fra midten af 1800-tallet gjorde et meget stort udviklingsarbejde for at skaffe de nye dampjernskibe bedere kompasudstyr. Lord Kelvin, tidligere kendt under sit borgerlige navn som William Thomson, 1824-1907, var videnskabsmand, der ved forskellige tilfældigheder kom ind på kompasproblemerne.

Hans forsøg og analyser af de bestående forhold resulterede i, at han fremkom med en kravsspecifikation til moderne kompasser i første omgang tørkompasserne. De skulle bl.a.:

have en meget lang svingningsperiode for roserne
have en meget lille friktionsfejl mellem pind og dup
kortest muligt nåle, der tillod korrigering på alle kurser fra samme korrigeringsmiddelanbringelse = nathus
ikke større magnetisk moment i nålene, end korrigering for horisontal blødtjern forblev mulig og korrekt over hele verden.

[6166p.68]

Som udvidende information om Thomsons tørkompas bringes nedenstående en beskrivelse fra Henri Konows Haandbog for Matroskorpset.

De stillede krav var så godt som løst i Lord Kelvins standardkompas med rose med 8 tynde små magneter anbragt parallelt med N-S-retningen, ophængt med silketråd i midten af en smal bælterose, der blev afstivet med en letmetalsring ved periferien. Kompaskoppen ophængt kardansk i et nathus med alle korrigeringsmidler som stadig anvendes i dag..

Efter de hurtigtgående motorer i jernskibe var blevet normen, blev væskekompasset standard i skibene. Kompasvæsken blev en blanding af finsprit og destilleret vand, koppene blev malet indvendigt og udstyret med udbygget styrestreg passende til de relativt små roser, der blev indrettet med opdriftskammer, så rosens vægt gjorde systemet nær malflydende, og med en bundbeholder, der kunne optage væskeudvidelserne ved temperaturændringer. Alt i alt et roligt, blærefrit aperiodiske svingende kompas ophængt kardansk i et nathus med korrigeringsmidler for deviationerne i et jernskib.

Kuglekompasser
Foruden den ovennævnte kompastype blev der sideløbende til småbåde og andre specialfartøjer udviklet kompasser efter et lidt andet princip. Der tænkes her på kuglekompasserne, der er bygget på en kompasbeholder af kugleform, hvor rose-svømmersystemet internt er ophængt kardansk, og hvor kuplens forstørrende effekt udnyttes til at gøre kompasserne mindre og dog stadig læsbare. Bådkompasserne har ofte en oliebaseret væske i koppen.
[0076 p.5]

Kuglekompasserne vandt også indpas i hurtiggående fatøjer. Firmaet C. Plath i Tyskland var tidligt klar med hurtigbådskompasser bygget med indvendig kardansk rosesystem og specielt velegnet til hurtiggående og rystende fartøjstyper.

Danmark
Også i Danmark blev der tidligt gjort forsøg med væskekompasser. Det var igen Christian Carl Lous, der i 1795 fik udgivet en rapport i Kiel med titlen Einige Versuche und Vorschläge betreffend der Navigation. Senere er John Philip Weilbach i København mellem 1800 og 1830 også fremme med forsøg med væskekompasser i messingbeholder med åben ekspansion. Denne ekspansion var udført som to små skorstene med åben adgang til kompassets væskemængde. Så længe skorstenen var delvis fyldt med væske, var kompasset uden blærer. Alle forsøgskompasserne havde problemer med misfarvning af rosen efter en tid i væsken samt med ekspansionsløsningerne.
[5316 p.14, MAY p.78]

Sir William Thomsons kompas
"Dette Kompas bestaar af:
Kompasrosen med Naalene og Kompaskoppen med Pinden.
Kompasrosens Omkreds dannes af en tynd Alluminiumsring, fra hvilken der med lige Mellemrum udgaar 32 Silketraade, der er førte ind til Duppen. Denne er ligeledes af Alluminium og forsynet med en Safir til Anlæg for Pindens Spids.

Langs Omkredsen er der anbragt en Papirsring med Inddelinger i Streger og Grader; Ringen maa ikke være bredere end netop nødvendigt. 6 à 8 tynde Magnetnaale eller Grupper af Magnetnaale er ophængte parrallelle i Traade fra Alluminiumsringen, 3 à 4 paa hver Side af Duppen saaledes, at Naalenes Plads bliver noget laveret end Rosens Overflade.

Ved sin Konstruktion er Rosen gjort saa let som muligt, og samtidig har man ved at anbringe Vægten i Omkredsen givet den et stort Svingningsmoment. Da Naalene er smaa, bliver Rosens magnetiske Moment ringe, hvilket i Forbindelse med det store Svingningsmoment gør Rosen rolig, men samtidig bevirker, at den vil svinge længe, dersom den af en eller anden Grund er kommen i Uro.

Kompaskoppen har en dobbelt Bund, som til Dels er fyldt med en trægtflydende Olie, hvorved Koppens Sveingninger formindskes.
Laaget fastskrues lufttæt til Koppen, saa at Fugtighed ikke kan trænge ned i den.
Tapperne er prismatiske og hviler med deres skarpe Kanter i flade Lejer.
Koppen har indvendig en sort Streg, Styrestregen, der er anbragt i Diametralplanet.
I Midten af Laaget findes en Nedboring til Anbringelse af Deflektoren, og paa Omkredsen sidder 2 smaa Opstandere i samme Øjemed.
[KONOW p.338f]

Nathus

På MARY ROSE, der sank i farvandet ved Portsmouth i 1546, var der et nathus til kompasset. Det er et af de tidligste levn, der findes, men viden om nathuses brug har vi fra udrustningslister fra 1410-1412.
[2625 p.24]

På større fartøjer har kompasset være anbragt i kardansk ophængning i flere hundrede år, men den kardanske ophængning skal også have et anbringelsessted, der i mindre skibe kunne være på et ruftag og senere på forkanten af et styrehus, så tilpas anbragt, at rorgængeren kunne se kompasset. På linjeskibet VICTORY var nathuset et træskab som en nutidig skænk med tre fag, i midten en lampestand, og i hver side plads til et kompas. Det var opstillet lige foran rorgængeren, der gennem lågernes glasruder kunne se kompasserne, der så vidt vides var af Gowin Knights konstruktion.
[Steady as She Goes, A.E. Fanning, HMSO, 1986, p388]

Med jernskibenes fremkomst og den deraf følgende deviation, der frembød visse udfordringer for navigatøren, måtte man anbringe kompasset i nathus, der gav større afstand fra skibets jerndele. I nathuset var der mulighed for anbringelse af lampe for kompassets oplysning om natten, men vigtigere var, at det gav anbringelsesmuligheder for korrigeringsmidler som magneter, blødtjernskugler, flinders barre og krængningsmagneter. Det var dog ikke tilfældet før Lord Kelvins banebrydende konstruktion i 1879. Her var for første gang et nathus med alle korrigeringsmidler anbragt bekvemt for kompasretningen, og nathustypen blev da også standardnormen for alle senere nathuse.
[JoNvol.41 p.326]

I Danmark blev der hos Weilbach i 1846 fremstille et pælkompas, der blev installeret i damphjulskibet KÖNIGIN CAROLINE AMALIE alternerende med navnet CAROLINE AMALIE. Skibet var bygget af jern og havde store deviationsproblemer. For dette kompasanlæg foreligger der rekommendationsbreve fra kaptajnerne; eksempelvis dette dateret 9. januar 1849: I 9 Maaneder har jeg benyttet det af Herr Sejlmagermester Weilbach opsatte Kompas i "Caroline Amalie". Det er løftet 7 fod over Dækket for at hæve Lokal-Attraktionen. Hvorvel dette ikke aldeles opnaas i den Afstand fra Dækket, antager jeg dog, at det er den bedste Højde, da en større vilde gøre Foden mindre stabil, og kompasset mere uroligt. Der fandtes 1/2 Stregs Deviation forefter med østlige og vestlige Courser, jevnt aftagende til 0 med nordlige og sydlige Courser....
[5160 p.21] Pælkompasset var udført efter engelsk forbillede, og firmaet havde det med på verdensudstillingen i London i 1851, hvor det blev præmieret. Da kilderne er lidt usikre her, så forekommer også en tekst iflg. hvilken pælkompasset skulle have opnået præmie i 1862. Om det er præmieret ved begge lejligheder, tør jeg ikke sige.
[5160 p.21, 5315 p.18, kilden er Nyt Archiv for Søvæsen 1850-51]

Deviation og korrigeringsmidler

Jernskibe frembringer magnetiske felter, deviation, der indvirker på skibets magnetkompas. Det erfarede søfolkene, så snart jern i større mængder blev indbygget i skibene. Allerede i træskibenes tid vidste man, at løse jerndele skulle holdes fjernt fra kompasset, men med jernskibene blev dette ikke længere muligt, og en af metoderne til at formindske deviationen var da at løfte hovedkompasset mest muligt fri af jernskibet. Nathusene blev højere, og man kunne - da styrehuse blev almindelige - sætte hovedkompasset oven på styrehuset og fremstille dettes tag af træ, aluminium eller andet umagnetisk materiale.

En tidlig advarsel om jerndeles afbøjende effekt på kompasset findes i John Smiths Seaman's Grammar fra 1627, hvorfra jeg citerer afsnittet om kompasserne: ... Before him in a square box nailed together with wooden pinnese, called a Bittacle, because iron nailes would attract the Compasse. This is built so close, that the lampe or Candle only sheweth light to the stearage. And in it alwaies stands the Compasse, which every one knowes is a round box, and in the midst of the bottome, a sharp pin called a Center,whereon the Fly doth play, which is a round peece of pace-boord, with a small wyer under it touched the Load-stone. In the midst of it is a little brasse Cap that doth keepe it levell upon the Center. On the upper part is painted 32 points of the Compasse, covered with glasse to keepe it from dust, breaking, or the wind. This Box doth hang in two or three brasse circles, so fixed, they give such way to the moving of the Ship, that still the Box will stand steady. There is also a darke Compasse, and a Compasse for the variation; yet they are but as the other, onely the darke Compasse hath the points blacke and white, and the other onely touched for the true North and South.
[5879 p.13, 6166 p.60] Skibet indvirkede på kompasset på forskellig måde, og ladningen kunne indvirke, hvis den havde magnetiske bestanddele. Hvis skibets jerndele som bomme og luger ikke var anbragt i samme stilling som tidligere, ville der fremkomme en anden deviation, og ved hver eneste kursændring ville deviationen ændre sig. Deviationen ville også ændre sig ved krængninger og ved lokalitetsændringer. Lå skibet længe på samme kurs, ville deviationen ændre sig, lå skibet på værft og på samme kurs og - endnu værre - blev der banket på det, så ændrede deviationen sig, og der kunne nævnes flere muligheder for deviationsændringer.

Det er derfor nødvendigt at konstatere sin deviation med mellemrum samt være opmærksom på de ændringer, der i særdeleshed vil påvirke deviationen. Deviationen kan opdeles i et antal deldeviationer forårsaget af forskellige jernforekomsters kraftfelter: fra langskibs jern, tværskibs jern, blødt jern, permanent magnetiseret jern, remanent magnetiseret jern osv. For hver deviationsart kan der opstilles formler for deres kraft, og derved kan man også udlede korrigeringen for den bemeldte type deviation.

Deviation blev formodentligt konstateret længe før, det blev beskrevet første gang, hvilket var i 1538. Det var João de Castro i sit værk Roteiro de Lisboa a Goa, der havde bemærket, at kanonartilleriet om bord havde indvirkning på kompasset. Men iagttagelsen affødte ingen reaktioner. Det kom der først med skipper Murdo Downie på skibet GLORY, der klagede over, at de forsøg, han skulle gøre med Walkers azimuthkompas, blev generet af jerndelene i nærheden af kompasset.

Selv erfarne og fornuftige navigatører havde ringe eller ingen fornemmelse af de løse jerndeles betydning for kompasserne. James Cook lod således altid sine jernnøgler ligge i nathuset ved siden af kompasset, når han var på dækket, og captain Bligh på BOUNTY lagde sine pistoler ind inathuset.
[JoN vol.41 p.321 A.E. Fanning]

Matthew Flinders, 1774-1814, sejlede til Australien og observerede i 1801 og 1802 og beskæftigede sig især med deviationens forandring på grund af stedforandring. Han fandt ud af, at den stedsforandrende del var nul på ækvator og steg med bredden, mens skibets kurs også havde betydning, da afvigelsen var størst på E og W kurser. Hans konklusion var, at afvigelsen skyldtes magnetisk kraft induceret i lodret jern om bord. Afvigelsen ville derfor være 0 på magnetisk ækvator og vokse med bredden. Selve løsningen med den blødtjernstang, der anbringes lodret på nathuset blev først udfundet efter Flinders død i 1814, men den fik hans navn som sit: Flinders barre.
[6166 p.62]

Flinders indrapporterede sine observationer til Admiralitetet den 26. august 1812. I rapporten opridser han i syv punkter sin sammenfatning af erfaringerne som anført ovenover her. Hans rapport er objektiv uden konklusioner og hans argumentation meget klar. Et eksempel på hans ordlyd følger her: 7. The differences did not change suddenly on crossing the Equator; but, all the way from England, they diminished gradually; and, to all appearance, as the dip of the needle diminished. When the south end of the needle began to dip, the differences commenced the other way; and increased gradually as we advanced southward; until, having arrived in Bass Strait, where the south dip is nearly as great as the north is in England, the differences became almost as great as when we first sailed; but, as I said before, of an opposite nature.
[6859 p.246] Senere i samme århundrede gjorde astronomen George Biddell Airy, 1801-1892, en del forsøg med deviationen i praksis ved brug af jernskibene IRONSIDE og RAINBOW i perioden 1838-1839. Airy eksperimenterede med korrigeringsmagneter og blødtjernskerner omkring kompasset. Han samlede en slags manual for kompasretning med både magneter og blødtjernskerner, men igen var søfolkene for konservative til at bruge hans råd. Især Royal Navy var bange for, at officererne skulle tro, at et en gang rettet kompas var uden fejl, så de forlangte, at kompasserne forblev ukorrigerede, men den holdning kunne ikke bestå, efterhånden som skibene blev mere og mere jernfyldte.

Da hovedkompasset i nyere tid oftest er anbragt på toppen af styrehuset, fremkom der kompastyper, der kunne aflæses nedenfra. Fra nathuset var der en gennemføring i styrehustaget og via et linse- og spejlsystem kunne kompasaflæsningen vises på et spejl direkte foran for rorgængerens og styrmandens øje. Denne kompastype kaldes for reflektorkompas. En næsten tilsvarende type, men hvor kompasrosen blev belyst ovenfra, så et billede af rosen blev dannet på en matglasskive foran rorgængeren kaldes for projektorkompas. Med et hovedkompas på styrehustoppen og et styrekompas i styrehuset kunne navigatøren let sammenligne de to kompasser og dermed holde øje med en mulig forandring mellem deres visninger.

Der er dog ingen tvivl om, at både jernskibet og ikke mindst ubådenes fremkomst betød en forøget eksperimenteren med andre retningsgivende instrumenter end de, der virkede via magnetkraften. Det blev gyrokompasserne, der kom til at afløse eller supplere magnetkompasset, men der blev også konstrueret magnetkompasser med fjernaflæsning. Så kunne hovedmagnetelementet opsættes på det bedst egnede sted i skibet, og aflæsningen kunne foregå på repeatere andre steder. Ulempen var, at der også skulle være elektricitet til stede, hvorfor fjernaflæsning ikke kan anerkendes som eneste kompasmulighed på et skib.

KORRIGERING
Om bord på det kraftigt pansrede jernskib HMS WARRIOR, der blev søsat i 1860, var der 30° deviation på overdækkets kompas, og under dæk, hvorfra skibet blev styret under kamp, var der op til 50°, så noget måtte der gøres, og skibet fik installeret det eneste kendte eksempel på et dobbeltkompasnathus med indstillingsanordning, så afstanden i nathuset mellem kompasserne kunne reguleres, så deviationen kunne formindskes; konstruktionen var af herr Evans. Ideen var brugbar, men ikke ideel, men dog var det et fremskridt fra den navigationsmester, der mente, at en magnet i en ukyndig navigatørs hånd var værre end ingenting og derfor helst så, at korrigeringsmidlerne, når de en gang var anbragt blev permanent fikseret til stedet.
[JoN vol 41. p.324]

Kompaskorrigering blev altså nødvendig med jernskibenes fremkomst og til den praktiske udførelse blev der i de fleste havne indrettet en svajepæl, som skibet kunne drejes omkring og således indtage alle kompasretninger. Disse svajepæle er nu igen forsvundet. Omsvajninger kunne også finde sted i åben sø, og observationerne blev gjort ved pejlinger af solen udregnet til tidspunktet som misvisende pejling og sammenlignet med kompassets visning.

Fra deviationen blev konstateret og gennem hele 1800-tallet blev der ikke anvendt korrigeringsmidler af betydning. Man havde ikke helt klarhed over de bagvedliggende fysiske love, der var ikke fremkommet deviationsformler, og i en periode blev kompasretning simpelt hen frarådet og i Royal Navy forbudt. Det hjalp heller ikke på troværdigheden, at kompasrettere påstod, at når de havde rettet et kompas, kunne det aldrig igen vise forkert.

I den sidte halvedel af 19. århundrede begyndte man så småt at forstå sammenhængen mellem jern, lokalitet, kurs og kompas, og efterhånden blev kompasserne - eller rettere - nathusene udstyret med korrigeringsmidler mod deviationen. Der er tale om
lodrette magneter direkte under kompasset til at kompensere for krængningsdeviation,
blødtjernssøjle på for- eller agterkant af nathuset til at korrigere for deviation på grund af breddeforandring,
blødtjernskugler tværs på kompasset for at kompensere for kvadrantdeviation og
magneter anbragt langskibs og tværskibs under kompasset for at korrigere for halvcirkeldeviation.
[6282]

Kvadrantdeviation
Kvadrantdeviationen, der forekommer på mellemhovedkurserne, NW, NE, SE og SW, kan ophæves med blødtjernskugler, i hvilke der induceres et magnetfelt. På en vis herr Kayser's konstruktion var blødtjernskuglerne erstattet med små kompasser på knægte, hvor deres afstand til hovedkompasset kunne reguleres.
[Steady as She Goes, A.E. Fanning, HMSO, 1986 p.392]

Krængningsdeviation
For at rette for krængningsdeviationen skal man kende skibets lodrette magnetfelt på kompassets plads. For at finde det, må man afmontere kompasset og på dets sted anbringe en inklinationsnål, heeling instrument = vertical force instrument. Det består af en messingbeholder, rørformigt eller som en æske. Den ene side skal være med glas, så man kan se ind i instrumentet, der består en en tynd magnetnål, der er afbalanceret på en vandret akse, så nålen kan vippe i det lodrette plan. For nålens ender er der nogle små afstandsmærker, så man kan konstatere hældningen, og der skal være en libelle monteret på kassen, så den kan holdes vandret. Hvis der ikke er noget lodret felt på kompassets plads, vil nålen stille sig vandret, men er der et felt, vil enten N- eller S-enden dykke, og man må korrigere ved at løfte eller sænke de lodret anbragte magneter i nathuset, indtil feltet er 0. Herefter kan kompasset igen anbringes på sin plads.
[6282 p.18]

Remanent magnetisme
For deviation på grund af remanent magnetisme, altså magnetisme der fremkommer, når skibet i lang tid ligger på samme kurs, hvor jordmagnetismen vil inducere en magnetisk kraft om bord med poler i den retning, som den jordmagnetiske N-S-akse i området vender. En udførlig beskrivelse af denne form for deviation blev skrevet af navigationslærer Th. P. Funder: Om remanent Magnetisme, ca. 1907.

Deflektoren
Normalt foregår kompaskorrigering som en bestemmelse af deviationen ved sammenligning med en i forvejen kendt pejling fx udregnet solpejling eller via kendte mærker samt i dag ofte ved sammenligning med gyrokompasset. Er der ikke adgang til et gyrokompas, og er himlen overskyet og mærker ikke at se, så kan man i visse tilfælde korrigere kompasset med en deflektor. Deflektoren blev opfundet af Edward Sabine i 1849, og hans model er forbedret flere gange siden, bl.a har Lord Kelvin også udsendt sin version, og i Danmark er der produceret deflektorer, fx kaptajn C. Clausens model.
[6257-II p.521]

Deflektoren kan bruges ved kompasser uden påsatte blødtjernskugler og med ikke for lange og kraftige nåle. Instrumentet består uanset hvilken model af en messingring, der kan sættes oven på kompassets dækglas; oven på messingringen er to magneter anbragt lodret med en nordende og en sydende nedad. De to magneter kan via et snekkedrev eller lignende nærmes og fjernes fra centrum. Effekten af magneterne vil vokse med større afstand fra centrum.
[6183, 6183a, 6183b]

En korrigering begynder med at normalstille deflektoren ved at udfinde udslaget på hhv. N og S devierende kurser og halvere udslaget. Derefter foregår korrigeringen ved på de forskellige kurser at aflæse udslagene med deflektoren påsat og med magneter korrigere, indtil udslagene er halvdelen af summen af udslagene på de modsatte kurser. Det kan lyde kompliceret, men har man prøvet det nogle gange er det en hurtig måde at rette på. Korrigeringerne bliver dog kompliceret af kvadrantdeviationen.

Se egen artikel om deflektoren.

Myndighedskrav

Ole Rømers kompasreform 1692
Ole Rømer indtager en fremtrædende plads i kompassets historie i Danmark. Han var meget aktiv i meget forskellige projekter og staten gjorde udstrakt brug af hans viden og fornuft i tekniske sager. Før kompasreformen var det normalt, at kompasserne var indrettet med kompasnålen ude af linje med rosens nordretning, idet afvigelsen skulle være lig misvisningen på kompassets brugssted. Denne tradition var blevet videreført selv efter, man havde forstået misvisningens foranderlighed både med hensyn til sted og tid. Endnu mere forkert blev kompasvisningen, hvis skibet fjernede sig for langt fra det forudsatte kompasområde, eller kompasset blev for gammelt.

Ole Rømer anfører i sin anmodning om reform, at man har været klar over misvisningens foranderlighed i 20-30 år at regne fra 1692. Han gør også opmærksom på, at hollænderne fem år før var gået over til at lægge kompasnålen ret under nordstregen på rosen, og foreslår nu, at man gør tilsvarende i Danmark. Han indsendte sit andragende til kongen 13. februar 1692. At denne forvirrende tilstand blev ændret, er åbenbart ikke blevet bemærket af Hewson, der skriver. "It is difficult to say how long this practice continued". Han har dog bemærket, at Bligh efter sin hjemrejse med hollandsk skib i 1789 beretter om hollændernes kompasrose, der kan indstilles for misvisning ved at blive flyttet i forhold til kompasnålen.
[6199 p.54]

Kongen indhentede også udtalelse fra navigationsdirektør Jørgen Dinesen. Han foretrak lige som Ole Rømer, at kompasserne indrettes med nordsøgende kompasnål direkte. Kongens allernådigste tilladelse blev givet på Københavns Slot den 12. marts 1692 efter en hurtig sagsbehandling.

I 1692 benyttedes ordet retvisende kompas om et kompas, hvor nålen lå parallelt med rosens nordstreg, mens vi i dag vil kalde det et misvisende kompas. Misvisende kompasser i 1692 var de, der var indrettet med nålen liggende mv-størrelsen fra nordstregen, så et sådant kompas ville vise et retvisende nord - altså lige bortset fra, at fejlvisningens størrelse på et sådant kompas ikke kunne ses, og man skulle vide, hvor meget det var ude af N-S-retning for at kunne bruge det.
[TfS 1916 p.540]

I England blev der i Royal Navy dannet en Admiralty Compass Committee i 1837. Den skulle undersøge de eksisterende kompasser og i et hele taget stå for udvikling og reglementer omkring magnetkompasserne til flåden. I 1842 udgav de et sæt Practical Rules for anbringelsen af kompasserne om bord i skibene. Det hed heri, at de skulle monteres på en fast anbragt søjle, hvor der var mindst mulig deviation. Det skulle være skibets hovedkompas, hvorfra alle pejlinger skulle tages og alle kurser sættes. Der blev ikke udgivet regler for korrigering af kompasserne, selv om der allerede i 1838 var udført forsøg med kompasser i jernskibene RAINBOW og IRONSIDE.
Få år senere, 1846, udkom regler for tilstrækkelig sikker afstand mellem kompas og jerndele.
[JoN vol.33 p.168]

Nutidige forhold
Kompasser i skibe med en BT på 20 eller derover er underlagt tilsyn og deres kompasser skal være certificerede. Reglerne for opnåelse af certifikat er nedlagt i ISO-bestemmelser og anbringelsen i IMO Resolutions. I disse regler er der så skrappe krav til kompassers "performance", at et tørkompas ikke ville kunne opnå certifikat. Alle synspligtige skibe og så godt som alle andre har i dag væskekompasser, idet også kompasser til både i dag er væskekompasser og hovedsageligt kugleformede med intern kardanophængning i væskekuglen.

Afslutning
Det har beklageligvis ikke været muligt at skrive særligt meget om danske forhold, der har haft indflydelse på kompassets udvikling. Så godt som alle kilder, danske, engelske, tyske og amerikanske nævner for hovedpartens vedkommende kun engelske kilder, så snart middelalderen er passeret. Det kan derfor nok kun konkluderes, at Englands rolle i kompassets udvikling fra middelalderens slutning til 1900 har været overvældende. Da gyrokompasset skulle udvikles kom både Tyskland med Anschütz-Kaempfe i 1908 og Amerika med Sperry i 1912 ind som vægtige deltagere i udviklingen.
[6257-II p.523f]

Kilder

[0076] Compasses and Compassing, R. D. Ogg, Danforth, Maine USA, 1977.
[2625] The Art of navigation in England in Elizabethan and Early Stuart Times, David W. Waters, 1958, rep. NMM 1978.
[5160] J. S. V. Weilbach 1755- 24. november - 1955, Weilbach, Kbh. 1955.
[5315] Nautisk Almanak 1955, Forlag Iver C. Weilbach; jubilæumsartikel.
[5316] Iver C. Weilbach & Co. 1755-1930, jubilæumsskrift, red. Carl Sølver, Kbh. 1930.
[5879] A Sea Grammar, John Smith, 1st ed. 1627, rep. 1970, London.
[6079] Dansk Marine-Ordbog 1-2, D. H. Funch, Eget Forlag 1852, Rep.
[6166] A History of the Practice of Navigation, J. B. Hewson, BSF, 2nd Ed., 1983.
[6182] U. C. Boesens Prisme-Diopter, Cornelius Knudsen, Kbh. u.a.
[6183] Kaptain Clausens Deflektor, Cornelius Knudsen, Kbh. u.a.
[6183a] The Deflector of the Observator Ltd., Observator Ltd, Rotterdam, u.a.
[6183b] Brugen af Deflektoren (Clausens System), Einar Weilbach & Co., Kbh. u.a.
[6257] Danmarks Søfart og Søhandel I-II, red. Bering Liisberg, Nyt Nordisk, 1919,
     benyttet er afsnittene om navigation af Johannes Knudsen og Th. Funder i Bind II.
[6282] Instructions for the Adjustment of Lord Kelvin's Patent Compass, Kelvin, Bottomley & Baird, Ltd., Glasgow, u.a.
[6830] A New Universal Dictionary of the Marine..., William Falconer, ed. by William Burney, London 1815.
[6859] Matthew Flinders, James D. Mack, Nelson 1966.
[7563] Styrmands-Kunst eller saa kaldet Skatkammer, Christian Carl Lous, 1787, 2. udg. 1824, Schultz.
[7774] From Sails to Satellites, J. E. D. Williams, OUP, 1992.
[9313] Ill-starred Captains - Flinders and Baudin, Anthony Brown, Chatham, 2001.
[9479] Maritim Kontakt 25 - Navigationens udvikling, Jens Kusk Jensen, red. Erik Gøbel, 2003.
[9747] Der Kompass I-II, A. Schück, Hamburg 1911. Værket er eminent for kompasbilleder, især af roser.
[EB]    Encyclopædia Britannica, 15th Ed., 1991. Kun oversigtsartikel. Brugt til personoplysninger.
[JoN]   Journal of Navigation. Flere numre anvendt - vol. og side angivet i teksten.
[MAY] A History of Marine Navigation, W. E. May, Foulis & Co., 1973.
[OED] Oxford English Dictionary, CD Edition, 2002.
[SAL] Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg. 1923. Værket udnytter stærkt Johannes Knudsens artikler i TfS.
[TfS1916] Tidsskrift for Søvæsen 1916 p. 540ff , Kompasreformen 1692, Johannes Knudsen.
[TfS1912] Tidsskrift for Søvæsen 1912 p. 356-382 Kompasset i ældre Tid, Johannes Knudsen.
   Johannes Knudsen bringer sin kildefortegnelse p. 381 således:
   Louis A. Bauer - Principal Facts of the Earth's Magnetism, Washington 1909.
   Konrad Kretschmer - Die italienischen Portolane des Mittelalters, Berlin 1909, Inst. f. Meereskunde.
   W. van Bemmelen - Die Abweichung der Magnetnadel, Batavia 1899.
   G. Hellmann - Die Anfänge der magnetischen Beobachtungen, Berlin 1897.
   Idem - Rara Magnetica, Berlin 1898.
   Idem - Über die Kenntnis der Magnet. Deklination vor Chr. Kolumbus, Meteor Zeitsch. 1906.
   Fridtjof Nansen - Die Magnet. Abweichung in Anfang des 16. Jahrhunderts, Petermanns Mitteil, 1912.
   August Wolkenhauer - Beiträge zur Geschichte der Kartographie und Nautik des 15. bis 17. Jahrh., Mitteil. d. Geograp. Ges., 1904.
   A. Breusig - Die nautischen Instrumente bis zur Erfindung des Spiegelsextanten, Bremen 1890.

PERSONOPLYSNINGER

João de Castro
Portugiseren João de Castro levede fra 7/2 1500 og døde i Goa den 6/6 1548. Da var han kort forinden blev portugisisk vicekonge i Indien, og han døde i armene på Francis Xavier.

Han var som ung elev hos Pedro Nunez og blev senere søofficer og opdagelsesrejsende, og gjorde også videnskabelige iagttagelser. Efter en snes års tjeneste i Afrika gjorde han fra 1538 tjeneste i de portugisiske kolonier i Indien og kompilerede lodsbøger for sejladsen dertil samt for Rødehavet, som han havde foretaget en rejse op igennem.

Inden for læren og magnetismen menes han at være den første, der bemærkede deviationen på et skib. Hans lodsbogsmanuskripter blev først trykt i 1800-tallet.

Matthew Flinders
Søofficeren Matthew Flinders blev født 16/3 1774 og døde 19/7 1814 i London. Han blev indrulleret i Royal Navy i 1789 og sejlede i 1795 til Australien som navigatør, hvor han omsejlede og opmålte Tasmanien. På sin næste rejse fra 1801, hvor han var fører af INVESTIGATOR, opmålte han først hele Australiens sydkyst og fra 1802 afgik han fra Sydney for at opmåle kysten norden for samt verdensdelens nordkyst. Han fortsatte hele vejen rundt om landet og vendte tilbage til Sydney i juni 1803.

Hans tilbagerejse var yderst uheldig. Han blev nødt til at søge havn på franske ø Ile de France i Indiske Ocean. Øen hedder nu Mauritius. På grund af krigene mellem England og Frankrig blev han tilbageholdt på øen til 1810. Under opholdet blev hans helbred forværret, og han returnerede til England som en svækket mand. Før sin død nåede han at udgive sin beretning, Voyage to Terra Australis, om sine rejser og opdagelser.

William Gilbert
William Gilbert med varianten Gylberde var født 24/5 1544 og døde 10/11 1603 NS. Han var uddannet som læge og praktiserede i London fra 1573. Fra 1601 var han Elizabeth Is livlæge, men det holdt jo ikke længe, så efter hendes død i 1603 blev han læge for James I.

Hans hovedværk er De Magnete, Magnticisque corporibus, et de magno magnete tellure = Om jordens store magnet. Det udkom på latin i 1600. Hans hovedfortjeneste er påvisningen af jorden som en stor magnet, der bl.a. er skyld i magnetnålens "dip". Han er den første der benytter ordet "elektrisk" om tiltrækning og kraft.

Hans andet værk, De mundo nostro sublunari philosophia nova , der er en filosofisk-astronomisk afhandling om planeterne og jorden roterende om solen, at stjernerne havde forskellig afstand fra jorden og at planeterne blev holdt på plads af magnetkraft. Værket udkom efter hans død redigeret af hans broder efter to manuskripter. Et enkelt af kapitlerne blev skrevet af Edward Wright.

Gowin Knight
Gowin Knight blev født 10/9 1713 og døde 8/6 1772. Han var uddannet forsker og arbejdede med magnetisme og gjorde desuden en del opfindelser i andre felter.

Hans arbejder inden for magnetismen førte ham til udviklingen af kunstigt fremstillede permanente magneter. Man havde ike tidligere kunnet tilføre hårdere stållegeringer magnetismen, men det lykkedes for Knight at fremstille nåle, der bevarede magnetismen i lang tid. Hans kompasser med rhombeformede nåle blev efter nogen tid optaget som Royal Navys standardkompas. Der findes billeder af det i flere af værkerne.

Alexander Neckham
Alexander Neckham eller Neckam blev født 8/9 1157 i St. Albans England, og han døde tidligt i 1217. Efter sin uddannelse i Oxford og ved Paris' universitet blev han teologisk lærer samme sted, inden han blev abbed i Augustinerklosteret i Cirencester fra 1213.

Hans to værker udkom omkring 1187. Det første har titlen De utensilibus = om instrumenter. Det er det tidligst kendte europæiske dokument, hvor et kompas til navigationsformål omtales.

Hans anden bog De naturis rerum = om tingenes natur eller indretning. Bogen, der er et kommentarbind til Bibelens Prædikernes Bog, indeholder en mængde videnskabelige oplysninger efter klassisk græsk mønster.

Peter Peregrinus
Hans navn forekommer i flere varianter efter sprog:
Peter Peregrinus of Maricourt = Pierre Pèlerin de Maricourt = Peturs Peregrinus de Maharncuria.

Han levede i midten af det 13. århundrede, var munk og deltog i et europæisk korstog mod den italienske by Lucera. Peregrinus havde en teknisk stilling i Charles af Anjous hær under belejringen i 1269.
I denne forbindelse er hans brev om magnetisme af betydning. Det titel er Epistola Petri Peregrini de Maricourt ad Sygerum de Foucaucourt, Militem, de Magnete, der normalt forkortes til Epistola de magnete. Brevet til hans soldaterbekendte Sygerus indeholder to dele: Første del beskriver de egenskaber, som magnetjernsten har. Her beskrives for første gang magneters polaritet, og er i øvrigt den første der anvender ordet "pol" herom. Brevet forklarer også, hvorledes man så bestemmer N- og S-poler på en magnet.

Den anden del beskriver et antal instrumenter, der kan udnytter magnetkraften. Et af dem er det flydende kompas, og et andet er et pivotkompas som han enten foreslår eller beskriver, at han har set.

Edens oversættelse af Martin Cortez værk

The iii Chapiter, of the vertue and properties of the Lode stone, called in Latin Magnes, and in Spanyshe Piedrayman

Fol lxii
The Lode Stone (as wryteth Cardinall Cusanus) hath substaunce, vertue, and operation. His vertue is engendred of his substaunce, essence, or beyng. And of his essence and vertue proceadeth his operation and effecte: In such sorte, that this stone communicatyng his vertue to iren, by reason thereof, causeth the iren to move, although betwene the one and the other be a cuppe or plate of Sylver, or a table, or any other lyke thyng.

The attractyve or drawynge force of the Lode stone, causeth the nature of Iron to be and reste in it: And that so firmely and quietlye, that beynge naturallye heavye and ponderous, it descendeth not, because his nature resteth not in hym selfe, but is unite with the nature of the stone, whiche seemeth to extende it self, and as it were to casete foorth a lively spirite of enchauntynge vertue. Insomuche that (as we see by experience) by the sayde union, it not onely distributeth his vertue to one Iron, but that Iron likewise to another, and that other agayne to another: and so forth, untyll of many rynges or lynkes of Iron be made a chayne. Saint Augustine (as he wryteth in his bookes De Civitate Dei) dyd marvayle that he sawe an Iron move it selfe uppon a vessell, by movynge the Lode stone under the vessell.

It is called Magnes, because the inventour or fynder thereof was so named : Who (as Plinie writeth) keping cattayll in Easte India, had his shoes soled with plates of Iron, and Iron nayles, such as they use in Gasconie, and had in his hand a staffe with a pyke or hooke of Iron. And restynge him selfe uppon a quantitie of this stone, coulde not remove his feete, neither lyfte up his staffe. Then staying a whyle astonyshed, as ignoraunte of the cause, at the length began to perceave the propertie of the stone, and to understande the attractive vertue thereof. The coloure of it differeth not from Iron.

And was therefore called quycke Iron or lyvyng Iron. The beste kynde of these stoones, is of Azurine or blewe coloure, as the Sea sometymes appeareth. Of these are founde fyve kyndes or differences. The first is of Ethiope. The seconde of Macedonie. The thyrde of Lechio in Boecia. The fourth of Troade neare to Alexandria: And the fifth of Asia. But at this day, it is found in divers other places. It is founde also in many places in Spayne: As in the hyll Morena neare unto the village of Calera, beyng of the order of saint James in the province of Leon. Lykewyse in a hyll of Moron in the territorie of the Erle of Vrenia is great quantitie thereof, and in divers other places. The stone that we most commonly use, is of the Ilande of Elua of the Lorde of Pombline: whiche I judge to be better then that of Denmarke.

This and the other, have vertue to drawe iron unto them. And trewe it is that Teanxedes wryteth: That in Ethiope is founde another kynde of this stone, that putteth iron from it. Averroes the commentator of Aristotle, denieth that Magnes draweth iron unto it. But sayth that iron by his naturall inclination, doth move to the stone as to his naturall place, by a certayne qualitie which the stone impresseth in iron. And besyde this vertue and propertie that it hath to drawe iron unto it, it hath also an other. And that is, that it geveth unto iron vertue and powre to shewe the two pointes of the Horrizon where it cutteth ye Meridian, that is in the two wyndes of North and Southe. These vertues are found more intent in only two partes of the stone. And these are ever opposite or contrarie the one to the other. And so are they contrarie in operation. For iron touched with the one parte, and placed where it maye move frely, wyll shewe the North. And an other iron touched with the other parte, wil shewe the South. Fyndyng this experience, may be knowen what part of the stone aunswereth to the North: which the Mariners call the face of the stone: And lyke wyse of the Southe. This stoone is so necessarye, that without it, Navigation shoulde bee imperfecte and uncertayne...

Jørgen Marcussen

	Retur til toppen af siden.
Retur til Maritim indledningsside	Retur til hjemmesidens forside
Opdateret d. 11.4.2016.