KRONOLOGI

 Revideret 26. november 2011.

Tidsenheder

samlet af Jørgen Marcussen
Dette er tredje del af otte

INDHOLD for hele serien

Indledning til serien Klokkeslæt
Tidsbegrebet Religiøse kalenderrelationer
Kalendersystemer Andre kalendersystemer
Nul-meridiankonferencen Andre tidsenheder og andre tidsbegreber
Tidsenheder - der er dette afsnit! Bibliografi
 

INDHOLD for TIDSENHEDER

 

ÅRET

Kalenderåret
Kalenderåret eller det borgerlige år er kun én bestemt årlængde. Der er mange forskellige årslængder, og de måles ud fra forskellige astronomiske målepunkter eller som civile år efter mere praktiske regler. Kalendere - og kronologi i borgerlige forbindelser - benytter »det borgerlige år«, der har et helt antal dage, 365 eller 366, og begynder den 1. januar ved midnat klokken 00h 00m 00s. Et almindeligt år indeholder 365 dage = 8.760h = 525.600m = 31.536.000s. Et skudår har 366 dage = 8.784h = 527.040m = 31.622.400s. Jordens vinkelhastighed er 7,292115 x 10-5 radianer pr sek.

Det sideriske år
Det sideriske år er Jordens omløbstid omkring Solen, fra en stjerne står i en bestemt stilling, til den igen står i samme stilling. Det sideriske år er på 365,2564 døgn eller 365d 6h 9m 9s,5 stigende 0,0001 sekund per år. Stjerneåret er længere end det tropiske år.

Det tropiske år
Det tropiske år eller solåret eller ækvinoktialåret er Jordens omløbstid, fra Solen står i Ariespunktet, til det igen sker. Det tropiske år er på 365,2422 døgn = 31.556.925,975 sekunder eller 365d 5h 48m 46s (i middeltid). Denne længde var helt nøjagtig ved slutningen af det 19. århundrede 365,242196, og i dag er året kortere, 365,242190, målt i døgn à 86.400 sekunder (TAI). I år 2100 vil længden være 365,242184 døgn.

Præcession
Forskellen på det sideriske og det tropiske års længde skyldes fiksstjernernes tilsyneladene bevægelser, også kaldet præcessionen. Præcessionen er den koniske bevægelse af Jordens akse omkring ekliptikas lodrette akse pga. tiltrækningskraften fra Sol, Måne o.a. planeter, hvilket giver en vestgående bevægelse af skæringspunkterne mellem ekliptika og himlens ækvator. Jordaksens rotationsperiode er ca. 26.000 år.

Polaksens forlængelse i himmelrummet bevæger sig ca. i en cirkelform fra Polarstjernen, som den er nærmest (28') i år 2102 til Vega, som den er nærmest omk. år 14.000. Andre kilder angiver Ariespunktets rotationsperiode til 21.000 år. Pga. præcessionen flytter forårsjævndøgnspunktet sig vestpå, og det lå i Ariesbilledet mellem 1000 f.Kr. og 1000 e.Kr. og i Taurus mellem 3000 og 1000 f.Kr. I dag er forårsjævndøgnspunktet ved at gå ind i Pisces.

Bevægelsen er ca. 2° per 150 år. Der er derfor en lille forskel på, om man måler året fra Solen står i forårsjævndøgnspunktet til det næste gang er tilfældet, eller om det måles som en hel omdrejning, idet Ariespunktet jo i årets løb har flyttet sig en smule. Bevægelsen er (1975) 50",27 per år; sammensat af rektascensionsforandring på 46",10 og deklinationsforandring på 20",4. På grund af at Jordens akse foretager små udsving, nutationen, kan årets længde svinge med op til et sekund (forskellen mellem sand jævndøgn og middeljævndøgn).

Det anomalistiske år
Det anomalistiske år er Jordens omløbstid omkring Solen fra Jorden er i sit perihelium til den igen er i sit perihelium. Det anomaliske år er på 365d 6h 13m 53s dage eller 365,2596 dage. Periheliet flytter sig østefter, og det anomalistiske år er længere end stjerneåret.

Det astronomiske år
Det astronomiske år eller Bessels år er tiden fra Solen står i forårsjævndøgnspunktet og til Solen har bevæget sig 360°. Det astronomiske år er kun lidt forskelligt fra det tropiske år.

Det gaussiske år
Det gaussiske år er det teoretiske tidsforløb beregnet efter Keplers love om planetbevægelserne. Året længde er lig et jordomløb på 365,258898 dage.

Nutation
Nutation, der er en vippende bevægelse af jordaksen, giver ujævnheder i jævndøgns­punkternes bevægelse rundt i Ekliptika. Nutationen har form af en ellipsoide med ca. 18" storakse og en periode på ca. 18,6 år. Udtrykket nutation anvendes især om Månens indflydelse, men ved årslængdeberegning har også Jordens nutationsændringer på grund af Solen betydning. Nutationen bevirker, at Ariespunktet i halvdelen af den 18,6-årige periode flytter sig mere og i den anden halvdel flytter sig mindre mod vest. En endnu mindre afvigelse kaldet Chandlereffekten eller Chandlerperioden har en periode på 430 dage.

Årstiderne
Der er få dele af verden, hvor der ikke findes årstider. Man kan derfor finde inddelinger af året i sæsoner eller klimamæssigt bestemte dele næsten overalt. Det har naturligvis også sat sig spor i kalendersystemer, hvor himmelkuglebevægelsen afspejler årets gang på Jorden.

Der er inddelinger med to halvår, hvor vinterhalvåret efter traditionel stil begynder den 29. september på Mikkelsdag eller 11. november på Mortensdag. Sommeren begynder den 1. maj på Valborgsdag eller den begynder Påskedag.

Inden for navigationen defineres sommeren, som det halvår hvor Solens deklination har samme navn som bredden. Sommeren begynder efter dette system ca. 21. marts på den nordlige halvkugle og varer til ca. 23. september.

På Solens bane rundt i Stjernehimlens dyrekreds, gennem de zodiakale tegn, er der punkter opkaldt efter årstiderne her på den nordlige halvkugle:
  • Foråret varer 92,8 dage og begynder ca. 21. marts, når Solen står i Forårsjævndøgns­punktet, Ariespunktet, Vædderens nulpunkt, og går fra den sydlige halvkugle op på den nordlige.

    •  
  • Sommeren varer 93,6 dage og begynder ca. 21. juni, når Solen ved Sommersolhverv vender i Krebsens vendekreds på 23,5° nord.

    •  
  • Efterår varer 89,8 dage og begynder ca. 23. september, når Solen står i Efterårsjævndøgnspunktet i Libra, Vægtens nulpunkt, når den går fra den nordlige til den sydlige halvkugle.

    •  
  • Vinteren varer 89 dage og begynder den ca. 22. december, når Solen ved Vintersolhverv vender i Stenbukkens vendekreds på 23,5° syd.
De fire årstider varer ikke lige længe på grund af Jordens bane ikke er en cirkel, men en ellipse med Solen i det ene brændpunkt.

Solhverv
Solhverv indtræffer, når Solen passerer sit højeste / laveste punkt i sin bane. Hvilket er, når deklinationen er størst N eller S. Tidspunktet for solhverv ændrer sig fra år til år pga. årets længde ikke er et helt antal døgn. Falder solhvervet et bestemt sted, fx i Danmark, sent den 21. juni, vil det længere mod øst, fx i Japan, allerede være den 22. juni, som vil være datoen for solhverv der. Året efter vil solhverv i Danmark indtræffe 5h 58m 45s senere, og således måske først indtræffe i Danmark den 22. juni.

Solhvervet vil derfor hvert år rykke til et tidspunkt ca. 6h senere i kalenderen, indtil et skudår vil flytte det 24h frem, men skudåret vil ikke regulere for de årlige 11m og 15s, som vil blive akkumulerede indtil et århundredeskifte, hvor den udeladte skuddag forårsager, at solhvervstidspunktet rykker 6h for meget tilbage. Sidstnævnte bliver så igen reguleret hvert 400 år, hvor skuddagen så flytter solhvervet et døgn frem igen.

Solhvervet vil således gennem et århundrede komme tidligere og tidligere og ved den udeladte skuddag i hundredeåret sættes et kvart døgn tilbage, og efter gennem 400 år at komme tidligere og tidligere igen blive sat et døgn frem, som det sker i år 2000.

Efter den borgerlige kalender beregnes foråret fra den 1. marts til den 31. maj, sommeren fra den 1. juni til den 31. august, efteråret fra den 1. september til den 30. november og vinteren fra den 1. december til den 28/29. februar.

Med relation til jordaksens hældning på 23,5° kan Jorden også inddeles i et tropisk bælte på 23,5° syd til 23,5° nord, et tempereret bælte på hver halvkugle mellem 23,5° og 66,5°, og to polarbælter fra 66,5° til polen. I polarbælterne er Solen noget af tiden i sommerhalvåret cirkumpolær og om vinteren anticirkumpolær, hvilket vil sige, at den hhv. ikke går ned i løbet af et døgn, eller slet ikke står op i døgnets løb.

Nytår
Nytårstidspunktet har i alle kalendere gennem tiden vekslet meget, men hovedparten af gamle kalendere benyttede et Nytår i nærheden eller på vintersolhverv. Det tidlig-romerske Nytår fandt sted ved konsulskiftet i marts, og var fra 222 f.Kr. fastsat til den 22. marts, for så i år 153 f.Kr. at flytte til den 1. januar og den 1. januar blev stadfæstet i Cæsars kalenderreform i 45 f.Kr. Traditionelt falder Nytåret på den 1. januar, og i middelalderens religiøse verden blev Mariæ Bebudelsesdag, den 25. marts (style of the Incarnation), betragtet som den vigtigste dag, og Nytår blev fastsat som denne dag. Modtog man et brev dateret efter dette Nytår den 25. marts 1698 var det skrevet 364 dage før et brev dateret den 24. marts 1698, der jo var årets sidste dag.

Fra konciliet i Tours, 567 e.Kr. arbejdede kirken indtil det 9. århundrede på at få flyttet Nytår den 1. januar, som Kirken var imod på grund af de hedenske skikke, der var knyttet til datoen. Kirkemyndighederne foretrak den 25. december (style of the Nativity), men da de ikke kunne gennemføre Nytår den 25. december 'opfandt' man Jesu omskærelsesdag den 1. januar, så dagen i det mindste fik et kristent indhold. Der er derfor dateringer angivet enten efter fødselsstilen (nativitas stil) eller omskærelsesstilen = circumcisio stil eller stylus communis. I Det østromerske Riges område blev den græske indiktion med Nytår den 1. september meget brugt. Det regnede også verdens begyndelse fra den 1. september 5509 f.Kr. For Sicilien, Syditalien og Rusland holdt nytårsdatoen den 1. september sig til 1700. I kirkebøger kan kirkeårets start den 1. Søndag i Advent være brugt som Nytår.

I Danmark brugte Kancelliet indtil 1596 den 25. december som årets første dag.

Jf. Grotefend p.11 må man i middelalderen operere med seks forskellige nytårsdatoer:   1. januar = circumcisionstil
  1. marts = førcæsarensk stil
25. marts = annunciationsstil
      påsken
  1. september = byzantinsk stil
25. december = julenatsstil De forskellige stile blev brugt regionalt med forskellige tidspunkter for overgang til nytår den 1. januar. Forskellene var afhængig af ærkebiskopsædernes indflydelsesområder, og det er først efter første halvdel af 1500-tallet, at den 1. januar bliver dominerende.

Englands Nytår
England havde fra Bedes tid anvendt den 25. december eller den 25. marts som Nytår i England indtil 1087. Fra 1087 til 1155 var nytår den 1. januar, og fra 1155 til 1752 opretholdtes den 25. marts som den officielle nytårsdag for det civile, det kirkelige og det juridiske år. Sideløbende hermed blev der i mange år fejret en borgerlig nytårsdag den 1. januar og en liturgisk den 1. søndag i Advent. Dvs. at fx begyndte det officielle år 1751 i England den 25. marts og endte den 31. december. Selvom Pepys i sin dagbog benyttede 25. marts til at datere året, så nævner han alligevel hvert år den 1. januar, at det nu er Nytårsdag. når datoen den 1/1 1704 er den historiske, så vil den civile, kirkelige og juridiske være 1/1 1703, da sidstnævntes nytår først indtræffer 25/3. Fra den 25/3 til 31/12, har alle fire dateringsformer sammenfaldende årstal, 1704. Skotland fastlagde nytår til den 1. januar fra 1600.

Loven om kalenderskiftet i England kaldes for Chesterfield's Act. Dens hele titel er: 24 Geo.II, c.23: A.D. 1751 Anno vicesimo quarto Georgii II. CAP XXIII. An Act for Regulating the Commencement of the Year; and for Correcting the Calendar now in use.

År 1752 begyndte den 1. januar 1752 og i september blev den 2. efterfulgt af den 14. september, således blev der reguleret for den akkumulerede fejl fra den julianske til den gregorianske kalender. Se også om indiktionsnytår foranstående.

Spanien og Portugal
Spanien og Portugal opretholdt en æra begyndende 1/1 38 f.Kr. - begrundelsen er ukendt for netop dette år. Spanien fortsatte med denne tidsregning til 1383 A.D. og Portugal til 1422 A.D.

Måneden
Ordet måned er knyttet til ordet »måne« og det er da også månens periode, der ligger til grund for inddelingen. Måneperioden kan variere op til 7 timer pga. tyngdekraftforhold fra Solen og Månens banehældning, og den passer ikke med det civile års 28 til 31 dages måneder, så et år beregnet med måneperioder kommer hurtigt ud af trit med årstiderne. Det vidste allerede romerene, så i deres tidlige kalendersystemer blev der i slutningen af året med de ti måneder à 30 dage indføjet en måned med navn Ianuarius og en måned Februarius, og efter astrologiske kalkulationer indføjedes præstestanden ekstra dage, når det var nødvendigt.

For at ære Julius Cæsar og hans kalenderreform i år 46 f.Kr. blev den 5. måned, Quintilius, på Senatets opfordring i år 44 omdøbt til Iulius. Den var efter indsættelsen af januar og februar blevet til den syvende måned. Juli fik 31 dage. Af æresårsager blev også den næste kejser, Augustus, hædret og fik den 6. måned, Sextilis, men nu egentlig den ottende måned, omdøbt til august. Den fik også 31 dage. Den 31. august blev taget fra februar, der herved fik 28 dage på almindelige år. De romerske måneder blev også delt i to halvdele; den første, der gik til og med den 15. (16. i måneder med 31 dage) kaldtes mensis introiens, den sidste del mensis exiens eller mensis restans.

Månednavne
Månedernes navne i dag har rødder i den romerske kalender og bærer navne, der er relateret til guder eller til numre. Der findes ældre betegnelser i Norden med tilknytning til årets gang.

Standard
betegnelse 		Gammelt
dansk navn 		Romersk -700
c. Romulus 		Romersk -690
ca. Numa 		Romersk -450
Decemvirerne1)
Januar Glugmåned - februar Januar
Februar Blidemåned - Januar Februar
Marts Tordmåned Marts Marts Marts
April Fåremåned April April April
Maj Majmåned Maj Maj Maj
Juni Skærsommer Juni Juni Juni
Juli Ormemåned
Maddikemåned 		Quintilis Quintilis Quintilis / Juli
August Høstmåned Sextilis Sextilis Sextilis / August
September Fiskemåned September September September
Oktober Sædemåned Oktober Oktober Oktober
November Slagtemåned November November November
December Kristmåned December December December
1) Decemviri legibus scribendis. Opkaldt efter ti borgere, der i 452 f.Kr. for nogle få år havde stor myndighed i Rom og nyskrev den romerske lov på 12 tavler, der forblev gældende lov i flere århundreder.


En kalendermåned er gennemsnitlig 30,437 dage målt gennem et år. Månedinddelingen har ingen forbindelse til måneperioden. Metoden med at tælle månedens dage fremadskridende er orientalsk, men nok ikke ældre end kristendommen. I middelalderen blev også solcirklens 12 dyrekredstegn benyttet til månednavne, fx vandmandens måned fra den 18. januar til den 18. februar. Fælles for alle historiske månedinddelinger er periodens starttidspunkt, når måneskiven efter nymåne igen kan ses, hvilket er ca. 2 dage efter nymåne. Athen på 38° N kan se Månen første gang efter nymåne mellem 23 og 69 timer afhængig af årstiden.

Månetider
Siderisk måned
Den sideriske måned er tiden for et omløb af Månen om Jorden, fra den ses i en bestemt stilling i forhold til en fiksstjerne, til den igen er i samme stilling. Den sideriske månemåned er på 27d 7h 43m 11,5s = 27,33165 døgn.

Synodisk måned
Tiden mellem to nymåner er 29d 12h 44m 2,98s = 29,5305889 (og i 1900 var den på 29,5305886 og i 2100 er den 29,5305891) døgn og kaldes den synodiske måned. Det er den synodiske periode, der anvendes i kalendersammenhænge.

Bundet måneår
Der er defineret måneår med skuddage og skudmåneder for at kunne få regnestykket til at gå op med et 354 dages måneår. Dette år kaldes et bundent måneår. Det er umuligt at få 12 synodiske månemåneder til at gå op med et solår, da de 12 måne-måneder giver 354,36706 dage.

Den tropiske måned
Måneomløbet måles endvidere som den tropiske måned, der på grund af præcessionen er nogle få sekunder kortere end den sideriske måned.

Drakonisk omløb
Det drakoniske omløb er perioden fra Månen passerer Ekliptika til den igen passere Ekliptika. Månen kan kun formørkes, når den står i Ekliptika og altså i samme højde som Solen. Navnet stammer fra ordet »drage«, idet man tidligere formodede, at det var en drage, der havde slugt Månen under formørkelserne.

Uge
Den almindelige uge, syvdagesugen eller planetugen med sine 7 dage har været i brug langt tilbage i tiden og kan spores til babyloniernes inddeling af de 4 månefaser i enheder à 7 dage. Ugedagenes navne går tilbage til ægypternes benævnelse af døgnets 24 timer efter himmellegemerne, så søndagens første time var solens time, 2. time var Venus', 3. time var for Merkur, 4. for Månen, 5. for Saturn, 6. for Jupiter og 7. for Mars og derefter 8. for Solen igen. Ved denne tællemetode bliver den 1., 8., 15. og 22. døgntime »Solens time«, og næste døgns 1. time bliver da Månens, og dagens navn bliver følgelig Mandag. På dette grundlag kan ugedagene opstilles som:
Nr. Dansk navn Time-
reference 		Nordisk
navn
Latinske former
1. dag Søndag 1. time = soltimen Soldag Dies dominic Dies Solis
2. dag Mandag 2. time = månetimen Månedag Feria secunda Dies Lunae
3. dag Tirsdag 3. time = marstimen Tyrsdag Feria tertia Dies Martis
4. dag Onsdag 4. time = merkurtimen Odinsdag Feria quarta Dies Mercurii
5. dag Torsdag 5. time = jupitertimen Torsdag Feria quinta Dies Jovis
6. dag Fredag 6. time = venustimen Friggsdag Feria sexta Dies Veneris
7. dag Lørdag 7. time = saturntimen Laugardaghur Sabbatum Dies Saturni
 
Der var også folkeslag, der havde inddelt uger på mellem fem til ti dage. Den tidlige romerske og den julianske kalender anvendte ikke 7-dagesugen, men der har tidligere flere steder været en 8 dages markedsuge, nundinae: 7 dages arbejde og den 8. dag var markedsdag, hvor bønderne tog til byen. Denne markedsuge havde etruskiske rødder. Dagene havde ikke navn, men betegnedes med bogstaverne A til H. Den julianske kalenders dage var - på fastlagte datoer - enten »forretningsdage«, dies fasti / dies nefasti, eller de var forsamlingsdage, dies comitiales, der modsvaredes af helligdage, dies festi og dies feriae.

Vores ugeform indførtes først i Romerriget med kristendommen, hvor kravet om en opdeling i uger, kaldet septimana, fremkom, så helligdagen, den syvende dag, hviledagen, kunne indpasses. Denne helligdag var lørdagen. Kejser Konstantin udstedte i 321 e.Kr. en forordning om søndag som ugens første dag. Det skete med henvisning til Jesu opstandelse på en søndag. Dagen blev dog betragtet som markedsdag i begyndelsen. Først senere fik den karakter af en helligdag med frihed. Traditionen er beslægtet med jødernes tradition med at alt det første, og det førstefødte, tilkommer Herren, som han havde befalet det efter udfrielsen fra Ægypten.

I Norden kendes ugeinddelingen skriftligt fra 1200-tallet, men med lørdag = vaskedag, da Norden ikke havde eller kendte Saturns guddom. Ugedelingens dag-navne kendes med germanske gudenavne fra tidlige spredte indskrifter. Island fik ved en kalenderreform i 950 e.Kr. en ugebaseret kalender med 52 syvdagesuger; sandsynligvis efter kontakt med England. Hver 7. år interkaleredes 1 uge, sumarauki, der dog i løbet af den 28-årige solperiode nødvendiggjorde endnu en skuduge indsat, men de eksakte regler herfor er ikke kendte.

Fastlæggelsen af, på hvilke datoer ugedagene falder i året, og hvorledes årets første ugedag skifter, beregnes ud fra Solcirklen og Søndagsbogstavet. Der er på grund af skudårene 28 år mellem to år med samme ugedagsfordeling. De 28 mulige kombinationer kaldes for solcirklen og solcirklens talværdi angiver årets plads i cirklen. Solcirkelsystemet blev sat i gang et skudår, hvor første dag var mandag. Det indtraf i år 9 f.Kr. Soltallet kan derfor findes som (årstallet + 9) : 28. Det er resten, der giver soltallet. Er der ingen rest, er soltallet 28. Tallet vokser med en hvert år. År 2000 har solcirkeltallet eller soltallet 21, men brugen af soltal holdt op ca. 1400.

Angivelse af ugenummeret er fastlagt ved en dansk standard udgivet af Dansk Standardiseringsråd. Reglen siger, at mandag er ugens første dag, og årets første uge er den første uge i året, der indeholder en torsdag, også selv om uge 1 derved begynde i det gamle år.

Døgn
Døgnet er forbundet med Jordens rotation omkring sig selv, således at en omdrejning er et døgn, men døgnet måles på forskellig måde, efter hvilke referencepunkter der benyttes. Et borgerligt døgn er på 24 middeltimer. Det begynder, når der er tale om et middelsoldøgn, klokken 00h 00m 00s og går til 24h 00m 00s, der er lig med 00h 00m 00s det følgende døgn. Dagenes tælling inden for måneden: se under måned.

Datoen skifter ved datolinjen ca. på 180° længde, således at datoen på den vestlige side af datolinjen er en dag forud for den østlige side af datolinjen.

Sanddag eller soldag
Døgnets længde målt efter Solen er ikke lige lang gennem året, men varierer ca. 30 minutter, hovedsagelig på grund af Keplers anden lov om planetbevægelser: Når Jorden i sit perihelium er tættest på Solen, vandrer den hurtigst.

Middelsoldøgn
Middelsoldøgn er Jordens gennemsnitlige egenrotationstid i forhold til Solen. Det er på 24 timer eller 86.400 sekunder. Omdrejningen er på mere end 360°. Pga. egenbevægelsen tager det lidt længere tid, før Solen står i samme stilling i meridianen igen. Middeldøgnet blev først foreslået i Geneva 1780, og UK vedtog brugen i 1792. Årsagen til den lette og hurtige indførelse var udbredelsen af mekaniske ure omkring denne tid. Med et mekanisk ur blev sammenligning med solure ubekvem pga. afvigelserne gennem året - se også under klokkeslæt og ure. Middelsoldøgnet er 24h 03m 56s,555 eller 86.164,0906 sekunder målt i middelstjernetid.

Siderisk døgn
Siderisk døgn måles ud fra Jordens rotationstid i forhold til stjernehimmelen og er på 24h stjernetid. Et siderisk døgn er på 23h 56m 4s,1 i middeltid. Forskellen på de to døgn , 3m 56s,555 i stjernetid, er udtryk for den vestgående banebevægelse, som Jorden på et døgn har i sin årlige bane. På et bestemt tidspunkt står ethvert punkt på stjernehimlen i syd, og dette tidspunkt er lig med punktets rektascension. Det sideriske døgns ulempe er den manglende samhørighed med lys og mørke. Hastigheden er pga. bl.a. tidevandets friktion aftagende med ca. 1 millisekund per 100 år. Der er også mindre afvigelser pga. vind og strømme.

Historiske detaljer
Før urene blev almindelige, kunne timernes længde dårligt bestemmes. Der er derfor mange eksempler på tider angivet efter timer af ulig længde, således at timerne om sommeren var længere end om vinteren. Grækerne havde opfundet soluret, som romerne senere overtog. Romerne talte døgnet fra midnat. Babylonierne regnede døgnet fra solnedgang, men deres astronomer regnede det fra midnat.

Middelalderens religiøse ritualer krævede, at de troende afsagde bønner og messer til bestemte tider. Disse tider spillede en stor praktisk rolle i samfundenes daglige rutiner.

Kirkedøgnet
Kirkedøgnet begyndte ved midnat, og de væsentligste tilbedelsestidspunkter var:
  • Matutinum - oprindeligt lige efter midnat, men flyttede mod morgenstunden
  • Prima (hora) - ved solopgang
  • Tertia - omkring kl. 09
  • Sexta - omkring kl. 12, men glider ud i 13. århundrede
  • Nona - omkring kl. 15, men flytter frem mod kl. 12
  • Vespera - en time før solnedgang, men flytter mod kl. 13-15
  • Completorium - ved solnedgang.
Se i øvrigt om disse kirketjenester i Tidebøn.

Det nautisk døgn, etmålet, har tidligere været beregnet fra klokken 1200, således at det var 12 timer forud for det civile døgn, og indtil 1925 begyndte det astronomiske døgn også klokken 1200, men 12h senere end kalenderdatoen. England udstedte Forordning om ophævelse af brugen af det nautiske døgn i oktober 1805 (Trafalgar). Men etmålet har levet videre i logbogen i mange lande, og tiden fra 00h til12h kaldes til søs for formiddag alle 12 timer , og tiden fra 12h til 24h kaldes ligedan eftermiddag. Tidligere, da skibe benyttede lokal middeltid som skibstid, blev skibsuret (ikke kronometeret) stillet klokken 12 hver dag efter solobservationen, og formiddagen kunne indeholde flere eller færre minutter end de 60 afhængig af det foregående døgns østlige eller vestlige længdeforandring.

Dag og nat
Døgnet deles i dag og nat. Det er dag på den halvkugle, der vender mod Solen. Den belyste del af Jorden afgrænses af en storcirkel vinkelret på linjen mellem Jorden og Solens midtpunkter. Det kan enten være eksakte størrelser, hvor natten er 12 timer fra 1800 til 0600 den følgende dag, eller det kan være størrelser, der afhænger af lyset, så dagens længde er tidsrummet, fra Solens midtpunkt er i horisonten for opgående, til det igen er i horisonten for nedgående. Der tages normalt hensyn til lysets brydning ved horisonten, hvor Solen kan være hævet op til 35 minutter over sin virkelige stilling pga. brydningen.

De allertidligste kronologiske opdelinger har været lysets og mørkets vekslen. Fx talte keltere og germaner døgn ved antal nætter, og Homers Grækenland benyttede solopgangen. Når vi ikke taler om døgn, men om dag som værende den oplyste del af døgnet, så er dagen, arbejdsdagen, i antikken overalt begyndt ved solopgang. Sondringen mellem døgn og dag er af betydning på engelsk og visse sprog, der ikke benytter to gloser til adskillelse af begreberne.

Det er derfor naturligt, at lunare og lunisolare kalendere ofte lader døgnet begynde ved solnedgang (fx Athen, Gallien, Germanien, jøderne), mens Ægypten, der var soltilbedere, anvendte morgenstunden som døgnskifte. Med stærke astronomiske kræfter i samfundet som i Babylon kunne det være midnatsmeridianen, der var datoskiftetidspunkt. Rom benyttede også midnatsskiftet i den civile kalender.

Tusmørke
Der benyttes tre forskellige tusmørker: det borgerlige tusmørke, det nautiske tusmørke og det astronomiske tusmørke. Borgerligt tusmørke varer fra solnedgang, og indtil Solen er 6° under horisonten. Det nautiske varer fra Solen er 6° til 12° under horisonten, og det astronomiske fra den er 12° til 18° under horisonten. Disse grænser er internationale standarder og har været anvendt i nautiske almanakker i mange år, men i danske borgerlige almanakker var det borgerlige tusmørke indtil 1984 beregnet som varende fra solnedgang til Solen var 6° 24' under horisonten, og i lærebog i navigation fra 1914 er grænserne for astronomisk tusmørke mellem 6° og 16°, mens Tuxens lærebog fra 1869 anvender grænsen 6°,5 for borgerligt og 18° for astronomisk. Morgentusmørket kaldes dæmring eller dagning, og aftentusmørket kaldes skumring.

Sommertid
Sommertid blev første gang indført i 1916 for at spare energi. Ved sommertid flyttes tiden - gerne 1 time - tilbage, hvilket giver længere lys om aftenen. Sommertid er kaldt »massernes selvbedrag, der giver forlængede aftener i tempererede egne og forårsager store gener for rejseindustrien og forvirrer de rejsende«. Udtrykket vintertid bruges ikke meget.

Om dagens længde
Dagens længde afhænger af Solens deklination, af Jordens plads afstandsmæssigt fra Solen og af observatørens bredde. Den længste, hhv. den korteste dag forekommer ved solhverv, og dagens længde afhænger af bredden, som observatøren befinder sig på: jo højere bredde, jo større forskel på dagens længde i årets løb. Den tidligste solnedgang - på vores bredde - finder ikke sted ved vintersolhverv, men ca. 10 dage før.

Årsagen er for det første, at Solen bevæger sig sydpå, hvilket indskrænker tidsrummet mellem Solens meridianpassage og dens nedgang. Samtidig betyder den daglige formindskelse i tidsækvationen, at den apparente middag bliver senere for hver dag, hvilket delvis modvirker den hver dag tidligere kommende deklinationsbestemte nedgang. På sydlig bredde er forskellen mindre, og tidsækvationens ændring får større vægt, således at på ækvator finder den tidligste nedgang sted omkring 1. november. Ved vintersolhverv er dagens længde på vor bredde, 52°, 12h - 4h 10m, mens den længste dag er 12h + 4h 39m.

Time, minut og sekund


Time
Timeenheden er af babylonisk oprindelse. Babylonierne inddelte dagen i tre vagter og natten i tre vagter, der igen blev opdelt i hver 4 kvartvagter, i alt 24 enheder. Vagternes længde afhang af årstidens forhold mellem lys og mørke.

Timeenheden kendes først fra Ægypten omkring 2100 f.Kr., hvor præster brugte et 24-timers system med ti dagslystimer, to tusmørketimer og tolv nattimer. Systemet blev omkring 1300 f.Kr. forenklet til tolv dag- og tolv nattimer meget lig Babylons system. Grækenland og Rom benyttede det ægyptiske system med fire vagter på et døgn.

Før urenes tid var timerne ikke uniforme, men en 12-del af hhv. lys- og mørkeperiode. Målemetoderne kunne være primitive tabeller over menneskets skyggelængde sammenført med timerne på den aktuelle årstid. Om natten benyttedes stjernernes gang. Stjernetabeller kendes fra Ægypten fra 1800 f.Kr.

En time er 0,04166667 døgn eller 60 minutter eller 3.600 sekunder.

Minut
Minuttet har antagelig også babylonisk oprindelse fra deres inddeling af en kvartvagt (time) i 30 dele, en slags dobbeltminutter. Minuttet kendes fra græske astronomer, der benyttede Ægyptens 24 timer, men tog Babylons 60-talssystem og delte timerne i 60 dele. De kunne med vandure nøjagtigt udmåle en vandmængde, det tog et minut at løbe ud fra et kar. Da de mekaniske ure fremkom i renæssancen, blev de inddelt på samme vis.

Sekund
Sekundet er den mindste tidsenhed. Sekundet har været defineret på forskellig, mere og mere nøjagtig vis. Fra den 13. ordinære Vægt- og Målkonference i 1967 er definitionen på et sekund 1/86.400 døgn og eksakt som 9.192.631.770 perioder af strålingen af cæsium-133 atomet under bestemte forhold. Denne definition afløste et sekund defineret som en 31.556.925,9747 del af et år på 365,242199 dage. Et år er altså nu lig 290.091.200.500.000.000 svingninger af Cæsium. Denne sekunddefinition er også SI-standarden, se videre under atomtid.

Med oscilloskoper kan der måles tidsrum ned til et 10-10 sekund, men indirekte kan der måles endnu mindre enheder. Den nedre grænse sættes af den tid, det tager for faste massers elektroner at reagere på elektromagnetisk stråling. Perioden er forskellig fra stof til stof, men typisk omkring 10-14 sek.

Små tidsenheder har stor betydning, når de i navigationsanlæg omsættes til distancer, men bliver tidsrummene endnu mindre og hastighederne, man bevæger sig med, endnu større, begynder tiden - som Einstein postulerede - at fluktuere. I 1971 lod man atomure flyve øst og vest om Jorden, og ved sammenligning med et stationært referenceur efter rundturen havde det østgående ur tabt 59 nanosekunder, mens det vestgående havde tabt 273 nanosekunder. De fysiske love, der styrer tiden under sådanne ekstreme forhold, falder uden for dette emne.

Et millisekund er 1/1.000s; 1 mikrosekund er 1/1.000.000s; 1 nanosekund = millimikrosekund = 1/1.000.000.000s.

Ure

Solure
De tidligste solure kendes fra Ægypten og Babylon ca. 3500 f.Kr. De havde form som obelisker, gnomoner, og kunne ikke inddele dagens timer i lige store enheder, da det kræver, at skyggeviseren har samme hældning som jordaksen. Omkring 1500 f.Kr. kunne skyggepinde måle dagslystiden delt i 10 timer + 1 tusmørketime morgen og aften. Der er vidnesbyrd om konstruktion af et solur i Rom i 293 f.Kr. I Plutarks skrifter findes oplysninger om brug i Ægypten af solur med skyggepind hældende i jordaksens retning. Christopher Clavius udgav i 1581 omfattende værk om solure, der da stadig var af væsentlig betydning for tidsmåling.

Lokaltiden kunne overalt måles med et solur, når uret var forsynet med de nødvendige breddeinddelinger og eventuelt årstidsvariationer. Frem til det tidligste 16. århundrede og det mekaniske urs udbredelse var lommemodeller af solure - ofte med kompasnål indbygget - meget almindelige som rejseure og »lommeure«.

Vandure
Vanduret, klepsydraen kendes fra Ægypten i 1550 f.Kr. og Karnak i 1400 f.Kr. Disse vandbeholdere havde konisk inderform for at kompensere for det faldende vandtryk, og de var udstyret med forskellige skalaer for forskellige årstider. Vanduret blev benyttet af grækerne fra ca. 325 f.Kr. Det kunne have grydeform med et lille udløbshul i bunden, eller det kunne være et fad, der fyldtes med vand i et bestemt tidsrum. Mellem 100 f.Kr. og 500 e.Kr. udbyggedes vandure i både øst og vest med drivhjul, visere og skiver, klokkeslag og bevægelige figurer. I Athen indeholdt Vindenes Tårn, bygget 100 f.Kr., både et 24 timers vandur og et solur. Rekonstruktioner har vist fejlrate på 15 minutter per døgn. I både Athen og Rom blev vandure brugt til at begrænse taletiden i rådsforsamlinger og senat samt ved retssager. Først fra Ciceros tid nævnes timeinddeling.
Kilde: History of the Hour, Gerhard Dohrn-van Rossum, Chicago UP, 1996.

Sandure eller sandglas
I tiden 1500-1800 blev tiden til søs målt med sandure, sandglas, timeglas, og det forblev den sædvanlige tidsmåling i mange skibe også derefter, da mekaniske ures pris kun langsomt gjorde det muligt for mindre skibe at anskaffe de dyre instrumenter. Sandglas har ingen relation til tidspunktet. Der kan ikke med et sandur aflæses tidspunkter, men alene tidsforløb.

Sandglassene havde normalt en udløbstid på 30 eller 60 minutter, og skikken med at slå glas stammer herfra, idet vagten slog et eller flere slag på klokken, når glasset hver halve time blev vendt. Fra Stuart-tiden er der eksempler på skibsudrustningslister med vagtglas på 4 og 2 timer samt glas ned til 1/2 minut. Det sidstnævnte anvendtes til logning af skibets fart. Sandglas til logmåling blev anvendt af skibe op til midten af det 20. århundrede, i færøske skibe endda længere. Standarden var 28s glas til hastigheder op til 5 knob, og 14s glas til farter derover. Loglinen er så inddelt tilsvarende i dele af 7 faves længde = 1 knob. Formlen [28s : 1h = 42 fod : x = 5400 fod]. Én gammel kvartmil er lig 5900 fod, men på grund af medslæb er praksis, at 5400 fod svarer til 1 knob. 1 fod = 0,31857 m. Bruges 14s glas, ganges loglinens visning med 2 for at give knobfarten.

Nokturnalen
Selv om man med sandure kunne følge med i tidens gang, så havde man også behov for kontrol af tidsmålingen mod tidspunktet, så sandurene - og de mekaniske ure - kunne justeres ind, så de fulgte sandtiden på observationsstedet. Om dagen kunne sømanden ved middagsobservation relativt let finde tidspunktet klokken 1200 sandtid, og med visse oplysninger om stjerners position og sin egen position kunne han også om natten udlede tidspunktet om end ikke med sekunds nøjagtighed.

En af måderne til at finde tiden om natten var ved benyttelsen af en natviser eller nokturnal (nocturnal eng.). Med sit indgående kendskab til stjernehimlen og viden om stjernernes egenbevægelse gennem året på 4 minutter per dag kunne navigatøren med nokturnalen hurtigt bestemme lokaltidspunktet. Instrumentet, der oftest var fremstillet i træ, bestod af en rund skive inddelt i kanten med datoer. Skiven blev holdt op mod Polarstjernen, som kunne ses gennem et lille hul. Nokturnalen blev brugt mod en bestemt let genkendelig stjerne, hvis position var kendt ved midnat på alle tider af året. Oven på skiven sad en drejelig arm, der kunne sættes på datoen, og en anden bevægelig indeks kunne stilles på en skive med stjernens midnatsposition. Indekset drejedes hen på stjerneobservationen og tidspunktet før / efter midnat kunne aflæses.

Mekaniske ure
De første mekaniske ure blev konstrueret kort efter år 1300. Disse ure havde et meget simpelt echappement, og der skulle meget tunge lodder til at overvinde friktionen. Det første mekaniske ur i Danmark blev opsat på Ribe Domkirke 1401. Det blev stillet efter et solur, og gangen var meget upræcist. Mellem 1500 og 1550 konstruerede Peter Henlein, Nürnberg, et fjederværk, der gjorde det muligt at fremstille små bærbare ure.

De første virkelig præcise ure var pendulurene. En af de tidligste urmagere var hollænderen Christian Huygens (1629-1695). Hans pendulur fra 1656 havde et regulerbart fritsvingende pendul og en gang bedre end 10 sekunder per dag. Det var først noget senere, at det konstateredes, at pendulurets gang ikke alene afhænger af pendulets længde, men også af tyngdekraften, der varierede med lokationen, hvorfor Huygens' ure kun gik konstant på byggestedet og ikke egnede sig for transport verden rundt. I 1675 byggede Huygens lommeure med balancehjul og fjedersystem, hvis gang var inden for 10 minutter per døgn. I 1721 forbedrede George Graham pendulurets nøjagtighed til en gang bedre end 1 sekund per døgn ved at indbygge temperaturkompensation i penduluret.

Kronometer
Et kronometer er et nøjagtigt gående ur, der er kompenseret for bl.a. temperaturforskelle og for fjederens vekslende spænding - for så vidt, det er mekanisk. Er det elektrisk, skal det have anordninger, der tillader batteriskift uden stop. Et kronometer kaldes også et søur.

Kronometerets stand og gang konstateres ved sammenligning med et andet nøjagtigt gående kronometer eller ved sammenligning med et tidssignal. Ved et kronometers stand forstås den forskel der er mellem kronometeret og ZT0, og ved et kronometers gang forstås den forandring, der er i standen på 24 timer.

John Harrison
John Harrison (1693-24/3 1776) er den første kronometerbygger. Han byggede fire kronometre, der alle var nøjagtige, men det var først med hans No. 4, at der var fremstillet et praktisk anvendeligt kronometer. Harrison indleverede sine kronometre til test hos den kommission, The Board of Longitude, der skulle uddele den udsatte præmie for et instrument, der gjorde det muligt at bestemme længden med en bestemt, lille fejlmargen. I betingelserne for præmiens udbetaling til John Harrison var, at han skulle aflevere sit kronometer og tillade andre at eftergøre det. Det blev derfor urmageren Larcum Kendall, der i 1769 eftergjorde Harrisons No. 4. Kendalls kronometer kaldes K1, og det blev lige så nøjagtigt som Harrisons. Kendall byggede flere kronometre og efterhånden kom andre efter metoden, men kronometre var dyre, og der gik mange år, før de blev almindelige til søs. Andre tidlige kronometermagere var Hasting (1778) og Arnold (1769)

Astronomiske ure
Astronomiske ure var prestigeprojekter for fyrster. Astronomiske ure er komplicerede værker, men hvad beskueren beundrer, er normalt de kunstfærdige skive- og visersystemer, der på udspekuleret måde formår at vise himmellegemernes indbyrdes stilling og tidspunkter i forskellige tidssystemer inklusive tidevandsforekomster. De astronomiske ure sidder ofte på kirkelige bygninger, idet deres evne til at vise Månens stilling havde kirkelig betydning i forbindelse med påskeberegningerne. Et kendt eksempel på sådanne kirkeure er urene i Strassbourg og St. Mariakirken i Lübeck.

Som eksempel på astronomiske ure på fyrsteslotte kan nævnes uret på Hampton Court Palace. Dette ur blev opsat i 1540, og det har skiver der viser Dyrekredsen, dvs. dagens plads i måneden, kalendermånedsdagen, dagens nummer i året, månefasen, stjernetid og det almindelige lokale tidspunkt.

Af helt særlig art er Jens Olsens verdensur på Københavns Rådhus. Det er et mekanisk lodur med et meget enkelt design, og det er bygget åbent, så beskueren kan følge de mere end ti værkers gang. Uret blev konstrueret af Jens Olsen. Efter Jens Olsens død i 1945 blev arbejdet videreført af Otto Mortensen, og uret blev sat i gang den 15. december 1955. Uret kan vise middeltid, stjernetid og del andre tider forbundet med månen og andre lokaliteter.

Kvartsur
Kvartsuret blev udviklet lige før Den anden Verdenskrig.

Emnet er fortsat i næste dokument med Klokkeslæt.
Link til de refererede kilder.
 
  Retur til Maritim indledningsside
Opdateret d. 26.11.2011
 Retur til Forside