Navigatøruddannelsen

— nogle historiske bemærkninger

Revideret 23. marts 2015.

Indhold

Indledning;
Uddannelsen til 1700; de tidligste undervisningsforhold;
Uddannelsen 1700-1840; navigationsdirektørens privilegium;
Uddannelsen 1800-1850;
Uddannelsen 1840-1890; Foreningen til Søfartens Fremme;
Uddannelsen 1890-1950; myndighederne overtog styringen;
Uddannelsen 1950-1980; styrmandsuddannelsen efter sejlskibstiden faldt bort;
Uddannelsen 1980 til i dag; skibsofficersuddannelser;
Provinsens navigationsskoler;
Kilder;

Indledning

Dette er en oversigt over forhold vedrørende navigationsuddannelsen i Danmark og præsenterer oplysninger om oprindelse og omfang af navigatøruddannelsen og om navigationsskolerne.

Stoffet gennemgås kronologisk på landsplan og for Københavns navigationsskole samlet, mens oplysninger om provinsens navigationsskoler er samlet i et separat afsnit efter den kronologiske gennemgang.
Teksten indeholder også træk om lærebogsmaterialet og dets udvikling.

Som kilder til oversigten er brugt trykte værker, men der har ikke været udført arkivgranskning i forbindelse med tekstens produktion, der er tænkt som en oversigt for nærmere studier over emnet.

De tidligste undervisningsforhold

Den første kendte navigationsundervisning, der blev iværksat i Danmark, foregik i Christian den Fjerdes regeringstid. Kongen oprettede en navigationsskole, der fra 1619 havde lokaler i det, der senere blev til Holmens Kirke.^*) Det anvendte lokale eller område var beliggende over den del, der senere blev til kirkens kor og vendende ud mod slotspladsen.
Dokumentationen stammer fra en plade, der i 1661 blev opsat på altertavlen i kirken. Den lyder:

"Vdi CHRISTIANI QUARTI Tiid ANNO 1619 den 5 sept: Er denne sted Induiet til en kirke, Aff superintendenten Doctor Hans Resen. Effter ad den tilforne haffde werrit en smidie Vdi den nordost Ende oc kaltis den Store Smedie som nu er paa Holmen, oc udi den Sudueste ende haffuer veret en Mynt, som nu Coret er. Offuen paa samme Mynt vaar en NAVIGATIONSskole..."

[STEENBERG p.78, FUNDER p.488, STEENSEN p.16]
^*) Holmens kirke blev opført 1562-63 som smedje, og den blev kirke fra 05/09 1619, efter en ny smedje var opført inde på værftets område. Kirkebygningen bestod oprindeligt af to sammenbyggede huse, hvoraf det ud imod kanalen liggende var to stokværk højt, det andet kun på en etage; i det sidstnævnte fandtes smedjen, mens der i det andet hus var kongelig mønt i stuen og bolig for smedjemesteren ovenpå. Mønten blev flyttet i 1593, og i den høje bygnings stue indrettedes 1619 toldbod, mens de ovenover liggende lokaler blev taget i brug som navigationsskole. Tværskibet med kaptajnsgangen mod nord blev opført i 1641 og gravkapellet i 1701-1704.
[LINVALD p.7 og Anderen, 1915: Københavns Toldbod p.17]

Den første sømand, som måske har udført undervisning, var englænderen William Huntries fra Yorkshire, der kom i dansk tjeneste i 1605, hvor han gjorde tjeneste i skibet KATTEN. [Lind] p. 432 påpeger, at Huntries' løn var for stor til kun at skulle dække søtjenesten og skriver som argument for undervisningsstillingen, at kilderne skriver, at han var antaget i den hensigt, at "hans Indsigt i Navigation kunde komme danske Sømænd til Nytte." Derudover vides ikke, om han virkelig fik udført undervisning.

Joris Carolus
Den første lærer, som med sikkerhed vides at have undervist, var Joris Karolus eller Juris Carolus. Han begyndte den 05/05 1619 sin tjeneste som navigationslærer for kongens styrmænd og andre søfolk. Skolen skulle undervise i regning og navigation, og skoletiden var fra klokken 08 til 10 og igen fra 12 til 15. Skolen skulle — foruden de voksne søfolk — rekruttere søfolk fra den skole for pødiker, som Holmens kapellan ledede (Jens Andersens instruks fra 1621) [Lind] p. 428, hvor de unge mennesker skulle undervises i regning og katekismus.

Joris Carolus blev ansat den 22/03 1619 som øverste styrmand og lærer i navigation for 300 rigsdaler per år og blev ved samme lejlighed fritaget for skatter og afgifter. Hans ansættelse som lærer ophørte 20/07 1624; iflg. [GRANDJEAN] p. 51 formodentligt på grund af svigtende elevtilgang. Han havde dog fortsat forbindelse med flåden og tjente i 1636 som skibsfører på DEN RØDE LØVE på et Grønlandstogt, efter hvilket han skal have græmmet sig ihjel over noget gult sand, han havde hjembragt i den formening, at det var guld, men det viste sig værdiløst.

Hvor længe undervisningen blev opretholdt, vides ikke, da der mangler dokumentation for skolens videre forløb, men derimod er flere beklagelige ytringer om videnstilstanden hos søfolkene kendt. Kongen udtalte bl.a. i 1641, "at der blandt 200 mænd om bord på hans skib ST SOFIE 'næppelig var 40, som kunde tælle et Kompas omkring'," og Hannibal Sehested udtalte sig i 1640 i en klage over søfolkene om "vore Styrmænds store Forseelse, Vanvittighed og Uerfarenhed."

Joris Carolus er nærmere omtalt i N. E. Nørlunds Danmarks Kortlægning — Tiden til Afslutningen af Videnskabernes Selskabs Opmaaling, Bind 1 (det udkomne), Publikation nr. 4 fra 1942.

Carolus og den nedennævnte Wandel var kongens mænd, men der var også en handelsflåde, der havde behov for styrmænd og skippere, omend ikke i noget større antal. Handelsflåden er i Skipperlavets jubilæumsbog fra 1934 opgjort for København per 1635, hvor der var 88 handelsskibe på til sammen 2.370 læster eller ca. 4.750 NRT. Fra 1660 findes en svensk opgørelse foretaget af en gesandt i København. Her var handelsflåden på skibe over ca. 140 NRT i alt 25 i København, 11 hjemmehørende i Ribe, 11 i Rønne og 5 i Randers — de øvrige byer havde færre.
[FUNDER p.488, HASSØ p.23]

En opgørelse efter betalte afgifter fra 1665 viser, at København da havde 9 skibe over 140 NRT ud af i alt 97 skibe over fire tons med en samlet nettotonnage på 4.470 NRT.
Men i 1670'erne voksede flåden i København stærkt, og i 1678 var der 33 skibe over 40 NRT med til sammen 2.940 NRT og i alt 116 skibe med i alt 5.200 NRT, og det var uden kompagniernes skibe.
[HASSØ p.24f]

Beregner vi nu en skipper og en styrmand per skib og i de små kun 1 navigatør skulle behovet være på en ca. 250 navigatører. Sætter vi samtidig deres karriereforløb til omkring 25 år og forøger med 25% for frafald undervejs, så skulle der årligt uddannes 10-15 sømænd og en 10 til kompagniskibene, så et meget løst bud vil være på omkring 25 uddannede styrmænd årligt i 1600-tallets sidste del i København.

Bagge Wandel
Kongens navigationsskole fik en renæssance fra 1647, hvor sønderjyden Bagge Wandel, * 1622, † 1684, på forslag fra rigsadmiral Ove Gjedde blev lærer og forstander for skolen. Så vidt vides blev skolen da åbnet i lokaler ved siden af Holmens Skole lige inden for porten til Bremerholm og omtrent hvor Havnegade og Holmens Kanal i dag mødes. Omkring 1650 flyttede skolens undervisningslokaler uden for Holmens port og ind i kvarteret overfor, hvor de gamle skipperhuse lå, og hvor Skipperlavets hus senere kom til at ligge.

Ifølge [BARFOD] p.126 og [STEENSEN] p.17 var adressen Hummergade 15, der var en ejendom på hjørnet af Hummergade og Ulkegade. En tegning af huset i [BARFOD] p.126 og [HASSØ] p.111 stemmer ikke helt overens, men beliggenheden må være den samme.
En mere detaljeret opgørelse findes i [FUNDER] p.488. Ifølge ham var beliggenheden fra 1652 i nr. 18 i hjørnehuset ved Ulkestræde og Bremerholm, altså i det senere Skipperlavs hus, hvor skolen igen havde til huse senere. I 1673 flyttedes skolen til Hummergade nr. 6 og fra 1681 til Hummergade nr. 15, hvor Wandel underviste til sin død i 1684.

Wandel kaldte sig selv for Informator for Kongens Skibsfolk og senere for Director på den Kongelige offentlige og priviligerede Navigationsskole i København.
Undervisningen blev afbrudt af Karl-Gustav-krigene, men blev i 1667 genoptaget med Wandel som skoleforstander, indtil dennes død i 1684.
[STEENSEN p.16]

Bagge Wandel var rundet af en præstefamilie i Sønderjylland, hvor han blev født 22/1 1622. Han havde lyst til søen og fik sine forældres tilladelse til at søge undervisning i udlandet, hvor han også sejlede sine første år. Christian den Fjerde fik kendskab til den unge mands evner og ansatte ham fra 16/6 1647 som navigationslærer på Bremerholm, hvor han skulle have fri kost og logi, senere ændret til livslang ret til at bebo nr. 18 ved Holmens Kirke.
Når nødvendigt skulle han også påtage sig udmønstringer som skipper for kongens flåde, og han sendtes da også i 1651 til Island og senere på andre rejser. Fra 1653 blev han skibsløjtnant, og han må senere være fraflyttet sin bolig i nr. 18, da denne i 1661 er givet til præsten ved Holmens Kirke. Efter krigen indgav Bagge Wandel den 29/12 1666 andragende om at genoprette navigationsskolen, og han fik i januar 1667 bestalling på denne skoledrift fra Mikkelsdag 1666 at regne.

Ved denne anden skolestart skulle han foruden kongens søfolk, dvs. flådens folk, også undervise andre, der ønskede det — og kunne betale for det. Emnerne, der skulle undervises i var: søkort, skibsinstrumenter, søbøger, søtider, samt hvad en godt uddannet styrmand i øvrigt kunne få brug for at vide.

Allerede den gang var der undervisning i praktisk navigation. Dokumentationen findes i journalen fra 1650 ført om bord på kongens skib DEN DYNKERKER BØJERT ført af Bagge Wandel med ordre til foruden opmålingen af bestemte danske farvande at give et hold navigationselever praktisk undervisning. Denne rejse var som nævnt ikke den eneste, han foretog. Vi kender foruden rejsen til Island også til rejser til Bornholm i 1676 for at tegne havnekort og til Lister Dyb i 1679.
[TfSØV 1917 p.145, Garde I p.187]

Valentin Lorens
Efter Bagge Wandels død i 1684 blev den næste skoleforstander Valentin Lorens, eller Lauridsen, der tiltrådte 24/1 1685, udnævnt ved kongelig resolution. Lorens var københavner, men kom fra en stilling som lærer ved en privat navigationsskole i Bergen. Lorens' skole var berømmet af Holberg, der mente den var Nordens største.
Lorens døde allerede i 1687, og hans efterfølger blev Jørgen Dinesen Oxendorph. Skolen i København kaldtes for "Eders Kongelige Majestæts", men underviste ikke alene flådens folk, men var også "til stor Nytte for Kongens Undersaatter". Der var altså tale om forløberen for Søakademiet, senere Søkadetakademiet.
[FUNDER p.489, GARDE I p.298, LIND p.437ff, STEENSEN p.20]

Der er jf. [GARDE] bind I p.298 i Niels Ditlev Riegels Forsøg til Femte Christians Historie som en Indledning til Fierde Friderichs ved Etatsraad Høyer, 1792 p. 170 omtalt en navigationsskole for flådens folk oprettet i 1686 på foranledning af admiral Henrik Span, † 1694, og Ole Rømer, men der er ikke fundet spor af denne institution i kopibøger eller andre kilder, hvorfor de citerede forfattere vurderer det som en forveksling med Bagge Wandels efterfølger.

Privat initiativ

Navigationsskolen under først Bagge Wandel og derefter Valentin Lorens havde udviklet sig til orlogsofficersskole og opfyldte ikke handelsflådens krav til styrmandsuddannelse. Skipperlavet i København anlagde derfor en navigationsskole for handelsflådens styrmænd i 1685, og det var landets første civile navigationsskole, der i 1697 blev fulgt af en skole i Stege, der dog kun fungerede indtil 1727. Skolen i Stege blev oprettet af forstander Jørgen Rasch, der i 1702 udgav lærebogen Den Møenske Styrmandskunst, der i mange år blev en lærebog for aspiranter til styrmandseksamen. Forstander Rasch blev senere professor i astronomi i København.
[FUNDER p.488, JUEL-HANSEN p.10ff, MØLLER p.408]

Skipperlavets pligt til at sørge for uddannelse af den næste generation blev nævnt i lavets artikler i deres anden udgave fra 1675 og tredje fra 1685. Her stod der, at skipperne havde pligt til at holde en navigationsskole. Forholdene blev omtalt i artikel fire og fem:

"4. Paa det de trafikerende desbedre kan være forsikrede, at de deres Midddel bekvemme Folk betroer, da maa for Styrmand baade paa Øster-, Vester- og Nordsøen og paa alle Rejser paa hinsides Bugten ingen i Lavet herefter antages uden dem, som er af Navigationsdirektøren eksamineret og med hans Attestation kan bevisliggøre for Oldermanden og de fire ældste Skippere eller Styrmænd, at de til den Rejse, de sig paatager, er bekvemme.

5. Og som det til Navigationens des bedre Fortsættelse er uforbigængeligt fornødent, at de, som herefter enten vil være gode Skippere eller Styrmænd, bør nogenledes at forstaa at kende Solens Bevægelse, saavidt den daglig gaar nærmere og viger tilbage fra Ækvinoctialen, og dens daglige Løb paa Horisonten saa og Maanens Bevægelse for at kende Ebbe og Flod med andre deslige Kendetegn, item for at vide at betjene sig med Gradstokken og deslige Instrumenter, der eragtes tjenligt, at her udi Staden idelig underholdes en Navigationsskole, udi hvilken Ungdommen, som i Fremtiden sig med Sejladsen agter at ernære, kan oplæres og undervises."

[HASSØ p.47]

Til lavets skole skulle lavsbrødrene betale en afgift jf. paragraf 6, og i paragraf 7 bestemtes det, at visse bøder skulle erlægges til navigationsskolen. En del af disse midler tilgik navigationsdirektøren, der for beløbet skulle overhøre alle indstillede til eksamen, men han fik også pligt til at undervise børnene af seks fattige styrmænd fra staden.
   Den første navigationsdirektør, der kendes fra lavets dokumenter, var Anders Mikkelsen, der var aktiv mellem 1695 og ca. 1705. Han boede i lavshuset, men man blev utilfreds med ham omkring 1705, hvor han havde nægtet at undervise de fattige børn fra de seks familier. Lavet sluttede derfor i 1706 kontrakt med navigationsmester Lorents Lous^*), der også fik bolig i skipperhuset.^**)
   Lous skulle foruden undervsiningen af de fattige børn efter 25/01 1707-lavsartiklerne hver tirsdag og torsdag eksaminere eventuelt fremstillede skippere og styrmænd. Lous holdt kun kort tid; omkring 1710 blev han afskediget, men der er ikke i kilden omtalt nogen efterfølger før efter Lous død i 1741, hvorfor man formodentligt er kommet overens om en aflønningsform, så Lous i hele perioden har udført i hvert fald eksaminationen af skippere og styrmænd.
   Bestemmelsen om eksaminationen går igen i kongens befaling til søkadetterne fra 1705, hvor forordningen påbyder navigationsdirektøren at eksaminere alle søkadetterne, inden de kunne blive udnævnt til løjtnanter.
[DSH3 p.188, FUNDER p. 490, HASSØ p.58, STEENSEN p.107]
^*) Lorents eller Lorenz Lous, * 1678, † 1741, var far til Andreas Lous og Christian Lous. Lorents Lous havde søofficersuddannelse. Han havde fra 1709 været medhjælpende lærer for professor Jørgen Dinesen Oxendorph på søakademiet. Lous blev navigationsdirektør i 1715, tre år efter Dinesens død.
   Jørgen Dinesen, * 1641, † 1712, var oprindeligt landmåler og en af Ole Rømers protegeer. Dinesen opmålte i Øresund og tegnede kort over Københavns Havn og Red, som han opmålte vinteren 1689 fra isen. Han virkede dog kun kort som søopmåler, da Jens Sørensen overtog hans job. Dinesen helligede sig derefter lærergerningen, hvor han var blevet navigationsskolens forstander fra 1687. Fra 1692 blev han også matematiklærer ved Det Ridderlige Akademi, indtil dettes ophævelse i 1710. Det var under Dinesen, at kadetskolen i 1701 fik navnet "Søakademiet", som det beholdt til ca. 1740, hvorefter det hed Søkadetakademiet indtil 1869. Hans tilknytning til Ole Rømer kan formodes gennem hans udgivelser om længden på enheden fod sat i relation til pendulets længde, og dermed tyngdekraften.
[DBL, STEENSEN p.20 + 71 + 443]
^**) Det første skipperlavshus lå i Lille Kongensgade nr. 33 og var bygget omkring 1600. Det blev overtaget af Skipperlavet i 1697, og navigationsskolen fungerede her en periode i 1700-tallet. Huset blev revet ned i 1881.
[MØLLER p.92]

Navigationsskolen lå i Jørgen Dinesens tid stadig i Hummergade nr. 15, hvor Dinesen havde fribolig. Alle havde stadig adgang til skolen, men det blev efterhånden for private nødvendigt at få Holmens tilladelse, fordi søkadetterne optog hovedparten af elevpladserne. Skipperlavet oprettede derfor deres egen civile skole i 1685.
[FUNDER p.490]

Det må efter [STEENSEN] p.36 formodes, at Søkadetkompagniet fik en ny skole indrettet til eget brug i 1701. Navigationsdirektøren har været eksaminator for begge skolers folk, men lavets skole har haft underviser forskellig fra flåden, idet Lavet ansatte Anders Mikkelsen fra 1695, og han betegnede sig som navigationsmester jf. [MØLLER] p.407. Navigationsdirektøren fortsatte med at være chef for undervisningen af flådens kadetter i tiden derefter. Undervisningen i de samme lokaler ophørte altså formodentligt i 1701.

Søkadetskolen
Flådens skole fungerede sideløbende med skipperlavets skole. Søkadetakademiet var heller ingen stor skole; i årene fra 1688 til 1700 var der et svingende kadetantal på kun 2 til 20, hvortil kom civile elever, der havde myndighedernes tilladelse til at frekventere skolen, hvad der formodentligt har været en vis prestige eller avancementsmulighed ved, da Dinesen fx i 1694 klager over, at kadetterne næppe kan få plads på grund af privatelever, hvad der ikke kan undre med et totalantal på ca. 20.

Søkadetakademiet fik efter 1694 yderligere elevtilgang, da hjemmeværende officerer fik påbudt visse pligter om at videreuddanne sig eller selv bidrage med erfaringer på skolen. En anden del af søofficerernes og kadetternes uddannelse skulle fra 1695 foregå på det nyindstiftede Ridderlige Akademi på Nytorv, der underviste i artilleri- og ingeniørkunst samt i videregående navigation og matematik. Denne undervisning fik ikke for civile navigatører nogen betydning.

Københavns navigationsskole
Skipperlavet drev altså fra 1685, og til FtSF overtog skolen i 1800-tallets midte, Københavns Navigationsskole.

Eksaminationen skulle efter de i 1707 reviderede lavsartikler foretages af navigationsdirektøren og overværes af havnekaptajnen og en af magistraten udpeget købmand i byen.

Patentet på al navigationsundervisning og etablering af navigationsskole blev fornyet i 1720 og navigationsdirektøren beholdt dette privilegium, indtil ernæringen blev givet fri i 1767, og andre kunne oprette navigationsskoler.
[FUNDER p.491, HASSØ p.56, STEENSEN p.20]

Efter Lous' død blev den næste eksaminator navigationsdirektør Frederik Wegersløff, også stavet Friderich Weggersløff, * 1702 † 1763. Han var Lous' svigersøn og uddannet søofficer og havde foretaget en rejse med kompagniskib til Guinea og Vestindien. Han blev udnævnt til kaptajn i 1738 og fik navigationsdirektørembedet ved svigerfars død.

Weggersløff var også lærer ved Søakademiet, hvor han sørgede for anskaffelsen af flere atlas og kort samt globus og geografibøger. Han indkøbte 25 nautiske instrumenter, så kadetterne havde noget at øve sig på. Hans dyreste indkøb var et hollandsk søatlas i seks folianter med illuminerede kort. På dette tidspunkt formodentligt en van Keulen-udgave.

Det er tvivlsomt, om navigationsdirektøren selv på navigationsskolen har undervist de pligtige seks børn af fattige forældre, og det forekommer også usikkert, hvornår direktøren har stået til rådighed for eksaminationer tirsdag og torsdag, for året efter sin udnævnelse til navigationsdirektør skulle Weggersløff bygge havnen og sluserne i Glückstadt. Han opmålte i Øresund til galejhavn i Nivå, og var overdirektør for havnen, der dog aldrig kom i brug. Han havde endnu flere tillidsposter og kommissariater, så formodentligt har han entreret med andre til undervisningsopgaverne.
[DBL 3. udg., HASSØ p.60, STEENSEN p.101]

Ved Weggersløffs død i 1763 blev det svogeren Christian Carl Lous, der fik embedet, og for hans vedkommende er nævnt, at han udførte sine pligter både som underviser og eksaminator ved hjælp af medhjælpere og en lærer, der fik værelser i skipperhuset, hvor også navigationsskolen lå.
   C. C. Lous døde i 1804, og hans efterfølger blev Peter Jensen Wleugel, * 1766, † 1835. Han har i [DBL] og hos [FUNDER] p.491 navnet Peter Johan Wleugel. Wleugel var også søofficer og havde bl.a. været med Løvenørn på PRØVEN på turen til Vestindien i 1782-1783 for at afprøve de Armandske kronometre. Fra 1804 var Wleugel både navigationsdirektør og førstelærer og eksaminator på søkadetakademiet. Han lejede i 1804 et lokale i skipperhuset til lavets navigationsskole; det var ret kort tid efter Skipperlavets køb af ejendommen i Ulkegade / Størstræde.^*) Ejendommen må have været næsten ny, da den blev opført efter 1795-branden.
[DBL, FUNDER p.491, HASSØ p.110, MØLLER p.140]
^*) Størrestræde, der formodentligt burde hedde Størestræde efter fisken, strakte sig mellem det der i dag er Holmens Bro, og Niels Juels statue og blev døbt om til Holmens Kanal. Over for skipperlavets hus havde generalkommisariatet ligget indtil branden i 1795, og senere og indtil 1875 kom Søkortarkivets bygning til at ligge ligge over for og faktisk delvis inde på Holmens Kirkes forplæne mod øst; den blev revet ned efter Søkortarkivet samme år var flyttet til Esplanaden.
Da Bremerholm i 1931-1932 skulle anlægges ved en udvidelse af Ulkegade, der tidligere var døbt om til Holmens Gade og altså slutteligt kom til at heddde Bremerholm, blev enkelte af bygningerne skånet; bl.a. gjaldt det Skipperlavets hus, der var opført efter 1795-branden. Hummergades østende blev til den blinde tarm, der fik navnet Banktorvet.
[LINVALD p.15 + 18]

Det tidlige lærebogsmateriale

Lorenz Benedicht
Lærebogsmaterialet i navigation og lodsning på dansk var sparsomt. I 1568 var Lorenz Benedichts Søkortet over Vester- og Østersøen udkommet med en indledning, hvor forfatteren beklagede sig over mangelen på forstandige styrmænd:

"Saa vil ieg først omtale huorledis der findis mange Styremend som (dissuer) Misbruge oc foracte den gaffue Gud almectigste haffuer vnd oc giffuit dennem oc huor vdaff det kommer at der findis saa saare faa forstandige oc forfarne Styrmend:
Orsagen er denne at det vnge Skibsfolck giffuer saare ringe eller ingen act der paa huorledis de kunde lære at bliffue forfaren vdi de stycker dennem kand vere fornøden at vide til Skibs, men megit mere beflitte oc øffue dennem vdi Druckenskab, Daabbellæg, Fraadseri oc anden wtuct end at de skulle giffue act paa nogen deel som dennem kunde vere gaffnlig oc nyttelig at vide oc bruge til Skibshandel enten met Styrmandskab eller nogen anden deel."

Denne opsang til de lemfældige styrmænd om at søge viden følges op af et afsnit bagerst i teksten om navigationsinstrumenter og navigationsteknikker med et indlæringssigte om bl.a. at udfinde tidspunktet ved hjælp af stjernerne, om jacobsstaven, om paskort m.v.
[Knudsen 1915 p. 8 + 179ff].
Se separat omtale af Benedichts værk Her.

I 1608 kom en ny udgave af Benedichts bog. Både den første og den anden udgave byggede hovedsageligt på hollandske kilder, hvad de fleste af de danske læremidler og kortmaterialer i mange år kom til at gøre.

Hans Nansen
Hans Nansen, * 23/11 1598 † 12/11 1667, var borgmester og præsident samt storkøbmand i København og havde interesse for sejlads og navigation. Han udgav i 1633 Compendium cosmographicum, der på trods af sin latinske titel er affattet på dansk, hvad undertitlen afslører: Det er: En kort Beskriffuelse offuer den gantske Verden hvor vdi befattis fornemmeligen om Himmelen, Soel oc Maane, sampt de andre PLaneter og Stierner, deris Bevægelse oc Løb ... Disligeste noget om Siøen oc Siøfarten, nogle Viidskaber der til er tienlig aff atskillige Bøger componeret oc sammenskreffuet aff Hans Nansen.

Bogen blev yndet folkelæsning og kom i flere oplag gennem næsten hundrede år; andet, tredje og fjerde oplag kom i 1635, 1638 og 1646. Det afsnit, der her interesserer, omfattede så godt som al den viden, man havde til navigering på det tidspunkt, hvilket vil sige breddesejlads, men om nogen personlig analyse af stoffet var der ikke tale. Nansen har kopieret, hvad han kunne finde i andre værker, og som [GRANDJEAN] skriver, så står der intet i bogen, om det Nansen vidste bedst besked med, nemlig Islandsfarten, hvad der åbenbart ikke skulle ud til en bredere kreds.

Hans Knudsen og Tyge Kristensen
I 1641 udgav Hans Knudsen bogen En nyttig Tavle, hvorudi er daglig at finde Solens Op- og Nedgang, Dagens og Nattens Længde ved Timer, Minutter og Sekunder det ganske Aar igennem, og året efter i 1642 udgav Tyge Kristensen bogen Ars navigationis i tre dele indeholdende, hvad der var en "Sejlingsmand fornøden udi Sjøfarten".

Hans Knudsen var professionel skibsfører for kongen og førte i årene 1628 til 1645 en række skibe og deltog i slagene på Kolberger Heide m.fl., men der meldes intet om eventuel indsats som underviser.
[LIND nr. 258]
Tyge Kristensen blev fra 1624 søløjtnant og førte fra 1626 skib på Elben og senere på rejse til Ostindien. Han var afskediget i tjenesten i 1642.
[LIND nr. 212]

Bagge Wandels udgivelser
Bagge Wandels udgivervirksomhed omfattede både astronomiske værker, almanakker og navigationsbøger. Han fik i 1660 privilegium til at udgive en almanak, og i 1661 udgav han et værk om Astrologisk Observation af en Komet — kometen havde han selv observeret.
I 1674 udgav han tabeller over solens deklination og længder, og i 1678 værket Rabdologia Neperi, kunstig og lettelig med nogle Talstokke at regne.
Det mærkelige ord rabdologia i titlen er taget fra englænderen John Napiers værk Rhabdologia udgivet posthumt i 1617, der kort fortalt beskriver en regnemetode, hvor man ved hjælp af træstykker — Napiers stave — inddelt som en tabel med påmalede tal multiplicerer tal med hinanden. Ordets græske rod betyder "stav".

Mere lærebogsegnet var værket Traktat om en Natviser item om den matematiske Hammer paa Stokken, der udkom i 1681, og om selve undervisningsmetoderne kom udgivelsesår 1675 Memoriale navticum eller kort Udkastning om Sejlads Undervisning, som paa H. K. Maj.s Navigationsskole publice læres og deduceres.

Det vaagendis Øje
Den væsentligste lærebog i 1600-tallet var Bagge Wandels Det vaagendis Øje, det er en liden ny danske Gradbog, udi hvilken al Ting korteligen, dog grundeligen, befattes og indeholdes, som tjener til første Undervisning udi den ædle Kunst Navigation eller Søfarten, efter velb. Tyge Brahes Beregning med mange vidtberømte højforfarne Mænds observationibus confereret og overvejet, der udkom 1649, og hvor han i fortalen nævner Nansens bog med respekt, men ikke Tyge Kristensens eller Hans Knudsens værker.

Bagge Wandel anvendte i eksempelmaterialet Sjøbogen, som [LIND] formoder var en bog skrevet efter samme metode som Benedichts. Der nævnes også bøger om efemeriderne, kalendarier og tidevandstabeller. Han nævner også søkortet — paskortet — med kompasroser med lange streger som nødvendige, selv om de var dyre i indkøb og behæftet med mangler, da de var fremstillet i Holland på baggrund af temmeligt løse datainformationer. Tyge Brahes betydning på den tid ses af, at Wandel i sine eksempler benyttede længderne i forhold til Uraniborg.
[SØLVER p.136]

Det var i 1622 blevet pålagt Johannes Isaksen Pontanus at lade opmåle og udskrive søkort over de danske farvande, men Pontanus var historiker og udgav et landkort over Danmark sammen med sit værk, men hans søkort ses aldrig at være udkommet. Derimod nåede Johannes Mejer i slutningen af Christian den Fjerdes regeringstid at udsende forskellige kort med en del farvande på, bl.a. et godt Slienkort, men nogen videre udbredelse blandt søfolk har kortene næppe haft.

De samtidige navigationsinstrumenter

På dette tidspunkt har kompasset været almindeligt udstyr på skibe, såfremt rejsen gik ud over fjorde og nærmeste kyster, og sammen med loddet har det været de almindeligste instrumenter. Ved længere sejladser krævedes kundskab om breddeobservationer, og her har gradbuen eller krydsstaven, kvadranten, astrolabiet og jakobsstaven været de almindeligste instrumenter. En del har også haft nocturnaliet eller natviseren og efter Christian den Fjerdes tid begyndte kikkerter at vinde indpas. Christian IV benyttede en allerede i 1611.

Uddannelsen fra 1700 til 1800
Navigationsdirektørens privilegium

Christian Carl Lous
C. C. Lous var navigationsdirektør fra 1763 til 1804 og havde til 1767 privilegium på at eksaminere i navigation. Fra 1767 blev undervisningen givet fri, og andre kunne etablere sig som undervisere, hvilket bl.a. [JUUL-HANSEN] p.11, formoder har betydet en noget svingende kvalitet i kundskabsniveauet hos fagets udøvere. Navigatører, der ville sejle med skibe fra København, var dog forpligtet til over for Skipperlavet at bevise, at vedkommende havde aflagt teoretisk prøve over for navigationsdirektøren.

Skolen fungerede i den første del af 1800-tallet i Skipperhuset og med tilskud fra Skipperlavet. I 1833 forordnede myndighederne en navigationsskolebestyrelse bestående af navigationsdirektør Peter Johan Wleugel, der nu havde fået admiralsrang, kaptajn H. Dahlerup, etatsråd L. N. Hvidt, grosserer H. F. Prætorius samt lavets oldermand. Bestyrelsen fik i opdrag at fremkomme med et forslag til en nyorganisering af navigationsundervisningen, og efter nogle forhandlinger mellem forslagets forfattere og Skipperlavets bestyrelse fik nyordningen kongelig resolution den 14/10 1835.
[FUNDER p.492, HASSØ p.132]

Wleugel indførte den frivillige længdeeksamen i 1797.
[FUNDER p.508]

Ordningen var økonomisk utilfredsstillende, og Skipperlavet bad sig flere gange løst fra aftalen eller om at få bidragene til skolen ændret, men myndighederne krævede for at imødekomme lavets ønsker en ophævelse af sammenknytningen mellem lavet og skolen. Lavet gik med til det, og en ny kongelig resolution blev udstedt den 17/04 1839, der fra 01/10 1839 løste Skipperlavet fra skolen med øjeblikkelig virkning. Alle de gebyrer, som lavet havde modtaget skulle derefter tilfalde skolen, der fra dette tidspunkt og indtil 1852 kom til at fungere som en statsskole, som kongens skole, indtil Foreningen til Søfartens Fremme (FtSF) overtog den i 1852.
[FUNDER p.492, HASSØ p.132]

Provinsens navigationsundervisning
Sejlede man ud fra provinsens havne, var der mindre kontrol med kundskaberne. Formodentligt var det en vis overvurdering i provinsstyrmændenes selvforståelse, der den 08/01 1802 fik kongen til at udstede en resolution med krav om, at en styrmand:

"skal melde sig ved Sessionen og der bevise, at han har sejlet i 7 Aar som Matros, og at han i den Tid har gjort i det mindste to Rejser paa Middelhavet eller Vestindien eller / og en Rejse paa China eller Ost-Indien, samt at han har faret paa Østersøen og er kendt i Kattegat.
Saa skal han og fremlægge et Skudsmaal fra Navigationsdirektøren eller en anden af Kongen beskikket Examinator i Sømands-Videnskaben, at han har aflagt tilbørlig Prøve paa sin Duelighed..."

Pensum på navigationsskolerne
Der kendes ikke forordninger for, hvilke specifikke kundskaber navigationsdirektøren skulle eksaminere efter, men det må jo formodes, at Lous har forlangt et indgående kendskab til de navigationsteknikker, der er omtalt i hans egen bog.

Den første forordning med krav til navigationfagets indhold blev ved kongelig Plakat udstedt 11/04 1837.
Forordningsreglerne findes i Kancellieplakat af 1837-04-11: Cancellie-Patent, angaaende Indførelse af Længde-Examen samt om Gjenstandene saavel for denne Examen som for den almindelige Styrmands-Examen m.v.. Reglerne er delt efter en almindelig styrmandseksamen samt en videregående længdeeksamen.
De specifikke regler for styrmandseksamen er ikke så forskellige fra 1900-tallets krav: regning med logaritmer, geometriens grundbegreber, trekantberegninger, kompas, lod og log, jordens form, bevægelser og gradnet, søkortets konstruktion - platte og voksende, positionsbestemmelser ved pejlinger, mærker, målte vinkler etc., dagbogens førelse, astronomisk navigation: himmellegemers bevægelser, måling af solen og målingens rettelse, sekstantens justering, identificere stjerner og måle dem i meridianen og finde bredden, tidsberegninger for solens op- og nedgang, azimuthpejlinger.
Længdeeksamen foreskriver yderligere kendskab til beregning af observationer af stjerner og planeter, almanakken, tidsækvationen, planettabeller, længdeberegninger med kronometer og månedistancer, kronometerets gang.
En særlig bestemmelse for at kunne ansøge om eksamination var kravet om "Anmeldelse, som skal tjene til Beviis for, at Examinanden skriver en saa læselig Haand, at han kan antages til Examen..."
[JUUL-HANSEN p.13, H&S 1952:0811 Love, SA navigation ID=902]

Det største navigationsproblem
Navigationens vedvarende problem til efter midten af 1700-tallet var at finde en metode til at beregne længden til søs. Der har været mange forslag, og nogle af dem har været videnskabeligt korrekt funderet, men krævet for mange instrumenter eller for lange beregninger til at få betydning i praksis. Det var først med kronometrets konstruktion, at det blev muligt på en overkommelig, simpel måde at beregne sin længde ved hjælp af sekstant, almanak, tabeller og et kronometer, der i begyndelsen var en kostbar anskaffelse.

Der var to af de andre metoder, der til tider optrådte i forbindelse med undervisning i navigation. Den ene var månedistancemetoden. Den blev første gang foreslået i 1514 af astronomen Johannes Werner, 1468-1522. Han beregnede de vinkelafstande bestemte stjerner ville få med månen på kommende tidspunkter. Teorien var i orden, men tiden ikke moden, så der skulle gå mere end hundrede år, før franskmanden Jean Picard, 1620-1682; fra 1679 udgav almanakker med de nødvendige tabeller i. Metoden, som beskrevet af astronomerne var dog ikke anvendelig til søs, og det var først med englænderen Nevil Maskelyn, 1732-1811, at der udkom praktiske beregninger for sømanden. Det skete første gang i 1766 i Maskelyns almanak for 1767. Månedistanceberegningerne udkom til begyndelsen af 1900-tallet, før de gled ud af almanakkerne i 1906. Der er ingen kilder, der viser udstrakt brug af metoden til søs, men der findes en del skoleeksempler på beregningen.
[SØLVER p.137 + 146]

Lærebøgerne i 1700-tallet

De hollandske lærebøger var hovedkilderne til de håndskrevne navigationsbøger, vi kender. En meget almindelig lærebog, der blev afskrevet i oversættelse, var den hollandske Skaatkammer af Claus de Vries. Handels- og Søfartsmuseet ejer et eksemplar, der er skrevet i oversættelse af Berthel Weber i Ærøskøbing 1778. Bogen har titlen Navigationen eller Styrmands-Konsten. Marstal Museum ejer en tilsvarende oversættelse gjort af Christen Jensen i 1793.
[H&S 1953 p.116]
Bøgerne blev gerne læst eller skrevet op i oversat version af læreren, hvorefter eleven nedskrev oversættelsen til senere indlæring — en fremgangsmåde, der såmænd også var i brug på søfartsskolen i 1960, hvor sømandskabsbogen blev afskrevet og aftegnet af elever til deres egen øvelsesbog.
[JUUL-HANSEN p.13, JM]

Professor Peder Horrebow udgav i 1745 en lærebog i navigation, Danske Skatkammer, hvori oplysninger fra Tyge Brahes tid stadig blev genoptrykt, og deklinationstabeller og stjerneoversigter beregnet af Ole Rømer blev benyttet.
[SØLVER p.136]

Lous "Skatkammer"

"At forsyne det danske Publicum med en fuldstændig Lærebog over Styrmands-Kunsten i vort eget Sprog, er en Sag, som ingen Tid var mere fornødent at tænke paa og sørge for end nu, da en patriotisk Tænkemaade opliver alle fra de høieste til de Ringeste, og formedelst Tidernes Omstændighed Søefart og Seilads tager meer og mere til..."

Den markedsdominerende lærebog under navigationsdirektørernes aktiviteter som eksaminatorer var C. C. Lous' Skatkammer eller Styrmandskunst fra 1781 og udkommende i flere udgaver de følgende år frem til 1824.

Den fulde titel på Christian Carl Lous' værk i førsteudgaven fra 1781 var Skatkammer eller Styrmands-Kunst, indeholdende en tydelig og med mange Exempler oplyst Underviisning om alt, hvad en Styrmand nødvendigst bør forstaae, tildeels efter det hos os brugelige Claes de Vrieses Skatkammer til brug og Øvelse for de Lærende indrettet.
   Førsteudgaven er af mindre format end de senere udgaver. Forordet er signeret med "C. C. L . . ." . Hvorfor den kendte person har valgt at sætte sit navn med prikker, ved jeg ikke.

I andenudgaven fra 1787 er titlen ændret. Der er ikke længere brug for de Vries' navn: Styrmands-Kunst eller saa kaldet Skatkammer, indeholdende en tydelig og med mange Exempler oplyst Underviisning om, hvad en Styrmand nødvendigst bør forstaae, til Brug og Øvelse for de Lærende indrettet.
   På det gennemsete eksemplar er frontispicen ikke trykt ind på titelbladet, der har en blank plads stående under titlen. I denne udgave er det kongelige privilegium dateret 25/01 1782 medtaget.

Den tredje udgave kom i 1807 og var udgivet af Peter Johan Wleugel, og det var også ham, der stod bag udgivelsen af udgaven fra 1824. I 1824-udgaven var frontispicen blevet ændret, så førsteudgavens skibstegning med sejl sat på blinderåen nu var en mere moderne sejlføring, og kvadranten var blevet erstattet med et spejlrefleksinstrument.
[LOUS 1781 + 1787 + 1824, begge p.1., Bibliotheca Danica]

I Lous' andenudgave fra 1787 skrev forfatteren i forordet, at siden førsteudgaven havde lærebogen fortrængt de hollandske lærebøger, der hidtil havde været anvendt i provinsens navigationsskoler og det endda, hvor plattysk blev talt, og de hollandske bøger derfor kunne formodes at have en fortrinsstilling.
   Bogens pensum er ikke overvældende omfattende, og der beskrives for eksempel kun højdeobservationer med himmellegemerne i meridianen, og det vil sige, at månedistanceobservationerne er ikke omtalt. Se om måneberegningerne senere.

Lous udgav andre værker med trigonometriske tabeller og navigationens teoretiske grundlag, bl.a. Styrmandshåndbogen og Marinkalenderen.
   Lous videnskabelige indsats og hans arbejde på at højne styrmandskunsten blev anerkendt, da han fra 1775 blev medlem af Videnskabernes Selskab.
[FUNDER p.491]

Uddannelsen 1800-1850

Ifølge kongelig resolution af 08/01 1802 skulle en sømand for at få næringsbrev som styrmand ved sessionen bevise at have sejlet i syv år på dækket og herunder foretaget enten to rejser på Middelhavet eller Vestindien alternativt en rejse på Kina og Ostindien. Hjemmefarvandene skal han kende efter sejlads i Kattegat og Østersøen. Han skal også fremlægge bevis for sin eksamination hos navigationsdirektøren.
[FUNDER p.507]

Den første forordning med krav til navigationens indhold blev udstedt ved kongelig Kancelli-plakat den 11/04 1837. Dens indhold blev gældende til 1869. I denne periode var eksamen opdelt i en tvungen breddeeksamen og en frivillig længdeeksamen. Breddeeksamen kunne man godt indstille sig til, før man havde sejltid nok til styrmandspapirerne, idet der kun forlangtes, at man havde foretaget en sørejse, der ikke var nærmere specificeret.
Længdeeksamen indeholdt beregningerne for stedlinjer ved hjælp af kronometret, der altså giver muligheder for at bruge observationer taget uden for meridianen, men kandidaten skulle også lære at udfinde klokkeslættet ved hjælp af de komplicerede måneobservationer.
Når vedkommende var klar til eksamen forestillede han sig for navigationsdirektøren, der alene sad med magten til at lade eleven bestå eller dumpe, selv om der var to søofficerer som bisiddere, da disse ingen stemmeret havde.
Se nærmere om forordningen af 1837 ovenstående.
[FUNDER p.508f, JUUL-HANSEN p.13]

Foreningen til Søfartens Fremme — stiftet 1844

Tiden fra 1840 til 1852

Foreningen til Søfartens Fremme (FtSF) blev stiftet i 1844, og hovedmanden bag foreningens første år var søofficeren Michael J. P. Bille. Et af foreningens hovedformål var at sørge for en højnelse af navigationsundervisningen. Det var tidens opfattelse, at uddannelsestilstanden var stærkt på retur i forhold til fortiden, hvor respekten omkring den danske sømandsstand åbenbart havde været større. Denne beklagelige tilstand i 1800-tallets første del kommenteredes i foreningens jubilæumsskrift fra 1894 således:

"Den danske Sømandsstand har for sin praktiske Dueligheds og Paalideligheds Skyld, altid haft Ord for at regnes iblandt de bedste af alle søfarende Nationers; men paa det Tidspunkt, da Forerningen til Søfartens Fremme blev stiftet, stod den danske Styrmand og Skibsfører i intellektuel Henseende næppe paa Højde med mange andres, kun fordi man herhjemme ikke lagde tilbørlig Vægt paa disse Befalingsmænds teoretiske Uddannelse.
Datiden var blind for, at nye Tider føde nye Krav, og slog sig til Taals med den ofte besungne, praktiske Dygtighed uden at tænke paa, at denne, alt som Udviklingen skred frem, maatte gaa Haand i Haand med en fyldigere Aandsdannelse og større teoretiske Kundskaber, end tidligere fornødent, i det mindste for de Personers Vedkommende, der vare forlenede med Ansvar for mange Menneskeliv og værdifulde Ladninger."

Kravene for at få lov til at sejle som styrmand var små. Med den simple breddeeksamen, der endog var af forskellig sværhedsgrad ud over landet, kunne man få en styrmandshyre. Og da kravene åbenbart aftog med afstanden fra København, hvor skolen var strengest, så tog mange styrmandsaspiranter til Sønderjylland, hvor man bl.a. i Tønning og senere Flensborg kunne få en eksamen hurtigt. Det hed sig endda, at "når skibene passere Flensborg, så bakkede man sejlene og sprang i land og tog eksamen" — altså kunne man tage styrmandseksamen så hurtigt, at det ikke var nødvendigt at bjærge sejl for den manøvre.

Fordommene mod en teoretisk uddannelse var store. Det var vanskeligt at studere om bord på grund af arbejds- og lukafforhold, og forfædrene havde jo klaret sig udmærket uden logaritmer og tabeller. De ældre om bord har vel heller ikke været lige oplagte til at støtte yngre kollegaer i at blive teoretisk bedre funderede, end de selv var.
[PETERSEN p.13ff]

Der blev derfor i FtSF allerede ved oprettelsen i 1844 af den første generalforsamling vedtaget at indlede aktiviteterne med både en forelæsningsrække og en aftenskoleundervisning med nautiske emner. Pengemidlerne var små, og man indså, at skulle foretagenderne lykkes, så måtte brugerbetalingen være ringe. For at hjælpe projektet i gang tilbød Skipperlavets oldermand fra 1844 til 1850, kaptajn A. Stæger, lokaler i Skipperlavets hus til foredragene, og søofficeren Osvald Julius Marstrand, * 14/07 1812, † 05/04 1849, tilbød hver uge at holde foredrag om navigationsemner.

Marstrand havde arbejdet med opmålinger i Østersøen under Michael Billes kommando i Tyskland i 1830'erne og under samme udstationering også undervist i den navigationsskole, som Bille havde etableret i Danzig. Efter en rejse til Vestindien blev han i 1838 navigationslærer ved Søkadetakademiet og fik også udgivet en navigationslærebog. Marstrand omkom ved linjeskibet CHRISTIAN VIII's eksplosion i Eckernförde Fjord.

Aftenundervisningen fik tilbud om lokaler fra realskolebestyrer, sekretær Friis, der havde et mindre etablissement i Lille Fiolstræde nr. 200. Tidligere var Fiolstræde delt i Store og Lille Fiolstræde. Friis tilbød foruden lokaler også selv at undervise de unge søfolk i geografi. Aftenskolen var "bestemt for unge Sømænd, der have endt deres egentlige Skolegang, men som ville benytte det rolige Liv i Land til at opfriske det en Gang lærte...", og undervisningen var berammet til fem aftener om ugen fra 17 til 19, hvor timerne fordelte sig med tre til skrivning og dansk, tre til regning og matematik, tre til navigationens grundbegreber, to til engelsk og to til geografi.

Foredragene blev annonceret den 04/10 1844 i et åbent brev, der beskrev planerne med foredrag mandag, onsdag og fredag klokken 18 til 20. Emnerne var om mandagen navigation, om onsdagen handelsdokumenter som fx konnossementer og certepartier, og om fredagen emner om bogføring, korrespondance og mønt- og målberegninger. Både aftenskolen og foredragene blev indledt 21/09 1844.

Professor Ursin stillede sin viden til rådighed og afholdt en hel del af foredragene i perioden 1844 til 1848, men de sidste foredrag i 1848 måtte aflyses af mangel på deltagere, da alle potentielle tilhørere var udkommanderede i krigen. Professor Ursin var død, inden foredragene kunne genoptages efter krigen.

Georg Frederik Krüger Ursin, Professor i matematik ved Kunstakademiet, * 22/06 1797, † 04/12 1849. Ursins fader hed Krüger, men ved forældrenes skilsmisse i 1798 beholdt han moderens efternavn. I hans forfædre var der en del søofficerer og redere, men Ursins interesser lå hovedsageligt inden for den folkelige oplysning, og i Dansk Biografisk Leksikon karakteriseres han som forløber for Folkeuniversitetets lærere.

Aftenskolen havde en vis success. I 1846 havde den 26 elever, som dog i 1848 på grund af krigen faldt til 4 elever. I det hele taget var bestyrelsen efterhånden blevet meget optaget af at få etableret en rigtig navigationsskole, og efter generalforsamlingen i FtSF i 1850, hvor kaptajn i flåden Dirckinck-Holmfeld blev valgt som formand, blev det følgende år brugt til sonderinger om, hvordan en skole kunne organiseres. Ved næste års generalforsamling var planerne så vidt fremskredne, at bestyrelsen fik bemyndigelse til at indlede forhandlinger med myndigheder og andre om oprettelsen af skolen.

Næste realistiske handling for skolen kom, da navigationslæreren løjtnant Georg Emil Tuxen ved generalforsamlingen i 1851 kom ind i bestyrelsen fra 20/05 1851, og han påpegede straks, at skulle skoletankerne lykkes, så måtte man have den daværende navigationsskole under Skipperlavets bestyrelse sammenlagt med foreningens påtænkte skole, så der ikke i København kom to konkurrerende skoler. Det kom meget belejliget, at Tuxen den 03/08 1851 blev udnævnt til navigationsdirektør og derved indtog en mere kraftfuld stilling i forhandlingerne med Marineministeriet og Skipperlavets bestyrelse.
[PETERSEN p.66]

Forslaget blev velvilligt modtaget både i ministeriet og i lavet, så der blev nedsat en komite, til hvilken FtSF udpegede premierløjtnant Johan Cornelius Tuxen, bestyrelsesmedlem i FtSF fra 03/04 1850 til 29/01 1883, og skibskaptajn Fr. Stage, bestyrelsesmedlem 28/03 1853 til 12/01 1885. Fra Skipperlavet blev udpeget navigationsdirektør Georg Emil Tuxen, der sad i FtSF's bestyrelse til 06/03 1869, og skipperlavets oldermand kaptajn Leth, bestyrelsesmedlem FtSf 02/04 1853 til 1856.

Det var således en ret sammenspist komite, der mødtes: alle medlemmerne var i bestyrelsen for FtSF, de to løjtnanter Tuxen var brødre, Georg født i 1814 og Johan i 1820. De to andre i komiteen var begge medlemmer af Skipperlavet. Efter et par måneders arbejde afleverede komiteen en gennemarbejdet plan til ministeriet, og efter nogle detaljespørgsmål om ny direktion og bestyrelse blev den kongelige direktion for den daværende navigationsskole nedlagt, og den nye direktion under FtSF blev dannet fra 03/12 1852 for "Kjøbenhavns udvidede Navigationsskole", og den 08/12 1852 overleveredes nøgler og kassebeholdning til den ny direktion og bestyrelse. Skolen kom som landets øvrige skoler under ministeriets overtilsyn.

Lokaleforholdene var derimod ikke gået i orden. Skolen havde lige inden FtSF overtog driften til huse i et lejet og uegnet lokale i Nørregade. Ministeriet havde svaret velvilligt på ønsket om at medvirke til at finde egnede lokaler, men mere synes der ikke at være sket, så bestyrelsen måtte i gang med at finde en løsning selv. Nogen kæmpebygning behøvede man ikke, da der da kun var 12 elever til breddeeksamen og 6 til længdeeksamen indskrevet på skolen.
Løsningen blev en treårig kontrakt med Skipperlavet om at benytte deres lokaler på lavshusets første sal. Her begyndte undervisningen så fra slutningen af 1852.
[FUNDER p.492, HASSØ p.140]

Lærebøger og andre nautiske publikationer
Foreningen havde også planer om at udgive læremidler, og en nærliggende mulighed var at oversætte og udgive et uddrag af den engelske almanak, der havde de nyeste tabeller til brug ved astronomiske observationer for søens folk. Den engelske almanak var udkommet første gang i 1766 med tabeller for 1767. Det faldt nogenlunde sammen med kronometerets begyndende udbredelse, og dermed almanakkens større praktiske værdi om bord. Foreningens begyndelse var alene at få en søkortforhandler — det har utvivlsomt været Blankensteiner på hjørnet af Amaliegade og Toldbodvej, den nuværende Esplanaden — til at hjemtage ti eksemplarer af den engelske bog. I 1849 blev der i stedet for aftale om fra FtSF at give et tilskud til professor Ursin, der selv stod for bearbejdelse og udgivelse af et uddrag af almanakken. Projektet blev i længden for dyrt, og udgivelsen ophørte efter nogen omskiftelighed helt i 1854.

Foreningen deltog eller anbefalede også andre udgivelser. Kommandørkaptajn F. A. Paludan, * 1792, † 1872, medstifter og bestyrelsesmedlem 01/08 1844 til 03/04 1850, skrev og udgav Om Sumners Universal Problem, der omhandler beregning af stedlinjer på grundlag af observationer af himmellegemer. Endvidere udgav Paludan Lommebog for Coffardicaptainen i Havn og Breve til en ung Coffardicapitain, skrevne efter den i 1849 udkomne Udgave af "Letters to a young master mariner" "by Ch. Lorimer".

Paludanslægten var i øvrigt repræsenteret i foreningen også med F. A. Paludans bror, kommandørkaptajn Jens Jacob Paludan, 1781-1856, der blev medlem nummer to i FtSF, samt en fjernere slægtning kaptajn C. C. Paludan og en onkel kommandør Frederik Paludan, † 1880.

Søfartens Fremme overtog Københavns Navigationsskole

Indenrigsministeriet havde nedsat en komite, der skulle komme med forslag om en ny ordning for kontrol med adgangskravene til at føre skib og være styrmand, og komiteens betænkning fremkom i foråret 1852, hvorefter ministeriet henvendte sig til Skipperlavet for at få dettes indstilling til forslaget.
Komiteens forslag pegede på en adskillelse af forhyringen fra det militære udskrivningsvæsen og flyttet til Indenrigsministeriet, der skulle udstede en forordning om retten til at føre skib samt en opdeling af skibsførere i forskellige klasser efter skibsstørrelse og fartsområde. Skipperlavets bestyrelse var imod en opdeling af skibsførerne i klasser, hvilket de fandt var i strid med den nye grundlovs frie ret til erhverv. Navigatørernes kunnen var allerede blevet fastslået ved de beståede eksamener. Klasseopdelingen blev da heller ikke gennemført i loven.
[HASSØ p.147f]

Spørgsmålet om retten til at føre skib var fremme igen i forbindelse med sønæringsloven af 19/02 1861. Ifølge denne lov kunne skibe op til 20 kml. føres af sætteskippere inden for linjen Lindesnæs og Rügen-Kalmar, mens der uden for dette område krævedes en styrmand med ret til at fare som enestyrmand eller førstestyrmand. Handelsstanden med grossereersocietetet var imod begrænsningen for fri fart, hvor der tidligere var sejlet i mindre skibe med en bedstemand som styrmand. Skipperlavets indstilling til spørgsmålet var en forhøjelse af småskibsfarten i nærfart fra 20 til 35 kml., og en endelig afklaring kom med en tillægslov af 11/02 1863.
[HASSØ p.151f]

Københavns Navigationsskole efter 1852
Ved overtagelsen var skolen per 01/01 1853 kun besøgt af tolv elever til den almindelige styrmandseksamen og seks til den udvidede længdeeksamen. Hovedårsagen til, at landets største by ikke kunne tiltrække flere elever, var eksamensaflæggelsen. Eksamenskravene var lovbestemte og ens over hele riget, men i København blev man eksamineret af navigationsdirektøren, mens man i provinsen havde anderledes let ved at bestå hos de forskellige autoriserede eksaminatører. Især i hertugdømmet Slesvig gik det let med at få sit bevis, og statistikken på passerede elever i Københan og Slesvig / Flensborg i perioden fra 1834 til 1846 viser, at i de 13 år, som tallene dækker, har 646 bestået den almindelige styrmandseksamen i Købnhavn og 2.511 i Slesvig. Længdeeksamen har 136 bestået i København og 539 i Slesvig.
[PETERSEN p.82]

Denne tilstand ophørte, da navigationseksaminatoren i Slesvig døde i 1856, og navigationsdirektøren i den kommende tid eksaminerede over hele landet. Dette forårsagede en noget større tilgang til skolen i København, da der nu ikke var grund til at rejse til Sønderjylland, når der stilledes samme krav der som her.
[FSF p.38]

Undervisningsplanen
Skolens ledelse var i begyndelsen virkelig op mod hårde odds: ophold og kost var billigere i provinsen og eksamen lettere, så hvorledes kunne man konkurrere?
Bestyrelsen havde valgt to tilsynsførende for skolen. Det blev navigationsdirektør G. Tuxen samt kaptajn og skibsreder F. Stage, stifteren af skoleskibet GEORG STAGE. Skolens inspektør blev navigationslærer P. L. Larsen. I aftalerne mellem Skipperlavet, FtSF og ministeriet skulle den lovpligtige undervisning til de to eksamener — for korthedskyld kaldet bredde- og længdeeksamen — fortsætte, men desuden havde bestyrelsen besluttet, at der skulle oprettes en forberedelsesklasse samt en overbygningsklasse med hovedsageligt kommercielle emner.
[FUNDER p.493]

Undervisningsplanen kom derfor fra 01/01 1853 til at se sådan ud:
1. Elementarklassen, eller forberedelsesklasse i hvilken:

"unge Søfolk til hver Tid, naar de imellem deres Sørejser ere hjemme, kunne søge Undervisning i at skrive Dansk, i Regning, Aritmetik og Geometri og forberede sig til senere ... at kunne gjennemgaa Styrmandsskolen."

2. Navigationsklassen, "Styrmandsskolen" eller den højere Klasse. Der var kun adgang for elever med forberedelsesklassens niveau i grundfagene. I styrmandsklassen skulle der gives undervisning:

"for dem, der agte at underkaste sig Styrmandsexamen. Underviisning gives alene i Navigationslæren, saaledes som den fordres til den almindelige Styrmandsexamen og Længdeexamen."

3. Den merkantile klasse, eller tredje afdeling for dem,

"der efter at have bestaaet Styrmandsexamen søge endyderligere Underviisning og Veiledning i, hvad der maae antages, navnlig i den mercantile Retning, at blive Skibsføreren til Nytte især i den større Skibsfart."

[PETERSEN p.66 + 93]

Da den egentlige styrmandsklasse udelukkende underviste i navigation i 46 timer ugentligt, var der efter vor tids standard store mangler i styrmandens teoretiske grundlag. Selv om skibene så godt som alle sammen endnu var af træ, og kun et fåtal havde maskinkraft, så var behovet for viden om stabilitet, skibsbygning, meteorologi og ladningsbehandling af lige så stor betydning for sikkerheden dengang som i dag.

I overbygningsklassen, der kun havde 42 timers undervisning om ugen, fik man forelæsninger i kontrakter for køb og salg af skibe, skibsbygning og materialer, søretslige forhold for skipper og besætning, ladningsbehandling og ladningsdokumenter, forsikring, toldforhold og korrespondance.
Videreuddannelsen i de traditionelle sømandsfag omfattede emnerne navigationshjælpemidler — gennemgang af nyere instrumenter og omtale af udviklingen, benyttelse af observatorium, hydrografiens grundbegreber, vindforhold og strømforhold. I sømandskab blev der især undervist i skibsbygningsforhold, materialer, ladning og processer i forbindelse med grundstødning og havari.
Disse kursoriske forelæsninger løb over tre måneders perioder.

Forholdene omkring navigationskravene til de to eksamensniveauer er en smule komplicerede. For det første var det kun den laveste grad, breddeeksamen, der var lovkrav om. For at føre et skib, stort eller lille, krævedes der kun breddeeksamen. Ville man tage længdeeksamen, så var det helt frivilligt og ikke et krav for at opnå næringsbrev. Restriktionerne, som nedfældet i søeindrulleringsloven, var kun til denne ene eksamen, og dertil kom i tilslutning forskellige krav til sejladserfaring i forskellige skibe og forskellige farvande.

Der var tale om to klasser af styrmænd, hvoraf Anden Klasse besejlede de hjemlige farvande stort set mellem Lindesnes' og Christiansøs meridianer, og dertil behøvede ingen eksamen. For at føre skib her skulle de have sejlet i denne fart i mindst syv år.

Første Klasse skulle have breddeeksamen, men altså ikke længdeeksamen, og kunne føre alle størrelser skibe på alle have. Der krævedes en alder af mindst 21 år og sejltid i 4 mindre, 3 større og 2 endnu større skibe, eller én rejse runt Kap det gode Håb, hvorefter vedkommende kunne kalde sig Skipper af første Klasse.

Breddeeksamen eller styrmandseksamen
Før 1870 var kravene til styrmandseksamen, den såkaldte breddeeksamen, at kandidaten havde kendskab til al den terrestriske navigation samt astronomiske beregninger af himmellegemer i meridianen. Eksamen var delt i en skriftlig og en mundtlig del, og begge dele afholdtes samme dag, og karaktererne for bestået var Beqvem, der var den bedste, og Ej ubeqvem.
[KROMANN p.20]

Længdeeksamen indeholdt på det tidspunkt endnu en meget besværlig og i praksis sjældent udført metode til beregning af tidspunktet om bord. Det var månedistancemetoden, der også kaldtes for to-højde-beregningen.

"Hensigten med Maanedistance-Observationen er at kunne finde Middelklokkeslættet i Greenwich i et givet Moment og saaledes erholde et Middel til enten at verificere Søuhret, om et saadant haves, eller at finde Observationsstedets Længde, naar dette Middelklokkeslæt beregnes ved en samtidigen maalt Høide af et Himmellegeme.
For at vise, hvorledes dette kan opnaaes, forudskikkes følgende Betragtning. Dersom der paa Himlen foorefaldt visse synlige Phænomener, som enten gjentoge sig regelmæssig eller forud kunde beregnes, og der da var noteret i Almanakken, Middelklokkeslætter i Greenwich, svarende til det Moment, Phænomenet indtræffer, da vilde man, ved at iagttage selve Phænomenet, kunne erholde Kundskab om det tilsvarende Middelklokkeslæt i Greenwich."

[TUXEN p.257ff]

Det vil sige, at har man almanakken om bord og kan se, at en i den nævnt hændelse kan iagttages om bord, så vil den på observationstidspunktet målte stilling mellem bestemte himmellegemer, der forandrer sig med en vis hastighed, kunne benyttes til at udfinde middelklokkeslættet i Greenwich, og med klokkeslættet bestemt kan skibets længde findes på relativ simpel vis. Månen benyttedes i denne beregning, da den er det himmellegeme med størst egenbevægelse, og forskellen mellem dens og andre himmellegemers plads kan derfor lettest iagttages.

Foretager man månedistanceobservationen samtidig med eller tæt på sine andre højdeobservationer af himmellegemerne, behøver man ikke et dyrt kronometer om bord, men bare et nogenlunde jævntgående ur, hvilket var en billigere løsning end det dyre kronometer.

Pointen i den fornyede navigationsskoles forslag til ændrede eksamenskrav i 1850'erne var netop at få månedistanceobservationerne slettet fra pensum og erstattet af almindelige højdeberegninger, hvortil et kronometer om bord forudsattes. Med denne ændring mente skolebstyrelsen og især navigationslærerne brødrene Tuxen, at man kunne stramme kravene til styrmandseksamen, så alle styrmand fik lært tilstrækkelig astronomisk navigation til, at de — med kronometer og almanak om bord — kunne finde skibets plads over alt.
[PETERSEN p.144]

Ved længdeeksamen var karaktererne for bestået enten Godt eller Temmeligt godt.
[KROMANN p.20]

Skolens tredje afdeling med overbygningen kom til at gå dårligt. Der var ringe søgning til undervisningen, og efter 1856 blev der kun afholdt foredrag, som alle skolens elever samt foreningens medlemmer havde adgang til. Fra 1865 kunne medlemmerne tage en herre med som gæst. Damerne tænkte man ikke på.
[PETERSEN p.144]

Også forberedelsesklassen løb ind i problemer, idet den tog for lang tid for eleverne, der hverken havde penge til det længere ophold i land, eller lysten til at regne og skrive i en længere periode, før de kunne begynde oplæringen i selve navigationen. Klassen blev derfor fra 1858 indarbejdet i styrmandsklassen, og en del af forberedelsesfagene faldt bort, mens regning og matematik fik nedsat timetal, da en del af dette stof blev indlært med de forskellige øvelser i navigationsuddannelsen.

Skolernes økonomi og ledelse
Skolen i København var lige som provinsens skoler ikke helt overladt til egenfinansiering. Der var på statsbudgettet afsat en vis sum til skolerne, og i 1850'erne var der fx på Marineministeriets budget afsat 10.000 kroner til fordeling mellem landets skoler. Bevillingen blev fra 1882 forhøjet til 20.000 kroner, og fra 1893 var beløbene fastsat til 1.500 kroner per skole — der var på det tidspunkt syv skoler i landet — samt en del af en fællessum på 15.000 kroner, der fordeltes efter skolernes aktivitetsniveau, hvilket sikkert må forstås som fordelt efter elevantal eller bestået antal.
[PETERSEN p.97]

Ved foreningens overtagelse af skolen blev P. L. Larsen inspektør, og han fortsatte til 1856, hvor navigationslærer C. G. F. Schwarz, * 1826, † 1915, blev udnævnt til inspektør. Schwarz havde været lærer ved skolen siden 01/11 1845 og var forstander til 1896, hvor han havde undervist i 51 år, men han fortsatte efter sit 70. år med at undervise i skibsførerklassen indtil 1905.
[FUNDER p.493f]

Skolens lokaler
I slutningen af 1852 overtog FtSF Københavns Navigationsskole fra Skipperlavet, der havde undervist de få elever i små lokaler i Nørregade.
   Ved overtagelsen havde FtSF ikke egne lokaler til skolen, så de lejede sig ind på førstesalen i Skipperlavets hus i Holmens Kanal nr. 20, men en forøget elevtilgang gjorde det uholdbart i længden ([FUNDER] p.493 mener, at skolen flyttede ind i lavshuset fra 1857).
   Allerede i 1856 måtte man bede om lov til at låne eksamenslokaler af Søkadetakademiet. Så samme år begyndte foreningens bestyrelse at arbejde på en mere permanent løsning, og en henvendelse til myndighederne blev positivt modtaget i Marineministeriet, men førte i første omgang ikke til noget, og undervisningen kom til at foregå i Skipperlavets hus indtil 1865,^*) hvor den en kort overgang fik lokaler i Peder Skramsgade, inden den i september 1865 flyttede ind i Foreningens nye lokaler i Havnegade 23.
   Skipperlavets murstensrøde hus kan endnu ses på hjørnet af Bremerholm og Holmens Kanal vis-a-vis Nationalbanken.
^*) Ifølge [FUNDER] p.493 og [ROSENDAHL] p.66, så blev skolen sagt op i Lavshuset i 1861 og flyttede til Christianshavn, hvor de lejede sig ind i Strandgade, indtil skolen kunne flytte ind i det nye hus i Havnegade i 1865.

Foreningen havde i 1859 fået arkitekt Ferdinand Meldahl til at tegne en skole, der skulle opføres på en grund i den nyligt anlagte Havnegade, men selve købet af grunden trak ud, da foreningen ikke alene turde binde an med sagen uden sikkerhed for, at en del af arealet kunne indbringe en husleje. Så først, da Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 indvilligede i at leje stueetagen i Meldahl hus, fik foreningen købt grunden i Havnegade af staten. Navigationsskolen skulle bo på anden sal, mens førstesalen skulle bruges af foreningen selv og resten udlejes til Enkekassen.

Grundstenen til navigationsskolens nye bygning blev nedlagt af kong Christian IX den 02/07 1864, og den blev også indviet i overværelse af kongen og kronprinsen den 01/09 1865. Bygningen i Havnegade kan også ses endnu i gadebilledet.
[PETERSEN p.149]

Skolen underviste her i 26 år, indtil huset solgtes til Livsforsikringsanstalten i 1891, og skolen flyttede til Peder Skramsgade nr. 7. Her blev den kun i to år, da den i 1893 igen flyttede hen i skipperforeningens hus i Holmens Kanal 18. Man kan sige, den adresse har haft en overorddentlig tiltrækning på styrmænd gennem mere end 200 år.
[FUNDER p.494, ROSENDAHL p.66]

Lærebøger til undervisningen
Efter FtSF havde overtaget undervisningen, og navigationsskolen forlangte, at eleverne skulle anskaffe sig en navigationsbog, så blev det påtrængende at sørge for, at der virkeligt var bøger til rådighed. Brødrene Tuxen var villige til at skrive lærebogen i navigation, men ønskede en vis form for økonomisk sikkerhed, og både forslag om, at FtSF forlods skulle købe nogle eksemplarer, og forslag om, at foreningen overtog hele oplaget, der beregnedes til 1.500 eksemplarer, var fremme. Det endte med, at generalforsamlingen i 1853 blev forelagt spørgsmålet, og besluttede at købe hele oplaget for derved at kunne tilbyde eleverne bøgerne billigst ved bl.a. at undgå at indkalkulere en boghandleravance.

Bogen udkom i 1855 med titlen Lærebog i Navigationen med tilhørende Tabeller, udarbeidet til Brug for de kongelige Søcadetter. Den blev i 1858 oversat til tysk, men ikke yderligere revideret på det sprog. På dansk kom den i anden udgave 1858-1859 og havde da skiftet titel til Lærebog i navigationen. Med tilhørende tabeller. Udarbeidet til brug for navigationsskolerne. Tredje udgave kom i 1869 og fjerde udgave i 1877, hver udgave havde samme sideantal, så revisionen har været begrænset.

Ved udgivelsen tilbød FtSF bogen også til navigationsskolerne i Svendborg, Ålborg og Randers for samme pris, som eleverne i København betalte. Disse mellemhandler blev for komplicerede for foreningen, og klager over forskellige priser ved direkte salg og salg fra boghandelen, der havde en del af oplaget til elevsalg, fik bestyrelsen til fra august 1858 at overlade hele forhandlingen til boghandler C. C. Lose & Delblanc.

Til forberedelsesklassen havde navigationsskoleforstander Antonius Oluf Tuxen, en af de seks brødrene Tuxen, udgivet bogen Forberedelse til den praktiske Navigation, udarbeidet til Brug for Navigationskolerne af A. O. Tuxen, med Henviisning til G. og J. Tuxens Tabeller. Førsteudgaven på 84 sider udkom 1856 og blev fulgt op af anden udgave i 1859 og tredje i 1868.

Carl G. F. Schwarz skrev en lærebog i navigation, Haandbog til Brug ved Undervisningen i Navigation. Den udkom første gang i 1883 og var da på 255 sider. Den kom senere i 2. udgave i 1892, og 3. udgave i 1902, nu med 408 + 20 sider. Til udgaverne hørte et bind med tabeller.
[FUNDER p.494, KB-REX, SCHWARTZ]

Ny lov om styrmandseksamen
Styrmandseksamen var i denne periode lovbestemt i henhold til Forordningen af 1837.
Forsøg på en ny styrmandslov strandede i 1858. Forslaget indeholdt en ændring, så stedsbestemmelse ved hjælp af søuret til længdeberegning ville blive indsat, men Marineministeriets lovforslag kom aldrig gennem Tinget.

Der kom igen gang i forhandlingerne om en ny styrmandslov i januar 1867, hvor foreningen kommenterede Marineministeriets forslag til loven. Sagen fortsatte i 1868, og på et bestyrelsesmøde i august behandledes nogle bemærkninger fra skoleinspektør Schwarz angående det formålstjentlige ved at have to eksamener, hvoraf længdeeksamen var frivillig. Schwarz' andet spørgsmål var angående en overbygning efter styrmandseksamen, og hans tredje var angående selve eksaminationen og eksamenskommissionen, der efter hans mening burde være udnævnt for længere tid, og eksaminationen kun burde foregå få steder.
[PETERSEN p.165ff]

Den 06/03 1869 underskrev kongen en ny lov om styrmandseksamen, og den kom til at gælde fra 01/01 1870 indtil 01/04 1881.
   Loven indeholdt stadig kun en pligtig eksamen, der gav ret til at føre alle skibe, såfremt den fornødne sejlpraksis var opnået. For at indstille sig til eksamen krævedes der seks måneders sejltid. Enkelthederne var fastlagt i lovens § 2, stk. 2 til 15. Der skulle nu kunne navigeres med astronomiske længdebestemmelser ved kronometerbrug.
   Det blev nu også obligatorisk, at der var undervist i misvisningsberegning efter solen samt beregning af høj- og lavvande til enhver plads, lanterneføring og signalbogens brug.
   I styrmandsuddannelsens anden klasse undervistes der videre i navigation, men ikke i andre fag. Enkelthederne var fastlagt i Bekendtgørelse af 12/03 1869. Her var der stadig undervisning i månedistanceobservationer, og stedlinjeberegning med månen og planeterne.

Efter bestået eksamen havde styrmændene ret, men altså ikke pligt, til at lade sig eksaminere i en række andre fag som dansk, engelsk, geografi, meteorologi, handelsvidenskab og søret, og som noget helt nyt var maskinlære nu også indgået i pensum. Disse fag læstes i tredje klasse.
[FUNDER p.509, KROMANN p.20, PETERSEN p.140 + 167f, LEHMANN p.62]

Skipperforeningens rolle i udviklingen var nu udspillet. Foreningen, der nu hovedsageligt var en social forsørgelsesforretning, fik forelagt lovudkastet til 1869-loven, men foreningens indvendinger om bl.a. aldersgrænser for styrmænd og undervisning ud over de maritime fag blev ikke inkluderet i loven.
[HASSØ p.196]

Den myndighedsbestemte opsynsbestyrelse for skolen, der indtil nu havde inkluderet navigationsdirektøren, blev også ændret efter den nye lovs vedtagelse. Navigationsdirektøren udtrådte jf. lovens § 5 af skolebestyrelsen, og FtSF indtrådte med et medlem, i første omgang bestyrelsesformanden.

Københavns Navigationsskole organiserede sig derefter med tre afdelinger: en forberedelsesafdeling, en styrmandsafdeling med to klasser, og en overbygning, en slags søfartshøjskole.
   Med disse nye ordninger og ønsket om, at der var en lærer til stede også efter skoletid, hvor eleverne havde ret til at benytte skolen til lektielæsning, så var skolearealet blevet for lille. Lejeren, Pensionsanstalten, ønskede desuden at leje flere af lokalerne, og inspektøren ønskede en bolig på skolen.

Bestyrelsen fik derfor af staten købt yderligere et grundareal bag skolen, men økonomien tillod først i 1874 at begynde byggeriet. Der var flere årsager til dette. For det første fik foreningen længere tid til at konsolidere sig, hvilket var nødvendigt, da elevtilgangen kun var tilfredsstillende, men ikke overdådig på grund af konkurrencen fra provinsens mange skoler, der tilbød en både hurtigere og billigere, men også ringere undervisning.

Dette forhold ændrede sig i 1874, hvor der ved loven af 10/04 1874 kom et tillæg til styrmandsloven og indførelse af eksamen for maskinister, hvorved både elevantal og timetal forøgedes. Maskinistundervisningen hørte under direktøren for maskinistundervisningen.
   Ved samme lovændring blev skolepengene sløjfet, og til den tredje del med de almendannende fag kunne der søges statsunderstøttelse.
   Den første bestemmelse i styrmandsuddannelsen gjorde det obligatorisk for officererne på større dampskibe at bestå en eksamen i maskinlære, og tilsvarende en højere eksamen for maskinister i dampskibe med større maskinkraft, sidstnævnte var dog frivillig og kom aldrig i gang på navigationsskolen.
   Eksamenskommissionen var stadigvæk navigationsdirektøren med to bisiddere, hvoraf den ene var udnævnt af Marineministeriet og den anden udpeget af den kommune, hvor navigationsskolen lå.
   Lovene blev den 26/11 1876 fulgt op med udvidede bestemmelser til sønæringsloven om krav til næringsbrevene, og efter 1878 blev der udnævnt en fast eksaminator for tredjedelseksamenen.

Pladsmangelen var nu følelig på navigationsskolen i København, og den imødesete nybygning med bolig til inspektøren, en samlingssal og et arkiv stod alt sammen færdigt i efteråret 1875.
[FUNDER p.510, PETERSEN p.174f + 192]

Landsmøde for navigationslærere og -skoler
Det var ikke kun i København, at navigationsuddannelsen udviklede sig, og i 1874 blev der den 17/07 og 18/07 afholdt et fælles møde for lærere og bestyrere på landets navigationsskoler. Der deltog i mødet foruden medlemmer fra FtSF også to fra Ålborg, en fra Århus, fire fra Bogø, en fra Dragør, to fra Nordby, en fra Sønder Ho, syv fra København, en fra Kolding, to fra Marstal, en fra Randers og to fra Svendborg.
   Mødet i København havde karakter af et lukket møde, så forhandlingerne gik ikke ud til offentligheden, men blev i store træk en frugtbar udveksling og drøftelse af fælles forhold og tanker. Bl.a. blev det også foreslået, at skolepengene, der generelt var på 15 kroner om måneden, skulle hæves til 20 kroner, men forslaget var ikke ensstemmigt, og først næste år, efter fornyet opfordring fra nogle skoler, gik København i spidsen og krævede 20 kroner per kalendermåned for undervisningen — ikke at forveksle med de ophørte eksamenspenge.
[PETERSEN p.195ff]

Københavns navigationsskole havde efter 1877 så fire afdelinger i drift:
—   første afdeling var en forberedelsesafdeling til den almindelige styrmandseksamen,
—   anden afdeling var forberedelse til styrmandseksamens anden afdeling,
—   tredje afdeling var den frivillige overbygning med dansk, geografi m.v., og
—   fjerde afdeling var forberedelsen til den almindelige maskinisteksamen.

Optagelseskravene var strammet op, så der krævedes seks måneders sejlads, før optagelse i første klasse kunne finde sted, og til adgangen i anden klasse krævedes en bestået styrmandseksamen. En maskinistelev måtte have været ansat i maskinarbejde i land eller på dampskib i mindst et år, før optagelse kunne finde sted.

Eksamen blev afholdt tre gange årligt og hver gang strækkende sig over cirka to måneder. Dette var ikke optimalt for indlæringsplanerne for et år, men til gengæld tillod det dygtige elever efter mindre end et år at gå op til styrmandseksamen. Statistikker udfærdiget af navigationsdirektør Jensen viser, at i femåret 1884-1888 forberedte 164 elever sig under otte måneder til første dels eksamen inklusive mindst maskinlære som ekstrafag, mens 169 brugte otte til tolv måneder til det samme, og endelig var der 82, der behøvede mere end 12 måneder til forberedelsen.
   Jensen anbefalede derfor i 1890 og 1891, at der ikke ændredes til årlig eksamination, som udvalgene ellers havde peget på.
[JENSEN, 1890 p.12]

På det økonomiske område blev skolen i 1870'erne fjernet mere fra foreningen og foruden forskellige tilskud fra staten, Vallø Stift og FtSF, så fik inspektør Schwarz fra 1/10 1879 ansvaret for skolens økonomi, da han i en ny kontrakt kom til at stå for skolens drift personligt.
   Denne ordning varede dog kun til 1888, hvor skolens økonomi igen var dårlig og elevtilgangen for lav til, at skolens drift kunne hvile i sig selv. Inspektørens kontrakt blev derfor ophævet, og fra april 1889 overtog FtSF igen ansvaret for skolens drift. Foreningens håb var, at en række henvendelser og opfordringer til staten om at overtage alle navigationsskolerne og gøre dem til statsskoler snart ville blive gennemført.

Skolens program var i 1880'erne blevet tilrettet efter de økonomiske forhold, og der var nu kun undervisning i tre afdelinger: styrmandsklasse et, styrmandsklasse to og maskinisteksamen. Ordningen blev opretholdt til loven af 30/03 1892 ændrede situationen.
[PETERSEN p.197-201 + 225ff]

Undervisningsreglerne 1881 til 1893

Ved en nyordningefter lov af 24/07 1880 blev styrmandsuddannelsen fra 1881 opdelt i to afdelinger, hvor det stadig kun var første del, det var nødvendigt at bestå for at få et næringsbrev.
I første del blev nu for første gang optaget faget dansk, der skulle være bestået, før man kunne indstille sig til eksamen i navigation, og alle de ekstra fag, der ud over navigationen læstes i tredje del, kom nu ind i anden del.
   Belønningen efter bestået første del var statsstøtte til anden del.
   Eksamensteknisk ændredes processen, så eksaminationen blev foretaget af lærerne, mens navigationsdirektør og eksamenskommission virkede som censorer.
   Man indførte også en minimumsalder på 16 år og en sejltid på 15 måneder for at indstille sig til eksamen.
[FUNDER p.510f, KROMANN p.20]

Ny omsorg for velfærden
W. Hornemanns Lægebog for Søfarende, indeholdende veiledning til en forbedret Sundheds- og Sygepleie i Handelsskibe udkom i 1861. Styrmændene skulle gøre sig bekendt med indholdet og følge forskrifterne i denne bog.
   Bogen udkom i flere oplag og udgaver frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvor den var revideret af H. A. Breuning-Storm.
[LEHMANN p.68, HORNEMANN]

Myndighederne overtog styringen

Tiden fra 1893 til 1950
Ved den nye lov om sønæring i 1880 blev Skipperforeningen igen spurgt om dets holdning til ændringerne. Foreningen var imod skærpede krav til eksamen og fandt fx kravet om maskinlære for unødvendigt, da hovedparten af skibene stadig var sejlskibe.
En opgørelse for 1879 over den danske handelsflåde viste ca. 2.330 sejlskibe over 10 NRT på tilsammen 202.800 registerton. Heraf sejlede ca. 70 % i indenrigsfart og fart på Østersøen og Nordsøen.
Der var i 1879 ca. 160 dampskibe, hvoraf 50 sejlede i indenrigsfart, yderligere 5 var bugserdampskibe og bjærgningsskibe, mens kun 55 sejlede i uindskrænket fart.
Foreningen mente derfor, at maskinlære ikke var nødvendigt, og at man skulle tænke på de fattige styrmænd fra små kår og ikke unødigt forlænge deres skoleophold med overflødig teoretisk viden. Foreningen var stadig tilhænger af frivillig skibsførereksamen, dvs. manglende skibsførereksamen skulle ikke forhindre avancement til de største skibe. Der var dog lovkrav for emigrantskibe.
[HASSØ p.203f]

Men udviklingen inden for maskindrevne skibe og sejlskibenes tilbagegang gjorde det ønskeligt med en revision af kravene til styrmandsnæringen. De daværende havde været i kraft siden 1880, og der blev fra regeringens side nedsat en navigationskommission, der barslede med en betænkning den 28/03 1889. Betænkningen blev efterfulgt af et folketingsudvalg, der afgav betænkning den 31/03 1891. Begge betænkninger blev efterfølgende på opfordring kommenteret af navigationsdirektør J. A. D. Jensen i nogle små hæfter i hhv. 1890 og 1891. Jensens besvarelser er stilet til Marineministeriet.
[JENSEN, 1890 + 1891]

Kommissionen af 1889 arbejdede med planer om at samle al navigationsundervisning i København, hvad provinsskolerne naturligvis var imod. Marstal sendte fx andragende af 16/11 1891 ind til ministeriet for at forhindre nedlæggelse. Kommissionens forslag anbefalede alene én skole og beskrev en model med flere skoler som både bekostelig og besværlig. Da navigationsdirektør J. A. D. Jensen var imod denne centralisering blev forslaget dog aldrig vedtaget, og provinsskolerne kunne ånde lettet op.
Navigationsdirektør Jensen, der var blevet udnævnt til stillingen i 1889 tog 25/11 1911 navneforandring til Bildsøe.
[DBL, ROSENDAHL p.12f]

I sine bemærkninger skriver navigationsdirektøren om forholdet mellem kravene til maskindrevne skibe og sejlskibe, og han mener, at da der fortsat i lang tid vil være mange sejlskibe, hvor kendskab til maskinlære er unødvendig, så må man ikke fare for hurtigt frem med krav til dette emne. På den anden side mener han også, at man aldrig kan blive for oplyst, så hans holdning er meget politisk bevidst for at undgå, at nogen kan blive stødt af den.

Navigationsdirektørens tekst indeholder også konkrete oplysninger, som kan bruges ved vurderingen af pensumskravene i maskinlære. Der har i årene 1884 til 1888 været eksamineret 769 styrmænd til første afdeling, og af dem har kun 123 ikke taget maskinlæreprøven. Det viser jo bl.a., at de unge mænd godt kunne regne ud, hvad der skulle til for i fremtiden at sikre sig en hyre, mens redere og myndigheder og til dels også organisationsfolk holdt stejlt på sejlskibstiden som værende af yderste vigtighed.
[JENSEN, 1890 p.2]

Både kommission og udvalg var tilfreds med pensumkravene og fandt kun grund til, at føreren af udvandrerskibe skulle have en skibsførereksamen. Alle andre skibe skulle kunne føres af personer med styrmandseksamen. Det virker noget urealistisk at anlægge en skibsførerskoleordning for så få elever, som der kunne blive tale om til at virke i emigrantskibene, og virkeligheden var da også en anden, idet der i perioden 1870 til 1888 for hele landet var bestået 3.923 styrmandseksamener og 1.139 skibsførereksamener. Der var altså mange styrmænd, der satsede på en skibsførereksamen uden at kunne gøre sig håb om en af stillingerne på de få emigrantskibe.
[JENSEN, 1890 p.4]

Navigationsdirektøren var derimod ikke tilfreds med de pædagogiske forhold på skolerne. Indlæringen var af svingende kvalitet, og en del stof var blevet lært som udenadslære med ringe forståelsesdybde. Her mente han, at oprettelsen af statsskoler var af stor betydning for undervisningens ensartethed og en højnelse bedst kunne gennemføres.
   Det ville uden tvivl betyde en nedgang i antallet af navigationsskoler, af hvilke der på dette tidspunkt var omkring ti. Per første maj 1869 var der i alt otte navigationsskoler i landet. I de følgende år blev der yderligere oprettet syv skoler, af hvilke flertallet igen lukkede efter kort tids virksomhed, så der per 31/03 1881 var i alt elleve skoler. I løbet af 1880'erne kom der to nye til, mens en lukkede, så per 16/09 1889 var der ti skoler i landet. De to af disse var uden betydning, da de kun indstillede få elever. Der havde bl.a. kortvarigt været skoler i både Odense og Fredericia.
[JENSEN, 1890 p.4]

Den sidste del af navigationsdirektørens skrivelse behandler kommissionens anbefaling af oprettelse af kun én stor statsskole med kostafdeling i København og muligvis statsstøtte til et fåtal af autoriserede offentlige skoler, men privat, amtslig eller kommunalt styrede skoler. Direktørens indvending mod forslagets ene statsskole var, at andre erhverv, hvor de ansatte på lignende måde som søfolkene havde ansvaret for andres liv og velfærd, skulle have samme statsstøttede undervisningsforhold, hvilket staten nok ikke var indstillet på at tilbyde.
   Derfor ville en udvidet statsstøtte og statskontrol til private skoler være en bedre idé, og støtten burde uddeles som fripladser til eleverne, altså en betaling af skolepenge, der vel skulle andrage omtrent omkostningerne til lærerlønninger og visse undervisningsmidler, mens bygninger uændret som i de foregående ordninger var staten uvedkommende.
   Med hensyn til skolens beliggenhed så var direktøren betænkelig ved enhver overflødig hæmmende foranstaltning imod uddannelsen af styrmænd og især bekymret for placeringen:

"... og jeg vilde anse det for en mægtig Hæmsko, om Styrmandseleverne skulde blive henviste til kun at kunne erhverve sig deres Undervisning paa et enkelt Sted og det oven i Kjøbet i Kjøbenhavn, der med sine mange Adspredelser og Forlystelser ikke frembyder de største Fordele i denne Retning."

[JENSEN, 1890 p.9]

Til støtte for placeringen af en eller flere skoler har Jensen talt elever per amt sammen for perioden 01/07 1881 til 31/12 1888, og man kan tydeligt se sømandsenklaverne i Danmark:

Amt	S k o l e r
Amt	København	Bogø	Svendborg	Fanø *	Marstal	Ålborg	Rønne **	Rudkøb.	Fredericia	Odense
København	86	14	3	4	-	1	3	1	-	-
Kbh. Amt	28	21	2	6	-	-	-	-	-	-
Fr.borg A.	21	10	-	-	-	-	-	-	-	-
Holbæk A.	10	20	2	3	-	1	-	-	-	-
Sorø A.	20	17	2	1	2	1	-	-	-	-
Præstø A.	6	39	1	1	1	-	-	-	-	-
Maribo A	16	37	6	3	1	1	-	1	-	-
Bornholm	11	16	-	1	-	6	54	-	-	-
Svendborg A.	29	13	171	2	163	1	-	53	3	1
Odense A.	11	9	23	6	1	4	-	-	4	20
Ålborg A.	6	6	-	2	-	44	-	-	-	-
Hjørring A.	9	7	2	8	-	16	-	-	-	2
Thisted A.	10	3	-	8	-	11	-	-	-	-
Viborg A.	1	2	1	3	-	1	-	-	-	-
Randers A.	8	5	1	7	2	2	-	-	1	-
Århus A.	7	4	1	18	-	1	-	-	-	-
Vejle A.	5	3	1	7	-	1	-	-	23	2
Ringkøbing A.	1	1	-	6	-	-	-	-	-	-
Ribe Amt	4	1	1	153	-	3	-	-	1	-
I alt	324	248	225	281	176	100	59	56	32	27

*) På Fanø var der skoler i Nordby ved forstander Drewsen og ved Thodsen. I Sønder Ho var der skoler ved Vodder og ved Schmidt & Hansen. Disse fire anstalter er slået sammen her.

**) Rønne Navigationsskole blev først oprettet i året 1887. Efter dette år har 87 % af øens elever benyttet denne skole.

Sammentællingstallet for skolernes totale elevantal er forøget med i alt 110 udenlandske elever, idet 35 af disse elever var fra Rømø og 24 fra Island, Færøerne og Vestindien, der alle talte som udlændinge i denne periode.

Af sammentællingen kan man se, at langt størstedelen af alle elever valgte en skole tæt på hjemstavnen, og at Svendborg Amt inklusive Ærø leverede 28 % af alle landets navigatører.

Allerede efter mindre end to år blev navigationsdirektøren igen spurgt om sin mening vedrørende de nautiske eksamener. Folketingudvalgets betænkning pegede i 1891 på en udvidelse af skibsførereksamen til en mere almendannende uddannelse med fag som historie og dansk litteratur samt naturfagene. Direktøren mente, at der hverken var tid eller penge til en sådan almendannende undervisning. Nogle elever ville undlade at tage eksamen, og andre ville kun forsøge indlæring til eksamensniveau, men ikke til varig gavn. Direktørens anbefaling var efter flere andre argumenter om tiden mellem to ekssamensterminger og de fornødne penge, at den almendannende del ikke gennemførtes her men i folkeskolens undervisning.

Selv om Jensen således ikke mente, at den frivillige almendannende undervisning skulle indgå i skoletiden, så var han åben for foredrag uden for skoletiden, og hans mening om elevernes standpunkt var ikke for høj:

"Efter de nugældende Fordringer i Dansk skal Eleven ved Eksamen læse op af sin egen Stil, og dette kan let medføre, at der ved Navigationsskolerne ikke øves nogen anden Læsning ved Undervisningen. Mange Eksaminander formaa derfor næppe at læse op af en Bog, endsige af Haandskrifter."

[JENSEN, 1891 p.4 + 7]

Hvilke skoler skal overleve lovændringen?
I lovforslaget er der tanker om begrænsning af skolernes antal. Der var fra 1870 til 1890 omkring en halv snes skoler, men nogle af dem var meget små. I sine bemærkninger til lovforslaget har Jensen talt sammen på dimittender i perioden 1870 til 1890, idet han har ladet tre fag bestået i den frivillige skibsførereksamen være lig med én bestået styrmandseksamen og kommer derved frem til følgende antal:
[JENSEN, 1891 p.8f]

Skole	Dimittendsum	Årligt gennemsnit
København	1516	72,2
Bogø	1438	68,5
Svendborg	983	46,8
Nordby	990	47,1
Ålborg	444	21,1
Marstal	483	23,0
Rønne	115	16,4
Øvrige skoler	888	42,3
Total hele landet	6857	326,5

Rønne navigationsskole er kun med fra dens stiftelse i 1885 til 1890.

I forslaget er det eneste teoretiske punkt, som navigationsdirektøren kan gå ind for, ønsket om mere maskinlære. Det kan derfor være interessant at se, hvor meget vægt der i 1891 blev lagt på de maskindrevne skibe.
Den danske handelsflåde talte per 01/01 1891 322 dampskibe med en tonnage på 112.448 NRT og 3.054 sejlskibe med en tonnage på 182.145 NRT, hvor den nedre grænse for inkludering i talletne er 4 NRT.

For at få et tal for mandskabskravene har navigationsdirektøren regnet på tallene for skibe udgående fra Københavns Havn. I årene 1888-1889 udgik 389 dampskibe på 203.783 NRT med en besætning på 6.647 personer samt 1.083 sejlskibe på 108.292 NRT med 5.091 personer mønstret.
Der skulle altså for at drive et dampskib bruges 3,26 mand per 100 tons og 4,71 mand per 100 tons sejlskib. Omsættes tallene nu på hele den danske flåde, så skal dampskibene bruge 3.670 personer, men herfra skal trækkes maskinpersonale, der efter stikprøver på 77 skibe kan sættes til 46%, så der til dækspersonale skal bruges 1.980 personer, mens sejlskibene skal bruge 8.580 personer.

Der skal altså i 1890 stadig bruges mere end fire gange så mange personer til at betjene de danske sejlskibe end dampskibe. Det skal dog bemærkes, at vinteroplægning forekommer ofte blandt især mindre sejlskibe, mens så godt som alle dampskibene sejler hele året.

Der kan ikke i rapporterne læses nogen klar fornemmelse for dampskibenes totale sejr over sejlskibene, hvorfor sejlskibsuddannelsen endnu betragtes som hoveduddannelsen og som sådan uomgængelig nødvendig for alle professionelle, fuldt uddannede søfolk.
[JENSEN, 1891 p.10]

Ændret styrmandslov
Styrmandsloven blev ændret den 30/03 1892 samt anordningen for den udvidede styrmandseksamen den 21/09 1892.
Fra 1893 undervistes indtil 1916-loven i en todelt styrmandsuddannelse. Til første del henlagdes nu maskinlære for styrmænd.
Anden del var principielt stadig frivillig, men krævedes nu for at føre udvandrerskibe til Amerika eller andre verdensdele, og så godt som alle tog nu anden del, når de var i gang med eksamen.

For at indstille sig til eksamen krævedes to års sejltid efter det fyldte syttende år. Heraf skulle mindst et år være på sejlskib på dækket og uden for indskrænket fart, hvilket vil sige sejladsen skulle være optjent vest for Lindesnes - Texel-linjen og norden for 58 grader i Østersøen. Der skulle dog i alt præsteres en sejltid på i alt fem år heraf mindst et år som matros, før eksamensbeviset gav ret til et sønæringsbevis som styrmand.
De nærmere eksamensbetingelser, der bl.a. indeholdt en turnusordning for skolernes terminer, så eksamen først blev holdt på Sjælland, der efter Bornholm, Jylland, Fyn og øerne og sidst Lolland-Falster og øerne omkring. Anmeldelse om eksamination blev stadig stilet til navigationsdirektøren og en del yderligere regler udkom i Bekendtgørelse angaaende Bestemmelser om Afholdelse af Styrmandseksamen m.m. af 15/02 1893.
[JENSEN 1908 p.226]

Også de økonomiske rammer blev nu lidt bedre, da der var statsstøtte til både første og anden del, og der blev endda præmieret med 50 kroner, hvis der ved anden del var bestået i to fag og 100 kroner, hvis alle fag var bestået.
[FUNDER p.511, KROMANN p.21, Søf.Love 1908]

I 1893 indførtes også tvungen undervisning i sundhedslære eller sygepleje, som faget hed den gang. Bl.a. Bogø havde dog allerede fra 1881 undervist i faget på frivillig basis.
[BOGØ 1916 p.7]

Ved denne ændring indførtes eksamen til fiskeskipper og sætteskipper. Sidstnævnte gav ret til at føre skibe fra 20 til 100 BRT i indskrænket fart, men eksamen inkluderede altså heller ikke astronomisk navigation eller samlende bestikregning. Fiskeskipperne skulle kunne tage en solhøjde i meridianen og derved finde deres bredde, og de skulle kunne sammenkoble bestikket.
   Der blev oprettet fiskeskipperskole i Frederikshavn i 1898, og landets anden fiskeskipperskole blev åbnet i Esbjerg den 01/11 1904 i Sømandshjemmet på Havnen. Bygningen kan ses endnu.
[FUNDER p.511, HJORTH RASMUSSEN p.10ff, Søf.Love 1908]

Københavns Navigationsskole havde per 1889 i alt 70 elever tilmeldt og var i god økonomisk gænge; lokalerne var dog ikke tilfredsstillende. Søfartserhvervet var i fremgang, og det stadig stigende elevtal også i provinsen gjorde det nødvendigt at udvide censorstaben fra to til tre mand, og Marineministeriet forespurgte FtSF om de kunne pege på en egnet mand.
[LEHMANN p.124ff]

Skolens undervisning var nu opdelt i to afdelinger, og i den første afdeling blev der undervist i to klasser: i første klasse kunne man indtræde efter det 14. år og følge undervisningen til den almindelige styrmandseksamen, som man dog skulle have sejlet i tre år for at kunne blive indstillet til, subsidiært to års sejltid efter det fyldte syttende år. I denne klasse gik også elever, der læste til fiske- og sætteskipper. I første afdelings anden klasse blev de ældste elever undervist til styrmandseksamen.

I anden afdeling undervistes til den udvidede styrmandseksamen, som man først kunne optages til efter bestået almindelig styrmandseksamen. Der blev for alle klasserne afholdt eksamen tre gange årligt: i marts, juli og november. Eleverne havde, når de beordredes til det, pligt til at møde op til at tage observationer og til at møde på et hospital for at modtage instruktion i behandling af sygdomstilfælde.
[PETERSEN p.227]

Tiden var ved at løbe ud for det private initiativ på skoleområdet, og foreningens hus i Havnegade var ved at sprænges af lejeren i stueetagen. Livsforsikrings- og Forsørgelsesanstalten ville have mere plads og ville købe bygningen. På en generalforsamling i FtSF den 16/05 1890 fik bestyrelsen bemyndigelse til at sælge huset til lejerne, og den 14/04 1891 blev kontrakten underskrevet.

Nu skulle der findes nye lokaler til skolen, da staten ikke overtog driften på dette tidspunkt. Foreningen lejede sig først ind i Peder Skramsgade nummer 7, men lokalerne opfyldte ikke ministeriets krav, så allerede i oktober 1893 flyttede skolen igen; denne gang til Skipperforeningens ejendom i Holmens Kanal nummer 18. Hermed var foreningens skole efter tredive år tilbage i Skipperhuset igen. Denne gang på en femårig lejekontrakt.
Lavshusopholdet varede til 1908, hvor skolen flyttede ind i lokaler hos den Brockske Handelsskole på hjørnet af Sankt Annæ Plads og Toldbodgade, dengang Ny Toldbodgade. I april 1918 købte FtSF endelig hjørnebygningen, og skolen fik for første gang sin egen bygning, hvor den blev indtil udflytningen til Jagtvejen, hvor den fungerede til sin nedlæggelse.
[FUNDER p.494, PETERSEN p.232]

På Københavns navigationsskole blev forstander Schwarz i 1896 afløst af sin svigersøn C. D. Neergaard, der havde undervist på skolen siden 1878.
[FUNDER p.494]

I 1903 var der nedsat en kommission — kaldet kommissionen af 11/01 1904 — til at behandle spørgsmålet om revision af styrmands- og maskinisteksaminerne. Kommissionen fremkom på grund af væsentlige uoverensstemmelser blandt medlemmerne først med deres indstilling i 1906.
På dette tidspunkt var det opnåelige maksimumspoints ved styrmandseksamen 147, hvilket stadig var tilfældet til efter sidst i 1960'erne.
[LEHMANN p.131]

Skolens lokaleforhold blev forbedret i 1908, hvor man på et bestyrelsesmøde den 02/04 1908 vedtog at leje bygningen på hjørnet af Toldbodgade, den gang kaldet Ny Toldbodgade nr. 3, og Sankt Annæ Plads af de Brockske Handelsskoler.
[LEHMANN p.132]

Skoleskibet VIKING
For at afhjælpe manglen på styrmænd og forbedre uddannelsen var der blevet bygget et sejlførende skoleskib, VIKING, der stod ud på jomfrurejse fra Hamburg med 80 elever om bord i begyndelsen af september 1908. Den obligatoriske sejlskibstid kunne opnås om bord.
[LEHMANN p.133]

VIKINGs levetid som skoleskib blev kort, idet økonomien i begyndelsen af Første Verdenskrig blev så dårlig, at eksperimentet måtte opgives. Skibet havde ellers været en succes, og elever fra VIKING havde gerne kunnet gå til styrmandseksamen tre måneder før andre elever, og de bestod med et bedre gennemsnit.
[LEHMANN p.177f]

Ny kommission
Navigationsskolerne havde hørt under Marineministeriet indtil efter 1893; derefter hørte de en overgang til under Indenrigsministeriet, og fra 1908 hørte de til under Handelsministeriet, hvor de forblev, indtil Søfartsstyrelsen blev oprettet i 1988.

Da resultatet fra kommissionen af 1904 ikke havde båret frugt efter dens betænkning var afleveret i 1907, blev der i 1911 nedsat endnu en kommission. Den kom med enstemmig betænkning og udkast til lov i 1913, men en lovændring kom først i 1916.
Kommissionens arbejde kan deles i to hovedspørgsmål:

Pkt. 1. Skulle de syv navigationsskoler være statsskoler eller private? og
Pkt. 2. Hvorledes skulle overbygningen til den almindelige styrmandseksamen være?

   Med hensyn til spørgsmål et, så var staten ikke villig til at overtage skolerne, og det blev ikke gennemført ved nyordningen i loven af 1916.
   Undervisningsspørgsmålet delte også debatørerne, og flertallet inklusive rederne mente ikke en længere tvungen uddannelse var nødvendig for at blive styrmand. Selv om en sammenligning med de andre europæiske lande viste, at vi på nær Norge havde en mindre uddannelsesordning for styrmænd, så blev der ikke foretaget udvidelser. Et klagepunkt fra skolerne havde været elevernes mangelfulde kundskaber i dansk, men da bl.a. DFDS svarede, at deres kaptajner afleverede perfekte rapporter, så så rederiet ingen grund til at forlænge uddannelsen med diverse basisfag.
   I årene 1900-1916 blev der kun drøftet moderniseringer af uddannelsen, men ingen konkrete ændringer i eksamenskravene blev vedtaget.

FtSF mente ikke, at moderniseringen med tvungen overbygningseksamen ville gøre nogen forskel for rederne, da der allerede var 99 procent af eleverne, der frivilligt tog denne eksamen, inden de forlod skolen. 1913-betænkningen havde belært af erfaringerne i de foregående år undladt at foreslå statsskoler og de foreslog vedblivende en frivillig overbygning til den almindelige styrmandsuddannelse, der endda kunne tages af flere omgange. Rederne var stadig imod.
[LEHMANN p.146+148]

Ny lov i 1916
Da loven endelig den 28/02 1916 som lov nr. 28 blev vedtaget, indeholdt den stadig to afdelinger: styrmandseksamen og skibsførereksamen — der første gang ved navn indføres her — og der skulle ikke være tvungen sejltid mellem de to afdelinger.

Der var nu fra 1916 i Danmark følgende eksamener:
   — kystskippereksamen der gav ret til at sejle i indskrænket fart med små skibe;
   — sætteskippereksamen der gav ret til at sejle i indskrænket fart med skibe op til 100 BRT;
   — styrmandseksamen;
   — skibsførereksamen;

Kystskippereksamen svarede nu til den tidligere sætteskippereksamen, mens den nye sætteskippereksamen var blevet forøget med dansk, maskinlære og sundhedslære.

Af nyheder var der nu for første gang undervisning i sømandskab med emner som metacenter, tyngdepunkt, stabilitet, ladningsbehandling, stuvning og andre sikkerhedsmæssige aspekter ved skibets tilstand. Lærebogen i to bind, der blev skrevet til faget, skulle også benyttes til den videregående uddannelse på Polyteknisk Læreanstalt, og bogen var derfor ikke velegnet til navigationsskolerne, og i [LEHMANN] p.201 postuleres endda, at lærere i provinsen ikke alle var lige godt funderede til at kunne undervise efter bogen.
[FUNDER p.512, C. HANSEN p.III]

Loven indeholdt også regler om mindst fire års sejltid på dækket efter det fyldte femtende år, før indtrædelse på en skole. Problemet var, at de to år skulle være på sejlskibe af mindst 60 tons drægtighed, og det ene år som matros, og der var ikke længere sejlskibe nok til at optage de 200 til 300 unge mænd, der hvert år søgte om optagelse på skolerne.
   For at få sit næringsbrev som skibsfører krævedes der to års sejlads som styrmand hvoraf det ene skulle være som førstestyrmand (i dag overstyrmand) eller enestyrmand.
   Styrmænd, der kun fik taget den første eksamen, kunne føre sejlskibe op til 400 tons, hvilket omfattede så godt som alle danske sejlskibe, men da 99 % alligevel havde taget begge eksamenerne, så mener jeg ikke, at klagen herover havde nogen praktisk betydning.
   De færdigheder, som en styrmand manglede i forhold til skibsførereksaminanden var hovedsageligt observationer af månen og planeterne samt hele deviationslæren.
Loven blev ændret igen 01/04 1919, den 30/04 1921 og 01/04 1922.
[FUNDER p.512, KROMANN p.21, LEHMANN p.177 + 209]

I 1917 fik skolernes lærerstab da ekstra travlt, idet der skulle afholdes eksamener efter den gamle ordning fra 1892 og efter den nye fra 1916.
[LEHMANN p.178]

Elevøkonomien
Ved cirkulære af 05/08 1916 fik navigationsskoleeleverne mulighed for statsstøtte med månedlige beløb på mellem 10 og 30 kroner til begge eksamener. Der var dog et maksimalt antal måneder, som støtten kunne opnås. Støtten søgtes og udbetaltes gennem skolens regnskab.
[BOGØ 1916 p.27f]

Navigationsskoler 1919

Skolerne var fra 1908 styret fra Handelsministeriet, og tilsynet med skolerne hørte under navigationsdirektørens embede. Navigationsdirektøren var tillige formand for eksamenskommissionen, der gerne bestod af tre personer samt eventuelt teknisk sagkyndige tilforordnede.
Fra 01/01 1891 til 1921 var J. A. D. Bildsøe navigationsdirektør. [DBL] skriver dog udnævnt som 1889. Bildsøe fortsatte som medlem af eksamenskommissionen til 1926, og han døde 24/11 1936.
[DBL, FUNDER p.487ff]

Radiotelegrafi
Den ny teknik med radiotelegrafi blev taget i brug i denne periode, og styrmændene begyndte at vise interesse for faget, da der især i mindre skibe ikke kunne blive tale om at have fast ansat radiotelegrafist. Københavns navigationsskole forberedte undervisningen i 1912-1913, mens der da kun var 13 danske skibe med installation om bord.
   Undervisningen i Danmark strakte sig i begyndelsen over fire måneder, og igen mente rederne, at der ikke kunne afses tid til dette.
   Først efter Første Verdenskrig kom der igen gang i forhandlingerne om uddannelsen af radiotelegrafister. Der var stadig enighed om, at småskibene ikke kunne medføre en særlig radiotelegrafist, så styrmændene måtte på en eller anden måde blive i stand til at betjene anlæggene om bord. Ved et bestyrelsesmøde i FtSF 23/10 1920 behandlede man sagen, og valgte at støtte en ministeriel kommissions betænkning, der pegede på en radiotelegrafistuddannelse tilbudt ved Københavns og Svendborgs navigationsskoler.
   Skolerne var parat, og med en andenklasses telegrafisteksamen taget på fire måneder kunne økonomien hænge sammen med blot 15 elever per klasse, nu hvor skolepengene var forhøjet til 35 kroner om måneden. Nogle rederier var nu også indstillet på at yde støtte; det var bl.a. C. K. Hansen, A. P. Møller, DFDS og ØK.
[LEHMANN p.186f]

Navigationslærernes uddannelse
Navigationslærerne havde der ikke været særlige uddannelseskrav for. Inden ansættelse på en navigationsskole havde der i nogle år været en obligatorisk overhøring af kandidaten hos navigationsdirektøren, der alene ud fra et interview afgjorde sagen.
   Der var nu fra FtSF forslag om, at lærerne skulle have en ordentlig videregående uddannelse i matematik og fysik på Polyteknisk Læreanstalt — datidens DTU. Polyteknisk Læreanstalt gav tilladelse hertil, og de yngre navigationslærere begyndte fra omkring 1913 at modtage undervisning på denne læreanstalt.
[LEHMANN p.148]

Københavns Navigationsskoles lokaleforhold
De lejede lokaler i Toldbodgade, som skolen havde benyttet siden 1908, var til salg i 1917, og efter nogle sonderinger og tilsagn om støtte og statstilskud fik bestyrelsen for FtSF den 30/11 1917 mandat til at købe ejendommen, og overdragelsen fandt sted til april flyttedag i 1918.
[LEHMANN p.180]

Styrmandsuddannelsen fra 1920 til 1950

Efter Første verdenskrig blev især de små navigationsskolers økonomi dårlig, og ministeriet var klar over, at forholdene ikke kunne fortsætte med private skoler og offentligt aflønnede lærere. Handelsministeriet havde derfor sendt kontorchef Krogh og fuldmægtig Garde rundt på besøg på alle skolerne, og da staten stadig var uvillig til at overtage skolerne, så var provinsskolernes forhold blevet ordnet, så bygninger og grunde m.v. kunne blive kommunale anliggender, mens de omkostninger, som staten hidtil havde sørget for, fx lærerlønningerne, fortsat blev dækket af statens finanser. I København skulle det i stedet for kommunen være FtSF, der stod for bygning og en del læremidler, mens staten også her ville dække resten.
[LEHMANN p.188f]

I begyndelsen af 1922 fortsatte drøftelserne mellem FtSF, Københavns Kommune og Handelsministeriet om forholdene i København. Efter flere dages forhandlinger nåede man frem til en aftale, hvorefter Foreningen kunne bevare ejerskabet til bygningen og afholde omkostningerne ved dens vedligeholdelse og stille lokaler gratis til rådighed for navigationsskolen. Kommunen gav et bidrag til navigationsskolen, og omkostningerne til lærerlønninger, rengøring og belysning etc. blev overtaget af ministeriet.
[LEHMANN p.196]

I foråret 1922 udkom en tillægslov til styrmandsloven af 1916. Tillægget indeholdt bestemmelser om provinsens navigationsskoler, der for at få statsstøtten skulle levere gode bygninger og andre faciliteter. Ved denne lov blev Rønne navigationsskole udelukket, mens Åbenrå kunne deltage i ordningen. København fik af Handelsministerietfra den 01/04 1922 navnet Københavns Navigationsskole og kunne fortsætte som skibsførerskole.
   Ved ordningen af 1922 fik Marstal frataget retten tili at afholde skibsførereksamener, idet handelsminister Tyge Rothe havde udfærdiget et lovforslag, hvor kun skolerne i København, Svendborg, Nordby og Bogø kunne afholde skibsførereksamen.
   Man havde i Marstal håbet, at elevantallet ville være afgørende for opnåelse af tilladelsen, da skolen havde været den tredjestørste de seneste ti år, hvor elevtallet for Kbh., Sbg., Nordby og Bogø havde været 70, 45, 24 og 22 mod Marstals 25.
   Regeringsskiftet til socialdemokratiet i 1922 gjorde det muligt for Marstal igen at få ændret tilstanden, og skolen fik skibsførertilladelsen tilbage fra 1925.
[LEHMANN p.197, ROSENDAHL p.19-22]

Sejltiden på de fire år med to år på sejlskibe var som nævnt ovenfor et problem. I danske skibe var der mulighed for at komme ud med et af de to skoleskibe, der nu var i drift: VIKING og KØBENHAVN; sidstnævnte forliste omkring nytår 1928-1929 med alle 59 ombordværende. GEORG STAGE gav ikke matrostid til ret mange, da eleverne var drenge, og det var derfor ikke noget alternativ. Kongelige grønlandske Handel havde sejlskibe, men de var oplagte om vinteren og egentligt for små til at kunne bære flere matroshyrer.
   Også lærebogsmaterialet var udsat for kritik, bl.a. den nævnte sømandskabsbog, og ministeriet forberedte derfor efter 1922 en anden lærebog målrettet mod navigationsskolen. Jeg har dog ikke kunnet konstatere titlen på en sådan endnu.
[LEHMANN p.201 + 209]

Styrmandsuddannelsen, efter sejlskibstiden faldt bort

Tiden fra 1950 til 1980

Kravet om sejltid faldt endeligt bort ved Lov om skibes bemanding fra 1958. I årene forinden havde der været mange drøftelser og argumenter for imod sejltidens opretholdelse, men da der ikke var sejlskibe til rådighed mere, var det kun skoleskibene, der kunne tilbyde sejlskibstid, og staten var ikke meget for at indskyde yderligere kapital, og rederne måtte bidrage til omkostningerne ved skoleskibet DANMARKS drfit, der fortsat til i dag har givet mange søfolk en del af deres grunduddannelse, men elevantallet er ikke så stort, at eleverne dominerer sømandsstanden.
[DSH-7 p.66]

Eksamenskravene blev ikke grundlæggende ændret fra 1950'erne og til den store reform efter 1980. Der blev indført nye fag som regnskabsforståelse og arbejdsledelse, søretten og andre juridiske aspekter blev styrket, men de grundlæggende fag som navigation, skibsteknik, meteorologi og søvejsregler forblev de væsentligste.

De tekniske fag og den pædagogiske udvikling og velfærdssamfundet gjorde det nødvendigt at udflytte Københavns Navigationsskole, der fik helt nye lokaler på Lersø Park Allé i 1951, og skolen kom til at fungere her, indtil dens lukning fyrre år efter i 1991.

De moderne skibsofficersuddannelser

Navigationsundervisningen blev ved årtusindskiftet moderniseres, og ændringerne var drastiske. Den første ændring for at afbøde en stigende navigatørmangel var indførsel af en kortere uddannelse, der førte til en vagtofficerseksamen. Denne sidegren blev ingen succes, da den tildelte tid ikke var tilstrækkelig til at nå op på de internationale krav til vagtgående officerer. Desuden var uddannelsen for karrierebevidste en blindgyde, og tilgangen til studierne kom hovedsageligt fra ældre med folkeskoleuddannelse, der så en mulighed for at få forbedrede arbejdsvilkår.

For skibsføreruddannelsens vedkommende blev der fra 1997 for første gang i Danmark indført sejltid mellem navigationseksamenerne, og det var ikke længere tilstrækkeligt med en sejltid inden skolegangen.
[DSH7 p.176f]

Uddannelsen blev delt op i en juniordel, der gav ret til at gå vagt på skibene, og en seniordel, der gav samme kompetancer som den tidligere skibsførereksamen. Desuden var det nu muligt at tage en eksamen som dualofficer, hvilket vil sige, at der udstedtes næringsbreve, der dækkede både dæk- og maskindrift opnået i løbet af en sammenhængende uddannelse. Tidligere havde en styrmand eller maskinmester naturligvis også kunnet tage modsatte eksamen, men det var da i et helt nyt uddannelsesforløb.

Den komplette uddannelse inklusive sejladspraktik kom med gymnasial baggrund til at strække sig over ni år, hvad mange fandt for lang tid, men da indtjeningsforholdene og karriereforløbet ikke var ringere end tidligere, forstummede kritikken efterhånden, og mindre tilpasninger regulerede uddannelsen, og fra 2004 til 2009 blev mangelen på aspirantmateriale et større problem end uddannelsens indhold.

Da denne oversigt over navigatøruddannelsen primært har et historisk sigte, vil de seneste år ikke blive behandlet yderligere.

Provinsens navigationsskoler

Der har fra cirka 1700 i hovedparten af tiden været en eller flere navigationsskoler i provinsen. Der har været forskellige regler for eksamens afholdelse, der til tider kun har kunnet afholdes for navigationsdirektøren. En del af provinsskolerne har kun eksisteret i en kort periode og haft meget få elever. Da antallet var på sit højeste mellem ca. 1870 og 1890 var der undervisning i følgende byer:
   København,
   Bogø, 1868-1932;
   Dragør, 1872-1874;
   Fanø Nordby,
   Fanø Sønderho, til 1885;
   Fredericia, 1882-1892;
   Kolding, 1871-1877;
   Marstal,
   Odense, 1877-1885 (-1892);
   Randers, 1852-1880;
   Rudkøbing, 1879-1892;
   Svendborg,
   Åbenrå, 1863-1871, derefter preussisk statsskole
   Ålborg, fra spæd start i 1700-tallet til 1931;
   Århus, 1851-1879;
Der har fra 1900-tallets begyndelse været fiskeskipperskoler og sætteskipperskoler andre steder i landet, men fra slutningen af 1800-tallet var skoleantallet for nedadgående og i 1900-tallet fortsatte tendensen, så der ved indgangen til 21. århundrede kun var 3-4 skoler tilbage: Svendborg, Fanø, Marstal og Skagen, hvoraf Fanø blev lukket allerede i 2004.

Der var i 1919 syv statsgodkendte navigationsskoler: København, Ålborg, Svendborg, Marstal, Fanø, Bogø og Rømø. De underviste alle til styrmands- og skibsførereksamen samt de mindre eksamener. Desuden var der i Frederikshavn, Grenå, Esbjerg og Snoghøj fiskeskipperskoler, hvor der undervistes til kystskipper og sætteskipper.
[FUNDER p.487ff]

I Kolding forsøgte navigationslærer C.F. Stotz fra Åbenrå i 1871 at samle en styrmandsklasse. Byen var interesseret i en sådan aktivitet, og både kommune og sparekasse støttede med pengebeløb. Skolen kunne derfor åbne med fem elever 1871-04-26, men det forblev småt med elever, og i 1877 var der ikke flere, og navigationslærer Stotz drog til Odense.
[Kolding Sejlskibe, Ludvig Thomsen, 1933, p.53f]

Uden for det egentlige Danmark fik herr Brarens tilladelse til at holde en navigationsskole på Föhr i 1796, og han fik også eksamensret uden om navigationsdirektøren i København. Dette var muligt på grund af hertugdømmernes egne lovgivningsforhold.
   I 1799 flyttede Brarens til Tønning, hvor han blev lods. Han døde i 1827. Hans efterfølger, Middelboe, fik i 1833 samme eksamensret, som Brarens havde haft, og efter treårskrigen flyttede Middelboe til Flensborg.
   I Åbenrå åbnede Julius Ebsen en navigationsskole i 1863, og mens byen var tysk efter 1864 blev skolen fra 1871 en preussisk navigationsskole, der fra 1907 blev sammenlagt med skolen i Flensborg, men undervisningsstedet i Åbenrå fortsatte med at fungere, indtil Første verdenskrig.
[PHILIPPSEN p.5, Udklipsarkiv UDU-010-004: Nordschleswiger 10/07 1962]

Bogø Navigationsskole
Skolen på Bogø begyndte i 1862 som en af datidens efterskoler eller højskoler, hvor der undervistes i almene fag, og efter krigen 1864 meddelte skolelederen, at der nu ville blive udvidet med en særlig søfartslinje for de unge søfolk, der kom hjem om vinteren og søgte skolen. Skolelederen var den senere venstre folketingsmand, men da skolelærer på øen, Christen Berg, og hans forslag blev anbefalet ikke alene af de lokale betydende borgere, men også af navigationsdirektør og kommandør G. Tuxen og Foreningen til Søfartens Fremme ved J. C. Tuxen og blandt andre Frederik Stage.

Som leder blev ansat seminarielæreren Jørgen Peter Kerstens, † 1915, der havde videreuddannet sig ved at deltage i et af "De Monradske Kurser", der var opkaldt efter D. G. Monrad og fandt sted fra 1856. På elevernes opfordring blev skolen omdannet til en ægte navigationsskole i november 1866. Kerstens drev fra 1872 til 1874 en skole på Fejø, men fik senere en karriere i Ålborg, blev ansat sammen med læreren Ole Mathiasen og senere læreren A. Landt, der kom til, da skolen oprettede en tredje afdeling i 1869.

Da Kerstens forlod skolen i 1872, blev forstanderen realskolebestyrer S. Svendsen fra Sæby, der tiltrådte januar 1873, og han holdt sammen med de to andre lærere ud til 1903 eller 1904, hvor han blev afløst af H. P. Hjelm, der kom fra fiskeskipperskolen i Frederikshavn. Hjelm var stadig forstander i 1919.

Det var ikke alle elever, der søgte skolen, der kunne bo hjemme, så der var i hele skolens funktionsperiode knyttet elevbolig og -kost til opholdet.

Skolens boliger
Skolen havde i begyndelsen lokaler hos en skipper Peter Ibsen, men den oprindelige ejer købte i 1866 en grund og fik opført skolebygningen, og lidt senere blev der bagved huset opført en økonoma- og elevkammerhus, og her virkede skolen til 1884, hvor de gamle bygninger fra 03/01 1885 blev erstattet af nybygning på samme sted, og her forblev skolen til den blev nedlagt i 1933. En anden kilde angiver lukningstidspunktet til juni 1930.
   H. A. Guldhammer var den sidste forstander.

Mellem 1870 og 1885 var Bogøskolen landets næststørste kun overgået af Københavns, og der findes udsagn efter hvilke, skolen skulle have været landets største mellem 1874 og 1879. Skolens beståede elevantal var i perioden 1869 til 1881 på 530 styrmandseksamener og 218 skibsførerbeviser, eller gennemsnitligt hhv. 44 og 13 per år. Fra 1893 til 1911 gennemsnitligt 41 per år.
   Skolen havde en overgang økonomi fælles med De Bergske Blade.
[BOGØ 1916 p.5ff, FUNDER p.505, MØLLER p.416 + 422f, Næstved Tidende 29/12 1979 p.10]

Fanø Navigationsskoler

Sønderhoundervisningen
Det første forsøg på etablering af en navigationsskole på Fanø havde skibsførren Niels Michelsen som idemand. Han ansøgte i 1799 om beviling til at drive undervisning. Han var en dygtig skipper, men havde aldrig selv bestået en eksamen udi faget navigation; til gengæld havde han mistet sit skib i 1795 og forsørgede sig nu som lærer. Hans elever måtte dog rejse til enten København eller til Føhr for at få eksamen fra et af de autoriserede steder.
   Michelsen fik 20/06 1800 bevilling til sin skole, der skulle oprettes i Sønderho. Bevillingen var betinget af, at han anvendte Lous lærebog, Skatkammeret, og hans elever skulle fortsat udenbys for at aflægge eksamenen.

Efter Michelsen var der i Sønderho undervisning, men ikke eksamination ved flere søkyndige i perioden, indtil skolen i Nordby blev grundlagt i 1860.
   Ved kongelig resolution af 05/02 1833 blev det pålagt skoledistrikterne i kystbyerne så vidt muligt i almueskolen at tilbyde en undervisning i navigation for de unge mænd, men det blev aldrig fra officiel side i Sønderho udbudt, da de unge drenge normalt tog på farten med deres fædre fra tidligt forår til vinteren satte ind, og resten af året var knap nok til at indpode dem grundkundskaber nødvendige for deres konfirmation.

Der var alligevel nogle, der tilbød undervisning om vinteren. Man kender navnene på de tre, der underviste omkring 1820 til 1836: skipper Thomas Poulsen, † 1843, Jens Jessen Clausen, † 1843, og Hans Anthon Hansen, † 1853. Disse mænd kunne om vinteren samle op til 40 drenge til undervisningen.
   Fra 1836 blev undervisningen givet af styrmand Christian Jensen, der forsvinder ud af historien uden spor efter 1843. Når de unge var tilstrækkeligt forberedt, tog de indtil 1860 til Tønning for eksamination.

Efter skolen i Nordby var stiftet, forsøgtes det igen at drive navigationsskole i Sønderho. Det var skibsføreren Jes H. Schmidt, der oprettede skolen i 1868, men skolen blev aldrig eksamensberettiget, og eleverne måtte tage til Nordby til eksamen. I en periode måtte de endda indskrive sig i Nordby nogle måneder for at få del i statsstøtten. Schmidt lukkede sin skole i 1892, da Nordbyskolen ikke længere ønskede at samarbejde og overtage eksaminander fra nabobyen.
   Ifølge [HANSEN 1993] side 9 blev Sønderhoskolen, der havde N. A. Vodder som forstander, en filial af Nordbyskolen fra 1881, og den sidste elev herfra kom til Nordby i 1885.
   Ifølge [MØLLER] p.417 var J. H. Schmidts skole kun virksom fra 1870 til 1885.

Fra 1870'erne til 1884 var der navigationsundervisning i Rindby ved navigationslærer M. C. Thodsen.
   Ifølge [HANSEN 1993] side 9, oprettede Thodsen en navigationsskole i Nordby i 1879, men den lukkede igen i 1884 og havde aldrig været eksamensberettiget.
[HANSEN 1993 p.9, KROMANN p.24ff, MØLLER p.409 + 417]

Nordbyundervisningen
Et konkurrerende skoleinitiativ blev taget i Nordby af skipper Hans N. Anthonissen, der nogle år før århundredeskiftet 1800 havde undervist i navigation og i 1804 ansøgte om bevilling til også at kunne eksaminere i faget, men denne tilladelse fik han aldrig, og han fortsatte med at undervise til sin død i 1814.
Han fik en efterfølger i øens kommandant kaptajnløjtnant W. M. Winckler, der underviste i faget til 1833, og der var stadig en navigationslærer aktiv i Nordby, indtil 1860.
[HANSEN 1993 p.6, KROMANN p.7ff, MØLLER p.410]

I Nordby tog distriktslæge J. H. Lorck i 1859 initiativ til at få opbakning for en skole med eksamensret på øen, og han fik efter en del lobbyarbejde og rejser til myndighederne i København de nødvendige tilladelser.
   Nordbyboerne greb sagen noget anderledes an end de øvrige skolebyer i Danmark. Her dannedes den 21/03 1860 et aktieselskab, der for de indbetalte penge kunne købe en ejendom ved siden af Nordby Færgekro og indrette den til skole. Skolen fik ved sin indvielse den 6. oktober 1860 navnet Frederik VII's Skole, og det var netop på kongens fødselsdag.
   Skolen fik til huse i ejendommen ved Nordby Færgegård til 1893. Fra 21/11 1893 fik skolen lokaler i den dertil opførte bygning, hvor der foregik undervisning indtil skolens lukning i 2005.
[KROMANN p.12ff, MØLLER p.413]

Den første forstander var navigationslærer S. Hempel, og skolen fik fra juni 1860 Marineministeriets godkendelse til to gange om året i april og september at afholde eksamen, såfremt der var mindst tre elever klar per gang. Det kneb dog at opfylde antalskravet, og der var ved den første eksamen i april 1861 kun en elev indstillet, og vedkommende bestod. Holdets seks andre elever var indkaldt til orlogstjeneste og blev eksamineret af navigationsdirektør Tuxen i København.

Hempel var forstander indtil 01/05 1868, hvor han afløstes af C. Drewsen, navigationslærer fra København, der holdt embedet til 01/04 1894. Drewsen købte de aktier i selskabet, som han kunne få fat i, og blev bestemmende ejer af skolen. Da han derfor i 1890'ernes begyndelse ville trække sig tilbage, bl.a. fordi han ikke havde lyst til at gå i gang med det nye skolebyggeri, solgte han i 1893 sine aktier til en af skolens lærere, L. Nic. Sørensen, der drev skolen til 1914, hvor hans søn Gustav Sørensen overtog den. Gustav Sørensen var cand. phil. og tjente en overgang som lærer på skoleskibet VIKING. Han forblev forstander indtil 1948.
   Fra 1921 overgik skolen til statsskole, og samarbejdet mellem kommune og stat blev aftalt i 1922, hvor kommunen overtog bygningen og visse forpligtelser vedrørende inventar, mens Handelsministeriet drev skolen.

L. Nic. Sørensen købte skolen samtidig med loven af 30/03 1892 forordnede de syv godkendte navigationsskoler i landet, og han blev for at beholde sin autorisation nødt til at bygge den nye skolebygning, som man stadig kan se i dag, men nu uden navigationsskole i. Skolebygningen blev indviet den 21/11 1893.

Det første semester havde skolen 45 elever, og i januar 1862 var 31 elever indskrevet og heraf var de 22 fra Fanø.
   Skolen havde i perioden 1893 til 1911 et gennemsnitligt elevantal på 51 om året. Der bestod 588 styrmænd og 599 skibsførere i perioden 1900 til 1938, hvilket giver et gennemsnitligt elevantal per eksamen per år på 15 og 16.
   Det laveste antal var under Første verdenskrig, da sejlskibene var udfasede; da var elevtallet nede på 16. Da skolen blev overtaget af staten, var elevantallet steget til 34 og i 1935 til 57, så nogen særlig folkerig skole har den aldrig været; maksimum har i sidste halvdel af 1900-tallet været 110-120 elever.
[FUNDER p.502f, HANSEN 1993 p.8 + 12, KROMANN p.1 + 14 + 23, MØLLER p.413]

Navigationsskolen åbnede en linje for radioekspedient- og radiotelefoniprøven i 1934, da styrmænd med radiokendskab blev foretrukket af rederierne.
[KROMANN p.21]

Marstal
Marstal navigationsskoles oprindelse er usikker; der kendes til forberedelseskurser afholdt om vinteren fra 1803 og fra 1829, og mere fast fra 1840 ved lærerne skipper Rasmus Hansen og skipper Christen Tønnesen. Når eleverne var klar til eksamen, tog de til Tønning og senere til Flensborg — en praksis, der fortsatte til 1864.
   Rejsen til Tønning og efter 1850 til Flensborg var nødvendig, da Ærø indtil 1864 var en del af hertugdømmerne. Fra 1864 blev øen en del af Svendborg Amt. Som stift skete skiftet først fra 1866 fra Als-Ærø Stift til Fyens Stift.

I 1860 oprettede en C. Hansen fra Kappel en skole i Marstal, og fra 1861 fik skolen af Marineministeriet ret til at afholde styrmandseksamen tre gange om året, men en betingelse var det, at der hver gang var mindst tre elever, der stillede op til eksamen. C. Hansens skole fungerede dog kun til 1864, da læreren grundet tyskervenlighed rejste fra byen.
   Eksaminatoren var fra Flensborg, og han havde to bisiddere, der bedømte det første hold på seks i april 1861, hvor alle bestod.
   Skaden ved C. Hansens afrejse var til at overse, for der var året før, i 1863, oprettet et konkurrerende institut ved skibsfører J. Chr. Jepsen, og det er hans skole, der er videreudviklet til den nutidige skole i Marstal.
   Der blev oprettet en skole i Ærøskøbing dette år, hvorfor der altså en overgang var hele tre skoler at vælge imellem på Ærø! Den tredje blev ledet af løjtnant Johan Henrik Petersen fra Ærøskøbing og skibsfører Albert Petersen fra Marstal, men denne skole lukkede igen året efter og nåede aldrig at få eksamensret.
   Så var der kun Jepsens skole tilbage, men en af dennes første eksaminander, skibsfører Tønne Tønnesen, vendte i 1879 tilbage til byen og oprettede navigationsskole, men indså det noget risikable i at holde konkurrerende undervisning med en da godt funderet skole, og han sluttede sig da også samme år, som han var begyndt sin undervisning, sammen med Jepsen og blev ansat med Jepsen som chef.

Marstal navigationsskole havde i begyndelsen — som alle de andre skoler — besvær med at finde passende lokaler, og undervisningen foregik til tider i trange lokaler, hvor to hold elever med to lærere gennemgik forskelligt stof i samme lokale. Efter [FUNDER] så afstedkom det ofte, at eleverne udvandrede for at gå på værtshus — en praksis der fortsatte til skolen den 01/12 1881 fik egen, ny bygning stillet til rådighed af Marstal kommune. Denne bygning blev gentagne gange ombygget og udvidet.
   I 1894 og igen i 1906-1907 var Marstal Navigationsskole landets største med hhv. 40 og 55 elever.
   Skolen fik i 1911 eget øvelsesskib, en toldkrydser bygget 1890 og købt på auktion af stråmænd for skolen, der dannede et partsrederi med bestyrer og lærere som ejere. Skibet blev døbt NAVIGATIONSSKOLEN og blev solgt igen i 1916.

En radioafdeling blev først i 1930'erne af stor betydning for skolen, da styrmænd på det tidspunkt havde svært ved at få hyre uden en radioeksamen. Skolen forsøgte at få tilladelse til at oprette en radioafdeling allerede i 1933, men fik først sin godkendelse per 01/08 1935.
   En sætteskipperafdeling blev oprettet i 1943.
   Forslag om centralisering i 1947 bragte igen marstallerne på barrikaderne, og en deputation blev afsendt til hovedstaden, hvor der efter forhandlinger igen blev givet skolen mulighed for at fortsætte.
[FUNDER p.499ff, MØLLER p.410 + 412, ROSENDAHL p.7 mv.]

Rønne
I Rønne blev der dannet en navigationsskole i 1883, og initiativtagerne var Rønne Skipperforening, der som leder ansatte M. A. Bidstrup. Bidstrup købte skolen til ejendom i 1888 og tilføjede i 1890 maskinistklasser og i 1902 med udvidet maskinistklasser.
   Skolen fik statsanerkendelse i 1892, og da forstander Bidstrup døde i 1893 blev en lærer, Carl Falck, fra Fanø navigationsskole ansat som leder, og han købte skolen af boet i 1902. Skolen blev nedlagt i 1922 ved den nye lov om statsskoler af 01/04 1922.

Skolen havde gennemsnitligt i årene 1893 til 1911 kun 12 elever per år.
[FUNDER p.506, MØLLER p.417 + 426, ROSENDAHL p.68]

Stege
Stege fik i 1697 en skole, og der er dokumentation for undervisning fra 1701-1702 ved Jørgen Raasch. Skolen fungerede indtil 1727.
[FUNDER p.488, JUEL-HANSEN p.10ff, MØLLER p.408]

Fra nettet: http://www.moenantikvariat.dk/M%C3%B8nkortet/STEGE/tugthuset.htm
I den yderste del af Langgade ligger bygningerne, som i dag huser en del af Stege Sygehus. Her holdt Navigationsskolen til efter flytning fra lokaliteter i et hus nær Stege Kirke, som tidligere var brugt til Latinskole. Bygningen blev rejst på en grund skænket af Morten Reberg. Navigationsskolen blev i 1727 flyttet til København, og efter en periode på 10 år, hvor bygningen blev brugt som embedsbolig for forskellige tjenestemænd, bestemte Chr. VI i 1737 at omdanne huset til et "arbejds- og tugthus".

Svendborg
Enkeltpersonsundervisning kendes fra 1820 til 1823 i Svendborg ved skipper Christian Jacobsen og senere ved hans søn. Der kendes til undervisning i Troense ved en ældre skipper i 1837.
   Pastor Begtrup i Svendborg skrev 1822, at der var behov for en navigationsskole i byen, men det lykkedes ikke at få etableret en skole før 1852. De første skridt var i 1848, da borgerrepræsentationens formand, købmand A. Lacoppidan, fremsatte et forslag om en navigationsskole. Det blev fulgt op af et brev af 11. september 1849 fra Marineministeriet, hvor tilladelsen til at afholde eksamen i Svendborg under visse betingelser blev tilstået byen. Byfoged Christian von Jessen anbefalede borgerrepræsentationen at yde penge eller garanti for det beskedne beløb, der var nødvendigt til instrumenter og lokaler, men byrådet turde ikke. Fra privat side, Svendborg Søassurance, blev der givet tilsagn om støtte til foretagendet, og en plan blev vedtaget i 1850, men på grund af krigen vedtog den nedsatte kommission at vente med etableringen, og skolen blev først en realitet i 1852.
   Svendborg navigationsskole blev oprettet 1. november 1852 i Gerritsgade 23 med fem elever, og stifteren og første skoleholder var den ene af brødrene Tuxen: Antonius Oluf Tuxen, der ledede den i de næste 50 år. Den første eksamen blev afholdt i april 1853. Fra 1852 til 1864 var det praksis, at nogle elever tog til Tønning og Flensborg for eksamen.
   Skolen flyttede efter kort tid til Færgevej, derfra til Havnen, og som tredje sted til Ørkildsgade 31 til den i 1864-1865 fik egen bygning på Færgevej, hvor den blev, indtil den nye bygning på Gråesvej blev indviet 1852.
   Da Tuxen trådte tilbage i 1902 overtog han søn, Aage V. Tuxen, skolens forstanderembede. Sønnen havde da været lærer ved skolen i over ti år.
   Den ministerielle anerkendelse kom i 1853, hvor skolen ved kongelig resolution fik samme ret til at opkræve eksamensgebyrer som Københavns navigationsskole havde. Ordningen fortsatte til 1874, hvor eksamensgebyret bortfaldt i hele landet.
   Skolens beståede elevtal var i perioden 1893 til 1911 gennemsnitligt 41 per år.

Forstander Aage V. Tuxen oprettede en selvstændig radiotelegrafistskole i 1912.
[FUNDER p.501ff, MØLLER p.410ff, 10761 p.155ff]

Ålborg Navigationsskole
I Ålborg var der undervisning i navigation fra omkring 1715-1725. Man kender til legater til aflønning og hushold for en navigationslærer fra 1717, nemlig købmand C. Vinchmeisters, fra 1718, borgmester C. Gjørup, og fra 1725, kancellisekretær de Hemmers legat.
   I begyndelsen foregik undervisningen nok fra lærerens adresse, men fra senere i 1700-tallet stillede Ålborg kommune lokaler til rådighed, bl.a. i byens fattighus, hvor undervisningen formentligt er fortsat til 1829, hvor denne naturalieydelse blev omsat til en årlig sum udredt af kommunekassen og fattigkassen.
   Ved plakat af 20/05 1842 blev der fastsat et gebyr for skolegangen på skolen.
   Skolen lejede sig senere ind i Bombebøssen på havnen, men måtte fraflytte denne sidst i 1800-tallet og fik fra 1896 plads i en bygning stillet til rådighed af kommunen, og her holdt skolen til indtil efter 1919. I årene 1919-1920 var der planer om at bygge en tilbygning til skolen.
   Elevantallet var i 1845-1850 under 30, og en årsag til det var fra 1843, hvor skolen fik bemyndigelse til at dimittere styrmandselever, at de for at læse videre til skibsførereksamen måtte rejse til en anden skole, hvorfor mange fra begyndelsen af studuerne valgte at vælge en skole med begge linjer. Tendensen varede til forstander Kerstens overtog skolen i 1878, hvorefter elevantallet til efter 1919 var stigende, men dog kun til et gennemsnit på 18 årligt i perioden 1893 til 1911.
[FUNDER p.494ff, MØLLER p.411 + 414]

Der kendes ingen fundats ældre end fra 13/12 1831, da arkivet er brændt i 1907. Skolen blev med samme fundats til en selvejende institution. Der var i 1800-tallet på skolen en vis tradition for at lære pensum, men derefter søge eksamen i København eller Sønderjyllands skoler.
   Skolens svingende elevtal har sjældent været over en snes, men var efter år 1900 stigende på grund af en vis modernisering og bedre elevpleje med præmier og understøttelsesmuligheder.
   Forstander Johan Peter Bluhme, * 1792, var søindrulleringschef og senere udskrivningschef og fra 1827 navigationslærer i Ålborg. Han blev i 1840 afløst af Casper Frederik Kruuse, der efter oprettelsen af en afdeling af FtSF i Ålborg virkede for, at en del af foreningens midler skulle anvendes på navigationsskolen. Kruuse sørgede også for, at skolen blev berettiget til at dimittere elever.
   Der var nu et antal skiftende forstandere for skolen, indtil Jørgen Peter Kerstens, * 1839, † 1915, blev forstander i 1873. Kerstens havde efter en læreruddannelse taget styrmandseksamen og i 1865 til 1872 været leder af sømandshøjskolen startet på Bogø, indtil han selv oprettede en navigationsskole på Fejø; denne blev dog nedlagt, da Kerstens året efter kom til Ålborg.
[FUNDER p.494f]

Skolen i Ålborg blev nedlagt ved lov af 14/02 1931.
[MØLLER p.422]

Tidlig undervisning i det sydvestjyske
Der kendes også til undervisning på Rømø og omliggende øer og lande. En Jesper Ørum fik i 1696 bevilling til at undervise i navigation, og han tinglyste den 26. august samme år på Fanø en kongelig tilladelse dateret 21. maj om denne tilladelse. Efter dette brev havde han bevilling til at oprette en navigationsskole og for billig betaling undervise i navigation for de, der havde lyst, men kun for øerne langs Vestkysten. Om hans skole har udklækket styrmænd vides ikke, og han har nok ikke haft elever fra Fanø, da øens beboere først fik rettigheder til at drive søfart i 1741, da øen blev købt fri af kongens ejendom.

I midten af 1700-tallet var der navigationsskole på øen Föhr, og her blev der uddannet nogle sømænd fra Fanø. En dansk skipper, Henrich Brarens, fik koncession på at drive skole på øen i 1796, men han flyttede sin skole med til Tønning, da han der blev lods i 1799. Da han døde i 1826 blev han efterfulgt af en lærer Middelboe, som der kendes eksamensbeviser fra dateret 1854.
[KROMANN p.5ff, MØLLER p.409]

Samme kilde fra Fanø oplyser også om en mulig undervisning i 1771, hvor det blev påbudt i Ribe at give navigationsundervisning, men der var ikke elevunderlag på grund af en ringe handel på byen.

Wyck på Føhr
Wyck på Føhr nævnes ca. 1720, men mere viden er der om skolen stiftet 1796 af hvalfanger og skibskaptajn Heinrich Brarens. Det bemærkelsesværdige er, at Brarens fik bestalling til at udstede næringsbreve for skippere med samme gyldighed som navigationsdirektøren i København. Det kan tænkes, at beliggenheden i hertugdømmerne har spillet ind i den afgørelse.
Brarens flyttede i 1799 til Tønning, hvor han var blevet lods, og her fortsatte han sin skoledrift indtil efter 1826. Da Brarens døde i 1827 skulle tilladelsen til eksamensbevisudstedelsen overgå til navigationsdirektøren, men det fandt ikke umiddelbart sted, for Brarens efterfølger, kaptajnløjtnant Stephan Middelboe, eksaminerede og udstedte styrmandsbeviser fra 1833, og ved Treårskrigen flyttede han til Flensborg og fortsatte sine gerninger.
   Fra 1802 var en breddeeksamen obligatorisk for styrmænd fra Slesvig-Holsten. Fra 1833 blev længdeeksamen indført i hertugdømmerne.
   Middelboe udgav lærebogen Haandbog for Navigateuren indeholdende en kort Resumé af de for Navigateuren nødvendige Forkundskaber, et fuldstændigt deduceret Cursus af Navigationen og de til de nautiske Beregninger nødvendige Tabeller i 1853. Han havde udgivet en forløber for den i 1843 med titlen Haandbog for den practiske Navigateur.

Tönning, Sild og Föhr havde navigationsskoler til 1869 Tilbage blev Åbenrå, Flensborg og Altona.
[FEDDERSEN p.86f, MØLLER p.409]

Forkortelser og Kilder

Forkortelser
kml. = kommercelæst, der kan sættes = 2 NRT;
NRT = nettoregisterton;
- - - - - - - -

Kilder

Hvor der ikke er skarpe parenteser med henvisningskode, sker henvisningerne til forfatternavn med versaler og eventuelt med årstal tilføjet.

BARFOD, JØRGEN H., 1997: Niels Juels flåde, Marinehistoriske Skrifter;

BECH, Sv. CEDERGREEN, 1981: "Storhandelens by 1728-1830". In: Københavns historie bind 3, Gyldendal;

BECH, Sv. CEDERGREEN, 1984: Dansk Biografisk Leksikon, Gyldendal, 3. udgave, [DBL];

-, 1916: Bogø Navigationsskole 1866 - 1. November - 1916, udgivet Thisted Amts Bogtrykkeri, heri biografi over stifteren, folketingsmand C. Berg, * 1829, " Skolens Stifter" af Kr. Olsen;

FEDDERSEN, BEREND HARKE, 2001: Wie fanden sie ihren Weg?, Schiffahrtsmuseums Nordfriesland, Husum;

FELDBÆK, OLE, 1998: Dansk Søfarts Historie bind 3, Gyldendal [DSH3];

FUNDER, TH. P., 1919: "Navigationsskoler" og "Skibsbefalingsmændenes Uddannelse". In: Danmarks Søfart og Søhandel, Bind II, Nyt Nordisk;

GARDE, H. G., 1832: Efterretninger om den danske og norske Sømagt I-IV, Udgiverens Forlag;

GRANDJEAN, LOUIS E., 1953: Omkring Hans Nansen - Handels- og Søfartsforhold i 1600-tallet, København, Høst & Søns Forlag;

GULDHAMMER, H.A., 1948: "Navigationsundervisningen", In: Opdragelse og Undervisning, bd. 2; (fra mss.);
H&S, 1953: Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1953 - småartikler, anonym, pp. 115-116:

HANSEN, C. et al, 1922: Lærebog i Sømandskab til Brug ved Navigationsskolerne, Handelsministeriet / Gad;

HANSEN, ERLAND, 1993: Fanø Navigationsskole 100 år under samme tag, Eget forlag;

HASSØ, ARTHUR G., 1934: Københavns Skipperlav 1634 - 1934, Eget Forlag;

HORNEMANN, W., 1861: Lægebog for Søfarende, indeholdende veiledning til en forbedret Sundheds- og Sygepleie i Handelsskibe, København, 150 pp.

JENSEN, J. A. D., 1890: Navigationsdirektørens Erklæring over Navigationskommissionens Betænkning af 28de Marts 1889, Schultz;

JENSEN, J. A. D., 1891: Navigationsdirektørens Erklæring over den af Folketingets Udvalg den 31te Marts 1891 afgivne Betænkning angaaende Forslaget til Lov om Styrmandseksamen m.m., Schultz;

JENSEN, J. A. D., 1908: Danske Søfartslove i Uddrag med tillæg til 1912, Gad, 2. udgave, [Søf.Love 1908];

JEPPESEN, HANS & S. A. ANDERSEN & H. C. JOHANSEN, 2001: Dansk Søfarts Historie bind 7, Gyldendal [DSH7];

JUEL-HANSEN, E., 1944: Haandskrevne Navigationsbøger, Søf. Bibliotek, Skrift Nr. 4;

KNUDSEN, JOHANNES, 1915: Søkartet offuer Øster oc Vester Søen Prentet i Kiøbenhaffn aff Laurentz Benedicht 1568, København, hos Vilhelm Tryde;

KNUDSEN, JOHANNES, 1917: "Bagge Wandels Journal 1650 og hans Færø-Kort". In: Tidsskrift for Søvæsen, 1917, 88. Aargang, København [TfSØV];

KROMANN, N. M., 1935: Fanø Navigationsskole 1860 - 6. Oktober - 1935, Eget forlag, Esbjerg;

LEHMANN, JOHANNES, 1944: Foreningen til Søfartens Fremme 1884 - 1. August - 1944, Høst & Søn;

LINVALD, STEFFEN, 1987: København før og nu - og aldrig bind 2, red. Bo Bramsen, Fogtdal;

LIND, H. D., 1889: Kong Kristian den Fjerde og Hans Mænd paa Bremerholm, Gyldendal, genoptrykt 1974;

LOUS, CARL CHRISTIAN, 1824: Styrmands-Kunst eller saa kaldet Skatkammer, Schultz;

MØLLER, JAN, 1987: København før og nu - og aldrig bind 3, red. Bo Bramsen, Fogtdal;

MØLLER, L. A., 1951: "Danske Navigationsskoler gennem 300 Aar". In: Fra Sejl til Diesel Bind II, Skandinavisk Bogforlag, red. F. Holm-Petersen & A. Rosendahl;

PETERSEN, LUDVIG, 1894: Foreningen til Søfartens Fremme 1844-1894, Foreningens egen udgivelse, København;

PHILIPPSEN, PAUL, 1974: Die Flensburger Navigationsschulen, Abhandlung, maskinskrevet manus;

RASMUSSEN, ALAN HJORTH, 1979: Søkort at forstå, skib at føre ..., fiskeruddannelse i Danmark, Esbjerg Skipperskole 1904-1979, Esbjerg Skipperskole, 112 pp.;

ROSENDAHL, LEIF, 1996: Marstal Navigationsskole - i storm og stille, Marstal Søfartsmuseum;

STEENBERG, JAN, 1961: "Holmens Kirke". In Danmarks Kirker, København Hefte 8-9, Gad;

STEENSEN, R. STEEN, 1951: Søofficersskolen gennem 250 Aar, 1701-1951, Schultz og Skolen;

SCHWARTZ, CARL G. F., 1902: Haandbog i Navigation, Holsts Eftf. København, 3. udgave;

SØLVER, CARL V., 1948: "Navigering over Havet". In: Danmark og Havet, Chr. Erichsen, Bind I;

TUXEN, G. E. + J. C., 1869: Lærebog i Navigation med tilhørende Tabeller udarbeidet til Brug for Navigationsskolerne, 3. udgave, Bianco Luno;

**********

Jørgen Marcussen

Se også ordet navigatøruddannelsen i maritim ordbog.

Opdateret d. 25.3.2016
Retur til toppen af siden.	Retur til hjemmesidens forside