I betragtning af den meget store trafik, der anløb Helsingør i Sundtoldens dage, var havnen forbløffende ringe. Så godt som ingen af de anløbende skibe kunne anvende havnen, og hovedparten af trafikken til og fra byen med proviant, toldklareringer og almindeligt samkvem måtte foregå med skibenes egne både og Helsingør Færgelavs både. Mange gange var der planer og forsøg på at forbedre havnen, men de projekter, der blev gennemførte, var oftest for små og kom for sent, så havnen lige op til vore dage har været en flaskehals for trafikken. I dag er der ingen pladsproblemer i den så godt som tomme havn - når der ses bort fra færgerne.
En kortfattet oversigt over havnen udvidelser:
En anløbsbro blev 1764 til 1767 udbygget til en kommunal havn med en vanddybde på 2,5 meter.
1824 blev det fra centraladministrationens side vedtaget at udvide den med et større areal og vanddybde på 5 meter.
1827 til 1831 udvidet til 50.000 kvadratalen, og overgik fra kommunal til statslig havn.
1838 kom en mindre udvidelse.
1859 til 1863 udvidedes havnen til 100.000 kvadratalen (= 40.000 kvm.) og en dybde på 5,7 meter.
Der fandtes fra 1863 ophalerbedding, der kunne tage dampskibene op til reparationer.
I årene 1878 til 1887 blev indsejling forbedret og nyt bassin udgravet i Grønnehaves østlige del, hvor en del fik 7 meters vanddybde. I 1890'erne fulgte så en række udvidelser af indløb, moler og uddybning til visse steder 8 meters dybde.
Fra 1942 til 1950 flyttedes nordre mole udad, og Helsingør Jernskibsværft anlagde nu også ny dok, hvor den gamle fra 1882 lå mod Kronborgsiden.
Helsingørs nordhavn blev anlagt som en kommunal havn i årene 1932-1933, og havnen skulle både give en bedre kystsikring rundt Kronborgpynten og give plads til fiskerifartøjer og fritidsfartøjer. I 1970'erne byggedes en yderhavn på Nordhavnen, så anlægget i dag fremstår med en yderhavn og to inderbassiner adskilt af en bred midterpier.
Der plads til omkring 500 fartøjer i vandet, og dybderne rækker fra 3 meter og nedefter.
.
Det tidligste skibsbyggeri
Den første skibsbygmester, der er nævnt i Helsingør er Las Oppenov, der hidkaldtes af kong Frederik II til skibsbyggeri i København i 1564. Derefter er der i lang tid ingen oplysninger om særligt skibsbyggeri i byen. Først efter 1800 dukker der igen skibsbyggernavne op.
Den berømte færgemand Lars Baches bror, Peter Bache, byggede bl.a. Lars' båd MAKRELLEN, som Lars druknede fra i 1809. I samme periode er nævnt en episode om to tømmersvende antaget som skibsbyggere for færgelavet, matros Ander Pedersen øhmann og Jens Bendsen.
I perioden 1845-1850 var skibsbygmester S. Jensen aktiv i Helsingør (AMM: Jagt og skonnert, 1988, p.105).
Skibsbygmetser Peter Bjerg byggede 1866 lodsbåden HELSINGøR til lodseriet. En model blev bygget 1944 af Christian Nielsen til H&S. [H&S 1983 p.226]
Jacob Hansen Løve
Skibsbygger Jacob Hansen Løve, 1783-1860, oprettede i 1820'erne træskibsværft1) i havnen. Det skete samtidig med udvidelsen.. Værftet blev drevet med tre generationer af slægten Løve. Første generation gjorde mest i reparationer og små fartøjer, men med anden generations optagelse i virksomheden, sønnen Jacob Vilhelm Løve, 1813-1875, byggedes betydeligt større skibe. Det første havde afløb i 1841 og var skonnerten SØRIDDEREN (ID=3664) på 31 kls. Det blev døbt af sognepræsten ved Skt. Olai Kirke C.J. Boye. 1) Oprettet 1825 iflg. Kenno Pedersen "Fra Frederiksborg Amt 1973" p.35.
Den tredje generation var de to brødre Jacob Løve den yngre og Vilhelm Løve, der sammen drev værftet fra faderens død i 1875, dog døde Jacob forholdsvis ung, så det blev alene bror Vilhelm, der drev skibsbyggeriet i de sidste år, inden det i 1882 gik ind i Helsingør Skibsværft.
[H&S72 p.138] + Kilde K).
Skibsbygmester Poul Barfoed og Barfoed & Rohmann
I 1848 (i 1843 efter Klem og Kenno Pedersen) begyndte en anden skibsbygger sit virke i Helsingør. Det var Poul A. Barfoed, der kom fra Fåborgegnen. Han havde begyndt selvstændigt arbejde efter oplæring på Holmens Konstruktionsskole med at bygge en skonnert i Stege. Han havde derefter haft et uddannelsesophold i Antwerpen, og slog sig ned i Helsingør.
Hans speciale i begyndelsen var foruden reparationer at købe stærkt forsømte skibe op og reparere dem for egen regning med salg for øje. Da værftet var kommet godt i gang fik han opfordring til ansættelse som inspektør i et fællesskab af danske søassurandører, og han solgte 1856 værftet til skibsbygger Christian Rohmann, bl.a. uddannet hos Benzon i Nykøbing F., og til sin 19-årige lillebror skibsbygger Magnus Barfoed, der dog inden partnerskabet blev aktivt ville fuldføre sin uddannelse ved ophold i England. Samarbejdet indledtes derfor først fra 1862 (han havde ikke tilstrækkelig alder til at løse borgerskab før). Inden salget havde Poul Barfoed i 1852 bygget skonnerten DANMARK på 62,5 kls.
Rohmanns & Barfoeds Værft skiftede senere navn til Helsingør Træskibsbyggeri. De byggede bl.a. i 1870 barken I.S. PONTOPPIDAN (ID=4226) til rederiet af samme navn. I 1862 havde værftet fået bygget en ophalerbedding med dampkraft.
I Helsingør havn blev der bygget nogle af de største danske træskib. I 1872 blev en bark på 621 BRT bygget, og havnen var også godt med, da dampskibene kom til. Men småværfternes tid var ved at være slut og i 1881-1882 blev Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri oprettet og Løves værft indgik i det fra 1882 og Barfoed & Rohmans fra 1886. Der blev dog jf. [Flg. 1893] leveret et dampskib fra træskibsværftet 1887, nemlig HVIDBJØRNEN (ID=10305) (Også nævnt i udateret udklip fra Frederiksborg Amts Avis.
Der havde i nogle år været kræfter i gang i byen for at oprette et nybygningsværft, men planerne stødte på modstand fra de etablerede værfter og rederier med C.F. Tietgen i spidsen. Oprettelsen blev foretaget af skibsbygger og skibsreder Mads C. Holm, der ville have haft et værft i København, men efter svære forhandlinger med krigsministeriet og andre ministerier lykkedes det at få arealer til oprettelse af et jernskibsværft i havnen i Helsingør.
Kilde K) med flere fra H&S-arkiv.
Helsingørs Jernskibs- & Maskinbyggeri
Værftet hed Aktieselskabet Helsingørs Jernskibs- & Maskinbyggeri fra oprettelsen til 1946-11-14, derefter
Helsingør Skibsværft & Maskinbyggeri A/S til 1973-12-17, derefter
Helsingør Værft A/S til det lukkede.
[K p.149]
Skibsreder Mads C. Holm, stifteren af D/S Norden, begyndte opførelsen af værftet i 1882 og havde selv i oktober 1882 kontraheret det første skib, som dog inden afløbet 1883-06-05 var solgt til Det Helsingørske Dampskibsselskab. Det fik navnet S/S HELSINGØR (ID=9560) af Helsingør. Værftet fik hurtigt nogle ordre på nybygninger, men havde visse vanskeligheder i opstarten, hvorfor Mads Holm selv trådte til som direktør i 1887 og forblev i stillingen til sin død i 1892. Det fik sin første tørdok i brug i 1884.
J) p.34.
Da værftet udførte mange reparationer var der behov for en ophalerbedding, og værftet overtog en eksisterende bedding fra et i 1861 etableret værft i byen. En ny tørdok blev indrettet i 1897. Det er den gamle dok nærmest byen.
Fra 1913 havde B&W til stor irritation af de danske rederier gennem et andet selskab fået aktiemajoriteten i Helsingørværftet, og enden på koncentrationen hos B&W blev, at de afstod aktierne til DFDS, der fra 1916 overtog hele aktiekapitalen. Værftet var partner i Dansk Dieselmotorkompagni. Det var blevet oprettet i protest mod B&Ws upopulære fordeling af motorer, og da B&W blev tæmmet, så opnåede Helsingørværftet fra omkring 1920 først installering af og få år efter selv på licens byggede dieselmotorer af B&W-typer. Den første egenproducerede motor blev installeret i 1936 i KRONPRINS OLAV.
Af beddinger fik værftet efter 1923 omlagt 3 mindre beddinger til to større og moderne beddinger til nybygning. Den længste var på 133 meter, og den blev yderligere udvidet med 16 meter i 1953. Den ældste tørdok fra 1882 mod Kronborg blev fjernet og en ny 150 meter lang tørdok opført for at kunne tage værftets nybygninger ind til eftersyn.
Værftet skiftede i 1946 navn til Helsingør Skibsværft & Maskinbyggeri A/S. og fra 1973 hed værftet Helsingør Værft A/S.
Værftet var fra 1945 partner i Aarhus Flydedok & Maskinkompagni og fra 1958 aktionær i selskabet, indtil det i 1971 blev solgt til Dannebrog D/S A/S. Den sidste nybygning blev produceret i 1982 efter nogle økonomiske problemer og som reparationsværft blev det etableret som Helsingør Reparationsværft. Men tiden for danske værfter var ved at rinde ud, og i 1988 lukkede værftet helt. Der var da bygget omkring 425 skibe på værftet.
En stor del af værftets skibe bygget til danske redere findes i skibsbasen, mens en liste med flere byggenumre, men færre detaljer findes i en ekstraliste her. *** UNDER OPBYGNING ***
Kilder
A) Poulsen, Hanne, 1982: "Helsingør Værft 1882-1982" i Handels- og Søfartsmuseets årbog 1982, side 80-164.
B) Skibsdatabasen JM.
C) Klem, Knud, 1986: Skibsbyggeriet i Danmark og Hertugdømmerne i 1700-årene 1-2, Finn Jacobsens Forlag.
C1) Klem, Knud, 1972: "Træskibsbyggeriet i Helsingør" i H&S årbog 1972, pp. 124-143.
D) Trap, J.P., 1953: Danmark - Frederiksborg Amt, bind 6, 5. udg., Gad.
F) Lind, H.D., 1889: Kong Kristian den Fjerde og hans Mænd paa Bremerholm, Gyldendal.
G) Probst, Niels M., 1996: Christian 4.s flåde, Marinehistoriske Skrifter 26.
H) Hansen, Marius, 1958: " Upåagtede kilder til belysning af dansk skibsfart, søhandel og skibsbyggeri " i Handels- og Søfartsmuseets Aarbog 1958 pp. 90-97, H&S.
I) Garde, H.G., 1832: Efterretninger om den danske og norske Søemagt, Bind 1, Eget forlag.
J) Schlaikier, H., 1929: Aabenraa Søfarts Historie, Hejmdal.
K) Poulsen, Hanne, 1982: "Helsingør Værft 1882-1982" i Handels- & Søfartsmuseets årbog 1982.
L) Mærsk Post nr. 1, 1967 pp.3-7. Artikel om træskibsværfterne.
samt i:
Jørgensen, Bent, 1983: Skibsværftet Helsingør - et eksperiment, Helsingør