Skibstilsynet

Revideret 20. okotber 2014.

Tilsyn med skibe - en begyndelse

Tilsyn med skibe er et forholdsvis nyt begreb, idet det først var dampmaskinens fremkomst, der aktualiserede begrebet, idet dampkedlernes farlighed gjorde en form for myndighedsgodkendelse nødvendig. De første bestemmelser herom blev udsendt i Forordningen af 27. april 1832, med krav om, at dampmaskiner skal synes af kyndige mænd, før de tages i brug. Det gjaldt uanset om maskinerne fandtes i et skib eller i land, og synet skulle gentages så ofte politiet fandt det nødvendigt.

Det var altså overladt til politiet at gribe ind, nogen kontrolmyndighed var der ikke tale om. De sagkyndige mænd skulle i København udpeges af Det danske Kancelli, og i provinsen blev funktionen overladt til amtmændene. Omkostningerne ved synet skulle bæres af maskinejerne.

Forordning erstattedes den 12. april 1851 af loven angående beskaffenheden af samt tilsynet med dampkedler, dampmaskiner og dampskibe. Loven var noget mere omfattende end dens forgænger, idet det nu ikke kun var maskineriet, men hele skibet, der skulle underkastes et tilsyn. For maskinens vedkommende blev der påbudt sikkerhedsventiler, prøvehaner og foranstaltning af en trykprøve, og for skibene blev det bestemt, at der skulle være både, redningsbåde, om bord samt redningsbøjer.

Også synsmændene stilledes der ekstra krav til. Der skulle være tre dertil udmeldte mænd, hvoraf en skulle være skibsbygningskyndig. I København blev de udpeget af Byens Magistrat, i provinsen som hidtil af amtmændene. Synet skulle afsluttes med en skriftlig rapport til politiet, der også senere kunne forlange omsyn, og betalingen blev nu beregnet efter maskineriets hestekræfter.

Første Hovedbekendtgørelse

Den næste lovændring kom ved Lov af 24. marts 1875 om tilsyn med dampfartøjer med efterfølgende bekendtgørelse af 28. juni 1875 med nærmere forskrifter for tilsynet med dampfartøjer. Den sidstnævnte bekendtgørelse var den første, der gik under navnet »Hovedbekendtgørelsen«. Senere skulle der komme flere udgaver under det navn.

I loven af 24. marts 1875 blev der skelnet mellem passagerskibe og andre typer, og passagerskibskravene var strammet op, så der nu kom regler for vandtæt inddeling, skibets lænsemidler og lukkemidler, og hvilket navigationsudstyr og redningsudstyr, der skulle føres. For besætningens vedkommende blev der indføjet en bemandingsfastsættelse, og for ladningerne blev der givet regler for transport af farligt gods. Afgiften skulle nu beregnes efter tonnagestørrelsen.

Usødygtige skibe

I midten af 1870'erne fik de usødygtige skibe forøget omtale i pressen efter en række forlis med tab af menneskeliv både her og i udlandet. Et af resultaterne blev nedsættelsen i 1876 af en kommission til undersøgelse af, hvilke forholdsregler der kunne træffes for at forhindre forlisene. Kommissionens betænkning forelå i 1879 - efter tre års arbejde - og blandt forslagene var et udkast til en skibstilsynslov omfattende alle danske skibe uanset fremdrivningsmetode, størrelse eller fart. Der var også i forslaget opfordring til et regulært skibstilsyn med fastansatte inspektører, men forslaget mødte blandt betydende reder- og pengekredse på så stor modstand, at det blev henlagt.

Der skulle gå tyve år, før en ny kommission blev nedsat, og den fik støre held med sin virksomhed, idet kommissionens forslag blev bearbejdet og vedtaget ved lov af 13. februar 1903 som Lov om tilsyn med dampfartøjer. Samtidig blev loven af 1875 ophævet. Den nye lov indeholdt ikke en fast oprettet skibstilsynsinstitution. Arbejdet skulle stadig udføres af valgte tilsynsmænd, der blev aflønnet efter hver forretning.

De tilsynsførende myndigheder for loven af 1903 var de første år til 1909 delt mellem justitsministeriet og indenrigsministeriet, men skibsfartsagerne blev fra 1. januar 1909 overført til det nyoprettede handels- og søfartsministerium, der organiserede sig med en afdeling for søfartssager, hvorfra branchens forvaltningen foregik.

Internationalisering

På dette tidspunkt var udenlandsk skibsfart i flere lande begyndt at blive underlagt nationale bestemmelse, så erhvervets internationale karakter trådte nu frem, og rederne kunne forudse et virvar af uafhængige nationale love, som skulle overholdes ved anløb. England fremkom således med nationale bestemmelser også gældende for fremmede skibe i 1909. Fremmede skibe, der anløb engelsk havn efter 1. oktober 1909 skulle være udstyret med lastelinjer efter engelsk model, såfremt flagstaten ikke selv havde målingsregler, der var anerkendt af England. Desuden krævede englænderne bestemte redningsmidler om bord på skibene.

Dette krav nødvendiggjorde en dansk tilpasning, der kom med den første lov om lastelinjer, nemlig Lov af 14. maj 1909 om skibes dybgående og lastelinjer med en tilsvarende lov for sejlskibe: Lov af 14. maj 1909 om tilsyn med sejlskibe m.m. Den sidstnævnte lov var en udvidelse af 1903-loven. I forbindelse med de to loves vedtagelse blev der nu organiseret et sejlskibstilsyn efter samme retningslinjer som dampskibstilsynet.

1909-lovene blev ændret i 1911 og i 1913, men forblev i store træk gældende indtil 1920.

TITANICs følger

Titaniculykken den 14.-15. april 1912 foranledigede en international maritim konference om sikkerheden til søs afholdt i London i januar 1914. Konferencens resultat blev vedtagelsen af den første internationale konvention om forholdsregler til sikring af menneskeliv på søen. Den næste version blev vedtaget i 1929, og konventionen blev kendt under forkortelsen SOLAS efter dens engelske titel Safety of Life at Sea.

På grund af Verdenskrigen 1914-1918 ratificerede Danmark først konventionen efter krigen, hvis bestemmelser blev overført til dansk lovgivning gennem bl.a. lov nr. 145 af 29. marts 1920 om tilsyn med skibe. Det var først ved denne lov, at en statslig myndighed på området blev fast etableret. 1920-lovens skibstilsyn blev ledet af et overskibsinspektorat, og landet blev opdelt i tre distrikter: Sjælland, Fyn og Jylland. Under Fyn hørte Sønderjylland. Afdelingen på Fyn fik hovedsæde i Svendborg, og den i Jylland fik i Ålborg. Tilsynsloven blev ændret ved Lov nr. 137 af 1. juli 1927 og af Lov nr. 93 af 27. marts 1934.

Skibstilsynets opgaver

Overskibsingeniøren blev chef for hovedkontoret i Handelsministeriet, og det fik navnet Kontoret for Tekniske søfartssager. Kontoret varetog opgaver inden for sager om udfærdigelse af administrative bestemmelser, instrukser for skibstilsynet, revision af synsrapporter og meddelelse af bemyndigelser for Overskibsinspektoratet.

Fra 1924 ændrede handelsministeriet navn til ministeriet for industri, handel og søfart, og i 1929 blev ministeriet igen ændret, idet søfartsområdet overgik til det nydannede ministerium for søfart og fiskeri. Det varede indtil 1935, hvor søfarten igen blev underlagt ministeriet for handel, håndværk, industri og søfart.

Skibstilsynets opgaver med hensyn til skibe, som de var bemyndiget til at gå om bord i, inklusive udenlandske skibe i dansk havn eller på dansk søterritorium, var at foretag de fornødne syn for at kunne udstede fartscertifikat eller sikkerhedscertifikat. Synene for disse udstedelserne var delvis hovedsyn og delvis efterfølgende periodiske syn. Desuden kunne der afholdes kontroleftersyn ved større havarier eller forandringer. Et særligt syn med henblik på lastelinjerne var fribordssyn, hvor synet inkluderede målinger og undersøgelser for at ansætte fribord og forsyne skibet med lastelinjemærker og fribordscertifikat også kaldet lastelinjecertifikat.

Som ankeinstans blev der dannet et overskibssyn (oprettelsesårstal ukendt. Det eksisterede før 1940).

SOLAS og 1951-loven

Fra 1949 fik Færøerne selvstændigt skibstilsyn. I lov nr. 91 af 4. maj 1927 om danske skibes registrering og lov nr. 92 af 4. marts 1927 om skibes måling blev skibsmålingsfunktionen placeret under Statens Skibstilsyn.

På SOLAS-konferencen i London den 10. juli 1948 underskrev Danmark den nye konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, og omsættelsen til dansk lov kom med lov nr. 117 af 28. marts 1951, senere ændringer optaget i lovbekendtgørelse nr. 336 af 31. august 1965, hvorefter tilsynet med skibe blev omdannet til Direktoratet for Statens Skibstilsyn, hvorunder også handelsministeriets kontor for tekniske søfartssager, 9. kontor, blev henlagt. Stillingerne som overingeniør og overskibsinspektør blev nedlagt, og en direktør blev chef for hele området. Loven trådte i kraft allerede 1. april 1951 og adressen for Skibstilsynet blev Torvegade 5, København K. Den første direktør blev Aage H. Larsen. Inspektoraterne forblev gældende. Sjællandske ledet af ledende skibsinspektør P. K. Pedersen, med kontoradresse Christiansgade 12, København.

I 1954 fik Grønland sin egen afdeling af Skibstilsynet, og to skibsinspektører var i hovedparten af året udstationeret i landet, indtil 1974 hvorefter der var helårsbemanding i Grønland.

Fra 1964 blev skibes bemanding administreret fra Skibstilsynet, og der blev oprettet et bemandingskontor i institutionen fra den 1. juni 1964. Fra september i samme år blev organisationen styrket med et sekretariat, der fik de administrative opgaver tildelt.

De sidste år

I 1968 indgik Nautisk Prøvekammer i Direktoratet for Statens Skibstilsyn, men Prøvekammeret fortsatte ellers uændret sin virksomhed. Se også oplysningerne om Nautisk Prøvekammer i anden artikel.

Loven om Statens Skibstilsyn blev revideret ved Lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed. I loven blev Skibstilsynets opgaver specificeret, så institutionen foruden godkendelse af skibe, fartsområde og passagerantal, udstedelse af certifikater og en vis politimyndighed for området nu også skulle holde sig orienteret om den tekniske og sociale udvikling inden for søfartsområdet samt medvirke til sikkerheds- og sundhedsmæssige forbedringer af skibe og deres udstyr.

Skibstilsynets virksomhed som selvstændig institution ophørte per 1. januar 1988, hvor det indgik i den nydannede Søfartsstyrelse.

REDAKTIONELLE BEMÆRKNINGER
Ovenstående indskrivning og redigering er foretaget af Jørgen Marcussen efter en del kopierede tekster uden signatur vedrørende udviklingen af Skibstilsynet.

Links
Link til artikel fra Skibstilsynets 1951-reorganisering. Bragt i Dansk Skibsførerforenings Medlemsblad.
Link til artikel om Nautisk Prøvekammer.
Jørgen Marcussen

Kortere artikel om Statens Skibstilsyn i den maritime ordbog - indgang via hjemmesidens forside.
 
Opdateret d. 20.10.2014  
Retur til toppen af siden.
 Retur til hjemmesidens forside