Lloyd's of London er kun en af de organisationer, som navnet Lloyd er knyttet til.
Lloyd's of London er den organisation, der beskæftiger sig med forsikring.
Derudover findes der klassifikationsselskabet Lloyd's Register of Shipping, der har samme rødder, som Lloyd's of London, men er et separat selskab. Det blev dannet i 1760.
Med Lloyd's List menes sommetider publikationen, Lloyd's List, som er udgivet siden 1734 og kontinuerligt siden 1760. Den indeholder en oversigt over alle skibe med en BT over 100, hvilket er ca. 91.000 skibe. Listen bliver fra 2001 udgivet af et forlag, der opstod ved sammenlægning af Lloyd's Information Group og Forlaget Fairplay.
Endelig er der et forlag med navnet Lloyd's of London Press, der blev udskilt ved et management buy-out fra Lloyd's of London i 1995/1996. Fairplay og LLP er de to konkurrerende forlag for den professionelle søfartspublicering.
Der findes også en Lloyd's Bank, der blev grundlagt i Birmingham som Taylor's and Lloyd's Bank i 1765 og først flyttede hovedsædet til London i 1910, og den har altså ikke forbindelse til Edward Lloyd.
Lloyd's of London
Kaffedrikning
Oprindelsen af Lloyds går tilbage omkring 1688, hvorfra det første skriftlige vidnesbyrd findes om grundlæggeren Edward Lloyds forretning. På dette tidspunkt drev Edward Lloyd en kaffebar i Tower Street, der lå nærmere floden, end det senere domicil i Lombard Street. Kaffedrikningen var dengang relativ ny i London. Der var beretninger om drikkens fremkomst andre steder i Europa, men et af de første vidnesbyrd om drikkens indtagelse i England kommer fra dagbogsføreren John Evelyn, der i 1637 bemærker en medstuderende i Oxford drikke kaffe.
I London fortælles det, at kaffedrikningen begyndte hos en adelsmand, der af denne grund blev så populær, at hans »morning gentlemen callers« blev så talrige, at han så mulighederne for en god forretning og beordrede en af sine ansatte til at åbne en kaffestue, hvor folk mod betaling kunne prøve drikken. Den første kendte kaffebar blev åbnet i London i 1652.
Dette førte snart til oprettelsen af flere kaffebarer. En del af disse tiltrak forretningsfolk - muligvis har stederne været en tand mere ædruelige end de andre bare - og Edward Lloyd har altså også åbnet en kaffebar i Tower Street. Edward flyttede allerede i 1691 sin forretning til Lombard Street, der er hovedstrøget lige ved siden af de nuværende Lloyds bygninger.
Dette område var moderne og nybygget på den tid, da hele området fra Tower og mod vest til Temple og Lincoln Inn Fields i 1666 gik op i flammer under Londons store brand og derefter genopbygget med bl.a. Christopher Wren's St. Paul's Cathedral.
Naturligvis var Edward ikke den eneste, der så mulighederne i kaffebarer, og man regner med, at de romkring 1700 var cirka 2000 kaffebarer i London. Af de andre i området var en herr Jonathans kaffehus JERUSALEM, hvor de forretningsfolk, der senere dannede the Stock Exchange, plejede at mødes. Kaffehusene blev forløbere for både klubberne og nogle af Londons selskaber og organisationer, da det er naturligt, at folk med samme interesser samles og udveksler informationer på samme sted.
På et gammelt stik fra 1688 ses det indre af en kaffebar forsynet med langborde, hvor de parykklædte herrer ryger lange kridtpiber og får serveret deres fyldte kaffekopper. En tjener står i forgrunden med en kaffekande, der er en nøjagtig Madam Blå facon, og han hælder med lang stråle kaffe i en kop i sin anden hånd. [2136p115]
På Edward Lloyds kaffebar var det altså handels- og forsikringsfolk, der samledes. I begyndelsen var forsikring ikke den vigtigste forretning. Det var køb og salg af ladningspartier, skibe og andre varer. Mange af disse handler blev handlet ved auktioner, og metoden kaldes på engelsk for »by inch of candle« eller bare »sold by the candle«.
Fremgangsmåden består i al sin enkelthed i, at en metalnål stikkes ind i et vokslys en tomme nede. Når lyset tændes, begynder man at byde, og den, der kommer med det sidste bud, inden nålen falder ud af det smeltende voks, har købt varen. Metoden kan også ændres til, at det er et så lille lys, der anvendes, at buddene må falde, indtil lyset slukkes. Er der tale om en eftertragtet vare, kan budene falde så tæt, hurtigt og højtråbende, at udfaldet er usikkert og længe efter kan diskuteres, før der er enighed om en vinder.
Metoden blev brugt til at sælge hele skibe. Det skriver allerede Samuel Pepys om i 1660, hvor han i sin dagbog fortæller om skrigeriet ved salget af et skib til 1300 pund, en betydelig sum på det tidspunkt.
Herr Lloyd må have set mulighederne for at koncentrere sig om skibsfarten, idet han begyndte at udgive en publikation, Lloyd's News, i 1696, der bragte nyt om skibsanløb, forlis, rejser, priser og lignende forhold af interesse for fragtmarkedet. Bladet måtte dog allerede gå ind året efter. Aftalen med trykkerne havde været, at var der ikke nok nyheder, skulle trykkeren udfylde resten med andet stof. Den 23. februar 1697 bragte trykkeren en notits om en anmodning til kongen fra kvækerne i London om at måtte blive fritaget for forskellige tjenester, og dette var nok til at påkalde sig myndighedernes vrede, og Lloyd blev anmodet om at trække påstanden tilbage i bladets næste nummer som grundløst og en fejltagelse. Lloyd valgte så at indstille udgivelsen frem for at bringe dementiet, og man har gisnet om grunden til dette, men vidnesbyrd herom findes ikke.
[7938-22]
Med Lloyds koncentration om skibsfarten fik han en stamkundekreds af skippere. Bl.a. fra East India Company, der på dette tidspunkt i nogle år havde skaffet sig tonnage ved et såkaldt »husband«system, hvor privatejede skibe sejlede for EIC. Når kaptajnerne havde tjent deres formue på rejserne og gik i land, havde de brug for at investere kapitalen, og da de samtidig havde det bedst opnåelige praktiske kendskab til sørejser, var det naturligt, at de investerede i søforsikring og bodmerilån. Bodmerilån er penge, der bliver lånt ud til skib eller skibsfører mod en høj rente. Hvis skibet gennemfører rejsen, skal pengene betales tilbage med de høje renter, men forliser skibet, betales pengene ikke tilbage. Långiver deltager derved i forretningens risiko.
Både til forsikringspræmier og til bodmerilån må der derfor være godt kendskab til den risiko, skib og rejse udgør. Kaptajnerne var selvskrevne til at deltage i disse forretninger.
Lloyds forretning gik godt. Han fik tid og råd til at gifte sig tre gange og fik i alt syv børn. Hans forretning lå perfekt nær Stock Exchange med begyndelse i 1694 og Bank of England fra 1694 og Royal Exchange fra slutningen af 1500-tallet, men genopbygget efter Londons brand i 1667, og kaffen trådte efter Lloyds død den 15/2 1713 i baggrunden. Hvis nogen skulle falde over hans dødsannonce, ville der stå 1712 på den, da England indtil 1752 holdt nytår den 25. marts, hvorfor dødsdatoen faldt i gammelt år.
Edward testamenterede kaffebaren til sin svigersøn - datteren var blevet gift nogle få måneder før Edward døde - men William Newton døde halvandet år efter og formodentligt ganske pludselig, da intet testamente var gjort. Hans enke, Edwards datter, var da 21 år gammel, og hun overdrog - som der står - både sin formue og sine følelser til naboen, Samuel Sheppard, og otte måneder senere blev de gift, den 16/4 1715.
Datteren, Handy, døde fem år senere, 1720, og enkemanden levede endnu syv år og døde i februar 1727, hvorefter forretningen blev overført til Sheppards søster, Elizabeth Jemson gift med Thomas Jemson. Det var Jemson, der fik ideen til Lloyd's List, men da den udkom i 1734, var Jemson død, og det var hans efterfølger, Richard Baker, der blev udgiveren.
I 1769 danner nogle af forretningsmændene, der bryder ud fra kredsen i Lloyds kaffebar, så det første egentlige selskab, the New Lloyd's Coffee House, der slår sig ned i et stræde i nærheden i The Pope's Head Alley. Her indskyder 76 forsikringsfolk hver 100 pund i forretningen, og et selskab dannes.
Selskabet får fra 1774 sit hovedkvarter i The Royal Exchangebygningen. Men forretningerne er stadig tæt forbundet med kaffedrikning, og lokalerne, som forsikringsvirksomheden benytter, er to kaffestuer samt et lille forretningsrum. Bygningen brænder igen i 1838, og selskabet kan først vende tilbage i de igen nyopførte bygninger af Royal Exchange i 1844. Derefter er kaffedrikningen ikke i centrum længere.
I 1871 vedtager parlamentet den første lov, der regulerer Lloyds muligheder for at danne aktieselskab, udsteder retningslinjer for selskabets medlemmer og associerede foretagender. Denne lov regulerer selskabet indtil 1982, hvor en ny lov muliggør dannelsen af en moderne organisation, der kan udvikle sig og tiltrække tilstrækkelig kapital.
Men nu ændrer verden sig så hurtigt, at denne lov allerede i 1998 igen ændres, så selskabet nu optræder som et frit selskab uden særskilt indgriben fra lovgivningsmyndighederne, men underlagt nogle kontrolforanstaltninger.
Bygningerne
Rent bygningsmæssigt forblev Lloyds i Royal Exchange til 1928, hvor det for første gang flyttede ind i egne ejede lokaler i nummer 12 på Leadenhall Street. Her blev pladsen også for trang, så i 1958 flyttedes igen. Denne gang til Lime Street, der er sidegade til Leadenhall, så der fra den gamle til den nye bygning kunne opføres en overgang i første sals højde. 1957-bygningens arkitekt var T. E. Heysham.
I 1978 var pladsen igen blevet for trang, og man rev den gamle Leadenhall Street bygning ned på nær en lille del af indgangsfacaden, og nu opførtes der her en moderne bygning, hvor rør og installationer var gemt i stålrørskonstruktionen, der ligger frit fremme i rummene. Denne bygning skabte på grund af sin fremmedartede arkitektur stor debat i slutningen af 1970'erne. Det var en rigtig hade eller elske bygning. Den nye bygning blev åbnet af dronningen i 1986 og har nu adressen 1, Lime Street. Arkitekten var Lord Richard Rogers of Riverside. Bygningen fra 1957 er nu i 2005 revet ned og grunden solgt til nye ejere, der er ved at opføre en bygning på stedet.
The Lutine Bell
Hos Lloyds hænger en skibsklokke, der er blevet slået på ved både gode og dårlige nyheder. En gang for godt nyt og to gange for dårligt.
Klokken stammer fra den franske fregat LA LUTINE. Den var på 950 tons, søsat i 1785 og havde 36 kanoner og 240 mand om bord. Under Revolutionskrigene overgav det kongetro skib sig i 1793 til englænderne ud for Toulon for ikke at falde i de revolutionæres hånd.
Englænderne ombyggede skibet med et ekstra dæk og benyttede det som konvojskib. Skibet var i oktober 1799 under kommando af Captain Lancelot Skynner og blev sendt med mønter og ædelmetaller, samt hollandsk kronjuveler af sted mod Hamburg for Londonbanken Goldschmidt.
Skibet afgik fra Yarmouth den 9. oktober. Under overfarten blev det storm, mens skibet var ud for Zuidersøen ved Hollands kyst, og det forliste, og alle mand omkom. Lasten, der var privatejet, var forsikret hos nogle af Lloyds medlemmer, der måtte betale lasten, der var værdisat til en million pund.
I 17/7 1859 blev skibets klokke bjærget sammen med 36.000 punds mønter, og da forsikringssummen var udbetalt tilhørte de - efter nogens mening - således Lloyds. Klokken blev hængt op i forretningssalen og traditionen med at slå ved gode og dårlige nyheder begyndte. Sædvanen blev dog indstillet i begyndelsen af 1900-tallet, men den 11/9 2001, da blev der afgivet et slag med klokken. Det samme skete ved Tsunamikatastrofet ved juletid 2004 samt ved bombesprængningerne i London sommeren 2005. Klokken er en 18 tommers klokke, der vejer 48 kg.
Der er det mærkelige ved historien, at da klokken blev bjærget bar den navnet ST JEAN og datoen 1779.
I 1860 blev roret bjærget og snedkereret til en stol til formanden. Denne stol står i dag i Lloyds afdeling i Rochester. Regnskabet for skibets 1.175.000 punds værdi viser, at der stadig må ligge 1.075.000 pund guld mønter på bunden af havet, men bjærgning er ekstrem vanskelig her på grund af skiftende sand og stærk strøm, tidevande og vejrforhold.
Organisationen hos Lloyd's of London
Selskabet hedder formelt The Corporation of Lloyd's, og det er en sammenslutning af over 25.000 medlemmer, der hver især er selvstændige og ikke hæfter for hinanden. Indgås der således en kontrakt, så underskriver hvert medlem kun på egne vegne og hverken andre medlemmer eller selskabet selv hæfte for forretningens følger. Aftalerne indgås meget lig fortidens handlere, men nu lejer the Underwriters et par kvadratmeter kontor a £ 50.000 per kvm per år.
Alle disse medlemmer er opdelt i grupper, der kaldes Syndicates, der hver især repræsenteres af en agent hos Lloyds. Andre deltagere i forretningerne, der kaldes for »names« skriver ikke selv under, men handler gennem deres agenter. Disse agenter, the underwriters, sidder i forretningslokalet, og brokers kommer så til dem med de forhold, der ønskes forsikret. Lloyd's agenterne kan hurtigt slå risikoforholdene op, beregne præmier, eller søge reforsikring, og således kan kunden, der via en broker søger en forsikring, hurtigt få sin risiko forsikret - forudsat præmieprocenten kan accepteres.
Dette forretningsapparat styres af Lloyds Råd eller bestyrelse, The Council, der ifølge loven fra 1982 er ansvarlig for selskabet driftsforhold. Den seneste lovbestemmelse fra 2000 regulerer mere finansforholdene omkring selskabet og blev nødvendigt på grund af de meget store beløb, der nu forsikres for, og som intet enkeltfirma kan klare, hvis uheldet er ude.
Rådet har 18 medlemmer, 12 af disse er valgt af organisationen, mens de seks er udpeget og skal godkendes af Bank of England. Alle medlemmer skal desuden godkendes af FSA, Financial Services Authorities, der kan sammenlignes med vores Finanstilsyn, eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
The Nelson Collection
Lloyd's Huser også en lille museumssamling af genstande, der har haft tilknytning til Horatio Nelson. Denne samling er nu for første gang samlet og udstillet i et par montre på midten af the Floor. Udtsillingen omfatter en del af et sølvservice med opsatser og pokaler. Disse sølvting blev fremstillet og givet af Lloyds i taknemmelighed for først sejren i Aboukirbugten og de senere slag, så stellet er fremstillet i to omgange.
Udstillingen om fatter også Nelsons specielle kombinerede spiseske og -gaffel, der kan betjenes med en arm - og et øje. Lloyds har i løbet af tiden tilbagekøbt eller på anden måde erhvervet sig disse ting igen. Beklageligvis er udstillingen ikke åbnet ofr offentligheden.
Guildhall Library
Man kan i dag se mange enkeltheder, dokumenter og arkivalier om Lloyds historie i Guildhall Libray, hvortil Lloyds arkiv blev overflyttet i 1979.
Guildhall Library i Guildhallbygningen ligger lidt mod NV for Lloyds, hvis man går op mod Gresham Street med Bank of England på sin højre side. Bygningen er en af de få i området, der er ældre end Londons brand. Den blev skadet, men repareret, og derfor står dens gotiske indgangsport fra 1430 endnu. Biblioteket er i øvrigt arkivet for byen London og dets forretningsliv samt har store genealogiske samlinger. Desværre er det ikke det oprindelige, første offentlige bibliotek, idet Hertugen af Somerset i 1549 fjernede det kædede manuskriptbibliotek til sit nye Somerset House, hvor det heller ikke længere eksisterer. Det nuværende bibliotek blev først genopbygget fra 1828, men har i dag alligevel den største samling om sit specielle emne.
Lloyd's Register of Shipping
Klassifikationsselskabet Lloyd's Register of Shipping, der har samme rødder, som Lloyd's of London, blev dannet i 1760, hvor selskabet begyndte at klassificere skibe, for at forsikringsfolkene havde en reference til skibenes tilstand og dermed risikoen for forlis og i sidste ende præmiens størrelse. Den ældste overleverede registerliste er fra 1764 til 1766 og findes på British Library.
I den første liste er skibene kvalitetsopdelte med to bogstaver. Det første er for skrogets tilstand og det andet bogstav for udrustningen. A, E, I, O og U bruges for skroget med faldende kvalitet, mens udrustningen er G, M og B for »good«, »middling« og »bad«. Først noget senere blev systemet med A1 for bedste tilstand indført. A1 blev fx givet det første dampskib i listen: JAMES WATT bygget 1822.
I 1834 blev foretagendet reorganiseret som Lloyd's Register of British and Foreign Shipping og man udgav de første regler for klassificering af skibe. Og man må sige, at forretningsplanen var en succes, for allerede 6 år efter i 1840 var 15.000 skibe blevet klassificeret. I dag er selskabet verdensomfattende og en respekteret organisation med ekspertise inden for både skibsfart og andre former for transport samt udvikling og konstruktion. Klassifikationsselskabet har adresse lige ved siden af Lloyd's, i Fenchurch Street 71, der er Lombard Street's forlængelse mod øst. Deres hovedsæde er i øvrigt bygget af samme arkitekt som Lloyd's of London. Den blev indviet i 2001.
Det tilsvarende selskab, der var stiftet 1890 med hjemsted i Glasgow, British Corporation Register, indgik i Lloyd's Register i 1949. British Corp. havde siden 1893 udgivet en rivaliserende skibsliste. [Skibslisten 1966 p.VIII og www.plimsoll.org.]
For mere teknisk information om de betegnelser og forkortelser, der klassificerer et skib se dette ordbogsopslag.
Lloyd's of London Press
Endelig er der et forlag med navnet Lloyd's of London Press, der blev udskilt ved et management buy-out fra Lloyd's of London i 1995/1996.
Publikation, Lloyd's List er udgivet siden 1734, kontinuerligt siden 1760, og som indeholder en oversigt over alle skibe med en BT over 100, hvilket er ca. 91.000 skibe. Listen bliver fra 2001 udgivet af et forlag, der opstod ved sammenlægning af Lloyd's Information Group og Forlaget Fairplay.
Kilder
Cameron, Alan + Roy Farndon: Scenes from Sea and City - Lloyd's List 1734-194, 1984 Encyclopedia Britannica, 1991
Hibbert, Christpher + Ben Weinreb, ed. The London Encyclopædia, BCS, 1983 [5270]
Hanson, Michael: 2000 Years of London, Country Life, 1967 [2136]
Flower, Raymond + Michael Wynn Jones: Lloyd's of London, David & Charles, 1974 [7938]
Foredrag hos Lloyd's of London den 15. september 2005.