|
Førstemeridian Længde fra Greenwich |
Bemærkninger |
|
|
|
|
Alexandria 29° 55' E |
Eratosthenes levede c. 275-194 BC og beregnede Jordens størrelse samt afstand til Sol og Måne. Hans værk, Geographia, er det første videnskabelige geografiske værk, der kendes - dog kun fragmentarisk bevaret. Eratosthenes benyttede Alexandria som primær meridian og mente, at den samme meridian også passerede gennem Rhodos, der således på denne tid var en slags »Jordens Centrum«. »To call it a prime meridian in those early days would be an exaggeration, but it was the principal meridian from which his conception of the earth grew.« [HFA, HPN p.10, OCD] |
|
|
|
|
Rhodos 28° 00' E |
Rhodos som udgangspunkt for Jordens længdeinddeling blev som nævnt ovenfor anvendt af Eratosthenes, men også af Hipparchos / Hipparchus, der blev født i Nicaea c.190 BC. [PER p.112] Han observerede på Rhodos i perioden 161-126 BC. Enkelte af hans værker kendes. Ptolemæus anvendte bl.a. hans astronomiske beskrivelser i sit værk Syntaxis. Hipparchos kompilerede stjernetabeller og beskrev et geocentrisk himmelsystem. Hans største opdagelse var jævndøgnspunktets præcession, men også hans beregning af årets længde var - efter tiden - yderst nøjagtig. Han skrev også en geografibog, der er gået tabt. Strabo var kritisk over for Hipparchos og skriver i sin 11. bog, kapitel 1, at »Hipparchos ofte slutter sig til beliggenheden af paralleller og lige linjer efter forgodtbefindende i stedet for målinger ...« og at »han aldrig benytter de afstande, som Eratosthenes har givet; han argumenterer ikke engang imod dem, men benytter sine egne løse antagelser.« Hipparchos foreskrev, hvorledes måneformørkelser kunne anvendes til at bestemme længde med, men mangelen på ure gjorde metoden ubrugelig. [OCD, PER p.112f] |
|
|
|
|
Mellemøsten Arin Længde ?? |
Arabiske kartografer benyttede mellem år cirka 200 og 1000 en førstemeridian gennem den mytiske by Arin, som antages at have ligget 10° E for Bagdad. Meridianen blev trukket midtvejs mellem det fjerneste Østen og det fjerneste Vesten og er muligvis af indisk oprindelse. [PER p.114] |
|
|
|
|
Vestafrika c.17° W Cap Blanc Cap Vert |
Afrikas Vestkyst eller enkelte punkter på denne kyst har været brugt som førstemeridian. De tidligste vidnesbyrd herom er fra arabiske kort fra mellem år 300 og år 1000. Arabiske kartografer benyttede foruden den mellemøstlige førstemeridian også Herkulessøjlerne som førstemeridian, og araberne formindskede den store fejl, som Ptolemæus havde gjort ved at benytte en alt for stor Middelhavsstørrelse. [PER p.114, WOL1897p.98] Kun et fåtal af kilderne anfører, hvilke af de mulige punkter på Afrikas vestkyst der er tale om. I David Waters' The art of Navigation ... er der på planche LVIII vist et kort fra 1500-tallet over Atlanten fra Portugals kyst og mod vest til Azorerne. Det viser desværre ikke Afrikakysten, men i en tekstramme nederst står der: from the westernmost part of Africa « Det kan derfor ikke ses, hvorledes Afrika er tænkt tegnet, men førstemeridianen ligger 6° 30' W for Berlengapynten på Portugals kyst, og dette punkt ligger i dag på 9° 25' W, dvs. førstemeridianen med nutidsgrader befinder sig på ca. 16° W. Da Cap Blanc i Mauretanien har positionen 21° N 17° W, og Cap Vert har 14° 40' N 17° 30' W, så er det formodentligt et af disse punkter, der er anvendt, selv om der altså er 1° - 1° 30' forskel. Nummereringen af længden på dette kort er fra 0° til 360° østover. |
|
|
|
|
|
Atlanterhavsøerne Atlanterhavsøerne har haft forskellige navne i kilderne, og en del af disse er benyttet nedenstående. Ud over de benyttede navne har øgrupperne Azorerne, Madeira, Kanarieøerne og Salvagensøerne samlet betegnelsen Macaronesien, der ofte benyttes i forbindelse med økosystemer i området. Kanarieøerne kaldes også for Saltøerne, bl.a. benyttet i Mount & Pages lodsbog over West India fra 18. årh., men samme betegnelse kan også findes om Cap Verdeøerne. |
|
Madeira 17° W |
Madeira er blevet benyttet som førstemeridian af Martin Behaim på hans globus fremstillet i Nürnberg i 1492. Det er dog tvivlsomt om denne kilde er korrekt, fordi øens længde også passer med andre øer. Endvidere havde globussen kun én meridian uden gradtal påsat - se hér om dette. [WOL1897 p.99] Ortelius fremstillede i 1564 kort med førstemeridianen gennem Madeiras centrum og gennem den østligste del af Tenerife. [PER p.116] |
|
|
|
|
Kanarieøerne 16° 00' W |
Canary Islands, gammelt navn De lyksalige Øer. Øgruppens center er beliggende på ca. 16° W længde. Kanarieøerne blev i antikken omtalt som Insulae Fortunatae og på engelsk som The Fortunate Islands. Også navnet Hesperiderne forekom i bl.a. Ptolemæus-litteraturen. Vesteuropas lande byggede delvis deres længdeskalaer på arabiske forbilleder, der benytter en jordstørrelse omtrentligt af samme størrelse som Ptolemæus', men graderne nummereres fra øst, hvor Paradis formodedes at befinde sig, og derfra mod vest til enten den vestligste beboelige egn, eller den yderste vestre kant - og de to størrelser afveg 17° 30' fra hinanden. [HFAp.153] H. Wolfhagen skriver, at Ptolemæus brugte Kanarieøernes vestkant som sin førstemeridian. Ptolemæus havde beregnet udstrækningen af hver af de seks Kanarieøer til at være én grad, og han anbragte dem alle på samme meridian fra nord mod syd. Se dog også næste afsnit, hvor en lidt afvigende meridian omtales i en anden kilde. [WOL1897 p.97] |
| Ptolemæus |
Cladius Ptolemæus, c.90-168 AD, havde sin aktive observations- og udgivelsestid mellem årene 121 og 151. Ptolemæus benyttede som førstemeridian et linje, han anbragte c.2° vest for Kanarieøerne*). Derfra regnede han al længde mod øst. Han benyttede nummereringen 0°-180°, da han mente, man kendte halvdelen af Jordens omkreds - ligesom man kendte de breddeintervaller - der var den beboelige verden og samtidig også den beboede del af verden. [HPN p.12, MAP p.68+282] *) Havde i sine første værker anvendt Rhodos-Alexandria-linjen, men skrev i Geographia, at han nu mente noget andet. Ptolemæus' hovedværk om geografi, der havde været tabt for Vesten i middelalderen, men i den tid var blevet benyttet af arabiske geografer, blev genfundet af munken Maximus Planudes, c.1260-1330, og forblev standardværket helt op til efter renæssancen. Planudes fandt i Konstantinopel et næsten komplet græsk manuskript, som han oversatte til latin. Det var fra cirka 1300 blev udgivet - i hvert fald i uddrag - på grundlag af de arabiske kilder, men nu blev det i utallige kopier og oversættelser og med nysatte kort efter Ptolemæus' egne opskriftet udgivet først som manuskripter, men snart som bogtryk, da denne tekniske landvinding blev udbredt cirka samtidig med, de latinske oversættelser kom frem. Det blev således allerede trykt fra 1475, efter værket var opkøbt og bragt til Italien. På trods af værkets mange og store fejl, hvoraf den væsentligste er hans størrelsesbedømmelse af Jorden, som han gør 25-30 % for lille samtidig med, at han udvider Asiens dækning mod øst fra ca. 130° til 180°, så forblev det et standardværk længe efter at bedre målinger og opdagelsesrejser havde øget kendskabet til Jordens rette form og fordelingen mellem hav og land. Eksempelvis anbragte Ptolemæus Alexandria 60° 30' E for Kanarieøerne, mens byen i virkeligheden ligger cirka 39° E for. Yderligere oplysninger i separat artikel om Ptolemæus. [PER p.113] |
| Kanarieøernes center |
Kanarieøgruppens center blev også anvendt som førstemeridian af Marinus fra Tyrus c.120 AD. Marinus delte i længderetningen verden op i bælter af 15° og gav som den første sine positioner ved bredde og længde ud fra to fastlagte nulpunkter, ækvator og Kanarie-meridianen. [WOL1897 p.96] |
| Behaim |
Martin Behaim = Martinus de Bohemia = Martin Behem, 1459-1507, konstruerede under besøg i sin hjemby, Nürnberg, en globus i 1492. Denne globus benyttede Kanarieøerne som førstemeridian, og da Behaims globus også var et af forbillederne for Mercators globus et halvt århundrede senere, så blev også Mercators førstemeridian placeret gennem Kanarieøerne. Se videre om Mercators udvikling her. [HPN p.13, PER p.116, WAT p.74] Behaims globus var inddelt med ækvator uden talværdier, og den havde kun én meridian beliggende 80° W for Lissabon - også denne var uden nummerinddeling. Da globussen er uden talværdier for meridianerne, undrer det mig, at mine kilder fastslår førstemeridianens beliggenhed gennem Ferro, og jeg har ikke kunnet finde citater fra globussen, såfremt det direkte fremgår af den. [PER p.114, WOL1897 p.99] Perrin fastslår derimod på side 115, at den globus fra samme periode, som blev fundet i Laon i Frankrig i 1859, har sin førstemeridian gennem Kanarieøerne. Englænderen William Bourne bruger også i sit meget indflydelsesrige værk, A Regiment for the Sea, fra 1574 Kanarieøerne som førstemeridian. [WAT p.140] Abraham Ortelius, 1527-1598, benyttede i sit værk Theatrum Orbis Terrarum fra maj 1570 på et verdenskort både Kanarieøerne, Azorerne og Cap Verdeøerne som førstemeridian. Herom mere senere. Antageligt skyldes usikkerheden omkring det nøjagtige sted kortets lille målestok, der gør læsning af stedet vanskelig. Dette kort talte længden fra 0° til 180° E eller W. [PER p.117, SEA p.24, TOL p.21] På et kort af Girolamo Verrazano fra 1540 er meridianerne dobbelte. Det ene sæt går gennem vestkanten af Palmaøen, og det andet sæt har førstemeridian enten gennem vestkanten af Madeira eller gennem centrum af øen Flores i Azorerne. Da der er 10° mellem disse punkter, og meridianerne ligger med ti graders mellemrum og er uden nummerering, kan det ikke afgøres, hvilken der er tale om. Den rigtige afstand mellem de to øer har jeg opmålt til 13° 55'. [SEA p.25] |
|
Kanarieøerne Fuerteventura 13° 49' - 14° 30' W |
Øen kaldes i 1700-tallet på engelsk også for Fuerte ventura = Forte Ventura. Gerard Mercator = Gerhard Kremer benyttede på sit verdenskort fra 1538 Kanarieøerne som førstemeridian, men noget vagt fremstillet, men allerede på sin globus fra 1541 benyttede han øen Fuerteventura = Fortaventura som førstemeridian. Han var dog ikke konsistent og brugte i 1552 øen Corvo i Azorerne, idet han nu gik ind for, at misvisning nul - den agoniske linje - gik i retningen nord-syd og lå vest for Fayal i Azorerne (1554). Endelig i 1569, på sit første »Mercatorkort«, benyttede han Cap Verde på Afrikakysten. Hans spring skyldes altså et ønske om at benytte en førstemeridian gennem et sted uden misvisning eller et andet neutralt sted. [PER p.115, WOL1897 p.104, W.E.May i MM nr. 2 vol 73, 1987 p.150] |
|
Kanarieøerne Ile de Fer 18° 10' - 17° 53' W |
Hierro = Ferro eller Isle of Fez, hhv. v- og ø-kant. En af de tidligste globusser konstrueret efter Columbus' opdagelsesrejse i 1492, blev fremstillet omkring 1510 og har sin førstemeridian gennem øen Ferro. [PER p.114] Det blev i 1634 af kardinal Richelieu foreslået at benytte den vestligste kant af den vestligste ø i Kanarieøerne, Ile de Fer, og han sammenkaldte til en international kongres i Paris i april måned samme år for drøftelse af forslaget. Resultatet af mødet blev, at kong Louis XIII den 1/7 1634 lovfæstede Ferro som førstemeridian for franske kort, og det blev fortsat anvendt på hovedparten af franske kort helt op til 1800. Mødet fik også den effekt, at en del andre lande i højere grad benyttede denne førstemeridian. Det var dog ikke navigationsinteresse, men den politiske situation i 30-årskrigen fra 1618-1648, der gav kongen den store interesse for kartografien, da det var af betydning for søkrigen mod Spanien med sikkerhed at få fastslået grænselinjerne for territorier, hvor krig kunne føres. Franske videnskabsmænd gik i øvrigt hurtigt over til at bruge Paris som førstemeridian, da der her kunne foretages observationer for længdebestemmelser. [MAP p.283, PER p.119, WOL1897 p.106] En del geografer foretog længdeberegninger af øen Ferro fra 1630'erne til efter 1700 og kom til forskellige resultater mellem godt 19° og knap 21° vest for Paris' længde, der i dag ligger på 2° 20' E. En praktisk geograf, Guillaume Delisle = De l'Isle, 1675-1726, foreslog at fastlægge førstemeridianen gennem Ferro til nøjagtigt at have værdien 20° W for Paris, selv om man godt kunne se, at den så ville komme til at ligge i havet mellem Ferro og Tenerife. Denne førstemeridian blev så i praksis den benyttede i mange lande fra omkring 1700. I virkeligheden var det en fravigelse af Ferro, idet observationerne nu foregik med Paris som centrum, så Paris' meridian blev de facto førstemeridian. Delisle blev i øvrigt i 1718 den første kongelige geograf i Frankrig. Geograferne Verdun, Borda og Pingré foretog i 1771-1772 ekspeditioner på ordre fra den franske konge og fastlagde en lang række positioner, herunder Teides højde og koordinater. Deres indsats resulterede i en del kort, der bærer deres navn, se fx H&S-museets kort H&S 1950:0965, løbenr. 1196. [PER p.120, WOL1897 p.107] Jean Picard, 1620-1682, der var den første til at måle en længdegrad nøjagtigt og benyttede denne størrelse til at beregne Jordens størrelse endeligt, fandt dog, at øens beliggenhed var for usikker bestemt og anvendte til sine målinger førstemeridianen gennem Paris' Observatorium, der var blevet grundlagt 1667. Varenius og Sanson, som der står mere om senere, nævnte også denne mulighed i deres værk fra 1693. [EB vol 9 p.420/3, HPN p.13] Fra værket The Universal Dictionary of Trade and Commerce af M. Savary, oversat til engelsk af Malachy Postlethwayt og udgivet i 1751, bind I side 444, sp.2, hedder det om Ferro: This island is particularly famous from the French navigators placing their first meridian in the center of it (Barbot) as the Dutch did theirs through the Peak of Teneriff: but, at present, most geographers reckon the first meridian from the capital city of their own country, as the English from London, the French from Paris, &c. |
|
Kanarieøerne Tenerife 16° 45' W |
Tenerife kaldtes tidligere Juno, bl.a. af Blaeu. El Pico de Teide er Tenerifes højeste top på 3718 m. Der var den logiske grund til at vælge bjerget El Pico på øen Tenerife, at det fra Ptolemæus' tid blev anset for at være den beboelige verdens højeste bjerg samtidig med, at det lå ved verdens ende, og denne opfattelse støttedes stadig af Varenius og Sanson i 1693. [HPN p.13, PER p.118] Waghenaer brugte i sit værk Spieghel der Zeevaerdt fra 1583-84 en linje mellem Gomera og Tenerife, men i hele atlasset er kun ét kort udstyret med afmærkede meridianer. [PER p.117] Luca Janszoon Waghenaer, 1534-1598, navigatør og senere korttegner og -udgiver i Amsterdam. Hans vigtigste arbejde var atlasset Spieghel der Zeevaerdt udgivet med 48 kort fra europæiske farvande i 1584. En engelsk udgave udkom i Armadaåret 1588. John Blaeu eller Willem Janszoon Blaeu foreslog i c. 1622 øen på grund af det høje og genkendelige bjerg, » og hollænderne fulgte en tid dette.« Blaeu har argumenteret for sit valg på en af sine globusser, hvor han har placeret en meget lang inskription i hvis tekst han gør opmærksom på, at misvisningen er en ringe rettesnor, idet dens værdier ikke følger meridianernes retning. I veneration for Ptolemæus vælger han da at anvende Tenerife med Pico. Blaeu kunne ikke vide, at misvisningen ændrede sig over tid, idet det først var samme år, at Gunter i England påviste det, og det var først da Gellibrand efter yderligere studier udgav sin afhandling i 1635, at det blev alment accepteret. Willem J. Blaeu, 1571-1638, virkede som kortudgiver i Amsterdam, og hans virksomhed blev videreført af hans to sønner Joan, 1596-1673, og Cornelis, † 1642. Englænderen Edmund Gunter, 1581-1626, var matematiker og astronomiprofessor og konstruerede bl.a. en af de første regnestokke og skrev afhandlinger om både jakobsstaven og kvadranten og udgav de første logaritmetabeller over de trigonometriske størrelser. Henry Gellibrand, 1597-1636, blev Gunters efterfølger i professorembedet ved Gresham College i London i 1627. Han forskede i misvisningens væsen og udgav teser om dette, men er også kendt for sine logaritme- og navigationsarbejder. [MAP p.283, PER p.118] |
|
|
|
|
Azorerne 25° og 28° W 31° 00 W Fayal |
Øerne ligger på 37° 30' N bredde og øgruppens østkant, center og vestkant har længder som vist til venstre. På Kort fra omkring 1500 og frem til ca. 1700 optræder Azorerne også under navnet De flamske Øer = Flemish Islands = De Vlaemse Eylanden = Ilhas Flamengas. Det skyldes, at øen Fayal [og muligvis yderligere områder] i 1466 af den portugisiske konge, Affonso V, blev givet som len til hans tante, hertuginde Isabella af Burgund, og i en periode derefter var kolonisterne hovedsageligt flamlændere. Fayal blev også benyttet som førstemeridian af korttegneren Alonzo de Santa Cruz på hans kileformede kort (globuskortsegmenter) fra 1542. [MAP p.282, PER p.115] |
|
Azorerne Santa Maria |
Azorernes østligste ø, Santa Maria = St Mary, blev brugt som førstemeridian af Christopher Saxton i 1584 og senere. Englænderen Saxton blev født 1542, dødsdato ukendt. Han opmålte store dele af England for at kunne tegne tidens matrikelkort til godsejerne og er mest kendt for sine engelske landskabskort, county maps. |
|
Azorerne 25° 50' - 25° 08' W San Miguel |
den næstøstligste ø, St. Michael's Island, hhv. W- og E-kant til venstre herfor. Anvendt af John Davis c.1594. Han levede 1550-1605. Davis benyttede dette af Columbus konstaterede område med nul misvisning. Mercator medtog også dette forhold i sit Europakort fra 1554, og i dette kort tilpassede han Ptolemæus' Middelhavsstørrelse fra en bredde på 62° til 53°, og der foreligger korrespondance mellem kejser Karl V og Mercator, der viser, at Mercator ville anvende en ny førstemeridian gennem et sted med nul-misvisning; Mercator valgte dog at lade den gå gennem Ferro i Kanarieøerne, selv om øerne ikke selv er tegnet på kortet. [HPN p.13, MAP p.282, PER p.116] Kartografen og matematikeren Emery Molyneux fresmtillede efter William Sandersons ønske den første engelske globus. Sanderson var en rig købmand, og han var hovedsponsor for John Davis' opdagelsesrejser. På Molyneux' globus fra 1592 benyttedes førstemeridianen gennem St. Michaels Ø. [WAT p.242] Jodocus Hondius, se om ham senere, mente også, at førstemeridianen burde gå gennem et sted med nul-misvisning og trykte på et kort fra 1601 en lang tekst om vanskelighederne ved at bestemme et steds længde og sluttede med at fastslå, at hans meridian skal gå gennem San Miguel, hvor misvisningen er nul. I øvrigt var han heller ikke konsistent og brugte også Cap Verdeøer som førstemeridian, hvilket er nævnt senere. [Per p.117] Men ifølge franskmændene Varenius og Sanson i 1693, var nul-misvisningen at finde rundt øen Del Corvo eller Corvo på 31° 05' W, den NW-ligste af Azorerne, hvorfor denne position også optræder som førstemeridian. [HPN p.13] Englænderen Thomas Hood benyttede på sit kort fra 1592 også W-kanten af St. Michaels Ø som førstemeridian, og han lod meridianen påsætte breddeskala. [WAT p.200, Pl. XLIX] |
|
|
|
|
Atlanterhavets Midte |
Da det efter opdagelsen af den Nye Verden fandtes ganske naturligt, at de lande, der havde udsendt nogle få mennesker, der havde observeret de nye landområder, også havde den ganske og uindskrænkede ejendomsret til områderne, så opstod der strid mellem de to vigtigste initiativtagere til opdagelsesrejserne, Spanien og Portugal, om fordeling af ejerskabet til alt dette land. Paven blev bedt om at intervenere, hvad han i første omgang ikke havde særligt held med. |
| Tordesillas |
Der blev den 3/9 1493 indgået en aftale mellem Pave Alexander VI og Spanien om retten til alt land i den Nye Verden, men aftalen blev annulleret dagen efter, og en ny aftale sat op den 4/9 1493, hvor delelinjen mellem Spanien og Portugal blev lagt 100 legoas vest for Cap Verdeøerne, og delelinjen blev trukket fra pol til pol - altså kun 180°, og uden »bagside«. Da paven ikke havde taget højde for den anden side af Jorden, blev den anden aftale også annulleret, og en ny sat op den 25/9 1493 i hvilken delelinjen var ført gennem alle 360°, men Portugal protesterede herover, idet de var bange for at få for lidt plads til deres Afrikaruter, samt at nogle af deres besiddelser i Østen ville komme på den forkerte side af linjen. Den endelige aftale blev så vedtaget den 7/6 1494, og demarkationslinjen mellem Spaniens og Portugals interessesfærer blev flyttet fra de 100 leagues vest for Cap Verdeøerne mod vest til 370 leagues vest for øerne, og demarkationslinjen kom til at gå mellem længden 48° og 49° W for Greenwich-meridianen. Pave Julius II konfirmerede endelig aftalen i 1506, mens ingen andre lande nogensinde accepterede aftalen. Aftalen kaldes for Tordesillasaftalen, og linjen kaldes for Meridianus particionis. Det var meningen, at linjen skulle bruges som førstemeridian, og det blev den på nogle spanske og portugisiske søkort i perioden derefter. Demarkationslinjen findes første gang på et kort fra 1502 tegnet eller udgivet af Cantino, og den er brugt som førstemeridian på Diego Riberos kort fra 1529. Der er nogle kort fra 1500-1600-tallet, der afmærker linjen gennem det østligste Brasilien, Newfoundland og Labrador, men meridianerne er ikke nødvendigvis nummererede, hvorfor der ikke kan tales om en førstemeridian. Derimod benyttedes linjen ofte til en breddeskala. Det er tilfældet med et Atlanterhavskort af Pedro Reinel fra 1535. Striden om, hvorvidt Molukkerne med de lukrative krydderier lå på den ene eller anden side af førstemeridianens modmeridian i Østen, blev forsøgt mæglet ved indgriben af den tysk-romerske kejser, Karl V, 1519-1556, og striden blev bilagt ved et forlig, Saragossaforliget, den 22/4 1529. [EB, HPN p.13, PER p.115, SEA p.27, WOL1897 p.101f] |
|
|
|
| Cap Verdeøerne | Kap Verdeøerne eller Arquipelago de Cabo Verde ligger på ca. 15° N bredde. |
|
Fogo = 24° 25' W Maio = 23° 10' W |
Isla del Fuego med centrum på 24° 25' W, og øen Maio med centrum på 23° 10' W. En af de få eksisterende globusser fra 1500-tallet, Quiriniglobussen i Paris fra tidligst 1515, har førstemeridianen gennem Cap Verdeøerne. Mercator benytter øerne som førstemeridian på sit første »mercatorkort«. Han havde af en navigatør fået oplyst, at misvisningen var nul rundt øerne Sal, Bonavista og Maio, hvilket han skriver på kortet; alligevel har han tegnet sin meridian gennem St. Michael og St. Mary-øerne. [PER p.116f] Især har den næstsydligste ø, Fogo, været brugt af bl.a. Ortelius, Jansson og Blaeu: 1600-1700, men også Maio optræder som centrum for førstemeridianen. [MAP p.283, PER p.115] Abraham Ortelius benyttede i 1570 i Theatrum Orbis Terrarum muligvis den østligste af Cap Verdeøerne, Boavista, som førstemeridian, og kilden viser, at længdeforskellen mellem dette punkt og London er c.21°, men en opmåling i kortet viser 22°, 42' W forskel mellem øens østkyst og Greenwich, men naturligvis var den konkrete sammenligning på dette tidspunkt til selve London, St. Paul's Cathedral - en cirka 05' W for Greenwich. Læseren erindres dog om den ovenstående tekst under kanarieøerne. [HPN p.13, PER p.117] Varenius og Sanson I slutningen af 1600-tallet blev de forskellige førstemeridianer behandlet af Varenius og Sanson i værket Cosmography and Geography (oversat til engelsk) i 1682-93. I dette værk var der både anvendt førstemeridian som Ptolemæus' - på Kanarieøerne, men de to herrer beskriver også, hvorledes Amerikas opdagelse flytter nummereringen af meridianerne mod vest, og de nævner en anden af Cap Verdeøerne som udgangspunkt for meridianerne, nemlig São Nicolau, hvis E-W-kanter ligger på hhv. 24° 02' W og 24° 26' W. Nicolas Sanson, 1600-1667, udgav fra 1627 kort i Frankrig. Nogle af dem oversatte englænderen Richard Blome, 1635-?, til udgivelse i England. I kilden nævnes værket Cosmography and Geography med Sanson kort og tekst af Bernhard Varenius = Bernhard Varen. Værket udkom i England i 1682, 1683 og i 1693. Bernhard Varenius var født i Hitzacher, Hannover i 1622 og døde i cirka 1650 i Leiden. Hans hovedværk fra 1650 havde titlen Geographia Generale. Dette værk forbedrede og oversatte Isaac Newton, og det indgik i Blomes udgivelse. [EB vol 12 p.270/2, HPN p.13, SAL XX p.954/2] Den hollandske korttegner Jodocus Hondius benyttede en anden af øerne som sit nulpunkt, nemlig øen St. John, der kan være Ilha São João, der har position en 1° 20' S 45° W, men jeg har ikke fået dette bekræftet endnu. [JM] [HPN p.13] Jodocus Hondius, 1563-1612, voksede op i Ghent og flygtede til London i 1584 og blev der elev hos Richard Hakluyt og Edward Wright. I 1593 vendte han tilbage til Amsterdam og købte i 1604 pladerne fra Mercators Atlas og udgav dem under både Mercator og sit eget navn og i fælles navn. Hans datter Elizabeth giftede sig med Jan Jansson i 1612. Sønnen Henricus Hondius, 15971651, fortsatte med faderens plader og ændrede dem lidt, når nødvendigt, men der var ikke signifikante forskelle på de to udgiveres produkter. |
|
|
|
|
Portugal Cape St. Vincent 9° 00' W |
Cape St. Vincent eller det nærliggende østligere forbjerg Ponta de Sagres. Et af disse punkter anvendtes af Ptolemæus, men senere portugisiske korttegnere har også anvendt det. Ptolemæus lagde punktet 2° 30' E for Kanarieøerne, men den virkelige vinkelafstand er 4° 30'. [PER p.113] skriver om den af Ptolemæus fastlagte linje for opdeling af kloden i segmenter: "He supposed this to pass through the Strait of the Columns, which in fact it nearly does; and through the Sacred Promontory (now called Cape St. Vincent), which actually lies 1° to the North." Her såvel som flere senere steder i hans tekst omtales begge pynter under et, og måske er det ikke muligt at få fastlagt om Ptolemæus og senere Marinus har tænkt på den ene eller den anden pynt, da de jo ikke var der personligt. For klarhed skyld er det vestligste punkt Cabo de São Vicente - på dansk Kap Sankt Vincent - og dets position er 37° 01' 30" N og 008° 59' 40" W. Det østligste punkt Kap Sagres, på engelsk The Sacred Promontory, og på portugisisk Ponta de Sagres har positionen 37° 00' 23" N og 008° 56' 21" W (og det er positioner før WGS84 blev indført og stemmer fx ikke med Google Earth koordinaterne i dag). |
|
|
|
|
England Lizard Point 5° 12' W |
Englands sydvestligste punkt var et meget brugt landkendingspunkt, og derfra tog oceansejladserne deres begyndelse. |
|
London 0° 05' W ? |
London blev anvendt som førstemeridian af John Seller for hans engelske landkort af Hertfordshire. Hans kort fra 1676 er det første kendte eksempel på London som førstemeridian. Stedet i London er ikke nævnt, men formodentligt St. Paul's Cathedral. Mindst et enkelt kort med London Bridge som førstemeridian er udgivet af Admiralty. I Robert Mordens Atlas Terrestris fra 1687 / 1695 har et eller flere af kortene to førstemeridianer: London og Tenerife, og den ene skala inddelt 0-360° østover, mens den anden er vestover; men ud fra et Nordamerikakort med gradnummereringen 50-90° kan jeg ikke se, om konventionen er 0-180-0 eller 0-360. Der kom dog senere kort med op til seks længdeskalaer fra forskellige førstemeridianer. Bl.a. blev i 1750 udgivet et Biscayakort af franskmanden Bellin med seks meridianer »for at lette søfolks udveksling af positioner.« [MAP p.283, PER p.120] |
|
London St. Paul's Cathedral 0° 05' W |
Senere blev det normalt at anvende en linje gennem St. Paul's Cathedral som førstemeridian, idet chefen for Ordnance Survey, general William Roy, 1726-1790, fastlagde førstemeridianen gennem domkirkens kuppelcentrum. Domkirken var blevet færdigbygget 1710 efter arkitekten Christopher Wrens planer efter Londons brand i 1666. Fra 1675 er der en del Londonbaserede kortudgivere, der begyndte at benytte St. Paul's position som nulpunkt for meridianerne. [LON p.758] Major-general William Roy, 1726-1790, høstede stor fortjeneste ved at fastlægge og opmåle basislinjen i Sydengland i 1784 - grundlaget for den nøjagtige triangulering af landet. Denne basislinje er stadig afmærket i terrænet, nu med et nedgravet kanonløb i hver ende. [CHA p.1271, MAP p.283] Saint Paul's Cathedral forblev Londons førstemeridian, indtil den første Nautical Almanack blev udgivet fra Greenwichobservatoriet i 1767. Men lokale kort kan have andre førstemeridianer, som fx et kort over Wiltshire, der har nulpunkt gennem Salisbury Cathedral, Andrews & Drury, 1773. [PER p.121] |
|
Greenwich Observatory 0° |
Observatoriet i Greenwich oprettedes af Charles II i 1675 og fra cirka samme tidspunkt anvendt som førstemeridian på enkelte kort. John Flamsteed blev den første kongelig astronom på observatoriet. i løbet af de hundrede år fra 1675 til ca. 1794 skete der en gradvis overgang i brugen af førstemeridianen fra London til Greenwich. I kilderne nævnes Fearon & Eyres kort over Den Engelske Kyst indsat i en lodsbog fra 1738 at være det første søkort. [HPN p.15, MAP p.283, MAY p.150, PER p.121, SEA p.101] Alligevel fortsatte en så kendt navigatør som John Hamilton Moore i sin Epitome of Navigation i 1800-udgaven med at benytte London som førstemeridian, men i hans 1814-udgave var der skiftet til Greenwich. [HPN p.16] Greenwichmeridianen har ligget på flere positioner. Flamsteeds første oprettede meridian blev flyttet en smule af hans efterfølger Edmund Halley (1656-1742). Det skete mellem 1720 og 1742. Men også Halleys meridian blev reguleret. Det skete under den tredje kgl. astronom, James Bradley (1693-1762), der fik posten i 1742. De første regulære søkort, der benyttede denne Greenwichmeridian, udkom 1770 / 1777 / 1779 / 1784 [kilder lidt uenige om årstallet] og er udgivet af J. F. W. Des Barres i et værk med titlen The Atlantic Neptune, hvori bl.a. kortet over Plymouth Bay, hvor MAYFLOWER landede 21/12 1620, er medtaget. Bradleys meridian var stadig grundlaget for de engelske Ordnance Survey landkort til omkring 1990 - og er det formodentligt endnu. [BLA p.114] Under kgl. astronom George Airy, 1851-1881, der var chefastronom fra 1801 til 1892, blev der opsat et nyt transitinstrument, men det skete 5,79 meter vest for Bradleys meridian. Det var denne nye meridian, som blev valgt som førstemeridian for Admiralty Charts. Greenwichmeridianens anerkendelse som international førstemeridian skete den 22/10 1884 ved Washingtonkonferencen. Se mere om denne her. |
| Retur til toppen af siden. | Retur til maritim indledningsside |
| Retur til hjemmesidens forside | Opdateret d. 14.2.2017 |