En portolan er en samling af ordnede, skriftlige informationer om havne, deres indbyrdes beliggenhed, afstande og besejlingsforhold såsom skær og meteorologiske forhold, endvidere kan der være nævnt kompaskurser og kompaspejlinger til forskellige punkter.
De tidligste portolaner blev nedskrevet i Middelhavsområdet omkring 1200-1250, og det tidligst kendte eksemplar er skrevet på italiensk.
Portolaner, der også kaldes for læsekort, bliver efterhånden fra det franske routiers til de engelske rutters - mellem c.1500 og 1600 - og endelig til nyere tids Sailing Directions eller pilotbooks.
Nogle af kilderne skelner ikke mellem portolaner og portolankort, og de samme kilder er ikke altid konsistente med hensyn til definitionerne på de her nævnte begreber. Mine definitioner følger hovedsageligt navigationshistorikerne D. W. Waters, H. C. Freisleben og W. E. May.
Freisleben sætter i Journal of Navigation 1983, nr. 1 p.124ff (JoN), begrebet periplus (gr. prl. periploi, dk. plr.: peripler) lig med portolan, hvilket kan forsvares, såfremt man mener, den græske periplus videreudvikles til den italienske portolan.
Portolankort er grafiske, geometriske fremstillinger af portolaners informationer. Portolankort er platte søkort, men de er uden gradnet og uden dybder, og deres kystlinjer har hverken overensstemmelse med retninger eller afstande. Portolankort kan have vindroser eller kompasroser, men de kan også være uden.
Den gnomoniske projektionsmetode var kendt allerede af Thales fra Miletus, 640-585 f.Kr., men portolanerne er ikke konstrueret ud fra matematiske principper. Det er kun rosesystemet overlagt kortet, som man kan kalde geometrisk udviklet.
Portolankort er opstået samtidig med eller meget kort tid efter de første portolaner. Den tidligst kendte dokumentation for brugen af portolankort til søs er fra 1270, og det ældste eksisterende portolankort er fra c.1275, mens det ældste daterede portolankort er fra 1311. Det tidligste kort kaldes for Carta Pisana på grund af dets findested, Pisa.
Søren Thirslund anfører i Træk af Navigationens Historie 2 p.33 (TAN2), at paskort, der er det samme som kompaskort, kommer senere end portolankort, idet de sidstnævnte oprindelige ikke havde kompasroser og kompaskurser, men det er ikke i overensstemmelse med de øvrige nutidige kilder som Mariners' Mirror (MM) 1992 p.389 (Waters), der mener, de fremkom samtidig. Der er dog en skelnen mellem kort med vindroser, der er tidligere end kort med kompasroser, og kort med kompasroser, men da Carta Pisana er det tidligste eksisterende kort, og det har kompasroser, så er det vanskeligt at vide, hvorledes de tidligere kort har været udstyret.
Det stemmer heller ikke overens med H&S Årbog 1984 p.56 (Henningsen), og Freisleben er også af den opfattelse, at portolankort kom samtidig med portolaner, og han oplyser, at de på italiensk omtales som compasso. Det er dog tvivlsomt, om det alene er bogværket portolan, der får denne benævnelse, jf. May p. 181.
Freisleben angiver i JoN p.126: »All portolan charts are conspicuous for their pattern of radiating lines, corresponding to the principal points of the compass, to aid the navigator in discovering the courses to be steered from one point to another.«
Portolankort produceredes som manuskripter og fortsatte efter trykketeknikkens opfindelse som trykte blade indtil det 17. årh. begyndelse. Portolankort ligner oftest hinanden, hvilket også var tilsigtet, idet normen for kortenes indhold og udseende stort set var uforandret i hele deres periode. Blandt søkortene på Handels- og Søfartsmuseet er der flere fra 1600-tallet, der er fremstillet efter portolanmodellen, og hvor navnestof m.m. på nær nogle trykfejl er så godt som identisk. Ensartetheden var så konventionspræget, at fx særlige farvekoder for visse havne m.m. blev overholdt hos hovedparten af en nations producenter. Man kan sige, at det var forløberen for fastlæggelse af ensartede symboler på et kort.
Sprogbrug omkring portolankort
Udtrykket »portolankort« var mindre almindeligt for 100 år siden, hvor betegnelsen kompaskort - compass chart - blev foretrukket. Portolankort kaldes også for havnekort og paskort (engelsk kilde). I Danmarks Søfart og Søhandel 2, p.332, skriver Johannes Knudsen, at »Men denne Virksomhed [dannelsen af portolaner] førte snart med logisk Konsekvens et nyt Skridt videre; man bragte det indsamlede Materiale i grafisk Form, d.v.s. man begyndte at tegne Søkort, de saakaldte Kompaskort.« Her er altså en relativ tidlig dansk reference til kompaskort synonymt med portolankort.
Om brugen af kortene er der uoverensstemmelser mellem May og Waters og andre. Den ene retning postulerer, at kortene i dag ikke eksisterer i stor mængde, fordi de blev beregnet til at bruge om bord og blev smidt væk, når de var slidt op. Den anden retning hælder til, at de aldrig har været særlig velegnede til den hårde brug ved navigationen, men enten er blevet holdt i kahytten til konsultation der, eller er fremstillet til brug i land blandt rige mennesker, hvilket de artistisk smukt udførte og dyre værker kunne tyde på. En del forskere sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved, hvor mange af de fattige middelalderlige skippere, der kunne læse.
På Carta Pisana er der en skala med længdemålet mil, hvilket ifølge The Geometrical Seaman, E: G. R. Taylor, 1962, er første gang det er set, hvilket jo egentligt er ganske naturligt, da det er det tidligste, eksisterende søkort.
En portolanmil er en mil, der anvendes på portolankort. Portolanmilens størrelse er opført med forskellige værdier. I H&S 1984 p.57 bliver den anført som ca. 1850 meter, altså ca. lig en nutidig sømil på 1852 meter.
I H&S 1947, p.128, omtales en portolanmil som værende 3,15 nautiske mil, og kilden angives som værende Nordenskiöld (A. E. Nordenskiöld: Periplus, Stockholm 1897).
I Danmarks Søfart og Søhandel 2, p.328, står, at mens middelhavsportolankort anvender længdeenheden miglia - miglier, der kommer fra det latinske mille = 1000 »underforstået passus, Skridt; heraf det danske »Mil«, d. e. smaa Sømil paa c. 1,25 km, brugtes i Atlanterhavet oprindeligt den saakaldte »Legua« ( c. 5,5 km), der fra ældre Tid var i Brug ved Portugals, Spaniens og Frankrigs Kyster.«
J. B. Hewson skriver i A History of the Practice of Navigation, p. 10, om distanceenheden på portolankort: »The unit of distances is what has been called the Portolano mile, which was equal to about two-thirds of the present-day nautical mile, and 5 Portolano miles was generally the smallest graduation on the scale.«
Thirslund angiver i TAN1, p.51, under diverse længdeenheder, at man har udregnet et gennemsnit af portolanmil ud fra 19 portolankort til at være 3,15 sømil, men det giver ingen mening at udregne gennemsnit, hvis de enkelte elementer i udregningen er forskellige enheder. Det er nok den samme oplysning, som H&S-årbogen fra 1947 bringer. Tallet er i øvrigt også besynderligt stort, idet de store atlantiske mil er ca. 3 sømil hver, nemlig lig en league, og da de middelhavske portolanmil er væsentligt mindre, så forekommer gennemsnittet meget højt.
Læs videre om længdeenhederne til søs under distancer.