Ordbog             

Fritekst søgning :

Stikord Beskrivelse
skibsfører
(-en, -e): 1.
Højeste stilling på et skib. Stillingen kræver et sønæringsbevis af en grad, der modsvarer skibets størrelse og fartsområde, men da også små skibe har en skibsfører som chef, så er der ikke altid en skibsførereksamen bag en skibsfører. Foruden termen skibsfører benyttes også fører, kaptajn og skipper. Benævnelsen skibsfører benyttes i love og bekendtgørelser som synonym for alle skibes chefer på nær fiskeskibe, hvor personen gerne benævnes fiskeskipper.

"Skibsføreren antages af Rederiet, eller paa dets Vegne af den bestyrende Reder. Den, der ejer mere end en Halvpart i Skibet, er berettiget til at overtage dets Førelse, hvis han fyldestgør Lovens Betingelser;"
[SOLOV p.12]

"... stillingen som skibsfører [i marstallerskibe] viser, at en helt grundlæggende kompetence for den karriereorienterede sømand var loyalitet. Rederi og partredere var i lange perioder afskåret fra kommunikation med skibet og måtte derfor stole på skibsførerens evner som sømand og hans loyalitet i omgangen med den kostbare og betroede ejendom. For søfolk, der ville nå højt i hierarkiet, var det derfor essentielt at opbygge og bevare sit gode navn og rygte."
[MK 34 p.66]

2.
Benævnelse på person, der har bestået skibsførereksamen. Eksamen giver ikke automatisk sønæringsbrev som skibsfører, idet der skal optjenes en vis praktisk sejltid, inden næringsbevis udstedes.
master.
I England indehaver af eksamen: Master mariner.
Ordet kaptajn benyttes hovedsageligt om et bestemt skibs fører samt om udnævnelser i et rederi. Således afholder rederier fx kaptajnsmøder for alle udnævnte kaptajner, uanset om de har et skib at føre i det eksakte øjeblik.
Her er der en forskel til søværnet, hvis skibschefer har en kommando på et eksakt skib, mens de kan tituleres med deres almindelige grad som fx orlogskaptajn, såfremt de ikke har en kommando som skibschef.
captain.
Ordet skipper kan være slang for en hvilken som helst kaptajn, men er oftest anvendt om føreren af mindre skibe inklusive fritidsfartøjers førere.
skipper.
[ABC, BRE p.129, LAB p.7, NAV1 p.246, SML94 p.12]  Kilder