| Stikord | Beskrivelse |
|---|---|
| skysystemer | |
| Skyer inddeles i klasser og grupper efter deres højde og udseende. Det er den internationale meteorologiske organisation, WMO, der vedtager grupperne og deres navne. Standardnavnene kan findes i WMOs manualer om skyformationer, bl.a. Manual on the Observation of Clouds and other Meteors, WMO No. 407. Skyerne inddeles på engelsk i: genera; der består af ti hovedgrupper, gensidigt eksklusive. species; beskrivelse af en skys form og struktur. varieties; yderligere egenskaber ved en sky som fx farve og transparens. Der benyttes i udstrakt grad latinske benævnelser i alle tre beskrivelseskategorier. Foruden de ovennævnte inddelinger kan der kobles endnu et niveau med adjektiver på skytyperne, men disse underste niveauer må søges i WMO-litteraturen. Alle skytyperne har symboler på genera-niveau, og alle niveauer har forkortelser til brug i kommmunikation. De latinske navne er billedlige udtryk for skyens form og konsistens. De fleste navne giver sig selv, eller søg oversættelserne i en latinsk ordbog. Skytyperne har egen artikel her. sky: Høje skyer, fra 2 til 4 / 7 / 8 km's højde: Lave skyer, fra 0 til 2 km's højde: Mellemhøje skyer, altocumulus og altostratus, fra 4 / 7 / 8 til 8 / 13 / 18 km's højde. De laveste højdetal er for polaregnene, de mellemste højder for de tempererede bredder, og de højeste højder er for tropeegnene. Skyer har altid været klassificeret, men en mere videnskabelig klassifikation blev forsøgt af bl.a. J. B. Lamarck og Luke Howard i 1802-1803. I 1863 forsøgte A. Poey sig med en fornyet klassifikation og 1873 på den Meteorologiske Kongres i Wien blev der også fastsat typificeringer af skyerne. En dansker, Philip Weilbach, udgav i 1880 og 1881 sin artikel om Nordeuropas Skyformer og deres Inddeling fremstillet til Vejledning ved Iagttagelse af Skyhimlen, København 1881, men artiklen havde da året før været trykt i en fransk meteorologisk årbog. Weilbachs typologi lå dog så langt fra den inddeling, der allerede på dette tidspunkt havde vundet bred anvendelse, at hans forslag ikke havde nogen chance for at slå an. Den nuværende inddeling må derfor siges at være grundlagt af svenskeren Hildebrandsson i 1879. Han var chef for Upsalas observatoriet, og i 1887 publicerede han sammen med Abercromby det oplæg, der i München i 1891 blev anbefalet af den meteorologiske konference, og deres inddelinger og nomenklatur blev de facto standard. [8690, NauM p.69] Kilder |
|